Til Tro #1 2021 by Kristeligt Forbund for Studerende

1. kvartal · 2021 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Nuancer

+ Longread: Kan alle personer rummes i kirken? - TEMA side 22

+ At være kristen er ikke et soloprojekt - en reportage om medvandring - KFS-NYT side 09

+ Ny fast kronikskribent debuterer: Tre teologiske tanker til trøst - I TIDEN side 34

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9402-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør) Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Signe Thorup Elmelund, stud. theol. Filip Munch Bak, stud.arch. Simon Nymann Berggren, stud. theol. Emil Berggren Smidt, stud.mag. i historie Sarah Klejnstrup, gymnasieelev Amanda Kaas, stud.psyk. Jeppe Fræhr Møller, stud. datalogi-økonomi William Rønberg, gymnasieelev Josefine Amalie Petersen, stud. scient.pol. Nathanael Rønne Kure, stud.jur. Johannes August Kofod Techow, gymnasieelev Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Sofie Brixen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold kfs Nyt

Tema

At være kristen er ikke et soloprojekt - en reportage om medvandring

Hvad sker der lige på LTC?

I tiden

Skab smil, glæde og hjertevarme deltag i årets Assist

Globalt: Vi skal spejle den Gud, der elsker retfærdighed

STiK: Udrustning og inspiration til din (skole)hverdag

Søren er landet i Vest

KFS' årlige generalforsamling udskydes

Fra redaktionen

En fuldvoksen retfærdighed

Livets blå undertone - Et kunstessay

Grønland: Studiestedsgrupper giver støtte

Portræt: Leonora

Tre trøstende tanker

Tre KFS'eres reflektioner over Noa

Vil du bidrage til Til Tro?

Overskud - og underskud - i KFS

Kan alle personer rummes i kirken?

Bøger: Pas godt på dig selv

Åndsfrihedskampen i DUF

Bøger: Mirakler

KFS præsenterer... Det Store Påskeshow!

42 38

Guds løfte fører historien frem

Leder: Hvor er hverdagens hvile?

Rapport fra et KFS i nedlukningsland

Fra redaktionen: Kære læser! Magasinet, du har i hånden, har temaet “Nuancer”. Jeg forstår ordet ‘nuancer’, som de små detaljer og lag et emne har; det, der gør emnet mindre ensidigt og kategorisk. Det nuancerede perspektiv har de vigtigste detaljer for øje. Men hvorfor siger vi, at nuancer er vigtige? Måske kan vi sammenligne det med en varieret kost. Hvis vi ignorerer dele af kostpyramiden, får vi ikke den næring, vi har brug for, og kommer i vitaminmangel. Overser vi for mange nuancer, misser vi let de detaljer, vi har brug for, for at helheden giver mening. En nuance-mangel er ikke sund for os mennesker, særligt ikke når vi og samfundet skal danne vores holdninger. Derfor har vi brug for nuancer i alle slags situationer. Det skriver Lukas blandt andet om i sin artikel ’Åndsfrihedskampen i DUF’. Han opmuntrer os til at bryde tabuet om tro for at bekæmpe en erodering af nuancer i religionsdebatten. Derudover glæder jeg mig over dette magasins læse- og refleksionsprojekt over beretningen om Noa. Særligt vil jeg fremhæve Kathrines artikel, hvor hun introducerer et spændende perspektiv, når hun reflekterer over Guds karakter i historien om Noa, og om Gud i virkeligheden ser unuanceret på ondskaben og især på den ondskab, der hærgede på Noas tid. Er det første gang, at du har Til Tro i hånden, og er kristendommen ny for dig? Så vil jeg gerne opmuntre dig til at læse magasinet med et åbent sind. Kristendommen bliver sommetider beskyldt for at være dogmatisk og livsfornægtende, fordi dens lære om, hvordan det ene og andet bør være, står skrevet indiskutabelt i sort og hvidt. Det er mit håb, at bladets artikler kan bryde med nogle af fordommene og nuancere dit blik på den kristne tro. I sidste nummer udgav vi en dobbeltartikel “Højkirkelig eller lavkirkelig?”, hvor skribenterne forklarede deres personlige grunde til at vælge eller fravælge en af de to gudstjenesteformer. En læser gjorde os opmærksom på, at fremstillingen af lavkirkelighed ikke stemte overens med den kirkehistoriske brug af begrebet. Ifølge ordbogen betegner ‘lavkirkelig’ kirkesamfund, der betoner evangeliet, forkyndelsen, missionen og nedtoner sakramenterne og liturgien. Vi ønsker at præcisere, hvad vi lagde op til med disse debatartikler. Med ‘lavkirkelig’ forstod vi en bredere betegnelse end ovennævnte, der dækker over gudstjenester med lav dørtærskel, søgervenlighed og moderne udtryk i musik og fremføring. Vi beklager eventuel forvirring. Vi håber, at dette magasin kan være med til at nuancere din egen verdensopfattelse, og at alle læsere, kristne som ikkekristne, må kunne opdage nye lag og aspekter ved kristendommen. God læselyst! På vegne af redaktionen William Flensted Rønberg

En fuldvoksen retfærdighed Er Jesus unuanceret, når han i Bibelen siger, at vi skal være fuldkomne ligesom Gud? I denne artikel beskriver sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby, hvordan Gud ønsker noget langt større for os mennesker, end at vi perfekt skal opfylde en række regler. Vi kaldes til at ligne den levende, menneskelige og kærlige Gud, som vi møder i Jesus. Nikolaj Hartung Kjærby, sognepræst i Klemensker og Rø, nkj@km.dk

“Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. I blinde vejledere, I sier myggen fra, men sluger kamelen” (Matthæusevangeliet kapitel 23, vers 23-24). ”Forestil dig et raftehegn, der er bygget af rafter i forskellig højde. Når man står ved siden af raftehegnet, har rafterne forskellig højde, men ser man det ovenfra, ser de alle sammen ens ud. Sådan er det også med vores synder: Set fra et menneskeligt perspektiv er der stor forskel på at sige noget grimt om en anden og at slå et menneske ihjel, men set fra Guds perspektiv er alle synder lige store. Som der står i Jakobs Brev kapitel 2, vers 10: ’Den, som ellers overholder hele loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle.’” Omtrent sådan lød et af de ’talking points’, som jeg lærte, da jeg som ung deltog i et OE-kursus (et kursus i evangelisering, som var meget populært i 80’erne og 90’erne). Og der er bestemt meget sandhed i det, for Bibelen gør det helt klart, at vi skal overholde alle Guds bud til punkt og prikke for at gøre os fortjent til det evige liv. I forhold til vores frelse er der for så vidt ikke forskel på, om vi har stukket en nødløgn eller begået

folkedrab – men på det menneskelige plan er der en enorm forskel. Og det menneskelige plan er ikke fremmed for Gud, for ikke alene har han skabt os og ved derfor alt om, hvordan vi tænker og føler, men han har også selv vandret på jorden som et menneske. Selvom rafterne ser ens ud oppefra, så kan Gud altså sagtens se forskel på dem!

Perfekt eller fuldkommen? At Jesus ikke betragter alle buddene som lige vigtige, fremgår af det vers, jeg citerede til indledning, hvor han kritiserer farisæerne og de skriftkloge for at lægge mere vægt på at beregne deres tiende korrekt til sidste millimeter end på at vise ret og barmhjertighed og troskab. Det med tienden er ikke ligegyldigt, understreger Jesus (”Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes”), men der er noget, der vejer tungere end andet. Når det nu er sådan, at selv det mindste brud på Guds bud er nok til, at vi går fortabt, hvorfor er der så noget, der vejer tungere end andet? Det hænger sammen med, at Guds bud ikke er vilkårlige. Det er ikke sådan, at Gud på et tidspunkt satte sig ned og tænkte: ”Lad mig se, hvilke regler skal jeg finde på, som menneskene skal leve op til for at få evigt TEMA

liv?” I det hele taget er det fremmed for en bibelsk tankegang at betragte det evige liv som en slags belønning til dem, der har levet fejlfrit på jorden (omtrent ligesom kørekortet er en belønning til dem, der kører fejlfrit til køreprøven). Gud er ikke interesseret i det perfekte, men i det ægte. ”Det passer da ikke!” vil nogle måske indvende. ”Siger Jesus måske ikke i Bjergprædikenen, at vi skal være fuldkomne, ligesom Gud er fuldkommen?” Jo, det er rigtigt nok, at Jesus slutter sin lange række af formaninger i Matthæusevangeliets femte kapitel af med ordene: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (vers 48). Men i det at være ”fuldkommen” ligger der andet og mere end at have nul fejl i en færdighedsprøve. Det græske ord, der i den autoriserede danske bibeloversættelse er gengivet med ”fuldkommen” (i mange engelske oversættelser står der endda ”perfect”), er téleios. Det er afledt af ordet télos, som betyder ”mål” eller ”afslutning”, så det at være téleios betyder altså at være nået i mål. I Efeserbrevet kapitel 4, vers 13 og Hebræerbrevet kapitel 5, vers 14 er det oversat med ”fuldvoksen”, for det kan ordet nemlig også betyde. I Efeserbrevet er sammenhængen, at menigheden skal være ”en vækst, som kan rumme Kristi fylde”, og Paulus tilføjer, at ”sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus” (Efeserbrevet kapitel 5 vers 15). Den fuldkommenhed, som 6

TEMA

Jesus formaner os til at stræbe efter, består altså i, at vi skal ligne ham, ikke i at vi skal klare os fejlfrit gennem livet. Farisæerne med deres fokus på fejlfrihed gik jo netop fuldstændig fejl af, hvad det er for en retfærdighed, Gud er interesseret i; det er derfor, Jesus andetsteds i Bjergprædikenen siger til sine disciple, at hvis deres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, så kommer de slet ikke ind i Himmeriget (Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 20). At vores mål skal være at ligne Jesus, er i øvrigt ikke så mærkeligt. Dengang Gud skabte mennesket, sagde han: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” (Første Mosebog kapitel 1, vers 26). Og det eneste menneske, der nogensinde har formået fuldt ud at ligne Gud, det er netop Jesus, Guds Søn. Gennem sit liv og sin død viste Jesus os til fuldkommenhed, hvordan Gud er. ”Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede”, som Hebræerbrevets forfatter udtrykker det i Hebræerbrevet kapitel 1, vers 3.

Guds væsen Og hvordan er Guds væsen så? Ja, en af de ting, der kendetegnede Jesus, da han gik på jorden, var i hvert fald, at han havde øje for mennesker i al deres forskellighed. I Johan-

Gud er ikke interesseret i det perfekte, men i det ægte

nesevangeliet kapitel 4 ser vi for eksempel, at han møder en kvinde, hvis liv var meget langt fra det ideal, som Guds bud foreskriver: Hun havde haft fem forskellige mænd og levede nu sammen med en, der ikke var hendes mand. Det var Jesus udmærket godt klar over, viser det sig i vers 18, men det er ikke noget, han gør til et tema i deres samtale. I stedet taler han om ”levende vand”, som han vil give hende – vand, som gør, at man aldrig igen kommer til at tørste, og som kan blive til en kilde, der vælder med vand til evigt liv (vers 14). For hvis Jesus blot havde påpeget, at kvindens forhold til mænd var imod Guds bud, hvad ville det så have nyttet, selv hvis hun havde lyttet til ham og bragt det problem i orden? Hun ville jo stadig have været milevidt fra at være fuldkommen. Havde fuldkommenhed kun været et spørgsmål om at overholde en række ”tekniske” regler for, hvordan vi skal leve, så ville det i teorien have været muligt at bestå prøven og gøre sig fortjent til det evige liv. Det ville næppe være lykkedes for ret mange mennesker – ikke for mig, og sikkert heller ikke for dig der læser dette. Men i teorien ville det have været muligt, og vi kan ikke udelukke, at et eller andet menneske et eller andet sted på et eller andet tidspunkt ville have klaret det. Om ikke andet ville man i ethvert menneskes liv kunne pege på et tidspunkt i spædbarnsstadiet, hvor den pågældende endnu ikke havde begået sin første synd. Men fordi fuldkommenhed er at ligne Jesus, så er det ikke noget, som noget menneske på noget tidspunkt har været i nærheden af, og det er ikke noget, som vi kan gøre os forhåbninger om nogensinde at komme til – ikke hvis det stod til os selv i hvert fald. Men heldigvis står det ikke til os selv. Det levende vand, som Jesus tilbød den samaritanske kvinde, der havde haft fem mænd, det tilbyder han nemlig også os. Det siger han i Johannesevangeliet kapitel 7, vers 38: ”Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ’Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’” Og i det følgende vers tilføjer

evangelisten: ”Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få.” Helligåndens væsentligste gerning er nemlig, at vores karakter kommer til at ligne Jesu egen karakter; det er det, som Paulus udtrykker med det billede, at ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Galaterbrevet kapitel 5, vers 22-23) – egenskaber som netop kendetegnede Jesu karakter. Er vi præget af de egenskaber, så vil vi også få blik for nuancerne i menneskelivet, præcis som Jesus havde. Kærligheden ser nemlig mennesket bag de ydre handlinger; et menneske som er skabt i Guds billede, og som Gud elsker så højt, at han gav sin søn for at frelse ham eller hende. Glæden og freden sætter os fri fra at vogte på, om de andre nu er bedre eller dårligere til at overholde reglerne, end vi selv er. Tålmodigheden lærer os, at det kun er naturligt, at væksten hen imod at ligne Jesus tager tid – både for os selv og for andre. Og så videre med venlighed, godhed og de øvrige egenskaber. Livet som menneske er komplekst og kompliceret, fyldt med nuancer. Nuancerne kan til tider være irriterende, især når de findes hos andre mennesker, der ikke lever sådan, som vi kunne tænke os, at de gjorde. Men samtidig er nuancerne det, der gør livet levende. Og selv når den dag engang oprinder, hvor vi ”skal blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” (1. Johannesbrev kapitel 3, vers 2), vil der stadig være nuancer, fordi Gud har lagt forskellige aspekter af sin herlighed ned i hver enkelt af os. ■

TEMA

At være kristen er ikke et soloprojekt - en reportage om medvandring Af Jonathan Oehlenschläger Rasmussen, KFS-volontør i Østdanmark, jor@kfs.dk

Det er ikke godt, at mennesket er alene. Sådan lyder ordene på en af de første sider i Bibelen, kort efter Guds skabelse af Adam. Og disse ord var også noget af det første, der blev slået fast, da en flok KFS’ere fra Østdanmark en kold fredag i slutningen af januar mødtes til KFS-aften – online naturligvis. Temaet for aftenen var medvandring, og gennem oplæg og samtale blev der dykket ned i, hvad det er for en størrelse. Henriette Engberg Vinkel, der i år arbejder med at skabe fornyet fokus på medvandring i både KFS og en række andre børneog ungdomsorganisationer, startede med at understrege, at vi som mennesker er relationelle i vores væsen og derfor har afgørende brug for at dele vores liv med hinanden. Og det er netop det, medvandring handler om: at indgå i relationer, hvor vi åbner os op for hinanden og deler det, der fylder. Ofte i to- eller trepersonsrelationer, hvor man kan komme et spadestik dybere end i det store fællesskab. En af dem, der deltog på aftenen, var Sarah Klejnstrup, som går i 3.g. på Hovedstadens Kristne Gymnasium. Sarah kender både fra sig selv og fra flere af sine venner til en oplevelse, som mange måske genkender: At vi egentlig gerne vil fortælle om, hvad vi går og er fyldt af, men ikke lige får det gjort. Som hun siger: ”livet kører ligesom bare hurtigt videre, hvis vi ikke stopper op i vores travle hverdag”. Men medvandring giver netop muligheden for at stoppe op – og giver plads, tid og rum for vigtige snakke om, hvordan man går og har det. Også Jesus praktiserede medvandring, og ud fra det kendte ikon ”Jesus og Fader Mena” samt fortællingen om de to

Emmaus-vandrere i Lukasevangeliet viste Henriette, hvordan Jesus er den ultimative medvandrer. Jesus møder os, Jesus ser os, og Jesus spørger ind til os med nysgerrighed og kærlighed. Og selvom ingen af os bliver helt så gode medvandrere som Jesus, kan vi stadig gøre en stor positiv forskel ved at være medvandrere for hinanden – lige præcis som dem, vi er. Det var også en af de ting, som Sarah tog med: ”En ting, som hurtigt satte sig fast i mig, var det, at enhver kan være medvandrer. Man skal ikke være uddannet præst eller teolog, have gået på bibelskole eller lignende. For at være medvandrer er det vigtigste, at du er dig.” I løbet af aftenen skulle KFS’erne også tænke over, om der var nogen, de kunne spørge om at være medvandrer med dem. Og denne opfordring gives også videre til dig, kære læser: Måske skulle du finde en medvandrer? Det kan være en jævnaldrende eller en, der er ældre end dig; det vigtigste er bare, at du har nogen i dit liv, som du kan have de vigtige snakke med. Det kan også være, at du skulle invitere Henriette i dit kristne fællesskab og få inspiration til medvandring. For det at være kristen – og menneske i det hele taget – er ikke et soloprojekt. Det er noget, vi er sammen – og her kan medvandring være guld værd.

KFS-NYT

TEMA

Livets blå undertone –

Et kunstessay Blå er ikke bare blå; en RGB decimal farvekode (0,0,255). Når studenterne hænger ud over siden på den basdunkende lastbil, er det afgørende, om båndet på huen er lyseblåt, kongeblåt eller marineblåt. Den blå farve er en identitetsmarkør. Alt er ikke en dans med blå roser i hånden. Sindets dans går sommetider i stå foran horisontens gråblå bagtæppe. Billedkunstner og teolog Jørn Henrik Olsen maler os dragende og personligt ind i farven blå. Hold tungen lige i munden og tjek dens farve, når du først har smagt på dette kunstbolsje. Jørn Henrik Olsen, forfatter, billedkunstner, cand.theol., ph.d., jornhenrikolsen@gmail.com

Farven blå kan være dyb og klar, men den kan også være grødet, mættet med noget andet, en længsel, en sorg, der ikke helt lader sig begribe. En sorg uden en konkret årsag. Melankoliens eller vemodets blå kaldes den også, når den mangler et tydeligt objekt. Livets blå undertone i kunsten er fokus i dette essay. Den blå farve har jeg spejlet i ord og billeder, altså på mine lærreder, i flere af mine bøger og i foredrag. Intet kan slå denne blåfarve væk fra mit livslærred. Dette er grundet med blågrødede toner. Kunsten henter sin kraft ud af mørket og forsøger at transformere det. Kunsten er dybt afhængig af sin egen skygge, nærer den og lever af den. Skyggen skaber forbindelse til de inderste hemmeligheder. Netop fordi skyggen er

en del af kunstnerens skabende væsen, sjælens dunkle spejl hos vedkommende. I de bedste øjeblikke kan kunsten oplyse mørket og give skyggen et omrids af lys. Lyset finder vej gennem revner og sprækker.

Den melankolske stemning I Krzysztof Kieslowskis afskedsværk om de tre farver blå, hvid og rød (som i trikoloren) møder vi dybe, humoristiske refleksioner over frihed, lighed og broderskab. Filmen Blå om frihed fra 1994 har Juliette Binoche i hovedrollen. Hun er den unge kvinde, Julie, der forsøger at skabe sig et nyt liv frigjort fra fortiden, da hun mister sin mand og fem-årige datter i en trafikulykke. I filmen slår den melankolske, vemodige stemning stærkt igennem. Filmen er et mesterligt udtryk for TEMA

Frihed er at have muligheder, men også at vide, hvad der binder én

fortættede følelser og stemninger, der i sig bærer gavmilde indsigter. Tiden læger ikke vore sår; vi lærer at leve med dem – eller går til grunde med dem. Først da vennen – sammen med musikken – tvinger eller hjælper Julie til at involvere sig i livet igen, står det atter åbent, bliver rigt på muligheder. Og frihed er at have muligheder, men også at vide, hvad der binder én. Kieslowski sammenknytter frihed med identitet og kærlighed: der er kun frihed at finde, når man står fast på det, der var – og er rede til at binde sig til andre mennesker. Med risiko for at det går galt, at det kommer til at gøre ondt. Frihed er at være bundet, først da kan man være fri til. Dette syn på frihed er et opgør med den rådende tænkning. Frihed er ikke et frihedsridt. Absolut frihed eksisterer ikke. Frihed er under kontrol. Kieslowski afviser frihed fra: det er uafhængighed – og tomhed. At frigøre den enkeltes skabende potentiale er både en forpligtelse og en kapital. Men aldrig kan der være tale om

aldrig kan der være tale om en frihed fra kærlighedens forpligtelse og længsel en frihed fra kærlighedens forpligtelse og længsel, trods alle tænkelige erfaringer af lidelse, smerte og sorg.

Havet er mit personlige rum Havet er blevet et særligt rum i mit eget arbejde med ord og billeder. Det har modsætninger som fødested, sådan som kunsten også har det. Havet gav, havet tog. Friheden og sejren findes, men det gør sorgens smerte også. Mit kreative arbejde er vendt mod en lavmælt og nedstemt, noget sorgfuld, erindring om tab og adskillelse. Den gør skærebrænder-følelsen skarpere. Den jeg maler og skriver på. Smertelig smuk kan tågens dis være. Det er dog ikke et gennemsigtigt slør. Disen træder op som havets sorg. Når disen indhyller havets overflade, lægges udblikket stille. Tankerne render ud i det fortættede. Måske føres jeg helt hen til de store sten med fredelige rygge. Sten der er vandret baglæns op af bølgerne. Mødet består i uklarhedens støv, i havgusens skjulte indre, som fortæller om dunkle, mørke erfaringer. Farven blå, i dens grødede, slørede udgave, træder til som vejen ind i mit sind. Livets blå undertone følger af det blå sug nede i 12

TEMA

dybet. Dér hvor dybet er ensomhedens længsel og skønhedens smerte. Blåfarven er både himlens og havets farve. Den rummer sejr og frihed. Men farven minder os også om havets dybe, dragende og sugende kræfter. Disse kræfter kan være ganske skræmmende. De trækker os ind i den blå frygt (et fransk udtryk). Kræfterne kan endda blive os overmægtige og trække os ind i døden.

Kunsten som dørtærskel Melankolien – med dens blå skala – er spændt ud mellem lidelse og nydelse. Kunstnermyten siger ligefrem, at en kunstner er et lidende menneske, et menneske med dybe kvaler, som paradoksalt nok kan skabe noget forunderligt, noget skønt. Kunsten tilbyder ikke altid lindring. Den er snarere en dørtærskel på vejen til et nyt, måske ukendt sted. Sorgen kan selvfølgelig have en lindrende opgave. Som kunstner møder jeg den i den brudte skønhed, også som længsel, smerte og sorg. Den står frem som en kondensering af følelse og kraft i kunsten. Der findes en dysterhed, der er ubestemmelig. Den bliver værre af, at ingen forstår sig på den. Der findes et mørke, som omfavner et menneske, men som det alligevel ikke helt bliver opslugt af. Enegængeren, undtagelsesmennesket, sjæleflænseren forstår sig på, hvad der sker. Som kunstneren gør det. Allerede Aristoteles spurgte: ”Hvorfor er alle undtagelsesmennesker melankolikere?” Jeg dyrker ikke selv mørket, men jeg går ind i det. Det breder sig dog hurtigt på grund af ensomhed, lidelse, tab og længsel. Jeg kæmper dog for, at lyset igen bliver synligt. Et lille omrids af lys eller en lysbræmme ude i horisonten kan betyde alverden, når alt andet mørkner for én.

Ikke plads til fortielse af følelser Kunsten åbner muligheden for at forstå lidt mere af alt det uforståelige, som kan hobe sig op omkring et menneskes sorg. Den forbinder sig med dybe personlige erfaringer af sorgens adskillelse og ensomhed. Kunsten er som en radar i følelser, oplevelser og tanker om livet. Den fortier ikke de smertefulde følelser, de tungeste erfaringer. Men kunsten bøjer ikke alt i neon. Den lever sit frie og uafhængige liv. Det er et gode sådan. Det er da også for indsnævret at spørge til kunstens nytteværdi. I bedste fald forløser kunsten noget i et menneskes sorg og smerte. Det sker, når smertefulde følelser spejles i og

overføres til figur, billede og skrift. Det gælder både hos de udøvende kunstnere og kunstens nydende iagttagere, lyttere og læsere. Livsglæde og -mod bryder en vej midt gennem svære følelser. Lindring og styrke slår følgeskab. Vi har sikkert alle oplevet, hvordan det gode sprog når ind til de uvejsomme steder. Det foretager nogle indadskuende bevægelser. Livet rejser sig på forunderlig måde fra siderne. Selv det frosne og hårde indre hugges op og om. Det opløses på en måde af de smukke tekster. Selv uroen og utrygheden får et sprog, der bliver til en krog i det enkelte menneskes indre. Musik og anden kunst har også denne evne til at fortætte og spejle følelser.

Blåfarven som lavmælt glæde Melankolsk galskab hitter ikke i min verden. Det gør farven blå derimod. Blåfarven er indsigtens port – og skaber lavmælt glæde. Et menneskes vemod skal ikke reduceres til en yderligere forstyrrelse, der kræver en diagnose og en behandling af eksperter. Sker det, mister vi noget væsentligt. Må Gud bevare os for vemodsterapeuter! Vi skal ikke fjerne os fra os selv og

Vi erfarer en fundamental hjemløshed, en basal uro over livets flygtighed indsigtens mulighed. Selvfølgelig skal vi heller ikke kaste os ud i det livsfarlige i at romantisere melankolien og den kliniske depression. Det ydre vemod – tiden går hurtigt, børnene vokser, for ikke længe siden gik de i skole – åbner luger til en nedstemthed. Vi erfarer en fundamental hjemløshed, en basal uro over

livets flygtighed. Hvad kommer den af? En lang, livgivende tradition fortæller os, at mennesket engang havde et oprindeligt hjem, men det har forladt både kundskaben og mindet herom. Det flakker rundt hele tiden. Til sidst holder det op

Livets blå undertone følger af det blå sug nede i dybet. Dér hvor dybet er ensomhedens længsel og skønhedens smerte. med at håbe på, at der findes noget andet, et rigtigt hjem, en fasthed, der står imod tidens altædende tand, livets skrøbelighed. Overfor dette hellige vemod står den hellige glæde. Den siger, at alt ikke er foreløbigt, lyset udslukkes ikke sagte ned i vort fattige liv, hvor alt til slut er væk. For der findes en tillid og klippestærk fortrøstning hos Gud. Hos den uudgrundelige årsag til alt liv. Ham, der ikke nøjedes med at overgive os til vemod og anelser, men som har klargjort, hvem han er, evighedens og den hemmelige glædes kilde. Ham, som vi møder i Kristus. Overfor hjemløsheden står et hjem, i vemodet findes en stærk, men lavmælt glæde. Det dokumenterer den blå farve – også i mit liv. Al forkrænkelighed og skørhed i livet til trods, hvor jeg må tage det sværeste og samtidig det helt normale i ed, døden, adskillelsen fra livet og dens brudte skønhed og storhed, alt det jeg ikke behersker eller forstår, kaster jeg mig trygt over i det, Jesus sagde engang: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”. Det underlige og skræmmende oplever jeg, men jeg mere end fascineres af dødens overmand og bekræftelsen af længslen efter Gud. Forbindelsen mellem min uro og Guds evighed er troen. ■ TEMA

Portræt Leonora Larsen BA 4. semester, rum & materiale design på Det Kongelige Akademi larsenleonora@hotmail.com

Hvorfor har du valgt at studere rum og materiale design på Det Kongelige Akademi? Det hele startede med, at jeg savnede at have noget mellem mine hænder. Fordybe mig i noget sanseligt. I flere år ville jeg gerne lære at væve, så i mit andet friår tog jeg et halvt år på Textilskolen i Holte, som er en dagshøjskole. Her blev jeg introduceret til designfagets iboende processer og forelskede mig i faget. Så jeg valgte at søge ind og deltage i optagelsesforløbet til designuddannelsen på Det Kongelige Akademi. Det er nemlig et universitet, der både er praktisk, akademisk og kunstnerisk, hvilket for mig lød som drømmescenariet. Men, jeg må indrømme, at jeg stadig stiller mig selv dette spørgsmål ofte. Hvad er den største udfordring ved dit studie? At turde at risikere og at fejle. Man ved aldrig, hvor man ender, når man starter et projekt. Fra problem til løsning ligger en designproces, der kræver, at man bliver fortrolig med uvisheden. Det er lidt som et liv i tro. Man må være gartner for sit projekt. Vande, beskære, sørge for udholdenhed, når det gror tavst, og så frydes, når de første skud dukker frem. Og så vande igen. For en designproces er sjældent lineær. Hvert projekt forudsætter en åbenhed af en sådan karakter, at man må gå, hvor man aldrig før har gået. Det er en udfordring ved studiet. At lade sig falde og forundres på ny.

Hvad vil du sige til personer, der overvejer at søge ind på samme uddannelse? Der er mange tilgange til designfaget og meget forskellige uddannelser. Jeg vil sige, begynd allerede nu at skitsere og registrere det du oplever. Hvorfor fornemmes rummet rart at være i? Eller det modsatte. Er det farvevirkningen, lyset, taktiliteten, formen, lyden eller de bevægelser, som konteksten afforder. Læg mærke til, hvad du lægger mærke til. Som designer bringer man nemlig alt, hvad man er, i spil. Hele ens erfaring af at være menneske i verden bruges, når man skal finde på nye løsninger. Det er godt at øve sig i at gennemskue sit eget blik. Hvad rører dig og hvorfor? Vælg den skole, som kan understøtte det bedst muligt. Hvilke nuancer bringer dit studie til den verden, vi lever i? Måske faktisk ved at have en upersonlig, empatisk karakter. Hvilket måske lyder paradoksalt, da det at skabe noget ofte er tæt forbundet med det at udtrykke sig. Men, som jeg ser designfaget, handler det netop om at vokse i det upersonlige. At kunne sætte sig i den andens sted, identificere behov og lade den kunstneriske praksis være et middel til at skabe en løsning til den anden. Nuancerne er ofte subtile, da løsningerne bliver vævet ind i vores hverdag på en direkte måde. Vi befinder os midt i løsningerne.

TEMA

Globalt:

Vi skal spejle den Gud, der elsker retfærdighed Af Bodil Skjøtt, seniorvolontør for Areopagos i Hong Kong, bodil.skjott@gmail.com

”Hvad forstår du ved udtrykket ’Guds retfærdighed’?” Det spørgsmål stillede jeg Hans Jørgen Ladegaard, da vi mødtes på terrassen foran vores lille hus her

GL BALT Efter et år med mere eller mindre lukkede grænser virker verden uden for Danmarks grænser efterhånden mest af alt som et tåget minde. Men den skulle stadig findes derude, og en måde, hvorpå du kan få den helt tæt på igen, er at tilmelde dig IFES’ Prayerline! IFES er en paraplyorganisation for evangeliske studenterforeninger over hele verden, hvis formål blandt andet er at skabe forbindelse mellem kristne studerende lige fra Bangladesh til Vanuatu til Danmark. Og det er her deres ’Prayerline’ kommer ind i billedet! Helt lavpraktisk er det en ugentlig mail med historier og konkrete bedeemner fra studenterarbejdet rundt omkring i verden. Det er en relativt simpel måde til én gang ugentligt at få løftet blikket fra vores egen andedam og samtidig være med til at bære kristne brødre og søstre fra hele verden frem i bøn for den Gud, der binder os alle sammen på trods af både lukkede grænser og kulturelle forskelle. Du kan tilmelde dig på: ifesworld.org/prayerline

I TIDEN

i Hong Kong. Han har været i Hong Kong i snart 15 år og er institutleder og professor i Interkulturel kommunikation ved Hong Kong Polytechnic University. Jeg har været her i 15 uger og kan kalde mig seniorvolontør. Vi er begge ”gamle” KFS’ere og ser med taknemlighed tilbage på det, vi har fået gennem KFS i vores studietid. ”Tidligere satte jeg lighedstegn mellem udtrykket Guds retfærdighed og en forkyndelse af evangeliet i relation til min personlige frelse,” starter Hans Jørgen. ”Men efter 15 år i Hong Kong – og i mødet med kristne her – har jeg lært, at det også har at gøre med konkrete ting i min hverdag. Det har den sociale og økonomiske uretfærdighed, som jeg har mødt her, givet mig syn for. Koblet med en kirke, som involverede sig i det. ” For Hans Jørgen har ikke mindst mødet med Bethune House haft stor betydning. Bethune House holder til i en kirke med et stort socialt engagement og er et værested for ”domestic workers” – kvinder, som kommer til Hong Kong fra primært Indonesien og Filippinerne for at finde husarbejde i håb om at kunne forsørge deres familier derhjemme. De kommer til Bethune House, hvis de har mistet deres arbejde, er blevet misbrugt eller mishandlet og derfor er flygtet fra deres arbejdsgiver. Sådanne kvinder står helt uden et socialt sikkerhedsnet. ”I de fem år, jeg arbejdede der som frivillig, blev det tydeligt for mig, hvor uretfærdig verden er, og hvordan mennesker udnyttes, når de ingen rettigheder har. Hong Kong er som andre storbyer fuld af mennesker, for hvem der hverken er retfærdighed eller rettigheder. Jeg er dybt taknemmelig for, hvad de mennesker har lært mig om tro, håb og udholdenhed; om tillid til, at Gud er retfærdig og ser til dem, for hvem der ingen retfærdighed er. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg så er blevet en mere omsorgsfuld kristen.

Men jeg har lært noget om Gud gennem de mennesker. Det er blevet vigtigt for mig, at både min tro og min forskning forholder sig til de mennesker i verden, som ingen rettigheder har. Når Bibelen taler om Guds retfærdighed, så handler det også om, at Gud vil skabe retfærdighed for dem, for hvem der ingen retfærdighed er. Vi lever i en verden, hvor vi forventer, at der konstant skal være vækst; en vækst, som skal komme fra de områder, hvor mennesker i forvejen er underprivilegerede. Vi har alle skyld i den skævhed, og for mig betyder det en forpligtelse på et socialt engagement, hvor jeg med min lille del måske kan bidrage til mindre ulighed. For jeg hører til dem, der kan vælge – til forskel fra de ”domestic migrant workers”, jeg har mødt. Som en af dem sagde til mig: ‘We don’t choose … when your children cry at night because they’re hungry, you don’t ask, you go!’” Vi lander vores samtale - som ”gamle” KFSere – med en fælles opfordring: at involvere os og handle, så vi spejler den Gud vi bekender os til, og som elsker retfærdighed.

Tre KFS’eres refleksioner over Noa I redaktionen mener vi, at Guds ord har dybde og et lag af nuancer, der er værd at udforske. Vi har spurgt tre KFS’ere om at reflektere over beretningen om Noa og syndfloden i 14 dage. 1 Mosebog kapitel 6-9 er valgt, fordi regnbuen med dens farvespil optræder. Læs hvilke tanker det har sat i gang hos Johannes, Kathrine og Oline.

At vandre med Gud Af Johannes Immanuel Winther Kristensen, 3.g på Odense Tekniske Gymnasium, johannesiwk@gmail.com

Forholdet mellem Gud og menneske Fortællingen om Noa finder sted efter den første fejlslagne pagt mellem Gud og menneske. Adam og Eva vælger selv at definere godt og ondt, og afstanden mellem Gud og menneske opstår. Konsekvenserne ved det valg er, at vi lever i en verden, hvor ondskab og lidelse er et vilkår. Skabelsesberetningen er for mig en urfortælling. En nerve gennem bibelen, der sætter bibelens fortællinger i et virkelighedsnært og personligt perspektiv – det gør fortællingen om Noa også. Jeg kan se mig selv i Adam og Eva, der bliver forført af slangen til oprør mod Gud – det bliver til min egen historie, der siger noget grundlæggende om mig som

menneske, min egen natur og om mit gudsforhold. På samme måde siger fortællingen om Noa noget om os og vores vilkår.

At vandre med Gud Efter syndefaldet bliver menneskene mange, og ondskaben vokser i dem, ”men Noa fandt nåde for Herrens øjne (...) og han vandrede med Gud.” 1. Mosebog kapitel 6, vers 10. Noa ”vandrer med Gud”. At vandre med Gud. Det billede sætter sig fast. Noa har en så dyb tillid til Gud, at han altid er villig til at følge ham. Det er en tillid, der er nødvendig, når Noa får at vide af Gud, at menneskene på jorden skal udryddes, og at han er udvalgt til sammen med sin familie at føre 17

jordens liv videre. Han skal bygge en ark, et enormt, uvirkeligt byggeprojekt, som han udfører i tillid til Gud. Trods de omkostninger og den frygt og tvivl, han må have følt. Og syndfloden kommer: ”I det år, Noa blev 600 år, på den syttende dag i den anden måned, netop på den dag brød kilderne fra det store urdyb igennem, og himlens vinduer blev åbnet. (...) Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde.” 1. Mosebog kapitel 7, vers 11-22 Livsånden blæser gennem mig, mens jeg læser det. Alle på landjorden, der havde livsånde i næseborene, døde.

Den nye pagt Da vandet efter mange dage synker, giver Gud menneskene og dyrene besked på at vandre ud af arken, og efter Noas offer lyder Guds stemme: ”Jeg sætter min bue i skyerne; den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden.” 1. Mosebog kapitel 9, vers 11-13.

Det, at pagten ikke kun handler om mennesket, men jorden og alt dens liv, står for mig som afgørende. Vi er gjort af det ”samme stof” som dyrene og jorden – Gud har ikke kun et forhold til os, til dig og mig, men til hele skaberværket.

Men alt er ikke som før Efter syndfloden bliver Noa beruset, og hans søn Kam går ind i hans telt og ser ham blottet. Som straf bliver Kam forbandet til trældom resten af sit liv. For mennesket er varigt forandret efter syndefaldet. Synden kunne ikke fjernes blot ved udslettelsen af onde mennesker. Jeg tror, at ondskaben og synden bor i mennesket. Alligevel ønsker Gud stadig at vandre med os, med mig og dig, gennem den frygt, smerte og den tvivl, som livet rummer. Men vi ledes af ham.

Refleksioner over beretningen om Noa Kathrine Kjær Schmidt, stud.mag. i Historie, kath94@live.dk Hvor er beretningen om Noa bare svær! Den er svær at forstå – selv for kloge teologer. Svær at direkte applicere på sit eget liv, og for mig har det også været svært at skulle se på og udfolde tekstens nuancer. Fordi jeg på mange måder oplever teksten som unuanceret. Men må man godt sige det om en bibeltekst? Det er i hvert fald et negativt ladet ord i vores daglige brug. Unuanceret. Så har man enten ikke gjort sit arbejde godt nok, eller også er man sådan en, der ser alting helt sort og hvidt. Men det er sådan, jeg har oplevet den. Uden nuancer. Gud ser menneskenes ondskab, han fortryder, at han har skabt dem og beslutter sig for at udrydde dem. Der er ingen andre steder i Biblen, hvor Guds opgør med det onde har så direkte og vidtrækkende konsekvenser lige nu og her. Der er ingen second chance, ingen kære Far. Kun Noa og hans familie får lov til at overleve. I min søgen efter tekstens nuancer, bliver det klart for mig, hvor unuanceret Gud står frem i beretningen. I hvert fald i mødet med det onde.

Unuanceret nuanceret? Men måske er det netop her – når det handler om ondskab – at det ikke er dårligt at være unuanceret. Måske det i virkeligheden er det eneste rigtige at være. Hvis menneskerne virkelig var så onde og kun handlede fordærveligt, så ville det også være forkert af en retfærdig og kærlig Gud at lade det stå til. Også selvom jeg ikke kan begribe den ondskab. Og er vi interesserede i at tro på en Gud, som ser nuanceret på ondskab? På synd? Nej, i forhold til uretfærdighed og ondskab er det nødvendigt at være ’unuanceret’. Så min umiddelbare forståelse af, at det er 18

dårligt, at Gud opleves som unuanceret, ændres. Overfor det onde må en god Gud nødvendigvis være unuanceret.

Når nuancerne igen får plads Hvad kommer der så efter Guds opgør med menneskers ondskab? Han lader Noas familie og mindst et par af alle dyr overleve syndfloden, og herudaf vokser en ny begyndelse, hvor nuancerne i verden kan rodfæste sig. Alt spirer på ny. Nye livsforløb starter. Som en del af Guds løfte til menneskerne, om at alt levende aldrig igen skal udryddes af vandfloden, findes følgende vers: “Så længe jorden står, skal såtid og høsttid, kulde og varme, sommer og vinter, dag og nat, ikke ophøre.” (1. Mosebog kapitel 8, vers 22) Her bliver det for mig tydeligt, hvordan nuancerne får lov til at fylde igen efter syndfloden, eksemplificeret i årstiderne og døgnets gang. Men for at nuancerne kunne stå klart frem, var det nødvendigt, at Gud havde en absolut dom over ondskaben. Og det er ud af denne dom, at livet spirer. Sådan tror jeg også det er for os som kristne i dag. Jeg ser klarere og mere nuanceret på verden, når mit udgangspunkt er, at Gud har haft et evigt opgør med det onde. Og det udgangspunkt finder jeg i korset – Guds definitive opgør med det onde.

Superboost, det uperfekte og kæmpe tillid Af Oline Lund Overgaard, 2.g Silkeborg Gymnasium, olineo88@gmail.com

Regnbuen og et superboost fra Gud Når der er udfordringer i mit liv, efterspørger jeg nogle gange lidt ekstra support fra Gud. Jeg har tusinde idéer til, hvordan Gud kunne give mig et tegn på, at jeg ikke er alene. At Gud kunne give mig et boost af styrke, så jeg nemmere kan klare de udfordringer, jeg står overfor. Af og til får jeg faktisk lov til at mærke, at Gud er levende og til stede på en særlig måde. Det giver en følelsen af ro, kontrol og fred. Hvis jeg får et superboost fra Gud, så har jeg optur over det, men sandheden er, at lige meget hvad, så er jeg aldrig alene. Fortællingen om Noa har mindet mig om, at Gud har sat et tegn til os, nemlig regnbuen. Regnbuen kan minde mig om, at jeg aldrig er alene, uanset om jeg oplever tydelige tegn fra Gud eller ej.

Noa var ikke perfekt Mit behov for bekræftelse af Guds tilstedeværelse er et udtryk for min tvivl og mit behov for et konkret tegn fra Gud. I en perfekt verden eksisterede tvivl ikke, men vores verden er ikke perfekt. Noa var det eneste menneske tilbage på jorden, som Gud kunne acceptere. Ikke fordi Noa var perfekt, men fordi Noa levede tæt på Gud. Vi lever i en verden, hvor vores evner er vigtige. Vi skal leve op til standarder og normer, men når det kommer til Gud, så kan han bruge os, som vi er. Hos Gud er det relationen, der er i fokus. Han ønsker at vi lever tæt på ham – ikke fordi vi er perfekte, men fordi Gud kan bruge os i vores uperfekthed.

i et år, men Noa stolede på Gud. Jeg beundrer Noas tillid til Gud. Hvad ville jeg have gjort, hvis Gud havde sagt til mig, at jeg skulle bygge en ark? Ville jeg overhovedet have hørt Guds stemme? Ligesom jeg til tider efterspørger et superboost fra Gud, så længes jeg også efter, at Gud hjælper mig med at tage beslutninger, når jeg står overfor svære valg. Måske står du overfor et svært valg lige nu, og du synes måske, det er svært at have tillid til Gud, når han ikke engang fortæller dig, hvilken vej du skal. Jeg har aldrig oplevet at høre Gud tale på samme måde, som når jeg taler med mennesker, men jeg stoler på, at hvis jeg fortæller Gud, at han må være med i mit liv, så giver han mig evnen til at vælge rigtigt. Jeg er sikker på, at når Gud er så stor, at han har magten over hele jorden, så vil han også give mig et prik på skulderen, hvis jeg er på vej i den forkerte retning. Beretningen om Noa har mindet mig om, at min relation til Gud er det vigtigste. Bliver jeg ramt af tvivl, så vil jeg kigge op på regnbuen og huske på, at jeg ikke er alene. Jeg vil have tillid til, at Gud vil prikke mig på skulderen, hvis jeg ikke er på rette vej.

Kæmpe tillid Noa må have haft en enorm tillid til Gud. Han lyttede til Gud og gik i gang med at bygge en ark. Jorden var oversvømmet 19

Hvad sker der lige på LTC? Af Peter Leif Mostrup Hansen, forstander på LTC, peterleif@kfs.dk Selvom her er mere stille end normalt, fordi der i år ikke er noget elevhold, så ligger alt bestemt ikke brak. Og lad os begynde med en rigtig god nyhed!

Nyt hold til sommer Der er kommet så mange ansøgninger ind i første pulje, at vi allerede nu kan fortælle, at vi har et hold til sommer. Der er stadig enkelte pladser tilbage, som vi forventer bliver besat med næste pulje af ansøgninger. Her er fristen er 25. april, og er du interesseret, så send endelig en ansøgning! Det er til stor glæde og velsignelse både for LTC, KFS, de kommende elever og os ansatte, at vi allerede nu kan se frem til at byde et LTC-hold velkommen til august. I den forbindelse vil vi også sige stor tak for forbøn og medleven! Men hvilket LTC-ophold er det så, de kommende elever kan se frem til?

Bedre balance Vi lavede i sensommeren en spørgeskemaundersøgelse for at få sat nogle ord på, hvad der gør et LTC-ophold godt, og hvad der kunne gøre det endnu bedre. Og vi er utroligt taknemmelige for de mange besvarelser, vi fik! Det har været et meget brugbart værktøj i forberedelserne til de kommende år på LTC. En af de ting, som undersøgelsen viste, var, at LTC generelt har et godt ry, og at LTC’s tilbud er attraktivt for rigtig mange – ikke mindst i gymnasiealderen. Det glæder os. Vi har derfor heller ikke vendt alt på hovedet, men vi har justeret balancen mellem læring og fællesskab på skolen, de intense teamperioder og oplevelserne ude i verden, så sammenhængen mellem de enkelte elementer i et LTC-ophold er endnu bedre.

Tre udlandsrejser Og når det kommer til oplevelser, så har vi opgraderet fra en til hele tre udlandsrejser, så vi både besøger Montenegro, Grønland og Israel, hvor eleverne, udover de store oplevelser, får lov til at møde og tage del i det lokale KFS-arbejde i andre kulturer. Det har selvfølgelig øget prisen en smule, men et ophold på LTC fås stadig til en rigtig skarp pris, som man siger. De ekstra udlandsrejser betyder også, at vi har skruet en lille smule ned for antallet af dage på teamperiode, hvor eleverne er ude på gymnasier for at holde religionstimer og på andre måder gøre Jesus kendt. Men de er fortsat en essentiel del af et ophold 20

KFS-NYT

på LTC, for det er blandt andet her, man som elev har mulighed for at omsætte undervisningen til praksis i mødet med både gymnasieelever og KFS’ere. Vi vil stadig have hovedfokus på bibelfordybelse, evangelisering og ledertræning, som både er en stor del af LTC’s DNA og er noget af det, som ifølge undersøgelsen også giver lyst til at tage på LTC. Skal man samle LTC i ét ord, så er det livsvandring. På LTC følges vi ad gennem læring og praksis i et stærkt fællesskab og med masser af oplevelser. På den måde bliver tiden på LTC et markant kapitel i vandringen gennem livet, som modner og udfordrer og også sætter sig sunde spor i tiden efter LTC.

Må vi komme på besøg? Vi ansatte på LTC vil rigtig gerne møde jer i KFS-grupperne og øvrige ungdomsforeninger lige så snart samfundet lukker mere op, så tøv ikke med at henvende jer! Vi kommer for eksempel på besøg til forkyndelse, temaaftner, spørgsmålstimer o.l. Og så fortæller vi meget gerne om LTC, og hvor godt det er at være elev her.

Skab smil, glæde og hjertevarme deltag i årets Assist Af Esther Bay Jensen, stud.med., esther.vivit@hotmail.com Til sommer, den 28. juni - 4. juli, åbner Grønnevang Kirke i Hillerød dørene op og byder KFS ind til 10. år med Assist. Assist er en lejr, hvor vi samles en lille hyggelig flok af studerende og får lov til at komme ud i solen og nyde at få brugt vores kroppe efter nogle lange måneder indendørs med Zoom-forelæsninger og eksamenslæsning. Det bliver en uge, hvor vi har mulighed for at skabe glæde ved at hjælpe andre i lokalområdet omkring Grønnevang Kirke med havearbejde, male, eller hvad der ellers lige er behov for en praktisk hånd til. I dette arbejde kan alle bruges – også selvom man er en bogorm med 10 tommelfingre. Der er opgaver til enhver smag. En tidligere deltager fortæller; ”Assist er for mig et sted, hvor giverglæde bliver til virkelighed, og hvor jeg helt fysisk kan mærke, at Gud bruger mig og giver mulighed for at dele det med det fedeste fællesskab!” (Mette Bjørnholt Riss) Som Mette nævner, er fællesskabet også en stor del af Assist. Vi er en relativ lille flok, der samles om at skabe glæde og hjælpe andre, og det giver et særligt bånd mellem deltagerne, der lægger op til gode samtaler. Der er plads til alle, om du er ny eller en

tilbagevendende deltager, om du er en garvet KFS’er, eller om du er blevet trukket med af en studieven og ikke normalt kommer i de kristne kredse. Så der ligger en kæmpe opfordring fra os i Assist-udvalget til at tage jeres venner med! Det kan heller ikke rigtig svare sig at blive hjemme, da en uge på Assist kun koster 300 kr – det dækker nærmest ikke omkostningerne ved at blive hjemme. Vi glæder os til at se dig! Læs mere på kfs.dk/assist og facebook.com/kfsassist.

STiK: Udrustning og inspiration ST i K til din (skole)hverdag SANDHE

Af Jonathan O. Rasmussen, KFS-volontør i øst, jonathan@kfs.dk Hvordan snakker man på en god måde med sine klassekammerater om tro? Hvad stiller man lige op med de spørgsmål, der udfordrer kristendommen? Hvordan i det hele taget have Gud med i sin gymnasiehverdag generelt? Måske går du og er udfordret af at være kristen på din gymnasiale uddannelse. Måske er du ikke, men synes egentlig, at det kunne være fedt med noget inspiration og udrustning ind i din tro og dit trosliv. Uanset hvad vil jeg i hvert fald gerne invitere dig med på KFS’ udrustningslejr STiK. STiK er en forkortelse for Sandheden Tro i Kærlighed, et udtryk som apostlen Paulus bruger. Med STiK ønsker vi netop at hjælpe og inspirere dig til at være Sandheden tro i Kærlighed; det vil sige til at leve et liv med Jesus i din (skole)hverdag. I løbet af lejren vil vi dykke ned i nogle af de spørgsmål, der kan være udfordrende for ens kristne tro. Blandt andet vil vi undersøge emner

DEN TR O I KÆR LIG

HED

såsom videnskab og tro, Bibelens troværdighed og tro og tvivl – og have fokus på, hvordan man på en god og naturlig måde kan snakke om sin tro med sine venner og klassekammerater. Der er plads til 30 deltagere på STiK, hvilket giver god mulighed for at lære KFS’ere fra hele landet at kende. Jeg håber at se dig! Bedste hilsner Jonathan, KFS-volontør i Østdanmark Hvem: Dig, der er i gang med en gymnasial uddannelse eller lige er blevet færdig Hvor: LTC, Ribevej 71, Ødsted, 7100 Vejle Hvornår: 12.-16. maj 2021 Tilmelding: kfs.dk/tilmelding Pris: 450 kr., 395 kr. for KFS-medlemmer KFS-NYT

Kan alle personer rummes i kirken? Kirken er et fællesskab - en familie - af mennesker fra forskellige tider, steder og kulturer. Selvom mødet med andre mennesker og deres forskelle kan skabe bøvl og splid, giver menneskers forskellighed mulighed for en rigere forståelse af, hvem Jesus er. I denne artikel understreger Per Ladekjær vigtigheden af at have fællesskab med den, der er forskellig fra én selv, og han belyser nuancerne ved kirken som en broget enhed. Af Per Ladekær, bibelskolelærer på Indre Missions Bibelskole og formand for KFS’ bestyrelse, perladekjaer@gmail.com 22

TEMA

Forrige sommer deltog jeg i World Assembly for IFES, som er det internationale KFS, hvor 170 forskellige nationale kristne studenterbevægelser deltog. De 170 medlemsbevægelser er alle evangeliske, men med ret forskellige kirkelige ståsteder og teologi. Undervejs i World Assembly måtte jeg tage mig selv i adskillige gange at blive dybt berørt. Ja, jeg er en hvid mand fra boomer-generationen, men oplevelsen kunne også gribe mig. Jeg fik lov til at opleve kristne med vidt forskellig baggrund og kultur være forenet i troen på og tilbedelsen af Jesus. Det kom til udtryk på de mest spøjse måder. Vi sang lovsange på engelsk, spansk, fransk og swahili (tror jeg nok, det var). Og det var ikke kun sproget, som var ukendt, men der lå jævnligt en hel fremmed kultur bag, som virkelig var langt fra min virkelighed. Flere tusinde mennesker dansede rundt til afrikanske toner. En spansk lovsang lød i tekst og melodi mest som en revolutionær militaristisk slagsang. Ingen af dem ville jeg have mødt i min lokale kirke. Der var noget stort og gribende i at få lov til at føle sig forenet med mennesker med så anderledes en baggrund i troen på Jesus. Guds menighed er virkelig jordens største under (for at citere en sang fra min egen kultur)! Vi kan spørge os selv: Er der plads til nuancer, og kan alle personer rummes i kirken? Ja, det kunne de i hvert fald i denne sammenhæng, og det mener jeg også helt principielt skal være et ideal. Alligevel er det måske ikke hele svaret, og det vil jeg prøve at udfolde her. Vi skal lige kigge lidt på, hvad Jesus og den tidligste kirke siger om det først, og så vil jeg vove at være lidt mere konkret senere.

spanske og afrikanske bror er med i fællesskabet med Gud ved troen, så må jeg også invitere dem ind i fællesskabet med mig. Faktisk siger Jesus jo, at vores enhed i troen på Jesus er et vidnesbyrd for hele verden om evangeliets skønhed og kraft. Dér på World Assembly fandt jeg venner fra Rusland og Cayman

Enhed i Kristus Det ligger i selve evangeliets natur, at de gode nyheder er for alle. Kristus døde for såvel min spanske som min afrikanske fremmede næste. Ved troen på Kristus er vi alle forenede og sat sammen i kirkens fællesskab som lemmer på samme legeme. Jesus befalede endda sine efterfølgere at stræbe efter denne enhed. Før han tager afsked med disciplene, beder han denne bøn til sin himmelske far: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig (og det må blandt andet være os i dag), at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” (Johannesevangeliet kapitel 17, vers 20-21). Når min TEMA

Islands, som jeg følte mig tættere på end mine tenniskammerater i Børkop. Det betyder ikke, at jeg bedre forstod dem, for forskelle i både sprog, kultur, mentalitet og personligheder lagde mange hindringer i vejen (mere om det senere), men troens enhed overskred det bare langt mere. Det bør lære os en hel del om, at vi også i vores lokale sammenhæng – for eksempel i vores lille KFS-gruppe eller den lokale menighed – kan finde en enhed mellem pensionister, studerende, nationaliteter, hip-hop’ere og boomere, som langt overgår vores forskelligheder. Ja, det kræver vilje og nogle øjne, der ser bagom alle hindringerne, men personligt har møder med kristne fra andre nationer måske lært mig allermest om at favne mine medkristne i min lokale sammenhæng. Så kom ud i verden og mød noget forskellighed.

Enhed er et mirakel Det er alligevel ikke en selvfølge, at kirken er ét, men en hårdt tilkæmpet kamp. Jesus blev født som jøde, og de første kristne var alle jøder. Men evangeliet skulle videre til ikke-jøder, og derfor spredte Gud de troende gennem forfølgelse, og både de og evangeliet nåede ud til nye folkeslag. Og det var ikke uproblematisk. For derude i hedningeland var der ikke fællesskab mellem jøder og hedninger. Jøderne var blevet forbudt at spise hedningers mad og følge deres hedenske skikke, så Helligånden måtte vise apostlene, hvor grænsebrydende evangeliet er. Spørgsmålet var især, om hedningerne skulle adoptere 24

TEMA

de jødiske skikke for at blive rigtige kristne. Helligånden viste Peter, at han som jøde skulle have bordfællesskab med de nye hedningekristne (Apostlenes Gerninger kapitel 10, vers 9-16). Konstant i kirkens første tid var der kampe omkring de skel, der gik ned midt igennem kirken, og det kunne nemt være endt med flere forskellige kirker for hvert sit folkeslag. Det krævede et lille mirakel hver gang, der opstod splittelser. Et sådant mirakel må være sket i Efesos, hvor Paulus skriver ”For Kristus er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os” (Efeserbrevet kapitel 2, vers 14). Læg mærke til, at der ikke kun er tale om bøvlede forskelligheder i kultur eller sociale lag, men direkte fjendskab. Når vi oplever problemer med, om der er plads til alle, så bør vi måske begynde med at bede om et mirakel fra Helligånden. Igen og igen i evangeliets sejrsgang hen over verden

Hvis vi holder os i små lukkede kulturer, hvor de andre medbrødre og medsøstre ligner os selv, så ser vi mindre af Kristus, men i forskellighederne åbenbares mere af Kristus. er miraklet sket. Historien slutter ikke før vi en dag står i den fremtidsvision, som Gud gav apostlen Johannes på Patmos: ”Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål.” (Johannes’ Åbenbaring kapitel 7, vers 9)

Ikke kun en forpligtelse, men en gave At møde kristne, som slet ikke ligner os selv, er faktisk en gave. Lige dér på World Assembly så jeg sider af Gud og troens liv, som jeg ellers ikke så ofte får øje på. Gud forkyndes nemlig også for mig gennem mødet med de anderledes kristne. De viser os billeder af Gud, som vi ikke er vant til, og det har vi i særdeleshed brug for. Paulus bruger i Efeserbrevet udtrykket, at i enheden med mange forskelligheder ”kan de rumme Kristi fylde.” (Efeserbrevet kapitel 4, vers 13). Altså hvis vi holder os i små lukkede

De fleste besværligheder i vores fællesskaber handler ofte slet ikke om lærespørgsmål eller forsyndelser, men om mentalitet og forskelle i personligheder.

kulturer, hvor de andre medbrødre og medsøstre ligner os selv, så ser vi mindre af Kristus, men i forskellighederne åbenbares mere af Kristus. Helt konkret kunne vi for eksempel i vores lokale sammenhæng arbejde på, at unge har medvandrere og mentorer, som er ældre. Eller vi kunne arbejde på at mødes med internationale studerende eller med menigheder fra andre kulturer. Det giver os et meget større billede og forståelse af Kristus selv.

Plads til alle – men ikke til alt Nu kunne man så tro, at det bare gælder om at favne så bredt som muligt, men der er faktisk grænser for omfavnelsen. Vi møder det i det Nye Testamente. Jesus selv siger: ”Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve.” (Mattæusevangeliet kapitel 7, vers 15). Det er altså ikke alt, der skal inviteres indenfor. Paulus siger i Rombrevet kapitel 16, vers 17-18: ”Jeg formaner jer, brødre, til at holde øje med dem, der i modstrid med den lære, I har taget imod, skaber splittelse og fører andre til fald. Hold jer fra dem!” Det er vel at mærke ikke mennesker, de skal holde sig fra på grund af hudfarve, kultur, sociale forhold eller personlighed, men det er læren, de fører med sig, som er hele problemet. Så når vi spørger, om der er plads til alle, så må vi sige ”nej” – der er ikke plads til vranglære og dermed heller ikke til vranglærerne. Det store spørgsmål er jo så, hvornår vi taler om vranglære? Kirkehistorisk set har vi afbrudt kirkefællesskabet, når der har været diskussion om Jesu natur eller treenighedslæren – altså alt det, som de oldkirkelige bekendelser handler om. Der har været et afbrudt fællesskab, når der har været uenighed om forståelsen af retfærdiggørelse (hvordan et menneske bliver frelst) og synet på sakramenter, som vi finder det i den Augsburgske Bekendelse, der er grundlaget for vores evangelisk-lutherske kirke. Det er svært at undgå den splittelse, fordi man ganske enkelt ikke kan rumme en praksis, hvor man både døber børn og samtidig skulle have som praksis, at en barnedøbt har brug for en ny dåb som voksen. Det er praktisk umuligt, men også så store og alvorlige spørgsmål, at man må lave forskellige kirker. Ikke desto mindre er det muligt, og det bør tilstræbes, at have et fællesskab med hinanden – som jeg også oplevede på World Assembly

– hvor vi anerkender, at vi ser forskelligt på visse spørgsmål, men vi sætter det til side for en stund og mødes om det, vi så kan være sammen om, for at realisere og vise enheden i forkyndelsen af evangeliet og for at mødes i tilbedelsen af den samme frelser.

Splittelse skal formanes Jesus nævner også en anden situation, som truer fællesskabet. ”Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd. Hører han dig, så har du vundet din broder. Hører han dig ikke, så tag én eller to med dig, for på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres. Hører han heller ikke dem, så sig det til menigheden, og vil han ikke engang høre efter menigheden, skal han i dine øjne være som en hedning og en tolder.” (Mattæusevangeliet kapitel 18, vers 15-17). I hele det Nye Testamente er det en vigtig sag, at der mellem troende kan opstå splittelser. Vi lever trods alt i en verden præget af syndefaldet. Menigheden kan ikke leve med splittelser, når det ikke handler om vranglære, men om personligheder, der clasher med hinanden. Eller kulturer, der er på kollisionskurs. På World Assembly oplevede vi desværre også, at der opstod situationer, hvor kulturer bragede så hårdt sammen, at det gav dybe sår. I stil med Black Lives Matter-sagen blev os fra Vesten beskyldt for systematisk racisme. Splittelsen blev italesat, og der kom en direkte formaning i fuld offentlighed. Igen ét af de øjeblikke, hvor det var svært ikke at blive berørt over evangeliets kraft. Hos Paulus møder vi tilgangen, at når vi formaner, så skal det ske med mildhed (Galaterbrevet kapitel 6, vers 1), men i tilfælde af vranglære, så stiller han sig op i fuld offentlighed og tager afstand (Galaterbrevet kapitel 2, vers 14).

Når personligheder er på spil De fleste besværligheder i vores fællesskaber handler ofte slet ikke om lærespørgsmål eller forsyndelser, men om mentalitet og forskelle i personligheder. Der burde være plads til alle, men virkeligheden er, at der er mange, der har været nødt til at forlade KFS-gruppen eller den lokale menighed, fordi de ikke følte sig hjemme. Fra en sociologisk vinkel kan man iagttage, at der helt sikkert er kirkefællesskaber, som tiltrækker og består af én type personlighedstræk, mens en anden slags kirkefællesskab tiltrækker andre personlighedstyper. For TEMA

eksempel kan man godt fristes til at tænke, at nogle karismatiske kirker består af flere ekstroverte eller sangvinske typer end en højkirkelig sognemenighed i folkekirken, som måske tiltrækker den mere flegmatiske eller intellektuelle type. Især i de større byer, hvor menighedstyperne er mange, er der helt sikkert nogle, der går på shopping efter den menighed, der passer bedst til ens temperament. Er det et nederlag og måske endda helt ubibelsk, hvis jeg oplever, at der i min menighed ikke var plads til mennesker med et bestemt temperament? Og hvad kan/skal vi gøre? I første omgang er det godt, at vi har fællesskaber, der er forskellige og henvender sig til forskellige grupper af mennesker. Det er f.eks. en styrke, at vi har KFS-grupper, der entydigt er for studerende og ikke pensionistklubben. Paulus er inde på, at han er blevet som jøde for at vinde jøder for evangeliet, og han er blevet som græker for at vinde grækere. Han er endda håndværker i 3 år for at vinde håndværkere i Korinth (Apostlenes gerninger kapitel 18). På samme måde kan vi med fordel differentiere vores fællesskaber alt, hvad vi vil, af missionale hensyn. Men hvis vi kun er en del af den

Vil du tilbyde dit venskab med den i din KFS-gruppe, som ikke har mange venner? slags fællesskaber, så får vi et problem, fordi det kommer til at stå i vejen for den store gave, som Paulus var inde på over for menigheden i Efesos. I forskelligheden møder vi mere af ”Kristi fylde”. Helt praktisk kan vi i de mindre fællesskaber gøre noget for, at vi i bestyrelser, mødeledelse, forkyndelse, lovsangsledelse, andagter med mere sørger for at få forskellige typer på banen. Det er ikke i orden, hvis man må forlade KFSgruppen, fordi man ikke er ekstrovert eller opvokset lokalt. Så har vi ikke forstået, at vi alle er lemmer på samme legeme, 26

TEMA

Kristi legeme, og ingen kan undværes. En af de største trusler i vores tid er (i mine øjne), at præstationskulturen presser vores fællesskaber. Alt for mange føler sig ensomme eller føler, at de er forkerte. Derfor er det vigtigt, at vi møder hinanden med ikke bare accept, men reelt nærvær og venskab. Vil du tilbyde dit venskab med den i din KFS-gruppe, som ikke har mange venner? Episoden med racismediskussionen på World Assembly understreger også, at lederskabet er vigtigt. Peter Drucker, der var en førende ledelsesteoretiker, påpeger, at ”kultur spiser strategi til morgenmad.” Pointen er, at vi kan have nok så gode visioner og værdier om plads til forskellighed, men det afgørende er, hvilken kultur der opleves ned i de helt nære episoder i dagligdagen. Selv ned i vores allernærmeste familie er der en kultur, som enten fremmer eller hæmmer plads til forskellighed. Hvordan bliver der talt om dem, der ikke ligner os selv? Hvordan bliver det mødt, hvis en i familien har nogle interesser, man ikke selv deler? Er det en berigelse for familien eller en trussel mod forbundetheden? Giver det glæde og lys i øjnene eller bedrøvelse? Selv i familien kan vi gøre noget for at skabe en kultur, som hylder og fremmer forskellighed. I større fællesskaber kan vi også tage initiativer til at skabe en god kultur for forskellighed. Men de større fællesskaber kræver, at vi hver især kommer med en meget større villighed til kompromis og hensyntagen. For eksempel er der ofte uenighed om lovsang i vores menigheder. Paulus opmuntrer til at lade salmer, hymner og åndelige sange fylde menigheden i Kolossæ, men lige inden det formaner han dem til at iføre sig godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed (Kolossenserbrevet kapitel 3). Uden det kan vi ikke finde ud af at lovsynge sammen og sikkert heller ikke så mange andre ting. Men med det kan vi meget! Jeg tror slet ikke, at nogle praktiske råd slår til, hvis menighedens medlemmer ikke først og fremmest lader evangeliet slå rod i deres sind – evangeliet om, at Gud vil tage imod fjenden, den mislykkede, den fejlfyldte og mærkelige, og derfor skal vi også gøre det. ■

Søren er landet i Vest Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

1. januar havde KFS glæden af at kunne byde Søren Aalbæk Rønn velkommen som ny gymnasie- og studentersekretær i Vest, og det er en tilføjelse til KFS-flokken, som KFS’ generalsekretær, Christian Rasmussen, er begejstret for: ”Det er et scoop for både KFS og KFS’erne i Vest, at vi nu har fået Søren i stald. Han er en engageret formidler af god, solid teologi, han er glad for Jesus og unge mennesker, han er relationelt stærk og kommer godt ud over kanten på en ganske bramfri og samtidig tænksom facon.” Du kan møde Søren lige her: ”Mit navn Søren Aalbæk Rønn, og jeg er gift med Kristina. Vi er forældre til Arthur og Andreas på to og fire år, og tilbage i december flyttede vi til Esbjerg efter at have boet det sidste årti i Aarhus. Jeg er selv vokset op i Holstebro, og Kristina i Finderup ved Skjern, så det føles godt at bo i Vestjylland igen. Selvom det hedder sig, at jeg er kandidat i teologi fra Aarhus Universitet, så er det på Menighedsfakultet, jeg har fået min teologiske ballast og mange gode redskaber til arbejdet i KFS. En stor inspiration, i forhold til min nye opgave, er de mennesker, jeg har mødt i forbindelse med Alphakurser. Alpha er et kristendomskursus, der først og fremmest handler om relationer og om at have ærlige, sårbare og respektfulde dialoger om tro og kristendom. Det er noget af det, jeg også glæder mig til at arbejde med i KFS; at være en sparringspartner for jer KFS’ere og at opmuntre til at tale om tro med jeres venner. Noget jeg i øvrigt selv var virkelig dårlig til i gymnasiet! Dengang troede jeg, at min opgave var at agere forsvarsadvokat for Gud og følte nok, at Jesus var heldig at have sådan en kompromisløs agitator som mig. Godt Jesus er den tilgivende type! Jeg er ret vild med KFS og er gået ind til jobbet med tårnhøje forventninger. Ikke fordi jeg tænker, at Jesus er heldig at have mig i KFS – jeg er heldigvis blevet klogere. Nej, jeg har høje

forventninger, fordi jeg kan se, hvordan Jesus har brugt KFS til at velsigne Danmark siden starten i 1956. I 2006 blev der udgivet en lille bog om KFS i anledning af organisationens 50-års jubilæum. Det er rørende læsning, og særligt én sætning har bidt sig fast. Den falder i et interview med Hanne og Flemming Frøkjær-Jensen, hvor førstnævnte forklarer, at man manglede en spritduplikator til at trykke indbydelser med. Det bad man for måtte løse sig, og sandelig om ikke en udefrakommende tilbød at købe dem en. Som en sidebemærkning får Hanne Frøkjær-Jensen sagt: ”Vi bad jo om alting dengang…” I dag er KFS et andet sted og har adgang til andre ressourcer, men det er mit håb, at man fortsat vil kunne sige om KFS, at det er et sted, hvor man beder om alting. ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre” siger Jesus, og den ubetingede afhængighed af ham trives jeg godt med.” Søren er allerede godt i gang med sin nye opgave og kan kontaktes på soeren@kfs.dk KFS-NYT

Grønland:

Studiestedsgrupper giver støtte Af Mathias Schultz Laursen, KFS-sekretær i Nuuk, mathias@kfs.dk

Det sidste halve år har jeg, Mathias, arbejdet som KFS-sekretær i Nuuk, mens Sara har været på barsel. I den tid har jeg oplevet et grønlandsk KFS, der er godt i gang med at finde form og retning. Der er dog endnu meget at lære og lave. Sådan skal det også være. I Grønland trives man ved at være til stede i nuet og gribe mulighederne, når de opstår. Vi er forsat velsignede med at corona holdes ude af landet, og vi kan derfor mødes i KFS. På universitetet mødes vi ugentligt, og har gjort det i snart et år. Mens madpakkerne spises og kaffen drikkes, spørger vi ind til hinandens studie, liv og tro. Sejre og beståede eksamener fejrer vi sammen, og når en fortæller om udfordringer, bliver det mødt med støtte og forbøn. Så bliver der holdt en andagt, og til sidst tager vi gerne et spil bordfodbold. Vi nyder samlingerne og går derfra med højt humør. Flere sætter også ord på, at et kristent fællesskab på universitetet giver styrke til deres tro. Ikke mindst de, der er småbørnsforældre, da de kan have svært ved at finde tid til kristne fællesskaber uden for daginstitutionernes åbningstid. I hjertet af Nuuk ligger det almene gymnasium med 500 elever. Siden september har jeg mødtes med en gruppe i en ugentlig spisepause. Og vi har fået god rutine med vores møder. Vi taler om sko-

lehverdag og liv, og en andagt skaber rum for nogle gode snakke om tro. Også her bliver der sat ord på, at det betyder noget at have et kristent fællesskab på skolen. Når man laver KFS-arbejde, er samarbejdet med ledelsen på uddannelsesstederne afgørende, da de sætter de fysiske rammer for os. På gymnasiet har vi haft behov for at få et lokale at mødes i. Her var det fantastisk at mærke ledelsens hjælpsomhed. Jeg blev sat i kontakt med en skemalægger, som straks gik i gang med at finde ugentlige huller i skemaet, hvor lokaler kunne reserveres til KFS. Det betyder meget at mærke, at vi er værdsatte og velkomne – også af ledelsen. Til slut skal det nævnes, at året blev startet ud med en forrygende uge. KFS havde igen fornøjelsen af at være medarrangør på Evangelisk Alliances bedeuge i Nuuk. Vi nød en fantastisk uge med lovsang, taler, bøn og fællesskab på tværs af kirker. Tak for de gode rutiner, som er ved at blive bygget op. Tak for, at grupperne får udbytte af vores samlinger. Tak for et godt forhold til ledelsen på både gymnasiet og universitetet. Bed for, at grupperne fortsat må være en ressource for studerende. Bed for, at Gud vil vise vej for arbejdet fremad. I TIDEN

Åndsfrihedskampen i DUF Kampen for åndsfrihed er alles ansvar. Sådan siger KFS’er og styrelsesmedlem for Dansk Ungdoms Fællesråd Lukas Kaarby. Artiklen giver dig en historisk indføring i begrebet åndsfrihed og ikke mindst en personlig opfordring til at stå “jungleloven” imod og kæmpe for trossamtalen i det offentlige rum. Af Lukas Julius Kaarby, Styrelsesmedlem i Dansk Ungdoms Fællesråd, lukas.kaarby@gmail.com

Kampen for åndsfrihed er vigtig i modstanden mod tabuisering af tro, som er et stort problem i vores samfund. Endvidere er tabuiseringen i modstrid med idealet om demokrati som livsform. Denne erodering af nuancer skal bekæmpes af både mig og dig.

Åndsfrihed som begreb Åndsfrihed er et godt gammelt ord, men dets betydning og relevans er helt aktuel og nærværende. Åndsfrihed er en form for blanding af ytrings- og tankefrihed, hvor man både skal kunne snakke om sine synspunkter, men også danne dem – hvilket af disse der end kommer først. Udover det rettighedsmæssige aspekt, så indeholder åndsfrihed også en positiv opfordring til at interagere i meningsudvekslinger. Åndsfriheden er altså ikke blot tolerance, som i sin politiserede form benyttes som censurinstru-

ment, men en aktiv meningsudvekling og -dannelse. Respekten ligger i, at jeg tillægger din holdning værdi på trods af, at jeg er lodret uenig, og jeg hører dine argumenter i den tro, at mine argumenter også vil blive hørt. Åndsfrihed er altså grundstenen for den nuancerede samtale.

Åndsfrihedskampen med DUF Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) blev stiftet af teologen Hal Koch, som i hans hovedværk Hvad er demokrati? (1945) fremstiller, at demokratiet ikke blot er de institutionelle rammer, men derimod et sindelag – en livsform. Måden man udlever demokratiet, er gennem samtalen, som ikke bare handler om fodboldkampen i går eller vejret i morgen, men om mening, tro og eksistens. Samtalen sættes i modsætning til ’jungleloven’, hvor det blot er den TEMA

stærkeste, som vinder. Hal Kochs tanker er DUF-DNA, som er centralt i hele arbejdet. Min rolle som styrelsesmedlem er derfor at kæmpe denne kamp for samtalen sammen med DUF. Jeg er dog ikke blot styrelsesmedlem, men jeg repræsenterer KFS og alle jer, som er medlemmer i KFS. Derfor kommer jeg med en særlig viden og sprogbrug, som jeg bringer ind i DUF. Jeg har været medvirkende til at sætte fokus på vores problemer med at komme ud og skabe samtaler om tro og mening på visse ”Demokratiet er aldrig sikret, men gymnasier. Dette helt konkrete et sindelag, som hver ny generation problem har krævet, og kræver må tilegne sig og gøre til sit eget” forsat, et politisk arbejde, da dette de facto sætter en stopper for meningsdannelse og samtaler om tro på nogle gymnasier. Her vil jeg også nævne min kære kollega i DUF Lucas Skræddergaard, som repræsenterer den pentekostale ungdomsorganisation Ung Mosaik, da han har været en meget stærk kapacitet i arbejdet for åndsfriheden i DUF gennem sit store engagement. I skrivende stund har regeringen fremsat et lovforslag, som vil sikre, at alle DUF’s medlemsorganisationer har ret til at få adgang til ungdomsinstitutioner mindst en gang årligt. Dette ser vi meget frem til, og vi håber, at dette politiske arbejde vil bære frugt i det nære KFS-arbejde, og at I vil kunne opleve en konkret forandring i jeres KFS-engagement.

Åndsfrihedskampen i DUF På trods af DUF’s Hal Koch inspirerede tilgang, så er åndsfriheden, demokratiet og samtalen ikke konstante størrelser, som altid vil være selvopretholdende. Hal Koch udtrykte det på denne måde: ”Demokratiet er aldrig sikret, men et sindelag, som hver ny generation må tilegne sig og gøre til sit eget”. Dette kommer blandt andet til udtryk i, at jeg bringer åndfrihed på dagsordenen i DUF og får det indskrevet i forskellige sammenhæng. I åndsfrihedskampen ligger der en opgave for os alle, men konkret i mit tilfælde har jeg en opgave i at vise, at vi er en gruppe mennesker, som mener, at der faktisk findes en Gud, som elsker os. Ikke nok med at vi tror Vi bliver nødt til at stå fast på, det, men vi ønsker også at dele det med at vi har et legitimt ståsted vores medmennesker. Dette indebærer en mere strukturel kamp for åndsfriheden – en kamp imod tabuiseringen af tro. Mange af jer KFS’ere har sikkert oplevet det på egen krop. En tilbageholdenhed eller en frygt for at blive genstand for fordomme og stigmatisering. Jeg kan i hvert fald skrive under på, at jeg har oplevet og oplever stadigvæk, hvordan tabuiseringen omkring tro ender ud i en form for selvcensur, som netop bryder med hele ideen om demokrati og ydermere sætter en stopper for at dele troen og evangeliet med vores medmennesker. Tabuet kommer nogle gange til udtryk, når det brydes. Eksempelvis havde jeg en uformel snak med et af de andre styrelsesmedlemmer i DUF efter et møde, hvor vi snakkede 32

TEMA

lidt om tro – altså brød tabuet. Vi kom dog ikke lagt ind i samtalen, før en kommentar viste den præmis, som samtalen byggede på. Kommentaren var noget i stil med ”men du er vel ikke sådan en, som tror på, at Maria var jomfru?”, hvortil jeg måtte svare, at ”jo, jeg er sådan en.” Herefter kom der et par hurtige yderligere kritiske spørgsmål, hvorefter samtalen sluttede. Jeg har intet imod kritiske spørgsmål, tværtimod, men dette viste, at præmissen for samtalen om tro var, at jeg ikke troede noget, som ikke passede ind i hendes eller det humanistiske verdensbillede.

Åndsfrihedskampen i hverdagen Kampen for åndsfrihed er ikke kun en politisk kamp, den skal kæmpes af os alle, hvis vi ønsker, at demokratiet skal bestå. ’Jungleloven’ gør sig mere og mere gældende, og den forplanter sig også i hverdagssamtaler, hvor: ”det imidlertid [er] vanskeligt

at se forskel på menneskers og jungledyrs optræden.” Kampen imod jungleloven kommer til udtryk i vores alles hverdag, hvor vi interagerer med vores venner, studiekammerater og kollegaer. Vi bliver nødt til at stå fast på, at vi har et legitimt ståsted, som har noget at bidrage med i samtalen med andre mennesker, og at andre menneskers perspektiver og overbevisninger nuancerer samtalen og vores syn på hinanden. Samtaler behøver selvfølgelig ikke udelukkende at involvere tro, men også mening og holdninger mere generelt. Min appel er dog, at vi tør at bryde tabuet om tro, og stå fast på, at det er en helt legitim overbevisning. Bruddet med tabuet kan også være en lettelse for den anden, da vi som samfund også mangler et udbygget sprog for at tale om tro, og derfor kan samtalen være med til at skabe nuancer og en fælles forståelse om tro. Lad os leve KFS’ slogan ud i livet og skabe plads til mening. ■ 33

Tre trøstende tanker Kan vi lære noget af coronakrisen? Måske skal vi slet ikke lære noget, men påmindes. Sådan skriver Anders Keseler og giver os tre teologiske tanker, som vi kan trøste os ved midt i isolation, ensomhed og Zoomforagt. Fremover kommer vi til at se mere til Anders, han er nemlig blevet fast skribent på Til Tro. Af Anders Kildahl Kesseler, stud.theol., nexgaard@gmail.com

Ved du hvad Google foreslår – som det første – hvis man skriver: ”Hvad har vi lært af…?” – Corona. I et interview i Deadline (d. 4. januar 2021) forklarer Svend Brinkmann, hvordan det er symptomatisk for vores tid. I juni, maj, ja endda i april kan man finde artikler om, hvad vi kan lære af coronakrisen. Og til det siger hele Danmarks landsbyvismand, Svend B: ”Vi er et samfund […], der er ekstremt optaget af at lære noget af alt muligt hele tiden.” Vi instrumentaliserer krisen og vil absolut bruge den til at lære ”noget”. I bakspejlet, alt for hurtigt. Og hvis man læser artiklerne, er læringen ikke særlig original: I tidens adaptive ånd ophøjer vi fleksibilitet og omstillingsparathed i den såkaldte ’working-from-home-revolution.’ Og selvom Brinkmanns analyse ej heller er ny (faktisk snart en gammel traver), så er den afslørende. Med fare for at gøre det selvsamme, vil jeg gerne dele tre ting, jeg synes Covid-19 minder os om. Ikke lært os, men minder os om. Hvis læring er den positive psykologis respons på kriser, må 34

I TIDEN

den kristne respons være at mindes. Således skal kristne, når de mødes og spiser sammen huske på Kristus (1. Korintherbrev kapitel 11, vers 24-25), ligesom Israel skulle huske på Herrens udfrielse af dem fra Egypten (5. Mosebog kapitel 5, vers 15). At huske og

Hvis læring er den positive psykologis respons på kriser, må den kristne respons være at mindes. mindes vidner om, at det vigtige og afgørende er forud for én. Det er det for kristne: Guds frelsende trofasthed er altid et a priori, forudsætningen og et tros- og livsvilkår. Dernæst er at mindes og huske også at genkalde en anden virkelighed, end den der er lige foran én. Og sådan kan det at huske og mindes være en kilde til håb. Men nu til de tre (trinitariske) minder.

VI ER IKKE HERRE OVER TILVÆRELSEN Corona viser med alt tydelighed, at vi ikke er herre over tilværelsen. Med teknologi, viden og vilje har vi underlagt os jorden og skabt en global infrastruktur, som virussen nu har brugt som en motorvej for et bagholdsangreb. Vi har forhindret meget sygdom og død med teknologi og viden, men vi har ikke kunne forhindre pandemien. Trods al vores teknologiske fremskridt, globalt samarbejde og stærke institutioner så er vi stadig underlagt naturens luner. Derfor er vi i lockdown, i isolation og på Zoom. Derfor bliver folk arbejdsløse, sundhedssektorer kollapser, og mennesker mister deres kære. Det er en stor tragedie. Alt sammen på grund af mikroskopiske vira. Vores magt og kunnen har sine grænser. Men dette minder os om ham, hvis magt og kunnen ikke har grænser: Herren, der altid er i kontrol. Guds magt over naturen, hans styring og kontrol, er for de fleste moderne mennesker – først og fremmest – en anstødssten. Et større problem: For hvordan skal man lige forsone en global krise med en Gud i kontrol? Det skal man (måske) ikke forsone. For vi kan ikke se Gud i kortene, vi kender bare Kristus som den

svages beskytter – det er grunden til tilliden til den Almægtige Gud. Og derfor minder denne pandemi os om – lige bagved den første anstødssten – at lige meget hvor meget verden er af lave, så er Gud i kontrol. For han er Herre med stort H: Et motiv, der

Han er den store læge, som ved sin inkarnation, død og opstandelse gav os kuren til ’sygdommen til døden’ og oprejste os til nyt liv i ham. gennemstrømmer kirkens, klostrenes og kristnes slidte bønnebog: ”Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren. Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber, du hyller dig i lys som en kappe, du spænder himlen ud som en teltdug” (Salmernes bog kapitel 24, vers 1; kapitel 121, vers 2; kapitel 104, vers 2).

VORES HÅB ER AF EN ANDEN VERDEN Samtidig viser denne krise værdien af regeringer, institutter og internationale organisationer. De er ikke perfekte (hvis nogen skulle have glemt det midt i mink-gate, EU’s vaccineindkøb og Corona-fornægtende ledere). Men de er Guds gave til os mennesker. Således er det bemærkelsesværdigt, hvordan de første kristne kunne se det militaristiske Romerrige som et instrument for Gud til at holde orden i verden (1. Petersbrev kapitel 2, vers 13-14; Romerbrevet kapitel 13, vers 1-7). Med folkevalgte ledere og (nogenlunde) fredeligt internationalt samarbejde er det lidt lettere at se, hvordan landets og verdens mægtige arbejder for det gode i verden (i hvert fald, hvis du bor i det globale nord). Vi bliver

mindet om og kalder dem sammen med apostlene (Peter og Paulus) Guds gave til os mennesker. Men her er det meget vigtigt at lave den korrekte sondring. For nok gør de meget godt for os, men vores håb står ikke til dem. Der er kun én, som er Guds Gave med stort G: Jesus Kristus. Han er vores håb. Han er den store læge, som ved sin inkarnation, død og opstandelse gav os kuren til ’sygdommen til døden’ og oprejste os til nyt liv i ham. I ham er vi rene, raske og sunde. Og han er hos os i sygdom og død, lockdown og ensomhed, coronatræthed og Zoomforagt. Guds Gave med stort G, som giver os et håb af en anden verden.

TROEN HAR EN KROP Corona har mindet mig om mit behov for kristent fællesskab IRL – ikke over Zoom. I skrivende stund (start januar) har den britiske mutation nu forårsaget en ny lockdown. Det er hårdt at se ind i. Jeg mærker afsavn fra Aarhus KFS og min kirke. Det viser os, at troen ikke bare sidder i hjernen eller i hjertet, men også i kroppen. Troen har krop, en social krop: ”Kristi krop” som Paulus kalder kirken. For mig er den personlige tro vigtig, men det ”er ikke godt, at […] [den] er alene ” (1. Mosebog kapitel 2, vers 18). Jeg er også

en krop, som har brug for at mødes, snakke, lytte og bede med andre mennesker. Det minder os om, at kirken ikke bare er mange kroppe, men i stedet lemmer på én krop. Og lemmer har det bedst på kroppen. Sagt teologisk: Helligånden er Gud-i-os, men en hyper-individualisme overser let, hvordan Ånden ikke bare er givet til os hver enkelt – den er givet som livgivende ånde og puls til Kristi krop.

I TIDEN

KFS’ årlige generalforsamling udskydes Som det blev annonceret i den seneste udgave af Til Tro, var det intentionen at afholde KFS’ årlige generalforsamling palmesøndag d. 28. marts 2021. På baggrund af de udmeldinger og restriktioner, der for nuværende er kommet fra myndighederne, er der dog truffet beslutning om i første omgang at udskyde generalforsamlingen på ubestemt tid. Fra KFS’ side havde vi set frem til at kunne byde velkommen til en generalforsamling i påskehåbets skær og sammen se tilbage på det år, der er gået, og beslutte retningen for det arbejde, der lægger foran. I skrivende stund ligger det dog ikke i kortene, at samfundet åbnes op i en grad, der giver mulighed for at gennemføre generalforsamlingen den pågældende dato. Der er indtil videre ikke fastsat en ny dato for den årlige generalforsamling i KFS, da det vurderes, at det i øjeblikket ikke er

Vil du bidrage til Til Tro? 36

I TIDEN

muligt at sige noget fornuftigt om, hvornår samfundet igen åbnes tilstrækkeligt op til, at denne kan gennemføres på en både sikker og frugtbar måde, hvor alle med interesse har mulighed for at være med.

Ny dato meldes ud senest 8 uger før Vi glæder os meget til at kunne byde velkommen til KFS’ generalforsamling, når den tid kommer. Datoen og de nærmere omstændigheder vil blive meldt ud senest 8 uger før afholdelse. Det vil ske både på KFS’ hjemmeside; www.kfs.dk og via mail til KFS’ medlemmer. Her vil proceduren og frister i forhold til at indsende forslag til kandidater til bestyrelsen og forslag til drøftelse på generalforsamlingen også fremgå.

Redaktionen vil gerne skabe mere interaktion med jer læsere. Derfor arbejder vi for at få en fast debatsektion op at køre. Har du retorisk tæft, en sag du brænder for, en refleksion eller en kritisk bemærkning? Overvej om du skal skrive et kort debatindlæg eller læserbrev for Til Tro. Kravene er simple: • Max 2.800 anslag inklusive mellemrum. • Kommende deadlines for juni-, september • og decembermagasin: 21. marts, 20. juni, 19. september • Send til larsboje@kfs.dk med angivelse af navn, • stilling og e-mailadresse i dokumentet. • Medsend gerne et portrætfoto. Det er dog ikke nødvendigt. • Indlæg sendt til Til Tro må ikke sendes til andre • aviser eller magasiner. • Skribenten bærer selv ansvaret for indlæggets • indhold. Redaktionen kan ikke stilles til ansvar. • Redaktionen begrunder ikke afslag.

Overskud – og underskud – i KFS Af Peter Bjerre, sekretariatsleder i KFS, peter@kfs.dk

Corona! Det er et ord, der er sagt så mange gange, at man snart ikke orker det mere. Desværre kommer vi ikke uden om det her, hvor vi vender blikket tilbage mod det økonomiske år, som nu er overstået. For i 2020 dominerede corona ikke bare vores sundhed og sociale liv, men også økonomien. Når der gøres status på regnskabet for 2020, må det nødvendigvis også gøres i det lys. Overraskende nok er resultatet i første omgang positivt! KFS går ud af 2020 med et fornuftigt økonomisk resultat, hvor der på driften har været et overskud på omkring 200.000 kr. Oprindeligt budgetterede vi med et underskud, men af flere grunde står vi nu et andet sted. Samfundet sænkede på grund af corona aktivitetsniveauet, og det betød, at vi havde færre driftsudgifter helt generelt. I flere perioder har også foreningslivet været helt lukket ned, hvorfor hoveddelen af KFS’ medarbejdere ikke kunne lave det arbejde, som de er ansat til. Det betød dog ikke, at KFS kunne stoppe lønudbetalingerne. Heldigvis er det tab blevet minimeret af støtte fra corona-hjælpepakkerne. Også situationen på LTC har sat – positive – mærker på økonomien. Siden i sommer har der ikke været et LTC-hold, men omstændighederne har gjort, at det i 2020 blev en besparelse og ikke et tab. Særligt på lønudgifterne har barsel og fleksible ansættelsestidspunkter haft en positiv betydning. Afsluttende har vi med glæde kunne konstatere, at der har været en lille stigning i opbakning blandt KFS’ gavegivere. Men i 2020 kan vi som nævnt ikke se på regnskabet isoleret fra den situation, som pandemien ellers stiller KFS overfor. For selvom KFS går ud af 2020 med et robust økonomisk resultat, så har corona haft mere indirekte og langsigtede effekter for vores arbejde. For at nævne bare et eksempel så har der, lige udover Studielivskonferencen i sommer, ikke været afholdt nationale lejre det senest år. Både Påskelejr og Discipeltræf endte med at blive aflyst. Lige nu står vi igen over for en påske, som bliver uden den lejr fyldt med god forkyndelse, lovsang og fællesskab, som vi alle havde håbet på. Dermed er vi oppe på tre store lejre, som aldrig blev til noget. Det er halvdelen af de store KFS’ lejre, man normalt ville have været på i løbet af sin gymnasietid. Dermed forsvinder en del af den KFS-identitet og det sammenhold, som lejrene plejer at skabe. Ligeledes har aflysningerne unægteligt svækket den lejrtradition, som ellers har stået helt centralt i vores forening. Den skal vi nu til at genopdyrke. De

manglende lejre er blot ét eksempel på, hvor corona har udfordret KFS og KFS’erne. Hertil kommer også de mange måder pandemien har gjort det sværere at være en lokal gruppe. Allerede nu hører vi om steder, hvor man er bekymret for, hvorvidt man kan få 1.g’ere med i KFS-fællesskabet. Med det i mente, står vi nu over for et større genopbygningsarbejde. Skaderne, som corona har forvoldt på vores forening, kan ikke læses ud af regnskabstallene, men det betyder ikke, at de ikke er der. Derfor er vi ekstra glade for, at vi i 2020 alligevel har fået et overskud, så vi har nogle ressourcer klar til den genopbygning, der venter. Hvis du vil læse mere om regnskabet, kan du finde det i årsrapporten på KFS’ hjemmeside.

KFS-NYT

Guds løfte fører historien frem Kendskab til det store bibelske narrativ får nogle gange os bibellæsere til ikke at se skoven for bare tæer – Hov, læste du “træer”? Professor i Gammel Testamente Jens Bruun Kofoed fører os tilbage til dengang menneskehedens stamtræ var ved at skyde sine første grene. Tempoet sættes ned, forforståelsen sættes på pause og det første bibelske domsord med det vedhængende løfte sættes under frimærkeluppen. Af Jens Bruun Kofoed, professor i Gammel Testamente ved Dansk Bibel Institut, jbk@dbi.edu

Når jeg åbner Bibelen, kommer jeg med en masse forforståelse. Tag for eksempel domsordene på Bibelens første sider, der tales til slangen, efter dennes forledelse af Eva: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden...” (1. Mosebog kapitel 3, vers 15). Jeg er sikkert ikke den eneste, der har lært, at det er en tekst, der handler om menneskets grundskade, men også om håb og genoprettelse. Men hvad forstod de første mennesker egentligt af det, der blev sagt? Har Guds tale ikke været noget kryptisk for dem? Det korte svar er ”Jo!” For havde vi kun haft fortællingen i 1. Mosebog kapitel 2-3 at gøre godt med, så ville vi formentlig have været lige så usikre på betydningen, som Adam og Eva var. For den videre fortælling viser, at det først var efterhånden, de fik klarhed over betydningen, og at denne betydning blev klarere og klarere, efterhånden som Gud gentog og præciserede domsordet til mennesker sidenhen. I den efterfølgende fortælling i 1. Mosebog kapitel 4 fortælles det, at Eva i forbindelse med Kains fødsel udbrød: ”Jeg har skabt en mand ved Herrens hjælp.” Det tyder på, at Eva satte sin lid til Kain som dét afkom, der skulle knuse Slangen. Og referencerne til domsordet fortsætter i den efterfølgende fortælling om Kain og Abel. I kapitel 4, vers 7 adresserer Gud Kains jalousi overfor sin bror, Abel, ved at sige: ”Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den.” Det hebraiske ord, der her oversættes med ”begære,” forekommer kun tre gange i 38

TEMA

hele Gammel Testamente, og det andet sted er netop i de forudgående domsord, hvor Gud siger om Eva: ”Du skal begære din mand, og han skal herske over dig” (1. Mosebog kapitel 3, vers 16). Selvom Eva satte sin lid til Kain som det lovede afkom, blev det efterhånden klart, at han var alt andet end det. Han var præget af det samme negative begær. Det er højst tænkeligt, at skuffelsen var stor, for Kain gik fra at være ”barnestjerne” til drabsmand. Det må have været absolut desillusionerende for Kains forældre, selvom fortælleren ikke sætter ord på det. Når dertil lægges, at fortællingen i 1. Mosebog kapitel 4 næppe er skrevet af Adam og Eva selv, og derfor er en andens genfortælling af historien, så er det højst tænkeligt, at Kains udvikling fra ”barnestjerne” til drabsmand har været meget mere desillusionerende for Kains forældre, end fortællingen afslører. Den alvidende fortæller fortsætter således med at berette, at Eva fik en anden søn, som hun navngav Set, for – som hun sagde – ”Gud har givet mig en anden søn i stedet for Abel, for ham slog Kain ihjel” (1. Mosebog kapitel 4, vers 25). Og sådan fortsætter fortællingen med, at der igen og igen optræder efterkommere, der med ”små sejre” – og med tydelig reference til domsordene i 1. Mosebog kapitel 3 – hver især peger frem mod den store sejr. Noa skulle, som fortælleren formulerer det, ” være vores trøst i vores arbejde og vore hænders møje med den jord, som Herren har forbandet” (1. Mosebog kapitel 5, vers 29). Senere lover Gud Abraham, at alle jordens slægter – altså alle tænkelige efterkom-

mere – skal få del i den velsignelse, som kendetegnede jorden i begyndelsen. Og sådan kan vi følge fortællerens insisteren på, at Gud ikke bare efterlod mennesket i en håbløs kamp mod gudsoprørets konsekvenser, men fører historien frem mod ”tidens fylde,” hvor den sejrende efterkommer, Jesus, endelig kom (Galaterbrevet kapitel 4, vers 4). Når både Mattæus og Lukas indleder deres fortællinger om Jesus med fokus på efterkommere og slægtstav-

Sådan må vi også være forberedt på, at selvom vi tager fejl i vores forestillinger om, hvordan Guds ord vil gå i opfyldelse, så må vi holde Gud fast på, hvad han har sagt. ler, så er det netop for at vise, at alt, hvad der er gået forud, er en sammenhængende historie, hvor Gud igen og igen har ladet efterkommere i Sets, Noas, Abrahams, og Davids slægt fremstå, som skulle give håb om en genoprettelse af livet og skaberværket. I den videre fortælling er evangelisterne optaget af at vise, hvordan Jesus har magt til på alle planer at vende jordens forbandelse til velsignelse. Først og fremmest ved stedfortrædende at bære den skyld, jordens efterkommere har pådraget sig, men også ved at vise, hvordan Jesus har magt til at gøre alt dét, som de mange

”kristusskikkelser” i frelseshistorien var et løfte om. Noas navn betyder for eksempel ”hvile”, og Mattæus understreger, at mens Noa kun kortvarigt skaffede hvile til den nye menneskehed efter syndfloden, så inviterer Jesus alle til at komme til ham og få den ultimative hvile (Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 28). Ved at se på domsordet i 1. Mosebog kapitel 3, vers 15 og nogle få nedslag af det i frelseshistorien, træder en række hjælpsomme pointer frem, når det gælder vores forståelse af Guds domsord og løfter. For det første er der ingen tvivl om, at selvom Eva tog fejl i forhold til Kain og må have været desillusioneret over skuffelsen, så havde hun forstået, at Gud havde knyttet et løfte om sejr over Slangen til én af hendes efterkommere. Sådan må vi også være forberedt på, at selvom vi tager fejl i vores forestillinger om, hvordan Guds ord vil gå i opfyldelse, så må vi holde Gud fast på, hvad han har sagt. For det andet: Selvom vi måske misforstår eller bliver skuffede over den måde Guds ord går i opfyldelse på, så kan de mange små ”kristusskikkelser” i Bibelen også være med til at styrke vores håb om, at han holder sit ord og en skønne dag ultimativt vil gøre, hvad han har sagt. For det tredje må vi glæde os over, at fordi Gud efterhånden har gjort det tydeligere og i sin ”efterkommer” Jesus Kristus har givet os det tydeligste billede af, hvordan han vil holde sit ord, så er vi langt bedre stillet end dem, der er gået forud for os. Og i forhold til de domsord og løfter, som Gud endnu ikke har opfyldt ultimativt, må Jesus Kristus derfor være den, vores håb om frelse og genoprettelse knyttes til. ■ TEMA

Bøger:

Pas godt på dig selv: Om at overleve og trives i en kristen tjeneste Pablo Martinez Credo, 2020 Sider: 135

Anmeldt af Lars Boje Sønderby Jensen, studentersekretær i Østdanmark, larsboje@kfs.dk Jeg var i et køligt konferencerum i Italien i blandt Europas topevangelister og apologeter. Surviving and Thriving Christian Ministry var overskriften på seminaret, som vi frivilligt deltog i. Jeg kiggede mig over skulderen og tænkte for mig selv: ”Hvad laver disse store mænd her?” Der dukkede en lille mand op i lokalet med papirer i sine hænder. Han satte sig og begyndte at undervise i en omsorgsfuld tone. ”Problemet er ikke for meget arbejde, men for lidt hvile.” De store, kompetente mænd blev langsomt små og sårbare ved ordene, der blev talt. De var udmattede og frustrerede. Deres kristne tjeneste var blevet bittersød. Seminaret var som salve for sjælen, og jeg gik opløftet derfra med en fornyet forståelse af hvilens rolle i min tjeneste. Den lille, omsorgsfulde mand var Pablo Martinez, og om hans bog, der nu er oversat til dansk, vil jeg bruge de samme ord. Det er en lille, omsorgsfuld bog til dig i tjeneste. Bogens formål er at hjælpe os til at finde en balance mellem arbejde og hvile, så vi kan opnå større glæde og trivsel i det arbejde, Gud har givet os. Martinez har struktureret bogen i fem kapitler. Først giver han en teologisk udlægning af forholdet mellem mennesket, arbejdet og hvilen. Dernæst argumenterer han for behovet for balance i tjenesten og afdækker symptomer på udmattelse. Tredje kapitel tager fat i forebyggelse og identificerer fire faldgruber: Perfektionisme, aktivisme, ambitioner og hastværk. Bladrer vi videre, giver Martinez os en lavpraktisk strategi til selvomsorg. Vores pligt er at lære at sige fra og prioritere det, som Gud har givet os evner til. Vi skal lære at forny os selv med Guds gode gaver: Familie, menighed, venner, naturen og gode bøger. Vi skal lære tålmodighed. Gud gror nemlig egetræer. ”Støt vækst, stærke rød40

I TIDEN

der, et langt liv – Gud vil have vores tjeneste til at minde om egetræer, ikke svampe,” som vokser hurtigt og forgår (s. 92). Forfatteren dedikerer det sidste kapitel til åndelige fornyelse: Vigtigheden af relationen til Jesus. Gud er midlet imod udmattelse. Martinez skriver om vigtigheden af stillestunder, bøn og meditation orienteret imod Kristus. Vi skal lære at lytte til Guds sagte hvisken for at genvinde motivationen for tjenesten, medfølelsen for Kristi folk og bekræftelsen af kaldet. Desværre vil det sidste kapitel for meget. Mange korte afsnit er klemt ind med et væld af over- og underoverskrifter med forskellige skrifttyper, der gør det svært at afkode forløbet. Ved afslutningen fornemmer man, at de sidste pointer skulle med, men de bliver ikke udfoldet tilstrækkeligt. For eksempel er det uklart, hvad det vil sige at lytte til Guds hvisken? (s. 102-103) Det forbliver mystisk og uforklaret. På trods af hastværket til sidst emmer bogen af en trøstende visdom, indsigt og forståelse – ja, en dybfølt kærlighed til læseren. Hvile er ikke dovenskab, ikke en ret, nej, hvile er en pligt med rødder i Guds skabervilje til at drage omsorg for os selv og finde liv hos Gud.

Bøger:

Mirakler C.S. Lewis, oversat af Helge Hoffmann ProRex Forlag, 2020 Sider: 360

Anmeldt af Troels Nymann Eriksen, troelsnymann@gmail.com ProRex har kastet sig over det, fremragende projekt, at udgive og genudgive de vigtigste Lewis værker. Signatur-serien på dansk er for en Lewis-fanboy som mig en gave og en drøm. Den opdaterer ikke bare de gamle udgivelser, vi får også spritnye første-oversættelser af Lewis-tekster. Mirakler, som er genstand for denne anmeldelse, er den seneste oversættelse i serien og et eksempel på, at serien giver os Lewis-bøger, som vi aldrig tidligere har haft på dansk. Det lyder jo vidunderligt! Det er det såmænd også. Men. Mirakler har en særlig plads i C.S. Lewis’ forfatterskab, som jeg synes, at det ellers glimrende forord skøjter lidt let henover. Og det handler om den kritik, som denne bog også har fået. Mest berømt i 1948 ved et møde i “The Oxford Socratic Club”, en slags kristen diskussionsklub, hvor en ung filosof ved navn Elisabeth Anscombe kritiserer et argument fra Mirakler, som udkom året før, 1947. Det handler om Lewis’ argument fra kapitel 3: Hvis vores fornuft ikke er designet, men et biprodukt af tilfældige processer, hvordan kan vi så stole på den? Og Lewis får tæv. Han retter og omskriver kapitlet efter Anscombes kritik inden genudgivelsen i 1960. Det er også denne udgave, der er udgangspunkt for den danske oversættelse – derfor al snakken om årsag i kapitel 3. Men det er altså stadig ikke hans bedste bog. Sådan opsummerer en af vor tids store apologeter, Oxford-professoren Alister McGrath, det. Jeg ville nok sige, at de første kapitlers kritik af naturalisme ikke er hans bedste arbejde. Til gengæld er resten fremragende. Lewis excellerer i sin undersøgelse af miraklet. Kristendommens store mirakel - Gud bliver menneske - er selve kernen i den kristne tro. Der er ingen kristendom uden miraklet. Det er også en under-

søgelse af alle de små mirakler og deres plads i en verden dikteret af fysikkens lovmæssigheder. Der er netop sammenhæng mellem de to. Det er den samme Gud, der taler i naturens love som i miraklet. Miraklerne er Gud, der skriver med småt, hvad der over hele skaberværket står med så store bogstaver, at vi ikke lægger mærke til det. Flere af kapitlerne er omskrivninger af nogle af mine yndlingsessays fra hans hånd. Bare mere fyldige. Det er skønt. Hvad er så problemet? Tja, ikke rigtigt noget. Lewis tog et argument, der var almindeligt i samtiden, og puttede det i sin bog. Problemet er i virkeligheden mit. Jeg vil gerne have, at Lewis bare kunne gennemskue enhver form for naturalisme. Hvilket, når jeg tænker over det, er en urimelig forventning. Hans kritik af naturalisme er et produkt af tiden og den tids naturalisme. Og det er okay. Men han var måske verdenshistoriens bedste kristne apologet. Ikke på grund af sine filosofiske og argumentatoriske angreb på naturalismen, men for sit teologiske, udfoldende, fantasifulde og belæste forsvar af kristendommen. Kort sagt, de første kapitler var udfordrede fra starten og er ikke ældet med ynde, men de andre er smukke, nysgerrige og lige så relevante i dag som dengang. Måske endda mere. Lewis er stadig den, der udfolder miraklet bedst. Mirakler får 4,5 stjerner, men 6 hjerter.

I TIDEN

KFS præsenterer… Det Store Påskeshow! I år skal vi prøve noget helt nyt i KFS! Den 27. marts blænder vi op for det, vi tror på, bliver et brag af et påskeshow under temaet: ’Øhh.. hvor har jeg lagt mit håb?’ Men hvad er så det nye i det? Det er, at vi i år har valgt – eller set os nødsaget til, alt efter hvordan du vil udlægge teksten – at kaste os over tv-formatet. Og det glæder vi os til at lege med! Hvordan det helt præcist kommer til at løbe af stablen, må du se ved selvsyn den 27. marts, men vi kan løfte sløret for, at det bliver både sjovt, opbyggeligt og en fejring af det håb, påsken bringer til os. Og så håber vi, at det kan være med til at give dig en fornemmelse af det store KFS-fællesskab, som Påskelejr normalt er garant for! Hvordan det rent praktisk kommer til at foregå, og hvordan du kan se med, vil vi løbende løfte sløret for, så sørg for at følge med på KFS’ sociale medier og paaskelejr.dk. Det bliver en fest – især hvis du er med!

Rapport fra et KFS i nedlukningsland Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

Når du sidder med dette magasin i hænderne, er foråret forhåbentlig på vej. Og med det også udsigten til en lettelse af de hårde restriktioner, vi har været underlagt gennem vinteren. Eller måske er vi stadig fanget i nedlukningsland. Fremtiden er uvis, som man plejer at sige, og det gør sig især gældende i øjeblikket. Også i denne omgang har nedlukningen sat sit store præg på KFS’ arbejde – og ikke mindst de mange fællesskaber ude omkring i landet. Det har selvsagt ikke været muligt at afholde KFS-møder som normalt, og i skrivende stund er det uvist, hvornår disse kan genoptages. Det har også medført, at en del af KFS’ ansatte har været hjemsendt på nedsat tid i de forgange måneder. Mange steder holdes der dog heldigvis stadig liv i fællesskaberne gennem forskellige tiltag. I Aalborg sørgede nogle friske KFS’ere blandet andet for at dele en goodiebag og en personlig hilsen ud til deres med-KFS’ere, og rundt omkring leges der fortsat med zoommøder, fælles online frokostpauser og andre kreative løsninger. Der er også grund til at glædes over, at arbejdet blandt de studerende i Grønland fortsætter med at vokse og tage form, som du kan læse mere om andetsteds i dette magasin. Men ligesom resten af samfundet står også KFS’erne og KFS i en usikker og svær situation – både nu, og i tiden der kommer. Som ung og som gymnasielev eller studerende findes der ikke noget ’næste år’. ”Næste år er for midaldrende mænd, der køber hakkekød og toiletpapir på tilbud,” som den norske sundhedsminister påpegede det sidste forår. Det er også virkeligheden i KFS og for KFS’erne, hvor hvert eneste år i gymnasiet eller på univer42

KFS-NYT

sitetet er en afgørende og unik del af livs- og trosrejsen, der ikke kommer tilbage ’næste år’. Hvordan vi og os alle påvirkes af denne tid på længere sigt, har vi endnu til gode at se, men heldigvis har vi allerede nu lov til at gå i forbøn hos den Gud, for hvem fremtiden ikke er uvis, og som har lovet at være med os alle dage – også dem med corona – indtil verdens ende.

KFS-leder:

Hvor er hverdagens hvile? Af Peter Leif Mostrup Hansen, forstander på LTC, peterleif@kfs.dk

Mens jeg skriver dette, er mange af jer sendt hjem fra skole, studie eller arbejde, og en del af os kæmper med, at hverdagens gøremål let flyder sammen. Det kan give en stressende uro, som om man hele tiden er på. Livet kan ses som en vekselvirkning mellem arbejde og hvile. Der er søvn, afslapning, måltider og underholdning. Og der er skole, job, rengøring, sport, hobby, frivilligt engagement osv. Fordelingen mellem hvile og arbejde bliver ekstra tydelig, når den som nu er udfordret. Men der er noget ved hvilen, som breder sig længere ud end selve hvilens tidsrum. Ligesom søvnen giver kræfter til dagen, og spisepausen giver energi til skole og job, sådan har vi som kristne også en hvile hos Gud, som vi lever i og lever af. Ikke en hvile, der får alt til at flyde ud i ét, men en velsignelse, der flyder med ud i alt, vi foretager os. Også når gudstjenesten er slut, KFS-gruppen ikke er samlet, Bibelen bliver lukket igen og der er sagt amen efter bønnen. I det bibelske perspektiv er hvilen noget, der strækker sig helt fra skabelsen for længe siden til genoprettelsen, som vi ser frem imod. For Gud er hvilens dag den syvende dag i skabelsen, men det er tankevækkende, at for mennesket er hvilens dag den første dag. Gud velsigner og helliger den syvende dag, menneskets første dag (1 Mosebog kapitel 2, vers 3), og det er netop en velsignelse at kunne begynde sit liv med at hvile hos Gud og i alt det, han allerede har gjort for os. Her er vi på skabelsens plan: Gud har allerede givet os livet og et smukt skaberværk at leve det i. Det fortsætter på frelsens plan: Jesus kom for at genoprette alt og give os nåde, fred og Helligåndens nye liv. Jesus indbyder alle mennesker til at komme til ham, slippe byrderne, lære af ham og på den måde tage imod hans hvile. (Matthæusevangeliet kapitel 11, vers 28-30). Det er kun gennem Jesus, vi kan få den sande og ægte hvile – både i livet og i evigheden. For at sige det med nogle klassiske udtryk: Grundlaget for hvilen er, at Gud har skabt os, og at Jesus har frelst os. Derfor er KFS’s slogan også, at vi vil kende Jesus – og gøre ham kendt. Vi, der har lært Jesus at kende, har nemlig fundet et sted, hvor vi kan lægge vores byrder, og hvor vi kan lære af ham.

Vi bliver elever af Jesus, men han overgår en almindelig lærer, for Jesus bærer vores byrder. Det lever vi selv af som kristne, og det vil vi gerne gøre kendt for andre. Han befrier dig fra de byrder, som du selv eller andre lægger på dig som krav, der skal opfyldes. I stedet for krav, får du nåde og tilgivelse af Jesus. Du får hvile. Og så kalder han dig til et liv i nåden. Til at lære af ham. Til at være hans discipel. Og hvile i det. Sådan et liv i nådens hvile er noget af det, vi gerne vil give videre til eleverne her på LTC og i KFS i det hele taget. Med andre ord: Hvilen hos Jesus er så fantastisk, at vi kan hvile hos ham, også når vi er i gang med hverdagens store og små opgaver. Også når livet gør ondt eller er besværligt – eller hverdagen flyder sammen for os. På den måde er hvilen for en kristen ikke bare en pause fra arbejdet, men et livsgrundlag uden udløbsdato.

I TIDEN

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Jeg ser klarere og mere nuanceret på verden, når mit udgangspunkt er, at Gud har haft et evigt opgør med det onde. Og det udgangspunkt finder jeg i korset – Guds definitive opgør med det onde. Kathrine Kjær Schmidt, i " Tre KFS’eres refleksioner over Noa" Temaartikel side 17

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 4597-0004054954 Via kfs.dk – klik på

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Hvad går pengene til? Fx Studenterarbejde i Grønland I Grønland er det nystartede studenterarbejde ved at etablere sig til glæde og gavn for både gymnasieelever og studerende der. Din støtte biddrager blandt andet til, at KFS har mulighed for at have Sara Friis Børty ansat som KFS-sekretær I Grønland, så hun fortsat kan støtte op om arbejdet og sammen med de grønlandske studerende finde ud af, hvordan KFS ser ud på grønlandsk.