Til Tro #1 2016 - Forny by Kristeligt Forbund for Studerende

1. kvartal · 2016 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Forny

+ Ufrivilligt far: “Juridisk abort reducerer biologisk slægtsskab til en juridisk forbindelse,” Kommentar side 32

+ “Det var ganske enkelt fløde for øjnene, og man får hurtigt vendt siderne,” Boganmeldelse side 9

+ Mød KFS’ nye general sekretær, side 36

+ Andreas Østerlund Nielsen reflekterer over, hvad vi kan og bør forny i kristendommen, Longread side 10

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9544-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvars havende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Lærerstuderende Mikkel Haahr Andersen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i retorik Ida Esmarch Pedersen Stud.med. Janus Rønn Lind Stud.theol. Louise Høgild Pedersen Stud.mag. i retorik Malene Iversen Stud.mag. i dansk og religion Mathias Anker Kure Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.tiltro.dk Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold kfs Tema 04

Fra redaktionen

Baglæns fornyelse

Longread: Kristus som forbillede: Troskab kræver forandring

Salmejazz, electropop og bondecountry

Genfødsel

Satire: Voldsom fornyelse ryster KFS

Hvorhen Guds vind blæser

Portræt: Simon Kappel

Faste

Kan man tro på opstandelsen?

KFS er blevet medlem af DUF

Grafiske overvejelser

Fordobling af engangsgaver i 2015

En dialogevent om dagen siden december

Bøger: Skeptikerens guide til Jesus

Tag med KFS til Grønland

Medier: Sprained Ankle

Kom på KFS-lejr til sommer

Bøger: National kristendom til debat

Mød de nye medarbejdere

Bøger: Vejledning til fred

Credo bestsellers

Kommentar: Juridisk abort

Påskelejr 2016: Det skal du glæde dig til

KFS-leder: Evangeliernes troværdighed

KFS søger sekretær til Syddanmark

Fra redaktionen:

Kære læser. For godt et år siden, en mørk januaraften, mødtes Til Tro-redaktionen med en vision om at udvikle et endnu mere helstøbt studentermagasin. Du sidder med resultatet i hånden lige nu. Hvis du kender Til Tro fra tidligere, vil du opdage, at meget er anderledes. Nyheder og temaartikler er nu fordelt i hele magasinet, så det opleves mere som ét magasin og én læseoplevelse. Desuden arbejder vi nu med flere forskellige artikeltyper: En fast longread der, som navnet antyder, får lidt ekstra plads, et portræt, en fag/tro artikel, et essay og en bibelsk artikel – for blot at nævne nogle. Vinylfaktor. Vi har talt meget om kvalitet, eller – for at bruge et udtryk, som dukkede op – vinylfaktor. Der er noget særligt ved en LP, som Spotify aldrig kan levere. Fornemmelsen af noget fysisk og materielt, som bringer mig ud af det digitale. Med det nye Til Tro ønsker vi at styrke den fornemmelse. Derfor gør vi ikke Til Tro mere digitalt, men mere analogt. Vi lukker vores facebookside, og vi sætter antallet af sider op. Vi tilføjer en hård ryg og gør papiret tykkere. Og så arbejder vi endnu mere med kvaliteten af indholdet. Desuden sætter vi antallet af magasiner ned til fire om året, for at få mere tid til det enkelte magasin, og for at holde prisen nede. Alt det håber vi giver dig lyst til at bruge en times tid i sofaen sammen med en kop kaffe og Til Tro – uden for den digitale virkelighed. Fornyelse fremmer forståelsen. Vores tema i dette magasin er Forny. Altså at tage noget, som allerede findes, og opdatere det uden at miste det umistelige undervejs. Som Andreas Østerlund formulerer det i sin longread: “At forny er at forandre for at kunne forblive tro mod udgangspunktet.” At forny er en spændende proces, men det kan samtidig være noget af det mest komplicerede og ømtålelige. Det kender vi fra uenigheder om kirkens musiske udtryk og tradition, eller, i endnu højere grad, når der arbejdes med teologisk fornyelse. Her deler musiker David Christensen og teolog Andreas Østerlund deres tanker om fornyelse med os. Jeg er overbevist om, at kristendommen i hver generation må vove at forny sig. Det arbejde er KFS i høj grad en del af, som en organisation hvor hver generation bringer sine spørgsmål og kæpheste med sig. Til Tro ønsker at være et sted, hvor nye tanker og ideer får plads, uden at vi mister det umistelige. Vores mål er stadig, som altid, at lave et personligt, livsnært, samfundsrelevant og intellektuelt studentermagasin, hvis største opgave er, at flest muligt herigennem må få mulighed for at kende Jesus og gøre Jesus kendt. Vi glæder os til at høre, hvad du synes om det nye Til Tro. På vegne af en spændt Til Tro-redaktion. Redaktør Kristian Kappel

BRUG ET ÅR PÅ AT KENDE JESUS & GØRE JESUS KENDT! På LTC graver vi dybt i Bibelen Vi søger hvile og glæde i Jesus Vi deler Jesus med andre Vi udruster til lederskab Vi er et lille fællesskab med stærke relationer

Find os på

ltc.kfs.dk

Baglæns fornyelse I de senere år er der i dansk kirkeliv sket en opblomstring i interessen for tidebønner, retræter, pilgrimsvandringer og andre klassiske og måske gammeldags måder at fordybe sig på i den kristne tro. Spørgsmålet er, om denne interesse egentlig er udtryk for fornyelse, eller det nærmest er at gå den anden vej. Det kunne ligne en baglæns fornyelse

Af Peter Nissen, præstestuderende, peter.Nissen@ssho.ox.ac.uk

Vi lever i en tid, som er præget af konstant forandring og fornyelse. Det er næsten som om, det ikke kan gå stærkt nok med at ændre på tingene. Med det såkaldte ’Moderne Gennembrud’ blev der skabt en fremdriftstænkning i den vestlige kultur, som siden slutningen af 1800-tallet har præget vores samfund og måde at tænke på. Det er slået igennem i en sådan grad, at der i dag næsten ikke er nogen, der tør eller vil sætte spørgsmålstegn ved det gavnlige i at ændre radikalt på tingenes tilstand.

Fremdriftstanken i kirken Denne tendens er ikke gået kristne kredse forbi. Selvom Kirken som regel er mere tilbageholdende end det øvrige moderne samfund, bliver det også fristende at tænke i radikal forandring, når vi oplever stagnation og tilbagegang; for har vi ikke Bibelen med os? I Bibelen opfordres vi til at lade os forvandle, ved at sindet fornyes (Romerbrevet kapitel 12, vers 2). Så, jo, fornyelse er nødvendigt for, at det kristne liv kan blomstre og forblive frisk. Men det er en fornyelse, som først og fremmest går på det åndelige plan, og skal vi blive i Romerbrevets tankebaner, handler det dels om ikke at tilpasse sig denne verden, dels om at gøre det gode, som behager Gud. Der har været tilstande og tendenser i Kirkens historie, som krævede et brud, og vi er som kristne kaldede til at ændre på ting, som spærrer for, at Gud kan gøre sit gode arbejde i os. Vi i den protestantiske tradition er især sårbare over for en aggressiv modernisme, der kun ser fremad. Reformationen i 1500-tallet blev radikal, og i nogle henseender ...traditioner giver løb den ud af kontrol for vores åndelige liv reformatorerne. Der var dybde og holder os med rette noget at gøre op fast, når vi møder med. De ville dog egentlig skiftende sekulære ikke smide fortiden væk, modestrømninger men reformere den. De ønskede ikke at begynde en evig spiral af forandring, men at justere nogle grundlæggende områder, som allerede var faste og fortsat skulle være holdepunkter fremover. Derfor giver det også stadig mening at kalde sig luthersk i dag, selvom meget har forandret sig siden dengang.

Problemer med konstant forandring Et af hovedproblemerne med den konstante forandring er, at det let ender i overfladiskhed. Det bliver svært at rodfæste og fordybe sig, og i en kristen optik er det et centralt sted, fornyelsen skal komme fra. Evangelierne giver et indblik i, hvordan Jesus fik sit overskud til at skabe en gennemgribende fornyelse af sin samtid. Det gjorde han ved løbende at trække sig tilbage i stilhed og bøn fra den aktive scene, og han opfordrer sine disciple til at gøre det samme. Den engelske kristne apologet C.S. Lewis (1898-1963) stod som professionel akademiker i Oxford og Cambridge fra 1920’erne til 1960’erne midt i det moderne skift. Han fulgte med egne øjne, hvor radikalt samfundet fjernede sig fra sine kristne rødder, og hvordan kristenheden langsomt lod sig rive med. Han kunne se, at det berørte alle kristne kirker, og han efterlyser som alternativ

en dyb kirke (Deep Church) på tværs af kirkeskel, som ikke blot med tiden tilpasser sig tidsånden, men fastholder og fremhæver de kristne ursandheder (kristen ortodoksi om man vil) i en tid og i et samfund, som syntes at have mistet fodfæstet.

Intellektuelle studier af Skriften Som reaktion på en korrupt kirkekultur fremhævede reformatorerne Bibelen som øverste autoritet i lære og liv. I den protestantiske verden førte det senere til en overbetoning af intellektuelle studier af Skriften på bekostning af åndelige og praktiske gudstjenestediscipliner (fx forskellige former for bønsrutiner, retræter, liturgisk fordybelse og pilgrimsrejser), som også var en væsentlig del af arven fra urkirkens dage. Dette fik den uheldige konsekvens, at da Bibelen i Oplysningstiden blev offer for den moderne videnskabs kritiske dissekering, havde Kirken for lidt at stå imod med, og deri ligger en del af skylden for den uklarhed og desorientering, vi i kristenheden lider under i dag.

Gode traditioner

Det er næsten som om, det ikke kan gå stærkt nok med at ændre på tingene

Det betyder, at vi for at genfinde vores orientering til at skabe fornyelse må studere Kirkens historiske åndelige praksis og tradition; det vil sige, hvordan Helligånden gennem tiderne har åbenbaret de kristne grundsandheder for kristne. Vi lever i en tid, hvor tradition er vanskelig at forholde sig til. Da traditioner typisk gives videre via generationer i et lokalt miljø, har mange i dag mistet deres forbindelse til disse traditioner. Det gælder også dem, som er opvokset i kristne hjem. Dertil flytter vi for meget rundt, og vores verden ændrer sig for meget hele tiden. I en kristen kontekst er tradition knyttet til en fælles trospraksis og trosforståelse på tværs af tid og sted. Nogle traditioner mangler relevans og dybde, mens andre har holdt i århundreder; nogle leder Kirken på afveje, mens andre skaber et fundament af gode åndelige vaner praktiseret og afprøvet siden Jesu dage på Jorden. De sidstnævnte traditioner giver vores åndelige liv dybde og holder os fast, når vi møder skiftende sekulære modestrømninger. Det er det, som nogle af os forsøger at genopdage og praktisere ind i vores tid, samtidig med at Bibelen stadig er vores vigtigste ledestjerne. Som kirkefaderen Tertullian (cirka år 160-225) har udtrykt det: “Der, hvor den sande kristne levevis og tro er til stede, der vil tilsvarende den rette Bibel, den sande udlægning af den og de kristne traditioner være” (fra hans forsvarsskrift De Praescriptione Haereticorum; dansk titel: Indsigelser mod alle kætterier). Så ’baglæns fornyelse’ er væsentlig for ikke at komme af sporet, når det kører stærkt – og det gør det i vores tid. Her kan gode traditioner og tid til bøn og eftertanke være en hjælp til at skabe en fornyelse med dybde. ■

Peter Nissens erfaringer udspringer blandt andet af et 20 måneders ophold i et anglikansk kommunitet i England i årene 2011-13.

Kan man tro på opstandelsen? Af Maria Høllsberg Markussen, journaliststuderende

Debatten på Katten hedder arrangementet, hvor unge fra forskellige gymnasier i Aarhus samles for at diskutere tro. En aften, der er arrangeret af gymnasiekredsen i KFS Det summer af god stemning, kaffeduft og forventningsfulde unge på Aarhus Katedralskole. I døren står smilende velkomstfolk, og inde i lokalet springer et fristende kagebord hurtigt i øjnene. Det lange rum på Aarhus Katedralskole er fyldt af forskellige mennesker i både udseende, køn og ikke mindst baggrund. For her er der højt til loftet, i hvert fald i overført betydning. Aftenens oplægsholder Elon Jepsen præsenterer sig selv. Han er teolog og til daglig præst i Kolding. Og så er han tidligere ateist. “Videnskab og rationalitet er ikke det samme som ateisme,” starter han. Han er entusiastisk, når han taler. Et kvarter er tydeligvis for lidt taletid for ham, men nu er det jo en debat, de omtrent 50 mennesker er mødt op til.

Disciplene var overbeviste Aftenen er den sidste i en række af tre, og denne gang handler det om, hvorvidt det er fornuftigt at tro på Jesu opstandelse. “Er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom,” siger Paulus i sit første brev til menigheden i Korinth. Denne pointe holder Elon Jepsen fast i gennem sit oplæg. Men opstandelsen kan virke irrationel, specielt når vi lever i en verden, hvor et mirakel synes at være den mindst sandsynlige forklaring på en hændelse.

En teori siger, at disciplene selv fjernede Jesu lig og derefter fortalte, at han var opstået. “Men det giver ikke mening, for hvem er villig til at dø for en løgn, man selv har fundet på?” lyder spørgsmålet fra teologen, og der henstilles til debat omkring de runde borde.

Debat på intellektuelt plan 40 minutters summen. Så lang tid går der, før snakken afbrydes, og plenumdebatten skydes i gang. Stilheden er kortvarig, før spørgsmålene begynder at vælte ind. Der er andre mennesker, der går i døden for noget, de tror er sandt, men som ikke er det. Hvorfor er der ikke nedskrevet mere omkring de 500 mennesker, der angiveligt har set Jesus, efter han er stået op? Kunne disciplene ikke have haft hallucinationer og blot troet, at de så Jesus? Elon Jepsen forklarer og forsvarer. Et øjebliks stilhed uden spørgsmål og han udbryder kækt: “Nå, men det er også et lidt ligegyldigt emne, ikke?” Folk griner. Så er der en, der rækker hånden op. Hun vil have forklaret det moralske Gudsbevis, og snakken bliver filosofisk.

Et berigende arrangement Aftenen er slut, men nogle få sidder stadig og diskuterer aftenens emne. Rebekka Knudsen er leder af det udvalg i KFS, som har stablet arrangementet på benene, og hun er glad og tilfreds. “Jeg har været helt høj efter hver aften. Jeg var meget spændt inden, men Gud har trådt ind, der hvor jeg måtte give slip,” siger hun. Også Rebekkas klassekammerat Rita Linnet er positiv. Hun er en af de 25-30 besøgende, som ikke er vant til at komme i KFS. “Jeg er uenig med Rebekka, når det kommer til trosspørgsmål, så jeg kom for at udtrykke min frustration. Jeg har mærket stor åbenhed. Det har på mange måder været berigende, og det er fedt, de vil bruge tid og energi på sådanne aftener,” siger hun.

Bøger:

Skeptikerens Guide til Jesus 1: Evangeliernes troværdighed Stefan Gustavsson Credo 2016 249,95 kroner Af Lars Boje Sønderby Jensen, filosofistuderende, larsbsj@gmail.com

Stefan Gustavsson er igen på krigsstien, og han ruller ind med tungt skyts. Gustavsson leverer et nyt apologetisk våben, som sigter på skeptikeren såvel som den videbegærlige kristne. Jeg, i blandt andre, har ventet længe på en ny udgivelse fra vores skarpe svenske nabo, og jeg kan afsløre, at den nordiske apologet ikke skuffer. Formålet med bogen er at give den søgende en guide til Det Nye Testamentes historicitet samt at give et akademisk svar på den klassiske religionskritik og nyere tids indvendinger mod evangeliernes troværdighed.

“Jesus er radon!” Bogen består af 23 korte kapitler under et dynamisk layout, som gør læseoplevelsen let og overskuelig. Det var ganske enkelt fløde for øjnene, og man får hurtigt vendt siderne, hvilket er atypisk for bøger af dette format. Gustavsson indleder bogen med, hvorfor undersøgelsen af kilderne til Jesu liv er relevant for os i dag (nudge: du må læse bogen for at forstå overskriften). Gustavsson har gjort sit nødvendige forarbejde og introducerer læseren for den historiske metode, kilderne til Jesus liv og indledende indvendinger mod projektet som fx “kan man overhovedet vide noget om fortiden?” Dette skaber rammen for bogens hovedargument: Evangeliernes historiske troværdighed. Forfatteren er grundig, for han nøjes ikke med at se på et par indicier. Gustavsson har gransket den akademiske forskning på området og leverer derfra et ottefoldigt argument for, at evangelierne vidner om reel historie. Forfatteren vier ikke tilbage fra at bruge tekniske pointer til at underbygge sin konklusion, men han hiver let

og elegant abstraktionsniveauet ned med malende illustrationer, så lægmanden kan være med. Det lykkedes mig endda at opsnappe et par morsomheder.

Velargumenteret og troværdig Gustavssons form er gendrivelse: Typisk ser han på kritikernes indvendinger og går så ellers til sagen uden omsvøb. Han afslører fejlslutninger som en gentleman, hvorefter han ad modus Sherlock Holmes dirigerer læseren til den bedste forklaring. Der er ikke noget mere pinligt end sløset trosforsvar, der bygger på data, der for længst er forkastet. Men Gustavsson leder ikke læseren bag lyset med dogmatisk sofisme. Gustavsson refererer hyppigt til ikkekristne kritikere, og vi får en stærk fornemmelse af, at bogen er ajourført med sit forskningsområde.

Opnår bogen sit mål? Absolut. Det eneste, jeg manglede, var en bedre opdeling af sværmen af kapitler og en indledende gennemgang af bogens progression. Ellers giver bogen solide svar til skeptikeren i et tilgængeligt sprog og klæder samtidig sin læser på til selv at give svar. Gustavsson går til sagens kerne uden digressioner og beviser, at evangelierne har en suveræn historisk særstilling som kildemateriale, og at dette er en apologetisk vindersag for kristne. Med evangeliernes troværdighed etableret leder bogens resultater videre til spørgsmålet om deres indhold: Hvem var Jesus egentlig, og opstod han virkelig fra graven? Det er undersøgelsen for den næste bog i serien. Jeg venter spændt!

Longread:

Kristus som forbillede: Troskab kræver forandring Fornyelse af kristendommens indhold og troskab mod kristendommens centrale budskab er ikke modsætninger. Den kristne kirke må derimod til alle tider forholde sig til, hvad der forandrer sig, og hvad der står fast 10

Af Andreas Østerlund Nielsen, freelance teolog, andreasnielsen@it.dk Illustrator: Anne Kappel annekappel.dk

At forny er at forandre for at kunne forblive tro mod udgangspunktet. Hvis man ikke fornyr sin garderobe, bliver man ikke ved med at være smart. For moden er i rastløs bevægelse. Verden forandrer sig i det hele taget. Derfor kan vi kun forblive tro mod kristendommens udgangspunkt ved til stadighed at forny kristendommen. Det er ikke, fordi kristendommen skal være smart eller lade sig diktere af andre, men fordi Gud gennemfører sin mission og åbenbarer sig, ved at Gud, den uforanderlige, gør sig til en del af den foranderlige verden. Det tvinger os til igen og igen at reflektere over forholdet mellem det foranderlige og det uforanderlige i kristendommen. Det er også, hvad jeg håber, at denne artikel vil få dig til at gøre. Her får du endvidere præsenteret min model for, hvordan vi kan søge at være tro ved at forny det uforanderlige gennem det, jeg vil kalde ’inddannelse’.

Den uforanderlige gør sig til en del af det foranderlige Ofte forudsættes det, at der er en spænding mellem kristendommens identitet og dens aktuelle relevans. Det udspringer, vil jeg

mene, af en fejlagtig antagelse om, at der er en grundlæggende modsætning mellem Guds uforanderlighed og verdens foranderlighed. Det fører til bestræbelsen på at uddestillere og fastlægge en tidløs essens, et uforanderligt ’indhold’, af kristendommen. Denne essens søges derefter ’oversat’ til eller ’formet’ efter en given foranderlig sammenhæng. Enhver sådan essens er imidlertid altid uundgåeligt bestemt af dem, som har fastlagt den. Enhver formulering af evangeliet, også dem vi finder i Det nye Testamente, er altid allerede en oversættelse, en applicering, eller, i Jesu tilfælde, en inkarnation: Gud blev “kød”, altså blev menneske. I inkarnationen gør Gud, den uforanderlige, sig til en del af det foranderlige. Gud viser dermed, at der ikke er nogen

modsætning mellem Guds uforanderlighed og verdens foranderlighed. Guds Søn blev undfanget ved Helligånden og født af jomfru Maria på given tid og sted. At vores forståelse af kristendommen er bestemt af, hvem og hvor vi er, er derfor ikke et problem, der skal løses. Det afspejler Guds måde at åbenbare sig på: som et menneske, i verden, i historien.

Det fortsætter med Guds mission Kristne har ikke desto mindre været udfordret af forandringer, lige siden Jesus sagde, at ung vin skal hældes på nye lædersække, Gud befalede Peter at spise urene dyr, og Paulus erklærede, at “alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen.” Kristendommens forandringer opstår i mødet mellem evangeliet

og skiftende steder og tider. Gud virker fortsat historisk i verden i sin mission for at udbrede sit rige til stadig nye tider og sammenhænge. Helligånden “undfanger” i dag på given tid og sted Guds kirke, Kristi legeme. Her er Gud nærværende ved sin Ånd og Søn, skaber gennem Ordet tro på Gud og forener sig i sakramenterne med skaberværket. Kristendommen har derfor, som én har formuleret det, fra begyndelsen været en oversættelsesbevægelse. Enhver oversættelse af kristendommen til en ny tid og et nyt sted udgør en fornyelse, og dermed en forandring, af kristendommen. Teologi er derfor ikke blot en deskriptiv eller normativ, men også kreativ, skabende praksis. Det klinger måske lidt som ’kreativ bogføring’, men hvis ikke Paulus, Luther

Kristendom, der ikke er oversat, præsenterer evangeliet som svar på spørgsmål, vi ikke selv har stillet eller blot er blevet belært om, at vi bør stille

og Ansgar havde været teologisk innovative, så var evangeliet aldrig nået længere end til Jerusalem år 33. Evangeliet kan nemlig kun møde os som hele mennesker, hvis vi bringer det helt ind i vores tid og frem til vores sted.

Evangeliet når frem til modtagerne Bestemte udtryk og formuleringer kan ikke udtrykke eller fastholde den samme betydning på tværs af kulturelle forandringer. Det som Gud i én sammenhæng brugte til noget godt, bliver direkte skadeligt i en ny sammenhæng, hvis det ikke oversættes. Kristendom, der ikke er oversat, præsenterer evangeliet som svar på spørgsmål, vi ikke selv har stillet eller blot er blevet belært om, at vi bør stille. Det medfører, at vi bevidst eller ubevidst placerer troen i et særskilt, åndeligt rum uden direkte relevans for hverdag, politik og karriere. Det skaber en ’to-rums’ kristendom, som ikke når ind til det dybeste niveau af vores person og liv, men forbliver på overfladen. At tale om fornyelse og oversættelse kan give indtryk af, at forandring er noget, der foregår bevidst, som resultat af vores bestræbelser. Forandring af kristendom-

men sker imidlertid primært af sig selv, og uden at vi er bevidste om det. Vi er langt fra bevidste om, i hvilken udstrækning vores kristne tro er bestemt af kristendommens indgang og historie i Danmark; eller om, hvor meget overgangen fra modernitet til senmodernitet sætter sit præg på vores tro og liv. Der er uundgåeligt tale om en ubevidst synkretisme. Dermed mener jeg ikke en bevidst sammenblanding af flere religioner, men det faktum at enhver tro og forståelse af kristendommen altid er en syntese af utallige indtryk og påvirkninger, fællesskaber og sammenhænge. Forandring af kristendommen er altså både nødvendig og uundgåelig. Hvis vi ser på kristendommens historiske hovedstrøm, er den ikke desto mindre kendetegnet af nogle tilbagevendende spørgsmål.

Kirken sætter grænser Kontinuiteten i kristendommens hovedstrøm har ikke så meget bestået i de svar, som er blevet givet, som i de spørgsmål, man har været optaget af at svare på. Hvis vi for eksempel ikke er levende optagede af, hvem Jesus er, og hvad hans betydning er, så er det ikke kristendom, vi har at gøre med. I bogen Constants in Context

udpeger missionsteologerne Stephen B. Bevans og Roger P. Schroeder således seks historiske konstanter i form af seks spørgsmål, som har tjent til at bevare kirkens missionale identitet og natur i skiftende kontekster. Disse vedvarende spørgsmål er: 1. Hvem er Jesus Kristus, og hvad er hans betydning? 2. Hvad er den kristne kirkes væsen? 3. Hvordan ser kirken på dens fremtid i de sidste tider? 4. Af hvilken art er den frelse, den forkynder? 5. Hvad regner kirken mennesket for? 6. Hvad er værdien af menneskelig kultur som den kontekst, i hvilken evangeliet prædikes? Kirken har i skiftende sammenhænge svaret forskelligt på disse spørgsmål. Nogle svar har vundet udbredelse og vist sig slidstærke, for eksempel at Gud er treenig. Andre, for eksempel at Jesus er af samme væsen som Faderen, har haft større betydning i nogle sammenhænge end i andre. Den kristne kirke har dog også i historiens løb sat grænser for, hvilke svar der er gangbare. Det gik ikke an at forkaste Det gamle Testamente; det gik ikke an at hævde, at Jesus ikke var både Gud og menneske; det gik ikke an, at Luther ville forkaste paven… eller: Det gik ikke an, at paven gjorde sig selv til Kristi stedfortræ-

Samfund med egne kulturer

Kristi kirke Skriften

Given kontekst Andre fortællinger

Kirke/menighed i Guds mission

der. Sådanne grænsesætninger har ført til brud i kirken og har siden reformationen fostret en myriade af kirkesamfund. Disse delinger er både en dybt anfægtende splittelse af Kristi ene, uforanderlige kirke og samtidig et udtryk for kirkens vækst og foranderlige mangfoldighed. Ved at se på kirkens globale historie finder vi altså et fokus og nogle rammer, som kan hjælpe os til at undgå vilkårlighed i vores forståelse af kristendommen og evangeliet.

Traditionen modvirker vilkårlighed Vi kastes altid ind i at modtage og forstå evangeliet, derfra hvor vi befinder os. Derefter bevæger evangeliet os ved Guds Ånd. Mit eget indgangspunkt er, at jeg anser det for et uforanderligt faktum, at Gud har åbenbaret sig selv i historien, først og fremmest ved at blive menneske i Jesus Kristus. Gud har ved sin Ånd inspireret mennesker til at berette troværdigt om denne åbenbaring i de bibelske skrifter. Gud har ligeledes givet sin Ånd til den forening af mennesker på jorden, som er hans kirke. Derfor kan vi tilegne os Guds åbenbaring ved at tage ved lære af, hvordan kirken historisk og globalt til given

tid og sted har fortolket, forstået og praktiseret det, der står i Skriften. Vi kan altså søge at være tro mod kristendommens udgangspunkt ved at opretholde samspillet mellem menigheden, Åbenbaringen og traditionen. Luther fulgte sin samtids renæssance-humanisme i at søge ad fontes, tilbage til kilderne, for at finde det mest genuine udtryk for kristendommen. Det ville imidlertid være rent anarki, hvis det lutherske slagord om sola scriptura, Skriften alene, skulle betyde, at den enkelte er overladt til sin egen fortolkning. Tradition og troskab værdsættes i stigende grad i vores ofte kaotiske tid. Det er værdier, som vi med fordel kan bringe i anvendelse i bestræbelsen på at integrere foranderligt og uforanderligt. Vi skal tage imod Guds åbenbaring ved at fortolke Skriften sammen som menighed. Menigheden er ikke et hvilket som helst traditions- eller fortolkningsfællesskab. Det er derimod ethvert fællesskab inden for Kristi kirke, som er villigt til over tid at lade sig forme af Skriften. Den enkelte menigheds formative fortolkning skal kvalificeres ved at kende, lytte og bidrage til kirkens historiske og globale tradition for at fortolke og praktisere Skriften. Det er denne disciplinerede, fællesskabsba-

serede, skriftbundne og traditionskvalificerede fremgangsmåde, som sikrer, at foranderligheden ikke fører til vilkårlighed, men til troskab. Det bringer os frem til min model for inddannelse.

En model for inddannelse Begrebet inddannelse er mit bud på en proces, hvorved menigheden kan søge at integrere foranderligt og uforanderligt i kristendommen. Inddannelse korresponderer med Guds måde at åbenbare sig i Jesus Kristus ved at inkarnere sig i verden og i historien. Gennem inddannelse kan vi lade os lede til troskab mod Guds mission og åbenbaring i verden. Ordet inddannelse spiller naturligvis på uddannelse. Inddannelse skal ikke forstås som et alternativ til uddannelse. Det rummer imidlertid en kritik af, hvad der forekommer mig at være den gængse uddannelsespraksis. Det rådende uddannelses- og videnskabsparadigme fremstår strengt sekulært. Vi skal fra 0. klasse og frem, inklusiv teologisk uddannelse, agere som om, Gud ikke er. Der er desuden fortsat en tendens til at opfatte tilegnelse af viden og kunnen som adskilt fra dannelse; uddannelse får følgelig en rent instrumentel/faglig hensigt.

Illustrator: Anne Kappel annekappel.dk

Ved at se på kirkens globale historie finder vi altså et fokus og nogle rammer, som kan hjælpe os til at undgå vilkårlighed i vores forståelse af kristendommen og evangeliet

Inddannelse tager derimod udgangspunkt i en bibelsk funderet, helhedsorienteret virkelighedsopfattelse. Inddannelse omfatter hele mennesket og hele tilværelsen og er intentionelt karakterdannende. Inddannelse minder i den henseende om dannelse. Begrebet dannelse har dog på dansk elitære konnotationer: At være et dannet menneske. Der er endvidere i vores individualistiske kultur risiko for, at dannelse blot bliver et andet ord for selvudvikling. Inddannelse er derimod en relationel proces, hvor flere mennesker sammen inddannes i to sæt af sociale sammenhænge; det vi bredt forstået kan betegne som samfund. Som kristen menighed er vi altid deltagere i disse to sæt af sociale sammenhænge, to samfund: Kristi kirke og vores givne kontekst. Som menighed i Guds mission er vi en del af Kristi kirke. Det er ’de helliges samfund’, hvis grundfortælling er Skriften. Det bør føre til en særlig måde at leve sammen på, som skaber en særlig kultur i kirken. Vi skal som kristne og menigheder bevidst lade os inddanne i dette samfund ved at lade os bestemme mere og mere af Skriften læst i lyset af kirkens historiske og globale tradition. Vi kan kalde dette for ’inddannelse ved tro’. Enhver kristen og menighed er samtidig også en del af den givne kontekst. Vi kan kalde det for ’det almene samfund’. Det består af en række sammenhænge som fx nationalstaten, markedsøkonomien og, i mindre format, et lokalområde. Disse sammenhænge er præget af andre fortællinger, det vil sige filosofier, værdisæt, overbevisninger, regelsæt etc. Disse udgør modfortællinger til Skriften, selvom de også kan rumme indsigt i Guds skaberværk og være præget af kirkens kristne kultur. Menighedens inddannelse

i denne givne kontekst består i en kritisk bevidstgørelse om, hvordan vi allerede er dybt indlejrede i dette ’samfund’, og hvordan vores forståelse af kristendommen også er det. Vi kan kalde det ’inddannelse ved kritik’. Som menigheder i Guds mission, må vi finde lokale, konkrete praksisser, hvormed vi kan facilitere en sådan dobbelt inddannelse. Jeg vil foreslå tre overordnede skridt i denne proces.

Tre konkrete skridt Inddannelse, som den her er beskrevet, er Åndens værk. Det er ved Åndens forvandlende indgreb, at vi kan integrere vores deltagelse i de to ’samfund,’ kirken og den givne kontekst, og opnå større troskab, som deltagere i Guds mission. Som menigheder i Guds mission må vi ikke desto mindre finde praksisser, som kan facilitere dette. Det kan gøres i tre skridt: Se – lyt – gå. Vi skal se på verden omkring os og på os selv. Bruge tid på at betragte, observere og lytte. Denne proces må føre til ydmyghed og til syndsbekendelse. Det danner grundlag for en kritisk analyse af den givne kontekst, vi er inddannet i, og af, hvordan vi er inddannet i den. Det næste skridt hedder lyt til Gud ved at læse Skriften på ny, være stille i bøn og lytte til traditionens visdom. Menigheden er det menneskelige organ, som kan høre, hvad Gud siger til netop den givne kontekst, som vi er en del af. Dermed inddannes vi i kirken, ’de helliges samfund’. Dernæst skal vi gå. Menigheden må bevæge sig for at tage imod det, Gud vil give, og for at være og gøre og sige det, som Gud gør muligt og ønsker af os. Det kan være en bekræftelse eller en modsigelse af den givne kontekst og menig-

heden selv. Den fulde inddannelse, som menighed i Guds mission, finder først sted, når vi omsætter det, vi har “set” og “hørt”, i praksis

Fortsæt fornyelsen KFS har gennem årene været en fornyelsesbevægelse for højrefløjen i dansk kirkeliv, fordi bibelfunderede, kristne studerende har været placeret i nærkontakt med fronten af den intellektuelle og samfundsmæssige udvikling. De har skabt fornyelse ved til stadighed at stræbe efter troskab mod evangeliet. Derfor skal I, som er studerende, fortsat med tryghed acceptere nødvendige og uundgåelige forandringer og med frimodighed insistere på at forny kristendommen ved at tro og leve i troskab mod evangeliet og Guds mission midt i jeres skoleog studiemiljøer. Det vil kræve en vedholdende stræben efter inte-

I inkarnationen gør Gud, den uforanderlige, sig til en del af det foranderlige gritet gennem inddannelse i Kristi kirke og den givne kontekst. Det er ikke muligt at fastlægge en principiel skelnen mellem, hvad i kristendommen der er uforanderligt henholdsvis foranderligt. Den uforanderlige Gud har i sin mission gjort sig til en del af vores foranderlige verden og dermed vist, at uforanderligt og foranderligt ikke er modsætninger, men integreret i hinanden. Vi skal som menigheder og kristne fællesskaber søge at være tro mod Guds mission. Det kan vi blandt andet gøre ved at lade os inddanne i Kristi kirke og i vores givne kontekst. Det er en fornyelse, hvorved Gud forandrer kristendommen, for at vi kan forblive tro. ■

KFS er blevet medlem af DUF KFS blev i december optaget i Dansk Ungdoms Fællesråd. Det giver en stærk politisk platform til at styrke den demokratiske samtale mellem studerende med forskellige livsanskuelser

Grafiske overvejelser Det har været min fornemme opgave at redesigne det nye Til Tro. At finde et nyt visuelt udtryk, der ikke blot ser lækkert ud, men som underbygger redaktionens gode tanker (se side 5) for magasinet. Jeg har således skullet gøre mig en masse overvejelser omkring alt lige fra farver til fast bagkant. Noget af det, jeg har givet et særligt fokus, er valget og brugen af skrifttyperne. De færreste tænker måske så meget over det, men skrifttyper er meget forskellige og har hver deres karakteristiske udtryk. Nogle virker retroagtige, andre elegante eller kedelige. Se for eksempel skrifttyperne i Ekstra Bladet og Weekendavisen – de er meget forskellige, fordi de vil noget forskelligt. De valgte skrifttyper National og Tiempos følger ikke med i Office-pakken og kan ikke hentes gratis på nettet. De er gennem

Da Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, i starten af december holdt det årlige delegeretmøde, kunne de byde velkommen til KFS. “Det er en markering, som viser, at vi nu er en fuldmoden medlemsorganisation. Vi har været på vej som medlemsorganisation i noget tid, hvor vi har implementeret et stærkere medlemsdemokrati, og nu har vi nået en vigtig milepæl i den udvikling,” fortæller Lars Bjerregaard, sekretariatsleder i KFS. DUF er en politisk organisation, der blandt andet arbejder for at styrke medlemsorganisationernes interesser i lovgivningsarbejde, der påvirker foreningslivet. Som en del af strategien frem mod 2017 vil DUF arbejde for at styrke unges adgang til og engagement i den demokratiske samtale. Og netop i denne del af strategien ser KFS sig selv som en vigtig medspiller. “Vi glæder os over den politiske platform, medlemskabet giver os for at arbejde endnu mere målrettet for “plads til mening” i studie verdenen. Her ser vi et potentiale for at styrke mulighederne for samtalen mellem forskellige livssyn på studiestederne endnu mere. Det har vi arbejdet for i mange år, men når vi nu står sammen med DUF, får vi en stærkere politisk røst,” mener Lars Bjerregaard. Samtidigt med medlemskabets fordele for det demokratiske engagement i offentligheden, vil KFS også drage fordel af at være en del af DUF i forhold til at udvikle demokratiet i KFS selv.

arbejdede og giver dermed store variationsmuligheder i layoutet. De er behagelige at læse i små størrelser, men åbenbarer deres karakter i bold i overskrifterne. De har et seriøst og stadig uformelt, personligt udtryk – en original og god balance mellem de skarpe og de bløde former (se nedenfor). Overordnet set er der også arbejdet med at have lidt mere luft i designet, og farverne er måske mere nedtonede, end de nok ofte vil være i de store internationale magasiner. Illustrationer og fotos forstås ikke nødvendigvis altid, før man har læst hele artiklen, hvilket også kan være med til at underbygge fornemmelsen af fordybelse. Alt i alt kan man måske sige, at jeg har gjort mig umage med ikke blot at fange, men også belønne din opmærksomhed som læser. God fornøjelse med dit nye Til Tro! Klaus Juul Jensen www.characterise.dk klaus@characterise.dk

a a

Medier:

En gang imellem rammer et stykke musik en nerve i én, der gør, at det bliver umuligt at ryste det af sig igen. Det taler til dig og måske får det endda lov at forandre noget i dig. En sådan oplevelse har jeg haft med pladen Sprained Ankle af kunstneren Julien Baker. Det er en hudløst ærlig rejse ind i de mørkeste afkroge af den 20-årige amerikanske pige Julien Bakers sind. Et sted, hvor depression, selvhad, ensomhed og sår fra en vild ungdom med forskellige former for misbrug gemmer sig. Hendes nærmest intimiderende ærlighed skinner igennem i en linje som “You're gonna run, when you find out who I am – I know I'm a pile of filthy wreckage, you will wish you'd never touched” fra nummeret Everybody does. Eller i en linje som “Give me everything good, and I'll throw it away – I wish that I could quit, but I can't stand the shakes” fra sangen Rejoice. Disse linjer kan måske umiddelbart lyde som noget, der kunne findes på enhver plade af en selvtillidsramt teenagepige, men hendes minimalistiske og kraftfulde levering giver teksterne troværdighed og vidner om en pige, der har flere erfaringer og mere levet liv bag sig, end hun burde i en alder af blot 20 år. Alt for meget. Midt i al mørket rejser der sig dog et lys. Mod slutningen af en plade, der er gennemsyret af de skyggesider og kampe, hun har oplevet i livet, konstaterer hun stille i sangen Rejoice: “But I think there's a god, and he hears either way – I rejoice and complain.” Midt i alt det svære, al ensomheden og selvdestruktive tanker, må hun kraftesløs vende sig mod Gud og stole på, at han hører hende på trods af alt, hun har gjort, sagt og tænkt. Her kan hun finde fornyet glæde og komme ud med hendes frustrationer i mødet med en Gud, der kan holde til at være sammen hende i al hendes uperfekthed, og som bliver stående i kærlighed, når hun præsenterer sit rod for ham. Særligt i en linje som “Lift my voice that I was made” fra samme sang minder hun mig om, at det netop er her, hun og jeg kan finde vores værdi. Skabt og villet af Gud. Det er ikke en værdi, der er afhængig af, hvor meget eller hvor lidt rod, der er i mit liv, men en statisk værdi, der ikke flytter sig. Jeg er skabt og villet af Gud. Pladen slutter med sangen Go Home, der er en kraftesløs overgivelse til det håb og den længsel, hun har efter at være sammen med Gud. Sangen, og pladen, slutter med ordene: “God I wanna go home”, inden tonerne af sangen In Christ Alone, sart spillet på et klaver, runder det hele af. Hun og jeg må klamre os til det samme håb og overgive os til den samme længsel som Job, i mødet med smerten og oplevelsen af utilstrækkelighed. I kapitel 19, vers 25-27 i Jobs bog udbryder han: “Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel.” Det er også her, jeg er endt efter at have hørt denne plade. I al min utilstrækkelighed og kraftesløshed, som jeg kan være mere eller mindre opmærksom på, må jeg vende mig til Jesus og udbryde: “In Christ alone my hope is found – He is my light, my strength, my song.”

Håb midt i mørket

Dette er ikke Børkop Højskoles nye forstander … ... det er kun et billede af ham. Kom bag billedet. Nyt hold starter 4. august 2016

selvbillede | gudsbillede | spiritualitet

Til dig der stiller spørgsmål – og dig der ønsker solide svar! Ny

stefan gustavss on

Skeptikerens guide til Jesus 1 - Evangeliernes troværdighed

”

224 sider 249,95 kr.

Jesus fra Nazaret er den person, som uden sidestykke har øvet størst indflydelse på menneskeheden. Men hvad kan vi egentlig vide om Jesus som historisk person? Skeptikerens guide til Jesus 1 er en lettilgængelig, men samtidig dybtgående rejse gennem historien for at afdække, hvad vi faktisk ved om Jesus, hvilke kilder vi har adgang til, og hvordan vi kan bedømme deres troværdighed. Er evangelierne i det hele taget brugbare som kildemateriale – sammenlignet med andre kilder fra antikken?

... er en guldgrube … som kan berige og uddybe ens viden om og tro på evangeliernes Jesus. En meget god bog! Fra anmeldelse i »Dagen«

j ørge n se j e rga a rd o g he nrik høj lund ( r ed. )

Opstand om opstandelsen – 10 bidrag til debatten

160 sider 149,95 kr.

Er Kristus ikke opstået, er jeres tro tom Mere centralt bliver det ikke. Med det spørgsmål står og falder hele kristendommen. Ni teologer og præster har i denne bog fået lidt mere plads til at uddybe argumenterne for, hvorfor Jesu opstandelse skal forstås præcis så ligefremt, som folk i almindelighed opfatter den, og som de nytestamentlige tekster lægger op til – og hvorfor dette er altafgørende for hele kristendommen.

Nogle mennesker har brug for argumenter, andre har brug for at mærke glæden over, at Jesus har besejret døden. Her får du begge dele.

lohse.dk

Af David Midtgaard Christiansen, lærer og leder af lovsangstjenesten i Københavnerkirken, dkmidtgaard@gmail.com

Musik har altid været en del af kirken og det kristne fællesskab, og selvom stil og genre har ændret sig, så er musikkens rolle den samme – at facilitere og ledsage menighedens lovsang og tilbedelse

De sidste 10-20 år er der sket en stor forandring og fornyelse af musikkens rolle, position og betydning i det kristne fællesskab. Det være sig til gudstjenester, små fællesskaber og de store events, hvor både mængde, kvalitet og mangfoldighed er forandret. Mange har meninger om, hvad der er godt og rigtigt, og vi diskuterer hurtigt salmer og gamle vækkelsessange versus moderne lovsang a la Hillsong og lignende. Meningerne er stærke, og der lægges sjældent fingre imellem. Vi diskuterer musik, stilart og lovsang, som vi diskuterer prædikanter og forkyndelse. Vi dissekerer substans og perspektiv, poesi og melodi. Og vi gør det, fordi det betyder noget for mange af os. De fleste mellemstore byer og menigheder har lovsangsevents, og til store konferencer og lejre skal der naturligvis være både lovsangsband og lovsangsaften. Der er lovsangslinjer på efterskolerne, lovsangslederuddannelser på højskolerne, og rundt om i vores menigheder er folk engagerede i lovsang som aldrig før – og det er godt, at vi prioriterer lovsang, uddannelse og udrustning. Men denne nye virkelighed giver både nye muligheder og udfordringer.

Tjeneste At spille musik og lede lovsang er en fantastisk tjeneste, men det er først og fremmest en tjeneste. Det er en vigtig overskrift midt i det øgede fokus, og

Vores lovsang er både at tilbede Gud og at forkynde evangeliet

Rockstjernenykkerne ligger lige for, og det må vi bekæmpe i både tale og handling med den værdi, vi virkelig ønsker, nemlig ydmyghed. Ydmyghed over for ham, som har givet os evnerne og kaldet og udrustet os til at tjene ham. Ydmyghed over for de mennesker, som vi er sat iblandt for at tjene.

Rytme, toneart og tempo vi må ikke være naive over for den rolle og fortælling, som dette fokus skaber. Lovsangslederen bliver meget vigtig og får et stort ansvar (bekymrende ofte uden megen supervison og ledelse). Vi har en scene, som vi putter seks mand op på, vi bruger tusindvis af kroner på lydanlæg, lys osv. Det ligner en koncert, er det ikke, men kan måske føles sådan for dem, der spiller. Som lovsangsmusiker er der en grøft, som det er nemt for at falde i: at jeg glemmer, hvorfor jeg gør det, jeg gør, og hvem jeg gør det for, men i stedet bliver beruset af opmærksomheden, skulderklappene og de beundrende blikke. At spille i et band kan være hårdt arbejde. Der øves, diskuteres og afprøves i et forsøg på at skabe den gode musik. Det kan slide på relationerne, og frustrationer opstår mange gange i kølvandet på en kreativ proces. Jeg har som musiker noget på spil. Jeg er sårbar og har brug for, at folk sætter pris på musikken og mig.

Musikalsk forsøges der i dag at gøre meget nyt og interessant, og det er en fornøjelse at blive ledt af en velspillende og velledende gruppe. Samtidig fylder lovsang rigtig meget i vores bevidsthed og i fortællinger om vores menighed. Ja, vi bruger det, når vi profilerer os og gør reklame for vores fællesskab – Vi har fed lovsang, et godt band og en dygtig lovsangsleder. Menigheden er ofte slet ikke så musikalsk som dem, der spiller. Selvom de sætter pris på den velarrangerede musik, så står det sjældent mål med den indsats, der lægges i at få et arrangement på plads. Den lækre intro er værdiløs, hvis ikke fundamentet er på plads. Er rytmen rigtig for sangen, temaet og gudstjenestens fokus? Er toneart? Og

tempo? Er de tre elementer på plads, så kan menigheden synge af fuld hals! I starten af 90’erne arvede min kirke penge til et automatisk klokkespil. En mindre detalje ved det kære klokkespil var, at det af sparehensyn kun kunne spille en durskala. Det kunne godt fungere, men udvalget af mulige spilbare salmer var dog ret begrænset. Den valgte salme til indvielsen var ikke en af dem. Det øjeblik, hvor vi skulle nyde den flotte gave, blev i stedet pinligt og ufrivilligt komisk, da klokkespillet forsøgte at spille en melodi, som det ikke havde forudsætningerne for at kunne spille. Det lød forfærdeligt. Det er for mig et billede til min egen tjeneste - Gør det du kan, gør det enkelt, og vær ydmyg over for egne evner.

Lovsangens betydning Paulus giver i Kolossenserbrevet kapitel 3, vers 16 gode pejlemærker for, hvad lovsang er: “Lad Kristi ord på i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerter til Gud.” Vores lovsang er både at tilbede Gud og at forkynde evangeliet. For rigtig mange betyder lovsang rigtig meget for deres trosliv og relation til kirken, fællesskabet og Gud. For nogen betyder det nok også for meget. Vi må ikke være naive over for, at vi som generation kender vores bibel bekymrende dårligt, at vi bliver bombarderet med liberal teologi, og at samfundet sætter vores værdier og prioriteter under voldsomt pres. Her er det afgørende, at vi som lovsangsledere kender og fordyber os i Guds ord, så det er Ham, vi tilbeder! Vi skal stille de gode spørgsmål til sangene. Er det vi

synger sandt? Hvem synger vi egentlig om – mig selv eller Gud? Osv. Hvad, der synges, huskes ofte bedre, end hvad der høres og læses! Det er blandt andet derfor, vi må synge ret om Gud!

At tage vare på fremtiden Midt i den øgede professionalisering, det øgede fokus og prestige, som den musikalske tjeneste oplever i dag, står særligt lovsangsledere med et endnu større ansvar, nemlig at vi ikke bare formid-

At spille musik og lede lovsang er en fantastisk tjeneste, men det er først og fremmest en tjeneste ler, men forkynder. Og vores menighedsledere må se det og tage hånd om det. Åndeligt og musikalsk er det vigtigt med uddannelse og udrustning, og der er brug for nytænkning og initiativ, så der kan være et godt og frugtbart samarbejde. Mentorskaber og tydelig ledelse fra præst til lovsangsleder er ganske enkelt meget vigtigt! ■

Fordobling af engangsgaver i 2015 Af Lars Bjerregaard, sekretariatsleder, lars@kfs.dk

KFS havde et begivenhedsrigt år i 2015 med LTC’s 25-års jubilæum og renoveringen af KFS-centret i Ødsted. Det har givet anledning til, at rigtig mange har delt glæden over studenterarbejdet i Danmark og har støttet jubilæumsindsamlingen i årets løb. Det er fantastisk at være vidne til den gavmildhed, som KFS-venner i alle aldre viser, og det fylder os i såvel bestyrelsen som i medarbejderflokken med taknemmelighed at få lov at forvalte de midler til at fremme KFS’ formål. På sidste års generalforsamling fremlagde bestyrelsen et budget til godkendelse med et underskud på 323.000. Det tog udgangspunkt i at holde renoveringsomkostningerne på KFS-centret nede på en million og samtidig indsamle en million ekstraordinært i jubilæumsindsamlingen, så KFS’ normale drift ikke ville blive berørt af renoveringen. Derfor blev der også ansat tre volontører samtidig med, at projektansættelsen med dialogsekretæren kørte på sit andet fulde år. Nu kender vi så årets resultat for 2015, og det bliver på et underskud på 360.025 kroner. Resultatet er meget tæt på det budgetterede og under omstændighederne tilfredsstillende. Der blev indsamlet 1,3 million i engangsgaver inklusiv jubilæumsindsamlingen, hvilket er dobbelt så meget som i 2014, hvilket er meget flot. Vi havde budgetteret med 1,6 million og nåede således ikke helt i mål. Men til gengæld tilfaldt der KFS en arv på knap 200.000 kroner, og LTC optog et fuldt efterårshold, så der kom ekstra indtægter ad den vej. Nu stiler vi så efter et årsregnskab i balance, og budgettet for 2016, der fremlægges til godkendelse på generalforsamlingen, fremviser et plus på 60.000 kroner. KFS har brug for at gå ind i en periode, hvor der ikke tæres på egenkapitalen, men i stedet lægges lidt til side til fremtidige renoveringer eller andre initiativer til gavn for studenterarbejdet. Se flere detaljer fra årsrapporten på hjemmesiden under økonomi, hvor den samlede årsrapport også kan hentes.

En dialogevent om dagen siden december Siden december har KFS været med til at arrangere 90 apologetiske events, hvor studerende gik i dialog om kristendommens sandhed og relevans Til sommer, når skoleåret slutter, skal vi være nået over niveauet fra sidste skoleår. Det er allerede sket på flere områder, og flere er vi meget tæt på. Den største bevægelse siden sidst, vi gjorde tallene op, har vi set på antallet af apologetiske events, hvor vi er gået fra knap 55 procent til tæt på 90 procent af målsætningen. Særligt i Østdanmark har vi fået lov til at se mange muligheder for at skabe dialog om sandheden og relevansen af den kristne tro. Her er der, siden sidst vi talte op i december, gennemført 40 apologetiske events. I Syddanmark og i den nordlige halvdel af Jylland har vi set henholdsvis 22 og 23 apologetiske events på de tre måneder. Alt i alt har KFS været med til 90 apologetiske events i de tre måneder fra december til februar, som seneste optælling dækker over. Det svarer til cirka en om dagen. Hvis der nu blot har været 10-15 deltagere til hver event, når vi op omkring 1000 studerende, som har deltaget i en af disse events. Det er opmuntrende, at KFS’ere, LTC’ere og ansatte har fået muligheden for at fremlægge argumenter for, at troen på Jesus er troværdig, og gå i dialog med så mange studerende om det alene siden december.

2014 -

2015 - 2016 - 2017

97 af 93 studiestedsgrupper 104,3 procent 139 af 142 kontaktpersoner 97,9 procent 1251 af 1311 aktive deltagere 95,4 procent 9 af 11 åbne bibelstudiegrupper 81,8 procent 241 af 275 apologetiske events 87,6 procent 9 af 9 tværkulturelle events 100,0 procent 6 af 5 tværkulturelle fællesskaber 120,0 procent

Kom til generalforsamling søndag den 20. marts klokken 15.30 på Skanderborg UddannelsesCenter.

Grønland Tag med KFS til

Jeg ringer Søren Eriksen op på Facetime. Jeg skal tale med ham om, hvordan det er at flytte hele sit liv, bopæl, relationer og job fra det danske fastland til Grønland – Søren som sømandsmissionær og i administrationen hos Sømandsmissionen og hustruen Solveig som socialpædagog. Det er et år siden, Søren og Solveig stod på påskelejrscenen og fortalte deres historie om, hvordan Gud gav dem kaldet til Grønland for mange år siden, men at det først blev muligt nu. Om at gå i tro og på Guds ledelse, og nu, et år senere, om at lande i en helt anderledes natur, kultur og åndelighed. I dag er de ikke i tvivl. De har ikke fortrudt, og de har et godt liv i Grønland.

Tag KFS med til Grønland Søren og Solveigs historie er særlig relevant, fordi KFS i januar 2017 inviterer tolv KFS'ere med til verdens største ø. Formålet med turen er at vise Grønland frem og inspirere til at gøre som Søren og Solveig. Det har vi brug for, fordi vi drømmer om at starte KFS på Grønland. Og hvis det skal lykkes, har vi brug for gode KFS'ere on location. Jeg spørger Søren, hvad han synes om ideen med et grønlandsk KFS-arbejde. Her er svaret kort: “Den er god!” Ifølge Søren er der generelt en stor åbenhed over for kristendom og tro – også selvom den yngre generation er mere sekulariseret end de tidliere. Samtidig bliver der ikke

investeret meget i den unge generation. Her vil et grønlandsk KFS-arbejde kunne gøre en stor forskel. Man skal dog ifølge Søren være klar over, at den slags ikke blot kan organiseres frem. Relationerne og de personlige kontakter er det helt afgørende. Det er et projekt, som kræver, at man er til stede og helst bosætter sig i kulturen i en periode.

Studier og Job i Grønland Spørger man Søren, er der da også gode muligheder for at finde job i Grønland efter endt studie. Der er brug for kvalificeret arbejdskraft inden for rigtig mange forskellige områder. Også her kan man gøre en stor forskel. Desuden vil det være rigtig godt, hvis nogen kunne få lyst til at tage en del af deres studier i Grønland, så der kan skabes kontakter til studerende, som er en del af studiemiljøet.

Det bedste og det sværeste ved Grønland Det bedste ved Grønland er ifølge Søren mødet med grønlænderne og alle de nye venner, de har fået. Både blandt lokale og med andre tilflyttere. Og så er det kristne fællesskab godt og tæt. Derudover fylder kalenderen meget lidt efter flytningen til Grønland. Både fordi livet er mere enkelt, og fordi den grønlandske kultur tager tingene, som de kommer. Det opleves ifølge Søren som befriende. Sværest er savnet af venner og familie som, trods Skype og

regelmæssige fly, stadig befinder sig på et andet kontinent.

opfordring til Studerende Inden vi slutter vores samtale spørger jeg Søren, om han har noget særligt, han gerne vil sige til os, som er i gang med studierne på det danske fastland. Til det svarer han: “Det er de hvide marker og den store høst, og det er fårene uden hyrde, som findes i Grønland. Der er brug for arbejdere.”

I Januar 2017 inviterer KFS tolv studerende med til Grønland. Visionen er at vise Grønland frem og inspirere til at søge arbejde i Grønland efter endt studie eller gennemføre en del af sit studie i Grønland – for samtidigt at være med til at starte et KFS-arbejde i Grønland. Pris: 1000 kroner alt inkl. undtagen transport t/r til Kastrup lufthavn Du skal ansøge om at komme med på turen. Se mere på www.kfs.dk/g17

Genfø Et religiøst menneske erfarer, hvad tro er, når han opgiver at ville “forstå”. Forståelse er nemlig ikke nok. Der må skrappere midler til. Han må fødes på ny Af Lasse Holmgaard Iversen, landsleder i Bibellæser-Ringen, lasse@blr.dk

Nikodemus er et interessant eksempel på et menneskes rejse fra “religiøs interesse” til “tro”. På flere områder minder han om en religiøst søgende dansker anno 2016. Hans religiøse baggrundsviden er dog større end de fleste danskeres, for han var farisæer og mere end godt belæst i Det Gamle Testamente – jødernes bibel. Det ser vi straks, da vi møder ham i Johannesevangeliet kapitel 3, vers 1-21, hvor hans åbningsreplik er skarp og ligepå: “Rabbi, vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de ting, du gør, uden at Gud er med ham.” Nikodemus anerkender, at Jesus var

noget andet end flertallet, og noget sagde ham, at der var mere i det, end han lige umiddelbart kunne se og forstå. Jesu svar til Nikodemus lyder som om, at Jesus ikke rigtig har hørt, hvad Nikodemus sagde, eller også griber han anledningen til at ride en kæphest. “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Umiddelbart ikke lige det svar, man kunne forvente, men Nikodemus forsøger at lytte sig ind til, hvad det er, Jesus vil sige: “Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?”

Logik versus tro Det er en klassiker: Logik møder religion, og tingene falder fra hinanden. Du kender det måske fra dit eget liv, hvor naturvidenskabelig undervisning udfordrer din tro? Eller fra en samtale med en studiekammerat, som ikke tror på, at der findes noget større, end det vi kan se, måle og veje? Denne reaktion er ikke nødvendig, men den er heller ikke svær at forstå. For selv om logik og tro ikke er modsætninger, så er det heller ikke det samme. Langtfra! Logikken vil forstå. Troen vil – ja, tro. Tro er at gribe det, som vi ikke kan se, og det spiller bare ikke særlig godt sammen med logikken.

ødsel Af flere grunde rangerer logikken højere end troen i mange menneskers verden. I hvert fald hvis man er vesterlænding. Dermed kommer tro også let til at lyde som et kompromis. “Nå, men når nu det her ikke kan forklares logisk, så må vi ty til at tro,” kan jeg næsten høre mig selv forklare undskyldende i samtalen med en logisk tænkende dansker. Men behøver det være sådan? Er troen et kompromis? Nej! Troen åbner i stedet op for et verdensbillede, som ikke er begrænset af menneskeligheden. Vi stræber efter at forstå, måle og forklare, hvilket i virkeligheden gør verden mindre og livet alt for jordbunden. Hvad nu hvis der virkelig er mere mellem himmel og jord, end vi kan måle og veje? Hvordan skal vi så forholde os til det? For Nikodemus og for den åndeligt søgende dansker skal der en ordentlig opruskning til, før vi tør overlade os til troens, storhedens og Guds vide verden. Det er derfor, Jesus taler om at blive født på ny!

På flere områder minder Nikodemus om en religiøst søgende dansker anno 2016

Genfødsel

Forståelse er ikke nok. Det er simpelthen for småt. Du, Nikodemus og jeg må fødes på ny. Jesu formål med at svare i øst, da Nikodemus spørger i vest, er at udvide perspektivet. Det er ikke nok at være søgende eller at have et godt kendskab til Bibelen. Det kan være et skridt på vejen, men der skal mere til. Og det uddyber Jesus for Nikodemus: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du

hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Jesus tager den religiøse interesse alvorligt ved at forklare, hvad dens begrænsning er. Han ved godt, at det kan være svært at tage skridtet ind over troens dørtærskel. Men han fastholder, at det er nødvendigt. Forudsætningen for at kunne tro er dog, at Helligånden hjælper en på vej. Man bevæger sig nemlig ud af den kødelige, fysiske og logiske verdens trygheds-zone. Genfødslen sker gennem vand og ånd. Jesus taler her om dåben og understreger, at den er helt afgørende for troen. Med dåben sker der nemlig en ny begyndelse.

Genfød dåben For de fleste danskere er dåben en måde at fejre det nye liv på. Vel og mærke det lille liv, som er vokset frem i en kvindes mave og blevet født efter ni måneders ventetid. Og så er det en tradition, som man syntes er hyggelig og en oplagt anledning til at samle familie og venner, så man kan glæde sig over den lille ny. Det giver jo alt sammen meget god mening, problemet er bare, at det slet ikke er det, dåben handler om. I dåben sker en fødsel. Det vil sige, at det er mere end bare en markering og fejring. Det er et nyt liv, som kommer til. Vel og mærke det nye liv, som Jesus giver os. Et åndeligt liv, som er en del af det menneskelige liv. Dette kan lade sig gøre, fordi vi her taler om en åndelig virkelighed, som er større end det, vores logik og klogskab kan sige

os. Vi må acceptere det mystiske og det åndelige, når vi skal gribe dåben og dens betydning. Og det samme må den åndeligt søgende dansker gøre, når vi forsøger at forklare ham, hvad dåben er, og hvorfor vi tænker, at den er vigtig. Det er grænseoverskridende, og man kan let blive forlegen, hvis man skal stå ved, at man tror på en åndelig virkelighed. Men er der ikke også noget befriende ved det? Kan du ikke også mærke, at det giver livet både dybde og højde, fordi du ikke behøver at adskille det åndelige og det levede liv? Lad os genføde dåben. Lad den blive den indgang til den åndelige verden, som Jesus ville, at den skulle være.

Er troen et kompromis? Nej! Troen åbner i stedet op for et verdensbillede, som ikke er begrænset af menneskeligheden

Natteroderi Nikodemus kommer til Jesus om natten. Han var nok ikke meget for, at andre skulle se, at han, en del af magteliten, opsøgte Jesus for åbent at spørge ind til, hvem han var. Der var prestige på spil. Men der er også den fordel ved natten, at det, som sker dér, ikke er så forpligtende som det, der sker i fuldt dagslys. Og Nikodemus var ikke klar til at binde sig til Jesus. Han var ved at tage de første skridt på en trosrejse, som skulle vise sig at ende godt. Vi læser i hvert fald i Johannesevangeliet kapitel 7, vers 50 og i kapitel 19, vers 39, at han står mere og mere ved sin fascination af Jesus. Men det var ikke noget, som skete hen over en nat. Måske kender du også nogle Nikodemus-typer, som kommer sådan lidt forsigtigt og spørger dig, hvad du tror, der sker, når vi dør. Giv dig tid til at tale med disse mennesker og bed for dem. Du skal ikke tænke på, at du skal overbevise dem om, at kristendommen er sand – det vil Helligånden gøre! Men du skal fortælle dem, hvad du tror på. De skal høre evangeliet!

Lad os genføde dåben. Lad den blive den indgang til den åndelige verden, som Jesus ville, at den skulle være

Troens retning Det var den strategi, Jesus brugte, da han talte med Nikodemus. Talen om genfødsel og om at være “født af Ånden” fik ikke tiøren til at falde lige

med det samme. Derfor spurgte Nikodemus, hvordan dette skulle ske. Jesu svar er en udfordring til Nikodemus og andre, som er logisk tænkende: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske?” Nikodemus har hørt og set, hvad det er Jesus har gjort af undere, hvilket ikke har overbevist ham. Ikke desto mindre vil han også kunne forstå det, som ikke kan ses og måles. Nikodemus' ambitionsniveau er højt. Han vil have så meget ud af snakken med Jesus som muligt. Og det får han også! For det, som troen skal gribe om, det, som er kernen og holdepunktet i det åndelige liv, vil Jesus nu præsentere ham for. Evangeliet forklares nemlig i dets skønhed! Dermed skabes der indhold i det åndelige, så det ikke bliver til luftige idéer eller spirituelle øvelser. Evangeliet er konkret, om end det også er vildt og overvældende.

Død, frelse og født på ny Evangeliet er, at Jesu død og opstandelse er det, som frelser. I sin kærlighed til verden, satte Gud gang i en vild plan, som skulle frelse alle dem, som ville tage imod hans kærlighed. Planen var, at Gud selv ville komme til jorden som Jesus og konkret vise, at troens verden rummer så meget mere end den menneskelige verden, som vi kender til. Han ville vise, at kærligheden overgår logikken. Han ville give os muligheden for at blive født på ny! En ny fødsel er nødvendig, fordi oprøret mod Gud og synden gennemsyrer vort liv fuldstændig. Også hos dine religiøst søgende klassekammerater. Det betyder ikke, at vi eller de er onde og modbydelige mennesker – det var Nikodemus tydeligvis heller ikke. Men det betyder, at vi er hæmmet af en åndelig analfabetisme, som betyder en konstant skepsis mod Gud og den, han er. Og det er dén, som evangeliet om Jesus skal afmontere, hvilket fx kan ske, når du viser din omverden, hvad evangeliet er i praksis, og hvad det gør ved dig. Hvis du er usikker på, hvad det helt konkret er, så læs noget mere af beretningen om Nikodemus, og bed Gud åbne evangeliets skønhed for dig – og mennesker omkring dig! Forståelsen for Gud, og det han har at give os, er ikke noget, som hverken du eller Nikodemus-typerne på dit studie kan finde i sig selv. Vi må fødes på ny. Jesus vil give dig og mig et nyt liv og et nyt forståelsesapparat. Det gør han ved i dåben at give os Helligånden som vores åndelige vejleder og medvandrer. Ved at føde os på ny. ■

SSanTdheden Tro i K

NI TIL 26. JU JULI 1. G DEN SØNDA EDAG DEN DSTED FR C, Ø LT PÅ

jeg? o? gør at tr dan g? hvor ning ør je sis – t me k e d ad g ra p ale! iver – hv var i g er entr rs – g c o n rdri helt rnuft Trosf t fo fo e d a d u ontr ed – ssige h æ n ø Tro k osm og sk og tr rhed Tvivl ts kla gelie Evan

Kom med på lejr med fokus på udrustning, fællesskab og Gud STiK er en intens og indholdsrig lejr for ele ver på gymnasiale uddannelser og for dem, der ønsker udrustning til livet som kristen.

blive mødt med rundt på skolerne. Vi ønsker, at du får plads til at udforske og udfordre din relation til Jesus og hans mission.

STiK er udrustning. På STiK er målet, at du bliver fyldt op med fornyet frimodighed i tro og tillid til Jesus. Vi ønsker at udruste dig i frimodighed til at være en åben og engageret kristen i en skolehverdag og kultur, som godt kan være udfordrende at være i som kristen.

STiK er fællesskab. Der er kun plads til 30 deltagere på STiK. Det giver derfor mulighed for et mindre fællesskab, hvor det er hurtigt og nemt at lære andre at kende.

STiK er udforskning. I løbet af STiK dykker vi ned i de svære og udfordrende spørgsmål og ser på de kritiske tilgange og spørgsmål, vi kan

STiK er undervisning. På STiK er programmet spækket med undervisning, seminarer, refleksion og fordybelse. Vi ønsker, at du, som er sulten efter at se mere af Gud og forstå mere af, hvem du er som Guds barn, får

mulighed for at dykke ned i et hav af skøn og mangfoldig undervisning. Lyder STiK som noget for dig? Meld dig til på www.kfs.dk/billetautomat eller se mere på www.kfs.dk/stik Hvor: KFS’ Ledertræningscenter på Ribevej 71, Ødsted, 7100 Vejle. Hvornår: Søndag den 26. juni til fredag den 1. juli. Pris: 550 kroner

Assist – Arbejdsferie med mening Befinder du dig på Kongevænget en lun sommerdag i uge 26, vil du få øje på nymalede trælåger, dufte den nyslåede græs og ikke mindst høre lyden af mennesker, der morer sig. Du vil hurtigt opdage, at der går mange unge mennesker rundt med hvide T-shirts, hvor der står ASSIST 2016 på ryggen. Men hvad er Assist?

Hårdt arbejde og fællesskab Assist er en KFS-lejr for studerende på videregående uddannelser. I samarbejde med Grønnevang Kirke rækker vi en hånd ind i lokalområdet, hvor vi tilbyder praktisk hjælp til dem, der har brug for det. Dagene kan gå med alt fra at slå græsplanen, fikse gyngestativet til en kop kaffe hos en af de lokale. I løbet af eftermiddagen laver vi masser af sjov for de lokale børn. Aftenerne byder på hygge og samvær, og på forskellige foredrag ud fra et kristent perspektiv, som typisk leder til spændende samtaler og refleksioner. Assist er mere end hårdt arbejde. Det er også fællesskab. Her møder vi de lokale i området på tværs af alder og kultur, og også

Assist 2016 Hvor: Kongevænget, udkanten af Hillerød Hvornår: 27. juni til 3. juli Pris: 250 kr. kfs.dk/assist og facebook.com/KFSassist

andre skønne studerende fra hele landet. Vi er indlogeret i Grønnevang Kirke, hvor der bliver sørget for mad og forplejning for bare 250 kroner. “Assist er spækket med godt humør, brede smil og stærke personhistorier, og det føles helt igennem meningsfyldt at være aktivt udrettende og opsøgende i et lokalområde – både som KFS’er og som kirke.” Peter Kobbersmed, deltager på Assist 2015 Har du lyst til at være med? Tilmeld dig på www.kfs.dk/billetautomat. Men skynd dig! Der er kun 40 pladser.

Satire:

Voldsom fornyelse ryster KFS Endnu før chokbølgerne har lagt sig over, at Til Tro ændrer udseende, udskifter Peter Rask sin fibermailadresse med en Gmail Af Zenia Larsen, foredragsholder og skribent på RokokoPosten “Jeg er klar over, at folk stadig er rystede over de forandringer, vores organisation har gennemlevet det seneste år, men bestyrelsen mener, at tiden er inde til, at jeg får en ny e-mailadresse,” siger KFS’ formand, Peter Rask, der afslører, at hans nuværende fibermailadresse skal udskiftes med en Gmail. Han erkender, at der er tale om et drastisk og kontroversielt skridt, der måske kan skabe utryghed i organisationen. “Jeg har ikke opgivet kampen mod tidsånden, og jeg vil gerne slå fast, at det her ikke er ensbetydende med, at vi nu skal til at tækkes ethvert modelune,” lover han.

Svigter bibeltro organisationskultur Formandens løfter beroliger dog ikke alle. Et medlem, der af frygt for at blive mødt med rullende øjne ønsker at være anonym, mener, at der er tale om et svigt af den bibeltro organisationskultur. “Der er jo ikke bare tale om, at Til Tro pludselig ikke er pænt nok,” siger hun og forklarer, forandringerne med medlemsbladet stikker langt dybere: “Der vil heller ikke være girokort i bladet fremover. Nej, det hele skal åbenbart være digitalt. Men hvis papir var godt nok til evangelisterne, bør det også være godt nok til os!”

If it ain’t broke, don’t fix it Ifølge det anonyme medlem skyldes forandringerne ledelsens desperate forsøg på at værge nye medlemmer.

“Det er som om, Antikrist står og hvisker sit motto, vi må følge med tiden, i ørerne på dem. Men som Paulus skrev til menigheden i Korinth: If it ain’t broke, don’t fix it!” siger hun og tilføjer, at Gmail efter hendes mening er en falsk profet, der vil udskifte den ægte frihed i Kristus med en falsk frihed baseret på ubegrænset plads og lynhurtig adgang til information.

I Kristi ånd Peter Rask beklager medlemmets ˝ holdning til de nye tiltag, men forstår godt frustrationen. “Når der sker så mange drastiske forandringer på så kort tid, bliver man selvfølgelig chokeret. Men vi må huske, at Jesus selv stod for fornyelse. Det, vi gør, sker helt i Kristi ånd. Han gjorde op med de rammer, som Guds lov blev praktiseret inden for, men selve indholdet holdt han fast i. Ligeså er det med min nye mailadresse. Det er en ydre forandring, men jeg vil sende samme slags indhold, som jeg altid har gjort,” siger han. Det anonyme medlem føler sig dog hverken overbevist eller beroliget. “Når han får Gmail, ved jeg slet ikke, hvad han ellers kan finde på. Wi-fi? Eller MobilePay? Og hvad så med KFS? Hvis vi ikke får gjort op med det her vanvid, bliver det næste vel, at det bliver umuligt at opstøve en overheadprojektor til sine transparenter – eller at Peter Rask begynder at prædike med åbne øjne!”

Bøger:

National kristendom til debat, Jeppe Bach Nikolajsen (red.) Kolon 2015, 299,95 kroner Mathias Anker Kure, dansk- og religionstuderende, kureanker@gmail.com Er og bør Danmark være et kristent land? Sådan spørges der på bagsiden af antologien National kristendom til debat, der udkom på forlaget Kolon, Lohses akademiske og forskningsorienterede afdeling, i starten af 2015. Debatbogens redaktør, Jeppe Bach Nikolajsen, er sådan set ikke i tvivl: Den vestlige verden befinder sig i en brydningstid – i en “overgangsfase fra kristen enhedskultur til multireligiøst samfund” (side 9) – og i denne nye og plurale kontekst giver det ikke mening at snakke om landet Danmark som kristent. Den lutherske kirke må ifølge Nikolajsen øve sig i at “artikulere sin egenart” – fordi den ikke, som tidligere, kan defineres i selvfølgelig forlængelse af staten. Kirken må løsrive sig fra staten (side 270). Her på bagkant, et lille års tid efter antologiens udgivelse, fristes man jo til at besvare bagsidens spørgsmål med henvisning til den seneste regerings regeringsgrundlag. Her stadfæstedes det som bekendt – og for de fleste ganske overraskende – at Danmark da er et kristent land. Der er med andre ord tale om både væsentligt og fortsat højaktuelt debatstof.

Historisk, fagteologisk tilgang Bogens intenderede sigte er altså en diskussion af den lutherske (Folke)kirkes aktuelle situation; hvad denne på baggrund af den ovenfor skitserede samfundsstrukturelle forskydning stiller op med sig selv og sine historiske omstændigheder – i dag. Hvordan den kommer videre, populært sagt. På trods af sigtet om debat og diskussion af en aktuel problematik tages udgangspunktet i en historisk anlagt og fagteologisk redegørelse. Bogens i alt 11 artikler (der gives herudover en introduktion og et efterskrift ved redaktøren) falder således under følgende hovedoverskrifter: “Historiske perspektiver”, “Kritiske perspektiver” og “Lutherske perspektiver”.

Og den historiske tilgang virker som en omvej. Allerede i introduktionen redegør Nikolajsen således selv – og det både indsigtsfuldt og skarpt – for bogens bærende historisk-begrebslige afsæt. Nemlig opdelingen af hele kirkens tid, altså tiden fra de første menigheder til i dag, i tre epoker: den prækonstantinske, den konstantinske og den postkonstantinske epoke (side 10). Epokebetegnelsernes udgangspunkt er den romerske kejser Konstantin Den Store (cirka 285337). Denne er væsentlig, fordi han legaliserede kristendommen og således repræsenterer det skift, eller for at bruge fagteologiens udtryk: den “vending” (side 56ff), der betød, at kirkens folk gik fra forfølgelse og udsathed til inklusion og accept og siden forrang og privilegium, idet kristendommen senere fik status som eneste accepterede religion. Den begrebslige sondring skal selvfølgelig perspektivere og indplacere den aktuelle problematiks komplikationer: Det er ikke en ny ting, at kirkens status forskubbes, og videre: Den aktuelle problematik kan indkredses som følger af den overgang, der pågår (eller har pågået) mellem en konstantinsk og postkonstantisk epoke. Ikke desto mindre er det min oplevelse og vurdering, at Nikolajsens indledende skitsering på mange måder er fyldestgørende – igen: bogen ønsker at være en debatbog – hvorfor de efterfølgende historisk anlagte artikler kommer til at virke lidt overflødige. Eller i hvert fald som en omvej på vejen mod det egentlige.

Sporadisk diskussion De kritiske perspektiver består af en indføring i forskellige internationale teologers (Barth, Yoder med flere) såkaldt antikonstantiske teologi. Altså moderne teologi der på forskellig vis har udfordret og problematiseret den vestlige kirkes tætte forbindelse med staten. Indføringen er grundig og i flere tilfælde også selvstændigt kritisk. Det er godt. De lutherske perspektiver udgøres af refleksioner over specifik luthersk teologi, fx toregimentelæren, og dennes mulige bæredygtighed i et moderne og pluralt samfund. Generelt er artiklerne både velskrevne og indsigtsfulde, og de i alt 9 medforfatteres bidrag udgør et flot hele. Et samlet arbejde der både kan betegnes som væsentligt, grundigt og velkomponeret, men afgjort også mere historisk-teologisk end aktuelt diskuterende. Og selvom diskussionen er der, det bedste eksempel er Oskar Skarsaunes koncise og insisterende artikel “Kirkens konstantinske fangenskap”, opleves den snarere som en sporadisk gæst end bogens egentlige beboer.

Bøger:

Vejledning til fred, Carl Oluf Rosenius Lohse, 2015, 99,95 kroner Mathias Anker Kure, dansk- og religionstuderende, kureanker@gmail.com Forord der favner. En god ven kunne ikke skjule sin begejstring, da jeg fortalte ham, at jeg skulle læse Rosenius. Og begejstringen blev ikke mindre, da han forstod, at det drejede sig om en nyoversat udgave af Vejledning til Fred. Modsat min kammerat, der forhåbentligt læser med nu, og forhåbentligt accepterer en kærlig stigmatisering, hører jeg ikke til blandt de uforbeholdne roseniusfans. Jeg har ikke hans samlede skrifter stående, ligesom jeg ikke er flasket op med de ellers så udbredte andagtsstykker. Men jeg har hørt dem oplæst hos andre og ofte fundet tonen sært arkaisk, ja, fremmed og ind i mellem temmelig ubehagelig (hvad nu hvis man ikke genkender sig selv i de psykologiserende anvisninger: "du har det sådan…", " du tænker nu..." – det kan føles som et overgreb). Måske det er sådanne indvendinger, Jens Ole Christensen hentyder til, når det i bogens veloplagte forord fx hedder, at “den, der vil irritere sig over hans [Rosenius’, red] inderlighed, til tider sære fromhed og selvkritik, har god mulighed for det”. For, som det videre hedder, “Rosenius var et barn af sin tid, og han havde et følsomt sind. Begge ting mærkes i hans skrifter” (side 10). Ud over denne rosværdige omfavnelse af os fordomsfulde læsere, introducerer Christensen personligt, kort og præcist til Rosenius. Han slutter af med en god udfordring: “At læse Rosenius kan opøve os i den vigtige kristne kunst at efterligne vores åndelige forbilleder i deres tro – og have et tilsvarende afslappet forhold til deres stil og temperament” (side 11).

Selvhjælp hjælper ingen Så vidt det vigtige forord. Nu til sagen selv. For hvad er Vejledning til fred for en bog, hvad er det for en fred, Rosenius vejleder til? Hvis man fx tænker på en særlig og afklaret indre fred, at man her finder personlighedscoaching, en raffineret, kristelig hjælp-til-selvhjælp, kunne man ikke tænke mere galt. Den fred, Rosenius taler om, og taler meget indtrængende om, er en fred, der findes ved at kigge væk fra sig selv:

“Tro, det er, når man finder fred i den nåde, Gud giver. […] Hvis du tror ud i den blå luft, og hvis du ikke bygger den på noget, men bare på din egen mavefornemmelse – ja, så er det ikke tro. Så er det bare falsk selvsikkerhed” (side 111).

Lov og evangelium Selvhjælp hjælper altså ingen. Især når det kommer til frelsen. Freden – både forstået som Guds soning med synden, men også den menneskelige følelse (ligesom ham, der på bogens lidt glatte omslagsfoto hviler fredfyldt i græsset) – bunder nemlig i et evangelium, et evangelium om Kristus (side 46ff). Med solidt afsæt i Skriften – det vil også sige ved hjælp af mange bibelhenvisninger – forkynder, trøster og formaner Rosenius således med tydeligt afsæt i en skelnen mellem lov og evangelium. En skelnen der også dikterer bogens opbygning. Her er overskrifterne for de fire hovedkapitler: “Loven”, “Evangeliet”, “Troen” og “Livet”. På mange kan denne stædige fastholdelse af lov og evangelium sikkert virke rigid og gammeldags – som et levn. Men det er nu en gang en nøgle til Skriften, at Gud ikke forliger sig med synden, at der er krav, der afslører og kalder mennesket (loven). En afsløring af synd og et kald til at se på Kristus, så frelsen finder sit fundament hos ham (evangeliet). Dét er Rosenius’ vejledning til fred.

Rosenius balancerer på en knivsæg I en tid hvor det er blevet helt gængs, og man fristes til at tilføje: helt moderigtigt, at være opgivende-kritisk over for vores egen lutherske tradition, virker Rosenius’ afklarede forkyndelse som et friskt og vigtigt pust. Så Vejledning til fred anbefales. Varmt! Og får også fire flotte stjerner med på vejen. Men heller ikke mere. Dertil er der simpelthen for meget at irritere sig over: For mange retoriske spørgsmål, for mange lange, og ikke altid lige vedkommende, citater og for meget, der siges i indforstået tone. Ligesom der også er ting, man kan være uenig i. Vigtigst at nævne er nok det grundlæggende menneskesyn. Rosenius tager syndens konsekvenser alvorligt og skriver i det hele taget meget om synd. Det er ikke usundt – tværtimod – men grænsen mellem sund realisme og ubibelsk fordømmelse af det menneskelige, kan synes ganske hårfin. Igen og igen betoner Rosenius, at mennesket ikke skal bygge troslivet op om noget i sig selv (se forrige citat), og hvis læseren modsvarende igen og igen hører, at det ingenting er værd, ja, så er der ikke meget fred over Rosenius’ vejledning.

Kommentar:

Juridisk abort Af Mathilde Mølgaard, sociologistuderende, mathildemoelgaard @hotmail.com

Efter en bytur for år tilbage ender Jon med at have ubeskyttet sex med en kvinde fra Østrig, som nogle uger senere kontakter ham med beskeden om, at han skal være far. Hun tog muligvis aldrig den fortrydelsespille, som han købte til hende, før de skiltes. Jons situation ender ulykkeligt i en længere retssag, og han er en af de ufrivillige fædre, som DR2 fulgte i en programserie i februar måned. Programserien har antændt en større diskussion om, hvorvidt mænd skal have ret til at frasige sig juridiske forpligtelser over for sit barn uafhængigt af kvindens beslutning om abort, på samme måde som kvinden egenrådigt kan vælge en abort uden mandens samtykke. 42 procent af danskerne siger ja ifølge en ny undersøgelse fra Epinion; manden skal have ret til at få en juridisk abort, hvis han bliver far imod sin vilje. Man kan øse mange argumenter på vægtskålen for, at juridisk abort vil skabe flere problemer, end det vil løse, men opbakningen til forslaget vidner også om nogle mere dybdegående strømninger i en dansk bevidsthed. En bevidsthed, jeg føler trang til at ryste.

Krop er mere end jura Men lad os først se på begrebet juridisk abort, for allerede sammensætningen af disse to ord skurrer i mine ører. Abort er et kropsligt indgreb med læger, blødninger og udskrabninger. Det er barskt, og det er følsomt. Abort kan ikke håndteres juridisk, for det er et barns hjertelyd, der standses – eller i tilfældet med juridisk abort ikke er blevet standset. Der er tale om, at barnet kommer til verden, og man kan spørge, om det er muligt at give slip på et faderskab på baggrund af et stykke papir med noget jura på, selvom det kan virke tiltalende i en uønsket situation. Juridisk abort reducerer biologisk slægtsskab til en juridisk forbindelse, og det får mig til at stritte imod.

En afsporet debat Generelt mener jeg, at debatten om juridisk abort er startet det forkerte sted, når den kommer til at handle om ligestilling mellem kønnene eller diskuterer, om det ikke er synd for de mænd, som bliver snydt til at være sæddonorer. For selvfølgelig er det helt forkasteligt, at nogle kvinder har løjet om prævention for at sikre sig børnepenge i 18 år, men debatten tager for givet, at den seksuelle frigørelse har været en fri og sund proces. Først efter en accept af normen om løse seksuelle relationer skal vi indrette vores samfund, men måske kan problemet med de ufrivillige fædre netop trække tråde tilbage til denne norm.

Vi er nået til et punkt i den historiske udvikling, hvor seksualitet er blevet løsrevet fra spørgsmålet om forplantning. Vi kan have sex uden graviditet, og vi kan blive gravide uden sex. Det er til stor glæde for mange, mange mennesker, men i vores iver efter at fremme den lystbetonede seksualitet virker det til, at vi helt har mistet reproduktionen af syne. Mænd som kvinder synes at have ret til at følge sit begær uden at skulle forholde sig til de mulige følger, et aktivt sexliv kan have. Hvis vi når dertil, hvor medicinsk, kirurgisk eller juridisk abort skal redde os fra os selv og vores egne handlinger, får vi et usundt forhold til vores ansvar for eget og andres liv. Problemet med det gennemsyrende fokus på rettigheder er, hvis det giver os en ide om, at vi har krav på det lykkelige liv, vi har planlagt, for så råber vi op, når livet viser sig ubelejligt. Mens debatten bliver til en kønskamp om, hvilken part

der har retten til at fravælge barnet, er der meget lidt hensyntagen til det liv, der er blevet skabt i kampens hede. Argumentet, der henviser til barnet, lyder ofte, at det er bedre for et barn ikke at kende sin far end at have en ufrivillig far. Det er et trist argument, der udelukker muligheden for, at et uønsket barn kan blive ønsket med tiden.

Frihed gennem forpligtelse Og det stopper ikke her, for diskussionen stikker dybere end seksuel frigørelse. For mig at se afspejler diskussionen en liberal frihedsforståelse, som dominerer store dele af den vestlige verden. Den liberale frihedsforståelse relaterer sig til individets frihed fra andres tvang eller andres hindring af at følge egen vilje, hvilket skal sikres gennem rettigheder. Og netop argumentet om mænds manglende rettigheder på området har været centralt i debatten om juridisk abort. Rettigheder skal sikre, at mænd ikke tvinges til faderskab (efter ubeskyttet sex), men med kristne briller på er det næppe frihed at få lov at følge sin egen vilje i alle situationer. Personligt har jeg ikke tillid til, at min vilje altid kan vurdere, hvad der er bedst for mig. Den er både nærsynet og begærlig. I kristentroen befries mennesket ikke kun fra noget, men det befries også til noget. Frihed er også at forpligte sig til et ansvar og at realisere

sig selv inden for nogle rammer sat af Gud. Sat på spidsen er der en frihedsforståelse i vores samfund, der trænger til at blive nuanceret, så frihed ikke kun måles på at kunne gøre, hvad man har lyst til. Paradoksalt nok kan man sige, at man ved at fratage mennesket ansvaret for egne handlinger, pålægger mennesket et for stort ansvar. Det er et enormt pres at få givet valgfriheden til at vælge de børn, man sætter i verden, til og fra. Det kan måske virke tiltalende at ryste alle forpligtelser af sig, når de ubelejligt møder en, men jeg tror, det efterlader os med et fattigt liv på den anden side. Konkret i tilfældet med de ufrivillige fædre er det svært at overskue de personlige konsekvenser af at have et barn til at vokse op, man aktivt har fravalgt, på samme måde som det har vist sig at kunne have store følelsesmæssige konsekvenser for en kvinde at få foretaget en provokeret abort. Lad os til slut vende tilbage til Jon. Jeg har oprigtig medfølelse med Jon og forståelse for hans personlige ønske om at have haft valget om en juridisk abort. Alligevel må jeg i en principiel diskussion holde på, at forslaget om juridisk abort gøder et usundt forhold til personligt ansvar og en fordrejet forståelse af, hvad sand frihed er. Jon er havnet i en ulykkelig situation, men jeg tror ikke, den var blevet lykkeligere af, at han fra start havde fravalgt sin datter. ■

TID TIL FORDYBELSE

VI VI YDER YDER MERE MERE for din ejendom for din ejendom

Søger Søger du du en en bolig bolig eller eller søger søger du du en administrator til din ejendom? en administrator til din ejendom? Vi Vi udlejer udlejer og og administrerer administrerer boligejendomme boligejendomme ii Aarhus, Aarhus, Aalborg, Aalborg, Vejle, Vejle, Kolding, Kolding, Odense Odense og og flere flere andre andre byer byer primært primært ii Jylland. Jylland.

DK-3400 Hillerød | tlf.: 4826 0766 | lmh@lmh.dk

luthersk missions højskole

Tjek Tjek ledige ledige lejemål lejemål på på lej-en-bolig.dk lej-en-bolig.dk Thyrasgade 4• 8260 Viby J Thyrasgade 4• 8260 Viby J t. 20 40 74 20 t. 20 40 74 20 dacas@dacas.dk dacas@dacas.dk dacas.dk•lej-en-bolig.dk dacas.dk•lej-en-bolig.dk

Støt KFS, tag på ferie i Sverige! Hyggeligt gammelt stuehus udlejes til jer, der kunne tænke jer at tage på ferie i Sverige. Huset er beboeligt hele året og har plads til max seks personer (to soveværelser). I det gamle køkken er brændekomfur og bageovn beva rede. Køkkenet har også moderne faciliteter som el-komfur, køleskab, mikro og vandkoger. Medbring sengelinned og håndklæder. Pris: 2500 danske kroner pr uge eller 400 kr pr døgn. Disse penge går direkte til KFS. Vi bor 45 km fra Helsingborg ude på landet og har fritidslandbrug med køer og kalve. Dejlig natur med skov og mark lige uden for døren. Der går bus (nr 10 mod Markaryd) fra Helsingborg. Vi kan evt. hente i Ljungaskog, ca 2,5 km herfra.

Kontakt: Bente og Christer Unosson Ramnekärr 111 28691 Örkelljunga. Tlf. 0046-435-53490 eller 0046-734-355033 ramnekarr@crossnet.se

Find os på lmh.dk eller på

KFS-leder:

Evangeliernes troværdighed Af generalsekretær Robert Bladt, robert@kfs.dk

Hvis Jesus virkelig har levet, hvorfor nævnes han da ikke i samtidige kilder uden for den litteratur, som er skrevet af de kristne? Dette er et af de spørgsmål, Stefan Gustavsson tager under grundig behandling i det første bind af Skeptikerens guide til Jesus. Tobindsværket beskæftiger sig med evangeliernes historiske troværdighed og med, hvem den historiske Jesus var (er). Det er bøger, som forsøger at underbygge nogle af de mest grundlæggende udsagn i den kristne tro med centrum i mennesket Jesus Kristus og hans lidelse, død og opstandelse. Gustavsson gør sig umage for at svare på de indvendinger, der er blevet rejst mod den kristne tro på Jesu død og opstandelse. I det første bind er fokus på kritikken af evangelierne som troværdige kilder til historiske begivenheder. Den kristne kirke har grebet kritikken af evangeliernes troværdighed an på mange måder. Et almindeligt greb er at gøre den kristne tro uafhængig af historien. Det betyder ikke så meget, om evangelierne er troværdige som historiske kilder, for det kristne budskab er overhistorisk, siger man. Det er mytiske og universelle sandheder iklædt en historisk klædedragt. Evangelierne formidler betydning og mening, giver os svar på vores mange ’hvorfor?’, men ikke på ’hvordan?’ Problemet med denne uhistoriske kristendom er, at den er asynkron med hele den kristne tradition fra Jesus og apostlene, som kæder troen sammen med historiske begivenheder. Det finder vi

udtrykt i den apostolske trosbekendelse, som netop gør sig umage for at beskrive den kristne tro på den treenige Gud ud fra de historiske manifestationer, som knytter sig til Guds virke. Faderens virke ses i skabelsen. Sønnen blev født af en kvinde, korsfæstet under en bestemt romersk statholder og opstod fra de døde efter et angivet tidsrum. Helligåndens virke kendes på kirken og skal kendes på legemlige menneskers legemlige opstandelse. Gustavssons bøger er derfor et forsvar ikke blot for kristendommens historiske kredibilitet, men for hele kristentroens sandhed. Når nu Gustavsson fremlægger et så velunderbygget forsvar for den kristne tros grundlæggende påstande, kunne man forvente, at kritikerne af den kristne tro stod i kø for at diskutere hans argumenter. Det er imidlertid ikke tilfældet. Det første bind udkom i 2013 i Sverige. Sommeren 2015 mødte jeg Stefan Gustavsson og spurgte ham, hvordan hans bøger var blevet modtaget af kristendommens kritikere i Sverige. Efter min mening har Gustavsson med sine bøger spillet bolden over på skeptikernes banehalvdel. Hans svar var: “De har ignoreret dem.” Den reaktion viser, at vores søgen efter sandheden ikke er styret af objektive og neutrale motiver. At Jesus ikke nævnes i samtidige ikkekristne kilder, er i øvrigt ifølge Gustavsson en sandhed med modifikationer. Der er nemlig ikke ret mange kilder fra den periode, som er bevaret frem til i dag. Den jødiske historieskriver Josefus og den romerske Tacitus er faktisk de eneste, og de nævner begge Jesus.

Christian Rasmussen bliver KFS’ nye generalsekretær KFS’ bestyrelse har valgt Christian Rasmussen til at være vores generalsekretær, når Robert Bladt stopper til sommer Christian Rasmussen begynder fra sommer som generalsekretær i KFS. “Jeg glæder mig – rigtig meget faktisk. En god sag med nogle gode folk for en god Herre. Det tegner godt! Jeg forventer at komme til at lære en hel masse og håber, at jeg med Guds og gode medarbejderes hjælp kan blive ham, dem og sagen en god tjener,” fortæller Christian Rasmussen om udnævnelsen. Han forklarer, at hans håb som generalsekretær er, at han kan pege på Jesus. Jesus har fyldt hans tilværelse med mening og glæde. Det er Jesus, der er svaret på de grundlæggende spørgsmål i hans liv, og han tror, at han har disse spørgsmål til fælles med de fleste andre mennesker. “Med fare for, at der går lidt søndagsskole i svarene, så vil jeg igen pege på Jesus. Den, han er, og det, han har gjort for os, er ikke bare det, vi er sendt med budskabet om, men det vi hver dag drives af. At Jesus har givet sig for og til os er det eneste, der hver dag kan få os til at give os selv til og for ham. Så af sikkert mange opgaver må den primære være, at vi i vores sendelse med korsets budskab aldrig er på vej fra korset, men altid selv mod det.” Og til spørgsmålet om fritidsinteresser svarer teologen, “Det må være fodbold… Gerne foran skærmen, men helst på banen.” Christian Rasmussen er præst i Tel Aviv i Israel. Han er 36 år og gift med Lisbeth. Sammen har de børnene Johan, Magnus, Amanda og Simon.

Vi vil støtte og inspirere KFS’erne Mød de tre nye KFS-volontører: Jeanette Trelborg Hansen , Alexander Vinkel Nielsen og Lars Breum Petersen. De bliver til sommer færdig på LTC og rykker derefter ud som volontører. Jeanette bliver volontør i Syd, Alexander i Øst og Lars i Nord. Hvorfor vil du gerne være volontør? Alexander: “En af grundene er, at jeg får lov til at være en del af KFS’ arbejde og være ude blandt KFS’erne. Det er spændende at være af sted på teamperiode, møde KFS’erne og høre, hvorfor de følger Jesus, opmuntre og inspirere dem til det.” Lars: “Ja, det er egentligt meget det samme for mig. Jeg vil gerne være en ressource for KFS-ledere og for de grupper, der er. Jeg kan også godt lide den der vision, der er. Det med at ville engagere og inspirere de unge studerende til at engagere sig i Bibelen. Det vil jeg gerne hjælpe dem til.” Jeanette: “Jeg er slet ikke færdig med KFS og det arbejde, KFS gør. Jeg vil helt vildt gerne have et år mere. Og så at være med til at støtte KFS’erne, være med til at fortælle folk om Jesus, være af sted på teamperiode og være sammen med de nye LTC’ere.” Hvad bliver din vigtigste opgave som volontør? Alexander: “For mig er det vigtigste at kunne støtte KFS’ere i de udfordringer, de står i. Jeg har ofte mødt engagement fra KFS’ere til gerne at ville gøre noget for deres studiekammerater og fortælle om Jesus. Jeg vil gerne være en ressource. Min vigtigste opgave er at kunne opmuntre, inspirere, udfordre og give gode ideer til, hvordan man kan starte samtaler op.” De andre to istemmer smilende. Læs hele artiklen på kfs.dk

Credo bestsellers 1.

Glem dig selv – Frihed fra selvbedømmelse af Timothy Keller

Forklædt – pæne psykopater og deres ofre af Irene Rønn Lind

Her er de bedst sælgende bøger fra KFS’ forlag, Credo. Timothy Keller er ligesom tidligere år repræsenteret med flere bøger. Men bøger om at forsvare troen ligger også højt på listen.

De overbeviste – samtaler om tro af Henrik Højlund og Carsten Andersen

Stod Jesus op af graven? af Jürgen Spiess

Kongen

af Timothy Keller

Det meningsfulde ægteskab af Kathy og Timothy Keller

Miniguide til Bibelen

af Jørgen Sejergaard

Anno Gratiae af Robert Bladt

Anno Domini

af Robert Bladt

10.

Vær glad med god samvittighed af Christopher Ash

Tekst og foto af Eskil Lyngsøe Poulsen journaliststuderende, eslypo@gmail.com

Hvorhen Guds vind blæser

Niels Peder har oplevet omvendelse, krise og kirkelig fornyelse. Hans billede af Gud har ændret sig mange gange, og han mener, at fornyelsens største fjende er os selv

Han havde lige valgt at blive kristen og havde fået det tip, at han hver morgen skulle knæle og bede til den Gud, der lige havde mødt ham. Han hørte Guds stemme, og beskeden var klar: Opgiv dit erhverv, og bliv præst i folkekirken. Den morgen i 1969 blev Niels Peder Nielsen forvandlet og fornyet ved sin sengekant. I dag er han pensioneret præst, og fire farvestrålende SommerOase-armbånd på den højre arm vidner om hans engagement. Troen på Guds eksistens har været konstant for Niels Peder, siden han blev kristen. Troen på Jesus som hans frelser har stået fast, men han har gennem et helt liv oplevet mange nye sider af sin skaber. Fornyelsen er kommet ovenfra, men den har været svær at tage imod.

Fornyelsen krævede forvandling Niels Peder blev i 1945 født i et hjem, som hverken var præget af bordbøn eller søndagsskole. Han var ikke kristen i sin tidlige ungdom, og en interesse for teknik førte ham til en uddannelse, hvor han for første gang mødte den tro, han senere skulle prædike om. “Vores underviser sagde til os: I dag skal I ikke høre om elektrolytter, modstande og kondensato-

rer. I dag vil jeg fortælle jer om den Jesus, jeg tror på. Så begyndte han at fortælle os om ting, jeg aldrig havde hørt om før,” siger Niels Peder. En spirende interesse for en tro groede i ham. Den blev skelsættende for hans liv, men det krævede en stor forvandling. “Det var jo lige i den der vilde 60’er-tid, og jeg var en af dem, der tordnede derudaf med vin, kvinder og cigarer, og jeg havde et sprog, som de andre ikke havde lært i søndagsskolen,” siger Niels Peder.

“Jeg er udvalgt” Det var en helt ny tid for Niels Peder. Efter han havde hørt Guds stemme under sin morgenbøn, sagde han sit arbejde som radio- og tv-mekaniker op. Han vidste, at han skulle være folkekirkepræst, men anede ikke hvordan. “Det var op ad bakke. Jeg havde ingen adgangsgivende eksamen til uniDet har været min versitetet. Jeg havde et udfordring at blive ved med svendebrev, men for at at bevare min sjæl og min komme på universitetet, ånd elastisk, så jeg ikke skulle man have en gymnastørkner i, hvad vi gjorde for sial uddannelse,” siger han og fortsætter, “men sit kald 40 år siden

og sin nådegave fortryder Gud ikke, så der var ikke andet at gøre end at hænge i.” Han blev opfordret til at tage på bibelskole. Det gjorde han på Luthersk Missions Højskole i Hillerød, og her blev hans nye tro styrket. Her lærte han, hvad troen drejede sig om, men han oplevede også en eksistentiel krise, hvor tvivlen fyldte hans liv. “Da viste Gud mig et skriftsted fra Johannesevangeliet kapitel 15, som talte vildt stærkt til mig. Det var: “Det er ikke jer, der har udvalgt mig, men mig, der har udvalgt jer.” Så blev jeg klar over, at jeg var kristen, fordi jeg er udvalgt af Gud i hans kærlighed og nåde, og den pris, han har betalt, gælder også for mig.”

Nye tanker om tro Senere tog han en HF-eksamen, studerede teologi og blev senere folkekirkepræst i Hjarup ved Kolding i 28 år. Under sin studietid betegnede han sig som betonlutheraner, men alligevel blev han optaget af teologiske tanker, som fornyede hans tro og syn på Gud. “Hen mod slutningen af 70’erne begyndte den karismatiske bevægelse at presse sig på. Forskellige folk fra blandt andet USA og England begyndte at sige, at vi da også kunne tale i tunger og bede for syge,” siger Niels Peder. Han var kritisk over for disse nye strømninger, som han havde svært ved at forholde sig til. Han læste alt, han kunne komme i nærheden af om det, og ord som ’fylde af Jeg var slet ikke i tvivl om Guds Helligånden’ udfordrede ham, og her gjaldt det om eksistens, magt og skaberkraft, at bevare en åbenhed for eller at Jesus var min genløser de nye tanker. og forløser, men jeg havde et hul “Jeg måtte tage stilling omkring Helligånden til det, for det var jo bibelsk, så jeg kunne ikke kaste det fra mig.”

En ny bevægelse Pludselig oplevede han et syn, som forandrede hans tanker om det karismatiske. Han fortæller, at han følte sig helt overvældet af Guds kraft. “Det er svært, at forklare præcis, hvad der skete, men Gud gav mig et syn af en pløjemark. Jeg kiggede ud over denne flotte pløjemark, og lige pludselig begyndte den at bevæge sig. Op af mulden steg der unge mennesker. Der var så mange, at jeg slet ikke kunne tælle dem, og de rejste sig simpelthen op af mulden, og så forsvandt synet,” siger han.

Synet var med til at gøre, at Niels Peder ville arbejde med unge mennesker, og det gav ham inspiration til i 1989 at være medstifter af den kirkelige bevægelse Dansk Oase. Han kunne ikke se andet, end at denne fornyelse også måtte være beregnet for den lutherske kirke. “Det karismatiske element pressede sig på, og jeg havde jo selv fået en form for fornyelse ind i min tro, en side af Åndens virke. Jeg var slet ikke i tvivl om Guds eksistens, magt og skaberkraft, eller at Jesus var min genløser og forløser, men jeg havde et hul omkring Helligånden,” siger han.

Modgang vendes til beruselse Niels Peder fortæller, at Dansk Oases start var “op ad bakke,” men bevægelsen tog fart, og sidste år deltog mere end 5000 mennesker på SommerOase, som er Oase-bevægelsens årlige bibelcamping. “Det var nærmest berusende, da jeg var med til at opleve den store vækst og fornyelse i Dansk Oase fra 1999 og frem. Vi så jo simpelthen mennesker, der blev frelst og fornyet,” siger han. Den tidligere Oase-formand er ikke i tvivl om, hvordan bevægelsen så hurtigt kunne se unge mennesker rejse sig af mulden og opleve så voldsom en fremgang: “Det er simpelthen bare fordi, Gud er god,” siger Niels Peder overvældet, mens han tager brillerne af for at tørre sine fugtige øjne.

Vision om fornyelse Den pensionerede folkekirkepræst oplever stadig fornyelse i sit eget liv og forhold til Gud, og han opfordrer til, at man får en vision for sin tro for at holde sig åben for Guds plan med sit liv. Hvad er det, jeg har for en vision for mit liv? Hvad er det, jeg går efter? Hvad er det, Gud viser mig? Det er spørgsmål, som Niels Peder tilskynder alle kristne at spørge sig selv. “Enhver kristen kommer til at kede sig, hvis han går i tomgang, men folk, som Gud får lov at tænde en glød i, vil aldrig gå fast. Jeg har selv oplevet en brand, som Gud kan tænde i vores hjerter, og han giver også den nødvendige nåde og kraft, der skal til, for at de her ting kan få lov til at trives,” siger han. Da Niels Peder som 23-årig blev kristen, havde han en oplevelse af at blive discipel. I sin tilværelse som pensionist har han nu en vision om at blive disciplet på ny. “Mange bliver disciple i deres ungdomsfase. Derefter kommer en fase, når man bliver forældre, og der er rigtig mange ting, der så tager tiden. For

Niels Peders liv blev forvandlet, da han i sin ungdom blev kristen. Han har gennem Dansk Oase arbejdet for fornyelse i kirken og i sit eget liv.

nogle kan det blive en frafaldstid. Men så kommer den tredje alder, og der er man fri af børnene, og det giver faktisk en større mulighed for at være åndeligt vågen omkring, hvad Gud vil.”

En menneskelig frygt for det nye Den 70-årige præst får ny luft til troen ved at søge steder, hvor han ser, at Gud arbejder. Det gør han blandt andet gennem sit engagement som formand for Dansk Europamission, som ifølge ham gør et trosstyrkende arbejde blandt de forfulgte kristne. Niels Peder mener også, at man skal turde at være omstillingsparat og sætte troen på prøve. Det er noget, han stadig selv har svært ved. “Man skal have blik for, hvorhen Guds vind blæser, for Gud er ikke en kopimaskine. Godt nok sendte han en stor vækkelse i 1800-tallet, men han gør det ikke altid på samme måde. Det har været min udfordring at blive ved med at bevare min sjæl og min ånd elastisk, så jeg ikke størkner i, hvad vi gjorde for 40 år siden. Det er dog menneskeligt at have en frygt for det nye.” Herunder: Fra et KFS udvalgsmøde i 1971 med Niels Peder til venstre. Nederst: Fra LMH-tiden hvor Niels Ove Rasmussen – senere Vigilius – forklarer for Niels Peder.

Vi er på vinderholdet Fornyelse handler også om fastholdelse, og Gud er trofast, han holder os fast til sig, siger Niels Peder. Kirken og mennesker ændrer sig, og vi søger Gud på nye måder, men han er en fast borg. “Sit kald og sin nådegave fortryder Gud ikke,” siger han og fortæller, at det er et løfte, han gennem hele sit liv har fundet trøst og støtte i. “Vi er vores egen værste fjende. Hvis det var stået til mig selv, havde jeg været erhvervsmand i dag. Jeg havde mit eget firma på tegnebrættet, inden Gud talte til mig. Hvis ikke Gud kan få lov til at træde ind og være den, der Hvis ikke Gud kan forvandler og holder os friske i vores ånd, er vi simpelthen på få lov til at træde skideren, undskyld udtrykket.” ind og være den, Han ser det som en stor fare der forvandler og for troen, at vi ikke er fleksible holder os friske nok i forhold til, hvad Gud kali vores ånd, er vi der os til. Han opfordrer derfor simpelthen på til, at kristne ser sig omkring efter den fornyelse, som sker skideren, undskyld lige rundt omkring dem. udtrykket “Gud ønsker fornyelse og vækkelse ind over hele vores land og verden, og hvis vi ser os omkring, kan vi se, at Gud gør store ting. Det er, fordi ’God is on the move,’ og Jesus vil en dag vinde hele verden tilbage. Vi er på vinderholdet, og det skal vi bare fortælle hinanden igen og igen.” Det var bønnen, der bragte forvandling og fornyelse ind i Niels Peders liv. I dag beder han med sin kone hver dag, og bønnen er for ham en vej til både fornyelse og fastholdelse. Han oplevede en forvandling, som kom udefra, da han som ung blev grebet af Jesus, men fornyelsen har været en livslang proces. ■

Påskelejr 2016: Det skal du glæde dig til Påskelejr afholdes fra den 19. til 23. marts i Skanderborg. Årets tema er “Under forvandling”. Til Tro har spurgt tre personer om, hvad vi skal glæder os til ved årets Påskelejr

“Jeg synes, at du skal glæde dig til lovsangen, forkyndelsen, bibelundervisningen, seminarerne, til samtaler ved bordene, til hyggen med nye og gamle venner, til at være sent oppe uden at skulle tænke på dagen efter. Jeg synes, du skal glæde dig til at være et sted, hvor du kan stille kritiske og svære spørgsmål og være dig selv i det. Jeg synes, du skal glæde dig til at lovsynge Gud sammen med et skønt og dedikeret band.”

“Du skal glæde dig til helt nye muligheder for at lære nye mennesker at kende. Du får muligheden for at skabe din egen opbygning af Påskelejr og for at guffe dig i endnu flere spændende seminarer, workshops og features, end du plejer. Og som altid kan du regne med stærk og vedkommende forkyndelse af påskens fantastiske budskab til dig og dine venner. Jeg glæder mig i hvert fald!”

Hans-Christian Pettersson, KFS-sekretær i Aarhus

Laura Østergaard Jensen, komitemedlem

“Ud over et skønt lejrfællesskab med en masse andre KFS'ere, skal du glæde dig til at møde Jesus. I år skal vi have fat i en række bibeltekster, der handler om Jesu møde med disciplen og apostelen Peter. Men teksterne beskriver ikke bare dette møde mellem Jesus og Peter, de formidler også et møde mellem Jesus og os. Jeg synes, vi skal bede om, at vi ikke "bare" må møde Jesus med Peter som mellemmand, men at vi selv må møde Jesus. Jeg ved, at det er det, han ønsker.”

Daniel Burgdorf, forkynder på Påskelejr 2016 Har du ikke nået at tilmelde dig? Du kan stadig nå det! Mød op på lejren i Skanderborg, og henvend dig ved kassererbordet.

KFS søger sekretær til Syddanmark KFS søger fra 1. august 2016 en sekretær, der vil arbejde for, at gymnasieelever og studerende i Syddanmark kommer til at kende Jesus og gøre Jesus kendt. Stillingen er en fuldtidsstilling for en femårig periode uden mulighed for forlængelse. Dine primære arbejdsopgaver er at være leder, sparringspartner, inspirator og innovator for gymnasieelever og videregående studerende i Syddanmark. Du vil (ligesom KFS' øvrige fire sekretærer) få tildelt landsdækkende opgaver. Det kan være opgaver på vores landslejre eller som medlem af nogle af KFS' landsdækkende udvalg. Efter

interesse og ønske vil der i mindre omfang blive mulighed for at deltage i konferencer og efteruddannelse på europæisk plan.

Vi forestiller os, at du • er uddannet teolog eller har anden relevant, videregående uddannelse • er visionær og innovativ • har flair for at lede under forandring • elsker Jesus, Bibelen og studerende • deler KFS' vision og værdigrundlag

Vi tilbyder • en tjeneste for og med studerende

• masser af kompetent med- og modspil fra frivillige og kolleger • mulighed for personlig og åndelig modning, udvikling og udrustning • kollegialt fællesskab med KFS' cirka 18 ansatte • KFS' generalsekretær som medvandrer • opgaver regionalt, på landsplan og i mindre omfang på europæisk plan • løn ifølge KFS’ lønpolitik

Formalia • Ansøgningsfrist: 8. april 2016 • Læs mere på www.kfs.dk

Portræt Simon Lind Kappel 30 år Ph.d.-studerende, cand.scient. i biomedicinsk teknologi ved Aarhus Universitet Gift med Michelle Bor i Aarhus

Hvorfor har du valgt at forske i biomedicinsk teknologi? “Hovedgrunden er nok, at det er en uddannelse, der kan være med til at hjælpe nogle mennesker helt konkret, og som kan være med til at løse nogle af de udfordringer, vi står over for i forhold til behandling af sygdomme. Derudover er der noget tværfagligt udfordrende i det, som giver en ekstra dimension til ingeniørfaget. Der er en masse spændende samarbejder med det medicinske, som indeholder anatomi, fysiologi, sygdomslære, kemi med videre. Det er spændende at være ingeniør og samtidig have et fokus på kroppen.” Hvad forsøger du at forny i din ph.d.? “Jeg arbejder på at udvikle et “øre-EEG”, som kan overvåge hjerneaktivitet i hverdagen. Typisk skal man have en ret upraktisk “badehætte” på med en masse elektroder, for at lave den slags målinger. Vi forsker i at foretage nogle af de samme målinger i øret. Det er der en lang række forskellige muligheder i. Et eksempel er personer med type 1 diabetes, som har svært ved at styre deres blodsukker. Det kan ende i et insulinchok, som er en krampetilstand, hvor hjernen lukker ned. Det er farligt, fordi man kan få det, mens man sover, og fordi man kan man falde og slå sig, når det sker. Det er særligt ubehageligt for forældre til børn, som har diabetes. Men et insulinchok kan faktisk måles i en ændring af hjernebølgerne, nogle minutter inden det sker. Hvis man havde muligheden for at måle hjernebølgerne hele tiden, ville det være muligt at udløse en alarm eller modtage en SMS nogle minutter inden et insulinchok.” Er der en sammenhæng mellem dit studie og din tro? “For mig er der en ret direkte sammenhæng. Jeg er meget betaget af skaberværket, og det er noget af det, som virkelig bekræfter min tro på Gud. At læse om fysiologi, anatomi og egentlig også elektronik og grundlæggende fysik, giver mig en fornemmelse af, at det må være designet. Ligesom nogen kan blive fascineret af en solopgang, kan jeg blive virkelig fascineret af hjernens kompleksitet og den slags. Det er utroligt, hvor lidt vi egentlig ved om hjernen, og hvor komplekst det, vi ved, er. Derudover selvfølgelig også det at vores arbejde kan være til hjælp for andre. Det er nok i virkeligheden den primære overordnede motivation, mens fascinationen af naturen og skaberværket er min daglige motivation. Indtil videre har mit arbejde jo ikke hjulpet andre end nogle forskere rundt omkring, så det er fascinationen af skaberværket, der holder mig i gang fra dag til dag.” Tror du din naturvidenskabelige baggrund har en indflydelse på dit syn på Gud? “Ja, det tror jeg helt klart. Billedet af Gud som designeren er vigtigt for mig i den forstand, at han har et unikt overblik over hele verden, som jeg aldrig nogensinde vil få. Både i forhold til skaberværket, men også i forhold til os som individer. Jeg er meget fascineret af det mønster og den sammenhæng, som er i alting. Vi er bygget af de samme elementer og grundstoffer som alle andre ting i verden, men hvert enkelt menneske er samtidigt sammensat helt unikt. Som mennesker har vi fået adgang til at arbejde med de samme elementer, og vi er drevet af den samme skabertrang, fordi vi er skabt i Guds billede. Men vi kommer aldrig op på Guds niveau. Det er dybt fascinerende.” Hvad har du lyst til at sige til de studerende, som overvejer at forske? “Jeg tror ikke, jeg har en stor vision, jeg kan formidle, men jeg tænker, at hvis man får muligheden tilbudt, så skal man da bare tage den. Man kan blive en god forsker, hvis man har lysten til at gå i dybden med ting og ikke give slip, før man finder løsningen. Det faglige er selvfølgelig også en faktor, men hvis man får tilbuddet, er det som regel på plads. Det vigtigste er lysten til at nørde.”

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

KFS har skabt fornyelse ved til stadighed at stræbe efter troskab mod evangeliet. Derfor skal I, som er studerende, fortsat med tryghed acceptere nødvendige og uundgåelige forandringer og med frimodighed insistere på at forny kristendommen ved at tro og leve i troskab mod evangeliet og Guds mission midt i jeres skoleog studiemiljøer. Andreas Østerlund Nielsen, temaartikel side 10

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Hvad går pengene til? Fx Fredrik

Via MobilePay: 61 27 14 97 Via bankoverførsel: 9544-0004054954 Via støttemodulet på kfs.dk – klik på

STØT KFS

i højre side

Du kan også blive fastgiver via støttemodulet! Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Fredrik Bach-Svendsen er volontør i KFS og bruger blandt andet sin tid på at mødes med og hjælpe de 275 kristne gymnasiale studerende i Syddanmark.