Til Tro #2 2019 - Rum

2. kvartal · 2019 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Rum + Velkommen til KFS' nye bestyrelse - KFS-NYT side 9

+ En verden splittet til kvarker - TEMA side 12

+ Kære dimittend - I TIDEN side 17

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin.

Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin.

Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9402-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet.

Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Julie Munk Nissen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Stud.psyk. Amalie Hartvig Munk Stud.teol. Signe Thorup Elmelund Stud.Phys. Daniel Hans Munk Stud.teol. Filip Munch Bak Gymnasieelev Jonathan Oehlenschläger Rasmussen Gymnasieelev Alina Josephine Gade Lærerstuderende Inger Sløgedal Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Henrik Elias Kristensen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

2

Indhold kfs Nyt

Tema 05

Den rummelige Jesus

12

En verden splittet til kvarker

20

I tiden

9

Velkommen til KFS' nye bestyrelse

9

Studielivskonference

10

Påskelejr 2019

26

KFS møder folket - og omvendt

26

KFS udvider

35

STORY - Guds historie og din historie

04

Fra redaktionen

17

Kære dimittend

Longread: Vi skal kæmpe for uenigheden

19

Globalt: Fokus og fortvivlelse

35

Challenge i Aarhus

28

Med Jesus i det åbne rum

27

Læserbrev

39

Mød din volontør

32

At finde et helligt rum

30

Bøger: Tro og videnskab

39

Fest for en ny epoke

36

Når Gud flytter ind

31

Musik: Sidste telefon før havet

42

En leder takker af

41

Portræt: Anders Sonesson

43

KFS-Leder: Plads til mening

42

Tak til Christina

3

Fra redaktionen:

Kære læser Tyg lidt på ordet rum. Er det et verbum, eller er det et substantiv? Er det det lille værelse, du sover i, eller er det det rummet, det gigantiske, uudforskede univers, du kun kan skue overfladen af på en skyfri sommernat? Eller måske ingen af delene, men noget helt andet, eller alt det ovenstående, men også noget mere? Rum. For mit eget vedkommende synes jeg, at det kan være svært at indkredse sådant et ord. Rum. Det rummer så mange dobbeltbetydninger, lag og fortolkningsmuligheder, at man ikke rigtigt kan blive færdig med det. At rum er omdrejningspunktet for dette nummer af Til Tro er imidlertid ikke blot for lutter ordspils skyld; snarere er det, fordi vi tror, at rum i al sin simplicitet har en hel del at sige – og vel at mærke noget med tyngde og indhold.

I et forsøg på at forstå facetterne af ordet rum kan du jo starte med at nørde dig ned i artiklen ”En verden splittet til kvarker”, hvor Daniel Munk leder os ind i fysikkens rum og undersøger, hvordan nogle af de mærkværdigste opdagelser, man dér har gjort sig, vidner om en skabergud.

Du kan også fordybe dig i artiklen ”At leve med grundlæggende uenighed”. Michael Mørch har her begået en glimrende artikel om, hvad det betyder, at der også i det offentlige rum skal være rum for rummelighed; eller sagt på en anden måde, hvad åndsfrihed er for en størrelse. Det er aktuelt, det er oplysende, og det er spændende.

Læs den!

Og apropos rummelighed: ”Den rummelige Jesus” er titlen på Robert Bladts artikel, der reflekterer over, om Jesus kan beskrives som rummelig og i det hele taget over, hvordan Jesus er. Dét er givende læsning.

Ovenstående er selvfølgelig bare et lille udpluk af alt det guld, der venter inde i magasinet, så sæt dig godt til rette og bevæg dig ind i dette nye nummer af Til Tro. Jeg håber, at du her vil kunne finde rum. Rum til refleksion, inspiration og måske provokation. Rum til liv og rum til dig. Rum til tro.

Kan du rumme det hele?

På vegne af redaktionen Jonathan Oehlenschläger Rasmussen

4

Jesus Den rummelige

Af højskoleforstander Robert Bladt, Børkop – robert@imb.dk

Ved første øjekast virker ordet rummelig som en god beskrivelse af Jesus. Men der er forskel på at være rummelig og kærlig.

Og Jesus er først og fremmest kærlig.

Peter var den ledende blandt Jesu disciple. Han var den, som på discipelflokkens vegne sagde om Jesus: ”Du er Kristus.”

Ham var det, som ville bygge hytter på forklarelsens bjerg.

Peter trak sværdet for at forsvare Jesus i Getsemane Have.

Han havde direkte adgang til Jesus. Denne adgang benyttede han sig af i en situation, hvor Jesus begyndte at tale om sin lidelse og død. Måske var Peter bekymret for, om Jesus ville tage modet fra den lille og unge skare af disciple med sine dystre forudsigelser.

Men Jesus afviser Peter skarpt: ”Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.” (Mark 8,33) Der er ikke megen rummelighed over Jesus i denne situation. Burde han ikke tænke lidt mere på Peters følelser, være lidt mere tolerant over for et velment råd?

I begyndelsen af Tolkiens ”Eventyret om ringen” er der en besynderlig scene. Bilbo Sækker har foranstaltet et stort forsvindingsnummer på sin 111 års fødselsdag for at efterlade sin ejendom, sine ejendele og ikke mindst den tryllering, han erhvervede som ung. Men da han endelig skal give slip på ringen, kan han ikke. Troldmanden Gandalf, som er Bilbos ven og fortrolige, skiftevis tilskynder, overtaler og truer ham.

Bilbo skiftevis forsvarer sin ret til ringen og vredes på Gandalf.

Da Bilbo for tredje gang kalder ringen ”min højtelskede”, flakker Gandalfs blik: ”’Hvis du siger det en gang til, så bliver jeg vred. Så skal du se Gandalf den Grå, som han virkelig er.’ Han tog et skridt fremad mod hobbitten, og det var, som

TEMA

5

om han voksede og blev truende; hans skygge fyldte det lille værelse.”

Hvordan ville Jesus have handlet i Gandalfs sted?

Fire efterskolevenner havde fundet sig hver en hustru, og de aftalte, at alle fire par skulle mødes en weekend i et stort sommerhus. De tre par var ankommet og undrede sig over, at det fjerde par var forsinket. Endelig kom den fjerde bil, men kun manden var med. Han havde efterladt sin hustru, fordi han ikke ønskede at have hende med på weekend. De havde

Hvad er det kærligste at gøre, når ens ven er i færd med at svigte, såre og udstille den hustru, han har lovet at elske og ære?

Er det at rumme? haft et skænderi. De tre vennepar var målløse. Efter lange, svære samtaler endte det med, at de bad ham tage hustruen med næste gang, de skulle være sammen – eller også selv blive hjemme.

Ville Jesus have stillet sådan et ultimatum?

Kærlighed og rummelighed ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind.

Den ... hidser sig ikke op og bærer ikke nag. ... Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.” – siger Paulus. Er kærligheden da ikke det mest rummelige af alt? Er Gud da ikke den mest rummelige der findes?

Hvad er det kærligste at gøre, når ens ven er i færd med at svigte, såre og udstille den hustru, han har lovet at elske og ære? Er det at rumme? Ja, men måske også at stille et ulti-

Selv, hvor der ikke er løgn, bedrag, begær, fristelse og synd på spil, kan rummelighed være for lidt. Den kan være svært passiv, inaktiv, indifferent, stoisk uberørt. matum. Hvad er det kærligste at gøre, når ens ven er på vej til at blive besat af begær som Bilbo? Er det at rumme? Ja, men måske også at tilskynde, overtale og true. Hvad er det kærligste at gøre, når ens ven er et satanisk redskab til fristelse, som Peter var det for Jesus? Skal man rumme og tolerere, når man fristes til vige tilbage fra kærligheden?

Kærlighed og rummelighed er næppe forenelige i alle situationer. Og Gud er kærlighed.

Kærligheden er moralsk. Den gør ikke noget usømmeligt. Den finder ikke sin glæde i uretten, men ved sandheden.

6

TEMA

Sandheden er man nødt til at være tro imod. Den bærer moralske værdier med sig, som kræver lydighed og handling. Den lader ikke sandhed og løgn, godt og ondt, ret og galt komme ud på ét. Men man kan godt være sandheden tro i kærlighed. Nogle gange ved at være rummelig – som Jesus.

Andre gange ved at være ultimativ, advarende, skarp og intolerant – som Jesus.

Gæstfrihed og rummelighed I bogen ”Gæstfrihed” (Akademisk Forlag, København, 2018) skriver Niels Nymann Eriksen: ”Begrebet rummelighed angiver fællesskabets elasticitet.” Han bruger Vesterbro som eksempel, og hans analyse er, at på Vesterbro er der en stor elasticitet over fællesskabet. ”Der er overskud, og med overskuddet følger en høj grad af generøsitet og overbærenhed over for folk, som er anderledes end en selv.” Men han konkluderer også: ”Denne form for rummelighed fører for mig at se sjældent til nogen dybere erfaring af samhørighed eller fællesskab.”

Selv, hvor der ikke er løgn, bedrag, begær, fristelse og synd på spil, kan rummelighed være for lidt. Den kan være sært passiv, inaktiv, indifferent, stoisk uberørt.

Med gæstfriheden forholder det sig ifølge Niels Nymann Eriksen anderledes. Gæstfriheden er aktiv. Den indeholder en kærlighed til den fremmede og det fremmede. Den indeholder sågar en erfaring af, at jeg uden den fremmede mangler noget. At tilstedeværelsen af den fremmede er afgørende for, at mit liv giver mening.

Den kristne forfatter og studenterleder Vinoth Ramachandra gav mig engang en udfordring. Den ligger i tråd med Niels Nymann Eriksens beskrivelse af gæstfrihed. Vinoth hævdede, at det er betydningsfuldt, at studenterarbejdet rummer forskellige trosretninger. Han sagde: ”Kristne fra andre trossamfund viser os blinde vinkler i vores tro.” Hans pointe – har jeg efterfølgende erkendt – er, at studenterarbejdet ikke blot skal rumme forskellige, kristne trosretninger.

Den skal anerkende, at de andre trosretningers tilstedeværelse har betydning for mig. Den er nødvendig for, at jeg ikke bliver blind for manglerne i min læsning af Bibelen, manglerne i min kristne praksis, manglerne i mit billede af Gud. De skal ikke blot have lov at være der. De er nødvendige, uundværlige. Mellemkirkelige samtaler og samarbejde er ikke blot et nødvendigt onde, men en nødvendighed.

Den gæstfrie Gud Den rummelige Jesus. Det er en utilstrækkelig, ja, måske ligefrem skæv beskrivelse af, hvem og hvad Jesus er. Han er i hvert fald alt andet end passiv, inaktiv, indifferent, stoisk uberørt. Han inkarnerer Guds væsen ved at elske sine fjen-

Apostlen Paulus viser os med sit eksempel, at rummelighed i sig selv er utilstrækkelig. Den giver ikke samhørighed eller fællesskab. Det gør kærligheden.

der, gå i døden for sine fjender (se Romerbrevet kapitel 5, vers 8).

Tør vi gå så langt, at vi antyder, at Gud er gæstfrihed i dette ords egentlige betydning? At Guds gæstfrihed grunder sig i, at han anser fællesskabet med den fremmede, med fjenden, med mig, som en forudsætning for, at han kan være hel? Ligger dette allerede indlejret i kraft af Guds skabelse af mennesket i sit billede?

Nogle af Jesu lignelser antyder det. En hyrde kan ikke bevare sin ære og troværdighed, hvis han mister et får. Derfor går han ud over leder efter det mistede får, til han finder det. En far er ikke længere far, hvis han mister sin søn. Derfor spejder han efter den fortabte og løber ham i møde, når han aner omridset af den fortabte i horisonten (se Lukasevangeliet kapitel 15).

Apostlen Paulus viser os med sit eksempel, at rummelighed i sig selv er utilstrækkelig. Den giver ikke samhørighed eller fællesskab. Det gør kærligheden. Da Paulus skriver sit andet brev til de kristne i Korinth, er han nødt til at påtale en række forhold i menigheden. Om det skriver han: ”Vi har taget bladet fra munden over for jer, korinthere, vi har åbnet vort hjerte; der er ikke trangt hos os, men der er trangt i jeres hjerter. Nu skal I gøre gengæld – jeg taler til jer som mine

børn – og også åbne jer for os.” (2. Korintherbrev kapitel 6, vers 11-13).

Det var ikke tilstrækkeligt for Paulus, at korintherne og han kunne ses, skrives ved eller fejre gudstjeneste sammen.

Han elskede dem for højt til, at han kunne nøjes med det. Han måtte åbne sit hjerte, så hjerteblodet i overført forstand kunne flyde. Og nu beder han korintherne gøre det samme.

Som en Gandalf, der elskede Bilbo for højt til at efterlade ham i begærets vold. Som venner, der ikke ville lade deres kammerat svigte sit ægteskabsløfte. Som en frelser, der ikke kunne lade sig friste til at frafalde sin kærlighedsmission.

Det rum, Jesus skaber Da Jesus kom til denne verden, kom han til sit eget. Alligevel var der knapt rum for ham. Hans egne tog ikke imod ham.

Men enhver, der tager imod ham, giver han ret til at være Guds barn. Det rum, Jesus skaber for den, der tager imod ham, er mere end plads. Jesus holder fest for den, der tager imod ham.

Jesus opdrager, snakker, spiser og lever med den, der tager imod ham.

Rummelig? Ja, der er masser af rum hos Jesus. Men Jesus fylder rummet med sin kærlighed, der både forsikrer og formaner. En kærlighed, der skaber samhørighed og fællesskab.■ TEMA

7

TA’ PÅ BIBELSKOLE

luthersk missions højskole

I APOSTLENES FODSPOR: stortur til tyrkiet.

Bliv elev til efteråret!

Find os på lmh.dk eller på

Velkommen til KFS’ nye bestyrelse Palmesøndag 14. april 2019 dannede Påskelejr i Skanderborg rammen for KFS’ generalforsamling. Hovedpunktet var valget til bestyrelsen, hvor hele 10 kandidater var opstillede. 78 stemmeberettigede deltog i det, der er KFS’ øverste myndighed – nemlig medlemmernes egen generalforsamling.

Alle opstillede kandidater blev valgt til posterne med mindst et mandat på 30% af stemmerne og kan således indgå i det fremtidige bestyrelsesarbejde. Bestyrelsen for KFS består i det kommende år af følgende medlemmer: Nyvalgt i 2019 (på valg i 2021): • Per Ladekjær • Erik Nedergaard Hansen • Ellen Højlund Wibe • Søren Edelmann Hammer • Niels Christian Askholm • Katrine Dahl Madsen • Hannah Nørlund Larsen • Vicky Kastbjerg Øvrige medlemmer (på valg i 2020): • Ellen Esmarch Pedersen • Anine Madvig Struer • Eskil Lyngsøe Poulsen • Kristoffer Roager • Frederik Hauge • Sarah Morthorst • Benjamin Christophersen Følgende suppleanter er også valgt for det kommende år: • Sarah Thun Madsen • Stefan Lumholdt Pedersen

Studielivskonference på Middelgrundsfortet i Københavns Havn I 2019 genopstår Studielivskonference efter et års pause i ny indpakning. Ideen er stadig den samme: at samle studerende på tværs af studiebyer til en lejr med højt fagligt niveau, med plads til sænke tempoet og med godt fællesskab omkring KFS-visionen: ”at kende Jesus og gøre Jesus kendt”.

4 dage på et fort fra 1890 Vi flytter i år fra KFS´ eget ledertræningscenter til væsentligt større og vildere rammer: det gamle Middelgrundsfort i Københavns Havn, som netop nu er ved at blive forvandlet til den nye ”ungdoms-ø” under ledelse af spejderne. Det er vi pænt begejstrede for!

En nytårslejr i august Samtidig flytter vi tidspunktet frem til 19.-22. august. Det gør vi, fordi vi ønsker os en lejr, der kan være med til at forberede os på et nyt studieår – altså en form for nytårslejr :)

Og programmet…

Morgenbadning, fisketur, natløb i 2,5 kilometer underjordiske tunneller (i tre etager), KFS´ historier og lovsang omkring bålet, kompetent undervisning i samarbejde med Center for Kristen Apologetik, tid til at være og til at tænke, Ø-råd - og hvad vi ellers finder på, inden vi lægger til med båden til august.

Tilmelding og program: www.kfs.dk/studieliv19 Pris: 500 kr. i sovesal og 400 kr. ved overnatning i eget telt. (10% rabat for medlemmer af KFS) Tid: 19.-22. august 2019 Sted: Middelgrundsfortet – midt i Københavns Havn KFS -NYT

9

Påskelejr

2019 Om frihed i Jesus og fællesskab i praksis Af Julie Munk Nissen, kommunikationsmedarbejder, juliemunk@kfs.dk

Årets største KFS-lejr løb som sædvanligt af stablen i påskeugen. I de gode rammer i Skanderborg samledes 492 deltagere, 136 ledere og frivillige og en masse dagsgæster for at være sammen om årets tema: Frihed! Årets bibeltimer blev holdt af Martin Haahr for gymnasieeleverne og af Mark Meynell, England, for de studerende og de internationale deltagere.

På mange måder er Påskelejr, hvad Påskelejr altid har været: intenst samvær, masser af forkyndelse og påfyld til troen og hovedet, nye og gamle venner, madkø og lovsang. Men alligevel er hver eneste Påskelejr helt særlig, sig selv og ny hvert år.

Birthe Birkbak Hovaldt var med på Påskelejr som vice-lejrchef, og hun fremhæver, at årets tema om frihed på én eller anden måde satte en fin praksisramme om lejren. ”Det var ikke bare et 10

KFS-NYT

tema, vi fik undervisning om – der var frihedsfølelse i praksis på Påskelejr,” fortæller hun. ”Lejren kunne noget særligt ved at tilbyde deltagerne et break, hvor de fik chance for at mærke den befrielse, de allerede har fået i Jesus. Der var en stående invitation til at tage den frihed med sig ud i sin hverdag og i sit liv.”

Birthe lagde også mærke til, hvordan ordet om Jesus kom til at fylde mere end ellers: ”På en særlig måde var evangeliet virkelig i centrum på denne lejr – altså, det er det jo altid, men frihedsaspektet i evangeliet kom faktisk til at fylde noget mellem deltagerne, fordi der blev undervist om det på en jordnær måde i spor, seminarer og i bibeltimerne om Galaterbrevet,” siger hun. ”Jeg oplevede, at der var en konkret omsorg for dem, der kom på lejr alene, og at dem, der var alene, havde frimodighed til at

snakke med de andre deltagere. Der var også stor frihed og frimodighed i TableTalks-grupperne, hvor folk turde åbne sig for ærlige samtaler om teksterne og spørgsmålene.”

En sidste ting, Birthe også oplevede som lidt særlig på dette års Påskelejr, var engagementet fra deltagerne. ”Påskelejr er ikke ledernes lejr, men deltagernes og fællesskabets lejr. Det var helt klart, at deltagerne på lejren ikke bare var passive tilskuere, som lænede sig tilbage og forventede at være modtagere – de var på mange måder meget aktive, både i deres samtalegrupper, i praktiske opgaver, i debatter, hygge og eftermiddagstilbud. Det giver jo et utrolig positivt medejerskab,” slutter hun.

De fleste møder og bibeltimer fra Påskelejr blev optaget og kan hentes gratis som podcast på kfs.dk/ressourcer. Se også alle de andre gode taler og ressourcer, som er tilgængelige på hjemmesiden.

Vi glæder os til gensyn på næste Påskelejr! Tak for i år.

KFS-NYT

11

En verden splittet til kvarker Tag med til universets begyndelse og kanten af et sort hul, når Daniel Munk viser vej ind i verdens mærkværdige fysiske fænomener, der bryder vores tanker og vidner om en ubegribelig og forunderlig Gud. Af Daniel Hans Munk, B.Sc.Phys. stud. på Københavns Universitet danielhansmunk@gmail.com Som fysikstuderende støder jeg en gang imellem på en verden, der har så ekstreme og mærkværdige fænomener, at jeg nogle gange må genoverveje, hvad jeg før troede var rigtigt.

Det er noget af dét, der gør fysik spændende som studie, og det er sådanne fænomener, jeg gerne vil dele med dig, kære læser. På samme tid er jeg også kristen. Jeg tror på en skaber-Gud – Bibelens Gud, og jeg tror, han glædes over, at vi studerer naturen, finder regelmæssigheder og dermed nedskriver de fysiske love for hans fantastiske skaberværk.

Hvem skaber?

Lad mig tage dig med på en lille rejse, hvor vi zoomer helt ind på de mindste byggesten i universet. Atomer har du sikkert hørt om. ”Atom” betyder på græsk ”udelelig”, og atomerne var et godt bud på den ”mindste byggesten” i lang tid. Så fandt man ud af, at atomer består af elektroner, protoner og neutroner. Siden har man i moderne partikelfysik opstillet det, vi kalder standardmodellen: et periodisk system for de 17 elementarpartikler, vi kender til. Seks af dem kaldes for kvarker, og det er dem, der udgør bl.a. protoner og neutroner.

Hvorfor er disse egentlig interessante? Jo – kvarker har den egenskab, at de altid kommer i par.

Tager du et kvarkpar og skiller dem ad, vil der opstå 2 nye kvarker, sådan at du har 4.

12

TEMA

Med andre ord: forestil dig, at du har to bolde, en rød og blå, som er limet sammen. Du trækker dem nu fra hinanden, og med det samme vil der, ud af den blå luft, opstå to nye bolde: en rød og en blå, der nu vil være limet fast på de to bolde, du oprindelig havde. Nu har du to par af røde og blå bolde limet sammen.

De to nye kvarker er et kvark-antikvark par (rød og blå), som bliver ”hevet” ud af vakuummet – og dét er næsten noget, man kan tabe underkæben af. Dét, at der opstår to nye partikler, som ikke var der før, lader mig tilbage med et spørgsmål: hvem skabte disse to nye partikler?

Hvor er du?

Lad os forblive i dette micro-stadie, hvor alt er i atom- eller sub-atom størrelse, for her sker spændende ting. Du har måske hørt om kvantemekanik? Nogle gange bliver det præsenteret lidt som noget fysik-magi-agtigt, men i virkeligheden er det bare en betegnelse for de fysiske love, der gælder for små (atom-størrelse) ting.

De fænomener, vi oplever i vores makroskopiske verden, er ikke specielt ”mærkelige”, da vi er vant til, at de sker – trivielle ting, fx som en bold, der triller ned af en skråning.

Bevæger vi os til gengæld i den mikroskopiske verden, hvor kvantemekanikken regerer, er alt lige pludselig mærkeligt,

Symboler ∆x: Usikkerhed på position ∆p: Usikkerhed på impuls (tænk på impuls som hastighed) ∆t: Usikkerhed på tid ∆E: Usikkerhed på energi ℏ: Den reducerede Plancks konstant (natur konstant)

fordi vi ikke er vant til at se det i det daglige liv. For eksempel har elektroner en sandsynlighed for at ”hoppe” igennem solide vægge.

Et vigtigt princip i kvantemekanikken er usikkerhedsprincippet skrevet som: ∆x×∆p≥ℏ/2 eller ∆t×∆E≥ℏ/2.

Den første betyder, at usikkerheden på en partikels position ganget med usikkerheden af dens impuls (hastighed), SKAL være større end en konstant. Det vil sige, at jo mere præcis viden, du har om partiklens position, desto mindre ved du om dens hastighed og vice versa. Nu tænker du måske: ”Jamen, så få noget bedre udstyr, så du kan måle begge ting.”

Men det kan man bare ikke. Pointen her er, at det er en fysisk

Bevæger vi os til gengæld i den mikroskopiske verden, hvor kvantemekanikken regerer, er alt lige pludselig mærkeligt, fordi vi ikke er vant til at se det i det daglige liv lov, og sådan er universet – overalt. Vi kan ikke kende position og hastighed til perfektion; sådan er vores verden nu engang indrettet.

Endnu mere mærkelige fænomener sker på baggrund af usikkerheden af energi og tid. Hvis nu vi har nogle par-

tikler med meget lav usikkerhed på tid, dvs. partikler med en meget kort levetid, så vil usikkerhed på energien være kæmpestor. Det betyder, at universet kan nu ”låne” energi fra denne usikkerhed og lave et partikel-antipartikelpar, der for en kort stund flyver væk fra hinanden og samles igen for så at forsvinde i intetheden og dermed ”aflevere” energien tilbage til universet. Dette fænomen kaldes for virtuelle partikler, og det sker hele tiden, uden at noget har forårsaget det – det sker bare.

Gud, der opretholder alt Inden jeg går videre til mere spændende fysik, vil jeg lige træde et skridt tilbage: ”Han er forud for alt, og alt består ved ham” (Kolossenserne kapitel 1, vers 17).

Jeg tror på, at Gud har skabt en verden, der fungerer til punkt og prikke. Jeg tror, Gud har givet os en intelligens, så vi kan undersøge hans skaberværk. Og fordi Gud er en Gud, der bringer orden i kaos, tror jeg, at naturen fungerer efter et regelsæt – altså naturlove.

Gud har ikke skabt en skrøbelig verden, hvor der kræves en masse små ”magiske” lappeløsninger, som Gud aktivt må opretholde, for at universet ikke bryder sammen. Gud er suveræn, og han har skabt naturlovene. Her må jeg som fysiker også være ydmyg. Ja – vi kender meget, vi ved meget, men om vi kender de ”rigtige” love, ved vi ikke.

TEMA

13

Og fordi Gud er en Gud, der bringer orden i kaos, tror jeg, at naturen fungerer efter et regelsæt – altså naturlove.

Derfor tror jeg, at ”alt består ved ham” skal forstås sådan, at Gud tillader eksistens, og han er eksistensens ophavsmand.

Hvem der skabte partikerne i vores lille tankeeksperiment før, er egentlig et forkert spørgsmål at stille. Du har sikkert set Einsteins ækvivalensligning for masse-energi: E=mc2. Den fortæller os, at der et lighedstegn mellem energi og materie.

De to kvarker, der opstod, er et smukt eksempel på energi, der bliver omdannet til masse, hvor energien kommer fra dét, at vi river de to oprindelige kvarker fra hinanden.

Alt er relativt – eller er det?

uendelig tid. Det vil sige, at tiden stopper for stenen i dit perspektiv, og det er nemlig nøgleordet. Fra speciel og generel relativitetsteori ved vi, at tid ”går” forskelligt, ud fra hvem der observerer og hvor hurtigt vi bevæger i forhold til hinanden.

Vi bevæger os i 3 rumlige dimensioner; vi kan kalde dem x, y og z som i et koordinatsystem. Den sidste dimension kaldes tid (t). Det vil sige, at vi lever i et 4-dimensionelt rum: rum-tid med koordinatsæt: (x,y,z,t), da tid ikke er noget, der ”går”, men noget, vi bevæger os i. Vi kan også bevæge os hurtigere end andre, og derfor får man nogle underlige fænomener som ved sorte huller.

Historisk forstod vi tid ud fra astronomiske forhold, såsom Er Gud underlagt fysikkens love? jordens rotation. Den officielle definition på et sekund er ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var denbaseret på en henfaldstid af et cæcium-133 atom. gang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds Hvorfor er dette interessant? Jo, har du nogensinde hørt ånd svævede over vandene.” (1. Mosebog kapitel 1, vers 1-2). formuleringen ”Alt er relativt” (til tider en naiv reference til Lad os kigge på en lille analogi: forestil dig, at du tager Einsteins relativitetsteori)? Se, det er forkert i fysisk forstand. et stykke A4-papir. På dette papir tegner du nogle tænd”Alt er relativt i forhold til lysets hastighed” er en mere korstiksmænd. Disse tændstiksmænd ”lever” i en 2D verden, og rekt formulering. Lysets hastighed i vakuum er en naturkondu som skaberen er ikke en del af stant. Den ændrer sig ikke, og det er denne 2D verden i A4-størrelse, men den ultimative hastighed i universet.

Fra speciel og generel du kan stadig ineragere med den.

Gennem Einsteins specielle og generelativitetsteori ved vi, at tid Hvis Gud er skaber af denne relle relativitetsteori kan vi forstå ”går” forskelligt, ud fra hvem 4-dimensionale verden (10, 11 eller nogle meget spændende og mærkder observerer og hvor hurtigt vi 26 dimensioner hvis vi inkluderer værdige fænomener. bevæger i forhold til hinanden. strengteori – her skal det lige tilføLad os foretage et tankeekspejes, at der er lidt uenighed om antal riment: du befinder dig ude i rumaf dimensioner), så vil Gud som skaber ikke være en del af met med en sten i hånden, og du kigger på et sort hul (eller skaberværket. Han er derfor ikke underlagt fysikkens love, da omridset af det – det er jo sort), som er langt væk. Du kaster disse kun gælder under ”normale” omstændigheder (nemlig nu stenen mod det sorte hul og venter. Her kommer lige en rum og tid). antagelse: man kan ikke dø af alderdom – så du kan obserEt eksempel på et ekstremt fysisk fænomen, hvor ”norvere stenen i al uendelighed – og det får du brug for. Der vil male” omstændigheder ikke er til stede: Big Bang. I denne nemlig ske det, at tiden begynder at gå langsommere og langsingularitet var der et så stort tryk og temperatur, at fysiksommere, jo nærmere stenen kommer på det sorte hul. Stekens love (som vi kender dem), først begynder at eksistere nen vil først ”ramme” kanten af det sorte hul, når der er gået 14

TEMA

et stykke tid efter. Dette fænomen sker endda indenfor vores fysiske rammer, men er alligevel ”udenfor” dem. Gud, derimod, er permanent ikke en del af vores fysiske rammer, og det betyder, at vi ikke kan regne med, at Gud opererer under de fysiske love, vi kender og lever efter. Denne deduktion må også række til afsnittet om tid. Da tid er et koordinat i vores verden, må Gud stå udenfor denne, og derfor vil fortid, nutid og fremtid være til stede på én og samme gang for Gud. ”Dette ene må I ikke glemme, mine kære, at for Herren er én dag som tusind år, og tusind år som én dag.” (2. Peters Brev kapitel 8, vers 8).

Naturens bog

Ud over Bibelen er der en anden bog, hvor vi kan lære om Gud: naturens bog.

Gud har givet os Bibelen, hvor vi kan lære om, hvem han er. Det er en bog, man aldrig bliver færdig med, for hvis Gud er så kompleks, så må den bog, hvori vi lærer om ham, også være det.

Ud over Bibelen er der en anden bog, hvor vi kan lære om Gud: naturens bog. ”For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse” (Romerne kapitel 1, vers 20).

Jeg er sikker på, at det er naturens bog, Paulus refererer til. Her kan vi også lære om Gud. Jeg tror, det er vigtigt at læse begge bøger, hvis vi vil have et helhedsbillede af, hvem Gud er.

Forhåbentlig kan ovenstående eksempler udfordre billedet af, at vi mennesker ved alt, og at alle mysterier er løste. Selvom jeg beskæftiger mig med fysik dagligt, vil jeg vil bestemt ikke være så arrogant at påstå, at jeg fuldt ud forstår det. Relativitetsteori og kvantemekanik kan vi regne med og bruge, men om vi forstår den underlæggende metafysik, som teorierne frembringer, er en anden historie. Jeg er selv blevet skolet i den klassiske instrumentelle tilgang til kvantemekanik: ”Shut up and calculate”.

Som Niels Bohr, én af grundlæggerne af kvantemekanikken, har sagt: ”De, som ikke chokeres, når de første gang støder på kvantemekanikken, kan umuligt have forstået den.”

Jeg håber, at jeg med mine små eksempler har vist dig lidt af Guds ”evige kraft” og hans ”guddommelighed”. Dét er i hvert fald det jeg ser, når jeg dykker ned i denne mærkværdige verdens fysik. ■ 15

Apostlenes gerninger kapitel 12 vers 7

Pludselig står Herrens engel der, og et lys strålede i rummet. Englen vækkede Peter med et puf i siden og sagde: »Skynd dig at stå op!« Da faldt lænkerne af hans hænder.

16

Dimissionstale til de nye studenter :

Kære dimittend Tillykke med huen! Jeg håber for dig, at du fik det eksamensresultat, du havde håbet på. Måske fik du det ikke, men fortvivl ikke – for så har du blot gjort dig en vigtig erfaring, som du kan bruge resten af livet: det er ikke muligt at undgå at fejle – og man kan godt være glad og lykkelig alligevel.

Du kan sikkert se tilbage på nogle vigtige år, hvor fællesskab med studiekammerater spillede en stor rolle. Måske husker du anspændtheden på den første dag, I var sammen. Vil jeg passe ind her? Vil de acceptere mig med mine holdninger og min tro?

Forhåbentlig lærte du, at du var velkommen. Dem, du frygtede, endte måske endda med at blive gode venner. Du prøvede at dele din tro med andre, så godt du kunne – og du oplevede sikkert også at fejle. At være for anmassende eller tilbageholdende.

Måske tænker du: hvorfor greb jeg ikke, de muligheder, jeg havde?

Ja, hvorfor gjorde du ikke det? Fordi du var i gang med at lære.

Tillykke med det; du har lært om at dele noget af det, der er vigtigt for dig, med andre. ”Der findes gode fejl.” Det er et udsagn, som fodboldspilleren William Kvist kom med i et interview. Jeg har aldrig været særlig vild med ham som fodboldspiller. Han spiller for det første på det forkerte hold, og når han spillede for Danmark, så synes jeg, at han var kedelig, fordi han altid afleverede tilbage eller til siden. I interviewet fortæller han, at da han kom på de gode fodboldhold i ungdomsårene, så var han så bange for at begå fejl og ryge af

holdet igen, at han ikke turde at prøve at spille den vovede aflevering. Og det har han fortrudt, for det ville have gjort ham til en bedre fodboldspiller. Derfor giver han rådet videre: ”Der findes gode fejl.” Hvis du vil lære noget og blive god, så må du vove at lave gode fejl. Det gælder i hele livet – også når det handler om at snakke om tro og livsholdninger.

En ungdomsuddannelse kan være indgangen til, at man skal videre på en videregående uddannelse. Hvis det er tilfældet for dig, så håber jeg, at du har modet til at engagere dig i dit studiested og et studiesteds-KFS. KFS på de videregående uddannelser ser meget anderledes ud end på ungdomsuddannelserne. Man har måske ikke engang en fælles frokostpause. Men der er også nogle helt nye faglige områder, der kan udfordre troen. Du skal engagere dig i en KFS-gruppe for din egen tro og fagligheds skyld, og især fordi Gud elsker de studerende. Verden er nemlig behæftet med den afgørende fejl, at vi som mennesker har vendt Gud ryggen. Det er dybest set den alvorligste fejl, et menneske kan begå, og de studerende rundt om på studiestederne har brug for at høre, at Gud har rettet op på det, der var vores fejl. Gud vil have alle med i den eneste fejlfri verden, der findes: Livet på en ny og bedre jord – uden fejl.

Kærlig hilsen Per Ladekjær, formand for KFS I TIDEN

17

Jesus eller hamsterhjulet ge i r ot to h o l m a as

Ved en korsvej

Åbent brev til mine karismatiske venner Den norske teolog Geir Otte Holmås er opvokset med den karismatiske bevægelse, som han føler stor kærlighed til.

Vi har boligerne

I sin bog »Ved en korsvej« advarer han imidlertid mod internationale karismatiske strømninger, som han har været nødt til at lægge afstand til efter en lang og smertefuld proces. Strømninger som flytter fokus fra det, Gud gør for os, til vores egne menneskelige erfaringer.

Kom med din hverdag Aarhus Studievenlige lejligheder

Lyse og rummelige lejligheder - 2, 3 eller 4 værelses - i grønne omgivelser til en fornuftig pris. Velegnet både til par og som delelejlighed i cykelafstand fra Aarhus C og de fleste uddannelsesinstitutioner.

Tjek ind på vores hjemmeside og få indtryk af lejlighederne og dem der bor i dem.

NYHED! Nu også med nyttehaver og el-delebil

208 sider 199,95

»

Holmås ønsker at rette vores blik mod det vigtigste: Jesus Kristus.

Et konstant fokus på indvielse, åndelig disciplin, strategier og metoder til at indtage verden for Gud er ensbetydende med at sætte menigheden i et hamsterhjul.

Citat fra bogen

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · Tlf. 75 93 44 55 · info@lohse.dk

lohse.dk

TAG PÅ

FERIE I SVERIGE OG STØT KFS

Hyggeligt, restaureret gammelt stuehus udlejes til jer, der kunne tænke jer at tage på ferie i Sverige. Huset er beboeligt hele året og har tre soveværelser, en dagligstue og et loft.

I det gamle køkken er brændekomfur og bageovn bevarede. Køkkenet har også moderne faciliteter som el-komfur, køleskab, mikroovn, el-kedel og kaffemaskine.

Huset ligger 45 km fra Helsingborg, på landet, hvor ejerne har fritidslandbrug med køer og kalve. Der er dejlig natur med skov og mark lige uden for døren.

PRIS: 3000 DKK. PR. UGE ELLER 600 DKK. PR. DØGN. DISSE PENGE GÅR DIREKTE TIL KFS SKRIV ELLER RING OG HØR MERE! BENTE OG CHRISTER UNOSSON TLF. 0046-435-53490 // 0046-705496614 MAIL: RAMNEKARR@CROSSMAIL.SE

Globalt:

Fokus og fortvivlelse i Cambodja Læs en personlig beretning om, hvordan international studentermission også kan være tungt og op ad bakke.

Af Brian Christensen, studentermissionær i Cambodja

Cambodia er et buddhistisk land mellem Vietnam og Thailand. Et land, hvor borgerkrigen fra 70’erne og 80’erne stadig sætter et tavst præg på mange menneskers liv. Et land med en helt ubegribelig stor kløft mellem rig og fattig.

Her prøver et lokalt KFS – SONOKO – at få fodfæste på universiteterne. SONOKO havde sin spæde start for omkring 20 år siden. Missionærer fra mindst seks lande har været involveret i løbet af den tid. Vi har været engageret i SONOKO i tre år, og her er lidt om, hvad vi har oplevet.

Det SONOKO, vi først mødte, var under ledelse af to missionærer og fem lokale medarbejdere. Arbejdet var inde i en god periode. Der var fokus på at udvikle én af de lokale til at overtage rollen som generalsekretær. Der blev lagt planer med optimisme. Men tingene vendte. En af de lokale, mest modne kristne, sagde op for at fortsætte studierne, og få dage efter druknede den person, som vi alle troede

skulle være den første lokale generalsekretær.

Det var en kæmpe mavepuster for arbejdet. Sorg og mismod lagde en dæmper på alt. Og midt i dette rejste den amerikanske generalsekretær så hjem og overlod arbejdet til en ny missionær fra Korea. Efter kort tid blev han syg og var ikke i stand til at lede arbejdet i 5 måneder.

Den ledelsesmæssige omvæltning har gjort det svært for os at finde vores plads i studenterarbejdet. Der har simpelthen ikke været tid til at få os rigtig på plads. Vi har medvirket, hjulpet og fundet på. Men vi føler ikke rigtig, at det er blevet som det skulle.

Hvad har du gang i, Gud? Sygdom, dødsfald og mennesker der flytter videre. Er det ikke i din hånd, Gud? Det er ydmygende at stå i et arbejde og føle, at vi ikke bidrager med særlig meget. Vi stiller os til rådighed og venter og finder andre ting at gøre imens. Vi

Cambodianske studerende fra en ledertræningslejr i 2018

prøver at være tro i det små og beder, for Gud vidste, hvad der ville ske, og alligevel sendte han os her.

GL BALT Revive Europe Den internationale kristne studenterbevægelse, IFES, som KFS er en del af, lancerede i februar en bedekampagne, Revive Europe, hvor kristne fra hele verden inviteres til at bede for 40 europæiske lande. Bedekampagnen er en del af optakten til Revive, som er en stor, international konference i Tyskland i nytåret 2019.

Før i tiden rummede Europa mange af de stærkeste evangelisk-kristne nationer i verden, men i dag ligger gennemsnittet for antallet af kristne i de europæiske lande på kun 3%*. IFES brænder for en åndelig genoplivning af de unge generationer i Europa. Af de studerende, af universiteterne, af de europæiske lande. Det bakker KFS op om. Vi tror, at Gud vil bruge dette initiativ til at rejse en bølge af bøn, som kan skabe forvandling og nye veje for evangeliet i Europa.

Revive Europe udgiver hver uge, frem til nytår, en video fra et nyt land, som vi står sammen for i bøn.

Vær med til at bede for Europa!

Følg, del og støt Revive Europe på Facebook. #prayforeurope #reviveeurope Kilde: facebook.com/ifesworld

I TIDEN

19

Longread:

Vi skal kæmpe for uenigheden Af Michael Agerbo Mørch, bestyrelsesmedlem i foreningen Åndsfrihed og administrerende leder af Center for Teologi i Praksis på Dansk Bibel-Institut. mam@dbi.edu

Det er pres på det danske meningsrum.

Det skrumper ind. Derfor skal vi kæmpe for ånds- og ytringsfriheden, skulder ved skulder med dem, vi er uenige med. Ellers risikerer vi, at rummet bliver så lavloftet, at ingen kan stå oprejst.

20

Hvad taler vi lige om?

Bør man give muslimer lov til at bygge minareter og indkalde til bøn fra dem? Skal nazister have lov til udbrede deres ideologi gennem radioen? Skal socialister have lov til at argumentere imod demokratiet? Skal konservative kristne have ret til at undervise deres børn i kreationisme? Skal jøder og muslimer have lov til at omskære deres drengebørn? Skal tegnere og satirikere frit kunne karikere Muhammed eller Jesus?

Alle disse betændte spørgsmål handler om åndsfrihed.

Så godt som ingen har i dag ”åndsfrihed” som en naturlig del af deres hverdagsvokabular. Alligevel vil jeg hævde, at det er ét af de vigtigste principper for et godt, trygt og frit samfund.

Ligesom demokrati ikke kun er en styreform, men også en praksis mellem mennesker, sådan er åndsfrihed også noget, der udleves mellem mennesker, som er uenige. Åndsfrihed betyder, at vi har frihed i sager, ”der har med ånd at gøre” (fx religion, politik, etik, ideologi m.m.). Eller mindre kringlet: det er en paraply-betegnelse for en klynge af frihedsrettigheder, som vi fx kender dem fra FNs verdenserklæring om mennerettighederne. Det drejer sig om væsentlige emner som religionsfrihed, ytringsfrihed, samvittighedsfrihed, forsamlingsfrihed og skolefrihed. Da der pt. ikke findes andre ord på dansk, der ligesom åndsfrihed dækker denne buket af frihedsrettigheder i en samlet sum, fastholder jeg, at åndsfrihed som begreb stadigvæk bør anvendes. Samtidig er det vigtigt allerede indledningsvist at understrege, at åndsfrihed ikke er en stribe juridiske paragraffer, men en livsform. Ligesom demokrati ikke kun er en styreform, men også en praksis mellem mennesker, sådan er åndsfrihed også noget, der udleves mellem mennesker, som er uenige.

Åndsfrihed i lovene I Danmark har vi åndsfrihed skrevet ind i loven, nemlig i formålsparagraffen for folkeskolen, hvor det i stykke 3 lyder: ”Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.” Vi har også frihedsrettighederne nævnt hver for sig i grundloven (§67-68, 70 og 76-79), ligesom den ovenfor nævnte menneskerettighedserklæring (artikel 18-20 og 26) nævner dem. Da få kender formuleringerne, får du artiklerne skrevet ud her. De er meget essentielle og skarpt formuleret: Artikel 18.

Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro og frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.

Artikel 19.

Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding

og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Artikel 20.

1. Alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger.

2. Ingen kan tvinges til at være medlem at en forening.

For mig at se er det derfor nærliggende at kæmpe for udstrakt åndsfrihed i samfundet, fordi vores institutioner allerede hævdes at hvile på princippet. Et lidt dristigt forslag, som jeg selv er fortaler for, er, at folkeskolen igen åbner op for, at eleverne kan diskutere sandhedsindhold i religionstimerne.

Der har været forkyndelsesforbud siden 1975, og det giver god mening i et sekulært uddannelsessystem. Men eleverne bør trænes i at samtale om eksistensindhold, og skolen er en oplagt arena til det formål med dens ideal om åndsfrihed.

Situationen for åndsfrihed i dag I praksis synes det dog at se anderledes ud. Overordnet vil jeg hævde, at åndsfriheden er presset på mindst tre områder: For det første ”ekstremisme” – forstået som den ensretning, der opstår, hvis nogle tvinger deres egen tro, livssyn eller overbevisning ned over andre. Det kunne fx være radikal islamisme, som også trives i visse miljøer i Danmark.

For det andet ”ånds- og religionsforskrækkelse” – forstået som den ensretning, der opstår, hvis mennesker med en bestemt tro eller et bestemt livssyn udsættes for negativ særbehandling i det offentlige rum.

For det tredje ”nationalisme” – forstået som den ensretning, der opstår, hvis en bestemt definition af danskhed trækkes ned over alle borgere i Danmark. Visse personer i Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige forsøger at tage patent på begrebet om danskhed ved at definere nogle værdier og normer, som langt fra alle etniske danskere deler. Dermed bliver det vilkårligt og mindre anvendeligt.

Som den kvikke læser ser, er ”ensretning” det ord, der går igen. Det peger netop på, at hvis mennesker kontrolleres til at mene noget bestemt eller at skulle organisere sig på en bestemt måde, så vil ”friheden” uundgåeligt kompromitteres. Hvis man ikke er enig i, at disse tre overskrifter reelt truer åndsfriheden, så vil jeg replicere, at vi som minimum har brug for en tilbagevendende dialog om, hvilken status de nævnte områder har. For det virker oplagt på mig – og kan bakkes historisk op – at netop her er der en nærliggende udfordring for åndsfriheden.

Konkrete eksempler Hvor har vi set dette pres udtrykt? Lad mig give et par eksempler.

Et eksempel på en case om presset forsamlingsfrihed, der nok vækker genklang hos en del af dette blads læsere, er sagen om bederum på uddannelsesinstitutioner. I 2017 blev det afgjort, at der ikke må være bederum på offentlige gymnasier. Begrundelsen var, at bederum er en radikaliseringsbule. Det gik også ud over KFS, der dermed mistede TEMA

21

retten flere steder til at samles om sine aktiviteter. Lignende indskrænkning af åndsfriheden har man set eksempler på, når de politiske ungdomsorganisationer nægtes adgang til gymnasierne for at dele materiale ud og forsøge at hverve medlemmer til deres sag. Begge situationer vidner desværre om en manglende forståelse for, at politiske og religiøse synspunkter er centralt formative for individer, samt at vi faktisk er bedst tjent med at øve os i at krydse klinger med ord, allerede mens vi er ganske unge.

Velkendt er desuden de mange debatter om ytringsfrihed; en sag, der har let adgang til avisspalterne al den stund, at medierne selv lever af udstrakt ytringsfrihed, og derfor naturligt ofrer den sag megen opmærksomhed. Ytringsfrihed har altid været under pres, men i moderne tid har presset fra

Et eksempel på en case om presset forsamlingsfrihed, der nok vækker genklang hos en del af dette blads læsere, er sagen om bederum på uddannelsesinstitutioner. islam udgjort den centrale trussel. Sagen mod Salman Rushdie, som i dønningerne efter udgivelsen af De Sataniske Vers i 1989 modtog en fatwa fra det iranske præstestyre, indvarslede en tid med megen fokus på selvcensur og religiøs krænkelseskultur. I Danmark fik vi krisen om Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten i 2006, men på sigt førte det faktisk til en juridisk lempelse, da blasfemiparagraffen blev afskaffet i 2017. I mine øjne en fornuftig udvikling, da nationale love skal beskytte mennesker og ikke ideologiske eller religiøse

22

TEMA

doktriner. Gud kan svare for sig selv, og selvom mennesker må forvente en dom for sin hån af Gud, så tilhører dommen Herren alene på den sidste dag.

Åndsfrihed og tolerance Historisk set er tolerance nok det ord, der ligger tættest op ad åndsfrihedens betydning. Men da tolerance i dag bruges i en ganske anden betydning, er det ikke uproblematisk at ville fastholde en tæt kobling af de to begreber.

Da John Locke i 1689 skrev sit skelsættende skrift, Et brev om tolerance, argumenterede han for, at kirken måtte søge at omvende mennesker ved alene hjælp af overbevisende ord (persuasion) og ikke med tvang (violence). Argumentet var, at når frelsen er en sag for sjælen, så giver det ikke mening at tro, at man kan tvinge den nødvendige omvendelse til at finde sted via magt.

I Danmark kender vi til brugen af tolerance fra Grundtvigs skrifter, men særligt Hal Kochs fremragende foredrag ”Om tolerance” fra efterkrigstiden repræsenterer den klassiske forståelse. Her argumenterer Koch for det overraskende synspunkt, at åndsfriheden også skal gælde for nazisterne!

Med det mener han bestemt ikke, at han støtter eller ønsker at fremme nazismen, tværtimod er det hans opfattelse, at nazismen bedst begrænses, hvis den gennemtæves med ord i offentligheden og ikke med statslig magt og vold: ”vi ønsker virkelig at bekæmpe den nazisme, som vi hader af hele vort hjerte – men vi vil ikke have en politibetjent med en maskinpistol ved siden af os i kampen,” skrev han. Det trækker på den velkendte indsigt, at ekstremistiske synspunkter lever og spirer bedst i undergrunden, væk fra offentlighedens åsyn.

Det bedste værn mod ekstremisme er derfor at få synspunk-

terne frem og dernæst finde den verbale stok frem og prygle dem i graven.

Men som Holger Kjær allerede pegede på i 1974 i bogen Tolerance eller frisind?, og som Carsten Hjorth Pedersen videreudviklede i Respekt! – dog under begreberne ”åndsfrihed” og ”tålsomhed” – så er tolerance i dag noget ganske andet, nemlig en arrig modstand mod uenighed. Det er en slags aggressiv relativisme, som vil kalde alt for lige godt, og dermed ender i den ulykkeligt paradoksale grøft som intolerant i sin uendelige tolerance. ”Vi kan tolerere alle, undtagen dem, vi mener, er intolerante.” Men alt er ikke lige godt eller lige sandt. Det ved vi intuitivt, og vi ved det filosofisk. At slå mennesker ihjel for sjov eller af kedsomhed er ondt. At hævde at befolkningsgrupper eller racer er mindre værd end andre er forkert (og ulovligt!). Det er to ekstreme eksempler, men de viser, at den moderne toleranceforståelse ikke holder vand.

overbevisning. Det er altså ikke et overgreb bevidst at påvirke sit barn. Det gør vi alligevel uundgåeligt. Men det må være en dynamisk proces, hvor barnet langsomt får lov til at tilegne eller fravælge forældrenes overbevisninger. I Danmark sætter vi en markør ved konfirmationsalderen, hvor de unge selv kan bekræfte deres tro eller mangel på samme (såkaldt nonfirmation). Det betyder, at vi er blevet enige om, at i 13-14

Ømme sager

Hvem gælder åndsfriheden for?

Åndsfriheden bærer sin egen grænse i sig. Som Hjorth Pedersen skriver: ”Åndsfriheden afgrænses af medmenneskets ret til samme frihed og indebærer en forpligtelse til at kæmpe for den andens ret.” Det vil sige, at man ikke må tvinge sine overbevisninger ned over andre. Det sker ofte i totalitære stater eller i mere ekstreme religiøse eller politiske miljøer. Den slags er åndsfrihedens modsætning. Man er velkommen til at tro på og kæmpe for absolutte sandheder, men hvis man forsøger at udbrede synspunkterne med tvang, så er det et overgreb.

Der er en spidsfindig case her, nemlig forældrenes frihed til at opdrage. Det er også grundlæggende for åndsfriheden, at forældrene må opdrage i overensstemmelse med deres

Det bedste værn mod ekstremisme er derfor at få synspunkterne frem og dernæst finde den verbale stok frem og prygle dem i graven. års-alderen er individer klar til at hæfte for egne holdninger.

Men der er selvfølgelig løbende en udveksling mellem barn og forældre helt indtil myndighedsalderen nås.

Der er andre vanskeligheder for åndsfrihed. Fx spørgsmålet, om man skal give åndsfrihed til dem, der er imod den. Svaret er i udstrakt grad ja. Fx må et demokrati kunne rumme, at der er nogen, der arbejder for dets afskaffelse. Disse grupper må argumentere for deres sag, men ikke gribe til våben for at gennemføre den. Det demokratiske samfund skal imødegå dets modstandere med ord og argumenter og ikke med forbud. Men det er naturligvis lettere at skrive om principielt.

En speget sag for mange er muslimers tilstedeværelse i Danmark. Og det ér en udfordring, at islam har en indbygget modstand mod åndsfrihed i sine doktriner. Særligt væsentlig er forbuddet mod apostasi (frafald fra troen). Som tidligere vist er retten til at skifte religion ellers en menneskerettig-

TEMA

23

hed, jf. artikel 18. Hvad man end må mene om integration og relaterede spørgsmål, så er det fra en åndsfrihedsvinkel afgørende, at de muslimer, som er her i landet, udfordres på dette apostasi-forbud og opfordres til at gøre troen og vantroen til et frit valg.

Er kristne (særligt) forpligtede?

Vi må erkende, at vores begrænsninger som mennesker gør, at en grundlæggende enighed på de afgørende områder af vores liv ikke er inden for rækkevidde.

Så hvordan lærer vi at leve med dem, vi er uenige med? Det er dét, der driver åndsfriheden. Åndsfriheden aftegner den bane, indenfor hvilken vi spiller uenighedens kamp, og den forudsætter, at uenighed på åndsområdet altid vil foreligge.

Den kridter spillereglerne op, men kalder også deltagerne til at tage del i kampen. Reglerne skal stimulere deltagelse, ikke forkrampe til passivitet.

Så vidt jeg kan se, så har vi en forpligtelse som kristne til at tage del i åndsfrihedens projekt, fordi vi som kristne ved, at vi lever i en falden verden. Men vi lever her dog og skal have det til at fungere. Og selvom vi dybest kun ønsker, at alle mennesker skal tro på vores Gud og komme til erkendelse af sandheden, så ved vi også, at troen kun kan tilegnes i frihed.

Og derfor tvinger vi ingen, og derfor spiller vi med helt åbne

Så hvordan lærer vi at leve med dem, vi er uenige med? Det er dét, der driver åndsfriheden. kort. Desuden har vi selv en erfaring af, hvor afgørende frihed er på troens område. Når friheden betyder så meget for os selv, er det naturligt også at værne om andres trosmæssige frihed.

Der er dog også en vigtig erkendelse i, at religionsfrihed kun kan eksistere legitimt, hvis den ledsages af religionskritik. Man har ikke frihed til at vælge livsynsoverbevisning,

24

TEMA

hvis man ikke må vælge religionerne fra, og man har ikke ret til at forsøge at udbrede sine synspunkter, hvis man ikke også må kritisere andres – herunder fx kristendommen. Det er altså ikke en krænkelse af åndsfriheden, når Ateistisk Selskab forsøger at få mennesker til at melde sig ud af folkekirken ved at appellere til banale slogans a la ”kun dumme mennesker tror”.

Jeg mener også, det er afgørende, at vi giver andre religioner vidtstrakte frihedsrettigheder, så de for eksempel får lov til at bygge minareter, gå klædt i religiøse klædedragter, lader deres drenge omskære og missionere på gadehjørnerne. Uanset om det er buddhister, Jehovas vidner, muslimer, jøder eller noget femte. Hvorfor? (1) Fordi vi selv efterspørger frihedsrettighederne herhjemme og rundt om i verden, (2) fordi vores menneskesyn byder os at respektere andres frihed på troens område, og (3) fordi vores menneskesyn byder os at modsige de, som repræsenterer løgnen – og det kan kun gøres, hvis det kommer for en dag.

What to do?

I Danmark har vi heldigvis en del fællesskaber, der kæmper for åndsfrihed eller specifikke frihedsrettigheder. Foreningen Åndsfrihed, ReSam – religion og samfund, Tænketanken Eksistensen, PEN, Trykkefrihedsselskabet, Fri Debat, Kristent pædagogisk institut (KPI), Foreningen for kristne friskoler (FKF), Institut for Menneskerettigheder. Nogle af disse kan man frit melde sig ind i, og det kan man gøre, hvis man vil støtte sagen. Ellers kan man bidrage til den offentlige debat, arrangere temadage om åndsfrihed på sit studiested eller efterspørge, at ens studie bliver en del af DRs satsning ”Uenige sammen”. Åndsfrihed er at stå ved sine synspunkter, så man deler dem med andre – og gensidigt viser vi så hinanden den ære, at vi går i clinch om argumenter for at finde ud af, hvem der har de stærkeste kort på hånden. Åndsfrihed skal praktiseres for at være noget. Den bør ikke stå på papiret i et magasin, men udleves i debat, venskaber og skoleklasser. ■

Og selvom vi dybest kun ønsker, at alle mennesker skal tro på vores Gud og komme til erkendelse af sandheden, så ved vi også, at troen kun kan tilegnes i frihed.

25

KFS møder folket – og omvendt Af Eskil Lyngsøe, eslypo@gmail.com

En del af KFS’ overordnede formål er, at vi går ind for demokrati og trosfrihed. Lige præcis den del af formålet har de seneste år fået ekstra meget fokus midt i juni, når der har været folkemøde på Bornholm.

Bederum, burkaer og børneomskærelse - på sidste års folkemøde var der mange emner i spil, som KFS kunne tale tros- og åndsfrihed ind i, og det er ikke sikkert, du er klar over det, men vi var faktisk en håndfuld KFS’ere og ansatte med til det store møde på Bornholm for at gøre netop det. Vi var taget til solskinsøen under overskriften ”Er der plads til tro?”

Her forsøgte vi at sætte åndsfrihed på dagsordenen – blandt andet gennem et debatarrangement orkestreret af formand Per Ladekjær. Vi rendte også rundt i sorte burkaer, fik en mødeaftale med undervisningsministeren og forsøgte at tale KFS’ sag i alle de debatter, vi deltog i.

Nu er det sådan, at folkemødet endnu en gang nærmer sig, og igen sender KFS en mindre delegation af sted. Det foregår på Bornholm fra 13.-16. juni 2019. Hvis du skulle have lyst til at være med til at tale KFS’ sag, kan du skrive eller ringe til Eskil Lyngsøe, som forsøger at trække i trådene på Østersøens perle. Han fanges på eslypo@gmail.com eller 51524068.

26

KFS-NYT

KFS udvider: velkommen til Roskilde!

Roskilde Universitetscenter er en stor uddannelsesinstitution med over 8000 studerende – og indtil nu har der ikke været noget KFS-arbejde på universitetet. Men det bliver anderledes nu! KFS har ansat Daniel Solgaard som studentermedhjælper med særligt fokus på at sætte Jesus på kortet på RUC. Daniel på 23 år er allerede en erfaren evangelist, og han ser frem til arbejdet: ”Så længe jeg kan huske, har troen på Jesus været en del af mit liv. Samtidig har en mærkelig blanding af en tvivl på Gud og en lyst til at videregive budskabet om ham været en del af mit liv næsten lige så længe.

Efter HF i Vejle tog jeg på LTC, og siden har jeg været tilknyttet OAC Danmark (Friluftsmissionen) som evangelist, og arbejdet et år ved Indre Mission som volontør/evangelist på Fyn. Det har været to meningsfyldte og lærerige år. Nu bor jeg i København og studerer teologi på Dansk Bibel Institut.

Min interesse for KFS-arbejdet med fokus på RUC blev særligt tændt af, at der ikke i forvejen er et eksisterende KFS-arbejde på universitetet. Et stort studiested uden KFS – det må der gøres noget ved! Og så kan jeg også generelt godt lide pionerarbejde, og særligt, hvis det er kirkeligt arbejde, som foregår uden for kirkens rammer.

Jeg glæder mig meget til mødet med den enkelte studerende. Jeg glæder mig til at følges med dem på et større eller mindre stykke vej af deres liv, pege på Jesus og se, hvad der sker.”

Lad Gud være bønnens drivkraft Læserbrev:

En læserrespons på sidste magasins artikel om kropslighed og tilbedelse.

Jeg tror desværre ikke, at det kun et spørgsmål om, hvorvidt “man er til den slags”. Der er langt mere på spil, for der kan ske det, at gudsdyrkelsen bliver til religiøsitet, og det tiltaler vores menneskenatur, som så gerne vil fortjene Guds gunst. At opsøge en ”feel-good” følelse gennem ”åndelige” øvelser kan så nemt fortrænge bønnens forudsætning, som er afmagt og hjælpeløshed.

Bønnens præmis Artiklen ”Lad tilbedelsen få krop” i sidste nummer af Til Tro kalder på nogle kommentarer.

Læsningen lod mig tilbage med en del spørgsmål. Hvad menes der eksempelvis med: ”Selve min vejrtrækning er manifestationen af Guds liv i mig – mit liv i Gud. Konkret byder jeg min vejrtrækning velkommen; jeg byder livet velkommen, Gud velkommen i mig” (side 5, afsnit 4).

Forstår jeg artiklens budskab ret, er den en vejledning i, hvordan man, gennem vejrtræknings- og kropsøvelser, bliver i stand til at åbne for Helligåndens berøring, hvorved ens indre skjulte følelser afsløres og berøres af Guds ånd, og man bliver mere åben og modtagelig for Gud. Man får så at sige sin Gudstilbedelse løftet op på et højere plan.

Det lyder besnærende, for hvem vil ikke gerne føle Guds nærvær stærkere og få et bedre bønsliv?

Bønnens ramme Naturligvis er nogle rammer mere befordrende for bøn end andre – ro og stilhed er for eksempel gode rammer. Det er manges erfaring. Men en ensidig fokusering på et mentalt og fysisk arbejde, som skal gøres for at føle Guds nærvær stærkere, er en ”farlig” vej at betræde. Man ønsker at mærke Gud, men retter opmærksomheden mod sig selv og sine egne følelser.

Det er selve bønnens præmis, at jeg må komme til Gud, netop som jeg er, med eller uden koncentration og ro i krop og vejrtrækning.

Bønnens omdrejningspunkt er Gud selv. Han bevæger os til at bede, og drivkraften er ikke, at vi åbner os for ham, men at han åbner os for sig. I bogen “Fra bønnens verden” har den norske professor Ole Hallesby sagt det så præcist: “Det er ikke vor bøn, som drager Jesus ind i vor sjæl. Det er heller ikke vor bøn, som bevæger Jesus til at gå ind hos os. Han behøver blot adgang. Så går han selv ind.”

I bønnen vender vi os mod noget udenfor os selv. Fokus flyttes væk fra os selv. Det er netop det befriende ved bøn. Jeg skal intet præstere. Jeg kan ikke komme Gud nærmere, end jeg er i Jesus – om jeg føler det eller ej. Han er min retfærdighed, han er min helligelse og han er min forløsning.

I artiklens sidste afsnit står bl.a.: ”Når jeg elsker og ærer min krop som noget helligt, tilbeder jeg Gud” (side 6, sidste afsnit).

Det er ikke sandt. Vi er kaldede til at elske og ære Gud og vort medmenneske. Det er noget helt andet.

En gudsdyrkelse som den, artiklens forfatter taler for, er ikke evangelium for trætte og modløse bedende mennesker.

Med venlig hilsen Jens Vindum I TIDEN

27

Med Jesus i det åbne rum Af Jacob Munk, traekfugl@gmail.com

Prøv at forestille dig den berusende lykkefølelse, det er, at befinde sig på en mark eller et åbent bjerglandskab en sommerdag. For mig er det næsten blevet et ritual at indvie en af årets første sommerdage med en cykeltur langt ud af byen, kun bevæbnet med en termokande og en bog. Når jeg står over for et åbent, grønt landskab eller sidder ved havet, føler jeg mig overvældet og ønsker ikke nogensinde at tage derfra igen.

Oplevelsen er så betydningsfuld, at den fik den aarhusianske teolog K.E. Løgstrup til at spørge: Hvorfor er vi betagede af det åbne rum? Hvad han konkluderede var, at i det lukkede rum, står vi over for en helhed, hvor vi kan indplacere alle rummets dele i forhold til hinanden. Lidt ligesom på et maleri, danner vi hurtigt overblik over rummets komposition og ser det som et færdigt hele. Når vi derimod befinder os i et åbent rum, såsom havet eller et jysk marklandskab, er det, som om horisontlinjen fortæller os, at der er langt mere for os at opdage, og vi overvældes af følelsen af frihed. Landskabet er ikke et lukket hele, som jeg kan rumme med mit blik: det er en åben invitation til eventyr, der både engagerer min fantasi og mine benmuskler, idet det kalder mig til at undersøge, hvad der kunne ligge bag horisontlinjen.

gerrighed og giver os mod til at gå ud i verden. Forankrede i hans kærlighed inspireres vi til at stille spørgsmål, tænke selvstændigt og til at invitere andre mennesker ind i evangeliets åbne rum. Her kan vi ånde frit, fordi vi ved, at vores fejlbarlighed ikke kan skræmme ham væk, og at hans nåde altid overgår vores mange krampagtige forsøg på at indskrænke horisontlinjen for hinanden.

Under den første pagt, befandt Guds nærvær sig i tempelhelligdommens inderste kammer, kaldet ”det allerhelligste”. Det var et lille, lukket rum, hvor kun ypperstepræsten kunne komme ind én gang om året. Det har været et tydeligt symbol for israelitterne på, at Gud var hellig og utilgængelig.

Men med Jesus blev alt forandret: forhænget blev flænget i to og templet blev styrtet, for at det allerhelligstes lukkede kammer kunne blive til et åbent rum, der kunne favne hele denne blå planet.

Det betyder, at det også kan favne dig. Alle den første pagts hellighedsforeskrifter, der både krævede ceremoniel renhed og helhjertet, moralsk engagement for bare at kunne nærme sig Gud, er nu erstattet med Jesu betingelsesløse nærvær. Han er hos os, og hans nærvær kan ingen tage fra os, end ikke vores egen tvivl, modvillighed og synd.

Jesus åbner det lukkede rum

Et fællesskab der rummer

Hvor Jesus er, dér er der åbent rum. Han er den horisontlinje, der sætter os fri til at være mennesker, engagerer vores nys-

Guds plan for den kristne kirke er altså, at vi skal være verdens mest rummelige fællesskab. Intet mindre! Det er måske

Hvor Jesus er, dér er der åbent rum. Han er den horisontlinje, der sætter os fri til at være mennesker, engagerer vores nysgerrighed og giver os mod til at gå ud i verden.

28

ikke ligefrem det, mange forbinder med kirken i dag, når man læser de mange medieoverskrifter om social kontrol, kirketugt og kirkens konservative holdninger til seksualmoral. Men det passer: den kristne kirke, forstået som den verdensomspændende forsamling af alle Kristus-troende, er formodentlig den mest brogede gruppe i verden, både hvad angår kultur, etnicitet, social status og moralsk levevis. Og netop sådan skal det være, for hvor Jesus er, dér er der åbent rum.

Når vi lukker rummet til for hinanden Desværre gælder det også omvendt, at hvor mennesker er, der er der lukket rum. Det ligger kun alt for naturligt for os at gruppere os med dem, der ligner os, tænker som os og som ikke slacker alt for meget på den kristne livsstil – dog må de helst heller ikke gå alt for meget op i den, så vi føler os intimiderede af det.

Lad mig i stedet foreslå en anden måde at tænke kristen livsstil på. Kristen etik kan aldrig være en tilbagevenden til den første pagt, hvor visse handlinger afskærer os fra Guds nærvær. Den slags er et overstået kapitel i Guds store historie.

Kristen etik handler derimod netop om at give det åbne rum, som vi har mødt i Jesus, videre, og lade det forvandle vores fællesskaber indefra og ud. Derfor er tilgivelse, barmhjertighed og rummelighed så central en del af den kristne etik: det afspejler nemlig den kærlighed, vi har mødt i Jesus.

Hvordan kan vi skabe åbne rum?

Prøv derfor at spørge dig selv: hvis du kommer i et kristent fællesskab, giver det fællesskab så oplevelsen af at befinde sig i et åbent rum, hvor Jesus er horisontlinjen, der overvælder os med frihed og glæde? Hvis ikke, hvad kan du så gøre? Skal du til at prioritere at dele kirkekaffe sammen med nogle, der ikke tilhører samme aldersgruppe, sociale status eller kulturgruppe som dig selv? Oplever du, at nogle bagtales i menigheden, fordi de ikke lever efter jeres opfattelse af god, kristen livsstil? Eller bemærkede du, da I sagde trosbekendelsen sidste søndag, at den kollektive røst ikke lød helt som Jesu stemme, fordi der manglede nogle? Nogle, som måske har fået den oplevelse, at de ikke er velkomne i kirken, for eksempel fordi de er fraskilte, gengifte, homoseksuelle eller noget helt fjerde? I så fald skal der handles på det, for den ene ting, som det kristne fællesskab ikke kan holde til, er at nægte andre den tilgivelse og rummelighed, man selv lever af. Da spærrer man for Guds åbne horisont og gør gradvist rummet mere og mere snævert, til det til sidst ikke kan rumme andre end én selv.

Ved at vise Guds åbne horisont i verden vil den kristne tro derimod kunne give os netop det, vi længes allermest efter i vores tid: fællesskaber, der tilbyder betingelsesløst venskab og skridt for skridt læger vores oplevelse af skam. I mødet med det, tror jeg, mange vil blive draget mod Gud, og blive fyldt af den samme længsel, som digteren Lord Byron beskriver i sit møde med det åbne landskab: ”Jeg vil sænke mig i dette rum og føle / hvad jeg ikke kan beskrive - men endnu mindre skjule!” ■

Den ene ting, som det kristne fællesskab ikke kan holde til, er, at nægte andre den tilgivelse, man selv lever af.

29

Bøger:

Tro og videnskab Peter Øhrstrøm (redaktør) ProRex 2019 Troels Nymann Eriksen, troelsnymann@gmail.com “Tro og videnskab” blev udgivet på Center for Kristen Tænknings forlag i år i anledning af, at Peter Øhrstrøm, som er professor ved Aalborg Universitet og i tillæg redaktør på bogen, fyldte 70 år. Udgivelsen er en antologi, altså en række artikler og en indledning, hvor videnskabsmænd og ditto kvinder beskriver samvirkningen mellem deres tro og deres videnskabelige fagfelt. Det giver også en bogen en stor spændvidde fra “Tro og cellebiologi” af Ole Vang, “Tro og matematik” af Bettina Søndergaard til “Tro og pragmatisme” af Hans Hauge.

Allerede på den første side i indledningen finder vi en aflivning af ideen om, at troen og videnskaben er eller har været på kollisionskurs med hinanden: “Set i videnskabshistorisk og idéhistorisk perspektiv er det helt klart en misforståelse.” Man skal besinde sig på at få gentaget den pointe.

En af bogens forcer og/eller udfordringer er, at der er en vis niveauforskydning mellem de forskellige artikler. Nogle er let tilgængelige, andre lidt tungere at danse med. Nogle er ret personlige, andre lidt mere til sagen. Nogle er mere generelle betragtninger, andre ret specifikke. Jeg følte først tiltrækning til de mere specifikke artikler med et indblik i et fagfelt, der ikke er mit eget, men de mere generelle kapitler har sandelig også deres merit. Man kan derfor vælge at sige, at bogen ikke har et klart publikum. Eller man kan vælge at sige, at der er noget for enhver smag.

I indledningen skriver Peter Øhrstrøm, at ”det altid vil være muligt at forene god videnskab med det bibelske budskab – hvis begge dele tolkes rigtigt.” Det fremgår tydeligt, at de forskellige skribenter har taget det budskab til sig og skriver overbevisende om, at det også forholder sig således. En anden ting, der henvises til flere gange og i flere af artiklerne, er den såkaldte to-bogs-model. Teologien/Bibelen har sit domæne og naturen/videnskaben har sit,

30

I TIDEN

og de kan hver for sig fortælle os om virkeligheden. Indimellem overlapper disse domæner også og taler til hinanden. Det er såmænd meget sobert, og det er helt sikkert også meget praktisk anvendeligt. Jeg fik dog meget lyst til at diskutere denne model med en af bidragsyderne. Og hvis en bog har skabt diskussionslyst, så har den også gjort noget rigtigt.

Musik:

Sidste telefon før havet Nikolaj Paakjær LogosMedia 2017 Af Lisa List Nissen, stud.psych. lisalistnissen@gmail.com

Nikolaj Paakjærs debutalbum Sidste telefon før havet er en sagte eksistensberetning, der med sine ærlige toner kræver en opmærksom lytter.

Det er en skrøbelig fortælling om at længes efter Gud midt i følelsen af tvivl og smerte, og hele albummet emmer af en stille, inderlig bøn efter Guds nærvær. Albummet rummer en særlig insisteren på ægte beskrivelser, hvilket bidrager til skabelsen af et meget autentisk univers.

Dog kan de melankolske toner gøre det svært at skille sangene fra hinanden, og jeg kunne til tider savne en større musikalsk variation.

Ærlige længelstoner Nikolaj Paakjær gennemgår i løbet af sit album forskellige temaer, og alle sange har en tætpakket lyrik, hvor intet ord virker tilfældigt placeret. Første sang på albummet er slet ikke en sang, men derimod et oplæst digt, som afsluttes af denne fine sætning: ”Giv mig øjne, giv mig øre fulde af ro og giv mig spånerne fra Jylland af min barnetro”. Og netop denne bøn virker til at være det gennemgående budskab for hele albummet, da den gennemsyrer mange af de efterfølgende sange. Albummet afrundes af en smuk taksigelse, og da sidste sang er spillet til ende, opstår en følelse af at være blevet inviteret ind i et andet menneskes dybsindige og sårbare tanker om dét at være til. Nikolaj Paakjær virker ikke bange for den ærlige fortælling om troslivets udfordringer, og sangene sætter flot ord på mange af de spørgsmål og længsler man kan have som kristen.

at afgøre, om det blot ligner et digt, eller om det i virkeligheden er et digt. Selvom det kan rumme en bestemt intention, kunne jeg som lytter til tider have savnet en større grad af variation, der ikke kun overbeviste mig om de tekstmæssige bidrag, men også om det musikalske projekt.

Kort sagt Nikolaj Paakjær har med sit debutalbum fået skabt en musikalsk fortælling om dét at være et troende og tvivlende menneske. Albummet indfanger livets porøsitet med sine melankolske toner, og det peger på mange af de store spørgsmål, man både kan længes efter at stille Gud og livet. Albummet bærer præg af tunge lyriske tanker, og det kan nogle gange overvejes, om det havde tjent teksten endnu bedre at være forblevet i et mere skriftligt format.

Det ligner et digt, måske er det et digt?

Selvom tematikkerne ændrer sig fra sang til sang, kan det alligevel være svært at få den fornemmelse gennem musikken, da den musikalske stemning forbliver den samme gennem størstedelen af albummet. Albummet placerer virker som poetisk lyrik, og det kan være svært

I TIDEN

31

At finde et

helligt rum Hvordan ser troens rum ud, når vi for første gang træder ind i kirkens praksis? Og hvad sker der med det over tid? Vi har inviteret Mads Bjørn ind til et interview - en samtale om det, han indtil nu har opdaget og erfaret.

Mads Bjørn Nielsen, stud. theol., medlem af Lukas Fællesskabet Interviewer: Kristian Nakskov Kappel, studentersekretær i KFS Jeg sidder overfor Mads Bjørn i sofaen på KFS-kontoret i København. Et rum, der til daglig danner ramme om en del af mine arbejdsdage. Vi skal tale om rum. Ikke de fysiske, men de åndelige. Jeg har spurgt lige præcis Mads Bjørn, fordi jeg ved, han har tænkt en masse over de spørgsmål, jeg gerne vil blive klogere på. Hvordan ser et ’åndeligt rum’ ud? Hvordan finder man ind i det? Hvordan forandrer det sig over tid? Og jeg bliver ikke skuffet. ”Jeg har lige skrevet nogle tanker ned – det blev vist til en del sider,” lægger Mads Bjørn ud med at sige.

far sagde, at der var en Gud - men kirken var svær at forstå.” I den lokale sognekirke, hvor Mads Bjørn voksede op, var altertavlen på tysk. Man rejste sig op og satte sig ned på bestemte tidspunkter og sagde en masse ting, men ingen spurgte hvorfor, så det gjorde han heller ikke. ”Kirken og troen stod ikke som noget negativt for mig. Som jeg forstod det, handlede det om etik og moral. At opføre sig ordentligt.”

Fra uforståeligt til helt ligetil

Hvor den lokale sognekirke føles fjern, møder Mads Bjørn til gengæld i sine ungdomsår en kirke og en kristendom, som Det uforståelige rum virker familiær og forståelig. I en periode med mange tanker, og hvor livet driller, møder han venner, som har et fælMads Bjørn er lige begyndt på teologi på Københavns Univerlesskab i den lokale pinsekirke. Vennekredsens hyggeaftner sitet, men ser man på hans liv indtil nu, er det på ingen måde udvikler sig til selvfølgeligt, at ungdomsmøder han er endt der.

I den lokale sognekirke, hvor Mads Bjørn voksede op, var i kirken. En af ”Jeg er opvokset altertavlen på tysk. Man rejste sig op og satte sig ned på de andre unges i et helt alminbestemte tidspunkter og sagde en masse ting, men ingen spurgte far er præst i kirdeligt kulturhvorfor, så det gjorde han heller ikke. ken, og pludsekristent hjem,” lig er der et sted, indleder han sit hvor han kan stille spørgsmål og få reelle svar. Ungdomsmøsvar på, hvad hans historie med Gud er. ”Jeg blev selvfølgelig derne ligger lørdag aften, så man kan overnatte til søndag og konfirmeret, og jeg har altid troet, der var en Gud - for min

32

TEMA

”Jeg syntes ikke, at jeg kunne se Gud i mit liv. Så i magtesløshed stoppede jeg op og fik sagt til Gud, at hvis Han var, sådan som de sagde i kirken, måtte han få mit liv… Og der skete intet. (...) Men alligevel begyndte en mere personlig tro at vokse frem.”

være med til gudstjeneste. Han husker tydeligt sin reaktion efter den første gudstjeneste: ”Hold da op, nogle freaks.” Men han bliver alligevel hængende. ”Der var noget musik, jeg kunne forstå, med rigtige instrumenter. Jeg kunne ikke forholde mig til orgelet.” I pinsekirken er det åndelige rum let at forstå. Man kan sidde og snakke søndag morgen, indtil én rejser sig op og sætter gudstjenesten i gang. Musikken og ordene er tilgængelige.

Efter at have taget med på en kristen sommerlejr, er tvivlen større end nogensinde før. Hvem er Gud? Hvordan er Gud? Er Gud? ”Jeg syntes ikke, at jeg kunne se Gud i mit liv. Så i magtesløshed stoppede jeg op og fik sagt til Gud, at hvis Han var, sådan som de sagde i kirken, måtte han få mit liv… og der skete intet,” siger Mads Bjørn med et smil, ”men alligevel begyndte en mere personlig tro at vokse frem.”

En rigtig kristen Efter folkeskolen flytter han til Valby for at gå på Sankt Annæ Gymnasium, hvor hans optagethed af musikken kan få plads. Samtidig er hans tro blevet mere og mere personlig, og det er vigtigt for ham at finde en kirke. Det er imidlertid svært, og der går lang tid, før han lander i Evangeliekirken, pinsekirken på Frederiksberg. Selv herefter er det enormt vigtigt for Mads Bjørn at leve som en ’rigtig kristen’. ”At læse i Bibelen, bede og lytte til prædikener.

Det var det vigtige for en kristen. Her handlede det også meget om at vide og mene det rigtige. Jeg læste og læste og fik pløjet Bibelen igennem. Og jeg bad; altså om de rigtige ting, ikke selvisk. Men jeg vidste aldrig, om jeg bad nok eller effektivt nok eller var oprigtig nok. Og vidnede jeg nok for andre?”

En frustration for Mads Bjørn er desuden, at meget af den kristendom, han kender, ikke findes i Bibelen. ”For eksempel bliver jeg i tvivl, om vi egentlig bør fejre sabbat i stedet for gudstjeneste på den ’hedenske’ søndag. Og hvor i Bibelen læser vi om treenigheden?” Her bliver det en øjenåbner, at han på en KFS-lejr bliver introduceret for tanken om den kristne tradition. At der er noget, som kirken har formet gennem årene. Noget mere end ren bibellæsning og spontan bøn.

33

“Hvis der kun er fri bøn, er der en masse, jeg glemmer at bede for. Den frie bøn kommer ofte til at cirkle om de temaer, som lige fylder i mit hoved. Liturgien og det faste løfter mig op. Det er ankeret og fundamentet, som det frie kan stå ovenpå.”

Påskefejring på et kloster i Sverige I 2015 bliver Mads Bjørn inviteret med til påskefejring på et klosteragtigt fællesskab i Bjärka-Säby i Sverige. Uden helt at vide, hvad der skal ske, takker han ja og møder op til et helt fremmed trosrum. Fire dage i stilhed med daglige faste tidebønner og to daglige gudstjenester uden musik. ”Jeg var vildt frustreret, for jeg er jo vant til fra pinsekirken, at folk råber halleluja, beder i tunger osv. At man beder frit. Her var det pludselig kun det stille, liturgiske og faste. Næsten som en parodi eller en Hollywood-film med religiøse, suspekte orgier. Det var nyt, og det var voldsomt, og jeg havde lyst til at råbe,” fortæller Mads Bjørn. Samtidig kan han mærke at der ’er noget i det’, som han siger. En anden slags trosrum.

Da han kommer tilbage til København efter fejringen i Sverige, tager han direkte til lovsangskoncert med band og lys og alt det, han kender. Men en påske i stilhed har gjort noget ved ham. Det sætter en ny retning i hans trosliv, som blandt andet sender han forbi den dansk-ortodokse kirke, inden han til sidst lander i Bethlehemskirken, som er en folkekirke på Nørrebro, der rummer både det karismatiske og det sakramentale eller liturgiske.

Et personlige trosrum Mads Bjørn har talt og fortalt i det meste af en time, og vi tager et øjebliks pause, mens jeg tænker over, hvordan i alverden jeg skal få skrevet det ned til en tre siders artikel. Men inden vi slutter af, spørger jeg, hvad han har lært indtil nu om det trosrum, han har udforsket gennem et årti.

Mads Bjørn tænker et øjeblik. ”Jeg ved ikke, om det lyder for teologisk, hvis jeg siger, at det er gudstjenesten, der er blevet definerende for mit personlige trosliv. Jeg beder tidebønner gennem ugen, som indebærer elementer som bl.a. selvransagelse, hvilket forbereder mig til nadveren om søndagen. Der modtager jeg Kristus, helt nært og personligt.”

På sit værelse har han indrettet et lille trosrum med en knæ34

leskammel, et ikon, som han kysser i bønnens begyndelse og slutning, og et lys, som kan tændes under bønnen. Her øver han sig i at balancere det faste og det frie: ”Det er vigtigt, at det både er den skrevne og den frie bøn, der lever her. Der er kommet en syntese mellem de to. Hvis der kun er fri bøn, er der en masse, jeg glemmer at bede for. Den frie bøn kommer ofte til at cirkle om de temaer, som lige fylder i mit hoved.

Liturgien og det faste løfter mig op. Det er ankeret og fundamentet, som det frie kan stå ovenpå.” Samtidig har bibellæsningen fået en anden form i Mads Bjørns liv. ”Jeg havde ikke læst fast i Bibelen i 2½ år. Jeg kunne ikke mere på den gamle måde. I starten tænkte jeg ´nu er jeg ved at falde fra´, men det har ændret sig. Nu læser jeg ofte bittesmå bidder og mediterer over, hvad Ånden viser mig. Samtidig får jeg meget gennem liturgien og tidebønnerne. Det er jo Bibelen, man beder eller proklamerer.”

Det intellektuelle og det spirituelle Vi lægger an til en afrunding, og jeg spørger Mads Bjørn, om han har en sidste kommentar, han gerne vil have med. Og det har han: ”Det ligger til vores tid at blive meget intellektualiserende og at være meget i vores hoved. Det kan kirken også hurtigt falde ind i. Det spirituelle bliver suspekt. Det personlige trossprog bliver hyperprivat og kommer langt væk – både hos kulturkristne, men også i de mere konservative kredse.

Og så taler man om det intellektuelle lag af tro, hvor man får bygget en udgave af kristen tro som ikke kan bruges til ret meget i praksis. I det personlige trosrum møder du Gud og dine næste, og du kan ikke bare tage din hjerne med derind.

Du skal have hele din krop med, for at troen integreres.”

En time er gået. Jeg slukker optageren. Vi ser på hinanden og bliver enige om at slutte med en bøn. KFS-kontoret forvandler sig i nogle minutter til et trosrum, som vi deler med hinanden, inden vi tager afsked og fortsætter vores dag ud i den københavnske travlhed. ■

Challenge i Aarhus Af Anna Kiel Rughave, KFS-sekretær, anna@kfs.dk

STORY – Guds historie og din historie Lars Breum, studerende på CBS og en del af STORY-teamet

Igen i år afholdt vi i Aarhus KFS Challenge – en eventuge, hvor vi sætter tro på dagordenen på Aarhus Universitet. Temaet for ugen var: ”Har kristendommen ramt udløbsdatoen?” I alt deltog ca. 700-800 mennesker, og vi fornemmer, at mange studerende hungrer efter et rum, hvor det er ok at tale om tro, kristendom og de store spørgsmål. Responsen var god, og vi håber, at de gode snakke fortsætter blandt de studerende på universitetet. Ugen blev båret af en masse fantastiske og engagerede KFS’ere, som investerede en masse tid og kræfter i ugen.

I år valgte vi udelukkende at bruge danske talere og i høj grad bruge KFS’ere til at afholde lunchbars – 20 minutters oplæg og en gratis sandwich. Vi er stolte af og taknemmelige for, at så mange gode folk i dag kan og har mod til at levere spændende, relevante og livsnære oplæg til vores eventuger rundt i landet. Mange af oplægsholderne havde deltaget i Proklama – et forløb, som KFS arrangerer, hvor man selv udvikler et lunchbaroplæg. Se mere på kfs.dk/proklama. Hvis du er studerende, så overvej, om Proklama kunne være noget for dig!

Som noget helt nyt publicerede Aarhus KFS en lille bog i forbindelse med Challenge: Eftertanke – en lille bog med fire essays, skrevet af KFS’ere om deres tanker om tro. Flere hundrede Eftertanke og Uncover-bøger florerer nu ude på universitetet, og vi er spændte på, hvad Gud vil bruge det til.

I marts havde vi for anden gang STORY i København. STORY er en ’mission week’, hvor KFS i København sammen med andre kristne gør en ekstra indsats for at nå ud på de videregående uddannelser med relevante events. Vi prøver at sætte et særligt fokus på de personlige historier – og på, hvordan de passer sammen med Guds historie. Vi kombinerer tro/fag-oplæg på studiestederne med personlige livsfortællinger og oplæg om Jesus til aftenmøderne.

I år havde vi frokostoplæg på 4 forskellige campusser, hvilket er mere, end vi har prøvet tidligere. Ved aftenmøderne på en hyggelig café fik vi besøg af en række interessante mennesker fra ind- og udland, hver med sit fokus: en studerende, en musiker, en advokat og en lektor.

Jeg var særligt glad for, at vi havde STORY på mit eget studie, CBS. Her havde vi to oplæg med i alt omkring 50 deltagere. Det var en god oplevelse at kunne invitere mine studiekammerater til at høre mere om, hvordan min tro hænger sammen med vores fag. Det har givet et godt udgangspunkt for videre samtale. Det er fedt at kunne invitere til et event på sit studiested, men det er bedre, når der er plads til at tage snakken med ind i hverdagen.

Det er det, jeg tænker, STORY kan sætte i gang.

Målet med STORY er, gennem menneskers fortællinger, at pege på Jesus. Men det er ikke meningen, at det kun skal være en gang om året. Forhåbningen er, at STORY kan sætte gang i samtaler om Jesus, der varer året rundt.

KFS-NYT

35

Når Gud flytter ind Vores indretning viser en masse om, hvordan vi prioriterer og hvad der er vigtigt for os. Også selvom der er stor forskel på stilen. Så hvordan kan vi tænke Gud ind i vores indretning? Theas forslag er at lave et alter. Læs hendes tanker her.

Thea Kappel, bach. psych og cand. soc i rumlige design. Arbejder til dagligt med strategisk indretning af arbejds- og læringsrum. thea@nakskovlaursen.dk

Jeg har altid syntes, at det var sjovt at indrette – og jeg har over årene været igennem min del af forskellige løsninger og stilarter. Mit hjem har været den klassiske lige-flyttet-hjemmefra-IKEA-løsning, hvor der skulle være masser af plads til

For mig er det at indrette at skabe rammen om og forudsætningerne for det liv, de relationer og de aktiviteter, man ønsker skal have førstepladsen. fest med veninderne. Det har været en svulstig skattekiste af loppefund og lamper med frynser, der skulle understøtte mine semi-excentriske studieår. Mit hjem har sågar i en periode været helt skrabet, enkelt og minimalistisk indrettet, da jeg havde allermest brug for at mærke mig selv - uden for mange visuelle forstyrrelser.

Jeg holder generelt af at gøre gode boligfund (særligt af vintage-slags), af at rykke lidt rundt herhjemme, og jeg elsker at skabe sammenhæng mellem rummene ved at bruge print og farver. At jeg professionelt er endt med arbejde inden for rum og indretning giver nok i virkeligheden ret god mening.

For mig er det at indrette at skabe rammen om og forud36

TEMA

sætningerne for det liv, de relationer og de aktiviteter, man ønsker, skal have førstepladsen.

Spørger man Den Danske Ordbog, betyder at indrette at “arrangere eller udstyre et sted på en bestemt måde og til et bestemt formål.” At indrette er i min optik noget, der er uløseligt forbundet med det at være Guds skabning. Verden er tænkt, skabt og indrettet som et magisk univers med henblik på et bestemt formål; samvær, nærvær og mangfoldigt liv.

Både dyr og mennesker har fået evnerne til at efterligne Gud, når de og vi indretter og udsmykker verden med henblik på at indgå i en relation til andre. Tag fx gartnerfuglen eller den såkaldte ’puffer fish’, der begge indretter og udsmykker for at tiltrække sig en partners opmærksomhed.

At vi indretter vores hjem, er i min optik noget helt essentielt, og selvom der i disse Instagram-tider kan gå lige vel meget forbrugsræs i netop indretning, så er der stadig noget meget meningsfuldt i at skabe en ramme om det og dem, der er vigtige - så at fællesskabet og livet kan udfolde sig.

At give Gud en central plads Som sagt har jeg været igennem min del af indretningsløsninger. Men i efteråret gjorde jeg imidlertid noget, jeg ikke har prøvet før, og som jeg har taget tilløb til længe. Noget, som jeg

ikke rigtigt kunne finde ud af, om det var ’okay’. Måske fordi jeg ikke kendte andre, der havde det i deres hjem. Jeg lavede et alter i vores hjem. Midt i stuen. Lige mellem sofaer, fjernsyn, hjemmebar og bogreoler. Fordi jeg følte, at der manglede noget. Noget ret essentielt. Teologibøger og diverse krucifikser til trods.

Gud manglede et fysisk sted midt i al den materielle og symbolske overflod, som kendetegner vores hjem.

En af grundene til, at jeg ikke tidligere har etableret et alter, har været, at jeg ikke ville sætte Gud i boks. Afgrænse ham til en særlig del af lejligheden. I stedet har jeg et kors

Jeg lavede et alter i vores hjem. Midt i stuen. Lige mellem sofaer, fjernsyn, hjemmebar og bogreoler. Fordi jeg følte, at der manglede noget. hængende over min hoveddør og på væggen lige over min seng. Og en rosenkrans ved min natlampe. Og vi har salvet vores vinduer og døre. For mig har det altid givet mening, at Gud skulle repræsenteres i min indretning. Gud har en plads i mit liv og det skal han også have i mit hjem. Om end dog mere diskret end fx min interesse for tøj eller samling af por-

celæn. Jeg ønskede ikke, at Gud skulle begrænses eller at jeg skulle blive slave af at holde et bestemt sted pyntet, passet og plejet, som man ser det i andre religioner.

Et ankerpunkt Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet. Ikke det store.

Måske mest af alt, at det ville føles lidt fjollet, og at jeg hurtigt ville pille det ned igen. Fordi alteret var noget fremmed.

Men når jeg ser tilbage, var der imidlertid noget helt andet, der skete i kølvandet på alteret. Alterets indtog i mit hjem gav nemlig grobund for, at Gud kunne flytte ind på en ny måde.

Ind i mit liv.

Først og fremmest oplevede det, som om hjemmet blev helt på en ny måde. Som om, der blev mere balance mellem prioriteringer både på de indre og ydre anliggender. Gud i mine indre anliggender – nu også Gud i mine ydre anliggender.

Dernæst var min oplevelse, at altereret førte nye praksisser med sig. Om det er er at tænde et lys for noget eller have ugens tematikker materialiseret på alteret. Alteret har skabt et rum for nye dimensioner af livet med Gud. Men allermest så fungerer alteret som en påmindelse om, at Gud er her og vil mig noget. Der går ikke en dag, hvor TEMA

37

Men allermest så fungerer alteret som en påmindelse om, at Gud er her og vil mig noget.

mit blik ikke falder på alteret og hvor mit blik derfor på en eller anden måde også møder Guds. I de perioder, hvor livet gør, at jeg trækker mig mere fra relationen til Gud, står alteret som en insisterende påmindelse om, at der er noget, jeg har valgt at give plads i mit liv.

På mange måde er et alter at lade Gud flytte fysisk ind.

Bortset fra, at han ikke stjæler din shampoo eller drikker den sidste juice.

5 tips til at skabe rum til dig selv - og dit alter At lave et alter er én ting, men for at det for alvor giver mening, er det en god idé at se på tilstanden af resten af dit hjem. Hvis ikke du føler dig tryg, godt tilpas eller kan finde ro i dit hjem, er det der, du skal starte.

Less is more Det vigtigste er, at dit hjem er et sted for dig – ikke dine ting.

Jeg har selv været der, hvor jeg havde så meget, at jeg mest af alt følte, at jeg levede i pulterrum og hvor tingene lagde sig til at dø i hjørnerne. Har du ting, du ikke bruger eller som ikke gør dig glad? Så er det måske tid til at rydde ud. Har du brug for inspiration, så kan du dykke ned i Marie Kondos univers på Netflix.

Skab plads omkring de vigtigste funktioner – og skalér ned, hvor det er nødvendigt Der findes (næsten) ikke for små rum – kun for store møbler. En af de vigtigste ting i at skabe et hjem, hvor der reelt er plads til, at livet kan folde sig ud, er luft omkring funktionerne. Hellere én god stol, end 5 der fylder og betyder, at du skal bevæge dig sidelæns gennem tilværelsen.

38

TEMA

Tænk i sanselighed Indret dig med gode, ærlige materialer og ting, der vækker dine sanser. Det er ret simpelt, men det giver virkelig hjemmet et æstetisk overskud, der påvirker os positivt.

Indret med planter Undersøgelser har vist, at patienter der havde adgang til en udsigt med natur, blev hurtigere raske end patienter uden.

Indret dig med planter – de er både gode for øjet og indeklimaet.

Lav et alter Når det kommer til altre, er der ingen direkte opskrift, men det vigtigste er, at du skaber et sted, du kan lide og finder ro ved at kigge på. Du kan fx bruge lysestager, ikoner, krystaller, røgelsespinde, blomster, kunst mv. Tag, hvad der føles rigtigt og afspejler din relation til Gud. ■

Mød din volontør!

Tobias, Emil og Alma er de tre nye stjerneskud i KFS. De er ansat som volontører i skoleåret 19/20 - Tobias i Syd, Emil i Nord og Alma i Øst.

Tobias Baltzer Carlsen, 20 år, Odense

Emil Østerby Nis-Hanssen, 21 år, Skjern

Alma Berggren Smidt, 21 år, København

Jeg har selv været KFS’er alle mine tre gymnasieår og i år på LTC. Jeg har mærket og set, både for mig selv og for andre KFS’ere, hvor meget godt KFS kan gøre for gymnasieelever. Jeg vil meget gerne være med til, at KFS’ere på gymnasiet kan være i et trygt, åbent og sundt, kristent fællesskab, hvor Jesus må stå helt centralt. Det har jeg selv oplevet velsignelsen ved, og det er det, jeg meget gerne vil give videre.

Jeg glæder mig til at lære KFS’erne endnu bedre at kende og vandre med dem i deres tro og liv. Jeg glæder mig til relationerne, og så glæder jeg mig til at fortælle, hvor meget frihed og værdi, vi kan hente hos Jesus, og hvordan det kan se ud i en ellers presset gymnasiehverdag.

KFS var en rigtig stor del af min egen gymnasietid. Gennem vores KFS-samlinger hver uge begyndte jeg at brænde for at se gymnasieelever og studerende blive forvandlet af evangeliet. At kunne få lov til at bruge et år i mit liv med særlig fokus på det er helt fantastisk!

Jeg glæder mig til at mødes med KFS’erne og opmuntre og hjælpe dem der, hvor de står. Jeg glæder mig også ufattelig meget til at være en del af arbejdet med at gøre Jesus kendt på de danske gymnasier.

Jeg glæder mig til at se hvilke vilde ting, Jesus kommer til at gøre dette kommende skoleår.

Jeg har længe drømt om at blive volontør i KFS og være en del af de meningsfulde og spændende ting, der foregår rundt på gymnasierne. Grunden er simpelthen, at jeg i KFS oplever, at menneskers spørgsmål og livssituationer tages seriøst, samtidig med at Jesus får lov at møde mennesker, lige hvor de er, gennem KFS. Det glæder jeg mig til at være en del af næste år!

Som volontør glæder jeg mig til at besøge KFS’erne og dele tro og liv med dem. At høre om deres glæder og udfordringer ved at være kristen på gymnasiet. Og så glæder jeg mig til at være en ressource for KFS’erne, når de har brug for en god idé eller lidt hjælp til at gøre Jesus kendt!

Fest for en ny epoke Til efteråret søsættes et helt nyt initiativ: KFS kommer til Grønland!

Verdens største ø har indtil nu ikke haft noget kristent studenterarbejde, men det får den, når Sara og Filip Børty rejser til Grønland i slutningen af august for at lægge de første sten til et grønlandsk KFS. Det er værd at fejre!

Derfor indbyder KFS til udsendelsesfest søndag d. 25. august kl. 14.30-17.00 på Menighedsfakultetet i Aarhus. Her bliver der lidt information om Grønlandsprojektet, kaffe og en forbønshandling for Sara og Filip. Der er også mulighed for at give vores unge Grønlandspionerer en god hilsen med på vejen.

Vel mødt!

KFS-NYT

39

Timothy Keller: Dit arbejde er en tjeneste t i m ot hy ke l l e r

Alle gode gerninger Er vores arbejde et nødvendigt onde, som vi må stå igennem for at få smør på brødet og have råd til at holde fri?

Tværtimod! siger Timothy Keller. Vi er skabt til at arbejde, for herigennem kan vi tjene både Gud og hinanden.

» 340 sider 249,95

»En rigtig fin bog, der formår at tale om arbejdet på en meget inspirerende måde ind i en meget aktuel kontekst.«

Bibelen Live Unikke oplevelser venter forude, når Klaus Højgaard Laursen reciterer og dramatiserer Markusevangeliet og andre tekster fra Bibelen. Få Bibelens beretninger og budskab helt under huden, imens du nyder de dejlige omgivelser.

Til Tro

p eter e dl e f ni ss e n

Det enestående liv

Cølibatets evangelium i det 21. århundrede Peter Edlef Nissen vil med »Det enestående liv« pege på det evangelium, der kan ligge i at leve i cølibat – også i vores tid.

56 sider 49,95

»

»Det bedste, mest helstøbte og befriende, jeg endnu har læst om emnet.« Udfordringen

Lohse | LogosMedia | Credo | Fokal | Kolon | Refleks Forlagsgruppen Lohse · Tlf. 75 93 44 55 · info@lohse.dk

lohse.dk

8. - 16. september Læs mere om rejsen på felixrejser.dk/live eller ring på 7592 2022

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Åbent alle dage i året kl. 8-21

lige fra vandkredsløb og bevægelse af gletsjere til Jordens magnetfelt. Hvis satellitterne vendes væk fra Jorden, kan man udforske objekter som jordlignende planeter og sorte huller samt universets generelle struktur.

Portræt Anders Sonesson, Stud. Bsc. Geofysik og Rumteknologi ved Danmarks Tekniske Universitet anders@sonesson.cc

Hvad fik dig til at vælge netop den uddannelse?

Fysik, rummet og teknologi har altid interesseret mig meget, men det begyndte egentlig med, at jeg i 6. klasse læste en bog, der hedder ”Jagten på Sandheden” af Eirik Newth. Bogen handler om naturvidenskabens historie og kommer ind på emner som relativitetsteori og kvantefysik - selvfølgelig fortalt for unge. Lige siden jeg læste den, har jeg ønsket at lære mere om, hvordan universet egentlig hænger sammen. Da jeg startede på DTU, læste jeg først til elektroingeniør, men det gik hurtigt op for mig, at jeg savnede fysikken. Derfor skiftede jeg til min nuværende uddannelse efter ét semester.

Hvilket syn på religion og tro har dine medstuderende?

Når folk spørger mig om, hvad jeg studerer, og ikke lige får fat i det første gang, ender jeg med henkastet at forklare det som ’astronaut’. Desværre er det nok ikke helt så nøjagtigt. På den anden side ligger uddannelsen ikke langt fra, hvad Andreas Mogensen (den eneste danske astronaut) læste i sin universitetstid. Så der er stadig håb!

Hvad handler uddannelsen om?

Uddannelsen handler om teknologi til rumfart, mere præcist om instrumenter til bl.a. satellitter og hvordan data fra disse kan bruges til enten udforskning af rummet eller til observationer af Jorden. Hvis man vælger at vende sine satellitter mod Jorden, kan man måle på forskellige ting,

På studiet bliver tro oftest omtalt som noget negativt og forældet, der fornægter den moderne naturvidenskab. Desværre står disse tilsyneladende modsigelser til videnskaben alt for ofte i vejen for, at studerende er villige til overhovedet at overveje kristendommen. Derfor finder jeg det utroligt vigtigt at vise, at der ikke eksisterer nogen krig mellem tro og videnskab, og at de to kategorier for det meste handler om to forskellige ting - men også, at tro og videnskab faktisk i høj grad understøtter hinanden i de elementer, der overlapper. Når de studerende har fået revet denne intelligens-barriere ned, er der da ’rum’ til at se kristendommen som et værdigt verdenssyn, ligesom deres eget.

I modsætning til, hvad man skulle tro, er min uddannelse nok en af de mere trosbekræftende ingeniøruddannelser. Når vi lærer om de næsten magiske kræfter, der styrer de elementære partikler, samt det formentlig endeløse univers og de enorme mængder af energi, er det svært ikke at blive overvældet af skaberværket. Det samme gælder, når vi ser billeder af de utroligt mange flotte tåger, galakser og andre objekter i universet. Desuden passer mange af de konstanter og værdier, der gælder i vores univers, helt utroligt med, at liv og endda selve universet rent faktisk kan være skabt.

TEMA

41

En leder takker af En institution af ro, overblik og erfaring har forladt KFS: sekretariatsleder Lars Bjerregaard Pedersen havde sidste arbejdsdag 31. maj.

Efter otte år på posten som sekretariatsleder i KFS, har Lars besluttet at søge videre. Han smiler, når han bliver bedt om at forsøge at opsummere sine år i KFS, og så fortæller han: ”Det har været en fornøjelse at arbejde for og med så mange unge frivillige i bestyrelsen, lokalforeningerne og på lejre. Tak for mange gode timer sammen på Discipeltræf og Påskelejre i Skanderborg. Jeg har nydt et fantastisk kollegafællesskab med stærkt fokus og plads til sats og fejl. Jeg er utrolig taknemmelig for den velvilje, som jeg har mødt fra så mange i KFS, og jeg håber, jeg har kunnet give noget af det tilbage. Det har været et privilegium at lære så mange at kende og arbejde sammen om at nå vores fælles mål i KFS: at kende Jesus og gøre Jesus kendt.”

Generalsekretær Christian Rasmussen siger: ”Vi har alle sovet godt om natten, fordi Lars har været med til at bestemme, at vi gjorde de rigtige ting i KFS, og fordi han har haft ansvar for, at vi har gjort dem rigtigt. Lars har med stor kreativitet set muligheder, hvor de var der, og med klar realisme lukket umuligheder ned, når det skulle gøres. Han har været balancespilleren i KFS. Hver dag i 8 år er han gået den ekstra meter for, at KFS skulle være et godt sted at være både for medarbejdere og frivillige, at ressourcerne skulle være til stede, at økonomien skulle afspejle visionen – og så har han, ikke at forglemme, stået i spidsen for ikke mindre end 16 landslejre. Han har simpelthen gjort det fremragende.”

Tak for dit arbejde i KFS, Lars! Vi ønsker dig Guds velsignelse i din fremtid.

Farvel til Christina Christina Damgaard Nielsen slutter som KFS-sekretær i Vest ved udgangen af maj. Christina fortæller her selv om baggrunden for, at hun vælger at slutte efter et år i stillingen: ”Der er rigtig mange ting, jeg har været taknemmelig for ved at arbejde i KFS. Særligt de personer, jeg har fået lov til at være sammen med og arrangementer, jeg har kunnet deltage i eller være med til at stå for. Når jeg alligevel vælger at stoppe, er det fordi, jeg ikke har fundet mig til rette i den grad af selvstændighed og selvtilrettelæggelse, der definerer sekretærjobbet. I KFS er det altid okay at tage telefonen og ringe til en kollega eller leder for at få sparring. Der er også hjælp at hente, når man har brug for råd til at strukturere arbejdsdagen. Her ved slutningen af året må jeg dog konstatere, at det ikke er lykkes mig at finde frem til en god model, som passer for mig. Jeg synes, det er ærgerligt, men samtidig ved jeg, at det også er helt okay.”

Generalsekretær Christian Rasmussen siger: ”Det ærgrer mig, at Christina stopper, for hun har faktisk gjort et rigtig fint stykke arbejde. Hun har været god til at være opsøgende i forhold til indsatsen på videregående studier, som vi satte ind i Vest her i foråret, og hun har også gjort det godt på gym-siden. Så hun 42

KFS NYT

er løbet med opgaven mere end tilfredsstillende, men hun skal selvfølgelig også kunne trives i sit arbejde, og det har desværre ikke været tilfældet i tilstrækkelig grad.”

Tak for indsatsen, Christina, og lykke til videre!

KFS-leder:

Plads til mening

Af Ellen Esmarch Pedersen, medlem af KFS’ bestyrelse, ellenesmarch@gmail.com

Med det slogan præsenterer KFS sig selv. Man kunne også sige Rum for mening. Så nærmer vi os temaet i dette nummer af Til Tro. Vi har et veldefineret rum i KFS – det er tydeligt, hvad vi står for. Vi tror på den Gud, som Bibelen fortæller om. Vi tror, at Gud har skabt verden og opretholder den. Vi tror, at Gud vil have fællesskab med os mennesker og derfor har sendt Jesus som frelser. Vi tror, at det gælder alle mennesker. Derfor har vi også et slogan mere: kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Rummet er defineret, men forhåbentligt ikke trangt at være i. Og døren er åben. Man kan gå ind, og man kan gå ud. Her er der plads til at undersøge, diskutere og være uenige.

Det sker, når KFS’ere tager deres ikke-kristne venner med på lejr eller til grill-en-kristen arrangementer. Eller når der er eventuger i studiebyerne. Eller når der bare bliver talt om tro og mening over madpakken. Det sker også, når der læses bibel i små grupper, hvor deltagerne som udgangspunkt står forskellige steder trosmæssigt.

I Danmark har vi tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, og vi har også frihed til både privat og offentligt at give udtryk for vores holdninger. Det er grundlovssikret. Men der blæser politiske vinde, der vil gøre rummet for denne frihed mere trangt. Måske mest på grund af frygt for ekstremisme, men det rammer også os, når det kan være vanskeligt for KFS’ere at få et lokale at samles i til fx bøn og andagt. Med et trygt ståsted i det veldefinerede rum, skal vi kæmpe for, at vores og andres frihed ikke indskrænkes. Det sker blandt andet, når både ansatte og studerende fra KFS tager på Folkemøde og deltager i de mange debatter, hvor åndsfrihed er på dagsordenen. Men det sker også lokalt, når KFS’ere kæmper for at både kristne, muslimer og politisk engagerede kan få plads til at være aktive i det offentlige rum.

Vi ønsker og beder om at studerende må komme til at tro på Jesus. Det er vi tydelige om – men det skal ske i frihed. Netop derfor er kampen for åndsfrihed, for det åbne rum, så vigtig.

I TIDEN

43

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Det rum, Jesus skaber for den, der tager imod ham, er mere end plads. Jesus holder fest for den, der tager imod ham.

Jesus opdrager, snakker, spiser og lever med den, der tager imod ham

Robert bladt Temaartikel side 5

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 9402-0004054954 Via kfs.dk – klik på

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer 44

Hvad går pengene til? Fx at gøre Jesus kendt på RUC På Roskilde Universitet har der indtil nu ikke været et kristent studenterarbejde. Din støtte bidrager til, at KFS kan sende Daniel Solgaard afsted med særligt fokus på at starte KFS i Roskilde. Se mere inde i bladet.