At stå sammen og dog med hver vores udfordringer

Af Ruth Eva Osmundsen, KFS-sekretær i Etiopien, ruth@kfs.dk

Fem meget forskellige personer er vi, som vi sidder der omkring det samme bord til gruppesamling under IFES World Assembly. En fra USA, en fra Taiwan, en fra Jamaica, en fra Azerbaijan og så mig som dansker, der repræsenterer Etiopien. Vi følger spørgsmålene i håndbogen for generalforsamlingen og deler efter tur fra vores egen kontekst og de lande, vi repræsenterer. Efter at have lyttet til de andre er det tydeligt, at der er stor forskel på, hvordan studenterbevægelserne ser ud i de forskellige lande. Ikke mindst når vi deler, hvilke udfordringer vi hver især kæmper med.

Fra USA bliver der fortalt om udfordringerne med racisme og skyderier i et indkøbscenter tæt på universitetet, og hvordan det præger de studerende. Fra Taiwan fortælles der om udfordringer med seksuelle overgrebssager i studenterbevægelsen, og i Azerbaijan er det forfølgelsen af de kristne, der fylder. Fra min egen kontekst i det etiopiske studenterarbejde fortæller jeg om eftervirkningerne af borgerkrigen, politisk uro og etniske konflikter, der er blevet hverdag for de studerende.

Som vi sidder der, kan jeg ikke lade være med at bemærke omgivelserne, for selv om vi er i et muslimsk domineret land, er vi næsten 1000 kristne samlet på et konferencecenter uden andre gæster end os. Vi nyder oplevelsen af at være over 160 nationaliteter samlet, der på trods af vores mangfoldighed alle har det til fælles, at vi ønsker at kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Inden afrejse fra Indonesien fik jeg nyheden om, at der var udbrudt kampe i Amhara Regionen i den nordvestlige del af Etiopien. De studerende var taget hjem på ferie, men flere af EvaSUEs ansatte opholdt sig i området. Heldigvis kom der ro på igen efter en god uge, dog var der tre af vores studentersekretærer, som var taget hjem på ferie, der blev tvunget til at blive, hvor de var, da det ikke var trygt at rejse.

Efter hjemkomsten skulle vi i EvaSUE stå for at arrangere en stor lejr for alle lederne i studenterarbejdet. Vi ventede både internationale gæster og omkring 850-880 deltagere fra hele landet. Med en lejr af denne størrelse kunne vi ikke ændre meget. I stedet måtte vi vende os til Gud i bøn og bede om, at vi kunne gennemføre lejren, og at Han ville passe på alle vores deltagere, når de rejste til og fra lejrstedet.

Vi blev bønhørt og havde en fantastisk lejr, hvor alt forløb som planlagt.

Hjemme igen blev jeg mindet om samtalerne, vi havde i vores gruppe i Indonesien. Og det blev tydeligt for mig, at det ikke handler så meget om, hvis glæder der er størst, eller hvem der står med de største udfordringer. Det er svært og unødvendigt at skulle sammenligne og afgøre, om den ene udfordring er værre end den anden.

I stedet lærte IFES World Assembly mig, at vi har brug for hinanden – både for at kunne dele glæderne, men også for at kunne bede for hinanden og stå sammen i det, vi hver især står med af udfordringer. Om det så er borgerkrig, forfølgelser, racisme, overgreb eller de helt reelle udfordringer, der også følger med at være ung og kristen i Danmark.