Til Tro #1 2023 - Vækst

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver:

Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted

7100 Vejle

Tlf: 35 43 82 82

E-mail: kfs@kfs.dk

TIL TRO: tiltro@kfs.dk

Konto: 4597-004054954

Abonnement:

Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

Redaktionen:

Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør) Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør)

Filip Munch Bak, stud.arch.

Amanda Kaas, stud.psyk.

Jeppe Fræhr Møller, stud. datalogi-økonomi William Rønberg, sabbatsårsKFS’er

Josefine Amalie Petersen, stud.psyk.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur, Johannes August Kofod Techow, gymnasieelev

Cecilie Munch Kofoed, stud. theol

Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk

Layout: Mathias Iversen

Tryk: Øko Tryk

ISSN: 1395-9786

Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro

Annoncer:

Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold

i tiden

Globalt: Jeg levede i en drøm i to år, da jeg var ude at rejse i mine sabbatår

Grønland: Verdens lys og D-vitamin

Ny Til Tro Podcast – med Liv og Louise!

Fast kronik: En mening om meninger

Bøger: Når livet bliver en salme

Bøger: Revolutionerende seksualmoral i en revolutionær tid

Leder: Med Bibelen som fundament – alle dage!

kF s nyt

Mød KFS' nye Uncovervolontør!

Udvis og oplev næstekærlighed med tjenersind – Assist 2023

Skal du med på Påskelejr 2023?

LTC: Hvad betyder mødet med andres spørgsmål for min tro?

Revive: En opløftende og vild nytårsfejring med kristne studerende fra hele Europa

Økonomi i KFS: Sådan gik 2022

Der er hul i kassen og budgettet bløder – derfor tager vi ’100 dage med Bibelen’ i KFS!

Er der forskel på Peterson og Paulus?

En artikel, der lærer os at skelne mellem åndelig vækst og selvoptimering.

Overtræk, doughnuts og ideen om det gode liv til revision Jonathan fortæller om udfordringer ved en økonomi, der er baseret på vækst.

Portræt

David fortæller om sin opvækst, vækst i økonomien og ikke mindst vækstens rolle for troen.

Fordele og ulemper ved den store og lille KFS-gruppe To gruppeledere deler deres erfaringer og oplevelser

Løvens kule - Bibel-pitch Markus er i løvens kule og pitcher sine bibelskinspirerede tøjprodukter.

Andagten

Lille vækst og stor nysgerrighed leder til et møde med Jesus, der sætter fællesskabets rammer.

Mere end vækst

Mødet med en åndløs individualisme i gymnasiet gjorde, at Christian ville kæmpe for de nære fællesskaber i samfundet.

Fra redaktionen: Fra redaktionen

Jeg har været redaktør på Til Tro i godt tre år nu. Der er ikke meget, der har været normalt eller forudsigeligt i den periode, og jeg har ingen forventninger om, at det ændrer sig foreløbigt. Redaktionen fastsætter temaerne godt et år før udgivelse, og det har været spændende – og indimellem lidt nervepirrende – at se, hvilken verden temaerne dumper ned i. Mange steder er coronakurven knækket, men det er væksten til gengæld også. Derimod er energi- og fødevarepriser steget til vejrs, imens Ruslands brutale krig mod Ukraine nu er gået ind i sit andet år. Vi lever sandelig i usikre tider, hvor der er brug for årvågenhed og bøn til vores Gud, der har al magt. Så lad os våge og bede i denne fastetid!

Vi lever også i en tid, hvor vores forestillinger og tanker om vækst er under revision. Under et redaktionsmøde tænkte vi tilbage på nullerne, hvor økonomisk vækst ofte blev fremstillet som et ubetinget gode. Sådan er det ikke helt længere. Den bringer afgjort meget godt med sig, men befolkningsvækst, overforbrug, ressourceknaphed og forurening gør, at vi nu tydeligere ser bagsiden ved vækstøkonomien. Der er mange faldgruber og ingen lette løsninger i denne diskussion, men Jonathan Sandborg Haslund-Gjerrild åbner op for en nødvendig – og måske provokerende snak – om vækst i artiklen “Overtræk, dougnuts og ideen om det gode liv til revision”.

Vækst er ikke kun et økonomisk begreb. Jeg er selv i blandt dem, der har været grebet af selvhjælpsindustriens mange tanker om personlig vækst og selvoptimering. Det er godt at arbejde med sig selv, men det kan være udmattende at have sig selv og sine livsforvandlende rutiner i fokus hele tiden. Evangeliet om Jesus er også vækstorienteret, men på en helt anden og mere frisættende måde. Det kan du læse mere om i artiklen “Er der forskel på Peterson og Paulus?” af Kristoffer Enevoldsen og Michael Mørch.

Det havde næsten været tarveligt, hvis ikke vi også havde en botanisk artikel, når Bibelen fra start til slut er bevokset med et rigt planteliv. Jeg kan derfor varmt anbefale dig at slå over på Mads Dues artikel “Tre træer og ét kors”, der forklarer, hvordan Gud bruger træer til at frelse os.

Jeg begyndte i en dyster tone, men jeg vil slutte på en munter. Redaktionen kan med glæde præsentere Signe Oehlenschläger Rasmussen som vores nye faste kronikskribent i 2023. Hun lægger ud med en kronik om modet til at mene og modet til også at turde lave en ‘Kopernikus’. Læs mere om det i “En mening om meninger”.

Rigtig god læselyst!

På vegne af redaktionen

Lars Boje Sønderby Jensen

Tre træer og ét kors

Intet temanummer om ”Vækst” uden en artikel om træer – det måske ultimative symbol på vækst og liv. Bibelen har et rigt botanisk liv og er tæt bevokset med rødder, stammer, grene og frugter. Flere konkrete træer spiller en central rolle i Guds frelsesplan. Mads Due giver dig her top tre.

Jeg ved stort set ingenting om træer. Jeg kan godt genkende et træ, når jeg ser det – altså ikke sorten, men den grundlæggende betragtning, at der er tale om et træ. Og så ved jeg, at teaktræ er godt at gå efter, hvis man skal give sin lejlighed et lidt retro 70’er look. Men det er også det. Til mit held behøver man ikke at vide synderligt meget om træer for at udtale sig om træer i Bibelen. Her skal du blot notere dig, hvis der står noget a la ”træ” eller andre grønne ord. I denne artikel vil jeg fremhæve tre af disse træer, og derefter vise, hvordan netop disse tre peger frem mod det vigtigste træ i Bibelen: Korset.

Det første og siDste

I Bibelens første kapitler læser vi om to specifikke træer, hvoraf det første kaldes ”livets træ”. Dette træ står midt i den have, som Gud har plantet (1 Mosebog kapitel 2, vers 8-9). Livets træ optræder igen i Bibelens sidste bog (Johannes’ Åbenbaring kapitel 22, vers 2), og dermed er dette træ et af de elementer, der indrammer hele den bibelske fortælling. Hvilken funktion, livets træ ellers har, kan være svært helt at kortlægge. Der er nemlig ingen beretninger i Bibelen, hvor

mennesker spiser af livets træ. De første mennesker måtte gerne spise af livets træ, men vi læser aldrig, at det sker. Træets navn betyder muligvis, at det menneske, der har adgang til dette træ, vil leve evigt. Derfor spærrer Gud vejen til livets træ efter, at de første mennesker har syndet. Evigt liv i deres faldne tilstand ville betyde evig adskillelse fra Ham.

Det forbuDte og forbanDeDe

Det andet specifikke træ i Bibelens begyndelse kaldes ”træet til kundskab om godt og ondt” (1 Mosebog kapitel 2, vers 9). Funktionen af dette træ er endnu mere kryptisk end det første træ, fordi ordet ”kundskab” er en overvejende positiv ting i Bibelen (fx Esajas’ Bog kapitel 33 vers 6), og derudover bruges ordparret ”godt og ondt” nogle gange om det at blive voksen og træffe (mere) velovervejede beslutninger (fx 1. Kongebog kapitel 3, vers 7-9). Træets navn har altså en relativt positiv klang, men konsekvensen af at spise af dette træ er negativ: Ved at spise af træet overtrådte de første mennesker Guds bud, og dermed kom synden og for-

bandelsen ind i verden (Romer brevet kapitel 5, vers 12).

Sammenfattende kan vi sige, at efter de første tre (no pun intended) kapitler af Bibelen lider træer af et kolossalt imageproblem: Livets træ er det træ, der ikke længere er adgang til, og kundskabens træ er det træ, der var medvirkende til, at denne adgang gik tabt. Hvordan skal det dog gå for de stakkels træer, for slet ikke at tale om de fortabte mennesker… en famøs båD meD et særligt navn Næste gang vi hører om træer er i forbindelse med syndfloden. Her ville en eller anden onkelagtig type sikkert nævne, at jeg faktisk overser stamtræet i 1 Mosebog kapitel 5, men det vælger jeg at overhøre og går direkte til arken i det efterfølgende kapitel. For at overleve den domsakt, som Gud vil udføre over hele jorden, skal Noa og hans familie gå ind i en ark, og arken skal bygges af gofertræ (1 Mosebog kapitel 6, vers 14). Det senest nævnte træ – træet til kundskab om godt og ondt – bragte forbandelse til de første mennesker, men

ved syndfloden er der alene redning for mennesker ved at gå ind i en ark af træ. Her møder vi altså Gud som den, der redder mennesker ved hjælp af en trækonstruktion! De otte mennesker, der blev frelst gennem vandet, var Noa og hans familie (1 Petersbrev kapitel 3, vers 20). En interessant detalje er, at kun Noa eksplicit kaldes retfærdig, og de andre syv blev altså alene reddet fordi Noa ”fandt nåde for Herrens øjne” (1 Mosebog kapitel 6, vers 8-9). Hele familien blev frelst fra syndfloden på grund af Noas retfærdighed.

Disse tre perspektiver fra Bibelens første kapitler peger frem mod og kan rummes i én begivenhed: Jesu korsfæstelse. Korset er det altforvandlende nedslag i historien, i hvilken retning alle andre træer læner sig.

Jesus er livets træ

Jesus kalder sig selv ”livet” og ”det sande vintræ” (Johannesevangeliet kapitel 11, vers 25 og kapitel 15, vers 1). Alene i ham er det evige liv og kun ved at blive i ham, har vi del i evigheden. Livets træ, der stod i paradiset, peger frem mod Jesus, det sande livets træ. Alene på grund af hans offer kan vi gå ind i Guds have, paradis, der som følge af synden blev bevogtet af keruberne. Vi kan passere under det lynende flammesværd, fordi Jesus frivilligt lod sig ramme af al Guds vrede: ”Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt” (Esajas’ Bog kapitel 53, vers 5). Jesus har banet vejen hjem til Faderen for dig, hvis du

Her møder vi altså Gud som den, der redder mennesker ved hjælp af en trækonstruktion!

tror på ham. Jesus siger, at ”den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis.” (Johannes’ Åbenbaring kapitel 2, vers 7). Vejen til livets træ går ikke tilbage til Eden, men fremad mod evigheden, som vi læser om i Bibelens sidste bog: ”I midten, med gaden på den ene side og floden på den anden, står livets træ” (Johannes’ Åbenbaring kapitel 22, vers 2).

Jesus blev en forbanDelse

Jesus blev hængt på et kors, men flere steder i Det Nye Testamente betones det, at Jesus blev hængt på et træ (fx Apostlenes Gerninger kapitel 5, vers 30). Selvfølgelig er et kors lavet af træ, men ved eksplicit at kalde korset et ”træ” viser de bibelske forfattere, at trætemaet er bevidst. Det var ved at spise frugten fra træet til kundskab om godt og ondt, at de første mennesker syndede, så at det træ, der blev forbundet med kundskab, endte med at bringe forbandelse. Senere i Mosebøgerne læser vi følgende: ”Hvis en mand findes skyldig til døden og bliver henrettet, og du hænger ham på et træ, må liget ikke hænge på træet natten over, men du skal begrave det samme dag; for den, der er hængt på et træ, er en Guds forbandelse” (5 Mosebog kapitel 21, vers 22-23). Dette vers griber Paulus fat i, når han skal forklare, hvad Jesus har gjort for os på korsets træ. Pointen er, at Jesus har taget din plads: Du stod med forbandelsen, mens Jesus stod med velsignelsen. På korset blev Jesus til en forbandelse, og dermed modtog du al Guds rige velsignelse. Det var det løfte, som Gud gav Abraham, troens fader, da han sagde: ”I dig skal alle

jordens slægter velsignes” (1 Mosebog kapitel 12, vers 3). På korset siger Jesus: ”Det er fuldbragt” (Johannesevangeliet kapitel 19, vers 30). Ved at blive en Guds forbandelse på korset har Jesus fuldendt Guds store frelsesplan. Når Jesus kommer igen for at gøre alting nyt, skal der ikke længere være nogen forbandelse (Johannes’ Åbenbaring kapitel 22, vers 3).

Jesus er frelseren

Jesuws kom ikke til jorden for at slide sandaler, men for at fuldføre en særlig opgave: at frelse. Det bliver tydeligt allerede ved hans fødsel, hvor englen sagde til Josef: ”Du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matthæusevangeliet kapitel 1, vers 21). Jesus er verdens frelser, den eneste, der kan frelse os fra vores synder. Flere tusind år før Jesu fødsel var det ved hjælp af et træskib, at Gud frelste Noa og hans familie fra syndfloden. I over hundrede år prædikede Noa for de onde mennesker i hans samtid, for at de kunne få del i frelsen, men ingen troede på ham (2 Petersbrev kapitel 2, vers 5). Dommen kom, og kun de otte, der gik ind i arken, blev frelst. De blev alene frelst på grund af Noas retfærdighed, og på den måde peger fortællingen om Noas ark frem mod Kristi kors: Begge ”træer” blev brugt som Guds redning til mennesker, og i begge tilfælde frelses mange ved den enes retfærdighed.

Det var altså tre træer, der spiller en rolle i Bibelens store fortælling, og som på hver sin måde peger frem mod en side af Jesu opgave: Jesus er frelseren, der bringer liv ved at påtage sig forbandelsen på et kors af træ. Så må du selv læse videre om nogle af de andre træer: Om Herrens besøg ved Mamres Ege, offerbrændet på Isaks skuldre, den brændende tornebusk, Salomos tempel, Isajs rodskud, den retfærdige spire og alle de andre. ■

Korset er det altforvandlende nedslag i historien, i hvilken retning alle andre træer læner sig.

Livets træ, der stod i paradiset, peger frem mod Jesus, det sande livets træ

Udvis og oplev næstekærlighed med tjenersind – Assist 2023

af Jonas v inum, ledergruppen, a ssis T

I dette halvår skal Christian Østergaard Jacobsen arbejde som Uncovervolontør i KFS. Men hvad er Uncover egentlig for en størrelse? Det fortæller Christian meget mere om lige her.

Mit håb for mit arbejde som Uncovervolontør er, at Jesus vil bruge det til at opmuntre KFS’ere til at læse i Bibelen, stole på Gud og fortælle studiekammerater om evangeliet, så vores venner må få lov til at møde ham. Det tror jeg, vi alle kan få lov til gennem Guds ord – Bibelen. Jesus ønsker virkelig at tale til mennesker der.

Derfor er jeg også meget begejstret for Uncover! Konceptet er enkelt men godt: En gruppe kammerater af forskellig overbevisning mødes om at læse i et af evangelierne og har derefter en ligeværdig dialog om nogle spørgsmål – gerne med en kande kaffe på bordet. Det kunne kaldes en bogklub om Bibelen.

Der, hvor Uncover kan noget særligt, er i den åbenhed, materialet er med til at skabe. Her skal de(n) kristne i gruppen ikke komme med alle svarene, men er derimod fri til at undre sig og være på vej. Det samme gælder de, der ikke kender Jesus endnu, som får en mulighed for at være nysgerrige på jordens mest solgte bog sammen med nogle venner. Uncovers slogan er ’Undersøg det selv’, hvilket opsummerer formålet godt.

Jeg tillader mig at drømme stort: Jeg håber og tror på vækkelse i Danmark. Det gør jeg, fordi flere unge er nysgerrige på tro, og fordi Gud har så meget godt at sige ind i det kaos, vi oplever i øjeblikket i verden, og den mistrivsel, vi ser blandt unge. Og fik jeg nævnt, at Helligånden har kraften og viljen til at pege mennesker i retning af Jesus? Særligt gennem Guds ord.

Hvis I er nysgerrige på noget af det ovenstående og har lyst til at høre mere om Uncover, kan I kontakte mig på coej@kfs.dk. Jeg vil mægtig gerne komme og besøge jeres KFS-gruppe, ringe sammen med jer til en god snak eller andet.

Denne sommer inviteres der for tolvte år i træk til at deltage i en uge med fællesskab og arbejdsopgaver, når studerende fra hele kongeriget samles i Grønnevang Sogn i Nordsjælland til Assist. Her er der mulighed for at udvise næstekærlighed og tjenersind i løbet af ugen, som bruges på at hjælpe beboere i lokalområdet med diverse praktiske opgaver som bl.a. at male, ordne haven eller trimme en hæk.

Lejren er for alle videregående studerende uanset ens forhold til Gud, og der er ikke et særligt fokus på undervisning eller forkyndelse, men lejren har et naturligt kristent islæt, da den i sine værdier er kristuscentreret og i sin udførelse lægger et fokus på at tjene hinanden og andre.

Ved at udvise tjenersind bringes Guds Rige nær i hverdagen. Alle lejrens dage tilbydes der morgenandagt, ligesom lejren sluttes af med en gudstjeneste i fællesskab med menigheden i Grønnevang.

Du kan opleve at forkynde Guds kærlighed til mennesket ved at udvise tjenersind i en hel særlig ramme blandt andre studerende, hvor fællesskabet lejrdeltagerne imellem styrkes og dyrkes. Tjenersindet er saligt.

Lejren løber af stablen fra mandag d. 3. juli til søndag d. 10. juli. Du kan læse mere om lejren og finde tilmeldingen på kfs.dk/ assist

"Mit håb for stillingen er, at Jesus vil bruge den til at opmuntre KFS’ere til at læse i Bibelen, stole på Gud og fortælle studiekammerater om evangeliet.”

Mission i en postkolonial tid?

Må man som hvid, privilegeret dansker godt drømme om en voksende kirke og kristendom? Eller er det ufølsomt over for andres overbevisninger og for fremmede kulturer? Det er blevet tid til at adressere nogle af de negative konnotationer, der har klistret sig på ordet mission.

I bogen ‘Whose religion is Christianity? The Gospel beyond the West’, skriver forfatteren Lamin Sanneh, hvordan der i den vestlige verden i kølvandet på kolonitiden nærmest blev konsensus om, at ”a tolerant and inclusive secular world required the abandonment of Christian exclusivism.” Missionærer skulle absolut ikke anklages for at være kulturelt ufølsomme overfor ikke-vestlige kulturer. At distancere sig fra mission og påstanden om at tro på en eksklusiv sandhed var en måde, hvorpå man kunne signalere, hvor tolerant man var.

Hænger den samme frygt stadigvæk ved, når vi taler om mission i dag? Er ønsket om at ville dele eller udbrede den kristne tro et udtryk for arrogance?

Den konklusion drager Lamin Sanneh ikke. Tværtimod. I bøger og foredrag har han gjort sig til talsmand for kristen mission forstået som det at gøre evangeliet kendt i nye sammenhænge, lige som han fremhæver at missionærer har bidraget positivt til at fremme den lokale kultur. Ikke mindst arbejdet med bibeloversættelser har bidraget til, at lokale sprog er blevet til skriftsprog og derved bevaret. Bevarer man et sprog, bevarer man også en kultur.

Lamin Sanneh døde i 2021. Han var fra Gambia og konverterede selv fra Islam til kristendom. Men hans forsvar for mission afholdt ham ikke fra at være kritisk over for den måde, kristendom er blevet formidlet på. Evangeliet er ofte blevet formidlet som ”en pakke”, der indeholdt et budskab men også et værdisæt og leveregler, der gjorde den ”vestlig”. Ikke som et frø, der lægges i jorden og dør for så at vokse frem som en ny ”plante”, farvet af den jord, og den kultur, det er vokset i.

Antallet af kristne i såvel Asien som Afrika er vokset med en hastighed, som ingen havde fantasi til at forestille sig i 70erne og 80erne. I Afrika er væksten over de sidste årtier sket især i kredse, vi kender som African Indenpent/initiated Churches (AIC). Alligevel hænger opfattelsen ved: at kristendommen er ”den hvide mands religion” og identisk med disrespekt for andre kulturer. Hvis det er rigtigt, hvordan skal vi så forholde os til, at der i dag er mere end 600 mill.

kristne i Afrika, lige omkring 50 % af befolkningen (og den anden store gruppe er muslimer)? Er de så ikke ”afrikanske” eller har vi svært ved at genkende dem som ”kristne”?

sanDheD som arrogance eller forpligtelse

I dag er vores største udfordring næppe, at kirken er global med vidt forskellige kulturelle udtryk. Men det kristne budskabs påstand om at være universelt sandt: At Jesus er ”unique”/enestående og ikke kun én blandt flere veje til Gud, provokerer. Samtidig er en kristen verdenstydning ofte – og med rette – blevet forbundet med magt. Kirken har været en politisk og økonomisk magtfaktor. Det gælder også i mission. Men overbevisningen om evangeliets sandhed giver hverken kirken eller missionæren magt. Derimod rummer det en forpligtelse til at gøre sandheden kendt og ikke beholde den for sig selv. Sådan så de første disciple det, og sådan forstod Paulus sig selv, når han forkyndte i synagoger og på gader.

Men vi kender aldrig sandheden på en sådan måde, at vi ikke til stadighed må søge og opsøge den. Eller ham, for sandheden er i sidste ende en person, Jesus. Det må vi gøre sammen – også med dem, vi ønsker at dele den med. Vi må

Vi er sendt, som Jesus var det.

skabe et rum, hvor der er frihed til at være uenige. Målet er ikke at kontrollere, men at vokse i vores erkendelse og hjælpe andre til det samme. Sandhed og kærlighed hører uløseligt sammen. Derfor kan Paulus tale om at være ”sandheden tro i kærlighed” og om at nå frem til ”enheden i troen og vokse til en erkendelse af Gud søn til at være et fuldvoksent menneske” (Efeserbrevet kapitel 4). At kende evangeliet og vidne om det som missionær eller discipel af Jesus er ikke en sandhed, vi besidder, men det filter, hvorigennem vi ser og tolker vores liv og verden i vores søgen efter mening og frihed.

når orD og uDtryk får ny betyDning

Mange oplever, at ordet ”mission” er belastet. Det repræsenterer noget man må tage afstand fra eller i hvert fald forholde sig kritisk til. I en artikel i Christianity Today (4/11/22) spørger

forfatteren, om tiden er kommet til at sætte ordet ”missionær” på hylden? Forfatteren, der på ingen måde er imod et globalt kristent engagement, begrunder det bl.a. med, at 1) ordet mission i dag har en negativ klang i samfundet, 2) det er tæt forbundet med kolonialisme, 3) vi har i dag en bredere forståelse af, hvad mission er og endelig 4) mange unge vil gerne være engageret i globalt kristent arbejde, men kan ikke identificere sig med at være missionær.

I bogen Transcending the Modern Mission Tradition siger forfatteren noget lignende: “The younger generation do not care for the church`s mission language at all… they see mission as belonging to an era that has long passed. It is tainted by colonialization and Western imperialism.”

Og det er ikke svært at finde de dårlige eksempler: Polygami blev forbudt og kvinder mistede deres sociale og øko -

Verden har ikke brug for flere ”hvide frelsere”, men den har heller ikke brug for apatiske, uengagerede eller undskyldende kristne, der af frygt for at gøre noget galt slet ikke tør gøre noget.

nomiske fundament. Akademisk uddannelse – på ”vores” sprog – blev prioriteret så det at tale sit eget stammesprog i skolegården blev strafbart. Trommer og rytmer blev set som ”hedenske” udtryk og erstattet med orgel og salmer. Og missionens ”syndeliste” kan gøres meget længere.

Faktisk bruges ordet mission slet ikke i kirkens første 1600 år. Hverken oldkirken eller reformatorerne talte om kirkens ”mission”. I dag er ordet både upræcist og belastet. Der er brug for det, som missionæren og missiologen Leslie Newbegin skrev allerede i 1958, nemlig at vejen frem for kirkens missionsarbejde må begynde med ”repentance”/anger. Sammen med alt det gode, som også er sket, hævder Newgebin, så har kirkens missionsarbejde været præget af kulturel og økonomisk imperialisme. Men det førte for Newbegin ikke til et nej til mission. Det førte til nybesindelse. Og til at teologer som John Stott og andre med ham formulerede en bredere definition af, hvad mission er. Stott definerer mission som “a comprehensive word, embracing everything which God sends his people into the world to do”.

Vi har brug for at gentænke det fundament kirkens mission fortsat står på. Nogle vælger at leve deres tværkulturelle kald ud helt uden for en kirkelig ramme. Det kan der siges meget godt om, men som kirke og kristne, der er optaget af et globalt engagement, har vi brug for et bibelsk og teologisk fundament for vores engagement. Et fundament, som begynder med, at mission ikke er vores. Mission er ”Mission Dei” –Guds mission. Ellers bliver mission til aktiviteter fremfor det, vi er forpligtet på ud fra det håb, vi har som kristne. Verden har ikke brug for flere ”hvide frelsere”, men den har heller ikke brug for apatiske, uengagerede eller undskyldende kristne, der af frygt for at gøre noget galt slet ikke tør gøre noget.

se inDaD og se fremaD

Vi skal se tilbage og se indad og med Leslie Newbegin repent/ angre og bekende vores fejl begået i misforstået nidkærhed og i en misforståelse af, hvad evangeliet er og ikke er. Evangeliet er ikke et budskab, der kommer med en bestemt indpakning/ kultur, men en surdej, der gennemsyrer og et frø, der må læg-

ges i jorden for så at vokse op og tage farve og form af den jord, hvori det nu vokser. Den fortælling skal vi med ord og handlinger – og med frimodighed – fortsætte med at fortælle, hvad enten vi taler om det som at missionere, evangelisere eller handle, så Guds rige bliver synligt.

Måske ordet mission skal sættes på hylden. Men ikke sagen. For som kirke og som kristne har vi ikke først og fremmest en ret, men en forpligtelse til at vidne og bevidne og invitere andre med ind i det, som vi selv har fået del i. Da Jesus hilste sine disciple efter opstandelsen, gjorde han det blandt andet med ordene: som Faderen har sendt mig, sender jeg jer. At være discipel af Jesus er stadigvæk at være sendt, at være missionær.

Vi er sendt, som Jesus var det. Ord, som beskriver den måde Jesus var sendt på, er ord som tjeneste (ikke at lade sig tjene), ydmyg, barmhjertig, give afkald og i sidste ende give sig selv. Måske ikke ord, som dem der først mødte missionærerne, vil bruge om dem. Dertil gik de for meget i ét med de kolonimagter, man siden blev befriet fra. Så ja, der er grund til at standse op – men ikke til at holde op med at gøre den kristne tro kendt. Det gælder globalt og i kulturer, hvor den bibelske fortælling om Guds mission og hans håb for verden endnu ikke har slået rod og fået et udtryk. Og det er ikke sikkert, at man har brug for et pas for at krydse grænser og så evangeliets frø i en kultur, hvor det endnu ikke har slået rod. ■

Evangeliet er ikke et budskab, der kommer med en bestemt indpakning, men en surdej, der gennemsyrer og et frø, der må lægges i jorden for så at vokse op og tage farve og form af den jord, hvori det nu vokser.

Globalt:

Jeg levede i en drøm i to år, da jeg var ude at rejse i mine sabbatår

GL BALT

skal Du til grønlanD i Dit sabbatsår?

De skønneste studerende. Verdens flotteste natur. Og nogle helt unikke oplevelser. Velkommen til Grønland! LMBU og KFS udvider fra august studenterarbejdet i Grønland med en volontør. I samspil med KFS-sekretæren og de grønlandske studerende bliver det din opgave at være med til at udforske og udfordre, hvordan KFS og ’kend Jesus, gør Jesus kendt’ kan se ud på grønlandsk. Lyder det, som noget for dig?

Skriv en mail til Lisa Rom Boye for at høre mere om stillingen: lrb@lmbu.dk

Efter 3.G vidste jeg, at jeg ville ud. Væk fra Danmark og alt, hvad jeg kendte. Og allerhelst ville jeg til England. Beslutningen traf jeg ikke, fordi jeg mærkede et kald, men jeg brugte flere gåture på at bede og tænke over, hvad det ville betyde at tage væk fra alt, jeg kendte, i et år og ikke se familie eller venner i den tid. Om Gud svarede? Jeg kan ikke påstå at have hørt et svar, men jeg var ikke langt inde i mit ophold, før jeg var meget glad for at være taget afsted, selvom der også var udfordringer.

Jeg brugte tiden på at arbejde som volontør og intern (praktikant) på en bibelskole. Jeg så mange elever komme og gå og feriegæster, der nød halv eller en hel uge med bibelundervisning, fællesskab og smuk natur. Midt i alt det var jeg en del af et hold, som bare forsøgte at gøre stedet til en god og tryg mulighed for at møde Jesus, og det var et enormt vigtigt arbejde. Det var så givende, fordi man dagligt kunne se folk, der trivedes i fællesskab med Jesus. Lykkeligvis helt uafhængigt af mine bedrifter – jeg havde bare det privilegium at hjælpe til!

Efter at have forlænget mit ophold med yderligere et år blev det juli 2022, og jeg måtte tilbage til Danmark for at ‘komme videre i livet’. Det betyder, at jeg til dagligt befinder mig i Odense, hvor jeg studerer engelsk. Jeg har hørt nogen sige, at det at komme tilbage til Danmark igen

efter en rejse og finde sig til rette kan tage lige så længe som rejsen tog

For mig betyder det, at jeg har halvandet år endnu til at vænne mig til Danmark igen. Det er let at tro, at Gud arbejder langt mere på en bibelskole, end han gør på et universitet. Og det er også let at retfærdiggøre den tankegang – der er trods alt en større andel kristne på bibelskolen end i Odense! Jeg er stadig ved at lære, at jeg skal tage de gode oplevelser og al læringen med mig, og jeg kæmper med at være til stede, hvor jeg er. Selvom jeg ikke er noget særligt, så er det okay at tænke, at jeg kan bidrage med noget i Odense. Jesus bor jo i mig, så jeg tager ham med, hvor jeg går! Og selvom min rejse i England er slut, og livet nu er anderledes, så vil jeg aldrig fortryde at have rejst.

Grønland:

Verdens lys og D-vitamin

Måske bemærker du, at der en ny skribent (og vikarierende KFS-sekretær), der har overtaget pennen fra Daniel? Så har du set helt rigtigt! Mit navn er Karoline, og jeg har fået lov til at vikariere her i Grønland frem til og med påske, hvor Sara vender tilbage. Jeg gik på LTC sidste år, hvor vi også havde den fornøjelse at være en lille del af KFS-arbejdet i Grønland i et par uger, og efter en god oplæring af Daniel er jeg nu i fuld gang med arbejdet. Der er mange spændende ting i kalenderen, og jeg er blevet taget rigtig godt imod af de grønlandske studerende!

I skrivende stund er den mørke vinter ved at være forbi i Grønland, og dagene bliver længere og længere. Vinteren heroppe er mørk og har meget få lyse timer, og selvom de bliver flere og flere, har tanker om lys fyldt en del for mig. Jeg sætter mere pris på de lyse timer og prøver at komme udenfor midt på dagen for at hilse på solen, hvis den dukker op mellem de snefyldte skyer.

Jesus siger, at han er verdens lys. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor det er så godt. Han siger også, at han er livets brød, og det er dejligt, for det stiller min sult. Det dækker et behov, jeg kender til. Men hvorfor er det fedt, at Jesus er verdens lys? Hvad er det for et behov, det dækker? Hvad er det for en længsel, det stiller? Lyset og fraværet af det er også noget, der påvirker hverdagen i Grønland. Om sommeren, når det er lyst næsten døgnet rundt, og om vinteren, hvor sneen synes at forstærke det lys, der trods alt er. Jeg har stadig ikke helt fundet ud af, hvorfor det er så dejligt at komme ud i lyset. Men det er skønt, og det er blevet noget, jeg nyder og prioriterer. Mørket synes at skærpe forståelsen af Jesus som verdens lys og mit behov for det samme. Desuden er jeg blevet formanet på det kraftigste til at tage en masse D-vitamin, fordi min krop

tilsyneladende har et helt fysisk behov for lys, for sol og for alt det, der følger med. Lyset har sine egne veje her. Nordlys, der danser på himlen (når der ellers er skyfrit…), og de orange, grønlandske julestjerner, der helst skal sidde i vinduet og lyse varmt til engang midt i januar. Der er også mange lyspunkter i KFS-arbejdet. Et nyt ansigt er kommet til i Uncover-gruppen, som skaber rum for spørgsmål, dybere relationer og (naturligvis?) også lidt grønlandsk folkedans. Derudover er der også de grønlandske studerende, der ser frem til at komme til Danmark på Påskelejr, de helt almindelige tirsdagsmøder på gymnasiet med romkugler, lektiesnak og undren over vores Gud, og fælles aftensmad på kollegier med pasta, taknemmelighed og mangel på opvaskemiddel.

Det er alt sammen lys, og det bliver set af en masse grønlandske studerende. Måske er det det, der er med lyset. At man kan se det. Jesus kom herned og er lys, så vi kan få lov til at se Gud. Det er da herligt.

beD for kfs i grønlanD

Tak for, at endnu et studiested i Nuuk har åbnet dørene for KFS.

Tak for muligheden for at sende grønlandske studerende til Påskelejr i Danmark.

Bed for alle de børn, der bor på kollegieværelser, fordi deres forældre er studerende.

Bed for, at KFS Grønland må få lov til at være et lys ind i studerendes hverdag.

Er der forskel på Peterson og Paulus?

Selvhjælpstænkning giver ofte usund og mangelfuld vejledning, fordi dens afsæt i mange tilfælde er forkerte antagelser om Gud og mennesket” skriver Kristoffer H. Enevoldsen og Michael A. Mørch. Læs deres kritiske sammenligning af vores tids trang til selvoptimering og den åndelige vækst, som vi finder beskrevet i Bibelen.

Mennesket er et forunderligt væsen, der altid har søgt efter at optimere sig selv. Noget af det, der skiller os ud i sammenligning med andre skabninger, er netop denne konstante søgen efter forbedringer. Nogle gange kalder vi det ”udvikling”, andre gange ”innovation”. Vi opfinder, optimerer, justerer, disrupter, revolutionerer. Det er der ikke noget nyt i. Forskellige religiøse og filosofiske livssyn har helt siden den ældste tid formuleret forskellige forståelser af vandringen fra uperfekt til perfekt. Også kristendommen.

Men er der egentlig forskel på Jordan B. Peterson og Paulus? Er der forskel på Bibelens kald til åndelig vækst og moderne selvhjælpslitteratur, som kalder os til at være "den bedste version af os selv"? I det følgende vil vi forsøge at vise, at selvhjælpstænkning ofte giver usund og mangelfuld vejledning, fordi dens afsæt i mange tilfælde er forkerte antagelser om Gud og mennesket.

hvaD er ånDelig vækst ifølge bibelen?

I sin enkelthed er Bibelens vision for åndelig vækst, at vi skal ligne Gud, fordi vi er hans børn. ”I skal være hellige, fordi jeg er hellig,” siger Gud. I Ny Testamente betyder det, at vi skal ligne Jesus mere og mere. Det kaldes også ”helliggørelse”, fordi vi bliver gjort hellige gennem den proces, vi gennemlever som kristne.

En af de bedste metaforer er træets frugter. Jesus siger i Johannesevangeliet kapitel 15, at den troende er som en gren, der bærer træets frugter. Men hvis grenen ikke henter sin næring fra stammen og rødderne, kommer der ingen frugt. Stammen og rødderne er Jesus, som de kristne suger deres næring fra. Vores afhængighedsforhold af Jesus er så stort, at han siger, ”skilt fra mig kan I slet intet gøre.”

Paulus tager også denne metafor op og siger, at kristne skal bære ”åndens frugter”. Han giver mange eksempler på, hvad de kan være: kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed, selvkontrol. Alt dette vil vokse frem i den troendes liv, når Kristus bliver forkyndt som troens banebryder og fuldender. Den frelser, som gav sit perfekte liv for at frelse uperfekte mennesker. Mens frelsen er øjeblikkelig og total, så ethvert menneske, som kommer til Jesus, er helt og fuldt frelst ved troen på ham, er den åndelige

Ånden kan vokse eller skrumpe. Den er ikke statisk. Men frelsen afhænger ikke af, hvor på vækststigen man er.

vækst aldrig afsluttet på denne jord. Væksten er nemlig en proces. Den er noget dynamisk. Ånden kan altså voksne eller skrumpe (se Efeserbrevet kapitel 5, vers 18). Den er ikke statisk. Men frelsen afhænger ikke af, hvor på vækststigen man er.

Et andet væsentligt træk ved Bibelens tale om vækst handler paradoksalt nok om syndserkendelse. For åndelig vækst er også øget indsigt i egen syndighed! Syndserkendelse er i Bibelen en ægte gudserfaring. Prøv f.eks. at se, hvordan Paulus intensiverer sin egen uværdighed i hans selvbeskrivelse i 1. Korintherbrev kapitel 15. vers 9, Efeserbrevet kapitel 3, vers 8 og 1. Timotheusbrev kapitel 1, vers 15, som sandsynligvis er skrevet i den kronologiske rækkefølge. Når mennesker møder Gud i Bibelen, skaber det ofte tilbedelse og overgivelse. Men det er også ofte krydret med en dyb erkendelse af, at man ikke er hellig og perfekt, som Gud er det. Og den indsigt er en god ting, for det skaber et behov for Guds nåde og tilgivelse, og det er netop, hvad mennesket dybest set har brug for.

inDiviDualiseringens ekspressive selv

Som baggrund bag meget selvhjælpstænkning finder vi i stedet det moderne samfunds individualisme, som har

manifesteret sig i det filosoffen Charles Taylor kalder ”det ekspressive selv”. Individualisering betyder, at vi tillægger det enkelte individs behov og ønsker større vægt end kollektivets. Det kommer til udtryk ved at individets frihed generelt overruler fællesskabets normer og traditioner. Man er herre i eget hus og fri (eller næsten forpligtet…) til at realisere sine egne drømme og ønsker.

En af konsekvenserne ved individualiseringen er, at den enkeltes følelser bliver normstyrende. Individets autentiske liv er blevet det etiske korrekte liv, så det ”gode” er lig med overensstemmelsen mellem indre og ydre. Det er det, der menes med, at selvet er ”ekspressivt”. Det indre skal udtrykkes i det ydre. Det er slet ikke så kringlet, som det måske lyder. Vi kender det fra udtryk som ”følg dit hjerte” eller ”følelserne tager aldrig fejl”, for populærkulturen er fuld af udtryk, der fortæller om det ekspressive selv.

skal vi bare være Den beDste version af os selv?

Selvhjælpen består ofte i, at individet skal have hjælp til at skabe en autentisk overensstemmelse mellem det indre følelsesliv og de ydre handlinger og ord. Man får tips til at være ”den bedste version af sig selv.” Egentlig er det sympatisk, men det er også problematisk, fordi der er flere grundindstil-

linger, der er forkerte fra et kristent perspektiv. Vi tager tre frem her.

For det første bygger det ofte på et optimistisk menneskesyn, der er fremmed for Bibelen. Selvom Liberal Alliance påpegede noget sandt i deres valgkampagne ”Du kan godt”, er det kun en delvis sandhed. For menneskelivet på denne side af Jesu genkomst er farvet og tynget af synden. I en kronik i Kristeligt Dagblad skrev gymnasielærer Søren Søberg Poulsen følgende: “Jeg misunder de kristne deres indgroede syndserkendelse … For hvor den kristne accepterer syndens realitet som det, der adskiller menneskelivets mangler og lidelser fra gudsrigets ideelle verden, så er det kun individet selv, der for nutidens sekulære menneske står til hinder for den perfekte og fuldendte lykketilværelse.” Det kristne menneskesyn kan virke negativt, men omfavnelsen af syndens virkelighed giver også en frihed fra skuffelsen over sig selv.

For det andet er det en forkert grundindstilling, at optimeringen skal komme ved en viljesbeslutning. ”Jeg må bare tage mig sammen”, kan vi sige til os selv, og når vi så ikke kan det, har vi brug for selvhjælpens ”syv trin til et mere autentisk liv.” Men selvom åndelig vækst sker i hjertet på den troende, kommer kraften udefra: fra evangeliet om Jesus. Det er dét budskab, Helligånden bruger til at skabe sine frugter. Det er

afhængigheden af Jesus, der gør, at vi får kraften til at se væk fra egen navle og hen på Jesu nagler.

Fordi denne vækst kommer i mødet med evangeliet i forkyndelse og bibellæsning, kan mange opleve, at præstationen på ny smugles ind. Jeg skal virkeliggøre og præstere det gode andagtsliv. Her er det vigtigt at holde tungen lige i munden: Jeg læser ikke i Bibelen fordi jeg skal, men fordi det er nødvendigt og godt. Her kan selvhjælpens råd til at etablere vaner og systemer sådan set blive en kærkommen hjælp, så længe vi ikke glemmer det overordnede fokus.

Den tredje forkerte grundindstilling er, at individualiseringen i sin essens er egocentrisk. Den har selvet som centrum for sit univers, og det er en fundamental skævvridning af det bibelske menneskesyn. I Bibelen er mennesket et

Det kristne menneskesyn kan virke negativt, men omfavnelsen af syndens virkelighed giver også en frihed fra skuffelsen over sig selv.

relationelt væsen. Vi har en primær, vertikal (opadgående) relation til Gud, som er vores skaber, og vi har sekundære, horisontale (tilsidengående) relationer til andre mennesker. Det er i krydsfeltet mellem vertikale og horisontale relationer, at mennesket lever sit liv. Derfor er vækst i Bibelen også rettet mod vækst i vores relationer. Da Jesus blev spurgt, hvordan man skal leve sit liv, svarede han, at man skal elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Vi skal elske os selv, det har moderne selvhjælpslitteratur ret i. Men det skal vi gøre, fordi vi kender vores værdi, som skabt i Guds billede. Det er en konstant og varig værdi, vi ikke kan miste. Det skal så sættes i sammenhæng med kærlighed til vores Gud og kærlighed til vores medmennesker. Når vi ønsker at være den bedste udgave af os selv, skal vi altså ifølge Bibelen ikke vende blikket indad, men udad og opad. For som Luther nøgternt konstaterede, er det ikke mig eller Gud, der har brug for mine gode gerninger (for der har Kristus gjort alt!), men det er derimod min næste. Vi skal søge Gud og vokse i erkendelse af og tillid til ham, og vi skal lede efter anledninger til at være til gavn og glæde for mennesker, vi er iblandt.

friheDen fra os selv

For nogle år siden var der en interessant kronik i Kristeligt Dagblad, hvor psykologen Kaspar Meitil, der engang var stærkt optaget af selvoptimering, satte ord på dette tema: ”Meget af min tid bruger jeg på at tænke over, hvad jeg kan gøre for at udvikle mig, være gladere og leve et mere spændende liv. Der er bare noget paradoksalt ved, at det ofte er, når jeg slet ikke går op i mig selv, at jeg er mest glad og tilværelsen mest spændende.” Det ekspressive selv bliver også hurtigt det udmattede selv, fordi jagten efter autenticitet og selvoptimering er slidsom. Den hviler nemlig ikke på en grundlæggende værdi som skabt i Guds billede og heller ikke på den grundlæggende nåde, at vi ikke skal fortjene os til vores frelse eller mening.

Man kan så spørge, om der er behov for et opgør med selvhjælpstænkningen i kirkelige kredse. Selvhjælpstænkning findes ikke i ental, så der gives ikke et enkelt svar. Selvhjælpstænkningen har flere sympatiske træk, når den

forsøger at hjælpe. Men fordi den hviler på en problematisk egocentrisme, og fordi den ikke forstår, at mennesket fundamentalt set er et relationelt væsen, går den vild. Derfor vil der oftest ikke være god og sund vejledning at hente i selvhjælpslitteraturen, hvor sympatisk den ellers forekommer at være. Men det må altid komme til en vurdering af den enkelte bog, podcast, artikel, foredrag osv., og her må kristne som altid være årvågne og leve efter det dobbelte princip om, på den ene side at alt er tilladt, men ikke alt gavner, og på den anden side at hvad der gavner, finder vi ved at holde det op imod Bibelens ord og vejledning.

hvorDan forkynDer vi ånDelig vækst på en sunD måDe?

Lidt banalt er den sunde måde altid den bibelske måde. I forkyndelsen – også i KFS – skal al lære, vejledning, formaning og udrustning ske på bibelsk grund. Det er ikke bare en tam kliché, det er at holde fast ved det, Jesus har lovet os at virke igennem. Når vi holder os til Bibelen, holder vi os til det sted, hvor Jesus selv har lovet at vejlede os ved sin Ånds kraft.

Men hvordan gør vi det så mere konkret? Vi trækker to ting frem. For det første må vi insistere på, at åndelig vækst kommer af evangeliet. Ved at holde os til evangeliet om, at Jesu død og opstandelse er nok til at frelse enhver, som tror, vil Helligånden selv skabe vækst i os. Vi skal altså høre om Jesus, synge om Jesus, bede til Jesus, tale om Jesus med hinanden, for det er hans herlige navn, der har kraften til at forandre os indefra og ud.

Det andet er, at vækst er vækst i det relationelle. I kærlighed til Gud og mennesker. Åndelig vækst er en vækkelse af hjertet, så det ser, at det er en fryd at være hos Gud. Sulten efter samvær med Gud i bibellæsning, bøn, lovsang, gudstjeneste, retræte og så videre er små indikationer på, at troen er i vækst. At Helligånden arbejder. Men som sagt er troens vækst ikke kun i det vertikale, men også i det horisontale. Som Paulus siger, så skal vi efterligne Kristus ved at sætte andre over os selv i ydmyghed. Fordi vi kender vores egen værdi, kan vi frimodigt anerkende andres værdi. Paulus siger også, at vi skal kappes om at vise hinanden agtelse, fordi vi selv har mødt så meget godt hos Gud. Her har vi alle brug for at vokse i gavmildhed og selvopofrelse, om det så handler om tid, penge, evner, opmærksomhed, osv. ■

Jeg læser ikke i Bibelen, fordi jeg skal, men fordi det er nødvendigt og godt.

Vi må insistere på, at åndelig vækst kommer af evangeliet.

Hvad er det egentlig, jeg tror på?

Hvad sker der med troen, når vi mødes af andres undren? Efter en god portion teamperioder, religionstimer, standbesøg og utallige møder med spørgelystne gymnasieelever fra hele Danmark, er der én ting, der står tilbage for Tobias: Taknemmelighed over evangeliet!

Siden jeg startede på LTC, har jeg arbejdet meget med, hvordan man deler evangeliet med andre, men paradoksalt nok er den vigtigste lektie, jeg har lært, at det ikke kommer an på, hvor meget man arbejder med det, eller hvordan man gør det.

Frelsesmissionen tilhører ikke mennesket, men er simpelthen 100% Guds, og det er netop derfor, jeg fortsat arbejder på at gøre det så godt, som jeg kan. Jeg tror dog ikke, jeg ville turde at gøre det, hvis andre folks tro på Gud kom an på mig. Heldigvis står det sådan til, at andre folks tro udelukkende er en sag mellem dem og Gud, og så er det ude af mine hænder. I stedet må jeg uden bekymringer fortælle om, hvad troen betyder for mig – personligt.

Det er godt at fortælle om, hvad Bibelen siger, men det er mindst lige så interessant for andre at høre om, hvad troen betyder for mig, den troende, hvilket er en anden af mine vigtigste erfaringer. Sidste år, da jeg gik på gymnasiet, kunne jeg næsten gå og føle mig skyldig over ikke at fortælle mine skolekammerater mere om Gud, fordi jeg jo i sidste ende tror, at Han er livsnødvendig. Den ærgrelse kom fra det rigtige sted, for jeg tror virkelig på, at alle har brug for Gud. Desværre var det en misforståelse, der gav mig pligtfølelse – måske endda skyldfølelse – for som nævnt

er mine venners tro ikke mit ansvar, men Guds. Den erkendelse har været en stor befrielse i min egen tro, og selvom jeg måske i bund og grund allerede vidste det dengang, gav den viden mig ikke den befrielse, som jeg har fået af at dele evangeliet med andre og erfare personligt, at jeg umuligt kan være god nok til at gøre det selv.

I forberedelserne op til, at vi skulle ud og fortælle andre om evangeliet, har det også været godt for min tro, at jeg ganske enkelt er blevet tvunget til at forholde mig til, hvad det egentlig er, jeg tror på. Det virker måske banalt, men for mig kan troen i min hverdag tit handle om kristne fællesskaber, lovsang, at huske min bibellæsning og mange andre ting. Alle disse ting er gode og hører til i min tro, men de er ikke sagens kerne: Evangeliet. Men når jeg skal fortælle nogen om, hvad det er, jeg tror på, handler det kun om det allervigtigste: Hvad tror jeg på, og hvad betyder det for mig? Stillet over for dette spørgsmål må alle de ting, der fylder i min tro til hverdag, træde tilbage for at gøre plads til de mest centrale pointer.

Jeg tror på, at Gud skabte verden, at Gud elsker mig, at Jesus er død for at fjerne min synd, og at jeg en dag skal i Himlen med Gud. Disse pointer er ikke nye for mig, men i mødet med folk, der ikke ved, at det er essensen af min tro, har de fået en fornyet vigtighed for mig. Det er ganske enkelt taknemmelighed. På sin vis føles den fornyede glæde over evangeliet en smule underlig, for jeg har kendt evangeliet længe, men svaret på spørgsmålet om, hvad det vigtigste i min tro er, bliver meget naturligt mødt med et andet spørgsmål: “Hvorfor?” For mig har det affødt en lidt dybere erkendelse af, hvad evangeliet, det glædelige budskab, egentlig går ud på.

a f Tobias m almgaard, lTC’er

En opløftende og vild nytårsfejring med kristne studerende fra hele Europa

Halgulve, lange madkøer, lovsang, stærk forkyndelse og op imod 1.500 studerende fra alle hjørner af Europa. På Revive, en nytårskonference i Tyskland for studerende, fik omkring 30 KFS’ere en lille oplevelse af, hvad det er, mødet med vores internationale kristne brødre og søstre gør ved os. Det blev en vild, opløftende og lærerig oplevelse, som Aksel, Camilla og Johan fortæller lidt om her.

Det var vildt at møde så mange brødre og søstre fra så mange forskellige land. Jeg blev så opmuntret af at møde så stærk en passion for Jesus hos rigtig mange og af at høre deres forskellige historier og vidnesbyrd. Halleluja! Første hele dag var fokus på ’Revive our hearts’. Her var der stærk undervisning om omvendelse og om at give Gud tilladelse til dagligt at arbejde i vores liv. Vi bad Gud om tilgivelse og om at forny og opflamme vores hjerter. Må du Jesus få alt i os alle sammen, og må du sende din ild over os!

Revive var en vild oplevelse! Så mange kristne fra så mange forskellige lande, som samles i fem intensive dage for at opmuntre hinanden og bede for vækkelse i Europa, i ens by, hos ens venner. Ud over det udad rækkende formål med lejren så kom jeg selv hjem med en fornyet nuancering af min egen tro og en brand for Jesus. Alt i alt det hele værd, især når man har voksne KFS-folk med, som teologisk holder hånden over en.

Jeg nød at være på Revive hen over nytåret. Det var enormt opløftende at være iblandt andre internationale KFS'ere og mærke deres entusiasme for evangeliet og brand for at gøre Ham kendt. Nytårsaften, inden vi trådte ind i det nye år, skulle vi deles op i regioner hvorefter vi brugte tid på at bede med og for andre regioner i Europa. Det var megaberigende og stærkt at stoppe op og bruge tid på Gud i bøn op til det nye år.

Det at være en bror/søster i Kristus blev særlig konkret for mig på Revive. Her oplevede jeg, hvordan Guds ekstraordinære kærlighed til os og til hinanden, til trods for sociale og kulturelle forskelle, altid består i et fællesskab. Jeg blev både konfronteret, inspireret og motiveret til ikke at lægge skjul på min egen tro, men være et vidne for Jesus i min hverdag.

Udover det åndelige, skete der også bare en masse sjove ting. Blandt andet havde alle lande en tjans, som de på et tidspunkt skulle udøve. Vi skulle stå for morgenmad og opvask en morgen. Vi var en del, som stod ved overleveringsbordet, hvor deltagerne kom hen med deres tallerkener og bestik. Vi besluttede os for at lære, hvordan man sagde godmorgen på de forskellige europæiske sprog ved at spørge deltagerne, når de kom forbi. Det var megagrinern og fedt på trods af, at det var tidlig morgen. Folk var totalt game på det og blev meget overrasket, når de kom, og vi så kunne sige godmorgen til dem på deres modersmål. Kæmpe fest!

aK sel Kumar, nØ rre g ymnasium

Camilla b ir K sØ rensen, volon TØ r på h edem Ø lle e f T ers K ole

Johan r asmussen, rØ d K ilde g ymnasium

Lejligheder i Aarhus til studievenlige priser

Delevenlige 2-, 3- og 4-værelses lejligheder

Solrig altan og lynhurtigt fibernet Gratis nyttehave og plads til husdyr

Tæt på indkøb og studie

Gratis parkering og delebil

Priser fra 6.480 kr.

Overtræk, doughnuts

og ideen om det gode liv til revision

Økonomisk vækst er afgørende for det samfund, vi er en del af i dag. Men der er også en del faldgruber ved den måde, økonomien fungerer på. Det oplever vi særligt, når vores forbrug bliver til overforbrug af naturens og menneskets ressourcer. Hvad kan en doughnut og Bibelen sige ind i det?

opvækst i et vækstsamfunD

Jeg voksede op i den lille fiskerby, Nexø, på østkysten af Bornholm. Jeg havde en skøn opvækst, og selvom vi levede forholdsvist sparsommeligt, så havde jeg alt, hvad jeg havde brug for – og sådan er det nok for rigtig mange, der er vokset op i Danmark. Vi lever med en økonomisk velstand, som har været få forundt, både når man ser ud i verden, og når man ser tilbage på de mange generationer, der er gået forud for vores. En velstand, som langt hen ad vejen tilskrives udviklingen igennem industrialisering, effektivisering og økonomisk vækst. Det er en udvikling, de fleste af os nok helst ikke ville være foruden, men som også er under kritik for at skabe nogle af de største kriser, vi som menneskehed har stået over

for: Klima- og biodiversitetskrisen og alle de underliggende kriser, der følger med dem.

Det giver anledning til at rejse spørgsmålet, om økonomisk vækst er et vilkår for det gode liv, eller om væksten er ved at underminere vores levevilkår? Er der behov for helt at stoppe væksten og lade kloden restituere? Eller er det netop vækst, der skal løfte os ud af de forestående kriser?

fiskerkongernes storheD og falD

På Bornholm slog den økonomiske vækst særligt tydeligt igennem inden for fiskeriet. Fiskeri har altid været vigtigt for øen, men nye, mere effektive metoder til at fange, forarbejde og konservere fisk op gennem 1900-tallet betød, at det før så fattige fiskerierhverv blev big business. Særligt i 70’erne og 80’erne var der gang i den. Min morfar, som var lærer på Nexø

skole dengang, har fortalt, at han ofte måtte ned på havnen for at hente elever, der hellere ville tjene en god skilling ved at rense fisk på havnen end at deltage i undervisningen. Dengang var det fiskerkongerne, der ejede byens største og flotteste huse, men succesen blev kort. Fiskebestanden kunne ikke følge med den økonomiske vækst og øgede fangst, og i starten af 90’erne var det stort set slut. Der var for få fisk tilbage, og fiskekvoter blev indført for at holde hånden over den sidste bestand. Med trawlnettet trukket tungt over Østersøens bund, havde fiskekutterne ikke kun hevet flere fisk op, end hvad der var bæredygtigt for bestanden, men også beskadiget det havmiljø, der er fiskenes eksistensgrundlag. I dag har Bornholms sidste erhvervsfiskere snart sendt deres kuttere til skrot.

overtræk på vores fælles ressourcekonto

Hvert år offentliggør organisationen ’Global Footprint Network’ en dato for ’Earth Overshoot Day’. Datoen markerer det tidspunkt på året, hvor vi overskrider jordens biokapacitet –altså den mængde ressourcer, jorden kan regenerere på et år. I 2022 faldt Earth Overshoot Day d. 28. Juli. Altså havde vi allerede opbrugt de ressourcer, der skulle række til et helt år, i løbet af de første 7 måneder af 2022. Danmarks Overshoot Day var den 28. marts, hvilket svarer til, at vi bruger ressourcerne 4 gange så hurtigt, som jorden kan generere dem. Med andre ord kan man sige, at vi hvert år laver et overtræk på

Danmarks Overshoot Day var den 28. marts, hvilket svarer til, at vi bruger ressourcerne 4 gange så hurtigt, som jorden kan generere dem.

vores fælles konto. Vi låner af de fattigste lande, som ikke opbruger deres “andel”, og samtidig opbygger vi en gæld i form af tabt biodiversitet og klimaforandringer med mere, som skal betales nu og i fremtiden. Væksten globalt set er altså kommet med en høj pris.

kan vækst være bæreDygtig?

Tilbage til spørgsmålet. Kan vi vende skuden? Kan væksten blive en grøn medspiller, så vi både bliver rigere og grønnere? Jeg tror ikke, det kommer til at ske, hvis vi ikke lærer at afkoble vækst fra vores overforbrug af naturens og menneskets ressourcer. Og måske er tidspunktet kommet, hvor vi skal spørge os selv, om vi har brug for mere vækst, eller om

det, vi har brug for, er en ny måde at forstå og måle samfundets udvikling?

Doughnut-økonomi

Den britiske økonom, Kate Raworth, kommer i sin bog ’Doughnut-økonomi: Syv principper for en fremtidig økonomi’ med et bud på en økonomi, hvor det ikke er vækst, men menneskelig trivsel, der er den drivende faktor. Raworth kritiserer det nuværende økonomiske system for at være afhængigt af konstant vækst. Anderledes er det i naturen, hvor der altid er et punkt, hvor et dyr eller en plante er udvokset, og væksten stopper. Doughnut-økonomi er en ny økonomisk model, der har fået sit navn, da den illustreres med en figur, der ligner en doughnut. Den inderste cirkel i doughnutten er “det sociale grundlag”, som vi må opretholde for at sikre menneskets basale behov for rent vand, mad, energi, bolig mv. Den yderste cirkel er “det miljømæssige loft” – altså grænsen for, hvornår vi overbelaster planeten, f.eks ved klimaforandringer og tab af biodiversitet. Den midterste ring, altså selve doughnutten, er det “sikre og retfærdige sted”, som vi i en delikat balancegang skal forsøge at holde os indenfor.

I dette perspektiv er økonomisk vækst i sig selv ikke afgørende, men i stedet kun det, der øger menneskers trivsel. Det tvinger os til at finde nye måder at måle samfundets udvikling på. Samtidig sætter det os fri til at værdisætte de ting, som ikke kan gøres op i penge – fx værdien i medmenneskelighed, i arbejdsglæde og i åndelighed.

Doughnutten i et bibelsk perspektiv

Det er ikke en nem opgave at leve inden for doughnuttens rammer, men jeg tror, at Bibelen giver os et godt fundament. Som kristne er vi kaldet til at elske vores næste, og Jesus viser os et eksempel i måden, han behandlede samfundet svageste, helbredte dem for sygdomme og gav dem, hvad de havde brug for. Vigtigst af alt viste Jesus dem, at de havde værdi, ikke på grund af det, de udrettede eller producerede, men fordi de var skabt i Guds billede. Man kan sige, at vi i kristendommen er kaldet til at bringe trivsel til mennesker, og dermed sikre “det sociale grundlag”, både for de fysiske og åndelige behov.

Har vi brug for mere vækst, eller er det, vi har brug for, en ny måde at forstå og måle samfundets udvikling?

I Matthæusevangeliet kapitel 19, vers 16-26 læser vi om en ung mand, der spørger Jesus, hvad godt han fortsat mang ler at gøre, når han allerede følger de 10 bud. Jesus beder ham om at sælge alt, han ejer, give pengene til de fattige og følge ham. Da manden hører dette, går han bedrøvet væk, for han var meget velhavende. Det er svært for ham at give slip på det, han har, fordi han har så meget. Han er bundet af sin velstand. Jeg tror, at vi i dag ligesådan skal passe på, at vi ikke værdsætter vores velstand så højt, at vi ikke kan give afkald på den, når det kræves af os. Og måske er det netop noget, der kræves af os i dag, hvor vi har set, at en del af den velstand ikke er opnået på et holdbart grundlag inden for jordens “miljømæssige loft”.

et offer eller Det goDe liv?

Teolog og bioetiker Mickey Gjerris skriver i sin bog ’Upraktisk håndbog i lysegrønt håb’, at udfordringen er, at mange af os sidder fast i en fortælling om, at det gode liv er afhængigt af materiel velstand. Derfor bliver det et offer for os at handle imod klimaforandringerne og give afkald på noget af vores velstand. Han pointerer, at kunsten er at vende det om, så vi ikke ser det som et “offer”, men som en del af det gode liv, når vi giver afkald på noget af vores velstand for klimaet og vores medmenneskers skyld.

I Det Nye Testamente og i kristen tradition kan vi lære meget om det gode liv, men det er ikke materiel velstand eller materielle goder, der er udgangspunktet. Ikke at velstand eller det at have mere, end man har behov for, er forkert i sig selv, men der er andet, der er vigtigere: nemlig tilliden til, at

Gud sørger for os og kærligheden til Gud og vores medmennesker i ord og handling. w

tilbage til hverDagen

Det kan virke bagvendt at tale om velstand i øjeblikket, hvor mange er påvirket af inflation og høje priser. Men omvendt tror jeg, at det, vi oplever i øjeblikket, kan blive en påmindelse om, at vi ikke nødvendigvis kan forvente at have råd til alt det, vi plejer, og at vi i højere grad må vælge, hvad der er vigtigst. Vi er også blevet mindet om, at eksempelvis adgangen til energi er begrænset, og at vi kan handle solidarisk ved at skrue ned for forbruget, så der er nok til alle, og så priserne ikke bliver så høje, at de dårligst stillede ikke har råd.

Det er en stor udfordring at lære at leve inden for rammerne af doughnutten og kun at forbruge, hvad én planet kan understøtte. Det kræver i særdeleshed store strukturelle forandringer og smarte tekniske løsninger, men det kræver også, at vi i højere grad forstår at se det værdifulde i det, som ikke kan måles i økonomisk vækst, men som gør verden til et mere sikkert og retfærdigt sted. ■

Kunsten er at vende det om, så vi ikke ser det som et “offer”, men som en del af det gode liv, når vi giver afkald på noget af vores velstand for klimaet og vores medmenneskers skyld.

Portræt

hvorDan opleveDe Du Din ånDelige opvækst?

Jeg hedder David og er 26 år. Jeg er opvokset i Krollerup (lidt uden for Løsning) i en kristen familie som nummer to i en søskendeflok på seks. Jeg forbinder min trosopvækst med de bibelhistorier og andagtsstykker, som mine forældre læste op for os. Da vi var små, var det fra børnebiblen og familieandagtsbogen ’Alle Guds Børn’, og da vi blev ældre fra Thomas Teglgårds andagtsbog IB. Jeg skænkede ikke min tro så mange tanker som lille. Gud passede jo på lille mig, og så var alting godt og uden bekymringer. Det var først på efterskole, at jeg blev bevidst om, hvad jeg troede på, og på LMH fik jeg et solidt fundament for, hvordan jeg skulle læse i bibelen. En af de lignelser, som er blevet læst op for mig et utal af gange som barn, er lignelsen om de betroede talenter. Jeg synes stadig, den er svær at forstå, men som økonomistuderende er den interessant, da vigtigheden af trosvækst fremstår tydeligt.

har Du beskæftiget Dig meD vækst i Dit stuDie?

Til daglig læser jeg økonomi på Københavns Universitet. Her er ”vækst” måske det mest essentielle begreb. Økonomisk vækst er ofte endemålet, fordi det gør et samfund rigere. Vækst findes også i andre former, blandt andet befolkningstilvækst, vækst i priser (inflation) og teknologisk vækst. Vi analyserer de mekanismer, der gør, at økonomisk vækst ikke kører på en sikker sti, men er forbundet med op- og nedture, som for eksempel finans- eller coronakrisen.

Jeg tror, at økonomiens fokus på vækst kan bruges til at forstå trosvækst. Jeg tror ikke, at trosvækst er et mål i sig selv – det mål er opnået ved Jesu død på korset. Men jeg tror, at vækst i troen er nødvendig for at forblive i troen. Vi har fået givet evangeliet af Gud, men må ikke behandle det, som den sidste tjener i lignelsen om de betroede talenter, der gravede sit talent ned. Vi skal lade evangeliet arbejde i os, blandt andet ved at høre og læse det igen og igen, mødes i troen med andre kristne og dele ud af evangeliet til folk, som ikke kender Jesus. Troen på Jesus er det mest værdifulde i vores liv, men hvis vi ikke arbejder og lader troen vækste, så depre -

cierer den og dør til sidst. Ligesom når velstand udhules af inflation, som vores samfund har oplevet det sidste års tid.

hvorDan regner Du meD at vækste i løbet af Det kommenDe år?

Hvordan min tro kommer til at vækste i 2023, ved jeg ikke. Jeg synes, mine erfaringer har vist mig, at intet er givet på forhånd. Jeg kan sætte alverdens mål for, hvor jeg gerne vil hen med mit liv, men jeg har sjældent erfaret, at disse er lykkedes. I stedet er jeg endt et sted, hvor jeg ikke havde troet, at jeg skulle ende. Faktisk var det aldrig min plan, at jeg skulle læse økonomi, men det giver god mening for mig, at det endte sådan. Jeg tror, at vi må leve i vished om, at Gud har en plan med os alle, og at vi nok skal vækste på den sti, han har valgt for os.

David Koefoed Nielsen, stud.polit.

Lige nu sidder der en KFS’er i alderen 18-25 og læser denne annonce.

Har du noget, du gerne vil fortælle dem?

LÆS OM

ANNONCERING I TIL TRO

Fordele og ulemper ved den store og lille KFS-gruppe

Alma og Johannes, der er gruppeledere på henholdsvis Københavns Universitet Amager og Sankt Annæ Gymnasium, fortæller om deres erfaringer og oplevelser ved den store og lille KFS-gruppe. .

KFS på Københavns Universitet Amager (KUA) – Fællesskabet giver hverdagsplads i studielivet til bibelord, bøn og Gud

For to et halvt år siden var vi nogle nye studerende, der genopstartede en KFS-gruppe på KUA (Københavns Universitet Amager). Her mødes vi på 3. år til frokost, og programmet er simpelt: en delerunde, hvor vi hører, hvem hinanden er, og hvordan det går. Herefter læser vi en bibeltekst og deler refleksioner om den, hvorefter der afslutningsvis er bøn i mindre grupper. Vi er en blandet flok af unge med forskellige baggrunde herunder både frikirkefolk, katolikker og folkekirkegængere. Unge både med et tidligere tilhørsforhold til KFS og unge, der først lige har stiftet bekendtskab med vores herlige studenterforening. Det er utroligt opmuntrende at samles midt på vores store campus og have fællesskab med hinanden og Gud i samtale og bøn. Her oplever vi nærvær med hinanden, giver bibelord en lille hverdagsplads og beder for vores studiested og takker Gud for, at han allerede er der og elsker vores medstuderende. Én af mine primære tanker om gruppen er, at den kan være et åndehul, hvor der er plads til det åndelige midt i det akademiske og faglige. Mange mennesker tror på noget, hvad end de kalder sig kristne eller ej, men rummene for samtale om tro og åndelighed udover kirken er få, og derfor er vores gruppe et sted, hvor vi ønsker, at der skal være plads til netop det. Vi har kun vores enkelte ugentlige arrangement og har ikke ressourcer til andet med et travlt studie, men da vi er gode til at invitere nye til gruppen, er der en følelse af, at stadigt flere på vores campus får berøring med Gud og får fællesskab om ham.

nyt semester = ny kfs

Vores campus består af mange tusind studerende, der fordeler sig på juridisk fakultet, teologisk fakultet og humanistisk fakultet, og derudover er IT-universitet vores nabo. Derfor blev vi hurtigt mange medlemmer (30-40 stk.) i vores facebookgruppe ’KFS på KUA’, fordi vi valgte at tilføje alle dem, vi kendte på vores campus, som vi tænkte havde interesse for vores lille åndelige frokostfællesskab. Hurtigt fandt vi ud af, at KFS på UNI er et lidt mere krævende pus lespil end på gymnasiet, da fælles frokostpauser er ikkeeksisterende. Konceptet er derfor blevet, at vi, der står for KFS, finder en dag i starten af hvert semester, og så er det altid spændende at se, hvor mange der har skemafri til at kunne deltage. Størrelsen på gruppen har derfor også varieret en del fra 4-5 det

første år, 3-4 det andet år og til at vi nu er mellem 8 og 12 hver gang. I vores mindre fællesskab de første år kendte vi hinanden rigtig godt og her fik vi ofte skabt et sårbart og meget personligt rum, og samtalerne betød utroligt meget. Nu, hvor vi er vokset som fællesskab, har vi skulle finde et nyt fodfæste i, at vi er flere mennesker, der alle skal have plads til at dele. Det meget nære er blevet lidt mindre nært, men tilgengæld er der flere mennesker, der bruger og føler sig knyttet til KFS, og det er meget opmuntrende at være endnu flere troende, der deler liv og hverdag på vores campus.

I vores mindre fællesskab de første år kendte vi hinanden rigtig godt, og her fik vi ofte skabt et sårbart og meget personligt rum, og samtalerne betød utroligt meget.

Sankt Annæ KFS – Et væksteventyr med glæder og udfordringer

fra lille til stor kfs-gruppe

Alle KFS-grupper på gymnasier bliver udskiftet helt i løbet af tre år. I min gymnasietid er vi gået fra at være en indelukket, lille gruppe på omkring fem mennesker under corona, hvor det var en præstation i sig selv, hvis nogen vidste, hvad KFS var, til at være en større KFS-gruppe i Københavnsområdet, hvor vi været omkring 30 stykker nogle gange. Det har haft sine fordele og ulemper at blive en større KFS-gruppe på så forholdsvis kort tid. Modsat i 1.g, hvor vi kunne tælles på en hånd, er vi nu blevet en lokalforening, hvilket vil sige, at vi har fået vores egen økonomi samt har fået muligheden for at søge de sagnomspundne DUF-midler. Derudover har en tilvækst i størrelsen også bevirket til, at det er blevet langt nemmere at være en synlig KFS, hvilket har været med til at skabe en afmystificering af, hvad det vil sige at være kristen på et gymnasie. Sankt Annæ Gymnasium er et gymnasie, hvor alle elever spiller musik, hvilket betyder, at vores KFS-gruppe også er musikalsk. I takt med, at vi er blevet flere medlemmer, er det også blevet muligt at udgive lovsange.

forDele og ulemper

Dog har vi mødt nye forhindringer, som vi ikke havde før. Da vi var en mindre KFS, var der kort sagt mere tid til at komme ind på hinanden og danne en tættere relation, hvilket

ikke på samme måde er muligt i en større KFS-gruppe. Dengang var der behov for, at alle kom, hvis KFS-gruppen skulle overleve. Derfor blev det i større grad et fællesprojekt. Desværre er det ikke tilfældet i samme grad i dag. Jeg har lagt mærke til, at nogle af de faste KFS’ere ikke kommer lige så hyppigt længere. Umiddelbart tror jeg ikke, at det er fordi, de vælger KFS’en aktivt fra, men at de blot glemmer det, fordi der ikke på samme måde er brug for at holde KFS’en i live, da der altid er nok, som kommer. Derimod ser jeg det som et stort privilegie, at vores KFS er blevet så stor, at den heldigvis er til for individet og ikke omvendt. Jeg er også enormt taknemmelig for, at KFS’en kan bidrage til, at det kan være lettere at dele evangeliet med sine studiekammerater, og at vi kan være et pusterum fra den travle hverdag og fra præstationskulturen, så KFS bliver et sted, hvor Guds kærlighed kan skinne gennem os og blive et vidnesbyrd om, hvad han har gjort.

et fællesproJekt

Man skal ikke komme mange gange i KFS, før man får en kærlighed til det. Jeg har fået lov til at komme med en masse ideer og tanker, hvilket har medvirket til, at KFS’en er blevet synliggjort på en måde, som den måske ikke var før. Jeg har desværre også opfattet, at jeg udadtil ofte er blevet ansigtet for KFS på gymnasiet. Derfor er det også skønt med en stor KFS nu, hvor der heldigvis er masser af ressourcer at tage af, så det kan blive et fællesskab frem for et en-mands-projekt. Vi håber, at Gud må kunne bruge os, så hans kærlighed afspejles i os. ■

En tilvækst i størrelsen har bevirket, at det er blevet langt nemmere at være en synlig KFS, hvilket har afmystificeret, hvad det vil sige at være kristen på et gymnasie.

Løvens kule - Bibel-pitch

Markus pitcher sine bibelske tøjprodukter for jer løver. Vil du investere? Er han købt eller solgt?

Kære løver! Her er tøjbrandet, der sprænger rammerne for kvalitet og look! Vi sælger tøj, forbrugeren ikke anede, at de turde gå i, men som er så fedt og praktisk, at de slet ikke kan holde sig væk. Lad mig præsentere jer for et par af vores mest populære produkter:

blaDebuksen – når Du op at Du er nøgen!

Har du nogensinde befundet dig i en situation, hvor du pludselig opdagede, at du stod uden en trevl på kroppen?

Blev du helt forlegen og pinligt berørt?

Frygt ikke min ven. Når du har fået fingrene i et par spritnye bladebukser, vil du aldrig havne i sådan en situation igen! Bind blot bladebuksen rundt om livet og føl dig normal som aldrig før! Fås til både store og små syndere!

THE JOSEPH

’ the Joseph’ by rachel Jacob. kJortlen, Der gør Dine brøDre grønne af misunDelse!

’The Joseph’-kjortlen er det stykke tøj, verden har ventet på. Med sine utroligt smukke farver og et drømmende snit, kommer du til at gå gennem byen, som var du prinsen af Egypten. Folk omkring dig vil hungre efter at se så godt ud. Køb din kjortel hos din nærmeste ’Abraham Clothing’ butik.

Så kære løver, hvis I synes, det lyder som en ildvogn, I vil med på, så sælger jeg 15% af min virksomhed for 30 sølvpenge. ■

Guds børn er en broget flok

Bibelvers:

Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«

(Lukasevangeliet kapitel 19, vers 1-10)

Hvad er det med den lille Zakæus? Han er åbenbart lille af vækst, men går rundt med en stor titel – ikke bare tolder men overtolder – og måske også et stort ego. Jeg forestiller mig sådan en smart type, der har spankuleret stolt rundt i byen, fyldt med en følelse af magt, tydeligvis kun i kraft af, at han samarbejdede med den meget stærke besættelsesmagt, Romerriget. Sådan en type, der kender nogen og derfor ved, at han er urørlig,

og gør en dyd ud af at fortælle andre folk det.

En dag kommer Jesus igennem byen. Udenfor porten har han lige givet en blind mand synet tilbage, og folk er ellevilde med det. Folkeskaren jubler over Jesus og følger ham ind i byen. De flokkes om ham, manden, der kan helbrede blinde. Zakæus, den lille, trælse type hører, at der sker noget. En anden vigtig mand er i byen, men der er åbenbart ikke nogen i skaren, der er interesserede i at lukke Zakæus foran, så han kan se noget. Han må stå bagved og hoppe for at se noget. Og det er ikke sagen for en mand med stor titel og lavt selvværd.

Men måske fik nysgerrigheden alligevel fat i ham, så han bider al skam i sig og begynder at løbe foran og klatrer op i et træ for, i skjul af de tætte blade, at få et glimt af manden.

Og så går der ren clickbait i historien – du gætter aldrig, hvad der skete! Jesus, der blev hyldet af byen og burde besøge vigtige, religiøse ledere, vælger at invitere sig selv på middag hos den mindst populære mand i byen. Lige foran alle de folk, der hyldede ham. Det må have været et kæmpe slag i ansigtet på dem. Den irriterende type, de forsøgte at holde udenfor, bliver nu fremhævet af Jesus.

Hvad betyder det, at ”Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”?

Hvem er fortabt i fortællingen, og hvem har brug for frelse? Jesus har en dagsorden, der vender op og ned på vores forestillinger. Han går ud og leder efter dem, vi i vores fællesskaber ikke synes passer ind. Det er ikke bare i den her tekst. Det er overalt. Læs igennem evangelierne. Hvem er det, Jesus hænger ud med?

I Kristian Leths fremragende podcast, Bibelen Leth fortalt, taler Leth og medvært, Lauge Hendriksen, om fåret, der blev væk, og sønnen, der var fortabt. Lauge Hendriksen spørger, om Gud bedre kan lide det ene får fremfor de 99, eller den fortabte søn fremfor den ældste – og her kan vi tilføje – kan Gud bedre lide Zakæus end de folk, der hyldede ham for det mirakel, han havde udført udenfor bymuren? Men, som Leth så fint forklarer, så er det en hel forkert måde at læse teksten på. Det handler om, at Gud hele tiden er ved at række ud til nogle andre end dig. Gud er hele tiden er ved at række ud til flere, end vi forstår – til alle dem, der må gemme sig i træer, fordi vi ikke vil lukke dem ind foran.

Jesus vil fortælle folkeskaren, at der er plads til flere i fællesskabet. At Guds børn er en broget skare, og at det ikke er os, der definerer, hvem der må have fællesskab med ham.

Stort, men forventet underskud i KFS i 2022

a f p e T er bJ erre, se K re TariaT sleder i K fs , pe T er@ K fs.d K

2022 er nu officielt bag os, og det er tid til at gøre årets regnskab op. Resultatet kan virke voldsomt. KFS gik ud af 2022 med et driftsunderskud på 1.4 millioner og et samlet underskud på 800.000 kr. Et stort underskud, som dog var forventet og planlagt.

Overraskende nok går KFS ud af året med et underskud, som er mindre end forventningen i det budget, som generalforsamlingen godkendte tilbage i april. Det skyldes ikke mindst, at KFS har opnået gode afkast på vores investeringer, hvilket har været en afgørende faktor i et år, hvor inflation igen er blevet et fænomen, som vi alle har været nødt til at forholde os til. På trods af underskuddet er vi derfor godt tilfredse med, at vi har kunne levere et resultat, som er indenfor de pejlemærker, generalforsamlingen har givet os.

Nok var resultatet forventet, men som læser, spørger du sikkert – og med rette: Er det holdbart? Ja og nej. I hvert fald ikke på den lange bane. KFS har et solidt økonomisk fundament efter en række gode år, hvor vi har kunnet lægge godt en million til side i reserver til fremtiden.

Det er på grund af de reserver, at KFS’ bestyrelse i 2022 valgte at budgettere med så relativt stort et underskud. Reserverne har frikøbt KFS til fortsat at lave investeringer, som på sigt skal skabe balance, fremfor at skære på kerneopgaven; tilstedeværelsen i studieverdenen.

Udover en række engangsudgifter, blandt andet til en ny hjemmeside samt enkelte stående internationale arrangementer, så er hovedforklaringen på underskuddet i 2022 da også investeringer. Investeringer, som skal skabe forudsætningerne for en god og sund økonomi i fremtiden.

Lad mig fremhæve et par stykker. KFS har ansat en fundraisingskonsulent, som blandt andet skal være med til at øge gaveindtægterne. KFS har i flere år ikke haft et stort nok fokus på at fremme givertjeneste, hvilket kan ses i det faktum, at gaveindtægterne er faldet betydeligt siden 2016.

Vi investerede i 2022 også i en stor medlemskampagne. Her glædes vi nu over, at vi kom godt i mål, hvilket betyder, at vi kan se frem til en stor merbevilling fra Dansk Ungdoms Fællesråd i 2023.

Afsluttende kan det nævnes, at KFS tilbage i 2018 oprettede en ny sekretær stilling i Vest- og Sønderjylland. KFS fik fondsstøtte hertil, men fra og med 2022 dækker KFS selv hele udgiften. Det kan selvfølgelig mærkes i årsregnskabet, men i KFS tror vi forsat på, at stillingen skaber vækst og bidrager med nødvendig opbakning og støtte til KFS’ere og KFS-arbejdet i området. På sigt tror vi også på, at stillingen kan blive økonomisk bæredygtig gennem øget engagement, opbakning og ejerskab over KFS-arbejdet i området.

Lad os afslutte med kigge fremad. Også i 2023 må vi forvente et underskud. Dog langt mindre. Selvom budgettet endnu ikke er vedtaget på generalforsamlingen, som først afholdes i april, så forventer vi, at underskuddet i år bliver mindre end en halv million – gerne endnu mindre. Håbet var oprindeligt, at underskuddet i 2023 kunne være blevet mindre, men den voldsomme inflation har desværre betydet, at udgifterne i KFS er steget markant – svarende til en ekstra sekretær og mere til. KFS har derfor fortsat brug for opbakning – både økonomisk og i bøn – således, at vi igen kan få en økonomi i balance.

For en nærmere gennemgang henvises til årsrapporten, som er tilgængelig på hjemmesiden.

Der er hul i kassen og budgettet bløder – derfor tager vi ’100 dage med Bibelen’ i KFS!

1. maj starter vi ’100 dage med Bibelen’. Et fælles projekt for alle, der vil være med, hvor vi sammen prøver at læse os igennem Det Nye Testamente på 100 dage. Til at understøtte læsningen udgiver vi i perioden en daglig podcast med undervisning og kommentarer til dagens kapitler. Fedt! – men hvad har det med økonomi at gøre? Det kan du læse mere om her.

“Gør det, du er bedst til – det gør vi.” Sådan lyder et gammelt slogan fra Danske Bank, før finanskriser og hvidvaskskandaler fik det til at runge lidt hult.

Det er malet skarpt op i overskriften, men KFS står med den udfordring, at udgifterne lige nu stiger mere end indtægterne (det skriver vores sekretariatsleder mere om på Side 34). En udfordring, vi deler med mange andre i øjeblikket. At tjene penge er dog ikke det, vi er sat i verden for – så i stedet vil vi holde os til det, vi er bedst til; at inspirere, opmuntre og udruste KFS’ere til at læse i Bibelen. Den 1. maj sætter vi derfor gang i ’100 dage med Bibelen’, hvor vi sammen vil læse hele Det Nye Testamente!

hvorfor vil vi læse i bibelen (i steDet for at spørge om penge)?

Som KFS’ generalsekretær, Jakob Højlund, skriver i sin leder på side 43, så har Bibelen en helt særlig rolle i KFS og i vores relation til Gud. Det er her, Gud åbenbarer for os, hvem han er, hvem vi er og det fællesskab med Jesus, vi inviteres ind i. Derfor er det så vigtigt, at vi også bliver klædt på og inspireret til at åbne Bibelen i hverdagen. Det er kernestof for os, og det er også kernen i ’100 dage med Bibelen’; at skabe en anledning og nogle konkrete ressourcer, der kan være med til at puste nyt liv i bibellæsningen hos den enkelte KFS’er og i hele KFS.

en poDcast meD unDervisning og inspiration

En væsentlig del af ’100 dage med Bibelen’ er en podcast med kommentarer og baggrundsviden til teksterne, der kommer til at køre i hele perioden, som skal være med til at pege på Bibelens store fortælling og vise os, hvad der er på spil i de enkelte tekster. En ressource, vi også glæder os over at kunne tilbyde og bruge på den anden side af kampagnen, når vi står tilbage med en værdifuld samling af korte kommentarer til hele Det Nye Testamente.

men hvaD meD økonomien?

Udover at ’100 dage med Bibelen’ er en kampagne, der skal samle KFS og KFS’ere om at læse i Bibelen, er det også et ‘sponsorløb’. Løbeturen skifter vi ud med bibellæsning og kilometer med kapitler, men derudover er konceptet det samme: Vi vil gerne invitere jer til at deltage og finde ’sponsorer’ (f.eks. gavmilde forældre og bedsteforældre), der har lyst til at bakke op om initiativet og støtte KFS med x antal kr. for hvert kapitel, I læser i perioden. Og så er det ellers bare at vente indtil den 1. maj, hvor vi sammen går i gang med at læse de 260 kapitler, Det Nye Testamente består af.

hvaD skal Du gøre for at være meD? og hvorDan kan Du støtte kfs?

I første omgang skal du holde øje med vores hjemmeside kfs.dk. Her vil vi i løbet af marts åbne for, at man kan skrive sig op som deltager i ’sponsorløbet’. Herefter får du et personligt link, du kan dele med dine ’sponsorer’, som noterer, hvor meget de ønsker at støtte med pr. kapitel – og vupti! Så er du i gang.

alle er velkomne til at læse og beDe meD!

Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange har lyst til at tage del i denne del af kampagnen. Men vi håber endnu mere på, at vi sammen – både nye og gamle KFS’ere – må få en fornyet begejstring for Bibelen. Derfor vil vi også opfordre alle til at læse med og bede for, at Gud vil lade sin ånd arbejde i os og vise os mere af, hvem han er.

BRUG FOR EN PAUSE?

Tag på LMH og få tid til Gud, tid til andre og tid til dig selv

Ansgarvej 2, 3400 Hillerød www.lmh.dk

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening. Foreningen er udbyttebetalende og har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk

En mening om meninger

Byd vores nye kronikskribent velkommen! Signe Oehlenschläger Petersen studerer Social and Cultural Psychology på London School of Economics and Political Science, og i hendes første skriv opfordrer hun os til at turde mene noget, turde at

selv og andre plads til at blive klogere.

Det er med en vis ærbødighed, at jeg samler pennen op som ny fast kronikskribent her i Til Tro. Ikke blot fordi mine to forgængere, Anders Kildahl Keseler og Jonathan Oehlenschläger Rasmussen, har formået at vende vigtige emner på interessante måder, men også fordi jeg helst vil skrive noget, der kan klare tidens tand.

At have en mening om noget kræver, at man vil stå på mål for den. I dag. Og også gerne år efter, hvor konteksten, man troede at tale ind i, kan have ændret sig. At have en mening kræver også i mine (om end internettet vil berette, ikke alles) øjne at sætte sig ind i det pågældende emne i en grad, hvor man forstår for og imod. Ofte er det dog også der, hvor svaret ikke længere er åbenlyst.

At have en mening om noget kræver, eller burde derfor kræve, tankevirksomhed og omtanke. Men den tidsånd, vi har besøg af for nuværende, fremstiller nogle ting som no-brainers: Det er selvfølgelig sådan her, og det kan faktisk ikke forstås, om du måtte tænke noget andet. Er man enig, er det en leg at cruise ned ad denne ensrettede meningsmotorvej, mens det til tider kan skabe en del tvivl om egne holdninger at skulle køre mod kørselsretningen.

Det betyder, at nogle, såsom mig selv, vil holde sig tilbage fra at mene særligt meget i håb om så aldrig at have taget fejl; mens andre vil køre hele vejen til Gedser-Rostock-færgen med en mening, der burde have været sat af på en afkørsel ved Køge, for ikke at skulle indse, at de tog fejl.

I begge tilfælde er frygten for fejlen styrende for handlingen. Vil man have en mening, kræver det, at man står på mål for den. Og det er ikke altid rart at være målmand. Vores eget selvbillede

bliver selvsagt udfordret i mødet med egne fejl og mangler samtidig med, at førnævnte tidsånd ikke altid behandler fejltagere godt. I bedste fald kan man blive hængt ud, i værste fald cancelled.

Der er dog heldigvis også eksempler på folk, der hylder det at ændre sin mening: I Mads og A-holdet opererer de med et begreb, der hedder en 'Kopernikus', opkaldt efter skuespilleren Nikolaj Kopernikus, der, hvis han er den første til at besvare et dilemma, ofte ændrer sin mening efter at have hørt de andre panelister. Han lytter, vurderer og kommer frem til, at han ikke havde ret. Der er også Jens Otto Krags berømte 'man har et standpunkt, til man tager er nyt', der har printet sig ind i vores fælles ordforråd som en frase, vi kan bruge til at legitimere vores ændrede holdning.

Mit yndlingseksempel er de folk, der i Bibelen møder Jesus: Zakæus, der går fra at opkræve ekstra skat for at putte det i egen lomme til at ville give det firdobbelte igen; Paulus, der går fra at være de kristnes forfølger til at rejse fra sted til sted for at fortælle mennesker om Jesus. Vi ser kærligt på de mennesker, for nogle gange møder vi noget substantielt, der kræver, at vi skifter mening. Det værste, vi da kan gøre, er forkrampet at holde fast i vores gamle mening for selvbilledet eller omdømmets skyld.

Så men noget, det er sundt, tror jeg. Men vær varsom med at gifte dig med den mening, når du, trods alt, bare er et fejlbarligt menneske. Giv dig selv og andre lov til at blive klogere og vokse. Både i meningers mod, men også i meningers modgang. Vi tager fejl. Ikke blot nogle, men mange gange – vi begår dog først virkelig en fejl, vil jeg mene, hvis vi nægter at indse det.

ændre holdning og turde at give os

Mere end vækst

Nogle er røde, andre er blå. Kristne lander forskellige steder på det politiske spektrum og oversætter værdier fra Bibelen på forskellige måder. Statskundskabsstuderende Christian Vigilius fortæller sin historie om, hvordan hans opvækst og kristne værdier har formet ham politisk, og han giver sit bud på, hvilke politiske kampe der er fælles for kristne på tværs af partiskel. Er du enig?

Al den tid, jeg har været politisk aktiv, har jeg savnet et samlende narrativ, som søgte at styrke de nære, mellemmenneskelige fællesskaber i vores samfund. Dansk politik er i høj grad styret af nogle dogmer om økonomisk vækst, effektivisering, frigørelse og individualisme. Det underminerer det fællesskab, som vi alle sammen higer efter at være en del af. Ud fra min egen historie vil jeg forsøge at sætte ord på, hvad jeg mener, er værdikampens kardinalpunkter for kristne på tværs af partiskel.

møDet meD meningsløsheDen

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg som ung borgerlig ildsjæl selv gik mest op i skattelettelser og ‘kampen mod den paternalistiske velfærdsstat’, da jeg i sin tid begyndte at følge med i politik. Men det var kun indtil, jeg startede på gymnasium. Jeg havde nemlig gået i kristen børnehave, kristen grundskole og kristen efterskole, og var derfor ikke klar over, at det

Når der ikke længere er en Gud, der definerer ret og vrang, og hvad det gode liv består af, indtager individet selv ’gudsrollen’ og forsøger at opnå lykken gennem selvrealisering.

værdisæt, som jeg var vokset op med, og som konstituerede rammerne for, hvad jeg betragtede som en meningsfuld tilværelse, ikke nødvendigvis var særligt udbredt i Danmark –faktisk tværtimod. Det var først, da jeg startede på et ikke-kristent gymnasium, at jeg blev bevidst om, at de fleste unge i Danmark vokser op uden nogen særlig retning i livet eller idé om, hvad ‘det gode liv’ er. Det skal på ingen måde lyde nedladende eller moraliserende, men jeg blev oprigtigt urolig over at opleve det værdimæssige vakuum og den rodløshed, som jeg gennem dialog med mine medstuderende over en øl til gymnasiefesterne kunne mærke – og jeg har svært ved ikke at se en sammenhæng med den stigende mistrivsel, som mange unge føler i dag. De er vokset op i en individualistisk og værdirelativistisk kultur, hvis primære etiske fordring er, at man skal søge sin lykke gennem egen selvrealisering og frigørelse fra moralske normer og dogmer. Så er det jo ikke så mærkeligt, at man har svært ved at sætte ord på, hvad ‘det gode liv’ er, hvis man aldrig har fået nogen forudsætninger for at definere det.

Den ånDløse inDiviDualisme

Da jeg først var blevet bevidst om, hvor marginal en kristen subkultur, jeg selv kom fra, stod det efterhånden soleklart for mig, hvordan vores samfund var gennemsyret af de individualistiske selvrealiseringsdogmer, som jeg oplevede på gymnasiet. Fra politikere, medier, popsange, film og livsstilseksperter lød de letfordøjelige budskaber om, at man skulle ‘følge sit hjerte’ og finde ‘lykken i sig selv’. Det er appellerende, fordi det taler til vores indre ego; hvem bør definere ’min sandhed’ udover mig selv? I en tid, hvor gudstanken er blevet så fjern for så mange, er det ikke så overraskende, at selvcentreringen vinder frem. Når der ikke længere er en Gud, der definerer ret og vrang, og hvad det gode liv består i, indtager individet selv ’gudsrollen’ og forsøger at opnå lykken gennem selvrealise -

a f Chris T ian h ols T v igilius, s TaT s K unds K abss T uderende og formand for KonservaT iv u ngdom, C hv@ K onservaT ivungdom.d K

ring. Og hvis du ikke formår at ‘realisere dig selv’ på arbejdsmarkedet, i uddannelsessystemet eller på de sociale medier – så er du en fiasko.

Dette stod i skarp kontrast til det kristne budskab, jeg var vokset op med, hvor lykken ikke er at finde i kraft af egne præstationer, men hvor det netop er på trods af menneskets fejlbarlighed, at man skal realisere sin lykke i fællesskabet med Gud og de mennesker, som vi er sat i verden til at leve i samhørighed med. Dermed blev ‘fællesskab’ det definerende ord for mit politiske projekt.

Det kristne livssyn i verDslige termer

Jeg ræsonnerede mig hurtigt frem til, at teologiske pointer og bibelcitater ikke vækkede meget genklang i en dansk, politisk kontekst. Selvom Danmark er et dejligt land på mange måder, er vores gennemsekulariserede offentlige samtale præget af en dyb religionsforskrækkelse. Kristendemokraternes evige kamp mod spærregrænsen er et levende vidne herpå. Men netop fordi jeg tror på sandheden og den intrinsiske værdi i det kristne livssyn, foranlediger det mig til en naiv tro på, at alle et eller andet sted dybt begravet i hjertet har en erkendelse af, hvad der er godt for mennesker. Udfordringen er blot at formulere det i et sprog, som folk kan forstå. Vi er nemlig ikke skabt til at leve for os selv. Vi er skabt til at leve i fællesskab med hinanden, og dét er et budskab, som jeg tror

på, kan finde resonans hos de fleste mennesker – selv i et gennemsekulariseret samfund som vores. Men det kræver, at der er nogen, der tør formulere nogle visioner og sætte ord på, hvad det gode liv er. For når der ikke er nogen retningslinjer eller noget moralsk imperativ, vi som mennesker kan pejle efter, fortaber vi os i selvdyrkelse og eksistentiel fortvivlelse. hvaD kan man så gøre

Den eneste måde, vi lykkes med at tage et opgør med den ekstreme individualisme, er ved at styrke de nære, mellemmenneskelige fællesskaber i vores samfund. Man kunne eksempelvis lave en proaktiv familiepolitik, som ganske vist ikke bidrager til en vækst i BNP, men til gengæld en vækst i livsglæde for mennesker, som de er flest. Man kunne sørge for at prioritere vores kristne kulturarv og lade den gennemsyre vores samfundsinstitutioner, så befolkningen bevidstgøres om vores historie, fælles værdier, og de fortællinger og traditioner, der binder os sammen som folk. Og så bør man forsøge at genoplive det civilsamfund, som i dag har mistet sin eksistensberettigelse i takt med, at velfærdsstaten har overtaget alle de sociale roller, som tidligere pålå lokalsamfundet, kirken og familien. Helt grundlæggende handler det om at styrke de nære fællesskaber, som udgør rammen for et meningsfuldt liv for de fleste mennesker. Det burde i min optik være den kristen-politiske værdikamps kardinalpunkt. ■

Fællesskab blev dermed det definerende ord for mit politiske projekt.

Bøger:

Når livet bliver en salme

I den større verdenshistorie fylder et menneskeliv ikke meget. Det er flygtigt; et enkelt pulsslag, der er ovre, før det knapt er begyndt. Alligevel når det ofte at indeholde en farveeksplosion af skønhed. Den sidste bog Elisabeth Gjerulff Nielsen nåede at udgive, mens hun levede, er en glimrende påmindelse om dette. Fysisk fylder den ikke mere end 90 små sider og kan være i en (stor) lomme. Men ’Salmen i blodet’ (2022) åbner et lille vindue ind til det vidunder og kaos, der kan udgøre et helt menneskeliv.

Det er ikke sikkert, navnet Elisabeth Gjerulff Nielsen ringer en klokke hos dig. Hun var en dansk sangerinde, musiker og forfatter og skrev blandt andet tekster til sange som: ”Jeg vil la´ lyset brænde” og Søs Fengers: ”Tivoli i regnvejr” i starten af 1990´erne. I oktober 2022 gik hun bort efter kort tids sygdom, men inden da var hun en betydelig fortaler for historiefortællinger og poesiens vigtighed. Salmen i blodet slår et slag for begge dele, blandt andet med melodiøse, lange sætninger og indskudte salmereferencer, der afspejler den poetiske fornemmelse for sprog, som også fyldte hendes musikalske liv. Det er

ganske enkelt en fornøjelse at lade sig rive med af.

Bogen er en del af Forlaget Eksistensens serie; ”Kristendommen ifølge…”, hvor forskellige mennesker får plads til at fortælle, hvad kristendommen betyder for dem. Derfor er Salmen i blodet heller ikke tænkt som en lærebog eller en teoretisk gennemgang af forskellige trosaspekter, men derimod som en subjektiv oplevelse af troen. Til tider kan overvejelserne om kristendommens budskab blive for letkøbte, men på vejen er Elisabeth Gjerulff Nielsen befriende ærlig om sin egen fejlbarlighed og tvivl. Der ligger et levet liv bag hvert eneste ord.

kærligheDen og hJertegløDen

Men hvad er så denne salme i blodet? Som sangerinde var Elisabeth Gjerulff Nielsens liv fyldt med musik, og på den ene side er salmen i blodet derfor det oplagte billede på alt det, der har formet hende. Alle de gamle sange, oplevelser, brudte relationer og værdier, som flyder gennem hendes årer og definerer hende. På den anden side er det meget mere end det. Salmen i blodet er selve den puls, der

minder os om den større, kristne verdensfortælling, vi indgår i.

Givet denne kompleksitet holder hun sig heller ikke til at fortælle sin historie fra ende til anden, men glider ind og ud af forskellige perioder i sit liv, mennesker, hun mødte på vejen og refleksioner over tilværelsen. Alt sammen gennem de taktfaste begivenheder i det kristne liv; dåb, bryllupper, begravelser osv.. På den måde er den unge Elisabeth i konfirmationskjole optaget af to stjålne øl, der ligger gemt i et garderobeskab, mens hun som voksen forsøger at finde familiens dåbskjole til først sit eget barn og senere til sit barnebarn. Den ligger til gengæld hengemt i både familieminder og en Netto-pose på Frederiksberg.

Der præsenteres ingen afslutning, ingen løsning på de stillede spørgsmål i bogen, og salmen i blodet bliver ved med at være et billede, der ikke helt kan defineres, mens den pumper lystigt videre i vished om, at slægt skal følge slægters gang. Den bliver en impuls til samme næstekærlighed, som Elisabeth Gjerulff Nielsen sætter ord på i sangen: ”Tivoli i regnvejr”, og som kan være i samme lomme som den lille lyserøde bog næste gang, du går ud ad døren:

Et lille stykke af mit hjerte Som du skal ha'

Og tage med dig ud i verden Og give videre af

Revolutionerende seksualmoral i en revolutionær tid

Et af vor tids mest presserende emner må unægteligt være køn og seksualitet. I stigende tal ser vi en kønskamp, som forsøger at sløre linjerne mellem mand og kvinde og lade mennesket definere sig selv på egne præmisser. Det er en udvikling, man har kunnet følge siden 60’ernes seksuelle revolution, og det er i høj grad den, som Stefan Gustavsson tager livtag med i sin bog ‘Nøgne uden skam’. For hvordan kan vi i den kristne kirke navigere i det seksualmoralske landskab, som vores verden har formet?

Gustavsson kommer med gode, konkrete råd, som kirken i dag bør forholde sig til. Helt konkret forsøger han at bekæmpe en kirkelig assimilation, en tendens til at kirkens standpunkter indenfor seksualmoral let bliver formet af verden omkring. I stedet burde kirken blive ved med at forkynde, hvordan det ‘burde være’. Kirken er jo selv fyldt med synd, men det betyder ikke, at den skal undskyldes og lovliggøres. Guds bud laver vi ikke om på, selvom vi ikke er i stand til at følge dem. Det er derfor vi har brug for nåden.

Gustavsson giver en evangelisk tilgang: ”Jesus sænker ikke de etiske krav, snarere tværtimod. Han sætter dem på spidsen. Intet sted går Jesus på kompromis med Guds tanke med mennesket eller lader vores fordærvede tilstand omdefinere, hvad der er godt og sandt […] I stedet møder han mennesker med kærlighed og barmhjertighed, tilbyder tilgivelse og en ny begyndelse for enhver, som vil erkende sin synd og omvende sig fra den.”

For at understrege sin pointe om kirkens undervisningsidealer pointerer Gustavsson også, at kampen for at fremme Guds seksualideal ikke må blive resultatbaseret. ”At der ikke bliver fred

overalt på jorden, betyder ikke, at vi skal ophøre med at kæmpe for freden.”

Er der noget, man i bogen skal træde varsomt omkring, er det måske, når Gustavsson taler om begær og Jesu ord om at begære. Mens han forklarer, at det ikke skal handle om, at man fysisk river sit øje ud, hvis man føler, det bringer til fald, så kan hans nedtoning måske dæmpe alvoren i, hvad begæret bringer med sig. Jesu advarsel om begær, og om det der bringer til fald, står. Måske er det bare ikke øjet, der skal rives ud, men snarere en app, der skal slettes, eller et internetforbrug, der skal begrænses. Det må jeg lade være op til læseren at vurdere i eget liv. Igennem bogen går Gustavsson igennem stærke emner, og det kan sågar blive hårdt at læse om de tendenser, han beskriver. Til gengæld lader han ikke det hele ligge, men går i stedet videre til at bruge Højsangen som en model for dagen i dag, og kigger på Jesu og brevenes syn på sex og seksualitet. De tekster, han gennemgår, er smukke, indeholder fantastiske budskaber og er befriende! Her er der håb at skue efter gennemgangen af den faldne verdens behandling af Guds skaberværk.

I bogens tredje del vælger Gustavsson at inddrage spørgsmål, han selv har været mødt med, og adresserer her almene indvendinger mod del 2’s kristne fortolkninger. Her anvender han suveræn argumentation i sin formidling af svære emner og hyppige spørgsmål. Hvad enten det er spørgsmål om at flytte sammen før ægteskabet, onani eller de tre dybdegående kapitler om homoseksualitet!

Bogen kan klassificeres som klassisk teologisk litteratur, også indeholdende lidt græskkundskaber, men er i høj grad tilgængelig for os alle, og en vigtig, vigtig tilføjelse til den kristne litteraturscene. Jeg kan kun give den min varmeste anbefaling til alle, hvad enten emnet lyder interessant eller ej – den er mere end en gennemlæsning værd!

skam

Kryds og tværs

1. Generalsekretær

2. KFS-kontorets gadenavn i København

3. Populær KFS-aktivitet

4. Hvad kaldes bygningen, hvor man studerer medicin i København?

5. I 1967 bliver KFS medlem af ...?

6. I hvilken by blev den første gymnasiegruppe startet?

7. Pige i Apostelenes Gerninger

8. Frygt og ...

9. I hvilken beholder har vi skatten?

10. Ordsprogenes Bog 2:6a

11. I hvilket træ klatrer Zakæus op i for at se Jesus?

12. Hvad fangede Åge med sin tå i åen?

13. ID

14. Hvem skrev "Kong Christian stod ved højen mast"?

15. Stor grøn helt

16. Mængde af varer eller tjenester der kan købes på et bestemt Tidspunkt

17. Vane

18. Modtage

19. Babyudstyr

20. Vækst

21. Eksamen

22. Økonomisk støtte

23. Skriveredskab

24. Ændring af eksisterende samfundsmæssig ordning med henblik på at forbedre ordningen

25. I Kristoffer Enevoldsens og Michael Mørchs artikel beskrives å ndelig vækst som ...?

KFS-leder:

Med Bibelen som fundament – alle dage!

For lidt over et halvt år siden købte min familie og jeg et hus i Tjørring ved Herning. Et fint hus, men det manglede et cykelskur, så det satte jeg mig for at bygge. Planen var at fæstne skurets tag til husets mur med nogle solide skruer og så lade nogle bjælker gå ned fra skurtaget, som kunne stå fast på de fliser, der allerede ligger på jorden langs huset. Eventuelt kunne jeg måske grave bjælkerne ned mellem fliserne.

Denne plan fremlagde jeg for en ansat ved et byggemarked. Han kiggede på mig og spurgte, hvad jeg troede, der ville ske, når vestenvinden kom for fuld hammer. Forhåbentlig holder skruerne i husets væg skuret på plads, svarede jeg. Nej, sagde han bare. Det holder ikke. Bjælkerne fra taget og ned til fliserne skal støbes fast, ellers river vinden skuret op. Fundamentet skal være stærkt og holde ’bygningen’ på plads.

I foråret skyder vi i KFS gang i kampagnen ’100 dage med Bibelen’, som du kan læse mere om på side 35. Det handler en lille smule om økonomi, for vi står i øjeblikket midt i nogle trange år økonomisk. Men endnu mere handler det om, at vi også i dag gerne vil være med til at opmuntre og inspirere KFS’ere til at læse i Bibelen – for den er det helt afgørende fundament, som både KFS og vores tro står på!

KFS er også en slags bygning, og vi vil stå fast på det, der er sandt og godt. Bemærk venligst, at jeg ikke skriver, at vi vil være statiske! At stå fast på sandhed er noget helt andet. En bygning kan holde til restaurering, tilbygninger og udvikling, når fundamentet er solidt. Vi kan også kalde det et dynamisk liv indenfor fundamentets rammer.

Men når vestenvinden rammer for fuld hammer, uanset om det er som livspraksisser, ideologier eller bare ligegyldighed, der går på tværs af Guds vilje, er det Guds ord, der holder os fast og giver os hjælp til at møde udfordringerne på en sund og kærlig måde.

Det er kun Guds ord, som viser os Jesus og dermed Guds overvældende kærlighed og nåde til os. Vi kan ganske enkelt ikke vide noget sikkert om Gud og Jesus, hvis ikke vi holder os til det, Gud selv har talt og vist. En kristendom, som bygger på menneskers egne forestillinger om Gud, er ikke kristendom, men hjemmestrikket religion.

Og som jeg tidligere var inde på: Et solidt fundament skaber rammen for et dynamisk liv og faktisk mere end det: Det gode fundament, Bibelen, som peger på Jesus og hans nåde, er ikke kun

en klippe, der står fast, men også en kilde, som giver os næring og energi. Som lader os vokse og udfolde os. Som giver kraft til tjeneste og kærlighed, fordi Jesus selv er til stede i sit ord. Når vi læser i eller hører fra Bibelen og tager imod ordene, så forenes vi med Jesus selv. Her er noget mystisk på færde. Vi fornemmer det, når Jesus siger: ”De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv.” (Johannesevangeliet kapitel 6, vers 63).

Derfor er vi så glade for og optaget af Bibelen i KFS. Ikke blot i 100 dage om året, men til alle tider! Fordi den er Guds Sandhed, fordi den bringer Jesus og nåden til os, og fordi den er fundament og kilde til et rigt og velsignet liv – både nu og ind i evigheden! Gennem den føres vi selv tættere på Jesus. Og gennem den kan mennesker, som endnu ikke taget imod Jesus, få et møde med ham og få del i Guds nåde. Sagt med andre ord: Gennem Bibelen vil vi kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Ps. Jeg endte med at betale en tømrer for at bygge cykelskuret.

Som kristne er vi kaldet til at elske vores næste, og Jesus viser os et eksempel i måden, han behandlede samfundet svageste, helbredte dem for sygdomme og gav dem, hvad de havde brug for. Vigtigst af alt viste Jesus dem, at de havde værdi, ikke på grund af det, de udrettede eller producerede, men fordi de var skabt i Guds billede.

Jonatan s an D borg h aslun D - gJ erril D , i " o vertræk, D oughnuts og i D een om D et go D e liv til revision"

Temaartikel side 23

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Via MobilePay: 700800

Via bankoverførsel: 4597-0004054954

Via kfs.dk – klik på i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden

Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Hvad går pengene til? At flere studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt!

Ja, hvad går pengene til? KFS-arbejdet i Grønland for eksempel. KFS-sekretærer. Støtte og ressourcer til KFS-fællesskaber. Store og små KFS-lejre. Listen er lang, men i virkeligheden kan det siges meget simpelt – at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt! Dét er den røde tråd og vision, Gud har lagt os på sinde. Og dét kald, vi ønsker at være med til at lede KFS’ere ind i. Tak for din støtte og forbøn ind i det arbejde!

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·