Til Tro #4 2015 - Natur

20 15

Kristeligt Forbund for Studerende

Tema: Natur LTC 25 år » 4 Bedeliste: Bed med os » 5 KFS for videregående » 7 Assist: Når taknemmligheden går to veje » 9

Løssalg : 25 ,-

her står du

5 Når taknemmeligheden går to veje Guds usynlige væsen

3 KFS for videregående

10 14

TEMA: Verden

En naturstridig gåtur Jesu almagt og afmag To do: Not to do:

Medier

LTC i nyrenoverede rammer

22

27 30 31 Bøger

12 20 Into the Wild

Refleksioner

Generalens

Leder LTC-forvandling

Af Lars Bjerregaard, sekretariatsleder, lars@kfs.dk

LTC står som forvandlet. KFS’ ledertræningscenter i Ødsted har siden maj måned været under renovering. Håndværkerbilerne har konkurreret om pladserne ved døren til LTC. Trafikken af håndværkere – frivillige såvel som lønnede - overgår næsten trafikken på trapperne, når stedet er fyldt op af elever. Køkkenet fra plejehjemstiden og de to badeværelser fra skolens opstart er denne sommer undergået en totalrenovering. Alt det gamle skrøbelige puds, der lystigt rutsjede ned bag tapeterne, så snart man rørte det ’rigtige’ sted er skrabet ned og erstattet af ny spartel og væv.

De mørnede stofledninger som løb på vægge og i gulve i overflod er blevet udskiftet med nye installationer og det overflødige pillet ned. De mønstrede brune klinker i køkkenet er erstattet af tidssvarende hvide. Det revnede og rådne træværk er båret ud, og nyt er båret ind.

Jeg håber, at billederne, der er lagt på Facebook undervejs i hele forløbet, og dem der, kan ses her i bladet, kan give en fornemmelse af, hvor meget der er sket med LTC hen over sommeren. Nu står det færdige projekt klar til det nye LTC-hold og til årsfesten, hvor

vi glæder os til at vise det frem, når vi fejrer LTC’s 25 års jubilæum.

Nu kan vi så gøre status over de ting, vi har sat i søen og samtidig kan vi takke for det, der er kommet ind i jubilæumsgave indtil nu. Jubilæumsindsamlingen nåede den første fjerdedel af vejen inden sommerferien nemlig en kvart million. Der er friske opdaterede oplysninger om status på jubilæumsindsamlingen på LTC’s hjemmeside. Og der er stadig brug for en god håndsrækning til indsamlingen. Så følg op på de muligheder der er for at lave lokale indsamlinger i dit nærmiljø og omgangskreds og tag også gerne en god gave med til jubilæumsfesten!

Det er et vigtigt skridt, KFS har taget med denne fremtidssikring af LTC. Det bidrag, som eleverne giver, når de er på LTC, er en uvurderlig del af KFS’ samlede arbejde. Alle de skoler, der bliver besøgt på teamperioder, ville være svære at nå på samme måde uden LTC’erne. Derfor er det naturligt at investere i gode forhold for kommende LTC-hold i forlængelse af den vision, vi arbejder med i KFS om at gøre Jesus kendt i studieverdenen. Og tak fordi I bærer med!

Udgiver

Redaktionen

Tryk

Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9544-0004054954

Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Lærerstuderende Mikkel Haahr Andersen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i retorik Ida Esmarch Pedersen Stud.psych. Anna Staal Sygeplejestuderende Rasmus Dysager Stud.scient. i matematik Janus Rønn Lind Stud.theol. Louise Høgild Pedersen

Øko-Tryk

Abonnement

Det koster 100 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Medlemskab koster 100 kroner.

Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

ISSN 1395-9786 Hjemmeside www.tiltro.dk Design

Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Annoncer

Layout

Henrik Elias Kristensen

Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

4

TIL TRO · # 4 · 2015 · nyheder

Nyt skoleår = nye mål I perioden 2014-17 er målsætningen, at vi hvert skole-år overgår det sidste. Vi har nu opdateret målene og nulstillet tælleren.

Hvert skoleår i målsætningsperioden vil vi overgå det seneste skoleårs resultat på en række parametre. Da det nu er august er det blevet tid til at opdatere tallene for første gang.

Målet for skoleåret 2015-16, som vi har foran os, er at se flere apologetiske events, flere aktive studerende, flere åbne bibelstudiegrupper, end vi havde talt til i maj, hvor sidste skoleårs optælling sluttede.

Du kan se de nye mål for de forskellige

områder i tabellen her til højre.

Vi har brug for forbøn.

Riv bedelisten ud af bladet her, og bed sammen med os om, at vi i det kommende år må se endnu flere studerende, der er grebet af Bibelen, og som derigennem engagerer sig i studieverdenen.

2014 -

2015 - 2016 - 2017

studiestedsgrupper

93

kontaktpersoner

142

aktive deltagere

1311

åbne bibelstudiegrupper

11

apologetiske events

275

tværkulturelle events

9

tværkulturelle fællesskaber

5

LTC

Nyrenoverede rammer I løbet af sommeren har KFS’ ledertræningscenter undergået en underfuld forandring.

Alle vinduer er blevet skiftet ud. Der er lagt nyt gulv i adskillige rum. Hele køkkenet er revet ned og bygget op i en helt ny og tidssvarende udgave. Der er kommet en ny dør direkte fra spisesalen til køkkenet. En trappe er revet ned, hullet dækket til, og er blevet erstattet af en bedre trappe et bedre sted. Flere badeværelser revet ned og nye, bedre er sat op.

Det trængte også gevaldigt til det. Flere af de ting, der er skiftet ud, har i det store hele set ens ud i årtier og har haft behov for renovering i nogle år.

Ledertræningscentrets 25-års jubilæum var en god anledning til den gennemgribende renovering.

Du kan støtte renoveringsprojektet via donationsmodulet STØT KFS på kfs.dk (den blå knap i højre side) eller selv arrangere en kreativ indsamling til formålet.

Læs mere på ltc.kfs.dk

Det gamle køkken med nedgang til kælder

Det nye køkken med dør til spisesal

To LTC'ere hjælper med at rive det gamle telefonrum ned

nyheder ·· 2015 2011 · # 6 nyheder 4 · TIL TRO

LTC og fremtiden Af LTC-forstander, Jakob Skovgård Højlund På LTC vil vi kende Jesus og gøre Jesus kendt. Sådan har det været i 25 år, og sådan fortsætter vi i – ja, kun Gud ved, hvor mange år! Men personligt håber jeg på mindst 25 år mere. Det er mit håb, fordi jeg ser, at KFS’ motto om at kende Jesus og gøre ham kendt ikke blot er ord, men levet virkelighed. Og dette Jesusliv skal fortsætte sin gang her på LTC af to væsentlige grunde: For det første: I skrivende stund når LTC’erne cirka 5000 gymnasieelever om året med evangeliet. Det sker blandt andet gennem religionstimer, dialogarrangementer og skolebesøg. Men vi kan nå endnu flere. LTC og KFS’ sekretærer arbejder hele tiden for flere religionstimer, flere dialogar-

rangementer og skolebesøg. Det gør nemlig en forskel, når en almindelig dansk gymnasieelev møder en autentisk kristen, som vidner om, hvad Jesus betyder for hende på en håndgribelig og stærk måde. Fra vores elever ved vi, at disse møder er igangsættere for, at gymnasieelever begynder at komme i KFS og at åbne bibelstudiegrupper startes op. Det vil vi have mere af!

For det andet: Vores elever tager fra LTC med en masse kompetencer og redskaber, som de investerer i KFS-arbejdet, kirker og missionsbevægelser. I alt dette arbejde bærer de Jesus med sig. Han sætter retningen for dem. LTC’erne kan en hel masse, ja, men vigtigst af alt er, at Jesus sætter

25 års JUBILÆUM

sig igennem i deres indsats. LTC’erne skal nemlig mere end noget andet være bærere af budskabet om Jesus som frelser. Det vil vi også have mere af!

Bedeliste: Bed med os I dette nummer af Til Tro har vi hæftet KFS’ bedeliste ind. Riv den ud og bed sammen med os i en månedlig rytme.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Vi sender traditionen tro en bedeliste ud i begyndelsen af skoleåret, som er en oversigt over de forskellige aktiviteter og ansatte, så du kan nå hele vejen rundt i løbet af en måned.

Vi håber igen i det kommende år at være omsluttet af trofaste støtters forbøn.

Bøn er nemlig vigtig for KFS’ arbejde.

I løbet af en måned, når vi sammen – hvis du vil være med – omkring nogle væsentlige mennesker og arbejdsområder i KFS, hvor de særligt bliver bedt for. Det er trygt at vide, at studerende, færdiguddannede, forældre til studerende og andre fra det store bagland bag KFS støtter med forbøn.

Bedelisten er en måde, hvorpå vi forsøger at gå sammen jer i forbønnen for KFS.

Vi er nemlig dybt afhængige af Guds hjælp, hvis målet om at kende Jesus og at gøre ham kendt skal lykkes.

Riv derfor listen ud ved perforeringen og læg den, hvor du holder din daglige bedestund. Det gør en reel forskel!

BEDELISTE 2015-2016

Bøn er KFS’ åndedræt!

ejde uden bøn.

Vi kan ikke drive et levende KFS-arb laver hvert år denne bedeliste, med KFS’ere og KFS’ bagland. Vi Derfor ønsker vi at bede - sammen kan bede for arbejdsområder i KFS. så vi i en måneds rytme sammen

Hans-Christian 01. Tak og bed for KFS-sekretær gymnasiearbePettersson. Bed for studenter- og jdet i Aarhus og Østjylland. kender Jesus 02. Bed for studerende, som ikke dem i svære og endnu. Bed om, at Gud må se til gode tider i studietiden. darbejder 03. Tak og bed for kommunikationsme interne og Jens Jørgen Jensen. Bed for KFS’ eksterne kommunikation. r 04. Tak og bed for KFS’ere, der arrangere for apologeevents og leder fællesskaber inden relt arbejde. tik, åbent bibelstudium og tværkultu studerkristne flere sende må Bed om, at Gud ende til studieverdenen.

k må gøre, 05. Bed om, at udlandspraktik.kfs.d ud og gør en at flere kristne studerende rejser forskel samtidigt med deres studier. og ledelse.

06. Tak og bed for KFS’ bestyrelse generTak for formand Peter Rask og for at de må alsekretær Robert Bladt. Bed om, er efter beslutning gode og modige kloge, træffe vilje.

Guds Carsten 07. Tak og bed for dialogsekretær om de Kofoed Espersen. Bed om, at samtalen forskere, vigtigste spørgsmål må trives hos nde videregåe undervisere og studerende på uddannelser.

små lejre og de 08. Tak og bed for KFS’ store og dem. Bed om, glædelige ting, der sker omkring del i både at arrangører og deltagere må tage arbejdet og glæden.

Lars Bjer09. Tak og bed for sekretariatsleder ation og regaard Pedersen. Bed for vis administr dygtig ledelse af sekretariatet. at CREDO10. Tak og bed for CREDO. Bed om, udgivredaktionen må få visdom til at vælge e. elserne, så arbejdet kan styrke studerend Bed om, at 11. Tak og bed for eleverne på LTC. der og i Gud må virke gennem dem på teamperio til kommende skoleperioder. Bed for ansøgerne hold.

holde fast i 12. Bed om, at stab og KFS’ere må Tak for de bønnen og fællesskabet med Gud. trofaste forbedere for KFS. Lisa Rom 13. Tak og bed for gymnasiesekretær Bauer. Bed for Boye og volontør Mie Frederikke . gymnasiearbejdet øst for Storebælt

55

6

TIL TRO · #5 # 4 · 2012 2015 · nyheder

Studenterkonference i Israel Af Christian Vestergård, volontør i Israelsmissionen foråret 2015 I foråret ´15 var jeg udsendt af Israelsmissionen som volontør ved Danske Kirke i Jerusalem. I den anledning deltog jeg midt i maj på FCSI (israelsk KFS) Joint Conference for de hebraisk-, arabisk- og engelsktalende studerende. Vi var 150 deltagere, som kommer i bibelstudiegrupper rundt på de forskellige universiteter og studiesteder i Israel. Vi skulle på lejren være sammen på trods af vores forskellige kulturer, sprog og holdninger.

Temaet under konferencen var ”The kingdom of God” med udgangspunkt i bjergprædiken.

Møderne blev indledt med en halv times lovsang på enten hebræisk, arabisk eller engelsk. Det er interessant at opleve forskellene på lovsangsmåder. En arabisk stil med fart på, hvor man klapper hele tiden til den hebræiske, hvor man har meget fokus på en lovprisende tekst, som er taget direkte ud fra Bibelen.

Talerne foregik på arabisk og hebræisk. Jeg må erkende her bagefter, at jeg på trods af det vigtige emne ikke fik meget ud af forkyndelsen. Det skyldes primært en meget dårlig oversættelse, men også et i øvrigt lidt rodet program. Alligevel blev det en konference, som jeg kommer til at huske.

Den sidste aften inden hjemrejse stod vi alle sammen i en stor rundkreds. Først blev alle repræsenterede sprog bedt om at stille sig i midten og læse Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 33.

Her blev læst på indisk, kinesisk, arabisk, dansk, finsk (lille parentes: hvor er finsk et mærkeligt sprog), engelsk, tysk, spansk, portugisisk, fransk, hebraisk og polsk. Det var meget fascinerende, men også sigende: ét og dog så forskellige.

Bagefter erklærede vi hånd i hånd, at vi

først vil søge Guds rige.

I denne situation blev Guds rige konkret for mig. Selvom jeg ikke fik noget ud af forkyndelsen, blev jeg mindet om, at vi er ét i Kristus, og at Guds rige er langt vigtigere og større end kulturer, historie, grænser, sprog og holdninger.

Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 33.

KFS på verdenskonference I slutningen af juli sendte KFS en delegation af sted til Mexico, hvor de skulle deltage i den internationale studenterorganisations IFES’ konference World Assembly.

Den 22. – 30. juli afholdt International Fellowship of Evangelical Students sin verdenskonference, World Assembly. Konferencen afholdes hvert fjerde år, og det foregik i år i Mexico. Her deltog studerende og stabsmedlemmer i kristne studenterbevægelser fra hele verden, og KFS sendte også en delegation af sted.

World Assembly gav studenterorganisationer mulighed for at fejre Gud trofasthed, godhed og generøsitet over for studenterarbejdet i hele verden. På konferencen lyttede deltagerne til Gud på ny gennem hans ord, diskutede og formede bevægelsens vision og mission og opmuntrede hinanden og faciliterede internationalt fællesskab, netværk og læring.

Læs mere om konferencen her: http://ifesworld.org/en/world-assembly

Delegationen fra Danmark var: Robert Bladt, generalsekretær i KFS Peter Rask, formand for KFS’ bestyrelse Sara Friis, religionsstuderende, Aarhus Camilla Kaltoft, sygeplejestuderende, København Ann Østermark, journaliststuderende og bestyrelsesmedlem

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2015 2012 46 · TIL TRO

KFS for videregående KFS har foreninger i Aarhus, Odense og København for videregående studerende. Så hvis du flytter til en af disse studiebyer, kan du blive en del af fællesskabet omkring studieliv, fag og tro.

Odense Det er altid dejligt, når kristne vælger at studere i Odense. Os der er her i forvejen oplever det som en velsignelse, når flere ønsker at være med i fællesskabet.

Du er velkommen her, det skal du vide :-) I Odense er der flere forskellige kristne ungdomsfællesskaber, blandt andet KFS. Vi er en blandet flok af (overvejende) studerende fra forskellige kirkebaggrunde. Derfor er fællesskab meget præget af dialog og åbenhed, og det er godt, også hvis man har lyst til at invitere sin ikkekristne studiekammerat med.

Vi mødes hver torsdag klokken 19.30 i Sankt Hans kirkes menighedshus, hvor vi beder sammen, hygger, spiller, læser i Bibelen, lytter til gode talere, synger, deler liv... Med et ønske om at blive mødt af Gud, så han kan få lov at tale sandhed ind i vores liv - også sandheden om at vi er kaldet til at dele evangeliet om ham. Én gang i måneden har vi bibelstudiegrupper, og derudover er der ofte en KFS'er, der finder på noget socialt at invitere til :-) Både ift. KFS-aftenerne og

sociale arrangementer er der masser af plads til dig, dine ønsker og idéer.

Du kan finde os på Facebook "Odense KFS" eller på www.odense.kfs.dk Christina Damgaard, formand for Odense KFS Aarhus I Aarhus StorKFS prøver vi at skabe et rum, hvor relationen til Jesus, vores brænd for studerende og passionen for vores studie kommer i spil. Vi mødes til aftenmøder om torsdagen i Studenterhuset på Universitet klokken 19.30, i lilleKFS-grupper et par gange i måneden, synger lovsang efter mødet, spiller spil om fredagen og meget mere.

For nye KFS’ere er der IntroKFS (kontakt Morten Højlund Wibe), som hjælper nye KFS’ere ind i det store KFS-fællesskab.

Find os på Facebook, både som gruppe og side, søg Aarhus KFS og læs mere på vores hjemmeside: aarhus.kfs.dk, hvor du også kan finde flere oplysninger.

Jeg håber meget på at se dig og byde dig velkommen til byen. God studiestart!

Sara Friis, formand for Aarhus KFS

København Det er fedt at begynde at studere og specialisere sig, og det er fedt at kunne dele det med en masse andre, som er i samme situation. StorKFS i København er et fællesskab for studerende, som ønsker at udnytte, at vi er forskellige. Vi er læger, skolelærere, humanister, ingeniører, teologer og så videre.

Vi ønsker at bringe vores faglighed i spil og se, hvordan Gud bruger os der, hvor vi er. Derudover har vi et ønske om, at flere studerende i København kommer til at møde evangeliet. Vi mødes mandag aftener, hvor vi får besøg af spændende talere og giver rum for gode snakke. Her er plads til forskellige meninger og plads til at komme, som man er.

Du skal være hjertelig velkommen til at kigge forbi og være med!

Find os på Facebook "KFS København" eller på www.kfskbh.dk Filip Børty Nielsen, formand for KFS København

77

8

TIL TRO · #5 # 4 · 2012 2015 · nyheder

Plads til mening på Folkemødet Robert Bladt og Jens Jørgen Jensen fik delt budskabet på Folkemødet om, at det er vigtig for Danmark og ikke mindst studerende, at der er plads til mening i studieverdenen.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Da generalsekretær Robert Bladt og jeg drog til Bornholm midt i juni for at deltage denne sommers udgave af Folkemødet, var det med et enkelt budskab i baggagen: Danmark skal have plads til mening i studieverdenen – og dermed også til dialogen om tro og livssyn på alle landets studiesteder.

Folkemødet er en politikfestival, hvor politikere, græsrødder, djøf’ere, unge, gamle og mange andre – i år 100.000 gæster – kommer for at lytte til og tale med hinanden.

I de to dage, hvor KFS var repræsenteret på Folkemødet, havde vi selv to events, deltog vi i andres debatter og foredrag og delte nogle af livets store spørgsmål ud til forbipasserende.

Samtale om religiøs fanatisme De to events, vi selv stod for, var velbesøgte, og vi oplevede, at der var tid til at fortælle, hvad KFS tænker.

KFS var en del af Folk og Tro-teltet, som var stillet til rådighed af de lokale missionsforeninger på Bornholm, Indre Mission, Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Missionsforening.

Det første event skulle som tidligere annonceret have været en samtale mellem kirkeordføreren for Dansk Folkeparti, Christian Langballe, og Robert Bladt. Langballe meldte dog fra, så vi besluttede, at lave et live-interview med Robert om samme emne, Folkekirken og Jesu opstandelse.

Til det andet event havde vi inviteret

formanden for Trykkefrihedsselskabet og kus på, at fællesskaber på studiestedet – fx sognepræst Katrine Winkel Holm til en snak KFS-grupper – netop kan give mulighed for med Robert om religiøs fanatisme. at se sine medstuderende i øjnene i stedet Samtalen tog udgangspunkt i tre cases. for, at studietiden blot foregår i læsesale og Den første var Trykkefrihedsselskabets store auditorier. kontroversielle invitation af den hollandske Vi satte også gang i gode snakke ved at politiker og islamkritiker Geert Wilders. Den tilbyde forbipasserende et spørgsmål, som anden var KFS’ erfaring med flere grupfx ”Hvorfor er der så meget ondt i verden, per, der ikke får lov at benytte studiestedernes lokaler til at mødes i frikvarteret Hør eller se de to events: af frygt for religiøse fanatikere.

Du kan høre de to event på KFS’ Podcast.

Den tredje del Du kan også se dem som video på af samtalen tog udgangspunkt bornholmim.dk/godcast i deres egne erfaringer med at blive kaldt fanatikere.

Det var en god og konstruktiv samtale, hvor der var plads til begges hvis mennesker grundlæggende er gode?” meninger, og hvor vi også fik givet gode Jeg snakkede blandt med nogle om, hvorargumenter for at give plads til aktiviteter dan vores livssyn har indflydelse på vores med mening på studiet, som fx KFS-grupper valg og værdier, og at det derfor er vigtigt og Veritas-events. at gå i dialog omkring, hvad vi grundlæggende tror på.

Inspirerende debatter Alt i alt oplevede vi, at der var lydhørhed Der var heldigvis også tid til at deltage i for vores budskab, og at vi satte tanker i nogle få af de over 2700 andre events på gang om, hvor vidt der er plads til mening i Folkemødet. Blandt andet deltog vi begge studieverdenen – samtidigt med at vi også i en debat om ensomhed hos studerende. selv fik ting med hjem til eftertanke.

Her satte Robert gennem en kommentar fo-

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2015 2012 46 · TIL TRO

Når taknemmeligheden går to veje Af Peter Kobbersmed, medievidenskabsstuderende.

I uge 27 deltog cirka 40 studerende på Assist ved Grønnevang Kirke i Hillerød. Det blev en uge med høj solskin og endnu højere humør, hvor de lokale beboere fik ordnet utallige hække og haver, og de deltagende assister blev adskillige gode oplevelser rigere. Peter Kobbersmed deler sine refleksioner.

Som debuterende assister/assistianer/assistingenser (eller hvad det nu hedder) vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg gik ind til.

Jeg er helt pjattet med sommerferie: tid til venner og grillhygge, lange og imponerende frisbeesessioner, afslapning på sofaen med Wimbledon eller Tour de France rullende på skærmen, sommerhuse, jordbærtærter, strandture osv. Engang imellem kan det imidlertid være tiltrængt at foretage sig noget, som man ikke plejer at gøre, og derfor tog jeg på Assist 2015. Det har jeg ikke fortrudt.

Assist er spækket med godt humør, brede smil og stærke personhistorier, og det føles helt igennem meningsfyldt at være aktivt udrettende og opsøgende i et lokalområde – både som KFS’er og som kirke.

Man ville sikkert kunne lave en forholdsvis svulstig konklusion: Assist handler om tjenersind, at være ordets gørere, ikke blot dets hørere. Man kunne også bevæge sig i den mere banale ende af skalaen og synge i kor med Justin Timberlake: ”What goes around, comes around”.

Der er sikkert noget rigtigt at hente begge steder, men min egen erfaring er imidlertid forholdsvis umiddelbar: Man bliver bare glad i låget af at hjælpe andre mennesker. Og når man samtidig får lækker forplejning, hyggeligt lejrfællesskab og møder med mennesker, som har de mest utrolige historier (hvor kirken på en eller anden måde har spillet en rolle), er det svært ikke at være begejstret.

Som studerende spenderer jeg rigtig

mange timer på at bruge mit hoved, og jeg må erkende at også min kristentro i perioder bliver behandlet som en intellektuel disciplin, hvor de svære spørgsmål ikke rigtig bliver besvaret, og grublerierne hober sig op.

På Assist fik jeg lov til at erfare, at kristendommen måske fungerer allerbedst, når ordene og de kognitive udfoldelser udelades og erstattes af knofedt og hækklippere. Når jeg er til stede og møder mennesker med tid, interesse og en hjælpende hånd, får de måske en lille smag af evangeliet, og jeg får selv lov til at opleve, at taknemmelighed ikke behøver at være envejskommunikation.

99

10

TIL TRO · # 4 · 2015 · KFS’eren

KFS’eren Intens undervisning på STiK Sommerens STiK-lejr har igen sat gode tanker og samtaler i gang hos gymnasiale studerende. Læs her, hvad tre KFS’ere siger om lejren.

Rebekka Riis, HTX Sukkertoppen i København (til venstre) Hvordan har det været at være på STiK? ”Det er virkelig, virkelig fedt. Der er helt vildt meget åndeligt fællesskab, og der er også helt vildt godt fællesskab ellers. Og Gud har været nærværende her, synes jeg. Vi har virkelig sat Gud i centrum.

Vi havde en vidneaften, hvor der kom nogle vidnesbyrd, der i hvert fald sagde mig rigtig meget. Jeg har haft nogle samtaler med lederne, hvor det virkelig har sagt mig noget. Og talerne… Det har bare ramt rigtig godt ind.”

Dorthe Vestergaard Olsen, Frederiksborg Gymnasium og HF, Hillerød (midt for) Hvad har været det bedste ved STiK? ”Det må nok være det med, at der har været undervisning hele

tiden. Så man er bare blevet fyldt på med Gud, lige fra man stod op, til man gik i seng. Og så har det også været fedt, at vi har været et lille hold, så man kunne komme tæt på nogle mennesker og snakke sammen i forhold til, hvis det havde været en stor lejr, at det har været et lille fællesskab.

Andreas Nørgård Pedersen, Aarhus Katedralskole (til højre) Hvad tager du med herfra? ”Det har virkelig været en stor oplevelse for mig at komme på STiK. Jeg kan mærke, at jeg har rykket mig et godt stykke. Det, at det hele er så intensivt med undervisning, det gør på en måde, at de refleksioner, man har været igennem det sidste halve år, de kommer lige frem, og så får man lige de spørgsmål op at vende igen. Det har bare været fedt. Virkelig! Ja, det har bare givet mig meget.”

Tema: Natur Natur er et flertydigt ord. Dels kan det referere til det, som er ude i skoven, nede på stranden eller oppe i luften, men det kan også referere til det inderste væsen af noget. ”Guds natur er smuk” kan altså betyde to vidt forskellige ting. Samtidigt er der en sammenhæng mellem de to betydninger. Guds natur afspejler Guds natur, kan man sige.

Men også menneskets natur er interessant.

Hvad der kommer fra naturens hånd, og hvad der er kommet bagefter, står stadig til diskussion.

Og så er der alt det unaturlige og overnaturlige.

Særligt ét sted er Guds og menneskers natur samtidigt i spil. Nemlig i ham, som er både mand og Gud, Jesus. Marias søn og Guds søn.

Fra Nazaret og fra før tiderens morgen.

God fornøjelse!

12

TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Guds usynlige væsen Kan du genkende følelsen af inderligt at ønske, at du helt konkret og fysisk kunne se Gud? Gud har åbenbaret sig i historien, i naturen og i menneskets samvittighed, men det, vi ser, er hans usynlige væsen.

Af Christian Maymann, lærer på Luthersk Missions Højskole, christian@maymann.net Kan du se noget usynligt? I udgangspunktet er det naturligvis ikke muligt. Men ikke desto mindre, er det præcis det, Paulus hævder, når han taler om Gud. I Romerbrevet kapitel 1, vers 20 siger Paulus om Gud, at Guds ”usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger.”

Den første del af Romerbrevet handler om Guds dom over mennesker. Han indleder delen med at sige, at Guds vrede åbenbares over vores ugudelighed og uretfærdighed (kapitel 1, vers 18), og han afslutter afsnittet med at konstatere, at ”Hele verden står strafskyldig overfor Gud.” (kapitel 3, vers 20)

Den usynlige Gud har givet sig til kende gennem nogle synlige gerninger.

Et af de spørgsmål, der kan opstå i den sammenhæng er: Er det rimeligt, at Gud dømmer mennesker, der ikke ved, han findes?

Og er det rimeligt, at han dømmer menne-

sker efter en lov, de ikke vidste eksisterede?

Romerbrevet kapitel 1, vers 19-21 indgår som et svar på disse indvendinger. Det samme gør noget af det, han skriver i kapitel 2. Når Gud har vidnet om sig selv og vidnet om sine bud, så er Guds dom rimelig. Det svar rejser et nyt spørgsmål: Hvordan kan man se, at Gud har åbenbaret sig?

At se det usynlige Paulus tager udgangspunkt i, at det faktisk er muligt at erkende Gud. Man kan nemlig se hans usynlighed. Umiddelbart virker det meget besynderligt. Hvordan skulle man kunne se noget usynligt. Definitionen på, at noget er usynligt er vel netop, at det ikke kan ses. Ikke desto mindre er det, hvad Paulus hævder, og han udfolder faktisk også lidt af, hvad man kan se. Man kan se hans evige kraft, og man kan se hans guddommelighed.

Den måde, man kan se det på, er, at det ”kendes på hans gerninger.” Dermed forsvinder paradokset, som Paulus lagde op til: Hvordan kan man se noget usynligt?

Grunden er klar nok: Den usynlige har vist sig gennem sine gerninger. Vi kan ikke se Gud, men vi kan se, at han er der, og at han er Gud gennem de gerninger, som vi kan se.

Den usynlige Gud har givet sig til kende gennem nogle synlige gerninger.

Guds gerning i historien Hvad tænker Paulus på her? Det forklarer han faktisk ikke her. Men hvis man ser på nogle af de prædikener, han holder på sine missionsrejser, får vi en del mere at vide. Da Paulus prædiker blandt folket i Athen, er det en pointe for ham, at Gud har skabt alle folk, og at han styrer historiens gang.

En af de tekster, Paulus sandsynligvis har haft i baghovedet, da han skrev dette, er salme 19. Her siger David, at ”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk.” Her tænker han ikke kun på, at det er, hvad ”den troende” ser, for lidt længere nede i salmen siger David: ”Deres røst når ud over hele jorden, deres ord til verdens ende.”

Det andet sted, Gud har åbenbaret sig, er i historien. Her tænker jeg ikke på Israels historie, men på hans ledelse og styrelse af verdens gang.

Til de religiøse i Athen siger Paulus om Gud: ”af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo” (Apostlenes Gerninger kapitel 17, vers 27). Formålet med den måde at styre på er, at mennesker på den baggrund ”skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham.” (samme vers)

artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

Gud har åbenbaret sig i naturen Paulus siger til folkene i Lystra, at Gud har ”vidnet om sig selv ” (Apostlenes Gerninger kapitel 14, vers 17). Gud lader mennesker opleve en række velgerninger som vidnesbyrd om ham selv. Han peger på flere vidnesbyrd, Gud har givet om sig selv til mennesker.

Det første vidnesbyrd er naturens gang. At verden er skruet sådan sammen, at der er betingelser for føde til mennesker, er et vidnesbyrd om Gud. Paulus kalder det for ”regn fra himlen og frugtbare årstider” (samme vers).

Vores planet rummer de betingelser, der skal være til stede for, at vi kan leve her. Her kommer Paulus og de seneste ateistiske strømninger meget på kant med hinanden.

Den nye (og den gamle) ateisme vil bruge tilfældighedsbegrebet til at forklare, hvorfor der er betingelser for liv her. Her er Paulus’ teologi: Det er Gud, der har givet betingelserne for, at liv findes i denne verden.

I den nyere debat med nyateismen har kristne videnskabsfolk peget på, at den måde

vi har en moral, som de fleste vil hævde er universelt gældende? Paulus placerer begrundelsen for moralens gyldighed hos Gud selv: Han har skrevet den i vores hjerter.

Men hvis man så afviser Gud, kan man så have en gyldig moral? Hvordan kan man på den ene side afvise noget absolut og på den anden side fastholde en almengyldig moral?

Og hvordan kan man forklare, at der er så relativ ens moral rundt omkring? Når man læser Paulus, er svaret klart nok: Den sammenfaldende moral er udtryk for, at den er gudgivet i og med menneskets samvittighed. Gud har skrevet sine love ind i vores liv.

Her er også et af de større clash mellem den nye ateisme og Paulus’ tækning. Det spændende er nemlig, at den nye ateisme faktisk vil operere med en absolut moral uden en Gud, der kan sikre den. Og det viser sig faktisk ganske vanskeligt at argumentere for en absolut moral uden at have en Gud, der kan sikre den. Et bibelsk svar vil være: Det kan man heller ikke – eksistensen af en absolut moral vidner om en absolut Gud.

... det største fodaftryk i denne verden har Gud ikke sat på himlen, men i Jesus Kristus af Nazaret. vores univers er sat sammen på vidner om det, man kalder fin-tuning. Der er mange små detaljer, der skal passe sammen for, at livet kan findes – og de passer faktisk. Og balancen mellem de forskellige bestanddele af universet skal ikke skubbes meget, før livet umuliggøres. Denne fin-tuning vidner om, at der er en, der har fin-tunet det.

Gud har åbenbaret sig i vores samvittighed Et tredje sted, Gud har åbenbaret sig, er, at han har lagt sin lov i vores hjerte. Gud har skrevet den i hjertet på hedninger og i deres samvittigheder. Selve det, at mennesker er udstyret med en samvittighed og dermed muligheden for at kende godt og ondt, er også et vidnesbyrd om Guds eksistens.

Hvad er det, at mennesket har en moral, udtryk for? Og hvad er det, der gør, at

Naturen, historien og menneskets samvittighed bærer vidnesbyrd om Guds eksistens.

Hvorfor ser så få mennesker Gud? Hvis det virkelig er så indlysende, som Paulus skriver i Romerbrevet, så opstår spørgsmålet let: Hvorfor ser vi mennesker ikke det, der er så indlysende? Hvorfor findes der så mange, der forsker og undersøger naturen uden at finde Gud? Og hvorfor omvender folk sig ikke sådan uden videre, når naturens storhed går op for dem? Når Paulus skriver og siger, som han gør, burde der jo gå en motorvej fra de naturvidenskabelige fakulteter direkte til menighederne...

Hvis man ser godt efter i det, Paulus skriver i sammenhængen, får vi faktisk en forklaring

på, hvorfor denne motorvej ikke findes.

Den første grund er, at mennesker undertrykker denne erkendelse. Paulus siger, at mennesker undertrykker erkendelsen af Gud ”med uretfærdighed” (Romerbrevet kapitel 1, vers 18). Det er, som om menneskers levemåde blænder dem for Guds eksistens.

De har faktisk erkendelsen af Gud, men de undertrykker den.

Den næste grund finder vi i samme afsnit. Menneskets afvisning af Gud er ikke en statisk størrelse. I vers 21 forklarer Paulus, at menneskets afvisning af Gud førte dem ind i en proces, der forklarer noget af denne manglende erkendelse af Gud. Paulus siger først, at skønt mennesker kendte Gud, så ville de ikke ære og takke ham. Det fik fatale konsekvenser for dem: Deres tanker endte i tomhed, og deres hjerte blev formørket.

Denne afvisning tager mennesker som udtryk for visdom, men i praksis var den det modsatte: De blev tåber. Her er der en væsentlig pointe: Menneskets afvisning af Gud har medført en ødelæggelse af muligheden for at erkende ham. Det er en væsentlig forklaring på, hvorfor mennesker nok kan se skaberværket, men ikke kan se skaberen.

Gud har vist sig. Han har skrevet tegn på sin eksistens ind i vores hjerter, og han har skrevet dem på himlen. Men det ser ud som om, at rigtig mange mennesker stirrer på himlen – og de ser ingenting, fordi deres hjerte er blevet formørket. Derfor må vi hjælpe vore medmennesker (og os selv) ved at pege på eksistensen af dem – og pege på, at det største fodaftryk i denne verden har Gud ikke sat på himlen, men i Jesus Kristus af Nazaret.

13

14

TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Overgået af naturen Hvad har en kristen mand, der lever af at beskue Guds skaberværk med videnskabelige briller at sige om naturen?

Af Bernd Heinrich, cand.polyt., Ph.D., bernd@heinrich.dk Den verden, vi lever i, består af rigtig meget natur. Naturen er smuk, voldsom, frygtindgydende, livgivende og meget kompleks – og derfor svær at kopiere eller forbedre.

På det seneste har vi også fundet ud af, at naturen kan være sårbar.

Engang var alt natur. Efterhånden har mennesker skabt alternativer til natur: Hightech løbetrøjer supplerer bomulds T-shirten, betonbyggeri vinder over træhytten. Men det er stadig federe at røre ved et rosenblad, at svøbe sig i silke end at ae en betonflise, trække i neopren dragten. Sidstnævnte er dog rigtig god, når man skal dykke i koldt vand.

at ligne primitivt ragelse, en robot til at ligne ynkelig junk.

I naturen hænger tingene sammen. Vores afstikkere ind i den syntetiske verden fører os som regel tilbage til det mere naturlige, fordi vi føler os mere hjemme der. Vi er skabt til det naturlige og hænger sammen med naturen.

I den fascinerende storby er det parkerne, der tiltrækker folk, der vil slappe af. Uden parker er der trist. Vi må indrømme, at naturen er overbevisende god for mennesker at være i, kigge på og bruge. Den flotteste skyskraber kan alligevel ikke konkurrere med at se på himlen gennem en trækrone.

... Gud har skabt naturen omkring os og mennesket i den, så er Gud også vores inspirationskilde til det liv, vi skal leve.

Naturvidenskaben undersøger naturen for at lære af den. Vi er blevet gode til at forstå og udnytte sammenhænge i naturen. Samtidig er naturen udgangspunkt for det meste naturvidenskabelige forskning og udvikling.

Det er svært at finde ligeværdige menneskeskabte alternativer til det, naturen kan give: Marmelade af hindbær er nu engang bedre end det syntetiske alternativ, selvom de syntetiske smagsstoffer er naturidentiske.

Kroppens interne kommunikationssystem er mega avanceret og ikke tilnærmelsesvis fuldt forstået. Det får en supercomputer til

Naturen inklusive mennesker inspirerer os.

Er der andet? Det er i hvert fald ikke mobiltelefonen eller Punto’en i garagen.

Paulus hævder, at Gud er synlig i naturen. Så er det jo Gud selv, der inspirer os gennem sit skaberværk, naturen med mennesket som en integreret del. Det er en tanke, man næsten kan røre ved: Fordi Gud har skabt naturen omkring os og mennesket i den, så er Gud også vores inspirationskilde til det liv, vi skal leve.

Måske vil nogen sige: Naturen er fantastisk, ja! Men bare fordi vi endnu ikke forstår

os fuldt ud på alt det, der foregår i den, betyder det jo ikke, at Gud står bag. At operere med Gud som skaber svarer bare til en antagelse om, at livet oprindeligt kom fra det ydre rum, en bekvem løsning på vores forståelsesproblemer, der ikke kan efterprøves.

Over for denne påstand står rosenbladet, silken, medlidenhed, kærlighed, som taler deres eget sprog. Paulus siger ligefrem, at vi er uden undskyldning for ikke at anerkende Guds storhed, som vi kan se i naturen. Det hævdes af og til, at selve den naturvidenskabelig metode udelukker at operere med Gud som skaber af det hele. Det har jeg aldrig forstået. Udgangspunktet fra Gud er jo ikke spor begrænsende for nysgerrigheden eller trangen til at belyse og forstå lidt mere. Som forsker ser man ofte på en meget lille del af et hele. Ingen totaloplevelse her; men masser af arbejde! Forskningsresultater er fragmenter, der skal stykkes rigtigt sammen for at kunne udnyttes eller give ny indsigt.

Men metoden kan altså ligeså godt føre til samme konklusion, som Paulus fremsætter.

Selv det, vi forstår af naturen, overgår jo langt det, vi selv kan finde på.

Er naturen så perfekt for os mennesker?

Ikke ubetinget. Naturen er også farlig og kan slå os ihjel i jordskælv og uvejr. En lille smule utilregnelig kan man vel sige, akkurat ligesom vi selv kan være det. Det er simpelthen et livsvilkår. Det bør ikke forhindre os i at se vidnesbyrd om Gud i den natur, der omgiver os. Det er ikke altid nemt, men Paulus har en stærk sag.

artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

Køn er en konstruktion Vi er en del af et samfund, hvor idéen om køn konstant bliver udfordret. Er køn noget naturgivent eller er det en social konstruktion? Er der kun de to muligheder?

Af Anna Stølen Due, psykologistuderende, annastoelen@gmail.com

Forleden dag spurgte jeg min morfar – som har fire børn - om han nogensinde har skiftet en ble. Han svarede grinende: ”Nej, stort set ikke. Kun når det var højst nødvendigt.”

Min morfar er fra en tid, hvor kønsrollerne var givet på forhånd. Min mormor stod for de ”kvindelige” ting som husholdning og børnepasning, mens min morfar lavede det ”mandlige” arbejde i marken.

Nyere kønsteori – køn som en social konstruktion Inden for nyere kønsteori tager man afstand fra en mere traditionel opfattelse af køn som biologisk betinget, og det er en ud-

bredt antagelse, at køn er socialt og kulturelt konstrueret. Kønnene forstås som mere frigjorte fra deres biologiske udgangspunkter og mere ligestillede, end de historisk set har været tidligere. Fra dette socialkonstruktionistiske perspektiv mener man, at køn skal forstås diskursivt. I enhver kultur er der forestillinger om og forventninger til, hvordan man kan opføre sig som henholdsvis mand og kvinde. En given kønsdiskurs er med til at påvirke den måde, vi tænker køn på og dermed også vores livspraksis som henholdsvis mand og kvinde. At være stærk – både fysisk og psykisk – kan eksempelvis betragtes som et mandligt ideal. Der

er en kulturel forventning om, at en ”rigtig” mand er stærk. Hvis en mand ikke lever op til dette ideal og fx græder, kaldes han måske en tøsedreng. En sådan formulering kan siges at afspejle en forestilling om, at følsomhed er noget feminint. Modsat vil man ofte sige, at en pige, der spiller fodbold og klatrer i træer, er en drengepige. Dette er også et eksempel på, hvordan vi forbinder en særlig adfærd med det ene køn frem for det andet, og at disse forestillinger om særligt kønnede egenskaber kommer til udtryk sprogligt. En væsentlig pointe inden for det socialkonstruktionistiske perspektiv er, at disse opfattelser og forventninger til, hvad

15

16

TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

der er særligt feminint og maskulint ikke er endegyldige sandheder. De er sociale og kulturelle konstruktioner, som afhænger af kontekst, tid og sted. Det at se køn som en social konstruktion er et forsøg på at gøre op med kønsdeterminismen, og kønsrelaterede problemstillinger forstås altså ikke som statiske, biologisk begrundede størrelser, men som problemstillinger, der kan ændres.

gangspunkt er, at Gud har skabt mand og kvinde på lige fod – som to mennesker, der sammen afspejler Gud. Ifølge Bibelen er køn altså ikke blot en social konstruktion, men en guddommelig konstruktion – et skaberværk. Man kan derfor fra dette perspektiv kritisere nyere kønsteori for at underkende de biologiske forskelle på kønnene og for at relativere noget, som der er en højere

Ifølge Bibelen er køn altså ikke blot en social konstruktion, men en guddommelig konstruktion – et skaberværk Opfattelsen af køn som en social konstruktion har vundet indpas på flere kanter. Europarådet har i en nyere konvention defineret køn som: ”[…] de socialt konstruerede roller, opførsler og egenskaber, som et givent samfund finder passende for mænd og kvinder”.

I vores naboland Sverige har man på baggrund af en socialkonstruktionistisk kønsforståelse ligeledes etableret kønsneutrale børnehaver. Her forsøger man at undgå, at børnene bliver begrænset i deres udfoldelse ved at blive puttet i særlige kønsstereotype kasser og kategorier. De skal have frihed til at vælge selv. Man forsøger blandt andet at neutralisere kønnene ved at erstatte betegnelserne han og hun med betegnelsen hen.

Disse tendenser kan siges at være i tråd med en senmodernistisk tendens til at afvise, at noget skulle være givet på forhånd. Alt skal være et frit og personligt valg for det enkelte menneske.

Køn som en guddommelig konstruktion Hvordan kan vi fra et kristent perspektiv forholde os til forestillingen om køn som en social konstruktion? Det grundlæggende budskab i Bibelen er, at alle mennesker har værdi. I Første Mosebog, kapitel 1, vers 2627 står der følgende: ”Gud sagde: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! […] Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” Det kristne ud-

mening bag. Måske er der netop en dybereliggende visdom bag vores forskelligheder.

For at et nyt liv kan blive til, skal vi – med vores forskelligheder – smelte sammen og blive ét. Ud af komplementariteten opstår liv. Man kan sige, at der i forskelligheden måske opstår en forbundethed – for hvis vi slet ikke er forskellige, har vi så brug for hinanden?

Netop det relationelle aspekt er en rød tråd gennem hele Bibelen. Manden og kvinden skabes for Gud og for hinanden. Ja, forholdet mellem mand og kvinde bliver endda et gennemgående billede – en analogi – på forholdet mellem mennesket og Gud. Bibelen fornægter altså ikke det relationelle aspekt – tværtimod. Vi er skabt som relatio-

til at skabe det modsatte. Fx er mænd – fysisk set – stærkere end kvinder, hvorfor de kan have nemmere ved at lave hårdt fysisk arbejde. Det ville være paradoksalt og ufrit, hvis kvinder – i ligestillingens og kønsneutralitetens navn – skulle lave samme type fysisk krævende arbejde som mænd, blot fordi vi ikke vil anerkende, at der er biologiske forskelle på mænd og kvinder. Hvis vi ganske enkelt ikke må have lov til at vælge det, som føles mest naturligt – fordi det er kønsladet – reduceres friheden.

Ligeledes kan ønsket om at give børn frihed til at vælge køn virke som et sympatisk projekt, idet man forsøger at undgå, at dem, der ikke passer ind i de præfabrikerede kasser, føler sig stemplet som afvigere og dermed forkerte. På den anden side kan man forholde sig skeptisk til, hvorvidt det kønsneutrale ord hen kun skaber en positiv frihed. Der er ingen tvivl om, at vores sprog er med til at forme den måde, vi tænker og opfatter verden på, men man kan forholde sig kritisk til, hvorvidt det at lægge restriktioner på børnenes sprog opleves frit for disse børn. Man risikerer, at et af de mest grundlæggende særpræg ved børnene – som mange børn netop er optaget af i de år - bliver udvisket og underkendt. Hvordan opleves det mon for et barn, når det erfarer, at det rent fysisk ser forskelligt ud fra et andet barn, men ikke rent sprogligt kan

Ved at hvile i at vi er mænd og kvinder, kan vi bruge vores mentale energi til at være noget for vores medmennesker. nelle væsener, der præger og bliver præget af hinanden. Som Bjørn Eidsvåg synger: ”Jeg bliver til mig i mødet med dig”. Kønnet og kønsforskellen er ikke ligegyldig.

Frihed eller begrænsning?

Man kan også kritisere det socialkonstruktionistiske perspektiv for at reducere vores oplevelse af frihed. Selvom intentionen er at skabe større frihed og fleksibilitet, så kan dette perspektiv paradoksalt nok være med

kategorisere den forskel og dermed skabe mening i sin opdagelse?

Jesus siger: ”I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” ( Johannesevangeliet kapitel 8, vers 32). Fra et kristent perspektiv er sandheden den, at vi er skabt som mand og kvinde, og der kan være noget frigørende i at vide, at det er sådan, det er. Vi lever i en tid med uanede muligheder. Vi kan skifte studie, job, bopæl, partner, venner med videre, og fleksibilite-

artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

ten er enorm. Alt dette er spændende, men det kan også være stressende, fordi alt, der er til debat og forhandling, kræver mental energi og refleksion. Det kan gøre os ambivalente, usikre og stressede. Hvis vi så oveni købet også skal forholde os refleksivt til vores køn og dermed også skal forholde os til noget, der tidligere har været en tryg og tydelig identitetsmarkør, kan forvirringen blive total. Jesus udstikker mange steder retningslinjer for det gode liv og siger noget om, hvad der ikke er godt for mennesket.

Selvom dette kan lyde begrænsende, så kan man også tolke det anderledes: at begrænsning er en forudsætning for frihed. At det er i nogle tydelige rammer, at vi trives bedst og oplever mest frihed. Det at være sig sit køn bevidst kan være en identitetsmarkerende begrænsning, som reducerer refleksivitet og dermed optimer tryghed og frihed. Ved at hvile i at vi er mænd og kvinder, kan vi bruge vores mentale energi til at være noget for vores medmennesker. I stedet for at pille i egen navle, kan vi begynde at vende blikket udad: mod de syge, ressourcesvage og fattige.

Ikke et enten-eller Debatten om, hvorvidt køn er en social konstruktion eller noget naturligt, minder på nogle måder om den debat, der handler

om, hvorvidt vores liv er betinget af arv eller miljø. Ofte giver denne type debatter anledning til, at man tænker enten-eller: at man kun kan tillægge den ene faktor betydning.

Men det behøver ikke at være enten-eller.

Det behøver ikke at være modsætningsfyldt at forstå køn som en social konstruktion – det kan bare ikke forstås alene som sådan.

Kønnet kan siges at være en biologisk faktor, som både er gudsskabt og gudsvillet parallelt med, at vores kønsopfattelse kan være

... Gud har ønsket, at vi skulle have et køn præget af sociale og kulturelle tendenser.

Vi er stærkt påvirkede af biologiske forhold som fx hormoner og gener. Ligesom vi også er påvirkede af det samfund og den kultur, vi lever i, og den opdragelse, vi får. Man kan komme til at overse kompleksiteten, hvis man blot forstår køn som en biologisk størrelse uden at medtænke det sociale aspekt, og ligeledes hvis man blot forstår køn som en social konstruktion uden at medtænke biologien. Det bliver en reduktionistisk opfattelse af, hvad et menneske er.

Forskellige kønsroller er ikke i sig selv problematiske, men de kan blive problematiske, hvis de bliver værdsat forskelligt, og

hvis mennesket bliver fastlåst i uhensigtsmæssige kønsroller med henvisning til, at det er det naturlige. Der er gennem tiden blevet sagt mange nedladende ting om kvinder, som har været uværdigt for den kristne kirke, og som har præget generationer af kvinder. Samfundsstrukturen har historisk set været mandsdomineret, og man har blandt andet hentet sin begrundelse i biologiske og naturalistiske forklaringer. Det socialkonstruktionistiske perspektiv kan hjælpe os til at forholde os kritisk og nuanceret til vores egne normer og selvfølgeligheder, og hvorvidt de er meningsfulde eller ej. Et socialkonstruktionistisk perspektiv kan give anledning til, at vi bliver mere bevidste om, hvad der præger os, og det giver os mulighed for, at vi kan tænke og handle anderledes. For det, vi er bevidste om, kan vi gøre noget ved, mens det vi ikke er bevidste om, gør noget ved os.

Parallelt med dette – ikke i modsætning til – er det godt at tænke på, at Gud har ønsket, at vi skulle have et køn, og han har ønsket, at vi skulle hvile i og være stolte af vores kønsdefinerede identitet. Han har ønsket, at der skulle være mænd og kvinder, og at der skulle være forskelle imellem os. For det er, når forskelle mødes, at der opstår liv.

Se det er en køn tanke.

17

18

TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

En naturstridig gåtur I løbet af de næsten elleve år, jeg har været engageret i kristent arbejde, dukker et bestemt type spørgsmål op igen og igen: Tror du på mirakler? Tror du virkelig, at Gud er i stand til – og vil – række ind i vores lille verden og rent faktisk ændre noget?

Jim Pfrogner, ungdomskonsulent i IMU, jim@imu.dk Selvfølgelig kan man tro, at der er en Gud. Det er fint. Hvad du ønsker at tro på, generer ikke nogen. Men hvis du tror, at denne Gud virkelig er i live og rent faktisk viser sig… hvordan kan det lade sig gøre?

Tror jeg virkelig, at Gud handler i verden på samme måde, som han gjorde i Bibelen?

Ja. Ja jeg gør. Tror jeg virkelig, at han gør fantastiske og naturforandrende ting i dag, ting vi virkelig kan se og opleve? Jep. Jeg tror også, at vi er blevet et folk, der er både utroligt generte ved at tale om ting, som Gud gør i vores liv, mens vi samtidig er meget skeptiske over for andres vidnesbyrd om, hvad de har oplevet, især når det involverer Gud. Vores skepsis Vi er kommet til et punkt i vores samfund, og i den danske kirke generelt, hvor det er meget svært at tro på mirakler. Vi er bange for fortælle om det, vi ser, fordi de vil synes,

Vi har brug for at huske, at Gud ikke gik på pension, efter han oprejste Jesus fra døden vi er sindssyge, eller gøre grin med os. Hvis vi hører om mirakler fra andre, har vi svært ved at tro på det. Og lige her har vi en god begrundelse for, hvorfor vi har brug for et

magasin som dette, fyldt med artikler om, hvad Gud har gjort og gør. Vi har brug for at huske, at Gud ikke gik på pension, efter han oprejste Jesus fra døden (selvom det må have været fristende ). Han er levende og i stand til at gøre, hvad han altid har gjort, i dag, og han handler både åndeligt og fysisk i alle troendes liv.

Bøn i Etiopien Jeg har personligt haft det privilegium at se nogle virkelig utrolige ting fra Gud i de 34 år, jeg har eksisteret. En af de oplevelser, jeg aldrig vil glemme, og som jeg ikke kan bortforklare, skete for mig, under en gåtur på vej hjem fra kirke i Viborg i april 2013. I januar det år var jeg så heldig at lede en gruppe IMU’ere (Indre Missions Ungdom) til Etiopien. Vi tog derned for at lære Mekanu Jesus Kirke, der er en af de hurtigst voksende lutherske kirker i verden, at kende. Vi ønskede at lære af deres tro og blive inspireret af den måde, de lovpriste, bad til og var sammen med Herren. Vi ønskede at tilbede og bede sammen med dem samt se deres fantastiske land.

Det, som slog mig mest ved hele turen, var måden, de bad til Gud på. Det lyder så simpelt, men for dem betød det at give tiende (en udbredt praksis blandt kristne i hele verden, der næsten altid fortolkes som at give 10 procent af sine penge til kirken)

også at give 10 procent af deres tid. At være kristen betød at bede mindst to og en halv time om dagen. Hver dag. Og hvilken bøn!

Jeg hentyder ikke til noget bestemt de gjorde fysisk. De bad simpelthen bare til Gud og forventede et svar uden at kræve et svar. Da jeg spurgte præsten, hvad de gjorde, når de bad til Gud uden at få svar, kiggede han forvirret på mig og svarede ganske enkelt: ”Så beder jeg igen.” Denne forståelse af bøn som det at snakke til en far, der lytter, som er aktiv og i stand til hvad som helst, forandrede den måde, jeg beder på.

En gåtur i Viborg I april 2013 besluttede jeg at gå fra mit hus i Viborg til Domkirken. Det er en firekilometers tur, jeg går en til to gange om måneden for at snakke med Gud eller klare hovedet eller bare for at nyde det gode vejr. På denne dag var himlen klar, solen lys og vejret varmt.

Jeg nød min gåtur og min bedetid i kirken, og da jeg bagefter gik opløftet ud af bygning for at gå hjem, lagde jeg mærke til noget. Mørke skyer, store tunge regnskyer kom tættere og tættere på, og jeg var overbevist om, at jeg ikke havde nogen chance om at nå hjem, før de ramte mig.

Jeg havde en læderjakke på, normalt tøj og nye sko. Jeg havde hverken regntøj eller paraply, og jeg kunne allerede se mig selv fuldkommen gennemblødt og jakken øde-

artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

lagt. Jeg kom pludselig i tanker om min tid i Etiopien, og hvad de ville have gjort, og besluttede at bede til Gud om hjælp. I Etiopien opfordrede de til, at man var konkret i sin bøn og ikke bare sagde ”Gud hjælp mig.”

Fortæl ham i stedet, hvad du ønsker skal ske, og lad så ham tage den derfra. Vov at bede, men vær tydelig i ,hvad du beder om.

På den måde er det langt lettere at se, hvor-

vred. Jeg begyndte at råbe ad Gud, en sur toårig, der ikke forstår, hvorfor han ikke kan få slik, før han skal i seng. Jeg råbte: ”Jeg ved, du kan gøre det. Det er ikke svært for dig at få mig tør hjem. Kom nu!”

Jeg håbede mismodigt, at en forbipasserende cyklist ville stoppe op og tilbyde mig en paraply eller måske et lift, men nej, intet af den slags skete, og jeg fortsatte med at

Gud havde ikke bare lyttet til min bøn, han havde gjort det på en sådan måde, at jeg ikke ét sekund kunne være i tvivl om, at det var ham. dan han svarer. Jeg begyndte at tænke på, hvad jeg skulle bede om. Jeg ønskede ikke bare hjælp, jeg ønskede at komme tør hjem.

Jeg er ikke imod regn som sådan, vi har brug for regnen. Jeg ønskede bare ikke at stå ude midt i det og blive gennemblødt og muligvis syg.

En konkret bøn Så jeg vendte mig mod Gud og bad: ”Far, vil du ikke nok lade mig komme tør hjem? Bevar mig fra at blive gennemblødt af denne regn. Jeg ved, at du kan gøre dette. Hvordan, er op til dig. Amen.” I det øjeblik begyndte jeg at gå hjem i forventning om, at skyerne på mirakuløs vis ville spredes. Det gjorde de ikke, de blev større og kom tættere på.

Jeg gik videre og ventede i forhåbning om, at der, mens jeg nærmede mig den vej, der leder væk fra kirken, ville komme nogen og give mig et lift hjem… det gjorde der ikke.

Jeg så til, mens regnen kom tættere og tættere på, jeg kunne faktisk se vandmuren komme i retning af mig. Jeg havde intet sted at gå hen, intet læ. Jeg begyndte at blive

nærme mig regnen. Den begyndte langsomt med store dryp her og der. Jeg kunne høre dem slå mod fortovet og forme mørkere pletter på vejens sorte overflade. Og så var jeg midt i stormen og kunne mærke den slå mod mig. Jeg var en blanding af modløs og vred, men også accepterende. Det var en åndssvag bøn, tænke jeg. Selvfølgelig vil Gud ikke ændre på vejret, fordi én idiot ikke har fået sin regnjakke på.

En møgunges bønnesvar Mens jeg tænkte dette, opdagede jeg noget… Jeg blev ikke våd. Jeg stod her midt i en kraftig storm…jeg blev overhovedet ikke våd. Regnen prellede af på mig. For det var ikke længere regn. Det var hagl. Jeg stod midt i en kraftig storm… og jeg var fuldstændig tør. Regnen havde ændret sig til hagl, netop som den ramte mig. Gud havde ikke bare lyttet til min bøn, han havde gjort det på en sådan måde, at jeg ikke ét sekund kunne være i tvivl om, at det var ham. Jeg begyndte at grine. Dybt og højt. Jeg stod midt på fortovet, midt i en kraftig storm,

og grinede og grinede. Et ældre ægtepar, der klyngede sig sammen under en paraply, så mig og gik øjeblikkeligt over på den anden side af vejen for at komme væk fra den vanvittige person, der stod og grinede midt i stormen. Alligevel kunne jeg ikke stoppe.

Det var ikke det, at Gud havde lyttet til mig og handlet til min fordel, der overvældede mig. Det var det, at han gjorde det, mens jeg var sådan en møgunge, mens jeg bad om noget temmelig egoistisk. Det var som om, han gjorde det for at sige: ”Hey, jeg hører alle de ting, du siger, og tro det eller lad være, jeg bekymrer mig faktisk om, hvad du ønsker. Så højt elsker jeg dig. Så stor er jeg.

Jeg er den store JEG ER.” Jeg tror på mirakler. Jeg tror, at Gud kan, vil og har gjort større ting end dette, og han gør det hele tiden. Jeg tror, at vi har brug for at turde bede ham om det, vi har på hjertet, turde blive ved med at bede og turde fortælle andre, hvad han gør i vores liv.

19

20

TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Jesu almagt og afmagt Jesus Kristus er både Gud og menneske samtidig. Problemet med dette er, at for den menneskelige snusfornuft kan det ikke lade sig gøre. Man kan ikke være både almægtig og afmægtig samtidig. Man kan være begrænset i sin magt. I så fald har man nogen magt, men ikke al magt.

Af Peter Olsen, Cand.theol. Ph.D., po@dlm.dk Siden den sene oldkirke har vi formuleret det sådan: Jesus har to forskellige naturer, men han er kun én person. Den Athanasianske Trosbekendelse fra omkring år 500 sammenligner Jesu to naturer med et menneskes sjæl og legeme: ”Som den fornuftige sjæl og legemet er ét menneske, sådan er Gud og menneske én Kristus.” (stk. 35) Ethvert menneske består jo af to meget forskellige dele; nemlig en legemlig del og en ikkelegemlig del. Men disse to meget forskellige naturer i mennesket udgør til sammen kun én person. Det forholder sig ikke sådan, at jeg kun er min sjæl, og at denne sjæl så bor i et legeme. Nej, jeg er både min sjæl og mit legeme.

På samme måde er Bibelens Jesus både guddommelig og menneskelig. Det vil sige, at

Var han kun et menneske, kunne han ikke frelse dig fra Guds dom. Var han ’kun’ Gud, kunne han ikke dø. han har alle de guddommelige egenskaber: Almagt, alvidenhed, allestedsnærvær, evighed og så videre. Men samtidig har han også alle menneskelige egenskaber: Han har begrænset magt og viden, og han er afgrænset af både rum og tid. Det er på denne dobbelte måde, vi møder ham i evangelierne.

Snart får vi det indtryk, at Jesus ved alt og kan alt. Han siger da også om sin egen evighed: ”Jeg er, før Abraham blev født” ( Johannesevangeliet kapitel 8, vers 58). Snart får vi det modsatte indtryk: Jesus sulter, lider og dør, og hvis han vil fra Jerusalem til Betania, må han spadsere de tre kilometer på landevejen.

Gud eller menneske?

Efter sin undfangelse i Jomfru Maria er Guds Søn også Menneskesønnen. Guds Ord blev virkelig kød og tog bolig iblandt os ( Johannesevangeliet kapitel 1, vers 14). Men det er sket ”ikke ved, at guddommen har forvandlet sig til kød,” som Den Athanasianske Trosbekendelse siger (stk. 33). Der skete derimod det, at Guds evige Søn antog sig menneskelig natur. Han fandtes nemlig, før han blev kød. Med et latinsk udtryk kalder vi dette for inkarnationen (in carno, ’i kød’).

Vi må skelne mellem tre ting i den inkarnerede Jesus Kristus: 1) Personen, 2) den guddommelige natur og 3) den menneskelige natur.

Før inkarnationen fandtes personen.

Han er og har altid været den evige Gud selv.

Denne person havde guddommelig natur fra evighed af. Men i tiden antog han sig desuden menneskelig natur. Da opstod den paradoksale situation, at den Almægtige antog sig afmagt, mens han samtidig bevarede sin almagt. Den Alvidende antog sig uvidenhed, men han bevarede samtidig sin alvidenhed.

Den Allestedsnærværende antog sig lokal

afgrænsning, men bevarede samtidig sit allestedsnærvær. Der er altså ikke to personer; en guddommelig og en menneskelig, i samme krop. Nej, det er én og samme person, der samtidig er guddommelig og menneskelig.

En middelalderlig hymne formulerer det sådan: ”Født er han ved midnatstid, skabte sol og måne, han, som ejer verden vid, hus i stald vil låne; han, som på skyerne ager blandt stjernerne, svøbes som de spæde!

Ham, som på dommedag taler med tordenbrag, nu man hører græde!”

(Den danske Salmebog nummer 107, vers 2).

Paradokset Her har vi paradokset: Jesus Kristus er samtidig den almægtige Skaber og det afmægtige spædbarn. Han er samtidigt den, ”der fylder både himmel og jord” ( Jeremias’ Bog kapitel 23, vers 24), og den, der ligger i en krybbe med våd ble.

Det var din Herre og din bror, der døde for dig på Golgata. Var han kun et menneske, kunne han ikke frelse dig fra Guds dom.

Var han ’kun’ Gud, kunne han ikke dø.

Hvis vi skal forstå evangeliernes beskrivelse af Jesus, må vi fastholde denne spænding mellem almagt og afmagt, alvidenhed og uvidenhed og så videre. Dette kan vi ikke

artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

tænke os frem til, for den menneskelige fornuft stritter imod af al magt. Derfor må vi tro det på Den hellige Skrifts autoritet.

Tror vi dette, er vi på vej ind i en tankeverden, der sprænger alle vore kategorier og fører os dybere og dybere ind i Guds tanker, som er langt over vore forudfattede meninger om tilværelsen.

Det er blevet sagt, at al teologi er kristologi. Det vil sige: Hvis du skal lære at tænke Guds tanker, må du begynde med læren om Kristus. Det er vejen ind i Bibelens paradoksale struktur.

Naturernes enhed Det næste, som Bibelen lærer dig om Kristus, er, at enheden mellem hans to naturer blev stadigt mere integreret, mens han levede her på jorden. Vi formulerer det gerne sådan, at udvekslingen af egenskaber mellem de to naturer ikke blev tilendebragt ved hans undfangelse. Vi hører om Guds evige Søn, at han ”blev stærk og fyldt med visdom” (Lukasevangeliet kapitel 2, vers 40). ”Jesus gik frem i visdom” (vers 52). Vi hører om den syndfrie, at han lærte lydighed af det, som han led (Hebræerbrevet kapitel 5, vers 8).

Disse ting siger vi om ham på grund af hans menneskelige natur, for som Gud kan han ikke blive stærk. Som Gud kan han ikke blive fyldt med visdom eller lære lydighed.

Alt dette havde han på forhånd. Men som

skelige natur kunne han gå frem i styrke og visdom, indtil han også som menneske var fuldt ud almægtig og alvidende.

Udvekslingen af egenskaber mellem Jesu to naturer kulminerer med hans død og opstandelse. Derfor er det først efter opstandelsen, han siger: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden” (Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 18). Det var som menneske, han blev givet denne magt. Som Gud havde han den hele tiden. Samtidig fastholder vi, at der kun er én gud-menneskelig person.

Noget lignende gælder Jesu Kristi allestedsnærvær. Inkarnationen ophørte ikke med Jesu himmelfart. Han er fortsat både vores Herre og vores bror, både Gud og menneske.

Men fordi udvekslingen af egenskaber nu er bragt til ende, har hans menneskelige natur nu del i alle guddommelige egenskaber. Jesus er derfor allestedsnærværende ikke bare som Gud, men også som menneske.

Dette er baggrunden for læren om Jesu legemlige nærvær i nadverens brød og vin. I nadveren kommer vores Herre og vores bror til os og forener sig inderligt med os. Dette gør han ikke bare, når vi hører om ham eller tænker på ham, men også når vi spiser og drikker hans virkeligt nærværende legeme og blod. Jesus kommer konkret og håndgribeligt til os. Det skal vi tænke på og takke ham for, så vi ikke forsynder os mod Herrens legeme og blod (Første Korintherbrev kapitel 11, vers 27-32).

Inkarnationen ophørte ikke med Jesu himmelfart.

Han er fortsat både vores Herre og vores bror, både Gud og menneske. menneske kunne han vokse både i styrke, i erkendelse og på mange andre måder. Alligevel fastholder vi, at der helt fra inkarnationen kun var én Jesus Kristus. Det var altså ikke bare ’mennesket i ham’, der blev fyldt med visdom. Bibelen siger disse ting om hele personen. På grund af sin guddommelige natur var han almægtig og alvidende lige fra starten. Men på grund af sin menne-

Han kommer også til os, når vi læser i Bibelen, når vi lytter til en sund forkyndelse, når vi samles til samtale, bøn og sang, for ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matthæusevangeliet kapitel 18, vers 20). Og så bor din Herre og din bror i dit hjerte, når du tror på Ham (Efeserbrevet kapitel 3, vers 17).

21

22

TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Gennem indre og ydre landskaber For fire år siden rejste jeg til Spanien for at gå på den spanske Camino. Fuld af forventning, spænding og uvidenhed drog jeg af sted på en færd, der skulle vise sig at blive en ny åbning for indsigt, fred og åndelige rytmer.

Af Anika Follmann, kandidatstuderende i socialt arbejde, anikafollman@gmail.com Caminoen tilbød en for mig hidtil ukendt retræteform – pilgrimsvandringen – der siden er blevet en tilbagevendende begivenhed i mit liv.

El Camino – en vej til Gud El Camino betyder vejen på spansk. Op igennem historien har et utal af kristne pilgrimme gået denne vej, der er en fysisk vej igennem landskaber og en indre åndelig vej. For mig er pilgrimsvandringen blevet en vej for tilbagetrækning fra hverdagens støj, forbrugerisme og høje tempo. Med et minimum af oppakning og en daglig rutine, der gentager

Ligesom solen hver dag kommer og varmer mig, oplever jeg, at Jesus kommer og går sammen med mig og forløser sin glæde og frihed over mig sig dag efter dag, bliver Caminoen en vejviser til enkelthed, stilhed og bøn. På vandringen igennem byer og dale, bjerge og skove bliver jeg tømt og oplever skridt for skridt at gå hverdagen af mig. Som en slags åndelig udrensning. Ved at gå den ene kilometer efter den anden kommer jeg i kontakt med min krop og mit sind, og jeg bliver ledt til en

indre ro og fred – dér i bevægelsen, rytmen og friheden møder jeg Gud. Når tankerne får frit løb og dagens daglige arbejde så at sige bliver at gå, etableres der naturlige rytmer og discipliner, der skaber rum for fordybelse, ny indsigt og åndelige erfaringer. Jeg bliver stille i mit sind, stopper op ved umiddelbare indfald og lytter til Gud. En beretning fra Caminoen Det er tidlig morgen, alt ånder fred og ro. Jeg har pakket min sovepose sammen og snøret vandreskoene. Selvom klokken endnu ikke er 6.30, er jeg den sidste, der forlader herbergets sovesal. Det bliver en varm dag ligesom i går, hvor solen bagte ned fra en skyfri himmel. Hver morgen er det udsigten til morgenkaffe, der får mig i gang. Mine morgener er lidt tunge. Som om der hviler en skygge over mig. Jeg kan være præget af ambivalens, modløshed, kedsomhed eller ensomhed. Men hen på de sene morgentimer begynder det at lysne i mit sind.

Ligesom solen hver dag kommer og varmer mig, oplever jeg, at Jesus kommer og går sammen med mig og forløser sin glæde og frihed over mig. Forude venter en dag med nye landskaber, Ånden indgyder nyt håb, og jeg lader mit sind fyldes af disse linjer: Ja, en gang mine øjne skal se kongen i hans pragt, tilbede i hans tempelhal han nåde og hans magt.

I et krystalklart hav af lys

forsvinder tidens nat og gys, forvandlet bliver hver gåde her til lovsangsjubel der.

(Den Danske Salmebog nummer 569, vers 1) Efter at have tilbagelagt dagsrutens første 5 km gør jeg holdt i en lille spansk landsby, hvor jeg drikker min morgenkaffe og i stilhed reflekterer over det ydre landskabs afsmitning på mit indre landskab. Jeg tænker, at Caminoen lige så meget er en indre rejse som en ydre fysisk rejse – naturen danner ramme om en begivenhed, hvor landskabet og kroppens fysiske arbejde smelter sammen til en åndelig indre erfaring. Jeg tænker på, hvordan gårsdagens tur ud af byen gennem industri og trafik er et billede på den indre pilgrimsrejse, hvor hverdag, stress og larm stille pilles af en som flere lag, der omgiver den inderste kerne. Jeg har været undervejs i mere end 18 dage nu, så jeg genkender, at lagene omkring mit inderste er skrællet af. Jeg oplever, at Gud taler igennem andre pilgrimme, jeg møder på min vej, igennem naturen og igennem den daglige rutine på vandringen. Der er blevet stille i mit indre, og igennem bøn former Gud mine tanker, sanser og refleksioner. Det er som at se igennem en ny linse, og jeg mediterer over dette smukke vers: Og salighedens tonevæld skal bruse som et hav, som sus af skov en sommerkvæld, når himlen er som rav,

artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

og al naturen genfødt er, og ingen skygger falder mer.

Og alt, hvad skønt mit øje så, ny glans og glød vil få.

(Den Danske Salmebog nummer 569, vers 2) Imens jeg har drukket min morgenkaffe har solens lys og varme spredt sig. Jeg binder mine vandresko og tager rygsækken med mine få ejendele på ryggen. Imens jeg bevæger mig ud af den lille landsby og ind i et frodigt grønt dalområde letter skyggen, og jeg begynder at tænke over, hvorfor jeg oplever, at Gud hele tiden taler. En af de første ting, Caminoen lærer mig, er at lytte til min krop. Hvis jeg ikke holder pauser og drikker vand, bliver vandringen besværet. I starten har kroppen brug for flere og længere hvil.

Ud på de sidste kilometer denne dag, slår det mig, at Caminoen lærer mig tillid til Gud Det er vigtigt at lytte til kroppens signaler, så den ikke overbelastes og får skader. Jeg mærker dag for dag, at det bliver lettere at gå. Kroppen bliver mindre træt, der er længere imellem pauserne, og efter mere end tre ugers vandring og 600 tilbagelagte kilometer er det helt ubesværet at gå de mange kilometer hver dag. Jeg tænker på, om jeg samtidig med, at jeg lærer at lytte til min krop og dens signaler, lærer at lytte til Gud og kende hans tegn i naturen og indskydelser i mit indre. På et tidspunkt bliver det helt naturligt at genkende Guds Ånd, ligesom det bliver naturligt for kroppen af gå. Imens jeg har bevæget mig længere ind i den grønne dal, er det blevet langt op ad formiddagen.

Jeg sætter mig under et træ, tager skoene af og spiser lidt frugt. Min ånd er fredfyldt og opløftet. Inden jeg rejser mig fra min hvile, læser jeg disse vers fra Jeremias’ Bog kapitel 33, vers 3: ”Kald på mig, så vil jeg svare dig og fortælle dig om store og ufattelige ting, som du ikke kender.” Med disse vers i mit

hjerte begiver jeg mig videre ud på dagens sidste 15 kilometer.

Over middag har jeg bevæget mig ud af dalen ind i et åbent landskab med marker.

Formiddagens tanker, bønner og bibelord har efterladt mig i tilbedelse og taknemlighed. Jeg bliver slået af forundring over, hvordan Jesus beskytter mig fra ondt og holder mit sind lyst. Jeg takker for at erfare, at jeg er afhængig af fællesskabet med ham. Ud på de sidste kilometer denne dag, slår det mig, at Caminoen lærer mig tillid til Gud. Jeg er fremme, eftermiddagssolen bager ned fra en skyfrihimmel, og jeg er glad for endnu en gang at finde frem. Jeg skriver mig ind på et lille kloster, der tager imod de vandrende. Her får jeg en seng, et bad og et fælles måltid mad med de andre pilgrimme.

Til klostret hører en klosterhave, hvor jeg sætter mig for at bearbejde dagens indtryk og nedskrive mine refleksioner. Dag for dag kommer jeg nærmere denne Caminos endemål – katedralen i Santiago de Compostela.

Jeg glædes over at vandre på Caminoen, ligesom jeg glædes over, at Guds rige allerede er kommet nær. Samtidig længes jeg efter at nå frem til katedralen på samme måde, som jeg længes efter himlen. For første gang vækker salmens sidste to vers rigtig genklang i min ånd: Men skønnest er det dog at se Guds underfulde Lam med mærkerne fra korsets træ og sejrens glans om ham.

Og denne glans er mer end sol, den er Guds gyldne nådestol, og støvets dragt, som her mig bandt, blir klar som diamant.

Så er jeg frelst, så er jeg fri, så har jeg vundet frem.

Så er min strid med ét forbi, så er jeg i mit hjem.

Det hjem min frelser lovet har hver den, som korset med ham bar, Guds Paradis, vort rette hjem, det ny Jerusalem.

(Den Danske Salmebog nummer 569, vers 3-4)

23

24

TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Into the Wild Jeg vil forsøge at fortælle jer om, hvad filmen Into The Wild har gjort ved mig.

Hvordan det har skabt en udlængsel, hjulpet mig med at få sprog for en masse følelser, sat mig i gang med mere eventyr, og hvordan det gav mig en lyst til at få handlet der, hvor jeg før ventede på, at omstændighederne skulle tage mine valg for mig.

Skrevet af Frederik Svinth, grundlægger af SNAK, svinth@kaospilot.dk Into the Wild, er en film om en ung mands flugt fra denne verdens normer, en flugt fra menneskers løgne og en jagt efter noget befriende og sandt.

Filmens hoved person Christopher McCandles (Chris) rejser igennem USA og møder mange mennesker, som han hver rører ved, og som rører ved ham. Han ender sin rejse i Alaskas vildmark, alene, stærk og med mange tanker.

Det er i naturen, at Guds uspolerede skaberværk står klarest.

Sean Penn som instruerede filmatisering af bogen Into The Wild, sagde i et interview, at han skrev storyboard og manuskript til Into The Wild 10 år efter at have læst bogen, uden at kigge i den igen. Efterfølgende

læste hans så bogen igennem for at se, om havde glemt noget. Men det viste sig kun at være småting.

Chris havde brændt sig godt fast og gjort et stort indtryk, ligesom han gjorde på mig for seks år siden, da jeg så filmen og senere læste bogen.

Udlængsel Da jeg så den i 2009, kan jeg huske den længsel, den vækkede i mig. Først en længsel efter fysisk at komme ud, ud af byen væk fra mennesker, finde et sted at lære at være sammen med mig selv og sammen med naturen. Og så fascinerede det mig utroligt meget, hvor mange ord der blev sat på en masse tanker og følelser.

Jeg tror, at jeg som mange andre har en oplevet, at det at være alene var ensomt, og det kan som sådan være ganske sundt, tror jeg. Ikke hvis det betyder, at man aldrig er alene, for det er i stilheden og fordybelsen,

at vi giver plads til at lytte til, hvor vi er på vej hen, lytte til, hvor Gud vil have os hen. Så hvis aldrig der er plads til at lytte, så kan vi ikke finde en meningsfuld vej her i livet. Ikke at jeg tror meningen er i os selv. Jeg tror, den ligger i det, vi giver. Men for at kunne give skal vi kende os selv, for det er vel sådan, vi ved, hvad vi har at give.

Ture til skoven alene og sammen med venner har været enormt givende for mig igennem de sidste år, hvor jeg ofte har taget et par venner med på tur. Og de aftener står enormt stærkt for mig.

Jeg læste engang om, at modsat fjernsyn så forstærker naturen rent faktisk vores oplevelse af tid. Det har jeg tydeligt oplevet og vil opmuntre dig til også at skabe rum til.

Det er i naturen, at Guds uspolerede skaberværk står klarest. For mig bliver kontrasten til al den larm, der er min verden så utrolig tydelig, og det hjælper mig med at finde vej.

artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

“Make a radical change in your lifestyle and begin to boldly do things which you may previously never have thought of doing, or been too hesitant to attempt. So many people live within unhappy circumstances and yet will not take the initiative to change their situation because they are conditioned to a life of security, conformity, and conservation, all of which may appear to give one peace of mind, but in reality nothing is more damaging to the adventurous spirit within a man than a secure future" Christopher McCandles

At skabe sprog Jeg kom ind i en tid, hvor jeg ville skabe et sprog for det, der var og skete i min verden.

Ved at se ham i filmen, læse om ham i bogen og efterfølgende finde alle de bøger, som han slæbte med sig rundt – og også læse dem – så begyndte der at danne et sprog for netop alt det inden i mig. Det var, som om der var meget, der var usagt. Men endnu mere at jeg havde tanker, som jeg ikke kendte, og følelser, der ikke kunne formuleres til sætninger, og derfor ikke bearbejdes.

For dem der kender til det, jeg laver med SNAK, har netop denne iver efter at skabe sprog været en kerne for mig.

Ansvar skaber eventyr Jeg har mødt forskelige mennesker igennem mit liv, som har stor indflydelse på mit liv.

Og det har givet mig en æresfrygt for det, at vi påvirker hinanden. Jeg har indflydelse på andre, om jeg vil det eller ej.

Det er en erkendelse, som er både hård at sluge, fordi den stiller mig til ansvar, men også en erkendelse som i mine øjne gør livet langt mere interessant. At vi har et ansvar gør på en eller anden måde den her lidt gråtonede verden til noget, hvor jeg kan få lov

at gøre en forskel – både for det værre og for det bedre. Det er mest af alt op til mig jo.

Og at møde en person i bog og film, som ikke engang er her mere, men som fik sat mig på en kurs, jeg er meget glad for, det er da ret vildt.

At komme i gang En ting er, når man oplever noget, der potentielt kan vende skuden, noget andet er, når man griber potentialet.

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har set nogen dyrke parkour eller skate helt vildt, hvor jeg sagde til mig selv: ”Nu gør jeg

at skrive refleksioner ned i min lille bog, som jeg døbte "A Journey into extremism", for det var netop ekstremismen, der betagede mig ved Chris. Jeg besluttede blandt andet hver dag, at jeg ikke ville købe nyt tøj.

Og nogle dage var det små ting, som kun at drikke vand, eller smile ekstra meget til fremmede, og det virkede rigtigt godt. Nogle af tingene blev ved det små, men skabte en følelse af mådehold. Andre ting skabte en vedvarende effekt.

Chris og andre mennesker, jeg læste om i den tid – såsom forsangeren fra bandet MeWithOutYou og Shane Claiborn – de havde

En ting er, når man oplever noget, der potentielt kan vende skuden, noget andet er, når man griber potentialet. det. Jeg kommer i form. Jeg bliver som Spiderman bare uden edderkoppekræfterne.

Lige nu. Eller også kunne jeg lige vente til i morgen, for jeg har lige hentet snacks.”

Og så går det jo, som det gør, der sker ikke noget som helst. Ligesom følelsen af at været i kirke og tænke, ”Wow! Det han siger ham i kjolen, det vil jeg efterleve,” hvorefter vi kommer hjem og ser den der helt vildt vigtige tv-serie.

Jeg var heldigvis determineret nok til, at der skulle ske en forandring. Jeg var blevet træt af at vente på, at jeg kom ind på den rigtige uddannelse. Træt af vente på at valg skulle blive taget for mig.

Jeg gik i gang ved at skrive en journal hver dag. Hver morgen tog jeg valg for ting, jeg vil gøre den dag, og ting, jeg ikke ville gøre. Hver dag sluttede jeg af med

To do:

No tt od o:

alle et stort behov for at slippe væk fra materialisme. Og det var noget, jeg også kunne mærke i mig selv.

Jeg havde brug for at finde hen til nok, så det ikke altid handlede om at finde mere her på jord. Derfor gik jeg hjem og afleverede min DVD-samling og halvdelen af mit tøj til en genbrugsbutik, for at sætte en stopper for nogle af de behov jeg havde skabt mig, hvilket resulterede i, at jeg i det næste halvandet år ikke købte tøj, og den dag i dag aldrig mere går ned i en tøjbutik for at finde et behov, jeg ikke vidste, jeg havde.

Metoden vidste sig at have stor effekt, fordi den satte krav til mig, men ikke til uopnåelige højder. Jeg kunne ændre fokus fra dag til dag.

Vi kan dog ikke altid kontrollere livet, og det har jeg også oplevet på hård vis. Ulykker og kriser kan indtræffe, men som en af de mænd, jeg læste bøger af i den tid Joseph E. Frankl skrev efter sin tid i holocaust: ”én frihed kan ingen tage fra os, nemlig friheden til at vælge attitude i forhold til et givet sæt af omstændigheder” Det er store ord, som ikke giver mening i selve tiden, hvor en krise indtræffer. Men det kan give virkelig mening efterfølgende.

Vi har altid et valg.

25

26

BØGER

De overbeviste Henrik Højlund og Carsten Andersen 216 sider 199,95 kroner Credo 2015

Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

Denne bog er ikke som nogen anden credo-udgivelse, jeg har læst. Én ting er, at den består af e-mails skrevet hen over en periode på tre år. Noget andet er de to pennevenner, eller hvad man skal kalde dem.

Det er et ganske unikt makkerpar, der nogle gange er respektfuldt spørgende og tilbageholdende og andre gange griber de verbale boksehandsker og går til den. Respekten vinder dog og går som en rød tråd gennem hele bogen.

Præmis Til sagens kerne: Makkerparret i denne bog er sognepræsten Henrik Højlund og ateisten Carsten Andersen. Bogen er blevet til på en lidt spøjs præmis, nemlig den at Carsten udfordrede forlaget til at udgive en bog, der skulle handle om kritiske indvendinger imod kristendommen. Forlaget mødte ham på halvvejen og gik med på at give ham 50 procent taletid, hvis en kristen fik den resterende taletid. Det er blevet til en spændende og udfordrende bog, hvor to mænd med benene solidt plantet i hver deres lejr taler om de klassiske argumenter for og imod den kristne tro.

En sur ateist?

Jeg ser indimellem YouTube-videoer, hvor kristne filosoffer som for eksempel William Lane Craig debatterer med nyateismens store kanoner. Noget, som praktisk talt altid præger sådanne debatter, er, at nyateisterne simpelthen er så sure. Tonen er hård og ofte enormt disrespektfuld, og det kan

udvikle sig til en mudderkastning, der i sine værste øjeblikke ligner dansk politik.

Carsten går ikke ind under kategorien sur ateist! Han er ikke bange for at gå kristendommen på klingen, men gør det på en sober måde. Han står også i kontrast til nyateister i dét, at han er opvokset med den kristne tro og derfor har en god fornemmelse for det grundlæggende tankesæt i kristendommen. Jeg kan se mig genkendt i hans fremstilling af kristne, og det giver mig lyst til at høre, hvad han har at sige.

En elitær apologet?

For at fastholde referencen til den klassiske trosdebat, adskiller denne bog sig på endnu et punkt. Apologeten (kristen trosforsvarer) er ikke William Lane Craig-typen, der med højtflyvende, filosofiske argumenter sætter alle indvendinger mod kristendommen til vægs. Henrik er en kristen, jeg kan genkende mig selv i. Det er naturligvis ikke for at nedgøre hans intellekt, for han har et fantastisk, fabulerende sprog og knivskarpe pointer. Jeg kan bare føle mig fremmedgjort, når kristendommen bliver kogt ned til ontologiske argumenter og abstrakte tankeeksperimenter i stedet for levet liv og tillid. Henrik er ikke bange for at sige, når han ikke har et svar, og det giver ham en forbilledlig autenticitet.

En lykkelig afslutning?

Mens jeg læste bogen, havde jeg mange gange lyst til at bladre frem til slutningen i håb om at læse, at Carsten "gav sig" og

vendte tilbage til den kristne tro. Spoiler alert: Det sker ikke.

Det kan man stadig håbe på, han en dag gør, men ikke desto mindre er det endnu en årsag til, at bogen fremstår troværdig.

Jeg har lært meget af at læse den. Jeg er blevet provokeret, anfægtet og opmuntret.

Indimellem savnede jeg, at Henrik svarede mere konkret på Carstens spørgsmål, og at Carsten godtog gyldigheden i Henriks svar.

Jeg vil ikke uden forbehold anbefale denne bog til alle kristne, for hvis du virkelig kæmper med tvivlen, kan det måske være en for stor mundfuld. Ikke desto mindre vil jeg anbefale denne bog til alle ateister, da den er et pragteksemplar på, hvordan respektfuld trosdialog ser ud. Så hvis du føler dig rustet til det, synes jeg, du skal købe bogen, læse den og låne den ud til din yndlingsateist – og så bede Gud om at gøre resten.

artikel · Bibelen bøger ·· 2015 2012 ·· ##5 4 · TIL TRO

Til syvende og sidst. Skabelse, tempel og hvile i Bibelen og det gamle Orient (2015) Jens Bruun Kofoed 405 sider 375 kroner Museum Tusculanums Forlag Af Mathias Wibo Kure, stud.mag. i dansk og religionsvidenskab, mathiaswibokure@gmail.com

Tidligere på året udkom professor i Gammel Testamente Jens Bruun Kofoeds monstrøse kleppert af en bog Til syvende og sidst.

Bogen, der beskæftiger sig med de første kapitler i Bibelen, Urhistorien, og særligt skabelsen, har været lang tid undervejs – over 20 år, og bogen kan, med Kofoeds egne ord, ses som et udtryk for forfatterens foreløbige(!) arbejde med de bibelske skabelsestekster. Til Syvende og sidst er uhørt grundig, dristig i sine konklusioner, indsigtsfuld og introducerende (fx inddrages et hav af – for de fleste, denne anmelder inklusiv – ukendte, ikkebibelske kilder), fintfølende i sin omgang med andre forskeres arbejde, men også kras og polemisk, når det synes nødvendigt. Bruun Kofoeds arbejde er prisværdigt og vigtigt.

Det er simpelthen god, indførende forskningslitteratur, og bogens vidtrækkende indsigter fortjener afgjort både udbredelse og liv. Også uden for en fagteologisk forskningskreds. Hermed anbefalet; lad os nu se lidt på indhold og tilgang.

Kontekstuel tilgang Kofoed arbejder strengt kontekstuelt. Han er interesseret i tankemønstre og (for) forståelser i det gamle Orient, og bruger mange kræfter (og sider) på at inddrage sin læser i disse. Han er kort sagt på jagt efter skabelsesteksternes idémæssige kontekst, og hvordan denne, særligt fokuseret om templets rolle og betydning, kan bidrage til forståelsen af de bibelske skabelsestekster.

Her skal en kort kommentar til bogens

metodiske fremgang indskydes. For nok er Kofoed kontekstuel i sin tilgang, men han er det ikke i klassisk, religionshistorisk forstand. Selvom der kan findes masser af skematisk opstillede oversigter over forskellige paralleller forskellige tekster imellem, tjener de enkle komparative nedslag aldrig som afsæt for letkøbte konklusioner (sådan som megen religionshistorisk forskning – særligt om Bibelens Urhistorie – ellers kan have for vane). Kofoed er interesseret i et større perspektiv og vil på baggrund af sin møjsommelige mentalitetshistoriske rekonstruktion genrebestemme, ja, genrekalibrere Første Mosebog kapitel 1 i lyset af dette totalkontekstuelle blik. Netop dette, generebestemmelsen og den følgelige tolkning af teksten, er det nye og overraskende i Kofoeds arbejde.

Tempel, skabelse og hvile Templets rolle som garant for gudens nærvær og hvile, og dets snævre sammenhæng med skabelsen, er en af de grundtanker fra det gamle Orient Bruun Kofoed kalibrerer frem. Mønstre som reflekteres i de bibelske tekster, men som også sprænges. Således genrebestemmes kapitlet som en ”kosmisk tempelindvielsestekst”, som ”beskriver hvordan Gud skaber kosmos, så det er ’ordentligt’ som en markering af, at det oprindeligt var Guds hensigt at opretholde eller vedligeholde dette, men at denne opretholdelse […] måtte foregå rituelt i tabernaklet og templet med Israel som repræsentation for menneskeheden…” (side 316)

Kofoed læser altså ikke kun på tværs i forhold til andre gammelorientalske kilder; han eftersøger også idéerne og deres senere liv – deres virkningshistorie – i både Gammel Testamente såvel som den rabbinsk-jødiske, og atter senere kristne, nytestamentlige kontekst. Her finder han, at tempelsymbolikken ekspliciteres og udfoldes.

Kilde og kanon Dermed er det også illustreret, hvordan Bruun Kofoed balancerer sine vurderinger mellem grundteksten, som den forelægger – med de uoverensstemmelser og (oversættelses)problematikker den indebærer – og den senere kanoniske forståelse eller brug.

Genrebestemmelsen giver (sammen med lingvistiske argumenter) selvsagt Bruun Kofoed et grundlag for at positionere sig selv i forhold til de mange spørgsmål, teksten rejser: hvordan skal de syv skabelsesdage forstås, skabte Gud af intet, og er det Guds vind og ikke ånd, der svæver over vandene. Ligesom han altså også med omfangsrig, kontekstuel ræson kan udstille og gendrive fx Jens-André Herbner, og folkene bag den såkaldt ”videnskabelige bibeloversættelse” fra 2001, når de glemmer at Første Mosebog kapitel 1 – om man vil det eller ej – til syvende og sidst er indfældet i en kanonisk GT-sammenhæng, den ikke kan løsrives fra. Til syvende og sidst er lige så velformuleret, som den er velargumenteret.

Den er både sober fremstilling og passioneret polemik. Den er anbefalelsesværdig.

27

28

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel

REFLEKSIONER

Forandring Af Mikael Kongensholm, cand.theol., mikaelkongensholm@gmail.com

Det er sommertid. Om alt går vel, tiden for varme, is og strandtur. Ferie og andre gode ting forstyrrer vores vante dagligdag.

Ofte byder sommeren også på forandringer i vores liv. Fra arbejdsliv til studieliv. Fra studieliv til arbejdsliv. Fra det ene arbejde til det andet. Måske endda flyttetid. Måske for første gang egen lejlighed. Måske opstår der en sommerflirt, eller en kæreste bliver til en ægtefælle. Måske forandrer en sommerlejr eller en bog vores liv.

Fremtidens uvished Vi kan ikke undgå dem, disse forandringer.

På et tidspunkt melder de sig og gør larmende opmærksom på sig selv. De er ikke altid rare. Ofte særdeles irriterende. Især hvis man er meget til det vante og trygge og dagligdagen og de velstrukturerede rammer. Vi vil gerne vide, hvad fremtiden bringer. Vide, hvor vi ender, hvad vi ender som, og hvem vi ender sammen med. Vi længes efter slutningen på historien og har utrolig meget lyst til at læse foran i vores livs bog. Vi har brug for at vide, at det ender godt. Hvordan skulle vi ellers kunne slappe af eller finde hvile midt i den utrygge forandring?

Hunden på stien For nogle år siden havde jeg et weekend-

job på et plejehjem og cyklede på en sti noget af turen derhen. Jeg mødte ofte en mand og hans arrige schæferhund. Hunden gøede af mig og løb efter mig, når jeg overhalede dem. Jeg kunne heldigvis køre fra den, men næste gang var den der igen.

Jeg prøvede at overhale dem hurtigere, men det blev hunden bare mere arrig af.

Jeg begyndte at frygte mødet med hunden og tænkte onde tanker om manden, som ikke havde styr på sin hund. På et tidspunkt fik jeg dog den idé at prøve at overhale dem i lav fart.

Til min overraskelse fungerede det godt.

Hunden løb ikke efter mig, men passede sin morgensnusning, og jeg lærte noget om hundepsykologi.

Forandringer kan være som en arrig schæferhund, vi frygter at møde. Vi prøver at undgå dem eller at ræse forbi dem med høj fart, så vi kan få dem overstået hurtigst muligt og komme trygt til målet. I forandringen møder vi frygten, og i særlig grad vores egen sårbarhed.

Vi kan ikke kontrollere alt og ikke forhindre, at livet rammer os med alt, hvad det er. Og der findes ingen garanti for, at der venter ren lykke på den anden side. Vi kan håbe og bede. Vi kan vente og udholde. Og fortsætte stille og roligt frem ad stien.

Løft blikket Når man går igennem en forandring, er det utroligt let at blive optaget af sig selv.

Fremtidsdrømmene, frygten og sårbarheden bliver meget nærværende. Vi holder vågent øje efter tegn, som kan give os bare den mindste antydning af, hvor vi er på vej hen. Spejlet og det indre barometer tjekkes ofte.

I forandringen kan det være godt at løfte blikket. Blive opmærksom på noget andet end denne proces og overgang, vi er midt i. Vi gennemgår nemlig ikke forandringer for vores egen skyld, men for andres. Gennem forandringer vokser vi som mennesker, lærer mere om os selv, om livet, om andre mennesker og om Gud. Vi bliver udrustet til fremtiden og modnet til den opgave, som i alle tilfælde venter forude: et liv i tjeneste for andre.

Og Gud? Han kender selv til forandringer. Jesus forlod sin himmelske herlighed hos Gud Fader og blev menneske med alt, hvad det indebærer af angst, valg og sårbarheder. Større forandring er det svært at forestille sig. Derfor kan vi også trygt henvende os til ham med vores forandringsangst. Han lytter. Han kender. Han går med.

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO

MEDIER

De kristne megastjerner Af Peter Kobbersmed, medievidenskabstuderende, kobbersmed90@gmail.com

USA – Land of opportunity. Landet som har givet os Martin Luther King, poliovaccinen, hamburgeren og Creed... USA er på mange måder et vestligt fyrtårn, og landets indflydelse og magt gennem de sidste 100 år er uomtvistelig. Amerikanisering bliver ikke længere fanget af stavekontrollen, og også i danske kirkesammenhænge henter vi (med god grund) inspiration på den anden side af Atlanten.

Tro og kristendom udgør en helt central del af den amerikanske identitet, og det politiske og det religiøse sprog (hvis man overhovedet kan tale om to separate størrelser) er tæt sammenvævet. Den kirkelige højrefløj har en stærk stemme, mange tilhængere og store stjerner. 21 af de sidstnævnte findes i den berømte Duggarfamilie.

Tv-show og familietragedie Jim Bob, Michelle og deres 19 børn udgør Duggar-klanen; en familie som gennem 10 sæsoner og 227 episoder har været omdrejningspunktet i reality-programmet ”19 Kids and Counting” – som før hed henholdsvis ”18 Kids…” og ”17 Kids…”. Programmet har over 2.4 mio. fans på Facebook og har gennem de senere år været fast inventar i særligt mange republikaneres medieforbrug. Det er familien ikke længere.

Den ældste søn, Joshua, er blevet afsløret som sexkrænker over for blandt andet sine søskende, hvilket har fået tv-stationen TLC til at fjerne programmet fra sendefladen.

Selve sagsforløbet er uskønt, og både forældre og kirke er under beskydning for at have dækket over sønnens handlinger.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer i den konkrete sag, som dybest set er en sørgelig familietragedie. Sagen rejser imidlertid en række interessante spørgsmål til kirkens og den kristnes forankring i populærkulturen.

To verdner Duggar-familien har været talsmænd for mange amerikanere og nyder stadig stor opbakning i store dele af befolkningen.

Deres tv-show er et blandingsprodukt, hvor underholdning møder dokumentarisk skildring og politisk agitation, og programmet har været dagsordenssættende i dele af den amerikanske populærkultur. Kunne jeg drømme om et lignede reality-program i en dansk kontekst, hvor en kristen storfamilie (lad os bare sige med cirka syv børn) sætter ord og ansigt på kristentroen? Nej tak.

Duggar-familien er et amerikansk koncept, og tv-programmets succes hænger nøje sammen med den amerikanske kultur.

Det gælder alt lige fra historisk og politisk udvikling til det gældende tv-marked over

there.

Jeg har endnu ikke mødt mennesker, som konkret har ønsket, at ”19 Kids and Counting” kunne blive oversat til danske forhold, men jeg møder jævnligt folk (herunder KFS’ere), som drømmer om, at den amerikanske kirkes tydelighed – også i populærkulturen – kunne blive efterlignet her til lands.

At blive kød Jeg skal ikke kunne sige, om Duggar-familien er et værre eller bedre forbillede for mig, end så meget andet semifesent realitytv. Jeg kan konstatere, at fejlbarligheden har det med at finde ind, hvor mennesker er engagerede. Set fra min stol er den karikerede kristne kendis imidlertid ikke et stort savn i en dansk kontekst.

Helt centralt i kristendommen står inkarnationen: Gud blev menneske i en jødisk kontekst. Jesus forstod sin samtid og levede et liv i både med- og modkultur, og jeg tænker, at han er et ret godt bud på et forbillede. Jeg må også forsøge at forstå den kultur, som jeg lever i, og det betyder, at jeg ikke bare kan kopiere, hvad kirken gør i USA eller i Kina. Det betyder også, at jeg ikke nødvendigvis skal lade være.

29

len

50

BibelTid

Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

GRATIS app til bibellæsning

www.frederiksborg-apotek.dk

Vælg et tema du vil fordybe dig i Læs selv eller sammen med dine venner  ...og bliv fortrolig med Bibelen 

Apoteket har døgnvagt



Dennis Plougmann, Videbæk F15

”

Kom til LTC-jubilæum

29. august

i Brunmosehallen, Mølkærparken 5, Ødsted, 7100 Vejle

www.i

mb.d

k

STUDIETUREFORÅR ETIOPIEN EFTERÅR ISRAEL

TT # 4 - 2015

Frederiksborg Apotek

25 års JUBILÆUM

Læs mere på ltc.kfs.dk

Din annonce her? kfs@kfs.dk, 35 43 82 82

Ta´ på bibelskole Tid til Gud  Tid til andre  Tid til dig selv 

luthersk missions højskole DK-3400 Hillerød · Tlf. 48 26 07 66 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk TT # 4 - 2015

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

Generalens Kristen i et demokrati 6. oktober begynder et nyt folketingsår. De 179 folkevalgte skal lovgive om blandt andet skat, velfærd, sundhed, miljø og kirke. Deres forhandlinger og beslutninger sætter retningen for samfundsudviklingen.

Der er imidlertid kristne, som principielt undlader at tage del i demokratiet. De stemmer ikke, tager ikke del i drøftelser af samfundsforhold og engagerer sig ikke i politik eller interesseorganisationer. Argument: Guds rige er ikke af denne verden. Denne verden er bestemt til at brænde op og forgå. Derfor skal vi udelukkende fokusere på at forkynde evangeliet.

Selv om det lyder besnærende, er det ikke desto mindre en selvmodsigelse. Vil vi tage det kristne håb om den kommende verden alvorligt, må vi netop engagere os i denne verden. Uden håbet om en kommende verden, er vores liv i denne verden uden anden dybere mening end at optimere vores nydelse, realisere os selv og om nødvendigt gøre det på de andres bekostning. Der er ingen grund til at engagere sig i at gøre denne verden til et bedre sted for de andre, hvis jeg ikke har et håb, der rækker ud over denne verden.

kr. __________ Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________

Af Robert Bladt generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk

Det kristne håb giver mig derimod et nyt perspektiv.

Det lader mig forstå, at mit og mine medmenneskers liv i denne verden er ladet med betydning og mening.

Min forventning om den kommende verdens godhed tilskynder mig til at arbejde for det gode allerede nu.

At skille de to ting ad er lige så inkonsekvent som en cyklist, der påstår, at han vil begynde at overholde færdselsloven, når han får kørekort til bil.

Erfaringen viser det samme. C. S. Lewis sammenfatter kirkehistorien på denne måde: ”... alle satte de deres spor på jorden, netop fordi deres sind i så høj grad var optaget af Himlen. Det er efter at de kristne er holdt op med at tænke på den kommende verden, at de er blevet så ineffektive i denne verden.” (fra bogen Det er kristendom) I et demokrati lægges rammerne for samfundet gennem den lovgivning, de folkevalgte vedtager.

Derfor må en kristen være engageret i og optaget af, hvordan hun kan bidrage til demokratiet. At stemme er det mindste, man kan gøre.