3 minute read

Kende Jesus og gøre Jesus kendt –sammen med andre

Af Peter Leif Mostrup Hansen, forstander på LTC, peterleif@kfs.dk

LTC er på vej mod noget nyt. For første gang i vores 33 år lange historie lukker vi nu op for, at et hold elever kan tjekke ind i januar måned. Indtil nu har vi kun haft optag i august. Vi har også skiftet et stort ansøgningsskema ud med en enkel, online tilmeldingsformular. Nemmere bliver det ikke!

Det er ikke det eneste nye – langt fra. For vi er i fuld gang med en omfangsrig proces, hvor vi videreudvikler og nytænker LTC-konceptet. En del af baggrunden for det er, at vi siden corona har oplevet en sparsom søgning til LTC, og at vi lige nu ikke har noget LTC-hold. Derfor er vi ved at undersøge årsager, analysere udviklingen, afdække muligheder og finde nye veje.

Men der er noget, der står fast. LTC er KFS’ højskole, og derfor er det helt centrale for os, at vi vil ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’. Og vi tilføjer: ’sammen med andre’. Det er nemlig det, vi kan på LTC og fortsat vil arbejde for:

At følges ad i troen på Jesus, øve os i at sætte ord på den og give rum og plads til at være på vej – menneskeligt og åndeligt. Her er der plads til se forskelligt på tingene. Plads til at ændre holdning. Til at begå fejl. Og til at blive klogere. Det skaber vi nogle trygge og sunde rammer for på LTC – i undervisningen og i fællesskabet med hinanden.

Alt det gør vi ikke kun for selv at blive klogere og vokse i troen. Nej, vi drømmer også om at gøre Jesus kendt. Det gør vi i Danmark, hvor vi tager ud og besøger gymnasier for at fortælle om Jesus og være i dialog med mennesker, som måske ikke selv vil sige, at de har en tro. Og som noget af det særlige i foråret 24 tager vi også på en tre-ugers togrejse ned gennem Europa til Montenegro for at møde kristent studenterarbejde i andre lande og være med til at gøre Jesus kendt – også i Montenegro.

Alt det – og meget mere – gør vi i et helt særligt fællesskab, hvor tro, liv, tilværelse, undervisning og drømmen om at se flere komme til tro går op i en højere enhed.

Med andre ord: Vi fastholder vores fokus på at følges med Jesus og fortælle andre om ham. Det er denne kombination af teori og praksis, der gør LTC til noget helt unikt i Danmark. Og nu er vi i fuld gang med at finde andre måder at føre den mission ud i livet på.

Derfor glæder vi os også til senere at kunne præsentere det helt nye LTC, der skal køre fra E24 og frem.

Tak for jeres støtte i form af forbøn, medleven og økonomi.

This article is from: