Kristus = Gerda, Aslan og Frodo

Tag med Kathrine Kofoed-Frederiksen på en rejse ind i litteraturen og fiktionens forunderlige univers, hvor Jesusglimtene pibler frem med saft, kraft og berigende nuancer til Bibelens beskrivelser af Jesus.

Af Kathrine Kofod-Frederiksen, lektor i religion og dansk på Solrød gymnasium, kathrine.kofod@gmail.com

Man lærer tidligt i skolesystemet, at der er forskel på fakta og fiktion. Det er en vigtig skelnen, men ofte hænger begreberne meget nøje sammen. Vi kan for eksempel godt lære noget om virkelige følelser og relationer igennem fiktion. Og litteratur kan endda være med til at nuancere og berige vores opfattelse af Jesus, når den udfolder hans måde at leve og elske på i sprog og billeder, som vi kan relatere til. Litteraturen hverken kan eller skal erstatte Bibelens fortælling om Ham, men vi kan godt blive opbyggede af litterære Jesus-glimt, når vi møder dem.

Er jesus virkelig i litteraturen?

Nogle karakterer vokser ind i kulturen og bliver referencer. Man kan for eksempel være ’en rigtig Emil’, og med det mener man typisk noget i retning af en ustyrlig, nysgerrig og hvidhåret dreng, der ofte kommer galt afsted, men som kæmper for social retfærdighed. Den måde, Astrid Lindgrens karakter viser omsorg og respekt for lemmerne på fattiggården, vil også minde nogle læsere om en person med endnu større omsorg for disse mine mindste brødre, som taler i Matthæusevangeliet. Ikke en fiktiv person, men en historisk person, hvis betydning langt overgår verdenslitteraturens hovedkarakterer, men som også har inspireret og påvirket en lang række af dem. Litteraturen mimer jo virkeligheden. Derfor trækker forfattere selvfølgelig på deres egne livs- og troshistorier, når de skaber fiktive universer og karakterer –også i al den litteratur, der ikke betegnes som selvbiografisk eller autofiktiv. I en jødisk-kristen kultur, som Vesten længe har været stærkt påvirket af, har det blandt andet betydet, at der er mange litterære karakterer, der på forskellig vis ligner Jesus – eller står i modsætning til ham. Men det opdager man selvfølgelig kun, hvis man kender ham. Det er en banal men vigtig pointe, som gælder alle intertekstuelle referencer. Kristus-figurer kan mime forskellige sider af Jesus, men udfordringen ved dem er, at læseren enten kan overse dem, hvorved de ikke bidrager med noget ekstra hos læseren, eller at de kan sige noget delvist eller direkte usandt om Jesus, som let glider med i læserens mere eller mindre bevidste opfattelse af Jesus. Og hvis man ønsker at kende Bibelens Jesus, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad ens billede af ham eventuelt også er blandet op med, så man kan skelne mellem Bibelens åbenbaring og for eksempel Dan Browns fiktion. Den skelnen holder man skarp ved kontinuerligt at læse i Bibelen.

Modsat er det min erfaring, at litteraturens skildringer af sider af Jesus eller bibelske pointer kan give saft og kraft til de beskrivelser, vi har af ham i evangelierne. Hvis det skal blive sundt og sandt, skal litteraturen ikke langsomt fiktionalisere Jesus, så han bliver reduceret til en hovedkarakter, men modsat være med til at skærpe mit blik og lade mig lede efter tegn på den Gud, som jeg dybest set tror er hovedforfatter på hele menneskehedens historie.

Forvrængningens splint

For eksempel tror jeg, at mange har kunnet mærke nogle andre sider af syndefaldets konsekvenser, når de har læst Snedronningen af H.C. Andersen, end når de har læst syndefaldsberetningen. Det eventyr udfolder forvrængningens konsekvenser stærkt, da Gerda og Kays lykkelige barndomsliv forandres fatalt, fordi Kay får en splint af et smadret magisk troldspejl i hjertet. ”Vi husker det nok, det fæle glas, som gjorde at alt stort og godt, der afspejlede sig deri, blev småt og hæsligt, men det onde og slette trådte ordentligt frem, og hver fejl ved en ting blev straks til at bemærke.” Eventyret fortsætter med at vise Gerda som en Kristus-karakter, som er klar til at gå til verdens ende igennem svære prøvelser af kærlighed til Kay. Den kærlighed ender med at fortære den lille spejlstump i Kays hjerte, så han forvandles og igen kan se verden, som den blev skabt til at være.

’Snedronningen’ kan sagtens også – eller primært –læses som en fortælling om overgangen fra barn til voksen, men den skaber nogle billeder af syndens konsekvenser og kærlighedens pris, som kan gøre min tro rigere. Den minder mig om hymnen i Filipperbrevet kapitel 2 vers 6-11, som understreger den lange vej, der var for Jesus fra himmelsk herlighed til jordisk fornedrelse på et kors i en menneskekrop, og som kærligheden til os fik ham til at gå. Og de to tekster kan spejle hinanden, så jeg ser flere sider af den kærlighed.

Tolkien Og Lewis

Det er helt oplagt, at eventyrgenren og den nyere fantasygenre er gode steder at opleve litterære Jesus-glimt, for de opererer med en kamp mellem det gode og det onde, som afspejler en bibelsk virkelighed. J.R.R. Tolkien og C.S. Lewis er med Ringenes Herre og Narnia-serien ophavsmænd til nogle af de allerstærkeste Kristus-karakterer, som J.K. Rowlings Harry Potter står på skuldrene af. Potter ender jo med frivilligt at gå ad sin ’via Dolorosa’ for at ofre sit liv for sine venner. Den samme vej måtte løven Aslan gå for at købe forræderen Edward fri, og begge ender med at besejre døden. Det kræver ikke den helt store litterære analyse at se inspirationen, men jeg behøver ikke at stoppe ved en akademisk konklusion. Jeg har jo lov til at dykke ned i de her universer og suge den tro og trøst til mig, som de giver, netop fordi de giver eksempler og billeder på, hvem Gud og hans rige er.

Jesus som løve

I Hesten og drengen, som er tredje bind i Narnia-serien, følger man Shasta og Aravis og deres flugt til Narnia, hvis borgere de skal advare imod et fjendtligt angreb. Det er et farligt forehavende, men undervejs møder de løven Aslan. Han er en klar Kristus-karakter, men ”Lewis sagde dog, at Aslan ikke ’bare’ er et symbol på Jesus. Som han skrev i et brev: ”Man tager fejl, hvis man tror, at alting i bøgerne ’repræsenterer’ noget i denne verden. ... Jeg sagde ikke til mig selv: ’Lad os repræsentere Jesus, som Jesus virkelig er i vores verden, ved en løve i Narnia.’ Jeg sagde: ’Lad os antage, at der var et land som Narnia, og at Guds Søn, ligesom han blev menneske i vores verden, blev en løve dér – og lad os så forestille os, hvad der ville ske.” (Citeret fra www.forfatterweb om Lewis).

Der sker ret meget, men mit yndlingssted i bogen er, når Shasta taler med Aslan for første gang og langsomt får en fornemmelse af, hvem han er: ”Hvem er du?” spurgte Shasta. ”Mig,” sagde stemmen, dybt og rungende, så Jorden skælvede; og igen: ”Mig” – højt og klart og muntert; og så en tredje gang: ”Mig” – sagt så stille, at man næsten ikke kunne høre det, og alligevel syntes det at komme fra alle retninger, som om det var bladene, der hviskede det. Shasta var ikke længere bange for, at stemmen tilhørte noget, der ville æde ham, eller at den skulle komme fra et spøgelse. Men en ny og anderledes slags skælven gled gennem hans krop. Og alligevel følte han sig glad. Denne trefoldige bekræftelse af, at Aslan er ’Mig’, minder om Guds svar til Moses i 2. Mosebog kapitel 3 vers 14: Jeg er den, jeg er!, og Shastas reaktion viser, at Aslan ikke er nogen tam løve. Man både skælver og føler sig glad i hans nærvær, hvilket Moses formentlig også kendte til, da han mødte Gud i den brændende tornebusk og tog imod sit svære livskald.

En ring er over dem alle

Ringenes herre er langt mere kompleks, og der er Kristustræk i flere af karaktererne. Fortællingen er langstrakt, og man aner langsomt, at både mennesket Aragorn, troldmanden Gandalf og hobbitten Frodo afspejler forskellige sider af Jesus. Aragorn levendegør både drøm og eventyr (eller profeti), når han viser sig at være den ventede konge af en gammel slægt; Gandalf giver sit liv i kampen mod en ældgammel ondskab og genopstår senere i et forandret herlighedslegeme.

Og hobbitten Frodo bærer og forsøger at tilintetgøre den ring, der står som symbol på verdens synd. Men der er særligt en lille scene i slutningen af første bind, hvor Frodos ven Sam viser sin uforbeholdne loyalitet og trofasthed overfor Frodo. Som Peter følger han sin mester ud på det dybe vand, han ikke kan svømme i, for ikke at lade Frodo kæmpe alene imod ringen og mørkets magt. ”Nu kommer jeg, hr. Frodo! Jeg kommer!” råbte Sam og kastede sig ud fra bredden, idet han greb fat i båden, der var ved at sejle bort. Han greb en alen forkert. Med et skrig og et plask gled han lige ned i den stærke strøm (…) En åre hvirvlede, og båden vendte. Frodo nåede akkurat at gribe Sam i håret, da han kom op, boblende og kæmpende. Frygten lyste ud af hans runde, brune øjne. ”Kom nu op med dig, Sam, gamle dreng!” sagde Frodo. ”Tag min hånd!” (…) ”Men jeg skal til Mordor.” ”Det ved jeg godt, hr. Frodo. Selvfølgelig skal De det, og jeg vil drage med dem.” Ingen af de to, små hobbitter har nogen fornemmelse af, hvad den mission kommer til at kræve af dem, men deres kamp for at redde både hinanden og resten af Midgård giver rum for en lang række spejlinger og samtaler med tekster fra bøgernes bog om, hvem Kristus er. Og det er både spændende og trosopbyggende! ■