Nr. 3 Oktober 2008
Fra redaktøren er medlemsblad for Psykoterapeut Foreningen - Foreningen af uddannede psykoterapeuter i Danmark Psykoterapeuten udkommer i februar, maj og oktober. Redaktion og layout Susanne van Deurs Melanders Vænge 4, 2970 Hørsholm Tlf./fax: 4586 1560. E-mail: susvd@tele2adsl.dk Alt stof skal sendes elektronisk direkte til redaktøren. Deadline for artikler til næste nummer er 15. december 2008. Annoncer og øvrigt stof 1. januar 2009, men alt stof modtages gerne så tidligt som muligt. I tvivlstilfælde er man velkommen til at kontakte redaktøren. Indsendt stof Artikler og andet stof dækker ikke nødvendigvis redaktionens eller foreningens holdninger. Redaktionen forbeholder sig ret til at afvise, forkorte eller redigere indsendte artikler og andet stof og påtager sig ikke ansvar for stof, der indsendes uopfordret. Annoncer excl. moms: spaltepriser (cirkastørrelser): Kategori Enkeltpersoner, medlemmer Enkeltpersoner, ikke-medl. Virksomheder, institutioner o.l., medlemmer Virksomheder, institutioner o.l., ikke-medl.
½ sp.
sp.
Hel sp.
Hel side
350
450
600
1000
400
550
600
800
1200
500
650
750
900
1450
650
800
900
1000
1650
1/3
sp. 0/ 250
2/3
Helsides: Bredde max 17 cm x højde max 21 cm Spalte: Bredde 8 cm, højde max 21 cm (Bladets mål: 21 cm x 25 cm) Sort/hvid og farve samme priser 1/3 spalte er gratis for individuelle medlemmer, dog max én pr. blad og max én gang med samme indhold. Tryk Combi Print Baggesensgade 4 C, 2200 København N Tlf. 3539 3436, fax 3535 0644 E-mail: combiprn@post1.tele.dk Oplag 815 ex. Abonnement kr. 190 Psykoterapeut Foreningens kontor Admiralgade 22, st. tv., 1066 København K. Tlf. 7027 7007 E-mail: kontakt@psykoterapeutforeningen.dk Hjemmeside www.psykoterapeutforeningen.dk Forside Fra en kirkegård for piloter ved en flyveplads i nærheden af Novgorod. Foto: S. van Deurs
Der kom dejligt mange spændende artikler til dette temanummer af Psykoterapeuten om tab, traumer, sorg mv. En af dem noget længere end sædvanligt, så det har ikke været helt let at få plads til alt stoffet, og et par enkelte boganmeldelser må vente til næste nummer. Jeg vil selvfølgelig helst ikke afvise en god artikel, selv om den er ’for lang’, og jeg har heller ikke lyst til at lave en officiel grænse for artiklers længde. Min umiddelbare holdning er, at artikler fylder det, artikler skal fylde – sagt med den modifikation, at det alligevel kan blive nødvendigt at forkorte i en lang artikel, for der skal jo også være plads til andet stof i bladet. Jeg vil her nøjes med at henstille til kommende skribenter, at de ikke skriver alt for lange artikler, og så håbe, at det går på denne måde. Næste tema: Krop og terapi I januarnummeret om krop og terapi har foreningens mange kropspsykoterapeuter virkelig chancen for at komme til orde. Andet stof er dog også velkomment og vil blive bragt i det omfang, der er plads. Deadline for artikler er 15. december, øvrige stof 1. januar. Temafrit nummer til maj – og sex til oktober For at man ikke behøver at brænde inde med sine artikler o.lign., selv om de ikke lige rammer det aktuelle tema, vil majnummeret blive uden fastlagt tema. Her er der frit slag for alt, hvad der er relevant for psykoterapeuter, og det er jo som bekendt ganske meget. Deadline for artikler bliver 15. marts, øvrige stof 1. april. Foråret 2009 arrangeres der i Psykoterapeut Foreningen hele to kurser med udgangspunkt i sex – et i Århus om sexologi og sexologisk rådgivning og et på Sjælland, som handler om behandlerens måde at tackle køn og sexualitet i behandlingsrummet. Det, synes jeg, lægger direkte op til et temanummer om sex, sexologi, sexualitet sexologisk behandling m.v. til oktober. Deadline for artikler bliver den 15. august 2009. Så har I god tid til at skrive! Andet stof Jeg vil være glad for også at få andet stof fra jer end artikler. En af artiklerne i dette nummer er fx illustreret af vores medlem Grethe Thestrup. Digte, vittigheder, tegninger, fotos, der gerne må relatere sig til kommende temaer, og andet petitstof er meget velkomment. Annoncepriserne er steget. Dette bunder i øget oplag og øgede produktionsudgifter samt i, at det ikke mere blot er artikler og boganmeldelser, der lægges ud på foreningens hjemmeside, men hele bladet, herunder også annoncerne. Det er dog forsat billigt at annoncere i bladet, især for medlemmer. Priserne står i kolofonen til venstre.
Susanne van Deurs Redaktør
Foreningsnyt FORMANDEN SKRIVER I sidste nummer af bladet meddelte jeg, at vi i samarbejde med ledelsen i SPUD skulle i gang med at revidere Psykoterapeut Foreningens vedtægter med henblik på en sammenlægning. Imidlertid meddelte SPUDs nyvalgte formand, at man ikke længere var interesseret i en sammenlægning. I bestyrelsen tog vi denne meddelelse til efterretning og besluttede, at vi så ville fortsætte arbejdet alene med bl.a. at udvikle indholdet af den psykoterapeutuddannelse, der berettiger til optagelse i foreningen. Det er klart, at uddannelsen tager sit udgangspunkt i de ministerielle retningslinier, og det er lige så klart, at disse retningslinier ikke kan gælde for tid og evighed. I skrivende stund har formanden for SPUD nu meddelt, at de alligevel er interesseret i en sammenlægning. OK, så tager vi et møde og ser, hvor problemerne er. Både bestyrelsen og en generalforsamling har sagt god for en sammenlægning, men det færdige forhandlingsresultat skal godkendes både af bestyrelsen og af en kommende generalforsamling. Sikkert er det, at arbejdet med uddannelserne ikke stopper, til forhandlingerne er afsluttet. Den proces, der er i gang, fortsætter. Etikudvalget har på de sidste generalforsamlinger gjort opmærksom på det stigende antal klager fra studerende på de psykoterapeutiske uddannelser. Udvalget har ønsket at få præciseret særlige etikregler for uddannelserne. En arbejds-duo bestående af Fin Egenfeldt-Nielsen og Merete Holm Brantbjerg udarbejdede et oplæg til etikregler for uddannelserne og oplægget blev sendt ud til alle uddannelsesledere i foreningen. Seks uddannelsesledere reagerede med bemærkninger. Et fags etiske regler er af stor betydning for fagets udvikling og ansigt udadtil. De etiske Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
regler skal også gerne tegne virkeligheden sådan som det faktisk foregår på uddannelserne. På den baggrund besluttede vi at invitere til et heldagsmøde med temaet ’Etik’ med fokus på uddannelserne. I mødet deltog syv uddannelser med i alt ni deltagere. Fin holdt et historisk/filosofisk oplæg over temaet (meget spændende – jeg håber det kommer i bladets næste nummer), og bagefter tog vi fat på drøftelserne. Mødet sluttede med, at vi i enighed fik opstillet nogle principper for løsninger af etiske problemer. Uddannelseslederne får naturligvis forelagt disse principper, der jo også skal godkendes af vores generalforsamling. I sidste medlemsblad meddelte jeg, at jeg var glad for, jeg havde sagt, at jeg stoppede som formand ved den kommende generalforsamling. Arbejdet i foreningen har taget meget tid og har været meget spændende. Den ekstraordinære generalforsamling, synes jeg, var lidt slidsom, men heldigvis blev vedtægtsændringerne vedtaget, uden nogen stemte imod – tre (tror jeg) undlod at stemme. Det er værd at overveje, om det er nødvendigt fremover at holde to generalforsamlinger, når der sker vedtægtsændringer af denne type – men det kræver naturligvis også vedtægtsændringer – oven i købet af to på hinanden følgende generalforsamlinger. Nå, jeg er nu heller ikke i tvivl om, at det også bliver svært at sige farvel. Jeg er så småt begyndt at forberede mig. I alt fald er jeg nu optaget på filosofistudiet på Odense Universitet, hvor jeg følger 14 forelæsninger om ugen og læser filosofihistorie, erkendelsesteori og metafysik til den store guldmedalje. Jeg kan anbefale studiet – det er fantastisk spændende. Erik B. Smith Formand
3
K T ny yT KoorrTT n POST MORTEM Vi kender alle udtrykket at tage sine hemmeligheder med sig i graven. Det behøver man i vores moderne elektroniske tidsalder heldigvis ikke mere at gøre. Politiken skriver 12. juli, at man på Deathswitch.com nu kan arrangere, at der efter ens død sendes en eller flere e-mails ud til forskellige modtagere. Hvis man ønsker at få lettet sin samvittighed og lade sine inderste hemmeligheder gå videre – eller numrene på sine bankkonti eller passwords til computeren eller vil sikre sig at få det uigenkaldeligt sidste ord i en diskussion – er det eneste, man skal gøre, at skrive mailen, vedhæfte eventuelle filer og angive modtageren. Deathswitch kontakter derefter med mellemrum afsenderen
og beder om indtastning af et kodeord. Ophører man med at reagere på disse henvendelser eller på de efterfølgende rykkere, går programmet ud fra, at man er død og afsender automatisk mailen til modtageren på et tidspunkt, hvor man – forhåbentlig – ligger trygt i sin grav. Med kun én mail til én modtager er det ganske gratis. Ellers koster det for op til 30 mails $19,95 pr. år. Men man kunne selvfølgelig også bare nøjes med at efterlade et brev …
4
”UDDANNELSESJUNGLEN” Det er ikke så sjældent, at man støder på ordet uddannelsesjunglen, når nogen henvender sig til Psykoterapeut Foreningen om råd m.h.t. psykoterapeutisk uddannelse. Og det er da også rigtigt, at det kan være svært at skaffe sig overblik, især hvis man er ’ny’ inden for feltet – og det kan forekomme usikkert og uoverskueligt at skulle vælge en længerevarende uddannelse. Den spørgende får derfor altid det råd at prøve et kortere kursus på det eller de steder, man er mest interesseret i, således at man har en bedre chance for at se, om stedet og den psykoterapeutiske retning er noget for en, inden man binder sig til en langt og dyrt uddannelsesforløb. Sociolog Michael Maardt var en af dem, der ledte efter et uddannelsessted. En af de ting, der kom ud af hans undersøgelser, var at han syntes, der var brug for et bedre overblik over uddannelsesstederne og deres tilbud, så han satte sig resolut ned og ledte på Psykoterapeut Foreningens hjemmeside og derefter på uddannelsesstedernes hjemmesider. Hvor lig-
ger uddannelsesstedet? Hvilken psykoterapeutisk retning? Hvad koster det pr. år? Hvor mange deltagere på et hold? Er lederen (lederne) medlem af Psykoterapeut Foreningen? Formål, målgruppe, optagelseskriterier etc. Derefter systematiserede han de forskellige uddannelsessteders oplysninger i nogle overskuelige skemaer og lagde dem samlet ud på en hjemmeside www.psykoterapeutuddannelser.dk. Hjemmesiden giver et udmærket overblik, men det vil stadig være klogt at ’at mærke lugten i bageriet’ ved et kortere kursus, inden man binder sig til et lang og dyrt uddannelsesforløb. Kilde: Michael Maardt og www.psykoterapeutuddannelser.dk
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
KorT nyT GRUPPER FOR PÅRØRENDE TIL SINDSLIDENDE Bedre Psykiatri er en landsforening for pårørende til psykisk syge. Nogle af foreningens lokalafdelinger rundt omkring i landet har grupper for pårørende til sindslidende. Det kan fx
være grupper for ægtefæller eller for søskende til sindslidende, eller det kan være for personer, der var børn af psykisk syge forældre. I den lokalforening, der dækker området Hillerød/Allerød/Gribskov/Halsnæs ledes grupperne af psykoterapeut MPF Jens Peder Nielsen. Her er der oprettet to grupper, en for pårørende uanset relation og en for voksne, der var børn af sindslidende.
Man mødes i grupperne hver anden uge i et par timer, og det foregår i Hillerød tæt på stationen. Grupperne startede i slutningen af august og løber frem til december. Til januar starter der nye grupper op. Man kan tilmelde sig på tlf. 2751 3061. Hvis man er interesseret i at vide, om der er pårørendegrupper i andre områder af landet, kan man søge oplysninger om det på hjemmesiden www.bedrepsykiatri.dk. Kilde: Jens Peder Nielsen, MPF og www-bedrepsykiatri.dk
NÆSTE TEMA BLADETS NÆSTE TEMA SKAL VÆRE
KROP OG PSYKOTERAPI STOF OM ANDRE EMNER ER DOG OGSÅ VELKOMMENT DEADLINE FOR ARTIKLER 16. DECEMBER ANDET STOF 1. JANUAR LÆS DESUDEN OM KOMMENDE TEMAER PÅ SIDE 2
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
5
NYERE TANKER OM
BEARBEJDNING AF TAB TO-SPORSMODELLEN OG DISSOCIATION AF STEEN JØRGENSEN TEGNINGER: GRETHE THESTRUP Jeg har gennem de sidste mange år været optaget af, hvorledes man kan arbejde med at hjælpe mennesker med at bearbejde spor efter traumatiske begivenheder. Jeg har været mest optaget af spor efter traumer, som er blevet oplevet som livstruende, men har parallelt med dette også interesseret mig for de teorier og praksisformer, der er opstået omkring arbejde med tab. Som underviser har jeg formidlet forskellige opfattelser inden for feltet og er på det sidste blevet optaget af, at de nyeste tanker og formuleringer inden for området sætter et spørgsmålstegn ved en del af det, vi i mange år har anset for at være viden og etableret praksis. Min interesse inden for arbejdet med tab er professionelt set primært teoretisk, idet jeg ikke har praktiseret inden for området, samtidig med at jeg i mit privatliv har haft min dosis af mere eller mindre dramatiske tab, som jeg skulle håntere og bearbejde. Det er min opfattelse, at den måde, vi forstår og tænker omkring tab og bearbejdning af sådanne, betyder uendeligt meget for, hvordan vi møder og forholder os privat og professionelt terapeutisk over for mennesker udsat for tab. Som en af de første socialpsykologer Kurt Levin udtalte det: “Der er intet så praktisk som en god teori” (citat efter hukommelsen). I et mere moderne sprog vil jeg formulere det som, at vores kognitive forståelse
6
af tab og sorgprocesser ved siden af vores empatiske indlevelse i tabsramtes følelser og oplevelser er af central betydning for, hvorledes vi møder andre mennesker, og hvilke tiltag vi tager for at støtte og hjælpe dem – både professionelt og privat. Ligesom reaktioner og eftervirkninger efter traumatiske begivenheder udgør tab og sorgprocesser et grænseområde mellem noget, man i mange tilfælde mestrer privat med støtte af sin familie og sit sociale netværk, og i andre – måske mere dramatiske – tilfælde har brug for professionel hjælp og støtte til. Af samme grund er der med faste mellemrum diskussioner om, i hvilket omfang og hvilken grad dette felt hører under noget, der kræver professionel hjælp. I dagens Danmark er det nu muligt at få henvisning til et begrænset antal psykologsamtaler – og muligvis også støtte til psykoterapeutisk hjælp fra psykoterapeuter uden psykologbaggrund – hvis man har brug for det i forbindelse med livstruende sygdom og tab. I denne artikel vil jeg referere nogle af de nu klassiske opfattelser inden for området tab og inddrage nogle nyere perspektiver inden for og uden for feltet, som dels giver nye perspektiver, dels lægger op til nye former for forståelse af praksis. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Historiske opfattelser I den før-psykoterapeutiske tid blev tab og sorg opfattet som en naturlig del af livet. I nogle kulturer havde man ritualer omkring forskellige udtryk for sorg, herunder professionelle grædekoner og skikken med at bære sorg med en særlig påklædning, hvormed det markeredes, at man var enke efter en nyligt afdød mand. På landet lod man ofte den døde ligge i stadsstuen, så familien kunne tage afsked. Mange af sådanne ritualer er i dag udtyndet eller forsvundet – måske bl.a. som følge af bykulturen og samfundsudviklingen, hvor dødsfald oftere sker på hospitalet eller i en institution. Det betyder dog ikke, at der ikke til alle tider har været mennesker, som var særligt ramt af tab af nærtstående, og som blev beskrevet som ramt af dette. Allerede de græske tragedier beskrev kraftige reaktioner på tab og hævndramaer med udspring i dette, fx i myten om Elektra. I takt med udviklingen og kulturens mangelfulde rammer og ritualer til støtte for gennemleven af tabsprocesser er der kommet en særlig professionel (lægelig og psykoterapeutisk) interesse for, hvordan mennesker reagerer på og gennemlever tab. Jeg vil først nævne nogle af de centrale opfattelser omkring dette felt, som set fra mit perspektiv har påvirket udviklingen i Danmark. Støtte til bearbejdning af tab – psykoterapeutiske overvejelser Inden for den lægelige og psykoterapeutiske verden er det selvsagt mennesker, der har været voldsomt ramt af tab, som har tiltrukket sig opmærksomhed. I Danmark har der imidlertid også været en anden tradition, som primært udspringer fra socialrådgiveres arbejde med mennesker ramt af tab og komplicerede processer omkring dette uden eksplicit at falde inden for den lægelige eller psykiatriske verdens behandlingstilbud. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Nogle af de første overvejelser om tab og sorg er Sigmund Freuds tanker og teorier. Hans opfattelse af tab og sorgprocesser har stået som udgangspunkt for mange senere tanker og teorier, selv om de ikke alle deler hans opfattelse. I følge Andersen & Grønbeck (1999) har den traditionelle psykoanalytiske forståelse af sorg “rødder tilbage til Freuds artikel “Mourning and Melancholia” (SJ: fra 1917), hvor han beskriver den “sunde” sorgproces som langvarig, smertefuld og energikrævende. Den efterladte vender sig i processen væk fra verden og mister al interesse i ting, der ikke har med den afdøde at gøre. Efter en sådan fase med intens koncentration om den døde mener Freud, at bindingen til den døde skal fjernes/dekatekseres. Freud fremfører i artiklen, at bindingen til den døde fuldstændig skal væk, for at den psykiske energi kan rettes mod et nyt kærlighedsobjekt.” (ibid.). Det er interessant, at Andersen og Grønbeck (1999) også fremfører, at “Freuds personlige erfaringer med sorg ikke var i overensstemmelse med de tanker, han giver udtryk for i artiklen ... I et brev til Binswanger (SJ: fra 1939), som Freud skriver, da Binswanger mister en søn, fremfører han, at den døde aldrig vil kunne erstattes, og han skriver, at dette er udtryk for en fortsat kærlighed til den døde. Freuds egne erfaringer stemmer altså ikke overens med den teori, han tidligere har fremført, uden at dette dog fører til en revision af teorien.” Noget senere formulerede John Bowlby – grundlæggeren af tilknytningsteorien – en noget anderledes opfattelse af sorgprocessen. “Et af udgangspunkterne for Bowlbys arbejde var hans interesse for følgerne af adskillelse og tab for børn.” (Mortensen, 2003). Bowlby fandt mange ligheder mellem børns og voksnes sorgreaktioner og beskrev, hvorledes børns sorg har forskelligt udtryk på forskellige alderstrin. For
7
Bowlby var tilknytning en nødvendighed for at opleve tab og sorg, og han mente ikke, han kunne iagttage sorgreaktioner hos det helt lille barn, som endnu ikke havde etableret tilknytning til en forældreperson.
Den svenske psykiater og psykoanalytiker Johan Cullberg1 har med sin bog Krise og udvikling haft en væsentlig indflydelse på arbejdet i Danmark omkring tab, kriser og udvikling.
Bowlby beskrev fire former for patologisk sorg: 1. Den uventede sorgs syndrom 2. Forsinket sorg 3. Det ambivalente sorg-syndrom 4. Kronisk sorg.
Udgangspunktet for Cullbergs bog var hans erfaringer med en gruppe mødre, som havde mistet deres barn ved fødslen. Cullberg (2007) beskriver, at han “begyndte at se en slags orden i det, som umiddelbart virkede kaotisk. Jeg så et forløb i flere faser og som i forskellige grader og udformninger gik igen hos næsten alle.” Hans erfaringer med et bredere klientel fik ham til at beskrive forløbene som kriser og at skelne mellem udviklingskriser og traumatiske kriser.2
Bowlby mente, at sorgprocesserne er påvirket af menneskers tilknytningsstil. I tilknytningsteorien (Bowlby, Ainswoth, Main, igen refereret efter Mortensen, 2003) har man beskrevet fire forskellige former for tilknytningsstil: 1. Sikker tilknytning 1. Ængstelig-afvisende tilknytning 2. Ængstelig-modstræbende (ambivalent) tilknytning 3. Ængstelig-desorganiseret/forvirret tilknytning. Den sidste form forbindes med tidlig traumatisering og uforudsigelig forældreadfærd. I følge Bowlby er patologisk sorg forbundet med usikker eller ambivalent tilknytning (Mortensen, 2003). Han mener derudover, at mennesker, som mister personer, de er knyttet til, og som udgør en del af deres “sikre base”, må finde andre mennesker at knytte sig til, som kan udgøre en sikker base i fremtiden. Samtidig har mennesker normalt brug for at bevare et fortsat – omend forandret – bånd til den afdøde. I Danmark har feltet i 1970’erne og 1980’erne været præget af tanker og opfattelser fra en række centrale forfattere.
8
Allerede i det skrift, som gik forud for bogen Krise og udvikling, beskrev Cullberg (2007) “den traumatiske krises forløb i fire naturlige faser. Min erfaring har bestyrket mig i at denne inddeling fungerer godt af såvel praktisk-terapeutiske som pædagogiske årsager: 1. 2. 3. 4.
En indledende chokfase, som går over i en Reaktionsfase, der efterfølges af en Bearbejdningsfase, der fører frem til Nyorienteringen, som indebærer en fuldstændig restituering (genoprettelse).
Disse faser har hver især deres karakteristiske indhold og terapeutiske problemer. De er naturligvis ikke klart adskilt fra hinanden ... disse krisefaser repræsenterer en model som er et 1
Cullbergs bog er oprindeligt udgivet i 1. udgave på dansk i 1975 og er efter mange års mindre revisioner sidste år (2007) kommet i en (tiltrængt) opdateret 5. udgave. 2 Cullberg skelner mellem traumatiske kriser udløst af tab eller andre traumatiske begivenheder – hans forståelse af disse er inspireret af Caplan og af især af den amerikanske psykiater Lindemann, som i 1944 studerede de efterladtes oplevelser og reaktioner efter en voldsom brandkatastrofe i natklubben Coconut Grove – og udviklingskriser udløst af kulturelt set normale udfordringer i menneskelivets forskellige tidsperioder, inspireret af Erik Eriksons psykoanalytiske udviklingsteori. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
redskab til at orientere sig i den aktuelle krises forløb ...”
og et udviklingsprojekt med uddannelse af behandlere inden for den offentlige sektor.
Nogle år senere skrev en gruppe danske socialrådgivere – Hillgaard, Keiser & Ravn (1984)3 – en væsentlig bog om tab og om arbejde med mennesker, der er påvirket af tab. Mange af deres tanker er på linie med Cullbergs, selv om de kritiserede ham for at definere krisebegrebet for bredt. Efter deres opfattelse burde man begrænse brugen af betegnelsen krise til de tilfælde, hvor et menneske reagerer med følelsesoversvømmelse og forvirring og ikke kan mestre hverdagen ud fra sine sædvanlige problemløsningsstrategier. Så vidt jeg kan se, udspringer uenigheden om begrebsbrug af, hvilken teori og forståelsesramme man anvender. Cullberg bruger begrebet krise på en måde, som tilsyneladende har rødder i Eriksons psykoanalytiske teori, hvor både normale udfordringer i udviklingen og traumatiske begivenheder giver anledning til processer, som betegnes som kriser, hvorimod Hillgaard, Keiser og Ravn ud fra enten en mere dagligdags eller psykiatrisk opfattelse reserverer ordet kriser til tilstande, som afviger fra det almindelige og normale. Få år efter udkom Davidsen-Nielsen & Leicks bog om arbejde med tab og sorgprocesser (1. udgave, 1987), og de etablerede en uddannelse i deres arbejdsform. Davidsen-Nielsen & Leick beskrev oprindeligt sig selv som videreførere af Hillgard, Keiser & Ravns arbejde, men indførte dertil andre tanker og overvejelser. Udgangspunktet for deres bog4 var arbejde med sorggrupper på Studenterrådgivningen i København
3
Ud over denne bog har flere af forfatterne bidraget med artikler og kapitler om emnet i andre bøger. 4 Davidsen-Nielsen & Leick foretog en kraftig revision af bogen i 2. udgave (2003), hvor en række nye teorier og erfaringer blev inddraget. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Et centralt emne i Davidsen-Nielsen & Leicks bog er interessen for grådens forløsende betydning i forhold til sorg, hvor de blandt andet trak på inspiration fra den psykoanalytisk funderede amerikanske kropspsykoterapeut Alexander Lowen, som var elev af Wilhelm Reich. De var dog allerede på dette tidspunkt også inspireret af John Bowlbys tilknytningsteori, og selv om de nævner Freuds oprindelige synspunkter, er de klart mere påvirket af Bowlby i deres forståelse af tilknytning og tab. En væsentlig nyskabelse i deres bog er, at de erstatter beskrivelsen af fire faser i sorg og kriseforløb med en model bestående af fire arbejdsopgaver i sorgarbejde. Modellen er inspireret af en amerikansk psykolog William Worden, som i 1983 udgav en bog om rådgivning af sørgende og sorgterapi. Ifølge denne model omfatter sorgarbejde fire opgaver, som ikke nødvendigvis optræder i en bestemt rækkefølge eller ses som afsluttede opgaver, idet
9
perspektiv en svaghed, fordi vi i dag ud fra moderne forskning i psykoterapi må revurdere og nedtone 80’ernes opfattelse af det helbredende ved katharsisk udlevelse af følelser.5 Det må understreges, at arbejde med at forløse gråd kun var ét delelement – og næppe det mest centrale – i deres arbejdsform. Et centralt træk i Davidsens-Nielsen & Leicks arbejdsform er desuden, at de efterladte i slutningen af processen arbejder med at skrive et afskedsbrev til den afdøde – som led i at afrunde relationen og gøre sig parat til at gå videre i livet uden den afdøde.
man kommer tilbage til opgaverne igen og igen på nye niveauer. Opgaverne kaldes: 1. opgave: erkendelse af tabet 2. opgave: sorgens følelser 3. opgave: tilegnelse af nye færdigheder 4. opgave: reinvestering af den følelsesmæssige energi. Det er især i forbindelse med den anden opgave om sorgens følelser, at Davidsen-Nielsen & Leick er optaget af grådens forløsende funktion, samtidig med at de understreger, at også andre følelser som fx vrede kan være opstået og holdt tilbage i forbindelse med sorg. Det er på samme tid en styrke og en svaghed, at forfatterne inddrager følelsesforløsning – en styrke, fordi de giver plads for udtryk af følelser på en tid, hvor dette ikke var bredt accepteret som efterstræbelsesværdigt, og set fra vore dages
10
I forskellige senere artikler redegør DavidsenNielsen & Leick for ny inspiration bag deres arbejde, og i 2004 udkom en stærkt udvidet 2. udgave af deres bog, som dels er næsten dobbelt så stor, dels har fået en ny undertitel. I forhold til første udgave er der her en klar understregning af tilknytningsteoriens betydning, idet de fremhæver, “at sorgarbejde ikke handler om at bryde bånd og glemme de tilknytninger, man har mistet, men at de tab man udsættes for, betyder, at man må forholde sig til sine gamle tilknytninger på en ny måde.” (Davidsen-Nielsen & Leick, 2004). Dermed markeres også en klar uenighed med Freuds tanker, idet det nævnes, at “Man skal f.eks. ikke glemme sit døde barn. ... Man må forandre det bånd, man havde til det levende barn, for at knytte en anden slags bånd til det døde barn ... At adskille sig er med andre ord at finde sig selv i et forandret forhold.” (ibid.) Som noget nyt indfører Davidsen-Nielsen & Leick inspiration fra Yaloms eksistentielle psykoterapi. Yalom beskriver menneskets eksistentielle grundvilkår, som vi er nødt til at for5
En central og vigtig redegørelse for emnet findes i kapitel 11: “Emotioner i psykoterapi” i 2. udgave af Hougaard (2004). Se også senere i denne artikel. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
holde os til eller fortrænge, som bevidstheden om døden, alenehed/forladthed, meningsløshed og frihed/valg. Pointen er, at netop tab udfordrer disse vilkår i os, og at en bearbejdning af tab og sorgprocesser efter deres opfattelse må indebære håndtering af nogle af eller af alle disse eksistentielle grundvilkår. Det er interessant, at så vidt jeg kan se det, er alle ovennævnte tanker, teorier og modeller primært skabt ud fra arbejde med mennesker, der er ramt af kriser (i snæver betydning) i forbindelse med tab. Ingen af modellerne er rent faktisk udviklet som en beskrivelse af, hvorledes mennesker, som ikke overvældes af et tab, i al almindelighed forarbejder og integrerer tab, eller hvordan de gennemlever sorgprocesser. Så måske er det begrænset, hvad modellerne kan udsige om, hvordan de fleste mennesker omgås med og lever videre efter almindelige tab. Inden for de sidste år er der i hvert fald fremkommet tanker, beskrivelser, forskning og teorier/modeller, som sætter emnet i et nyt og anderledes lys. I de næste afsnit vil jeg referere og diskutere nogle af disse – hentet delvis fra arbejde med tab og sorgprocesser og delvis fra andre områder, som giver et supplerende perspektiv på emnet. Børn gennemfører ikke ’sunde’ sorgforløb – det gør voksne heller ikke Andersen & Grønbeck (1999)6 kritiserer Freuds opfattelse af sorgprocessen og mener, at den i hvert fald ikke beskriver processerne hos børn. Det karakteristiske er ikke, at børn afvikler/dekatekserer forholdet til den afdøde forældre og derefter etablerer nye relationer, men at børn i de fleste tilfælde bevarer en anden form for forbindelse med den afdøde: “Børn gennemlever således ikke sorgprocesser, som teo6
Artiklens udgangspunkt er forfatternes speciale om børns sørgen. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
rien foreskriver. For det første gennemgår de oftest ikke en periode med intens interesse for den døde. Tværtimod har børn ofte meget skiftende reaktioner, de kan være helt fortvivlede det ene øjeblik for øjeblikket efter at lege øjensynligt ubekymret. For det andet tyder det på, at børn ej heller oplever en fuldstændig tilbagetrækning af den psykiske energi fra den døde som afslutning på processen. Børn gennemfører med andre ord ikke “sunde” sorgforløb. ... Kan det ikke være teorien, den er gal med?” (Andersen & Grønbeck, 1999). Forfatterne refererer en amerikansk undersøgelse af 125 børn mellem 6 og 17 år, som havde mistet den ene af forældrene. “Undersøgelsen viser, at børnene tilsyneladende har et fortsat forhold til deres døde forælder. ... Undersøgelsen identificerer fem konkrete strategier, som børnene bruger for at opretholde en fortsat forbindelse til deres døde forælder. ... Disse fem strategier, eller aktiviteter, kalder forskerne “konstruktion af afdøde”, og de ser strategierne som et udtryk for barnets fortsatte forhold til den døde forælder. ... Man fandt at børnenes konstruktioner af forælderen kunne inddeles i fire typer af relationer: 1. Forælderen opfattet som et spøgelse. ... 2. Bevarelse af en relation til forælderen gennem minder. ... 3. Fortsat interaktiv relation til afdøde. ... 4. At blive en levende arv.” (ibid.). Til slut konkluderes: “Sorg kan ikke ses som en række stadier, der begynder og ender et sted, og hvorfra “man kommer sig”. Følelsernes intensitet kan blive mindre, men nogen afsluttet proces, synes der ikke at være tale om. Efterhånden som børnene modnes og udvikler en større kapacitet både kognitivt og emotionelt til at forstå døden og tabet, vil de vedvarende bearbejde tabet og komme til nye forståelser af det. Processen beskriver en udviklingsmæssig spiral.” (ibid.).
11
På linie med dette beskriver Poulsen (2004), som arbejder som rådgiver i Kræftens bekæmpelse, at det også for mange voksne ikke giver mening at afvikle/dekateksere forholdet til afdøde slægtninge. Hun hævder, at voksne har samme behov for fortsat tilknytning til afdøde som børn. I artiklen henviser hun til sociologen Tony Walter, som har udtalt, at “Sorgprocessen består bl.a. i, at vi danner en historie om den afdøde og får sat vedkommende på plads i vort fremtidige liv ... Det sker mest af alt, når folk taler sammen og tænker på de døde. Tidligere ofrede psykologiske teorier ikke den proces meget opmærksomhed, fordi man fokuserede på, hvad mennesker følte” (citeret efter Poulsen, 2004). Hun henviser også til, at grundlæggeren af narrativ terapi Michael White har været inde på tilsvarende overvejelser. Poulsen (2004) nævner, at alle centrale teorier indeholder forståelse af to hovedtemaer i forståelsen af sorg og sorgprocesser. Freud taler om afknytning fra den døde – dekateksering, men også om fortsat tilknytning til den døde, fx ved identifikation. Bowlby taler om, at det at sørge fører til afknytning, men også at den sørgende har brug for fortsatte bånd til afdøde. Worden, som har været inspirationskilde for Davidsen-Nielsen & Leick, havde i første omgang hovedvægten på afknytning gennem de fire opgaver, men har senere også tilsluttet sig betydningen af den fortsatte tilknytning. Efter refleksioner over anvendeligheden af Yaloms eksistentielle tænkning afrunder Poulsen sin artikel med konkrete praktiske erfaringer med en ændret tilgang til sorgarbejde. “Vi har således ladet den traditionelle sorggruppe med fokus på følelsesforløsning og afknytning afløse af møder for efterladte med plads til fortælling og erindring. En sådan forståelse betyder en anden tænkning i forhold til behand-
12
lingsmetoder. Farvel til fasetænkning og “løsning af sorgens opgaver”. Og god dag til større inddragelse af netværk med henblik på støtte til fortællinger om afdøde.” (ibid.) Problemfokuseret og emotionel coping Inden for sundhedspsykologien har man anvendt forskellige teorier til at forstå menneskers forholden sig til (evt. livstruende) sygdom (Agger, 2004). Man har forsøgt at forstå problematisk adfærd ud fra den psykoanalytiske model, som forstod denne adfærd som forårsaget af ubevidste forsvarsmekanismer, som havde til formål at fjerne angst. En helt anden forklaringsmodel er udviklet af Richard Lazarus inden for den kognitive adfærdspsykologi, hvor man benytter begrebet coping som centralt begreb i forbindelse med håndtering af stress. Man skelner inden for denne forståelsesramme mellem copingstrategier, som fokuserer på henholdsvis problemer og følelser. Problemfokuseret coping har til formål at løse de stressskabende problemer og udvide individets handlemuligheder. Emotionsfokuseret coping har til formål at bemestre ens egne følelser under en stresssituation. “Patienter, der bruger problemfokuseret coping, vil forsøge at ændre på sygdomssituationen ... Mænd bruger overvejende denne strategi. ... Emotionsfokuseret coping retter sig mod at ændre på de følelser, patienten oplever i situationen, så hun derved bliver bedre til at acceptere den, f.eks. ved at italesætte tilstanden og udleve de følelser, der sættes i gang.” (Agger, 2004). Emotionsfokuseret coping er for mig at se en strategi, som oftere bruges af kvinder. Dette er dog ikke entydigt kønsspecifikt, idet begge køn kan anvende begge typer af strategier, og moderne forskning inden for coping synes at indikere, at anvendelse af coping-stil ofte er situationsspecifik, snarere end den er personlighedsbunden. (ibid.) Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Måske er det sådan, at det afgørende for, hvilken af strategiformerne man anvender, har at gøre med oplevelsen af handlemuligheder eller afmagt, således at forstå at problemfokuseret coping hører sammen med at opleve muligheder for at handle og forandre situationen, mens emotionsfokuseret coping ofte hører sammen med at opleve kraftige følelsesreaktioner, som delvis skyldes oplevet afmagt over for at kunne forandre situationen. I forbindelse med sorgprocesser har man traditionelt beskæftiget sig med, at forsvarsmekanismer kan være involveret i blokering af hensigtsmæssigt sorgarbejde. En sådan forståelse, som jo bygger på eksistensen af for klienten principielt set ubevidste mekanismer og adfærd, giver ikke nødvendigvis noget godt udgangspunkt for klientens egen forståelse af hans/hendes adfærd – og overlader arbejdet med vanskeligheder i processen til en behandlers interventioner. I modsætning hertil giver det også for klienter mening at se, at der findes forskellige coping-strategier til at mestre stress, og at en kombination af strategierne nok er mest hensigtsmæssig for mange mennesker, selv om der givet er individuelle forskelle på, hvilke strategier man lettest kan anvende. I vores kultur ser det for mig ud til, at mange mænd umiddelbart lettest forholder sig problemfokuseret i forhold til sorg og i mindre grad forholder sig til sorgens følelser, og det omvendte gør sig gældende for mange kvinder. Hvis dette er korrekt, vil det være relevant at overveje, om det kunne være hensigtsmæssigt at have forskelligt fokus i sorgarbejde for henholdsvis mænd og kvinder. Man kunne fx overveje, om netop fokus på emotioner og udtryk af disse, således som vi finder det i DavidsenNielsen & Leicks arbejde, favoriserer en kvindelig strategi i forhold til emotionsfokuseret coping, som måske er mindre relevant for mænd – eller måske netop er meget relevant for Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
netop de mænd, som primært anvender problemfokuseret coping. Man kunne på samme vis overveje, hvorledes balancen mellem fokus på emotionsfokuseret og problemfokuseret coping burde være i forhold til de kvinder, som er meget følelsesfulde i deres respons på tab. Og endelig, at hvert menneske måske har sine egne stærke og svage sider i dette, som der uafhængigt af kønnet skal tages højde for.
13
Gråd og andre emotioner i sorgarbejde – forløsning og/eller sympatisk/parasympatisk aktivering/deaktivering Siden (og reelt også før) Freud grundlagde psykoanalysen, har der været diskussion omkring følelser, emotioner og psykoterapi. Freuds første behandlingsform med vægt på (emotionel) katharsis forlod han senere, og den senere hovedstrøm inden for psykodynamisk tænkning har haft fokus på forståelse og indsigt frem for følelsesmæssige udtryk og forløsning. I den kropspsykoterapeutiske tradition fra Wilhelm Reich fastholdt man imidlertid vigtigheden af følelsesmæssige udtryk, og her betragtes kropslige spændinger som et modstykke til forsvarsmekanismer, som har det formål at holde følelsesudtryk tilbage. Selv om Alexander Lowen i Bioenergetisk Analyse lægger vægt på kropsarbejde med det formål at frigøre “tilbageholdte” følelsesudtryk, understreger han, at reel heling og helbredelse af psykiske vanskeligheder må indebære analyse og indsigt i de mønstre, mennesker har, og derpå følgende forandring af disse. Så arbejde med at udtrykke følelser har her en funktion – som et element i en mere omfattende bearbejdning. Gestaltterapiens grundlægger Fritz Perls, som blandt meget andet også var påvirket af Wilhelm Reich, opfattede følelser som et mellemstadium mellem tanke og handling og betragtede dem som et resultat af, at en handling ikke var aktiveret og fuldført. I moderne teorier om følelser lægger mange vægt på at forstå følelser som en form for motiverende tilstande, som er karakteristisk for højere pattedyr (især mennesker), som kan lokaliseres til det limbiske system, og som indgår som element i baggrunden for vores adfærd i forhold til andre gruppemedlemmer. Forskning – bl.a. Ekman og Izard – har beskrevet en række grundfølelser, som er fælles for mennesker på tværs af kulturer, og som aflæses
14
på samme måde i alle kulturer. Psykologen Plutschik, som gennem de sidste 50 år har forsket og teoretiseret inden for emotionsområdet, har formuleret en emotionsmodel, som rummer otte grundfølelser. “Han arbejder ud fra et evolutionshistorisk standpunkt med inddragelse af klinisk-terapeutisk materiale” (Sørensen, 2006), og har “med sin bog fra 1980 udført et omfattende arbejde for at kortlægge, hvilke handletendenser der er indbygget i emotioner” (ibid.) Vi kommer således ikke uden om at overveje, hvilken funktion følelser har i menneskets liv – og set i forhold til emnet sorg hvad dette indebærer for sorgarbejde. I forhold til ovennævnte viden bliver det ikke indlysende, at netop udtryk af følelser skulle være en uomgængelig, nødvendig og central del af psykoterapeutisk bearbejdning for alle mennesker, idet det ydermere er klart, at nogle mennesker kan have og rumme endog meget kraftige følelser uden nødvendigvis at have behov for at udtrykke dem, hvorimod andre har svært ved overhovedet at mærke og navngive følelser, og andre igen har svært ved at rumme følelsestilstande og reagerer emotionelt dramatisk og impulsivt.7 Hougaard (2004) har foretaget en omfattende gennemgang af emnet “Emotioner i psykoterapi”. Han gennemgår forskellige opfattelser af emotionernes rolle i psykoterapi og forskningsresultater omkring dette. Nogle af de vigtige perspektiver er i denne forbindelse, at den gamle forestilling om katharsis som helbredende i sig selv ikke er holdbar – at udleve følelser er ikke entydigt en hjælp.
7
Sørensen (2006) forbinder dette med forståelse af den tidlige jegudvikling og udviklingen af empati og mener, at svagheder i denne udvikling rejser særlig temaer og begrænsninger i forhold til arbejde med traumatiserede flygtninge, som er hans særlige fokus. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Inden for den humanistiske psykologi/terapi8 mener man, at det at udtrykke følelser har nogle “nonspecifikke virkninger”, måske som følge af fuldbyrdelse af emotionelle handlesekvenser. Hougaards (2004) vurdering ud fra en eksisterende forskning om psykoterapi er, at det at udtrykke følelser/emotionelle reaktioner nogle gange er godt, andre gange er der behov for at dæmpe følelsesreaktioner. At udtrykke følelser kan have en funktion for fx overkontrollerede klienter, hvorimod det kan have negative følger for emotionelt underkontrollerede klienter (klienter med dårlig impulskontrol gav udtryk for, at de følte sig bedre efter udlevelse/udtryk af emotioner, men samtidig, at det øgede deres “acting out” adfærd).
Nielsen gennemgår i en artikel forskning, som har forsøgt at undersøge virkningen af gråd på balancen mellem det sympatiske og para-
I forhold til arbejde med tab og sorgprocesser indicerer dette, at stimulation af følelsesudtryk – først og fremmest gråd – kan have en positiv funktion i forhold til overkontrollerede mennesker og absolut må frarådes over for impulsstyrede og emotionelt underkontrollerede klienter. Det er vel også primært de første, som fx Davidsen-Nielsen & Leick på et passende tidspunkt evt. stimulerer til gråd. De andre har alt for let ved det i forvejen, og støtte til deres proces vil helt naturligt være anderledes. Over for dette står overvejelser om, hvorvidt gråd har en særlig funktion for mennesker. Jeg har hørt, at gråd – tårer udgydt i forbindelse med sorg – har et andet fysiologisk indhold end tårer, som primært har til formål at fugte eller rense øjnene for forurening, og at dette indebærer, at tårer rent biokemisk har en særlig funktion.9
8
Efter min opfattelse retninger, som er præget af (inspiration fra) Carl Rogers, Eugene Gendlin og/eller Fritz Perls. 9 Beklageligvis har jeg ikke nogen præcise referencer til dette. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
sympatiske nervesystem. Forskerne havde den hypotese, at “gråd måske aktiverer det parasympatiske nervesystem, således at dette ville dæmpe den indre følelsesmæssige uro og pine ved modgang i livet. Man har ellers tidligere ment, at gråd mest havde en “ydre” funktion ved at kalde andre mennesker til hjælp i nødens stund.” (Nielsen, 2003). Sidstnævnte opfattelse blev allerede formuleret af Darwin, som mente,
15
følelser var centrale i samspil mellem mennesker. Efter at have fundet et mål for parasympatisk aktivitet viste forskerne to forskellige film: en med en lille dreng, som sørgede heftigt over sin fars død, og som var beregnet til at fremkalde sorg og måske gråd hos tilskuerne, og en anden, der viste landskaber. Filmene blev vist for to grupper af kvinder: en gruppe med “almindeligt” humør og en gruppe af kvinder med middelsvær depression. “Det viste sig, at teorien holdt glimrende stik, men kun for de ikke-deprimerede kvinder.” (ibid.) Hos de af kvinderne, som reagerede med tårer i øjnene under filmfremvisningen, fandt man forøget parasympatisk aktivitet. “Så i denne gruppe af kvinder kunne man altså finde klar støtte til teorien om, at gråden lindrer følelsesmæssig pine ved at aktivere det parasympatiske nervesystem, der herefter dæmper det sympatiske nervesystem og dermed den følelsesmæssige ophidselse og pine.” (ibid.) Derimod var dette ikke tilfældet for de deprimerede kvinder, som reagerede med gråd under filmforevisningen, hvilket efter Nielsens opfattelse bekræfter kliniske erfaringer omkring depression. Disse resultater indicerer, at gråd sandsynligvis har en særlig fysiologisk funktion i forhold til tab og sorgprocesser, selv om man generelt må konstatere, at der ikke i bred almindelighed er forskningsmæssig bekræftelse på, at udtryk eller udleven af følelser har en psykoterapeutisk effekt i sig selv. Nyere forståelse og behandling af sorgforløb I løbet af de seneste år er der kommet ny viden og nye modeller for forståelse og behandling af tab og sorg. O’Connor & Elklit (2004) refererer de nye tanker og perspektiver på sorg fra et
16
symposium med Margaret og Wolfgang Stroebe, som er blandt de førende sorgforskere. De vigtigste perspektiver er også for mig at se tanker om risikofaktorer, en ny to-sporsmodel for sorgmestring, som Margaret Stroebe og Henk Schut har udviklet, overvejelser omkring tilknytningsstilens betydning for tabsreaktioner og overvejelser om evt. professionelle interventioner i forhold til mennesker udsat for tab og sorg. Nyt er forskningsresultater, som indicerer, at oplevet social støtte ikke virker som en hjælp mod at udvikle voldsomme tabsreaktioner, omend oplevelse af begrænset social støtte har en negativ indflydelse. M. og W. Stroebe skelner mellem begreberne emotionel ensomhed og social ensomhed.10 Hvis der er tale om primært emotionel ensomhed i sorgen, vil social støtte ikke kunne afhjælpe ensomheden, som det vil være tilfældet ved social ensomhed. Nyere undersøgelser tyder desuden på, at det at tale om tabet ikke fører til mindsket stress. Det vil derfor være vigtigt at forske i, hvem der har psykologisk udbytte af at tale om tabet, og hvem der bliver mere psykisk belastet af denne åbenhed. To-sporsmodellen bygger på resultater fra 25 års forskning. Modellen beskriver sorgprocessen som en dobbelt proces eller en tosporet vej gennem sorgen. “De to spor består af en tabsorienteret del, hvor tabet søges integreret i personens selvopfattelse, og en genindførende proces, som er rettet mod udvikling i den nye verden uden den afdøde”. (O’Conner & Elklit, 2004).
10
Emotionel ensomhed beskrives som “en fornemmelse af total ensomhed og isolation, lige meget om andre mennesker er tilgængelige”... Social ensomhed beskrives som “at føle, at der ikke er nogen at regne med til at støtte én, fravær af et engageret socialt netværk, manglende fornemmelse af socialt tilhørsforhold.” (O’Connor & Elklit, 2004) Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
TO-SPORSMODELLEN – EFTER STROEBE & SCHUT DET TABSORIENTEREDE SPOR Den efterladte arbejder med at acceptere tabets endelighed, at være i tabets smerte, at tilpasse sig livet uden den afdøde og at ændre opfattelsen af forholdet til den afdøde. Forståelse af dette bygger på Bowlby og Worden. Dette spor er utilstrækkeligt til at forklare de komplicerede processer i et sorgforløb.
Fremtrædende symptomer på en forstyrrelse af tabssporet er undgåelse blandt andet af de forandringer, genindførelsesprocesserne medfører, og intensiv genoplevelse eller vedvarende overvældelse af sorg.
DET GENOPBYGNINGSORIENTEREDE SPOR Den efterladte genindføres og genetableres i den forandrede verden, som tabet har resulteret i. Arbejdet består i at forholde sig til og gøre nye ting, at finde nye roller, ny identitet, at indgå i nye mellemmenneskelige forhold og at lade sig aflede fra sorgen. Funktionen af denne del af sorgprocessen er bl.a. at kunne holde fri fra sorgarbejdet. Fremtrædende symptomer på en forstyrrelse af genindførelses-sporet er benægtelse og undgåelse af sorgen.
Ovenstående er et sammendrag, baseret på O'Connor & Elklit (2004).
"Det centrale i to-sporsmodellen er den vekselvirkning eller oscillation, der foregår mellem de to sideløbende spor. I sorgforløbet vil man se svingninger mellem de to spor, således at den efterladte enten er i gang med sorgarbejdet i det tabsorienterede spor eller forholder sig til sin nye verden uden den afdøde i det genindførende spor. I det tabsorienterede spor undgår man at forholde sig til det arbejde, der foregår i det genindførende spor, og i det genindførende spor undgår man at forholde sig til tabsrelateret materiale (Stroebe & Schut, 1999)." (ibid.) "Umiddelbart efter dødsfaldet er de fleste mest i det første spor, mens den ukomplicerede sorgPsykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
proces indebærer, at man gradvist i højere og højere grad befinder sig i det andet. Samtidig er der stor variation fra person til person, og forskningen tyder på, at mænd i højere grad er i genopbygningssporet, mens kvinderne er mere i tabssporet". (Bache & Engelbrekt, 2008) Der er ud over dette gennem ægteparrets forskning kommet mere fokus på tilknytningsstilens betydning for tabsreaktionen. “I forhold til tab af nærtstående har man ikke overraskende fundet, at sikkert tilknyttede generelt har færre psykiske og fysiske symptomer end usikkert tilknyttede. Ved de forskellige former for usikkert tilknyttede har man fundet forskellige reaktionsmønstre på tab af nærtstående. Dette
17
har sandsynligvis konsekvenser for, hvilke psykologiske behandlingsmetoder der ... er mest hensigtsmæssige til personer med forskellige slags tilknytningstyper.” (ibid.)11 I forhold til psykologisk behandling tager M. og W. Stroebe udgangspunkt i teorien om coping-strategier.12 Deres resultater peger på at “... de usikkert-dependente generelt har veludviklede emotionelle mestringsstrategier, hvilket giver sig til udtryk i en overvejende emotionel forholden sig til tabet. De har derfor behov for støtte til udvikling af mere problemløsningsorienterede mestringsstrategier, således at de får redskaber til at forholde sig til deres ændrede virkelighed. Det omvendte gør sig gældende for de usikkertdistancerende, som har gode problemløsningsorienterede copingstrategier, men behov for støtte til udvikling af mere emotionelle strate11
”Ofte ser man usikkert-dependent (klyngende) tilknyttede være meget optaget af tabet med alle dets aspekter. ... Den sorgreaktion, man ser her, sammenlignes med det fænomen, der ... er benævnt som “kronisk sorg”. Efterladte med en usikker-afvisende tilknytningsstil er derimod efter tabet ofte meget orienterede mod fremtiden ... samtidig med at de undgår at forholde sig til tabet og den betydning, afdøde havde for dem. Denne sorgreaktion kan sammenlignes med det fænomen, som ... beskrives som “undgået sorg”. Efterladte med en usikker-ængstelig (ambivalent) tilknytningsstil reagerer ofte på tab af nærtstående med skiftevis at være voldsomt optaget af tabet og alle tabets betydninger og at undgå alt, der relaterer til tabet, uden at der tilsyneladende er nogen bedring ... i den psykiske tilstand. Denne reaktion kan sammenlignes med det beskrevne reaktionsmønster ved PTSD.” (O’Connor & Elklit, 2004) Det refereres ligeledes, at ægteparret Stroebe i forhold til to-sporsmodellen foreslog, at de usikkert-dependent tilknyttede overvejende befinder sig i det tabsorienterede spor, hvorimod de usikkert-distancerende tilknyttede befinder sig mest i genindførelsessporet og har brug for at forholde sig til tabsrelaterede følelser. 12 På dansk bruges ofte oversættelsen mestringsstrategier – dog forstået således, at en mestringsstrategi både kan have en positiv og en negativ funktion. I denne artikel bruges begreberne copingstrategier og mestringsstrategier synonymt.
18
gier, således at de får redskaber, der gør dem i stand til at gå ind i sorgens følelser. I forhold til de usikkert-ængsteligt tilknyttede, der oftere har problemer i form af PTSD, foreslår M. og W. Stroebe en bearbejdning af traumet med behandlingsmetoder som dem, der anvendes ved PTSD. De mener, at den traumatiske reaktion vil stå i vejen for normale sorgprocesser, og at man derfor må behandle denne, før man giver sig i kast med at arbejde med sorgen.” (ibid.) I forlængelse af dette diskuterer Bache & Engelbrekt (2008) anvendelse af disse erfaringer med afsæt i en temadag med Margaret Stroebe og Henk Schut og deres eget arbejde inden for Rådgivnings- og Videncentret “Unge & Sorg”. De tilslutter sig ud fra erfaringer med unge to-sporsmodellens anvendelighed, og beskriver illustrativt, hvorledes "... den unge befinder sig i genopbygnings-sporet. ... Men pludselig ryger de over i tabssporet, når vennerne taler om eller er sammen med deres forældre, når de vågner efter en drøm, hvor far/mor er lyslevende, når de oplever ting, de plejede at dele med forældrene, eller når den efterladte forælder finder en ny kæreste. ... Også hos os viser kønsforskellene sig. Dels er der langt flere kvinder, der henvender sig. Dels er de unge mænd mere handleorienterede, hvilket betyder, at vi i vores metoder i højere grad end tidligere må have fokus på genopbygningssporet". (Bache & Engelbrekt, 2008) Erfaringerne fra arbejde med unge og sorg bekræfter, at det for mange unge er vigtigt at videreføre en form for bånd til den afdøde, jvf. tidligere beskrivelse. De gør også op med opfattelsen fra tidligere sorgteorier af, at den efterladte skulle tage afsked med og fx sige farvel i form af et afskedsbrev til den døde. For nogle unge – især de ældre – kan det være relevant, for andre er det absolut ikke hensigtsPsykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
mæssigt. Det gælder i sær de yngre, som fortsat har brug for at bevare et bånd til forældrene. (ibid.) Bache & Engelbrekt (2008) refererer Margaret Stroebe for at have sagt om varigheden af sorgprocessen, at der ikke er noget enkelt svar på dette, men at der mindst går et år med alle mærkedagene og som oftest længere tid. Stroebe og Shut har gennem mange års forskning forsøgt at afdække effekten af intervention. "I deres review-artikel fra 2007 opsummerer de konklusionen således: "Professionel psykologisk intervention er generelt hverken berettiget eller effektiv for ukompliceret sorg" ... Eller som Shut formulerede det på temadagen: "Intervention synes kun at være hjælpsom når den efterspørges, når der er risikofaktorer til stede, eller når sorgen er kompliceret". (Bache og Engelbrekt, 2008) Dette har ført til, at man efter visitation inden for Unge & Sorg "har terapigrupper af forskellig karakter, afhængig af alder og problemstilling, fx varighed siden forælderens død, kompliceret sorg, dobbelt forældretab, langvarigt belastende sygdomsforløb forud for dødsfald, komplicerede relationer til afdøde eller den efterladte forælder, alkoholmisbrug hos den døde forælder. Nogle grupper løber over et bestemt antal gange, andre er fortløbende og optager nye deltagere, når andre går ud." (ibid.) Paralleller til traumeteori og dissociationsteori Det er muligvis mere end et tilfælde, at der er klare paralleller mellem to-sporsmodellen og de tanker om dissociation, som er formuleret af de ligeledes hollandske forskere og psykoterapeuter Nijenhuis, van der Hart & Steele (2006), som har en gennemgang af begrebet dissociering og en teoretisk forståelse af dette, som ligger til grund for det følgende. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
“Janet og hans samtidige ... postulerede, at dissociation er en “organiseret opdeling” af personligheden (Janet 1889). Opdelingen medfører utilstrækkelig integration blandt to eller flere systemer af idéer og funktioner, som konstituerer personligheden. Disse systemer eksisterer ikke i et vakuum, men udgør en del af selvet uanset hvilket udviklingsstadium vi taler om (van der Hart & Dorahy, in press)” (Nijenhuis m.fl., 2006). “Myers (1940) ... foreslog, at traumerelateret dissociation indebærer en opdeling i 2 hoveddele, det vil sige en “tilsyneladende normal” personlighed (ANP) og en “emotionel” personlighed (EP). Dette tidligere forsøg på strukturel klassifikation har vi valgt at bygge videre på, selv om vi vil modificere og nuancere terminologien.” (ibid.)13 13
Som Nijenhuis m.fl. (2006) finder jeg betegnelsen “emotionel” personlighed (EP) forvirrende og uhensigtsmæssig, da den indicerer, at det kun er i den emotionelle
19
Nijenhuis m.fl. refererer overvejelser omkring menneskets “udviklingsmæssigt tilpassede følelsesmæssige operative systemer (Panksepp, 1978), også kaldet funktionssystemer eller handlingssystemer ... Mennesket er udstyret med en række medfødte handlingssystemer, som udvikles over tid og modnes af erfaringer, mens de lægger grundlaget for vore tanker og handlinger. Disse systemer har vi fælles med mange andre skabninger ... “ (ibid.) “... personlighed består i afgørende grad af 2 hovedgrupper af evolutionsmæssigt udviklede, men modningstilpassede handlesystemer. Det drejer sig om henholdsvis de systemer, som nærmer sig belønning i form af sociale og materielle ressourcer, og de systemer, som søger at fjerne sig fra det, som opfattes som et ubehag eller en trussel ... Yderligere forekommer aktiv, fysisk tilbagetrækning fra både reelle og tilsyneladende truende situationer, så vel som passivt, fysisk forsvar i form af total underkastelse, en tilstand som er præget af mental flugt og undgåelse. Teorien om strukturel dissociation vil indebære, at dissociative delpersonligheder i deres essens er medieret af (sammensætninger af) disse to grundlæggende grupper af handlings-systemer.” (ibid.)
lingssystemerne for forsvar mod trusler mod kroppens integritet/trussel mod livet. De medfødte handlingsmønstre som er knyttet til disse to sæt af handlingssystemer vil sædvanligvis hæmme hinanden gensidigt. Dette sker, når de bliver udløst i stærk grad, og de er derfor ikke lette at integrere under alvorlig trussel, og særlig kronisk trussel ...
“Den grundlæggende og primære form for traumerelateret strukturel dissociering af personligheden er en mangel på integration mellem de dele af personligheden, som styrer handlesystemerne for at fungere i dagligdagen, og hand-
Både EP og ANP er specifikt forskellige fra den prætraumatiske personlighed. EP forbliver i fikserede handlingsmønstre (forsvar, tilbagetrækning, tilknytningsadfærd) og i begrænset opmærksomhed over for et lille antal cues (trussel, hvile, omsorgsbehov). Opmærksomheden hos EP bliver dermed primært fokuseret på traumet, (gen)oplevet som en igangværende begivenhed. ANP udvikler et fobisk forhold til traumatiske minder og undgår EP, som bærer disse minder, samtidig med at opmærksomheden er indsnævret til temaer, som vedrører dagligdags fungeren ...” (ibid.) “Undgåelse af EP og dette systems traumatiske minder kan være hensigtsmæssig i situationer, hvor udforskningen af disse minder vil kunne forstyrre igangværende ANP-funktioner i dagligdagen.” (ibid.)
personlighed, der findes emotioner. I mit referat må jeg imidlertid anvende den, da forfatterne trods modvilje mod betegnelsen har valgt fortsat at anvende den.
Primær strukturel dissociation “består af én ANP som distancerer sig fra traumet og udvikler delvis eller komplet amnesi for traumet,
Med dette udgangspunkt gennemgår Nijenhuis m.fl. (2006) deres tanker og teori om primær, sekundær og tertiær dissociation. I denne sammenhæng er det primært beskrivelserne af primær dissociation, der er interessante.
20
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
gerne med følelsesløshed over for enkelte sanseindtryk. Samtidig vil der være én EP (sædvanligvis ganske begrænset i omfang), associeret med hyperamnesi og genoplevelse af traumet.” (ibid.) Strukturel dissociation af ANP sker ikke kun som et direkte resultat af traumatiseringen. Splittelsen kan opstå på et senere tidspunkt, når visse aspekter ved dagligdagen, som ikke er til at undgå, minder om tidligere traumer og udvikler sig til betingede stimuli, som i næste omgang kan reaktivere traumeminder. Der kan så opstå et behov for at holde visse normalfunktioner adskilt fra hinanden. Det interessante ved denne beskrivelse er den tydelige parallel til den forståelse af sorgprocessen, som to-sporsmodellen giver. Selv om normale tab og sorgprocesser ikke resulterer i dissociation, kan man genkende samme type af vekslen mellem to forskellige handlesystemer, som Panksepp og Nijenhuis m.fl. beskriver det. Dette er des mere forståeligt, som Bowlby beskriver tilknytning som en basal menneskelig nødvendighed for overlevelse, og at et tab af en tilknyttet person derfor logisk set må opfattes som en trussel mod overlevelse. For mig er det en plausibel hypotese, at den måde at mestre virkeligheden på, som her beskrives, er karakteristisk for menneskers adfærd i mange typer af situationer, hvor vi opererer i forhold til bestemte mål og må holde distraherende oplevelser væk fra bevidstheden. Den er karakteristisk i mange dagligdags situationer – tænk på eksamensforberedelse/eksamen eller situationer, hvor dit barn eller arbejde kræver din fulde opmærksomhed – og altså i skærpet form i forhold til tab og sorgprocesser og mest låst i forhold til traumerelateret dissociation. Denne tankegang implicerer yderligere, at det er en normal og sund reaktion i sorgprocesser at veksle mellem fortsat handlen i livet og at Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
bearbejde sorgreaktioner, og at dette må være en nødvendig viden og baggrund for at beskæftige sig med såvel normale som komplicerede sorgreaktioner. Dette er yderligere et argument for, at det vil være vigtigt at se tosporsmodellen som den grundlæggende model for forståelse af sorgprocesser, som man kan supplere med andre modeller – som Wordens, Davidsen-Nielsen & Leicks og Cullbergs – som ramme for at forstå, hvorledes delprocesser i bearbejdningen kan foregå. Perspektiver og konklusion Det må konkluderes, at menneskers reaktioner på tab og sorgprocesser ikke er en enkel og entydig ting. For mig at se, er to-sporsmodellen indtil nu den bedste model og ramme til at beskrive processerne efter tab og sorgarbejde – både under normale omstændigheder og i forhold til mennesker, som har brug for professionel hjælp. Sorgarbejde indebærer balance mellem to spor, hvor det ene handler om sorg over tabet og det andet om, at livet går videre og er i fortsat udvikling. Det er vigtigt at fastholde, at ukomplicerede sorgprocesser ikke kræver professionel hjælp, og at det samtidig kan være relevant i en række forskellige og mere komplicerede tilfælde. Det er meningsfuldt at forstå (arbejde med) sorgprocesser ud fra overvejelser om problemfokuseret og emotionsfokuseret coping. Mange mænd og kvinder har delvis forskellig vægtning af bearbejdningsstrategier, uden at det kan afgøres, om det er kulturelt eller biologisk determineret, og måske er det ved nærmere eftersyn i virkeligheden mere individspecifikt og problemspecifikt end kønsspecifikt. Det er vigtigt at overveje betydningen af tilknytningsstil, og hvorledes forskellig tilknyt-
21
ningsstil giver forskellige udfordringer i forhold til tab og bearbejdning forstået ud fra tosporsmodellen og de forskellige former for copingstrategier. Det er vigtigt i forbindelse med den emotionelle bearbejdning at se kvaliteten ved at stimulere forløsende gråd for nogle mennesker, samtidig med at det ikke er særlig relevant for andre. Forskning om depressives manglende forløsning ved gråd antyder, at grådens mulige forløsende effekt afhænger af menneskers balance mellem sympatisk og parasympatisk innervation, og vi ved, at den kan være meget forskellig hos forskellige mennesker og i forskellige tilstande. Det er vigtigt at have øje for, at bearbejdning af tab indebærer en ændring af båndet til den afdøde – og ikke nødvendigvis et farvel – og at det derfor kan være relevant for nogle og direkte kontraindiceret for andre at arbejde med at skrive et afskedsbrev.
Davidsen-Nielsen, Marianne & Leick, Nini (1987): Den nødvendige smerte - om sorg, sorgterapi og kriseintervention. København: Socialpædagogisk Bibliotek. Davidsen-Nielsen, Marianne & Leick, Nini (2001): Den nødvendige smerte. Om tab, sorg og adskillelsesangst. 2. udgave. København: Socialpædagogisk Bibliotek. Elsass, Peter (1993): Sundhedspsykologi. København: Gyldendal. Hillgaard, Lis, Keiser, Lis & Ravn, Lise (1984): Sorg og krise. København: Socialpædagogisk Bibliotek. Hougaard, Esben (2004): Psykoterapi. Teori og forskning. 2. udgave. København: Dansk Psykologisk Forlag. Mortensen, Karen Vibeke (2003): Fra neuroser til relationsforstyrrelser. København: Gyldendal. Nielsen, Thomas (2003): Det hjælper at græde - men ikke for alle. S. 22-23 i Psykolog Nyt nr. 15, 57. årgang, 2003. Nijenhuis, Ellert R.S., van der Hart, Onno & Steele, Kathy (2006): Traumerelatert strukturell dissosiasjon av personligheten. S. 73-88 i Anstorp, Trine, Benum, Kirsten & Jacobsen, Marianne (red.) (2006): Dissosiasjon og relasjontraumer. Oslo: Universitetsforlaget. O’Connor, Maja & Elklit, Ask (2004): Forståelse og behandling af sorgforløb. S. 3-8 i Psykolog Nyt nr. 22, 58. årgang, 2004. Poulsen, Rita (2004): Sorgens ansigter. S. 18-23 i Psykolog Nyt nr. 2, 58. årgang, 2004. Sørensen, Jens Hardy (red.) (2006): Affektregulering i udvikling og psykoterapi. København: Hans Reitzels Forlag.
Det helt centrale er, at det er vigtigt, at man ikke låser sig fast på, at én bestemt bearbejdningsform er den korrekte, og at være åben for, hvad der tjener det enkelte menneske (og evt. den enkelte klient) bedst. Litteratur Agger, Niels Peter (2004): Forsvarsmekanismer og coping. Kapitel 16, s. 121-128 i Friis-Hasché & Elsass & Nielsen (red.): Klinisk sundhedspsykologi. København: Munksgaard. Andersen, Birgitte & Grønbeck, Christina (1999): Det efterladte barn. S. 3-7 i Psykolog Nyt nr. 5, 53. årgang, 1999. Bache, Marianne & Engelbrekt, Preben (2008): Sorgteorier omsat til praksis. S. 3-9 i Psykolog Nyt nr. 12, 62. årgang, 2008. Cullberg, Johan (1975): Krise og udvikling. København: Hans Reitzels Forlag. Cullberg, Johan (2007): Krise og udvikling. 5. reviderede udgave. København: Hans Reitzels Forlag.
22
Steen Jørgensen er cand. psych., specialist i psykoterapi og supervision. Uddannet afspændingspædagog, videreuddannet inden for Bioenergetisk Analyse samt medskaber af Bodynamic Analyse. I dag underviser i psykologi på professionsbacheloruddannelsen til afspændingspædagog og medunderviser på Bodynamic Brantbjerg/Moaiku's efteruddannelse i traumeterapi. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Nogle har talentet
I VUGGEGAVE OM NÆRVÆRETS KRAFT OG DEN LÆGENDE RELATION AF MARIANNE DAVIDSEN-NIELSEN Det er en rigtig god idé, at medlemmerne af Psykoterapeut Foreningen ind imellem opfordres til at bidrage med indlæg til temanumre. Vi har hidtil haft temaer om misbrug og parforhold, og denne gang er opfordringen at skrive bidrag om at arbejde med tab og traumatiske tilstande – det vi i gamle dage kaldte for sorg og krise.
Andet steds i dette nummer har jeg anmeldt Yaloms nye bog om eksistentiel opvågnen, hvor temaet er, at man må fraråde enhver at se direkte på solen, men at man bør kunne tage døden øjesyn uden at blinke. Inspireret af dette udsagn er det her mit ærinde dels at minde om, hvorfor det er specielt vigtigt, at behandlere ikke blinker, når de tager ’døden i øjesyn’, dels at beskrive, hvorfor og hvordan denne evne hænger sammen med at skabe en lægende relation til mennesker, som er traumatisk ramt, og endelig at gøre rede for, at nogle har talentet i vuggegave, at andre ikke magter til denne form for nærvær, og at andre igen med sved i hænderne og hjertebanken kan lære at skabe et lægende rum via livets ’private træningslejre’, via uddannelse og supervision. Det er et af de uddannelsesområder, hvor det er vigtigt ikke at forveksle begreberne undervisning og læring. Det er også mit ærinde at minde om, at det er ret ukompliceret at tale om døden, at tale om det tabubelagte i generelle vendinger, men i praksis er det, som Yalom mener med at tage døden i øjesyn, noget ganske andet. Det er Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
vigtigt med selverkendelsen, når man arbejder professionelt med mennesker, der er traumatisk ramt – dvs. mennesker i chok, mennesker som er ude af sig selv, fordi de er så sjælsrystede, at de har mistet tilliden til sig selv, til Gud og til mennesker. Det er vigtigt, fordi tillid genvindes i mødet med dem, der magter at stå hos, som evner nærværets kraft. Og den form for nærvær magter man sjældent, når man ’blinker’. Det er vigtigt, fordi de komplicerede tab og traumatiske begivenheder spreder den eksistentielle angst omkring sig, og de, der rammes, kan ende med diagnosen PTSD eller kan få patologiske sorgreaktioner. Lidt om definitioner Tab handler om at miste noget, traumer handler om sjælsrystende begivenheder, som medfører angst og stress. Ordet krise er som klinisk begreb gået af mode, og i stedet for henter vi fra diagnoselisten post-traumatisk-stress-reaktion (PTSR), den normale reaktion, og post-traumatisk-stress-’disorder’ (PTSD), en tilstand som med tiden kræver professionel hjælp. Det hedder stadig, at der ydes sorg- og krisehjælp, og det kan man yde både som privatperson og som et stykke professionelt arbejde – et arbejde der ind imellem nedladende bliver kaldt for kriseindustrien, fordi de, der får krisehjælp, er almindelige mennesker, der bare har været ’uheldige’. At det er en fornuftig præventiv indsats, går jeg ud fra at de fleste af os, der
23
Foto S. van Deurs
læser dette blad, er enige om. Og når ordet krise bruges om hvad som helst, når som helst, er vi, der arbejder i det professionelle landskab, på ‘herrens mark’. I anden udgave af Nini Leicks og min bog Den nødvendige smerte, om sorg, tab og adskillelsesangst fra 2001 strammer vi af teoretiske og pædagogiske grunde op omkring begreberne. Vi understreger, at tab og traumer er hændelser, noget der sker. Og disse hændelser udløser sorg- og krisereaktioner, der har deres forløb. Førsteudgaven fra 1987 havde som undertitel: Om sorg, sorgterapi og kriseintervention. Bogen handler stadig om sorg- og krisereaktioner, men i modsætning til førsteudgaven fokuserer den nye udgave mere på, hvordan det at blive ramt på eksistensen påvirker livets tilknytnings- og adskillelsesprocesser, og jo mere traumatisk hændelsen er, jo mere rystes vores
24
basale tillid til verden og dermed vores evne til at knytte fleksible bånd til andre. Bogens hovedtema er kort fortalt, at det er i en analyse af tilknytningerne, vi skal forstå, hvad adskillelsesprocesserne rummer. Tilknytningens pris er vores iboende angst for at miste, og evnen til at sørge afgifter adskillelsesangsten, når vi er blevet ramt. Kærlighedens pris er sorg. Et udtryk, jeg selv bruger, når det komplicerede skal siges enkelt, er, at sorgen er vores eneste ægte livsforsikring. Når angsten driver os ud af os, så driver den naturlige sorg, den nødvendige smerte, os hjem til os selv igen. Sorg føles som liv. Depression føles som død, fordi depressionen opleves som at miste sige selv – et selvtab. Objekttab hører derimod sorgen til. De komplicerede tab og traumatiske begivenheder berører vores tilknytnings- og adskillelPsykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
sesevne, og det kan blive fatalt for den form for udvikling, som kaldes for individuation. At blive traumatisk ramt er at blive eksistentielt ramt. Og derfor er det i det professionelle felt vigtigt at kunne skelne mellem den normale sorgproces og den patologiske. Vi har fra begyndelsen været inspireret af Yaloms syn på angst som en reaktion på et overvældende møde med døden, meningsløsheden, aleneheden og friheden, dvs. tilværelsens grundvilkår, som så tydeligt kommer i spil, når vi rammes og mister balancen. ‘At være ude af sig selv’ er beskrivende ord for den tilstand, vi kan komme i, når vi rystes i sjælen. Krisehjælp er derfor den akutte form for medmenneskelig hjælp, vi bør kunne få for at finde hjem til os selv igen, hvis vi ikke selv kan finde vejen. Eksistentiel opvågnen Yaloms nyeste bog har titlen Som at se på solen. At leve med døden, og bogens fokus er begrebet eksistentiel opvågnen. Man må fraråde mennesker at se på solen, det kan vi blive blinde af, men at se døden i øjnene er en anden sag, siger Yalom. Som nævnt i indledningen er budskabet, at man bør tage døden i øjesyn uden at blinke, fordi dødsbevidsthed giver eksistentiel opvågnen. Dødsangst i alle sine mange forklædninger kan derimod standse livet. Det er i år 30 år siden, jeg blev inviteret til at lede den første gruppe af kræftpatienter i Kræftens Bekæmpelses lille nyåbnede rådgivningscenter på Åboulevarden i København. Det er også 30 år siden, at jeg var så heldig at finde frem til psykiateren Yalom fra Stanford University i USA, som netop havde skrevet om sit arbejde med en gruppe af terminale kræftpatienter. Det var i denne artikel, han skrev de for mig så rystende ord om, at ‘kræft kan kurere neuroser’ – ord som jeg ikke selv havde vovet Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
at formulere om den eksistentielle opvågnen, jeg så i dette første gruppeforsøg, en kvindegruppe med otte medlemmer. Som ret ung og uprøvet psykoterapeut blev det for mig den oplevelse, som gjorde, at jeg siden har været optaget af, hvordan tab og traumer berører vores tilknytnings- og adskillelsesevne. Vi har i et udviklingspsykologisk perspektiv siden benævnt dette som sjælens dybeste lag. Overføring og modoverføring Når jeg tager begreberne overføring og modoverføring op, som jeg er ganske klar over er almen viden for mange psykoterapeuter, er det fordi Yaloms budskab i denne hans sidste bog er tydeligere end nogen sinde: Det, der læger vores sind, når vi har brug for hjælp, det er relationen til et andet menneske. Det er nærværets kraft, det er empatien, det er autenticiteten, og så kan vi ellers vælge at bruge den terapeutiske referensramme, som vi finder passende til den enkelte klients problemstilling. Og det, Yalom endnu engang understreger, er, at det er relationen mellem mennesker, det er nærværets kraft, som kan påvirke det dramatiske vendepunkt, hvor mennesker enten kan vågne eksistentielt eller – for at blive i symbolikken – er i fare for at begynde at ‘gå i søvne’. Den eksistentielle tilgang kan sjældent stå alene, den er næsten altid et supplement til andre psykoterapeutiske referensrammer. Om klienten er en døende kræftpatient eller en angstneurotiker eller et menneske midt i en forladthedsdepression er underordnet. Det er i selve mødet med den professionelle hjælper, at udviklinger sker, at de lægende kræfter er at finde. Det er altafgørende for processen, at terapeuten er i stand til at skabe en alliance med sin klient, og i sidste ende handler dette om, hvorvidt terapeuten kan bruge sig selv på den ‘rigtige’ måde.
25
Jeg nævner i anmeldelsen, at Yalom aldrig sætter fagterminologi på det, der sker i det professionelle rum, dvs. i mødet mellem ham og hans patienter, men han teoretiserer gerne med åbne kort, så patienterne kan forstå, hvorfor han siger, hvad han siger, og gør, hvad han gør. I min referensramme bruger jeg ordene overføring og modoverføring om den interpersonelle proces, som Yalom beskriver. Jeg og mange andre i tiden bruger begreberne så bredt, at de dækker alt, hvad der foregår mellem den professionelt ansvarlige og modtageren, uanset om det drejer sig om klienter/patienter/brugere/supervisanter osv. Yalom selv bruger den gamle, snævert psykoanalytiske forståelse af de samme begreber, og det betyder, at benævnelserne hos ham kun benyttes omkring de regressive projektioner i det terapeutiske rum. Så i min optik er det, der karakteriserer Yaloms terapeutiske virke mere end noget andet, hans bevidsthed omkring det, vi nu kalder for overføringen og modoverføringen i det terapeutiske rum. Når jeg kredser om begreberne overføring og modoverføring, skyldes det, at man i arbejdet med komplicerede tab og traumer, dvs. i arbejdet med mennesker der er traumatisk ramt, placerer sig i det, jeg kalder for løveland. Det er det terræn som vi ikke frivilligt går ud i, fordi angsten for at blive ædt af løverne skræmmer os. Når man rammes af sygdom, ulykker og død, skubbes man ud over kanten, og så møder vi den svære erkendelse: ‘Skulle dette virkelig til, før jeg kunne tage mit liv alvorligt’. Disse ord om eksistentiel opvågnen står på bagsiden af min bog Blandt løver - om at leve med livstruende sygdom. Og det er som nævnt dette, som Yaloms nye bog handler om. Når man blive ramt i modoverføringen Men Yalom skriver i sin programerklæring ikke om, hvad man så gør som læge, sygeplejerske, psykolog eller psykoterapeut osv., når man ikke selv magter kunsten at tage døden i
26
øjesyn. Når man bliver blind, som om man har kikket på solen, når sygdom og død rammer os direkte eller indirekte. Når man ikke kan levere det nærvær, den autenticitet, den empati, som Yalom taler om, fordi terapeutens modoverføring forværrer klientens angst for det ukendte terræn. Yalom skriver indirekte om det i en del af de fortællinger, som handler om hans egne komplicerede ‘modoverføringsoplevelser’. Mange husker sikkert hans ubehag ved den stærkt overvægtige patient fra Kærlighedens bøddel. Skammen over sit ubehag medfører, at han ikke magter den nødvendige ‘adskillelse’ fra den fede dame, som ender med selv at måtte fortolke rummets utryghed som Yaloms foragt for fede mennesker. Denne historie handler om, hvordan Yaloms modoverføring står imellem dem. Den fortrængte angst, som mere end noget andet er en del af skamfølelsens natur, og angsten for død og udslettelse er at finde i alle former for ikke-væren, det som filosofferne kalder vores urangst. Nogle har evnen i vuggegave Det er min erfaring, at der er behandlere som simpelthen ikke magter at tage hånd om disse utrygge, pinlige, angstfyldte rum. De magter fx ikke at forholde sig åbent til klientens tabu omkring tabet ved fx at være misbruger. I praksis betyder det, at de ikke magter at tale om overvægt i et rum med overvægtige personer. De magter ikke at tale om tabet, skammen ved at være handicappet, når der er synlige handicap omkring dem. De magter ikke at tale om døden, når der er kræftpatienter til stede osv. De bliver med andre ord eksistentielt ramt i deres modoverføring, dvs. de bliver ramt af det, de forestiller sig, er klientens/patientens virkelighed. Og det kan ske for os alle, når vi af en eller anden grund ikke kan adskille os fra den klient/patient, som er ramt. Man skal som be-
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Foto S. van Deurs
kendt være adskilt for at kunne være autentisk sammen med et andet menneske. Den problematiske modoverføring opstår, når man ikke erkender, dvs. ikke kan mærke, sin egen angst, sin skamfølelse, sin fortrængning. Jeg beskriver med andre ord den form for modoverføring, som fostrer utryghed, fordi man som ansvarlig behandler ikke magter rummets tilstand. Behandleren bliver typisk for tykhudet, med fare for en krænkende adfærd, eller for tyndhudet, med fare for at gå ind og blive redder og/eller offer i klientrelationen. Og dermed mister behandleren den autoritet, som er ganske nødvendig, ikke mindst i et samspil med et menneske, som er ramt på eksistensen. Man kan være en trænet psykoterapeut og stadig være dårligt klædt på til disse specielle rum, som ofte opstår i de mere akutte situationer. Jeg har hørt flere psykoanalytikere sige, at Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
de fx ikke føler sig rustet til at arbejde med de akutte sorg- og krisereaktioner, fordi de er trænet til den reflekterende stilart, hvor man ikke skal stå hos som medmenneske, når de regressive følelser flyder over, men være til stede som en neutral projektionsskærm. Og hvad gør man så, når man som professionel ikke har vuggegaven, ikke kan lære at mestre den form for nærvær, som handler om at ’sætte sin personlighed ind’, fordi man i situationen bliver for tykhudet eller for tyndhudet? Hvad gør man, når man simpelthen ikke har den form for personlighed, som der er brug for i disse komplicerede rum? At sætte sin personlighed ind Dette noget specielle udtryk har jeg lært af Lis Hillgaard, som nu er på vej til 80 år og er pioner inden for begreberne sorg- og krisehjælp i Danmark. Før nogen anden begyndte hun som
27
socialrådgiver sammen med sine kolleger Lise Ravn og nu afdøde Lis Keiser at professionalisere tilgangen til mennesker, der var blevet traumatisk ramt. Allerede i begyndelsen af 1970’erne så de, at social- og sundhedssektoren var fyldt med mennesker, som havde brug for specielle former for tiltag, fordi de havde mistet deres tillid til verden, dvs. de var blevet ramt i sjælens dybeste lag. Derfor havde de brug for behandlere, der magtede den form for aktiv medmenneskelighed, som indbefattes i begrebet ‘at stå hos’ – at sætte sin personlighed ind med hele sin væren, dvs. med nærværets kraft. Dengang var det en ny og grænseoverskridende holdning til rollen som professionel hjælper. At være professionel betød dengang i bredeste forstand ‘den hvide kittel’. I 1964 var jeg socialrådgiverpraktikant i Mødrehjælpen, hvor jeg var så heldig at have Lis Hillgaard som praktiklærer. Hun viste mig, hvad det vil sige at sætte sin personlighed ind, fx når unge ugifte mødre var på selvmordets rand i forbindelse med en uønsket graviditet. Dengang var der ikke fri abort, dengang kendte vi ikke de fine begrebsdannelser omkring sorg- og krisereaktioner, men jeg så, at disse unge kriseprægede og sorgfyldte kvinder fik en akut fornemmelse af at få det, de havde brug for. De fik via nærværets kraft en omsorgsfuld grænsesættende mor, de kunne have tillid til. Det var med andre ord via deres overføring på Lis Hillgaard, at de magtede at finde hjem til sig selv – til deres voksne jeg – for at kunne lægge plan for handling. Jeg bruger ordene ‘en omsorgsfuld grænsesættende mor’, fordi det er min erfaring, at det er en relevant og genkendelig måde, hvorpå man kan beskrive de kræfter, de evner, der er brug for, når mennesker er ude af sig selv og har brug for den form for medmenneskeligt nærvær, som er essensen af professionel sorg-
28
og krisehjælp. At være ude af sig selv er en regressiv tilstand – man er som et barn, der har svært ved at finde sin mor, et barn som ikke kan finde hjem. Et tabuområde Det er et tabubelagt emne, at nogle behandlere ikke kan stille op som en ‘omsorgsfuld grænsesættende mor’. Det er tabubelagt, fordi forskellighed kommer til at handle om de rigtige og de forkerte. I min supervisionspraksis, som er fuld af praktiserende læger, er det oplagt, at nogle – specielt nogle af de mandlige læger – har svært ved de sorgfulde og kriseprægede rum. Det problematiske er ikke, at det er sådan. Det problematiske er, når det bliver et tabu, at det er sådan. Spørgsmålet er, hvad man så gør, når man ikke magter at sætte sin personlighed ind ? Hvad gør man, når man som behandler ikke kan tage døden i øjesyn uden at blinke? Og svaret er både ret simpelt og ret kompliceret. Det er erkendelsen, der gør en forskellen. Erkendelsen af at vi mennesker og vi behandlere kan noget forskelligt. Når den mandlige læge, sygeplejerske, psykolog, psykoterapeut, præst osv. magter denne erkendelse, så kan den pågældende gøre noget bevidst ved sine modoverføringsproblemer eller erkende, at hans form for maskulin personlighed har det så svært i de følelsesmæssige urolige og angstfyldte relationer, at det magter han ikke at lære. Erkender man det, så kan man sige det højt, tabuet er brudt, og første skridt er taget med henblik på at gøre noget andet, når man nu ikke har evnen i vuggegave. Den praktiserende læge kan fx finde et samspil med sin sygeplejerske, når han ikke selv magter at agere på en professionel måde i de mere følelsesoversvømmede rum. Han kan sørge for, at de terminale patienter og deres familier finder andre steder at gå hen. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Som kvinde er det altid nemt at tale om de følelsesforskrækkede mænd. Men selvfølgelig handler dette ikke bare om mænd og kvinder. Der er mænd, som kan være omsorgsfulde og grænsesættende ‘mødre,’ som er fremragende hjælpere for mennesker, som er ude af sig selv. Og der er kvinder, som ikke magter dette terræn. Det er kvinder, som er tættere på det, jeg her vil kalde for ‘far-kvaliteterne’. Så det, der her formuleres, er det, jungianerne kalder for mandens anima og kvindens animus. Den mandlige og den kvindelige del af personligheden, og her har vi alle vores særpræg. Afsluttende overvejelser Hvis vi tabuiserer behandleres forskelligheder og derfor ikke kan bevidstgøre disse i supervisionsfeltet, så udvikler vi os ikke. Og supervision har vi alle brug for, når man, for at bruge Yaloms sprogbrug, ikke kan tage døden i øjesyn uden at blinke – når den nødvendige dødsbevidsthed i bred forstand bliver kvalt i frygten for at forvinde i det farlige terræn i stedet for at lære det at kende. Personligt mener jeg, at vejen til lære dette terræn bedre at kende som behandler er at øve sig bevidst i privatlivet. At tale med vores gamle forældre og søskende om deres oplevelser omkring døden, tale med vores børn om, hvad de konkret tænker, der sker, hvis vi dør fra dem. Øve sig i at sætte ord på familietabuerne. Øve sig blandt venner ved at forsøge at italesætte angst og skam i de komplicerede rum. Magter man ikke at skabe nærværets kraft i de personlige sammenhænge, skal man nok holde sig fra de komplicerede tab og de sjælsrystende begivenheder som fokus for sit terapeutiske virke. Yalom skriver i sit afslutningskapitel, at det er hans dybe overbevisning, at vi bør konfrontere døden, ligesom vi konfronterer andre former for frygt. Vi bør ikke konkludere, at vores forgængelighed skal fornægtes af frygt for, at detPsykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
te faktum skal gøre livet meningsløst. Dødsbevidsthed er tværtimod vejen til eksistentiel opvågnen, Derfor handler alle eventyr om kampen for at finde vores indre vej, at finde sig selv i det, jeg kalder for i løveland, hvis man ellers magter at forcere de forhindringer, som der jo altid er mange af i eventyrene. Vi ved godt, at ‘frit lever den, som kan dø,’ dvs. den som kan tage døden i øjesyn uden at blinke Men i en eftersætning må vi altid med barmhjertighed minde hinanden om, hvor angstfuldt det rent faktisk er for de fleste af os at skue ned i det, som Kierkegaard kalder for frihedens bundløse væsen. Litteratur Davidsen-Nielsen, M.: Blandt løver. At leve med livstruende sygdom. København. Munksgaard/Rosinante 1995 (nu Hans Reitzels Forlag) Davidsen-Nielsen M. og Nini Leick: Den nødvendige smerte. Om tab, sorg og adskillelsesangst. Gyldendal 2001 Hillgaard, Lis, Lis Keiser og Lise Ravn: Sorg og krise. Munksgaard, 1984 Yalom, Irvin D: Som at se på solen. At leve med døden. Hans Reitzels Forlag 2008 Yalom, Irvin D: Kærlighedens bøddel. Hans Reitzels Forlag, 3. udg. 2001
Marianne DavidsenNielsen, MPF, arbejder som konsulent, supervisor og underviser bl.a. inden for krise- og sorgbehandling. Hun er forfatter til Blandt løver – At leve med en livstruende sygdom (1995) og sammen med Nini Leick til Den nødvendige smerte – Om tab, sorg og adskillelsesangst (2. udg. 2001).
29
UERSTATTELIGT TAB – OPRETTELIG SKADE Tab og sorg ved forældres selvmord DET ER ALDRIG FOR SENT AT GØRE NOGET AF KARIN WESTH JENSEN At miste ved selvmord er en komplicerende faktor for det normale, sunde sorgforløb. Ethvert selvmordstab vil forekomme meningsløst for de efterladte. At miste en ægtefælle, søskende, ven – for ikke at tale om et barn – ved selvmord medfører ofte en kompliceret række af sorgfulde og modsatrettede følelser, som mærker de efterladte for livet. Det er et vilkår, der behandlingsmæssigt kræver særlig opmærksomhed, Når det er en mor eller far, som er død ved selvmord, er der grund til yderligere opmærksomhed.
Henvendelserne fra de efterladte kom til Frivilligcenter SR-Bistands selvhjælpsprojekt, som samarbejder med Landsforeningen for Efterladte efter Selvmord. Nogle henvendte sig umiddelbart efter selvmordet, men en del har også henvendt sig mange år efter, at selvmordet skete. Prøvende, søgende, med forskellige symptomer, men ofte en ret fastlåst depressiv grundstemning og en ængstelighed i forhold til relationer. Og ofte med kun et meget lille håb for forandring. Flere har tidligere været i både psykologisk, terapeutisk og for nogles vedkommende også psykiatrisk behandlingsregi – det sidste typisk med SSRI præparater på grund af angst eller depression. I det følgende beskrives erfaringer fra arbejdet med såvel rådgivning som gruppe- og indivi-
30
duel terapi med voksne, som har mistet en mor eller far ved selvmord. Den tidlige hjælp De fleste, som har mistet i de senere år, har fået tilbud om psykologbehandling efter sygesikringens regler og har taget imod tilbudet. Andre har haft samtaler med deres læge eller præst. Mange har gode erfaringer med det – men kunne også i tilbageblikket se, at det helt akutte behov for hjælp er noget andet end den dybere heling, der er behov for senere. Enkelte følte sig som håbløse tilfælde, som nu igen havde brug for hjælp. Nogle få kunne fortælle om, at deres psykolog, terapeut eller læge ikke syntes, der var så meget mere at snakke om, at nu skulle historien fortælles på en ny og mere konstruktiv måde. Alle de mennesker, som har fået tilstrækkelig hjælp fra starten, og som er i sorgens sunde og normale proces på trods af det traumatiske tab, har vi selvfølgelig ikke set. De lever og sørger, som de skal og må. De mennesker, jeg primært beskæftiger mig med i denne artikel, har efter mange år stadig symptomer i form af et ulykkeligt liv og vanskelighed i nære relationer, og deres symptomer kan med rimelighed helt eller delvist henføres til selvmordstabet.
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Senfølger Anerkendelsen af selvmordstabet som et særligt og alvorligt vilkår i den enkeltes liv kan komme mange år efter det traumatiske tab, udløst af andre tab i livet eller af de almene menneskelige grundvilkår, som møder os alle. Det kan være en depressiv grundstemning, en negativ forklaringsstil, ængstelighed i relationer og generel forkerthedsfornemmelse. Her kan der være mulighed for nye processer med frigørelse af den fastlåste livsenergi og ønske at investere energien på nye måder. Komplikationer til den normale sorgproces kan være begrundet i såvel tilknytningen til den mistede, i egne personlige forudsætninger, i måden tabet sker og formidles på, og endelig i, hvornår tabet sker i personens liv. I denne sammenhæng vil vi bl.a. interessere os for, hvor gammel personen var, da moderen eller faderen døde ved selvmord. Når forældre dør Når forældre dør, mister den efterladte sin base. Hvis det har været en tryg base i form af begge
eller den ene forælder, har barnet fået et godt grundlag at bearbejde tabet ud fra. Har basen være mindre sikker, bliver adskillelsen tilsvarende præget af vanskeligheder. Det gælder alle børn, også voksne. Alt efter hvordan tilknytningen har været og efter hvornår i livet, barnet oplever tab, rammes det forskelligt. At miste forældre i puberteten, hvor livsretningen går mod adskillelse, er altid en komplicerende faktor. Mange unge, som har mistet en mor eller far i ungdomstiden, kan senere fortælle om alvorlig skyldfølelse, fx over ikke at have gjort nok for den syge, for at have været for optaget af egne behov, for at have været vred og meget andet. Hvis dette forbliver uforløst, kan det resultere i fejludvikling, fx med depressiv indstilling, negativ forklaringsstil, selvbebrejdelser og forkerthedsfølelser. Det er ikke ualmindeligt, når det gælder dødsfald på grund af sygdom eller ulykker. Derfor selvsagt heller ikke, når der er tale om selvmordstab, som er en skærpende omstændighed.
Case 1: Trussel om tab aktualiserer et 25 år gammelt selvmordstab Den 47-årige kvinde Ina henvender sig for rådgivning. Hun er universitetsuddannet, har et arbejde, hun trives godt med, er fraskilt for 10 år siden og bor alene med sine to døtre på 13 og 17 år. Hun beskriver sit liv som indholdsrigt med gode venner og veninder. Hun synes ikke selv, at hun burde have brug for hjælp, hun er vant til at klare sig selv, og det er hidtil gået godt. Imidlertid har den ældste datter fortalt, at hun ønsker at tage det næste skoleår som udvekslingsstudent i USA. Hun er træt af at bo hjemme. Datteren synes, det er en god løsning for alle, og ønsker rejsen forberedt snarest muligt. Ina rystes så meget af denne udmelding, at hun spontant og ureflekteret – og for første gang i sit liv – truer med at tage sit liv. Hun forstår slet ikke, at ordene kunne komme ud af hendes mund. Datteren henvender sig derefter til en anonym ungdomsrådgivning, hvor Ina inviteres med til en samtale. Rådgiveren belærer moderen om, at forældre aldrig må true deres børn med at begå selvmord. Ina er sønderknust, hun ved udmærket, at det er forkert, og forstår ikke sig selv. Hun kan undskylde overfor sin datter, men ikke acceptere, at hun rejser.
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
31
Ina ved, både med fornuft og følelse, at det er strengt forbudt for forældre at true med selvmord. Inas egen mor tog sit liv for 25 år siden, da hun selv var ung. Det var et voldsomt og traumatisk selvmord, og hun fandt sin mor under dramatiske omstændigheder. Hun har ikke siden talt om dette, der har været tabu i familien, og hun skammer sig voldsomt over det. At Ina søger rådgivning til sig selv nu, skyldes hændelsen med datteren, som bragte hende ind i en ukontrolleret krisereaktion ved udsigten til, at datteren ville rejse fra hende. Hun tilbydes en terapeutisk sorggruppe, hvor hun kommer en gang om ugen i ca. et år Langt henne i terapiforløbet ser hun i bakspejlet, at hun altid har været meget ængstelig for, at der skulle ske børnene noget. Allerede det at fortælle om moderens selvmord i den første orienterende samtale var voldsomt grænseoverskridende. Hun gjorde det – igen og igen – fordi hun oplevede det forunderlige, at hun ikke blev forkastet på grund af sin historie. I modsætning til erfaringerne da hun var ung, fik hun i terapigruppen, med accepterende vidner, hjælp til at gå ind i følelserne og fortvivlelsen og komme ud af det igen, hvad hun ikke kunne som ung pige. Hun oplevede, at dette gav hende mod til at være mere åben overfor andre mennesker, at vove at fortælle sin historie uden at frygte af blive forkastet. Hun fik gennem terapien også bevidsthed om en vis umodenhed, svarende til den alder hun havde, da selvmordet skete. Det hjalp hende meget at se det samme hos de andre gruppemedlemmer.
Case 2: Selvmordstabet – et af flere sammenhængende tab Helle, som er en kvinde i 20’erne, ønsker at møde andre, som også er efterladte efter selvmord. Hendes far begik selvmord, da hun var 13 år. Hun har været tapper og har gjort ’det, hun skulle’, har taget en uddannelse, fundet en kæreste osv. Hendes mor har siden faderens selvmord været hjælpeløs, og Helle har det svært i familien, også med sin søster, som mener, at Helle bør gøre mere for moderen. Helle kommer let i en offerposition, som hun ikke selv forstår. Hun bliver ofte rasende på sin kæreste over mindre ting, hvilket er en trussel mod forholdet på længere sigt. Hun visiteres til en selvhjælpsgruppe og går der i nogen tid. Imidlertid oplever hun ikke forandring i sin tilstand. Hun begynder også langsomt at opleve en indre protest imod forandringer og kan sætte ord på den uden at forstå den – hun er meget skamfuld over sine fastlåste følelser. I den terapeutiske sorggruppe oplever hun en anden slags samvær og andre krav – forandringer af følelser kan begynde. Hendes følelse af at være forkert kan hjælpes frem, og det viser sig, at denne følelse (også) tåler dagens lys, da de andre gruppemedlemmer sidder og nikker og kan fortælle, hvordan de føler sig genkendt af Helles beskrivelse af sin forkerthed. Kort tid efter begynder hendes terapeutiske arbejde med adskillelse fra moderen – den levende forælder. Det bliver et langt udviklingsarbejde, som gør, at Helle kan definere sig selv på nye måder og sætte nye grænser. Hun begynder at opdage familiemønstrene og kan tage fat i sine egne bidrag til samvær og kommunikation Tabet af faderen blev for en stund sekundært og kunne senere tages op i et konstruktivt sorgarbejde. Hun bliver stadig mere ’sig selv’, opbygger sin kerne og kan tiltagende bedre sætte egne grænser både på arbejde og i sit parforhold.
32
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Den normale sorgproces Med udgangspunkt i sorgens fire opgaver, beskrevet i Den nødvendige smerte af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick, kan vi se sorgens sunde proces som en cirkulær, spiralformet bevægelse, som hele tiden danner nye lag i en forandrende proces. Når chokket har lagt sig starter erkendelsen – at ’forstå det med hovedet’. Dette er første opgave. Det kan være svært nok at forstå et tab – eller en trussel om et tab – og tage sig selv alvorligt. Ina erkendte, at hun havde brug for hjælp, at tabet og svigtet var voldsomt og indgribende i såvel hendes eget som hendes børns liv, og dermed var første opgave løst på ny. Anden opgave, at ’forstå det med følelserne’, blev den store udfordring, som det oftest er, når sorgprocessen er udsat i så lang tid, bl.a. gennem en selvforståelse om, at det er flovt og pinligt at udtrykke følelser synligt. Der er et dialektisk forhold mellem første og anden opgave – at komme længere ind i følelseslaget medfører en yderligere mental forståelse, og denne virker yderligere tilbage til følelseslaget, som bliver mere og mere nuanceret, efterhånden som processen arbejder sig igennem den sunde sorg. Gruppen er ligeledes træning i sorgens tredje opgave – at ’øve sig i livet på de nye betingelser’. At bede om hjælp og at handle anderledes, i starten på trods af livsvilkårene, senere på grund af dem, viser tilbage til både den mentale og den emotionelle forståelse, indtil cirklen sluttes med en egentlig forståelse og erkendelse af, at livet er forandret, et nyt livsvilkår er indtrådt. Når denne cirkulære bevægelse kan forstås som en levende proces, kan den blive et håbefuldt perspektiv på livets eksistens. En spiral, som hele tiden er i bevægelse til nye erkendelser og følelser, nye skridt og strategier til håndtering af de givne betingelser, som de reelt er, frem for fastlåsthed i form af ønsketænkning, offeroplevelser eller andre fastlåste tanke- og følelsesmønstre. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
På samme måde indgik Helle i en konstruktiv proces. Hun havde ikke alene mistet sin far. Også i forholdet til moderen var der tab. Erkendelse, følelsesbearbejdning, forståelse af familiemønstre, rakte frem mod sorgens tredje opgave: At handle anderledes, at forstå og sige nej til offerrollen, betød forandring, også af hendes relationer til andre. I arbejdet med efterladte efter selvmord har det været bemærkelsesværdigt at møde en dobbelthed. Dels i manglende anerkendelse af det særligt alvorlige i at have mistet ved selvmord på den ene side, og på den anden side – modsatrettet – følte mange, at selvmordet havde ramt dem på en sådan måde, at de nu var så anderledes end andre, at der ikke var håb for forståelse og dermed for nogen hjælp. Denne dobbelthed kan resultere i forstening, manglende bevægelse, offerposition og mistillid til både verden, andre mennesker og sig selv – og manglende sorgproces. Ingen forældelsesfrist Som det kan ses af disse beskrivelser, er der ingen udløbsdato, ikke noget tidspunkt, hvor man med rimelighed kan sige, at nu er det forpasset – nu kan der ikke gøres noget ved det. Der er mange eksempler på, at det først i forbindelse med andre tab eller forandringer i livet bliver aktuelt at gå ind i den nødvendige sorgproces efter et selvmord, som det kan være tilfældet med andre tab. Dette er værd at understrege, da jeg indimellem hører om professionelle, som har ment, at det er for længe siden til, at vi kan gøre noget ved det. Eller sågar: – ”Du er for gammel til, at det kan nytte noget nu”. I bearbejdningen af sorgens følelser, sorgens anden opgave, vil der altid være liv at hente. Ny energi, som kan investeres i egenomsorg, selvstøtte, kreativitet og udvikling af nye og gamle relationer.
33
også situationer, hvor vurderingen vil være, at individuel terapi er den rette løsning, i hvert fald for en tid, før gruppen er et relevant tilbud.
At tale om tabu Netop dette, at være rum for åbenhed om det, som føles allerværst, mest skræmmende, stigmatiserende og beskæmmende, er en af gruppeterapiens højeste formål. At det, som var med til at stemple – eller til at personen stempler sig selv som afviger – kan afgiftes i det trygge rum, medvirker til at opløse den fastlåsthed og forstening, som forhindrer livets udfoldelse. Samtidig er gruppen forpligtende på en anden måde end det individuelle terapirum, idet det at få lov at være vidne til de andres sorgarbejde og forløsning opleves som et stort privilegium for den enkelte. Og det giver hvert enkelt gruppemedlem en særlig værdi som betydningsfuld for andre mennesker. Der er dog situationer, hvor gruppen i sig selv ikke er tilstrækkelig, og hvor der med fordel kan suppleres med individuel terapi. Der er
34
Gruppe og individuel terapi supplerer hinanden Når der suppleres med individuel terapi, sker det hos den samme terapeut. Hvis der i gruppesessionerne opstår oplevelse af, at processen støder på forhindringer, som ikke overkommes i gruppen, skal der mere hjælp til. Det kan fx være tanker eller følelser, som den efterladte ikke magter at sige højt i gruppen, ikke tør eller har brug for hjælp til at formulere. Hvis der ikke ydes Foto S. van Deurs hjælp til at overkomme dette, kan processen gå i stå, parallelt til den måde som chok kan sætte en proces i stå. I rummet for individuel terapi kan der ydes den nødvendige tid og omsorg, sættes det nødvendige fokus på overlevelsesressourcerne til, at processen kan komme i gang igen. Samtidig trænes og udfordres tillid og tilknytning til terapeuten som repræsentant for den del af verden, man kan have tillid til på en anden måde end i gruppen. Tilhørsforholdet i gruppen bevares uforandret. Chok og måden selvmordet skete på En af de store komplikationer til den normale sorgproces er det uforløste chok. Det at få meddelelsen om, at ens kære er død ved selvmord, ofte på voldsomme måder, vil sætte sig i både krop, tanker og følelser. Og her er der forskel på, om den afdøde tog en overdosis piller i sin egen seng, hængte sig, skar pulsårerne over eller gik ud foran et tog. At være den, der finPsykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
der sin mor eller far efter et selvmord, er under alle omstændigheder voldsomt. Nogle fortæller, at de har opsøgt politi og retsmedicinere for at få at vide, hvad der helt konkret sker med kroppen under de konkrete omstændigheder, og har følt sig hjulpet af det. Hvor det ikke har været muligt at se den døde – som det kan være tilfældet ved tog-selvmord – har nogle følt sig hjulpet af at opsøge togføreren og høre hans beskrivelse af hændelsen. Det kan være svært for den efterladte at finde mennesker, som de har tillid til kan ’holde til’ at høre disse ting. I samvær med andre efterladte og med professionelle, som er beredte til det, kommer der en stor lettelse i at kunne sætte ord på. Som en kvinde sagde efter et foredrag for efterladte: ”I kaffepausen spurgte sidemanden mig: ”Hvad er der sket for dig?” Jeg sagde: ”Min mor hængte sig”. Hun svarede: ”Min mand skød sig”. Det var sådan en lettelse at kunne sige det, uden at hun blev forskrækket eller tog afstand.” For chokket i sig selv kan også sætte sig med et identitets- og selvværdsproblem: Hvem er jeg egentlig, som dette sker for? Hvem er jeg, at min mor kunne ønske at forlade mig? Hvad er jeg så værd? Jo yngre personen er, des alvorligere er risikoen for dette identitetsproblem i sagens natur. Og jo bedre adskilthed, der var før dødsfaldet, des mere er den efterladte tilsvarende i stand til at rumme og bære tabet. I denne forbindelse er terapigruppen uvurderlig. Her kan de efterladte lytte til de andres beretning og oprigtigt opleve, at andre kan have en historie, som ligner eller afviger, og som en sagde: ”De er alligevel helt normale!” Idealisering af den afdøde og af sorgen De fleste mennesker, som begår selvmord har været psykisk syge, evt. kombineret med misbrug af medicin eller alkohol, enten over længere tid eller på gerningstidspunktet. Hvis den Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
psykiske lidelse er af nyere dato, kan det være svært for barnet, den unge eller voksne at se at dette som en del af mors eller fars identitet. Der kan efter selvmordet være en udpræget tendens til at idealisere den døde som den gode. Den, der led. I nogle tilfælde også til at dæmonisere den anden forældre. Eller andre familiemedlemmer eller sig selv. Den, som overlevede. Efter at have arbejdet med længsel og savn, skyld og skam, kan det blive lettere at se de andre sider af den afdøde: Den depressive, den afvisende, den grædende, den berusede, sengeliggende, hidsige, uberegnelige osv. Ved både at se på savnet og de ressourcesider, den afdøde havde, bliver det lettere at erkende, at denne levede et svært og kompliceret liv, svært for sig selv og svært på de pårørende. Der tegnes et mere nuanceret billede. I en del af disse relationer har barnet mistet sin ’gode mor/far’, længe før selvmordet skete. Som et gruppemedlem forundret udtrykte det: ”Jeg kom for at komme til at mærke min far bedre indeni, selvom det er 35 år siden, han døde. Nu mærker jeg ham tydeligt, men det er godt nok på en anden måde, end jeg havde forestillet mig det”. Hun havde idealiseret sin far gennem 35 år. Nu fik hun et mere nuanceret billede af sin far, som havde været psykisk syg og haft en til tider skræmmende adfærd overfor sine børn. Nu, hvor hun så ham fra flere sider, kaldte det på et tilsvarende nuanceret billede af moderen, som hun hidtil havde tillagt overvejende dårlige egenskaber. Som parallel hertil findes der personer, som i virkeligheden sørger dybt, men sidder fast i sorgen, fordi de ikke selv forstår, hvad der foregår. De forestiller sig sorg som noget ubetinget smukt og kun med ’pæne’ følelser. Når de mere blandede og ikke så velkomne følelser og tanker får plads og accept, bliver sorgen igen en proces, som fører fremad.
35
Hvert år sker der i Danmark op mod 700 selvmord. Det betyder, at der årligt er mindst 4000 mennesker, som oplever det traume, det er, at en af deres nære har taget sit eget liv. I 2005 var selvmordstallet 628. Mange efterladte står tilbage med følelsen af et dobbelt svigt – de føler sig svigtet af den døde, og de føler, at de selv har svigtet. Og mange isoleres i deres sorg, fordi selvmord stadigt er et tabuemne, og omgivelserne ikke ved, hvordan de skal håndtere situationen. Kilde: www.efterladte.dk
De synes, jeg skal være vred, men det er jeg ikke Pårørende og behandlere citeres jævnligt af efterladte efter selvmord for at opfordre til vrede. En kvinde kom med følgende beretning: ”Min psykolog og jeg arbejder på, at jeg skal komme i kontakt med min vrede. Jeg gør virkelig mit bedste, men jeg kan ikke. Hvad skal jeg gøre?” En anden fortæller: ”Jeg orker ikke at tale med mine veninder om det, for de er så vrede på ham, og det synes de også, jeg skal være. Men jeg savner ham jo bare – de forstår det ikke.” Dette må forstås som et udtryk for omverdenens vanskelighed ved at rumme denne virkelighed. Desværre betyder det en gentagelse af forladtheden for den efterladte. Det er byggesten på forkerthed og lavt selvværd, når man ikke bliver mødt i sin smerte. Terapeutens og gruppens opgave er at støtte op om de følelser, som er, uden at betvivle dem, samtidig med at der gives plads til, at andre følelser kan komme en anden gang, det vil sige at acceptere, at følelser er foranderlige. I denne forbindelse er det værdifuldt at vide, at mange efterladte efter selvmord fortæller, at de på et tidspunkt har haft selvmordstanker. Det er afgiftende at tale om det i et ikke-tabuiseret rum. Den levende forælder Som en del af sorgarbejdet og udviklingen vil naturligt også følge et ønske om at se på forholdet, tilknytningen og adskillelsen til den efterlevende forælder. En nysgerrighed i forhold til egen identitet og til de forældre, man er rundet af. Ikke sjældent er der et kompliceret forhold med vage eller rigide grænser, distance eller konfluens eller en kombination af begge dele. Også her er der et stykke sorgarbejde at gøre, i den forstand at det er givende at se på det, man fik, og det, man ikke fik, for at kunne tage imod det, der er at få, som ofte er mere,
36
end personen havde troet – måske også noget andet. Kroppen arbejder med Tankevækkende har det været at se, hvordan de kropslige symptomer udviklede sig. Nærmest synkront med deres terapeutiske proces kunne mange gruppemedlemmer berette om smerter i ryg og øvrige bevægeapparat og opleve, at disse smerter forandrede sig og ofte slap kroppen helt eller delvist gennem processen. Det har været opklarende at se denne sammenhæng mellem overbelastning og traumatisering og kroppens reaktioner. Også her er gruppen en stor terapeutisk og pædagogisk fordel: Medlemmerne ser og forstår, hvad der sker hos hinanden, og kan dermed lettere integrere denne viden hos sig selv. Nogenlunde således: ”Nu har du det sådan – det havde jeg jo for to måneder siden.” Også her kan man supplere med individuelle samtaler, så kroppen får den nødvendige tid og omsorg til at bevare fokus på de ressourcer, som hjælper igennem. På det grundlag kan det traumatiske langsomt og i små portioner integreres, så chokket opløses og rummes som en ikke-truende erfaring At blive mere fleksibel Hvis selvmordstabet skete for mange år siden, og den efterladte har levet i mange år i fastlåsthed, depression, angst eller ukontrollerbare følelser, måske siden sin pubertet eller ungdom, er der en risiko for, at personen har konsolideret sin mangel på tillid til verden og andre mennesker i sådan en grad, at der er tale om kronisk sorg. At opløse denne tilstand er en smertefuld og både tids- og arbejdskrævende proces. En ung kvinde sagde efter ca. et år i gruppe- og individuel terapi: ”Jeg kan mærke, at jeg er mere indstillet på at prøve at tænke nogle nye tanker, i starten ville jeg ikke rigtig.” Sorgens tredje opgave er i gang. Hun kunne mærke, at hun var på vej til at finde den røde tråd i sit liv.
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Det giver også et realistisk billede af, hvordan livet kan blive: Ikke perfekt og ikke ubetinget lykkeligt. Men et liv på de givne betingelser, hvor man har indflydelse og ikke er offer. Fortiden står ikke til at ændre, og det er en uafsluttelig sorg at have mistet ved selvmord, men livsmodet udvikler sig på trods og på grund af netop disse livsvilkår, når sorgens opgaver løses. Det bliver ved at have betydning. Men den efterladte kan få indflydelse på hvordan. Konklusion Anerkendelse af tabet, både det klare, det uklare og det eksistentielle, er en sikker og nødvendig vej til udvikling og frigørelse af livsenergi, såvel mentalt som kropsligt og emotionelt. Arbejdet med de mange efterladte efter selvmord viser, at hvis tabet ikke kan rummes – og det kan der som ovenfor beskrevet være gode grunde til – så kan prisen være høj i form af angst og depression, komplicerede tilknytningsmønstre, kropslige symptomer og forladthedsangst. At miste ved selvmord giver ar på sjælen. Spørgsmålet er, hvordan helingen varetages. Når tabet er så traumatisk, som tilfældet er ved selvmord, er det hjælpsomt for terapeuten at vide, at psykoedukation, dvs. at bibringe klienten viden om sorgens proces, til en start kan give konturer af håb for det forandrede liv. Måske kan den ramte ikke med det samme bruge denne viden, men håbet vil der være hårdt brug for. Endvidere, og det er det vigtigste her, er det betydningsfuldt at kunne tilbyde et rum, hvor tabet tages seriøst og gives den værdi som tilkommer det. Ikke fordi selvmordet er det eneste tab eller den eneste faktor, som har præget personens liv og udvikling, men fordi det er så skelsættende og indgribende, at det kan være indgangen til også at hele andre tab og kontaktforstyrrelser, som viser sig i løbet af processen. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Der er væsentligt at inddrage de forskellige synsvinkler og metoder, der kan blive behov for, både i den individuelle terapi og i gruppeterapien. Det kan være eksistentielle, kropsterapeutiske, tegneterapeutiske eller kognitive interventioner. Det kan også, fx i forhold til chok, være nyttigt at supplere med tankefeltterapi (TFT eller EFT) eller EMDR Målet er genoprettelse af tillid og mod til nye, fleksible relationer. Sorggruppen bliver derfor både et sorgens rum, men også efterhånden et glædens og nærhedens rum. Litteratur Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick: Den nødvendige smerte John Bowlby: En sikker base Lars Sørensen: Smertegrænsen Irwin D. Yalom: Eksistentiel psykoterapi Inger Anneberg: Sorgen ved selvmord Solveig Bøhle: Nogen bliver tilbage Inger Anneberg: Tre dokumentarfilm: Efterladte efter selvmord. Undervisningsmateriale Lars Sachse Mikkelsen og Peter Sindballe: Når usårligheden lider et knæk. Psykolognyt 11, 2006 Elene Fleischer: Hjemmeside om selvmordsforebyggelse og -forskning, www.elene.dk www.sorgenvedselvmord.dk om undervisningsmaterialer
Karin Westh Jensen er privatpraktiserende psykoterapeut MPF. Hun har i mange år arbejdet med særlig interesse for tabs- og sorgprocesser. Underviser ved Psykoterapeutisk Institut i København, bl.a. i temaet tab, sorg og adskillelse
37
Sorgteorier kan ikke altid stå alene UNGE OG SORG AF PREBEN ENGELBREKT OG MARIANNE BACHE Blandt andet kræftpatienter lever i dag længere med deres sygdom på grund af bedre behandlingsmuligheder. Det er naturligvis en positiv udvikling. Men jo længere forældre er livstruende syge, desto længere risikerer deres børn at blive udsat for store belastninger, og dermed øges risikoen for udviklingsforstyrrelser.
Dette problem konfronteres vi i stigende grad med i Rådgivnings- og Videncentret Unge & Sorg1: Hvis forælderen dør af sygdommen, kan det samtidig betyde, at sorgprocessen kompliceres af traumatiske oplevelser fra sygdomsforløbet. I den psykoterapeutiske behandling er det derfor ikke tilstrækkeligt alene at have fokus på sorgarbejde i forbindelse med tabet af forælderen. Det er nødvendigt også at støtte den unge i bearbejdelse af de traumer og udviklingsforstyrrelser, som opvæksten har påført den unge, idet de ellers kan hindre, at en sorgproces kan gå i gang – eller komplicere sorgforløbet væsentligt. I denne artikel vil vi uddybe denne problematik i relation til de nyeste sorgteorier, samt redegøre for, hvordan vi arbejder med den i Unge & 1
Unge & Sorg tilbyder støtte til unge mellem 16 og 28 år, hvis forældre er alvorligt syge eller døde. Der er afdelinger i København, Århus og Odense, hvor 11 professionelle rådgivere og ca. 30 frivillige unge, der har mistet forældre, varetager rådgivningsarbejdet. I København er der tillige et videncenter, der indsamler viden på feltet og arbejder med dokumentation og metodeudvikling. Se www.ungeogsorg.dk.
38
Sorgs gruppe for unge med kompliceret sorg – Ungegruppen. Når traumer og udviklingsforstyrrelser komplicerer sorgen En del af de unge, der henvender sig til Unge & Sorg efter forælderens død med ønsket om at komme i en sorggruppe, har som nævnt levet med alvorligt syge forældre i en årrække forud for dødsfaldet. Mange af dem har været meget involveret i forælderens sygdom, nærmest hvad vi vil kalde overinvolveret. De har været med til lægesamtaler på hospitalet, skiftet stomiposer på den syge forælder og deltaget i mange former for fysisk og intim pleje. Derudover har de unge ofte måtte lægge øre til, trøste og opmuntre den syge forælder, når forælderen var overvældet af håbløshed, dødsangst og tanker om selvmord. De unge har levet i en årelang angst for at miste forælderen og sat deres eget ungdomsliv på pause. Sygdommen er i forgrunden, og den unges behov og udvikling er i baggrunden. Dette er særligt problematisk, når der er tale om teenagere. Puberteten er en af de udviklingsperioder, hvor der sker flest ændringer på kortest tid. Det er i teenageårene, at den unge opnår større individuation. På den ene side er den unge stadig afhængig af forældrene, og på den anden side begynder den unge langsomt at frigøre sig for at kunne udvikle en voksende selvstændighed. Individuation handler om at opnå en følelsesmæssig selvstændighed i forPsykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
hold til forældrene for at kunne træffe egne beslutninger samt have egne holdninger og meninger. Dette opbygges blandt andet ved at kunne diskutere og gå op imod forældrene. Samtidig har den unge brug for stadig at kunne gå til forældrene med problemer og bruge forældrene som vejledere.2 I forbindelse med frigørelsen fra forældrene får jævnaldrende kammerater en mere afgørende betydning. Den unge får større og større behov for at fjerne sig fra hjemmet og være sammen med kammerater, herunder indgå i nære relationer med det modsatte køn. Kammeraterne bliver modeller for, hvordan man gerne vil se ud og være samt i forhold til spørgsmål, som er forbundet med, hvem man er, og hvordan man opfattes af andre. Jævnaldrende erstatter i højere grad forældre som kilde til fortrolighed. Unges venskaber har udviklingsmæssigt den samme betydning som moderens tilknytning til spædbarnet.3 Derfor er der ofte tale om udviklingsforstyrrelser, når teenageren fx knytter sig tættere til den syge forælder i stedet for at frigøre sig, ikke går op imod og diskuterer med den syge forælder, fjerner sig fra kammeraterne for at være mest muligt sammen med den syge forælder, går alene med sine problemer. 20-årige Tina levede i flere år alene med sin kræftsyge mor, før moderen døde. Hun giver følgende eksempler på belastningerne ved det: ”Jeg skulle være den stærke og skulle pludselig blive voksen meget hurtigt. Det hjalp ikke at græde. Det var der ikke tid til overhovedet. Jeg stod alene med mange ting. Jeg skulle sørge for, at min mor spiste. Jeg hjalp hende op ad trapperne, når hun skulle i seng, og om natten lå jeg ofte og lyttede efter hendes åndedrag. Jeg sov let af frygt for ikke at vågne, hvis hun 2
Erling A, Hwang P (red): Ungdomspsykologi. Udvikling og livsvilkår. København: G.E.C. Gads Forlag, 2002. 3 Cole MSR: The Development of Children. Scientific American Books, 1989. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
havde brug for min hjælp. Jeg havde sådan en angst for, at hun skulle stoppe med at trække vejret. Jeg var rigtig angstpræget. – Når ens mor pludselig fortæller, at hun kan finde på at springe ud fra hospitalets syvende sal, fordi hun har det så forfærdeligt – så er det ikke noget, et barn skal vide”. Unge som Tina har brug for et psykoterapeutisk tilbud, hvor der både arbejdes med sorgen over at have mistet en eller begge forældre og med traumerne og udviklingsforstyrrelserne som følge af sygdomsforløbet.
Foto S. van Deurs
Ungegruppen Unge & Sorgs ungegruppe er for unge mellem 20 og 26 år med forældretab, der er kompliceret af forskellige omstændigheder. Et langvarigt og/eller traumatisk sygdomsforløb forud for forælderens død kan være en sådan. Men det kan fx også dreje sig om, at tabet ligger flere år tilbage, at sorgen er blevet kompliceret,
39
rier er kommet til, er disse blevet indarbejdet i arbejdsmetoderne i gruppen, dels teorien om fortsatte bånd til den døde6, dels Stroebe & Schuts to-sporsmodel7 for mestring af sorg, der i kort form kan beskrives således:
at der er tale om tab af begge forældre, eller at forælderen har begået selvmord. Gruppen har eksisteret siden 1992, hvor den blev igangsat i Kræftens Bekæmpelse og senere videreført i Unge & Sorgs regi fra 2000. Den består af otte unge, der mødes ugentligt i to timer med to terapeuter, hvorefter gruppen har en halv time for sig selv. Det er en slow-open gruppe, hvor den unge starter i gruppen, når en anden deltager holder op, og man er i gruppen så længe, man har brug for det, hvilket gennemsnitligt er et år. Metoden i gruppen er fortrinsvis brevskrivning, undertiden suppleret med tegninger, fotos og drømme.4 To-sporsmodellen for mestring af sorg Arbejdet i ungegruppen har i de første år taget udgangspunkt i de dengang fremtrædende teorier om ’sorgarbejde’, bl.a. Wordens opgavemodel overført til Danmark af Davidsen-Nielsen & Leick.5 Efterhånden som nyere sorgteo4
Ungegruppen er nærmere beskrevet i Evalueringsrapport 3: Ungegruppen – en terapeutisk gruppe for unge, som har mistet forældre, 2004, som kan downloades på www.ungeogsorg.dk 5 Worden JW: Grief Counselling and Grief Therapy: A Handbook for the Mental Health Practitioner. New York,
40
Sorgprocessen forløber ved en stadig svingning mellem to typer af ’opgaver’ – de to spor: Det tabsorienterede spor, hvor den efterladte bl.a. er optaget af følelser og Foto S. van Deurs tanker, der er direkte relateret til tabet, og af at omforme båndene til den døde, og Det genopbygningsorienterede spor, hvor fokus er på at finde sig til rette med følgerne af, at den døde ikke længere er en del af den efterladtes tilværelse, og på at finde nye roller/identiteter/relationer. Umiddelbart efter dødsfaldet er de fleste mest i det første spor, mens den ukomplicerede sorgproces indebærer, at man gradvis i højere og højere grad befinder sig i det andet.8 Groft sagt kan man sige, at tosporsmodellen supplerer opgavemodellen med elementerne i det genopbygningsorienterede spor samt betydningen af den stadige svingning mellem de to spor, hvilket illustreres i omstående oversigt.
1991, og Davidsen-Nielsen M, Leick N: Den nødvendige smerte. København, 1987. 6 Klass D, Silverman PR, Nickman SL (eds.): Continuing Bonds. New Understanding of Grief. Philadelphia, 1996. 7 Stroebe M, Schut H.: The Dual Process Model of Coping with Bereavement: Rationale and Description. Death Studies 1999: 197-224. 8 For en nærmere omtale af denne model henvises til Bache M, Engelbrekt P: Sorgteorier omsat til praksis. Psykolog Nyt, 2008: 3-9. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Opgavemodellen
To-sporsmodellen
(Worden, 1991)
(Stroebe & Schut, 1999) Erkende realiteten af tabet - og acceptere realiteten af, at verden er ændret
Erkende realiteten af tabet Opleve sorgens smerte Tilpasse sig til livet uden den døde Følelsesmæssigt omforme forholdet til den døde og gå videre i livet
Opleve sorgens smerte - og tage pauser fra sorgen Tilpasse sig til livet uden den døde - og mestre den (subjektivt) forandrede omverden Følelsesmæssigt omforme forholdet til den døde og gå videre i livet - og udvikle nye roller, identiteter, relationer
I modsætning til de tidligere opfattelser af sorgarbejde opererer de nye sorgteorier med, at båndene til den døde ikke nødvendigvis skal brydes, men at de skal omformes. I Ungegruppen indgår det som en del af sorgbearbejdningen at afklare, hvordan den unge kan have forælderen med sig videre i livet. Fx som en, hvis værdier man kan tage med sig, som man kan ’føre dialoger med’ og ’konsultere’, samt i form af gode minder. Mange af de unge skriver i slutningen af gruppeforløbet et afskedsbrev til den forælder, de har mistet. Indholdet af et afskedsbrev består både i at tage afsked med det, den unge aldrig får mere af (det tabsorienterede spor), og en beskrivelse af, hvordan den unge tager den døde forælder videre med i livet (det genopbygningsorienterede spor).
svært ved at beslutte mig, tænker jeg ofte på, hvad mon du ville have rådet mig til. Du var ikke bare min far, som var god til mange praktiske ting. Du var også min vejleder og rådgiver – også i faglige sammenhænge. Det betyder ikke, at jeg altid følger dine råd, men det er meget trygt at vide, hvad du ville have sagt. Noget af det mest betydningsfulde, jeg har lært af dig, og som jeg tager videre med i mit liv er at være en fighter og ikke give op trods modgang. Jeg tænker tit på dig og fortæller andre om dig. Når jeg gør det, får jeg både lyst til at grine og græde på samme tid. Det er rart at kunne grine over et minde om dig.” (det genopbygningsorienterede spor).
”Jeg kommer aldrig mere til at se dig igen, og det var næsten noget af det værste at tænke på. Jeg kommer aldrig mere til at gå lange ture sammen med dig, eller se dine glade øjne og dit begejstrede smil, når vi mødtes. Aldrig mere kommer vi til at sidde og hyggesnakke eller cykle sammen. Alle de gode ting vi havde sammen, vil aldrig ske igen. Jeg savner dig tit far. Du var min nærmeste og den jeg så op til (det tabsorienterede spor). Men selvom du ikke er her, har jeg dig dog stadig meget med i mange af de ting, jeg gør. Når jeg står i nogle situationer, hvor jeg har
Behov for en model med et tredje spor: Bearbejdelse af traumer To-sporsmodellen er et værdifuldt udgangspunkt for arbejdet med unge, der har mistet en forælder. Men for de unge, der har levet længe med en syg forælder og været meget involveret i sygdomsforløbet, er det ikke tilstrækkeligt at arbejde med opgaverne i de to spor. Ofte er det heller ikke muligt, uden at der forinden eller sideløbende arbejdes med traumerne fra opvæksten med en alvorligt syg forælder. Livagtige billeder og pinagtige sanseindtryk fra sygdomsforløbet kan desuden betyde, at den unge
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Citater fra 21-årige Steffens afskedsbrev efter et forløb på 11 måneder i Ungegruppen
41
ikke har tilgang til gode minder om og med den døde forælder. I forhold til disse temaer arbejdes med brevskrivning om de traumatiske oplevelser og detaljerede beskrivelser af svære situationer, de unge har stået i, og som de ikke var modne nok til at takle. Som en del af traumebearbejdningen er det centralt at give den unge plads til at mærke, hvordan det var at leve i et evigt alarmberedskab i forhold til, om sygdommen udviklede sig i negativ retning, og med angsten for at forælderen kunne dø. Det er endvidere vigtigt, at den unge får beskrevet de situationer, hvor barnet/den unge blev involveret i forhold omkring forælderens sygdom, som den unge ikke udviklingsmæssigt var parat til. Under sygdomsforløbet har mange af de unge som tidligere beskrevet knyttet sig meget tæt til den syge forælder og har haft mere fokus på dennes situation og behov end på, hvordan det var at være den unge og se forælderen forfalde både fysisk og psykisk. På grund af den stærke identifikation med forælderens lidelser viser det sig ofte for svært at skrive om disse ting til den døde forælder, fordi det aktiverer en masse skyldfølelser, som komplicerer behandlingsarbejdet. I stedet kan de unge i en periode skrive breve til en levende person, de er tæt knyttet til, og fortælle om, hvordan det var for den unge i de forskellige belastende situationer. Også gestaltterapeutiske metoder inddrages i form af dialoger, fx mellem ’lille Malene’ (den pige, der var vidne til mors lidelser) og ’store Malene’ (den unge voksne, som hun er i dag). Undervejs i processen bliver de unge efterhånden parate til at skrive direkte til den forælder, som de har mistet, hvilket er vigtigt for at få forælderen ned i ’øjenhøjde’ og bryde det symbioselignende forhold, hvor især unge kvinder beskriver, at de blev veninde med deres syge mor. I arbejdet med udviklingsforstyrrelser hjælper vi således den unge til at bryde det symbiotiske
42
forhold til forælderen. Derudover støtter vi den unge i at opbygge venskaber og fortrolighed med jævnaldrende unge. Malene på 23 år har mistet begge forældre pga. kræft, far som 13-årig og mor som 19årig. Moderen var syg i 12 år, og Malene var tæt involveret i mors sygdomsforløb, fulgte med til undersøgelser og behandling. Malene havde et meget tæt forhold til sin mor. Angsten blev en vedvarende følgesvend i alle årene, og som voksen lider Malene af hyppige angstanfald. Oplevelser fra sygdomsforløbet blev hun først efter en tid i gruppen i stand til at genkalde sig gennem brevskrivningen, hvor de efterhånden kom som perler på en snor. Som fx: ”At være med på hospitalet, at være barn, datter, voksen, beskytter, stille kvalificerede spørgsmål, at være meget bange, at være i en situation som jeg var alt for ung til, og som jeg havde været i alt for mange gange før. – Jeg kan huske min første lægesamtale, jeg var omkring ni år, min mor havde tænkt, at det ku’ være godt, at jeg fik en forklaring på hendes sygdom. Jeg husker lægens sure humør og hans gestikulerende armbevægelser – det var frygteligt. Det eneste jeg tænkte på, var at løbe min vej, men blev for at gøre min mor glad. Jeg løj og sagde, at jeg havde fået noget ud af det. Der er så mange ting, jeg har været med til, stråling, blod, scanning og undersøgelser. Det gav mig en indsigt, som jeg var alt for lille til, selvom jeg ved min mor gjorde det af bedste vilje.” ”Hvor var kræfterne til et teenageopgør, når man dårligt nok kunne overleve smerterne fra kræften? På den ene side ville jeg gøre alt for at bevare vores barne-mor forhold og jeg ville blive hos hende for altid, på den anden side, var der også et meget spændende begyndende voksenliv med fester, kærester osv.” For Malene var det en vigtig del af processen gradvis at kunne erkende, at hendes mor både var en god og dejlig mor og rent faktisk havde involveret Malene for meget i sin sygdom, samt Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
at nå frem til at kunne formulere dette direkte til sin mor. Derved blev symbiosen til moderen langsomt brudt, og Malene lærte at bruge jævnaldrende som fortrolige. Afslutning Åbenhed over for børnene omkring sygdom er blevet gældende norm. I modsætning til tidligere, hvor sygdom ofte blev nedtonet eller ligefrem fortiet ud fra devisen: ’det man ikke ved, har man ikke ondt af’. Samtidig er det interessant, at normen om åbenhed tilsyneladende ofte begrænses til kommunikation om faktuelle forhold ved sygdommen (biologi, prognose, behandlingstiltag m.v.), mens der i mindre grad kommunikeres om de følelsesmæssige aspekter.9 Vi er enige i, at det er godt at inddrage familiens børn og unge meget, og de unge ønsker det også selv. Men som beskrevet har åbenheden en bagside, som der er alt for lidt opmærksomhed på. Sat lidt på spidsen er vi gået fra en yderpol, hvor vi slet ikke involverede børn og unge i forhold til forælderens sygdom, til den anden yderpol, hvor de nu overinvolveres. Udfordringen bliver at finde en farbar og hjælpsom vej mellem de to poler til gavn for børn og unge med syge forældre. I dag mangler vi forskningsbaseret viden om, hvornår og under hvilke forudsætninger det er til gavn for den unge at blive involveret i forælderens alvorlige sygdom, og hvornår det kan være problematisk eller ligefrem gøre skade. I Unge & Sorgs videncenter har vi derfor netop igangsat et 2-årigt forskningsprojekt, der forhåbentlig kan bidrage til at nuancere problematikken, så åbenheden tilpasses børnenes og de unges behov. Mens vi afventer forskningspro9
Thastum M, Johansen MB, Gubba L, Olesen LB, Romer G: The Inner World of the Coping Child: A Qualitative Explorative Study of Children of Parents with Cancer. I: Children of Somatically Ill Parents (COSIP). International Perspectives on Family-Oriented Mental Health Prevention. 2005.
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
jektets resultater, udgiver Unge & Sorg i løbet af efteråret 2008 to pjecer, der bygger på vores erfaringer. Pjecen Min far/mor er syg henvender sig til unge, som har en alvorlig syg forælder. Den beskriver almindelige måder at reagere på, og hvad der kan hjælpe den unge. Pjecen Jeg er alvorligt syg – hvordan støtter jeg bedst mine børn? henvender sig til alvorligt syge forældre til teenagere eller unge i 20’erne. Den giver en række forslag til, hvad man som forælder kan gøre for at støtte den unge bedst muligt under sygdomsforløbet.
Preben Engelbrekt er uddannet socialrådgiver, psykoterapeut MPF og cand.scient.soc. Centerchef og medstifter af Rådgivnings- og Videncentret Unge & Sorg. Tidligere ansat i en kommunal børne/familieafdeling, Kræftens Bekæmpelse og som timelærer på Den Sociale Højskole.
Marianne Bache er cand. psych., specialist og supervisor i organisationspsykologi samt efteruddannet i eksistentiel coaching. Arbejder som rådgiver og vidensmedarbejder i Rådgivnings- og Videncentret Unge & Sorg. Tidligere ansat bl.a. i Scleroseforeningen som ledende psykolog og rådgivningschef, i Forsvarets Center for Lederskab og på socialrådgiveruddannelsen.
43
SPUD: Evaluering har udviklet vores uddannelser EVALUERING Bestyrelsen for Sammenslutningen af Psykoterapeutiske Uddannelser i Danmark (SPUD) anbefaler andre uddannelsessteder at gennemgå den evalueringsproces, som konsulentfirmaet Reflektor forestår på baggrund af kvalitetskriterier fra Socialministeriet (nu Velfærdsministeriet), Undervisningsministeriet samt Indenrigs- & Sundhedsministeriet.
rende på de forskellige uddannelser også har været inddraget både som medlemmer af de lokale evalueringsudvalg og via de stikprøver, Reflektor har foretaget. ”Det har været spændende at se, om det, vi går og tænker, også er det, som de studerende oplever,” siger Susanne Broeng om selvevalueringsprocessen.
Gennemskuelighed, udvikling og høj kvalitet er nogle af de ord, bestyrelsen i SPUD hæfter på den evalueringsproces, som flere psykoterapeutiske uddannelser har været igennem det seneste års tid.
Bestyrelsen i SPUD er også tilfredse med, at Reflektor i evalueringsprocessen ikke har stillet spørgsmålstegn ved de forskellige uddannelsers ideologier eller teoretiske tilgange til psykoterapi, så længe de hver især har været i stand til at dokumentere, at deres tilgang er grundig, lærerne er veluddannede, og at undervisningen følger en fast struktur. ”De deltagende institutter udgør jo et broget billede, men vi har fået lov til at være forskellige, så længe vi holder en standard,” siger Bent Hansen.
”Det har været en meget inspirerende proces. Udover at få mulighed for at dokumentere, at vi arbejder med kvalitet, har vi også fået snakket grundigere end normalt om nogle af de ting, vi går og gør. Det har været meget udviklende,” siger SPUD-formand Susanne Broeng fra Kempler Instituttet om processen, som det private firma Reflektor har forestået på baggrund af kriterier fra tre ministerier. ”Det har på alle måder været en god og sund proces, som har været præget af dialog, åbenhed og tryghed, uden at kvalitetskriterierne på nogen måde er blevet slækket undervejs,” siger næstformand Bent Hansen fra Dansk NLP Institut. Varedeklaration I SPUD er bestyrelsen tilhængere af evalueringen, blandt andet fordi den kan være med til at højne kvaliteten på alle uddannelserne. ”Vi trænger til en varedeklaration, så potentielle psykoterapeutstuderende kan se, hvad de betaler for. De opsøger os jo i god tro, betaler mange penge og bliver udsat for lidt af hvert. Så skal tingene bare være i orden,” siger Bent Hansen om processen, hvor de stude-
44
12 kriterier Processen har været bygget op om de 12 kriterier, som det daværende Socialministeriet, nu Velfærdsministeriet, udarbejdede sammen med Undervisningsministeriet og Indenrigs- & Sundhedsministeriet i 2004: Formål Optagelseskriterier Uddannelsens struktur og indhold Underviserne Undervisningsformer Eksamen/Prøve/Evaluering Eksterne censorer Fysiske faciliteter Intern kvalitetssikring Registrering af de studerende Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Organisation og ledelse Økonomi Kilde: Reflektor – Evaluering af private psykoterapeutuddannelser – Vejledning – november 2007
Da processen begyndte, skulle uddannelserne efter en fælles temadag evaluere sig selv og ud fra en vejledning på 32 sider vurdere, om de overhovedet var i nærheden af at opfylde kriterierne. Valgte uddannelsen at deltage, betalte man engangsgebyret på godt 40.000 kroner og modtog kort efter kommentarer fra Reflektor på sine indledende svar. I løbet af de kommende måneder blev kontakten mellem institut og Reflektor intensiveret og kravet til detaljeringsgrader sat i vejret. Undervejs var der flere møder, hvor Reflektor pegede på punkter, hvor uddannelsens kunne forbedre sig. De studerende blev inddraget, Reflektor var på kontrolbesøg blandt andet for at bese de fysiske rammer, og til sidst fandt den afsluttende evaluering sted. Åben og gennemskuelig proces ”Det kan være svært at måle kvalitet, når vi er så forskellige, men fordi Reflektor løbende gik tættere og tættere på, lykkedes det dem at finde vores eventuelle svage punkter, som vi så stille og roligt kunne forbedre. De var ikke rigide og ude på at dumpe os, men ville hellere udvikle os. Derfor sad vi ikke og passede på, men var åbne,” siger Bent Hansen fra Dansk NLP Institut. ”Fra begyndelsen har processen været præget af både kvalitet og gennemskuelighed, så vi undervejs selv har været i stand til at vurdere, om vi levede op til kravene eller ej,” siger Susanne Broeng fra Kempler Instituttet. Som et eksempel på, at kriterierne giver plads til de fleste psykoterapeutiske retninger, så længe uddannelsen og institutionens offentligt tilgængelige ’varedeklaration’ er grundig nok, kan nævnes et af kravene til uddannelsens struktur og indhold: I undervisning i teori skal blandt andet indgå: Pågældende psykoterapeutiske retnings historie og udvikling i samfundsmæssig sammenhæng. Teori om psykoterapibegrebets historiske udvikling. Teori om kommunikation. Teori om udvikling og personlighedsdannelse. Forståelse af teoriens implikationer for begreber som sundhed og sygdom. Teori om den pågældende retnings psykoterapeutiske behandlingsforståelse. Endvidere skal der være undervisning i psykopatologi samt metodik og empiri fra psykoterapiforskningen og i evidensbaserede psykoterapimetoder med videre.
Med til at sikre, at kommende studerende bliver undervist af veluddannede fagfolk, kan også nævnes det fjerde af de 12 kriterier. Det stiller både krav til uddannelsens indhold og længde samt forlanger, at underviserne udvikler sig løbende for eksempel via efteruddannelse, coaching og supervision: Undervisere, der underviser i den praktiske del af uddannelsen, skal have en psykoterapeutuddannelse af minimum 4 års varighed og praktisk erfaring af minimum 4-5 års varighed indenfor det terapiområde, der undervises i. Der kan som supplement tilknyttes undervisere med en anden uddannelsesbaggrund til undervisning i emneområder, der er relevante for de studerende. Disse undervisere skal have en relevant, lang videregående uddannelse.(…) For fastere tilknyttede undervisere skal der være fastsat retningslinjer for en løbende faglig udvikling. Kilde: Reflektor – Evaluering af private psykoterapeutuddannelser – Vejledning – november 2007
Genevaluering om fire år ”Vi kan varmt anbefale andre uddannelser at lade sig evaluere. Via faglig selvrefleksion har vi udviklet os, samtidig med at vi har fået dokumenteret vores niveau,” siger formanden for SPUD, Susanne Broeng fra Kempler Instituttet, som ifølge reglerne skal evalueres igen om fire år. ”Fordi processen har været så sund, glæder jeg mig allerede til næste gang,” siger Susanne Broeng, som bakkes op af næstformand Bent Hansen fra Dansk NLP Institut. ”Der er ingen tvivl om, at branchen har godt af at lade sig evaluere, og markedet efterspørger det. Samtidig er det min erfaring, at hvis man er indstillet på at gå ind i det udviklingsarbejde, som processen kræver, så får instituttet også en højere kvalitet,” siger Bent Hansen.
Artiklen er produceret for SPUD af journalist Jacob Vestergaard. Susanne Broeng og Bent Hansen understreger, at de taler på vegne af hele bestyrelsen i Sammenslutningen af Psykoterapeutiske Uddannelser i Danmark (SPUD).
Kilde: Reflektor – Evaluering af private psykoterapeutuddannelser – Vejledning – november 2007
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
45
KÆRLIGHEDSFUNDAMENTALISME KOMMENTAR I en artikel i Psykoterapeuten 2/2008, Sex er ofte et barometer på parforholdet, har de to forfattere Pia Rønne og David Beermann et par påstande, der nok kræver en kort kommentar, idet jeg nær havde fået havregrøden galt i halsen, da jeg læste artiklen. Pia og David hævder sådan helt uden videre, at ”Sex handler om at forstå hinanden med hjertet”. – og ”Vi længes alle sammen efter en følelsesmæssig nærhed og seksualitet, hvor vi fuldstændig smelter sammen – og forsvinder et øjeblik ind i en ubeskrivelig universel tilstand af intethed og fylde på en gang.” Hvad angår den sidste påstand har jeg spurgt mig for rundt omkring, men ingen, jeg har spurgt, har nogensinde haft den længsel, enkelte har tilfældigt oplevet den tilstand, men har ikke specifikt kunnet henføre den til en længsel eller til sex i specielt parforholdet. Begge udsagn er, hvad jeg vil kalde ”kærlighedsfundamentalisme”. Jeg ved ikke, om det kommer af forfatternes muligt spirituelle tilgang til tilværelsen, jeg kender dem ikke personligt, men udsagnene minder mig om ”universel kærlighed” og lignende new-age opfattelser – eller religiøse forestillinger om kærlighed, hvad kærlighed så end er for en størrelse. Jeg har aldrig i min over 20-årige praksis mødt klienter, der kom med den længsel, eller som ville have hjælp til en kærlig rumrejse. Derimod har jeg ikke sjældent haft klienter med problemer med seksualiteten, fordi de rodede den sammen med deres kærlighedsforestillinger. ”Vi elsker hinanden overalt på jorden, hvorfor fungerer vores sexliv så ikke?”
er et praktisk knald inden nattesøvnen. Sex er lange lege en eftermiddag. Sex er et møde i et gloryhole. Sex er manchetter og reb. Sex er kæledyr. Sex er gruppeeksperimenter. Sex er onani. Sex er pornofilm. Sex er drømme. Sex er begær. Sex er liderlighed. Sex er ... Sex er ... Sex er ... Fortsæt selv! I et afskedsinterview med Preben Hertoft i Information “Lad os selv rive eventyret ned” (31.12.1997) siger Hertoft: "Ifølge filosoffen K. E. Løgstrup er idealet i vores kultur, at seksuel tiltrækning og kærlighed forenes. Og det er jo da også en meget smuk forestilling, som nogen mennesker tilmed oplever – i perioder. Men jeg tror, at mange mennesker gør en anden erfaring nemlig, at kærlighed og sex er skilt ad." Jeg synes, at Preben Hertofts kloge betragtninger giver stor mening i forhold til mange menneskers seksuelle problemer – og parforholdsproblemer. Hvis Pia og David havde skrevet: ”For os handler sex om at forstå hinanden i hjertet – og vi to har en universel længsel osv.”, så havde der ikke været grund til kommentaren, men da jeg fornemmer en overhængende fare for, at klienter kunne blive påduttet den slags kærlighedsfundamentalistiske dogmer, så er der nok grund til at reagere. I mit parforhold siger vi, at vi ikke gider kærlighed, når vi har sex, kærlighed kan vente til en anden dag! For meget kærlighed kan ødelægge et godt sexliv.
Per Holm Knudsen Psykoterapeut MPF, sexolog
Som sexologen Preben Hertoft siger i et interview i Politiken 6. januar 2001: ”Kærligheden kan faktisk hæmme seksualiteten, for det alt for hensynsfulde er ikke godt for det erotiske. Trofasthed er heller ikke særlig pirrende. ... Det seksuelle er meget individuelt”. Nej, sex handler bestemt ikke om at forstå hinanden i hjertet, det kan måske være, at kærlighed kan beskrives på den måde. Sex er en hurtig tur på køkkenbordet. Sex
46
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Re: Sex er ofte et barometer på parforholdet RESPONS En respons til Per Holm Knudsens indlæg: Kærlighedsfundamentalisme Tak for dit indlæg. Det giver rigtig god mening at læse, hvor du bl.a. refererer til Preben Hertofts afskedsinterview i Information: “Lad os selv rive eventyret ned” (31.12.1997), hvor Hertoft siger: "Ifølge filosoffen K. E. Løgstrup er idealet i vores kultur, at seksuel tiltrækning og kærlighed forenes. Og det er jo da også en meget smuk forestilling, som nogen mennesker til og med oplever – i perioder. Men jeg tror, at mange mennesker gør en anden erfaring nemlig, at kærlighed og sex er skilt ad." Vi mener, at det for de fleste af os er en livslang udfordring, at både få og bevare et godt kærlighedsog seksualliv. For os er det vigtigt at understrege, at vores holdning er, at der ikke er noget rigtigt og forkert, men at vi alle kommer fra forskellige udgangspunkter med forskellige prioriteringer. I vores arbejde med par har vi særlig opmærksomhed på nærhed og kontakt i parforholdet, hvor vore erfaringer er, at det ofte vil afspejle sig i seksualiteten – og det er det, vi har ønsket at beskrive i vores artikel i sidste nummer af Psykoterapeuten.
Pia Rønne og David Beermann Psykoterapeuter MPF
ORIENTERING Formanden for Psykoterapeut Foreningen, Erik B. Smith, oplyser, at han ved meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen pr. 1. april 2008 er udtrådt af ledelse og ejerkreds af Københavns Gestalt Institut.
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
KONFERENCER KONGRESSER MØDER M.V.
Gestaltterapeutisk forum i Danmark. Todd Burley forelæser om procesanalyse/diagnostisering. Den 28. oktober 2008 kl. 1618. Institut for Psykologi, Københavns Universitet, Øster Farimagsgade 5 A, Kbh. K. Medlemmer gratis adgang, gæster 50 kr. http://samf.ku.dk/kontakt/findvej/ Hertoft eftermiddage – 30.10.2008: Infantil seksualitet, forførelse og fantasi v. Katrine Zeuthen. – 27.11.2008: Hvorfor er feminister så snerpede? V. Gretelise Holm. – 29.1.2009: Hudens erotik v. Lilian Munk Rösing. – 26.2.2009: Orgasmens kunst v. Pia Struck. – 26.3.2009: Med Gud i sengen v. Poul Joachim Stender. Alle dage Kl. 16.00-18.00. Psykiatrisk auditorium, Rigshospitalet, Henrik Harpestrengs Vej (opgang 61a). Gratis adgang for alle interesserede. Arr.: Dansk Forening for Klinisk Sexologi og Sex & Samfund. www.klinisksexologi.dk og www.sexogsamfund.dk Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade – 1.11.2008 kl. 10-16.30: Bliv bedre rustet som pårørende. En workshop for pårørende til spiseforstyrrede v. Theresa Abegg. – 4.11.2008 kl. 19-21: Ortoreksi, den fjerde spiseforstyrrelse v. Maria Nødskov Aaen. Begge arrangementer i DGI-byen i København. www.spiseforstyrrelser.dk th
5 World Congress of Psychotherapy – October 12-15, 2008. Beijing, China. www.wcp2008.org th
Delphi International Psychoanalytic Symposium – 7 Psychoanalysis and Ideologies. October 24-28 2008 - Delphi, Greece. www.med.upatras.gr/delphi/default.htm 3rd Symposium on Hoarding - psychotherapeutic aspects. November 7-8 2008. Wien, Austria. Arr. SFU Sigmund Freud Privatuniversität Wien. www.europsyche.org/download/ SFU_3rd_Symposium_on_Hoarding_2008.pdf 11th Congress of the European Association for Body Psychotherapy and 8th Congress of the International Scientific Committee for Psychotherapy - Body Awareness, Where Body Psychotherapy and Neuroscience and Traditional Healing meet. November 8-11 2008. Paris, France. www.eabp.org EFPP Group Section Conference – Bridging Identities. Clinical Impact of Groups. May 28-31 2009. Prague, Czech Republic. www.efpp2009.cz th
13 International Society of Hypnosis Congress – Hypnosis and Neurosciences: Clinical Implications of the New Mind-Body Paradigms. September 24-27 2009. Rome, Italy. www.ishweb.org Oversigten er uden ansvar for Psykoterapeut Foreningen. Har du kendskab til et arrangement, som ikke er med her, så send mig venligst oplysninger om det. Susanne van Deurs
47
Bog til alle psykoterapeuter Birgitte Thornsohn: Skæbner i skyggeland – terapi og dæmoner. Ill. Forlaget Hovedland 2007. 143 sider, kr. 198.
BOGANMELDELSE Birgitte Thornsohn, som er kollega og medlem af Psykoterapeut Foreningen, har skrevet en vidunderlig bog om et langvarigt terapiforløb med en klient, ’Sofie’ på 23 år.
Bogen er inddelt i tre sektioner plus indledning og litteratur og navne på illustratorer. Og det er faktisk en rigtig god disposition. Fordi den giver flere forskellige indfaldsvinkler til forløbet, og fordi ’Sofie’ får rigtig god plads til selv at fortælle sin historie. Jeg vil gerne starte med at citere det citat, som bogen starter med. Fordi det giver så god mening, at det burde stå skrevet i flammeskrift overalt, hvor mennesker befinder sig. Så vi altid, altid husker det: ”Hvor kærligheden hersker, er der ingen vilje til magt; og hvor viljen til magt råder, mangler kærligheden. Den ene er blot skyggen af den anden. C.G. Jung” Jeg kan rigtig godt lide indledningen. Fordi Birgitte Thornsohn giver sig selv lov til at komme med sine børne- og familiepolitiske betragtninger over, hvad vi som samfund har pligt til i forhold til familier og børn, som er nødlidende. Og hun pointerer, at hun også har skrevet bogen for at råbe politikerne op! For at få dem til at prioritere en tidlig indsats i børnefamilien. Jeg ville ønske, at politikerne læser denne bog og både lytter til rådene og handler
48
på dem. Men min virkelighedsopfattelse er desværre blevet så realistisk, at jeg har en alt for stor tvivl på, at der er ret mange politikere, der vil lytte og handle. Der siges meget og handles meget lidt fra politisk hold, når det drejer sig om kvinder som ’Sofie’ og deres børn og fædre som ’Morten’. For der er jo hverken stemmer eller penge i det, på kort sigt. Og desværre gælder dette, uanset om regeringen er en VKDF regering eller en Socialdemokratisk + ???. Og kommunalreformen har ikke gjort livet lettere for de nødlidende familier, uanset hvor i landet de befinder sig! Birgitte Thornsohn gør sig mange, gode etiske overvejelser om, hvad hun vil offentliggøre og ikke offentliggøre fra terapiforløbet. Og tak for det! For det er dels eksemplarisk undervisning i, at et forløb godt kan beskrives, selvom mangt og meget udelukkes, dels giver det stof til eftertanke om, at det godt kan lade sig gøre at beskrive et forløb, selvom ikke alle sten bliver vendt i det offentlige rum. Og så vil jeg allerede nu sige: Tak fordi denne bog er skrevet i et let forståeligt sprog. Jeg har ikke noget imod svær tekst. Eller imod teoretisering. Men jeg elsker at læse noget, som danner billeder på min egen inderside. Og det gør denne bog fra side 1!
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Efter indledningen går Birgitte Thornsohn i gang med sin egen beskrivelse af, hvordan hun har oplevet mødet med ’Sofie’ og hendes lille familie. Vi får at vide, hvad hun har læst i forvejen, og hvad hun ved inden mødet. Og vi får en beskrivelse af, hvordan mødet og de efterfølgende møder spænder af. Jeg har naturligvis ikke gennemgået teksten med tættekam, så der kan godt være et par vurderinger undervejs, som står for forfatterens egen regning. Men jeg har ikke været ude for at stoppe op og sige Hov, hvad var det? Så umiddelbart er dette smukt arbejde! Vi får at vide, at ’Sofie’ er en 23-årig kvinde, som har mand og to børn. Hun har mistet sin søster ved et voldsomt drab. Søsteren, ’Tora’, bliver slået ihjel af sin kæreste. Skudt. Mordet sender ’Sofie’ ud i en voldsom krise, som lammer hende og gør hende ude af stand til at tage vare på familien. Parforholdet går i opløsning, og børnene holder næsten op med at være tilstede i tilværelsen. For ’Sofie’ magter faktisk ikke selv at være til. Og samfundet gør intet. Før langt over et år efter drabet. Faktisk næsten to år. ’Sofie’ er et omsorgssvigtet barn, der nu er blevet voksen og mor. Hun har gennem hele sin opvækst fået at vide, at hun er forkert, underjordisk, besat. Af begge forældre. Og hun har ikke lært, hvordan hun skal bære sig ad med at være her i tilværelsen. Da Birgitte Thornsohn møder hende, er hun lukket, afvisende, har ulyst til at tale med sin terapeut, fordi hun jo er en del af ’systemet’ og dermed en trussel for den lille familie. ’Morten’ er flyttet. De er skilt. Men taler dagligt sammen. Og ’Morten’ vil gerne tilbage til sin kone og sine børn. Næsten to år efter det forfærdelige mord indskrives den lille familie i det Familiehus i Horsens, hvor Birgitte Thornsohn er ansat som psykoterapeut. Og det er på høje tid! Jeg kan godt lide Birgitte Thornsohns beskrivelse af forløbet. Fordi hun fortæller, hvad hun Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
ser og oplever. Børnene. De voksne. Stemningen. Manglen på kontakt. Både i familien og mellem ’Sofie’ og terapeuten. Børnene, der intet siger, men cykler og cykler rundt i stuen. De nedrullede gardiner. Afvisningerne. Og allerede tidligt i bogen får jeg en fornemmelse af, at her sker der noget, som er vigtigt. Livgivende! Samtidig med, at det står helt tydeligt beskrevet, at der i begyndelsen ikke sker noget, overhovedet! Og her må jeg indskyde: Jeg begynder at savne en beskrivelse af, hvordan Birgitte Thornsohns gør! Hvad sker der? Hvad foregår der?? Fortæl om dine overvejelser!!! Først til sidst får jeg svarene. Og der giver det rigtig god mening! Men savnet er der, undervejs!
Jeg kan ikke beskrive hele bogen. Men vil dog allerede nu fortælle om min oplevelse af ’Sofies’ mor. Fordi hun faktisk er omdrejningspunk-
49
tet hele vejen igennem. Kender ikke hendes baggrund. Men den må være ganske rædselsfuld! For i det virkelige liv forstøder hun sit nyfødte barn, og intet i bogen fortæller, at hun nogensinde tager hende til sig! Og når bogen slutter, har de to ingen kontakt med hinanden! Overhovedet! En kvinde, der bebrejder sit barn, at hun er til. En mor, der fortæller det lille barn, at hun er uønsket. Og en mor, der ikke selv ved, hvad kærlighed er! Og så er det ’Sofies’ tur. Forfatteren giver hende rigtig megen plads. Til selv at sige, hvad hun har oplevet, set, mærket – og ikke mærket. Og det er lige præcis det, der gør en forskel! ’Sofie’ får lov til at fortælle om sig. Om sit liv. Om sine oplevelser. Og om, hvordan hun pludselig, i forbindelse med sin søsters voldsomme død, bliver clairvoyant og får nogle syn, som giver hende indblik i, hvordan det gik til, at hun – søsteren – pludselig ligger der, død, på køkkengulvet i sin lejlighed. Hvad hun har på. At hun dør, fordi hun bliver skudt. Hvordan farverne i rummet ser ud (’Sofie’ har aldrig været i lejligheden!) Hvordan det er at være datter af en kvinde, der ikke kan finde ud af at være mor. Hvordan det er at være ’forkert’ og uønsket. Hvordan det er at være mor til to små børn og samtidig at have opgivet at være i denne verden. Og vide at børnene har brug for hende, men at hun ikke orker at være her! ’Sofies’ afsnit er så bjergtagende. Og det er vidunderligt, at forfatteren ikke kommer til at bruge ’Sofies’ betragtninger i sin egen beskrivelse. Der er forskel. Og den er synlig. Dette afsnit gør virkelig bogen til noget særligt sammenlignet med alle de bøger, jeg har læst, hvor klienten ikke kommer til orde, så det kun er de mere eller mindre subjektive ’terapeutoplevelser’, der er synlige. ’Sofie’ er synlig, kommer til orde og er både klog og smuk som menneske. Det er en dejlig oplevelse. Mangt og meget er udelukket. Men ’Sofie’ har selv bestemt, hvad der skal med.
50
Og til sidst kommer de faglige betragtninger, som jeg har hungret efter undervejs. Faktisk sad jeg tit og spurgte: Hvordan bærer du dig ad? Jeg vil vide, hvad du gør!!! Men jeg får svar. Måske kunne dette afsnit godt være mere intensivt, mere informativt. Men jeg bliver tilfreds undervejs. Fordi jeg læser, hvordan Birgitte Thornsohn vælger retning, vælger en ny, og bliver nødt til at skifte kurs, fordi hendes klient, ’Sofie’ faktisk ikke vil være med – hun kan ikke helt bruge de forslag, hun bliver præsenteret for. Så det er helt synligt, for mig, hvordan kontrakten bliver forandret undervejs. Og da jeg selv er sandplayterapeut, forstår jeg godt de forslag, forfatteren kommer med, og bliver glad, når det viser sig, at der skal et kursskifte til for at komme videre. Jeg har kun en anfægtelse! Fordi jeg er miljøskadet. Så dette har intet med forfatteren at gøre. Det er helt mit eget! Det generer mig, at der ikke er læst gennemgribende korrektur på denne bog. Flere sprogforbistringer sniger sig ind undervejs. Som i hvert fald får mig op af stolen. Men kvaliteten i bogen overskygger mislydene. Hvis bogen skal genoptrykkes, vil jeg anbefale kritisk korrektur. Og i øvrigt anbefale alle psykoterapeuter at læse denne bog. Fordi den er et skoleeksempel på, at det er klienten, der er i fokus, og ikke dig og mig som terapeuter! Bogen slutter med en god litteraturliste og navne på de mennesker, der har lagt illustrationer til. Bogen er nemlig rigt illustreret med smukke billeder, såvel fotos som maleri.
Jytte Høj Hammer Psykoterapeut MPF
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
FRA DØDSANGST TIL DØDSBEVIDSTHED Irvin D. Yalom: Som at se på solen. At leve med døden. Hans Reitzels Forlag 2008. 240 sider, kr. 298.
BOGANMELDELSE Yalom skriver: ”Jeg begyndte denne bog med at konstatere, at dødsangst sjældent dukker op i den psykoterapeutiske diskurs. Terapeuter undgår emnet af en række årsager: De benægter tilstedeværelsen eller relevansen af dødsangst, de hævder, at dødsangst i virkeligheden er angst for noget andet, de er måske bange for deres egen angst, eller de føler sig måske forvirrede over menneskets dødelighed.” Yalom skriver også, at han ikke har haft til hensigt at skrive en dyster bog. Det er hans håb, at vi ved at forstå de menneskelige vilkår – vores endeligt, vores korte tid i lyset – ikke alene vil kunne nyde øjeblikkets dyrebarhed og glæden ved den rene væren, men også drage større omsorg for os selv og for alle andre mennesker. Sådan er slutordene i bogens efterord, som virker som et slags testamente til hans læsere. Samtidig er denne bog mere personlig end hans åbne brev til en ny generation af terapeuter (Terapiens essens fra 2002). Den nu 75-årige psykiater og professor emeritus fra Stanford, som har brugt sit professionelle liv på at udvikle og undervise i psykoterapeutisk praksis, lægger ikke skjul på, at han er ved at blive en gammel mand). Eksistentiel opvågnen har altid været et nøglebegreb i Yaloms måde at tænke på. Det nye i denne bog er hans brug af begrebet opvågnen Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
som overskrift. Et af hans klassiske udsagn om eksistentiel opvågnen, som han også gentager her, er fx, at kræft kan kurere neuroser – et udsagn som stammer helt tilbage fra en artikel om gruppearbejde med terminalt syge kræftpatienter fra 1977. Lige siden har hans forfatterskab i forskellige forklædninger handlet om, hvordan vores iboende angst er knyttet til eksistensens grundvilkår, og hans centrale teoretiske hovedværk Eksistentiel psykoterapi er både en psykologisk og en filosofisk gennemgang af, hvordan angsten banker på, og livet indsnævres, når vi ikke evner at forholde os til døden, meningsløsheden, aleneheden og friheden – ”frihedens bundløse væsen” som Kierkegaard benævnede ansvarligheden for eget liv. Eksistentiel psykoterapi ikke nok Som at se på solen. At leve med døden er en bog, som handler om at transformere dødsangst til den form for dødsbevidsthed, som giver tilværelsen liv. Og som så ofte før gør han brug af de gamle filosoffer. Her er det fx Epikur, som for 2300 år siden skrev, at frygten for døden er allestedsnærværende, og Sartre, som ønsker, at det er en død mand, døden skal hente, for jo mere ulevet liv, jo større dødsangst.
51
Den er imidlertid også en gentagelse, en understregning og en meget personlig påmindelse til terapeuter om, at eksistentiel psykoterapi nok er en vigtig, men kun en af mange indfalds-
van Deurzen, som han, til trods for at eksistentiel opvågnen er bogens fokus, ganske undlader at forholde sig til. I en slags programerklæring noterer han, at de menneskelige problemer ikke udelukkende hænger sammen med biologisk-genetiske forhold, de handler ikke udelukkende om tilknytnings- og adskillelsesproblemer, er ikke blot undertrykte driftsimpulser, handler ikke kun om forstyrrede former for tænkning eller glemte traumatiske erindringer eller aktuelle livskriser, men også om de eksistentielle grundvilkår i form af døden, meningsløsheden, aleneheden og friheden til at vælge.
vinkler til det psykoterapeutiske univers, hvor man eklektisk bør finde andre veje alt efter klientens problemstilling. Når angsten standser kræftpatientens liv, er den eksistentielle indsigt fx ikke nok til at afgifte angsten, og så ’skaber’ kræftsygdomme ’neuroser’ i stedet for at helbrede dem. Og det er med mine ord det modsatte af eksistentiel opvågnen. Det er ved at undsige den eksistentielle tilgang til psykoterapi som en selvstændig referensramme at Yalom adskiller sig fra den europæiske form for eksistentiel psykoterapi – en skole repræsenteret af fx Ernesto Spinelli og Emmy
52
Det synes således vigtigt for Yalom endnu en gang at tydeliggøre, at han til trods for sin store tykke lærebog aldrig har betragtet eksistentiel psykoterapi som en fritstående ideologisk skole. Det er hans håb, at han via sin eksistentielle tilgang til psykoterapeutiske processer kan inspirere trænede terapeuter til en større forståelse for betydningen af eksistensens grundvilkår i vores udvikling, men han understeger, at i stort set ethvert behandlingsforløb må terapeutiske kompetencer fra andre retninger nødvendigvis spille med. I Yaloms forståelsesramme er det terapeutens autenticitet og evne til at skabe en positiv terapeutisk alliance med klienten, som er psykoterapiens omdrejningsakse. Empati og nærværets kraft er ordene. Yaloms hovedbudskab er således at understrege, at i enhver form for psykoterapeutisk arbejde er det i relationen, de lægende kræfter udvikles (Læs Terapiens essens). Samtidig kommer han med en bekymring omkring tidens ’omkostningsstyrede’ behandlingstilbud, korttidsterapi, symptomkontrol og forsøg på at ændre tankemønstre, som betyder, at man ikke må ”kradse, hvor det ikke kløer”. Men døden klør faktisk, den klør hele tiden og kradser i vores indre, skriver Yalom, uden direkte at Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
nævne sit forbehold over for den kognitive terapis store udbredelse. Overføring og modoverføring I hele sit forfatterskab kommer Yalom tilbagevendende ind på, hvordan han bruger sig selv og sine her-og-nu følelser i det terapeutiske rum, fordi empati og nærvær, som lige nævnt, er den kraft, som kan fjerne forhindringer for personlig vækst. I tidligere værker har han altid undgået at benævne den interpersonelle relation i faglige termer. I denne bog er det imidlertid teoretisk klargørende, at Yalom nævner, at han i sin måde at tænke på bruger begreberne overføring og modoverføring på den klassiske freudianske måde, dvs. når klienten eller terapeuten overfører egne følelser fra barndommen direkte på hinanden. Dette er oplysende, fordi mange behandlere nu om stunder, jeg selv inklusive, anvender ordene overføring og modoverføring langt bredere for at kunne benævne og bevidstgøre enhver form for samspil mellem klient og behandler. Så i min optik er Yalom mere end nogen optaget af overførings- og modoverføringsfænomener. Begreber vi for mig at se har brug for at kunne ’italesætte’ i fx supervisionsog undervisningsforløb. Dødabevidsthed Som at se på solen handler specifikt om, hvordan Yalom forsøger at transformere dødsangst til dødsbevidsthed både i sit personlige liv og i psykoterapeutisk praksis, men også om hvordan han bruger sin professionelle relation til klienten som fokus, uanset om det handler om døende klienter eller om mennesker, der søger hjælp af andre grunde. Hans arbejdshypotese er, at når vores iboende angst bliver til symptomer, som komplicerer vores livsudfoldelse, er det næsten altid angsten for døden, som komplicerer livet. Men dødsangsten optræder som nævnt i mange forskellige forvirrende forklædninger, som man indimellem må grave sig frem til. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Hvad er det præcist ved døden, du frygter? er et af Yaloms yndlingsspørgsmål for at hjælpe sine klienter med at få tag om deres neurotiske livsangst. Her bruger han, som han har beskrevet mange gange tidligere, både filosofien og litteraturen som inspirator, jævnfør fx hans sidste psykoterapeutiske roman The Schopenhauer Cure fra 2006. Yalom frasiger sig også i denne bog enhver form for religiøs tilgang til livet og bruger udtrykket at skabe ”ringe i vandet” som en metafor for en slags evigt liv. Han citerer Erich Fromms tese i Flugten fra frihed, hvor Fromm er optaget af menneskers trang til underkastelse, og Yalom supplerer med, at det er det stof, religion gøres af. Ringe i vandet giver liv efter døden. Og rollemodeller skaber ringe i vandet. Og rollemodel kan vi være for vores børn, hvis vi eksempelvis mestrer vores liv omkring døden. Litterært testamente Hører man til dem, som har et godt kendskab til Yaloms forfatterskab og terapeutiske virke, så er denne bog et resumerende skrift, hvor man glædes ved hans gentagelser og over endnu engang at være i godt selskab. Hans tese om, at man aldrig må anbefale nogen at se direkte på solen, men derimod at tage døden i øjesyn uden at blinke, er et flot og typisk Yalomsk udsagn. Det er et udsagn, som forhåbentlig kan inspirere til læsning af hans store værk Eksistentiel Psykoterapi. Et værk som burde være obligatorisk for enhver, der arbejder med psykoterapeutisk behandling. Som at se på solen. At leve med døden kan således læses både som introduktion til og som afslutning på Yaloms store og originale forfatterskab.
Marianne Davidsen-Nielsen Psykoterapeut MPF
53
KYNDIG KORTLÆSER Michael White: Kort over narrative landskaber. Med forord af Allan Holmgren. Hans Reitzels Forlag 2008. 304 sider, kr. 349.
BOGANMELDELSE Michael Whites bog er opsamling af 20 års viden og erfaring fra praksis med narrativ terapi. Bogen er spækket med guidelines, opskrifter, anvisninger samt bunker af eksempler på, hvordan og hvornår mødet med klienten går godt. Eksemplerne tages op igen og igen og kobles på Whites egne teoretiske idéer samt det, der tidligere er udviklet af andre. Hvor herligt at læse en bog for os, som er ’udpræget praktisk begavede’ (som det hedder på nordjysk), selv om jeg selvfølgelig også gerne vil dele hans teoretiske vinkel. White elskede hele livet arbejdet med klienterne og at tale/undervise i små forsamlinger (1520 tilhørere), hvor han kunne være i nær dialog og hele tiden på opdagelse. Han understregede også altid, at det narrative for ham var forskellige metoder, redskaber og benævnelser, han havde fundet brugbare – også via stærk inspiration fra mange andre, som han nævner en del af i bogen. Psykolog og psykoterapeut MPF Allan Holmgren skriver i forordet, at han ”opfatter utvetydigt denne bog som den bedste samlede fremstilling der er givet af den narrative terapi. Der er fyldt med eksempler. Der er grundige metodiske redegørelser for de terapeutiske fremgangsmåder. ” Det er jeg enig med Holmgren i.
54
I sin indledning fortæller White om sine barndomsoplevelser, hvor kort over landskaber kom til at betyde så meget. Kort til rejser sammen med klienten siger White, at han udviklede på anmodning fra andre, med ønsket om at gøre de terapeutiske processer, han har udviklet, mere overskuelige. Han skriver senere i bogen, at det ikke er opskrifter, han har fremstillet i bogen, ej heller sandheder: ”Narrative samtaler er ikke ”disciplinerede”. De følger ikke en opskrift som i en kogebog, men er i en vis forstand ”uregerlige”. ” Men jeg vover nu alligevel det ene øje og siger, at bogen meget fint kan anvendes som opskriftsbog i den narrative praksis. Ligesom en god grundopskrift på brød fra ens mor fint kan bruges, til man selv bliver en mere habil bager. Når man ikke længere er nybegynder, får man lyst og inspiration til at eksperimentere mere med, hvad der også kan kommes i brødet, så det bliver godt. Det bliver så pludseligt ens helt egen bagestil. Den narrative metafor var for Michael White hentet fra og inspireret af den amerikanske psykolog Jerome Bruner. Han lod sig desuden inspirere af mange andre, som han nævner i bogen. Blandt andet af professor i psykiatri Tom Andersen, Universitetet i Tromsø, hvis udvikling af reflekterende teams gav White idéen til direkte at inddrage tilhørere i det Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2009
terapeutiske rum, selv om han var betænkelig ved den facon, Andersen brugte med brugen af hypoteser. White mente, det kunne klientgøre, på samme måde som brugen af diagnoser kan det. White synes flere steder i bogen at lægge op til at gætte på, om det kunne være sådan eller sådan, eller om det, andre klienter havde oplevet (som han viderefortalte), kunne være brugbart for klienten. Det kan set fra mit perspektiv virke, som om White i udviklingen undervejs har fundet også noget af dette brugbart i sin praksis. Bogen indeholder masser af beskrivelser og opskrifter, fx til eksternaliserende samtaler med positionskortet (kort kan oversættes til veje man kan gå), fire spørgsmålskategorier, genforfattende samtaler, hvor han beskriver strukturen i sådanne samtaler, genmedlemsgørende samtalers (remembering) formål og fordele, definerende ceremonier, strukturen, udvælgelse at eksterne vidner og det terapeutiske ansvar også i den slags samtaler, samtaler der fokuserer på unikke hændelser mm. Han beskriver desuden nøje den måde, positionskort version 2 kan anvendes på. Den terapeutiske samtale kan være som at gå i en ukendt skov. Sommetider virker det åbenlyst, hvilken vej man kan gå, andre gange må man gå lidt frem og tilbage på forskellige små stier, før man finder vej. Hvor man ender kan være helt uforudsigeligt. Landskaberne kan være helt forskellige alt efter, hvor man befinder sig. White giver os nogle kort over narrative landskaber med på vejen, hvor han flittigt henviser til teorien og gør meget ud af, at konteksten skal være i orden. Klienten og andre skal vide, hvilken slags samtale, de er budt ind i. Michael White nævnte tit i sit liv, at det at have red-skaber inspireret af andre har hjulpet ham i Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2009
samarbejdet med klienten. Så hvad ville han gerne redde? Og hvad ville han gerne skabe? Jeg tror, at han gerne ville redde teorier og metoder, som andre før ham havde fundet brugbare. Skabe og nyudvikle metoder, som han har fundet brugbare. Lave beskrivelser af sit arbejde, som kunne hjælpe andre. Det blev til otte bøger og rigtig mange artikler. Rigtig god er Narrative Means To Therepeutic Ends (1990) og Maps of Narrativ Practice (2007). At denne sidste nu er kommet på dansk, gør bare livet nemmere. Den får min varmeste anbefaling. Michael White døde den 5. april 2008, 59 år gammel, efter nogle dage inden at have fået et hjerteinfarkt under en konference i San Diego. Han blev holdt kunstigt i live, til hans datter kunne nå frem fra Australien for at sige farvel til sin far. Nu må vi praktiserer det narrative uden Michael White. Men vi kan sige ’God dag igen’. Vi kan fortsat invitere ham med ind i vores terapeutiske liv og tænke: Hvad ville Michael White have gjort? Hvad ville han have tænkt om dette eller hint? Dette blev Whites sidste færdige bog. Jeg håber, at den bog, han var i gang med at skrive, må komme senere via hjælp fra mennesker, som stod ham nær også arbejdsmæssigt som fx hans nære medarbejder Maggie Carey.
Lisbeth Villumsen Psykoterapeut MPF
55
Brugsbog for ramte Winnie Haarløv: Den tomme stol. Om døden og det at miste. En brugsbog. Det Schønbergske Forlag. 232 sider, kr. 199.
BOGANMELDELSE Medlem af DSU er jeg ikke, det er jeg for gammel til, jeg er jævnaldrende med forfatteren, men i mit hjem betyder DSU: Død – sorg – ulykke. Jeg er til gengæld ’medlem’ af den gruppe terapeuter, der gennem årerne er opfostret og uddannet i Den nødvendige smerte af Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick. De seneste 25 år har jeg arbejdet med tab og truende tab, altså det, denne bog handler om. Bogen er en brugsbog for ramte – men for medlemmer af Psykoterapeut Foreningen er det forhåbentlig mere end velkendt stof. Titlen er god. Ofte har jeg hørt om den tomme stol, der så åbenlyst markerer, at en person er død, savnet, mangler. Forfatteren, som er psykoterapeut MPF, bringer fra de første sider sig selv i spil, som personen, der tidligt har oplevet egne tab, og der bruges gennem hele bogen mange eksempler, der gør teksten levende og nærværende. Det historiske rids er interessant og oplysende, men havde jeg købt denne brugsbog som guide i forbindelse med eget eller på-
56
rørendes aktuelle tab, ville jeg springe det over og hurtigt læse videre, for det ville være forstyrrende i en aktuel sorg. Afsnittet krydres dog senere med eksempler og forslag til egne refleksioner og slutter med konkrete oplysninger om bl.a. arv, obduktion, donation m.m. Et afsnit om sorgteori er kort, men formidler på en enkel måde, hvordan sorgen kan forstås. Bogens bedste afsnit, ’Engle og knokkelmænd’, handler om børn og lidt om unge. Det er systematisk opbygget og indeholder rammende eksempler og mange gode forslag til handlinger, både til den ramte og til omgivelserne. Under læsningen af forslag til forældre med et dødssygt barn tænkte jeg dog, puha, det vil give de fleste forældre dårlig samvittighed, for hvordan skal de dog magte at udføre bare et par af forslagene. Disse forældre er totalt optaget af plejen af deres dødssyge barn og magter hverken at dyrke hobbies, holde fast i netværket eller at dyrke sex med partneren. Afsnittet ’Når døden rammer’ ville have passet godt ind efter afsnittet om sorgteorier. Der er igen en enkel, brugbar og systematisk gennemgang af forskellige reaktioner hos sørgende, og igen er der virkelig mange, gode anvisninger/forslag til den ramte. Senere følges op med forslag til omgivelserne. Her bliver jeg dog ind imellem lidt forvirret, idet forfatteren både skriver forslag til patienten og den pårørende, men ellers gode anvisninger. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Den tomme stol. En brugsbog bliver mere og mere den håndbog, der lægges op til. De sidste 50 sider fremstår således som et let tilgængeligt opslagsværk. Dog bliver jeg nødt til at kommentere to ting under nyttige adresser: Unge mellem 16 og 28 år kan ganske rigtigt chatte på hjemmesiden www.ungeogsorg.dk, hvor man også kan læse, at Unge & Sorg er et professionelt, gratis rådgivningscenter til unge, der lever med alvorligt syge forældre, eller som har mistet en eller begge forældre. Under samme rubrik henvises
til www.barn-i-fokus.dk. Hjemmesiden handler om børn med psykisk syge forældre, et emne, der ikke berøres i bogen. Forfatteren har delt ud af sine store erfaringer og krydret med mange genkendelige eksempler. Titlen appellerer dog mere til den, der allerede har mistet, er efterladt, end til den, der selv er syg eller pårørende.
Winnie Rønnow, Socialrådgiver, Psykoterapeut MPF
Det gør ondt at blive forladt, men
du dør ikke af sorgen Winnie Haarløv: Førstehjælp til knuste hjerter. En brugsbog om hjertesorg. Pretty Ink. 240 sider. 199 kr.
BOGANMELDELSE En klog og kærlig håndbog om et evigt aktuelt emne er udkommet. Forfatteren, som er psykoterapeut MPF, fører os med kyndig hånd gennem kærestesorgens mange facetter. Hovedpointen svigtes aldrig: du skal igennem sorgen og ikke udenom. Og minder os om, at ”du døde ikke, selvom du på et tidspunkt følte det sådan”. Indholdet er en blanding af refleksioner, forfatterens egne erfaringer hentet fra livet eller terapirummet, teori, øvelser, tests, og gode råd. Mit kendskab til bogen startede som seer til Godmorgen Danmark, hvor forfatteren fortalte om bogen på en måde, så mine ører foldede sig ud. Winnie Haarløv er en dygtig kommunika-
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
tor, som har noget på hjerte, og selv mere tungt stof kan hun formidle med lethed og humor. I denne bog om knuste hjerter, svigt, forladthed og stor smerte guides vi gennem faserne chok, reaktioner, reparation og videre fremad. Og derefter det velkendte for knuste hjerter: hvad kan jeg lære af det, og tør jeg tro på kærligheden igen? Drømmen om den store kærlighed ligger dybt i os, en drøm der kun kan opfyldes, når vi er villige til at se på egen andel. Haarløv har et godt kapitel om barndommens indflydelse, tilknytningen og indgroede mønstre. Det gør djævelsk ondt at blive forladt og svigtet. Om de mange svære og ikke helt legale
57
følelser, der kommer i kølvandet, skriver forfatteren om hævnen: Det er naturligt hvis du også er vred. Og hvis du har fantasier om at hævne dig, stikke en dolk i ham (eller hans nye kæreste), køre ham over med en damptromle eller ringe til hans arbejdsgiver og fortælle, hvilket pikhoved han er, så er det hverken mærkeligt eller forkert. Det bliver først forkert, hvis du gør alvor af det. Bid i det sure æble og fortæl en, du stoler på dine vildeste hævnfantasier. Grin ad dem, hvis I kan. Vil du ikke det, så skriv breve til dig selv om al det grumme, du kunne tænke dig at gøre, og alle de lidelser og nederlag du drømmer om at skaffe ham på halsen. Det fjerner måske ikke fantasierne, men det fjerner din eventuelle angst for ”at komme til” at gøre alvor af dem. Og den angst er god at slippe af med”. Således lettes den forslåede og forladte. Winnie Haarløv ved, som den gode terapeut, at hævner vi os, er det som at brygge en giftdrik og selv drikke den. Det undrer mig, at jeg ikke møder mænd i bogen, der er svigtet af en kvinde. Hvad mon er grunden til, at smerten i bogen opleves igennem kvinder, og der altid skrives, ’han forlod’, han svigtede, han var utro? Den store kærlighed Bogen er båret af Haarløvs kendskab til flere af de gamle tænkere og terapeuter. Når hun selv synes, at temaet kræver en grundigere læsning, er der henvisning til deres bøger. Om kærlighedens store krævende væsen, hvis den skal lykkes, citerer hun Erich Fromms Kunsten at elske: ”Vi rammes ikke af kærligheden, det er et romantisk syn der forstærkes af film, litteratur og musik. Fromm ved at kærligheden kræver både indsigt, disciplin koncentration, tål-
58
modighed og ydmyghed at praktisere. At give for at få er selvisk og umodent og betyder at kærligheden er reduceret til en byttehandel”. Fromm (og Hårløv) skelner mellem den barnlige, afhængige kærlighed: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig, og den modne, uafhængige: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig. De ved begge, at parforholdet kræver pasning som en have: Forsømmes den, kan kun ukrudtet ses. Førstehjælp til knuste hjerter er en god og velmenende bog. Det er sværere at forestille sig målgruppen. Hvornår sætter den forsmåede sig ned og læser om kærestesorgen, er det mon når smerten buldrer i hele kroppen? Det tror jeg næppe. Måske kan den bruges til dem, der er kommet lidt længere og igen har ro og overblik. For terapeuter bør stoffet være velkendt, alligevel kan der absolut hentes inspiration til terapirummet ved at se på de redskaber, som der er mange af, tests, øvelser og opgaver. Smerten kan ikke forløses gennem læsning, det stiller hun os heller ikke i udsigt, men tværtimod at det er hårdt arbejde. Tidsånden kalder på læse-let bøger – også i dette eksistentielle og smertefulde emne – det kan problematiseres, at livets alvor behandles som opslagsbøger i stil med hunde- og havebøger. Trods denne indvending om håndbøger, som ikke har noget med dette produkt at gøre, men mere tiden og behovet for hurtigt hjælp og rask videre. Haarløv balancerer det fint, og lover ikke mere, end hun kan holde, og fastholder præmissen, at vi skal ind i smerten, og husker os på, at vi ikke døde af sorgen, selvom det føltes sådan i laaang tid.
Bodil Moseholm Psykoterapeut MPF Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Enkelt og klart budskab for udviklingsinteresserede Anny Haldrup, Hanne Thorup og Dagmar Møller Kristensen i samarbejde med journalist Anne Grete Nielsen: Mød Livet – fra kernen. Specular 2007. 250 sider + CD, kr. 350
BOGANMELDELSE Mød livet – fra kernen er en lærebog i, hvordan de menneskelige ressourcer kan foldes ud og udvikles til gavn for den enkelte og for arbejdspladsen. Den er enkel og klar i sin teoriforståelse, fuld af eksempler og cases fra kursister, der har deltaget i Speculars psykologiske efteruddannelse, og det gør den til vedkommende læsning. Bogen er pædagogisk i sin opbygning og sin stil, hvilket gør, at den kan læses af alle, der interesserer sig for udviklingsprocesser. Først præsenteres vi for Speculars menneskesyn og arbejdsmetode, dernæst beskriver de, hvordan de arbejder med den enkeltes møde med sig selv, dernæst på, hvad der sker i mødet med de andre for til sidst at fokusere på arbejdspladsen med de vanskeligheder og udfordringer, det giver os som ledere og/eller medarbejdere. Bogen kan anbefales til klienter, og den kan inspirere psykoterapeuter til at eksperimentere med forskellige metoder og tilgange til det psykologiske arbejde. Med bogen følger en CD med øvelser, der kan hjælpe læseren med at komme i kontakt med ”kernen”. Det mærkes tydeligt, at det er folk, der er vant til at formidle og undervise, der står bag, og som har sans for sproget. Derfor kan det undre, at de har valgt at kalde sig Specular, med de associationer, det giver til speculum. Livsglæde og kreativitet Bogen redegør for den metode og den praksis, som Specular gennem mange år har arbejdet Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
udfra på deres 3-årige psykologiske efteruddannelse for mennesker, der arbejder med mennesker, samt på deres særlige uddannelsesforløb for mobberamte. De har ønsket at samle deres erfaringer og at videregive deres bud på, hvordan de mener, vi kan blive bedre til at håndtere destruktive følelser på arbejdspladsen og dermed skabe et bedre psykisk arbejdsmiljø. ”Hele vores bog er et forsøg på at vise, at det kan lade sig gøre og at beskrive, hvordan man som enkeltindivid, som gruppe eller som samlet arbejdsplads kan påbegynde den proces”, skriver forfatterne i efterskriftet. Udviklingsprocessen handler om at blive i stand til at navigere i livet (såvel som i arbejdslivet) ud fra ens dybere følelser og behov. Visionen er, at jo bedre vi, som personer, som organisationer og som samfund, bliver til at være i kontakt med vores kerneværdier og styre efter dem, jo mere energi, kreativitet og livsglæde bliver der plads til. Et vigtigt budskab i en tid, hvor det mere og mere handler om effektivitet og målrationel styring. Kernen og Masken – den røde tråd De vigtigste begrebssæt i bogen er: - kernen vs masken - følelser vs emotioner. Kernen defineres som noget oprindeligt – det dybeste lag, der hvor vi er i balance med os
59
selv og føler os ’hjemme’, der hvor man kan mærke sine ressourcer Masken beskriver det modsatte, der hvor vi er ude af balance, hvor vi ikke er styret af os selv, men af andre menneskers meninger og vurderinger eller vores egne domme over for os selv. Følelserne hører til i kernen, mens emotioner ses som forvrængede følelser, der tilhører maskelaget. Det selvudviklende arbejde består i at hjælpe mennesker med at komme i kontakt med kernen og styrke opmærksomheden på, hvornår vi forlader den, og hvordan vi kommer tilbage, når vi er kommet væk fra os selv. Det er den røde tråd i hele bogen, hvorom alt andet drejer sig. Kropsarbejde og groundingøvelser er centrale redskaber til at styrke kommunikationen med kernen suppleret med meditation og drømmearbejde. De arbejder helhedsorienteret og benytter æstetiske processer som rollespil og billeder til at styrke det udadrettede udtryk. Vekselvirkningen mellem at fordybe sig i sig selv og at udtrykke sig i verden er en vigtig del af deres pædagogiske praksis.
for trivslen og for kvaliteten af arbejdet. Strukturløshed, pseudoharmoni, utilfredshed, projektiv identifikation og emotionel løbeild er nogle af de eksempler, der er udtryk for, at masken er på arbejde, mener Specular. Når en kommunikation præget af emotioner vendes til åbenhed, er der skabt grobund for en progressiv involvering. Speculars kursusforløb for mobberamte bruges her som eksempel på, når en hel arbejdsplads er ramt af destruktive følelser, og hvilke katastrofale følge det kan få for den, der rammes af mobning. Kerne eller ej? Da jeg blev spurgt, om jeg ville anmelde bogen, sagde jeg straks ja pga. af titlen. Jeg tænkte, her er nogen, der går imod den trend, der hersker blandt mange konsulenter og uddannelsesfolk, hvor ideen er, at identiteten ikke har en fast kerne, men at den konstrueres i den relationelle kontekst, og derfor består vi af mange selv´er. Om mennesket har en kerne eller ej, er et spørgsmål om menneskesyn og i sidste instans en trossag. Så allerede mødet med titlen kan give anledning til interessante diskussioner og metateoretiske overvejelser, som kan højne vores bevidsthed om vores forholdemåde og de metoder, vi som fagfolk benytter os af.
Pia Johanne Nielsen Uddannelsesleder, cand.mag. og psykoterapeut MPF
Hovedtemaer Hovedtemaer i kapitlet Mødet med sig selv er grænser, den indre dommer, initiativ og seksualitet styrende i den personlige udviklingsproces. I kapitlet ’Mødet med de andre’ introducerer de begrebet ’Progressiv involvering’ på arbejdspladsen, som defineres ved, at den enkelte kan kommunikere fra kernen i samarbejdet med andre og ikke fra masken. Der nævnes eksempler på emotionelle samværsformer på arbejdspladsen, som kan være en belastning
60
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Oplysningerne bygger på informationer fra forlagene og indeholder ikke redaktionens vurderinger. Priserne er vejledende
Michael Hviid Jacobsen, Mette Haakonson (red.): Memento mori – døden i Danmark i tværfagligt lys En lang række forskere og praktikere fra forskellige fag giver deres bud på dødens betydning i dag med det fælles udgangspunkt, at vores kulturelle dødsopfattelse er under forandring. Bogen har fire overordnede temaer: ’Døden i livet’ om syge og aldrendes bevidsthed om døden, ’Dødsarbejde’ om de professionelles oplevelse, ’Døden som repræsentation’ om vores kulturelle forestillinger og ’Mindekultur’ om den måde, vi mindes de døde på og med paralleller til dødskulturer i andre lande. Bogen minder os om ikke at glemme vores egen og hinandens død og retter sig mod alle, der ønsker forståelse for de igangværende forandringer. Syddansk Universitetsforlag 2008, ill., 420 sider, 398 kr. Kari Dyregrov, Atle Dyregrov: Støtte ved dødsfald. Hvordan kan vi hjælpe? Efterladtes netværk har ofte stor vilje, men også stor usikkerhed i forhold til, hvordan de kan støtte deres bekendte ved dødsfald. Bogen giver råd og vejledning til personer, som støtter efterladte efter pludselige dødsfald. De efterladte kan hente råd om, hvordan de kommunikerer deres behov tydeligt og undgår isolation, og fagpersoner vil også have nytte af bogen. Dansk Psykologisk Forlag 2008, 340 sider, 328 kr. Anette Holmgren: Terapifortællinger. Narrativ terapi i praksis Læseren tages med ind i det terapeutiske rum og får via terapeutens metodiske, teoretiske og personlige overvejelser og intentioner undervejs i samtalerne indblik i narrativ metode med eksempler fra praksis. Bogen beretter om menneskers mulighed for at inddrage hidtil over sete dele af dere s liv i deres fortællinger om sig selv, hvorved de kan frigøre sig fra negative identitetsfortællingers indflydelse. Dansk Psykologisk Forlag 2008, 264 sider, 248 kr. Anni Hjort: Livets Kolbøtter Arnhild Lauveng: I morgen var jeg altid en løve To meget forskellige bøger med samme emne: at blive helbredt fra skizofreni. Anni Hjort fortæller eventyrlige historier, hun oplevede i sit forpinte sind, om Regnbueridderen, som var den, der gjorde hende rask, om hr. og fru Gud og om livets udfordringer. Også Arnhild Lauveng, som er praktiserende psykolog, tager læseren med ind i en verden af stemmer og hallucinationer og viser, hvordan vrangforestillinger og symptomer har deres egen logik. Fokus forlag, 161 sider, 198 kr. Akademisk Forlag 2008, 192 sider, 249 kr.
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
61
Ea Suzanne Akasha: Lyst – din guide til et suverænt sexliv Mere end hver tredje kvinde mangler seksuel lystfølelse, ligesom hver syvende mand har problemer med lyst til sex. Bogen handler om at være til stede i nuet og lade kroppen tage over, og gennem anvisninger og forslag til øvelser åbnes der for nye seksuelle muligheder. Politikens Forlag 2008, ill., 130 sider, 149 kr. Lise Winther-Jensen: Morgiane syndromet. Om kvinders angst for at træde frem Bogen tager udgangspunkt i iagttagelsen af, at mange kvinder devaluerer sig selv og har store vanskeligheder med at få udtrykt, hvad de kan og vil. Bogen giver især indsigter inden for tre områder: en definition af Morgiane syndromet, forståelse af afhængigheden mellem indrestyring og narcissisme og forståelse af det helende potentiale i den primære narcissisme. Dansk Psykologisk Forlag 2008, 224 sider, 268 kr. Søren Hertz: Børne- og ungdomspsykiatri. Nye perspektiver og uanede muligheder Børn og unge kommer af mange grunde i fastlåste situationer, hvor de kan have brug for støtte i deres liv. Det problemfyldte, adfærdsvanskelige, mangelfulde eller syge kan også opfattes som en invitation til at forholde sig nysgerrigt og kreativt til, hvordan man kan bidrage til udvikling. Bogen bygger på moderne hjerneforskning og udviklingspsykologi kombineret med forfatterens mangeårige erfaring med undersøgelse og behandling af børn og unge. Akademisk Forlag 2008, 360 sider, 369 kr. William Davies: At overvinde vrede og irritation. Mange oplever, at deres letantændelige temperament og mange vredesudbrud ødelægger både deres egen og omgivelsernes sjælefred. I virkeligheden er en vred og irritabel adfærd ikke vanskelig at ændre. Selvhjælpsguide på basis af kognitiv adfærdsterapi. Klim 2008, 205 sider, 249 kr. Svend Brinkmann: Identitet. Udfordringer i forbrugersamfundet Mange er i dag optaget af at ’finde sig selv’, ’arbejde med sig selv’, ’udvikle sig personligt’. Hvorfor er vi det, og hvorfor gennemsyres vi af spørgsmålet om vores identitet. Bogen finder svaret i forbrugersamfundet, som udfordrer vores vante selvforståelse og værdiorientering, samtidig med at vi på én gang skal være os selv og være i konstant udvikling. Klim 2008, 184 sider, 220 kr. Birgit Weber: Sig av når du bliver ramt – så du undgår at gøre din partner ondt Alle vil gerne have et nært og berigende kærlighedsforhold til deres partner, men vi kan blive bange og bebrejde partneren, når han/hun siger eller gør noget, der aktiverer fortrængte følelser fra vores barndom. Bogen vejleder i, hvordan vi kan få øje på vores projektioner og kan trække dem tilbage igen, så vi kan udvikle os. Borgen 2008, 153 sider, 199 kr.
62
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
VELKOMMEN til nye medlemmer Med 1200 timer klinik Bente Vestergaard d`Andrade, Ribe Gunilla Bjørkman, Ringkøbing Marianne Dreyer, Nr. Snede Allan Hald, Faaborg Jytte Harkjær, Glesborg Marianne Horst, København K Helle Hutters, Risskov Jane Boni Jensen, Aalborg Hanne Birgitte Nielsen, Silkeborg Solveig Rosenkvist, Vildbjerg Hanne Sixhøi, København Ø Joachim Speck, Skanderborg Lisbeth Walthersdorf Sørensen, Hundested Helle Ternov, København S Lene Hassig Vilslev, Esbjerg Uden 1200 timer klinik Rikke Bay, Espergærde Lars Rye Bertelsen, Horsens Merete Bundgaard, Højslev Dorte Christiansen, Vanløse Peter Dan, København K Tina Eriksen, Kerteminde Anna Kristine Eskelund, Hørsholm Kira Saabye From, København V Elin Gam, Horsens Annette Lyders Hansen, Hillerød Pia Maj Hansen, Søborg Line Hou, Langeskov Poul Højmark, Solbjerg Heidi Leegaard Jacobsen, Videbæk Birgit Jørgensen, Øster Ulslev Tom Rømer Klausen, Ejby Gitte Krohn, Odense C Vibeke Lücking Pedersen, Glostrup Pia Rønneholt, Nibe Erik Randrup Smed, Kibæk Johnna Dahl Steinmetz, Vejle Karina Vestergaard, København V Mats Widsell, Frederiksberg
ORIENTERING Generalforsamling 2009 Næste års generalforsamling bliver afholdt lørdag den 7. marts i DGI-byen i København.
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
MEDLEM med og uden (tilstrækkelig) klinik Ved forårets vedtægtsændringer udgik betegnelsen aspirantmedlem. Herefter kan alle medlemmer kalde sig Medlem af Psykoterapeut Foreningen eller Psykoterapeut MPF. Der skelnes nu i stedet mellem medlemmer med og uden 1200 timers klinisk arbejde som psykoterapeut, og klinikken skal til forskel fra tidligere være foregået efter afsluttet psykoterapeutisk efteruddannelse. Tidligere aspirantmedlemmer er nu medlemmer uden 1200 timers klinik. Medlemmer med 1200 timers klinik er i psykoterapeutfortegnelsen på hjemmesiden fremhævet med en stjerne. Hvis man som medlem uden klinik ønsker at blive overført til status med klinik – og dermed opnå en stjerne i psykoterapeutfortegnelsen – skal man udfylde skema C (findes på hjemmesiden eller fås på kontoret) og vedlægge dokumentation for mindst 1200 timers klinisk arbejde som psykoterapeut med individuelle klienter, par, familier eller grupper – dvs. ikke supervision, undervisning, personaletræning m.v., men egentlig, kontraktbaseret psykoterapi. Skema og dokumentation fremsendes til kontoret i tre eksemplarer og vil derefter blive behandlet i optagelsesudvalget. Susanne van Deurs Optagelsesudvalget
INFORMATION fra administrationen Psykoterapeutfortegnelsen Ved gennemgang af vores database kan jeg se, at der er nogle medlemmer, der ikke har deres profil vist i den alment tilgængelige fortegnelse over praktiserende psykoterapeuter på vores hjemmeside. Dette er helt frivilligt, men jeg har observeret, at nogle medlemmer ikke har været opmærksomme på, at de selv skal give tilladelse til, at deres profil bliver vist i fortegnelsen, og derfor er de ikke vist. Så måske skulle du tjekke, om du er at finde i fortegnelsen. Ønsker du din profil vist i fortegnelsen, kan du kontakte mig via mail kontakt@psykoterapeutforeningen.dk eller på tlf. 7027 7007. Samtidig kan jeg kun endnu engang opfordre til, at du husker af opdatere din profil, også med ’oplysninger til psykoterapeutfortegnelsen’. E-mail Ændrer du din e-mail adresse, vil jeg bede dig sende mig en mail herom. Al information fra foreningen, der kan sendes ud til medlemmer pr. mail, vil blive det. Det er derfor vigtigt, at jeg har den korrekte mailadresse at sende til. Betalingsservice Kontingent for år 2009 vil blive opkrævet via Betalingsservice. Yderligere information herom vil blive fremsendt sammen med indbetalingskortet. MPF-brevpapir Brevpapir med foreningens logo kan nu købes i en portion à 150 ark til en pris af 200 kr. inkl. porto. Papiret bestilles ved at sende beløbet pr. giro eller som bankoverførsel til Psykoterapeut Foreningen, giro 503 7859 eller kontonummer 3543 5037859. Husk at mærke betalingen Brevpapir. Winnie Johansen, adm. leder kontakt@psykoterapeutforeningen.dk
63
Foredrag i Psykoterapeut Foreningen
Netværksmøder på Fyn
Fyraftensmøder i Århus
Overgade 14, 2.th., 5000 Odense C.
Ryesgade 29, 3. sal, Århus C
Tirsdag den 28. oktober kl. 18-20:
Tirsdag den 7. oktober kl. 17-19:
Psykoterapeut MPF Marianne Bach
Teolog og psykoterapeut MPF Sofie Pedersen
OM LIVETS ELV, BRUG AF SYMBOLER I TERAPI
PSYKOTERAPI, SJÆLESORG OG ÅNDELIG VEJLEDNING
Livets Elv kan bruges i arbejdet med hele familien, til par eller enkeltpersoner. Der arbejdes med snore og symboler, som lægges ud på gulvet. Metoden er anvendelig til at beskrive et konkret problem, indbyrdes relationer, et forløb, en livshistorie eller familiens historie. Den er også anvendelig i mindre personalegrupper som personaletræning.
Sofie Pedersen har udover at være teolog og psykoterapeut også arbejdet med meditation i mere end 20 år under vejledning af Bob Moore, og med udgangspunkt i denne bagage vil hun sammen med deltagerne reflektere over, hvornår psykoterapi, sjælesorg og åndelig vejledning er tre forskellige discipliner, og hvornår det er tre sider af samme sag. Onsdag den 19. november kl. 17-19:
Torsdag den 5. februar 2009 kl. 18-20: Psykoterapeut MPF Else Baden-Jensen Psykoterapeut MPF Hanne Sørensen
OM ISTDP – INTENSIV PSYKODYNAMISK PSYKOTERAPI Onsdag den 13. maj 2009 kl. 18-20: Psykoterapeut MPF Hanne Ellegård
OM PSYKE OG SMERTE
TANKEFELTTERAPI TFT er en såkaldt Power-teknik, der kan bruges til at ændre fysisk og psykisk ubehag forbavsende hurtigt. Man banker på punkter på kroppen samtidig med, at klienten fokuserer på ubehaget. Teknikken, der kan bruges sideløbende med andre terapeutiske teknikker, kan fjerne bl.a. angst og stress på meget kort tid. Klienten kan selv benytte teknikken derhjemme og derved konsolidere bedringen. Læs evt. mere på http://tankefeltterapi.info
PROJEKT FRA RINGE RYGCENTER Alle netværksmøder indeholder ca. ½ times fagligt oplæg og efterfølgende debat/møde. Adgang har alle medlemmer af Psykoterapeut Foreningen. Entre 25 kr. Tilmelding til: mail@gittesander.dk Venlig hilsen Kursus Udvalg Fyn 64
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Kurser i Psykoterapeut Foreningen INGER POULSEN
MERETE HOLM BRANTBJERG
Psykoterapeut MPF
Psykoterapeut MPF
Inger Poulsen er udannet gestaltterapeut, sandplayterapeut og supervisor. Hun er leder af Familiehuset i Horsens, hvor man arbejder med familier med børn i alderen 0-2 år, hvor børnenes udvikling er truet, samt med gravide med særlige behov. En del af arbejdet med disse familier indebærer psykoterapi med børn, der pga. et traume i de første leveår mistrives og er fastlåst i uro og angst. Forældrene indgår i det terapeutiske forløb. Familiehuset blev i 2007 af Socialministeriet udnævnt som rollemodel for Familiebehandling i Danmark.
Merete Holm Brantbjerg har grunduddannelse som afspændingspædagog og er medskaber af Bodynamic Analyse, et dansk udviklet kropspsykoterapisystem. Hun har arbejdet med individualterapi, gruppeterapi og undervisning siden starten af 80'erne. Har speciale i "Ressourceorienteret færdighedstræning som psykoterapeutisk metode" – også kaldet "Motorisk Haiku" – en arbejdsform, hun udvikler i relation til både personlighedsudvikling og heling af traumer med fokus på, hvordan man som terapeut kan tage vare på sig selv. Underviser på kurser og træninger i flere lande.
SPÆDBARNETERAPI
KØN, SEXUALITET OG VÆRDIGHED
I PRAKSIS Gennem konkrete cases og videooptagelser af børn under terapi sætter vi fokus på følgende spørgsmål: Hvordan hjælper vi barnet med svære traumer? Hvilke forudsætninger skal være til stede i barnets bagland? Hvilke symptomer skal vi være opmærksomme på hos de mindre børn? Hvordan skal forældrene indgå i krisebearbejdningen? Hvordan gennemføres et terapeutisk forløb konkret omkring et barn, og hvilke roller skal henholdsvis psykolog, pædagog og andre fagpersoner, der arbejder med barnet, udfylde? Kurset vil give konkrete redskaber til, hvordan man kan bygge terapien op, og der vil i løbet af dagen være rig mulighed for dialog. Inspirationen til spædbørneterapien er hentet i Frankrig hos børneanalytiker Françoise Dolto, der siger: ”Lad aldrig barnets smerte blive glemt”, og børnepsykiater og børneanalytiker Caroline Elliacheff, der siger: ”Alt usagt binder energi”. Spædbørneterapien kan også bruges til ældre børn. Kurset henvender sig til alle interesserede behandlere. TID & STED: Fredag den 31. oktober 2008 kl. 10-17. Ryesgade 29, 3. sal, 8000 Århus C. PRIS: Medlemmer kr. 1.400. Ikke-medlemmer kr. 1.600. Prisen er inkl. frokost. Max. 20 deltagere. TILMELDING senest 15. sept. 2008.
I BEHANDLER- OG UNDERVISERROLLEN Mærker du dit køn og din sexualitet, når du arbejder – eller bliver du “kønsløs”? Bliver du genert eller skamfuld, hvis klient eller elev berører sexualitet eller spiller op til dig? Bliver du tændt – og ved ikke, hvad du skal stille op med det? Undgår du at berøre temaet, fordi du ikke ved, hvordan du skal håndtere det? Hvordan holder du dine grænser, når der er sexualitet tilstede i samspillet mellem dig, klient eller elev? Hvordan finder du støtte til at mærke og rumme køn og sexualitet på en afgrænset måde? Kurset vil fokusere på styrkelse af sunde færdigheder i mestringen af køn og sexualtitet – specielt i en professionel rolle, men også generelt, m.h.p. - at kunne rumme sansningen af sexualitet - at kunne mærke sit køn og bære sig selv med bevidsthed om kønnet - at kunne bære sin kønsrolle (i påklædning bl.a.) - at kunne dosere hvordan man manifesterer køn og sexualitet - at kunne bære sexualitet og køn med værdighed. Kurset vil rumme træning i disse færdigheder via samtale, kropslige øvelser og teoretiske oplæg. For behandlere. TID OG STED: Mandag-tirsdag 9.-10. marts 2009 kl. 9-17. PRIS: Medlemmer 2.300 kr., ikke-medlemmer 2.500 kr. Prisen inkluderer kaffe/te. Max 20 deltagere. TILMELDING senest 25. januar 2009.
TILMELDING til kurserne ved indbetaling af kursusprisen på check, giro 6001 6615 eller kontooverførsel reg. 9543 konto 6001 6615 til Psykoterapeut Foreningen, Admiralgade 22, st.tv., 1066 København K. Angiv kursets navn og anfør navn, adresse, tlf. og email (evt. på supplerende mail). Ved evt. framelding inden sidste tilmeldingsdag vil 350 kr. blive tilbageholdt til dækning af administration. Herefter ingen tilbagebetaling. YDERLIGERE OPLYSNINGER: Psykoterapeut Foreningen, kontakt@psykoterapeutforeningen.dk, tlf. 7027 7007. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
65
Kurser i Psykoterapeut Foreningen SUSAN HART & MARIANNE BENTZEN Susan Hart er cand. psych., specialist og supervisor i børnepsykologi og specialist i psykoterapi. Har været leder af et familiebehandlingscenter, ansat på en børnepsykiatrisk afdeling og har i otte år arbejdet som privat praktiserende psykolog med en omfattende kursus- og foredrags virksomhed. Marianne Bentzen er kropspsykoterapeut, medlem af Psykoterapeut Foreningen og af European Association for Bodypsychotherapy. Medstifter af og indtil 1997 international træner i Bodynamic Institute. Siden har hun bl.a. ledet efter- og videreuddannelseskurser i anvendt neuropsykologi og choktraumebehandling i mange lande
MINDFULNESS i klinisk praksis På kurset integreres begreberne mindfulness og neuroaffektiv udvikling i en psykodynamisk forståelsesramme og relateres til den psykoterapeutiske proces, idet mindfulness ses som en metode til både følelsesregulering, selvberoligelse og relationel forståelse i psykoterapi. Mindfulness drejer sig om at være fuldt til stede her og nu, at opleve sine tanker, følelser og sansninger uden at identificere sig med dem, at være en neutral iagttager af det nuværende øjeblik Relationen mellem terapeut og klient skaber en forbindelse, der støtter klienten i at forstå og regulere egne følelser og hjælpe til udvikling af mentaliseringsevnen. Herudfra drøftes, hvordan disse teorier kan bruges i det praktiske behandlingsarbejde. Der vil også være træning i basale bevidsthedsøvelser, der kan give terapeuten mulighed for at forfine den terapeutiske udveksling med sine klienter ved at udvikle evnen til resonans. Derudover gives et indblik i, hvordan klienterne kan trænes i metoden. På kurset veksles mellem teorioplæg, kropsøvelser, meditative øvelser og gruppediskussioner om, hvordan neuroaffektiv udvikling ud fra en psykodynamisk sammenhæng kan benyttes i mindfulness-processen. Psykoterapeuter og lign. behandlere.
TID OG STED: Tre dages forkælelse i det idylliske Høsterkøb. Den 23.-25. marts. Undervisning alle dage kl. 9-17.
THORVALD HÖJERBACK og INGER BUGGE Thorvald Höjerback er overlæge i psykiatri og specialist i sexologi. Han har stor erfaring i undervisning af psykoterapeuter og lang sexologisk erfaring. Han er endvidere vant til at undervise og supervisere i Danmark, hvorfor sproglige problemer forventes at være minimale. Inger Bugge er oprindelig uddannet sygeplejerske. Hun har desuden BA i psykologi og er efteruddannet som familie- og parterapeut ved Kempler Instituttet. Endvidere er hun specialist i sexologisk rådgivning, autoriseret af NACS (Nordic Association of Clinical Sexology). Hun er forkvinde for Dansk Forening for Klinisk Sexologi og arbejder deltids i gynækologisk speciallægepraksis.
SEXOLOGI EN INTRODUKTION Tre kursusdage med en introduktion til sexologien. Undervisningen vil primært være procesorienteret og vil bl.a. indeholde færdighedstræning i sexologisk rådgivning og introduktion til sexterapi. Kurset henvender sig til behandlere. Der vil være mulighed for et opfølgningskursus, hvis dette ønskes. TID & STED: Onsdag den 15. til fredag den 17. april 2009 kl. 10-17. Ryesgade 29, 3. sal, 8000 Århus C. PRIS: Medlemmer kr. 2.900. Ikke-medlemmer kr. 3.100. Prisen er inkl. frokost. Max. 25 deltagere. TILMELDING senest 1. marts 2009.
PRIS: Medlemmer kr. 6.200, ikke-medlemmer kr. 6.500 for overnatning i eneværelse og fuld forplejning. Bor du tæt på Høsterkøb og ønsker derfor ikke at overnatte, kan du kontakte Psykoterapeut Foreningen herom. Max. 30 deltagere. TILMELDING senest 1. februar. TILMELDING til kurserne ved indbetaling af kursusprisen på check, giro 6001 6615 eller kontooverførsel reg. 9543 konto 6001 6615 til Psykoterapeut Foreningen, Admiralgade 22, st.tv., 1066 København K. Angiv kursets navn og anfør navn, adresse, tlf. og email (evt. på supplerende mail). Ved evt. framelding inden sidste tilmeldingsdag vil 350 kr. blive tilbageholdt til dækning af administration. Herefter ingen tilbagebetaling. YDERLIGERE OPLYSNINGER: Psykoterapeut Foreningen, kontakt@psykoterapeutforeningen.dk, tlf. 7027 7007.
66
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Kurser i Psykoterapeut Foreningen Marianne Davidsen-Nielsen
SUSANNE BANG
Psykoterapeut MPF, socialrådgiver
Psykoterapeut MPF og supervisor
Marianne Davidsen-Nielsen arbejder som konsulent, supervisor og underviser bl.a. inden for krise- og sorgbehandling. Hun er forfatter til Blandt løver – At leve med en livstruende sygdom (1995) og sammen med Nini Leick til Den nødvendige smerte – Om tab, sorg og adskillelsesangst (2. udgave 2001), begge Gyldendal.
3-dages workshop om
TAB OG TRAUMER MED FOKUS PÅ ANGST OG KOMPLICEREDE TILKNYTNINGS- OG ADSKILLELSESPROCESSER Vi indbyder til et kursus om de komplicerede forandringer, der sker, når man rammes af svære tab og sjælsrystende begivenheder, og den grundlæggende livsforandring, dette kan medføre. Efter 20 års arbejde med kurser, uddannelsesforløb og supervision med fokus på komplicerede tab og traumer udkom i 2001 en revideret udgave af Den nødvendige smerte med en ny undertitel: Tab, sorg og adskillelsesangst. Bogen handler om sorgarbejde som adskillelse og forandring og om at kunne analysere en tilknytningsproces for at kunne finde vej i den nødvendige adskillelse. Den nye undertitel betyder en dyberegående fokusering på adskillelsesangstens navnløse væsen, som rammer ind i det, vi benævner som sjælens dybeste lag – det lag som bl.a. beskytter os mod at blive overvældet af eksistensens grundvilkår i mødet med døden, meningsløsheden, aleneheden og friheden. Ikke mindst kan mødet med aleneheden udløse den form for forladthedsdepression, som fremprovokerer den såkaldte offer-, krænker- og redderadfærd, som er et effektivt forsvar mod vores depressive lag. Og dermed opstår diskussionen om tab, traumer og medicinsk behandling. På kurset vil vi komme ind på den nødvendige skelnen mellem sorg og depression. Det er et værkstedskursus, hvor der veksles mellem teori og personligt arbejde med bl.a. tilknytnings- og adskillelsesprocesser. For behandlere. TID OG STED: Internat 13.-15. maj eller 10.-12. juni 2009. Kløvergården ved Frederiksværk. PRIS: Medlemmer 6.800 kr., ikke-medlemmer 7.150 kr. inkl. kost og logi. Max. 11 deltagere.
Susanne Bang er socialrådgiver og privatpraktiserende psykoterapeut. Hun har mangeårig erfaring som underviser, supervisor og konsulent for social- og sundhedspersonale og som træner af behandlere i Danmark, Norge og det tidligere Jugoslavien. Forfatter til bogen Rørt, ramt og rystet, Gyldendal 2002. Sammen med Ken Heap har hun skrevet Skjulte ressourcer – Supervisionsgruppen og dens arbejdsmåder, og med Ken Heap og Lars Koberg Christensen Undskyld, men det er min første krig. Hun har derudover publiceret en række artikler, specielt om supervision og psykosocialt arbejde med flygtninge. Susanne Bang har ledet 1-årige kurser i supervision for Psykoterapeut Foreningen siden 2000.
1-årigt kursus i
SUPERVISION OG KONSULTATION Ligesom i det psykoterapeutiske arbejde kan man som supervisor og konsulent have god brug for at opdatere sin viden og få ny inspiration. Psykoterapeut Foreningens forrige kurser med psykoterapeut MPF og supervisor Susanne Bang var meget efterspurgte og roste, og vi tilbyder derfor nu en gentagelse til en lille gruppe nye kursister i 2009-10. Kurset henvender sig til psykoterapeuter eller lignende behandlere, der i deres arbejde har supervisions- eller konsultationsfunktioner, og som ønsker at udvide og udvikle deres teoretiske viden, kompetence og personlige stil som supervisor. Træning og input varer i alt 15 dage. TID & STED: Kurset indeholder fire moduler. Første modul er internat på Sejerø 18.-22.5. 2009. De tre sidste moduler i København 2.-5.9. 2009, 25.-27.11. 2009 og 3.-5.3. 2010. Mellem modulerne mødes deltagerne i basis-træningsgrupper. PRIS: Medlemmer af Psykoterapeut Foreningen 24.700 kr. Ikkemedlemmer 25.700 kr. Depositum kr. 2.500. Prisen inkluderer internat samt kaffe/te på de sidste tre moduler. Max 12 deltagere. TILMELDING: Indhent program og ansøgningsskema hos kursuslederen, Susanne van Deurs, e-mail susvd@tele2adsl.dk, tlf. 4586 1560. ANSØGNINGEN skal være modtaget senest den 15. januar 2009.
TILMELDING ved indbetaling af depositum kr. 1000 inden 1. april / 1. maj . TILMELDING til kurserne ved indbetaling af kursusprisen på check, giro 6001 6615 eller kontooverførsel reg. 9543 konto 6001 6615 til Psykoterapeut Foreningen, Admiralgade 22, st.tv., 1066 København K. Angiv kursets navn og anfør navn, adresse, tlf. og email (evt. på supplerende mail). Ved evt. framelding inden sidste tilmeldingsdag vil 350 kr. blive tilbageholdt til dækning af administration. Herefter ingen tilbagebetaling. – For supervisionskurset gælder særlige til- og frameldingsregler. Se dette. YDERLIGERE OPLYSNINGER: Psykoterapeut Foreningen, kontakt@psykoterapeutforeningen.dk, tlf. 7027 7007. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
67
Efteruddannelsen
RETREAT
Tab og traumer ÇŚ komplicerede livforandringer ‡Â?• Â?‘†—Ž‡” Â? ˆ‹”‡ †ƒ‰‡ ‘˜‡” ͳΌ ¤”Ǥ –ƒ”– ˆ‡„”—ƒ” ʹͲͲ͝Ǥ
September 2008 – December 2009 – Marts 2009
††ƒ��‡Ž•‡� ˜‹Ž �—��‡ ‰‘†�‡�†‡• •‘� †‡– ˆŒ‡”†‡ ¤” ˜‡† —††ƒ��‡Ž•‡ –‹Ž ’•›�‘–‡”ƒ’‡—– Ǥ
Meditative dage i Thy Midt imellem Limfjorden og Vesterhavet
Â?†‡”˜‹•‡”‡ ‡” …ƒÂ?†Ǥ’•›…ŠǤǥ •’‡…‹ƒŽ‹•– ‹ ’•›Â?‘–‡”ƒ’‹ ‘‰ •—’‡”˜‹•‹‘Â? ‘Ž˜‡Œ ƒÂ?‰‹Ž† ‘‰ •‘…‹‘Â?‘Â? ‘‰ ’•›Â?‘–‡”ƒ’‡—– ‹•‡ ‹‡Ž•‡Â?Ǥ
‘Ž†‡” ‘Â? —††ƒÂ?Â?‡Ž•‡Â? •ƒÂ?– ƒÂ?•Þ‰Â?‹Â?䥥Â?‡Â?ƒ ˆ‹Â?†‡• ’¤ ™™™Ǥ•—Â?†Š‡†Ǥ†Â?Ȁ‹Â?ÂˆÂ‘Č€Â—Â†Â†ÂƒÂ?Â?‡Ž•‡•ƒˆ†‡Ž‹Â?‰‡Â?
Diverse orientalsk orienterede energiøvelser - body work - yoga healing touch - onenessblessing og transmission af guddommelig energi
Yderligere oplysninger fĂĽs hos uddannelseskonsulent Karen Thyrsting tlf. 7789 2335
Supervisionsgruppe søges
Du kan tilmelde dig 1 – 2 eller 3 workshops
LĂŚs mere pĂĽ www.iehp.dk
til gensidig sparring, inspiration og supervision
Jeg arbejder selv med terapi (kognitiv terapi, gestaltterapi, intensiv dynamisk korttidsterapi) pĂĽ fuld tid hhv. som terapeut i egen praksis, underviser og foredragsholder.
Ilse Sand MPF, Randers tlf. 2480 9982 sand@kurserogterapi.dk www.kurserogterapi.dk
͸ͺ
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Bevidstolog
BENT HAGESTED siger, at tiden er inde til at lære bevidstheden at kende Hjemmesiden er www.hagested.dk E-mailen er bent@hagested.dk Institut for Kernebevidsthed Tolstrupvej 38, 4330 Hvalsø
En uddannelse i læren om Bevidstheden tager kun 10 weekender fordelt over en periode på 2 år med start den 28. februar 2009. Den afslutter med det diplom, der giver en retten til at kalde sig bevidstolog. Med bevidstheden mener vi i Institut for Kernebevidsthed den del af os, der betinger vores adfærd. Det er faktisk muligt at blive bevidst om, hvilken del af vores jeg-bevidsthed der styrer vores oplevelser af os selv og verden. Gennem unikke øvelser, meditationer og samtaler er det muligt at skifte livsopfattelse fra, at livet er hårdt, til livet er en fredfyldt glæde. Ved et seriøst og ærligt arbejde kan man rense ud i de negative selvoplevelser, som for eksempel at man ikke er elsket, ikke må være her i verden, at man fylder for meget, at man er en fiasko, at man er dum og grim eller et håbløst tilfælde, og erstatte dem med oplevelser som for eksempel at være elsket, at være fri af bekymringer, at være tilfreds med sin tilværelse, som den er. Gennem enkle let fattelige lektioner er det muligt at opleve ens sande identitet. Det vil sige hvem og hvad man i virkeligheden er.
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
69
MIKAEL SONNE Ɣ GESTALTTERAPEUTISK UDDANNELSES CENTER 3-årigt Gestaltterapeutisk uddannelsesprogram Gestaltterapi er en integrativ, relationel, psykodynamisk, eksistentiel og feltteoretisk baseret psykoterapi. Uddannelsen omfatter teori og metode, egenterapi og supervision – og henvender sig primært til psykologer. Videreuddannelsen er søgt godkendt af Dansk Psykolog Forening som gældende til psykologernes psykoterapeutiske specialist- og supervisoruddannelse. Interesserede kan rekvirere særskilt program. Kursusleder: Mikael Sonne, specialist- og supervisorgodkendt Tid: Start 19. februar 2009 (6 x 3 dage pr. år) Pris: 24.000 kr. pr år (ekskl. kost/logi)
The Cape Cod Training Program v. Joe Melnick m.fl. fra The Gestalt International Study Center, Cape Cod, USA Systemisk orienteret gestaltpraksis i arbejdet med par, familier, grupper og organisationer. Uddannelsen strækker sig over 2 x 8 dage. Tid: 15.-22. november 2008 og 25. april-2. maj 2009. Få ledige pladser Pris: 25.650 kr. (inkl. kost/logi)
Integrativ Gestalt Praksis i terapi, supervision og organisationsarbejde. 1-årigt videreuddannelsesprogram v. Mikael Sonne, Jan Tønnesvang og James Hammink Henvender sig primært til psykologer og andre, som har gennemgået den 3-årige gestaltuddannelse eller tilsvarende. Kurset indbefatter aktionsforskning på integrativt gestaltgrundlag med afsæt i deltagernes egne praksisforhold. Kurset er søgt godkendt som del af specialist- og supervisoruddannelsen for psykologer. Tid: Start 25. februar 2009 (4 x 4 dage) Pris: 24.000 kr. (ekskl. kost/logi)
Alle ovenstående kurser afholdes som internatkurser på Gestaltterapeutisk Uddannelses Center, Gudenåvej 58, Voervadsbro, 8660 Skanderborg
Nærmere oplysninger: Mikael Sonne, Tlf. 3030 6099 Ɣ mail@mikaelsonne.dk Ɣ www.gestalt.dk 70
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Jungforeningen for Region Syddanmark tilbyder Efteruddannelseskursus for jungianske terapeuter, sandlegs-terapeuter og andre, der beskæftiger sig med Jungs tanker i teori og praksis
Eros, det nuværende øjeblik og vores evne til at symbolisere Ved Lisbet Myers Zacho og Eva Sophia Myers Lørdag d. 29. kl. 10-22 og søndag d. 30. november 2008 kl. 9-16
Den Sociale Højskole, Tolderlundsvej 5, 5000 Odense
Pris: kr. 3.000 kaffe og frokost inkl., der indbetales på konto i Middelfart Sparekasse: reg. 0755 konto 3223759105 senest ved tilmeldingsfrist.
Eros er begær, er livskraft og drivkraft. Eros er den der sprænger alle grænser og skaber kontakt, skaber nærvær, skaber kosmos ud af kaos – og nogle gange kaos ud af orden! Eros baner vejen for et aspekt af kærligheden –
erotikken – mellem kønnene. Eros er en barnegud – fuld af spilopper, uforudsigelig. Han benytter sig af pil og bue.
Den, der bliver ramt af Eros pil er med et tilstede – kan ikke andet. Det, der opstår, er magi og møde.
Hvad er dette møde? Hvad er dets natur – dette særegne, magiske øjeblik, Nuet? Hvorfor og hvordan er vi i stand til at lade os ramme af disse Erospile – igen og igen?
På dette kursus vil vi se nærmere på Eros kraften og dens forudsætninger: Det nuværende øjeblik i Daniel Sterns forstand og vores evne til at symbolisere. Vi vil også se på dens diametrale modsætninger, som tit og ofte optræder som dens fjender: Logos (logikken/ordet), Thanatos (dødslængslen) og Magt.
I løbet af kurset vil vi sammen undersøge og afæske disse fænomener nogle af deres hemmeligheder gennem teori og praktiske gruppeøvelser med symbolisering. Målet med kurset er at give deltagerne indblik i og forståelse for nogle basale helende færdigheder, vi alle besidder ud fra mytologiske, symbolske, psykologiske og sprogteoretiske perspektiver. Deltagerne vil undervejs få lejlighed til at reflektere over temaerne på både teoretisk, almenmenneskeligt og praktisk, eget-individuelt plan og derigennem knytte det an til deres praksis. Kursuslederne: Lisbet Myers Zacho er praktiserende jungiansk analytiker, medlem af IAAP. Lisbet Myers Zacho har beskæftiget sig med
talrige aspekter af den menneskelige psyke og dens mangeartede symbolske udtryk ud fra en lang og mangfoldig praksis
som terapeut.
Eva Sophia Myers er lingvist og beskæftiger sig blandt andet med vores symboliseringskapacitet og hvordan dette udspringer af og udspiller sig i vores relationer. Til daglig er Eva Sophia Myers intern organisationskonsulent på Syddansk Universitet.
Deltagerantal: min 12, max 20
Dato for tilmelding: senest den 7. november 2008 til Susanne Wich, e-mail. susanne@wichpsyk.dk eller til Marie Klitmøller på telefon 65 95 92 99.
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
71
3 -årig uddannelse til certificeret SE terapeut . Nyt hold maj 2009 Somatic Experiencing (SE) er navnet på en metode til kropslig forløsning af traumer, udviklet af dr. Peter Levine. Peter Levine har iagttaget, at dyr har et instinktivt beredskab som forhindrer, at de traumatiseres. Han har opdaget, at det samme instinktive beredskab findes hos mennesker, men ofte undertrykkes, og derved kan give anledning til symptomerne på posttraumatisk belastningsreaktion og egentlig PTSD. SE metoden tilbyder redskaber og metoder til genetablering af den instinktive forløsning af traumer.
Optagelseskrav: SE uddannelsen er en overbygningsuddannelse, som forudsætter en godkendt basisuddannelse og en vis terapeutisk baggrund, træning og erfaring. Dermed henvender uddannelsen sig bl.a. til: psykologer, læger, psykoterapeuter og kropsterapeuter (f.eks. fysioterapeuter og afspændingspædagoger). Form: Uddannelsen består af 3 niveauer: Beginning, Intermediate og Advanced, med 2 internatkurser årligt á 6 dage. Tidspunkt: 27.05.09 - 01.06.09 begge dage incl
Introduktion til SE Metoden. 3 -dages kurser i København og Århus Det anbefales at deltage i introduktionskursus Undervisere: Psykolog: Ursula Fürstenfør tilmelding til uddannelsen. Kurser afholdes wald, specialist og supervisor i psykotraumatologi i København og Århus Næste kurser er: Psykolog Frank Vestergaard Olsen, specialist og supervisor i psykotraumatologi København: 22 - 24 oktober 2008 samt Pris: 3.300,- incl. kaffe og forfriskninger 25 - 28 februar2009 Tilmelding senest 14 oktober til : Århus: 29 - 31 oktober 2008 samt traumeheling@hotmail.com 2 - 4 marts 2009
Traumeheling ApS
www.traumeheling.com
72
Yderligere information: Jette Koch: 22552504 Ursula Fürstenwald: 39272524 Frank Olsen 30208751 Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Intensiv træning og seminarer i Imagoterapi Dansk Institut for Imagoterapi tilbyder som det eneste sted i Danmark et certificeringsprogram til Imagoterapeut. Underviser: Jette Sinkjœr Simon, senior klinisk instruktør; Institut for Imago Relationships International. Klinisk psykolog. Specialist i psykoterapi og supervision. Kurserne er godkendt af Dansk Psykolog Forening. For certificerede Imagoterapeuter tilbyder vi efteruddannelse i: Imagoterapi i gruppe Supervision Workshop Presenter (parseminar i Imago). Derudover har vi weekendseminarer for par.
Supervisionsdag til Imago Relationsterapi:
Efteruddannelse til Imago parrelationsterapeut (hold 21)
Efteruddannelse til Imago parrelationsterapeut (hold 22)
21. nov. ’08 kl. 10 - 16 Sted: København
Weekendseminar for par:
1. modul: 11. dec. – 14. dec. ’08 2. modul: 11. maj – 14. maj ’09 3. modul: 21. sept. – 24. sept. ’09 Sted: Odense
1. modul: 17. sept. – 20.sept. ‘09 2. modul: 03. dec. – 06. dec. ’09 3. modul: 25. feb. – 28. feb. ’09 Sted: Hadsund
22. og 23. nov. ’08 6. og 7. juni ’09 Sted: København
Efteruddannelse til Imago parrelationsterapeut (hold 22) 1. modul: 26. feb. – 1. marts ’09 2. modul: 28. maj – 31. maj ’09 3. modul: 10. sept. -13. sept. ’09 Sted: København
For Imagoterapeuter Imago-relationsterapi i gruppe- karakterstrukturer 25-28 sept. ’08 Sted: Washington DC USA 16-19 okt. ’08 Sted: Slovenien 1-4 feb. ’09 Sted: København
Kursus i Imago og familieterapi: 1. modul: 21. og 22. okt. ’08, 1. dag kl. 10 - 17 og 2. dag kl. 9-16 2. modul: 20. feb. ’08, kl. 10-17 Sted: København
Supervision: 4. modul 27. - 29. okt. ’08 Sted: København
Tilmelding Kontakt Imagokoordinator Jane Petersen på e-mail: jane@jettesimon.com eller tlf. 40 28 19 98 man. - tors. kl. 8.00 og kl. 9.00. Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Oplysninger om kursernes indhold: www.jettesimon.com Litteratur: Jette Simon: Imago – Kærlighedens terapi. Udgivet af Psykologisk Forlag.
73
Når børn mister - en bogpakke til barnet og dets voksne Af Henny Nørgaard ”Ved du, hvordan man holder fødselsdag uden sin mor? I min familie vidste vi det ikke. Vi havde jo heller ikke prøvet det før.” (citat fra børnebogen) Hvordan hjælper voksne barnet med at sætte ord på, hvad det har mistet, hvad det betød, hvad barnet husker det menneske for, den forandrede hverdag og håbet for fremtiden? Når børn mister er en støtte til den nødvendige samtale med børn i sorg. Bogpakken er udformet til barnet og dets voksne – det være sig familie eller andre nære samt pædagoger, lærere, psykoterapeuter, psykologer og sorggruppeledere.
Børnebog: Spiser de også spaghetti i Himlen? Alberte på otte år fortæller sin historie om, hvordan det var den gang, hun mistede sin mor. Hvad hun husker sin mor for og om hendes håb og drømme for fremtiden. Mindebog: Min Mindebog Min Mindebog er barnets personlige bog. Her skriver og tegner barnet de gode og vigtige historier, som aldrig skal glemmes.
Henny Nørgaard er psykoterapeut MPF. Efteruddannelse inden for Tab, sorg og forandring samt i Systemisk Narrativ Anerkendende Praksis fra KCC, London. Henny Nørgaard er privatpraktiserende psykoterapeut, sorggruppeleder for børn, unge og voksne og supervisor for sorggruppeledere. Læreruddannet og forfatter til en række lære- og børnebøger.
Brev: Konvolut med brevpapir Barnet kan skrive og tegne en sidste hilsen til den, det har mistet. Brevet kan lægges ved kisten, eller det kan gemmes sammen med mindebogen. Vejledningshæfte: En vejledning til voksne Vejledningshæftet er en håndsrækning og konkrete forslag til, hvordan voksne kan hjælpe et barn i sorg. ------------------------------------------------------------Lignende bogpakker for unge, voksne og ældre er under udarbejdelse
74
Bestilling: Lindtofte Marketing Tlf. 40 94 25 60
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Center for Relationsfokuseret Terapi Seidenfaden & Draiby Det Danske Imago Institut www.relationsterapi.dk
Kursus- og uddannelsestilbud – Inspiration til dit arbejde med relationer Du kan læse om alle disse kursustilbud på www.relationsterapi.dk Tilmelding eller eventuelle spørgsmål på post@relationsterapi.dk eller 6259 1946
2-årig efteruddannelse i Relations Fokuseret Terapi – målrettet par, familier og grupper Cand. psych. Kirsten Seidenfaden Leder af Center for Relations Fokuseret Terapi/ Det Danske Imago Institut. Specialistgodkendt i psykoterapi og supervision. Medlem af Psykoterapeut Foreningen. k.seidenfaden@relationsterapi.dk. Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Piet Draiby Supervisorgodkendt af Dansk Psykiatrisk Selskab og Børneog Ungdomspsykiatrisk Selskab i Danmark. piet@draiby.com. Målgruppe: Hvert efterår starter vi en træningsgruppe i Relations Fokuseret Terapi målrettet for psykologer, psykiatere og medlemmer af Psykoterapeut Foreningen (75 % / 25 %). Er forhåndsgodkendt som ”specialiseringsmodul” af Dansk Psykolog Forening på specialistuddannelserne med i alt 185 timer fordelt med 92 timer teori og metode, 63 timer supervision og 30 timer personligt udviklingsarbejde. Rekvirer uddannelsesprogram på post@relationsterapi.dk. Tidsramme: 28 dage over 2 år. Pris: Kr. 9.500 pr. ugemodul x 4, i alt kr. 38.000. Fire supervisionsdage betales med kr. 1.500 pr. gang. Næste hold 2008-2010 start: 1. modul: 24.-28. november 2008. Referenceramme: Teoretisk indgår elementer af Sterns udviklingspsykologi, Carl Rogers klientcentrerede terapi, Peter Fonagys mentaliseringsmodel og endvidere aspekter af den affektive neurovidenskab samt systemisk og narrativ teori og metode. Kursusbeskrivelse og tilmelding ved henvendelse til: Center for Relations Fokuseret Terapi Ovengaden neden Vandet 33 st. 1414 København K Tlf. 6259 1946. E-mail: k.seidenfaden@imago.dk
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Et weekendseminar for par Introduktion til Relations Fokuseret Terapi 2008 2008: 15.-16. november i København, Kunstindustrimuseet 2009: 19.-20. april i København, Kunstindustrimuseet 12.-13. september på Langeland, Rudkøbing Seminaret giver mulighed for at blive optaget på efteruddannelsen til par-relationsterapeut. Undervisere: Cand. psych. Kirsten Seidenfaden Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Piet Draiby
***** Et weekendseminar for alle forældre Fredag 24. til søndag 26. oktober 2008 i København - med udgangspunkt i Relations Fokuseret tænkning og Marte Meo metoden Dette forældreseminar er et tilbud til forældre, både professionelle og alle andre forældre, der ønsker at fordybe sig i de daglige og mere grundlæggende udfordringer i forældreskabet. Udfordringerne kan handle om, at man er uenig med sin partner om opdragelsesprincipper, eller at man er i tvivl om, hvordan man skal tackle situationer eller problemstillinger i forhold til børnene. Det kan også være, at man føler sig fastlåst i et uhensigtsmæssigt mønster i kontakten med sit barn og/eller sin partner. Undervisning ved par-relationsterapeuterne Cand. psych. Kirsten Seidenfaden Sundhedsplejerske og Marte Meo terapeut Vibeke Hejgaard Cand. psych. og Marte Meo supervisor Susanne Søborg Christensen
***** Ugekursus godkendt af Euf for praktiserende læger på Naxos, Grækenland ”Det levende parforhold”. Kursus arrangeret af Lægeforeningen den 26. april - 2. maj 2009. Med cand. psych. Kirsten Seidenfaden og Speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri Piet Draiby.
75
At være der hvor Du er - mens Du er der!
IMAGO CENTER FYN
KLINIK FOR PSYKOTERAPI OG PARTERAPI
Imago Parseminar
Weekend Workshop for par - kvalificerer til certificerende Imagotræning Maj Kyndborg & Gitte Sander 29.-30.november 2008 7.—8. marts 2009
27.—28. juni 2009
Single Training Udviklingsgruppe Imago træning for individer i gruppe Gitte Sander
Start: 19. september 2008
Aftenkursus for par Gennem Konflikt til Kontakt For par med Imago erfaring Gitte Sander
18.sept., 2.okt., 30.okt.
Veje til Nuet
GESTALT og MINDFULNESS Ligheder og forskelle 22.-23. november 2008 2 dages retreat og seminar Judith Beermann Zeligson CoExistence living & relating www. coexistence.dk Judith@coexistence.dk
76
Certificerende Imago Parterapi uddannelse
Imago Klinisk Træning Jette Simon Start 11.dec
Imago Weekend Workshop for english speaking couples Jette Simon
3.-4. oct. 2009
Parterapi uden ord
En søndag for dig og din partner med Imago & Tango på Christiansminde Dirk Willink & Gitte Sander 25. jan. 2009
Parterapi og individuel terapi TILMELDING OG YDERLIGERE MATERIALE WWW.GITTESANDER.DK
TLF. 51321049 •MAIL@GITTESANDER.DK
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
Kursus: Veje ud af
SØVNLØSHED Underviser Marianne Dreyer MPF har stor erfaring med terapeutisk arbejde med søvnløshed. I kurset indgår teknikker, som både kan være en del af terapien og kan tjene som selvhjælpsværktøjer. Den 25. og 26. november i Hadsund. Pris kr. 2.625. Kursusbeskrivelse mv.: Helle@motzfeldt.dk, tlf. 2064 0569
TERAPILOKALER TIL SALG - velegnede til lokalefællesskab 140 lyse og venlige m2 i København tæt på City og Metro Strandlodsvej 9, 2300 Kbh. S
Kr. 1.750.000 1 grupperum (44m2 – evt. deles i 2) og 4 separate rum, køkken, gang og bad og toilet. Gode tilkørselsforhold og parkeringsmuligheder. Kontakt venligst Ole Nielsen, MPF Tlf. 21 426 426 mail@onielsen.dk
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
77
Vores 1-årige efteruddannelse i eksistentiel psykoterapi kan skærpe din opmærksomhed på de eksistentielle grundvilkår og give dig større kompetence i den terapeutiske samtale. Mange færdiguddannede psykoterapeuter oplever situationer, hvor de føler, at deres viden og erfaring i forhold til at håndtere eksistentielle problemstillinger ikke er tilstrækkelig. Derfor har Psykoterapeutisk Institut udviklet en efteruddannelse, der åbner mulighed for at fordybe sig i terapi på eksistensfilosofisk grundlag og træne denne terapiform mere målrettet. Optagelse på denne uddannelse forudsætter en afsluttet 4-årig uddannelse til oplevelsesorienteret psykoterapeut ved Psykoterapeutisk Institut eller et tilsvarende, anerkendt uddannelsessted. Læs om uddannelsen på psykinst.dk
78
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
MOAIKU
Bodynamic • Brantbjerg
Musklernes Intelligens - Mestring og Resonans Ressourceorienteret færdighedstræning præsenteres som psykoterapeutisk metode - relateret til både personlighedsudvikling og traumebearbejdning. Viden om psykomotorik, psykologisk muskelfunktion samt forståelse af hypo- og hyperresponsive forsvarsmønstre ligger til grund for arbejdsformen. Relevant for alle som ønsker at forstå dybden af hvordan en kropsligt baseret metode griber ind i personlighedens forsvarsstrategier - og kan skabe adgang til selvhelende kræfter. 25.-28.nov. 2008 i København Pris: 3800 kr ved tidlig tilmelding
Lyst og målretning
- uforenelige modsætninger eller jævnbyrdige legekammerater? Dette kursus fokuserer på indfaldsvinkler og konkrete redskaber, som kan støtte og udvide samarbejdet mellem lyst og målretning i hverdagen. Indeholder bla. træning af psykomotoriske færdigheder knyttet til forskellige udviklingsfaser. Relevant som både faglig og personlig inspiration. 5.-6.februar 2009 i København Pris: 2000 kr ved tidlig tilmelding
15 dages Efteruddannelse i Traumeterapi
starter 6.-9.marts 2009 i København. Efteruddannelsen sigter mod at give deltagerne kompetance i behandling og mestring af traumer og andre former for høj stressbelastning, udfra et kropsligt og ressourceorienteret perspektiv. Ressourceorienteret færdighedstræning med særligt fokus på individuel dosering er den gennemgående traumeterapeutiske metode. At kunne møde traumetilstande hos andre mennesker kræver at man kan mestre sine egne højstresstilstande. Læreprocessen fokuserer derfor i lige høj grad på træning i egen mestring af traume- og stressreaktioner - som på træning i at møde andre. Uddybende brochure findes på hjemmesiden eller kan rekvireres pr post. Kursusleder: Psykoterapeut MPF Merete Holm Brantbjerg Tilmelding og information: tlf.: 35263104, email: bodynamic@brantbjerg.dk Yderligere information finder du på:
www.moaiku.dk
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
79
LYST LOKALE i kontorfællesskab udlejes Centralt beliggende i Odense C Vi tilbyder kontorfællesskab i en stor, flot og lys herskabslejlighed på 270 m2 midt i Overgade tæt ved gode parkeringsmuligheder. Lejemålet indeholder 5 kontorer, hvoraf et er ledigt. Lokalet er på ca. 20 m2. Der er adgang til stort fælleslokale og venteværelse. Pris inkl. forbrug er kr. 3.500 pr. måned. P.t. er vi coaches, psykoterapeuter og parterapeuter. Interesserede kan kontakte: Colette Markus, MPF, mobil: 2126 5257 Gitte Sander, MPF, mobil: 5132 1049 Anne-Dorte Wæver, mobil: 2728 7335
Terapilokale søges i nærheden af Ordrup. 1-2 dage pr uge. Henv.: terapi@spiermann.dk eller på telefon 2946 2147
Psykoterapi i Danmark Brikker af en helhed Udgivet i anledning af Psykoterapeut Foreningens 10 års jubilæum. Pris kr. 250 inkl. forsendelse.
Psykoterapeut Foreningens Forlag kontakt@psykoterapeutforeningen.dk
80
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
2-ÅRIGT KURSUSFORLØB I
ANALYTISK PSYKOTERAPI på grundlag af jungiansk teori og praksis Godkendt af C.G. Jung Instituttet, København Kursusbeskrivelse: Et 2-årigt kursusforløb, der vil give deltagerne muligheder for at få kendskab til grundbegreberne i den analytiske psykologi, forståelse for og indsigt i de dybdepsykologiske aspekter, der præger personlighedsudviklingen, relationer i familie og grupper. Kurset er en kombination af teori og praksis med 24 (8 x 3) dage over 2 år. Ved gennemførelse af kurset udstedes diplom for 200 timers kursusdeltagelse. Kurset henvender sig til alle, der arbejder terapeutisk med mennesker, og som i arbejdet støder på komplekse problemstillinger og derfor vil kunne bruge analytiske og psykoanalytiske redskaber til at forstå og handle i svære situationer. Kursets indhold: Den teoretiske del består i indføring i både den klassiske jungianske teori (Jung, Neumann, von Franz m.fl.) herunder teori om psykens struktur, bevidsthedsudvikling, komplekser, symboler, arketyper, eventyr, myter og drømme, samt nyere jungianske teoretikere (Samuels, Asper, Kalched, Skogemann, Vedfelt m.fl.) og psykoanalytiske teoretikere (Klein, Winnicott, Meltzer, Stern m.fl.). Den praktiske del består i træning i tolkning af symbolik, som optræder i såvel drømme, billeder og film som i livshistorier og hverdagssituationer med udgangspunkt i deltagernes egne erfaringer. Herudover består den praktiske del af arbejde med terapeutiske metoder og færdigheder samt supervision. Kurset starter i september 2009. Program kan ses på www.cg-jung.dk eller tilsendes ved henvendelse til kursuslederne:
Lisbet Myers Zacho, tlf. 86 13 08 66, e-mail: lisbet.myers@get2net.dk Misser Berg, tlf. 48 14 17 51, e-mail: misser.berg@mail.dk
Psykoterapeuten nr. 3, oktober 2008
SEMINAR I
BABYOBSERVATION EFTER TAVISTOCK MODELLEN Kurset henvender sig til psykoterapeuter, terapistuderende, pædagoger, socialarbejdere og andre omsorgsarbejdere i sundheds-, social og uddannelsessektoren, der gerne vil styrke deres evne for empati og øge deres selvindsigt. En lærer i babyobservation fra London vil blive inviteret til to møder. Læs om babyobservation i Psykoterapeuten nr. 2 2008, side 36. Der oprettes hold på maksimalt 6 til 8 personer, baseret i Jylland, på Fyn og på Sjælland efter behov. Introducerende møde holdes den 1. marts 2009 kl. 10. Kursussteder oplyses senere. Kurset strækker sig over 17 dage à 8 timer fordelt over to år. Pris: Kr. 1.000 pr. seminardag. Kr. 17.000 kr. for hele forløbet. Tilmelding: Psykoterapeut MPF Fin Egenfeldt-Nielsen finegenfeldt@mail.dk
81
Bestyrelsesmødet den 22. april 2008 Til stede: Charlotte Degel, Hans Henrik Kleinert, Karen Kaae, Erik Wasli, Mariane Beicker, Stig Hoff Johansen, Erik B. Smith. Afbud: Allan Holmgren, Stig Dankert Hjort. 1. Præsentation af hinanden. 2. Meddelelser. Susanne Broeng, Kempler Instituttet, har afløst Allan Holmgren, Dispuk, som formand for SPUD. – Forhandlingerne med SPUD om sammenlægning afventer udspil fra SPUD. Mødet mellem de to foreninger 24. april er aflyst af SPUD. 3. Konstitueringer. a. Næstformand: Erik Wasli. b. Optagelsesudvalget: Erik Wasli. c. Etikudvalget: Stig Hoff Johansen d. Uddannelsesudvalget: Karen Kaae e. Kursusudvalget: Mariane Beicker, Charlotte Degel f. Bladudvalget: Hans Henrik Kleinert, Charlotte Degel g. EAP: Stig Dankert Hjort/Erik B. Smith/Allan Holmgren SPFD: Formand: Bent Hansen. Repræsentanter: Bent Hansen, Erik B. Smith, Erik Wasli. 4. Opsamling fra generalforsamlingen: Almindelig enighed om, at generalforsamlingen forløb tilfredsstillende. To indlæg havde talt for, at foreningen skulle gå væk fra de vejledende ministerielle kriterier vedr. uddannelserne og i stedet leve op til kravene i EAP, der efter indlægsholdernes mening stillede større krav til de psykoterapeutiske uddannelser. Bestyrelsen enige om, at vi holder fast i de vejledende uddannelseskriterier, som det er kommet til udtryk i vedtægtsforslaget, samt fortsat ønsker, uddannelserne lader sig evaluere. Hvis en uddannelse derudover ønsker anerkendelse af EAP, står det uddannelsen frit for. 5. Den ekstraordinære generalforsamling 29. april 2008: Skrivelsen af 17.4. 2008 fra Erling Grünfeld, Systemisk Institut for Familieterapi, og Susanne Broeng, Kempler Instituttet, blev drøftet. Der var almindelig
forundring over, at man opfordrede til at stemme nej til de af generalforsamlingen vedtagne vedtægter. På intet tidspunkt i den efterhånden 1½-2 år lange medlemsdebat har de pågældende ytret sig eller stillet forslag til ændringer af vedtægtsforslaget. Brevskriverne deltog ikke i generalforsamlingen. Begrundelsen for at stemme nej er, at de læser de nye optagelsesvedtægter som en reduktion af de gældende vedtægter. Dette synspunkt har ikke på noget tidspunkt tidligere været fremført. Hele processen med de nye optagelsesbetingelser har været at skærpe optagelsesbetingelserne i overensstemmelse med de vejledende kriterier. Endvidere anføres, at man skal stemme nej, indtil uddannelsesudvalget har fremlagt retningslinier for de psykoterapeutiske uddannelser. Disse retningslinier blev fremlagt på generalforsamlingen 2007. Endelig stiller man forslag til ændring i teksten. På den ekstraordinære generalforsamling kan ikke stilles ændringsforslag. Forslaget kommer til afstemning i sin helhed, og enten vedtages det, eller også forkastes det. Det blev besluttet, at formanden skriver en redegørelse vedrørende hele processen med vedtægtsforslaget, og at dette sendes ud til medlemmerne sammen med brevskrivernes opfordring af 17.4. 2008. Medlemmerne opfordres til at komme til generalforsamlingen, så vedtægtsforslaget ikke falder på grund af manglende fremmøde. 6. Fastsættelse af kontingent. Uændret. 1200 kr. for ordinære medlemmer, 800 kr. for aspirantmedlemmer (bortfalder såfremt vedtægtsforslaget vedtages), 300 kr. for pensionister og terapeuter bosiddende i udlandet. Alvorligt syge medlemmer, der ikke kan udøve deres erhverv, kan søge kontingentfritagelse. 7. Fastlæggelse af bestyrelsesmøder for 2008. 10.6. kl. 16, 8.9. kl. 16, 18. 11. kl. 16, 12.12. kl.17. Julefrokost med udvalgene. 8. Generalforsamling 7. marts 2009 i København. Ebs
Bestyrelsesmødet den 8. september 2008 Til stede: Stig Hoff Johansen, Stig Dankert Hjort, Erik Wasli, Mariane Beicker, Hans Henrik Kleinert, Allan Holmgren, Karen Kaae, Erik B. Smith. Desuden Bent Hansen (SPFD). Afbud: Charlotte Degel. 1. Meddelelser: Bestyrelsesmødet 18. nov. 2008 afholdes først kl. 19. – Konklusionerne af etikmødet med uddannelseslederne 6. sept. 2008 blev meddelt. – Dan Jørgensen, Europaparlamentet, orienterede i brev om dommen fra EF-domstolen. Kontakten opretholdes. – Brev fra GIS og svar fra formanden taget til efterretning. – Formandsmødet 17. sept.udskydes. Ny indkaldelse udsendes. 2. Generalforsamling den 7. marts 2009 i DGI-byen. Foredragsholder: Medlemmerne opfordres til at komme med forslag. Sendes til Winnie på kontoret inden næste bestyrelsesmøde 18.11. 3. Vedtægtsændringer: Formand og næstformand skal komme med forslag til ændring af vedtægter til optagelse af studerende samt se på muligheder for at begrænse adgangen til misbrug af reglen om to på hinanden følgende generalforsamlinger for vedtægtsændringer. 4. Lukket møde vedrørende eksklusion af et medlem. Etikudvalgets indstilling tiltrådt. 5. EAP/SPFD: Stig Dankert Hjort redegjorde for arbejdet i EAP og udleverede notat om psykoterapilovgivningen i Europa og om det europæiske certifikat for psykoterapi. Allan Holmgren gav tilsagn om at være til rådighed med sin erfaring fra sit eget arbejdet i EAP. Karen Kaae udpeges til at støtte Stig Hoff Johansen. Bent Hansen påpegede, at
82
foreningen ikke længere er medlem af EAP, men repræsenteret gennem SPFD, og at arbejdet blev koordineret hér. Bestyrelsen finder det hensigtsmæssigt, at arbejdet i EAP omtales i Psykoterapeuten. 6. Nyt fra udvalgene: En række bestyrelsesmedlemmer meldte sig til kursusudvalget som foredragsholdere til fyraftensmøder. Uddannelsesudvalget anmodede om dækning af broafgiften ved møder i foreningen. Dette bevilges. Etikudvalget orienterede om løbende sager. 7. Økonomi: Foreningens egenkapital er ca. 1.2 mio. God likviditet. Forventet underskud, når regnskabsåret er omme, ca. 80.000-100.000 kr. Resultatopgørelse for perioden 1.1.08 til 31.07.08 og brev fra regnskabsfører var udsendt på forhånd. Taget til efterretning. Stor ros til regnskabsfører for en grundig orientering om de enkelte poster. 8. Ansøgning: Redaktøren af Psykoterapeuten bevilges et kursus på Redaktørskolen i København. 9. Anmodning om støtte fra et medlem der groft chikaneres af tidligere klient: Bestyrelsen ser ingen muligheder for at gå ind i den konkrete sag, men henviser til at søge fri proces og lade domstolene afgøre sanktion og/eller evt. erstatning. 10. Anmodning fra SPUD om møde for evt. at genoptage drøftelserne om sammenlægning. Næstformand og formand tager et sådan møde. 11. Eventuelt. Stig Dankert Hjort orienterede om arbejdet med sin bog, der forventes færdig om nogle måneder, og som udgives på foreningens forlag. Ebs Psykoterapeuten nr. 3. oktober 2008
Bestyrelse og udvalg Bestyrelse Erik B. Smith, formand Tlf. 3940 7323, 2011 7858 E-mail: erikbsmith_7@hotmail.com Charlotte Degel Stig Dankert Hjort Allan Holmgren Hans Henrik Kleinert Karen Kaae Erik Wasli, næstformand Mariane Beicker, suppleant Stig Hoff Johansen, suppleant Etikudvalg Marianne Davidsen-Nielsen, formand Niels Thorning Christensen Fin Egenfeldt-Nielsen Merete Holm Brantbjerg, suppleant Stig Hoff Johansen, bestyrelsen Optagelsesudvalg Susanne van Deurs, formand Pernille Hytte Bisgaard Birgitte Mønsted, suppleant Erik Wasli, bestyrelsen
Kursusudvalg Sjælland: Anne Ahlefeldt-Laurvigen Susanne van Deurs Ulla Drabæk Lianne Ervolder Pia Johanne Nielsen Mariane Beicker, bestyrelsen Charlotte Degel, bestyrelsen Jylland: Göran Bergström Else Ditlev Rikka Poulsen Gerda Rasmussen Fyn: Lissa Mortensen Hans Thykær Alex Semper Lone Aistrup Gitte Sander EAP Stig Dankert Hjort/ Erik B. Smith/Allan Holmgren
Uddannelsesudvalg Fin Egenfeldt-Nielsen, formand Kirsten Nordahl Erik Jarlnæs Inger Engelund Poulsen Karen Kaae, bestyrelsen Susanne van Deurs, optagelsesudvalget
Bladudvalg Charlotte Degel Hans Henrik Kleinert Jytte Høj Hammer Winnie Haarløv Susanne van Deurs, redaktør
Næste bestyrelsesmøde: 18. november og 12. december Generalforsamling: 7. marts 2009 Næste møde i optagelsesudvalget: 25. november og 27. januar.
HUSK AT ANFØRE MPF HVER GANG DU SKRIVER PSYKOTERAPEUT Samtlige medlemmer af Psykoterapeut Foreningen kan nu skrive Medlem af Psykoterapeut Foreningen eller Psykoterapeut MPF ved deres navn. Og det er vigtigt at huske at gøre det hver gang, der er en lejlighed til det – fx i annoncer, på hjemmesider, hvis man skriver en bog eller en artikel, på visitkortet, hvis man er i TV eller der bliver skrevet noget om en i et blad eller en avis, i brochurer, hvis man bliver engageret til at holde et foredrag eller undervise på et kursus osv. osv. Brug også medlemsbrevpapiret og husk at hænge dit medlemsbevis op. Det er vigtigt, for når man reklamerer for Psykoterapeut Foreningen, er man med til at slå fast, at foreningens medlemmer er grundigt uddannede, professionelle psykoterapeuter.
Returneres ved varig adresseændring
B
Afsender: Psykoterapeut Foreningen Admiralgade 22, st. tv. 1066 København K
Psykoterapeuten Nr. 3, oktober 2008 16. årgang Foreningsnyt og redaktionelt Formanden skriver .......................................................................................................... Velkommen til nye medlemmer ....................................................................................... Medlem med og uden (tilstrækkelig) klinik ...................................................................... Information fra administrationen ...................................................................................... Beslutningsreferat af bestyrelsesmøder .......................................................................... Artikler: Steen Jørgensen: Nyere tanker om bearbejdning af tab ................................................ Marianne Davidsen-Nielsen: Nogle har talentet i vuggegave. Om nærværets kraft og den lægende relation ................................................................................................. Karin West Jensen: Uerstatteligt tab – oprettelig skade. Tab og sorg ved forældres selvmord .......................................................................................................................... Preben Engelbrekt og Marianne Bache: Sorgteorier kan ikke altid stå alene. Om unge og sorg ............................................................................................................................ Information, debat Kort nyt ............................................................................................................................ Jacob Vestergaard, DJ: SPUD: Evaluering har udviklet vores uddannelser ................... Per Holm Knudsen: Kærlighedsfundamentalisme, en kommentar. Svar fra Pia Rønne og David Beermann ........................................................................................................
3 63 63 63 82
6 23 30 38 4 44 46
Boganmeldelser
Birgitte Thornsohn: Skæbner i skyggeland – terapi og dæmoner. Anmeldt af Jytte Høj Hammer ...................................................................................................................... Irvin D. Yalom: Som at se på solen. At leve med døden. Anmeldt af Marianne Davidsen-Nielsen ............................................................................................................ Michael White: Kort over narrative landskaber. Anmeldt af Lisbeth Villumsen ............ Winnie Haarløv: Den tomme stol. Om døden og det at miste. Anmeldt af Winnie Rønnow ...........................................................................................................................
48 51 54 56
Winnie Haarløv: Førstehjælp til knuste hjerter. En brugsbog om hjertesorg. Anmeldt af Bodil Moseholm ............................................................................................ Anny Haldrup m.fl.: Mød livet – fra kernen. Anmeldt af Pia Johanne Nielsen ................. Nye bøger .......................................................................................................................
57 59 61
Kurser og foredrag Kommende arrangementer i Psykoterapeut Foreningen ................................................
64