Til Tro #5 2014 - Følgeskab

20 14

Kristeligt Forbund for Studerende

Tema: Følgeskab Mere og mere KFS » 5 Opstart af Veritas Forum » 6 Vær med til at vælge KFS' bestyrelse » 8 Forskellighed i Skanderborg » 9

Løssalg : 25 ,-

her står du

Mere og mere KFS

9 Kunsten at følges

17

6 KFS'eren

14

3 TEMA: Følgeskab

Til døden os skiller

27 30 31 Bøger

8 12

Nådens tid for Herstedvester

Når vi vandrer sammen

22

Vær med til at restarte målsætningen

En at gå efter

24 Refleksioner

Generalens

Leder Slå følge med KFS

Af Lars Bjerregaard, sekretariatsleder, lars@kfs.dkt

Når studerende og færdiguddannede i dag bliver medlemmer af KFS, slår vi følge med hinanden. Ligesom på Facebook eller Twitter betyder det at investere tid og opmærksomhed i de oplevelser, der deles. Når du melder dig ind i KFS, holder vi dig opdateret på studenterarbejdet og giver inspiration til at gøre Jesus kendt. Sådan har studerende og færdiguddannede holdt sig opdateret og informeret om KFS-arbejdet, og gennem følgeskab har de fastholdt evangeliet til studerende som en hjertesag.

Et andet følgeskab, der har gjort sig gældende i KFS, er følgeskab gennem givertjeneste.

Der er en stærk tradition for at give til KFS og blive ved med det efter endt studietid. Det betyder, at mange færdiguddannede KFS’ere har givet i 10, 20, 30 ja nogle i endnu flere år. Disse faste gavebidrag er en stor del af det økonomiske fundament for arbejdet i dag. Det er et følgeskab, der ikke tåler sammenligning med Facebook- og Twitter-følgeskabet, men der er faktisk en opskrift til at gøre det, som er ligeså let og enkel som at blive venner på Facebook: Gavebrevet!

Med et gavebrev forpligter man sig i 10 år og kan vælge at give

en procentsats af sin indtægt. Som studerende er det genialt, fordi man ikke kommer til at give mere, end hvad man kan klare. Eksempelvis er 2 procent af en SU for en hjemmeboende gymnasielev cirka 40 kroner i måneden. Eller 2 procent af en SU for en universitetsstuderende er cirka 115 kroner i måneden.

Når følgeskabet fortsætter som færdiguddannet, tilpasses gaven til KFS automatisk efter indtægtsniveauet og går ikke i glemmebogen. Og det er en vigtig pointe ikke at lade studenterarbejdet gå i glemmebogen, når man er færdiguddannet, fordi det ligesom søndagsskoler og andet kristeligt ungdomsarbejde er et strategisk vigtigt arbejde, hvor muligheden for at lære nye generationer om Jesus er til stede.

I Lukasevangeliet kapitel 12, vers 34 siger Jesus: ”For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.” Så med andre ord er det at give til KFS med til, at du vedligeholder visionen om at gøre Jesus kendt blandt studerende som din hjertesag. Og al den opmærksomhed i form af medleven, forbøn og gensidig inspiration som følges med den økonomiske gave er alt sammen essentielt for et levedygtigt KFS i mange år fremover.

Udgiver

Redaktionen

Tryk

Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954

Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Lærerstuderende Mikkel Haahr Andersen Stud.theol Nicolai Woller Jensen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i retorik Ida Esmarch Pedersen Stud.psych. Anna Staal Sygeplejestuderende Rasmus Dysager Stud.scient. i matematik Janus Rønn Lind

Øko-Tryk

Abonnement

Det koster 100 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

ISSN 1395-9786 Hjemmeside www.tiltro.dk Design

Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Annoncer

Layout

Pernille Leth Petersen

Kontakt KFS på tlf. 35438282 eller kfs@kfs.dk

4

TIL TRO · # 5 · 2014 · nyheder

Ny form på første teamperiode LTC’erne vendte glade og trætte hjem fra første teamperiode, som lå første uge i september. Eleverne skulle som noget nyt ikke selv holde religionsoplæg, men blot se det i praksis. Her fortælle Mie og Ole om deres oplevelser.

Ole

Mie

KFS’ Ledertræningscenter, LTC, sendte de 13 elever afsted på de første teamperiode i den første uge i september. De vendte tilbage med en masse gode erfaringer, som kan bruge, når de tager af sted igen for selv at prøve kræfter med religionsoplæg efter blot to uger på højskolen i Ødsted.

Det er en ny måde at gøre det på, hvor eleverne ikke selv holder oplæg på første teamperiode, men blot ser hvordan det

hele fungerer i praksis, inden de kommer tilbage på skolen i to uger for at forberede deres oplæg.

Mie Frederikke Bauer fra Sydteam og Ole Kjærgaard Madsen fra Østteam fortæller her om deres oplevelser efter første uge. ”Jeg synes, det var fedt. Men jeg syntes også, det var hårdt i starten. Jeg kunne godt mærke, at der var meget nyt, og det var lidt overvældende at skulle stå og snakke med

så mange mennesker i løbet af en dag. At føle at man skulle være meget på i løbet af sådan en dag. Det var et dejligt team, jeg var af sted med, med god stemning og gode til at bakke hinanden op. Så jeg synes, der var plads til, at man kunne være der,” forklarer Mie. ”Jeg synes, det var meget spændende, udfordrende og udviklende. Jeg havde ikke de store forestillinger om, hvordan det hele kom til at foregå, men det var bare rigtig spændende at stå derude. Jeg følte virkelig, at jeg blev udfordret og allerede på den uge her, lærte man en helt masse om, hvordan man møder gymnasieelever,” supplerer Ole og fortsætter med at fortælle om sin oplevelse med at se et religionsoplæg på den første teamperiode.

De glæder sig begge til at skulle holde oplæg selv på deres anden teamperiode.

Interviewet blev gennemført inden eleverne tog af sted på anden teamperiode i slutningen af september.

Vær med til at restarte målsætningen Vi har lavet et oplæg, som du og din gruppe kan bruge til at sætte retning for semestret og sammen med KFS’ere fra hele landet arbejde for at nå dine medstuderende.

Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder Hvis du og din gruppe endnu ikke har gennemgået oplægget "KFSiværksætter Restart" til at sætte retningen for semestret, skal du ikke fortvivle.

Du kan stadig nå at være med.

Gå ind på kfs.dk og find oplægget på en hvilken som helst side. På forsiden er den

øverst – i venstre side på undersiderne. Her finder du også en video, som I kan bruge sammen med oplægget. Her guider Robert gennem oplægget og supplerer med erfaringer fra sin egen studietid.

Så print oplægget, og tag den med næste gang I mødes i din studiestedsgruppe.

2011 · # 6 nyheder · 2014 5 · TIL TRO

Mere og mere KFS I den periode, der løber fra sommeren 2014 til sommeren 2017, er KFS’ mål, at vi hvert år ser en vækst på udvalgte områder. Og vi er allerede nået langt i år.

Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder Vi har en målsætning, der strækker sig over 3 år. Vi ønsker at se studerende Det betyder, at vi måler på vores arbejde. Vi har valgt, at vi vil stræbe efter et højere og højere antal hvert af de tre år inden for følgende parametre: KFS-grupper, kontaktpersoner og studiesteds-KFS’ere, åbne bibelstudiegrupper, apologetiske events samt tværkulturelle events og fællesskaber. Her kan du læse, hvordan vi definerer de forskellige.

KFS-grupper, kontaktpersoner og studiesteds-KFS’ere.

KFS-grupper er de grupper, der mødes på skoler i hele landet for at bede, læse i Bibelen, snakke og dele troen med hinanden og andre. Vi har kontaktpersoner i hver af disse grupper og så har vi derudover kontaktpersoner som ikke er en del af nogen gruppe. Aktive studiesteds-KFS’ere er alle de studerende, der er med i KFS.

Åbne bibelstudiegrupper Åbne bibelstudiegrupper er fællesskaber, hvor kristne studerende mødes med sine medstuderende for at læse i Bibelen sammen. Det kan fx foregå ved sammen at gennemgå hæftet Uncover, som KFS har oversat og udgivet.

Apologetiske events Apologetiske events er planlagte offentlige begivenheder, hvor kristne og ikkekristne mødes for i dialog om den kristne tro.

Dialogen tager ofte afsæt i en eller flere indvendinger mod den kristne tro. Eksempler på dette er Grill-en-kristen, hvor en erfaren kristen svarer på tilhørernes spørgsmål.

Så langt er vi nået indtil videre...

87 af 96

studiestedsgrupper

89,7 procent

122 af 160

kontaktpersoner

76,3 procent

1161 af 1199

aktive deltagere

96,8 procent

åbne bibelstudiegrupper

37,5 procent

apologetiske events

21,4 procent

tværkulturelle events

116,7 procent

4 af 5 tværkulturelle fællesskaber

80 procent

3 af 8 43 af 201 7 af 6

Tværkulturelle events og fællesskaber Tværkulturelle events er begivenheder, hvor kristne mødes med studerende med en anden kultur, religion og verdenssyn. På samme måde er tværkulturelle fællesskaber grupper, der mødes fler gange på tværs af kultur, religion og verdenssyn.

De tal, vi måler op imod, er tallene fra det seneste skoleår. I sidste nummer af Til Tro skrev vi nogle tal, der ikke var helt opdaterede, men i grafikken ovenfor er de endelige tal, vi skal overgå i det nuværende skoleår.

Det betyder, at vores mål for skoleåret 2014-15, er at have mindst 96 + 1 KFS studiestedsgrupper, mindst 160 + 1 KFS kontaktpersoner, mindst 1199 + 1 aktive studiesteds-KFS’ere og så videre.

Når vi er nået til sommeren 2015, vil vi

se, hvor mange vi så har nået. Disse nye tal sætter så barren for skoleåret 2015-2016.

Vil du være med?

Det er klart, at der er brug for engagement fra de mange kristne studerende til dette.

Vi glæder os over, at vi allerede oplever at mange er i gang. Men vi vil gerne have endnu flere med, så flere studerende får gavn af at have kristne på deres studiested.

Vi har lavet et oplæg, som KFS’ere og KFS-grupper kan benytte til at sætte retning for semestret eller skoleåret og til at finde ud af, hvordan de kan engagere sig i deres studiested. Læs mere på forrige side.

55

6

TIL TRO · ##55 · 2014 2012 · nyheder

Opstart af

Veritas Forum Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder

Mandag den 13. oktober holder Dagfinn Høybråten oplæg om Jesus som leder.

Det markerer samtidigt indtoget af Veritas Forum i Danmark.

Det første Veritas Forum i Danmark bliver den 13. oktober på Panum i København.

Dagfinn Høybråten holder et oplæg om Jesus som inspiration til moderne lederskab.

Høybråten er generalsekretær i Nordisk Ministerråd, tidligere norsk sundhedsminister, partileder og chef for det norske Rikstrygdeverket.

Dette Veritas Forum markerer begyndel-

sen på en satsning på denne type events i Danmark.

Det har været en del af dialogsekretær Carsten Espersens opgave at undersøge mulighederne for at etablere Veritas Fora i Danmark. Og det handler netop om at sætte dialogen på dagsordenen.

Et Veritas Forum er et universitetsevent, der søger at engagere studerende og undervisere i samtale og refleksion over livets største spørgsmål. I samtale med akademikere, tænkere og andre meningsdannere søger et Forum at skabe en åben atmosfære for alle deltagere til intellektuelt engagement og personlig refleksion og en gennemtænkning af, hvordan overbevisninger og filosofiske positioner former vores tænkning og praksis. Veritas opmuntrer studerende til

at søge sandhed og ønsker at vise relevansen af historien om Jesus både for akademisk og arbejdsmæssigt virke.

Selvom det ikke er noget KFS har opfundet passer det perfekt ind i det punkt på KFS’ målsætning, der handler om at fremme overbevisningen om den kristne tros sandhed og relevans for studerende.

Dette første event er et godt eksempel på netop det. Der kommer en højtprofileret oplægsholder, nemlig Dagfinn Høybråten, som tager fat i et eksisterende felt inden for forskningen, nemlig ledelse, og viser relevansen af den kristne tro, nemlig ved at inddrage Jesus som inspiration for moderne ledelse.

Solgt for en krone til Tent International Af Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, KFS’ repræsentant i udvalget for Tent Danmark I begyndelsen af januar 2014 blev Jobmission sat til salg for bare en krone. Jobmission blev etableret i 2008 som et samarbejde mellem Promissio, Evangelisk Luthersk Mission og KFS, men samarbejdspartnerne så, at der var behov for nye kræfter til at løfte visionen videre. Det blev Tent International, der købte Jobmission i juni måned, og netværket har i den anledning skiftet navn til Tent Danmark. Samarbejdet med ovennævnte organisationer fortsætter. ”Tent støtter studerende og fagpersoner, der overvejer at rejse ud for at leve som kristen i lande med få kristne. Vi har stor erfaring med kursusvirksomhed og har rekrutteret og udrustet mange personer, som er gået ind i teltmagermission verden over,” siger leder af Tent Danmark, Heri Kjærbo.

”Derfor var det nærmest oplagt, at vi købte Jobmission for at føre visionen videre og bygge videre på det, andre har grundlagt i Danmark.” ”I den første tid ønsker vi at gøre os kendt i det danske kirkeliv, men allerede i 2015 vil vi holde seminarer og kurser i teltmagermission. Vi ser os selv som et ressourcecenter, der tilbyder medlemspleje skræddersyet til den enkelte. Hos Tent kan man få hjælp til jobsøgning, etablering af netværk og alt det praktiske. Der er flere muligheder, og vi vil gennem samtale finde frem til den bedste medlemspleje for den enkelte.”

Tent Danmarks kontor ligger i Vejle på Sømandsmissionens adresse. I begyndelsen er lederen ansat på 20 procent, men der

tent

arbejdes på at udvide stillingen efterhånden. Det vil altid være muligt at ringe, skrive mail eller besøge hjemmesiden www. tent-danmark.dk, hvor man kan finde flere informationer.

Overtagelsen medfører desuden, at danske studerende, erhvervsfolk og faglærte med interesse for teltmagermission nu forbindes endnu tættere til den internationale teltmagerbevægelse.

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2014 2012 56 · TIL TRO

Uncover er verdensomspændende Bibelstudiemateralet Uncover er blevet oversat til 14 forskellige sprog. Og der er planer om at oversætte til endnu flere sprog. Uncover har globale virkninger på studenter evangelisation.

Artiklen er oversat og redigeret af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder, jens@kfs.dk I februar sidste år udgav KFS det britiske bibelstudiemateriale Uncover der omhandler tekster fra Lukasevangeliet, på dansk.

Men danskerne er langt fra de eneste, der kan bruge det populære materiale på sit eget sprog.

Materialet er oversat til 14 forskellige sprog, og der er oversættelser på vej, der viser interesse for at oversætte til deres lokale sprog.

Brian Weaver, chefen for særlige projekter og events i UCCF, KFS’ britiske pendant, forklarer: ”Alle steder en IFES-bevægelse (International Fellowship of Evangelical Students) har udtrykt interesse, har vi lavet aftaler med dem, som betyder, at de deler deres oversættelse med andre IFES-bevægelser, som ønsker det sprog.

Eksempelvis SMD i Tyskland, der arbejder sammen med VBG i Schweiz and ÖSM i Østrig, så alle disse tre tysktalende bevægelser har Uncover. Den lille fransktalende schweiziske bevægelse har produceret Uncover på fransk til resten af verden, hvor de har koordineret med GBU i Frankrig og bevægelserne i Quebec og dermed givet mulighed for, at det fransktalende Afrika og Caribien kan bruge Uncover.

Den økonomiske situation i Spanien har ikke forhindret GBU España i at lave Uncover på spansk, hvilket åbenlyst er et vigtigt verdenssprog, og CCX i Ukraine har

for nyligt oversat Uncover til russisk på trods af den politiske uro i landet.

Den arabiske oversættelse blev sat i gang af den israelske bevægelse og er blevet taget videre af hele MENA-regionen (Middle East and North Africa).

Den græske oversættelse bliver delt med Cypern, hvor der i øjeblikket ikke er en græsktalende bevægelse.

Den danske oversættelse bliver brugt på Færøerne.

Det bedste har vi muligvis stadig i vente, da vi arbejder for at oversætte Uncover til kinesisk og albansk til vores Christian Unions (britiske KFSgrupper) med internationale studerende. Det kan efterfølgende bære frugt over hele kloden.”

Efterhånden som UCCF fortsætter med at gøre Uncover-ressourcer tilgængelige for oversættelse til flere sprog, vil der komme en øget global effekt. Der er allerede lagt planer om at oversætte Uncover, der omhandler tekster fra Johannesevangeliet, til kinesisk og arabisk, hvilket de håber vil blive brugt af de britiske studerende, når

de rækker ud til internationale studerende i Storbritannien, såvel som andre IFES studenterbevægelser i verden.

Uncover med oplæg til tekster fra Lukasevangeliet er tilgængelig på arabisk, dansk, finsk, fransk, tysk, græsk, hebræisk, italiensk, lettisk, norsk, romansk, russisk, spansk og svensk.

77

8

TIL TRO · ##55 · 2014 2012 · nyheder

Vær med til at vælge KFS' bestyrelse Søndag den 12. oktober på Discipeltræf afholder KFS generalforsamling, hvor hele KFS’ bestyrelse vælges for første gang. Vær med til at stemme og deltag i aftenmødet gratis, hvis du er medlem.

Du kan stadig nå det Alle medlemmer kan stemme, og det er muligt at blive medlem helt op til generalforsamlingen. Vi opfordrer dog til at gøre det i god tid inden.

Bliv medlem ved at klikke på den blå knap ”BLIV MEDLEM” i højre side på kfs.dk.

Hvis du ikke kan møde op, men stadig ønsker at stemme, kan du give en anden fuldmagt til at gøre det for dig. Husk, at den, du giver fuldmagten til, også skal være medlem af KFS. Du kan finde en blanket til dette sammen med dagsorden og kandidatliste på kfs.dk

Gratis aftensmad og -program

Så er der kun få dage til årets Discipeltræf, hvor vi blandt andet afholder ekstraordinær generalforsamling med valg til KFS’ bestyrelse.

Sted: Discipeltræf på Skanderborg Gymnasium, Højvangens Torv 6, 8660 Skanderborg Tidspunkt: Søndag d. 12. oktober kl.

16:30 Du kan finde se navnene på alle 15 kandidaterne nedenfor og på kfs.dk kan

du finde en nærmere præsentation af de enkelte opstillede.

Her kan du også finde dagsorden for generalforsamlingen.

Det største punkt er naturligvis afstemningen, hvor vi finder ud af, hvem der skal lede KFS den tnæste tid. Men der vil også være beretning fra den nuværende formand, Peter Rask, og præsentation af årsregnskab og budget. Alle disse tre skal godkendes af de fremmødte medlemmer.

Kommer du kun til Discipeltræf for at deltage i den ekstraordinære generalforsamling, er du meget velkommen til at blive til aftenprogrammet metd aftensmad kl. 18 og gudstjeneste kl. 19.30 med overskriften Kongens vision – din mission v/ Per Damgaard Pedersen (Præst i Kristkirken, Kolding).

Det er gratis for medlemmer Vi håber rigtig meget, du vil være med til at sætte dit præg på begivenheden og vælge den første fuldt ud medlemsvalgte KFS-bestyrelse.

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2014 2012 56 · TIL TRO

Forskellighed i Skanderborg På Skanderborg gymnasium er KFS-gruppen ikke, som de fleste andre grupper. Den består nemlig af studerende, som mener vidt forskellige ting om livet, Gud og andre store spørgsmål. Der er 12-13 med i gruppen, og de mødes en halv time hver mandag i et frikvarter.

Af Jens Jørgen Jensen, kommunikationsmedarbejder I efterårsferien og i påskeferien vrimler det med kristne studerende på Skanderborg Gymnasium på grund af Discipeltræf og Påskelejr, men til hverdag ser det lidt anderledes ud. Det betyder dog ikke, at der ingen KFS-gruppe er. Der er en gruppe på 12-13 mennesker, som mødes hver mandag.

I gruppen er en muslim og en buddhist.

Resten er agnostikere, ateister og noget helt femte.

Den eneste, der kalder sig kristen, er Jørgen Højlund Wibe, der leder gruppen. Han går i 2.g og er 18 år. Han fortæller her om gruppen.

Hvordan begyndte det? ”Det hele begyndte sidste år, hvor vi var tre kristne til at starte gruppen op. I udgangspunktet var vi meget få kristne, så vi syntes ikke, det gav mening at starte en kristen klub op. Vi tænkte, at vi laver en gruppe, som har helt vildt meget fokus ud af på de andre elever og på at tage fat i deres filosofiske spørgsmål. Det er der stor interesse for og det gør så også, at vi som kristne får mulighed for at fortælle om, hvad vi tror på."

Hvordan ser en normal gruppesamling ud? ”Vi mødes en halv time hver mandag og de første tre-fem minutter er der en, der har dagens emne med. Det kan fx være et oplæg om fri vilje, som provokerer til at forholde sig til, hvad man i virkeligheden mener om det. Altså en præsentation i

starten og så bare snak resten af tiden. At folk er så forskellige gør snakken ekstremt spændende, så vi får mange forskellige inputs til det her emne.”

Hvilke udfordringer og fordele giver det? ”På den positive og negative side er, at det stiller krav til de kristne, der er med. Fordi den kristne ligesom skal sætte sig ind i nogle ting. På den måde er det ekstremt udfordrende for folk er ekstremt skarpe.

Men det er også utroligt sundt at forholde sig det, man tror på. For mig har det været enormt givende. Det har kun været positivt.

Selvfølgelig er det også hårdt, når man skal sige, at det ved jeg simpelthen ikke. Men så må man sætte sig ind i tingenen.”

Hvordan inviterer I folk med i gruppen? ”I år gjorde jeg det, at jeg i anden eller tredje skoleuge gik op til morgensamling for at fortælle om hvad KFS er og at man ikke behøver at være kristen for at komme, eller at behøver at være muslim. Alle er velkomne. Og så kom der 14, og det var bare enormt fedt. På en måde var det grænseoverskridende, at stille mig op foran 800 mennesker, men egentlig synes jeg bare, det var fedt, og jeg fandt ud af, at det ikke var så vildt.”

Hvordan ser fremtiden ud for gruppen? ”Det er helt klart noget, der skal fortsætte hele året. Det, jeg satser meget på i frem-

tiden, er at få andre udefra ind, for det, tror jeg, kan være virkelig givende. Så det ikke altid er mig, der skal stå for det. Hvis man nu var flere om det, tror jeg godt, man kunne stå med det alene, men det er samtidigt en god idé at invitere nogle ind. Vi har også snakket om at mødes ud over skolen, for en halv time er ikke super meget til at snakke om så store spørgsmål.”

Og så afslutter Jørgen med at sen vigtig pointe. ”Bøn er det vigtigste. Bed bed bed bed.

Det er vejen frem. Det har jeg kunnet føle, at det var det, der var brug for. Inden KFS, så kan jeg gå ud og bede 10 minutter, og det giver mig bare en ro i, at det er Gud, der bærer det.”

99

10

TIL TRO · # 5 · 2014 · KFS’eren

KFS’eren Aarhus KFS tilbage i Stakladen Foreningen Aarhus KFS er nu vokset sig så stor, at de er rykket ind i den store kantine.

Af medievidenskabsstuderende Peter Kobbersmed

Aarhus KFS 1972

For første gang i mange år afviklede Aarhus KFS et normalt torsdagsmøde i Stakladen, som er Studenterhus Aarhus’ store sal. Det skete torsdag den 11. september, hvor Leif Andersen kiggede forbi og talte om ”Kristus i kunsten” og den immunisering, som korsafbildninger lider under. På grund af århundreders bevidstløse gentagelse og uendelig religiøs kitsch er vores kultur blevet immun over for krucifikset. Men det ændrer ikke ved relevansen af den mest gennemgribende og rationelt uforståelige Guds-afbildning; Jesus Kristus. Amen.

Cirka 140 studerende på tværs af alver-

Aarhus KFS 2014

dens studieretninger var mødt op, og det kan man glæde sig over. Ligesom man kan glæde sig over det gode samarbejde Aarhus KFS har med Studenterhus Aarhus, hvilket også kom til udtryk, da der i marts blev afholdt Challenge-uge på de videregående studier i Aarhus. I en tid, hvor religion og offentlighed ikke ligefrem er bonkammerater, er det opmuntrende at have muligheden for at afholde KFS-møder i hjertet af Aarhus Universitet.

Stakladen dannede også rammerne tilbage i 1960’erne og 1970’erne, da KFS oplevede stor vækst og udbredelse. Ovenstående

billeder er fra 1972, hvor bl.a. Flemming Frøkjær-Jensen stod ved talerstolen. Tiderne skifter, og det gør farverne og formerne også. I dag er der ikke mange askebægre på bordene, og ostemadderne og det hvide porcelæn er afløst af velskænket kaffe i pap-kopper. Formålet forbliver imidlertid det samme – KFS ønsker at bringe gode nyheder ind i studieverdenen. Man fristes til at synge i kor og højstemthed med Ingemann (selvom årstiden nærmest forbyder det): ”Tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang; aldrig forstummer tonen fra Himlen i sjælens glade pilgrimssang.”

Tema: Følgeskab Der er noget grundlæggende ved det at følges. Allerede inden syndefaldet konstaterer Gud tilsyneladende, at Adam har brug for et andet menneske at følges med trods den daglige vandring med ham i haven.

Børnehavebørn spørger om nogen vil “følges ud til gyngerne.” Ægteskab er at følges gennem et liv i medgang og modgang, og discipelskab handler om at følge efter - både efter Gud og efter andre disciple.

Men hvad vil det egentlig sige at følges?

Dette nummer af Til Tro sætter fokus på Følgeskab fra en række forskellige vinkler. At følge sit kald. At følges med en mentor. og at følges i ægteskab og at følge Jesus, når han siger “følg mig."

12

TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

Kunsten at følges Den kristne tro kan ikke praktiseres individuelt. Det er nemlig en praksis, som læres ved at følge efter og imitere andre. Det er fremmed og provokerende i en individfokuseret kultur, men det er det hele værd.

Af Kenneth Kühn, præst i Netværkskirken Metropol, kenneth@nkmetropol.dk Det siges, at et kunsthåndværk går uigenkaldeligt tabt, hvis det i løbet af en enkelt generations levetid ikke bliver praktiseret.

Hvad nu hvis det også gælder livet i efterfølgelse af Jesus og kaldet til at gøre andre til disciple? Kan det tænkes, at vores allerstørste udfordring som kristne i dag er at revitalisere discipelskabets håndværk i en tid præget af radikal individualisme?

Jeg er selv opvokset i en kirketradition, hvor man talte meget om den personlige tro og det at følge efter Jesus. Jeg følte mig ofte mislykket. Jeg havde et ideal om at være tæt på Gud, men jeg evnede ikke at leve op til det. Jeg mente dengang, at det var min indsats der slog fejl, men i dag tror jeg mere, at problemets kerne lå i selve forståelsen af, hvordan discipelskab ser ud

i praksis. Ligesom mange andre kristne i vores kultur forstod jeg mest troen som et individuelt projekt. Kirkens fællesskab var selvfølgelig en ressource, men det var sekundært i forhold til det personlige forhold

Tro er noget, vi gør sammen Jesus begyndte sin tjeneste her på jorden med to betydningsfulde aktiviteter, proklamation og invitation. Proklamationen var, at ”Guds rige er kommet nær.” Det betød, at

Når Paulus taler om det at være i Kristus, taler han altid om et fællesskab. Det er også det bemærkelsesværdige ved kroppen som billede på kirken, at lemmerne kun har liv, fordi de sidder på legemet. til Jesus, mente jeg. I den optik overser vi let en helt afgørende sandhed, nemlig at troslivet nødvendigvis må udvikles i tæt følgeskab med andre.

Gud nu var i færd med at gribe ind i verden på en ny og endegyldig måde. Proklamationen blev fulgt op af en invitation. ”Kom og følg mig,” sagde Jesus. I praksis er de to

artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

udtalelser uadskillelige. Guds rige skaber et fællesskab af mennesker, som forenes med hinanden i deres fælles efterfølgelse af Jesus. Tro i evangelierne er altså beskrevet som følgeskab – noget man gør sammen med andre.

Troen som et socialt fænomen er også ret tydelig, når vi nærlæser Det Nye Testemente som helhed. Jesus talte i flertal til sine tilhørere, og Paulus skrev i flertal til kirken. De fleste tekster er ikke henvendt til enkeltpersoner, men til fællesskaber af disciple. I vores nutidige bibellæsning kommer vi intuitivt til at oversætte ’I’ med ’dig’ for at individualisere betydningen. På den måde tilsidesætter vi en af troens grundforudsætninger: At livet med Gud netop er forankret i relationer, som i realiteten er selve udgangspunktet for vores personlige trosliv.

Når Paulus taler om det at være i Kristus, taler han altid om et fællesskab. Det er også det bemærkelsesværdige ved kroppen som billede på kirken, at lemmerne kun har liv, fordi de sidder på legemet.

Måske er det sociale perspektiv på troslivet netop nøglen til at revitalisere kirkens tabte håndværk. Det næste skridt kunne være at se nærmere på, hvordan følgeskabet egentlig fungerede i oldkirken. Et kig på relationen mellem drengen Timotheus og apostlen Paulus kan for eksempel lære os nogle vigtige pointer om discipelskabets kunst.

Følgeskab af ufuldkomne Den første pointe handler om villighed til at følge efter. Drengen Timotheus voksede op i det sydlige Tyrkiet, hvor hans forældre var kommet til tro gennem apostlene Barnabas og Paulus. En dag hørte Timotheus, at den kendte apostel nu igen skulle komme på besøg i deres by. Man kan kun forestille sig, hvor overvældende det må have været, da Paulus under dette besøg bad Timotheus om at sige farvel til sit hjem og følges med ham på den videre rejse. Hvad var mon formålet med dette følgeskab?

Discipelskab i Bibelens verden var en læringsform, der bedst kan sammenlignes med mesterlære. Disciplen lærte gennem delta-

gelse og imitation i højere grad end gennem teoretisk information. Ligesom man ikke kan lære at spille klaver eller lave hjertekirurgi alene ved at læse bøger og høre forelæsninger, sådan lærer vi bedst at følge Jesus ved at følges med en anden, der er nået lidt længere på denne vandring.

Sådan et følgeskab udfordrer vores mentalitet som moderne mennesker. Vi er ikke vant til at tænke i mesterlære, når det gælder

Paulus’ liv i efterfølgelse. Det forbillede var nu den reference, hvorudfra Timotheus selv kunne kalde korintherne til følgeskab.

Tanken om efterligning kan næsten virke provokerende for moderne danskere. Vi elsker at se os selv som innovative personer.

Men sandheden er, at imitation ofte går forud for innovation. Før vi kan selv, lærer vi ved at efterligne andre, på samme måde som børn lærer af deres forældre. Derfor har

Ligesom man ikke kan lære at spille klaver eller lave hjertekirurgi alene ved at læse bøger og høre forelæsninger, sådan lærer vi bedst at følge Jesus ved at følges med en anden, der er nået lidt længere på denne vandring. den eksistentielle og åndelige del af vores liv. Villighed til at følge kræver jo ydmyghed til at lade sig forme af personer, der ikke i sig selv er ufejlbarlige. Det betyder, at vi må forpligte os og lade os lede i tillid til den nåde, vi ser i et andet menneskes liv. Det udfordrer os til at balancere vores kritiske bedømmelse af andre med bibelske værdier som lydighed og underordnelse. Men den balance er rent faktisk mulig dér, hvor relationerne bygger på gensidig respekt og kærlighed, sådan som Jesus lærte sine disciple det. Kunsten at gøre disciple starter altså med, at vi selv lærer at leve i følgeskab.

Imitation før innovation En anden pointe, der kan revitalisere discipelskabets kunst, findes i modet til at kalde andre til følgeskab. Kirken, som Paulus grundlagde i Korinth, var i den første tid en umoden størrelse fuld af åndelige børnesygdomme. Som medicin sendte Paulus sin lærling Timotheus til menigheden med et klart formål: ”Han skal minde jer om mine veje i Kristus” (Første Korintherbrev kapitel 4, vers 17). Sikke en frimodighed. Det er interessant, at Paulus ikke nøjedes med at sende et brev.

Han sendte en levende person. Timotheus havde lært at følge Jesus ved at efterligne

vi brug for at leve i åndelige praksisfællesskaber, hvor vi modellerer det åndelige liv.

Hvis du for eksempel vil lære teenagerne i din kirke at bede, at evangelisere, at vise barmhjertighed eller at bruge deres nådegaver, er bibeltimer gode, men næppe tilstrækkelige. Du må vove at kalde dem til følgeskab og involvere dem i din egen praksis. Jeg husker, hvordan mit eget bønsliv som barn blev formet af at lytte til min mors bønner. Det er vores praktiske liv, der tolker vores tale, så ordene får krop og betydning. Uden korset ville vi aldrig forstå betydningen af Jesu ord om kærlighed. På samme måde må kristen undervisning i vores tid indlejres i åndelig praksis, hvis den skal nære efterfølgelsen af Jesus. Kunsten at gøre disciple forudsætter altså modet til at kalde andre ind i følgeskab.

Hyrdeagtige får Den sidste pointe, der kan revitalisere discipelskabets kunst, er at udruste andre til at skabe følgeskab. Da Timotheus var blevet en erfaren discipel, blev han leder af kirken i Efesos. Her modtog han et brev med vejledning fra sin læremester, der skriver følgende: ”Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at under-

13

14

TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

vise andre” (Andet Timotheusbrev kapitel 2, vers 2). I verset her nævner Paulus fire generationer af disciple: Sig selv, Timotheus, de pålidelige mennesker og de andre. Bemærk, at Timotheus skulle oplære sine efterfølgere på en sådan måde, at de igen var i stand til at lære andre.

En klog mand sagde engang: En discipel ligner et får forfra og en hyrde bagfra. Det opsummerer det mål, at følgeskab naturligt må udruste de, der følger efter, til selv at lede andre. Som præst har jeg ofte spurgt mig selv, om jeg tjener kirken sådan, at mennesker bliver afhængige af mig, eller

være, når vi ser, at dem, vi hjælper med at følge Jesus, selv går i gang med at kalde andre til følgeskab.

Det hele værd Jeg tror, at vi som kristne i dag har brug for at genopdage følgeskabets betydning. I en tid hvor individualismen er så indgroet i os, kræver det en decideret omvendelse. Ligesom de første disciple betalte en pris for deres følgeskab, er der ting, vi må forlade for at prioritere vores kald. Da jeg som teenager oplevede, at Gud kaldte på mig, måtte jeg tilsidesætte en drengedrøm om at skrive og

Sandheden er, at selviscenesættelse skaber illusioner, som i sidste ende kun gør mennesker desillusionerede. Hvis andre derimod ser Guds nåde i mit liv, trods svagheder og begrænsninger, skaber det håb. om jeg tjener sådan, at menigheden bliver istandsat til at gøre det samme, som jeg gør. Med andre ord, er mit liv og min tjeneste let at imitere. Jeg synes, at den refleksion er relevant, fordi den har betydning for, om vi reelt har en disciplende kultur i kirkens fællesskab.

Hvis vi som forbilleder virker uopnåelige og avancerede, skaber det fascination i stedet for åndelig opbyggelse. Den tanke kan virke skræmmende i en tid, hvor selviscenesættelse er i højsædet. Men sandheden er, at selviscenesættelse skaber illusioner, som i sidste ende kun gør mennesker desillusionerede. Hvis andre derimod ser Guds nåde i mit liv, trods svagheder og begrænsninger, skaber det håb. Jeg tror, at det var hemmeligheden i Jesu tjeneste. Han var så menneskelig, at han ikke virkede intimiderende på sine medmennesker. ”Hvis Jesus kan gå på vandet, så kan jeg også,” tænkte Peter, og det kunne han – på grund af Guds nåde.

Kunsten at gøre disciple får liv, når vi lever for at udruste andre. Vores største glæde må

spille musik. Selvom jeg har fået mulighed for at bruge min musikalitet i kirken, blev jeg aldrig den musiker, jeg dengang drømte om.

Sådan kan Guds kald betyde, at vi i tillid til ham bliver villige til at give afkald på noget, hvad enten det er karrieremål, materielle goder, interesser, tid, relationer eller lignende.

Men at følge Jesus er det hele værd.

Hemmeligheden i at fornægte sig selv er, at vi ikke mister os selv. Tværtimod er det herigennem, vi finder ind i det liv, som Gud har bestemt os til i sin ufattelige kærlighed. Det giver os fred i visheden om, at vores liv har betydning både nu og her og i evigheden. Da Jesus selv havde betalt prisen på korset for vores skyld, opstod han fra graven og indtog sin rette plads i Faderens herlighed. På samme måde finder vi ind i vores sande identitet som Guds børn, når vi betaler prisen for at være hans efterfølgere. Hvad det end koster, findes der ingen større lykke og tilfredsstillelse end at investere sit liv i at følge Jesus og lære andre følgeskabets kunst på vejen imod alt det skønne fra Gud, der venter os.

artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

Nådens tid for Herstedvester Kristine Friis Thiesen oplevede for år tilbage at få et kald fra Gud til at lave alphakursus i Anstalten ved Herstedvester. Læs hendes beretning om, hvordan hun fulgte kaldet, og hvordan Gud fulgte hende.

Af Kristine Friis Thiesen, cand.mag. i audiologopædi, kristine.thiesen@gmail.com Fængsels-alpha havde sin opstart i november 2006. Hvis der kom 10 personer første aften, så kunne vi kalde det en succes, havde vi fået at vide. Der kom 10. Siden hen er der kommet flere og flere, og nu er der typisk 45, der melder sig til en ny sæson.

Alpha er blevet en af de største velsignelser i mit liv, og jeg takker Gud for alle de mennesker, han har ladet mig møde gennem alpha. Gud har planer om fremtid og håb for de indsatte i Herstedvester, og det er den mest livsbekræftende oplevelse at være redskab til udførelsen af de planer.

Omdrejningspunktet for historien Anstalten ved Herstedvester ligger i Albertslund omkranset af fem meter høje betonmure. Disse murer danner rammen for cirka 150 indsattes liv for en kortere eller længere periode. Faktisk typisk for en længere periode, for når man sidder i Herstedvester, så er det ikke, fordi man ”er blevet taget i at køre på damecykel,” som en af de mandlige indsatte engang udtrykte det. Her findes en hårdtslående samling af sørgelige skæbnefortæl-

linger. Fortællinger om liv, der er slået fejl, og for manges vedkommende liv, der blev slået ud af kurs, før de begyndte. Der er ingen tvivl om, at mørket længe har omsluttet

menneskelig konstruktion, der kunne hjælpe én med at få sin vilje igennem? Jeg mener, hvem tør argumentere mod et menneske, der har fået et kald fra selveste Gud?

Der er ingen tvivl om, at mørket længe har omsluttet mennesker i Herstedvester, og kræfter med dødskurs har haft frit spil. Til dette mørke blev jeg kaldet for cirka 8 år siden. mennesker i Herstedvester, og kræfter med dødskurs har haft frit spil. Til dette mørke blev jeg kaldet for cirka 8 år siden.

Kald Egentlig er jeg glad for, at jeg med overbevisning kan sige, at jeg blev kaldet. Jeg er nemlig vokset op med konceptet ’kald’ og har ofte hørt folks fortællinger om, hvordan de blev kaldet af Gud til det ene og andet.

Men begrebet var inficeret med en vis skepsis fra min side. Var det ikke bare en smart

Men heldigvis havde Gud livsforvandlende planer for mig. Jeg er ikke længere i tvivl om, at Gud meget konkret kan kalde et menneske ind i en opgave, og jeg har samtidig erfaret, hvilken kæmpe velsignelse der ligger i at følge kaldet og gå ind i en opgave, som Gud har lagt til rette.

En vedvarende følelse For en del år siden sang jeg i et kor, og vi blev inviteret ind i Anstalten ved Herstedvester for at holde en gospel workshop. Denne

15

16

TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

dag kom til at betyde noget helt særligt for mig. Jeg oplevede, at det reelt gjorde en forskel for de indsatte, at vi kom og var sammen med dem. Vi var ikke bare et nummer i rækken af entertainere. Vi tilbød venskab for en dag, og de indsatte sugede det til sig.

Jeg så et relationelt underskud, som trængte til at blive fyldt både af mennesker og Gud. Jeg har sjældent oplevet noget, der påvirkede mig så stærkt, og efterfølgende blev oplevelsen siddende i mig. Sædvanligvis, når man har haft en stærk oplevelse, fader

på, var jeg faktisk ikke helt tryg ved tanken om at bevæge mig ud på ukendt land. Jeg følte mig pludselig så alene.

Når jeg tænker tilbage på min cellegruppeleder, bliver jeg taknemmelig, og hans rolle i projekt fængsels-alpha har lært mig noget. Som kristne brødre og søstre har vi et ansvar over for hinanden. Jeg skal ikke kun være opmærksom på, hvad Gud siger om min egen vandring. Gud vil fra tid til anden også gøre mig opmærksom på en bror eller søster, som har fået et kald, men som

Jeg blev ved med at tænke på, at hvis det engang havde lykkedes for Paulus og Silas at komme ud af et fængsel, så måtte det da også være muligt for mig at komme ind. følelsen lige så stille ud, og nye oplevelser stjæler billedet. Men i dette tilfælde skete det modsatte. Med tiden blev jeg mere og mere optaget af min dag i fængslet. Jeg fortalte om den vidt og bredt, og efterhånden fik jeg hjertebanken og blev varm i kinderne, når jeg fortalte om Anstalten. Jeg oplevede sågar at ligge spilvågen om natten. Jeg var ramt, og Gud ville mig noget.

Det første skridt Mit problem var bare, at jeg snakkede og tænkte i ét væk, men så skete der heller ikke mere. Idéen om at lave alpha i Herstedvester havde for længst taget form i mig, men det blev ved med at være noget, der skulle ske ude i fremtiden. Heldigvis havde Gud velsignet mig med en cellegruppeleder, der havde set mit kald. Han sagde, at jeg skulle gøre noget konkret ved mine planer. ”Ja ja, det kan du tro, jeg vil gøre,” sagde jeg uden antydning af handlekraft.

Han havde imidlertid for længst gennemskuet mit mañana, og han bad mig om at gå direkte hjem og ringe til den person, der bedst kunne bringe mig videre i projektet.

Gulp, tænkte jeg og gik hjem og greb knoglen med let rystende hånd. Når det kom tæt

har brug for, at vi tager det første skridt sammen. Det er et dejligt perspektiv på det kristne fællesskab.

Vejen blev banet Den person, som kunne bringe mig videre i projektet, var fængselspræsten Benny. Han ville gerne holde et møde med mig, men det blev på forhånd gjort klart, at Anstalten ved Herstedvester er et meget lukket fængsel, og det kunne være svært at få lov til at komme ind og lave diakonalt arbejde på regelmæssig basis. Det var selvfølgelig ikke så lovende, men jeg blev ved med at tænke på, at hvis det engang havde lykkedes for Paulus og Silas at komme ud af et fængsel, så måtte det da også være muligt for mig at komme ind.

Det viste sig også, da jeg kom til mødet med Benny, at fængslets sikkerhedschef allerede havde sagt ok til projektet, og at jeg kunne gå i gang med at lave alpha med det samme! Jeg forlod mødet med hjertebanken og tenderende åndenød. Jeg var overvældet over, hvordan Gud havde banet vejen ind i fængslet, men samtidig blev jeg pludselig bange. Jeg vidste i virkeligheden hverken noget om fængsler eller om alpha-kurser,

og desuden var jeg helt alene. Men nu var skibet sat i søen, og på en eller anden måde skulle det finde en havn.

Lige først havde jeg lyst til at ringe til Benny og sige, at det bare havde været for sjov. Men så gav Gud mig et vers fra Josvas bog, som kom til at holde min rygsøjle oprejst de næste mange måneder: ”Som jeg var med Moses, vil jeg være med dig. Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.”

Den, som venter…

Med disse gode ord kørende på repeat begyndte jeg nu at forberede fængsels-alpha og ikke mindst lede efter et team. Det sidste skulle vise sig at være en sværere opgave, end jeg havde forestillet mig. Mange hørte om projektet, men lige så mange klappede mig på skulderen, sagde ”fantastisk, held og lykke med det” og gik videre.

Efter 5 måneder måtte jeg ringe til Benny og fortælle, at det ikke blev til noget alligevel. Det havde ikke lykkedes mig at finde en eneste, der ville være med. Men pludselig i løbet af de næste 14 dage meldte der sig 5 dejlige mennesker, som ville være med. Frø var blevet sået, og de skulle have tid til at spire. Jeg kunne derfor med lige dele nervøsitet og forventning ringe til Benny og fortælle, at nu var vi alligevel klar til at gå i gang.

Samme nat vågnede jeg. Ikke helt. Jeg var i en tilstand mellem vågen og sovende.

Min seng var omgærdet af små arrige dæmoner. De hvæsede af mig og rev ud efter mig, men de kunne ikke nå mig. Efter den oplevelse var jeg ikke længere et sekund i tvivl om, at noget godt skulle til at ske. Ondskaben rasede, fordi den så sig slået. Nu var det nådens tid for Herstedvester.

Fængsels-alpha Hver anden tirsdag afholder et team på pt. 11 personer alphakursus i Anstalten ved Herstedvester. Her spiser vi aftensmad med de indsatte, synger lovsang, hører et lille oplæg om kristen tro og slutter med at gå ud i faste grupper og snakke om oplægget og livet hos den enkelte.

artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

Når vi vandrer sammen Mennesker har en tendens til at vride sig ind i sig selv og gøre sig utilgængelig for andre. At vandre med andre i fællesskab er en nødvendighed for at opdage, hvem vi virkelig er, og finde sand trøst.

Af Ruben Knudsen, præst i Randers Frimenighed, ruben@randersfrimenighed.dk Mange mennesker lever som isolerede øer.

Det er min erfaring, at vi har et isolationsgen, som med umenneskelig styrke vrider os ind i os selv, og vi kalder det for synd. Selvom vi egentlig ønsker at være i relation, ender vi ofte med at være i isolation med følelsen af, at end ikke Gud kan se vores smerte og ensomhed. Medvandringen er en vej ud af isolation og ind i relation, så vi bliver livsduelige.

Ny åndelighed Der er en spirituel opvågning disse år, som har mange ansigter. Vi kalder det for New Age, hvor mennesker søger at få en dybere selvindsigt for at finde svaret på det helt store spørgsmål: Hvem er jeg? De fleste af os vokser op i et miljø, hvor vi fra starten opdrages til at koncentrere os om, hvad vi er. Og hvis vi kort skal definere forskellen på ’hvem’ og ’hvad’, så kan vi sige om ’hvem’, at det

handler om den person, Gud har skabt os til at være. Et unikt og smukt menneske, skabt i Guds billede. ’Hvad’ handler om det, vi er på jagt efter: anerkendelse, kompetencer, magt, kontrol og så videre, og et liv styret

om åndeligheden i det postmoderne: ”Den åndelighed, som kommer til at præge vores tid, også i kirkerne, er underordnet ens eget behov, de personlige oplevelser, ens egen smag. Kort sagt så henter den sin næ-

I skabelsens dybeste dna finder vi noget helt unikt, som kun mennesket kan udforske omfanget af: relationer. Gud skabte os til at være i relation med sig selv, og vi med hinanden. af et ’Hvad’ udhuler os, og før eller senere må vi stoppe op og spørge: Hvem er jeg så?

Og når det spørgsmål er blevet klart og ikke længere kan gemmes af vejen, så er det ofte en smertefuld erfaring.

Den svenske præst Peter Halldorf siger

ring og vejledning i sit eget forrådskammer.

Dets mål er tilfredsstillelse, trøst og støtte i livet. Derfor søger den form for åndelighed den forsamling, lærer eller åndelige miljø, hvor den mener at kunne finde de stærkeste oplevelser. Åndelige kender ikke til kamp.

17

18

TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

Den vil ikke kamp. Den undgår kampen ved uafbrudt at søge nye æggende oplevelser, men i disse en falsk trøst.” (oversat fra Ande og Bokstav, side 79) Vi taler om udkants Danmark som udtryk for en folkevandring mod de store byer. Her er der et pulserende kulturliv, cafeliv, kirkeliv og så videre. Her mener vi at finde de bedste

I Første Mosebog kapitel 2 møder vi en Gud, der ser, at det ikke var godt for mennesket at være alene, og derfor skabte Gud dyrene. Men blandt dyrene fandt Adam ikke ”en som sig selv,” og i dette fornemmes tydeligt en længsel efter fællesskab.

Skabt i Guds billede betyder, at vi er skabt i lighed med Gud, men forskellig fra

At vokse i sit åndelige liv, handler om at blive livsduelig. At være livsduelig handler om at kunne indgå i sunde relationer, hvor forstillelse bliver en stadig mindre del af dem, vi er. karrieremuligheder, så vi kan realisere vores potentiale og skabe os et meningsfyld liv.

Men det er i bund og grund udtryk for en ny åndelighed. Som Halldorf udtrykker det: at søge de æggende oplevelser, men i disse en falsk trøst. Der er intet problem med at flytte til og leve sit liv i byen, men byens mangfoldighed af liv og muligheder bliver let en snare, hvor vi kan skabe vores eget liv og midt i vrimlen til sidst finder, at vi er ensomme.

Relationer er fundamentale Som indledning på dette temas overskrift: Medvandring vil jeg igen lade Peter Halldorf anslå tonen. Som modsætning til åndeligheden siger han: ”Troen er i sit væsen kamp. En indre kamp som dagligt udkæmpes mod lidelse og begær, mod selviskhed og hovmod – alt det som gør mig til en fange i mig selv, en fremmed for mig selv, og som hindrer mig i at gå ud af mig selv og møde den ”Anden”.” (oversat fra Ande og Bokstav, side 78) Vi blev skabt i Guds billede, som mand og kvinde skabte han dem. I skabelsens dybeste dna finder vi noget helt unikt, som kun mennesket kan udforske omfanget af: relationer.

Gud skabte os til at være i relation med sig selv, og vi med hinanden. Men hvis vi vokser op, fremmedgjort for os selv og må leve som isolerede øde øer, så er vi ude af skabelsesordenen.

Gud. Gud er Ånd. Vi er både ånd og krop.

Adam, det første menneske, blev altså skabt i lighed med Gud, men forskellig fra Gud. Kvinden byggede Gud i sit billede, men i lighed med Adam, dog forskellig fra Adam.

Således finder vi af skabelsesordenen, at mennesket selv i Edens have længtes efter ”en som sig selv” og i dette ligger, at vi i ”Den Anden” søger efter noget, der kan være med til at fortælle, hvem jeg selv er.

Hele den fællesskabsforståelse, vores samfund bygger på, er i opløsning, og spørgsmålet er, om vi skal forsøge at definere os ud fra det nye, eller om vi skal søge tilbage til rødderne for at finde et dna til liv og selvforståelse? I stedet for et enten/eller, er det måske et både/og.

Når jeg sidder med mennesker i samtale om livet, så har jeg endnu til gode at møde det menneske, for hvem livssmerten ikke handler om noget med relationer, følelsen af forladthed og at ikke blive set og hørt, hvilket også gælder følelsen af Gudsfravær.

Medvandring handler om tre ting: Åndeligt forældre- eller søskendeskab, at blive livsduelig og at give det videre. Åndeligt forældre- eller søskendeskab Medvandring handler om at spejle sig i et menneske, som er nærværende og autentisk. Medvandring er ikke et spørgsmål om

at kende alle svarene, men snarere et sted, hvor vi kan få hjælp til at stille spørgsmålene. Det er min personlige erfaring og også min erfaring som præst, at mennesker søger en, som er kommet lidt længere end en selv.

En der kan være med til at give sprog til indre kaos, eller den indre tomhed efter noget vi kan kalde en længsel. Jesus giver gang på gang eksempler på dette, og ofte lyder hans anbefaling til mennesker: følg mig, kom og se og så videre.

Vi er i et desperat behov for et åndeligt forældreskab, hvor mennesker kan ankomme med hele deres virkelighed og ikke kun et ekstrakt af, hvem vi er, hvad vi har bedrevet, som så skal passe ind i en perfekt from, men upersonlig ramme. Der er et desperat behov for et åndeligt forældreskab, hvor medvandring ikke er en aktivitet men et væsen. Det åndelige forældreskab handler om nænsomhed og omsorg, der med et autentisk nærvær vil lede mennesker ind i en dybere relation med Gud. At blive livsduelig At vokse i sit åndelige liv, handler om at blive livsduelig. At være livsduelig handler om at kunne indgå i sunde relationer, hvor forstillelse bliver en stadig mindre del af dem, vi er. Hvis vi bliver i Halldorfs perspektiv, så står vi med et reelt valg: skal vi vælge de fede æggende oplevelser, eller skal vi søge troens noget mere besværlige liv? At vokse i sit åndelige liv betyder, at man må fokusere på den personlige relation med Gud, og hvis det skal blive i en skabelsesorden, så må det implicere medvandring med en person, der med sit åndelige liv kan være det spejl og fællesskab, i hvilket vi kan se os selv.

Jeg har selv været en del af en mandegruppe i 13 år. Vi er fire mænd, der mødes cirka en gang hver halvanden måned, spiser sammen og deler liv sammen. Det indebærer, at vi alle sammen har taletid, hvor vi uhindret og usminket kan fortælle om livet, som det nu er. Når jeg ser tilbage på de 13 år, kan jeg se, hvor meget det har betydet for mit åndelige liv. Fostring til modenhed i Kristus er langt hen ad vejen et spørgsmål

artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

om at fortælle sin historie og fortælle om den indre virkelighed og tage dette med ind til Gud Faders hjerte. Peter siger: Kast al jeres bekymring på Gud, for han har omsorg for jer (Første Petersbrev kapitel 5, vers 7).

Med det menes, at vi begynder at åbne op for vores indre virkelighed.

Den amerikanske teolog John Howard Yoder omtaler en meget udbredt og væsentlig problemstilling. Biblens syn på synd skal jeg ikke komme ind på her, men den måde vi håndterer synd på i det postmoderne er ikke ufarlig. At være alene med sin indre virkelighed er det samme som at leve som isolerede øer. En meget naturlig måde at håndtere sin synd på i denne tilstand er i sit tankeliv at bede Gud om tilgivelse for det, vi ikke magter at slippe af med eller holde op med. Men sådan en mentalhygiejnisk handlen, som Yoder kalder det, er der næppe belæg for i Bibelen, der til gengæld klart siger, at vi må bekende vore synder for hinanden.

Troen, siger Halldorf, er altid et møde med den Anden. Troen kræver derfor, at jeg

mig og holder mig i kontrol-mode. Det er SÅ rart at begynde at lære mig selv at kende og give mere plads til mit inderste jeg.”

Troen er derfor en forbindelse med Gud, der bliver til og vokser i relationen. Isolation er livsfjenden nummer 1. Hebræerbrevet udtrykker det på en anden måde: synden som så let omklamrer jer – eller endnu bedre fra den gamle oversættelse – hilder jer.

Det betyder, at synden forhindrer os. I hvad?

Ja først og fremmest i, at Kristus vinder skikkelse i os. Men også i at vi tør forlade jegets forskansninger, gøre os sårbare i mødet med den Anden og i dette finde sand trøst.

Giv det videre Når først det går op for os, hvad det vil sige at være sandt menneske, skabt i Guds billede, og der til dette hører, at vi inviterer et andet menneske ind i vores virkelighed, så åbner der sig en ny verden for os. Vores længsel efter helhed er direkte forbundet med at være i relation med Gud og min næste. Jesus siger jo, vi skal elske Gud af hele

Medvandring kan aldrig reduceres til kun at modtage. Der må ankomme en næste, hvor vi selv kan være det spejl, som andre kan se deres virkelighed i. træder ud af mig selv, forlader jegets forskansninger og vender mig mod den Anden, jeg tager imod ham, som er Vejen, Sandheden og Livet.

Troens møde med den Anden indbefatter bibelsk set en tredje part. Ofte forsøger vi at vokse i vores åndelige liv ved en egen mentalhygiejnisk proces. Men det er i mødet med den Anden, Jesus og min broder/søster, jeg for alvor får hjælp til at blive livsduelig.

Her er, hvad en ung kvinde skrev til mig: ”Men min samtale med dig havde givet mig mod på at tage Gud i hånden og møde mit inderste, den lille Pige inden i mig. Det har været starten på en helt fantastisk rejse mod at blive fri fra alle de ting, der binder

vores hjerte, hele vores sind og af hele vores styrke, og han forlænger det dobbelte kærlighedsbud med: din næste… som dig selv.

Medvandring kan aldrig reduceres til kun at modtage. Der må ankomme en næste, hvor vi selv kan være det spejl, som andre kan se deres virkelighed i. Hvis kirke alene bliver et sted, hvor vi søger at få noget, så udhuler vi, hvad ordet kirke betyder: indviet til Herren. Kirke må være et udrustende, helbredende fællesskab, hvor Kristus vinder skikkelse i os. Kirke er for personer, der vil mødes og møde, og hvor Gud længes efter at bo og vandre midt i blandt os.

Ingen kan finde vej til den, Gud har skabt os til at være, alene. Det er først, når vi tør

smide jegets forskansninger, vi begynder at kunne dele os med andre. Vi må gøre os tilgængelige, hvilket relationer jo altid handler om. Det fortrolige fællesskab, som opbygges mellem mennesker, der gør sig tilgængelige, rummer en stor styrke, hvor vi i trygge rammer finder ind til, hvem vi er, og fokuserer mindre på, hvad vi kan. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad vi alle længes efter: at blive set, hørt og elsket. Men det lader sig kun gøre, hvis vi tør åbne os og invitere et andet menneske ind i vores virkelige og måske smertelige jeg.

19

20

TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

En at gå efter Ida har fulgt efter Helene i fem år. Her har Ida sat sig ned for at tale med sin mentor om deres relation gennem årene.

Af Ida Esmarch Pedersen, retorikstuderende på KU, idaesmarch@gmail.com

Jeg sidder i en sofa, som jeg ofte har siddet i før. Her har jeg snakket om sejre og om sorger, om Gud og andre grublerier. I dag sidder jeg i den, fordi Helene og jeg skal snakke om, hvad det egentlig er, der er godt

der ikke så meget tvivl om, at det var en ”ulige” medvandringsrelation, hvor der skulle være mest fokus på mig. Jeg sagde ja, for det lød spændende, og jeg var i virkeligheden lidt beæret over, at hun havde tænkt på mig.

Vi når frem til, at det i bund og grund handler om spejling. At jeg kan spejle mig i Helene. I hendes liv, hendes erfaringer og hendes prioriteringer. ved mentorskab. Hvordan det har velsignet os begge, og hvorfor vi ville anbefale andre at gøre det samme.

Vores mentorskabsrelation startede lidt atypisk. Helene kom nærmest dumpende ind i mit liv. I slutningen af 1.g fik jeg en mail fra hende, hvor hun spurgte, om jeg havde lyst til at være hendes medvandrer. Hun arbejdede på det tidspunkt i Luthersk Missions Ungdom, og da de gerne ville sætte mere fokus på medvandring, havde hun brug for en prøveklud. Da hun er 10 år ældre end mig, var

I dag kalder jeg Helene min mentor i stedet for min medvandrer, men det er noget af en vandring, vi har været på sammen.

At spejle sig Kaffen er blevet hældt op. Mælk i selvfølgelig. Vi snakker lidt om, hvad en mentor egentlig er. Vi når frem til, at det i bund og grund handler om spejling. At jeg kan spejle mig i Helene. I hendes liv, hendes erfaringer og hendes prioriteringer. Det er derfor naturligt, at mentor ofte er ældre end mentee.

Vi er ikke samme sted i livet, men Helene kan forholde sig til der, hvor jeg er. Udgangspunktet for vores snak er min fortælling, om hvad jeg har oplevet siden sidst, og det genererer noget hos Helene. Lignende oplevelser hun har haft. Råd hun kan give videre.

Støtte. I modsætning til medvandring, hvor man oftest mødes forholdsvis ofte, mødes Helene og jeg kun en gang hvert halve år.

Mentorskab fokuserer nemlig mere på de store linjer og de brede penselstrøg. Det handler mere om, hvad jeg vil med mit liv, end hvad der sker i min dagligdag.

Investering i fremtiden Første kaffekop er ved at være tom, og jeg spørger Helene, hvad hun egentlig får ud af at være mentor, og hvad det kræver fra hendes side. Det første hun siger er, at flere skal gøre det. Det er en af hendes kæpheste. Jeg må minde hende om, at det sådan set ikke helt var svar på spørgsmålet, så hun fortæller lidt mere. Hvordan det egentlig ikke kræver ikke det store, men det kræver, at man

artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

tror på, at man har nogle erfaringer i sit liv, som andre kan få glæde af at høre om. Disse erfaringer skal man have lyst til at bringe i spil for andre, og man skal være villig til at gøre det med ærlighed, så man også deler sine fejl, sin tvivl og sin jeg-har-ikke-styrpå-det-hele. Det er vigtigt at være god til at lytte, opmuntre og vise opbakning.

Helene ser det som en investering i fremtiden og fortæller, hvordan hun synes, det er fantastisk at se nogle, der er yngre end hende selv vælge livet med Jesus og se det blomstre. Det er i virkeligheden en gren af Jesu befaling om ”at gå ud i verden og gøre folkene til mine disciple” (Matthæusevangeliet kapitel 28, vers 18). Vi bliver grundlæggende disciple af at følge Jesus, men også af at følge en anden discipel.

Hun fortæller også, hvordan det sætter fokus på den udvikling, hun selv har været igennem, og at det er en god øvelse i at være skarp og i at tænke i de store linjer. ”Det er vildt givende at få lov til at få den betydning – det noget af det mest vigtige jeg kan lave.”

Og hun fortsætter: ”Jeg under det for mange. Det er vildt, vildt spændende at være en del af ett menneskes udvikling. Der burde være nogle flere der gør det.”

Der kom den igen. Det er blevet stort for hende, hvordan vi er søstre i Herren, og hvordan vi jager efter målet – Himlen – sammen. Når vi på den sidste dag står foran Guds trone, så glæder hun sig til at kigge rundt og se nogle af os, hun har disciplet igennem kortere eller længere tid. Vi skal stå der sammen. ”Så behøver jeg ikke mere. Jeg kan ikke taget noget med fra denne jord – andet end mennesker.”

Derfor er det altafgørende at investere i mennesker.

Havde min ryg Godt gang i anden kop kaffe. Selvom det er mig, der skal skrive artiklen, har jeg alligevel også lyst til at sætte ord på over for Helene, hvad relationen har betydet for mig. Jeg er

slet ikke i tvivl om, at Gud har haft en finger med i spillet. At Han mindede Helene om at skrive til mig, fordi jeg havde brug for det.

I tider gennem gymnasiet, hvor jeg var udfordret af at tro, var Helene et af mine faste

hvor vi mødtes oftere og kunne snakke mere specifikt. For man kan komme til det punkt, hvor man for at arbejde med de store linjer må starte med mere af det nære. De små historier bliver til de store historier. Men rela-

Jeg er slet ikke i tvivl om, at Gud har haft en finger med i spillet. At Han mindede Helene om at skrive til mig, fordi jeg havde brug for det.

I tider gennem gymnasiet, hvor jeg var udfordret af at tro, var Helene et af mine faste holdepunkter.

Jeg vidste, at hun havde min ryg. holdepunkter. Jeg vidste, at hun havde min ryg. Med hende kunne jeg dele både glæder og sorger. Med hende kunne jeg være ærlig, og fortælle om livet og troen, som jeg rent faktisk oplevede det. Helene viste mig ikke kun forståelse, hun viste mig også løsninger.

Hun udfordrede mig til at tage handling – og hun holdt mig oppe på vores aftaler. Det hjalp mig til at tage skridt med Gud. Det var befriende, at det var en aftalt relation. Det lå i hele plottet, at det var mig der skulle snakke mest. Helene blev et forbillede for mig, hun blev en som jeg havde lyst til at følge efter. Det var fedt at hun kunne – og fortsat kan – se på mine problemer fra et andet perspektiv, fordi mange af de udfordringer jeg står i nu, dem har hun gennemlevet.

Jeg kan bruge hendes erfaringer i mit liv. Det er en gave, at Helene kan sætte finger på min udvikling, netop fordi vi ikke ses oftere. Hun kan se hvordan jeg rykker mig, og hvor meget jeg rykker mig. Hun kan se de store linjer, som tit forsvinder i hverdagens tumult.

Voksende relation Der er kommet Toblerone på bordet. Helene og jeg snakker om, hvilken rejse har vi været på sammen. Hvordan vores relation har udviklet sig. Vi har vandret sammen i fem år nu, og der har været en klar udvikling i, hvor ofte vi mødes. Det gav rigtig god mening at starte i en medvandringsrelation,

tionen er vokset på mange måder: voksende respekt, voksende omsorg, voksende forståelse. Helene snakker mere, end hun gjorde i starten, deler mere fra hendes liv også. Sådan behøves det ikke at være, men for os har det givet mening.

En at følge efter Skildpadderne har nu sneget sig ud af skabet. Vi passer på ikke at spilde karamel på trøjen og er nået til sidste punkt på min liste, der hedder konkrete råd. Helene og jeg når frem til, at det vigtigste er at finde en, du vil følge efter! En som har nogle af de samme evner som dig selv. En som går i det kald, du ønsker at gå i. Hvis du gerne vil være leder, så følg efter en leder. Det er dét, der gør det virkningsfuldt. Kig i din kirke – eller eventuelt dit gamle netværk fra din barndom. Det giver god mening, at der er op mod 10 års forskel, og at det er en af samme køn. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det ikke er en medvandrer eller terapeut, det er en at følge efter. En at lade sig udfordre af. En at lære af.

Vi klarede os igennem bund og skjold uden pletter, og det er blevet tid til at slutte af. Som altid føler jeg mig lettere, end da jeg kom. Vi krammer farvel, og med gensidige smil på læben kan vi hurtigt blive enige om, at vores mentorrelation ikke skal slutte foreløbigt.

21

22

TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

Til døden os skiller Ægteskabet er en af de dybeste relationer, vi kan følges i. Forskelligheden kan være en stor udfordring, men den viser sig også at være en af de største styrker.

Af Frederik Berggren Smidt, præst i Fredens og Nazaret sogne, fbs@fredensognazaret.dk ”At se sin kone med Guds øjne er en stærk måde ikke bare at se hendes værdi på. I det perspektiv ser jeg hendes sårbarhed, hendes smerte og hendes behov. Det er Kristus i hende.”

Sådan skriver psykologen David G. Benner i bogen At vandre sammen. I ægteskabet betyder det, at vi igen og igen må sætte os selv til side for at tilfredsstille den andens behov. Vi bliver dagligt trænet i en tjenende rolle, som Kristus ville det. Han slog følge med os, for at vi skal følge ham. Da Kristus vaskede fødder på sine disciple inden nadveren, var hans ord til dem også: gå ud og tjen din næste, som jeg tjener jer. Vi har altså mulighed for at blive Kristus mere lig i ægteskabet ved at se vores ægtefælle, som Kristus har set os.

I ægteskabet kan vi bygge et åndeligt fundament op ved at respektere hinanden, ved at slippe kontrollen over den anden og ved at være i en sund dialog med hinanden.

Følgeskabet ligger netop i at se Kristus i sin ægtefælle og lade det gennemsyre alt, hvad du gør og siger til din elskede.

Du må turde slippe kontrollen over den andens liv, opgive enhver dagsorden du måtte have på den andens vegne. Uanset om det gælder forandringer af det praktiske liv eller udvikling på et åndeligt eller psykisk plan, kan vi ikke lægge planer for den anden. Vi kan ønske, og vi kan bede, men dybest set er det op til den enkelte, om han eller hun vil gøre det, vi beder om.

Det vigtige punkt for en udvikling af det åndelige følgeskab i ægteskabet er en vedvarende dialog, hvor vi tror på, at Guds Ånd er vejledende med. I Hans Ånd må vi lytte aktivt til, hvad den anden siger. Det er ikke nok, at vi lytter, mens vi forsætter med at se tv, er på computer, smartphone eller på anden måde er fysisk eller mentalt et an-

det sted. Vi må, hvis vi ønsker at følges som sjælevenner, sætte os ned, kigge hinanden i øjnene og lytte til hinanden. Vi må være villige til at se os selv og verden på en ny måde og turde gå ind i den forandringsproces, som Helligånden tilskynder os til.

Benner skriver om følgeskabet i ægteskabet, at det er en tilstand, hvor vi som par inderligt værdsætter den anden og derfor

den hyppige initiativtager spørge direkte: ”Hvorfor er det aldrig dig, der inviterer til nærvær?” Og da børnene efterhånden kom til: ”Hvorfor er det altid mig, der har lyst til en kæresteweekend?” Den, der fulgte, mærkede modstand mod disse ”aldrig” og ”altid” samtidig med, at den, der fulgte, følte sig afsløret i at være så optaget af egne gøremål, at fokus var gledet ned af listen over prio-

Følgeskabet i ægteskabet er en tilstand, hvor vi som par inderligt værdsætter den anden og derfor ønsker at lære den anden bedre at kende. Vi stiller os oprigtigt til rådighed for hinanden, også selvom det kræver engagement og disciplin. ønsker at lære den anden bedre at kende. Vi stiller os oprigtigt til rådighed for hinanden, også selvom det kræver engagement og disciplin.

Begyndelsen I vores tilfælde er det efterhånden 20 år siden, at ordene ”Vil du med ud at gå?” blev begyndelsen på vores følgeskab. Det var på højskole. Noget havde bygget sig op mellem os de første uger af skoleforløbet og lige pludselig overskred den ene afstanden mellem drøm og virkelighed. Det var nu på en gang virkeligt og samtidig meget uvirkeligt sådan at gå uforstyrret ved hinandens side i flere timer, men dér begyndte vi at vandre sammen. De første skridt i den tågede septemberaften var de første skridt ud mod en fælles fremtid. Den ene inviterede. Den anden fulgte med.

Det viste sig efterhånden at blive et mønster i vores forhold. Den ene inviterede og den anden fulgte med. Efterhånden turde

riteringer. Denne oplevede sig i stedet ofte anklaget for ikke at elske nok og ville nok.

Nu ved vi efter snart 20 år, at følgeskab i parforholdet kræver gensidighed. Ikke ’enshed’ men gensidighed. Både i forhold til intimitet, sex, samtale og alskens daglige gøremål bliver vi bedre sammen, når vi begge vil investere tid og opmærksomhed i det fælles bedste – også selv om vi gør det forskelligt.

Nu Når den initiativtagende i dag ringer fra bilen og spørger: ”Skal vi gå en tur”, oplever den, der ofte følger, glimt af den samme forventningens glæde, som dengang der spurgtes første gang. Som følge af det enkle spørgsmål ”skal vi gå en tur,” er det som om, at hele verden for en stund ligger for alle vore fire fødder.

Vi bliver i dag hurtigere udmattet end før, og vi vil næppe kunne gennemføre så lange udflugter som dengang. Men en halv time hver dag gør stadig underværker i forhold til

artikel · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

at opdatere hinanden på, hvor vi hver især er lige nu med vores tanker, arbejde og liv.

Hvordan kan så forskellige verdener fortsat mødes og forenes? Hvorfor slider vi ikke hinanden op med sålerne under vore fødder? ”Det er så yndigt at følges ad,” sang vi ved vielsen engang, ”da er med glæden man dobbelt glad og halvt om sorgen så tung at bære.” Disse ord har igen og igen vist sig bæredygtige i vores fælles liv. Særligt under modgang og forskellige sygdomsforløb, hvor vi på skift har følt os magtesløse. Et barn blev til eksempel født med handicap. Vi sørgede forskelligt og misforstod hinanden.

Vi takker nu Gud for, at vi undervejs trods alt er blevet velsignet med muligheden for at lære mere og mere om forsonet forskellighed. Vores forskel er efterhånden blevet en gave, ligesom hverken regn eller sol er til at undvære. Modgangen har hærdet os og lært os at stole på, at der findes en vej videre, som kan blive fælles, når vi undervejs er villige til at vandre videre i forsonet forskellighed.

Fremover Vi hørte fornyligt en tale om tiden som noget, vi ikke behøver at betegne som det, der går, men som noget der kommer. Vi synes det hjalp os til at se vores fælles vandring i et nyt lys. I stedet for at blive mismodig over

al den tid, der er gået og som aldrig vender tilbage, er det muligt at se forventningsfuldt frem mod al den tid, som kommer os i møde.

Tid til at tale, tie, hade, elske, græde, grine, som prædikeren er inde på i Prædikerens Bog. Denne bibelske opfattelse af tiden som noget, der er nok af til at danne ramme om livet på godt og ondt kan være en god visdom at tage med. Tiden vil vise, hvad der fremover skal ske med vores efterhånden store børn, med vores arbejdsliv og ikke

ord glimte af håb og af himmel. For en stund udviskes skellet til den kommende verden.

Hvordan bliver det mon at vandre sammen, når Jesus til sin tid kommer og gør alting nyt? Skal vi vandre parvis, i flok, eller ene med Jesus? Det har vi til gode at opleve, men vi må stole på, at de modsætninger og den modgang, der ofte har bragt os sorg, dér forstummer og forsvinder.

Målet er himlen, men jorden vor vej, og vi er taknemmelige over, at vi gennem både

Vi takker nu Gud for, at vi undervejs trods alt er blevet velsignet med muligheden for at lære mere og mere om forsonet forskellighed. Vores forskel er efterhånden blevet en gave, ligesom hverken regn eller sol er til at undvære. mindst med vores ægteskab. Hvad vil Gud velsigne og udfordre vores følgeskab med?

Ligesom Gud ud af sin evighed danner ramme om vores tid i denne verden, danner den daglige tidebøn i vores liv ramme om det daglige følgeskab. Tidebønnen på sine faste tidspunkter er en form for ramme om den enkelte dags både forudsigelige og uforudsigelige hændelser. I bønnen træder vi i glimt ud af tiden og lader Guds eviggyldige

gode og grå dage, når livet gør ondt, og når det gør godt, fortsat kan være undervejs sammen. Som det hedder i Ordsprogenes Bog: Drik vand af din egen kilde. Glæd dig over din ungdoms hustru! (kapitel 5, vers 18) Sammen har vi nemlig gået os ud af mange bekymringer. Glæden fordobles og sorgen halveres. Ja, vi tror mere og mere på, at det virkelig er værd at følges ad hele livet, selv når det engang bliver med rollator!

23

24

TIL TRO · # 5 · 2014 · Følgeskab · artikel

To Follow Jesus in Honduras Read Blanca’s testimony on how she came to follow Jesus in Honduras.

By Blanca Figueroa Dormes I was born in a beautiful little village of Honduras and grew up surrounded by vast nature and by the love and care of my family.

But for some reason I always felt different from my siblings and to my own environment. I was a dreamer, very curious and always in search for new adventures. At the age of five, I learned to read on my own.

I loved doing some “strange” things that most girls would never do. When I was only eleven years old, I taught myself to drive a huge cargo truck belonging to my dad, and I was brave enough to ride wild horses. I always felt different, sometimes even weird.

Finally, one day a friend of mine helped me realize that I was just a fun "Honduran walking contradiction."

At a pretty young age, I left my parents' village to attend high school. I found myself immersed in a city of a million people, without my family and without rules. I got involved in some of the “pleasures of this world” and placed my dreams in a dark room. My loneliness and lack of guidance developed in me a rebellion that led me to make some wrong decisions. It was at that time the love of Jesus reached out to me.

Even after deciding to follow Jesus, I was very negative and imposed limitations on myself that Jesus never placed on me (shame, rejection, and a constant identity cri-

sis). For years I lived and acted out of these things, but God is faithful and over the past ten years, I have found myself in a path of deliverance and healing. I can once again take risks without fearing, and I even dare to write an article like this one!

‘To follow’ is not one of the most-used verbs in my vocabulary. I seem to have always resisted following. Talking about this issue, though, has invited me into an honest examination of my life. The experiences I am recalling, and many more I just don’t

as I meditate on what it means to follow Jesus, it is inevitable that I ask myself these questions: Have I really followed Jesus? Or instead, has He followed me? And without hesitating I can surely say that the Majesty decided to reach out to me. He has grabbed hold of me, and even when I try to run away, give up and let go, He continues pouring out His love, mercy and grace on me, and I just remain in awe of His awesomeness.

To follow Jesus in Honduras for me today, this day in 2014, means total dependence on

Without hesitating I can surely say that the Majesty decided to reach out to me.

He has grabbed hold of me. have the time to list, show me that for sure my life story has been – and will continue to be – an adventure.

In following Jesus, I have gone from the honeymoon romance to the totally gloom and dread moments without Him. I have listened to his voice, and many times I have intentionally ignored his calling. I have allowed Him to use my lips to bless others, but I have also used my lips to say words that have hurt them. By now you may be thinking, “Wow, what is wrong with this lady?” Well,

Him. It means coming to the realization that I belong to Him, and that neither life nor death, nor powers, have the authority over my life to separate me from His love. I know this – not just because it is written in the Bible, but because I have personally lived it. Daily I am exposed to these realities, but isn't this the way things should be? Wasn't this God’s original plan from the beginning of time? To understand that God's fingerprints are written all over those who have decided to jump into this adventure called "Following Him."

collage · Følgeskab · 2014 · # 5 · TIL TRO

jacobdue.dk

25

26

BØGER

Det Meningsfulde Ægteskab Timothy Keller 336 sider 299,95 kroner Lohse 2014

Af Kristian Nakskov Kappel, studentersekretær i Østdanmark, kristian@kfs.dk

”Forestil dig denne bog som et træ med tre dybe rødder,” indleder forfatter- og ægteparret Kathy og Tim Keller. Den første rod er 36 års ægteskab. Den anden er mange års arbejde som præstepar på Manhatten i en af USAs mest omtalte kirker – Redeemer Presbyterian Church. En menighed hvis sogn har USAs højeste antal singler per indbygger, og hvis medlemmer består af cirka 80 procent singler. Den tredje og mest grundlæggende er Bibelen.

Samspillet mellem disse tre, giver en ualmindelig nuanceret, realistisk og slidstærk bog om ægteskab. Lad det dog være sagt med det samme. Det meningsfulde ægteskab er ikke en bog, man bare lige læser.

Den kræver noget af sin læser.

Antisentimentalitet For det første er Det meningsfulde ægteskab en refleksion over 36 års ægteskab. Det betyder, at der er masser af historier, anekdoter, frustrationer og udbrud fra et helt normalt ægteskab, i medgang og modgang, sygdom, travlhed, børn, problemer i sexlivet og den slags. Man lærer Kathy og Tim at kende gennem bogen, og deres ærlighed og åbenhed giver en slags realisme og antihollywood fornemmelse af det at være gift. Det er i øvrigt også et af deres store anliggender, som fornemmes helt fra første kapitel: ”Meget kan man sige om ægteskabet, men det er alt andet end sentimentalt.

Det er herligt, men det er hårdt. Det er en brændende glæde og styrke, men det er også blod, sved og tårer” (side 21).

Det er et både befriende og vellykket anliggende, og det giver på en mærkelig måde en frihed til, i mit eget ægteskab, at skære usunde drømme og forventninger fra og forholde mig til virkeligheden. Så tak for det!

En ægteskabsbog for singler Paradoksalt nok er baggrundsmaterialet for Det meningsfulde ægteskab primært ni prædikener holdt i Redeemer Church – hvor 80 procent af menigheden er singler. Det lyder umiddelbart som et solidt selvmål: en ægteskabsbog for singler. Det er det bare ikke. ”Ugifte mennesker i dag har brug for en kras, realistisk og dog herlig vision af, hvad ægteskabet er og kan være” (side 12), som Kathy og Tim selv skriver.

Efter at have læst bogen forstår jeg, hvad de mener, og det er i virkeligheden en af de største overraskelser for mig. Selvom jeg har været gift i et par år, var der gennem bogen en refleksion over singlelivet, som jeg er overbevist om kunne have gjort meget godt for mig i min singletid. Stor ros særligt for denne overraskende vinkel – som i øvrigt også er relevant, selvom man har en kæreste eller er gift.

Fundamentalt bibelsk For den som kender Tim Keller, kan det næppe komme bag på nogen, at Det meningsfulde ægteskab først og fremmest hviler på Bibelen og dens forståelse af ægteskab. Her bliver det tydeligt, at Timothy Keller i øjeblikket er en af de største teologiske kapaciteter i amerikansk kirkeliv.

Man mærker tydeligt hans unikke evne til at forstå i dybden og samtidig formidle og kontekstualisere, så selv den mest postmoderne og sekulære byboer stopper op og tænker efter. Det er sikkert også en af grundende til, at netop Timothy Keller har vundet så mange tilhængere i et stadigt mere efterkristent Danmark.

En grundbog i ægteskab Det meningsfulde ægteskab er en grundbog i ægteskab, hvad enten du er gift, har en kæreste eller er single. Den er ikke let læst, men den er heller ikke let glemt. Den tør være personlig, ja nærmest privat, når det er nødvendigt, og den tør være firkantet og dogmatisk, når det er på sin plads. Den er særdeles relevant lige nu og sandsynligvis også om 50 år. Derfor skal den have topkarakter – for den fuldt ud tilfredsstillende præstation.

artikel · Bibelen bøger ·· 2014 2012 ·· ##5 5 · TIL TRO

100 kærlige hilsner – Inspiration fra Bibelen til par Gary Chapman 208 sider 199,95 kroner Fokal 2014 Af Mathias Wibo Kure, danskstuderende, mathiaswibokure@gmail.com

Fænomen Tidligere i år udkom 100 kærlige hilsner på Lohses Fokalafdeling. Bogen er den femte i rækken af Gary Chapman-bøger, der udgives på dansk. Mest læst er Kærlighedens 5 sprog, der har solgt i over 25.000 eksemplarer herhjemme, og i USA, hvor Chapman kommer fra, har den ligget nummer et på New York Times’ bestsellerliste.

Han følges af over 35.000 på sin twitterprofil og har en hjemmeside tilknyttet sin bogserie med tandpastasmilende kvinder, der fortæller om bøgernes betydning.

Chapman er et fænomen.

Gør det hans bøger mindre relevante? Så afgjort ikke. Fornemmes det, at bøgerne er udgivet i USA og ikke Danmark? Måske nok.

Er de alligevel værd at læse for danske par?

Helt bestemt. Chapmans bøger er relevante, fordi de udfolder en enkel og rammende idé om dynamikken i et parforhold: Vi udtrykker og modtager kærlighed forskelligt, og skal vi lære at afkode kærlighedens komplicerede koder, må vi tune ind på os selv og vores partner. Vi må tale hinandens kærlighedssprog. Desuden gennemsydes Chapmans opmuntrende ord af stor tiltro til Guds løfter. Chapman brænder for at formidle friheden i et ægteskab, der hviler på Guds ord og løfter.

Oplæg til samtale Selvom 100 kærlige hilsner skal forstås som en del af ”the 5 love language”-serien, adskiller den sig på en række områder fra de hidtidige. Først og fremmest ved at have

karakter af andagtsbog. Bogen består af 100 korte stykker, hvor Chapman med afsæt i tre bibelsentenser skriver opmuntrende og vejledende i forhold til forskellige parrelevante emner. Der skrives om alt lige fra vigtigheden i at tage opvasken til at holde den seksuelle gnist i ægteskabet i live. Dermed er det også indikeret, at bogen først og fremmest henvender sig til gifte par. Det er Chapmans lange erfaring som ægteskabsrådgiver, der genererer eksempelmateriale og hjemmel for hans råd.

På bagsiden hedder det godt nok, at bogen er for ”alle par i alle aldre.” Måske en lille tilsnigelse, men når der alligevel er noget om snakken, skyldes det først og fremmest bogens fremragende brugsperspektiver. Stykkerne fungerer vitterligt godt som oplæg for fælles refleksion og snak. Og det for alle. Selvfølgelig taler nogle stykker bedre ind i ens situation end andre, men det er vist et vilkår. Endvidere er grundlaget bibelsk funderet, og selvom skriftstederne, der fortrinsvist hentes fra den gammeltestamentlige poesi- og visdomslitteratur, ikke altid bruges lige aktivt, er der også formaning og trøst fra Guds ord. Det er godt.

Unuanceret eksklusivitet Et par men’er skal dog frem. Det måske største bunder i det, jeg vil kalde Chapmans ægteskabelige eksklusivitet. Fx hedder det, at ”Folk, der er gift, er mere lykkelige, mere sunde og mere tilfredse med deres liv end singler” (side 191). Det er selvfølgelig noget sludder, at det altid skulle være sådan, og

selvom bogen ikke henvender sig til singler, behøver ægteskabssynet jo ikke blive decideret unuanceret.

Et andet særkende for bogen er dens terapeutiske tilgang. Råd og opmuntring hviler ofte på det præmis, at man som par har det svært. Et forhold der dels er prisværdigt, alle har udfordringer, men også kan virke en smule enerverende. Chapman har set vigtigheden af disciplin og hårdt arbejde i kampen for relationen og taler dette ind i en kultur, hvor hverken kærlighed eller ægteskab forbindes med ord som valg og bindende. Denne almene kontekst er bare vigtig at have for øje, når man som hyperbevidst og velfriseret KFS-par læser Chapman til aftenskaffen. Man risikerer at få både kaffe og bog galt i Chapmans negative opbyggelighed. Og det er synd. For 100 kærlige hilsner er et oplagt redskab til refleksion og samtale for næsten alle par i alle aldre. Også de velfriserede af slagsen.

27

28

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel

REFLEKSIONER

Forman!

Af Mikael Kongensholm, stud.theol., mikaelkongensholm@gmail.com

”Nåh, men tænk over det i hvert fald!” Jeg vil ønske, jeg hører den sætning noget mere. Især, hvis den kommer efter en samtale, hvor en god ven har påpeget nogle ting i mit liv, som måske ikke er helt så gode, som de kunne være. For jeg er meget klar over, at ikke alle de valg, jeg tager, er de rigtige. Ikke alle de tanker, jeg tænker, er de gode. Ikke alt det, der kommer ud af min mund, opbygger.

Nogle gange opdager vi selv, at vi er kommet på afveje. Måske kastes der lys på afvejen af et ord fra Bibelen, Helligåndens påmindelse, eller også er afvejen så tydelig, at vi ikke kan benægte den længere. Vi stopper op, ændrer retning og finder nye sandere veje. Men andre gange er vi ikke selv klar over det. Måske har vi stirret os blinde på vores eget liv og opdager derfor ikke selv problemet. Måske forhindrer stolthed os i at erkende, at vi har taget fejl og vandret forkert. Så har vi brug for en andens klare blik på vores liv.

Kærlige skub Ligesom Gud ikke ser på os med kritiske øjne for at finde fejl hos os, så han kan straffe os, så ser vores venner heller ikke på os for at finde fejl hos os. I hvert fald ikke i langt de fleste tilfælde. Vores venner ser på os med et omsorgsfuldt blik. De håber det bedste for os og vil os det bedste. De

ønsker at se os trives og foretage gode valg. Så hvis de ser, at vi mistrives, foretager tåbelige valg eller ikke holder os inden for de vejmærker, vi selv har sat vores liv, vil de forhåbentlig handle på det. Skubbe kærligt til os. Stille et lille spørgsmål. Få os til at vænne tilbage til det, vi egentlig vil være. For det er i bund og grund det, som formaning er: en kærlig påmindelse om at leve det gode liv, vi er begyndt på.

Denne form for påvirkning kræver, at man har tillid til hinanden og stoler på, at man vil hinanden det bedste. Ellers vil det lille kærlige skub føles som et bedrevidende overfald. Og sådan har mange af os måske oplevet formaninger. Andre har påpeget ting i vores liv, som ikke levede op til en moralsk standard. De har i vores ører lydt bedrevidende, og måske var det endda personer, som ikke stod os nære.

Ingen havde givet dem taleret i vores liv, de tog den måske selv. Og nu står de der og dømmer os.

Men disse dårlige oplevelser må ikke få os til at opgive at formane hinanden.

Hvis vi synes, vi mangler god formaning i vores liv, kan vi aktivt opdyrke den. Tale om, hvordan vi bliver bedre til det. Måske endda skemasætte det. Mødes en lille gruppe venner engang imellem og øve at tale kærlig sandhed ind i hinandens liv. Når man har gjort det i lang tid, bliver det til sidst

måske en naturlig del af venskabet. Og så kan personlig og åndelig modning følge.

Et folk At formane er på mange måder ret modkulturelt. Vores kultur hylder de selvstændige og selvberoende. Vi skal følge vores hjerte og helst ikke blande os for meget i hinandens liv. Også vi kristne kan godt tænke, at vores liv og livsførelse kun er en sag mellem os selv og Jesus. Det er jo ham, vi følger. Men vi har ikke kun ansvar for vores egen efterfølgelse, vi har også ansvar for andres. Vi som kirke er et folk, som følger Jesus. Et legeme. Vi hører sammen.

Vi elsker Jesus ved at elske hinanden, ved at have omsorg for hinanden og ved at vise verden, at der findes et godt liv med Gud. De to ting, formaningen og vidnesbyrdet, hører netop sammen. Når vi har omsorg for hinanden og kærligt formaner hinanden, hjælper vi hinanden til at leve det liv, som ærer Gud mest, og som mest peger på ham.

Nåh, men tænk over det i hvert fald!

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO

MEDIER

Ikke alle med skæg er terrorister Af Peter Kobbersmed, medievidenskabsstuderende, kobbersmed90@gmail.com

Torsdag den 28. september 2014. Det er formiddag. Politiet i København jagter en mistænkelig mand rejsende med en mindst ligeså mistænkelig kuffert. Tungt bevæbnede betjente patruljerer oplagte terrormål.

Twitter tages i brug til at dele billeder fra videoovervågningen; der er ansigt på den mistænkelige mand. Og den er god nok, han ser jo skummel ud. Hudfarven siger mere Bagdad end Bagsværd, skægget er kraftigt og kulsort, og så er der lige den kuffert. ”Han er clean!” Først på eftermiddagen er der pressemøde på politigården, og seancen afbrydes af politiets pressemedarbejder. Bagdadtypen er fundet, og alle kan ånde lettet op. Den unge mand viser sig at være den 21-årige engelsk- og mandarinstuderende Alisiv Ceran, som har siddet i en S-togskupé flankeret af sin printer i en rullekuffert og en spirende eksamensangst.

Alisiv Ceran var helt og aldeles uskyldig, men regnestykket sagde noget andet. Han var guilty by association.

Knap så fagre nye verden Den globale terrorisme er rykket tættere på, og de sociale medier er blevet en kampplads og et præventivt redskab - også selvom vi i det ovenstående tilfælde blot blev beskyttet mod en blækprinter og en studerende med gymnasielærerdrømme.

Henover sommeren har vi med gru kunne

følge Islamisk Stats uhyggelige fremmarch, og der er al mulig grund til at fordømme deres rædselskorstog.

Religioner og ideologier brager sammen, og det kunne der skrives vidt og bredt om. Jeg har dog lært, at man ikke skal slå større brød op, end man kan bage, og derfor vil jeg nøjes med at bemærke, at midt i disse sammenstød trives fjendebilleder og fremmedfrygt glimrende. Islamkritikere vinder frem med argumenter om, at Islam grundlæggende er voldelig og decideret hadsk. Jeg er hverken religionsforsker eller regelmæssig koranlæser, men det forekommer mig, at den slags argumenter næppe kan kategoriseres som værende indiskutabelt objektive. Vil fortolkning ikke altid spille en rolle, når vi snakker religion? Hvad stiller vi eksempelvis op med forskellige bud på sand kristendom?

Guds børnehær I den amerikanske dokumentar Jesus Camp (på dansk Guds Børnehær) følger vi en kristen børnelejr i North Dakota under ledelse af præsten Becky Fisher, hvis metoder mildest talt er kontroversielle. En del af forkyndelsen i filmen er klassisk kristen dogmatik, men samtidig opleves et miskmask af påstået profetisk henrykkelse og uskøn politisk lobbyisme. Du kan blandt andet se, hvordan en 1:1 papfigur af George Bush velsignes, og

samtidig høre hvordan Harry Potter gentagende gange fordømmes til døde.

Filmen undersøger grænsen mellem sund kristen børneopdragelse og regulær hjernevask, og så er vi tilbage ved det med fortolkningen.

Efter at have set filmen sidder jeg med en oplevelse af, at Becky og co. grundlæggende læser og forstår bibelen på en anden måde, end jeg gør. Og skal jeg så stå på mål for deres holdninger?

”Er du sådan meget kristen?”

Jeg kan i ny og næ have svært ved at tone rent flag. Når jeg møder mennesker med et andet verdenssyn, kan det knibe med frimodigheden til at udfolde alle fortræffelighederne ved at tilhøre Jesus K. Jeg vil jo så nødigt sættes i en bås, hvor ”God-hates-fags-typerne” i forvejen sidder.

Efter den store misforståelse i september udtalte Alisiv Ceran: ”Det er ikke alle med skæg, der er terrorister.” Jeg fristes til at tilføje: Det er ikke alle bibellæsere, der bryder ud i gråd ved synet af George W. Bush skåret ud i pap.

Vi har det jo helt godt med halve sandheder, og derfor er det da meget lettere, hvis alle muslimer er terrorister, og alle kristne er bøssehadere…

(Den Oscar-nominerede dokumentar Jesus Camp kan ses på Netflix.)

29

VI YDER MERE for din ejendom

Søger du en bolig eller søger du en administrator til din ejendom?

Vi udlejer og administrerer boligejendomme i Aarhus, Aalborg, Vejle, Kolding og flere andre byer i Jylland og på Fyn. Tjek ledige lejemål på lej-en-bolig.dk Obs! Ny adresse pr. 1/10 Thyrasgade 4• 8260 Viby J t. 20 40 74 20 dacas@dacas.dk dacas.dk•lej-en-bolig.dk

Ta´ på bibelskole Tid til Gud  Tid til andre  Tid til dig selv 

luthersk missions højskole DK-3400 Hillerød · Tlf. 48 26 07 66 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk

Din annonce her? anne@kfs.dk, 35 43 82 82

TT # 5 - 2014

�

Inspiration til mission - vĂŚlg discipellinjen

www.imb.d

k

Kursusstart K t 4. januar 2015

Studietur til Etiopien

TT # 5 - 2014

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

Generalens Vanæret være intolerancens minde Kultur- og kirkeminister Marianne Jelved har set sig nødsaget til at sende danske kommuner et ”hyrdebrev” for at forhindre diskrimination af religiøse foreninger. Dansk Ungdoms Fællesråd har påpeget over for danske kommuner, at folkeoplysningsloven ligestiller religiøse foreninger med andre foreninger.

Begge handlinger har deres baggrund i, at religiøse foreninger oplever at blive mødt med skepsis og mistænkelighed – ikke fordi de har gjort noget mistænkeligt, men simpelthen fordi de er religiøse.

I KFS oplever vi os som frontløbere i den kamp mod intolerance og mistænkeliggørelse af alt, der smager af religion. Hver eneste gang kristne studerende bruger ytrings- og forsamlingsfriheden til at mødes på deres studiested for at bede, læse i Bibelen eller sætte gang i en dialog om den kristne tro og andre livssyn, pilles der ved intolerancen. Det viser sig ofte vanskeligt at bevare negative fordomme mod kristne, hvis man har talt med en af dem om tro, tvivl og moral.

Intolerance over for religion er et stort problem i Danmark. I KFS er vi fortalere for frisind og religions-

Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave kr. __________ Oplys cpr.nr. ______________________________

Af Robert Bladt generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk

frihed. Vi vil også stå op for, at muslimer og andre får den samme frihed, som vi forventer. Det er ikke en frihed til vold, had og foragt for menneskeliv, som vi oplever det i nogle religiøse miljøer med æresdrab, kvindeundertrykkelse og tvangsægteskab. Religion kan aldrig retfærdiggøre den slags. Men der må være frihed til at dyrke Gud, som det svarer til ens overbevisning.

At vi som kristen studenterbevægelse skal minde et multikulturelt samfund med en relativistisk ideologi om, hvad tolerance og frisind består i, er paradoksalt.

Vi er overbevist om, at der ikke er givet mennesker noget andet navn at blive frelst ved end Jesus Kristus.

Vores passion er, at Jesus bliver kendt, elsket, troet og efterfulgt i studieverdenen. Vi tror, det er vigtigere for danskere at få fred med Gud end at leve i et land med fred og tolerance. Men når tolerancebarometeret falder, som det gør i øjeblikket, må kristne være med til at tale, bede og handle for at den religiøse frihed bliver reel.