11 Anken og frem til afslutningen af sagen

KAPITEL 11

ANKEN OG FREM TIL AFSLUTNINGEN AF SAGEN

I kapitel 10 beskriver jeg min uenighed med den dom, der blev afsagt, og jeg ankede derfor afgørelsen til Landsretten.

Min advokat sendte d. 27/11 2019 et supplerende spørgetema til Retslægerådet med syv spørgsmål (F, G,H, I, J, K og L). Se bilag side 368-370.

Kammeradvokaten svarer d. 8/1 2020, at spørgsmål G, I og K må udgå. Se bilag side 371. Min advokat fastholder alle 7 spørgsmål d.27/1 2020. Se bilag side 372-373.

Vester Landsret retsbog.

Den 2. april 2020 holdt Vestre Landsret møde i retsbygningen i Viborg.

Landsdommerne John Lundum, Erik P. Bentzen og Jakob Julskjær (kst.) behandlede sagen.

Sag BS-45461/2019-VLR (14. afdeling) Stig Gerdes (advokat Anders Quistgaard) mod Styrelsen for Patientsikkerhed (advokat Flemming Orth)

Retten i Kolding har ved dom af 30. september 2019 (BS-5243/2017-KOL) bestemt, at Stig Gerdes varigt fratages sin autorisation som læge.

Stig Gerdes har anket dommen og har anmodet om, at der stilles supplerende spørgsmål (spørgsmålene F-L) til Retslægerådet. Spørgsmålene fremgår af et udkast til spørgetema af 27. november 2019.

Styrelsen for Patientsikkerhed har protesteret mod, at spørgsmålene G, I og K tillades stillet.

Stig Gerdes har fastholdt, at spørgsmålene skal stilles.

Spørgsmålene F-L har følgende ordlyd:

”Spørgsmål F:

I fjorbindelse med Retslægerådets besvarelse af spørgsmål A til E.

Ud fra hvilken diagnose af Karina Hansen, har Retslægerådet gennemført denne besvarelse – en somatisk eller psykiatrisk diagnose?

Retslægerådet bedes i den forbindelse inddrage Charlotte Emborgs Psykiatriske speciallægeerklæring af den 9. juli 2018 (bilag 31) samt speciallægeepikrise af den 30. maj 2017 fra Mogens Undén (bilag 28).

Spørgsmål G:

Retslægerådet bedes uanset sin besvarelse af spørgsmål F genbesvare spørgsmål A til E, og hvor det her lægges til grund, at Karina Hansen på tidspunktet for Stig Gerdes behandling ikke havde en psykiatrisk lidelse, men alene en somatisk lidelse, og at hun på trods af

juridisk værgemål var i stand til at tage vare på sig selv.

Såfremt Retslægerådet måtte fastholde sin tidligere besvarelse af spørgsmål A til E, da bedes Retslægerådet redegøre for de konkrete og lægefaglige holdepunkter, der støtter op om denne fastholdelse.

Spørgsmål H:

I forhold til Retslægerådets besvarelse af spørgsmål E.

Finder Retslægerådet, at det på baggrund af Charlotte Emborgs psykiatriske speciallægeerklæring af den 9. juli 2018 (bilag 31) lægefagligt kan lægges til grund for, at Karina på trods af umyndiggørelse var i stand til at varetage sine personlige anliggender i forbindelse med Stig Gerdes behandling?

I benægtende fald, hvilke konkrete og lægefaglige holdepunkter understøtter dette?

Spørgsmål I:

I forhold til Retslægerådets sammensætning.

Det fremgår af Retslægerådets erklæring, at overlæge og psykiater P. Videbech, praktiserende læge N. Damsbo og speciallæge, psykiater N. Siebuhr har deltaget i behandling af sagen.

Vil Retslægerådet nærmere redegøre for de deltagende medlemmers kompetencer, i forhold til diagnosticering og behandling af ME (Myalgisk Encephalomyelitis) patienter?

I besvarelsen skal der tages højde for den somatiske diagnose, som WHO indførte i 1969, med diagnosekoden G 93.3 og ikke som en funktionel lidelse, hvilket ikke er anerkendt af WHO.

Spørgsmål J:

Finder Retslægerådet, at Karina Hansens psykose i perioden fra den 20. juni 2016 til den 30. juni 2016 kan have været udløst af en ubehandlet urinvejsinfektion evt. i kombination med stresspåvirkning under hendes ophold på Tagdækkervej?

I forlængelse af ovenstående besvarelse finder Retslægerådet, at Stig Gerdes reduktion i antipsykotisk medicin hos Karina Hansen kunne have udløst en ny psykose, når infektion og stresspåvirkning var elimineret, efter at hun på det tidspunkt var flyttet hjem til sine forældre?

Spørgsmål K:

I forhold til nedtrapning af patienter, der modtager antipsykotisk medicin og Retslægerådet besvarelse af spørgsmål D.

Retslægerådet bedes nærmere redegøre for den konkrete risiko i Karina Hansens tilfælde ift. sygdomsforlængelse eller forværring i hendes tilstand.

Det virker til, at Retslægerådets besvarelse alene forholder sig generelt til spørgsmålet og ikke specifikt til Karina Hansen.

Styrelsen for Patientsikkerhed har aldrig bestridt det forhold, at Karina Hansen har fået det bedre, efter at Stig Gerdes påbegyndte sin behandling af hende.

I besvarelsen skal Retslægerådet samtidig specifikt inddrage omfanget af nedtrapningen, og hvilke anbefalinger der findes for nedtrapning af antipsykotisk medicin for patienter i Karina Hansens situation.

Spørgsmål L:

Finder Retslægerådet, at den behandling, som Stig Gerdes iværksatte over for Karina Hansen tilbage i oktober måned 2016, og som speciallæge Mogens Undéns har videreført rent lægefagligt, var den bedste for Karina Hansen, når Forskningskliniket for Funktionelle Lidelser opgav at behandle hende i april 2016?

I benægtende fald bedes Retslægerådet redegøre for de konkrete og lægefaglige holdepunkter, der støtter op om dette synspunkt.

Styrelsen for Patientsikkerhed har til støtte for sin protest vedrørende spørgsmål G navnlig anført, at det savner mening hypotetisk at forudsætte, at Karina Hansen var i stand til at tage vare på sig selv. Vedrørende spørgsmål I har styrelsen navnlig anført, at det ville være utilbørligt, at Landsretten stiller spørgsmålstegn ved de voterende lægers faglige kompetence. Vedrørende spørgsmål K har styrelsen anført, at formuleringen ”Styrelsen for Patientsikkerhed har aldrig bestridt det forhold, at Karina Hansen har fået det bedre, efter at Stig Gerdes påbegyndte sin behandling af hende” skal udgå, da styrelsen intet konkret kendskab har til Karina Hansens tilstand og ikke har ladet hende lægeligt undersøge

Stig Gerdes har vedrørende spørgsmål G anført:

”Det giver mening at få afdækket, hvorvidt Retslægerådet vil ændre besvarelsen af spørgsmål A til E under forudsætning af, at Karina Hansen ikke var underlagt værgemål og dermed havde retlig handleevne. At det er en retlig realitet, at Karina Hansen, da hun modtog behandling af appellanten, var undergivet værgemål ændrer ikke på, at det er appellantens påstand, at hun ikke burde have været det. Det efterfølgende faktiske hændelsesforløb, herunder rapporten fra Charlotte Emborg (bilag 31) og ophævelsen af værgemålet kort tid efter Karina modtog behandling fra appellanten underbygger dette.

Ved ikke at få lov til at stille nærværende spørgsmål i sin nuværende form, vil appellanten afskæres en væsentlig del af sin bevisførelse. Det er centralt i nærværende sag, hvorvidt appellantens behandling af Karina Hansen efter Retslægerådets vurdering var til fare for patientsikkerheden, såfremt hun retligt kunne have givet et informeret samtykke.”

Stig Gerdes har vedrørende spørgsmål I anført:

”Et af de centrale omdrejningspunkter i vurderingen af, hvorvidt appellanten handlede til fare for patientsikkerheden, er ud fra, hvilken diagnose Karina Hansen blev behandlet. Såfremt Retslægerådets sammensætning i nærværende sag ikke har kompetence eller sågar kendskab til ME, herunder diagnosticering og behandling heraf, så vil Retslægerådet – med den dybeste respekt – ikke have den nødvendige faglige kompetence til at kunne afgøre, hvorvidt appellantens behandling af Karina Hansen var til fare for patientsikkerheden, da der er tale om vidt forskellige diagnoser samt behandlingsformer.

Retslægerådets kompetence som helhed drages absolut ikke i tvivl ved nærværende spørgsmål. Besvarelsen af spørgsmål I kan dog eliminere al usikkerhed om, hvorvidt sammensætningen af Retslægerådet var utilstrækkeligt ved besvarelsen af det oprindelige spørgetema i nærværende sag.

Retslægerådet sammensættes under hensyntagen til de påkrævede kompetencer i forbindelse med besvarelsen – dette bevirker netop, at Retslægerådets kompetence ikke kan drages i tvivl, og at domstolene kan indrette sig i tillid til besvarelserne.

Landsretten vil ikke drage Retslægerådets overordnede kompetence i tvivl ved at tillade og stille spørgsmål I. Retslægerådets agtelse sikres netop ved at inddrage de nødvendige kapaciteter alt afhængig af spørgetemaet.

For en god ordens skyld påpeger jeg, at hverken parterne eller Landsretten ”blander sig” i Retslægerådets sammensætning ved nærværende spørgsmål. Der spørges alene ind til Retslægerådets kendskab til den af appellanten stillede diagnose, en diagnose der er anerkendt af WHO.

Det påpeges, at det afgørende i sagen er en korrekt afgørelse. En korrekt afgørelse kræver, at Retslægerådet også er sammensat på en sådan vis, at den faglige kvalitet af besvarelsen sikres.”

Stig Gerdes har vedrørende spørgsmål K anført:

”Appelindstævnte har på intet tidligere tidspunkt under sagen bestridt, at behandlingen af Karina Hansen har medført bedring.

Såfremt indstævnte er af den opfattelse at behandlingen har medført forværring eller blot stilstand i Karina Hansens helbredsmæssige forfatning, bedes indstævnte meddele dette. I modsat fald fastholdes spørgsmålet.”

Landsretten afsagde KENDELSE

Retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoner, jf. lov om retslægerådet § 1, og landsretten kan efter anmodning

fra parterne forelægge spørgsmål for Retslægerådet, hvis landsretten vurderer, at Retslægerådets besvarelse har betydning for sagens afgørelse.

Under hensyn til den indankede dom og parternes påstande og anbringender for landsretten er sagens tema også for landsretten, om Stig Gerdes ved sin fremgangsmåde, da han overtog behandlingen af Karina Hansen, har udvist forsømmelighed.

Ad spørgsmål F

Det fremgår af Styrelsen for Patientsikkerheds afgørelse, at Karina Hansen havde en psykiatrisk diagnose, da Stig Gerdes overtog behandlingen. Dette bestrides ikke af Stig Gerdes. En besvarelse af spørgsmålet har på denne baggrund ikke betydning for sagens afgørelse.

Spørgsmålet tillades derfor ikke stillet, jf. retsplejelovens § 341.

Ad spørgsmål G

Spørgsmålet er hypotetisk og er ikke relevant for vurderingen af Stig Gerdes’ eventuelle forsømmelighed ved sin fremgangsmåde i forbindelse med overtagelsen af behandlingen af Karina Hansen. Spørgsmålet tillades derfor ikke stillet, jf. retsplejelovens § 341.

Ad spørgsmål H

Det kan ikke på forhånd afvises, at det kan have betydning for sagens afgørelse, om Karina Hansen i forbindelse med Stig Gerdes’ behandling af hende på trods af sin umyndiggørelse var i stand til at varetage sine personlige anliggender. Spørgsmålet tillades derfor stillet, idet det bemærkes, at Retslægerådet på sædvanlig vis selv afgør, hvorvidt og i hvilket omfang det kan besvares .

Ad spørgsmål I

Besvarelse af spørgsmålet indebærer ikke afgivelse af et lægevidenskabeligt eller farmaceutisk skøn, og spørgsmålet falder derfor uden for Retslægerådets opgave, jf. retslægerådslovens § 1. Spørgsmålet tillades derfor ikke stillet.

Ad spørgsmål J

Spørgsmålet er ikke relevant for at bedømme Stig Gerdes’ eventuelle forsømmelighed ved sin fremgangsmåde i forbindelse med overtagelsen af behandlingen af Karina Hansen.

Spørgsmålet tillades derfor ikke stillet, jf. retsplejelovens § 341.

Ad spørgsmål K

Indsigt i den nærmere kliniske baggrund for Retslægerådets skøn har ikke betydning for sagens afgørelse.

Spørgsmålet tillades derfor ikke stillet.

Ad spørgsmål L

Spørgsmålet er ikke relevant i forhold til at bedømme Stig Gerdes’ eventuelle forsømmelighed ved sin fremgangsmåde i forbindelse med overtagelsen af behandlingen af Karina Hansen.

Spørgsmålet tillades derfor ikke stillet, jf. retsplejelovens § 341.

THI BESTEMMES:

Landsretten tillader, at der stilles det følgende spørgsmål til Retslægerådet:

”I forhold til Retslægerådets besvarelse af spørgsmål E. Finder Retslægerådet, at det på baggrund af Charlotte Emborgs psykiatriske speciallægeerklæring af den 9. juli 2018 (bilag 31) lægefagligt kan lægges til grund for, at Karina på trods af umyndiggørelse var i stand til at varetage sine personlige anliggender i forbindelse med Stig Gerdes behandling?

I benægtende fald, hvilke konkrete og lægefaglige holdepunkter understøtter dette?”

Den resterende del af spørgsmål H og spørgsmålene F, G, I, J, K og L, der fremgår af spørgetemaet af 27. november 2019, tillades ikke stillet.

Advokat Anders Quistgaard skal senest den 30. april 2020 indlevere endeligt spørgetema til Retslægerådet med det tilladte spørgsmål og udarbejde en fortegnelse over de dokumenter, som Retslægerådet skal have adgang til ved besvarelsen. Advokaten skal samtidig udarbejde en samling af dokumenterne.

Fortegnelsen og dokumentsamlingen skal udarbejdes i overensstemmelse med Retslægerådets vejledning om forelæggelse af civile sager. Vejledningen kan ses på retslaegeraadet.dk.

Landsretten vil herefter give Retslægerådet adgang til spørgsmålene, fortegnelsen og dokumentsamlingen på minretssag.dk.

Landsretten forventer, at Retslægerådets besvarelse foreligger senest den 1. december 2020.

Sagen udsat.

MIN KRITIK AF VESTRE LANDSRET RETSBOG:

Det er grotesk, at retsvæsenet ikke vil have sandhederne frem. Vestre Landsret stækker min retsbevidsthed og retssag ved at afvise 6 af 7 uddybende spørgsmål til Retslægerådet.

Ordlyden af de to paragraffer, Vestre Landsret henviser til, hviler på skøn:

Lov om Retslægerådet paragraf 1: Retslægerådets opgave er at afgive lægevidenskabelige og farmaceutiske skøn til offentlige myndigheder i sager om enkeltpersoners retsforhold. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke myndigheder der over for rådet kan fremsætte begæring om afgivelse af skøn, og i hvilke sager dette kan ske.

Retsplejeloven paragraf 341: Bevisførelsen, der skønnes at være uden betydning for sagen, kan ikke finde sted.

Jeg forventede, at Retslægerådet gik i dybden med Karinas sag for at vurdere min begrundelse for at behandle Karina og undersøge, hvad hun havde været udsat for, da hun var i Forskningsklinik for Funktionelle Lidelsers varetægt. Men nej, Retslægerådet dækkede tværtimod over Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser.

Spørgsmål F: Vestre Landsret hævder jeg er enig i, at Karina har en psykisk lidelse- det er helt forkert. Sagens kerne er: ME kontra funktionelle lidelser. Jeg opfatter det som en bevidst misforståelse fra Vestre Landsrets side.

Spørgsmål G: Er bestemt ikke hypotetisk, og det er yderst relevant.

Spørgsmål H: Må stilles i et vist omfang, men Vestre Landsret gør opmærksom på, at Retslægerådet som sædvanlig selv afgør om de vil svare eller ej. Det kom også tydeligt frem i Retslægerådets besvarelse af spørgsmålene A til E.

Spørgsmål I: Indebærer i høj grad et lægevidenskabeligt skøn.

Spørgsmål J: Er i høj grad relevant. Karina blev mishandlet og fejlbehandlet igennem 3 år og 8 måner og blev medicinforgiftet. Var forgiftningen den eneste årsag til Karinas psykose, eller var urinvejsinfektion og stress stærkt medvirkende?

Spørgsmål K: Den kliniske baggrund er altid vigtig, selv for Retslægerådet, hvilket må være åbenlyst for enhver.

Spørgsmål L: Er i høj grad relevant. Karina var svært medicinforgiftet, da jeg tog over, og Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser havde opgivet at behandle Karina i april 2016. De burde være taknemmelige for, at jeg tog over, som Karina og hendes familie var.

Vedrørende Styrelsen for Patientsikkerheds protester, nederst på p. 3, har jeg følgende bemærkninger:

Spørgsmål G: Det er bestemt værd at slå fast, at Karina kunne tage vare på sig selv. Den uønskede og unødvendige værge varetog ikke Karinas interesser. Han blev i 2018 afsat ved dom. Han skulle aldrig have været indsat! Karina har under hele sit sygdomsforløb været habil og psykisk normal.

I øvrigt havde Karina i 2012 aftalt med sine forældre, at de skulle være værge, hvis det blev aktuelt. Ingen kunne med loven i hånd modsætte sig denne aftale!

Spørgsmål I: Er ikke utilbørligt. Retslægerådet var forkert sammensat, idet kun psykiatrien (funktionelle lidelser) var repræsenteret, men ikke somatikken (ME). Sagen drejer sig i høj grad om uenighed om Karinas diagnose. Var den psykiatrisk (FL) eller somatisk (ME)? Derfor burde psykiatere og ME-specialister være ligeligt repræsenteret i Retslægerådet. Derudover var to af rådets tre medlemmer inhabile, fordi de støtter Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser. Det var jo dette centers misrøgt af Karina, som var den direkte årsag til, at jeg greb ind.

Spørgsmål K: Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke benægtet, at Karina har fået det bedre efter, at jeg overtog behandlingen. Ved at sige andet afslører Styrelsen for Patientsikkerhed, at den uden at blinke bøjer sandheden efter eget behov. I så alvorlig en sag skulle Styrelsen for Patientsikkerhed selvfølgelig selv have undersøgt Karina for at afgøre sagens rette sammenhænge. Den har faktisk selv overtrådt den regel, som jeg blev bortdømt på.

Jeg så Karina blot fem dage efter, jeg tog over! Styrelsen for Patientsikkerhed har ikke besøgt Karina siden 2011!

Det er ligeledes værd at notere sig, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke indkaldte mig til en personlig samtale forud for deres afgørelse om autorisationsfratagelse, som de selvfølgelig burde have gjort i så alvorlig en sag.

Jeg var til personlig samtale i styrelsen i 2015 pga. min behandling af HPV-bivirknings ramte borgere. Sagen blev ordnet i mindelighed. Den medførte, at jeg blev sat under ”skærpet tilsyn”.

Byretsdommen er uværdig for en retsstat. Byretten vurderede bl.a. ikke lægeløftet og proportionalitetsprincippet, hvilket er yderst kritisabelt. Med Mogens Undéns vidneudsagn in mente kan der spørges: ”Er det rimeligt at en læge straffes med ”døden ”for at have ”genoplivet” en fejldiagnosticeret og fejlbehandlet patient?”

Min advokat ansøger den 15/4 2020 via Procesbevillingsnævnet om kæretilladelse til Højesteret, fordi Vestre Landsret afskærer mig for de syv supplerende spørgsmål, der kan afdække retssagen yderligere. Se bilag side 374-376.

D 20/5 20 meddeler procesbevillingsnævnet, at de ikke kan imødekomme min ansøgning.

Meddelelse af 28. maj 2020

Fra Henriette Ryberg Til Retten

SAGEN HÆVES

Sagsnummer BS-45461/2019- Vestre Landsret, Stig Gerdes mod Styrelsen for Patientsikkerhed

I forlængelse af landsrettens kendelse af den 2. april 2020 og afgørelse fra Procesbevillingsnævnet af den 20. maj 2020, har jeg haft møde med min klient.

Som følge af kendelsen fra landsretten er min klient i vidt omfang blevet afskåret fra at stille supplerende spørgsmål til Retslægerådet. Spørgsmål der kunne have løftet bevisbyrden for min klients påstand om, at han alene har gjort hvad han burde som ansvarlig læge, og på ingen måde har sat Karina i fare - hverken reelt eller teoretisk.

Efter min klients opfattelse vil udfaldet af den kommende landsretssag derfor være givet på forhånd, og ser derfor ikke noget formål i at gå videre med sagen.

På baggrund af ovenstående har min klient bedt mig om at hæve sagen.

Sagen hæves.

Meddelelsen indeholder særlige spørgsmål, som retten skal tage stilling til under sagens forberedelse: Ja

Jeg så ingen grund til at gennemføre en sag i Landsretten, når sandheden ikke må komme frem, og jeg derfor har tabt på forhånd. Jeg var sikker på, at Vestre Landsret ville dømme som byretten, ellers ville den have støtte mine 7 spørgsmål til Retslægerådet. Ligeledes forventede jeg, at Vestre Landsret som byretten ville afvise Lægeløftet som min fornemmeste ed, som selvfølgelig bør overrule Retslægerådet og retsvæsenets afgørelser. Ligeledes forventede jeg ikke, at Vestre Landsret ville vurdere, at proportionalitetsprincippet var overtrådt i min sag.

Sluttelig forventede jeg ikke, at Vestre Landsret ville tage Mogens Undéns udtalelser ad notam ved en fornyet afhøring af ham.

Hvorfor er Retslægerådet hævet over alt kritik og diskussion af deres afgørelser?

Hvorfor kan det ikke diskuteres, om Retslægerådet er inhabilt, er forkert sammensat eller tager fejl i de sager, det skal vurdere?

Det er ikke demokrati at udelukke relevant kritik og diskussion, og det er ikke demokrati, når Retslægerådets afgørelser er indiskutable, det er diktatur!