Til Tro #4 2020 - Spiritualitet by Kristeligt Forbund for Studerende

4. kvartal · 2020 · Kristeligt Forbund for Studerende · løssalg 50 kr.

Tema:

Spiritualitet

+ Højkirkelig eller lavkirkelig? - TEMA side 18

+ Fire møder med det overnaturlige - TEMA side 14

+ Vi har lært, hvor vigtigt fællesskabet er - KFS-NYT side 40

at kende Jesus at gøre Jesus kendt Dét er pulsslaget, den dobbelte rytme, der banker bag Til Tro, KFS’ studentermagasin. Kristentro er ikke en idé, en viden eller en samling regelrette sætninger, der læres udenad. Kristentro er et liv. Et nyt – levet, levende – liv. Og netop derfor, fordi troen foldes ud og bliver til lige dér, hvor man er, er det vores stædige ønske at sammensætte et altid livsnært og samfundsrelevant, intellektuelt og personligt studentermagasin. Til anstød, til inspiration. Til liv og til tro.

Udgiver: Kristeligt Forbund for Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9402-0004054954 Abonnement: Det koster 150 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk Redaktionen: Lars Boje Sønderby Jensen (ansvarshavende redaktør) Morten Lund Birkmose (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Signe Thorup Elmelund, stud. theol. Filip Munch Bak, stud.arch. Simon Nymann Berggren, stud. theol. Emil Berggren Smidt, stud.mag. i historie Sarah Klejnstrup, gymnasieelev Amanda Kaas, stud.psyk. Jeppe Fræhr Møller, stud. datalogi-økonomi William Rønberg, gymnasieelev Josefine Amalie Petersen, stud. scient.pol. Designskabelon: Klaus Juul Jensen, Characterise.dk Layout: Sofie Brixen Tryk: Øko Tryk ISSN: 1395-9786 Hjemmeside: www.kfs.dk/tiltro Annoncer: Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Indhold kfs Nyt

Tema

Henriette bliver i KFS og skal arbejde med at skabe fornyet fokus på medvandring

Fra redaktionen

Etablerede religioner på tilbagetog

I tiden

Hvordan holder vi KFS nu?

At indtage Kristus

Kommisorium

Mød KFS' tre nye studentermedarbejdere

Portræt: Magnus

Globalt: Rejst ud i en coronatid

Fire møder med det overnaturlige

Kunstner med prædikat

KFS'er af hjertet: Velkommen til Elisabeth Rønne-Hansen

Højkirkelig eller lavkirkelig?

Grønland: Nye muligheder i Grønland

Vi har lært, hvor vigtigt fællesskabet er

En forførende virkelighed

Gul taler et andet sprog i Grønland

Bøger: Ethvert menneske er en halvø

Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2021

Den usynlige Guds billede

Bøger: Djævelse breve

Åndelig horisont

Leder

KFS har fået et nyt ’gammelt’ særligt fokus: Endnu mere studentermission!

Fra redaktionen: Kære læser I skrivende stund farves horisonten rød, mørket falder på, lysene tændes. Sensommeren er forbi, efteråret har mødt os med sin friske luft, og når du sidder med magasinet i dine hænder, er vinteren allerede på vej. Tiderne skifter. Da jeg gik i gymnasiet, stod den offensive nyateisme stærkt. Der blev malet med brede pensler, og al religion var bedrag. Men nyateismen har af flere årsager været på tilbagetog længe. I bogen Waking up indrømmer Sam Harris, en af nyateismens frontkæmpere, en af grundene: Der er mere i tilværelsen, end hvad sekulær kultur og naturvidenskab tillader. Naturalismen er simpelhen for lille en boble at leve sit liv i og omslutter ikke menneskets spirituelle behov og erfaringer. Åndelige behov betragtes i større grad som legitime behov. I skrivende stund kan kirker og trossamfund fortsat gennemføre aktiviteter på trods af coronaudbruddet. Tiderne skifter. For at forstå det nærmere, kan jeg varmt anbefale Benjamin Christophersens artikel Etablerede religioner på tilbagetog, som med stor omhu adresserer frembruddet af den spirituelle åbenhed, som vi nu ser. Den nyspirituelle nysgerrighed er en forandring, men er den til det bedre? Svaret må være nuanceret. Henrik Højlund og Thomas Frovin italesætter i Åndelig Horisont mulighederne for kirken til at række ud til åndeligt søgende. På den anden side belyser magasinets longread En forførende virkelighed farerne ved det okkulte og udruller den bibelske visdom til at forstå og navigere i den åndelige sfære. Jeg kan huske min gamle professor advare: ”Don’t seek ”spirituality”. The Devil is a pure spirit.” Det spirituelle er ikke neutralt. Men hvad med vores åndelige praksis indenfor kirkens mure? Betyder form og stil noget for vores gudsdyrkelse i kirken? I dobbeltartiklen Højkirkelighed eller lavkirkelig? bidrager to unge teologer med deres knivskarpe perspektiver på netop dette spørgsmål. Selv om verden lukker ned, åbner Til Tro op. Redaktionen vil skabe mere interaktion med jer læsere med en fast debatsektion. Har du retorisk tæft, en sag du brænder for eller en kritisk bemærkning? Overvej, om du skal skrive et kort debatindlæg eller læserbrev for Til Tro. Kravene er simple: • Max 2.800 anslag inklusiv mellemrum. • Kommende deadlines for marts, juni, september og decembermagasin: 13. januar, 11. april, 12. august, 14. oktober • Send til larsboje@kfs.dk • Redaktionen begrunder ikke afslag. Rigtig god læselyst! På vegne af redaktionen Lars Boje Sønderby Jensen

TA’ PÅ BIBELSKOLE Find os på lmh.dk

luthersk missions højskole

luthersk mission

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Åbent alle dage i året kl. 8-21

I TIDEN

Etablerede religioner på tilbagetog Det er godt at være søgende. Det mener mange i dagens Danmark, men stadig færre bekender sig til konform kristendom og religion. Hvad skyldes det, og hvordan skal kirken forholde sig til tidens religiøse bevægelse? Med sin baggrund i religionsvidenskab ser Benjamin på mulige årsager og konsekvenser af den nye spiritualitet. Af Benjamin Birk Christopersen, BA i religionsvidenskab og stud.mag. i journalistik, benjamin261293@gmail.com

”Lad dig guide af dit eget lys”. Anbefalingen ramte min nethinde under den daglige scrolling på Facebook. En yogainstruktør ville sælge mig idéen om, at jeg kunne lære at samarbejde med min sjæl og energierne i mig. For mig blev det et billede på den tilgang, flere mennesker har til tro og religion i dag. Individet og selvudvikling i centrum. Nogle gange som en bevidst praksis, andre gange som en underbevidst tilgang til meningsdannelse i livet. Vi ser en løsere tilknytning til traditionel og konform religion end tidligere, mens nyere og alternative religiøse former synes at vinde frem og blive accepteret. Sekulariseringen har gået sin sejrsgang og har effektivt fjernet organiseret religion fra den ene institution efter den anden. Samtidig er vi gået mod en stadig mere individualistisk forståelse af tilværelsen.

Mystikkens Univers I 2015 var jeg på ekskursion med mine medstuderende på 1. semester af religionsvidenskab. Destinationen var Mystikkens Univers i Østerbrohuset. Jeg havde en idé om, hvilke typer der ville have stand på messen, men ikke noget klart billede. Jeg vidste, at mange mennesker tror på, at der er mere mellem himmel og jord, men ikke nødvendigvis beken-

der sig til traditionel eller institutionel religion. Men jeg vidste ikke, hvem de var, eller hvordan deres tro fik udtryk. Vores unge svenske lektor, der havde arrangeret turen, var meget spændt og nysgerrig. For ham var det også en særlig mulighed for at møde en særlig del af det religiøse landskab. Og vi blev ikke skuffede. Duften af røgelse fusionerede med lugten af sportshal. Her var mulighed for at møde en Hare Krishna-munk, få malet et portræt af sin skytsengel, få renset sin aura eller tegne et abonnement på online tarotkort-

Sekularisering og individualisering har skabt grobunden for ”den spirituelt søgende”. læsning. Udstillerne fortalte ivrigt om deres produkter og ydelser. Der var en snert af markedsplads. Salgsteknikken var ikke så aggressiv, som jeg har oplevet på fredagsmarkedet i Jordans hovedstad, Amman, men alligevel var de noget længere fremme i skoene, end en dansk kutyme normalt tillader. Men hvem deltog så egentlig på messen? Hvis I, som jeg, havde gættet på en snæver gruppe af skæve eksistenser, tidligere hippier og mennesker med en alternativ måde at TEMA

Duften af røgelse fusionerede med lugten af sportshal. Her var mulighed for at møde en Hare Krishna-munk, få malet et portræt af sin skytsengel eller få renset sin aura.

være i verden på, så vil I blive lige så overraskede, som jeg, ved at høre, at messedeltagerne var den lokale lærer, tandlæge, kassedame og bankrådgiver. Min, og måske også din, opfattelse af målgruppen var 40 år forældet. Religionssociologen Lars Ahlin peger på, at mystik og alternativ religion er blevet mere og mere mainstream siden 80’erne, hvor folkelig tilslutning til en mystikmesse ville være helt utænkelig. Hvorfor er der så en bred accept af spiritualitet i dag? Nedenfor vil jeg komme ind på nogle af de mulige årsager.

Jeg’et i centrum Siden industrialiseringen for alvor satte gang i moderniseringens brølende damplokomotiv har vi bevæget os i retningen af et større og større fokus på individet, og vi har lagt mindre vægt på sociale tilhørsforhold. I processen har vi vundet individuelle rettigheder og muligheden for at stå på egne ben og i egen ret. Omvendt har vi i nogen grad givet køb på de sociale institutioner, der tidligere bar både kollektivet og individet. Vi har ansvaret for os selv på alle planer, og vi oplever det både som en frihed og en byrde. En frihed, når vi går efter drømmene. En frihed, når vi bryder ud af ukomfortable sociale kasser, der tidligere definerede os ud fra alder, køn, baggrund eller noget helt fjerde. En byrde, når vi skal bære ansvaret for vores egne fejl og nederlag. En byrde, når vi skal opfinde os selv og vores værdi. Vi bærer det ultimative ansvar for os selv, og det betyder, at vi skal foretage alle vores valg på egen hånd. Vi skal som senmoderne mennesker selv definere, hvad det meningsfulde liv er. Og

TEMA

for nogle mennesker betyder det, at de bevæger sig mod det spirituelle i en søgen efter mening. De finder deres unikke vej i livet ved hjælp af alternative bud på viden, erfaring og tro.

Sekulariseringen Inden for religionssociologien har den herskende sekulariseringsteori i mange år været, at moderniteten, herunder teknologi, videnskab og rationelle styreformer, nødvendigvis ville medføre, at religion ville få gradvist mindre indflydelse i samfundet. Max Weber, den tyske sociolog, hvis teorier om det vestlige samfunds udvikling i høj grad har influeret eftertidens forskning, beskriver sekularisering som ”verdens affortryllelse”. Denne affortryllelse består, ifølge Weber, i, at rationale og videnskab erstatter tro og overtro. Men Webers, og mange andres, teori om, at vi går mod en mindre religiøs verden, er blevet kritiseret og modargumenteret heftigt, særligt i de senere år. Religionen er stadig ikke forsvundet 100 år efter Max Webers død. Den er tværtimod blevet bredt ud, diversificeret og i mange henseender vokset. Moderniteten og sekulariseringen har altså ikke medført religionens død, men den har radikalt forandret rammerne. Tilsammen har sekularisering og individualisering skabt grobunden for ”den spirituelt søgende”. Individet hverken kan eller skal lægge sig fast på én forståelse af verden.

Sheilaisme - Individualiseringens konsekvens Det individualiserede menneskes forhold til tro og spiritualitet i tidens sekulariserede samfund præges af en mod-

stand mod at blive associeret med én bestemt religion eller dogmatik. Vi vil selv sammensætte vores trossystem i højere grad end tidligere. Religion er gået fra at være en offentlig og konform størrelse til at være privat og forskelligartet. I 1984 udgav den amerikanske sociolog Robert N. Bellah bogen Habits of the heart, der handler om blandt andet dette forhold. I bogen introduceres en case-person, der kommer til at lægge navn til en udbredt religionsvidenskabelig teori

Meget af den spiritualitet, der er opblomstret de seneste 30 år, har individet som mål, men kristen spiritualitet må have Gud som mål. om individets personlige sammensætning af sit trossystem. Sheila Larson, en ung sygeplejerske, fortæller, at hun tror på Gud, og at hendes tro har hjulpet hende. Men hun er ikke fanatisk og går ikke i kirke. Hun lytter til sig selv og kalder det for Sheilaisme. Hvis Robert N. Bellah med flere har ret i, at Sheilaisme er en udbredt isme i vor tid, så er det klart, at vi også kan aflæse det i det tidens religiøse landskab. Den radikalt individualiserede tilgang til religion betyder noget for den måde, vi gør religion på. Det bliver en personlig sag og et spørgsmål om, hvad der virker bedst for lige netop dig. Dermed er fundamentet lagt for det 21. århundredes spirituelle landskab. Individet er sat fri til at finde sin egen vej. Man skal faktisk helst finde sin egen vej. Derfor kan det

være svært for den enkelte at tilvælge et traditionelt, dogmatisk og kanonisk bestemt religiøst fællesskab. Det strider nemlig mod tidens dogme: man skal stå på egne ben.

Hvad stiller kirken så op? Hvad skal kirkens svar være på denne tendens i tiden? Hvis man gransker kirkehistorien, kan man finde talrige eksempler på, at kristen spiritualitet altid har været en side af kristenlivet. Bøn, faste og recitation af tekster er eksempler på praksis, vi kender, men som vi måske ikke tænker over har en både mystisk og spirituel side. Forskellen på kristen spiritualitet og tidsåndens spiritualitet er genstanden for praksis. Meget af den spiritualitet, der er opblomstret de seneste 30 år, har individet som mål, men kristen spiritualitet må have Gud som mål. Vi kommer let til at sammenblande de to typer og kan derfor komme til at afskrive al spiritualitet som en afvej. Jeg tror dog, at kirken må, som også bibelens forfattere gjorde, gøre brug af samtidens filosofiske strømninger og overbevisninger til at forklare og åbenbare evangeliet. Vi kan og skal som kirke tale ind i et individualiseret samfund. Det har vi heldigvis også god mulighed for. Vi ved, at troen er en personlig gave. Den er ikke et resultat af din familie eller din menigheds tro. Du er ikke noget særligt hos Gud i kraft af dine sociale tilhørsforhold. Vi står på egne ben i troen. Men når vores ben står på klippen Jesus Kristus, er vi alligevel ikke alene. I ham finder vores søgen sit mål. I en tid hvor jeg’et er i centrum, inviterer Jesus os til fællesskab, udsyn, og nærvær. Vi må række invitationen videre. ■

TEMA

At indtage Kristus Det ældgamle ritual nadveren udgør med dåben de to sakramenter i den lutherske tro. Det kan undre nye i kirken såvel som kirkevante, hvad der egentlig foregår og er tanken bag nadveren. Forstår du heller ikke nadveren? Folkekirkepræst Niels Nymann Eriksen forklarer det kristne måltid i enkle vendinger og under tre overskrifter. Af Niels Nymann Eriksen, præst i Apostelkirken på Vesterbro, nne@km.dk Når man indtager et måltid, er bevægelsen udefra og ind. Et stykke brød, som man holder i hånden, føres ind i munden og passerer derfra ned i maven. Man kunne kalde det en internalisering. Det stykke brød, som lå på tallerkenen, er i og for sig ikke blevet forandret, men det er nu blevet en del af kroppens indre processer. Nadveren er blevet kaldt helliggørelsens sakramente, og helliggørelse handler om, hvordan Jesus internaliseres i os; hvordan han går fra at være en, vi har tanker om, til at være en, som tænker igennem os; eller for at sige det med ordene fra nadverliturgien (og fra Efeserbrevet), hvordan Kristus bor

ved troen i vores hjerter. Det er denne bevægelse, der anskueliggøres, når vi tager en bid brød, hører præsten sige: ”Dette er Jesus Kristi legeme” og dernæst putter det ind i munden. Det skal ikke forstås mekanisk, som om vi fik mere Jesus ind i os, jo oftere vi gik til alters - eller jo større oblaterne var. Der er et åndeligt eller mystisk element i den forening med Kristus som sker i nadveren. Hvordan sker den internalisering af Jesus, som nadveren sigter mod så? Det er der tre formuleringer fra beretningerne om nadverens indstiftelse, som kan være med til at forklare.

Dette er Jesus Kristi legeme

1 10

Taksigelse og lovsang I indstiftelsesordene hedder det, at Jesus ”takkede, gav dem den og sagde…” Den første nadver blev indstiftet med taksigelse, og det græske ord, som i kirkens historie er blevet brugt for betegnelse for nadveren, eucharisti, betyder taksigelse. Den naturlige tilgang til nadveren er taksigelse, og det er derfor på sin plads, når der i mange kirker synges lovsange i forbindelse med altergang. Hvad sker der, når vi siger tak? At takke er at give TEMA

ære fra sig. Når man siger et menneske tak for noget, ligger deri den implicitte indrømmelse, at jeg ikke kan takke mig selv for dette. Det modsatte af synd er ikke dyd, men lovsang, som den katolske præst Raneiro Cantalamessa har udtrykt det. For synd handler om at holde æren for os selv, mens lovsangen og taksigelsen giver den videre. Derfor er endemålet med nadveren at tage del i lovsangen, som den engang skal lyde til Guds ære i evighed. Ja i en vis forstand er nadveren en prøve på denne lovsang, hvor vi, som det hedder i ritualet, lovsynger Gud ”med hele din menighed i himlen og på jorden, i kor med alle engle…”

Det modsatte af synd er ikke dyd, men lovsang

2 3

”i den nat, da han blev forrådt…” I indstiftelsesordene mindes vi om, at den første nadver fandt sted ”i den nat, da han blev forrådt.” Lige som dåben på en særlig måde knytter sig til opstandelsen, sådan knyttes nadveren til Jesu lidelse og død. Men denne tilknytning har en særlig karakter. Der står ikke: I den nat, da han blev taget til fange eller tortureret, men forrådt. Og forræderiet kom fra discipelskaren. Forræderen var med ved den

første nadver. Her mindes vi om nadverens mørke baggrund: At vi ikke bare kommer som Jesu allierede, men også som repræsentanter for den verden, der forrådte Jesus og slog ham ihjel. Det er ikke gjort med at lade sig fylde af de stemninger, der kommer fra sang og musik. Vejen til lovsang går ofte gennem selvprøvelse og syndsbekendelse. Før lovsangen påkalder menigheden derfor Kristus som ”Guds lam, der bærer verdens synd”. I denne påkaldelse ligger en bevidsthed om, at vi ikke kan rette op på os selv, men har brug for Jesu mellemkomst, hvis vi skal ud af syndens indelukke, og lovsangen skal finde vej i os.

Fællesskabet Ovenstående formulering om forræderiet, har vi fra Paulus, der skriver om det i sit afsnit om nadveren i 1. Korintherbrev kapitel 11. Den selvprøvelse, han opfordrer til, handler ikke om at tage sin egen åndelige temperatur, men at være opmærksom på det sind, man har over for andre. I Korinth blev der ikke vist gensidigt hensyn under ”Herrens måltid”. Afsnittet munder ud i en opfordring til at prøve sig selv (1. Korintherbrev kapitel 11, vers 28), så at man ikke spiser ”uden af agte legemet” (vers 29). Udtrykket ”legemet” henviser her både til brødet

og til menigheden, der i det følgende kapitel netop beskrives som Kristi legeme. Problemet, som Paulus påtaler overfor menigheden i Korinth, var, at mennesker ikke havde øje for hinanden. Man ænsede ikke den broder eller søster, som man fejrede nadver med. Den indtagelse af Kristus, som sker i nadveren, sker i fællesskabet med andre. Derfor er jeg også skeptisk over for den praksis, der har bredt sig i coronatiden med at fejre nadver for sig selv, eventuelt mens man lytter til en transmitteret gudstjeneste på radio eller tv. Der skal to til at fejre nadver. Man kan heller ikke døbe sig selv, udsige absolution over sig selv eller blive viet til sig selv. Det er gennem et medmenneske, at Kristus meddeler sig til os. ”Kristus i min broders mund er større end Kristus i mit eget hjerte,” som den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer skriver med tanke på skriftemålet.

Nadveren er mystik Nadveren er på en gang noget meget materielt og åndeligt; det er et ritual, man kan tage del i uden det store besvær, og en åndelig begivenhed, som man aldrig bliver færdig med at overveje betydningen af. Det er som med indtagelsen af mad i det hele taget. Vi behøver ikke at kunne forstå og forklare de processer, der omsætter mad til ny energi og kraft i vores krop. Vi behøver heller ikke forstå, hvordan nadveren virker

for at tage del i den. Men nadveren er et meget konkret udtryk for det mysterium, som hele vores kristne tro lever af: At Gud i Kristus har forenet sig med os og ønsker at tage bolig i os. Ved at lade nadveren blive en fast del af vores liv, kan vi blive vidner om dette mysterium, så at det mere og mere bliver sandheden om os, at vi ikke lever selv, men at Kristus lever i os. ■ TEMA

Globalt:

Rejst ud i en coronatid Af Malene og Jakob Lundager, volontører i Faros

Så stod vi der endelig! Omgivet af vores overfyldte kufferter, vores 1-årige datter på armen og med en flybillet i hånden. Nu var vi langt om længe klar til at tilbringe fem måneder i Athen som volontører i organisationen Faros, der hjælper uledsagede flygtningebørn og unge.

GL BALT På denne plads finder du normalt en opfordring og inspiration til at rejse ud i verden og engagere dig i den globale kirke. I en coronatid, hvor alle grænser er lukket, giver det ikke rigtig mening. Men vidste du, at der overalt på universiteterne findes internationale studerende, som nærmest aldrig møder en dansker? Find dem i kantinen. Spørg om I skal spise sammen. Inviter dem med i din kirke eller KFS-gruppe, og spørg ind til deres hjemland og kultur. At være global kan sagtens lade sig gøre lokalt. Ved du ikke, hvordan du skal gribe det an, så skriv til Lisa Rom Boye, der er sekretær for International Studentermission i KFS, på: lisa@kfs.dk

I TIDEN

Tiden op til udrejsen i slut august havde været fyldt med spørgsmål og usikkerhed omkring fremtiden grundet det stigende antal coronasmittede i store dele af Europa. Beslutningen faldt på at tage chancen trods den usikkerhed, det bragte med sig. Større end usikkerheden var drømmen om det eventyr, det nu engang er at bo i et andet land, men også ønsket om at gøre en forskel for mennesker. Troen på, at Gud ikke blot ønsker at forny verden åndeligt, men også socialt og kulturelt, drev os til at sætte handling på evangeliet og bringe godt budskab til fattige og sætte undertrykte i frihed (jf. Lukasevangeliet kapitel 4, vers 18). At lande i en græsk kultur med stramme coronarestriktioner, en lokal

lockdown i Faros, sygdom og ledere i nødberedskab gjorde alt sammen opstarten langsommere og mere kompliceret end håbet. Oplevelsen var kunne af og til være præget af frustration og følelsen af, at vi ikke kunne bidrage til arbejdet. Dog har de sidste par måneder lært os, at vi bidrager, men bare ikke på den måde, vi selv havde forestillet os forinden. Dette udfordrer os på, hvorvidt vores motiv måske var at få en oplevelse mere end at hjælpe mennesker. Corona gør ikke ting umuligt, men skærper vores motiv for at deltage i Guds mission. På samme måde gør corona det heller umuligt for dig at deltage i Guds mission, der hvor du er, men det skærper måske netop, hvad du er kaldet til at gøre.

Portræt Magnus Hedegaard 3.G på HTX i Viborg med studieretningen matematik og fysik.

- Hvorfor valgte du HTX? Jeg har altid været meget glad for matematik, og derfor lå det lidt i kortene, at jeg skulle vælge HTX. Jeg havde lidt en fordom om, at alle HTX’ere er gamere. Denne fordom blev heldigvis ikke bekræftet, og jeg fandt mange andre som mig selv, der havde andre interesser, for eksempel sport og musik. - Hvad er den bedste oplevelse, du har haft på HTX? Den bedste oplevelse eller erfaring, jeg har haft på HTX, er at kunne vise mine kammerater, hvad det vil sige at være kristen. At man ikke er en perfekt person. At man ikke kun synger salmer. Men, at man er et menneske som dem, der kan lide at have det sjovt, samtidig med at man også er menneskelig på den måde, at man fejler. - Hvad er det første, der falder dig ind, når du hører ordet ’spiritualitet’? Jeg kommer til at tænke på ordet åndelighed. Noget, der også falder mig ind, er, hvordan åndeligheden i Danmark falder eller er ved at forsvinde. For år tilbage var det mere naturligt at bringe åndelige emner på banen. Jeg mærker personligt på mit gymnasie, at mine klassekammerater ikke er særligt reflekterede over de store og svære spørgsmål. Ind i det er det

fedt at stille de store spørgsmål og hjælpe dem med at reflektere, og som kristen er det jo bare fedt at være med til at hjælpe andre, når vi ved, at Kristus har svaret på de svære spørgsmål. - Hvilken åndelig disciplin er vigtig for dig og dit liv med Gud? Det er vigtigt for mig i min hverdag at bruge tid sammen med Gud, om det er at løbe en tur eller læse en god bog. Det er steder, hvor jeg kan hvile mig sammen med Gud. Nogle gange kan det føles som om, der bliver sat nogle regler op for, hvordan man kan være sammen med Gud. Det kan blandt andet være, at man skal have sin bibel fremme, eller at man skal være i bøn. Jeg har personligt fundet hvile i det, Jesus siger i missionsbefalingen: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Jesus vil gå med i det, jeg laver, og det er trygt. TEMA

Fire møder med m det overnaturlige d e at r 52 procent af danskerne tror på, at der er noget mere mellem himmel og jord. Mød her fire kristne, der hudløst ærligt fortæller om deres personlige oplevelser med det overnaturlige.

Et varmt smil Af Roland Knudsen

Omkranset Af Lisbeth Schousboe Jeg skulle på kursus i et center, hvor jeg skulle lære noget om enneagrammer. Først da jeg var tilmeldt kurset, opdagede jeg, at det var i et buddhistisk center, og at man skulle meditere to gange dagligt i forløbet. Jeg blev urolig for min tro, og jeg følte, jeg var på vej ud på tynd is, og bad om Guds englevagt dagligt: “Gud, beskyt mig med dine engles vinger.” I løbet af kurset havde jeg nogle fantastiske bedestunder under meditationen. På tredjedagen fik jeg et syn af rent rødt blod, der renser. På fjerdedagen fik vi besked på at forestille os, at vi var i en boble af varme og kærlighed. I min forestilling svævede jeg der i den varme behagelige boble og bad om Guds beskyttelse. Jeg ønskede hans englevagt. Pludselig hørte jeg mig selv bede: ”Jesus, hold mig fast, for nu giver jeg slip!” Først så jeg boblen udefra, en stor smuk hvid due kom ud. Så sad jeg inde i boblen igen. Jeg så noget stof, der lå krøllet sammen under mig. Stoffet lignede silke og var perlemorsfarvet. Jeg løftede blikket og så fire meget høje engle, de skjulte mig i deres vinger. Jeg så ikke deres ansigt, for de kiggede ud i hver deres retning. Jeg var slet ikke i tvivl. Det var Guds engle, jeg så, for jeg havde bedt ham om beskyttelse. Jeg mærkede varmen, trygheden og kærligheden ved at være omkranset af dem. Det styrkede min tro at vide, at Guds engle er der og passer på os, hvad enten vi ser dem eller ikke.

Da jeg var barn, havde vi et maleri af Jesus hængende i vores stue. Han var hvid, havde kort skæg og et lam, Han bar på sine skuldre. Hans hud var så hvid, at jeg ikke kunne forstå, at Han kunne klare sig uden solcreme i ørkenen! Hans ansigt var meget udtryksløst, Han havde lyst hår, og Han så lidt bleg og ligeglad ud. Da jeg var omkring 10 år gammel, fik jeg en dag feber og blev syg. Da det blev aften, var jeg ikke træt, da jeg havde sovet hele dagen! Min mor og far sagde dog, at jeg skulle blive i min seng, hvorefter de gik i seng. Jeg lå og havde ondt af mig selv, da det blev mørkt og stille i huset. Pludselig skete der noget! Døren til mit værelse stod på klem, så jeg kunne se ud til vores trappe, som gik ned til stuen. Der kom et vidunderligt lys op ad trappen! Normalt blev jeg bange, når noget ukendt skete i mørket, men af en eller anden overnaturlig grund blev jeg på ingen måde bange. Tværtimod følte jeg mig tryg, varm og tilpas, efterhånden som lyset blev stærkere og stærkere og kom op ad trappen. Da så jeg, at det ikke blot var noget lys, men også en mand, der kom op ad trappen. Han skinnede ikke, men det var bare lyst omkring Ham. Han var mørk i huden og havde et meget venligt og imødekommende ansigt. Han smilede og så mig lige ind i øjnene. Øjnene var brune, store og venlige. Han stoppede i døråbningen og så bare venligt på mig. Jeg tænkte på ingen måde, at jeg var bange eller utryg. Det var en dejlig oplevelse, og pludselig var Han væk, og jeg faldt hurtigt i søvn. Næste dag var jeg rask, og fra den dag af vidste jeg, at Jesus ikke var som det billede, som vi havde i stuen. Jeg er overbevist om, at jeg denne nat mødte Jesus, og dette møde har gjort, at jeg glæder mig til at se Ham igen. Hvis ikke i dette liv så i Himlen engang.

Besøg på børneværelset Af Karina Simonsen Da jeg var lille, så jeg en engel. Det var nat eller tidlig morgen, og min storebror og jeg delte værelse. Der overnattede to andre børn hos os den nat, og vi så alle fire englen. Den stod pludselig i et hjørne af værelset - en stor, hvid skikkelse - en mand. Vi må være vågnet af det. Den sagde ikke noget. Vi fire, der nu er voksne, har siden talt om oplevelsen og husker alle, præcis hvor den stod, og hvordan den så ud. Vi gik alle i søndagsskole og havde hørt om engle, så vi var ikke i tvivl om, hvad det var, og vi blev ikke bange. Min storebror rakte hånden frem mod den for at hilse, og så forsvandt den.Måske gør det mere indtryk på mig at tænke tilbage på det, end det gjorde, da det skete. Det var ret naturligt for os dengang. Jeg har taget med mig i livet, at engle ikke bare er noget, der står om i Bibelen, men at de eksisterer og kan være hos os. Jeg har tænkt på, hvorfor den var der. Vi ved det ikke. Måske er der engle hos os ofte - og den dag fik vi bare lov at se den. Det gør stadig indtryk på mig at tænke på, at det var en tryg oplevelse - at vi bare vidste, det var en engel. Der findes kunst - og kitch -, der portrætterer engle som nogle små buttede børneagtige engle. Det er helt forkert for mig. En engel er stor og stærk. På den baggrund giver det også meget mening for mig at bede om englevagt - altså at bede Gud passe på os med sine engle.

En uskadt Mascot Af Jane Bang-Jensen “En engel vil nu følge dig på vejen du går frem, husk: tro og håb og kærlighed du i dit hjerte gem!” Sådan lød et af de vers min mormor skrev til mig i en dåbssalme. Min mormor så selv engle, og jeg har selv haft flere oplevelser. Første gang jeg mødte en engel var på vej til arbejde. Jeg havde travlt og nåede lige at tanke vores lille Morris Mascot, inden jeg kørte ud på motorvejen. Solen stod lavt, og der var tæt trafik. Pludselig bremser den forankørende, og jeg kan se, at jeg vil ramme op i vedkommende. Jeg foretager en undvigningsmanøvre, men rammer nu istedet forenden af den bil, som jeg før var ved at køre op i bagfra. Min bil triller rundt og havner cirka to meter nede i grøften liggende på højre side. I det øjeblik uheldet sker, sidder der en synlig engel på mit rat, og først på det tidspunkt, da bilen ligger stille, forsvinder englen. Jeg er uskadt, men bilen er totalskadet. Tanken på bilen er tom, og der er ingen spor af benzin på skadesstedet til trods for, at den var fuld få øjeblikke før! Det viste sig, at tanken havde løsnet sig fra det spændebånd, der holdt den, og havde den været fuld, kunne den være faldet ned på batteriet, der også sad i bagagerummet, og benzinen være blevet antændt. Der vidste jeg, at det var et Guds under, og at jeg havde mærket englevagt. Jeg lærte, at Gud altid sætter englevagt, også når jeg ikke kan forstå, hvorfor tingene sker. 15

KFS-GRUPPER KAN LEJE LTC TIL EN FORDELAGTIG PRIS. KONTAKT KFS@KFS.DK OG HØR NÆRMERE.

LEJ LTC KFS’ Ledertræningscenter

• Oplagt til f.eks. lejr, • Her finder du fine værelretræte, familiekomsamser med udtrækssenge, men, møde, kursus osv. en hyggelig opholdsstue, et veludstyret køkken, • Beliggende i roligt en praktisk spisesal med lokalområde, tæt på den udgang til haven, et smukke natur i Vejle stort konferencerum og Ådal og med kort afstand meget mere. til indkøb. BÅDE FOR PRIVATE OG ERHVERV

LEJ PÅ DAGSBASIS

SE PRISER OG MERE INFORMATION PÅ:

www.hyttefortegnelsen.dk/hytte/ltc-ledertraeningscenter/

Turen går til ... Tag på en åndelig dannelsesrejse med En guide til Romerbrevet Bestil på blr.dk/guide

Henriette bliver i KFS og skal arbejde med at skabe fornyet fokus på medvandring Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

Den 1. januar er der store skiftedag i Vest. Søren Aalbæk Rønn overtager som planlagt arbejdet som KFS-sekretær i Vest fra Henriette Engberg Vinkel, der har haft opgaven det sidste halvandet år. Men heldigvis bliver Henriette hængende i KFS, da hun hele næste år er blevet ansat til at arbejde med et projekt, hvor KFS er gået sammen med LMBU, BUO, ELU, DFS og IMU om at skabe et fornyet fokus på medvandring i de kristne fællesskaber.

KFS’erne efterspørger medvandring I 2017 foretog Kristent Pædagogisk Institut en spørgeundersøgelse på Discipeltræf. De spurgte bl.a. de 118 respondenter, hvad de havde savnet mest i forhold til at leve med en kristen identitet i ungdomskulturen. 56 % af respondenterne svarede, at de har savnet en medvandrer. Dette svar scorede højest, højere end mere viden om den kristne tro (52 %), mere viden om apologetik (48 %) og højere end stærkere kristen praksis (27 %).

Medvandring som ventil Det er derfor også en klar efterspørgsel fra KFS’erne, der ligger til grund for det nye projekt, og ifølge Henriette er det måske ikke så

mærkeligt ind i en ungdomskultur med præstationspres på alle tilværelsens arenaer, samtidig med at man er i gang med at finde ud af, hvem man selv er. ”Medvandring er en ressource ind i en præstationskultur, hvor vores liv helst skal fremstå perfekt. Der er intet menneske, der er perfekt, og der kan medvandringen med et andet menneske være det tillidsfulde rum, hvor der er plads til at gøre sig sårbar, hvor der er en anden, der ser dig og går med. Også i troens liv kan vi have brug for steder, hvor vi kan være ærlige, og hvor spørgsmål og tvivl kan ventileres.”

Medvandring er for alle ”Det er ikke kun dem, der har en masse problemer, der skal finde sig en medvandrer”, understreger Henriette. ”Medvandring tager udgangspunkt i den bibelske tanke, at mennesker har brug for mennesker. Også i vores relation til Gud. Der opstår noget nyt i medvandringssamtalerne; nye perspektiver, nye refleksioner over troen og livet, som ikke ville være dukket op, hvis jeg sad med det selv.”

Brug Henriette Henriette færdiggjorde teologistudiet i sommers, da hun afleverede sit speciale om netop medvandring, og har siden sommeren 2019 arbejdet som KFS-sekretær i Vest. Spørger man Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS, er der da heller ingen tvivl om, at Henriette er den helt rigtige til at skabe fornyet fokus på medvandring i de kristne fællesskaber: ”Hun er måske en af de tre personer i Danmark, der ved mest om medvandring, og hun er i hvert fald den, hvis research er mest opdateret. Det vil vi gerne udnytte til gavn for kristne fællesskaber landet over. Derfor vil vi også kraftigt opmuntre til at kontakte Henriette og invitere hende til at besøge jeres fællesskab i løbet af 2021.” Henriette kan kontaktes på henriette@kfs.dk eller tlf. 23 67 27 34.

KFS-NYT

Højkirkelig eller lavkirkelig? Gudstjenester har forskellig form, stil og udtryk i de danske menigheder. Nogle af forskellene beskriver vi som højkirkelige og lavkirkelige træk. Men har det nogen betydning for vores gudsdyrkelse? Redaktionen har spurgt to yngre teologer om deres grunde til at vælge henholdsvis det høj- og det lavkirkelige til.

Højkirkelighed peger os mod den Højeste Af Mikkel E. K. Søtbæk, stud.theol. og missionær i IM på Lolland-Falster og Sydsjælland, mikkel.eks@indremission.dk Gudstjenesten er kirkens hjerteslag, hvor de troende samles i fællesskab og forkyndelse. Derfor er teologien, det vi tror på, og det vi lærer, uløseligt knyttet til gudstjenesten. For den måde, vi tilbeder på, afspejler uhjælpeligt også det, vi tror på. Så hvad er højkirkelighed? Højkirkelig er den gudstjeneste, der peger de troende mod den Højeste. I landsbykirkerne og de store middelalderkatedraler er der højt til løftet, høje slanke søjler holder hvælvingerne oppe, og disse lange lodrette linjer drager øjet opad, op imod den Gud, vi længes efter. De store vinduer bader kirkerummet i lys, fordi vi i forkyndelsen af ordet oplyses af Ordet. Gudstjenestens ramme er fast med nedskrevne bønner og med respekt for traditionen. Med det viser vi, at det ikke handler om præsten. Vi gemmer præsten væk i en dragt og gør ham anonym. Vi giver ham nedskrevne bønner, fordi det ikke skal handle om ham, men om Gud. Vi gør det, fordi han ikke skal fokusere på sig selv, og hvad han finder på i øjeblikket. Han sættes fri af den faste struktur, så han kun skal fokusere på een ting, nemlig at forkynde ordet og forvalte sakramenterne. For gudstjenesten handler ikke om dig, men om Gud. For idet, den handler om Gud, er den for dig. Gudstjenesten er Guds tjeneste til os, fordi vi hører hans løfte om tilgivelse og møder Kristus i Ordet forkyndt og i nadveren. Han viser sig i form af brød og vin for os, så vi kan vide, at vores næring er dér. Det er sanseligt, og det er objekt. Dette står i modsætning til lavkirken. For når vi ikke 18

TEMA

søger Kristus dér, hvor han lovede os at møde os, i Ordet og nadveren, så søger vi ham dér, hvor han ikke er. Den subjektive følelse, den flygtige mavefornemmelse. For i forsøget på at blive relevant i forhold til tidsåndens betingelser bliver kirken blot jordisk og irrelevant. I det dunkle rum, til lyden af sekulært inspireret indierock-musik fra en scene, minder det mere om en verdslig koncert end om Guds menighed, der skal være i verden, men ikke af verden. Popscene, plexiglas og dunkel belysning er ikke bare uskyldige udtryksformer, men udtryk for en teologi, der vægter mig og Jesus og den flygtige mavefornemmelse. For i mørket ser du ikke menigheden og altret, her er rampelyset på scenen, på popband og prædikant. Det bliver abstrakt, og åbner døren for relativisme, fordi erkendelsen og oplevelsen af Gud bliver individualiseret og subjektiv, adskilt fra menigheden og det håndgribelige. Dette er langt fra Guds tjeneste til os i ord og sakramente. For når det igen bliver mandag og hverdag, og følelsen er forstummet, hvor er trøsten og troens grundlag så, hvis ikke i ord og sakramente? Vist er Gud alttilstedeværende, men ligesom der også er vand i hele atmosfæren, så må vi dog alligevel gå til en kilde, når vi ønsker at drikke af det.

Gud er ligeglad med, om du spiller på trommer eller orgel Af Jesper Møberg Sundgaard, Børne- og Ungemedarbejder i Værløse Kirke, jms@vaerloesesogn.dk Er det kun katedraler, middelalderkirker og højkirkelighed, som udtrykker sand gudsdyrkelse? Jeg tvivler. Man bør egentlig ikke begrænse Gud til et særligt rum. Selvom katedraler kan signalere Guds majestæt, oplever andre i det samme rum Gud som fjern. Kirke er ikke først og fremmest en bygning, men et fællesskab. Et fællesskab af brudte, tilgivne mennesker, som sammen, i ord og handling, forsøger at reflektere Guds væsen til verden. Når jeg læser evangelierne, får jeg indtryk af, at Jesus var meget uhøjtidelig. Han talte i et sprog folk forstod og trivedes vel bedst sammen med de mindst religiøse og højtidelige mennesker. Summen af hans budskab var: ”Guds rige er kommet nær, omvend jer og tro på evangeliet.” Gud er kommet nær. Gud har gjort sig forståelig. Dét er, hvad vores gudstjenester skal reflektere. Så om der er fire meter til loftet eller 44 er ikke afgørende. Det, der er afgørende, er, at Guds ord og Guds ånd får lov at fylde i gudstjenesten, for gennem disse to vil Gud være os nær, tale til os og sende os ud i verden med evangeliet.

Plads til forskellig musik Jeg har respekt for, at folk har forskellig musiksmag. Og jeg er selv stor tilhænger af mange af de gode, gamle salmer. Men det er vigtigt at huske på, at flere af salmemelodierne egentlig er folke- og visemelodier, som blev brugt til ”verdslig” sang. Det gælder for eksempel Et barn er født i Betlehem og Ingen er så tryg i fare. Derfor er det helt i tråd

med traditionen, at moderne sangskrivere låner elementer fra den herskende musikkultur, når de skal lave nye lovsange. Orgelet er uden tvivl et majestætisk instrument, men det bringer ikke kirkegængerne hverken tættere på eller længere væk fra Gud end et trommesæt. Målet er at lovprise og tilbede Gud, og det kan heldigvis ske med en række forskellige musikinstrumenter.

En gudstjeneste skal være forståelig Liturgien er den fastlagte rækkefølge af elementer i gudstjenesten. Her kan det være gavnligt, at der er en nogenlunde fast rækkefølge for genkendelighedens skyld. Ordets forkyndelse og uddelingen af nadveren er for eksempel fast inventar i mange både høj- og lavkirkelige kirkesamfund. Men også her er det vigtigt, at vi gør os selv forståelige, tager folk ved hånden og taler dem igennem gudstjenestens led. I hvert fald indimellem. For ellers bliver vi en indforstået, lukket klub. Og på samme måde må der også være en åbenhed for Åndens indskydelser. Et ord til opmuntring fra en i menigheden eller et bedeemne. På den måde skal liturgien være fleksibel. Hvis den ikke er det, bærer gudstjenesten i højere grad præg af en forestilling med præsten i hovedrollen, end det den bør være; en fælles fejring af den fælles tro, hvor ånden taler til hver enkelt til fælles opbyggelse.

TEMA

Kunstner med prædikat Findes der kristen kunst, film og musik? Kirken har gennem tiden taget stilling. Djævleintervallet blev bandlyst, mens kirketonearterne flød i middelalderens kirkemusik. Plakaten “Den Brede og Den Smalle Vej” af Charlotte Reihlen sætter dans og teater på den brede vej til fortabelsen. Kirken er ikke alene om at sætte prædikat på kunst. Mikael fra Kloster forholder sig her til, hvordan og hvorfor aktuelle musikanmeldere tillægger nyudgivelser ’det kristne prædikat’. Af Mikael Rahbæk Andreasen, komponist og sangskriver, mikaelandreasen@gmail.com

Tilbage i maj udgav mit musikprojekt Kloster albummet Især til de levende. Ti salmetekster af Simon Grotrian sat til musik. Albummet blev flot modtaget, og Weekendavisen havde afsat det meste af en avisside til deres anmeldelse. En veninde læste anmeldelsen og reagerede med: ”Det er en god anmeldelse, men sjovt hvordan anmelderen synes at føle behov for også at bruge spalteplads på at positionere sig selv i forhold til det kristne.” I dokumentarfilmen Danielson – a family movie om en af mine musikalske helte, den ligeledes kristne Daniel Smith, spørger en journalist fra en New Yorker-avis: - What do you think the biggest misconception of what you do is? - I don’t know, but what kind of drives me nuts are music reviews that have to qualify themselves for the first half of the review. How they don’t necessarily believe this, but… - Like they don’t believe in (your) religion? - Yeah, and it drives me nuts, because it is so much about the reviewer. Or like, I’ve never read a review of a reggae record saying I don’t believe in this Rastafarianism, but it’s a great record, I have to just admit that. Det er heller ikke første gang, jeg oplever, at en anmelder lige skal flette ind, at selv om vedkommende ikke selv er kristen, så er det nu en meget god plade. Og da DR tilbage i 2016 på deres hjemmeside havde en artikel om vinderne ved årets Steppeulven (de danske musikjournalisters årlige prisuddeling) skrev de: ”Prisen som årets komponist gik til Mikael R. Andreasen fra det kristne 20

I TIDEN

orkester ’Kloster’.” Ingen andre prismodtagere fik tilknyttet prædikater om deres religiøse, ateistiske, politiske eller hvad ved jeg tilhørsforhold, men det kristne islæt skulle åbenbart nævnes, og som en anden fremmed fugl i reden kunne jeg fundere lidt over, hvorfor det med det kristne i en særlig grad synes at kalde på en eksplicit reaktion. En ønsketanke for den kristne kunne måske være, at hvis alt virkelig er skabt af Gud, og vi mennesker endda i Guds eget billede, så vil enhver berøring med Gud og det kristne aktivere noget dybt i os alle. Måske lidt som at enhver snak om forældre næsten uvilkårligt aktiverer noget i enhver af os. Vi kommer på godt og ondt i berøring med vores ophav, og det reagerer vi på. Jeg er ikke afvisende over for, at elementer af noget sådant kan være på spil, og jeg er også åben for andre mulige forklaringer, men måske ligger et bedre svar et andet sted.Da jeg i 2001 udgav det første Kloster-album, var det med nogle tekster, der givetvis kunne blende ind med en del lovsang i diverse kirker. Alligevel sendte jeg albummet på gaden med en bevidsthed om, at Kloster ikke er et kristent band, og at albummet skullevære tilgængeligt i almindelige pladebutikker og skulle anmeldes i ”normale” medier på lige fod med alt muligt andet musik. I år kom så det syvende Kloster-album, og selv om de alle har haft en tydelig kredsen omkring det kristne, insisterer jeg stadig på, at Kloster ikke er et kristent band, og jeg er ikke nogen kristen musiker. Jeg er blot en musiker, der tilfældigvis også er kristen, og det forhold ender med at blive hørbart i det musikalske udtryk. Havde det været noget andet end troen og tvivlen, der havde fyldt hos mig, var det formodentligt det, der var hørbart i min musik. Et andet sted i førnævnte dokumentar-film overværer man følgende brudstykke af et radio-interview:

- And, Daniel, some of the Christian pop music that I’ve heard has sort of a self-satisfied complacent sound to it that doesn’t draw me into it at all, but when you sing about the beauty and the difficulty of your Christian faith, even though I’m not Christian myself, I can relate to what you’re singing to and I’m drawn into it. I suppose, you must hope for that? - I do hope for that, but I don’t consider myself making Christian pop music, or Christian music at all as a category, you know. Just the term itself implies that it’s for a certain group of people. - It’s not just expressing a Christian attitude, it’s for Christians? - Right, and I just don’t relate to it and haven’t listened much to that kind of category music anyway. I don’t feel connected to that. Måske ligger det bedre svar, jeg efterlyste, implicit i denne korte ordudveksling? For falder størstedelen af musik med eksplicit kristent indhold ikke netop i den form for kategori-musik, hvor kristne primært laver musik for andre kristne? Naturligvis er alt musik i dag mere frit tilgængelig for alle i kraft af digitalisering, men tendensen synes ret klar, at der - måske mest synligt i USA -eksisterer en nærmest parallel kristen musikdelmængde adskilt fra den store ”fællesmængde”, hvori det meste andet musik i verden befinder og boltrer sig. Så når jeg insisterer på at lege med på den åbne musikalske legeplads, forstår jeg godt, hvis en anmelder ikke altid ved, hvordan han/hun skal forholde sig. Eller ja, har brug for at positionere sig i forhold til noget, der ellers tilsyneladende frivilligt plejer at passe sig selv i en mindre adskilt del af legepladsen. Løfter vi blikket op over blot musik, vil jeg vove at påstå, at meget generel kultur blandt kristne har spor af lignende form for selvvalgt eksklusion, og det er mig en gåde. Hvorfor ikke komme ud til os andre? Tag det kristne med og lad det sprudle side om side med alt andet herude. Hjælp folk til i mindre grad at betragte det kristne som en nærmest fremmed invasiv art, man er nødt til at positionere sig tydeligt - og ofte med afstand - i forhold til. Ikke af, men dog fuldt ud til stede i verden. Kom bare, her er plads nok! ■ 21

En forførende virkelighed Af Bent Houmaa Jørgensen, direktør i Soma Biblia Tanzania og tidligere præst i Aalborg Frimenighed, bhj@dlm.dk

Skal det okkulte tages seriøst, eller er det harmløs overtro? Tidligere præst Bent Houmaa Jørgensen udlægger den bibelske lære om engle, djævle og dæmoner og vejleder dig i, hvordan du skal forholde dig til den usynlige verden. 22

Jeg lagde hånden på hende og tilsagde hende syndernes forladelse. Det havde hun brug for, fordi hun havde søgt de kræfter, der står Gud imod. Derved brød jeg i Jesu navn med de mørke kræfter, hun havde været i kontakt med, og jeg bød dem konkret om at forsvinde fra hendes liv og fra lejligheden.

Hun fortalte, at imens jeg bad for hende, var det som om en tung byrde gled af hendes skuldre og en varme fyldte hendes krop. Efter bønnen gik vi rundt i lejligheden og rensede åndelig talt hvert rum i Jesu navn, og hun fik nogle løfterige ord fra Bibelen til at lægge eller hænge op, f.eks. Jesus’ ord ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Til sidst opfordrede jeg hende til, som det vigtigste, regelmæssigt at læse i Guds ord og bede til Jesus, og til trofast at mødes med andre troende og høre evangeliet om Jesus forkyndt. Efter denne dag var der fred i lejligheden. Jeg talte med en ung kvinde, som oplevede , at det spøgte i hendes lejlighed. Selvom vinduerne var lukkede, og det ikke trak, oplevede hun, at gardinerne bevægede sig, som om der gik én forbi. Nogle gange lød det som om, der kom én op ad trappen, men der var ingen. Jeg spurgte, om hun havde været i kontakt med det okkulte? Hun fortalte, at hun i skolen sammen med andre elever havde leget ’ånden i glasset’. De havde gjort det flere gange. Det var spændende, og de var nysgerrige. Det hændte også, at ånden, de kaldte på, kom, og glasset bevægede sig på bordet. Det gav dem et kick, samtidig med at det var uhyggeligt. Hun fortalte mig, at hun ikke havde fortalt det til nogen, heller ikke da hun kom til tro på Jesus og blev en kristen. Jeg lagde hånden på hende og tilsagde hende syndernes forladelse. Det havde hun brug for, fordi hun havde søgt de kræfter, der står Gud imod. Derved brød jeg i Jesu navn med de mørke kræfter, hun havde været i kontakt med, og jeg bød dem konkret om at forsvinde fra hendes liv og fra lejligheden. Det har Jesus ved Helligånden givet enhver kristen myndighed til. Til sidst bad jeg Jesus om at fylde hende med Helligånden.

Den usynlige åndelige verden er en virkelighed Uden Helligånden og Bibelens ord kan et menneske ikke erkende den åndelige verden, som den virkelig er. Apostlen Paulus skriver til de troende i Kolossæ, at i Guds søn ”blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder.” Vi får i dette ord åbenbaret, at da Gud ved sin Søn skabte alting i himlene og på jorden, skabte han også det usynlige. Det vil sige englene. Bibelen taler om både serafer, der har seks vinger, keruber, der har to vinger og ærkeengle. De er forskellige i både funktion og magt. 227 gange omtales engle direkte i Bibelen. Læser vi i Hebræerbrevet, kan vi se, at engle er ånder, der tjener Gud. Gud er også selv ånd, og ingen mennesker har nogen sinde set ham, står der i begyndelsen af Johannesevangeliet. Derfor taler vi om den åndelige verden. Men selv om den er usynlig, er den lige så virkelig som den fysiske verden, som vi kan sanse med vores fysiske sanser. Det ser vi på en særlig måde komme frem ved, at Gud, som er ånd og er usynlig, blev kød og blod og aldeles synlig i Jesus. Jesus 23

viser os, hvordan Gud er, som der står i det første kapitel af Johannesevangeliet.

Hvor kommer mørke okkulte kræfter fra? Da Gud havde skabt verden, står der, at ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var.” (1. Mosebog kapitel 1, vers 31) Men hvor kommer så ”Djævelen og hans engle” fra? De var oprindelig Guds engle, men gjorde oprør. Ud fra Bibelen ser det ud til, at den engel, som blev til Djævelen/Satan, oprindelig var den højst rangerende engel. Han var så magtfuld, at han tænkte, han kunne konkurrere med Gud selv. Han skiftede nu fra at være Guds tjener til at være

Ét af Djævelens våben er bedrag. Han giver sig ud for at være en anden, end den han er, for at få os i sin magt. ’anklager’ (= ’djævel’) og Guds ’modstander’ (= ’satan’). ”Og jeg vil minde om, at de engle, som ikke tog vare på deres høje hverv, men forlod deres rette bolig, holder han bundet i mørket med evige lænker indtil dommen på den store dag;” (Judas’ brev kapitel 1, vers 6) At ’engle’ her står i flertal viser, at en del af Guds engle fulgte Djævelen i hans oprør. Derfor bruger Jesus udtrykket ’Djævelen og hans engle’. Hvad betyder det, at de er ”bundet i mørket med evige lænker”? Det betyder, at der for dem - i modsætning til mennesker – ikke er mulighed for omvendelse. Jesus forklarer, at helvede, er et sted, Gud har beredt for Djævelen og hans engle. Der bliver de som straf dømt til at være, når dommen kommer ”på den store dag”.

Rangorden i den åndelige verden Kan vi mennesker stille noget op overfor disse ondskabens åndemagter? Vi lærer i Ny Testamente, at den åndelige kraft, Jesus har, er større end englenes, og at englenes åndskraft er større end vi menneskers. Vi mennesker er skabt i Guds billede, så vi ligner Gud, kan vi læse i 1. Mosebog. Det betyder blandt andet, at vi ikke kun er biologisk-fysiske væsner med en sjæl og en unik personlighed, men vi er også ånd, for Gud er ånd. Vi er åndelige væsener. Netop derfor kan vi kommunikere med Gud og have 24

TEMA

fællesskab med ham. Men det betyder også, at vi kan have kontakt til Guds modstander og hans ånder. Bibelen forklarer os, at der i den åndelige verden er en rangorden, når det gælder magt og myndighed. I Hebræerbrevet kapitel ét forklares det, at Guds søn nødvendigvis må være større end englene i magt: ”Alle Guds engle skal kaste sig ned for ham.” Men samtidig fremgår det, at englene rangerer over os mennesker i magt: ”men vi ser Jesus, som kun en kort tid var blevet gjort ringere end engle.” (Kapitel 2, vers 9) Guds søn blev menneske i Jesus af Nazaret. Og i den tilstand – altså som menneske - var han ringere end englene i magt og herlighed. Men kun indtil han var opstået fra de døde. Fra da af siger han: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” (Mathæusevangeliet kapitel 28, vers 18)

Djævelen bruger løgn og bedrag ”Satan selv giver sig jo ud for at være lysets engel. Så er det ikke mærkeligt, når også hans tjenere giver sig ud for at være retfærdige tjenere. Det skal gå dem efter fortjeneste.” (2. Korintherbrev kapitel 11, vers 14b-15)

Det er ikke nok, at vi har stor indsigt i Bibelen. Vi har også brug for kraft. Vi har brug for at påkalde Jesu navn, for uden hans beskyttende åndskraft og klare lys, bliver vi ført vild. Ét af Djævelens våben er bedrag. Han giver sig ud for at være en anden, end den han er, for at få os i sin magt. Jesus siger om ham, at han er en løgner, der kun er ude på at ødelægge os. Djævelen brugte også forførelse, da han fristede Jesus. Han citerede løfteord fra Bibelen for at narre Jesus til at handle imod Guds vilje, som det står beskrevet i Lukasevangeliet! Vi skal lære to ting af den måde Jesus satte Djævelen til vægs på. 1) Vi skal prøve det, vi hører, på Bibelens ord: Her er det vigtigt, at vi har folk med åndelig udrustning til at undervise og til at tale profetisk, så vi kan ledes ind i en sund tro rodfæ

TEMA

stet i Bibelens samlede åbenbaring af Gud. 2) Jesus har besejret Djævelen for os. Det er ikke nok, at vi har stor indsigt i Bibelen. Vi har også brug for kraft. Vi har brug for at påkalde Jesu navn, for uden hans beskyttende åndskraft og klare lys, bliver vi ført vild. Derfor har Jesus lært os at bede i Fadervor: ”Led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde” (kan også oversættes ’den Onde’). Hvor står du i fare for at blive bedraget?

Hvilken åndelig røst er det gavnligt at lytte til? ”Hos dig må der ikke findes nogen, (…) der driver spådomskunst eller trolddom, ingen, der tager varsler, ingen, der bruger magi, ingen, der udtaler besværgelser, spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags (…) udadlelig skal du være over for Herren din Gud. Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig fremstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.” (5. Mosebog kapitel 18, vers 9-13 + 15) Djævelen prøver at distrahere os og få os til at lytte til alt muligt andet end til, hvad Jesus siger. ”ham skal I adlyde-” Det er en profeti om Jesus. På forklarelsens bjerg lød Guds røst fra skyen: ”Det er min elskede søn ... Hør ham!” (Matthæusevangeliet kapitel 17, vers 5). Jesus siger også i Johannesevangeliet: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig”. I stedet er mange optaget af at lytte til andre røster. Hvordan ser dette ud i Danmark i dag? Der er en voksende interesse for det åndelige, men det åndelige er kun gavnligt for os, når vi søger kontakt med Gud i Jesu navn. Ved enhver anden form for åndelig søgning kommer du i kontakt med urene ånder (Djævelens engle), som fører dig ind i åndeligt mørke. Det er det, vi kalder okkulte kræfter. Det kan synes harmløst at lege ”ånden i glasset’, få lagt et horoskop, være i kontakt med såkaldte positive energier eller at nogen går til en clairvoyant for at tale med en efterladt, men folk bliver forført. De er ikke klar over, at de bringer sig selv i kontakt med kræfter, der er stærkere end dem og bliver styrende i deres liv. Mange har lidt skade af dette og er blevet angstfyldte og plages af onde ånder. Er det Jesus, der styrer dit liv?

Djævelens råderum er begrænset Jesus siger: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.” (Lukasevangeliet kapitel 11, vers 23) Neutralitet er altså ikke muligt. Enten er et menneske i åndeligt mørke, eller også er det i åndeligt lys. Enten har du 26

Vi skal være faste i troen på Jesus og den sejr, han har vundet!

Jesus i dit liv, eller også lever du i åndeligt mørke og er under djævelens indflydelse. Det er dog sjældent, at et menneske bliver direkte besat, altså kommer under total dominans af dæmoner. Det sker normalt kun der, hvor folk selv direkte opsøger det okkulte eller tilbeder Satan. Til gengæld kan nogle opleve at være under angreb og blive plaget. Det er dog vigtigt at understrege, at Djævelen og hans engle ikke bare har frit spillerum og kan gøre med folk, som han vil! For alle er i en eller anden forstand under Guds beskyttelse, for han drager på det åndelige plan ad alle mennesker, at de skal tage imod hans frelse i Jesus: ”således elskede Gud verden.” (Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16) Jesus er kommet for ”at opsøge og frelse det fortabte”, som der står i Lukasevangeliet. Det betyder, at Gud i kærlighed kalder alle mennesker til at komme til ham og blive hans børn ved troen på Jesus.

Vær stærk i Herren Jesus Kristus! Djævelen er mest optaget af at angribe os kristne, fordi han har mistet sin indflydelse over os. Men bemærk, at der ikke et eneste sted i Bibelen står, at vi skal frygte ham! For han er en besejret fjende. Apostlen Peter kommer med en opfordring i 1. Petersbrev: ”Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og leder efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen.” Peter konkluderer ikke, at vi skal være bange for Djævelen, men at vi skal være faste i troen på Jesus og den sejr, han har vundet! Ellers bliver vi svage på åndskraft og mister vores årvågenhed. Siden Adam og Eva syndede i Edens have, er oprøret mod Gud og hans vilje gået i arv fra generation til generation. Det ligger så at sige i generne. Derfor er vi skyldnere overfor Gud. Og derfor frygter vi døden og det, som følger efter. Djævelen kan med ret anklage os overfor Gud og plage os i vores samvittighed. Og han gør det ihærdigt. Men nu har han mistet den ret og den magt. For Jesus, Guds søn, har med sin død i alle menneskers sted taget straffen for al synd og skyld til alle tider. Jesus er sejrherren for evigt og altid. Ingen i hele universet har større åndskraft end Jesus, hos ham er du i sikkerhed! ■

Hvordan holder vi KFS nu? Intet er normalt, alt er anderledes. Så hvad gør vi nu? Vi har samlet en række ressourcer og gode idéer til, hvordan I kan holde KFSfanen højt midt i en coronatid, som du kan læse lidt om her. Vi skal nytænke vores fællesskaber De fleste af os oplever begrænsninger i, hvordan vi kan mødes og have fællesskab sammen. Det er den virkelighed, coronapandemien byder os. Derfor skal vi også nytænke, hvad KFS er. Her er nogle konkrete forslag til, hvad I kan gøre: Bøn Vi skal genopdage værdien af de små bønsfællesskaber! Vi er blevet lovet, at hvor to eller tre er forsamlet i Jesu navn, der vil han være midt iblandt os og høre vores bøn. Det må vi huske på! Det kan se ud på mange forskellige måder og med forskellige temaer eller fokusområder. Det kan være, at I skal bede for jeres uddannelsessted? For jeres gymnasievenner eller medstuderende? For andre studerende rundt omkring i verden? Måske kan I dele jeres KFS-gruppe op i mindre bønsfællesskaber og cirkulere nogle temaer? Mulighederne er mange! Start en Uncovergruppe Bibelen er dén vigtigste bog, der nogensinde er skrevet. Punktum. Derfor giver det også mening at gå på opdagelse i den sammen med dine gymnasievenner eller studiekammerater. En Uncovergruppe er en både god og overskuelig måde at gøre det på. Helt simpelt går det ud på, at du inviterer nogle af dine venner til at lave en studiegruppe, hvor I igennem Uncovermaterialet læser en tekst fra Bibelen og snakker om jeres forståelse af den ud fra nogle spørgsmål. Der er ingen rigtige svar, I skal sammen nysgerrigt undersøge, hvad teksten siger jer hver især. Der er lavet to f0rskellige udgaver, der tager udgangspunkt i henholdsvis Markusevangeliet og Johannesevangeliet. De kan bestilles gratis på kfs.dk.

mål til dem. KFS-sekretærerne har også lavet nogle små korte videoandagter, I kan bruge i jeres fællesskaber. I kan både bruge andagterne til inspiration i jeres eget liv, men det er måske også en god mulighed for at lave nogle mindre grupper i jeres fællesskab, der kan se/læse dem sammen? Godhed Hvis der er noget, der er brug for i denne tid, er det mere godhed. Betingelsesløs godhed. Som kristne har vi modtaget

Guds kærlighed. Den kærlighed skal vi give videre til mennesker omkring os. I det norske KFS har de lavet et koncept, de kalder ’Godhedsuge’. Måske I kan lade jer inspirere af det? Sæt en dag eller en uge af til at lave nogle konkrete aktiviteter, hvor I på en helt lavpraktisk måde giver Guds kærlighed videre gennem ’gode’ handlinger. Det kan for eksempel være at skrive små sedler med opmuntrende ord, som I hænger op på jeres gymnasium eller studiested. Skriv takkekort til jeres lærere 0g undervisere. Køb en kop kaffe til en klassekammerat eller medstuderende. Der er masser af muligheder for at vise godhed i hverdagen!

Find mere på kfs.dk På vores hjemmeside har vi lavet en ressourceside med flere konkrete redskaber og gode idéer til, hvad I kan lave i jeres KFS-fællesskab i denne tid. Den hedder ’ressourcer i en coronatid’ og ligger på forsiden, når man går ind på kfs.dk.

Andagt Vi har brug for åndelige input i vores hverdag. Derfor er det stadig vigtigt at prioritere andagter i jeres fællesskab. Også selvom I ikke kan mødes fysisk. Det kan man gøre på en række forskellige måder. Måske kan I dele små videoandagter i jeres facebookgruppe? I kan også dele bibelvers i gruppen, og lave nogle spørgsKFS-NYT

Mød KFS’ tre nye studentermedarbejdere

Mathias Gottfred Jensen

Mathias Mikkelsen

Sofie Brixen

I Aarhus får gymnasie-KFS’erne fremover glæde af Mathias Gottfred Jensen, der er blevet ansat til at støtte op om KFS på gymnasierne i Aarhus. Han er en gammel kending i KFS, som du kan møde her: Mit navn er Mathias Gottfred Jensen, og jeg er 24 År. Jeg har tidligere været volontør i KFS, og er nu bosat i Aarhus, hvor jeg studerer teologi. Jeg er helt vild med kaffe, KFS og Jesus! Og jeg glæder mig til at komme ud og hænge ud med dig! Jeg glæder mig til at lære Jesus endnu mere at kende og gøre ham endnu mere kendt - sammen med dig!

Og der flere gode nyheder til gym-KFS’erne i Aarhus! KFS har også ansat Mathias Mikkelsen til at støtte op om fælles-KFS i Aarhus, og ham kan du møde her: Jeg hedder Mathias, bor i Aarhus og læser teologi på 3. semester på Menighedsfakultetet. Jeg tror, det er godt, at vi som kristne giver hinanden mulighed for at vandre med nogle kristne, som har gået et par skridt, længere, end vi selv har. Den mulighed er jeg med til at give gymKFS’erne i Aarhus. Her oplever jeg, at KFS sætter rammerne for fælleskab og samtaler om troen på en god måde.

Efter fire år og et utal af exceptionelt flotte ’Til Tro’-magasiner har layouter Henrik Elias Kristensen valgt at give faklen videre. Dette magasin, du nu sidder og læser, er derfor også den første udgave, som den nye layouter, Sofie Brixen, har stået for. Hende kan du møde her: Jeg hedder Sofie Brixen og bor i skønne Haderslev, hvor jeg studerer grafisk kommunikation. Jeg er meget glad og taknemmelig for at have fået muligheden for at bruge min passion for grafisk design og visuel kommunikation i mit arbejde som layouter på Til Tro. Og så er jeg bare glad for, at jeg nu også er blevet en del af KFS.

KFS’er af hjertet: Velkommen til Elisabeth Rønne-Hansen Den 1. november overtog Elisabeth Rønne-Hansen faklen i Nord fra Julie Øhrstrøm, der er gået på barsel. Hun er 23 år, har en bachelor i psykologi, KFS’er af hjertet og har glædet sig til at endelig at komme igang: ”KFS har været en stor del af mit liv, og jeg tror ikke, at min søster var helt gal på den, da hun på mit bordkort til sit bryllup havde betegnet mig som ’KFS’er af hjertet’. Jeg brænder for at ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’ midt i min hverdag sammen med mennesker, der også ønsker at se evangeliet smitte. Derfor har jeg også glædet mig rigtig meget til at skulle starte i min nye opgave som studenter- og gymnasiesekretær i Nord. Særligt at skulle møde gymnasieeleverne og de studerende, og til at vi sammen kan udtænke, planlægge og eksekvere arbejdet om at sprede det gode budskab på gymnasierne og studiestederne i Nordjylland.”

Det bliver rigtig godt! Der er da også glæde i KFS over at kunne byde Elisabeth vel28

KFS-NYT

kommen i Nord, fortælller Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS: ”Det er rigtig godt, at vi har fået Elisabeth med på KFS-holdet. Hun er skarp og har hele KFS-pakken med stort engagement både i gymnasietiden og studietiden. Hun har været på LTC, og så er hun rigtig godt kendt med Aalborg og studielivet dér. Hun kan ’hit the ground running’, hvilket er helt perfekt, når ansættelsen løber i en kortere periode.” Elisabeth Rønne-Hansen er ansat frem til udgangen af juni 2021 og kan kontaktes på elisabeth@kfs.dk

Gud taler et andet sprog i Grønland I Grønland har KFS-sekretær Sara og hendes mand Filip oplevet, at mennesker i højere grad er i kontakt med og forstår åndeverdenen. Alt er besjælet ifølge den oprindelige religion, og traditionerne lever fortsat blandt flere af grønlænderne. Læs hvordan Gud taler ind i nordens kultur. Af Sara Friis Børty, KFS-sekretær i Grønland, sara@kfs.dk En voksen mand bor alene i sit rækkehus, går ned på toilettet, låser døren, og mens han sidder på toilettet, bliver der taget i dørhåndtaget. Det rykker op og ned, igen og igen. Men der er ingen på den anden side af døren… Der er rigtig mange af disse historier i Grønland, og for unge er det almindeligt at invitere til ”spøgelses-historier-aften”. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke ved, hvad jeg skal tænke om den type spøgelseshistorier. Derfor forstår jeg også udmærket de grønlændere, som ikke tror på, at der findes spøgelser eller onde ånder. En stor del af historierne er helt sikkert også vandrehistorier, men det er samtidig historier,

som nogen kan have svært ved at slippe. Og det er også manges holdning her – at det blot er gode historier, som dog forfølger nogen. Men jeg tror på, at der er en åndelig virkelighed, og jeg tror på, at det nogle gange ikke blot er en historie, men en virkelighed, at der er onde ånder, som møder mennesker.

Alt er besjælet og alle sjæle har samme værdi I den oprindelige religion i Grønland har ånderne en stor plads, og det tror jeg gør, at ånder også i dag har en naturlig plads i grønlandske hjem og hjerter. En grundlæggende tanke i den oprindelige religion er, at alt i verden er besjælet. Det TEMA

Jeg har ikke før været i et land, hvor jeg har oplevet så mange helbredelser, fordi Jesus heler menneskers sår, både åndeligt og fysisk.

gælder både mennesker og dyr, fjelde og isbjerge. Alt har sin egen sjæl, inua. Mennesket skal derfor leve i gensidig respekt for alle - og alt - omkring sig. En anden grundtanke er, at menneskets krop og sjæl er adskilt. Når et menneske dør, farer sjælen enten til dødsriget i havet eller i himlen. Men det kan også ske, at sjælen forbliver på jorden, hvis personen gik i døden, mens der herskede uoverensstemmelser med familien. Sker dette, vil sjælen komme tilbage som en ond ånd. Afdøde kan også leve videre, hvis det nyfødte barn bliver navngivet efter dem. På den måde kan bedstefars sjæl leve videre igennem det nyfødte barn. Dette er eksempler på, hvordan omgang med ånder har været en helt naturlig del af livet og kulturen i Grønland. Og for mange er den det stadig i dag. I en samtale med nogle unge kristne sagde de, at de ikke tror på, at det er forfædrene, der er tilstede blandt mennesker, men at onde ånder kan tage skikkelse af forfædre. Dermed kan onde ånder gøre sig genkendelige, og mennesker kan ubevidst invitere dem ind i deres liv, fordi de tror, at det er deres bedstefar, som blot er en del af dem. De pointerede derfor også, at for de, som aktivt har sagt ja til Jesus og ønsker at leve som kristne, er det vigtigt, at der også sker en afskaffelse af denne form for dyrkning af sine

En grundlæggende tanke i den oprindelige religion er, at alt i verden er besjælet. Det gælder både mennesker og dyr, fjelde og isbjerge. Alt har sin egen sjæl, inua. forfædre, altså at man aktivt har kontakt med sine afdøde slægtninge. Med en så naturlig tilgang til åndeverdenen betyder det også, at de kristne her nemt kan relatere til de historier i evangelierne, som omhandler åndeuddrivelse. Det samme gælder for helbredelseshistorierne, for her i Grønland opleves det, at Jesus helbreder syge, og at han driver ånderne ud. I en samtale, jeg havde med en mand fra Frikirken Inunnerup Nuttaap Oqaluffia (Som oversat betyder: Nyt Livs kirke), fortalte han, at han ofte bliver ringet op for at bede for hjem, som er hjemsøgt. Idet han gør det, fortæller han altid, at når ånderne flytter ud, skal Jesus flytte ind, for ellers kan 30

TEMA

ånderne frit komme tilbage igen. Historisk har der i en stor del af alle grønlandske hjem hængt billeder med motiv af Jesus. Selv i dag kan grønlænderne fortælle, at selvom de måske ikke har disse billeder længere, så har de stadig en salmebog eller en Bibel liggende i hjemmet som beskyttelse mod onde ånder. Jeg tror, der er magt i Biblen og i et billede af Jesus, men at der er større magt i et hjerte, som har inviteret Jesus ind.

Guds grønlandske sprog Der, hvor jeg tydeligst oplever, at Gud arbejder, er, når Gud taler til den enkelte grønlænder. Mange har ikke været vant til, at det enkelte menneske har værdi i sig selv. Den gængse tanke er i stedet, at menneskets værdi bliver målt i det udbytte, du giver. Hvis du kan føde børn, garve skind eller fange dyr, så har du en værdi. Hvis du ikke giver et udbytte, er du til besvær og kan derfor ligeså godt forlade familien. I dag vil det så hedde, at familien ikke vil tage ansvar for dig, fordi du ikke skaber værdi. Jeg har aldrig før talt så meget om Guds kærlighed og om den værdi, Gud har givet hvert enkelt menneske, som jeg gør her. Og jeg har ikke før været i et land, hvor jeg har oplevet så mange helbredelser, fordi Jesus heler menneskers sår, både åndeligt og fysisk. Helligånden er heller ikke svær at forstå for grønlændere. ”Helligånden flytter ind i dig, når du siger ja til Jesus, og Helligånden vejleder dig til, hvordan du kan leve i efterfølgelse af Jesus, og Helligånden giver dig et sprog, som du kan tale med Gud til”. Det var det svar jeg fik, da jeg spurgte nogle unge kristne om, hvem Helligånden er. Når der så tales om, hvilke udfordringer der er for kristendommen i Grønland, så er det en udfordring, at ikke alle kirker taler om, at mennesker skal stoppe dyrkelsen af ånder, når de siger ja til Jesus. Mange lever med begge ting side om side og ser ikke selv, at det er et problem. Men det gør, at Jesus ikke får den plads i menneskers liv, som han ønsker. På samme tid er Grønland også et vestligt land, hvor tanken, om at kristendommen er en gammeldags og uvedkommende religion, som kun holdes i live igennem den årlige juleaftensgudstjeneste, også florerer. Men det på trods, sker der utroligt mange omvendelser, netop fordi mennesker oplever at blive set af Jesus, måske igennem en fysisk oplevelse af heling og måske igennem en gennemstrømning af hans kærlighed. ■

Grønland:

Nye muligheder i Grønland Af Mathias Schultz Laursen, KFS-sekretær i Nuuk, mathias@kfs.dk

I dette efterår har jeg, Mathias, haft æren af at lede arbejdet med at lave KFS i Nuuk, mens Sara er på barsel. Jeg er glad for den nye opgave og for muligheden for at blive boende i Grønland lidt længere. Hverdagen byder fortsat på nye indtryk, venskaber på tværs af kulturer og grønlandsk mad. I weekenden griber jeg de muligheder, der opstår for at vandre, fiske eller tage på jagt i den store natur. Det er spændende at opleve, hvordan det fremmede stille og roligt bliver til hjem. I en verden præget af corona er det privilegeret at være på en ø, hvor smitten nogenlunde kan holdes ude. Naturligvis oplever vi begrænsninger på en del aktiviteter, men vi kan fortsat samles til kerneaktiviteterne, og det er jeg meget taknemmelig for. Dette efterår blev også tiden, hvor KFS fik et gennembrud på gymnasiet i Nuuk. Efter et længere forudgående arbejde, lykkedes det mig at finde frem til en gruppe elever, der ville mødes. Det gav dem mulighed for at se, at der er andre kristne på det store gymnasium. De er ikke alene, og til KFS er der åbenhed til at tale om emner, som det ellers kan være svært at finde rum for. Gruppen er bredt sammensat både kirkeligt, kulturelt og aldersmæssigt. Alligevel mærker jeg, at lysten til at tale om tro og bede sammen

forener os og giver mulighed for meningsfuldt fællesskab midt i kantinen i en gymnasiehverdag. En spændende udfordring ved at lave KFS i Nuuk er at finde ud af, hvordan vi gør KFS relevant for grønlandske studerende. Et emne, som har stor interesse heroppe, er spiritualitet. Mange har selv oplevet møder med ånder og spøgelser, og der er en stor åbenhed overfor det spirituelle. Derfor valgte vi i en periode at fokusere på spiritualitet til vores mandagssamlinger gennem bibelstudie, taler og workshops. Det er blevet taget godt imod. Særligt var der stor opbakning, da vi havde besøg af Josef Mørch, en 66-årig murer, der gennem spirituelle oplevelser som ung begyndte at tro på Jesus. En dejlig aften, som understregede for mig, at vi kan dele glæden over Jesus på mange måder. Tak for, at vi nu både mødes på gymnasiet og universitetet. Tak for de seje studerende, som kæmper for at dygtiggøre sig og gøre en forskel for deres land. Bed for, at de grønlandske studerende må trives med deres studier. Bed om, at KFS’erne må være vidnesbyrd om Jesus for deres medstuderende. Bed om, at vi fortsat må finde nye måder at dele glæden over Jesus på.

I TIDEN

Bøger:

ETHVERT MENNESKE ER EN HALVØ – 20 ideer til god individualisme og sunde fællesskaber’ Carsten Hjorth Pedersen LogosMedia, 2020 Sider: 136 Pris: 149,95

Af Lise R. S. Jensen, cand.scient. i matematik, lise.rathmann@gmail.com

Ethvert menneske er ikke blot en ø i sig selv ej heller blot en del af fastlandet. Inspireret af Amos Oz’ ord i ’How to Cure a Fanatic’ regner Carsten H. Pedersen ethvert menneske for en halvø. På kun 136 sider gennemgår han nogle af aspekterne ved det komplekse forhold mellem individ og fællesskab, som alle mennesker befinder sig i. Hovedformålet med bogen er det konkrete spørgsmål: Hvordan opbygger man god individualisme og sunde fællesskaber? Først beskrives individualismen og kollektivismen igennem historiske neddyk og en analyse af, hvordan samfundet i dag presser os mod begge ekstremer. Derefter følger de 20 ideer, der udgør bogens kerne. Ideerne er præsenteret kort og præcist med konkrete forslag til at praktisere dem i fællesskaber og på individbasis. I det sidste kapitel gives et kristent perspektiv på dette komplekse forhold. Til hvert kapitel findes en række spørgsmål bagerst i bogen. Bogens stil er karakteriseret af at være praktisk, pædagogisk og letlæselig. Dette ses blandt andet ved de mange konkrete eksempler, som Carsten H. Pedersen har taget med i bogen. Som nybagt mor bed jeg særligt mærke i alle eksemplerne og forslagene i forhold til børneopdragelse. Bogen behandler dog også eksempler fra parforhold, menigheder og andre fællesskaber. Er bogen for ambitiøs? Et spørgsmål, jeg har siddet med under og efter min læsning. For eksempel bruger Carsten H. Pedersen kun lidt over to sider på idé 4: ”Begræns antallet af valgmuligheder” - hvilket er omdrejningspunktet for hele Svend Brinkmanns bog Gå Glip. Ved flere af ideerne findes der henvisninger til teoretikere inden for emnet. Da bogens formål er at få folk ud af stolen og i gang med at praktisere individualisme og kollektivisme på 32

I TIDEN

en god måde, ville det have været upassende med lange teoretiske kapitler om hver idé. Hvis man forstår, at det blot er indledende idéer, er bogen ikke for ambitiøs. Dog havde jeg svært ved at placere det sidste kapitels rolle i forhold til bogens hovedformål ved første læsning. Efter min mening vil kapitlet flere ting: det vil vise, at tesen om, at ethvert menneske er en halvø, bliver bekræftet i Bibelen; det vil vise, hvor vi kan finde eksempler på god individualisme og sunde fællesskaber i kristendommen og det vil gøre opmærksom på, hvilke strømninger i kirkehistorien der har gjort troen mere individuel. Disse tre formål er alle yderst interessante, men de bliver sammenklemt i et enkelt kapitel, hvilket, efter min mening, var for meget at gabe over på så få sider. Kort sagt: læs bogen og lad dig inspirere til at leve et liv med god individualisme og sunde fællesskaber, men forvent ikke en bog, der indeholder dybdegående teoretiske gennemgange af hver idé. Nyd i stedet at læse en bog, der er forfriskende praktisk i sit anliggende.

Bøger:

DJÆVELSKE BREVE C.S. Lewis, oversat af Helge Hoffmann ProRex Forlag, 2020 Sider: 222

Anmeldt af Troels Nymann Eriksen, troelsnymann@gmail.com

Emne: RE: Nyoversættelse af Fra Helvedes Blækhus/Djævelske Breve Til: Galnebær Departementschef i den danske afdeling af ministeriet for fristeri Kære Galnebær, Lad mig med det første udtrykke min dybeste fortrydelse over, at mine breve (til min elendige nevø Malurt), der faldt i hænderne på en af Fjendens tjenere (den nævenyttige C.S. Lewis), nu forefindes i en ny nudansk og mere tilgængelig oversættelse. Men lad mig forsøge at berolige dig. Der er rigtig nok stor fare ved, at de menneskelige bæster får indsigt i deres egen psykologi. De dumme kræ kan jo gå hen og blive bevidste om, hvordan vi driver gæk med dem! Hvilket blot ville gøre vores opgave desto vanskeligere. Men ikke nødvendigvis. Jeg føler et ansvar for at hjælpe mine med-djævle i denne suppedas. I tilfælde af at en dansk patient læser brevene, vil jeg anbefale en eller flere af følgende strategier: 1. Indsigten må ikke blive til selvindsigt. Lad mine breve forblive en indsigt i “syndens psykologi”. Ikke “synderens psykologi”. Lad det leve i abstraktionen. Erkendelsen må aldrig blive konkret og virkelig (det er kun der, de sølle kræ finder angeren), men lad det svæve tåget i en sky af løse formuleringer. 2. Hvis det da leder til selvindsigt, så vend det til skam. Om mennesket er kroget ind i sig selv, fordi det ikke kan få nok af sin egen navle, eller fordi det kryber sig sammen i lede over sig selv, er sagen ligegyldig. Det er faktisk langt mere effektivt at gøre en patient fortvivlet over at være ved at miste sin plads ved Fjendens bord end at fylde den med en sådan enorm mængde

indbildsk hovmod, at patienten tror, at det er en plads, som man tager ved egen fortjeneste. 3. Lad dem endelig diskutere! Endeløse diskussioner. Da brevene først faldt i forkerte hænder, blev vi noget så paniske. Vi troede vore strategier afsløret. Men nogle gange gør de dumme kræ næsten arbejdet for os. Mens vi kæmpede febrilsk på at finde en løsning på lækket, så begyndte bæsterne selv at diskutere internt om brevenes værdi for dæmonologien. Har du hørt mage? Der står de med aktindsigt til hovedprincipperne og nøglemodellerne for fristeri, og så giver de sig til at snakke om djævles beskaffenhed! Lad dem bare gøre det. Det eneste, de vinder herved, er uenighed. Lad mig til sidst sikre dig, at alle disse strategier ikke kommer til at stå i vejen for vores hovedstrategi for dette århundrede. Lad dem blot elske, men lad dem kun elske ting og begreber. De må aldrig elske Ham! Men de må gerne elske hans “evangelie” eller endnu bedre, deres tolkning heraf! Åh, det er så frydefuldt, de små bæster ser ikke engang, hvordan vi korrumperer deres dyrebare kærlighed. Det er naturligvis en svær øvelse og vanskeligt at kalibrere, men hvis vi først har dem der, har vi indpakningen fra Fjendens gaver, men tag ikke fejl - indholdet er kun vores. Med varme hilsener Brandbæger

I TIDEN

Unge medarbejdere søges

Læs m job.k ere om v ol fums -sold ontørjobb e aterh jem. t på dk

Vi søger friske unge mennesker, der kan mere end blot lange pølser og sodavand over disken. Som medarbejder udfordres du til at dele din tro ved andagter og i samtaler. Sammen med andre løses opgaverne, når der er lang kø ved disken, og det skal gå stærkt.

I TIDEN

Den usynlige Guds billede Ikoner af Jesus og Jomfru Maria er en del af ortodoks og katolsk åndelighed. Er det en afsporet spirituel praksis, eller kan en lutheraner med god samvittighed bruge et juleikon her under højtiden? Teologistuderende Mikkel Søtbæk skrev netop sit bachelorprojekt om ikonteologi. Vi har bedt ham om at fremlægge sin holdning til ikoner som luthersk kristen. Af Mikkel E. K. Søtbæk, stud.theol. og missionær i IM på Lolland-Falster og Sydsjælland, mikkel.eks@indremission.dk

Ikonet er et sprængfarligt teologisk emne.For ikonet befinder sig i balancen mellem udsagn om Kristus ”som er den usynlige Guds billede (εἰκὼν, ikon)”, som vi finder i Kolossenserbrevet kapitel 1, vers 15 på den ene side, og billedforbud på den anden side, så som, ”Du må ikke lave dig noget gudebillede” (2. Mosebog kapitel 20, vers 4). Debatten om ikonet er stadigvæk rele-

vant, idet venerationen af ikoner endnu står som et tydeligt skel mellem kristne traditioner, som stadigvæk kan vække forundring eller direkte modstand. Anklager om afgudsdyrkelse, vranglære og overtro er en del af de polemiske debatter, som ofte finder sted om især østortodokse og katolske kristnes brug af ikoner og statuer samt læren om helgen- og mariadyrkelse, som ofte er tæt TEMA

knyttet til ikonerne. En kritik, der også høres fra islamisk og jødisk perspektiv, idet begge disse religioner har en langt mere eksplicit billedfjendtlig indstilling.

Vi kan aftegne Gud, fordi Han selv lod sig aftegne Men har jøderne, muslimerne, radikale calvinister og andre billedafvisere så ikke ret? Er den kristne afbildning og dyrkelse af Kristus på korset, eller ikoner af Jomfru Maria og Jesusbarnet 36

TEMA

ikke blasfemiske brud på billedforbuddet fra Mosebøgerne? Det lutherske modsvar må være velovervejet og træde sikkert imellem disse to overdrevne overbevisninger, og således sikre sig mod den romerskkatolske overdrivelse og billedafvisernes vildfarelse. Billedafviserne nægter, at vi kan aftegne Kristus, fordi de siger, at Kristus er en person, som bisidder en fuldkommen menneskelig og en fuldkommen guddommelig natur. Derfor vil ethvert forsøg på at afbilde Kristus enten sammenblande naturerne eller

At afvise Guds afbildelighed er således en afvisning af selve inkarnationen, hvor Gud valgte at blive kød og tage bolig iblandt os

adskille dem. For ikonet kan kun afbilde den menneskelige natur, idet den guddommelige natur er ubeskrivelig og ubegrænselig, hvilket umuliggør enhver form for afbildning, fordi en afbildning ville afgrænse det guddommelige på aftegningen. Altså vil enhver afbildning af Kristus enten fraskille Kristi guddommelige natur, idet kun mennesket Kristus afbildes, eller så ville de to naturer sammenblandes, idet forskellen og distinktionen mellem dem blev opløst. To teologiske muligheder, der begge er kætteriske. Dette udtrykker dog en grundlæggende forvirring om, hvem Kristus er. For enhver afbildning af en person, er en afbildning, ikke af en abstrakt natur, men derimod af et konkret individ. Man kan ikke afbilde en abstrakt menneskelighed, men derimod et konkret menneske. En afbildning af Kristus er derfor ikke en afbildning af en abstrakt guddommelig eller menneskelig natur, men derimod afbildningen af en konkret person, som er guddommelig og menneskelig. Misforståelsen består i, at de fejlagtigt tror, at en afbildning af Kristus er en afbildning af en guddommelig eller menneskelig natur, og ikke af den ene person Kristus.

At afvise Kristusikonet er at afvise inkarnationen At afvise Guds afbildelighed er således en afvisning af selve inkarnationen, hvor Gud valgte at blive kød og tage bolig iblandt os, som det står i Johannesevangeliets første kapitel. Mosebøgernes billedforbud var aldrig absolut, hvilket den fejlagtige jødiske tolkning belejligt ignorerer. For Gud påbød Moses at forme de himmelske Keruber rundt om Nådesædet på Pagtens Ark, og Herren påbød kong Salomon at udsmykke templet med udskæringer af granatæbler, palmer og mere. Selv samme Gud, som afviste bru-

Kristusikonet er aldrig modtageren af æren eller venerationen gen af gudebilleder, beordrede da også billeder af skaberværket og de himmelske væsner i sit tempel. Den store teolog Johannes af Damaskus sagde sådan, ”Fra gammel tid har den ukorporlige og ubeskrivelige Gud ikke ladet sig afbilde. Men nu, da Gud ses

iklædt kød og taler med mennesker, så laver jeg et billede af den Gud, som jeg ser. Jeg tilbeder ikke skabningen, men jeg tilbeder skabningens Gud, som blev til en skabning for min skyld, og nedværdigede sig til at tage bolig i skabningen, og som udvirkede min frelse gennem det skabte. Jeg vil ikke afholde mig fra at ære det skabte, gennem hvilket min frelse udvirkes.” Idet Gud skabte et legeme for sig selv og tog bolig i det, så er Kristus fysisk og afbildelig, han er ”Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede” (Hebræerbrevet kapitel 1, vers 3)

Der er kun een Kristus Skændes en statue af kejseren, ville dette angreb ikke ses som en modvilje mod den egentlige statue gjort af bronze, men derimod som et angreb på kejseren, som statuen repræsenterer. Spyttes og stampes der på et billede af Kristus, er hånen heller ikke rettet mod den trætavle eller det lærred, som billedet tilfældigvis er gjort på, men derimod gøres der spot og skade mod Kristus selv, med billedet som medium for hånen. Modsatrettet, betyder dette dog også, at den ære og veneration et billede gives, går videre til den prototype, som billedet repræsenterer. Kristusikonet er aldrig modtageren af æren eller venerationen, som om der var to Kristusser, en ikonkristus og Herren Kristus. Derimod er Kristus een, og æren hverken deles eller opsplittes, men modtages og gives til den ene Herre Kristus, gennem det ikon der repræsenterer ham. Til prototypen gennem typen. Når vi ser på ikonet af Kristus, så virker det til at påminde os om den ene, sande og levende Kristus. Ikonet tjener os da til en påmindelse om vores tros historicitet og virkelighed. Ikonet står som en klar afvisning af forsøg på åndeliggørelse af kristendommen, som om det blot var en ide eller en god historie. Tværtimod står ikonet som en klar bekræftelse af de konkrete personer og den konkrete episode, der afbildes. Ikonet er derfor ikke bare et billede, men et hjælpemiddel, der står garant for en sand kristologi og værner mod abstraktioner og illegitim åndeliggørelse af troen. Vi må ikke tilbede det, men påminde os selv og ære Kristus ved det. ■

TEMA

Åndelig horisont Mennesker har altid længtes efter en paradisisk fred. Tidens søgende vil være spirituelle, i indre balance og zen. Præst Henrik Højlund og projektmanager Thomas Frovin hævder, at nyspiritualiteten og kirken gensidigt udfordrer hinanden. Af Henrik Højlund, præst i Aarhus Bykirke, og Thomas Frovin, projektleder i Areopagos

Undersøgelser fra PEW Institute og Danmarks Statistik viser, at flere og flere danskere betegner sig som spirituelle, mens religionernes status daler. Det er som om, det at kalde sig ”spirituel” har plads til et andet procesrum end det at sige, at man er ”religiøs”. Folk synes at mene, at i de religiøse institutioner stivner dogmerne og bliver til fraser og monolog. Her er den enkeltes egen erfaring uinteressant, fordi det handler om at passe ind. I en tid, hvor individualismen også betyder noget for, hvordan man forstår sit liv, sker der det, at en stadig stigende gruppe kommer i kontakt med deres egen åndelighed, men i højere grad søger andre steder hen end kirken for at finde vejledning og svar.

TEMA

Men hvad skal man egentlig stille op, hvis man opdager, at man også er ånd?

Uundgåelig åndelighed Åndeligheden findes uundgåeligt overalt. Det er der, menneskets længsel kommer til udtryk. ”Vort hjerte er uroligt”, sagde kirkefaderen Augustin og tilføjede ”indtil vi finder hvile i dig.” Åndeligheden er denne længsel efter hvile, efter at finde det, der gør, at brikkerne i livets puslespil på forunderlig vis passer sammen. Det er dybest set menneskets længsel efter haven, hvor freden var paradisisk. Der findes en almen transcendenserfaring – både med og uden tro på Gud - af det store, det gode og det smukke. I ople-

velsen af den smukke solnedgang, eller ved synet af et nyfødt barns ansigt, kan mennesket have en oplevelse af at mærke noget gådefuldt stort, som rækker ud over det forklarlige. På Areopagos sagde Paulus til de filosofisk og spirituelt interesserede grækere, at ”i Gud lever vi, ånder vi og er vi”. Paulus forudsatte altså, at Gud var til stede i Athen, og hvor som helst i hele verden, i ethvert menneskes liv, længe inden evangeliet nåede frem. Alene som Guds skabning er mennesket i konstant berøring med Gud. Uden måske selv at vide det – eller tro det. Det er, som en norsk præst skriver et sted: ”Når du går

Gud er nær, allerede inden vi har bedt ham om at komme. gennem skoven og stryger med hånden over barken på et træ eller rører ved sten og strå, skal du mærke efter og vide: Dette er dine venner og Guds venner, her rører du ved fligen af hans kappe.” Åndeligheden er altså, set i dette lys, en almen erfaring, fordi intet menneske kan være til stede i verden uden at være i berøring med Gud. Det er, som det står i Jobs bog: Hvis Gud ”tog sin livgivende ånd tilbage, da ville alt levende omkomme, og mennesket blive til jord igen”.

Kirken og nyåndeligheden Det er meget forskelligt, hvad mennesket gør ved erfaringen af det åndelige. Og her vil der være mennesker, der oplever, at kirken har svært ved at håndtere deres åndelige erfaringer. Oplevelser af engle, af afdødes tilstedeværelse eller andet lignende kan gøre kirken mundlam og meget lidt hjælpsom. Derfor søger mennesker ofte andre steder hen, hvor disse oplevelser kan behandles mindre skamfuldt og med større naturlighed. Måske vi i virkeligheden trænger til at besinde os på, at bibelen også rummer besynderlige fortællinger om talende æsler, engle og syn. Er den åndelige nysgerrighed og erfaring noget, der kun findes udenfor kirken? Nej, mon ikke den stigende trang til pilgrimsvandringer, retræter og åndelig vejledning indenfor

Mennesker søger ofte andre steder hen, hvor disse oplevelser kan behandles mindre skamfuldt og med større naturlighed. kirken selv er et udtryk for, at hvis der er noget, alle mennesker deler, så er det længslen? I kirkerne er der i stigende grad lystændinger, kropsbøn, crossyoga og andet, som viser, at mennesket har brug for, at troen er mere end ord. Et vigtigt spørgsmål til os, der lever med troen som livs

basis, er, hvad vi stiller op med den længsel, der nok kan ople ves individuelt, men som er en erfaring, vi deler med naboen og arbejdskollegaen. Tør vi dele tanker om denne fælleslængsel, eller er vi, når alt kommer til alt, præcis så blufærdige som alle andre med det, der er vores åndelige erfaring?

Sund spiritualitet Et af menneskets udfordringer er, at dets natur så ofte leder det til at binde sig til noget, der ikke bringer det i den gode retning, i retning mod Gud, men i retning mod ’guderne’. Alt kan blive til bindende guder i et menneskes liv. Selv det, der i sig selv er godt, kan blive menneskets afgud. Åndeligheden er altså ikke i sig selv garanti for den gode retning. Den kan lige så vel føre os i den forkerte retning. Når Jesus skældte datidens religiøse ledere ud, var det ikke først og fremmest, fordi de teologisk havde misforstået alting, men fordi de brugte deres indsigt til at binde mennesker og selv var bundet op af deres selvdyrkende religiøsitet. Sund spiritualitet retter vores blik mod Gud udenfor os

Sund spiritualitet retter vores blik mod Gud udenfor os selv, Gud som vi kender ham gennem Kristus. selv - Gud, som vi kender ham gennem Kristus. For netop Kristus er kommet for at sætte os fri fra alt det, der binder os til os selv og vores eget. Hvor Guds ånd er, er der frihed. Her er der ingen, der skal bindes. Her gælder kærlighedens lov. Her får Jesus lov til at være mester, Herre, ven, frelser, vejleder, healer, profet og bror.

Gud og de kristnes rummelighed Gud møder os forskelligt og ønsker på forskellig vis at lade sin nåde møde og forme os efter de behov og udfordringer, som vi hver især har. Han er gavmild, og hans kærlighed til os er personlig. Vi skal ikke lade vores åndelige erfaringsforskellighed være et problem, men tværtimod være et udtryk for mangfoldighedens rigdom. Her kan kirken se uniformsagtig og stiv ud, og kristne kan hurtigt komme til at ligne en meget ensartet flok. Men vi ved jo godt, at vi er forskellige. For nogle vil erfaringen af Guds nærvær være væsentlig for troen, for andre vil den tankemæssige klarhed være det mest trosopbyggende. Nogle af os lever i hovedet, andre i kroppen, andre i følelserne. Til fælles har vi dog, at Jesus kom, for at enhver skulle frelses. Og derfor er det en god øvelse for ethvert kristent fællesskab at overveje, hvordan diversiteten får udtryk og krop på en sådan måde, at den åndeligt nysgerrige kan se, at Guds legeme er båret af samme kreative mangfoldighed og rummelige væsen, som er i den Gud, vi har et stærkt ønske om, at ethvert menneske må møde. ■

Vi har lært, hvor vigtigt fællesskabet er Coronavirussen har i ni lange måneder vendt op og ned på vores hverdag. Vi har sendt vores kommunikationsmedarbejder i marken til KFS-møde i Odense for at blive lidt klogere på, hvordan det opleves at være studerende i en coronatid. Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS, birkmose@kfs.dk

Da Mette Frederiksen tonede frem på danskernes tv-skærme en fredag aften i oktober for endnu engang at introducere os alle til nye strammere restriktioner, tilføjede hun også et nyt udtryk til coronaordbogen: ”coronatrist”. Og det beskriver ret præcist, hvordan jeg efterhånden har det med corona. Jeg er træt. Inden jeg tog afsted til KFS-møde for de studerende i Odense, havde jeg derfor også en ret præcis forestilling om, hvilken deprimerende artikel jeg skulle hjem og skrive. Men det er ikke den artikel, du nu sidder og læser.

Højt humør og popcorn Der er film på programmet i Odense KFS denne efterårstorsdag, hvor omkring 10 studerende - flere må man ikke være - er mødt op i stuen hjemme hos Morten Højlund Wibe, KFS-sekretær i Syd. Stolene er sat i position foran ”biograflærredet”, og der er gjort klar med popcorn i coronasikre bægre. Da jeg træder ind ad døren, kører reklamerne allerede - det skal jo minde om en ægte biografoplevelse. Humøret er højt, og stemningen er afslappet. Det bliver hurtigt tydeligt, at der er noget glæde på færde i Odense, som coronaen ikke har formået at tage livet af. Det kan virke mærkeligt i et fællesskab, der bliver kastet rundt i et væld af restriktioner og begrænsninger. Men stemningen er generelt ved at være høj igen i Odense. Efter et langt forår, hvor

det næsten ikke var muligt at mødes, er der stor taknemmelighed over, at de trods alt fik lov til at få en nogenlunde normal opstart. Som en af de fremmødte formulerer det, så ”var det bare virkelig fedt at kunne lukke op igen efter sommerferien. Der var en ekstra taknemmelighed over at se dem, man plejede, og så var der også kommet nogle nye til. Og det er jo fedt, at de trods alt har fået den mulighed for at komme med i fællesskabet.”

Vi lærer at se mulighederne Filmen, vi ser, hedder The Peanut Butter Falcon og handler om tre mennesker, der sammen tager på en rejse, hvor de i og af fællesskabet med hinanden genopdager vigtigheden af ikke at lade sig definere af fortidens spøgelser og livets mange begrænsninger. De - og vi - har intet andet valg end at acceptere livets uretfærdigheder og så tage den derfra. Det virker netop til at være noget af den stemning, der også hersker i Odense KFS. En af KFS’erne formulerer det på denne måde: ”Man bliver jo lidt tvunget til at tænke i muligheder. Lige efter det her med 10 personer blev meldt ud, havde vi et ledermøde i gruppen. Og først er det selvfølgelig super øv, men så synes jeg egentlig, at vi kom på nogle gode alternativer til, hvordan vi så kan mødes. Og så bliver man alligevel positiv over, at ’hey, vi har faktisk fundet en måde at løse det her på’.” Løsningen, de er kommet på, er at dele sig op i mindre grupper, når det bliver nødvendigt. For dem giver det rigtig god mening, fordi det er en måde at fastholde et socialt fællesskab. Og det er tydeligt at mærke, at lige netop det her med at mødes og have fællesskab, er noget, der virkelig bliver prioriteret højt i Odense. Men hvorfor er det så vigtigt?

Corona er blevet - en til tider hård - hverdag Noget, der går igen i min samtale med de studerende i Odense, er, at coronaen er gået fra at være noget midlertidigt til at blive et vilkår. Da alt blev aflyst i foråret, føltes det som et hammerslag ind i vores virkelighed. Men nu ved vi, at ”når et arrangement dukker op, så er der 80% chance for, at det bliver aflyst,” som en nøgternt konstaterede. 40

KFS-NYT

Det kan lyde hårdt, og efterhånden som vi får os talt ind på hinanden i løbet af aftenen, bliver det også klart, at coronatiden bestemt ikke er en dans på roser. Der gik et kollektivt og meget sigende suk igennem selvskabet, da jeg spurgte ind til, hvordan man holder gejsten oppe. Som en så malerisk beskriver det, så ”bliver man lige så langsomt knækket, man føler sig vredet som en klud.” Men hvad er det, coronaen har gjort ved vores hverdag? Den har blandt andet fjernet de givne rammer, fremhæves det; ”Der plejer at være defineret nogle faste holdepunkter i vores liv, som er givet udefra, men nu skal vi til at definere det hele selv. Der er jeg i hvert fald en af dem, der stadig kæmper med at få etableret en hverdag, der er rytmisk og med nogle faste holdepunkter i. Og det er mit indtryk, at der er mange, der ryger ned i et hul af Netflix og dårlige vaner.” Så hvad gør vi for ikke at ende i det her famøse sorte hul?

Vi har lært at sætte pris på og prioritere fællesskaberne Når hverdagen kører, er det let at glemme, hvor meget vi mennesker har brug for fællesskaber. Coronavirussen har derfor også været med til at vise de studerende i Odense, at vi har brug for fællesskabet med andre. Som en udtrykker det, så ”er jeg blevet klogere på, at jeg ikke er en maskine.” Lige netop fællesskabet, både det konkrete i KFS, men også fællesskaber mere generelt, er en af de ting, som de studerende

fremhæver igen og igen i vores snak om coronatiden. Særligt i foråret, hvor alt var lukket ned, blev det tydeligt, hvor vigtigt det fysiske samvær er. Det at sidde overfor et andet menneske og mærke nærværet, kan ikke erstattes af online møder. Den her tid har derfor også skabt en fornyet taknemmelighed over, at det stadig er muligt at komme til KFS for de fremmødte. Det ”giver et andet perspektiv på de ting, der rent faktisk stadig kan gennemføres,” som en udtrykker det, mens en anden supplerer med, at hun ”virkelig har fundet ud af, hvor meget hun sætter pris på fællesskabet, og hvor vigtigt det er, at jeg prioriterer at komme af sted.” Og det er måske de bedste råd, jeg fik med hjem fra mit møde med de studerende i Odense; at vi må lære at leve i taknemmelighed, især i en svær tid som denne; at vi skal fokusere på at se muligheder midt i begrænsninger; at vi skal prioritere fællesskaberne - også selvom de kommer til at se anderledes ud i øjeblikket. Både for vores egen skyld, men ikke mindst for andres. Fordi vi ikke er maskiner.

Gode råd Nedenstående er en række råd udarbejdet med inspiration fra Uddannelses- og Forskningsministeriet egne råd til, hvordan man som studerende kan skabe en hverdag, der gør det nemmere at komme igennem denne situation. Har du brug for at snakke med nogen, er du også altid velkomne til at hive fat i en af vores sekretærer.

GØR NOGET MED MENING

BYG DIN EGEN STRUKTUR OG SKAB EN FAST RYTME

GØR NOGET AKTIVT

GØR NOGET SAMMEN MED ANDRE

ACCEPTER DET, DU IKKE KAN GØRE NOGET VED

Vi har allesammen brug for hjælp i hverdagen i øjeblikket. Se dine medmennesker og gør noget godt for dem

Sæt struktur på hverdagen, så du har fast studietid og fritid. Så ved din hjerne, hvornår du arbejder, og hvornår du holder fri

Få noget frisk luft og sørg for at holde kroppen og hovedet i gang

Husk at være social og prioriter de fysiske fællesskaber

Idéer • Gå en tur i byen eller naturen • Find noget, der inspirerer dig og del det bedste med nogen, du kender • Lav noget, som gør dig glad. Læs en bog, se en film, hyg dig med din hobby

Idéer • Brug dine studiekam merater. Aftal f.eks. at holde et fast morgen/efter middagsmøde • Prioriter fællesska berne. Kirken, KFS, medvandrings gruppen • Prioriter dine venner. Gå en tur sammen, drik en kop kaffe

Du kan ikke alt, og nogle dage er bare sorte. Og det er også okay. Accepter det, du ikke kan gøre noget ved og prøv igen næste dag

Idéer • Tag medansvar for fællesskabet på din uddannelse, sørg for at alle er inviteret med ind • Gør noget godt for en ven, køb en blomst, en kop kaffe eller skriv nogle op munterende ord • Smil til mennesker, du møder. Kasse medarbejderen, den hjemløse etc.

Idéer • Lav et ugeskema • Lav faste aftaler med venner eller studiekammerater • Noter dagens tanker, læringer og idéer

Idéer • Prøv at lave en liste over ting, du er tak nemmelig over • Sig tak, til Gud og til dine venner, din fa milie eller hvem, du nu kan komme på • Sig ’pyt’ mindst en gang om dagen. Du kommer ikke til at lykkes med alt i den her tid, og det er også okay

KFS-NYT

Indkaldelse til generalforsamling i KFS 2021

KFS har fået et nyt ’gammelt’ særligt fokus: Endnu mere studentermission!

Generalforsamling i KFS afholdes søndag den 28. marts 2021.

Fra den 1. september 2020 trådte KFS’ nye særlige fokus i kraft. Det er er en revideret udgave af det særlige fokus, der er blevet arbejdet efter siden sommeren 2018, og lyder således: KFS vil identificere, udruste og mobilisere flere kristne studerende på videregående uddannelser til missionalt engagement på deres studiesteder. Selvom KFS er nået langt i de sidste par år, så er der fortsat et behov for at have et særligt fokus på denne del af KFS’ arbejde, fortæller Per Ladekjær, formand for KFS’ bestyrelse. ”Der er fortsat mange af dem, der er engagereret i KFS’ arbejde på de gymnasiale uddannelser, der ikke får den samme tilknytning til KFS i deres studietid. Det er der mange gode grunde til, men vi tror på, at vi stadig kan og skal blive endnu bedre til at engagere og udruste de videregående studerende i arbejdet med at nå deres studiekammerater med evangeliet.”

Bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende indkalder hermed til ordinær generalforsamling. Generalforsamlingen finder sted: Søndag den 28. marts 2021. På grund af COVID-19 afholdes generalforsamlingen ikke i forbindelse med Påskelejren som almindeligt. Lokation og nærmere tidspunkt meldes ud via mail og offentliggøres på KFS' hjemmeside snarest muligt. Foreløbig dagsorden ser således ud. • Valg af dirigent, referent og stemmetællere • Aflæggelse af formandsberetning til godkendelse • Fremlæggelse af årsregnskab til godkendelse • Fremlæggelse af budget til godkendelse • Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter • Valg af revisor • Beslutninger om vedtægtsændringer • Drøftelse af indkomne forslag • Eventuelt Forslag til kandidater til bestyrelsen og forslag, der ønskes behandlet under punkt 8 sendes til sekretariatet senest fire uger inden generalforsamlingen. Af bestyrelsens 15 medlemmer er otte personer på valg. Bestyrelsen kan være på op til 15 medlemmer. Der kan derfor opstilles kandidater til otte poster og op til to suppleanter. Endelig dagsorden tilsendes alle medlemmer elektronisk senest to uger inden generalforsamlingen. Medlemmer, der har betalt kontingent for 2021, har stemmeret. Kontingentet opkræves automatisk i marts 2021. Både studerende og andre med interesse for KFS’ arbejde kan blive medlem af KFS. Medlemmer modtager Til Tro gratis, ligesom der gives rabat på KFS’ lejre. Er du endnu ikke medlem, kan du blive det via hjemmesiden.

KFS-NYT

Flere forskellige indsatsområder Et af de centrale indsatsområder de næste år vil derfor også være at skabe en mere sammenhængende overgang fra gymnasietiden til studielivet, fortæller Christian Rasmussen: ”Vi kan se, at mange KFS’ere i løbet af deres sabbatsår mister tilknytningen til KFS. Det er jo ærgerligt, og derfor vil vi også arbejde med at skabe en mere sammenhængende overgang imellem vores arbejde på de gymnasiale uddannelser og de videregående uddannelser.” Et andet fokusområde er et øget samarbejde med de lokale kirker og menigheder: ”Vi blevet bedre til at bruge hinanden i de senere år, men vi tror på, at der endnu mere at hente i det partnerskab. Derfor vil vi også arbejde mere aktivt for, at studentermissionen bliver et fælles anliggende imellem KFS og de forskellige lokale kirker.” fortæller Christian Rasmussen. Det nye særlige fokus er gældende fra den 1. september 2020 og indtil sommeren 2022.

KFS-leder:

Om seksuelle overgreb Af Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS, christian@kfs.dk

Sexisme har fyldt ganske meget i mediebilledet hen over efteråret. Begrebet dækker kønsdiskrimination bredt, men det har primært været brugt i forbindelse med. afdækningen af en kultur i ganske mange brancher, hvor forskrækkeligt mange mænd i magtpositioner har udvist stærkt grænseoverskridende seksuel adfærd over for kvindelige kolleger. Det er beskæmmende, at dette har hørt til dagens uorden for alt for mange kvinder, og at det først er nu, opgøret kommer. Disse sager har aktualiseret, at et samfund ikke kommer udenom at udstikke nogle grænsedragende rammer for seksuel adfærd, hvilket loven om samtykke fra tidligere i år også er et interessant udtryk for. Ellers afgøres samfundets reaktion jo alene af ofrenes mod og gennemslagskraft i forhold til at sige fra og råbe os andre op og ikke af krænkelsen selv, hvormed ofrene bliver krænket endnu en gang. Bibelen har et bud på nogle grænsedragende rammer, hvis relevans nok er en overvejelse værd i skyggen af alle de sager, der vælter frem. Seksuel adfærd er godt, når den ægteskabelige ramme for det allerede er sat, så det udtrykker ægteskabsløftets given sig hen til den anden. Det sagt, så er det desværre naivt at tro, at vi skulle gå ram forbi, selvom vi har fået de gode rammer givet af Skaberen selv. Derfor har vi også i KFS en handleplan, der skitserer den proces, der – ledt af eksterne fagfolk – umiddelbart går i gang, hvis der skulle rettes mistanke om et seksuelt overgreb, der involverer en KFS-medarbejder. Det er et papir, vi håber aldrig at få brug for, men vi må have det. Vi går alle rundt med kimen til at bryde med Guds gode rammer for sex, og vi hører ikke så sjældent om kristne ledere, der misbruger deres position og falder her. Alt imens ofrene må støttes og skærmes, så må disse lederes fald frem i lyset. Paulus siger i Første Timotheus kapitel 5 om kristne ledere, der forsynder sig, at de må irettesættes ”i alles påhør til skræk og advarsel for andre”. Jeg vurderer, at det må ske 1) For den krænkedes skyld, så vedkommende ydes den retfærdighed, at krænkelsen kaldes ved sit rette navn. Alt andet er at devaluere overgrebet. Det kristne fællesskab bør være det tryggeste og sikreste sted at søge hjælp i forbindelse med en seksuel krænkelse. Gud er retfærdighedens standard og dommer. Han kalder synd ved sit rette navn. 2) For fællesskabets skyld, så det ikke føres bag lyset ift. at kunne have tillid til den pågældende leder. Her må vi ikke forveksle tilgivelse og tillid. Det er principielt muligt (i praksis er det ofte ikke så let) at tilgive en overgriber på et øjeblik,

men det betyder ikke, at tilliden dermed er genetableret. 3) For krænkerens og potentielle nye ofres skyld. Er man skyldig i seksuelle overgreb, har man ignoreret nogle røde lys på vejen, som er så alvorlige svigt i dømmekraft, at det ikke kan afvises, at det vil kunne ske igen. Det har jo ofte vist sig, at der har været et mønster af grænseoverskridende adfærd hos en overgriber. Der er brug for ledere i samfund og kirke. Vi, som har ansvar for andre, må tage mediedækningen af seksuelle overgreb som en alvorlig påmindelse om at tage vare på vores tjeneste ved at sætte gode rammer for os selv og om dem, vi tjener. I TIDEN

Magasinpost SMP · · ID-nr. 42728 · ·

“”

Meget af den spiritualitet, der er opblomstret de seneste 30 år, har individet som mål, men kristen spiritualitet må have Gud som mål. Benjamin Birk Christopersen i “Etablerede religioner på tilbagetog” Temaartikel side 6

Støt KFS’ arbejde økonomisk Via MobilePay: 700800 Via bankoverførsel: 4597-0004054954 Via kfs.dk – klik på

i toppen af siden

Du kan også blive fastgiver via hjemmesiden Vi indberetter alle gaver til SKAT, hvis vi får dit CPR-nummer

Hvad går pengene til? Fx nyt medvandringsprojekt ”Mennesker har brug for mennesker. Også i vores relation til Gud” Det er tanken bag, at KFS sammen med en række andre samarbejdsorganisationer i 2021 har valgt at ansætte Henriette til at sætte mere fokus på medvandring i vores fællesskaber. Din støtte bidrager til, at vi kan afsætte nogle nødvendige ressourcer til dette projekt, så KFS’ere rundt omkring i landet kan blive klogere på værdien af at vandre i troen sammen med et andet menneske.