Båltale

KÆRE ELEVHOLD BÅLTALE

| AF GITTE BIE

10 måneder er gået – og jeres ophold er lige om lidt forbi. På nogle tidspunkter er tiden fløjet afsted (som f.eks fra kl. 22.00-22.30, hvor det rent faktisk kan være en umulig opgave at NÅ at børste tænder og lægge sig i sin seng på den korte tid) – og andre gange har tiden føltes voldsom lang (som f.eks en dansktime på teams, hvor I skulle læse Hosekræmmeren). Men lige meget om tiden er fløjet eller den har sneglet sig afsted, så kan vi ikke komme udenom, at den er gået. Timer er blevet til dage, dage til uger, uger til måneder og før I vidste af det – står I her – baby langt om længe. I står ved bredden og kigger tilbage mod den frodige ø, som I om lidt skal forlade. Måske overvejer I at tage et par søsygepiller, for I har nok hørt, at sådan en hjemtur kan være rimelig streng at komme igennem. Bølgende fornemmelser i maven, umådelig træthed eller en flodbølge af tårer er ikke ualmindelige symptomer på en sådan hjemrejse. Men søsygepiller eller ej – kufferterne er nu pakket – og om lidt forlader i øen. Det eneste, I venter på, er, at det store skib (aka. fars og mors sølvgrå Suzuki Swift) skal lægge til kaj, og I skal forlade det sted – den ø – som I har opholdt jer på det meste af skoleåret 20/21.

I aften er allersidste aften her på ”øen” sammen med de beboere, der også ”styrtede ned” herude tilbage i august. Af den grund ville det nok egentlig også være forkert at kalde øen direkte ”øde” – for med cirka 165 mennesker rendende rundt i buskadserne dagligt, er ”ubeboet” nok ikke helt det rigtige ord at bruge om stedet her. Men ”langt ude på landet” – det kan man vist godt sige, at vi er. Og forstået på den måde, at verden udenfor kan hamre derud af med 120 i timen, mens vi laver halvanden-skruer, pudser vinduer og spiller partners, ja så kan man sige, at vi er isoleret fra alt det uden for øen og samtidig involveret i alt herinde på øen. På vores Dejbjerglund-ø.

Nogle har måske gættet det. Årets sang er selvfølgelig ”Øde ø” af Rasmus Seebach – og der er flere årsager til, at jeres årgang 20/21 har fået netop denne sang tildelt. For det første starter sangen sådan her: ”Hvis det, føles lidt som om, at livet er en test”. Og ikke nok med at et efterskoleophold i dén grad er en test både af ens fysiske og psykiske grænser, ja så har i gudhjælpemig også skullet stille jeres næse til rådighed til test – både tirsdag og fredag. Så hvis I har følt det lidt som om, at livet er en test, så er det ikke så underligt. Det er heller ikke underligt, hvis I omkring vintertid kunne føle, at i ”mødte modstand på jeres vej”. Teenageværelset derhjemme kunne nok for mange føles som en virkelig ”øde ø”, hvor ensomheden skyllede ind over én. Og det mest rådne af det hele var, at vi ikke engang kunne ”be’ coronatossen om at gå sin vej” – det var ude af vores hænder, landet var defi nitivt lukket, og I var fanget hver for sig i to måneder.

Men I overlevede – I kom stærkt tilbage, og I klarede det sammen. ”Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere” – det er I, 20/21, et levede bevis på. OMG et comeback som elevhold. ”I er gået gennem ild og vand”, det har kostet både blod, sved og tårer for jer alle at komme i gang her på øen igen – og da fællesskabet og ungdommen for alvor sejrede i de farverige gymnastikdragter i juni, kunne jeg ikke være mere stolt af den her ø og ikke mindst de mennesker, der er på den. Hvis vi DE-lærere måtte tage tre ting med på en øde ø, så ville vi nok være rimelig ligeglade med de to andre ting – bare vi får jer med. For SHIT hvor var det tomt og totalt meningsløst på denne her ø uden jer.

Meningen med ø-livet her er netop at se jer vokse – både i højden (ligesom Lundgaard og Philip), men også som mennesker. Se jer ”kunne sætte jer ud over jer selv”. Se jer gøre ting for hinanden, fordi i ved ”at du vil gøre det samme for mig”. Da når fællesskabet nye højder, og da ”vil i vær’ lykkelig’ og ikke engang forsøge på at tilkalde hjælp eller sejle hjem, I vil ikk’ engang savne dem”. Et sådan ø-fællesskab eller efterskolefællesskab er noget ganske særligt, og jeg er sikker på, at mange af jer i år har oplevet en tryghed, og følt jer så meget hjemme her på øen, at I kunne fristes til at kalde hinanden for jeres nye ”ø-familie”.

I sangen ”Øde ø” synger Rasmus Seebach også om, at vi nogle gange godt kan ”stirre os blind på den mindste fejl”. Nogle gange kan det være svært at sige ”skidtpyt” eller som Kris Herman sang: ”lad det være lige meget”. Jeg håber, at I i år har oplevet, at I ikke er de eneste her på øen, der kan lave en fejl (f.eks bestilte jeg 58 for lidt opvarmnings-t-shirts i str. M), og at der ikke sker noget ved at fejle. Faktisk er du først helt perfekt som menneske, når du anerkender, at du er fuld af fejl. Og én ting er sikkert, kære 20/21: ”I er helt perfekt som I er, det skal I vide”. I den forbindelse vil jeg gerne sige tak for den måde i tog imod Anders og jeg i november, da vi mødte jer som elevhold første

fortsætter på næste side ➤

gang. En mere imødekommende, interesseret, humoristisk og hyggelig flok, kunne vi ikke have ønsket os at vende tilbage til, og I mindede os i dén grad om, at det job, vi har, er ret særligt. Det er nemlig fyldt med mennesker som jer – og hver og én af jeres personligheder har været med til at forme et elevhold og et fællesskab, som I kan være rigtig stolte af. Når I rejser hjem i morgen – når I sætter jer ind i ”Suzuki-Swift-færgen” – så vil I måske allerede i det sekund savne det her ø-ophold – og det vil I gøre, fordi at det I rejser væk fra, har betydet noget for jer – og det vil også betyde noget for jer i fremtiden. I har lært så meget om jer selv og måske endda fået venskaber for livet.

”Nu står vi her baby langt om længe”. Året er forbi om lidt og vi spørger hinanden: ”er det stadig dig og mig?”. Og ja – det er det. I er nu en del af Dejbjerglunds historie – øens historie – og I er altid velkomne til at vende hjem for en stund, smide jer i en hængekøje, spille en gang volley i sandet eller blot fortælle os om jeres nye liv derovre på ”fastlandet”. I ønskes al held og lykke på jeres videre rejse. Må I møde mange nye og spændende øer fremover i jeres liv. Tak fordi I gjorde stop på vores ø. Vi vil komme til at savne jer.

TAK FOR I ÅR – og på gensyn!