Jael Den overraskende heltinde

Bibelen er fyldt med store karakterer, som får masser af spalteplads: David. Moses. Abraham. Esajas. Men midt i vrimlen gemmer der sig også nogle troshelte, vi kun får lov til at møde i korte glimt. En af disse er Jael, som vi kan læse om i Dommerbogen kapitel 4 og 5. Men hvem er hun egentlig? Og hvad kan vi lære af hende? Tag med Louise Høgild på rejse ind i historien om en kvinde, der med snedighed, mod og styrke stiller sig på Guds side midt i en svær og udfordrende situation.

Af Louise Høgild Pedersen, Ph.d.-studerende v. VID Oslo og underviser på Dansk Bibel-Institut, lhp@dbi.edu

Som så mange gange før er Israel i krig. Den her gang har Gud overgivet dem til kana’anærkongen Jabin og hans hærfører Sisera. Det vedrører for så vidt ikke Jael og hendes mand Heber, alligevel fylder det hendes tanker, mens hun går rundt i lejren under den bagende sol og ordner alt det, som nu skal ordnes. Jael kan ikke lade være med at bekymre sig og spekulere over konflikten. Hendes mands slægt stammer fra Moses’ svigerfar, og i sit hjerte føler hun sig egentlig nok knyttet til israelitterne. Hun burde ikke være på deres side, for hvad er så lille et folk i den store sammenhæng. Heber har da også lavet en fredspagt med kana’anærerne, og selvom hun ikke bryder sig om det, så er det jo nok meget klogt at give indtryk af, at det er der, deres loyalitet ligger. Men hun kan ikke lade være med at fascineres af Israel, det her folk, som kun tilbeder én Gud. Heber har fortalt historierne om Moses, og hvordan Gud udfriede dem fra Egypten. Om Aron og Josva. Alle disse store ledere, som stolede på den samme ene Gud.

Mens hun rutinemæssigt får styr på alt i lejren, lige fra maden, dyrene som skal passes og til konflikter tjenestefolkene imellem, er hun dybt begravet i disse tanker. Bliver hendes familie på et tidspunkt inddraget i konflikten, og kan hun gøre noget? Kan fredspagten med Jabin udnyttes til Israels fordel? Pludselig afbrydes hendes tankerække af bevægelse ude i horisonten. Hun stopper op, skygger med hånden for solen og stirrer mod det sted, hvor hun synes, hun så noget. Jo, den er god nok, der kommer nogen, og det er ikke en, som kommer spadserende. Da silhuetten kommer nærmere, kan hun se, at det er en mand, som virker til at være på flugt fra nogen. Panisk kigger han sig over skuldrene og bevæger sig hurtigt fremad. Nu er manden kommet så tæt på, at hun kan se, at det er ingen ringere end Sisera, Jabins hærfører. Der kan kun være én grund til, at han er på flugt. Israel må have slået Siseras hær. Hun begynder at gå Sisera i møde, mens en plan tager form i hende. Det er nu prøven på hendes loyalitet skal stå, det er nu, hun må vælge side. Enten ærer hun fredspagten og hjælper Sisera, eller også bruger hun det, at han tror, han kommer til en venlig lejr, til at give Israel den fulde sejr. Der er ikke noget midt imellem, ikke at vælge vil også være et valg. Hvis Sisera overlever, taber Israel ære. Så vil hun alligevel have valgt side, når hun kunne have forhindret det. Jael var ikke kendt for at ruge over tingene men at tage hurtige beslutninger, og det gør hun også her. Lynhurtigt afgør hun med sig selv, at hun må stå på Israels side. Hun må være på hold med den der Gud, som delte Det Røde Hav for øjnene af Israel, så de kunne slippe tørskoede væk fra Egypterne. Ham, som gav dem mad i ørkenen. Ham, der gav dem sejr efter sejr, da de indtog Kanaans land.

Hurtigt kommer hun Sisera i møde, hun må på en eller anden måde gøre ham tryg, få ham til at tro, at han er reddet, så han går med hende tilbage til teltene. Hun smiler til ham, lader ham få det indtryk, at hun er ham underlegen: ”kom med hjem, herre, kom med mig hjem. Vær ikke bange!” Han er jo som et skæmt lille barn, tænker hun, ser helt kvæstet ud.

Hun giver ham mælk at drikke og putter ham trygt under et dejligt tykt tæppe. Hvis hun er heldig, tænker hun, falder han hurtigt i søvn oven på flugten. Ganske rigtigt, der går ikke ret længe, så kan hun høre, at hans vejrtrækning bliver gradvist roligere, og til sidst snorker han. Så er det nu, der er ingen tid at spilde. Men måske tog hun alligevel beslutningen for hurtigt, for hvad skal hun egentlig bruge som våben? Alt, hvad hun har, er lerkrukker og skåle. Men ud af øjenkrogen udenfor teltet får hun øje på en teltpløk og en hammer, det ligger der fra dagen før, hvor blæsten gjorde det nødvendigt at banke teltet bedre fast til jorden. Hun samler pløkken op, mens hun langsomt drejer den rundt i hænderne og mærker spidsen, den vil udgøre et udmærket våben. Inden Sisera vågner, og inden hun mister modet, hamrer hun pløkken igennem tindingen på Sisera, så han dør på stedet. Udenfor teltet trækker Jael nu vejret tungt og forsøger at få pulsen ned, hun har lige givet Israel sejren over deres fjende. Nu er der bare tilbage at vise Israels hærfører Barak liget og fortælle, at det problem, som han ikke selv magtede at løse, det har hun nu ordnet for ham.

At stå på Guds side

Historien om Jael understreger for mig, at Bibelen aldrig giver os stereotyper. I Bibelen finder vi omsorgsfulde og gode Ruth. Vi finder den stræbsomme Martha, den eftertænksomme Maria, som sidder ved Jesu fødder og lytter, og så er der heltinder som Jael. Jael, som umiddelbart forråder en fredspagt med kana’anærkongen, men som ikke desto mindre i kapitlet efter lovprises netop for hendes mod og handlekraft. Det her er ikke én af de beretninger, som vi én til én skal efterleve, på ingen måde. Alligevel skal vi lægge mærke til Jael. Hun inspirer med sin snedighed, mod og styrke. Og så stiller hun os spørgsmålet, hvor vælger jeg at stå, hvem er jeg på hold med? Et af de store temaer i Dommerbogen i Det Gamle Testamente, hvor Jael optræder, er spørgsmålet, om du er for eller imod Gud. Jael stiller sig på Guds side. I virkeligheden er det her ikke historien om Jaels handlekraft. Det er beretningen om, at Gud giver sejren. Men han gør det ikke gennem dem, vi forventede. Barak slog ikke til, så Gud giver Sisera i hænderne på Jael. Han bruger også dem, som vi måske ikke havde forventet. ■