Hvad E=mc2 lærer os om Gud

Hvad vejer Gud? Mange børn (og voksne) har gennem tiden mødt naturvidenskabens grænse i dette spørgsmål. Men kan vi mon alligevel lære noget om Guds karakter ved at løfte øjet mod Universet og Newtons faldende æbler? Det slår Simon Holm Stark et slag for i denne artikel.

Af Simon Holm Stark, Ph.d. i Partikelfysik, Algorithm Developer hos Trackman, simon.h.stark@gmail.com

Denne artikels formål er ikke at bruge naturvidenskabelige opdagelser til at sandsynliggøre eller affeje Guds eksistens. Her vil det i sidste ende alligevel handle om tro (Hebræerbrevet kapitel 11 vers 3). Artiklen skal heller ikke vurdere videnskabelige teoriers gyldighed, og derfor har jeg valgt eksempler, som alle forskere er enige om.

I stedet vil vi se, hvad skaberværket lærer os om Guds almagt og visdom, og hvordan det stiller os mennesker i forholdet til ham. Men Guds mest vidunderlige karaktertræk må vi finde beskrevet i Bibelen.

Universets størrelse

Videnskaben har klarlagt ting om universets størrelse, som får enhver til at tabe pusten. Hvis vi skrumper Universet, så Jorden er på størrelse med et æble, vil Månen være på størrelse med et kirsebær og flyve rundt om Jorden i en afstand af 2,5 meter. Solen vil være 8 meter i diameter og omkring 900 meter væk.

Vores sol er kun én stjerne blandt over 100 mia. andre, som på grund af tyngdekraften holdes samlet i vores galakse, Mælkevejen. Hvis hver stjerne var på størrelse med en ært, og man lagde dem ud på en fodboldbane, ville de derfor danne et lag på over 10 meter!

Rumteleskoper afslører, at der er mindst 100 mia. galakser i universet. Hvis Mælkevejen er gennemsnitlig, vil vi altså have over 100 mia. gange 100 mia. stjerner i Universet foruden planeter, måner, sorte huller, intergalaktisk gas, m.m. Alligevel er der flere vandmolekyler i et glas vand, end der er stjerner i Universet…

Guds almagt og kongeværdighed

Tror vi, at Gud har skabt alt dette, må vi nødvendigvis konkludere, at han har al magt over det skabte. Som det naturligste af alt kan Gud også bryde naturlovene efter forgodtbefindende. Yderligere følger det selvfølgelig, at Gud er Kongernes Konge og bestemmer over det alt sammen.

Det burde afføde tilbedelse og ærefrygt fra os mennesker. Omdrejningspunktet i vores liv skulle være Skaberen, men i stedet dyrker vi alt det skabte som vores guder, når vores mål med livet er at tjene penge, opnå ære fra andre mennesker, nyde livet ved at rejse, etc.

Naturens kompleksitet

Observationer af Universet viser os Guds almagt og kongeværdighed. Forsøger videnskaben nu at forklare Universet ved hjælp af naturlove, dukker der endnu mere frem af Guds karakter.

Det er mere end 300 år siden, at Newton fandt formlen til at beskrive tyngdekraften mellem to objekter, for eksempel Jorden og Solen. Vi kan for al fremtid forudse præcist, hvor de vil befinde sig i verdensrummet – hvis der altså ikke eksisterede andet. Men så snart vi har tre objekter at beregne tyngdekraften på, for eksempel Jorden, Solen og Månen, kan vi ikke længere løse ligningerne og må i stedet nøjes med computersimuleringer, som kun kan give os et nogenlunde nøjagtigt svar. Einsteins relativitetsteori præciserer Newtons formel, så vi også kan beskrive ultratunge objekter såsom sorte huller, men formlerne bliver så sandelig ikke mere simple! Derudover er ingen forskere i nærheden af at komme med en god teori for, hvordan tyngdekraften kan kombineres med kvantemekanikken, der beskriver atomer og elementarpartikler.

Naturvidenskaben har ikke tilladt os mennesker at sætte flueben ved tyngdekraften på tjeklisten over ting, som vi har forstået. Snarere har den åbnet vores øjne for, hvor ufatteligt kompleks den mekanisme er, der får æblet til at falde ned i hovedet på Newton.

Guds visdom

Når Gud har skabt noget så simpelt som tyngdekraften med sådan en kompleksitet, må vi erkende, at vi aldrig nogensinde når til bunds i Guds visdom. Da Gud i det Gamle Testamente beskrev sit skaberværk for Job, fordi Job anklagede Gud for at handle forkert, måtte Job udbryde: “Jeg har talt om noget, jeg ikke forstod, om ting, der var for underfuldt til, at jeg kunne vide besked.” (Jobs bog kapitel 42 vers 3).

Hvor meget mere må vi ikke komme til samme konklusion, når vi med naturvidenskaben har set langt mere end Job?

Erkendelsen af Guds visdom i skaberværket burde få os til at indse, at Gud ligeså er vis, når han giver sine love som opskriften på det bedst mulige menneskeliv (5 Mosebog kapitel 4 vers 6). Men vi fremstår som tåber, når vi sætter vores egen visdom over Guds, så vi tvivler på, at livet er bedre, når sex holdes inden for ægteskabet, eller at mennesket har godt af at hvile én dag om ugen.

Guds kærlighed

Skaberværket fortæller, at Gud er den almægtige konge, der tilmed ejer al visdom. Det burde kalde os til frivillig underkastelse under hans vilje, men vi er ofte stædige og dumme, så vi vender os bort fra ham. Derved pådrager vi os Guds vrede, og straffen er evig pinsel i Helvede.

Bøjer vi os for Guds dom og erkender vores skyld, er der et håb om frelse, som ingen menneskelig visdom kan fatte, og som ingen naturvidenskab kan erkende. Men Bibelen åbenbarer, at Gud også er kærlig: Endnu før han skabte verden, besluttede Gud, at hans Søn, Jesus, som selv er Gud og skaber af alle ting, skulle slås ihjel på Golgatas kors for at tage straffen for os (Efeserbrevet kapitel 1, vers 4-7). Dette kan intet menneske fastholde med sin fornuft, men vi må tro det, og Gud har gjort det troværdigt ved at oprejse Jesus fra de døde.

Konklusionen

Gud er almægtig, ejer al visdom, og Han elsker os. Konsekvenserne er livsomvæltende for dem, der tror på Jesus.

Vi har nu Gud til far (Johannesevangeliet kapitel 20, vers 17), og vi må søge hjælp i alle problemer hos ham, der har skabt og styrer alt. Vi har tryghed i at vide, at han, der kender til ethvert atom i Universet, umuligt kan miste overblikket, selv om vi synes, at hans veje med vores liv er krogede.

Herligst af alt lover Gud de troende, at de skal frelses fra Helvede, og at han vil skabe en ny Himmel og en ny jord, som ikke skal være ødelagt af menneskers synd (Johannes’ Åbenbaring kapitel 21). Her vil Gud selv bo iblandt os, der tror på Jesus som vores frelser. Da skal vi bruge en evighed på at skue Gud og Jesus med naglemærkerne – forundres over den treenige Guds herlighed. Hvem ved, måske får vi også lov at bedrive naturvidenskab på den nye jord? ■