Til Tro #2 2023

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver:

Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted

7100 Vejle

Tlf: 35 43 82 82

E-mail: kfs@kfs.dk

TIL TRO: tiltro@kfs.dk

Konto: 4597-004054954

Abonnement:

Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

Redaktionen:

Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør)

Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør)

Filip Munch Bak, stud.arch.

Amanda Kaas, stud.psyk.

Jeppe Fræhr Møller, stud. datalogi-økonomi William Rønberg, sabbatsårsKFS’er

Josefine Amalie Petersen, stud.psyk.

Nathanael Rønne Kure, stud.jur, Johannes August Kofod Techow, gymnasieelev

Cecilie Munch Kofoed, stud. theol

Anna van Eeden, sabbatsårsKFS'er

Signe Falch Madsen, sabbatsårsKFS'er

Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk

Layout: Mathias Nygaard Iversen

Tryk: Øko Tryk

ISSN: 1395-9786

Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro

Annoncer:

Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold

tema

Vi har alle et ansvar for at modvirke polarisering Hvordan indvandring, identitetspolitik og SoMe kan splitte – og hvordan kirken kan samle

Kirke og LGBT+

– to uforenelige størrelser? En analyse af debatten og et bud på veje til forsoning

Andagten

Lærke minder os om nadverens forenende effekt midt i splid, konflikt og uenighed

Portræt

Mød Sille, der reflekterer over oplevelsen af at føle sig splittet mellem forskellige kulturer

i tiden

Grønland: Vi har mærket, at vi aldrig stod alene med vores opgave i Grønland

Tal med hinanden om skilsmisse

Tilbage til ’Fundamentet’ ’100 dage med Bibelen’ er kommet stærkt

Et LTC-år rinder ud – men hvad står tilbage?

Hvad drømmer vores fire kommende volontører om?

Bed med for KFS!

Stigende udgifter, medlemsrekord og en nyvalgt bestyrelse: KFS’

Fast kronik: Hvordan vi skaber 'andre' med ord

Globalt: Der sker ting og sager i Montenegro

Kronik: Skal vi hele tiden sige ‘pas godt på dig selv’?

Bøger: Kan man være religiøs ateist?

Bøger: ”Fem minutter ved køkkenbordet” står i vejen for sig selv

Leder:

Søren deler erfaringer fra at vokse op med fraskilte forældre. Han henvender sig til dig, der har oplevet det samme, og til dig, der kender nogen, der har

Debat

Frimenighed eller folkekirke? To skribenter argumenterer for hver deres holdning

Paulus som poesi

Anna-Theresa reflekterer over modsatrettede følelser med afsæt i Romerbrevet kapitel 7

Wrestling med verdensdommen

Om den svære øvelse i at finde trøst i Jesu ord om dom

Fra redaktionen:

Kære læser, Læste du overskriften på forsiden, inden du i al hast åbnede bladet og bladrede direkte til ”Fra Redaktionen”?

Splittelse.

Det klinger negativt, synes du ikke? Beskriver noget, vi skal undgå. Det vil mange mennesker, som ellers er uenige om alt muligt, nok kunne blive enige om. Ordet har den modsatte effekt end det fænomen, det beskriver. Men splittelse kan også være positivt. At argumentere både for og imod kan hjælpe en til bedre at forstå ens eget synspunkt. At se en situation fra en andens synsvinkel kan hjælpe en til bedre at forstå et andet menneske. Ved nærmere eftersyn kan ordet altså måske alligevel gøre, hvad det selv beskriver: dele vandene.

Du bør helt klart begynde med at læse Mogens S. Mogensens artikel, Vi har alle et ansvar for at modvirke polarisering, hvor han undersøger, hvorvidt det danske samfund er splittet, og hvordan vi kan være med til at nej… vent… Måske er det bedre at begynde med at læse Wrestling med verdensdommen, der behandler Jesu tale om sin højre og venstre side i Matthæusevangeliet. Eller bliver det emne for tungt?

Splittelse kan være svært.

Splittelse findes også på det personlige plan. I situationer, hvor vi egentlig ville noget andet, end det vi ender med at gøre. Denne almenmenneskelige oplevelse sætter Anna-Theresa på vers i Paulus som poesi.

Splittelse findes i familier. Det har Søren Rønn erfaret i sin opvækst med skilte forældre. I Tal med hinanden om skilsmisse, deler han sine personlige erfaringer, som er berigende at læse om, både hvis du har haft lignende oplevelser, eller hvis du kender nogen der har.

Splittelse findes i samfundet. Det bliver ofte tydeligt i den offentlige debat. I Kirke og LGBT+ - to uforenelige størrelser? ser Peter Nissen på forholdet mellem kirken og seksuelle minoriteter i Danmark. I dette temas ånd sætter han sig ind i begge siders side af sagen og giver et bud på en vej fremad.

Splittelse kan også være et naturligt resultat af forskellige holdninger. Forskellige holdninger, som kan være interessante og lærerige at udfolde og undersøge. Nogle gange bringer vi en debatartikel i Til Tro, men i denne udgave bringer vi to. Vi har bedt en folkekirkepræst og en tidligere frimenighedspræst om at argumentere for, hvorfor de har valgt deres respektive menighed. Resultatet er blevet to af mine favoritartikler i dette nummer. Det er spændende læsning, uanset hvilken holdning du deler, eller om du stadig er splittet. Vi nyder, at der i KFS er plads til, at vi kan dele modsatrettede meninger om forskellige spørgsmål, uden at meningerne behøver at dele os. KFS har plads til mening. Også i pluralis.

Læs med og se, om du, som Moses og Israelitterne, når tørskoet igennem de delte vande.

På vegne af redaktionen

Nathanael Kure

V i h a r alle e t a n svar f o r at m o d v irke

p o l a r i sering

Danmark er ikke polariseret ifølge Mogens S. Mogensen – endnu. Læs med om, hvad der splitter os fra hinanden, og hvad kirken kan gøre for at samle os. Er du enig?

I de senere år har vi været vidne til en voldsom polarisering i det amerikanske samfund, der truer med at føre landet ud i alvorlige konflikter. Også i lande i Europa hører vi om polariserende tendenser, der giver grund til bekymring for den politiske stabilitet. Spørgsmålet er, om Danmark også er truet af en voksende polarisering i samfundet, og hvordan vi som kristne og kirke skal forholde os til det.

Danmark – et ikke-polariseret samfunD

I udgangspunktet har det danske samfund imidlertid aldrig været stærkt polariseret. Vi har således aldrig haft nogen revolution. Spøgefugle har sagt, at i Danmark bliver revolutioner aldrig til noget på grund af regnvejr. Men årsagen til, at vort samfund ikke har været stærkt polariseret, skal nok søges i, at Danmark på mange måder har været et meget homogent samfund. Indtil for få år siden var næsten alle ind-

siden var det flygtninge fra verdens konflikt- og katastrofeområder, der kom til Danmark. Dertil kommer i de senere år arbejdsmigranter fra Østeuropa og andre dele af verden. Pr. 1. januar 2023 udgjorde migranter knap 12 % af befolkningen, og føjer vi hertil andengenerationsindvandrere, udgør de til sammen godt 15% af befolkningen. En stor del af disse kom til Danmark med andre kristne konfessioner eller, endnu vigtigere, med islam og andre religioner.

Denne indvandring har ført til en polarisering mellem grupper af indvandrere og grupper af danskere, som er meget skeptiske i forhold til visse indvandrergrupper, og som for eksempel har advaret om, at Danmark er ved at blive islamiseret. Samtidig er der opstået en polarisering mellem disse indvandrerskeptiske, eller ligefrem indvandrerfjendtlige grupper, og så de grupper, der engagerer sig i mødet med indvandrerne og tager dem i forsvar. Ord som ”islamofober”, ”godhedsindustri” og ”halalhippier” fyger gennem luften. Denne konflikt er blevet udnyttet af politiske partier, som har appelleret til danskeres frygt for ”de andre”, og haft held med at skaffe sig stor opbakning på en hård retorik mod især muslimer, mens andre partier har slået sig op på at varetage flygtninges interesser.

iDentitetspolitik

byggere etniske danskere, der havde dansk som modersmål og langt hen ad vejen havde en fælles kultur. Alle var kristne – eller i det mindste kulturkristne. Vi havde en fælles folkekirke og folkeskole.

Naturligvis var der forskellige dialekter i de forskellige landsdele, men vi kunne trods alt forstå hinanden. Der var forskel på rig og fattig, men klasseskellene var ikke så markante, som i mange andre lande. På baggrund af ovenstående har Danmark også været karakteriseret af en meget høj grad af tillid mellem borgerne. Vi har haft politiske partier med forskellige ideologier, men langt de fleste love er blevet vedtaget med brede flertal, og med få undtagelser har alle partier bakket op om velfærdsstaten.

Men også i Danmark mærker vi i disse år polariserende tendenser. Årsagerne hertil er mange. Her skal jeg blot nævne nogle udvalgte faktorer, som jeg mener, er vigtige.

inDvanDring

Siden slutningen af 1960’erne har vi oplevet en indvandring, der har ændret landets demografi. Først var det gæstearbejdere fra blandt andet Tyrkiet, Pakistan og Nordafrika, og

Identitetspolitik handler om bestemte (minoritets)gruppers identitet og disse gruppers oplevelse af ulighed eller undertrykkelse og varetagelsen af deres interesser. Og om omverdenens afvisning af disse holdninger, som de føler truer hele kulturen. Identitetspolitisk bevidste minoriteter beskylder omverdenen for ”privilegieblindhed”, og omvendt beskyldes disse for at være præget af en ”krænkelseskultur”. At være krænkelsesparat er at være hurtig til at udråbe sig selv til offer og opfatte det, andre siger, som krænkende. Privilegieblinde er personer, som ikke er bevidste om, hvilken privilegeret status de har i samfundet. Et af de områder, hvor polariseringen foregår for øjeblikket, handler om sproget omkring køn. Det handler imidlertid ikke længere kun om anerkendelsen af kvinders ligestilling med mænd. Modstandere af identitetspolitik anerkender typisk kun to køn, mand og kvinde, mens tilhængere af identitetspolitik på dette område kræver anerkendelse af en række forskellige kønsidentiteter.

Identitetspolitiske kampe raser også på en lang række andre områder. Må ikke-sorte personer for eksempel male sig i ansigtet for at portrættere en sort person (blackfacing)? Eller er det ok, at universitetsstuderende ikke må holde udklædningsfest med mexicansk tema, og at et isfirma følte sig foranlediget til at give den klassiske eskimo-is et andet ikke-krænkende navn? I protest mod identitetspolitiske forsøg på at rense sproget for ord, der kunne krænke mino -

I Danmark bliver revolutioner aldrig til noget på grund af regnvejr.

riteter, kom der i Aarskriftet Critique i 2019 en artikel med titlen, ”Lad os erobre sproget tilbage fra identitetspolitikkens kommissærer”.

anDre temaer

Også på andre områder har der været tendenser til polarisering. Det gælder for eksempel forholdet mellem provins og hovedstad, og mellem elite og folk. På det kunstneriske område oplevede vi for år tilbage en polarisering i form af den såkaldte ’rindalisme’, som stadig kan dukke op. Rindalisme, der er opkaldt af dens grundlægger Peter Rindal, er en bevægelse præget af folkelig modstand mod statsstøtte til kunstnere og især moderne abstrakt kunst.

Under coronaepidemien så vi en polarisering mellem tilhængere og modstandere af vaccination. En konflikt, som sikkert hentede sin inspiration især fra USA. Minksagen førte også til en politisk politisering, hvor nogle beskyldte Mette Frederiksen for magtarrogance, mens andre roste hende og regeringen for deres håndtering af krisen. Bag denne polariserede konflikt lå sikkert også hos mange en mere grundlæggende politikerlede.

sociale meDier

Da de sociale medier kom frem, var håbet, at de ville fremme den demokratiske samtale, idet det dermed blev lettere for flere at komme til orde. Det har imidlertid vist sig, at de sociale medier i høj grad har bidraget til en øget polarisering i samfundet. De har kastet benzin på de polariseringsbål, der var eller er blevet antændt.

Kommunikationen på de sociale medier er ansigtsløs. Man samtaler på de sociale medier, men uden at se hinanden i øjnene, og fristes derfor til at skrive ting, man måske aldrig kunne drømme om at sige til nogen ansigt-til-ansigt. At skrive et læserbrev tager tid og kræver, at en redaktør vælger at trykke det, mens enhver kan give luft for sin holdning her og nu på de sociale medier, uden filter. Der er desuden en tendens til, at der opstår såkaldte ekkokamre, hvor man taler med dem, man i forvejen er enige med, og dermed måske hidser hinanden op. Endelig favoriserer f.eks. Facebooks algoritmer opslag, der gør os vrede og forargede, fremfor mere nuancerede opslag. Alt i alt fører det til en mere og mere polariseret debat næsten uafhængigt af, hvilket emne der drøftes.

kirkens og kristnes ansvar

Som kirke og kristne må vi tage medansvar for det samfund, vi lever i, og derfor må vi også overveje, hvordan vi kan bidrage til at bekæmpe den polarisering, der i værste fald kan føre til ødelæggende konflikter i vort samfund.

For det første må vi som kristne besinde os på, hvordan vi selv agerer både på de sociale medier og i alle mulige andre sammenhænge, så vi ikke kommer til at bidrage til polarise -

ringen af vort samfund. Det handler ikke om at trække sig fra debatten, når vi føler, at der er noget vigtigt på spil. Men vi må øve os i altid at lytte og prøve at forstå, hvad modparten mener og hvorfor. Og øve os i selv at sige det, vi mener, på en nuanceret måde og i kærlighed.

For det andet må vi som kirke besinde os på, hvordan vi holder polariseringen ude af Kirken. Der er brug for rum og steder i samfundet, hvor vi kan mødes på tværs af vore holdninger, uanset hvor velbegrundede og måske skarpe de er. I kirken hører vi et budskab, der relativerer alle de holdninger, som brydes i et polariseret samfund. Her bliver vi mindet om, at vi alle – trods vore forskelligheder og uenigheder – har samme umistelige værdi som skabte i Guds billede, og buddet lyder til os alle om at elske vor næste som os selv. Kirken bliver dermed et fællesskab, der kan rumme alle de polariserede parter. Her synger vi sammen, beder sammen, lytter sammen og knæler ved det samme alterbord.

Når polariseringen truer, er der brug for trygge steder, hvor mennesker med forskellige holdninger kan mødes ansigt til ansigt. Ikke nødvendigvis for at blive enige – for et demokrati er netop karakteriseret ved, at vi har lov til at være uenige – men for at prøve at forstå hinanden og hinandens bevæggrunde for at mene, som vi gør, så vi ikke ender med at dæmonisere hinanden. Der er i dag ikke mange ’forsamlingshuse’, hvor en sådan samtale kan finde sted. Men måske kan kirken i sine sognehuse lægge rum til sådanne møder ansigt til ansigt – og måske indrammet af fællessange.

Heldigvis er Danmark endnu ikke blevet stærkt polariseret, men vi har alle – også som kristne – et ansvar for at modvirke en ødelæggende polarisering af samfundet. ■

Kirken bliver dermed et fællesskab, der kan rumme alle de polariserede parter. Her synger vi sammen, beder sammen, lytter sammen og knæler ved det samme alterbord.

Som kirke og kristne må vi tage medansvar for det samfund, vi lever i.

Tilbage til ’Fundamentet’

Den 1. – 5. april kunne KFS igen byde KFS’ere fra hele landet velkommen til Påskelejr i Skanderborg. Tirsdag nat satte KFS’ kommunikationsmedarbejder fem deltagere stævne for at gøre boet op og finde ud

a f m or T en l und Birkmose, kommunikaT ionsmedar B ejder i kfs , B irkmose@kfs.dk

Jonathan, Ida, Alexander, Rebekka og Magnus har været med på Påskelejr siden søndag morgen, da jeg fanger dem ved et bord tirsdag nat for at høre, hvad de har oplevet, og hvad de tager med sig hjem fra dette års lejr. Til hverdag går de på hver deres gymnasium, men en fælles efterskolefortid har ført dem sammen her igen.

Hvordan har det været at være på Påskelejr?

Magnus: Det har været fedt at komme til et kristent fællesskab, og at man har kunnet dele det, der kan være svært og irriterende ved at være en kristen gymnasieelev, og det der er fedt. Det er et trygt sted at kunne dele

Ida: Det er sindssygt fedt lige at få set sine venner og have tid til at få taget nogle snakke, som man ikke altid tager. Der har været god undervisning, og så er det fedt, at der også er tid til, at man kan få snakket det igennem bagefter og få delt sine overvejelser i forhold til tro.

Hvad betyder det at have sådan noget som Påskelejr midt i en gymnasiehverdag?

Rebekka: Det er fedt at komme til et sted, hvor der er så mange unge kristne. Jeg kan godt føle, at jeg går selv med det på gymnasiet, hvor der ikke er særlig mange kristne. Man får et skub i sin tro bare ved at se, at der også er andre.

Magnus: Jeg føler en tryghed op til lejren ved at vide, at der har jeg sat nogle dage af til at gå i dybden med nogle af de ting, man går med derhjemme. Der er tid til det, og der er masser af venner og kloge mennesker, der kan hjælpe en på vej med at besvare nogle af ens spørgsmål.

Er der en særlig pointe fra forkyndelsen eller undervisningen, I tager med hjem?

Jonathan: Becky Pippert havde en sindssyg stærk pointe med, at vi alle er lige så skyldige i Jesu korsfæstelsem som dem, der rent faktisk slog ham ihjel. Hvis han kan tilgive os for det, så kan han tilgive os for alle vores synder. Jeg havde ikke hørt den vinkel på det før, og det var bare megalækkert at høre. Alt det, jeg tænker er utilgiveligt, det er bare tilgiveligt for Jesus på korset.

Er der noget, I har genopdaget gennem lejrens fokus på ’Fundamentet’?

Ida: I hverdagen kan det godt være nogle lidt overfladiske ting i troen, der kommer til at fylde meget. Der var det rart at træde et skridt tilbage og kigge på nogle af de ting, som troen egentlig er bygget op på. Der er et fundament, som allerede er bygget til os, og det, synes jeg, er ret nice.

Jonathan: I en periode op til har jeg godt kunne se mig lidt sur på kirken, og det har påvirket min relation til Jesus, tror jeg. Jeg har fået øjnene op for, at Jesus og kirken er to forskellige ting, og at det er Jesus, der er fundamentet, og så har vi bygget en kirke ovenpå det. Så hvis du slår dig på kirken, skal det i hvert fald ikke ødelægge dit fundament, som er Jesus.

Hvad er det sjoveste I har oplevet på årets lejr?

Alexander: Der er bare nogle skøre ting og oplevelser, som kun sker på sådan nogle lejre. Det kan være det dummeste, som man bare formår at få gjort til det sjoveste i verden, når man lige er en masse mennesker samlet, og der er en god stemning.

Rebekka: Ida og jeg havde en virkelig sjov oplevelse, hvor vi var med til en meget overtræt dørvagt i en halv time. Det gik bare ned. Der sker så mange ting, som skal være grinern og sjove aktiviteter, så for mig har det virkelig også været sjovt bare at slå sig ned til f.eks. en dørvagt og lave ingenting.

af, hvad de tager med sig videre.

’100 dage med Bibelen’ er kommet stærkt fra land

1. maj lød startskuddet til KFS’ store

sommerprojekt: ’100 dage med Bibelen’, hvor vi over 100 dage læser hele Det Nye Testamente. Interessen og opbakningen til projektet har været stor, og efter en uge kunne vi glæde os over, at den ledsagende podcast med daglige introduktioner til teksterne ramte en 12. plads på listen over Spotifys mest populære podcast.

En læseplan, en podcast og et mål om sammen at læse sig igennem hele Det Nye Testamente på 100 dage. Det har vist sig at være en god opskrift for KFS’ sommerkampagne ’100 dage med Bibelen’, der over hele landet har samlet både nuværende og ældre KFS’ere om at læse i Bibelen. Efter en uge ramte podcasten, hvor der udkommer daglige introduktioner til kapitlerne, 12. pladsen over Spotifys mest populære podcast. Den modtagelse vækker også stor glæde hos KFS’ generalsekretær Jakob Højlund, som fortæller:

”Vi har selv set meget frem til at komme i gang med ’100 dage med Bibelen’, fordi det her virkelig er kernen af det, vi gerne vil i KFS; formidle evangeliet og se studerende blive grebet af Jesus og Bibelen. At få lov til at se, hvor mange der har grebet den her anledning til at læse i Bibelen sammen med os, og hvordan Gud bruger det her projekt – det er fantastisk, og det takker vi ham for!”

Det er feDt at kunne forene Jesus og hverDag

Men hvad giver det så KFS’erne at læse i Bibelen på denne måde?

For Ida Møller Kristensen, der går på Silkeborg Gymnasium, har det blandt andet været en god anledning til at få både sit kristne netværk og Jesus mere ind i sin hverdag, fortæller hun:

”Jeg læser “100 dage med Bibelen” sammen med to andre kristne piger i min klasse. Nogle dage fylder hverdage meget, og vi glemmer at bruge hinanden som kristent netværk. Men jeg synes, det er fedt, at vi på den her måde kan forene både Jesus og hverdag. “100 dage med bibelen” har allerede har givet mig mega meget, fordi jeg mere end før har fået Jesus ind i min hverdag på en meget overskuelig og nem måde."

en goD anleDning til at støtte kfs’ arbeJDe ’100 dage med Bibelen’ fungerer også som et sponsorløb, hvor man kan støtte KFS’ arbejde ved at finde ’sponsorer’, der vil give

et lille beløb pr. kapitel, man læser. Denne del er der også blevet taget godt imod, fortæller Jakob Højlund, der er glad for, at ’100 dage med Bibelen’ også kan være en anledning til at støtte KFS’ arbejde:

”Vi er dybt afhængige af, at der er en stor skare af både nuværende og tidligere KFS’ere, der har lyst til at bakke op vores arbejde gennem forbøn og gaver. Det er vi i det daglige, hvor vi er velsignet med mange faste givere, men det er fantastisk at se, hvordan ’100 dage med Bibelen’ også bliver grebet som en god anledning til at støtte KFS’ arbejde.”

Vil du være med til at læse i Bibelen med KFS, kan du sagtens stadig være med. Du kan finde læselisten på kfs.dk/100dage. Podcasten ’100 dage med Bibelen’ findes på alle normale podcasttjenester.

Hvis du gerne vil give en gave til KFS’ arbejde, kan du finde MobilePay eller konto nr. på bagsiden af magasinet. Det er fortsat også muligt at tilmelde sig sponsorløbet. Hvordan det fungerer, har vi skrevet mere om på kfs.dk/100dage

Kirke og L GBT+ to uforenelige størrelser?

Er forsoning muligt mellem kirken og LGBT+-miljøet? Med

historiske nedslag viser Peter Nissen, hvordan fløjene har bekæmpet hinanden. Skribenten tror, at der er veje til forsoning. Læs med, opdag nuancerne og bliv inspireret af Jesu eksempel

Håbløse tanker driver ned

knuste drømmes mismodige tårestrøm

tung modløshed

smerten - sorgens lænkebånd

Dybt i mørkets blygrå kælder et kærligt strejf af nærvær fra Guds finger

en lyssprække

- glædens budbringer

Lise Irene Christensen

Forholdet mellem Kirken og seksuelle minoriteter har ofte været præget af splittelse, konflikt, sorg og skam. De sidste 50 års konflikt lærer os noget i forhold til at finde pejlemærker mod en mulig vej til forsoning, som jeg her vil tage udgangspunkt i. Jeg tror, at der er mulige veje til forsoning igennem begreber som anerkendelse, kærlighed, sandhed og samtale.

en kamp moD unDertrykkelse

I 1971 blev Bøssernes Befrielsesfront dannet. Den opstod blandt andet som en reaktion mod Forbundet af 1948, som var navnet på den hidtil eneste organiserede forening af homoseksuelle i Danmark. Forskellen på de to bevægelser var tydelig. Mens den ældre primært var et tilbud til enkelte om socialt fællesskab imod isolation og stigmatisering, ville befrielsesfronten skabe revolution. I en kronik i Dagbladet Information opfordrede man til handling: “For at bevidstgøre vores brødre og søstre om at de i virkeligheden er undertrykt af mandssamfundets intolerante moralbegreber, må de modigste og mest bevidste af os være aktivister i enhver situation.… Den offensive holdning, som vi bør fremme, går ud på, at det at være bøsse er godt, og at det, vi gør, er rigtigt, ja revolutionært, fordi det i sidste instans er et oprør

mod den reaktionære borgerlige moral.” Dette var et opråb til sammenhold i en radikal kamp mod de samfundsnormer, som man oplevede som undertrykkende for menneskeligheden og kærligheden. I en anden artikel fortsætter man: “Først når vi indser, at vi ikke har noget at skamme os over, at det er skønt at være bøsse, kan vi bekæmpe det system, som har øvet vold mod os ved at få os til at fornægte os selv.”

På den ene side kan jeg forstå behovet for anerkendelse. Et opgør med en verden af hemmelige liv og fortrængning med de tilhørende følelser af skam, vrede, sorg og fortvivlelse. Forståelsen for, at Kirken også har været med til at ydmyge og udskamme.

Som kristne tror vi på det positive i at blive set og anerkendt. Da Jesus møder den samaritanske kvinde, og hun kritisk spørger, hvorfor han, som jøde, vil tale med hende, der Som kristne tror vi på det positive i at blive set og anerkendt.

er en udstødt samaritaner, tilbyder han hende sit livgivende fællesskab. Han ikke bare ser og anerkender hende som menneske, han tilbyder hende fuldt fællesskab og en ny begyndelse på livet.

På den anden side er det svært fra et kristent perspektiv at godtage behovet for at ændre samfundet ved hjælp af oprør og revolution. Det er en grundlæggende kristen tanke, at ondt skal bekæmpes med godt og tilgivelse. Jesus nægtede at blive en revolutionær leder på en voldelig og samfundsomstyrtende måde. Hvis vi bliver slået på den ene kind, skal vi vende den anden kind til. For Jesus foregik det samfundsændrende først og fremmest på et indre eller åndeligt plan. Hjerterne skulle ændres før samfundet.

Den manglende anerkendelse af nuancer, samtale og menneskers forskellighed i kampen for forandring står som en skygge over det aggressive revolutionsprojekt.

en

kamp moD frafalDet

I 1989 skrev den vestjyske kvinde Emmy Fomsgaard et læserbrev i Kristeligt Dagblad. Det var en reaktion på blandt andet Loven om Registreret Partnerskab og Statens AIDS-kampagne: “Bibelens AIDS-bekæmpelse hedder: ‘du må ikke

bedrive hor'. Homosex er den ækleste form for hor; og ‘vildfarelsens velfortjente løn høster de, som det sømmer sig på sig selv’, siger Bibelen (Romerbr. 1,27). Hvem tør så give Gud skylden for AIDS? Vi er advaret i Bibelen. Sodomasynden skal i højsædet nu; men Gud lader sig ikke spotte, det siger Sodoma og Gomorra og andre hedenske kulturer alt om. Danmark fører, hvad hedenskab angår, med den lov.”

På den ene side kan jeg forstå frustrationen i oplevelsen af, at den kristne etik og samlivsforståelse ikke er blevet inddraget i tilstrækkelig grad i den førte politik på området. Jeg ser sorgen over, at den generelle holdning og tilgang til homoseksualitet i Danmark var på vej til at vende sig væk fra en bibelsk til en ny-hedensk forståelse. Jeg forestiller mig også et hjerteligt ønske om at bevare mennesker fra fortabelsen bag ordene.

På den anden side er det svært at anerkende det legitime i, at hun på så unuanceret og ufølsom vis vil gøre sig klog på Statens AIDS-bekæmpelse og for den sags skyld Bibelens omtale af homoseksualitet. Den ufølsomme retorik og det manglende blik for menneskene bag kampagnen og deres udfordringer spærrer for budskabet.

De to eksempler viser tydeligt, at der har været en (kultur-) krig mellem Kirken og LGBT+-bevægelsen i Danmark. Et af problemerne er, at man gør sine følelser til ideologi.

“iDeologi er noget bras”

Den tidligere danske statsminister Poul Schlüter er blevet kendt for denne parole, siden han udtalte den ved et møde i 1984. Det var ellers en tid, hvor mange ideer stadig stod stærkt i verden – ikke bare i politik, men på mange forskellige områder. Problemet med ideologiske systemer er tendensen til at gøre bestemte temaer eller ideer til et hovedspørgsmål over alt andet. Det kan for eksempel være et revolutionært projekt eller en frihedsbevægelse, som man samles om. Som kristne er vi ikke fri for fristelsen til at ideologisere. Vi kan alt for let komme til at sætte en særlig kultur eller bestemte synspunkter over Jesus Kristus.

kærligheDens veJ til målet

Det er tankevækkende at læse i evangelierne, hvordan Jesus møder og anerkender mennesker. Han forsøger ikke at reducere dem ned i små kasser, men han går heller ikke på

Jo mere, vi erkender den kærlighed, Gud har vist os gennem Jesus, jo mere vil det få indflydelse på, hvordan vi ser og møder andre mennesker.

kompromis med den sandhed, han er. På samme måde er vi kaldede til at følge Jesus i denne kombination af menneskelig anerkendelse og samtidigt ydmygt fastholde sandheden i kærlighed.

Jesus forsøger ikke at reducere mennesker ned i små kasser, men han går heller ikke på kompromis med den sandhed, han er.

Johannes gør meget ud ad denne kærlighedens vej i sit første brev. Han skriver:

”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.” (Johannes’ Første Brev kapitel 4, vers 10-11). I brevet udfolder han, hvordan kærligheden fra Gud gennem Jesus gør os i stand til at elske andre. Det er en ydmyg kærlighed uden frygt, som sætter Guds kærlighed over vores egen. Jo mere, vi erkender den kærlighed, Gud har vist os gennem Jesus, jo mere vil det få indflydelse på, hvordan vi ser og møder andre mennesker – også når vi udfordres af deres vrede og sårethed. Jesu kærlighed kan bearbejde vores modstand og vrede, og dermed kan vi være med til at

skabe den forsoning, som både kirken og verden har så hårdt brug for.

Målet for en kristen er at være med i Kristi forsoning ved at være sandheden tro i kærlighed (se Paulus’ Brev til Efeserne kapitel 4, vers 15). Det sker først og fremmest ved det gode fællesskab i kærlighed med Kristus og dernæst min næste, frem for ideologiske kampe om rettigheder for mig selv og mine meningsfæller. Selvom gudsperspektivet mangler, havde Michael Jackson fanget noget central, da han i sin Man in the Mirror sang: “If you wanna make the world a better place take a look at yourself and then make a change.”

forsoning

Skal vi bevæge os i en retning af forsoning, går vejen fra skam til anerkendelse. Det er en anerkendelse af, hvem vi er, og hvad vi har med i bagagen. Det er dog ikke en anerkendelse, der giver lov og ret til at leve, som vi vil og gøre op med alle normer, men til, uanset hvor vi er, at se Jesus og blive set af ham i kærlighed og respekt.

En af måderne at opnå dette på er bevægelsen fra konfrontation til samtale. Den gode samtale er kendetegnet ved, at uenighed ikke lukker af for gensidig respekt og imødekommenhed. To nyere eksempler på dette er Freja Kirks interview med KNUS (i podcast-serien Kærlighedens Kartel, den 09.12.2022) og samtalen Plads til uenighed mellem Susanne Branner Jespersen og Michael Wandt Laursen på FrikirkeNets lederkonference november 2021 (se samtalen på FrikirkeNets YouTube-kanal). Det kan være svært på et så følsomt område som seksualiteten, men her må Jesu nådefulde tilgang stå foran. Når Jesus overfor sine disciple påpeger, at vi skal tilgive utallige gange, så må vi tage det til os (se Lukasevangeliet kapitel 17, vers 1-4). Det gælder også i forhold til os selv. ■

Kærlighedens

Bibelvers: ”Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus…”

(Filipperbrevet kapitel 2, vers 3-5)

Det sidste års tid er nadveren for mig blevet et stærkt billede på kirkens enhed. Du kan også kalde det kirkens fællesskab. Nadveren handler først og fremmest om fællesskabet mellem Gud og mig, men i nadverbønnen beder vi faktisk også: ”og lad os med alle troende blive ét i dig.” Jeg knæler dér ved siden af folk, som måske er helt fremmede eller meget forskellige fra mig, men ham, som møder os hver især i nadveren, binder os sammen og gør, at vi kan kalde hinanden brødre og søstre. Kirken er ikke et fællesskab, vi selv skaber, men et fællesskab vi har fået givet i kraft af, at vi har en fælles frelser.

Men selvom vi har fået fællesskabet som gave, går det ikke altid så godt

med at vidne om vores fælles frelsers kærlighed. Splittelse ligger som en tung skygge over kirkens historie. Og splittelse findes stadig i dag. Måske også i vores egne kristne fællesskaber. Derfor kan vi også have brug for at høre de ord, Paulus skrev til den splittelsestruede menighed i Filippi: ”I skal have Kristi sind.” Eller sagt med andre ord: I skal have Kristi mindset. Kristus gav afkald for at blive en tjener. Han satte i ydmyghed andre højere end sig selv helt indtil døden på et kors. Det er dybest set et kærlighedsmindset.

Paulus udfordrer os til at have det samme kærlighedsmindset. Det kan konkret betyde, at vi nogle gange giver afkald på egen komfort og for eksempel er med til noget i vores kirke, som vi ikke ligefrem elsker, men vi gør det, fordi vi elsker dem, der elsker det. Det kan også betyde, at vi glemmer vores egen anerkendelse lidt mere og i stedet tænker over, hvordan vi kan give andre anerkendelse. Eller det kan betyde, at vi går hen og sætter os sammen med den, som er upopulær, selvom det kan være ydmygende, og vi måske sætter

vores egen status lidt på spil. For dét er kærlighedens mindset.

Kærlighedens mindset er ikke selvisk – det tænker ikke: ”Hvordan kan jeg få mest? Hvordan kan jeg få ret? Hvordan kan jeg få æren?” Kærlighedens mindset er ikke indbildsk – det har ikke for høje tanker om sig selv. Men kærlighedens mindset sætter i ydmyghed de andre før sig selv. Så lad os kigge på ham, der har det ultimative kærlighedsmindset, og lade os forvandle af det. Men lad os samtidig huske på, at når vores hjertes selviskhed alligevel fører til splittelse i vores kirker og relationer, så møder han os i nadveren og binder os ubetinget sammen med ham og med hinanden. Også når konflikter er gået så meget i hårdknude, at menneskers kærlighed slipper op, og det er svært at se lys på denne jord. Da bliver brødet og vinen et håb om den dag, hvor der ikke skal være splittelse mere.

Portræt

Sille Kjær Knudsen Social Anthropology, Univerity of Edinburgh

hvaD læser Du, og hvorfor har Du valgt Det stuDie?

Jeg startede med at læse teologi, da jeg tænkte, at det var værd at blive klogere på som kristen. Men jeg blev helt pjattet med et af mine sidefag i antropologi. Derfor endte jeg med at skifte studie, så nu er jeg på sidste semester af min bachelor i social antropologi i Skotland. Mit studievalg er nok i stor grad grundet af min opvækst i forskellige afrikanske lande omringet af forskellige kulturer og måder at leve på, hvilket er det antropologien dykker ned i. Jeg nørder sådan set bare menneskers vaner og samfundsmønstre til hverdag og bliver mere fascineret af mennesker igennem mit studie.

hvaD er Det første, Du tænker på, når Du hører orDet splittelse?

Jeg tænker umiddelbart, at splittelse handler om to ting, der bliver rammet op som adskilt fra hinanden. Men nok mere specifikt splittelse imellem mennesker. Det kan så handle om mere ’faktuelle’ ting som forskel i alder eller sportsinteresser, eller en mere negativt-ladet splittelse imellem mennesker, hvis det omhandler uenigheder, social klasse osv.

har Du oplevet Dig splittet mellem to kulturer og hvorDan?

Det er faktisk et meget svært spørgsmål at blive stillet. Ikke bare som antropolog, hvor jeg straks begynder at tænke, jamen, hvad menes med ”kultur” og den normative måde at forstå sådan et koncept på, men også som én, der er opvokset i mange forskellige kulturer.

Min oplevelse af splittelse imellem kulturer er nok ikke så meget, fordi jeg er fra én kultur, som modstrider en anden, men nok mere en splittelse i den forstand, at jeg er en blanding af en masse forskellige kulturer. Hvilken kultur vil jeg så kalde for ’min’? Tilskriver jeg mig den danske? Etiopiske? Beninske? Burkinske? Skotske? Eller har jeg bare den der ’internationale’ kulturopbygning?

Jeg ville nok forklare det på den måde, at jeg ikke nødvendigvis har én specifik kultur men nærmere, at den kultur, jeg tilskriver mig, er en god smoothieblanding, forstået på den måde, at jeg har taget forskellige kulturværdier til mig på vejen. Forvirringen omkring, hvor jeg hører til, spejles også i mine venners forklaring af, hvem jeg er. Det har været sjovt at

opleve, at mine danske venner ikke nødvendigvis betragtede mig som ’helt dansk’, og i modsætning er jeg er folks ’danske’ ven herovre i Skotland. Nogle gange er splittelsen ikke i min egen oplevelse, da jeg efterhånden bare tilpasser mig mine omgivelser, men splittelsen opstår ved, at jeg bliver pålagt en form for identitet udefra baseret på andres opfattelser. Min oplevelse af ’splittelse’ er nok mere en oplevelse af, at min identitet er spredt ud over flere kulturer, frem for én.

Men for at svare mere direkte, så ja, jeg har oplevet en splittelse imod en af de kulturværdier, jeg har. Et konkret eksempel ville være, at jeg oplevede et strid imellem den britiske måde at håndtere konflikt på, som er meget genert med en ’fej det under tæppet’ tilgang, i modsætning til den mere direkte tilgang danskere har. Der oplevede jeg helt bestemt, at jeg værdsatte og tilskrev mig den danske måde at være ærlig og oprigtig på i en samtale fremfor at skjule sine tanker og oplevelser, og det var en markant oplevelse af ’splittelse’ for mig.

Tal med hinanden om skilsmisse

Skilsmisse er blevet almindeligt. Alligevel oplever mange unge at stå alene i de udfordringer, som en skilsmisse medfører. Søren Aalbæk Rønn deler sine erfaringer med at vokse op med skilte forældre. Der er råd og forståelse at hente, både til dig som har oplevet skilsmisse på nært hold, og til dig der kender én som har.

Mine forældre gik fra hinanden, da jeg var 13 år gammel. Jeg er ikke defineret af, at mine forældre ikke er sammen. Men det er en væsentlig del af både min historie og min nutid. En skilsmisse går jo ikke over, men har vedvarende konsekvenser. Selvom livet kan være vidunderligt, også for den hvis forældre er skilt, så vil familien i én forstand altid være splittet. Det er meningen, at forældre til et barn skal blive sammen og danne fælles front både i opdragelse og omsorg. Heri ligger ingen værdidom overfor de forældre, som ikke formåede at blive sammen. Jeg forestiller mig, at også skilte forældre er enige. Mit ærinde er at tilbyde refleksioner og råd – både til den som har haft skilsmisse inde på livet, og den som ikke har. For der er nemlig også noget at lære for den udenforstående, som jo med sikkerhed har relationer til børn af skilte forældre. Min egen fortælling udgør en del af bagtæppet, men jeg vil gerne sige noget generelt om, hvordan en skilsmisse kan opleves, og hvilke konsekvenser den kan have. Der vil dog være stor forskel fra familie til familie og fra søskende til søskende. Mine erfaringer er mine egne, mens mine fire ældre søskende har haft andre erfaringer både i forbindelse med skilsmissen og i de sidste 20 år.

Det sker Jo for så mange

Forleden skete noget, som jeg så ofte har oplevet. I en samtale fortæller en ung mand mig om nogle forhold, som gør ondt, men slutter så med at sige: ”men der er jo mange, der har det værre end mig.” Som om sorgen skulle blive mindre berettiget af det. Sagen er bare, at det jo ikke hjælper mig det mindste, at andre har det værre end mig. Jeg oplever, at fordi skilsmisser er almindelige, føler mange unge, at det ikke er legitimt at kalde det en krise, hvis deres forældre skal skilles eller er skilt. Men du er vigtig, og der er intet forkert i at sørge og klage over dine forældres skilsmisse, om så samtlige ægteskaber i Danmark gik i opløsning. Ifølge blandt andet en undersøgelse fra VIVE påvirker skilsmisser børns trivsel negativt, for eksempel ved øgede helbredsproblemer, risikoadfærd eller ved manglende følelsesmæssig tilpasning, psykisk mistrivsel og ensomhed. De konkluderer derudover,

at skilsmisseramte børn føler sig mindre elsket af deres forældre.

rolleforDeling

Når dine forældre bliver skilt, så er det også en livskrise for dem. Derfor har du formentligt oplevet, at dine forældre har været pressede og måske ladet det gå ud over dig. Mange tager derfor et medansvar for deres forældres skilsmisse. Det må du ikke gøre. Det er aldrig børnenes skyld, at forældre bliver skilt. Selvom dine forældre lider under en skilsmisse, så er de også ansvarlige. Børnene derimod er udelukkende ofre og bærer intet ansvar. Det gælder også de krævende børn. Nogle ægteskaber bliver stærkere i modgang, mens andre går i opløsning. Ikke alene skal du ikke tage ansvar for dine forældres skilsmisse, du skal heller ikke placere ansvar. Det er ikke din opgave at vurdere, hvem af dine forældre, der er den skyldige eller mest skyldige.

Også i tilfælde, hvor den ene forælder selv tager skylden på sig. Du skal nemlig have lov til at være barn af begge dine forældre. Uden at dømme dem. Uden at tage parti. Det kan ske, at en forælder bagtaler den anden, at dine forældre vil have dig til at mægle mellem dem, eller vil bruge din skulder til at græde ud ved, men intet af det skal du indvilge i. Der skal du sige fra. Den slags falder uden for din opgave som deres barn. Dit problem er, at dine forældre er skilt, og alt det som det medfører. Dine forældres problemer skal de ikke lægge på dig. Der sker ofte det i forbindelse med en skilsmisse, at børnene kommer til at agere forældre for deres forældre, men det må ikke ske. Det kan lyde kynisk, og selvfølgelig skal dine forældre have hjælp – bare ikke af dig.

tal om Det

Det er ikke nemt at tale med andre om interne stridigheder i familien. Jeg kender i hvert fald følelsen af, at jeg svigter min families tillid. Jeg har da også mødt flere KFS’ere, som aldrig har talt med nogen om deres forældres skilsmisse eller

Fordi skilsmisser er almindelige, føler mange unge, at det ikke er legitimt at kalde det en krise.

Det er ikke din opgave at vurdere, hvem af dine forældre, der er den skyldige eller mest skyldige

om tingenes tilstand i familien. Men vi er simpelthen nødt til det. Hvis du har søskende, så skal du tale med dem om det. Som den yngste i min søskendeflok har jeg haft ubeskrivelig glæde af, at mine søskende har støttet mig og lyttet til mig. Og vi har stået sammen, også hvis vores forældre har været urimelige. Derudover vil jeg anbefale, at man allierer sig med forældres venner, forældres søskende eller bedsteforældre. For eksempel hvis dine forældre ikke har styr på førnævnte rollefordeling. Det er ikke nemt at sige fra over for sine forældre, men bed en af dine forældres nære relationer om hjælp. Du må gerne kræve noget af dem, som elsker dine forældre. De ønsker heller ikke, at du skal stå alene med det. Tal også med dine venner om, hvordan du har det. Sig også det, som

kan være pinligt. Det er ikke at svigte dine forældre. Det er afgørende for din trivsel og for din fremtid.

Og til dig, som er ven med et barn af skilte forældre; Spørg! Spørg ind til det – også mange år efter skilsmissen. Højtider og mærkedage er særligt svære, så her kan du være opmærksom på at spørge ind. Jeg kender voksne fra skilsmissehjem, som ikke holder fødselsdag, sørger for at arbejde i julen og som ikke glæder sig til sit eget bryllup. En skilsmisse er ikke så meget en begivenhed som et tilværelsesvilkår. Mit bedste råd i alle forhold, som involverer sorg, er at spørge: ”Vil du gerne, at jeg spørger ind, eller vil du helst selv bringe det på bane?” Dermed viser du omsorg og respekt, og du åbner muligheden for, at din ven kan ventilere sine følelser. ■

Til dig, som er ven med et barn af skilte forældre; Spørg! Spørg ind til det – også mange år efter skilsmissen.

Vi har mærket, at vi aldrig stod alene med vores opgave i Grønland

Forestil dig, at du er super begejstret over at holde det første Grønlandske KFS-møde nogensinde, og at der faktisk er dukket en gruppe unge op til bibelstudie og kaffe i din stue. Du prøver brændende at forklare dem, at dette er en del af en større international studenterbevægelse, og at dette er startskuddet på en ny kristen bevægelse i Grønland, som kan være med til at forvandle generationer af unge grønlændere, og som på sigt kan være med til at løfte landet. For så at opdage, at dit hurtige og mumlende dansk nok er gået over hovederne på den ene halvdel, der stadig kæmper med at begå sig på dansk, og den anden halvdel ikke ved, hvad en studenterbevægelse er og kigger lidt mærkeligt på dig.

Vi, Sara og Filip, flyttede i sommeren 2019 til Nuuk for at starte et KFS-arbejde op. Det var spændende, og det var skræmmende. Vores liv i Grønland startede som en stor kontrast til vores liv i Danmark. Vi kom fra en fyldt kalender og et meget aktivt og socialt liv. Nu havde vi bare hinanden og et kald til mission blandt grønlandske studerende. Filip fik et lokalt fuldtidsarbejde, og Sara havde uge efter

uge 40 timer, som alle skulle ’opfindes’. Det er ikke fordi eventyrene og naturoplevelserne i Grønland ikke har været fantastiske (for det har de virkelig!), men det var ikke kun det, som var vores trækplaster og grunden til, at vi blev draget af Grønland. Vi blev draget af de mennesker, vi havde mødt, med et ønske om at være noget for dem, og en tro på, at vi kunne. Vi havde mange drømme og visioner, og nu skulle vi bare finde ud af, hvordan vi skulle gribe den opgave an.

Heldigvis har vi aldrig stået alene i denne opgave. Vi har mærket Guds vejledning og nærvær, og så har vi lige fra begyndelsen haft Andreas Bak med, som også drømte om et grønlandsk KFS allerede før vi kom, efter han selv var en del af KFS i sin gymnasietid. Vi tre er stadig i gang, og Andreas fortsætter, selvom vi rejser til Danmark til sommer. Derudover har der løbende været hjælpere både til at lede KFS-aftenerne og til at hjælpe med det praktiske, og siden sidste sommer har vi haft et fuldt lederteam af både frivillige danskere og grønlandske KFS’ere.

Der var i starten mange svære ting som fyldte store dele af arbejdet, men

Grønland:

hver gang Sara endelig fik en lille succesoplevelse og så en ny dør åbne sig: hilst på en ny studerende, fået opbakning fra en af kirkerne eller lignende, stod Andreas og Filip klar til at give en stor high-five. Det er altid skræmmende at starte noget nyt fra en blank side. Det kræver en stærk forestillingsevne at se det for sig, og det kræver, at man tør holde fast i sine ideer og drømme og ikke lader sig overvælde, når det bliver uoverskueligt og slidsomt at tro på, at det er en god ide, også når man ikke er blevet bekræftet i det i noget tid.

Vi vil gerne dele et par af de gode historier, som vi også selv er vendt tilbage til igen og igen, fordi det er helt fantastisk at se, hvordan Gud arbejder i Grønland.

Vi mødte Rosine som en af de første studerende i Grønland. Da hun havde været til et par aftenmøder, spurgte Sara, om de skulle mødes ude på universitetet en dag. Her snakker de om tro og liv, og Sara beder for hende og universitetet. Det bliver efterhånden en fast ugentlig ting, og da de har siddet der i et par måneder, kommer der en dag en kvinde over til dem, mens de sidder sammen, og spørger: ”Beder I? Må jeg bede med?” Så var der to. Den dag fik Grønland sin første studiestedsKFS-gruppe.

Da corona brød ud og alt lukkede ned Sara skulle have holdt en prædiken i byens grønlandske frikirke den kommende søndag. I stedet inviterede præsten hende med i den kristne radio til en live-transmission, ikke bare til Nuuk, men til hele Grønland. Efterfølgende var der to, som skrev og spurgte, om de måtte være med i KFS, når corona var forbi. Derefter begyndte vi at lave regelmæssige radioprogrammer.En aften, hvor vi har arrangeret kollegiespisning, sidder Sara ved et bord sammen med vores søn Nohr. Der er kun kvindelige studerende, og én sidder med sit lille barn. De fortæller alt muligt om sig selv, og snakken er god. Den glider langsomt over i grønlandsk, hvor vi ofte bliver koblet lidt fra, men det er helt fint. På et tidspunkt skifter en af dem til dansk og siger, at det er godt, at vi er kommet, for de har aldrig snakket sammen før, og nu havde de lige fået aftalt at hjælpe den enlige mor med børnepasning, og derefter siger hun: ”Det er godt, at I kommer for os, som er ensomme.”

Noget af det, vi tager med os fra vores tid i Grønland, er en bevidsthed om, at vi ikke kun er i mission, når vi er sendt ud på en

mission, som vi blev det for fire år siden. Vi bad meget før vores rejse til Grønland, og vi beder meget for hverdagen i Grønland, og folk beder for os. På et tidspunkt gik det op for os, at vi også skulle bede for valget om, hvor og hvornår vi skulle være i Danmark efter Grønland. Så selvom vi nu ’vender hjem’ til Danmark, så kommer vi også til et nyt sted, hvor vi tror, at Gud også der vil bruge os i sin mission. Hvordan han vil bruge os, må vi vente med at se, men vi stoler på, at han har en plan.

Vi håber, at du som har læst med, forstår, at det at være i mission er for alle os helt almindelige mennesker. Vi tog udfordringen op og bladrede om på en blank side i vores kalender, og vi vil gerne opfordre dig til at prøve det samme. Det kan virke som en uoverskuelig opgave, men det fantastiske er, at det ikke afhænger af vores egen præstation. Vi har oplevet igen og igen, hvordan Gud bruger det, som vi kommer med, og det som vi er. Det kræver ikke særlige evner at være ’missionær’. Prøv selv at være fremmed et sted og prøv at lære nye mennesker at kende. Gud kalder os ikke kun til at være i mission i andre lande, men til at være i mission lige der, hvor vi er, blandt de mennesker vi allerede møder. Eller måske kalder han dig til at gå til nabobyen? Mærk efter og bed over, hvor du skal være og prøv at lade Gud lede dig og fylde din hverdag.

Lejligheder i Aarhus til studievenlige priser

Delevenlige 2-, 3- og 4-værelses lejligheder

Solrig altan og lynhurtigt fibernet Gratis nyttehave og plads til husdyr

Tæt på indkøb og studie

Gratis parkering og delebil

Priser fra 6.480 kr.

De bat

Til de diskussionslystne.

I KFS samles både folkekirkeog frimenighedsmedlemmer, men hvad er egentlig op og ned i forholdet mellem de to?

Hvilke fordele og ulemper er der? Og er det ’bare’ et præferencespørgsmål, eller er der mere på spil?

Til Tro har spurgt en tidligere frimenighedspræst og en nuværende folkekirkepræst, hvorfor de finder glæde i netop deres type menighed, og hvilke overvejelser der har været med til at forme deres valg. Begge skribenter skriver for egen regning og udtrykker ikke KFS’ holdning. Tonen er respektfuld, men argumenterne skarpe.

hvem mener Du har ret?

For frimenighed

Sognepræstens søn blev frimenighedsmand. Det er en bid af min historie. Men hvorfor? Fordi, jeg ikke kan fordrage orgelmusik? Nej, jeg er vild med det! Fordi, liturgien er for tung og tør? Nej, i det store hele finder jeg mig godt tilpas i folkekirkens liturgi. Fordi, jeg ikke orker de gamle salmer? Nej, jeg lever højt på deres indhold og slidstyrke.

Den største vanskelighed ligger i folkekirkens dåbspraksis, hvor man tillader dåb af rent kulturelle grunde og lader oplæringen være op til forældrene – uden at de behøver tro på det, de bekender, og uden at de behøver knytte til ved menighedens fællesskab.

Den største vanskelighed ligger i folkekirkens dåbspraksis, hvor man tillader dåb af rent kulturelle grunde

Jeg har været frimenighedspræst i 10 år, og jeg ville ikke kunne se mig selv i folkekirken, hvor der er de facto dåbspligt. Problematikken er gammel, men da der i 2007 kom en ny dåbsordning, foreslog biskopperne først at skrive ligeud, at præsten har ”pligt” til at døbe. Det blev efter massiv og berettiget kritik ændret – men til det indholdsløse udsagn om at det ”påhviler” præsten i sognet at døbe. Det er ren leg med ord, for i praksis er der stadig pligt. Ellers havde der været mange sager med folk, der ikke kunne få deres børn døbt.

Men hvorfor er denne de facto dåbspligt så problematisk? Fordi den tilslører den evigt afgørende forskel mellem kulturkristendom og sand kristendom. Jeg ved om forældre, der har ønsket dåb af rent kulturelle grunde. At der langt fra er tale om enkeltstående tilfælde bekræftes for eksempel af en YouGov-undersøgelse fra 2014 (se rapporten ”Dåb eller ej” fra 2015).

I stedet for at døbe til kulturkristendom burde præsten tage hul på en række samtaler med dåbsforældrene om, hvad dåb og kristendom er. Over tid ville de forhåbentlig blive ledt

til en sand tro, så ordene ved døbefonten ikke bare bliver et højtideligt ritual, men det troende hjertes bekendelse. Og hvis de kommer frem til, at de ikke tror på det, kirken bekender, er det eneste rigtige at lade være med at døbe – hvor ulykkeligt det end er, at de vælger troen fra.

Men hvordan kan man være sikker på bekendelsen? Vi kan jo ikke finde skalpellen frem og skære hjertet op for at se, om troen er derinde. Nej, men i de fleste tilfælde er der tale om mennesker, som åbenlyst har valgt menighedens fællesskab fra ved ikke at komme til gudstjeneste. Den dermed meget perifere berøring med kirken og i bedste fald meget mangelfulde trospraksis gør, at de ikke uden videre skal have dåben tilbudt som en anden offentlig ydelse. Ellers bekræftes de i, at kristendom bare er en tradition, der trækkes frem til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse – og at retten til de kirkelige handlinger ikke handler om tro men om at have betalt kirkeskat.

Jeg kan ikke se, om andre tror. Men jeg kan forklare andre, hvad den kristne bekendelse indeholder og betyder, og derefter kan jeg spørge, om det også er det, de tror på og vil leve efter. Der har man som præst et enormt ansvar for ikke bare at døbe uden at sikre forståelse, oplæring og vejledning. Har nogen besluttet sig for konsekvent at vælge menighedens fællesskab fra, eller benægter nogen de grundlæggende kristne læresætninger, som for eksempel at Jesus opstod fra de døde (en tredjedel af de danskere, der kalder sig kristne, ifølge en undersøgelse fra 2015), kan de ikke samtidig hævde, at de opdrager deres børn i den kristne tro.

Nogle misforstår min position, som om det handler om at gøre det vanskeligt at blive døbt, og mener, at det hindrer udbredelsen af evangeliet, hvis man ikke følger folkekirkens dåbspraksis. Men man udbreder ikke evangeliet ved at bekræfte folk i deres kulturkristendom. Tværtimod.

En anden vanskelighed ligger i folkekirkens nadverpraksis, hvor man ikke må nægte nogen nadveren, selvom de åbenlyst(!) forsvarer en given synd. Det kunne for eksempel være en, der tydeligt siger, at det er ok at snyde i skat. Hvis jeg som præst giver ham nadver, så narrer jeg både ham og menigheden til at tro, at man kan slutte fred med synden og samtidig få syndernes forladelse – og det er man tvunget til som præst i folkekirken.

f

er leif mos T ru P hansen, fors Tander P å lT c , kfs’ højskole, P e T erleif@kfs.dk

Mere kunne nævnes, men ovenstående betyder kort sagt, at jeg ikke kan være præst i folkekirken, og derfor heller ikke kan være medlem eller have folkekirken som min faste menighed.

Og så forsøger jeg alligevel at navigere midt i de uenigheder, jeg har med mine kristne brødre og søstre i dette spørgsmål. Jeg tager for eksempel gerne i folkekirken som gæst, og som forstander på LTC (KFS’ Højskole) sender jeg eleverne i både i sogne-, valg- og frimenigheder.

Men hvad med de gode missionsmuligheder? Ofte bliver de brugt som et argument for at være i folkekirken. Jeg medgiver, at der er visse fordele, fordi præsten får kontakt til mange, som ellers ikke søger kirken. Men det duer ikke at give taktiske fordele en sådan vægt, at man ser stort på centrale teologiske problemer (som for eksempel de facto dåbspligt). Historien viser også, at evangeliet sagtens kan udbredes på andre måder end gennem folkekirker og lignende ordninger, for mission sker der, hvor kristne mennesker giver evangeliet videre. Folkekirken er langt fra den eneste måde at være

i folket på. Tværtimod er folkekirken med til at gøre kristendommen til folkereligiøsitet. At danne frimenighed er ikke at forlade folket men at fastholde den bibelske skelnen mellem folk og kirke.

Det betyder ikke, at en frimenighed er sikret mod udglidning og vranglære. Den perfekte menighed findes ikke! Men jeg mener ikke, det er forsvarligt at være i et kirkesamfund som folkekirken, der med sin officielle praksis udvisker forskellen mellem troende og ikke-troende og fremstiller det som om, man kan have fred med Gud og med synden på samme tid.

Folkekirken er langt fra den eneste måde at være i folket på. Tværtimod er folkekirken med til at gøre kristendommen til folkereligiøsitet.

For folkekirke

Hvorfor og hvordan mon en frimenighedspræst ender som sognepræst –og endda er glad for det og ikke vil tilbage til en frimenighed? Som folkekirkepræst står jeg i en ordning, der er blevet til gennem århundreders forandring, men som har sin rod i de menigheder, der blev lutherske ved reformationen. Indtil da havde alle kirker været katolske, men med Sønderjylland som forløber blev alle menigheder med tiden lutherske. De lutherske kirker overtog bygninger og sogne og videreførte den katolske kirkes arbejde med at være kirke for og med alle, der boede i et område. Dermed blev de lutherske menigheder folkets menigheder, uden at man skal gøre sig indbildninger om, at alle dengang havde en klar luthersk tro. Faktisk var troen så dårligt funderet, at katekismen blev skrevet for at sikre bare et minimumsniveau af kristelig viden. Andre grupper ved reformationen dannede frie menigheder, mest omkring gendåb, og de udskilte sig for at opnå en renere menighed. Folkekirken blev kirke for raj-

græs og hvede og er det endnu.

Gennem årene er en sådan ordning blevet udfordret på, om den er bibelsk. Nogle frikirker siger frimodigt, at de har den bibelske menighedsmodel, men i mine øjne aner man allerede konturerne af mange menighedsmodeller i Det nye Testamente. Derfor handler det måske ikke så meget om at finde den ene sande model, men at vi finder en måde at være i den kirkemodel, der nu findes. Jeg har været frimenighedspræst i det, der i dag hedder Silkeborg Oasekirke. Jeg har været præst i Brødremenigheden i Tanzania. Og jeg er nu præst i Hjordkær Sogn under Haderslev Stift. Alle har sin berettigelse, alle har sin bibelske begrundelse og alle har sine udfordringer.

Folkekirken er en ramme for luthersk kristendom, fordi den er afgrænset af en bekendelse. 500 års kirkehistorie viser, at denne ikke tolkes ensidigt, men til tide så mangfoldigt, at det kan være svært at holde bukserne sammen. Men i mit sogn betyder det, at jeg som præst har fået ansvaret for

omkring 1700 mennesker, der er medlemmer, og 300 der ikke er. Jeg er deres præst, også selvom de ikke kommer til gudstjeneste, for ringer de efter en, er det mig. Dem, der samler sig om gudstjenesten er folk fra missionshuset og andre, som bare kommer fast i kirken. Derudover er der en stor gruppe, som kommer til særlige anledninger, mest kirkelige handlinger og jul, og så er der mange, der aldrig kommer. Jeg har valgt at være her, fordi det giver mig adgang til mennesker, jeg som frimenighedspræst skulle vinde over til min kirke. Nu skal jeg vinde dem ind i deres egen kirke.

Jeg har valgt at være her, fordi det giver mig adgang til mennesker, jeg som frimenighedspræst skulle vinde over til min kirke.

Udfordringen er ikke, om jeg som sognepræst kan få lov til at forkynde Guds ord rent og purt, det kan jeg. Men kan jeg også forvalte sakramenterne efter Kristi indstiftelse? Forkyndelse og sakramenter definerer, om der er en kirke, siger Luther i vores folkekirkes augsburgske bekendelse. Det har altid været en udfordring for folkekirker, også for Luther selv. I skriftet ’Den Tyske Messe’ fra 1526 taler Luther om tre slags gudstjenester og om to slags menigheder. Den latinske messe kan være ok, siger han, men bedst er en tysk messe. Om de to siger han: ”dem må vi lade foregå og ske således, at de holdes offentligt i kirkerne for alle mennesker, iblandt hvilke der er mange, som endnu ikke tror eller er kristne, ganske som om vi holdt gudstjeneste midt iblandt tyrkerne eller hedningerne på »en åben plads eller mark.«” Det er de gudstjenester, hvor dåb og nadver forvaltes, og hvor ordet forkyndes, så de ikketroende kan komme til tro. Den tredje gudstjeneste han beskrev, førte han aldrig ud i livet, men den kan sammenlignes med missionshusenes aktiviteter med dybere bibelstudium, bøn, lovsang og fællesskab. Her kunne de sandt troende mødes. De kan sagtens gå hånd i hånd.

Skal dåb og nadver så egentlig helst forbeholdes den tredje slags gudstjeneste og kun som nødordning bruges i den offentlige gudstjeneste? Nej! Luther skriver i den augsburgske bekendelse: ”For gennem ordet og sakramenterne som midler skænkes Helligånden, der virker tro.” At formene

mennesker dåb og nadver er at formene dem formidling af Guds Ånd, ham der alene kan vække deres tro. Et lukket nadverbord frarøver et søgende menneskes adgang til et møde

At formene mennesker dåb og nadver er at formene dem formidling af Guds Ånd, ham der alene kan vække deres tro.

med Gud. Det var ved bordfællesskabet med Jesus, at folk som Zakæus kom til tro. At døbe et barn er også at give dem hjælp til at tro, fordi dåben ifølge vores bekendelse giver to ting: Helligånden og syndernes forladelse. Som sognekirke hjælper vi med forældres og fadderes opdragelsesopgave, noget de færreste forældre magter, og vi gør det med babysalmesang, tumlingesang, spaghettigudstjenester, minikonfirmand- og konfirmandundervisning. Ved dåben får forældrene en bøn at bede højt og lægger sammen med fadderne hånd på barnet under fadervor. De får en bibel og et lys med hjem og opmuntres til at bruge begge dele. Nogle gør det, andre ikke, men skulle jeg begrænse dåben til en mindre flok i en lukket menighed, så tænker jeg, at det frarøver masserne to særlige mødesteder med Guds nåde; dåben og nadveren. Ja, vi frarøver dem de handlinger, Guds Ånd bruger til at skabe tro.

Og så er der en helt anden udfordring: “Hvordan kan du forsvare at være med, når der er så megen vranglære?” Jeg står til ansvar for min egen forkyndelse, ikke andres. Jeg har engageret mig i stiftsrådet, biskoppens menighedsråd. Jeg er aktiv blandt kollegaerne i provstiet. Jeg forkynder frimodigt, hvad jeg finder sandt og godt. Og jeg står sammen med andre, der gør det samme, både i og udenfor Folkekirken. Begge dele har sin berettigelse, og min frimodighed hviler ikke på ordningen, men i sidste ende på evangeliet.

Men der er en grund til, at en frimenighedspræst er endt med at blive helt vild med Folkekirken, trods alle dens fejl og mangler! Gud vil nå de mange – også rajgræsset og hveden –inden dommedag, og her har jeg fundet et sted at være med i den gerning. ■

Et LTC-år rinder ud – men hvad står tilbage?

I slutningen af maj takkede LTC-holdet anno 22/23 af. Men hvad står egentlig tilbage efter 9 måneder med teamperioder, toasteksperimenter, udlandsrejser, skøre hverdagspåfund, undervisning, kedelige hverdage, og spændende oplevelser? Det fortæller Caroline, Tobias og Julie lidt om her.

Hvad har jeg fået ud af at gå på LTC? Jeg har lyst til at svare “alt”! Jeg har lært så meget! Det er en bred vifte, som går lige fra at lave lasagne, til at lave dreadlocks, til at slå græs, til at få et større kendskab til Biblen, til at have mere konstruktive samtaler om tro, til at hvile mere i mig selv.

“Du synes måske, at hans strategi er risikabel, men det er Guds problem, ikke dit.” (Rebecca Pippert, “Ud af Saltbøssen” ) I løbet af mit LTC-ophold har jeg fået lov til at erfare, at Gud godt kan bruge en som mig. Når jeg får sagt alle de forkerte ting i en religionstime. Når jeg føler mig allermest kujonagtig og synes, det er svært at møde mennesker på en ærlig og sårbar måde. Når jeg får tyve afvisninger i træk af gymnasieelever på min invitation til en kop varm kakao. Når jeg selv synes, det er svært at tro.

Det er ikke mit ansvar at frelse mennesker. Min umiddelbare vurdering af, om min tjeneste er en succes, holder ikke. Jeg kan godt synes, Gud skulle vise sig på en lidt mere synlig, storartet måde. Men hvor vildt er det ikke, at vi har en Gud, som lader sit lys skinne igennem brudte mennesker. Jeg vil gerne fortsætte med at forundres over, hvordan Gud arbejder.

Det har også været stort for mig igennem alle de opgaver, jeg har fået lov til at prøve kræfter med, at få lov til at erfare, at jeg kan og tør mere, end jeg havde troet.

Jeg har fået betydningsfulde relationer, udviklet min relation til Gud og som sagt også lært mere om, hvem jeg er, og hvad jeg faktisk kan. Særligt i mødet med andre mennesker har jeg lært mere om mig selv. Om det så var i Montenegro, Grønland, Israel eller Danmark, så har jeg mødt så mange spændende mennesker med hver deres historie og overbevisning. Gennem deres fortællinger, spørgsmål eller kulturer har jeg skullet forholde mig til, hvem jeg er, hvad jeg mener og hvad det har betydning for mig. Det har været givende på den lange bane!

Alt i alt så har jeg fået meget ud af LTC! Og jeg er så glad for, at det var LTC, jeg valgte at bruge noget af min tid som sabbatist på!

Jeg tog i første omgang på LTC for at lære, hvordan man taler med ikke-kristne mennesker om Gud. Der gik imidlertid ikke mange måneder, før jeg indså, at der var meget mere at komme efter, for på det tidspunkt havde jeg allerede prøvet at holde religionstimer og stå i stand flere gange og var ved at blive tilpas ved det.

Alligevel har jeg lært en hel masse siden da. Jeg har lært enormt meget om fællesskab og relationer ved at være i bofællesskab og nære venskaber med de andre LTC’ere, hvilket jeg ikke forventede ville fylde så meget. På trods af det, er det noget af det bedste og vigtigste, jeg tager med mig videre. Derudover har opholdet også gjort meget for min tro. Jeg vidste selvfølgelig, at jeg ville få undervisning i Bibelen, og jeg forventede at få en masse ny viden – og det fik jeg – men jeg blev overrasket over den fornyede glæde ved troen på Gud, som jeg fik af den. Det har været en stor erfaring, at viden ikke i sig selv er vigtig at få med videre, men at glæden derimod er.

af c aroline b ernhar D

af t obias m almgaar D

af Julie m ølgaar D h ansen

Hvad drømmer vores fire kommende volontører om?

Caroline, Jeppe, Julie og Tobias. Det er de fire nye volontører, I får glæden af at vandre sammen med, når kalenderen rammer august. Og I kan godt begynde at glæde jer!

Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, og jeg glæder mig især til at møde alle jer KFS’ere i Nord- og Midtjylland! Jeg er glad for at snakke om tro, og jeg mener, at noget af det bedste, vi kristne kan gøre for os selv og hinanden, er at dele troen – både det fede og det svære. Det håber jeg, at KFS også kan være et sted, hvor der er plads til!

Jeg glæder mig især til at hygge og snakke med alle jer KFS'ere og høre om, hvad der fylder i jeres liv. Jeg synes selv, at det var hårdt at komme igennem gymnasiet, og for mig betød det meget at komme i fællesskaber med fælles værdier og plads til at snakke om tro og liv. Jeg håber, at jeg kan være med til, at KFS bliver sådan et sted for jer!

Bed med for KFS!

Vi er helt afhængige af Helligåndens virke og Guds rige velsignelse og vejledning i vores arbejde! Derfor beder vi hver dag, hver måned – og vi vil gerne invitere dig til at bede med!

KFS er fyldt med skønne mennesker, der hver dag arbejder i tjeneste for, at flere studerende må få lov til at ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’. Lige midt i studieverdenen. Lige der, hvor de medstuderende er. Det er et kald, der løftes i vished om, at vi ikke går alene. For Guds frelsesplan er heldigvis ikke afhængig af vores formåen. Nej, han inviterer os til at træde ud af båden, derud hvor vi kommer på gyngende grund, og vi igen og igen må rette øjnene mod ham, der siger: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”

Ja, vi lever og arbejder i en dyb afhængighed af ham, der har sendt os, for uden Åndens virke og Guds velsignelse og vejledning, kunne vi lige så godt lukke KFS i går. Det er den sandhed, alle i KFS – studerende, frivillige og ansatte – hver dag stilles overfor.

Jeg håber på at være med til at sætte kursen mod Jesus, fordi jeg tror, han har kaldet os til noget langt bedre, end hvad den her verden har at byde på! Og så vil jeg gerne være med til at skabe en ærlig kultur, hvor der er plads til erfaren og ny, stor og lille, store spørgsmål og de spørgsmål, som man kan være bange for at spørge om, fordi det virker til, at alle andre kender svaret på dem.

Det sidste år har jeg været fyldt med glæde over alt det, Jesus gør i verden og i menneskers liv, og en undren over, hvem han er. Det glæder jeg mig til at dele med jer, og at vi sammen kan være på vej i at lære Jesus at kende. For mig var KFS et lys og frirum i gymnasietiden, hvor jeg bare kunne være, stille spørgsmål og være i tvivl. Det håber jeg også, KFS kan blive for jer!

I samtalerne med medstuderende og gymnasiekammerater. I planlægningen af vores lejre. Og i al vores daglige arbejde.

Derfor vil vi også gerne opmuntre til – hver dag, hver måned – at bede med for KFS’erne, for de ansatte og for KFS. Det kan du blandt andet gøre ved at følge den medsendte bedeliste, som hver dag præsenterer en gren af KFS’ arbejde og en konkret opmuntring til forbøn.

Caroline Bernhard Volontør i Østdanmark

Jeppe Hagelskjær Volontør i Fyn og Trekanten

Julie Mølgaard Hansen Volontør i Vest- og Sønderjylland

Tobias Malmgaard Volontør i Nord- og Midtjylland

Paulus som poesi

En kristens liv kan føles splittet. Splittet mellem at ville det gode og gøre det onde. Mellem at være forandret, og ikke opleve at man ændrer sig. Anna-Theresa dykker ned i modsætningerne, når hun med udgangspunkt i Romerbrevet kapitel 7 gør Paulus til poesi og pligt til lyst.

Handler jeg efter loven i mit kød

Bærer jeg frugt af død

Ikke fordi loven er det, der gør ondt

Nej, den viser mig synd versus sundt

Loven er Guds, hellig og af ånd

Men jeg er bundet af syndens bånd

Der er intet helligt over den, jeg er

En slave af synden, der bor i mig her

Syndens magt findes i lovens forbud

For at jeg ikke må, drager mig længere ud

Jeg mister kontrol og gør, hvad jeg ikke vil

På forhånd tabt i åndens og kødets spil

Hvem kan redde mig ud af mit eget kød?

Jesus Kristus, som aldrig bærer frugt af død

Ved hans død gav han sejr over alt synd

I Ånden kan jeg nu opfylde loven – svaret på min bøn

At dø med ham til den lov, der bandt

Gjorde at jeg min frihed fandt.

Når jeg igen fanges i kød og synds magt

Hvisker Ånden: ”Lev i den frihed, jeg har bragt

Tjen mig og min lov alene, ingen andre

’Burde’ går bort, når jeg din lyst forandrer.”

af a nna-Theresa n ielsen

Hvordan vi skaber

'andre' med ord

Ord har magt og kan bruges til at gøre både skade og gavn. De kan blive sagt uden en negativ hensigt, men kan i realiteten fremmedgøre. I denne kronik forklarer Signe Oehlenschläger Petersen med hjælp fra socialpsykologien, hvordan vi som mennesker ofte skaber et ´os´og ´dem´med vores sprog.

af s igne o ehlenschläger Pe T ersen, s T uderer s ocial og k ulT ur P sykologi ved l ondon s chool of e conomics, signe.oeh@gmail.com

Hvis du, som jeg, har gået på en skole med sportsstævner, så ved du, at enhver god slagsang enten hylder os selv eller sviner de andre til, og måske helst faktisk begge dele. Nu er jeg ikke som sådan sporty, men jeg er glad for ord, og det er måske derfor, jeg stadig husker det. Slagsangene styrkede fællesskabet, men mest i kraft af, at der var nogen at skråle den i fjæset mod.

Socialpsykologien lærer os, at det at have 'en anden' er vigtigt for sammenholdet i en given gruppe. At kunne identificere, hvem vi i hvert fald ikke er, hjælper os til at forstå vores egen sociale identitet. Othering, kalder vi det, skulle du have lyst til at slå det op.

Kan du se, hvad jeg lige gjorde? Jeg definerede mig selv som en del af en gruppe (her: socialpsykolog) og forventede, at du ikke hørte til i den. Det gjorde jeg ved hjælp af sprog. Jeg skabte et vi, og dig som udenforstående.

For det er det sprog kan – dele os op i 'dem' og 'os'. Og med det har sprog magt. Vi kategoriserer på baggrund af accenter, dialekter, ordforråd, og enhver anden indikator sproget måtte give på, om du mon hører til. Det kræver altså ikke meget at skabe et billede af mennesker som 'andre', og dermed er det her heller ikke et forsøg på at bebyrde med dårlig samvittig-

hed, for vi, socialpsykologerne, vil jo mene, at det er meget fundamentalt for social omgang at definere sig i grupper.

Dog er der talrige eksempler på unødig splittelse, skabt af sprog. Ethvert immigrationsspørgsmål kan hurtigt blive twistet til nærmest at dreje sig om noget andet end mennesker. Det samme kan folk, vi er politisk uenige med, hvor vi igennem sprog degraderer og ophøjer efter behov (tænk: klimatosser; woke; reaktionære), eller folk i andre livsfaser end os selv (ældrebyrden; de uansvarlige unge). Til tider, eller måske især, gør det sig også gældende blandt de folk, vi har nærmest i vores hverdag, hvor studiekammerater, kollegaer eller folk vi ellers støder på, falder udenfor vores umiddelbare smag, og vi føler trang til at sikre os, at andre ved, vi ikke er som dem.

Bibelen selv råder os flere gange til at være varsomme med vores sprog (eks. Jakobs Brev kapitel 1, vers 19 eller Ordsprogenes Bog kapitel 10, vers 19), og tit i erkendelsen af, at ord kan udrette skade. Jeg tror derfor ikke, at vi må underkende, hvordan splittelse til tider kommer fra ord frem for hjerter. Men netop derfor betyder det noget, hvordan vi snakker om ting, for det er med til at skabe den ramme, vi forstår det i. Hvis du kalder nogen en gammel idiot, så bliver de det nok også – i hvert fald i dine øjne.

Hvis jeg har overbevist dig, så velkommen til vi'et; til os, der kærer sig om sproget, og hvad det gør ved os. Jeg har ikke skrevet vores slagsang endnu, men det er mest bare fordi, jeg stadig er ved at overveje, om det går lidt imod pointen.

MW Compounders er en dansk børsnoteret investeringsforening. Foreningen er udbyttebetalende og har investeret i 20-30 globale compounder-aktier.

Læs mere på vores hjemmeside: www.mwcompounders.dk

Kontaktpersoner:

Johannes Møller: 61 31 64 85

Dan Wejse: 26 83 37 44

Wrestling med verdensdommen

Vi skal ikke alle samme vej. Jesu tale om verdensdommen i Matthæusevangeliet er entydig. Teksten rammer os nok forskelligt alt efter, hvor vi er i vores liv, og hvad vi har med i vores bagage. Men alvoren i Jesu ord efterlader et indtryk. Vores skribent mærker i hvert fald teksten i sin krop og deler her sin udlægning og kamp med frelsen og fortabelsen som en realitet.

Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig

syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Da skal han også sige til dem ved sin venstre side: Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle. For jeg var sulten, og I gav mig ikke noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig ikke noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig. Da skal også de sige til ham: Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig? Da skal han svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig! Og de skal gå bort til evig straf, men de retfærdige til evigt liv.«

m aTT hæusevangelie T 25,31-46

Der sker ting og sager i Montenegro

Kender du Montenegro? Det er muligvis ikke det mest besøgte land, når hr. og fru Danmark skal på charterferie, men det er et lille, hårdtprøvet land i Balkan, som gemmer på en masse guld! Det fik vi lov til at opleve, da vi (en lille frivillig KFS-projektgruppe) tog af sted i en uge for at styrke samarbejdet med den montenegrinske udgave af KFS: EUS. Og lad os lige starte med at give et kæmpe shout-out til landet, som simpelthen bedst kan betegnes som en skjult perle. Den gemmer på den flotteste kyststrækning, enorme rå bjerge og en masse billige restauranter. Så skynd dig at booke din næste rejse hertil, det kan varmt anbefales. Men det var nu ikke badeferie, som vi var kommet for. Derimod ville vi med denne tur lægge et fundament, i samarbejde med EUS, til en række fremtidige projekter, som forhåbentlig kan få evangeliet længere ud i Montenegro samt styrke EUS organisatorisk.

en anDen kontekst

For at kunne forstå de forskellige kulturelle kontekster, som KFS og EUS arbejder i, så er det væsentligt at vide, at religionen i Montenegro er ortodoks kristendom, hvorimod vi i Danmark jo er protestanti-

ske. Protestanterne i Montenegro udgør en meget lille minoritet (omkring 2-300 personer), så EUS, som også er en del af det protestantiske kirkesamfund, bliver af rigtig mange betragtet som en sekt. Dette er en stor udfordring for EUS, som kan møde mange fordomme og hindringer fra de studerende i Montenegro, men derfor er det også særligt på områder som engelskundervisning, åndsfrihed og frivillighedskultur, at EUS kan være en positiv faktor ind i et markant mindre velfungerende land end Danmark. Deres ypperste mål er selvfølgelig at forkynde evangeliet om Jesus Kristus til Montenegros ungdom, hvilket er noget, som de gør gennem eksempelvist ugentlige bibelstudier.

afhængig af guD

Det er altid en fantastisk givende oplevelse at møde andre kristne rundt i verden, som kommer i andre kontekster end én selv, men jeg blev alligevel særligt mærket af mødet med de frivillige i EUS. For det lyser ud af deres gejst og engagement, at de er blevet sat i brand af Jesus. På trods af svære omstændigheder i Montenegro ved de, at de har verdens bedste nyheder, som deres landsmænd desperat

har brug for. Særligt stod afhængigheden af Gud ud for mig, som noget, jeg bagefter har måttet reflektere over. For det er ofte, ja alt for ofte, at jeg kun kommer til Gud i bøn, fordi jeg lige husker på det som en mærkelig form for pligtfølelse eller vane. Det er jo absurd, at jeg, og her taler jeg formentlig for flere danskere, tror, at jeg har nok i mine privilegier og materielle goder, mens jeg i virkeligheden er blind for min åndelige fattigdom: At jeg tror, at ikke er afhængig af Gud. For vores kristne brødre og søstre i Montenegro er bøn en selvfølgelighed, for det er hos Gud, at de finder kraften til deres kamp, ikke hos dem selv. Kun Gud kan vække Montenegro og Danmark, så lad os frimodigt bede for det!.

Stigende udgifter, medlemsrekord og en nyvalgt bestyrelse: KFS’ generalforsamling stod i både glædens og udfordringernes tegn

a f m or T en l und Birkmose, kommunikaT ionsmedar B ejder i kfs , B irkmose@kfs.dk

blev ansat en fundraiser i KFS, ligesom det også ses i kampagnen ’100 dage med Bibelen’, der udover at formidle bibelglæde også bruges som et sponsorløb og en opmuntring til at støtte KFS’ arbejde.

en nyvalgt bestyrelse, klar til at tage hånD om uDforDringerne

KFS er en demokratisk medlemsorganisation. I hverdagen lyder det måske tørt og kedeligt, men på den årlige generalforsamling i KFS, som også i år blev afholdt søndag eftermiddag på KFS’ Påskelejr, får det liv og krop. Her mødte en god flok KFS’ere op for at blive klogere på, hvordan det forløbne år har set ud i KFS, lægge retningen for det kommende og udpege KFS’ bestyrelse.

et år meD meDlemsrekorD, et planlagt økonomisk unDerskuD – og en hel masse goDe kfs-aktiviteter

Der er sket virkelig mange gode ting i KFS i 2022, kunne KFS’ formand Per Ladekjær fortælle i sin formandsberetning. Efter en årrække præget af corona, er KFS igen oppe i gear. Der blev holdt Påskelejr for første gang i tre år, og rundt omkring i de lokale KFS-grupper er der skruet op for både KFS-møder og et væld af forskellige aktiviteter og events, der alle er med til at lede studerende til Jesus.

Et af de store højdepunkter, der blev fremhævet, er KFS’ medlemstal, som efter en vellykket indsats endte med at slå rekord: 1313 medlemmer under 30 år ved årsskiftet. Den store opbakning vækker glæde i sig selv, med det betyder også, at vi i år modtager op omkring 500.000 kr. mere i støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd.

Penge, der falder på et tørt sted, fortalte Erik Nedergaard Hansen, formand for KFS’ økonomiudvalg, i sin gennemgang af økonomien. KFS gik ud af 2022 med et underskud på driften på cirka 1.4 mio. kr. Et planlagt underskud, der kunne lade sig gøre efter en god periode med overskud i KFS, men det er desværre en udvikling, der også fortsætter ind i det nye år, fortalte Erik, hvor der med generalforsamlingens godkendelse nu budgetteres med et underskud på driften på 650.000 kr.

Det skyldes bl.a., at KFS’ gaveindtægter i de senere år er stagneret, mens udgifterne er steget markant. Derfor var det også en pointe for Erik, at der i de kommende år skal være et stærkt fokus på gaver og givertjeneste i KFS. Det arbejde er allerede i gang og har bl.a. betydet, at der i august sidste år

Højdepunktet til en generalforsamling er valget af repræsentanter til bestyrelsen – de 15 personer, der udstikker retningen, KFS skal gå i. Bestyrelsesmedlemmer vælges forskudt for en 2-årig periode, hvilket betyder, at der i år var 8 pladser, der skulle udfyldes. 9 havde valgt at stille op, men selvom det medførte, at der skulle afholdes ’kampvalg’, foregik alt dog i god ro og orden. Som et nyt og friskt pust i bestyrelsen, kunne vi byde velkommen til Elisabeth Rønne Sangild, der studerer psykologi ved Aalborg Universitet.

Lørdag den 13. maj afholdt bestyrelsen deres første møde, hvor de blandt fik mulighed for at konstituere sig. Hvordan rollerne er fordelt, kan du se her.

kfs’ bestyrelse 2023

• Anna Dahl Iversen

• Benjamin Birk Christophersen

• Elisabeth Rønne Sangild Christensen

• Ellen Esmarch Pedersen (næstformand i bestyrelsen)

• Ellen Højlund Wibe

• Erik Nedergaard Hansen (Formand for ØU)

• Frederik Mukai Hauge

• Kenneth Kjær Jensen (medlem af ØU)

• Kristoffer Roager

• Maiken Terp Legarth

• Per Ladekjær (Formand i bestyrelsen)

• Rasmus Vævest Nymann Eriksen (medlem af FU)

• Rebecca Baltzer Stidsen

• Sarah Morthorst Andersson

• Vicky Gaedt Kastbjerg

• Suppleant: Anine Madvig Struer

Skal vi hele tiden sige ‘pas godt på dig selv’?

Modbevægelsen til præstationssamfundet trækker en uhensigtsmæssig skygge efter sig. Hvis vi hele tiden ‘passer på os selv’, kan vi glemme, at ansvar, pligter og præstationer også hører med til et liv i trivsel, argumenterer Kristina Eskildsen. Indlægget er et udtryk for skribentens egen holdning.

a f k ris T ina e skildsen, gymnasiesekre Tær i ø s T danmark, kris T ina@kfs.dk

Formuleringen ’pas godt på dig selv’ bliver flittigt brugt og har for længst slået rod i vores ordforråd. Jeg har ofte selv brugt formuleringen, men for nyligt læste jeg en artikel af overlæge Karin Due Bruun, der skrev om, hvorfor hun ikke kan lide sætningen, og det satte tankerne i gang hos mig. For hjælper det overhovedet, når

vi siger det? Eller gør det faktisk mere skade end gavn? Findes der formuleringer, som vil være mere gavnlige at bruge?

Det er med stor ydmyghed, at jeg skriver den her artikel. Både fordi jeg ved, hensigten bag sætningen er kærlig, og fordi der er mennesker, som er brændt ud i at være noget for andre, og sådan bør det ikke være. Derfor vil jeg gerne starte med at slå fast, at jeg virkelig synes egenomsorg er vigtigt, og at vi skal tage vare på os selv, sætte grænser og ikke slide os selv ned. Det, jeg vil udfordre, er måden, hvorpå vi taler med hinanden om det, så vi ikke får skabt en stemning af, at det er farligt at præstere, tage ansvar, kæmpe målrettet eller at være noget for andre. Det, tror jeg faktisk også, vi er skabt til. Vi er først og fremmest skabt til at være, men vi er også skabt til at gøre.

Vi er først og fremmest skabt til at være, men vi er også skabt til at gøre.

orD skaber, hvaD De nævner

Bruuns problem med formuleringen er, at den er defensiv og afgrænsende. Det er vigtigt, at vi passer på os selv i farlige situationer, men når vi hele tiden siger ”pas godt på dig selv,” fortæller vi vores egen og andres hjerner, at de konstant skal være i alarmberedskab, men overfor hvad egentlig? Arbejdsgiver, det kristne fællesskab, naboer, venner, familie – alle mennesker, vi er eller kunne være noget for. Og nej, vi kan ikke være alt for alle, og det skal vi heller ikke. Men problemet er, at vi med formuleringen får skabt

Når vi hele tiden siger ”pas godt på dig selv,” fortæller vi vores egen og andres hjerner, at de konstant skal være i alarmberedskab.

en fortælling om, at vi hele tiden skal være på vagt overfor mennesker, som vi kunne være noget for, og som vi har brug for også er noget overfor os.

Dermed kan vi komme til at føle, at vi hele tiden skal være i forsvar, og at vi derfor ofte må trække os fra ansvar, fællesskaber og relationer for at passe bedre på os selv. Vi har alle sammen brug for at trække os en gang imellem, og jeg tror Gud ved, at vi har brug for hviledagen, som Han har givet os. Tilbagetrækning, hvile og alenetid er værdifuldt. Samtidig er mennesket ikke skabt til at være alene, og vi har også brug for forpligtende relationer og fællesskab.

moDbevægelsen til præstationskulturen er ikke kun goD

I dag er der kommet et stort fokus på præstationssamfundet, som på mange måder har sneget sig ind i alle arenaer af vores hverdag, så mange konstant lever med en følelse af utilstrækkelighed. Derfor er opgøret med præstationssamfundet vigtigt, og der er helt sikkert stadig lang vej endnu. Men alle modbevægelser har det med at medføre en skygge, og det tror jeg også gælder for modbevægelsen til præstationssamfundet.

Carsten Hjort Pedersen udtrykker det meget fint i bogen ’Ethvert Menneske Er En Halvø’, hvor han skriver;

”Der kan skabes en stemning af, at det er farligt at præstere, eller at man er på sammenbruddets rand, hvis man præsterer meget. Derfor er mange blevet flinke til at sige nej.”

Han argumenterer videre for, at det ikke er præstationerne eller det at ville præstere, der er noget i vejen med, men motivationen for at præstere.

Hvis modtendensen til præstationssamfundet bliver hele tiden at passe på sig selv ved at trække sig fra tage ansvar, fra at præstere og fra at være noget for andre, kommer det til både at gå udover os selv og andre. Det gør det, fordi der kan være stor

glæde forbundet med en god præstation, og fordi vi har brug for at være noget for andre.

Desuden har det betydning for andre, når vi er noget for dem, og det har betydning for vores fællesskaber, når vi er engagerede og yder vores bedste for at skabe gode rammer, som vi selv og andre kan trives i – og ikke mindst høre om Jesus.

Så kan vi gøre op med utilstrækkelighedsfølelsen uden, at vi bliver bange for at præstere og tage ansvar?

et nyt fokus

Jeg tror, det centrale er motivationen for at præstere og være noget for andre. Hvis vi præsterer og yder for at få værdi, kan det virkelig være utrolig slidsomt, og det kan føles helt umuligt at skulle sætte grænser, hvile eller lave fejl, fordi præstationen eller det at være noget for andre føles helt afgørende for vores værd. Vi skal altså ikke præstere for at få værdi, men fordi vi har værdi, som Pedersen skriver. Vi er værdifuldt skabt af Gud, og vi kan ikke gøre noget godt for at få Ham til at elske os mere, eller noget skidt for at få Ham til at elske os mindre. Vores værdi står fast. Og når vi i glimt forstår, at vi er elsket og fortsat vil være elsket af Gud, sætter det vores præstationer, og alt vi gør, i et helt nyt lys. For så bliver der både plads til at være engageret, tage ansvar og glæde sig over en god præstation, og samtidig plads til at sætte grænser, lave fejl og hvile. Det lyder næsten urealistisk, men det er den virkelighed, Gud har skabt os til, så hvorfor ikke lade den virkelighed præge vores samtaler? I stedet for hele tiden at sige ”pas godt på dig selv” på tidspunkter, hvor vi ikke ved, om der er noget at være bange for, kunne vi sige ”husk, du er værdifuld”, ”hvis du fejler ændrer det ikke på, hvor meget jeg holder af dig” eller ”Gud og andre mennesker vil også gerne være noget for dig.” Måske du selv kan finde på flere formuleringer, der fokuserer på, at præstationer, forpligtende relationer og ansvar ikke er farligt, og samtidig ikke ændrer på vores værdi?

Kan vi gøre op med utilstrækkelighedsfølelsen, uden at vi bliver bange for at præstere og tage ansvar?

Bøger:

Kan man være religiøs ateist?

Religion uden Gud er ikke let læsning. De fire essays, som bogen indeholder, stiller store krav til læserens filosofiske kompetencer. Det er alligevel værd at give sig i kast med bogen, da den indeholder en lang række spændende ideer, der bryder med den sædvanlige skelnen mellem gudstro og ateisme.

Dworkins hovedanliggende er at hævde, at man kan være religiøs ateist. Kernen i en religiøs livsanskuelse er troen på eksistensen af værdier. Den religiøse tror på ”livets iboende mening og naturens iboende skønhed.” Disse kvaliteter er altså ikke en illusion, fremkaldt af vores biologi, men et møde med en virkelighed, lige så virkelig som sten og træer. Mere teknisk kaldes positionen moralsk realisme. Det vil sige, at der er moralske fakta, der gør moralske udsagn sande. For eksempel; ”liv er godt” og ”du må ikke torturere for sjov.” At være religiøs er altså dybest set at være moralsk realist.

Moralsk realisme hænger dog ikke nødvendigvis sammen med troen på en Gud, hvilket gør det muligt at være religiøs ateist. Denne påstand hviler på en

skarp skelnen mellem er og bør, fakta og værdi. Filosoffen David Hume har berømt hævdet, at man ikke kan slutte fra er til bør. Derfor kan man ikke slutte fra Guds eksistens til eksistensen af moralske værdier. Dworkin går desværre ikke i dialog med nogle af de kristne filosoffer, som for eksempel William Lane Craig, der hævder, at moralsk realisme forudsætter Guds eksistens. Han giver heller ikke nogen metafysisk forklaring på, hvad disse moralske realiter er, hvorfor de eksisterer, og hvorfor de gør krav på vores liv. Han antager blot deres eksistens, da det er vores umiddelbare erfaring. Han sniger sig således uden om de sværeste spørgsmål.

Det andet essay handler om universets skønhed. Hans hovedargument er, at fysikken viser universets skønhed, når det afslører de simple ligninger (for eksempel E=mc2), der former det. Han håber således, at en endelig forklaring af universet, en Theory Of Everything, vil afsløre universets grundlæggende enhed og skønhed, og at det ikke kunne have været anderledes. Dermed ”løser” han fintuningsproblemet. Det universers, der

med nødvendighed må eksistere, er også et, der er fintunet til liv. Han forklarer dog ikke, hvorfor dette nødvendigvis må være tilfældet. Dermed indeholder hans ateistiske argumentation et stort hul, som den teistiske tænker ikke har.

Overordnet set er Dworkins bog udtryk for en fornyet interesse i religion efter 00ernes militante ateisme. Han tager gudstanken seriøst og går i dialog med flere moderne gudsargumenter. Dette viser, at filosofisk teisme (gudstro) stadig tages alvorligt inden for akademisk filosofi. Det er dog ærgerligt, at han ikke går i dialog med nogen af de nutidige kristne filosoffer som Alvin Plantinga, Nicholas Wolterstorff eller Robert Adams, der har arbejdet indgående med disse spørgsmål.

a f e mil Bør T y n ielsen, cand.T heol. & Ph. d ., leder af c en T er for k ris T en aP ologe T ik, e B n@ T eologi.dk

Bøger:

”Fem minutter ved køkkenbordet” står i vejen for sig selv

”Det ta´r kun fem minutter”

Børge Haahr Andersen, tidligere rektor på Dansk Bibel Institut i København, har lavet en klar ramme for sin nye andagtsbog. Alle årets 365 dage skal have et bibelvers og en kort refleksion, der kan læses på fem minutter. Desværre kan de fem minutter allerede blive brugt på at slå bibelversene op i forskellige bibelversioner fra 1931, 1992 og 2020. Hvorfor bogens redaktør har valgt kun at henvise til versene i stedet for at skrive dem ind i sin fulde længde ligger hen i det uvisse.

Selve refleksionerne er også mærket af det korte format, der ikke levner meget plads til at udfolde en pointe, men nogle af afsnittene formår alligevel at blive til relevante indspark i en travl hverdag. Det sker især, når Andersen bruger relevante livserfaringer som for eksempel et stærkt vidnesbyrd om livets skønhed fra hans gamle studiekammerat, som får en særlig tyngde af, at kammeraten står midt i en kamp mod alvorlig kræft. Her bliver det levede livs erfaringer til hjælpsomme veje for os andre ind i evangeliets lys.

Det er dog ikke altid relevante erfaringer, Andersen trækker på, når han skal sætte sig selv i scene som skribent, og flere gange ville kapitlernes pointer sagtens have kunnet stå for sig selv uden en personlig iscenesættelse. Det virker ikke relevant, at Andersen skulle have en særlig indsigt i, hvordan vi skal forvalte naturen ud fra sin kortvarige fortid som kaninavler. Mens nogle informationer virker unødvendige, bliver andre personlige erfaringer decideret intime, som datterens diabetessygdom og morens demenssygdom, hvoraf sidstnævnte bliver brugt som forbillede i et afsnit om at leve i nuet. ”Det formåede min mor (at leve i nuet, red.)”, virker som en yderst positiv formulering i omtalen af en invaliderende sygdom, der fratager mennesker muligheden for at huske og for at koble nutiden til fortiden. Men oplevelser er selvfølgelig forskellige, min pointe er blot, at alle nok ikke vil kunne spejle sig i Andersens oplevelser. Det fører os tilbage til kapitlernes pladsmangel som bogens største benspænd. For selvom det kan være svært at

nå målet om fem minutter efter at have slået bibelvers op, har fem minutters-reglen også sat sit mærke på de enkelte afsnit, hvad enten det er i upræcise formuleringer eller halve argumenter. Der er ikke plads nok, og nogle pointer kræver af gode grunde både plads og nuancer. Det forbavser mig, at evolutionsteoriens tilhængere i milliontal kan blive fejet ad banen med denne ene sætning: ”Men disse teorier fortaber sig i et fortidigt mørke og handler faktisk om noget, vi ikke ved noget om.” Måske er der nogen, der mener at vide noget om denne fortid, siden diskussionerne om evolutionsteori og kristendom stadig lever i bedste velgående?

Ved fysiske bøger har forfatteren ikke mulighed for at uddybe eller nuancere sine formuleringer, som man kan i en samtale, hvilket sætter højere krav til et endnu mere tydeligt og klart sprog. Redaktørers opgave er blandt andet at hjælpe med dette, og jeg spejder forgæves efter en redaktør her, der ikke bare har distribueret bogen uden forbehold.

a f Benedik T e sT øvring, s T ud.mag. i li TT eraT urhis T orie, B es T ovring@gmail.com

Der er ikke plaDs no…

Fem minutter ved køkkenbordet – Bind 1

Kryds og tværs

1. Hvad hedder KFS' forlag?

2. Hvor mange KFS-ansatte er tilknyttet LTC?

3. Årligt tilbagevendende eventuge i Aarhus KFS

4. Lidende mand i Bibelen

5. Rektangulært stykke papir

6. Kommunikationsmedarbejder i KFS

7. Tysk reformator tæt på Luther

8. Dommer i Bibelen

9. Frelseren

10. Apokryf skrift

11. Kristen fransk filosof, opfinder ogmatematiker, der er kendt for værket "Tanker" (Pensées)

12. Musikgenre

13. Mellemmåltid

14. Sport

15. Sommerspise

16. Græs

17. Religion

18. Tid

19. Kød

20. Farve dersymboliserer advarsel

21 Titel

22. Sprog

23. Fermentering

24. Online kursus

25. 2-årig gymnasiel uddannelse

KFS-leder:

Plads til mening

af a f Pe T er Bjerre, sekre TariaT sleder i kfs , P e T er@kfs.dk

Plads til mening. Det slogan har i mange år nu prydet i bunden af KFS’ logo – men hvorfor egentlig? Og er det stadig aktuelt? Det tænker jeg, og jeg vil her forsøge at begrunde hvorfor.

Plads til mening kan forstås på flere forskellige måder. På den ene side, kan man forstå det sådan, at der er plads til forskellige holdninger og synspunkter – plads til at have en mening. Samtidig kan man også forstå det på en filosofisk måde. At der skal være rum til at finde og undersøge meningen –med tilværelsen, livet, vores eksistens. KFS formår samtidigt at bruge begge forståelser af sloganet til at pege hen på det, vi gerne vil.

På den ene side vil KFS skabe fællesskaber om og give plads til den største af meninger, som findes her på jord. Nemlig at vi har en skabende Far, der ønsker at stå i relation til os, og som trods vores svigt og synd har genforenet os med sig gennem Jesus på korset. At kende Jesus sætter alting i nyt lys og giver livet en helt ny mening. Den gave, vi modtager i evangeliet, er vi kaldet til at give videre. Vi skal gå ud i verden, som hungrer efter mening, og skabe plads til den mest afgørende: Vi skal gøre Jesus kendt!

På den anden side, så er KFS også et sted, hvor der er og skal være plads til forskellige meninger og holdninger. Både indad og udadtil. Indadtil i KFS er der plads til, at troen på Jesus også afføder holdninger og meninger om både stort og småt. Mange holdninger samler på tværs af KFS: du skal elske din næste, det er godt at give og Biblen er Guds sande og autoritative ord til os. Men inden for den ramme er KFS også et sted, hvor der er plads til forskellige meninger og synspunkter. For eksempel i spørgsmålet om skabelse og evolution eller tusindårsriget i Johannes’ Åbenbaring.

Plads til forskellige holdninger og meninger betyder dog ikke, at alle holdninger er lige gode. Langt fra. KFS går med ’plads til mening’ ikke ind for relativisme, og at alt er lige godt. Vi skal ikke bare give hinanden ret. Nej, plads til mening er også retten til at sige: ”Jeg tror, du tager fejl.”

Også udadtil kæmper KFS for plads til mening gennem vores arbejde for åndsfrihed. Åndsfrihed er den enkeltes ret til at tænke, tro, mene, føle og udtrykke sit frit, hvilket kun bør begrænses af andres ret til samme frihed. Jo mere åndsfrihed, der er i et samfund, desto bedre kan KFS gøre det, som

vi er sat i verden for. KFS kan kun gøre Jesus kendt, hvis vi også har friheden til at være åbne om vores tro på ham. Dette udfordres desværre i dag på mange ungdomsuddannelser, hvor argumenter som ”Tro er en privatsag” bruges som begrundelse for at begrænse elevernes åndsfrihed. Dette er stærkt problematisk ikke bare for KFS, men for samfundet og demokratiet som helhed.

Vi har brug for, at forskellige syn, tanker, idéer og overbevisninger frit kan mødes og diskuteres. Det er en forudsætning for, at de bedste argumenter kan komme på banen, og at vi sammen kan blive skarpere på, hvad der sandt. Både i KFS og samfundet. Ikke mindst for os i KFS, som gerne vil fremme sandheden om Jesus. Med det in mente er det stadig aktuelt, at vi i KFS siger: Plads til mening.

forsøger ikke at reducere mennesker ned i små kasser, men han går heller ikke på kompromis med den sandhed, han er.

p eter n issen i " k irke og lgbt + – to uforenelige størrelser?"

Temaartikel side 10

Støt KFS’ arbejde økonomisk

Via MobilePay: 700800

Via bankoverførsel: 4597-0004054954

Via kfs.dk – klik på i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Hvad går pengene til? F.eks. Uncover

Hvem er Jesus? Læremester? Tosse? Guds søn? Den bedste måde at undersøge disse spørgsmål er ved selv at gå på opdagelse i de historiske beretninger om Jesus – evangelierne. Din støtte til KFS går bl.a. til, at vi kan opmuntre og udruste KFS’ere til at læse i Bibelen med deres medstuderende gennem materialet Uncover. Med udgangspunkt i Markusevangeliet giver det mulighed for sammen at undersøge det, der er verdenshistoriens største og vigtigste spørgsmål: Hvem er Jesus?

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“ ”

Jesus