9 Retsopgøret, juni 2017 - august 2019

Stig Gerdes klar til kamp Af REBI, tegneren.dk, 2017

KAPITEL 9

RETSOPGØRET JUNI 2017 TIL AUGUST 2019

Mit kendskab til retsvæsenet er minimal, idet jeg kun har været involveret i en kriminalsag og tre civile retssager. I kriminalsagen blev jeg truet med at blive skudt, men jeg lever, så jeg vandt. Den første civile retssag burde jeg have tabt, men dommeren var forelsket i min tante, så jeg vandt. Den anden civile retssag havde en grådig og mindre bemidlet modpart, så jeg vandt. Den tredje civile retssag havde mig som godtroende idiot, jeg troede på retfærdigheden, selvom modstanderen var Styrelsen for Patientsikkerhed, så jeg tabte.

Tabet af min autorisation midlertidigt for to år kom som en kæmpe overraskelse på det mest ubelejlige tidspunkt, da jeg var på ferie i New Zealand. Afgørelsen kunne ikke ankes. De skrivelser, mine patienter og jeg sendte til ministre og styrelser med anmodning om, jeg kunne få autorisationen tilbage, så jeg kunne genoptage mit arbejde hurtigst muligt, blev afvist. Autorisationsfratagelsen kunne bringes for en domstol, og derfor mente jeg, at den eneste og hurtigste vej tilbage til arbejdet i min praksis, var den juridiske.

Under retsopgøret kom det frem, at retsvæsenet på forhånd havde dømt mig som taber. Jeg sad uhjælpelig fast i Styrelsen for Patientsikkerheds ’spindelvæv’.

Jeg havde ikke den store tillid til retsvæsenet, men mente dog, min sag var så klokkeklart et justitsmord, at jeg derfor ville vinde indenfor maksimalt 6 måneder. Min uvidenhed, naivitet og tro på, at retsstaten i min sag levede op til sit formål, bevirkede, at jeg i maj 2017 kontaktede advokat Anders Quistgård, Odense, med henblik på sagsanlæg mod Styrelsen for Patientsikkerhed.

Stævningen følger herunder:

Dato 22.06.2017 Sagsnr. 10746

STÆVNING

som advokat for Stig Gerdes Vejrmosegårds Alle 65 7000 Fredericia

indstævner jeg herved Styrelsen for patientsikkerhed CVR-nr.: 37 10 55 62 Islands Brygge 67 2300 København S

til som sagsøgte at møde i Retten i Kolding. Retten har ved påtegning på denne stævning fastsat dag og tid, hvor sagsøgte skal svare i sagen, samt medtage de dokumenter sagsøgte agter at påberåbe sig, og hvor jeg vil nedlægge følgende:

PÅSTANDE: Principalt:

Sagsøgte tilpligtes at anerkende, at sagsøgtes afgørelse af den 13. januar 2017 i sagsnr. 5-8011-79/5, hvorved sagsøger midlertidigt fik frataget sin autorisation som læge er ugyldig.

Subsidiært:

Sagen om midlertidig fratagelse af autorisation hjemvises til fortsat behandling ved sagsøgte.

Der tages forbehold for nedlæggelse af påstand om erstatning.

SAGSFREMSTILLING:

Sagen drejer sig om uberettiget fratagelse af lægeautorisation.

Det er sagsøger, Stig Gerdes påstand, at den midlertidige autorisationsfratagelse er sket uberettiget, hvor det er sagsøgtes (Styrelsen for Patientsikkerhed) opfattelse, at fratagelse er berettiget efter at sagsøger har udvist grov forsømmelighed i sin behandling af en nærmere angivet patient, Karina Hansen, der var og fortsat er under værgemål.

Nærværende sag er anlagt med det formål at ophæve sagsøgtes afgørelse om midlertidig autorisationsfratagelse af den 13. januar 2017. Det bemærkes, at sagsøgtes afgørelse alene kan indbringes for retten jf. autorisationsloven § 14.

Sagsøger er uddannet læge i almen medicin og fik sin autorisation i 1975. Sagsøger har siden 1978 arbejdet som almen praktiserende læge med egen klinik i Fredericia.

Sagsøger havde omkring 2000 patienter tilknyttet sin klinik op til fratagelsen af sin autorisation den 13. januar 2017.

Frem til år 2015 havde sagsøger ikke tidligere fået hverken påtaler eller pålagt kontrolforanstaltninger af nogen art fra Sagsøgte.

I forbindelse med behandling af yngre kvinder for følgeskader efter HPV-vaccine fik sagsøger dog en påtale i 2015. Påtalen gik på, at sagsøger i sin klinik anvendte en på det tidspunkt ikke godkendt behandlingsform.

Påtalen har intet at gøre med den efterfølgende autorisationsfratagelse.

Karina Hansen blev registreret som gruppe 2 patient hos sagsøger den 19. oktober 2016.

Karina Hansens sygdomsforløb er langstrakt og med flere tidligere indlæggelser på røde papirer med efterfølgende kraftig medicinering.

Karina Hansen havde fået stillet diagnosen ”funktionelle lidelser” af overlæge Nils Balle Christensen fra Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser. Funktionelle lidelser er en sygdom, hvor patienten er i en tilstand, hvor hjerne og krop er overbelastet, hvilket gør det svært at fungere i dagligdagen.

Sagsøger var ikke af samme opfattelse som Nils Balle Christensen, da han mente, at Karina Hansen havde diagnosen Myalgisk Encephalomyelitis (ME). ME er en sygdom, der rammer nervesystemet, immunsystemet, hormonsystemet, og samtidig har forbindelse til hjernen og mitokondrierne. Som følge deraf oplever ME patienter forsinket udmattelse.

Sagsøger har gennem de seneste år arbejdet intensivt med ME og har stor erfaring inden for dette område.

Ved dom af den 23. september 2013 blev Karina Hansen taget under tidsbegrænset værgemål, som efterfølgende blev gjort tidsubestemt ved dom af den 26. oktober 2015. Karina Hasen fik tildelt Kaj Stendorf som værge (pensioneret politimand uden tidligere kendskab til Karina Hansen).

I forbindelse med behandling af værgemålssagen blev det lagt til grund, at Karina Hasen ikke var habil på grund af kommunikative problemer, samt manglende forståelse for vigtigheden af behandlingen. På den baggrund fandt byretten, at betingelserne for værgemål var opfyldt efter værgemålslovens § 5 stk.1. Kopi af dommen fremlægges i sagen som bilag 1.

Karina Hansen var på hhv. Hammel Neurocenter og dernæst behandlingshjemmet Tagdækkervej indtil den 17. oktober 2016, hvor forældrene fik lov til at tage hende med hjem på ferie. Det var første gang i flere år, at forældrene havde normal kontakt til deres datter.

Da ferien efter en uge var slut, besluttede Karina Hansen i samråd med sine forældre, at hun ikke ønskede at vende tilbage til behandlingshjemmet Tagdækkervej, hvor hun tidligere var indlagt.

Karina Hansen var på dette tidspunkt helt stiv i muskulaturen og manglede mimik. Karina fik på dette tidspunkt følgende medikamenter:

Olanzapin, der er et antipsykotisk medikament. Karina Hansen fik på daværende tidspunkt samlet 20 mg pr. døgn. Målet med denne dosering var, at stabilisere Karina Hansen og reducere hendes udbrud og anfald.

Endvidere blev Karina Hansen behandlet med Mirtazapin, 30 mg pr. døgn. Mirtazapin anvendes i forbindelse med behandling af depression, og håbet var at de to medikamenter i samspil ville hjælpe Karina Hansen.

Udover Olanzapin og Mirtazapin blev Karina Hansen behandlet med vitamin- og mineraltilskud.

Stivhed og manglende mimik er nogle af de kendte bivirkninger ved for høj dosis af Olanzapin jf. oversigtskema, der fremlægges som bilag 2.

Som det fremgår af bilag 2, er mulige bivirkninger af Olanzapin dysartri og dystoni. Dette omfatter talebesvær, stivhed i muskulatur samt spasmer. Af samme bilag ses også, at bivirkningerne for Mirtazepin eksempelvis er hallucinationer, angst og aggressivitet.

Den 19. oktober 2016 overtog sagsøger behandlingsansvaret for Karina Hansen.

Sagsøger valgte den 23. oktober 2016 at nedtrappe doseringen af Olanzapin fra 20 mg pr. døgn til 15 mg pr. døgn og Mirzapin fra 30 mg pr. døgn til 15 mg. pr. døgn.

Det er værd at bemærke, at patienten den 30. juni 2016 blev udskrevet fra psykiatrien i Risskov til andet behandlingssted. I den medfølgende udskrivningsepikrise fremgår det, at gradvis nedtrapning af Olanzapin var planlagt. Udskrivningsepikrisen fremlægges som bilag 3.

Nedsættelsen af Olanzapin til samlet 15 mg pr. døgn, var den dosis Karina Hansen blev behandlet med så sent som den 10. august 2016, jf. lægevagtsepikrise af den 10. august 2016, der fremlægges som bilag 4.

Den 23. oktober 2016 ringer Karina Hansens far til behandlingshjemmet, hvor Karina Hansen var boende indtil hun tog hjem på ferie hos hendes forældre. Faderen oplyser, at Karina forbliver hjemme, efter hendes eget ønske. En ansat plejemedarbejder siger, at det er i orden, da Karina Hansen har råderet over sig selv. Epikrise af den 24. oktober 2016 fremlægges som bilag 5.

Den 25. oktober 2016 udarbejder Nils Balle Christensen et notat, hvori han beskriver sine bekymringer omkring Karina Hansens flytning til sine forældre. Bekymringsnotatet fremlægges som bilag 6. Som det fremgår heraf, er det ikke den reducerede medicinering der påtales, men derimod alene, at Karina Hansen ikke er myndig og, at der er ordineret præparatet Truxal uden, at værgen har accepteret dette.

Det kan oplyses at Karina Hansen aldrig har indtaget præparatet Truxal, der blev ordineret til hende. Det står fortsat i ubrudt emballage hjemme hos Karina Hansens forældre.

Den 26. oktober 2016 modtog Tilsyn og Rådgivning Nord en bekymringshenvendelse fra overlæge Farahna Harees fra psykiatrien i Risskov, der fremlægges som bilag 7.

Det fremgår af bekymringsskrivelsen, at den pågældende overlæge var særligt bekymret for, om patienten ville lide af underernæring og isolation i forhold til omverdenen. Derudover bekymrede det overlægen, at sagsøger var under skærpet tilsyn.

Sagsøger var underlagt påbud om at overholde skærpet informationspligt, ved behandling af patienter med mistænkte bivirkninger til HPV-vaccination. Påbuddet omhandlede ikke dosering af medicin eller manglende overholdelse af lægefaglige standarder.

Den 27. oktober 2016 retter embedslæge Henrik L. Hansen kontakt til sagsøger, for at høre nærmere om Karina Hansens overgang til sagsøgers behandling. Henrik L. Hansen udarbejdede et notat på baggrund af samtalen. Notatet fremlægges i sagen som bilag 8.

Notatet bliver fremsendt den 28. oktober 2016 til sagsøgtes specialkonsulent, Jeanett Wind Christensen, og efterfølgende til kontorfuldmægtig hos sagsøgte, Ingrid Legaard, den 31. oktober 2016.

Den 29. oktober 2016 besøgte sagsøger Karina Hansen og hendes forældre. Sagsøger konstaterede, at der var fremgang i Karina Hansens tilstand, hvilket også var i overensstemmelse med de løbende informationer, der var kommet fra forældrene.

Sagsøgte sendte den 31. oktober 2016 en anmodning til Holstebro kommune om, at de skulle udlevere journaloplysninger om Karina Hansen dateret efter dennes hjemkomst til forældrene.

Helt specifikt ønskede sagsøgte oplysning om, hvorvidt sagsøger havde været i kontakt med kommunen, og om Karina Hansen kunne tage stilling til behandlingen.

Den 2. november 2016 fremsendte sagsøger lægejournal samt udtalelse vedrørende Karina Hansen. Lægejournal fra den 10. august 2016 til den 7. november 2016 fremlægges som bilag 9.

Det fremgår af Nils Balle Christensens notat af tirsdag den 25. oktober 2016, der er en del af bilag 6, at det eneste problem i forbindelse med Karina Hansens hjemflytning og overgang som gruppe 2 patient hos sagsøger var, at værgen ikke havde sagt god for hjemflytningen eller ordineringen af præparatet Truxal.

Fra den 10. november 2016 til den 16. november 2016 blev der korresponderet mellem overlæge og speciallæge i almen medicin Ellen Breddam, sagkyndig i psykiatri ved retslægerådet samt overlæge på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet Ida Hageman Pedersen og lektor i almen medicin på Københavns Universitet, samt sagkyndig i almen medicin ved retslægerådet John Sahl Andersen, med henblik på sagkyndig vurdering af sagsøgers ageren. Mailkorrespondancen fremlægges som bilag 10.

Ellen Breddam sendte den 10. november 2016 et referat af hendes samtale med Ulla Kapilin, overlæge ved Ambulant Psykoseenhed, Risskov til de sagkyndige.

Direkte adspurgt om bekymring for Karina Hansens ve og vel svares der af Ulla Kapilin: Nej, der var ikke aktuel bekymring, da bostedet havde besøgt Karina Hansen hjemme hos hendes forældre og ved selvsyn konstateret, at Karina Hansen havde det godt. Det var dog bekymrende, hvis psykiatrien i Risskov ikke kunne følge Karina Hansen fremadrettet.

Ellen Breddam henviser i bilag 10 til forløbet med sagsøger og HPV-vaccinen som reference, for de sagkyndige læger i mail af den 10. november 2016.

Ellen Breddam gjorde det klart, at hvis de sagkyndige fandt, at sagsøger havde udsat Karina Hansen for fare, så ville sagsøgers autorisation kunne fratages.

Muligheden for at fratage sagsøger sin autorisation grundet overtrædelse af et tidligere påbud blev også anført af Ellen Breddam.

Den 13. november 2016 udarbejdede Ida Hageman Pedersen en midlertidig sagkyndig vurdering. Kopi af vurderingen fremlægges i sagen som bilag 11. Af vurderingen fremgår det, at den sagkyndige ikke mente, at Karina Hansen var i akut eller overhængende fare.

Den 16. november 2016 udfærdiger Task Force Syd et nyt indstillingsskema, der fremlægges som bilag 12.

Bilag 12 beskriver Task Force Syds forslag til mulige sanktioner mod sagsøger. Der blev indstillet til, at sagsøgers virksomhed indskrænkedes vedrørende behandling af psykisk syge patienter, der i forvejen var i behandling på specialiseret niveau.

Anden mulighed for sanktionsindskrænkning var, at sagsøger ikke uden forudgående godkendelse måtte behandle svært psykisk syge patienter, som i forvejen var i behandling på højt specialiseret niveau.

Der blev således indstillet til høring vedr. virksomhedsindskrænkning og ikke fratagelse af autorisation.

Det fremgår ikke af bilag 12, at der var overvejelser omkring inddragelse af autorisation. Der blev dog taget forbehold for anden indstilling, hvis indholdet af den sagkyndige vurdering afveg fra den foreløbigt afgivne af den 13. november 2016.

Ellen Breddam tager igen kontakt til Ulla Kapilin den 17. november 2017, for at høre, om hun vil tilføje noget til hendes tidligere kommentarer vedrørende patientens medicinering. Mail og svar fremlægges som bilag 13. I svaret er Ulla Kapilin nu stærkt bekymret. Begrundelsen for dette var, at hun mente at Karina Hansen nu kunne være hjerneskadet. Ulla Kapilin mente, at den mulige hjerneskade krævede psykiater.

Den 20. november 2016 forelå endelig sagkyndig vurdering fra Ida Hageman Pedersen, der fremlægges som bilag 14. Det er den sagkyndiges vurdering, at sagsøger ikke har udsat Karina Hansens liv for fare. Det fremgår dog, at sagsøger ikke havde handlet samvittighedsfuldt eller omhyggeligt nok i forbindelse med patientens behandlingsforløb.

Den 23. november 2016 mødtes Task Force Syd sidste gang og udformede det endelige indstillingsskema. Indstillingsskemaet fremlægges som bilag 15.

Det fremgår af bilag 15, at Task Force Syd ikke definitivt kunne afgøre, hvorvidt proportionalitetshensynet var overholdt, hvis sagsøgers autorisation blev frataget.

Subsidiært blev der derfor foreslået en virksomhedsindskrænkning, der ville overholde proportionalitetsprincippet.

Task Force Syd foreslog en indskrænkning med formuleringen” Stig Gerdes må ikke uden godkendelse fra behandlende enhed varetage behandling af svært syge psykiatriske patienter, som i forvejen er i behandling på højt specialiseret niveau, herunder universitetshospitaler”.

Under mødet modtog sagsøgte en mail fra sagsøger på baggrund af sagsøgtes skrivelse af den 21. november 2016, der fremlægges som bilag 16. Sagsøgers svar på skrivelsen fremlægges som bilag 17. Heraf fremgår, at sagsøger ikke havde tilset Karina Hansen med egne øjne i perioden fra den 29. oktober 2016 til den 16. november 2016. Sagsøger havde alene modtaget informationer om Karina Hansens tilstand fra hendes forældre, som nu boede sammen med hende.

Sagsøger var dog i daglig telefonisk kontakt med Karina Hansens forældre fra begyndelsen af oktober til 18. december 2016 hvor sagsøger tog afsted på et længere udenlandsophold.

På grund af en meget omfattende vandskade i sagsøgers klinik den 2. november 2016, var sagsøger nødsaget til at lukke sin klinik og startede først op igen i nye midlertidige lokaler den 15. november 2016.

Sagsøger besøgte Karina Hansen den 19. november 2016, men havde som ovenfor beskrevet forinden fulgt hendes udvikling tæt i forbindelse med daglige telefonsamtaler med forældrene.

Task Force Syd ændrede på grund af sagsøgers manglende fysiske tilsyn af Karina Hansen deres indstilling til fratagelse af sagsøgers autorisation.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at Nils Balle Christensen, som havde det overordnede behandlingsansvar for Karina Hansen da hun boede på Tagdækkervej, tilså Karina Hansen hver 14. dag som fast praksis jf. notat af den 8. marts 2016 og den 4. april 2016, der fremlægges som bilag 18.

Den 22. december 2016 modtog sagsøger en skrivelse fra sagsøgte, der fremlægges som bilag 19.

Af bilag 19 fremgår det, at sagsøgte nu overvejede at fratage sagsøgers autorisation og, at der ville blive afholdt høring over spørgsmålet. Sagsøgers bemærkninger skulle være sagsøgte i hænde senest den 5. januar 2017.

Sagsøger sendte den 27. december 2016 en mail med anmodning om udsættelse af høring. Mailen kom imidlertid ikke frem til sagsøgte før den 6. januar 2017.

Sagsøgte valgte ikke at give fristforlængelse. Mail af 5. januar 2017 fremlægges som bilag 20 og mail af 6. januar 2017 fremlægges som bilag 21.

Den 1. januar 2017 fik sagsøger tilsendt en oversigt over Karina Hansens tilstand fra hendes forældre, der fremlægges som bilag 22. Heraf fremgik det, at der var bedring i Karina Hansens tilstand og, at stivheden i mimik og muskulatur var mindsket betydeligt.

Den 5. januar 2017 sendte sagsøger en meget kortfattet skrivelse, da han stadig ikke havde fået svar på sin anmodning om udsættelse af høring, der var begrundet med, at han var udenlands indtil den 22. januar 2017.

Den 12. januar 2017 fik sagsøger svar fra sagsøgte vedrørende anmodning om udsættelse af høring. Svaret fremlægges som bilag 23.

Den 13. januar 2017 fik sagsøger frataget sin autorisation midlertidigt. Begrundelsen var, at sagsøger havde udvist grov forsømmelighed ved at nedtrappe Karina Hansen i hendes medicin.

Samtidig mente sagsøgte, at sagsøger havde udsat Karina Hansen for fare. Endvidere havde sagsøger ikke konfereret med værgen forinden nedtrapningen af medicinen blev påbegyndt, hvilket var en skærpende omstændighed. Sagsøgtes afgørelse af den 13. januar 2017 fremlægges som bilag 24.

Den 29. januar 2017 forsøgte sagsøger at få sagen genoptaget på baggrund af nye oplysninger, samt en anmodning om en mindre indgribende sanktion, end midlertidig fratagelse af sagsøgers autorisation.

Sagsøgte afviste anmodningen om genoptagelse den 27. februar 2017 med begrundelse om, at der ikke var forelagt nye oplysninger i sagen, samt at muligheden for en mindre indgribende sanktion blev overvejet inden sagsøgte traf afgørelse om fratagelse af autorisation.

Den 9. maj 2017 fik sagsøger svar på blodprøverne fra Karina Hansen af den 3. maj 2016. Resultatet fra blodprøverne fremlægges som bilag 25.

Ved ekstrapolering kunne det konstateres, at plasmakoncentrationen var på 225, grundet den af Nils Balle Christensen, udstukne dosering af Psykofarmaka mv.. Beregningen fremlægges som bilag 26.

Plasmakoncentrationen var efter nedsættelsen 141, hvilket akkurat er under den anbefalede maksimale koncentration på 150.

Den 27. maj 2017 fik sagsøger en ny status fra Karina Hansens forældre, hvoraf det fremgik, at der efter forældrenes overbevisning var sket en markant forbedring hos Karina Hansen. Forældrene tilskrev dette sagsøgers reduktion af medicin. Status fremlægges som bilag 27.

Den 30. maj 2017 var patienten til konsultation hos speciallæge i psykiatri, Mogens Undén. Speciallægeepikrise fremlægges som bilag 28.

Det fremgår af bilag 28, at speciallægen ikke var enig i den oprindelige dosering af medicin – Karina skulle nedtrappes yderligere. Som konsekvens deraf blev dosis af Olanzapin nedsat yderligere til 10. mg pr døgn. Det bemærkes yderligere af Mogens Undén, at plasmakoncentrationen var for høj i forhold til referenceintervallet, hvorfor dosis blev reduceret på baggrund af bivirkningerne.

Af bilag 28 fremgår også, at Karina Hansen reagerer relevant på simple spørgsmål. Når der spørges ind til hendes sygehistorik og fysiske tilstand nikkes og rystes der relevant på hovedet.

Seneste oplysning om Karina Hansens tilstand var fra Karina Hansens mor, Ketty, den 16. juni 2017, der fremlægges som bilag 29. Heraf fremgår, at Karina Hansen havde ganske få anfald og udbrud i perioden fra den 4. juni 2017 til den 17. juni 2017.

Det er værd at bemærke, at Karina Hansen på intet tidspunkt har været helt udtrappet af medicin.

Det er også værd at bemærke, at Karina Hansen på intet tidspunkt har haft problemer med at følge den af sagsøger udstukne plan for medicinering.

ANBRINGENDER:

Det gøres gældende, at autorisationsfratagelsen er uberettiget, og at afgørelsen derved er ugyldig.

Det gøres gældende, at sagsøger ikke udviste grov forsømmelighed i forbindelse med nedtrapningen af patientens medicin.

Til støtte herfor gøres det gældende, at Karina Hansen på tidspunktet for overgangen til sagsøger som læge, var forgiftet af Olanzapin, hvorfor sagsøger blot efterlevede lægeløftet om at yde hjælp og sørge for en mindre nedtrapning.

Det gøres gældende, at sagsøger ikke udsatte patienten for fare i forbindelse med nedtrapningen af medicinering.

Det gøres gældende, at nedtrapningen af medicin skete efter patientens ønske og samtykke.

Det gøres gældende, at sagsøger handlede i overensstemmelse med lægefaglig standard i forbindelse med nedtrapningen.

Det gøres gældende, at sagsøger handlede i overensstemmelse med mindstemiddel princippet, da nedtrapningen begyndtes.

Det gøres gældende, at fratagelsen af sagsøgers autorisation er i modstrid med proportionalitetsprincippet.

Det gøres gældende, at Karina Hansen på trods af værgemål ikke har fået frataget sin retlige handleevne, og derfor var berettiget til, dels at vælge sagsøger som læge, men også modtage den lægebehandling hun måtte ønske.

Det gøres yderligere gældende, at Karina Hansen har udviklet sig i en positiv retning efter nedtrapning af medicinen, hvilket alt andet lige underbygger, at beslutningen ikke har været til fare for Karina Hansen.

Det gøres gældende, at beslutningen fra speciallæge i psykiatri, Mogens Undén om at nedtrappe yderligere i Karina Hansens medicin underbygger det forhold at nedtrapningen var forsvarlig, nødvendig og lægefaglig korrekt.

BEVISFØRELSE:

Sagsøgers bevisførelse vil bestå af partshøring ved Stig Gerdes, samt påberåbelse af de bilag, der er fremlagt i sagen. Derudover tages der forbehold for afhøring af vidner.

Endvidere vil kommende udtalelse fra Retslægerådet indgå i sagen.

PROCESSUELLE FORHOLD:

Retssagen anlægges ved sagsøgers hjemting ved retten i Kolding i medfør af Retsplejelovens § 240, stk. 2.

Sagen ønskes ikke behandlet af 3 juridiske dommere jf. Retsplejelovens § 12, stk. 3.

Retten ønskes ikke tiltrådt af 2 sagkyndige dommere, jf. Retsplejelovens § 20.

Sagen begæres ikke henvist til første instansbehandling ved landsretten jf. Retsplejelovens § 226.

t til første instansbehandling ved Sø- og handelsretten jf. Retsplejelovens § 227.

PROCESSUELLE MEDDELSER:

Processuelle meddelelser i nærværende sag kan for så vidt angår sagsøger tilstilles advokat Anders Quistgaard, aq@qlaw.dk, tlf. 40 13 47 77.

BILAG:

Bilag 1 Kopi af dom Bilag 2 Oversigtsskema Bilag 3 Udskrivningsepikrise Bilag 4 Lægevagtsepikrise af den 10. august 2016 Bilag 5 Epikrise af den 24. oktober 2016 Bilag 6 Bekymringsnotat af den 25. oktober 2016 Bilag 7 Bekymringshenvendelse af den 26. oktober 2016 Bilag 8 Embedslægens notat af den 28. oktober 2016 Bilag 9 Lægejournal og udtalelse fra sagsøger Bilag 10 Korrespondance fra den 10.-16. november 2016 Bilag 11 Sagkyndig vurdering af den 13. november 2016 Bilag 12 Indstillingsskema af den 16. november 2016 Bilag 13 Mail og svar af den 17. november 2016 Bilag 14 Sagkyndig vurdering af den 20. november 2016 Bilag 15 Indstillingsskema af den 23. november 2016 Bilag 16 Sagsøgtes anmodning om supplerende oplysninger af den 21. november 2016 Bilag 17 Sagsøgers supplerende oplysninger af den 23. november 2016 Bilag 18 Notat af den 8. marts 2016 og den 4. april 2016 Bilag 19 Brev vedrørende høring af den 22. december 2016 Bilag 20 Mail af den 5. januar 2016 Bilag 21 Mail af den 6. januar 2016 Bilag 22 Oversigt over patientens tilstand af den 1. januar 2017 Bilag 23 Svar på anmodning om udsættelse af den 12. januar 2016 Bilag 24 Sagsøgtes afgørelse af den 13. januar 2017 Bilag 25 Svar på blodprøver af den 3. maj 2017 Bilag 26 Ekstrapolering af plasmakoncentration Bilag 27 Oversigt over patientens tilstand af den 27. maj 2017 Bilag 28 Speciallægeepikrise af den 30. maj 2017 Bilag 29 Oversigt over patientens tilstand af den 19. juni 2017

Odense, den 22. juni 2017 Anders Quistgaard

EFTER MIN MENING ER VÆRGESAGEN ET TRAGISK KAPITEL I TRAGEDIEN

Værgen burde efter min mening aldrig have været i spil. Karina har aldrig været psykisk syg, altid været habil og har derfor aldrig haft behov for en værge. At det blev aktuelt skyldtes, at Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser skulle bruge Karina som forsøgsperson til deres vanvittige projekt: Funktionelle Lidelser. Det var også et krav, at forældrene blev nægtet adgang til deres datter. Karina havde aftalt med forældrene i 2012, at de skulle være værge for hende, hvis det blev nødvendigt med en værge pga. hendes sygdom.

Det blev aldrig aktuelt, fordi Karina blev underlagt Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser i februar 2013, og derfor fik hun tildelt en forhenværende politimand, Kaj Stendorf, som værge i marts 2013. Forældrene prøvede værgemålet ved byretten i Holstebro, som d. 23/9 2013 stadfæstede værgemålet, som blev gjort tidsbegrænset.

Denne afgørelse kærede forældrene til Landsretten.

Landsretssagen i Viborg d. 26/10 15 byggede på udtalelser fra Nils Balle Christensens undersøgelse af Karina d. 14/3 13, hvor han skønner, at Karina lider af en sindssygdom, herunder svær demens, eller hæmmet psykisk udvikling eller anden form for alvorlig svækket helbred.

Min kommentar:

”Disse udtalelser er hentet ud af den blå luft. Karina var helt normal, men udtalelserne var nødvendige for, at hun kunne tildeles en værge”.

Han udtaler d. 2/9 13, at der er en lille fremgang. Samt d.18/5 15, at der har været en løbende udvikling både fysisk, socialt og kommunikativt. Hun er blevet mere og mere selvhjulpen. Dog fortsat behov for støtte til daglige handlinger.

Værgen siger, at Karina fortsat har behov for en personlig og økonomisk værge.

Min kommentar:

”Karina har aldrig haft brug for en værge”.

Forældrenes udsagn stammer helt tilbage fra 29/9 14.

Ifølge Nils Balle Christensen er der en positiv udvikling i Karinas tilstand, alligevel dømmer Viborg Landsret d.26/10 15, at Karinas værgemål skal ændres fra midlertidig til permanent værgemål. Er det en logisk og retfærdig dom? Er udsagnene fra Nils Balle Christensen og værgen sande?

D.10/10 18 ophæver Holstebro Byret værgemålet og går imod Landsrettens dom. Psykiater Overlæge Charlotte Emborg erklærer i tråd med psykiater Mogens Undén, at Karina aldrig har haft en psykiatrisk lidelse. Den erklæring ændrer Byrettens opfattelse. Hvorfor? Har den mistet troen på Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser, fordi de opgav at behandle Karina? Har retten læst sagen med en anden indstilling? Var tiden bare moden til

retfærdighed efter 6 1/2 år? Værgen oplyste, at Karina ikke længere har behov for en værge, nu hun bor hjemme hos forældrene. Hvorfor kom han ikke med den udmelding tidligere?

Konklusion:

Værgen var altså unødvendig og ulovligt indført af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser på falske forudsætninger. Værgen skulle nemlig hindre, at forældrene kom ind i sagen og forstyrrede Forskningsklinik for Funktionelle Lidelsers forsøg med Karina.

De udtalelser Nils Balle Christensen kom med gennem hele sagens forløb fx d. 14/3 2013 var opdigtede og usande.

Derfor måtte Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser også opgive at behandle Karina i foråret 2016. Deres løgne og manipulationer havde indhentet dem, men det fik desværre ingen konsekvenser for dem.

JEG MENER I ØVRIGT STÆVNINGEN STÅR FOR SIG SELV.

Kammeradvokatens svarskrift: 16 august 2017 7519040 Flemming Orth

Svarskrift Til Retten i Kolding

I sagsnr. BS 98-1160/2017: Stig Gerdes Vejrmosegårds Alle 65 7000 Fredericia (advokat Anders Quistgaard) mod Styrelsen for Patientsikkerhed Islands Brygge 67 2300 København S (Kammeradvokaten v/advokat Flemming Orth) møder jeg for sagsøgte og nedlægger følgende

Påstand: Frifindelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed (herefter styrelsen) tager forbehold for efter indhentelse af en udtalelse fra Retslægerådet, jf. nedenfor, at nedlægge selvstændig påstand om, at Stig Gerdes varigt fratages sin autorisation som læge, jf. autorisationslovens § 11.

Supplerende sagsfremstilling:

Styrelsen kan henholde sig til sagsfremstillingen i afgørelse af 13. januar 2017 (bilag 24), der ikke ses bestridt i stævningen og derfor kan lægges til grund.

Retsgrundlag:

Hjemlen til at fratage en læges autorisation fremgår af autorisationslovens § 7, stk. 1, der har følgende ordlyd: En autoriseret sundhedsperson kan fratages autorisation efter § 11, hvis den pågældende må antages at være til fare for patientsikkerheden på grund af

1) en fysisk tilstand, der gør den pågældende uegnet til udøvelse af erhvervet, 2) sygdom eller misbrug af rusmidler el.lign., der midlertidigt eller varigt gør den pågældende uegnet til udøvelsen af erhvervet, eller 3) grov forsømmelighed ved udøvelse af erhvervet.

Styrelsen kan træffe afgørelse om midlertidig fratagelse af en læges autorisation i medfør af lovens § 9, stk. 1: Styrelsen for Patientsikkerhed kan midlertidigt fratage en autoriseret sundhedsperson dennes autorisation, hvor der er begrundet mistanke om, at sundhedspersonen er til fare for patientsikkerheden på grund af grov forsømmelighed ved udøvelse af erhvervet, jf. § 7, nr. 3, eller fordi vedkommende er uegnet til udøvelsen af erhvervet på grund af forhold nævnt i § 7, nr. 1 og 2.

Anbringender:

Til støtte for påstanden om frifindelse gøres det gældende, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte styrelsens afgørelse af 13. januar 2017 (bilag 24). Afgørelsen er ikke behæftet med formelle mangler, og der er ikke med stævningen fremkommet noget, som kan føre til en ændret vurdering af behovet for at fratage Stig Gerdes’ autorisation som læge.

Det gøres gældende, at Stig Gerdes på de i afgørelsen beskrevne måder har udvist grov forsømmelighed i sin behandling af Karina Hansen, og at betingelsen for fratagelse af autorisation i medfør af autorisationslovens § 7, nr. 3, derfor er opfyldt. Bedømmelsen af Stig Gerdes’ forsømmelighed er en helhedsvurdering, hvori indgår såvel selve behandlingen af Karina Hansen som den manglende indhentning af informeret samtykke fra hendes værge.

Vedrørende behandlingen gøres det gældende, at Stig Gerdes handlede i strid med Sundhedsstyrelsens vejledning om behandling med antipsykotiske lægemidler til personer over 18 år med psykotiske lidelser ved at overtage den medikamentelle behandling af Karina Hansen uden at dette skete efter konkret aftale og i samarbejde med den behandlende speciallæge i psykiatri.

Stig Gerdes har endvidere udvist grov forsømmelighed i selve behandlingen af Karina Hansen ved at iværksætte reduktion af den medicinske behandling af den svært syge patient uden at have tilset hende, ligesom han påbegyndte nedtrapning af medicin uden at konferere med det psykiatriske behandlingssted, selv om Karina Hansen fire måneder tidligere havde været tvangsindlagt i svært psykotisk tilstand, og selv om hun havde haft klar effekt af den medicinske behandling.

Det udgjorde tillige grov forsømmelighed, at Stig Gerdes fortsatte nedtrapningen uden at have haft direkte kontakt med Karina Hansen og dermed uden at have observeret effekt af den første reduktion. I tiden fra den 29. oktober 2016 til den 16. november 2016 nedtrappede Stig Gerdes således behandlingen med Olanzapin udelukkende på baggrund af oplysninger fra forældrene og uden kontakt med Karina Hansen og hendes værge.

Det gøres gældende, at Stig Gerdes’ handlinger under behandlingen af Karina Hansen samlet set har været til fare for patientsikkerheden. Yderligere anbringender om behandlingen forbeholdes, indtil der er indhentet en udtalelse fra Retslægerådet, jf. nedenfor.

Vedrørende manglende indhentning af informeret samtykke gøres det gældende, at eftersom Karina Hansen ved dom var sat under værgemål med hensyn til både økonomiske og personlige forhold, jf. værgemålslovens § 5, skulle samtykke indhentes hos værgen, jf. sundhedslovens § 18.

Det er således uden relevans, hvorvidt Karina Hansen som anført i stævningen ”på trods af værgemål ikke har fået frataget sin retlige handleevne”, idet informeret samtykke til behandling ikke er et spørgsmål om at handle økonomisk, men i det hele er omfattet at værgemålet vedrørende personlige forhold.

Det udgjorde således grov forsømmelighed, at Stig Gerdes ikke indhentede værgens informerede samtykke til den iværksatte behandling.

Særligt over for Stig Gerdes’ subsidiære påstand gøres det gældende, at denne er overflødig. Hjemvisning af sagen om midlertidig fratagelse af autorisation forudsætter, at styrelsens afgørelse af 13. januar 2017 (bilag 24) ophæves, hvilket er Stig Gerdes’ principale påstand, og hvis han ikke får medhold i denne, kan han således heller ikke gives medhold i den subsidiære påstand.

Forslag til sagens behandling:

Sagen kan behandles i byretten af én dommer.

Som anført påtænker styrelsen at nedlægge påstand om, at Stig Gerdes varigt fratages sin autorisation som læge. Det følger af autorisationslovens § 11, at før retssag om varig fratagelse anlægges (og dermed før selvstændig påstand herom nedlægges i denne sag), skal styrelsen indhente en udtalelse fra Retslægerådet og give lægen anledning til at udtale sig om denne, eventuelt på et møde med deltagelse af Retslægerådet.

Medens styrelsen således i medfør af autorisationsloven forudsættes ensidigt at indhente en udtalelse fra Retslægerådet, må det i nærværende sag, hvor udtalelsen også vil have betydning for Stig Gerdes’ påstand vedrørende afgørelsen om midlertidig fratagelse af autorisation, være mest hensigtsmæssigt, at forelæggelse sker som vanligt i retssager, dvs. med rettens bemyndigelse og efter forhandling mellem parterne om spørgetemaets formulering.

Stig Gerdes opfordres (A) til at oplyse, om han er enig i denne fremgangsmåde. I bekræftende fald vil styrelsen snarest fremkomme med udkast til spørgetema.

Processuelle meddelelser til sagsøgte kan stiles til Kammeradvokaten v/advokat Flemming Orth, Vester Farimagsgade 23, 1606 København V (j.nr. 7519040). Momsregistrering Sagsøgte er ikke momsregistreret. København, den 16. august 2017 Kammeradvokaten Sagspartner v/Flemming Orth – Advokat (H)

Mine betragtninger over Kammeradvokatens svar:

Kammeradvokaten fremturer med ”grov forsømmelighed”, ingen beviser bag hans fremtureren, kun fornemmelser. Karina har, på det tidspunkt han skriver, 10 mdr. efter jeg tog over, fået det betydelig bedre. Det kunne ingen vide ville ske, men nu skete det, som jeg vurderede ville ske, da jeg tog over. Mine vurderinger var rigtige i modsætning til Kammeradvokatens rådgivere (Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser og Styrelsen for Patientsikkerhed), der havde haft 3 år og 8 mdr. til at vurdere Karinas sygdom, men var ude af stand til at hjælpe.

Angående værgen var han unødvendig og ulovligt indført af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser, og jeg havde ingen tillid til ham derfor så jeg ingen grund til at kontakte ham.

NB!! Ifølge værgeloven behøver en læge ikke at spørge værgen om lov til at sætte en medicindosis en smule ned.

Hvis jeg alligevel havde kontaktet ham, og han havde sagt, det var OK at trappe Karina ned i medicin, var den del af sagen i orden, men hvis han havde sagt, det ikke var OK at nedtrappe Karina, havde jeg været nødt til at gøre det alligevel, fordi mit lægeløfte byder mig at redde liv.

Lad mig endnu engang fastslå, at praktiserende læger ofte er nødsagede til at handle over telefonen og er derfor dygtige til det. Det har vist sit værd under Corona-krisen. Alligevel mener Kammeradvokaten, det er grov forsømmelighed, at jeg nedtrapper Karina uden at have tilset hende. Jeg havde tilset Karina hurtigere, hvis hun boede i Fredericia. Et besøg hos Karina i Holstebro var tidskrævende 4-6 timer, og jeg besluttede, at det var forsvarligt, at udsætte besøget til førstkommende lørdag. Nedtrapningen blev iværksat, fordi hun af psykiaterne var blevet medicinforgiftet, og nedtrapning var nødvendig og ganske ufarlig. Den foregik langsomt og under kontrollerede forhold. Det bliver først farligt, når psykiatere tager over. Med min nuværende viden om de involverede psykiatere er jeg sikker på, at jeg reddede liv ved at fjerne Karina fra Tagdækkervej og forsigtigt at nedtrappe medicinen. Retslægerådet mente, det var farligt at nedtrappe, det viser deres niveau. Manglende faglig viden er desværre et gennemgående træk i Karinas sag.

Kammeradvokaten klandrede mig for, at jeg ikke kontaktede psykiatrisk afdeling Risskov. Hvad skulle det hjælpe. Psykiaterne havde haft 3 år og 8 mdr. til at hjælpe, men kunne ikke. Deres eneste behandling var overmedicinering og opbevaring. De opgav derfor den videre behandling og burde takke mig for at tage over i en sag, de ikke magtede.

Der følger flere skrivelser mellem Kammeradvokaten og Anders Quistgaard, indtil man enes om spørgetemaet til Retslægerådet d. 7/12 2017.

Min vurdering af Retslægerådets sammensætning.

Retslægerådet fik spørgetema d. 7/12 2017, men svarede først d. 10/9 2018! Trods den lange svartid var svaret på kun en side og yderst mangelfuldt. Rådets forsvar var, at de altid kommer med korte svar. Og sandsynligvis også mangelfulde. Der er trods alt grænser for, hvor kort et svar kan være, hvis det skal være forståeligt og dækkende.

Retslægerådet bestod af tre medlemmer:

1 Niels Damsbo praktiserende læge i Vissenbjerg, tilhænger af Forskningsklinikken for

Funktionelle lidelser.

2 Niels Sieburg psykiater på Sjælland ingen speciel præference for Forskningsklinik for

Funktionelle Lidelser.

3 Poul Videbech, psykiater stærk tilhænger af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser og personlig ven med Per Fink.

To af rådets medlemmer sympatiserer med Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser. Det gør dem inhabile i denne sag, fordi jeg er modstander af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser. Ingen af de tre rådsmedlemmer var ME-specialister. Der burde for at være ligevægt i rådet også have været tre ME- specialister. Et centralt spørgsmål i sagen var nemlig uenigheden om Karinas diagnose. Led hun af en funktionel lidelse, som hævdet af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser eller af ME som hævdet af kompetente ME-specialister? Denne skævvridning af rådet var ikke til min fordel, og det kom frem i rådets afgørelser. Det er Retslægerådets formand, der har ansvaret for, at rådet er rigtigt sammensat. Ville han sætte hjertespecialister til at vurdere en sag om nyrelidelser?

Der er fire gradueringer i Styrelsen for Patientsikkerhed og Retslægerådet. De har meget forskellig ordlyd, men jeg fik den værste fra begge ”grov forsømmelighed” hos Styrelsen for Patientsikkerhed, der svarer til ”egentlig fejl” hos Retslægerådet, som var ensbetydende med, at de turde tage min autorisation. Det er værd at huske, at begge gradueringer hviler på antagelser og fornemmelser, der er intet ”hårdt” pointsystem, der garanterer, at samme forseelser får samme straf.

Spørgetema med Retslægeråd-svar:

10. september 2018 RETSLÆGERÅDET (J.nr. SOE/E9-00262-2018 / AB Toidhoden 2, 2. sal 8800 Viborg Telefon: 33 92 3331

Vedr. j. nr. BS-524312017 -KOL- Stig Gerdes mod Styrelsen for Patientsikkerhed

Med sagens tilbagesendelse skal Retslægerådet besvare de stillede spørgsmål således:

Spørgsmål A:

Finder Retslægerådet, at det var i overensstemmelse med gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, at Stig Gerdes overtog den medikamentelle behandling af Karina Hansen og herunder påbegyndte nedtrapning af medicinen, uden at dette skete efter konkret aftale og i samarbejde med den behandlende speciallæge i psykiatri?

I benægtende fald bedes Retslægerådet oplyse grovheden af en eventuel fravigelse af gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, herunder om der er tale om en egentlig lægefaglig fejl.

Retslægerådet bedes endvidere oplyse i hvilket omfang følgende forhold har haft betydning for Retslægerådets besvarelse:

• At psykiatrien i Risskov allerede planlagde nedtrapning af Karina Hansens medicinering forinden Stig Gerdes påbegyndte denne jf bilag 3,

• At koncentration i plasma hos Karina Hansen var over det anbefalede referenceinterval, jf bilag 25-26.

• At Karina Hansen så sent som den 10. august 2016 blev behandlet med nøjagtig samme dosis medicin, som efter at Stig Gerdes overtog behandlingen af Karina Hansen jf bilag 4, og Mogens Undéns epikrise af den 30. maj 2017 (bilag 28)

Nej, Retslægerådet finder ikke, at det var i overensstemmelse med gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, at sagsøger overtog den medikamentelle behandling af Karina Hansen og herunder påbegyndte nedtrapning af hendes medicin, uden at dette skete efter konkret aftale og i samarbejde med den behandlende speciallæge i psykiatri på Aarhus universitetshospital.

Retslægerådet finder, at grovheden af denne afvigelse fra gældende Lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, udgør en egentlig lægefaglig fejl. Dette i betragtning af sygehistoriens kompleksitet og de store vanskeligheder ved at bedømme Karine Hansens tilstand uden nært forhåndskendskab til hende og hendes tidligere sygehistorie.

De i spørgsmål A nævnte forhold spiller ingen særskilt betydning for Retslægerådet. Retslægerådet finder således principielt ikke noget forkert i at nedtrapning af patientens medicin forøges, hvis dette gøres ifølge en langsigtet plan og under nøje observation med personlige samtaler. Her vil et samarbejde med Aarhus universitetshospital have klarlagt, hvilke forhold patienten specielt skulle observeres for under en nedtrapning (såkaldte advarselssignaler).

Spørgsmål B:

Finder Retslægerådet, at det var i overensstemmelse med gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, at Stig Gerdes iværksatte reduktion af den medicinske behandling af Karina Hansen uden at have tilset hende?

I benægtende fald bedes Retslægerådet oplyse grovheden af en eventuel fravigelse af gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, herunder om der er tale om egentlig lægefaglig fejl.

Retslægerådet bedes endvidere oplyse i hvilket omfang følgende forhold har haft betydning for Retslægerådets besvarelse:

• At Nils Balle Christensen, som havde det overordnede ansvar for Karina Hansen da hun boede på Tagdækkervej, alene tilså Karina Hansen hver 14 dag som fast praksis jf bilag 18,

At Stig Gerdes forinden reduktion af medicineringen den 23. oktober 2016 var i daglig telefonisk kontakt med Karinas forældre fra den 23. oktober 2016, hvor nedtrapningen blev sat i gang til den 29. oktober 2016, hvor Stig Gerdes besøgte Karina Hansen.

Nej. Retslægerådet finder ikke, at det var i overensstemmelse med gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, at sagsøger iværksatte reduktion af den medicinske behandling af Karina Hansen uden personligt at have tilset hende.

Retslægerådet finder, at det at iværksætte reduktion af den medicinske behandling af Karina Hansen uden personligt at have tilset hende, udgør en egentlig lægefaglig fejl. Patienten har således tidligere været svært sindssyg og har måttet tvangsindlægges på grund af fare for sig selv eller andre.

De nævnte forhold er irrelevante for denne bedømmelse. Det første, fordi det vedrører en helt anden situation, hvor Karina Hansen ikke skulle udtrappes af antipsykotisk medicin efter en alvorlig psykose. Det andet forhold er irrelevant, fordi samtale med en patients pårørende aldrig kan erstatte den personlige lægelige undersøgelse.

Spørgsmål C:

Finder Retslægerådet, at det var i overensstemmelse med gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, at Stig Gerdes fortsatte nedtrapningen uden at have haft direkte kontakt med Karina Hansen og uden at have observeret effekt af den første reduktion?

I benægtende fald bedes Retslægerådet oplyse grovheden af en eventuel fravigelse af gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, herunder om der er tale om en egentlig lægefaglig fejl.

Retslægerådet bedes endvidere oplyse i hvilket omfang det har haft betydning for Retslægerådets besvarelse, at Stig Gerdes havde daglig telefonisk kontakt til Karina Hansens forældre og tilså hende inden yderligere nedtrapning fandt sted jf bilag 10.

Nej. Retslægerådet finder ikke, at det var i overensstemmelse med gældende lægefaglige retningslinjer og god lægelig praksis, at sagsøger fortsatte nedtrapningen uden at have direkte kontakt med Karine Hansen og uden at have observeret effekt af den første reduktion.

Retslægerådet finder, at det at fortsætte nedtrapningen uden at have direkte kontakt med Karina Hansen og uden at have observeret effekt af den første reduktion, udgør en egentlig lægefaglig fejl.

Retslægerådet mener ikke, at telefonisk kontakt med pårørende kan erstatte en personlig lægelig undersøgelse.

Spørgsmål D:

Finder Retslægerådet, at Stig Gerdes’ behandling af Karina Hansen indebar en risiko for svgdomsforlængelse eller forværring af hendes tilstand?

Retslægerådet bedes oplyse i hvilket omfang det har haft betydning for Retslægerådets besvarelse, når Karinas udvikling (der er beskrevet i bilag 22 og 27), blodprøver og ekstrapolering (bilag 25 og 26) samt Mogens Undéns epikrise af den 30. maj 2017 (bilag 28) inddrages i besvarelsen.

Ja. Udtrapning af en psykotisk patient af den antipsykotiske behandling uden den fornødne kontrol indebærer en risiko for sygdomsforlængelse eller forværring af hendes tilstand. Eventuelle blodprøveværdier er irrelevante for dette forhold, ligesom Mogens Undéns epikrise er det, fordi den ikke byggede på kendskab til hele sagen. Formålet med dette brev var jo netop at udbede sig oplysninger om forløbet fra de forskellige lægelige instanser.

Spørgsmål E:

Giver sagen i øvrigt Retslægerådet anledning til bemærkninger?

Retslægerådet bemærker, at Karina Hansen var umyndiggjort og havde en beskikket værge, som burde have været inddraget i behandlingen af Karina Hansen.

I sagens behandling har praktiserende læge N. Damsbo, speciallæge N. Siebuhr samt overlæge P. Videbech deltaget. Retslægerådet skal anmode om underretning om sagens endelige udfald. Sagens parter er ikke underrettet herfra.

Med Venlig Hilsen EVA Aaen

Mine kommentarer til Retslægerådets svar:

Alle læger begår fejl.

Jeg havde ”udvist grov forsømmelighed”, begået ”egentlig lægefaglig fejl”, og desavoueret mit lægeløfte, hvis jeg ikke havde interveneret i Karinas sag, hvor hun og familien stod magtesløse overfor sundhedssystemets overgreb.

Er proportionalitetsprincippet fulgt i denne ulykkelige sag?

Kommentar til svar på spørgsmål A:

[Vedr. side 2, afsnit 1 + 2]

Jeg er enig i, at Karinas sygehistorie er kompleks og vanskelig. Dette illustreres, bl.a., ved, at overlæge Nils Balle Christensen havde opgivet at behandle hende i foråret 2016 samt henvist til Psykiatrisk afdeling Risskov. Min modstand mod Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser samt mistillid til psykiatrisk afdeling i Risskov bevirkede, at jeg ikke ville samarbejde med psykiaterne.

Praktiserende læger inklusiv mig selv, ændrer ofte på medicin påbegyndt på specialafdelinger af forskellige grunde, f.eks. bivirkninger hos patienterne, patienterne ønsker ikke medicinen, besvær med at kontakte specialafdelinger i akutte situationer o. a.

Retslægerådet hævder, at mit manglende samarbejde med psykiaterne ”udgør en egentlig lægefaglig fejl.” - Er det ikke en læges pligt at afgifte en medicinforgiftet patient?

Jeg havde et nært forhåndskendskab til Karina og hendes tidligere sygehistorie, men mødte hende først d. 29.10. 2016.

[Vedr. side 2, afsnit 3]

Jeg havde lagt en langsigtet plan og en nøje observation af Karina både via telefonsamtaler med forældrene - det skal understreges, at Karina ikke taler - såvel som ved besøg den 29/10 og 19/11 16. Jeg har mange gange tidligere ved andre patienter benyttet samme fremgangsmåde, også med godt resultat. Det er, som også tidligere nævnt, en nødvendig måde praktiserende læger må bruge, oftest på grund af tidspres. Dette bude Styrelsen for Patientsikkerhed vide. Der kan være stor forskel på teori og praksis.

Kommentar til svar på spørgsmål B:

[Vedr. side 3, afsnit 2 + 3]

Retslægerådet finder, at iværksættelse af reduktionen af den medicinske behandling af Karina, uden personligt at have tilset hende, ”udgør en egentlig lægefaglig fejl”. Det har været en gængs politik i min lange lægekarriere at iværksætte reduktion af medicinsk behandling, uden nødvendigvis at tilse patienten akut, og så følge op med et besøg en

til to uger senere. Denne fremgangsmåde er også anvendt i Karinas tilfælde. Denne fremgangsmåde bruger stort set alle praktiserende læger.

Karina er forsøgt tvangsindlagt den 03.05-2012, men hun opfyldte ikke kriterierne herfor.

Karinas første tvangsindlæggelse, på Hammel Neurocenter den 12.02-2013, blev iværksat på foranledning af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser og Sundhedsstyrelsen. Den 27.08-2014 overflyttedes Karina til et bosted på Tagdækkervej i Hammel.

Karinas anden tvangsindlæggelse, den 20.06-2016, på Risskov Psykiatrisk afdeling, var begrundet i en psykose udløst af PTSD (posttraumatisk stress syndrom) plus en uopdaget urinvejsinfektion, grundet dårlig pleje på plejehjemmet.

For at forstå denne ulykkelige sag er det vigtigt at gøre sig klart, at Karinas første tvangsindlæggelse den 12.02-2013 medførte en isolation fra familie og venner i tre et halvt år samt tvangsbehandling og tvangsmedicinering, hvilket har udløst PTSD (jeg vil anmode om tvangsindlæggelsespapirerne). Ikke underligt, at Karina udviklede PTSD under sådanne umenneskelige omstændigheder.

[Vedr. side 3, afsnit 4]

Det kan ikke være irrelevant for sagens bedømmelse, at overlæge Nils Balle Christensen har handlet groft uforsvarligt i denne sag, og, fordi han ikke kunne hjælpe Karina, havde planlagt en flytning til plejehjemmet Enghave i Horsens pr. 1.11-2016. Var Karina endt der, var hun enten død, eller svært medicinforgiftet. Nils Balle Christensen burde, ifølge psykiatrisk afdeling i Risskov, have nedtrappet Karina efter tvangsindlæggelsen den 20. til 30.06 – 2016.

Jeg er enig i, at en samtale med patientens pårørende aldrig kan erstatte den personlige lægelige undersøgelse, og det skete heller ikke i dette tilfælde. Karina blev undersøgt den 29.10 samt den 19.11- 2016.

Det var magtpåliggende for mig, at få Karina ud af psykiaternes klamme kløer, for derefter at behandle hende. Det var i den forbindelse vigtigt at undersøge, hvorvidt forældrene kunne passe hende i hjemmet, hvilket heldigvis viste sig muligt under Karinas ophold i hjemmet fra den 17. til den 23.10-2016. Det er ligeledes vigtigt at pointere, at hendes tilstand gradvist er bedret siden. Hvilket jeg også havde forventet.

Kommentar til svar på spørgsmål C:

[Vedr. side 4, afsnit 1 +2 +3]

Jeg havde dagligt telefonisk kontakt med forældrene, siden september 2016, og tilså Karina den 29.10 og den 19.11-2016. Her konstaterede jeg, at alt var lægeligt forsvarligt, at nedtrapningsplanen blev fulgt, at observationerne blev foretaget, samt at Karina langsomt bedredes.

Jeg har derfor ikke begået ”en egentlig lægefaglig fejl”. Den telefoniske kontakt med forældrene har ikke erstattet en personlig lægelig undersøgelse som blev foretaget den 29/10 og 19/11 2016. Det understreges endnu engang, at Karina ikke taler.

Kommentar til svar på spørgsmål D:

[Vedr. side 4, afsnit 6]

Karina var ikke psykotisk, da jeg tog over. Sagens udvikling har endvidere vist, at min behandling har været lega artis og bedret Karinas tilstand. Psykiatrisk overlæge Mogens Undéns lægeerklæringer viser, at han havde fuldt kendskab til hele sagen.

Hvorfor er psykiatrisk overlæge Charlotte Emborgs lægeerklæring af 30.07-2018 ikke medtaget i vurderingen? Den blev eftersendt til RLR den 17.08-2018 sammen med Mogens Undéns lægeerklæringer fra 24.05-2017 og 04.05 – 2018.

Kommentar til svar på spørgsmål E:

[Vedr. side 4, afsnit 8]

Jeg kan oplyse, at jeg ikke henvendte mig til værgen, da jeg overtog behandlingen af Karina på grund af mistillid til ham.

Stig Gerdes

Referat af mødet hos Kammeradvokaten.

Møde den 31. oktober 2018 – hos Kammeradvokaten Sagsnr. 7519040

I mødet deltog: - Stig Gerdes - Janus Bang - Advokat Anders Quistgaard - Professor Bent Ottesen (Retslægerådet) - Overlæge Poul Videbech (Retslægerådet) - Sekretariatschef Eva Aaen (Retslægerådet) - Chefkonsulent Jeanett Christensen (STPS) - Enhedschef og overlæge Charlotte Hjort (STPS) - Sektionsleder Susanne Bjaaland Hertz (STPS) - Advokat Flemming Orth - Advokat Ann-Kristin Rasmussen

Resume:

Flemming Orth åbnede mødet og redegjorde for baggrunden for mødet. Flemming Orth oplyste blandt andet, at mødet afholdes i henhold til autorisationslovens § 11, stk. 2, og må betragtes som en udvidet partshøring. Alle deltagere præsenterede sig selv og deres rolle i sagen.

Flemming Orth gav ordet til Stig Gerdes v/advokat Anders Quistgaard. Anders Quistgaard oplyste indledningsvist, at Stig Gerdes ville bruge mødet til at komme med sin version af forløbet, herunder redegøre for de overvejelser, han havde gjort sig undervejs, og hvorfor han agerede som han gjorde i patient Karina Hansens (KH) tilfælde.

Stig Gerdes havde hertil medbragt et talepapir, som blev uddelt til alle mødets deltagere. Stig Gerdes læste op fra talepapiret. Talepapiret vedlægges mødereferatet.

Høring 31.10-2018: Stig Gerdes mod Styrelsen for Patientsikkerhed (Talepapir)

Den 13.01-2017 fik jeg midlertidigt frataget min autorisation for to år, fordi jeg havde udvist grov forsømmelighed ved nedtrapning af Karina Hansens (KH) medicin. Da der var manglende ankemulighed, rejste jeg retssag mod Styrelsen for Patientsikkerhed den 22.06-2017.

Denne ulykkelige sag, som desværre ikke er enestående, drejer sig om Karina Hansen, som jeg hjalp, hvilket bevirkede, at jeg mistede min autorisation midlertidig d.13.1/17.

For at forstå Karinas sygehistorie er det vigtigt at gå tilbage til 2004, hvor hun var på efterskole og havde mange hals og bihulebetændelser som følge af mononukleose. De følgende år havde Karina et dårligt helbred. I 2008 mente Gigt Hospital Gråsten at Karina Hansen kunne have Myalgisk encephalomyelitis (ME), hvilket i 2009 blev støttet af Overlæge Valerius, Hvidovre Hospital. I 2009 fik hun en influenza vaccine, og blev, under fuld bedøvelse opereret for galdesten. Dette forværrede hendes tilstand betydeligt. Og i maj 2010 blev Karina indlagt i 3 døgn på Holstebro neurologisk afd., fordi hun, igennem længere tid, havde ligget i sengen døgnet rundt. Ingen diagnose.

I 2010 stillede speciallæge i Intern Medicin og Infektionssygdomme Henrik Isager diagnosen ME. Samme diagnose blev stillet i 2011 af den norske læge Mette Jonsgaard og i 2012 af praktiserende læge Katrine Flindt samt psykiatrisk overlæge Nils Balle Christensen. Samme år var Karinas tilstand meget dårlig, og derfor forsøgte psykiaterne på Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser at tvangsindlægge hende, men dette blev afværget, fordi hendes praktiserende læge ikke vurderede, at Karina kunne tvangsindlægges. Hun var vågen, klar og uden tegn på hallucinationer.

Nils Balle Christensen nærmede sig familien, under dække af at han var enig med Henrik Isager, og at Karina ikke var psykisk syg, samt at han kunne hjælpe familien, som dengang desværre troede på ham.

Den 12. 02.2013 blev Karina tvangsindlagt på Hammel Neurocenter med 8 politifolk og 2 repræsentanter fra Holstebro Kommune. Begrundelsen var, at moderen led af Münchhausen by proxy, en fejldiagnose. Karina er nr. 3 af 5 børn, og der har intet været i familien, der antyder denne diagnose. Karina fik stillet diagnosen PAWS (pervasive arousal withdrawal syndrome / kronisk tilbagetrækningssyndrom) af Per Fink og Nils Balle Christensen. Også en fejldiagnose. PAWS er en psykiatrisk lidelse, der rammer krigstraumatiserede børn. Karina var fysisk syg og 25 år på indlæggelsestidspunktet. Karina blev derefter i 3 år og 8 mdr. tvangstilbageholdt, tvangsbehandlet og tvangsmedicineret samt udelukket fra kontakt med familie og venner.

Nils Balle Christensen hævder i Karinas journal, at hun var misserie-præget, dehydreret og havde blodmangel, og at forældrene ikke ønskede at samarbejde. Det passer ikke. Havde Karina været så dårlig som Nils Balle Christensen journalførte, skulle hun have været indlagt på somatisk afdeling inden yderligere behandling.

Ved at give moderen diagnosen Münchhausen by proxy sår psykiaterne mistillid til Karinas familie. De har ovenikøbet også trukket incestkortet for at nedgøre familien mest muligt. Münchhausen by proxy og PAWS bruges over hele jorden af forskningscentre for funktionelle lidelser. Forældrene mister troværdighed, og patienten plastificeres. I processkrivelsen d. 23/11 16 skriver Task Force, på overlæge Ida Hagemans foranledning, at ”Den sagkyndige finder det bekymrende, at Stig Gerdes måske gør sig observationer, som er referat af tilstanden fra forældrenes side. Såfremt det er tilfældet, anses det for skærpende, da patienten er vurderet til at lide af Münchhausen by proxy” (det er moderens diagnose – Karina kan lide under, men ikke af).

27/8 2014 flyttes Karina til Tagdækkervej, Hammel, et bosted for hjerneskadede, hvor hun fortsat var isoleret fra familien.

15.4.2016 opgiver Nils Balle Christensen at behandle Karina og henviser til Risskov psykiatriske afdeling samt bostedet Enghave, Horsens.

Den 20.06-2016 indlægges Karina på Risskov med ”røde papirer”: ”27årig kvinde med kendt PTSD-lignende tilstand, indlægges på rød tvang grundet akut psykotisk tilstand.” Karina havde også en urinvejsinfektion. Hun var så dårlig, at hun blev bæltefikseret og tvangsmedicineret med anti-psykotisk og beroligende medicin.

Tagdækkervej kunne ikke klare pasningsopgaven, fordi Karina havde tilbagevendende udadreagerende opførsel, og det blev arrangeret, at hun, pr. 1.11-2016, skulle flyttes til Bostedet Enghave, Horsens, et bosted for narkomaner og alkoholikere. Inden overflytningen har forældrene fået kontakt med Karina og anmodet om at få hende hjem på en uges ferie d. 17.10-2016. Da Karina ikke ønskede at vende tilbage til Tagdækkervej, flyttede hun hjem til forældrene. Omkring det tidspunkt overtager jeg behandlingen og begynder langsomt udtrapningen af Mirtazapin og Olanzapin, samt får taget blodprøve, der viser, at Karina Hansen har lavt stofskifte.

Mine diagnoser: Medicinforgiftet (olanzapin og mirtazapin) ME Belastningssyndrom – flashback, - mareridt og andre symptomer. Nedsat stofskifte. Afkalkning, grundet fysisk inaktivitet.

Karina har aldrig haft en psykiatrisk lidelse. Dette understøttes af psykiaterne Charlotte Emborg og Mogens Undén. Derfor er behandlingen, Karina har fået via Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser en fejl, og Styrelsen for Patientsikkerheds’ vurdering af hele sagen hviler på et fejlagtigt grundlag, og dermed dømmes jeg også på et fejlagtigt grundlag. Karina er dermed uretmæssigt blevet tvangsindlagt, tvangstilbageholdt, tvangsmedicineret, og tvangsbehandlet fra d. 12.-02-2013 til d. 17.-10-2016. Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser har altså udsat Karina for grov tilsidesættelse af grundlæggende rettigheder og ligeledes udvist grov forsømmelighed i behandlingen. Dette har bevirket, at Karina har udviklet et belastningssyndrom, der har medført psykoselignende anfald samt bl.a. tab af taleevne (undtagen ved flashbacks). Det er forståeligt, at en person, der gennem 3år og 8 mdr. oplever en sådan behandling og med så mange overgreb, bliver udadreagerende med psykoselignende episoder (Hammel 12.022013 til 26.08-2014, Tagdækkervej 27.08-2014 til 17.10-2016).

Jeg greb ind i Karinas sag, fordi hun var fejldiagnosticeret og blev fejlbehandlet. Efter Karinas hjemkomst til forældrene 17.10-2016 er hendes tilstand gradvist forbedret, og hun har ikke været voldelig, som hun var på Tagdækkervej, hvor hun var aggressiv og udadreagerende, så de ikke magtede pasningsopgaven. Ved hjemkomsten var hun genert, tilbagetrukken, hendes hud var pastøs, hendes mimik og bevægelser var stivnede. Hun havde smerter forskellige steder i kroppen, dårlig søvn med mareridt. Hun havde nedsat kort- og langtidshukommelse samt anvendte gangstativ pga. svimmelhed. Den mindste lyd fik hende til at fare sammen. Der var intet psykotisk eller paranoid over Karina, og hun svarede adækvat på stillede spørgsmål.

Den 22.12-2016 fik jeg en mail fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvori de overvejer autorisationsfratagelse, og ydermere udsteder svarfrist til 5.01-2017, til trods for, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde ferielukket. I en så alvorlig sag er det uhørt og perfidt at henvende sig på den facon. Gennem Overlæge Hans Henrik Hansen vidste Styrelsen for Patientsikkerhed, at jeg var på juleferie i New Zealand fra 18.12-2016- 22.01-2017. At rette henvendelse lige før juleferien og til og med udbede sig svar i styrelsens juleferie er under alle omstændigheder uanstændigt og gør det umuligt at indfri svarfristen. Desuden var Styrelsens afgørelse allerede truffet d. 23/11 16.

Min autorisation blev midlertidig taget d. 13.01-2017 for to år. Dette svarer, efter min mening, til en varetægtsfængsling i 2 år. Hvorfor blev jeg ikke indkaldt til et personligt møde i november eller december 2016, så jeg kunne forklare mig?

Jeg besøgte Karina to gange den 29.10 og 17.11 2016, og hun var i bedring allerede to uger efter hjemkomsten. Det kaldes en grov fejl, at jeg ikke besøgte hende tidligere og hyppigere. Men min praksis var lukket 2 uger i begyndelsen af november pga. vandskade. Besøget d 17/11 mener jeg ikke Styrelsen for Patientsikkerhed har medtaget, idet d. 16/11-16 var

skæringsdatoen for deres vurdering af min sag. Ligeledes er læger ofte nødsaget til at iværksætte behandling over telefon for derefter at følge op med besøg inden for et par uger. Det er tankevækkende, at Task Force og sagkyndige kan vurdere en patient uden at have set denne, det, der kostede mig min autorisation.

Hvor var systemets tillid til mig? Jeg overtog frivilligt en patient, systemet ikke kunne klare og bedrede hendes tilstand!

Styrelsen for Patientsikkerhed anmeldte mig foråret 2017 til politiet for at have skrevet en statusattest. Tilfældet var, at min vikar havde benyttet praksis’ papir, hvor papirhovedet fortsat stod i mit navn, hvilket blev rettet senere. Man kunne have kontaktet mig for at udrede sagens rette sammenhæng, men valgte i stedet at gå direkte til politiet. Ren chikane fra Styrelsen for Patientsikkerheds side. Anmeldelsen blev da også afvist.

Jeg skrev gentagne gange til Styrelsen for Patientsikkerhed med specifikke spørgsmål. Intetsigende svar kom retur som sædvanligt. Mine spørgsmål svæver fortsat i luften. Jeg skrev til Ombudsmanden, der dog afviste sagen med henvisning til faglighedsspørgsmål. Jeg skrev et beroligende brev til Psykiatrisk afdeling, Risskov.

Inddragelsen af min autorisation bevirkede, at over 2000 patienter, inkl. Karina, akut stod uden læge, hvilket skabte kaos og skadede patientsikkerheden. Det havde nær kostet to patienter livet. Flere skrev til Stats-og Sundhedsministeren uden at få relevante svar eller hjælp. På en Facebook side krævede 2500 mennesker, at de ville have deres læge tilbage.

Hvordan kan det forekomme i et demokratisk land, at en læge mister sin autorisation for at overholde sit lægeløfte, hjælpe en dødssyg patient, og at flere tusinde borgers behov for lægehjælp tilsidesættes, blot fordi nogle bureaukrater skal statuere et eksempel?

Til retslægerådet vil jeg nævne, at jeres svartid er uanstændig langsommelig, og at jeres udtalelse er kritisabel og overfladisk. Først overskrides tidsfristen på 6 måneder med yderligere 2 måneder. Dermed er der brugt 8 måneder på at skrive én side i en meget kompliceret sag med et processkrift på 125 sider. Konklusionen er besynderlig taget i betragtning, at Karinas tilstand er bedret siden hun kom hjem til forældrene. Er det en ”egentlig lægelig fejl”, at hun har fået det bedre?

Endvidere har I, under sagsforløbet, fået tilsendt to udtalelser fra to psykiatriske overlæger, Mogens Undén og Charlotte Emborg, der begge præciserer, at Karina aldrig har lidt af en psykiatrisk lidelse. I udtrykker det som ”en egentlig lægefaglig fejl”, at jeg afgifter en medicinforgiftet patient: Karina havde en koncentration af olanzapin på 50% mere end maksimalt anbefalet, da jeg overtog behandlingen, hvilket I affejer med en bemærkning om, at måling af blodkoncentration ikke er lega artis, selvom Sundhedsstyrelsen anbefaler dette. Klinisk var Karina medicinforgiftet.

Hvis ikke jeg havde interveneret, er jeg sikker på, at Karina havde lidt samme skæbne som 26 årige Sofie Aabling, der døde i maj 2018 af Fluoxetin forgiftning. Sofie er desværre kun én af mange forgiftningsdødsfald i psykiatrien.

D. 14/10 18 viste DR1 i ”21 søndag” et indslag om overmedicinering på bosteder. Det var tankevækkende, at de sundhedsfaglige personer der medicinforgiftede beboerne kun fik påtaler, medens jeg mistede min autorisation for at afgifte en patient.

Den 10.-10-2018 ophæver Holstebro Ret Karinas værgemål.

Hun er nu igen en fri kvinde.

Det danske sundhedsvæsen og dets styring er i knæ!

Stig Gerdes

Talepapiret slutter.

Flemming Orth spurgte herefter, om Stig Gerdes’s kritik af Retslægerådets udtalelse i sagen gav Retslægerådet anledning til bemærkninger.

Poul Videbech tog herefter ordet og redegjorde nærmere for Retslægerådets udtalelse i sagen. Om sagsbehandlingstiden oplyste Poul Videbech, at den blandt andet skyldtes, at det tager en del tid at sætte sig ind i sagerne, hvilket også var tilfældet i denne sag. Poul Videbech oplyste videre, at rådet har tradition for at svare kortfattet, og den tradition har rådet fulgt i denne sag.

Poul Videbech tilkendegav i den sammenhæng, at Retslægerådet står ved sin udtalelse i sagen. For så vidt angår Stig Gerdes’s bemærkning til epikrisen fra psykiater Mogens Undén bemærkede Poul Videbech, at Retslægerådet fandt den irrelevant for sagens bedømmelse.

Poul Videbech bemærkede videre, at Stig Gerdes’s kritik af Retslægerådet ramte ved siden af, idet Stig Gerdes ikke forholdt sig til rådets kritik af Stig Gerdes. Poul Videbech oplyste hertil, at det var en lægelig fejl, at Stig Gerdes iværksatte en reduktion af den medicinske behandling af Karina Hansen uden personligt at have tilset hende.

Stig Gerdes svarede, at det i praksis ikke altid fungerer som i teorien, og at der nogle gange må tages en beslutning pr. telefon, uden at man har tilset patienten forinden. Stig Gerdes oplyste, at de oplysninger han fik om Karina Hansen indikerede, at hun var medicinforgiftet, og derfor mente Stig Gerdes, at der skulle ske en reduktion af den medicinske behandling. Stig Gerdes oplyste hertil, at den behandlede læge fra psykiatrien i Risskov ligeledes havde anbefalet nedtrapning.

Poul Videbech anførte, at hvis man som læge har mistanke om medicinforgiftning, er det en skærpende omstændighed, og man bør tilse patienten straks.

Stig Gerdes oplyste herefter, at det er hans vurdering, at Karina Hansen havde fået den medicin, hun skulle have. Stig Gerdes tilføjede, at han mente, at Karina Hansen var alvorligt medicinforgiftet, men at der ikke var tale om nogen dødelig forgiftning.

Hertil svarede Poul Videbech, at hvis ikke der er tale om en akut situation, skal patienten tilses alligevel, inden der iværksættes nedtrapning. Patienten skal i så fald tilses inden for nogle dage. Årsagen er, at der ved en reduktion af den medicinske behandling blandt andet er risiko for, at patientens psykiske lidelse blusser op igen med fare for skade.

Stig Gerdes oplyste herefter, at Karina Hansen netop var blevet tilset efter kun få dage. Poul Videbech anførte, at det ikke gav anledning til yderligere bemærkninger fra Retslægerådets side.

Anders Quistgaard tog herefter ordet. Anders Quistgaard anførte, at Retslægerådets udtalelse var relativt kortfattet, og at det derfor var svært at se, hvad rådet havde lagt til grund for sin besvarelse. Anders Quistgaard ville gerne vide, om resultatet af forløbet, herunder konsekvensen af nedtrapningen af den medicinske behandling, havde haft betydning for rådets besvarelse.

Poul Videbech oplyste, at Retslægerådet alene svarede på det, der blev spurgt om. Spørgsmålene var entydige, og rådet kunne ikke svare på andet. Poul Videbech oplyste, at essensen i sagen er, at man altid skal undersøge en psykiatrisk patient, før man iværksætter nedtrapning af den medicinske behandling.

Stig Gerdes bemærkede hertil, at Karina Hansen efter hans klare vurdering ikke var psykotisk, og at det er en helt sædvanlig procedure for praktiserende læger at påbegynde en mindre nedtrapning. I den forbindelse blev Retslægerådets svar på spørgsmål A drøftet. Poul Videbech oplyste, at svaret er udtryk for, at ingen af de i spørgsmål A nævnte forhold, herunder det forhold at psykiatrien i Risskov allerede planlagde nedtrapning af KH’s medicinering, samt det forhold, at koncentrationen i plasma hos Karina Hansen var over det anbefalede referencetal, havde særskilt betydning for rådets vurdering. I forhold til den allerede planlagte nedtrapning oplyste Poul Videbech blandt andet, at man principielt altid planlægger nedtrapning hos sådanne patienter. Det er ikke relevant for denne sag, at en psykiater tidligere har overvejet nedtrapning, idet en egentlig nedtrapning altid afhænger af en aktuel vurdering af patienten.

Stig Gerdes forsøgte herefter at uddybe, at han havde vurderet KH’s tilstand ud fra adskillige telefonsamtaler med forældrene (som havde Karina Hansen boede). Stig Gerdes forklarede, at det efter hans opfattelse må være en læges lod at vurdere, om en vurdering af en patient kan ske over telefonen. Stig Gerdes mente, at vurderingen i denne konkrete sag bestemt kunne ske over telefonen. Hvis ikke, havde han ikke gjort det.

Anders Quistgaard spurgte herefter til, hvad Retslægerådet mente, når det i svaret på spørgsmål A hed blandt andet, at grovheden af denne afvigelse fra gældende lægefaglige retningslinjer udgør ”en egentlig lægelige fejl”. Poul Videbech svarede, at der fandtes et notat herom. Eva Aaen (EA) fandt omtalte notat frem, hvoraf fremgår, at der er fire gradueringer i fejlvurderingen: 1. ingen fejl, 2. hændelig fejl, 3. lægeligt fejlskøn, og 4. egentlig fejl. Gradueringen er omtalt i Betænkning

om Retslægerådet, betænkning nr. 1196 af 1990, side 137-138, der vedlægges dette mødereferat.

Poul Videbech bemærkede, at Retslægerådet i svaret på spørgsmål A således havde svaret på grovheden af Stig Gerdes’s fravigelse af gældende lægefaglige retningslinjer, og at fravigelsen i denne sag hørte til den groveste kategori, ”egentlig fejl”.

Stig Gerdes anførte herefter på mere generelt plan, at det er hans opfattelse, at mange psykiatriske patienter får for meget medicin, og at denne medicin har mange bivirkninger. Antallet af dødsfald som følge af medicinforgiftninger ligger på omkring 10 %, formentlig mere. Stig Gerdes tilkendegav i den sammenhæng, at man skulle overveje, hvad der ville være sket med KH, hvis ikke han havde grebet ind. Stig Gerdes mente, at hun i givet fald ville have været død.

Retslægerådets mødedeltagere havde herefter en kommentar til spørgsmål A i rådets erklæring om anbefalingerne i relation til koncentration i plasma. Poul Videbech oplyste, at anbefalingerne er baseret på en statistisk måling, hvilket indebærer, at der vil være patienter, som har behov for mere eller mindre. Det er dog vejledende, og man er derfor på nogenlunde sikker grund, hvis man følger anbefalingerne. Stig Gerdes og Anders Quistgaard oplyste hertil, at Karina Hansen var en ME-patient og derfor formentlig ikke tåler så meget medicin.

Anders Quistgaard ville dernæst vide, om Retslægerådet i svaret på spørgsmål D havde udtalt sig mere generelt, eller om besvarelsen vedrørte denne sag konkret.

Poul Videbech svarede, at Retslægerådet havde forholdt sig specifikt til KH’s tilfælde, men at besvarelsen var baseret på generel erfaring. Poul Videbech afsluttede med at sige, at Retslægerådet altid udtaler sig om enkeltpersoners retsforhold.

Stig Gerdes vendte herefter tilbage til sin kritik af Styrelsen for Patientsikkerheds håndtering af sagen. Stig Gerdes mente ikke, at han reelt havde haft mulighed for at komme med indsigelser eller bemærkninger til sagen.

Stig Gerdes anførte blandt andet, at det var kritisabelt, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde sendt afgørelsen om midlertidig autorisationsfratagelse i høring umiddelbart før jul den 22. december 2016, og at fristen for høringssvar udløb umiddelbart efter jul og i styrelsens juleferie. Stig Gerdes oplyste endvidere, at han tilmed havde været bortrejst i denne periode, hvilket styrelsen burde havde vidst. Endelig anførte han, at Styrelsen for Patientsikkerhed allerede havde truffet afgørelse den 23. november 2016, det vil sige inden høringsfristens udløb.

Stig Gerdes anførte yderligere, at det var kritisabelt, at Styrelsen for Patientsikkerhed havde vurderet hele sagen inden for en periode på 3 uger. Stig Gerdes tilkendegav, at Styrelsen for Patientsikkerhed burde have afholdt et møde med ham, inden Styrelsen for Patientsikkerhed traf afgørelse i sagen. Stig Gerdes ville gerne have drøftet sagen nærmere med styrelsen.

Jeannett Christensen (JC) svarede, at afgørelsen om midlertidig autorisationsfratagelse rettelig var truffet den 13. januar 2017 og dermed efter høringsfristens udløb. JC redegjorde endvidere for forløbet omkring høringen, blandt andet at høringsskrivelsen var sendt til den 22. december 2016,

og at Stig Gerdes herefter havde haft mulighed for at kommentere på grundlaget for afgørelsen, inden styrelsen traf afgørelse.

Anders Quistgaard ville herefter vide, om Styrelsen for Patientsikkerhed havde forholdt sig til oplysningerne om KH’s nuværende helbredstilstand, og om oplysningerne kunne få betydning for Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering af sagen. Anders Quistgaard meddelte hertil blandt andet, at KH’s værgemål i mellemtiden var ophævet.

Stig Gerdes spurgte ind til, hvordan det kunne være, at han skulle straffes i en situation, hvor han havde behandlet Karina Hansen forsvarligt, og hvor hun også havde fået det bedre. Susanne B. Hertz (SH) svarede, at essensen af sagen ikke havde ændret sig.

Anders Quistgaard ville herefter vide, om Styrelsen for Patientsikkerhed var nervøs for, at Stig Gerdes, hvis han fik sin autorisation tilbage, ikke ville være en forsvarlig læge. JC svarede, at Styrelsen for Patientsikkerhed ville forholde sig endeligt til sagens videre forløb, når mødereferatet var gennemgået og drøftet med Kammeradvokaten. Oplysninger fremkommet under mødet ville derfor indgå i vurderingen af sagens videre forløb. Anders Quistgaard anførte hertil, at Styrelsen for Patientsikkerhed i overvejelserne omkring sagens videre forløb burde inddrage blandt andet udtalelsen fra Mogens Undén og Charlotte Emborg.

Anders Quistgaard anførte yderligere, at der er tale om en meget speciel sag – en sag, hvor den behandling som Stig Gerdes har udført, som det ser ud til, har haft en positiv effekt på patienten, men at Stig Gerdes alligevel skal straffes. Som praktiserende læge må der være mulighed for at foretage et konkret skøn i forhold til behandling af patienter. Stig Gerdes opsummerede herefter sin opfattelse af sagen. Stig Gerdes oplyste, at hele grundlaget for sagen var forkert, idet Karina Hansen havde været fejlbehandlet og aldrig havde haft en psykisk lidelse, og at Karina Hansen efter Stig Gerdes’s klare vurdering har været psykotisk.

Flemming Orth tilkendegav afslutningsvis, at Retslægerådets erklæring ikke gav anledning til en ændret vurdering af sagen. Styrelsen for Patientsikkerhed ville dog på baggrund af det, der var fremkommet under mødet, og når mødereferatet var gennemgået, vurdere sagen endeligt. Flemming Orth redegjorde i den forbindelse for fristen i henhold til autorisationsloven for anlæggelse af sag; i dette tilfælde nedlæggelse af selvstændig påstand om permanent autorisationsfratagelse i den allerede verserende retssag. Flemming Orth oplyste yderligere, at der var mulighed for under retssagen at foretage en supplerende forelæggelse for Retslægerådet. Anders Quistgaard oplyste på vegne af Stig Gerdes, at dette ønskede Stig Gerdes ikke, idet det blot ville trække sagen endnu mere i langdrag. Endeligt bemærkede Flemming Orth, at mødereferatet ville blive sendt rundt til mødets deltagere til kommentering, vedhæftet Stig Gerdes’s talepapir. Paterne var herefter enige om, at mødet kunne afsluttes. Mødet blev afsluttet.

Bilag til mødet ved kammeradvokaten

Fredericia 12.11.2018

Dette er et bilag til høringen d. 31/10 18. Der var afsat 1 ½ time til mødet, som blev afsluttet efter 45 min., derfor nåede jeg ikke at reflektere over Poul Videbechs udlægning.

Poul Videbech fremstod desværre både uengageret såvel som uforberedt. Han nævnte bl.a., at det var ”længe siden” han havde læst sagen, hvilket antyder, at han ikke har genopfrisket sagsakterne forud for høringen. Poul Videbech oplyste bl.a., at retslægerådet altid svarer kort på stillede spørgsmål, hvilket også fint, hvis svarene er adækvate. Det var de ikke i min sag. Endvidere kunne Poul Videbech dårligt erindre sagens to lægeerklæringer fra Overlægerne i psykiatri Mogens Undén og Charlotte Emborg, der begge konkluderer, at Karina aldrig har lidt af en psykiatrisk lidelse.

Da vi sagde farvel, bad jeg ham derfor om at være bedre forberedt, næste gang vi mødes.

Jeg mener derfor ikke, retslægerådet har været uvildig i denne sag.

Poul Videbech fremhævede, at jeg ikke måtte nedsætte et antipsykotikum uden at have tilset patienten, uanset om hun var forgiftet eller ej. Det kunne bevirke tilbagefald til en psykose. Ifølge Poul Videbech er det unødvendigt at følge blodkoncentrationen af et antipsykotikum ved behandling af en psykotisk patient. Det vigtigste er at normalisere patienten. Det er jeg enig i, men når psykosen er overstået, skal den antipsykotiske medicin nedtrappes, og helst ud trappes. Da jeg overtog behandlingen af Karina, gav hun udtryk for, at hun ikke ønskede medicin, og hun var ikke psykotisk. Hun fik alt for høj dosis af Olanzapin (50% over max. anbefalet dosis), klinisk var hun forgiftet. Desuden har hun ME, og tåler derfor mindre medicin end raske patienter. Endelig er Olanzapin et meget giftigt medikament, der har kroniske og delvis irreversible påvirkninger af hjernen ved længere tids brug. Det burde aldrig have været på det danske marked.

Karinas psykotiske og urolige opførsel er forståelig efter 3 år 8 måneders mishandling i sundhedsvæsenet. Olanzapin har uden tvivl været medvirkende. Det er et faktum, at Karina aldrig har haft en psykiatrisk lidelse, men er påført PTSD gennem flerårig mishandling.

Diagnosen, som Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser d. 12/2 2013 tvangsindlagde Karina med, var ”helt ved siden af skiven”, som Poul Videbech ville udtrykke det. Karina led af den fysiske sygdom ME, diagnosticeret forud for tvangsindlæggelsen af fire læger inkl. Nils Balle Christensen samt 2 tentative ME-diagnoser fra Gigt hospitalet Gråsten og Hvidovre Hospital. Karinas tvangsindlæggelse var led i et eksperiment orkesteret af Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser. Dette burde Retslægerådet have påpeget, selvom de ikke blev spurgt, fordi det er meget vigtigt at få frem i denne sag. To af rådets medlemmer har offentligt tilkendegivet, at de er tilhængere af Forskningsklinik for

Funktionelle Lidelser.

Den holdning Poul Videbech lagde for dagen, bevirker, at psykotiske patienter kan blive alvorligt medicinforgiftet under psykiaternes behandling. Dette er et kæmpe problem, som kun er delvist erkendt i sundhedsvæsenet.

Som det fremgår af mit talepapir blev autorisationsfratagelsen bestemt på Task Force møde d. 23/11 2016, efter de have vurderet sagen fra d. 23/10-16/11 2016, en meget kort periode for så alvorlig en sanktion. Jeg skulle slagtes og blev det.

Det var påfaldende, at ingen spurgte til Karinas nuværende tilstand. Er det fordi Styrelsen for Patientsikkerhed går mere op i bureaukratiske procedurer end mennesker

Jeg synes, Styrelsen for Patientsikkerhed skal rette blikket mod de skyldige i denne sag, nemlig Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser. Jeg har rejst en klage mod dem ved Styrelsen for Patientsikkerhed, som jeg er sikker på vil blive behandlet efter ”reglerne”.

Jeg er indstillet på at kæmpe for min ret, og ser frem til retssagen i Kolding, så sagen kan blive bredt eksponeret.

Stig Gerdes

Mødet var, som jeg håber læseren kan gennemskue, gennemsyret af, at Kammeradvokaten, Styrelsen for Patientsikkerhed og Retslægerådet fremførte deres opfattelse som den endegyldige sandhed og tydeligvis ikke hørte og ikke troede på Anders Quistgård og mine argumenter. Kammeradvokaten sagde nemlig afslutningsvist:” i dette tilfælde nedlæggelse af selvstændig påstand om permanent autorisationsfratagelse i den allerede verserende retssag”.

Havde de hørt, hvad Anders Quistgård og jeg fremførte, ville Kammeradvokaten have sagt: ”Afgørelsen bør retfærdigvis være at give Stig Gerdes sin autorisation tilbage. Retslægerådets vurdering lever ikke op til forventet og vanlig standard i denne sag, fordi rådets sammensætning kun repræsenterede psykiatrisk ekspertise. Der manglede ME-faglig ekspertise.”

Dette burde formanden for Retslægerådet Prof. Bent Ottesen kunne støtte op om. Der var to opfattelser af Karinas lidelse, en somatisk eller en psykiatrisk, og det var kernen i uenigheden mellem Stig Gerdes og Forskningsklinik for Funktionelle Lidelser. B. Ottesen skulle have indrømmet sin fadæse ved kun at have tilgodeset psykiatrisk ekspertise repræsenteret i Retslægerådet, og sagen kunne afsluttes.

Med hvilken begrundelse og ret kunne Poul Videbech udtale, at Mogens Undéns epikrise var irrelevant? Den var i virkeligheden meget relevant. Karina har aldrig haft en psykiatrisk lidelse. Dette understøttedes af psykiatrisk overlæge Chalotte Emborg. Disse to psykiateres epikriser burde have været nok til at give mig min autorisation tilbage og bortdømme Poul Videbech og dermed Retslægerådet, med begrundelsen inhabilitet og usaglighed.