Glæden ved formidling

GlĂŚden ved formidling Af Nicolaj Andersen, 9. semester

Udgivet af Tendens - de historiestuderendes blad pĂĽ Aalborg Universitet 2017-2018

Glæden ved formidling Af Nicolaj Andersen, 9. semester

Nicolaj læser kulturarvsformidling på 9. semester, og dette er én af de specialiseringer, man på AAU tilbyder indenfor Historiestudiets egne fire vægge.

En stor del af de historiestuderende vælger at læse et sidefag, en stor del gør det, udover andre overvejelser, der i øvrigt kan læses om i en tidligere artikel fra Tendens, med henblik på at blive undervisere. Dertil kommer også alle de studerende som har valgt historie som deres sidefag, også eventuelt med tanke på at undervise på et gymnasium. Sidefagsspecialiseringen får de resterende specialiseringsretninger til at blegne, hvad angår antal. Min egen, kulturarvsformidling, talte hele otte(!) da vores hold startede på kandidaten. Den bliver i daglig tale kaldet for museumslinjen, hvilket nok får den til at lyde ekstra støvet. Men jeg bilder mig alligevel ind, at selvom min egen studieretning er langt mindre populær, kan der findes fælles fodslag, særligt med de der ønsker at undervise.

For selvom mediet, til tider, er et andet, er det stadig formidling, der er i fokus. Kunsten at viderebringe viden på en måde så det både

bliver let fordøjeligt og spændende så man kan fastholde folks interesse. For undervisere på et gymnasium er udfordringen ofte, at der er krav, i form af pensum, læseplaner og eksamener, og næsten med garanti altid enkelte elever, som absolut ikke er interesseret i emnet. For museerne er udfordringen i første omgang at få folk til at møde op og dernæst, ligesom med gymnasierne, sikre sig at publikum faktisk får noget ud af det. Og det er her den gode formidling er så vigtig. For kulturarvsformidling består det normalt i at udvikle et produkt, der er let tilgængelig, også for et publikum man ikke på forhånd har indgående kendskab til. Dette afprøves særligt på modul F0 og F1, hvor formålet er at udvikle et produkt med henblik på at de skulle kunne udføres i praksis.

Kirkegårde – og andre svære emner Der vil altid være nogle emner, der er mere interessante end andre, ikke alle historier er lige gode at fortælle. Her er det så formidlerens opgaven at fortælle historien således, at den alligevel bliver spændende, og at tilhøreren (måske er er der flere af dem på en god dag) får noget ud af oplevelsen. Jeg har selv stået for at afvikle flere kirkegårdsvandringer på en kirkegård udenfor Aalborg, et emne der afskrækker blot man siger ordet.

Hvad pokker skal man dog derude, der er jo ingenting, og for nogle bliver det også lidt

1

underligt, at skulle snakke om døde menne-

modtager og afsender. Èn ting er, at man står

sker (lidt ironisk for en historiker). Udfor-

og formidler, men man har jo også en idé om,

dringen jeg selv stod med var, at folk para-

hvordan man selv synes, det ville være at

doksalt nok både fandt det var så fjernt fra

modtage den formidling. En idé, der forhå-

deres egen dagligdag, at de havde svært ved

bentligt skulle blive mere og mere kvalifice-

at relatere og at det samtidigt kom lige lidt

ret i takt med, at man både bliver klogere og

for tæt på, da der faktisk lå døde mennesker i

får mere erfaring indenfor feltet. Samtidigt er

jorden.

det også ualmindeligt svært at få indblik i,

hvad alle modtagere synes om det, du har

Resultatet blev en fortælling om indfly-

formidlet. Derfor er det altid en god start at

delsen af- og på det omkringliggende sam-

forsøge at sætte sig selv i publikums sted.

fund. Men samtidigt også lidt mere dramati-

Hvis du synes det fungerer godt, er der en

ske ting som familier adskilt af fattigdom og

chance for, at du nok ikke er den eneste.

krig, mysteriegrave, konger og elskere der

forgav ægtemænd. Om det nødvendigvis blev

Det er naturligvis også altid fordelagtigt

til god formidling er svært at sige, på den ene

at lade sig inspirere af andre fagfolk, en ting

side blev det til flere arrangementer, men på

der også kan være med til at nuancere dit

den anden var det ikke fordi, der var så me-

eget syn på, hvad god formidling er. Derfor er

get konkurrence. Hvis jeg ikke fortalte en hi-

det også anbefalingsværdigt at gå i dialog

storie om kirkegården, var der ikke nogen

med andre formidlere. Fordelene ved faglig

der gjorde. Om ikke andet var det vel god for-

sparring er forhåbentligt ikke fremmede for

midling i forhold til, at der ellers ingen var.

nogen på historiestudiet, men skulle det alli-

Og det er vel lidt det samme, der gør sig gæl-

gevel være tilfældet, er det værd lige at be-

dende som underviser, man er forskellen på

nytte lejligheden til at minde om, hvor gavn-

hvorvidt vedkommende går derfra med noget

ligt det kan være. Endelig kan man også

eller ej.

bruge tid på selv at lege publikum og samti-

Hvordan bliver det god formidling Spørgsmålet er så, om mine kirkegårds-

digt nyde frugten af andre formidleres hårde arbejde. At tage ud og opleve forskellige formidlingstilbud (en ting der i øvrigt oftest er

vandringer blev gode. Det er som sagt ikke

billigere mens man er studerende) forener

nødvendigvis nemt at svare på. Som formid-

ikke blot arbejde og fritid, men kan også give

ler har man dog den fordel, at man både er

den særlige glæde, det er, som fagperson, at

2

opleve et godt stykke arbejde som man selv har en særlig forståelse for. Og hvem ved, hvis formidlingen er god, bliver du måske både selv en bedre formidler, lærer noget og bliver endda underholdt. What’s not to like?

Selv en kirkegårdsvandring kan være god med den rette ekspertise.

3