Grønkål: En sand juletradition?
Af Kamilla MatthiassenDa Nationalmuseets direktør, Sophus Müller, skulle inspicere det historiske museum i Hjørring, kom ejeren af det nordjyske museum, Jørgen Jacob Lønborg Friis, løbende ind ad døren med en stor sæk på nakken. I sækken havde Friis samlet en dynge nye træsko fra de lokale i byen. Hvad der for Müller umiddelbart virkede betydningsløstfor en museumssamling, der bestod af utallige oldtidsfund og unikke antikviteter, havde for Friis potentiale til at blive en værdifuld samling, der kunne illustrere et øjebliksbillede fra vendelboernes dagligdag i slutningen af 1800 tallet.
For til forskel for de fleste af samtidens museumsfolk, havde museumsinspektøren i Hjørring ikke kun blikket rettet bagud. Han forudså,atdenindustrielleverden,somvarved at tegne sig omkring århundredeskiftet, ville viske den gamle bondekultur ud. Friis påtog sigopgaven ”(…) om at redde, hvad der reddes kunne, uden skelen til hvor gamle eller hvor brugte tingene var.”1 Det var dog ikke kun fysiske genstande, som Friis havde i tankerne Han ville ligeledes sikre sig, at egnens bondetraditioner blev holdtihævd.
1 Bidstrup, Knud: ”Højt fra kålens grønne top”, Skalk, nr , 6, 1975, s. 16
2 Christensen, Gudrun Rosenstand: ”Jul i vendsysselsk gaard med grønlangkål i kugler og klipfisk med
I julen 1904 havde Friis fået endnu en idé til, hvordan han kunne sikre, at den nordjyske lokalhistorieblevbevaret.Han slæbterundtpå endnu en historisk overraskelse, som denne gang havnede i hans private hjem. Til familiens forundring, var det et stort grønkål. Kål var, dengang som nu, ikke en usædvanlig del af juleindkøbene. Særligt ikke i Vendsyssel, hvor grønkålen blev kogt og stablet i kugler. På Hjørringegnen var den såkaldte grønlangkål en fast tradition julemorgen og skulle serveres med pølse, flæsk og kogtølmed sigtebrød 2
Den grønkålsstok, som Friis bragte med hjem, skulle dog ikke serveres på julebordet Det skulle i stedet pyntes med lys, papirspynt ogsukkergodt.Detpyntedegrønkålblevstillet i en krukke med sand og ført ind i familien Friis’ stue.
Lønborg Friis kendte til den gamle tradition,omatbenytteetgrønkålsomjuletræ, fra sin egen barndom, hvor faderen, som var præst i Horne, hentede et juletræ ind fra køkkenhaven. Eftersom grønkålen var en fast tradition julemorgen, havde de fleste i lokalbefolkningen masser af de friske, grønne kålplanter i haven. Var kålstokkene ikke kraftige nok til at efterligne et almindeligt juletræ, var det, ifølge Friis, sædvane at binde ’brajfjedt’ og andre traditioner”, Slægtsgaarden, nr. 74, 1954 s. 4
1
dem sammen, så de tilnærmelsesvis gjorde ud for et grantræ. Friis tilføjer, at han i sin barndom sammen med sinesøskende, allerede fra efteråret udpegede de kraftigste grønkålsplanter i haven, som de bad kokkepigen om at holdesig fra.3
Friis’ barndomsanekdote skal ses i lyset af, at det dengang ikke var ”(…) en selvfølge, at der var juletræer i private hjem.”4 Et grantræ varkostbartogsærligtiVendsyssel,hvorderi de nordlige hedeområder var langt mellem træerne, og grantræer blev først for alvor plantet efter midten af 1800 tallet. Derudover fungerede grantræerne på landet ofte som læhegn, hvorfor bønderne formegentlig heller ikke havde lyst til at ofre de brugbare høje træer.5
Juletræer var derfor stadig forbeholdt det bedre borgerskab. Som det lyder i digteren Peter Fabers kendte julehymne fra 1847, Højt fra træets grønne top, skaltræetførstvises,og siden skal det spises. Faber beskriver hans version af den fuldendte jul med et flot dekoreret juletræ fyldt med godter.
Juletræstraditionen har rødder helt tilbage til 1500 tallets Tyskland, hvor folk, til ære for Jesus, dekorerede træer eller tårne. Det første
3 Bidstrup, s. 17
4 Vendsyssel Tidende: ”I 1904 var juletræet en sjældenhed”, 1984
5 Bidstrup, s. 16
6 Danmarkshistorien.dk: ”Juletræsjulen historien om det oplyste grantræ. Juletraditioner 1811 1919”, Aarhus Universitet, 2015. URL:
juletræ i Danmark blev i 1811 fragtet med hjem af præstesønnen fra Holsten, Martin Lehmann. Juletræetvarpyntetirøde,hvideog blåfarver for atæreden holstensketrikolore. I løbet af 1800 tallet blev traditionen bredt ud, og den blå farve blev fjernet fra papirspynten, så juletræet nu i stedet repræsenterede Dannebrog.6
For den fattige del af befolkningen var der hverken tid eller råd til at klippe guirlander og julehjerter i røde og hvide farver. Noget af det første, som der blev prioriteret, rent økonomisk, var anskaffelsen af nye klæder. Efterhusstandensmedlemmerstodklarideres fineste puds med nyt tøj og kæmmet hår, var det hjemmet, som stod næst på listen over juleforberedelserne. Vægge og lofter skulle vaskes rene af osen fra de primitive tranlamper, som ofte var i de gamle husmandssteder. Stuegulvet skulle skrubbes rentmedsand ogvand. Efterdethårdearbejde skulleder, traditionen tro,bages,steges,koges og brygges tilhelejulen.7
Til trods for de omstændige juleforberedelser, der gjorde sig gældende blandtstørstedelen af nordjyderne, påstår Friis som bekendt, at de fattige familier i anden
https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/juletraesjule n historien om det oplyste grantrae juletraditioner 1811 1919. Tilgået den 17/11/2022 7 Gaardboe, A. P.: Julefesten på landet i det nordlige Vendsyssel for 50 år siden, Vendsyssel Årbog, 2006, s. 125 126
2
halvdel af 1800 tallet alligevel fik bragt julen indendørs med grønkålsjuletræer. Friis har formegentlig set det som en bemærkelsesværdig julehistorie,somvarværd atvidereformidle tilmuseet
Friis er faktisk en af de eneste referencer, der findes omkring traditionen om at pynte en kålstok. Så udover, at museumsinspektørens anekdote er en pudsig og underholdende fortælling, fungerer barndomsmindetligeledes som en vigtig påmindelse om ikke at lade det stærke narrativ overskygge den egentlige troværdighed. Friis levede af at viderebringe de gode fortællinger. Der hersker heller ingen tvivl om, at vendelboernes grønkålsjuletræer passerperfektifortællingenomjulenidegode gamledage.
Særligt i de mindre lokalmuseer er der en tendens til at fremhæve de kendte egnshistorier. Lokalhistorien er med til at skabe en kollektiv identitet blandt befolkningen.Påsammevissomdennationale historie kan virke identitetsskabende, har den lokale historie i høj grad en effekt på menneskets identitetsfølelse. Identitet kan skabes af flere kollektive tilknytninger, som individetspositionerersigiforholdtil.8 Dethar derfor en kraftfuld virkning at benytte sig af narrativer, somlokalsamfundetkan genkende. 8 Smith, Anthony D.: Nationalisme. Teori, ideologi, historie. Udgave 1, 2001, s. 34
Da Friis den jul introducerede sine børn til grønkålsjuletræet var reaktionen tilsyneladende ikke genkendelighed. Børnene, der var vant til et almindeligt grantræ, var mildest talt skuffet over faderens juleoverraskelse. De to ældste børn var ”så rasende, at de gik ud i byen og skaffede nogle grangrene,somdesvedover lys,foratdetdog kunne lugte lidt af jul (…)”9 Selvom det er vigtigt at forholde sig kritisk til Friis’ historie om grønkålsjuletræet, er det i sandhed en god julehistorie!
Litteratur
Bidstrup, Knud: ”Højt fra kålens grønne top”, Skalk, nr , 6, 1975 Christensen, Gudrun Rosenstand: ”Jul i vendsysselsk gaard med grønlangkål i kugler og klipfisk med ’brajfjedt’ og andre traditioner”, Slægtsgaarden, nr. 74, 1954
Danmarkshistorien.dk: ”Juletræsjulen historien omdetoplystegrantræ. Juletraditioner 1811 1919”, Aarhus Universitet, 2015. URL: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale /juletraesjulen historien om det oplyste grantrae juletraditioner 1811 1919 Tilgåetden 17/11/2022
9 Bidstrup, s. 17
3
Gaardboe, A. P.: Julefesten på landet i det nordlige Vendsyssel for 50 år siden, VendsysselÅrbog, 2006
Smith, Anthony D.: Nationalisme. Teori, ideologi, historie. Udgave1, 2001
Vendsyssel Tidende: ”I 1904 var juletræet en sjældenhed”, 1984
Billedreference: Bidstrup, Knud: ”Højt fra kålens grønne top”, Skalk, nr., 6, 1975
4