2 minute read
Goodreads
Sommerferien er for længst forbi. Vintermørket venter. Det er tid til at kravle under uldtæppet med en varm kop kaffe/te/kakao og lade sig opsluge af en god bog. Men hvilken? Det har vores fire gode KFS’ere svaret på, som her kommer med en anbefaling af en bog, der har gjort indtryk på dem. Det bedste af det hele? Goodreads er et nyt fast segment, som er kommet for at blive!
‘Måske hader Gud mig også - Mez McConnell
Af Kamma Sønderskov
Mez McConnell skriver om sin vej til kristendommen. Den giver et indblik i, hvordan han så på kristendommen før, og hvordan den ændrede hans fremtid. Det er en øjenåbner, fordi hans barndom og liv generelt har været vidt forskelligt fra mit eget. Alligevel tror vi på den samme Gud.
‘Gymnasietro’ - Rasmus Jonstrup Hansen.
Af Emilie Emma Hansen
Bogen har gjort det nemmere for mig at starte på et gymnasium som kristen. Jeg har følt mig tryg i måden, jeg har lært at snakke om min kristne tro på med mine gymnasievenner. Jeg har lært gode metoder, og hvordan jeg skal reagere på situationer gennem bogen.
'Han gjorde det for dig' - Max Lucado
Af Maria Bøndergaard
En lettere læst bog som gennem en historie minder os om, at Gud har et brændende ønske om at få alle mennesker med til himlen. Bogen beskriver på en smuk måde vejen tilbage til Gud og forsoningen med ham. Gud står med åben favn og ubetinget kærlighed og nåde.
‘Zion pagten’ - Bodie Thoene (bogserie)
Af Louise Rasmussen
Man får indblik i, hvor meget jøderne blev forfulgt under 2. Verdenskrig i hele verden. Det var ikke kun i Tyskland og Polen. Man hører om, hvordan nogle af de kristne jøder har gjort en forskel ved at prøve at redde deres landsmænd/ med-jøder med fare for deres eget liv.