Til Tro #3 2021 by Kristeligt Forbund for Studerende

Simplicitet

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 4597-004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør) Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Signe Thorup Elmelund, stud. theol. Filip Munch Bak, stud.arch. Sarah Klejnstrup, sabbatsårsKFS’er Amanda Kaas, stud.psyk. Jeppe Fræhr Møller, stud. datalogi-økonomi William Rønberg, sabbatsårsKFS’er Josefine Amalie Petersen, stud. scient.pol. Nathanael Rønne Kure, stud.jur, Johannes August Kofod Techow, gymnasieelev Cecilie Kofoed, stud. theol Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Sofie Brixen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold

I tiden 14

Globalt: Hvad lærte vi i Etiopien? At bøn bevæger verden (og at elske det etiopiske køkken!)

Grønland: Første KFS-lejr i Nuuk

Fast kronik:Drømmen om simple living

Bøger: Øjebliksbilleder fra tvivlens landskab

Bøger: Common theological topics

Leder: Så er der KFS-LEJR igen

kfs Nyt 21

Et nyt kapitel af LTC er oprundet

Du er ikke alene

Alt er nyt og allievel kendt

KFS har fået ny bestyrelse- og er klar til 65 år mere i tjeneste for Gud og studerende

Vi ses på Discipeltræf!

Vi skal snakke om Jesus (og medlemskab af KFS) i den næste tid

KFS-grupperne er tilbage!

Tema 05

Onsdagsbøn Når vores ord rinder ud, og Gud træder til – et essay om den ordløse onsdagsbøn.

Blot et barn Sæt dig godt til rette og lad Guds faderøjne møde dine her i poesiens verden.

Vanlife 6m2 bilplads og en åben landevej. Er det nøglen til det simple (og gode) liv?

Skønheden ved det simple Kom med ind i en verden af eiπ = -1, matematikkens skønne simplicitet og gudsbeviser.

Portræt af en KFS’er Mød Camilla Quist, der tog 5 sabbatsår uden for comfortzonen på rejse med Gud.

Guds enkle frelse Børn kan bunde og professorer drukne, når vi dykker ned i Guds enkle (og komplekse) frelse

Alle har ret til et fedt fungerende køkken Har du i virkeligheden brug for den bøf? – En udfordring til dit (over)forbrug

Den komplekse og simple Gud Er Gud for kompleks en idé? Eller er det godt, at han langt overgår vores forstand?

Fra redaktionen: Kære læser, Er du blindet? Papirets refleksion af sollyset. Den hvide farve er intentionelt forsidebilledet. Den inverterede Black Square af Kazimir Malevich er abstraktionens igangsætter – den rene simplicitet. Ockhams ragekniv har skrabet artikelhenvisningerne, ”TEMA” og ”3. Kvartal 2021 Kristeligt Forbund for Studerende Løssalg 50 kr.” væk fra bladet. Det er stadig magasinet Til Tro, selvom forsiden er forsimplet. Vi drages af det rene og det enkle. Less Is More. En fascination og en længsel, som grunder dybere end vores skandinaviske (design)kulturarv. Hvem ønsker ikke det enkle look, det simple liv; tættere på naturen og måske i let askese? Redaktionen blænder med temaet op for alt det positive ved det simple. Robert skriver på fire abstraktionsniveauer om kristendommens kerne i ”Guds enkle frelse”. Når du har læst dig varm, vil jeg anbefale Lises ”Skønheden ved det simple”, som fint blænder over i Emils ”Den komplekse og simple Gud”. Simplicitet kan også være et blændværk. Et falskt håb. Både Mads i ”Alle har ret til et fedt fungerende køkken” og Anders, Til Tros faste kronikskribent i 2021, afdækker nogle af faldgruberne i en tid, hvor de blændende SoMe-filtre forblinder. Husk selv at blænde ned for verdens mørke og alt det gode, som for os kan komme til at skygge for det sande Lys. Drej til sidst af fra hverdagen med Maria i ”Onsdagsbøn” og lyt til hendes erfaringer med ordløs bøn og stilhed. Aktiver støjreduktionen i dit headset eller sæt dig et roligt sted, måske på knæ og lade de korte sætninger fra Mollys digt løbe over dine læber. Prøv med lukkede øjne at gentage de vers, som resonerer med dit hjerte. God læselyst! På vegne af redaktionen Filip Munch Bak

Onsdagsbøn

Af Maria Aagaard, stud.scient.pol., mtaagaardn@gmail.com

Jeg er drejet af fra billarm og de evigt klingende ringklokker og sidder med ryggen op af en kølig murstensvæg, der sammen med tre vægge udgør rammen for min kirke. Bethlehemskirken midt i Kø-benhavn. Den er let at overse, hvis man ikke gør sig umage. Men midt mellem de høje lejlighedskom-plekser og smalle sidegader maser kirken sig frem. Mit hellige rum ligger omringet af hipsterdomine-rede kaffebarer, durumbarer og improviserede loppemarkeder. Jeg elsker den kontrast. Og endnu en-gang er

jeg altså endt her med min våde rygsæk i hjørnet, en dryppende regnjakke over stolen og min trætte krop op ad væggen. Planen var egentlig at cykle hjem og fikse det virvar af en lejlighed, jeg forlod mig i morges, men alligevel endte jeg her. Jeg kan ikke komme med en mere konkret forklaring, end at jeg endnu engang havde brug for at sidde lige her. Jeg er af den type, der naivt bliver ved med at planlægge min dag ud fra ideen om, at døgnet har 26 timer, og det skal vi nok nå. Når det selv-sagt til sidst går op i hat TEMA

og briller og dobbeltbookinger og cykelture over for rødt, flygter jeg herhen. For at finde ro og genstarte. For er der én ting, kirken har lært mig, så er det, at bøn ikke nødvendigvis drejer sig om ord. Bøn kan også være en rolig vejrtrækning. En tanke. Eller stilhed, hvor Jesus i stedet får lov til at tage ordet.

En trodsig accept At bøn ikke behøver at være sat på en formel med ord og faste vendinger, gør noget ved mig. På den ene side provokerer det mig. Jeg kan lide ord. Og jeg kan lide det rum, jeg kan skabe ud af det talte, og den virkelighed jeg kan få lov at opstille. Det skaber illusionen om, at jeg stadig er i kontrol, fordi jeg kan vælge den virkelighed, jeg har lyst til at vise. Og så kan jeg dække over det ufine og ødelagte med alt det, jeg ikke nævner. Men på den anden side er en bøn uden ordlyd også med til at sætte mig fri. Fri fra en forventning om at skulle sige det rigtige. Eller komme til at sige det forkerte. Men i ste-det finde frem til den sandhed, som Jesus taler til mig. Det er sådan noget, der er nemmere sagt end gjort. Det er jeg godt klar over. Faktisk fnyser jeg også selv ved tanken om at skulle lytte til Jesu hvi-sken. Det kan lyde så ’rigtigt’ på den der kedelige måde. Men om jeg vil det eller ej, er der noget om det.

En logbogsbøn Tilbage i kirken finder min krop ro. Jeg har stadig ikke sagt et ord. Jeg insisterer bare på at sidde her. Trække vejret ind. Og ud. Og ind igen. Alligevel melder utålmodigheden sig med det samme igen. Som om, at i det øjeblik mine skuldre skal til at synke helt

“

Bøn kan også være en rolig vejrtrækning. En tanke. Eller stilhed, hvor Jesus i stedet får lov til at tage ordet.

TEMA

ned, begynder to-do-listen at stå på spring. Der er mere, jeg skal nå. Jeg tænker, at jeg jo kan gøre det hurtigt. Lige forklare Jesus, hvor jeg er på vej hen. Hvad jeg vil lave til aftensmad. At jeg er ked af, jeg kom til at rulle øjne af kasseekspedienten i Netto. Og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal få lappet min cykel inden i morgen. Det behøver jo ikke tage mere end fem sekunder at stikke ham en logbogsbøn. Men jeg må insistere på at blive siddende lige her og ikke akut kaste mig i armene på bilstøjen og ringklokkerne igen. Og ganske rigtigt. Der er noget at hente. Det er som om, min krop synker lidt dybere ned. Skuldrene får lov at hænge. Øjenlå-gene bliver tunge. Jeg hviler i et fravær af ord, liturgi og faste vendinger. For et øjeblik er jeg bare lige her og ikke alle mulige andre steder.

Nærvær i fravær Jeg synes, det er så vildt, at universets skaber vil være sammen med mig på den måde. Han, som har skabt himmel og jord og talt mine hovedhår, vil være sammen med mig i fraværet af ord. Jeg skal ikke skabe Ham med mine ord. Nej. Han har skabt mine ord. Og ikke nok med, at jeg må sidde i min våde regnjakke og forvente Hans nærvær på en onsdag eftermiddag, så lader Han mig hvile. Alt det giver Han mig ud af en simpel bøn. En bøn så simpel, at den er helt uden ordlyd. Faktisk beder Jesus mig om ’ikke at lade munden løbe’, hvis det er fordi, jeg tror, at jeg bliver ’bønhørt for mine mange ord’. Min far ved altså altid allerede, hvad jeg trænger til, endnu før jeg beder ham om det. Den sandhed rummer en

“

Alt det giver Han mig ud af en simpel bøn. En bøn så simpel, at den er helt uden ordlyd.

fantastisk dobbelthed. Jeg må gerne vælte ud med ord, men de kan ikke skabe min frelse. Og så tror jeg også, at der ligger en invitation til noget mere. En invitation til at tie i bøn overfor Ham, som allerede ved, hvad jeg trænger til. Det giver mig et rum til at være og fylde mig med andet end mine egne ønsker og dagdrømmerier. Måske var det også derfor, Jesus gav os Fadervor? Han ved, at vi kan blive revet med af ordenes magi. At vi kan komme til at tro, at jeg skal kalde Gud frem og ska-be ham med mine ord. Måske Jesus gav os Fadervor for at sætte os fri til at bede simpelt. I Fadervor får jeg alt det, jeg trænger til; jeg får lov at lægge mine bekymringer og søge Hans nærvær og vejled-ning. Med Fadervor sætter Jesus os fri fra at skulle præstere og i stedet fri til at hvile med Ham.

Hverdagsmagi Jeg tager min regnjakke på og går ud til cyklen. Jeg blander mig igen med strømmen af mennesker, der er på vej. Jeg er stadig for sent på den, og mine bukser er stadig gennemblødte, men jeg er fyldt op. Det er ikke bare om søndagen, Jesus kalder mig ind i Hans favn. Det er ikke forbeholdt søndagen at være i en simpel bøn. Det er også onsdagsmagi. Selvom det er uvant for mig at søge stilhed i mit lille komplekse hverdagsliv, så vil jeg dyrke det. Jeg vil både kaste om mig med versaler og konso-nanter og store følelser. For det inviterer han mig også til. Men jeg vil også vove den simple bøn. For når jeg bliver stille i bøn, opstår rummet for, at Jesus kommer til. ■

TEMA

blot et barn ulykkeligt alene bedrøvet, bestjålet for gudgiven glæde et barn i afmagt afklædt, forsagt, et barn fortabt i selvforagt blot et barn i afgrundsdybet blottet, bedraget et barn, der er borte fra hjem og hjælp fór af sted men for vild en stille vind, en sagte stemme rører kind “du er hjemme” blot et barn foran far bliver rørt bliver hørt blot et barn ufatteligt fundet iståsat istandsat så igangsat blot et barn, hos Ham fik ståsted sendes af sted nu i fred

Af Molly Wilkinson, kvarti7@gmail.com

VANLIFE

TEMA

Forestil dig at bo uden plads til køleskab og toilet. På blot 6 m2. Helt frivilligt. Det var nemlig hverken ferie eller flugt, der fik Filip til at vælge en blå Citroën som sit hjem i halvandet år. Læs her hans erfaringer om det (måske knap så) simple liv på vejen. Af Filip Munch Bak, stud. Arch., filipfmb@hotmail.com

I mine første studieår var studiestedet mit andet hjem. Min lejlighed var et sted for overnatning og lidt afslapning med alt det, vi deler. Jeg oplevede hverdagens cirkulære burhønsetilværelse i etagebyggeriet. Livet var godt, men. Jeg var skeptisk over for den megen uudnyttede plads i byen ved hjemme-ude-hjemme livet. Lejlighederne står forholdsvis tomme i arbejdstiden, og kontorlandskaberne ligger øde hen, når dagens e-mails er blevet CC’et. Forundringen skabte trang til forandring. Hvordan kunne jeg pladsoptimere og finde et alternativ?

Tiny House På verdensplan bor millioner på et lille areal. I lerhytter, blikskure eller de små etværelseslejligheder i Hong Kong, hvor familierne stuves sammen. Dertil kommer de mere end 82 millioner flygtninge, hvoraf mange blot har en varm teltdug. Det seneste årti har fænomenet Tiny House Living blomstret op i Vesten. Konceptet er at bo på maksimalt 40m2. Med fokus på kubikmeter bygges små hjem på trailere eller af skibscontainere. Motivet er ofte ønsket om mere frihed herunder fra gæld. De små københavnske kolonihavehuse med helårsstatus har tårnhøje priser, og med min pasta-ketchupøkonomi skulle jeg undvære pastaen for at få råd. Idéen om at indrette en contai-

ner kunne ikke søsættes uden et grønt frimærke at sætte den på. Jeg kiggede på husbåde og var tæt på at købe en halvtæt kutter fra 1930’erne, men kommunen strammer konstant løkken om de vuggende hjem, og drømmen sank. I halvandet år havde YouTube-algoritmerne vist mig videoer om vanlife, og jeg var draget af tanken om at bo i en bil. Det magelige var blevet ukomfortabelt, og nysgerrigheden overvandt frygten for det ukendte. Da min lejekontrakt på den 121m2 lejlighed i NV udløb, købte jeg en bil og flyttede ind på 6 m2 inkl. førerkabinen. #LessIsMore

Den blå citron Vågn op til hjorten, som springer fra træ til træ. Rødkælken, som lander på træstubben lige foran de åbne bagdøre. Guldkornene knitrer i mælken, og duften af kaffe siver ud over annemonetæppet. Mit aftagelige sneglehus var min blå Citroën. En blikkasse, som giver ly og læ og oplevelser og bekymringer. Vanlife udleves på to måder. De midaldrende bor i milliondyre autocampere med klimaanlæg, 55” fladskærm og toilet med skyl. De unge, Into the Wild-typen, bor i charmerende pastelfarvede rugbrød, brune hipsterprægede VW T3 Westfalia’er med klistermærker på bagsmækken eller selvombyggede varevogne. Enten følger man trækfuglene ved at drage til cikadesymfonien i vinterhalvåret eller sprøjter et ekstra lag PAVA på undervognen og planter rødderne på de danske veje hele året rundt. Vanlife er frihed. Tidsmæssig frihed ved at stå af det økonomiske hamsterhjul. Ingen leje eller el-, vand- og varmereg-

“

Livet var godt, men. Jeg var skeptisk over den megen uudnyttede plads i byen ved hjemme-ude-hjemme livet.

TEMA

ninger. ”Off-grid” livet udenfor forsyningsnettets fangarme. Min gasflaske til blus og køleskab skal løbende udskiftes, og den 25 liter vanddunk fyldes af andet end opsamlet regnvand. På taget sidder et 100 Watt solpanel, men vintersolen og overskyede dage kræver store batterier for at have strøm nok mellem solglimtene. Der skal betales vægt- og grøn ejerafgift, forsikring, og når brændstofpumpen pulserer det sorte guld. I dieselslugeren har jeg bionedbrydeligt opvaskemiddel for at være klimavenlig, og mit vandforbrug er skruet gevaldigt ned. Prisen for den anderledes komfort rummer et tilkøb af frihed. Ting får værdi, når de er til gavn og bringer glæde. Da jeg boede i lejlighed, kunne jeg samle venner om bordet eller have overnattende på madrasser. Bilens ene passagersæde byder på udflugter med én ven.

Livet på vej Jeg har sovet i alle områder af København og kender byen på anden vis, end da jeg havde fast bopæl. Normalt pakker københavnerne picnickurven og drager ud af byen, men min søndagstur gik til centrum, da der var fri parkering fra spisetid lørdag til mandag kl. 8. Mine handleture var også et toiletbesøg, og min generthed ved at spørge forsvandt støt. ”Hvor ska’ vi sove i nat” var et reelt spørgsmål med parkeringszoner og offentlige toiletter. Min van ligner en handicapbus, og i byen levede jeg fortrinsvis under radaren ved at lukke døre stille, ingen høj musik osv. Med kantstenen som entre kom jeg tæt på mine skiftende naboers liv, imens jeg ugeneret spiste morgenmad i kabinen. I parcelhuskvarterne slukkedes lyset i køkkenvinduerne og blikkene tittede frem over storesene; de halvgennemsigtige blondegardiner. Nabohjælpens øjne er i funktion. Jeg har dog aldrig fået en klage eller en bemærkning. Man skal jo passe sig selv. Jeg følte mig ofte som en forstyrret eremit. Jeg troede, at tiden var til at samle tankerne, læse bøger og leve simpelt. Men dagen skulle planlægges og mange beslutninger tages. Skulle jeg spise havregrød i bilen med fugt og opvask til følge eller spise på studiet, hvor jeg også kunne gå i bad? Hvordan skulle jeg komme rundt: gå, betale for parkering eller cykle? Hvor står min cykel egentlig pt.? Jeg fik mange rutiner af at bo i bilen. På sit værelse

“

Jeg var draget af tanken om at bo i en bil. Det magelige var blevet ukomfortabelt og nysgerrigheden overvandt frygten for det ukendte.

TEMA

kan man for eksempel have en rodebunke i hjørnet eller under sengen. I bilen var hjørnet proppet, når der lå et par sokker. Alt skulle helst ligge på sin plads. De hverdagsaftner, hvor jeg ikke havde forelæsning den følgende dag, tog jeg ofte ud i naturen og lavede mad på Trangia eller over bålets knitren. I naturen var der ro til at læse, og det var skønt at vågne op til kornblomster i bagruden.

Udfordringer Du kender sikkert det at vågne op til et punkteret baghjul mandag morgen indenfor parkeringszonerne og mangle et topnøglesæt for at kunne løsne reservehjulet. Ingen forelæsning den formiddag, for mit hus var punkteret. Det er dyrt at være bilejer, når tandrem og tromlebremser skal skiftes af mekaniker, og timevis af svejsning skulle forhindre, at bilen er borte med rusten. Stort set alle pærer er gået; nummerplade-, bremse-, kabine- og positionslys samt forlygter. Skydedøren kunne ikke sige ”lars” – altså smække – og skulle have nye hængsler før omsyn. Jeg vil jo gerne være gør-det-selv-mand. Jeg har ombygget køkkenet og sat nyt vindue i varerummet med skyderude, skåret hul i taget og monteret en loftlem med 12v fane og installeret et luftoliefyr og forbundet det med tanken. Jeg købte bilen i mekanisk blinde, men nu har jeg fået forståelse for farvelabyrinten af ledninger og sikringer. Jeg har retrospekt erfaret, at mit trosliv blev udfordret af at bo i bilen. Jeg ynder at synge lovsang og har tidligere gjort det dagligt, men jeg ønskede ikke at spille guitar og synge parkeret på de små villaveje. Det var for privat og opsigtsvækkende. Min værste oplevelse var en nat kl. 04.47. Jeg vågner ved, at en bildør bliver smækket. Jeg trækker gardinerne fra i hjørnet af bagruden for at kigge ud. Få meter væk holder en bil i tomgang, men forlygterne er slukkede. Der bliver revet i håndtaget på bagdøren. Døren er låst indefra. Lige uden for står en skikkelse. Personen bevæger sig om mod skydedøren og griber fat i håndtaget på ydersiden. Vil vedkommende bryde ind med magt? Smadre en rude, som det så ofte ses på varevogne. Jeg er lysvågen, mine ører

“

”Hvor ska’ vi sove i nat” var et reelt spørgsmål med parkeringszoner og offentlige toiletter.

er spidse i mørket. Mine hænder prøver at få fat i noget tungt, en stegepande? En finger hviler på kontakten til lyset. Skal jeg trykke og råbe eller tie? Personen rykker endnu engang i håndtaget på bagdøren, adskilt af en bildør og en tonet rude. Skridt går væk fra bilen. Bilen i tomgang tænder lyset og ruller væk. Parcelhuskvarteret ligger igen tavst hen. Hjertebanken.

Halvanden vinter Autocamperfolket tæller vintre, og jeg boede i min bil i halvandet år med én overvintring. De kolde måneder er klart de hårdeste. Den første vinter bøvlede jeg med fugt og svamp i træbeklædningen grundet dårlig luftcirkulation. At koge vand til kakao fylder rummet med damp. Varmen siver ud med dampen, så fuglene på taget får varme fødder. Anden vinter lånte jeg en lejlighed i tre måneder. I foråret down-sizede jeg og flyttede i et klunsebygget kolonihaveskur på 8m2; store forhold. Mine 187 cm skulle ikke længere hvile på bilens 185 cm bredde. Jeg har erfaret, at vanlife gjorde, at jeg var mere tilstedeværende. Vejen skulle ikke blot tilbagelægges, men nydes og opleves. For at afbalancere de firkantede glansbilleder af vanlife på SoMe har jeg valgt at dele nogle udfordringer. I researchfasen med en masse YouTube var jeg optaget af multifunktionelle indretningsløsninger, det minimalistiske liv og det frie liv som fuglen uden fast adresse. Jesus siger i bjergprædiken, at vi skal se på himlens fugle. De samler ikke i lade. Jeg havde et kælderrum fyldt godt op med mine ting til, når jeg flyttede ud af vognen igen. Min plan var minimum fire måneder. Jeg blev dog aldrig fri som fuglen. Det var ikke bare en ferietur, bilen var rammen for min hverdag. Jeg bekymrede mig for meget; for om bilen ville gå i stykker, om indbrud, om jeg kunne have planlagt min dag bedre med den daglige fejning af gulvet, vasketøj, lektielæsning, dieselpriser og corona-lukkede toiletter. Min tid og energi blev i perioder opslugt af bilen. Tilværelsen i den blå citron har opøvet min evne til at skelne mellem, hvornår noget er værdiskabende eller drænende, og hvornår jeg skal lægge bekymringerne til side og blot nyde nuet. Jeg har ikke på noget tidspunkt fortrudt mit valg om vanlife. Hvis du deler drømmen, så køb en bil på hvide plader, indret den og flyt ind og nyd de mange lærerige og skønne oplevelser med det firhjulede hjem. ■

Globalt:

Hvad lærte vi i Etiopien? At bøn bevæger verden (og at elske det etiopiske køkken!) Af Astrid Bentin Vindum Pettersson og Hans-Christian Vindum Pettersson

Vi var i Etiopien i 2010 som en del af vores ophold på LTC. Vi var der for at møde EvaSUE – den etiopiske studenterbevægelse –, og Ruth Osmundsen var vores guide. I 2014 vendte vi tilbage, udsendt af Promissio; H-C som teologisk underviser, og Astrid som sprogvolontør i Mekane Yesus Kirken. Hvad har mødet med Etiopien og

GL BALT KFS på etiopisk I starten af juli skrev vi de allerførste linjer af et helt nyt kapitel i KFS’ historie med udsendelsen af Ruth Eva Osmundsen til Etiopien, hvor hun skal arbejde i EvaSUE, den evangeliske studenterbevægelse. Du kan læse meget mere om det arbejde og hendes opstart på side 36. Har du lyst til at følge med i Ruths arbejde i Etiopien, kan du også skrive dig op til hendes nyhedsmail via vores hjemmeside, kfs.dk Vi vil også gerne opfordre dig til at overveje, om du har mulighed for at bære økonomisk med på dette nye arbejde. Skriv til KFS’ generalsekretær, Christian Rasmussen, på christian@kfs.dk, hvis du vil høre mere om, hvordan det kan se ud.

I TIDEN

menneskene gjort ved os? Mere end man kan beskrive i en kort artikel. Mødet med Etiopien og de kristne har sat flere spor. For det første gav kulturmødet nye perspektiver, en kærlighed til landet, kulturen… og så det etiopiske køkken. For det andet var det spændende kortvarigt at være på indersiden af en ’syd-for-Sahara udadvendt åndelighed’. Men noget, der virkelig gjorde indtryk, var deres tillid til Gud og udholdenhed i bøn – særligt evnen til at se Guds hånd i det meste af livet. Da vi i 2014 arbejdede på det teologiske seminar i Hawassa, var vi med til semesterstarten. I Danmark er den slags noget med lange foredrag, pindemadder og en fest. Sådan var det ikke her. Semestret begyndte med bøn – intens og langvarig bøn. Lektionerne begyndte også med bøn, ligesom lærermøderne og ledelsesmøderne. På en times møde med

en lang dagsorden oplevede vi ofte, at bønnen blev prioriteret højest. Det førte til spørgsmålet: hvorfor lever vi ikke sådan? Hvad har de fat i, som vi mangler? Senere på semestret blev vi inviteret til ”bønnemøde på bjerget”. Om natten var hyænerne ude, men fra solopgang var det sikkert nok, fortalte et par lærere os med et smil. H-C skulle forkynde, en af lærerne ville oversætte, og så ville vi synge og bede. På vej op af bjerget kunne vi høre høje råb. Folk var gået i gang i god tid. Og bønnen fortsatte i timer. Nogle gange var den stille, på knæ for vores skaber, og så stående med alle følelser udenpå. Deres tillid til, at Gud vil gribe ind, og villighed til at bede i timer er opmuntrende og et vidnesbyrd om en Gud, som hører, og at vores bøn kan bevæge verden.

Grønland:

Første KFS-lejr i Nuuk Af Sara Friis Børty, KFS-sekretær i Nuuk, sara@kfs.dk

I KFS elsker vi lejr – og det gør vi også i den nordligste del af KFS! Derfor er det også en stor glæde, at vi I år for første gang kunne invitere KFS’erne i Nuuk på lejr. Langt væk fra butikker og mobilsignal var vi samlet omkring bibelundervisning, snakke, gåture og hyggeligt fællesskab. Og hvordan holder man så lejr i Grønland? Vi lejede nogle hytter inde i Kobbefjorden, syd for Nuuk. Fredag eftermiddag blev vi sejlet ind i fjorden, sat af og derfra kunne vi så gå et par kilometer i de smukke fjelde, indtil vi kom til vores små hytter. Petroleumsovnene blev tændt, og der kom gang i gaskomfuret, så der kunne laves mad. Hytterne blev fordelt, der kom pose i toilettet, og så var vi ellers godt i gang med lejren. Temaet for lejren var: ”Under forvandling”, hvordan Gud elsker os og skaber en forvandling i os igennem sin kærlighed, så vi får kærlighed til vores medstuderende, vores naboer, vores kollegaer og alle de mennesker, som vi møder på vores vej. Igennem fire sektioner med bibelundervisning og snakke kom vi godt omkring, hvilken betydning det har for os i vores liv. Det var ret unikt for os, der laver KFS i Nuuk, at få sådan en oplevelse med KFS’erne. Vi var sammen i flere dage, havde god tid til at lære hinanden at kende, og det fantastiske var, at vi var et fællesskab med det til fælles, at vi alle elsker Jesus. Den del blev der også kommenteret på fra nogle af KFS’erne. Der er ikke mange muligheder for kristent fæl-

lesskab for unge i Nuuk, og derfor nyder vi ekstra meget, at vi kan være med til at facilitere et fællesskab som KFS lige her. Lejren var en perfekt måde at starte det nye semester på, som allerede tegner til at blive et godt et. Vi fortsætter med vores lovsangsaftener, og nu hvor corona er på et minimum, kan vi også lave mad på byens kollegier igen, hvilket vi har savnet rigtig meget. Kollegiemiddagene er for os en god måde at møde de studerende lige der, hvor de er, og hjælpe dem i en travl hverdag. Nu kan vi også invitere åbent på studiestederne til vores KFS-grupper de forskellige steder igen. Vi glæder os til at se, hvad semestret vil bringe af nye ansigter, gode snakke og fælles skridt i vores relation til Gud. Hvis du gerne vil følge os lidt tættere og høre mere om de små skridt i det store land, så kan du skrive dig op til en nyhedsmail, som kommer en gang i måneden. Du skriver dig op via www.kfs.dk Til sidst vil vi gerne opfordre dig til at gå i forbøn for os i Grønland. Tak for den fantastiske lejr, vi har haft. Bed om, at de gode samtaler og det gode fællesskab fortsat må være bærende i vores KFS-gruppe. Tak for det gode engagement blandt KFS’erne. Bed om, at vi må se, hvordan vi når ud til endnu flere.

I TIDEN

Skønheden ved det simple Er der en sammenhæng mellem det skønne, det simple og Gud Herren? En troende matematiker tager os igennem de fineste formler og diskussionen om matematikkens anvendelighed som bevis for Guds eksistens. Af Lise Rathmann Sønderby Jensen, cand.scient. i matematik og datakonsulent, lise.rathmann@gmail.com

Eulers identitet, eiπ = -1, blev i 1988 kåret til den smukkeste formel i matematikken i en undersøgelse lavet af David Wells, en britisk matematiker. Kåringen fandt sted i tidsskriftet Mathematical Intelligencer. Tidsskriftets Iæsere var tidligere blevet bedt om at give 24 forskellige teoremer en score fra 1 til 10. Eulers identitet vandt med scoren 7,7 – skarpt efterfuldt af Eulers polyederformel: V + F = E + 2, og teoremet ’der er uendeligt mange primtal’ (begge med scoren 7,5). Hvorfor vandt Eulers identitet? Og kan matematik overhovedet siges at være smukt? Flere matematikere vendte tilbage til

David Wells og sagde, at de ikke kunne lide at bedømme teoremers skønhed, da de er fakta. De fandt matematikkens skønhed i ideer, matematiske konstruktioner, matematiske problemer og i den matematiske kontekst, teoremerne er en del af. En person gav alle teoremer nul med begrundelsen "Math is a tool. Art has beauty”. Da Euler beviste formlen: eix = cos(x) + i sin(x) , x ∈ ℝ, byggede denne en bro imellem de to vigtigste talsystemer i matematikken – de reelle og komplekse tal. Skønheden i Eulers identitet ligger i, at den udtrykker en utrolig og bemærkelsesværdig sammenhæng TEMA

“

Matematikkens skønhed ligger i de rene, sande og logiske argumenter.

TEMA

såre simpelt. David Wells stiller dog spørgsmålstegn ved, om det er simpliciteten, der gør matematikken smuk, da både teoremer, beviser og strukturer også kan blive for simple – tag for eksempel et stykke ternet papir, det er utroligt simpelt, men er det smukt?

Matematikkens anvendelighed Min egen fascination af matematikken kom af dens sammenhæng med virkelighedens verden. Matematik er fundamental for al vores teknologi i dag. Matematik kan bruges til at udtrykke væksten på et sneglehus og til at lave en model for smitte-

“

Skønheden i Eulers identitet ligger i, at den udtrykker en utrolig og bemærkelsesværdig sammenhæng såre simpelt.

spredning. Min erfaring har dog været, at når matematik bruges til at beskrive den virkelige verden, er den ofte langt fra simpel. Blandt mine studiekammerater ville vi ofte gå så langt som til at kalde den “grim”, netop fordi noget af elegancen og skønheden ved de simple, rene logiske ideer forsvinder, når det bliver blandet med virkelighedens verden. Efter min mening ligger matematikkens skønhed i de rene, sande og logiske argumenter, der udgør matematikken. I 1959 gav fysikeren Eugene Wigner en forelæsning med titlen 'The Unreasonable Effectiveness of Mathematics in the Natural Sciences'. Hovedpointen i denne forelæsning var, at matematiske resultater, der bliver udviklet i en ren matematisk og abstrakt sammenhæng, ofte viser sig at have en anvendelse i en helt anden sammenhæng, for eksempel fysikken. Igennem årene har Wigners betragtning været meget omdiskuteret blandt videnskabsmænd, filosoffer og historikere, da Wigner hævdede, at vi bliver konfronteret med et mirakel.

Kan man bevise Guds eksistens ved matematik? Kristne apologeter har lavet et matematisk gudsbevis inspireret af Wigners forelæsning, det går sådan her: 1. Matematikkens anvendelighed er blot et tilfælde, hvis Gud ikke eksisterer. 2. Matematikkens anvendelighed er dog ikke en tilfældighed. 3. Derfor eksisterer Gud. Det store spørgsmål er altså, kan matematikken være anvendelig uden Guds eksistens, uden at det blot er et tilfælde? Er det på grænsen til et mirakel, at matematikken overhovedet kan anvendes? Forskere, filosoffer og matematikhistorikere har i mange år diskuteret disse spørgsmål. Nogle mener, at matematikken slet ikke er så effektiv til at beskrive virkeligheden, som Wigner fremstiller det i sin forelæsning. Andre argumenterer for, at det langt fra er tilfældigt, at matematikken er anvendelig. Matematik rummer mange forskellige discipliner – for nogle discipliner er det lettere at identificere dets anvendelse end

for andre, hvilket måske er en af de bagvedliggende grunde til uenighederne omkring matematikkens anvendelse. Derudover er matematikere ikke enige om matematikkens epistemologi og metafysik – der er forskellige matematiske filosofier, også i dag. Ens filosofiske overbevisning er afgørende for ens holdning til det tidligere nævnte gudsbevis. Hvis man er empirist og mener, at matematikken erkendes igennem erfaringer med verden omkring os, så er det måske ikke så tilf ældigt, at matematikken også er anvendelig. Eksempelvis fandt den spanske arkitekt Gaudì ud af, at en kædelinje (linjen dannet af en frithængende kæde ophængt mellem to punkter) tilnærmelsesvist følger en hyperbolsk cosinus kurve. Linjen benytter han gentagne gange i sin arkitektur. Her kan man enten lægge vægt på, at det er en tilnærmelse eller blive forundret over sammentræffet. Der er dog også en tredje mulighed; At matematikere i første omgang blev interesseret i at studere disse kurver, fordi de havde set dem ude i den virkelige verden.

Hvorfor tror jeg, Gud eksisterer For at være ærlig, har jeg aldrig haft behov for at kunne bevise Guds eksistens ved en logisk følge af argumenter. Jeg mener, at jeg har erfaret, at Gud eksisterer. Da jeg var tretten år gammel, var jeg på Holsterodde børnelejr. En aften sad vi og bad, og jeg blev overvældet af Guds kærlighed til mig. Siden da har jeg troet på, at Gud var virkelig – han var ikke bare noget mine forældre talte om, eller præsten prædikede om, han var virkelig også for mig. Den oplevelse har været bevis nok for mig, og selv gennem min studietid har jeg ikke følt et behov for at finde et andet bevis for Guds eksistens. Dog ville jeg gerne kunne give et stærkt logisk argument for Guds eksistens, da vi mennesker er forskellige og bliver overbevist på forskellige måder. For mig er skønheden i alle dens former endnu et bevis for Guds eksistens. Ikke mindst den skønhed, der findes i simple, logiske, stringente, matematiske ideer. Er det ikke også et simpelt logisk argument, at vi skal have en målestok, noget ultimativt smukt, for at kunne erkende skønhed? ■ TEMA

Portræt Camilla Quist Studie: Socialrådgiver

Hvorfor har du valgt at tage fem sabbatsår? Da jeg blev student, sagde jeg til folk, at jeg ville tage syv sabbatår. Lidt som en joke, men også med en vis seriøsitet, fordi jeg følte, at livet åbnede sig for mig, da jeg var færdig med gymnasiet. Jeg blev ved med at tage sabbatår, fordi jeg oplevede, hvor meget jeg voksede og lærte ved at prøve forskellige ting af gennem arbejde, bibelskole, rejser og frivilligt arbejde. Det var ting, som jeg aldrig kunne have lært eller have tid til, hvis jeg var gået i gang med at studere, så jeg havde ingen stress med at komme tilbage på skolebænken. Fortæl om en ting du har lært? Jeg har lært, at ”the magic happens outside of your comfort zone”. Det er kliché, men det er sandt nok. Jeg har gjort ting i mine sabbatår, som jeg aldrig i min vildeste fantasi troede, at lille Camilla fra Herlev kunne. Jeg har bedt for hjemløse mennesker på Hawaii, jeg har arrangeret børnelejr i en lille landsby i Indien, jeg har holdt andagter på mit baby-spansk på et børnehjem i Honduras og alt muligt andet. Og midt i alt det, har jeg mødt Jesus endnu stærkere end nogensinde før. For den magi, som findes uden for ens comfortzone, er nemlig Jesus. For når du virkelig mærker, at noget bliver for svært og udfordrende for dig, så er Jesu tilstedeværelse i dit liv endnu stærkere. Og det behøver ikke at foregå ude i den store verden. Jeg har også gået ud af min comfortzone ved at arbejde i en børnehave i Danmark, ved at fremstamme til nogle venner, at jeg troede på Jesus og ved at været leder i en teenagegruppe i min kirke. Så et godt råd videre herfra: Spring ud i nogle ting, der virker både skræmmende og spændende, og så lover jeg dig, at Jesus møder dig. Han møder dig lige der i magtesløsheden, for som Paulus siger: Når jeg er magtesløs, så er jeg stærk. Hvad betyder simplicitet for dig? Jeg elsker udtrykket ”less is more”, og på mange måder beskriver det simplicitet for mig. Vi lever i et højhastigheds20

TEMA

samfund, hvor succeskriteriet er, at man kan multitaske sig gennem dagen. Jeg er selv blevet fanget i det. Jeg er nemlig sådan en, som godt kan tænke mig at nå det hele på den halve tid og har alt for mange bolde i luften på en gang. Så det er blevet vigtigt for mig at stoppe op en gang imellem. For hvis man vil nå det hele, når man så overhovedet noget? For kan man gøre det hele helhjertet og ordenligt? Jeg tror aldrig, at det har været meningen, at vi skal leve i det hastighedssamfund, vi lever i, og jeg tror ikke, at vores psyke er skabt til det. Jeg tænker tit på det liv, Jesus levede. Jeg tror, hans tempo var en del langsommere end det, vi har i dag. Jesus havde tid til at snakke med mennesker, han mødte på sin vej, hvor jeg i min hverdag knap nok lægger mærke til menneskerne omkring mig. Simplicitet for mig er, når vi vælger at prioritere mindre i vores hverdag, for det er nemlig også det, som gør, at vi så kan give mere tid og opmærksomhed til de ting, vi møder. Og måske vi så får tid til at sludre lidt med de mennesker, vi møder på vejen.

Et nyt kapitel af LTC er oprundet I dette det Herrens år (i sin mest positive forstand), 2021, startede et nyt hold på KFS’ højskole, LTC. Det her følgende indslag er et blik ind i hverdagen hos de for nyligt deltagende i vandringen, der hedder KFS’ vision og ønske – at kende Jesus og gøre Jesus kendt. Af Christoffer Techow, Andreas Christensen og Christian Jacobsen, elever på LTC

Vi er et hold på 13 elever. Et hold, der sprudler af liv, tjeneste og gejst til at leve for og med Jesus. I skrivende stund er blot en måned revet af kalenderen, men det erfares som 3. Mindst. Og det kun i sin varmeste betydning, for vi er allerede nået til erkendelse af stor kærlighed og glæde for og til hinanden – en kærlighed, der er opblomstret, gødet og vandet af flere eventyr, end tælles kan; hyttetur til Torn Trines Hus med udveksling af vore livshistorier, sejltur i vikingebåd, lærerig undervisning, afslapning, spas og gøgl. En nøglebegivenhed i vor hidtidige LTC-færd må siges at være første teamperiode, der netop har nået sin ende. Hver og en har vi fået ny erfaring og fornyet gejst – Gud til ære og tak. Vi vil gerne indvie jer, kære læsere, i et indblik fra hvert teams rejse. Her fortalt af dette kvartals tre skribenter fra LTC; Andreas, Christoffer og Christian.

Christoffer – Østteam: Det, vi helt særligt har fået øjnene op for på teamperiode, er, hvor virksomt Guds ord er. Vi har oplevet en stor nysgerrighed og delt en stor mængde KFS-materiale ud, som vi stoler på, at Helligånden vil bruge til at arbejde videre i hjerterne. I teamet har vi oplevet en stor modning i relationen til hinanden og i vores fælles arbejde. En særligt god oplevelse var en religionstime, hvor vi i grupper besvarede spørgsmål. Her var der et unikt rum for at lade Helligånden virke. Guds ord provokerer og forvandler. Yderligere har vores evner inden for kakaobryggeri overskredet selv Nomas standarder.

Christian – Syd-vestteam: Vi har haft en uge, der overskred enhver forventning. Jeg sidder personligt tilbage med en stærk oplevelse af en Gud, der virkelig lever og handler – Han er med os! Det blev særligt tydeligt på Varde Gymnasium. Vi forventede få elever, men efter en kort bøn kom der pludselig 100 strømmende på én gang. Vi har kun Helligånden at takke. Hele ugen har Gud udrustet os med ny energi og givet os gunstige øjeblikke. Jeg er taknemmelig og fuld af forventning til næste teamperiode – man ved aldrig hvilket kapitel, Gud er ved at skrive, i eventyret, der hedder ’dit liv’.

Andreas – Nordteam: Med udgangspunkt i Aalborg kørte vi vidt omkring i vores teambil ”Randi”, hvis aircondition for længst har givet op – resulterende i en til tider regulær regnskovsfølelse i bilen. Alligevel har vi nydt at være afsted sammen som team og glædet os over at være med Helligånden på arbejde. Uanset hvordan vores oplevelser med de enkelte standbesøg og samtaler var, fandt vi glæde, opmuntring og trøst i, at Gud vælger at virke i det hele. Jeg nød personligt at møde folk med alskens livssyn, og det var vildt fedt, når man mødte nysgerrighed og interesse for Jesus – og det gjorde vi heldigvis! Åget at formulere os pænt og nydeligt er nu blevet os for tungt – så er det nok med det bras! Vi vil bare sige tak for nu og for jeres tid. Lige et råd på vejen: Tag på LTC! Det batter bare. Kan I ha’ det godt – Gud velsigne jer. Pøj så længe. KFS NYT

DRØMMEN

OM SIMPLE LIVING Til Tros faste skribent, Anders Keseler, tygger på nogle af tidens simple living tendenser. Skær det unødvendige fra, bliv uafhængig og gør livet ligetil. Hvordan skal disse trends forstås, og opfylder de det, som vi virkelig længes efter?

Af Anders Kildahl Keseler, stud.theol., nexgaard@gmail.com

Vores vestlige kultur er så optaget af simplicitet og det simple liv. Så optaget, så jeg næsten kan høre mine forældres generation (jeg sagde ikke boomer) sukke opgivende over alle de ambitioner og benspænd, folk er villige til at påføre sig selv i et højere ideals tjeneste. Simple Living, Slow Living, Upcycling, Tiny Houses, vegatarisme og veganisme. Vi kender trenderne. Længslen efter sim-plicitet sætter sig også igennem i simple fortællinger, 23

“

Den kristne tro er simpel, fordi den kan koges ned til den simple tillid og kærlighed til Jesus Kristus.

som vi kan forstå verden igennem – her plejer radikale ideologier og konspirationsteorier at være leve-ringsdygtige. Det kan måske endda også ses i noget så uskyldigt som ”5-trins-artikler”. Clickbait-artikler, hvor løsningen på et problem eller vejen til et mål beskrives i et antal punkter. Det komplicerede er i virkeligheden enkelt og simpelt. Denne artikel skal handle om drømmen om simplicitet. Hvorfor drøm-mer vi om det? Hvorfor er det ikke uskyldigt? Og hvorfor er simplicitet, ret forstået, en kristen dyd? For nu bare at sætte det simpelt op.

Den oplagte samtidsanalytiske fejl Hvis der virkelig er en længsel efter simplicitet i vores kultur, er det rimeligt at antage, at det er for at undgå en opfattet kompleksitet i verdenen og dermed opnå en ”sjælefred” fra det kaotiske. Den første snublesten er dog naivt at for-udsætte, at vores tid er særlig kompliceret. En ellers velmenende kristen sam-tidsanalyse kan let komme til at ophøje vores tid som en særlig kaotisk tid. En-ten fordi verden er stor og uoverskuelig, eller fordi vores verden er truet. Det er dog set og sket før. Den danske teolog Birgitte Graakjær Hjort skriver sådan her om det kos-mopolitiske verdensrige Alexander den Store efterlod sig ved sin død i 323 f.Kr.: ”[D]en hellenistiske-romerske tid [var] kendetegnet ved, at stadig flere mennesker oplevede de nye, kosmopolitiske sammenhænge som uoverskuelige og derfor søgte indad i mystiske orienterede religionsformer med fokus på det indvortes, sjælelivet og frelsen” (Det Nye Testamentes Omverden, 2003, side 153). Verden har været uoverskuelig før. På den anden side har mennesker også før oplevet, at deres verden var truet. Tænk på Roms fald og Folkevandringens tid (ca. 400-800 e.Kr.), hvor det vestlige Romerrige kollapser på grund 24

af invaderende ”barbarer”. Det var et kæmpe chok! Rom, som var symbolet på orden i verdenen, havde nu ikke læn-gere et magthegemoni i Vesteuropa. Kirkefaderen Hieronymus skulle have sagt om plyndringen af Rom i år 410: ”Hele verdenen er gået til grund i én by”.

Hvorfor drømmer vi om det simple liv? Hvorfor er downsizing (”nedskæring af ejendele”) og minimalismen som en livsstil så stærke strømme i vores kultur? For det første tror jeg, det er et udtryk for en fremmedgørelse i en vestlig forbrugeristisk overflodskultur. Ingen har sagt det bedre end Tyler Durden i sit kampråb imod forbrugerismens menings-løshed i den nihilistiske filmklassiker ”Fight Club” (1999): “The things you own end up owning you”. Befrielsen fra materialismen og forbrugerismen er vejen til det gode, virkelige og autentiske liv. I de to anbefalelsesværdige film ”Into the Wild” (2007) og ”Captain Fantastic” (2016) udfoldes også dette tema om det frie, simple liv i kontakt med naturen og væk fra det fordærvende materia-listiske og kapitalistiske samfund, hvis lim er forbrugerisme. Denne anti-forbrugerisme er op igennem det 21. århundrede i stigende grad blevet be-grundet i klimakampen. Downsizing og en minimalistisk livsstil er den nød-vendige livsstil – og dermed den etiske livsstil – i lyset af klimakrisen: Vi bliver nødt til at lære at leve lettere og skære ned på vores forbrug. Den bagvedliggende antagelse for mange af de her simplicitets-trends er dog stadig, at det gode, lykkelige liv findes i simpliciteten og uafhængigheden. Lad mig komme med to eksempler: Kondo og FIRE. Oprydningseksperten Marie Kondo gik verden rundt i 2019 med Netflix-serien ”Tidying Up with Marie Kondo”, hvor hun forvandler menneskers liv ved at hjælpe dem med at smide ud og rydde op i deres hjem. Som seer aner man dog, at det ikke blot

handler om at rydde op og smide ud, men er en livsfi-losofi. Og det ikoniske citat – ”discard anything that does not spark joy” – lader ikke blot til at være det gode spørgsmål i oprydningen, men også ved skilleveje i livet. Uden at gøre denne serie til mere end den er, så bliver simplicitet her vejen til glæde og det gode liv. FIRE-bevægelsen (”Financial Independence, Retire Early”) handler om at blive økonomisk uafhængig, så man kan droppe sit arbejde og gå på pension så tidligt som muligt. FIRE-principperne er særligt blevet populariseret i Dan-mark via Youtube-kanalen “Daniels Pengetips”. Her guider den 26-årige Daniel til, hvordan man kan blive økonomisk uafhængig – noget han selv går efter at være som 30-årig. Uden at benægte den gode økonomiske bevidsthed og an-svarlighed, der kan hentes her, lader der til at være en idé om, at lykke er det simple, uafhængige liv. Det simple liv – muligheden for tidlig pension – kan opnås ved en meget fokuseret og intentionel livsstil – for det er her, hvor drømmelivet er at finde.

Simplicitetens fælde: Hvorfor det ikke er uskyldigt Der er meget godt at finde i drømmen om simplicitet. Simplicitetens fælde er dog netop denne bagvedliggende antagelse, som langt hen ad vejen er fremmed for den kristne tro. Antagelsen om, at drømmelivet findes i det simple og uaf-hængige liv. Lad mig forklare. En af mine fagteologiske åbenbaringer var at opdage, hvor det store sammenstød er mellem den kristne tro og den ellers så fornuftige stoicisme. Hvor vist og klogt konformitet med den ordnede struktur i verden og stoisk ro end kan lyde, så er det meget langt væk fra den grædende Jesus ved Lazarus’ grav (Johannesevangeliet kapitel 11). Den grædende Jesus lider, fordi han el-skede Lazarus. Enhver, der elsker og kæmper for retfærdighed, vil opleve ver-den kaotisk og kompleks. Dette er ikke noget, som Jesus vil befri sine disciple fra. Den ”afkoblethed” og uafhængighed fra verdens lidelser, som er antaget i stoicismen, er lige så

“

Enhver, der elsker og kæmper for retfærdighed, vil opleve verden kaotisk og kompleks.

forkert som antagelsen om, at drømmelivet findes i det simple og uafhængige liv. Eller, der kan måske nok findes et drømmeliv i det uafhængige liv, men det udgør let et kætteri mod næstekærlighedsbuddet og efterfølgelsen af den lidende Kristus. Denne fælde må kristne ikke gå i.

Simplicitet: En kristen dyd Når alt dette er sagt, er simplicitet en kristen dyd. Kristnes rollemodel, Jesus, levede et simpelt liv. En livsstil, som ikke er uden implikationer for, hvordan kristne bør leve deres liv. Den britiske præst John Stott har i bogen ”The Radi-cal Disciple” (2010) kaldt simplicitet én af de glemte dimensioner af det kristne liv. Vi, vestlige kristne, bliver let ”forbrugsblinde” i et samfund med en høj le-vestandard og glemmer derfor at dele vores overskud med resten af verden. Forbrugerisme og materialisme er derfor vedvarende trusler og udfordringer for kristne – vi har ikke med en kold krig at gøre. De trækker i den modsatte retning af offervillig gavmildhed og omsorg for de fattige. Derfor er det ikke mærkeligt, hvis vi oplever, at drømmene om simplicitet ræsonnerer dybt med os. Hvor findes kraften og motivationen til denne simple livsstil? I det simple spørgsmål Jesus engang stillede en nedslået discipel. I en vidunderlig samtale under fire øjne oprejser den opstandne Kristus fornægteren Peter til frimodig tjeneste med det simple spørgsmål: ”Elsker du mig?” (Johannesevangeliet ka-pitel 21). Den kristne tro er simpel, fordi den kan koges ned til den simple tillid og kærlighed til Jesus Kristus. Det er herudfra, den simple livsstil også må fly-de. Ikke fordi kraften findes i kristnes kærlighed og tro på Kristus, men fordi vores kærlighed udspringer af Kristi første kærlighed og trofasthed mod os. Det er denne kærlighed, Jesus inviterer den nedtrykte Peter tilbage ind i igen med sit spørgsmål. Den simple livsstil er hverken en tærskel eller et krav, men vores simple tak for den overflod af rigdom og gaver, vi har fået i Kristus. For at parafrasere en strofe i digtet The Sacrifice (1633) af George Herbert: Kristus, der blev korsfæstet blandt røvere, har kun stjålet én ting fra os: Døden. Drømmen om simplicitet kan ikke give os det, vi kan få i Kristus. Vi kan derfor tilføje til Paulus, at i Kristus har vi ”Guds fred, som overgår alt forstand” (Filipperbrevet kapitel 4, vers 7), ja, selv vores vildeste drømme. ■ 25

Du er ikke alene Er du ny i din by? Er du lige startet på studie og lidt i tvivl om, hvor du skal begynde og ende? KFS vil faktisk virkelig gerne følges med dig i din studietid! Tjek ind i din lokale gruppe og hægt dig på det gode fællesskab. Vi venter på dig!

København I København mødes en stor gruppe studerende hver mandag i et kristent netværk, hvor der tales om de store spørgsmål i livet. Her er der højt til loftet og et stærkt socialt fællesskab. Du er hjerteligt velkommen til at deltage med dine tanker, evner, spørgsmål og tro. Find os på Facebook: @kfskbh eller duk op på Ryesgade 68B, hvor vi som regel mødes. Tjek semesterprogrammet på Facebook eller på kfskbh.dk. Hvis du har lyst til at vide mere, eller hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp i din KFS-gruppe, kan du altid kontakte Lars, som er KFS-sekretær i København. Fang ham på larsboje@kfs.dk, så melder han straks tilbage.

Aarhus

Odense

Aarhus KFS er et studenterfællesskab, hvor studerende mødes på tværs af kirker og studier hver torsdag i Studenterhuset, Nordre Ringgade 3. Vi har et varmt, åbent og rummeligt fællesskab, hvor der er plads til spørgsmål og undren, og der er også plads til dig! Du kan møde @Aarhuskfs på Facebook, hvor du også finder vores semesterprogram og invitationer til arrangementer i både stor og lille skala.I Aarhus har vi også en dygtig KFS-sekretær, som ved alt om KFS og studiestedsgrupper i Aarhus. Hun hedder Anna og kan kontaktes på anna@kfs.dk, og hun vil rigtig gerne hjælpe dig med at finde ind i KFS-livet som studerende i Aarhus.

I @OdenseKFS er der masser af muligheder for at møde andre studerende i et hyggeligt og vedkommende fællesskab. Vi mødes hver torsdag kl. 19:30 i Sct. Hans Kirkes Menighedshus, Sct. Hans Plads 1. Du kan se vores semesterprogram og følge med i, hvad der generelt sker, i vores facebookgruppe: Odense KFS (intern gruppe) eller på vores facebookside: Odense KFS – for videregående studerende. Her annoncerer vi også, når vi har alternative arrangementer, for eksempel spilleaftener eller sheltertur. I Odense kan du altid få et program, en god samtale og hjælp til alverdens ting af Morten, som er KFS-sekretær i byen. Skriv til morten@kfs.dk, så er du i gang!

Aalborg

Esbjerg

I Aalborg kan du finde et KFS-fællesskab, hvor der er plads til at tale om de store spørgsmål i livet for alle studerende i byen. Vi kalder det Rooted og mødes hver anden mandag i Vor Frelsers Kirke til fællesspisning, oplæg og gode snakke. Derudover er Aalborg Studie-KFS kendetegnet ved bedegrupper på forskellige studiesteder, julegudstjeneste for studerende, lunch bars på universitetet og et stærkt fællesskab og engagement på tværs af kirkeretninger. Vi vil gerne have dig med, så find os på Facebook: @AalborgKFS eller få fat i Julie, som er vores allesammens nordjyske ildsjæl og KFS-sekretær, på julie@kfs.dk. Vi glæder os til at se dig!

I Esbjerg mødes en gruppe studerende cirka hver anden uge til bøn og fællesskab. Tag kontakt til KFS-sekretær Søren Rønn, soeren@kfs.dk, hvis du har lyst til at mødes med andre studerende. Vi er i en spændende fase, hvor vi er ved at finde ud af, hvad KFS er og skal være i Esbjerg. Derfor mødes vi og beder, for vi tror, Jesus har en plan. Kom og vær med!

Kan det mest centrale i det kristne budskab både være enkelt og komplekst på samme tid? Robert Bladt gennemgår det mest kendte bibelvers anskuet på fire forskellige abstraktionsniveauer, fra barn til professor. Se om du kan tygge dig igennem den fjerde del, men bare rolig gyldigheden er ikke betinget af vores forståelse af kompleksiteten, når det angår Guds kærlige frelse. Af Robert Bladt, forstander på Indre Missions Bibelskole i Børkop, robert@imb.dk

Vi når aldrig frem til en fuldkommen erkendelse af Guds frelse. Men selv om vi ikke begriber den fuldt ud, kan vi godt have en sand erkendelse af Guds frelse. Ja, selv i dens mest enkle form kan erkendelsen af Guds frelse være sand. Én har sagt om Johannesevangeliet, at et barn kan bunde i det, men en professor kan drukne i det. Så enkelt er det, når det taler om Guds frelse, og så komplekst er det samtidigt. Lad os sammen tage på en vandring ind i Guds enkle frelse med udgangspunkt i Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16: ”For

således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Et vers, der ganske enkelt er komplekst i sin enkelhed og enkelt i sin kompleksitet, og som vi derfor vil åbne gennem fire trin med stigende grad af abstraktion.

Gud elsker dig Ved du, hvad det er at være elsket? Det tror og håber jeg, at du gør. De fleste af os bliver heldigvis elsket allerede inden, vi blev TEMA

født. Se din far for dig. Nu lægger han en hånd på din mors mave og smiler i den største lykke – på grund af dig. Så kommer du til verden. Men du forstår ikke noget. Du husker endnu ikke. Du kan ikke sætte ord på den mest enkle erkendelse. Da var der en mor, som sad med dig i sine arme. En far, som gik tur med dig i barnevognen, når du havde svært ved at sove. Du voksede op, ”kunne selv”, fik sprog, gjorde erfaringer og landede erkendelser. Men stadig havde du brug for, at der var nogen, som ville hjælpe dig. Du indså temmelig sikkert aldrig, hvor afhængig du var af de rammer, dine forældre satte. Du var næppe ret tit i kontakt med en dyb følelse af taknemmelighed for mad og tøj, kørsel og tilsidesatte behov. Hvorfor gør en mor og en far alt det? Det gør de, fordi de elsker. Nogle gange er forældre gode til at vise kærlighed, andre gange lykkes de mindre godt. Men de elsker. Der er dog noget, vores forældre ikke kan give os. De kan ikke give evigt liv. Derfor er det så godt, at der er en, som er større end jordiske forældre. En himmelsk far. Hans kærlighed er større end selv de bedste forældres kærlighed. Fordi Gud elsker, vil han give os det bedste. Og det bedste, han har, er hans barn, Jesus. Gud har givet os Jesus som en usynlig ven, der vil følges med os gennem livet, og når vi følges med ham, vil han sørge for, at vi kan følges ad til det evige liv.

Du skal ikke fortabes Men det er jo ikke alle, der bliver frelst og får del i det evige liv, vil du indvende. Tro mig, jeg forstår din indvending. Det evige liv er 28

TEMA

jo kun for dem, der tror. Og hvad så når vi har svært ved at sige, at vi tror? Hvordan er vi stillet, når vi ikke følges med Jesus, men vælger at gå en anden vej? Vi har været med i flokken af mobbere. Vi har undladt at ære vores forældre. Vi har overskredet andres grænser, måske krænket. Vi har ladet os lede af vort egoistiske begær. Hvordan undgår vi at gå fortabt, når vejen til evigt liv kun er åben for dem, der tror på Guds enbårne søn? Først vil jeg gerne have dig til at mærke efter, hvad du føler, når du medvirker til at mobbe, når vreden løber af med dig, eller du giver de seksuelle fantasier frit løb. Hvis du ligner mig, så føler du skyld. Men lad mig spørge dig: Hvor kommer den skyld fra? Spørger du mig, så kommer skyldfølelsen fra den samvittighed, Gud har givet os alle. Den fortæller os, at der er en Gud, og at han minder dig om, hvad der er rigtigt og forkert. Læg mærke til, at Gud faktisk regner med, at du har handlet imod hans vilje. Han ”gav sin enbårne søn”. Gud gav, som en mand

“

Én har sagt om Johannesevangeliet, at et barn kan bunde i det, men en professor kan drukne i det.

giver en anden mand en stor sum penge. Gud betalte det, du skylder, når du ikke lever efter Guds vilje. Det er ikke den skyldfri, der undgår fortabelsen og får evigt liv. Det er den skyldige, som stoler på, at Jesus kan betale hans gæld, der ikke går fortabt, men får evigt liv.

Enhver kan tro Troen er vidt og bredt misforstået. Ikke så sjældent lyder det fra rationelle, moderne mennesker: ”Jeg ville virkelig ønske, jeg kunne tro.” Underforstået: Men det kan jeg ikke, for det vil kræve, at jeg sætter min sunde fornuft ud af kraft. Dette syn på troen er lige så misforstået som beretningerne om mennesker, der har en ekstraordinær erfaring og derigennem får mod til at opgive deres forbehold og hengive sig i troen. I begge tilfælde kan det være sandt, at den, der udtrykker sin vantro, er vantro og den, der udtrykker sin tro, er troende. Men troen kommer ikke af fornuft eller erfaring, og hverken fornuft eller erfaring er en hindring for at tro. Frelsen begynder med Gud, der elsker verden. Gud, der handler ved at (hen)give sin søn. Og Gud, der giver et menneske den tro, som lader ham besidde det evige liv. Tro er nemlig ikke et træk ved nogle menneskers psyke. Det er ikke en evne eller egenskab. Hvis troen var sådan en evne eller egenskab, ville den være en evne eller egenskab, som intet menneske kunne besidde. Vi ser dette i den sammenhæng, som vores vers fra Johannesevangeliet kapitel 3 står i. Jesus taler her om, at frelsen kun kan komme i stand ved en ”Åndens” mellemkomst gennem en begivenhed, som sammenlignes med en fødsel (Vers 3-8). Frelsen ved tro springer altså ud af Faderens kærlighed, muliggøres af Sønnens offer (hengivelse) og fuldbyrdes ved Åndens frembringelse af troen i den enkelte. Andre steder i Johannesevangeliet forstår vi, at denne Åndens bevægelse, som frembringer troen i os, er knyttet til forkyndelse af Guds kærlighedsgerning i Jesus. Den tro, som ingen af os kan frembringe, opstår som et resultat af Åndens aktivitet, når dåbsvandet genføder, nadvermåltidet nydes og evangeliet forkyndes. Denne tro kan opstå i ethvert menneske, fordi den ikke bliver til i kraft af den enkelte, men i kraft at Ånden. Troen er en spejling af budskabet om syndernes forladelse. Og den er fuldkommen i det øjeblik, den indfinder sig. Den kan faktisk ikke være stærk eller svag, for så er den straks blevet et psykologisk træk ved personen. Man kan ikke besidde det evige liv i grader. Når Ånden har fået lov at bibringe én troen, har man den helt og fuldt. Og med den har man også det evige liv.

Jesus er sand Gud og sandt menneske Vi forstår ud af ovenstående, at troen er en gave og ikke en begavelse. Dette skyldes, at vi af natur ikke er i stand til at høre det Guds ord, som er livgivende (jf. skaberordet), som giver lys, som frembringer af intethed og som opretholder. Hvis dette frelsende ord, som udgår af Guds mund, derfor skal nå sit mål og bringe

“

Tro er nemlig ikke et træk ved nogle menneskers psyke. Det er ikke en evne eller egenskab.

redning til den fra Gud adskilte og for Gud tabte verden (menneskeslægt), må Gud gøre andet og mere end råbe fra Himlen. Dette ”andet og mere” afspejles i vendingen ” han gav sin enbårne søn”. Vi forstår af Johannesevangeliet kapitel 1, vers 1 og 14, at mennesket Jesus af Nazaret er dette livgivende skaberord, som har ladet sig inkarnere for derved at være Guds livgivende røst i en verden, som ikke kan høre dette ord. Inkarnationen er under indflydelse af platonisk ontologi blevet misforstået som en emanation af den transcendente guddoms fuldkomne og rene væren og rationalitet (logos), som midlertidigt bliver immanent i mennesket Jesus af Nazaret. Han bliver i denne forståelse en særligt begavet og vis læremester, som skal vække vores slumrende fornuft (logos) og bringe os frem til den erkendelse og oplysning, som kan redde os fra vores bundethed til den tabte, materielle verden. Denne misforståelse genfindes i to grundversioner. I den ebjonitiske udgave bliver Jesus det religiøse og moralske forbillede i kraft af sin særlige logos-udrustning. I den doketiske udgave er mennesket Jesus af Nazaret blot kød, der er til låns for det guddommelige logos. Deres forskellighed til trods hylder begge misforståelser tanken om den guddommelige idé, som vi må indse, så vi kan reddes fra vores menneskelige forfald. Imod disse misforståelser fastholder den klassiske, kristne tro, at når Jesus kaldes ”Guds enbårne søn”, så udtrykker dette, at Jesus både er sand Gud (af samme væsen som Faderen) og sandt menneske (af samme væsen som os). Vi betegner dette som Jesu to naturer (fysis), hvilket rummer det syn, at Jesus som person rummer både alt det, som er kendetegnende for Gud og alt det, som er kendetegnende for det gudskabte menneske. Denne lære om inkarnationen rummer frelsens dybeste hemmelighed i sin hele, paradoksale virkelighed. Den Almægtige åbenbarer sig og handler i den største afmagt. Han, der har givet liv og eksistens til alt og alle, hengiver sig selv til død og tilintetgørelse. Med Jesu inkarnation bliver menneskets skaber til menneskets forløser. Og med Jesu inkarnation genfinder vi den menneskelighed, som vi mistede i syndefaldet. Og sammen med dette genfinder vi vores mulighed for at høre Guds røst. Ved du nu, hvad det er at være elsket? ■ TEMA

Bøger:

Øjebliksbilleder fra tvivlens landskab Andreas Kammersgaard Ipsen & Michael Agerbo Mørch Forlagsgruppen Lohse, 2021 Sider: 313

Af Stefan Lumholdt Pedersen, sabbatsårs-KFS’er, lumholdt9098@gmail.com ‘Øjebliksbilleder’ giver et fremragende indblik i korrespondancen mellem to teologer, som med klogt sprog og fine ord stadig formår at være ærlige og leve op til deres åbenhed. Med bogen gives der et unikt indblik i en tvivlendes tankegang, som for mange vil være genkendelig, men berigende uanset. Det unikke indblik i tvivlen opstår i denne bogs hudløst ærlige udtryk, da de to teologer formår at præsentere en korrespondance, hvor der ikke holdes igen. ‘’Ja, jeg tvivler’’, siger Michael Agerbo Mørch ærligt, og det er denne ærlighed, der danner grundlaget for, at en bog som denne kan virke. Hans medkorrespondent, Andreas Kammersgaard Ipsen, behandler ikke sin teologkollegas tvivl som et fremmedlegeme, der skal opereres væk, men derimod som en naturlig del af livet i troen, og med begge forfatteres egne erfaringer åbner de op for et rum, hvor både tvivl, men ikke mindst tro, pludselig får ny mening. Dermed ser de to forfattere sig også nødsaget til at gå til helt basale spørgsmål som ‘’hvad vil det egentlig sige at tro?’’, og de dykker i bogens forskellige kapitler ned i andre aspekter af kristenlivet, og hvordan tvivlen har indflydelse der. ‘’Korsteologien slår lejr, ikke hos en bestemt erfaring af Gud, men hos Gud selv og følger ham i tillid, uanset om han leder mig til åbenbaringens bjerg eller mørkets dal.’’ Andreas Kammersgaard Ipsen Dette er ikke en bog, som påstår at have svarene. Der er ingen ‘’How to’’-guide eller garanti forbundet med den. Til gengæld åbner den døren for velovervejede tanker om tvivlens mange pro-

I TIDEN

blematikker. Hvor hører tvivlen hjemme som kristen? Kan jeg indrømme, at jeg tvivler? Hvad skal jeg sige til folk, når de spørger mig, hvorfor jeg tror, hvis jeg har svært nok ved at overbevise mig selv? Behøver man virkelig være overbevist for at tro på Jesus? Disse spørgsmål behandles med både indblik og gode velovervejede tanker, og netop ved at læse denne dialog inviteres læseren ind i et rum, hvor en tvivlende tro får håb, og en grundfast tro kan styrkes. Bogen kan varmt anbefales, uanset om læseren har tænkt over tvivl eller ej. Det er en dialog, som man som kristen vil få meget ud af, og den har for anmelderen selv givet et nyt blik på troen, som kun giver større tillid til Gud.

Bøger:

Common theological topics (Loci communes Theologici) Philip Melanchthon i 1535 oversat af Paul A. Rydecki i 2019 Repristination Press Sider: 313

Af Søren Øhrstrøm, gymnasielærer, sorenohrstrom@gmail.com Da reformationen skulle føres ud i livet i Danmark, blev den danske Kirkeordinans fra 1539 skrevet med hjælp fra teologerne i Wittenberg. I den finder vi afsnittet ”Særlige bøger som landsbypræster skal have, og som de ikke uden skade kan undvære” – og her finder vi Melanchthons troslærebog på listen, fordi ”de vigtigste trosartikler og steder i Skriften på det enkleste og korteste udlægges.”. Nu er der løbet meget vand igennem møllen siden 1539, så har Melanchthon – med tilnavnet ”Tysklands lærer” – noget at lære os i dag? Det har han helt bestemt! Stilen er, som Kirkeordinansen sagde, overraskende enkel, når han i bogen udlægger Skriften. Enkeltheden bliver nærmest dogmatiseret på side 29, hvor Melanchton går i rette med datidens akademikere og skeptikere, fordi de alene vil kritisere og byde mennesker at tvivle på alt. Heroverfor står Melanchton og insisterer på, at troen behøver vished, at den er at finde i troslæren. Omvendt kommer min egen uvidenhed om antikken i spil, fordi Melanchthon løbende, udover at citere bibelen og kirkefædrene, også citerer de græske klassikere. Her må jeg indrømme, at jeg engang imellem læste hurtigt igennem passager for at komme til pointen med at bruge 1-2 sider på at illustrere noget ved hjælp af historier fra antikken. Bogens struktur er overskuelig med korte afsnit om troens emner, og emnerne følger for det meste logisk efter hinanden (måske med undtagelse af afsnittene om forudbestemmelse og kirkepolitik). Bogens hovedformål er selvfølgelig at give en samlet og forholdsvis kortfattet sammenfatning af den kristne tro, hvor reformationens opdagelse med retfærdiggørelsen ved tro står i centrum. Et afsnit, der for mig sprang ud som særligt opbyggende, var afsnittet om lidelse og det at bære korset, som Luther også nævner som

ét af kirkens kendetegn. Afsnittet ender ud i den helt vilde, men også Paulinske opfordring: ”Let us train our spirits, therefore, and let us learn to bear adversity”. Inden da har Melanchton givet fire trøsteord til denne kamp, det er at gå ind under korset: 1) Gud overstyrer, hvad der sker i historien og tillader lidelsen, 2) Han har villet det for at kalde os til omvendelse og tro, 3) lidelsen er med til at forme os til Kristi billede, når vi modtager ufortjent hån og lidelse. Kristus kalder til lydighed midt i lidelsen, og denne tjener til, med Paulus' ord, at vores gamle jeg dør (lidelsen kaldes her ligefrem en gudstjeneste!) og 4) Lidelsen er en ansporer til, at vi kalder på Gud i vores bøn om udfrielse, styrke og udholdenhed, og denne bøn er ikke bare et udtryk for troen, men er med til at styrke troen endnu mere. Min største uenighed med teologien er nok, når det kommer til spørgsmålet om øvrighedens rolle i at håndhæve lovens første tavle. Her noterer jeg mig Melanchthons argumenter, men er ikke overbevist om, at øvrigheden bør have en fremtrædende rolle i at fremme den rette lære. Kort sagt så bør Melanchthon stadigvæk læses. Hans vid er simpelthen imponerende, hans enkelthed er slående og selvfølgelig forbliver det et vigtigt anliggende at sammenfatte, hvad bibelen egentlig siger, først og fremmest om evangeliet.

I TIDEN

Alle har ret til et fedt køkken Hvornår er nok nok? Er der en grænse? Ja, det er der, ifølge Mads Kobbersmed. Vores (over) forbrug tages under luppen efterfulgt af en konkret udfordring til at leve mere bæredygtigt. Er du enig? Af Mads Bøndergaard Kobbersmed, gymnasielærer i historie og samfundsfag, mk@mail-mg.dk

“Der findes et lille velsignet ord, som i dag bruges meget sjældent: tilstrækkeligt. Hele markedsøkonomien bygger på, at det ord aldrig nævnes. Den virkelige eller indbildte mangel driver den vækst, som ubønhørligt tager et stadigt fastere greb om struben på både jordens ressourcer og os selv. Den samme fokusering på vores mangler kan også lamme os på et dybere plan. Jeg når aldrig frem. Jeg bliver aldrig tilfreds. Jeg får aldrig nok.” Magnus Malm i bogen Fri til at tjene Mit mål med denne artikel er at udfordre dig til at leve mere bæredygtigt og med mindre fokus på materielt forbrug. Så er du advaret! Men lad os starte et helt andet sted. Jeg er 43 år gammel, har fire børn, en ret stor bil og et hus på 173 kvm. Nogle gange laver jeg wienerschnitzler. Det er dem 32

TEMA

af kalvekød, som FN’s klimapanel siger, at man skal gå udenom. Heldigvis er jeg godt gift. Min kone er god til det med grøntsager og mindre kød. Hvis vi regner venligt, er mit personlige CO2-udslip cirka 12 tons om året. FN anbefaler, at vi hver især maksimalt udleder 2-3 tons CO2 om året. Udover ovenstående syndsbekendelse skylder jeg også at fortælle, at jeg er historielærer. Og den slags mener sjældent, at det giver mening at tale om ”de gode gamle dage”. Det gør jeg heller ikke. Jeg drømmer mig ikke tilbage til de tider, hvor sult og sygdomme tog livet af cirka halvdelen af alle børn, før de blev fem år. Eller tiden, hvor alle huse var kolde og fugtige og dødelige lungebetændelser derfor almindelige. Når småhysteriske medier proklamerer, at coronaåret 2020 var frygteligt - et ”annus horribilis” - tænker jeg, at mindst 12.000 år var værre. Nemlig alle de

år, der lå før 1950. Mit udgangspunkt er, at vi som indbyggere i et af de mest velstående og trygge samfund i verdenshistorien bør begynde hver eneste dag med en takkebøn, hvor vi minder os selv om, hvor meget vi har at være glade for. Selvom det er en velsignelse at leve i et rigt og trygt samfund som det danske, er der som bekendt ingen roser uden tårne. Når vi forbruger på det nuværende høje niveau, påvirker det jordens balancer på flere forskellige fronter. Jeg fokuserer i denne artikel primært på CO2-udslippet, fordi det er det mest alvorlige problem, vi har som menneskehed, da et for højt CO2-indhold i atmosfæren har en række afledte konsekvenser i form af tørker, oversvømmelser, ubeboelige områder etc. Men et meget højt forbrug påvirker også vores identitet, dvs. vores opfattelse af hvem vi er, og hvordan vores omgivelser opfatter os. Hvis vi bruger for meget energi på forbrug, risikerer vi, som Magnus Malm peger på i ovenstående citat, at ende med en grundfølelse af hele tiden at være på vej og ikke nå frem. Vores ting, og de oplevelser vi køber, kommer til at dominere vores fokus. På bekostning af den helt centrale kristne erkendelse, at vi allerede er elsket og ikke deltager i noget løb.

Bæredygtighed og klimakamp som en del af den store plan Vi advares talrige steder i Bibelen om faren ved rigdom og overforbrug. Den kristne kirke har på trods af mange eksempler på over-

“

Vi som indbyggere i et af de mest velstående og trygge samfund i verdenshistorien bør begynde hver eneste dag med en takkebøn.

forbrug også altid rummet retninger, der talte imod rigdom og så askesen som en vej til at nærme sig Gud. Det gælder blandt andet dele af klostervæsenet i middelalderen. Klimakampen rummer på sin vis mulighed for at fokusere på de værdier, der er dybere end materielt forbrug. Hvor det at give afkald på det nyeste køkken, de længste flyrejser og et højt forbrug af nyt tøj ikke bare giver en grønnere samvittighed, men også kan være en måde at få plads til at give nogle penge til de organisationer, som hjælper mennesker i den tredje verden, som er ramt af klimaforandringer. Her kommer vi tæt på det kristne discipelskabs grundtanke, som vi kan læse det i Lukasevangeliet kapitel 12, vers 33-34: Sælg jeres TEMA

ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.

Alle har ret til et fedt fungerende køkken Det fundamentale problem, og det som vi stadig mangler en global løsning på, er at øget velstand leder til mere CO2. Og alle mennesker søger mere velstand. Det ved vi sådan set allerede fra Det Gamle Testamente, og det ved vi i 2021, for vi kan se det overalt. Det skal vi grundlæggende ikke skamme os over. Mennesket er skabt med ønsket om at skabe fremgang for sig selv og de mennesker, vi er omgivet af. Der er ikke noget flovt i at ville gøre det godt for sig selv og sine nærmeste. I hvert fald til et vist niveau. Det er sundt og godt at sikre sig, at taget er tæt, og at der er mad på bordet – det gør os lykkeligere, når vi og vores børn går mætte i seng. Til en vis grænse er det rigtigt, at materiel velstand gør os lykkeligere. Men der er ikke meget, der tyder på, at man kan blive ved med at bygge ovenpå lykken med bil nr. 2 og 3 og et nyt køkken. Faktisk er der mere, der peger på, at de mange ting kommer til at eje os og skaber bekymringer i forhold til at sikre dem mod tyveri, pleje og passe dem osv. Så selvom vi i Kvik køkken-reklamen lærte, at alle har ret til et fedt køkken, bør vi i stedet overveje, om der fortsat kan laves mad i det gamle køkken og om den udskiftning, vi synes, vi har brug for, nærmere bør handle om at skifte det røde oksekød ud med kyllingekød eller endnu bedre: grønne linser og nogle spændende krydderier.

En udfordring Hvor efterlader alt dette så os nu? Et sted, hvor vi kan begynde at blive konkrete! Så til dig, der fortsat læser med: Udfordringen er, at du det næste år skal lave et forbrugseksperiment med afsluttende evaluering. Eksperimentet går kort fortalt ud på, at du skal udsætte alle de køb, du laver, for en vurdering af, om købet 1) bidrager med noget vigtigt til dit liv, 2) er unødigt CO2-belastende, dvs. om du med mindre CO2-udledning kunne nå det samme mål. Som afslutning på eksperimentet skal du vurdere, om dit liv er

“

Klimakampen rummer på sin vis mulighed for at fokusere på de værdier, der er dybere end materielt forbrug.

TEMA

blevet mere eller mindre rigt, mere eller mindre besværligt – og selvfølgelig hvor meget du klarede at sænke dit CO2-udslip. Jeg vil udfordre dig til at lave eksperimentet sammen med en god ven, din ægtefælle etc. Jeg tror nemlig på, at det er nemmest at udfordre forbrugersamfundet i fællesskab.

Hvad er dit udslip? Ja, undskyld overskriften, jeg ved godt, det lyder som en farjoke i sofaen fredag aften. Men før du sætter gang i eksperimentet, bør du vide, om du ligger i den tunge eller lette ende, når det kommer til det aftryk, du sætter på jordens ressourcer. For enkelhedens skyld vil jeg foreslå, at du forsøger at anslå din CO2-udledning, da den er et ganske godt spejl af dit samlede forbrugsniveau. Du kan benytte forskellige ”CO2-målere”, men du skal være opmærksom på, at de næsten alle undervurderer udslippet. De mest almindelige CO2-målemetoder, som den du for eksempel kan finde på TV2 (søgeord: hvor meget klimasviner du?), medregner nemlig ikke det offentlige udslip. Den offentlige sektor i form af skoler, børnehaver, hospitaler etc. udleder hvert år store mængder CO2, ca. 35 millioner tons, eller cirka 6 tons per dansker. Hvis man medregner det offentlige udslip, kommer tænketanken CONCITO frem til, at hver dansker i gennemsnit udleder 19 tons CO2 om året – hvilket er 7. højest på verdensplan. Det skyldes vores meget høje materielle forbrug, masser af pendling til arbejde, lange flyrejser og som sagt den offentlige sektor. Hvis du skal vurdere dit eget udslip, kan du for eksempel tage TV2s test og derefter lægge 6 tons til resultatet. Og det er selvfølgelig vigtigt at være realistisk i eksperimentet. Uanset hvor eremitagtigt du lever, kan du ikke komme til at opfylde FN’s ambition om 2-3 tons CO2 om året. Det er jo faktisk en kristen pointe: uanset hvor godt og frelst du lever, er det ikke nok. Mennesket frelses ikke gennem (klimavenlige) handlinger. Men det betyder selvfølgelig ikke, at det er lige gyldigt hvordan vi lever.

Pas på pengene! Jeg har tænkt over bæredygtighed, siden jeg var studerende, og den mest centrale konklusion er, at jo flere penge man har, jo sværere er det at opføre sig bæredygtigt. Som Dan Turell siger: Pas på pengene! Som studerende er det ganske nemt at være en klimaengel. Når pengene ikke er der, er det naturligt at købe få røde bøffer og tage på få lange flyrejser. De få penge løser så at sige problemet for en. Problemet kommer, når den første rigtig løncheck melder sin ankomst. Det at få egen bil og eget hus ledsages af en lavine af ledsagende udgifter. For huse skal ikke bare vedligeholdes, men også bruges til at vise, hvem vi er. I Danmark bruger vi en meget høj andel af vores indkomst på ting til boligen – både ude og inde. Jeg peger i det følgende kort på fem områder, hvor vi som familie har forsøgt at holde vores forbrug nede: tøj, møbler, ferie, transport, mad.

TRANSPORT

TØJ

Med fire børn i huset er der et konstant opgraderingsbehov. Børn vokser ud af deres tøj i løbet af et år. Vi tænker meget i at genbruge tøj. Vi har flere familier, som sender tøj videre til os, og vi gør, hvad vi kan for at sende tøj videre til andre, når vi er færdige med det eller kan se, at vi ikke kommer til at bruge det. Hvis man ikke har et godt tøjnetværk omkring sig, er det oplagt at gå i genbrugsbutikker. Udfordringen er, at både børn og voksne kan lide at få nyt tøj. Det er ikke rart at være det barn i skolegården, der ligner en genbrugsbutik, og derfor er vi ikke på 100% genbrug og køber nyt tøj med jævne mellemrum. Modsat mener vi også, at det er godt at tale med vores børn om tøjforbrug og udfordre gældende normer.

MØBLER

Her er DBA, Gul & Gratis og familiearv vores bedste svar. Vi forsøger næsten altid at finde møblet i brugt stand, før vi tyr til Ikea. Især vækker det glæde, hvis vi kan finde det ’nye’ møbel i lokalområdet, så man ikke skal lægge en masse transportkilometer oveni. Vi har malet en del genbrugsmøbler til nyt liv.

FERIE

Ferie har vist sig at være den mest udfordrende post at gøre mere klimavenlig. For børn taler med andre børn om, hvor de har været i ferien. Og det giver flere point at sige Thailand, end at man har været på cykelferie ned ad Hærvejen. Vi har de senere år valgt at lave bilferier til Sydsverige, Nordtyskland og Norge – dvs. steder, hvor man kan komme hen på 4-6 timers kørsel. Med fire drenge bag i bilen og et utal af slåskampe, er det en ren win-win beslutning ikke at køre til Syditalien.

I Danmark har vi politisk valgt at give ganske rundhåndede kørselsfradrag, dvs. mulighed for at trække beløb fra i skat, hvis man pendler mere end 24 km om dagen. Det giver fleksibilitet på arbejdsmarkedet, men gør til gengæld også, at danskerne kører langt mere i bil end i vores nabolande. Den helt oplagte løsning er selvfølgelig at bosætte sig så tæt på sit arbejde som muligt, men det er naturligvis også en løsning, der ikke altid kan lade sig gøre. Jeg har 11,5 km på arbejde og kan klare transporten ved hjælp af en elcykel langt de fleste dage.

MAD Der er skrevet masser af klimavenlige kogebøger de seneste år. Kort fortalt er udfordringen at skære ned på kødet, især okse- og lammekød, og undgå, at varerne transporteres for langt. Nogle supermarkeder prioriterer i højere grad de lokale varer. For eksempel har SuperBrugsen et bedre udvalg af lokale grøntsager end mange andre supermarkeder. Vi spiser sjældent helt kødfrit, men har skåret meget ned på mængden af kød. Hvis man sætter ind på de ovenstående fem områder, vil mange også opdage, at de månedlige udgifter reduceres ganske markant. Måske er det ikke længere nødvendigt at have to fuldtidsjobs, for at få familiens økonomi til at hænge sammen. Tid der kan bruges på at få familielivet til at hænge bedre sammen. Jeg siger ikke, at det kan lade sig gøre for alle, men der er ganske mange tusinde kroner at hente, hvis man kigger bredt på forbruget i en børnefamilie.

Hvad er tilstrækkeligt? Hvis jeg skal forsøge at give et svar på det indledende spørgsmål, som Magnus Malm stiller, nemlig: hvad er tilstrækkeligt? vil mit svar gå i retning af, at vi skal forsøge at komme frem til en position, hvor vi bruger vores velstand til glæde for andre. Vi skal med andre ord undgå en situation, hvor vores ting kommer til at eje os, og vores identitet bygges op om vores forbrug. Det er lettere sagt end gjort i et overflodssamfund som det danske. Og det kræver stærke fællesskaber at leve mere bæredygtigt. Fællesskaber, hvor man taler om bæredygtighed og forsøger at leve mere ”kollektivt”. Her har kirken og de kristne fællesskaber en vigtig rolle. God kamp! ■ TEMA

Alt er nyt og alligevel kendt I starten af juli kunne KFS sende Ruth Eva Osmundsen til Etiopien, hvor hun arbejder som rådgiver for EvaSUEs generalsekretær. Her kan du læse lidt om hendes første tid i landet. Af Ruth Eva Osmundsen, KFS-sekretær i Etiopien, ruth@kfs.dk

Efter et halvt år med forberedelser og en masse ting, der skulle falde på plads, landede jeg den 8. juli endelig i Addis Abeba, Etiopien – ansat af KFS og udsendt til at arbejde for Evangelical Students’ and Graduates’ Union of Ethiopia (EvaSUE). Det har været stort at få lov til at mærke, hvordan Gud har gjort dette muligt og også sikret, at det kan lade sig gøre økonomisk. Og for mig er der en god tryghed i dét at være en del af KFS. Nu har jeg snart været i gang med mit nye arbejde i EvaSUE i to måneder. Der har været dage, hvor jeg ikke har haft så meget at se til, og hvor tiden på kontoret kan blive lang. På sådanne dage har højdepunktet været frokostpausen, som jeg har nydt sammen med mine nye kollegaer, og hvor vi ofte tager ud og spiser ’injera be wott’ på et af de lokale små spisesteder. Her i Etiopien er det at spise sammen en vigtig del af det at have fællesskab med hinanden, og man siger, at dem, der har spist sammen, ikke kan være uvenner. For mig har det betydet, at jeg hurtigt har lært mine kollegaer at kende og er blevet en del af medarbejderflokken. Inden vi går tilbage på kontoret, er det et fast ritual, at vi skal nå at have en kop kaffe. Kaffen er en vigtig del af hverdagen i Etiopien og i tillæg til at fungere som vores daglige brændstof, så har den en central plads i det sociale liv; der er altid tid til en kop kaffe og en snak. Men ikke alle dage er dage med kontorarbejde, og jeg har allerede været på tre ture uden for Addis Abeba for at besøge stu-

KFS NYT

diestedsgrupper og studentersekretærer i den sydlige del af landet. Den første tur var allerede i løbet af den første uge. Her kørte vi cirka 170 km sydøst for hovedstaden til en by, der hedder Asela. De nye førsteårsstuderende var lige begyndt på deres studier på et fakultet, som hører under Adama Universitet, og vi fik lov til at deltage i opstartsmødet for de nye EvaSUE-studerende. Det var godt at dele følelsen af at være nye og at føle sig lidt usikker med alle de nye studerende. Og samtidig var det godt at mærke det fællesskab, vi har i lovsang og bøn som kristne, for vi er kendt og elsket af Gud, selvom vi ikke kender hinanden endnu. I EvaSUE er vi 12 ansatte på sekretariatet i Addis Ababa foruden vores medieteam på fem medarbejdere, der også holder til her. Derudover er landet delt op i 9 EvaSUE-regioner med en regionalleder og alt fra 3-9 studentersekretærer i hver region. Af studiestedsgrupper er der mere end 176 grupper på både offentlige og private studiesteder rundt om i landet, og i hver gruppe er der alt fra 50 til 2000 studerende. Jeg har selv tidligere arbejdet som studentersekretær i EvaSUE, men i mellemtiden er foreningen vokset, og det gør, at der er en masse nyt, jeg skal forholde mig til. Midt i alt det nye er kernen i studenterarbejdet den samme – nemlig at tjene de kristne studerende, så de kan vokse i kendskab til Jesus og være med til at udbrede Guds rige både på studiestederne og i det samfund, de er en del af.

KFS har fået ny bestyrelse – og er klar til 65 år mere i tjeneste for Gud og studerende I år er det 65 år siden en lille håndfuld studerende mødtes på et kollegieværelse i København og lagde kimen til det KFS, vi kender i dag. Det blev der anledning til at fejre sammen med dette års generalforsamling søndag den 5. september, hvor KFS også fik valgt en ny bestyrelse. Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

Som så meget andet blev også dette års generalforsamling i KFS udskudt fra den oprindelige dato i foråret på grund af corona. Intet er dog så skidt, at det ikke er godt for noget, som et gammelt ordsprog lyder. Og på en solskinsfuld septembersøndag i Aarhus havde KFS så glæden af både at invitere til generalforsamling og 65-års fødselsdagsfejring. En på alle måder festlig dag med opbakning fra en god flok KFS’ere.

Et år med udfordringer og velsignelser KFS’ formand, Per Ladekjær, kunne på generalforsamlingen berette om et år, der også i KFS har været præget af de mange restriktioner og begrænsninger, vi alle har været underlagt. Det betyder også, at der for KFS nu ligger en opgave hen over de kommende år med at få genopbygget fællesskaber og sammen genopdage, hvad det er, KFS kan bruges til ind i Guds store mission. Men der har også været mange opløftende og spændende begivenheder i KFS i det seneste år. ’Det Store Påskeshow’ var en tiltrængt festlig begivenhed for KFS’ere og ansatte, i Grønland er flere KFS-fællesskaber langsomt ved at vokse frem og etablere sig og med KFS’ udsendelse af Ruth Eva Osmundsen til Etiopien, har vi også fået lov til at se nye spændende grene af KFS-arbejdet vokse frem. Men størst er det, at der også i det år, som nu ligger bag os, er studerende og gymnasieelever rundt omkring i Danmark, der er kommet til tro. Det er en stærk påmindelse om, at

Guds virke heldigvis ikke kan begrænses af hverken corona ' eller hjemmeundervisning.

Fuld opbakning til den nye bestyrelse På generalforsamlingen blev der også valgt en ny bestyrelse for KFS. Otte gode og brændende KFS’ere skulle fordeles på de otte ledige bestyrelsespladser. Allerede efter første valgrunde stod det klart, at alle opstillede kandidater til bestyrelsen havde fået et stærkt mandat på minimum 30% af stemmerne, som de med stor frimodighed nu kan træde ind i bestyrelsen med. Bed gerne med for deres tjeneste i KFS, og at bestyrelsen må få visdom til at lede KFS, så vi også fortsat kan arbejde med på at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt.

Vi tager 65 år mere med visionen Generalforsamlingen og de efterfølgende indslag fra gamle og nuværende KFS’ere i forbindelse med fødselsdagsfejringen gav rig mulighed for at glædes over, fejre og takke for de 65 år, Guds gode gerning i og gennem KFS har varet indtil videre. Vi er gået fra at være en bibelkreds på et kollegieværelse til en landsdækkende studenterbevægelse med mere end 1000 medlemmer og flere end 20 ansatte – det er ikke småting, der kan ske, når Gud går foran! Og i centrum af det hele står stadig det samme evangelium og den samme vision: at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt. Det arbejde tager vi gerne 65 år mere med! Den nye bestyrelse ser således ud: På valg i 2022

På valg i 2023

Ellen Esmarch Pedersen Lukas Kaarby Eskil Lyngsøe Poulsen Kristoffer Trelborg Roager Frederik Hauge Sarah Morthorst Benjamin Birk Christophersen

Per Ladekjær Erik Nedergaard Hansen Ellen Højlund Wibe Vicky Gaedt Kastbjerg Rasmus Vævest Nymann Eriksen Anine Madvig Struer Kenneth Kjær Jensen Rebecca Baltzer Stidsen

Bestyrelsen kan til enhver tid kontaktes på formand@kfs.dk KFS NYT

I TIDEN

Den komplekse og simple Gud Søger du efter en forklaring, kan ateisten Richard Dawkins fortælle dig, at Gud bestemt ikke kvalificerer sig, for Gud er mere kompleks, end det han skal forklare. I venlig vantro ville middelalderfilosoffen Thomas Aquinas dirigere Oxfordprofessoren til sin Summa Theologiae og sin lære om guddommelig simplicitet. Luther ville mane til forsigtighed og sige, at noget af Gud er åbenbaret, mens andet er skjult. Emil Børty Nielsen leder os igennem nogle af de forskellige forståelser af Gud som simpel, sammensat og kompleks. Af Emil Børty Nielsen, Ph.d.-studerende ved Menighedsfakultetet i Aarhus, emilbn@hotmail.com

“With great power comes great… need of an explanation.” Sådan kan man omskrive et berømt citat fra én af Spiderman-filmene. Superhelte har kræfter ud over det almindelige, og det kræver en forklaring. Forklaringen på Supermans kræfter er, at han stammer fra planeten Krypton, og når han udsættes for strålerne fra solen, bliver han usårlig og kan flyve. Spiderman blev bidt af en radioaktiv edderkop og kan derfor skyde spindelvæv og sidde fast på vægge. Og Ironman, ja, han er bare rig, genial og har en hjemmebygget kunstig intelligens til at gøre alt det hårde arbejde. Pointen er, at når noget adskiller sig fra det ordinære, så kræver det en forklaring. Og jo mere det adskiller sig, jo større er behovet for en forklaring. Forestil dig nu, at vi tager alle superheltenes superkræfter (inklusiv Thanos med de fem infinity stones) og smelter dem sammen i én helt. Og så 10-dobler vi hans superkræfter. Så har vi noget, der (fjernt) minder om forståelsen af Guds kræfter og natur i den kristne tradition. Gud er almægtig, alvidende, allestedsnærværende, fuldkommen god, uforanderlig

og ikke bundet af tid og rum. Kræver det mon en god forklaring? Det hævder ateisten Richard Dawkins i hvert fald. Tænk på et væsen, der kan høre og svare meningsfuldt på 7 milliarder menneskers bønner hele tiden. Virker sådan et væsen simpelt? Det synes Dawkins ikke. Faktisk hævder han, at ideen om Gud er den mest komplekse ide, man overhovedet kan forestille sig. Derfor kræver Gud en usandsynligt god forklaring. Samtidig er det åndsvagt at bruge Gud som forklaring på noget, for man ender bare med et endnu større forklaringsproblem: Gud.

Sandsynlige teorier er simple teorier Men hvorfor er det lige, at det er et problem, at Gud er superkompleks. Er kompleksitet ikke noget positivt? Ja og nej. Komplekse teorier er ofte gode, fordi vi lever i en kompleks verden, hvor simple teorier forsimpler verden. På den anden side er det forkert. Teorier skal jo helst ikke være mere komplicerede end højst nødvendigt. Faktisk, så er det et klassisk kriterium for gode videnskaTEMA

belige teorier, at de skal være så simple som muligt (men uden at forsimple). Tænk bare på Einsteins berømte formel E=MC2. Det er jo et klassisk eksempel på en simpel teori, der formår at beskrive hele universet. Man siger almindeligvis, at hvis alt andet er lige, så bør vi foretrække den simpleste teori. Derfor er det et problem, hvis selve ideen om Gud er ekstremt kompleks. Kompleksiteten taler imod Guds eksistens. Det er lidt ligesom, hvis jeg forsøger at forklare min cykels punktering med, at en alien har stoppet tiden, teleporteret sig hen ved siden af min cykel, presset en lille spids sten ind i mit dæk og er smuttet igen uden, at nogen har bemærket noget. En sådan teori forklarer så ganske udmærket min cykels punktering. Men den er også ganske usandsynlig. Ligesom Gud. Eller hvad?!

“

Gud er kun én ting, og det er netop heri Guds simplicitet ligger.

Guds simplicitet I den kristne tradition har man ofte talt om Guds simplicitet. Guds overvældende kræfter stammer ikke fra kompleksitet på samme måde, som Ironmans evner stammer fra en kompleks robot og kunstig intelligens. Guds egenskaber er faktisk det direkte modsatte, har man hævdet. Guds evner stammer ikke fra ydre evne-givende faktorer, men fra fraværet af begrænsninger. Ja, faktisk ville påstanden om eksistensen af en næsten almægtig Gud være langt sværere at forklare, for så må der eksistere noget uden for Gud, der begrænser hans kræfter eller som giver ham kræfterne. Og hvad dette er, kræver jo også en forklaring. Tværtimod, hvis Gud er totalt ubegrænset, så skal vi ikke forklare, hvorfor Gud er begrænset. Dermed står vi med en grundlæggende simpel teori ligesom E=MC2. Den kristne middelalderfilosof Thomas Aquinas argumenterede på lignende vis. Han hævdede, at når vi taler om forskellige egenskaber hos Gud, så er det kun noget, der findes fra vores perspektiv. Guds almagt er identisk med Guds godhed, som er identisk med Guds allestedsnærvær. Thomas hævder, at Gud kun er én ting: ren aktualitet. Det betyder, at Gud er ren væren, ren perfektion. Pointen er, at Gud ikke indeholder dele ligesom os. I os er der forskellige ting som viden, følelser, handling og vilje. Men ifølge Thomas gør dette sig ikke gældende for Gud. Gud er kun én ting, og det er netop heri, Guds simplicitet ligger. En moderne repræsentant for en lignende påstand møder vi hos den britiske Oxford-filosof, Richard Swinburne. Swinburne mener som Thomas, at Gud er simpel, og at vi som kristne derfor ikke står med et forklaringsproblem (som Dawkins hævder). Swinburne fastholder dog, modsat Thomas, talen om Guds distinkte egenskaber, om end han hævder, at de følger logisk af hinanden. Der er altså ikke tale om 6-7 forskellige adskilte egenskaber (hvilket ville være langt mere komplekst), men om at hver egenskab medfører de andre.

Kan vi overhovedet tale om Gud? Måske du som læser synes, det lyder lidt langhåret. Det er i hvert fald ikke let at forstå. Hvis du har det sådan, så er du ikke den første. For hvordan kan vi egentlig tale meningsfuldt om Gud, hvis Gud er så anderledes end os? Ja, giver det overhovedet mening at forsøge? Ender vi ikke bare med at skabe en gud i vores eget 40

TEMA

billede? Det er berettigede spørgsmål, som mange har overvejet i Kirkens historie.

Den skjulte og den åbenbarede Gud Luther fandt sit svar i at skelne mellem den skjulte og den åbenbarede Gud. Den åbenbarede Gud er Gud, som vi møder ham i Kristus og i Bibelens tale om Gud. Den skjulte Gud er, hvordan Gud er fra sit eget perspektiv. Og her handler det ikke bare om, at vi kun har fået en begrænset åbenbaring af Gud. Hvis vi skulle forstå Gud, som Gud er i sig selv, så har vi ikke bare brug for en større bibel, men en ny (og helliggjort) hjerne. Og selv det ville ikke være nok. Vi ville dybest set være nødt til at blive Gud, så vi kan se fra Guds perspektiv. Og det, tror jeg, er hverken muligt eller vores plads som skabning. Så Luther rettede vores blik mod den åbenbarede Gud, Gud som vi møder i Kristus.

Hvad skal vi så med den skjulte Gud og Guds simplicitet? Betyder det så, at vi ikke kan bruge den skjulte Gud til noget? Nej, bestemt ikke. For det første er vi nødt til at overveje, om det overhovedet giver mening at tro på den skjulte Gud. Vi må lytte til de argumenter, der fremføres fra begge sider af folk som Dawkins og Swinburne, og danne os vores egen mening om Guds eksistens (eller du kan tage det blinde fideistiske spring og ignorere diskussionen, hvis din tro og samvittighed tillader det – min gør ikke.) For det andet, og langt vigtigere, den skjulte Gud vækker tilbedelsen i os. Her står vi overfor et væsen og en virkelighed, hvor vores tanker og ord må høre op. Vi står over for den Gud, som Jesus ikke blot peger på, men som Jesus i virkeligheden er. Her står vi over for et mysterium, som overgår al fantasi, og som vi kun kan bøje knæ for. Victor Hugo beskriver i Les Miserables forskellen på filosoffer og poeter. Mens filosoffen søger at putte himlen ind i hovedet, så forsøger poeten blot at stikke hovedet op i himlen. Hvorvidt filosoffen kan lykkes med sit hverv, er en stor diskussion. Men enhver kristen er, som poeten, kaldet til at søge glimt af Guds storhed og mysterium, der vækker tilbedelsen i os. ■

Vi ses på Discipeltræf! Discipeltræf er lige rundt om hjørnet. Ja, formentlig er der ikke mere end en uge eller to til, når du sidder med dette blad i hånden. Det er lige før, man bliver nødt til at knibe sig selv i armen! Gymnasieelever fra hele landet. Sabbatsårs-KFS’ere. Alle dem, der er gået glip af så mange KFS-lejre. Alle, der har lyst til at være med. Samlet i Skanderborg. Samlet om én ting. FRIKENDT! Det er ganske vist! Discipeltræf er tilbage. Og vi glæder os helt vildt meget. Til fem fantastiske dage i efterårsferien med Jesus, lovsang, aftenmøder og bibeltimer. Spændende undervisning. Tid til at være sammen med gamle venner. Tid til at få nye. Et fællesskab, der går på tværs. Og et fællesskab, der sprænger rammer. Temaet for dette års Discipeltræf er FRIKENDT! Kendt fri, frikøbt, befriet. Fri fra. Og fri til. Fri fra synd, død og djævel. Fri til at gøre, fortælle og vise. Fri fra at frygte. Fri til at leve. Ja, der løber et budskab om frihed og frikendelse gennem alt, Jesus rører ved og forvandler – også os! Og det er lige netop dét, vi skal være sammen om på Discipeltræf 2021! Vi skal male med de brede pensler og finde friheden midt i den store bibelske frelseshistorie. Dykke ned i, hvad det betyder, at vi er skabt til frihed. Og købt til frihed. At vi må leve i frihed. Dø i frihed. Genopstå i frihed. Vi skal kigge på korset og den tomme grav. På dommen og på livet. Sætte friheden under mikroskop og lære mere om, hvad det vil sige, at vi er helt FRIKENDT! Bed gerne med for lejren allerede nu! Og så glæder vi os – virkelig meget – til at se dig! Ps. Hvis du ikke nåede at tilmelde dig Discipeltræf, så skynd dig at skrive en mail til kfs@kfs.dk – så ser vi, om vi kan finde en plads til dig! Vil du gerne være med en enkelt aften på Discipeltræf, vil der også være mulighed for at købe en aftenbillet på selve lejren.

Vi skal snakke om Jesus (og medlemskab af KFS) i den næste tid Hvorfor skal I nu snakke om medlemskab i KFS? Skulle vi ikke hellere snakke om Jesus? Jo, helt bestemt! Men der er faktisk nogle rigtig gode grunde til, hvorfor vi i KFS – også – tager snakken om medlemskab op. Vi har blandt andet i øjeblikket en ret konkret anledning: Lige nu står vi til at miste 300.000 kroner i støtte fra Dansk Ungdomsfællesråd, fordi vi er blevet færre medlemmer (men heldigvis ikke KFS’ere) under coronapandemien. Det er jo en anledning, der er til at føle på, og derfor har vi også lige lanceret en ny medlemskampagne, som vi håber, I vil tage godt imod. Det kortsigtede mål er, at vi igen når op på at være 1000 medlemmer under 30 år – i skrivende stund er vi omkring 900 medlemmer – så vi i hvert fald opretholder det niveau af støtte, vi har fået de seneste år. Og kommer vi højere op, kan vi lave endnu mere KFS! Det håber vi, at I vil være med til at sørge for. For eksempel ved at snakke om medlemskab med hinanden og ude i jeres grupper. Men er det så bare for at redde KFS’ økonomi, at vi gerne vil have jer til at snakke om det her? Nej, for os handler det (også) om noget helt andet! Det at være medlem af KFS er helt grundlæggende at markere ens opbakning og tilknytning til KFS og KFS’ arbejde. Og det er godt og vigtigt – både for KFS og for dig som KFS’er. Det er en god og fin ting at gøre for din egen skyld. Det kan lyde mærkeligt, men det er vigtigt, at vi indimellem siger til os selv, at her er en sag, en vision eller et arbejde, jeg er engageret i, og som jeg anser for mit. At udfylde tilmeldingsoplysningerne og blive medlem af KFS er en simpel og konkret handling, der kan være med til at fortælle dig og din hjerne netop det. At du er KFS’er. Og at KFS’ vision – kende Jesus og gør Jesus kendt – er din vision. Men det betyder også noget for KFS! Skal KFS’ vision blive til andet end tomme ord, så er vi afhængige af Gud (først og fremmest), men også at der er KFS’ere, som bærer med på visionen. At være medlem af KFS er blandt andet en konkret mulighed for at engagere sig i KFS og vise sin opbakning til både visionen og det arbejde, der foregår i KFS. Det håber vi, du har lyst til, og at du har lyst til at opfordre andre til også at engagere sig – for eksempel ved at blive medlem! Du kan læse mere og blive medlem af KFS på kfs.dk/blivmedlem. KFS NYT

KFS-grupperne er tilbage! Rundt på gymnasier i hele landet mødes KFS-grupper igen til kage, andagter og et lille pusterum i en travl hverdag. Og hvilken fryd det er! I den anledning har vi fået tre KFS-ledere til at fortælle lidt om deres KFS-gruppe, og hvorfor de har engageret sig i den.

Ella Katrine Wessing Sankt Annæ Gymnasium, 3.g Jeg er kæmpe fan af KFS! Det er fedt, at vi kan bede sammen, møde andre kristne og spise kage sammen. Jeg vil gerne være med til at sprede budskabet om Jesus og se andre vokse i troen, og der er KFS et fedt sted at kunne holde små andagter og dele tanker om tro. Det er også en af de primære grunde til, at jeg gerne ville engagere mig i min KFS. Jeg er én af 3 ledere i KFS’en på Sankt Annæ, og vores ansvar er primært at spørge nogen om at holde et lille oplæg, selv holde et oplæg eller lignende – og ellers bare sørge for, at kagelisten kører til vores ugentlige KFS-spisepause. Min KFS-gruppe har været forholdsvis lille de første to år, jeg gik på skolen. Men i år er vi kommet rigtig godt i gang. Vi fik annonceret for KFS-gruppen for gymnasiet i starten af året, og de par gange vi har mødtes, har vi været helt op til 20 personer! Så jeg glæder mig meget til dette års KFS – og til kollektiv uge!

KFS NYT

Sofie Kumar Rasmussen 2.g på Støvring Gymnasium Der går kun cirka 500 elever på Støvring gymnasium, så vores KFSgruppe er heller ikke så stor. Lige nu er vi fire medlemmer, men selv om det er en lille gruppe, er det en god mulighed for at lære hinanden at kende på en mere personlig måde eksempelvis i forhold til tro. Det er virkelig fedt og vigtigt, når man går på et gymnasium, hvor der måske ikke er så mange, der deler samme interesse for Gud og tro. I vores lille gruppe har vi fokus på, at alle kan være med, og derfor har alle også stor indflydelse på, hvad vi laver, og hvilke emner vi snakker om i gruppen. Rollen som leder har dog stadig betydning af hensyn til at tage initiativ og sørge for, at folk har det godt i gruppen. For mig er det utrolig vigtigt og godt at have et kristent fællesskab tæt på, hvor der er plads til tro og Jesus i en ellers ret presset hverdag fyldt med lektier og afleveringer. Derfor sætter jeg selv stor pris på at have en gruppe kristne venner tæt på i gymnasiet.

Signe Lyngsøe Poulsen Ribe Katedralskole, 3.g Det, der fik mig til at engagere mig i KFS, var, at da jeg gik i 1.g og var helt ny på skolen, kendte jeg ikke andre kristne. Jeg havde hørt om KFS fra mine efterskolevenner, og hvor fedt det er at have en gruppe, så jeg fik kontakt til en kristen lærer på skolen, som vidste, at der også var nogle andre kristne. Vi fik så startet en lille gruppe op. Det var lige inden corona ramte, så det har været virkelig bøvlet, fordi vi aldrig nåede at komme helt på benene. Men nu ser det endelig lyst ud! I starten var vi 3-4 stykker, og nu er vi 10, så det er jo fantastisk. Noget af det, som jeg virkelig sætter pris på ved vores KFS-gruppe, er faktisk, at vi ikke er så mange. Jeg håber selvfølgelig, at der kommer flere, men lige nu har vi et lille, nært fællesskab, og det kan også noget. Sidste gang vi mødtes, snakkede vi om, hvad vi gerne ville med gruppen. Det var så fedt at mærke, at vi alle på den ene eller anden måde havde lyst til at dele liv og tro med hinanden og at dele Guds ord på vores skole. Det var en virkelig fed oplevelse og opmuntring.

KFS-leder:

Så er der KFS-LEJR igen Af Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS, christian@kfs.dk Discipeltræf venter lige rundt om hjørnet, og vi glæder os måske lidt mere, end vi plejer. Det havde jeg ikke troet muligt, men efter to Påskelejre og et Discipeltræf, der måtte aflyses, ser vi umådeligt frem til endnu en gang at slå dørene op på Skanderborg Gymnasium og fyre den af sammen med hundredvis af gymnasieelever. Det bliver alt det gode, som vi kender det. Forkyndelse, undervisning, lovsang, fællesskab, kaffe, samtaler, soveposer på tynde madrasser, tjanser, madkø og meget mere. Lejre er en af søjlerne i KFS-livet og har altid været det. Faktisk kan man med nogen ret sige, at lejre blev befordrende for, at KFS opstod i Danmark. Danske studerende havde nemlig deltaget i nordiske studentermøter på bibelsk grunn i Norge fra 1920’erne og frem til 1950’erne, og ud af disse opstod ønsket om et studenterarbejde på bibelsk grund i Danmark, som blev til KFS. Siden har der været holdt et hav af KFS-lejre, og jeg har efterhånden ikke tal på, hvor mange jeg har mødt, der har fortalt mig om en bestemt tale på en bestemt lejr, som blev skelsættende i deres vandring med Jesus. Også i KFS’ 50-års jubilæumsbog lyder det således en gammel KFS’er: ”En kristen veninde fra min gymnasieklasse inviterede mig med på KFS-lejr. […] Talerens ord ved aftenmødet mandag gjorde noget ved mig. […] Den aften tog jeg imod Jesus.” Og videre fra en anden: ”Discipeltræf 2003 står i mit sind som det mest uforlignelige, der nogensinde er sket i mit liv. Og nogensinde vil ske! […] Jeg husker den mærkelige brændende fornemmelse i kroppen den aften, Bent Ryborg talte Ordet lige ind i mit hjerte. Den aften gav Gud mig troen og mit liv tilbage.” Så bliver det altså ikke meget større på denne side af Jesu tilsynekomst, og selv hvor en enkelt tale på en enkelt lejr ikke nødvendigvis blev en skelsættende begivenhed, så er det min oplevelse, at lejrene er noget af det, der står stærkest i erindringen hos gamle KFS’ere. Sådan er det også for mig selv. Måske fordi intensiteten er stærkest netop dér. Jeg ved det ikke, men jeg husker, at jeg var lidt gladere for Jesus og havde lidt mere mod på at leve åbent som kristent på mit studiested, når jeg havde været på KFS-lejr. Der var Jesus til både hjerte og hjerne. Det er der stadig. Vi vil kende Jesus bedre, og vi vil blive bedre til at gøre Jesus kendt blandt vore medstuderende. Og jeg har lyst til at udfordre jer forældre, der læser med her, til at overveje, om det virkelig er bedre at prioritere en efterårsferie på Santorini eller en påskeferie i Skagen frem for at sætte jeres unge mennesker af i Skanderborg? Nej, send

dem på KFS-lejr med alt betalt. Det er både billigere og en bedre investering, hvis du finder det meningsfuldt at kaste penge efter noget, der ikke forgår. Og til jer gym’ere: Vi ses på Discipeltræf! Er du 4. eller 5. g’er? Discipeltræf er også for dig! Måske er du studerende på en erhvervsuddannelse? Du er også velkommen! Der er en dedikeret lejrkomité af gymnasiaster, der – godt bakket op af drevne medarbejdere – arbejder seriøst med at sætte et stærkt program op, som vi beder Helligånden tænde ild til, så vi igen kan brænde KFS-banen af. Det bliver godt. Jeg glæder mig til at se jer PS. Har du ikke nået at tilmelde dig Discipeltræf endnu? Send en mail til kfs@kfs.dk – så ser vi, om vi ikke kan finde en løsning.

I TIDEN

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Fordi Gud elsker, vil han give os det bedste. Og det bedste, han har, er hans barn, Jesus. Robert Bladt, i "Guds Enkle Frelse" Temaartikel side 27

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 4597-0004054954 Via kfs.dk – klik på

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Hvad går pengene til? At flere studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt! Ja, hvad går pengene til? KFS-arbejdet i Grønland for eksempel. KFS-sekretærer. Støtte og ressourcer til KFS-fællesskaber. Store og små KFS-lejre. Listen er lang, men i virkeligheden kan det siges meget simpelt – at studerende må kende Jesus og gøre Jesus kendt! Dét er den røde tråd og vision, Gud har lagt os på sinde. Og dét kald, vi ønsker at være med til at lede KFS’ere ind i. Tak for din støtte og forbøn ind i det arbejde!