Til Tro #5 2015 - Bevægelse

20 15

Kristeligt Forbund for Studerende

Tema: Bevægelse World Assembly » 4-5 Ny konference for videregående studerende » 5 Festlig fejring af LTC » 8 Løssalg : 25 ,-

KFS'eren: "Jeg sprang ud som aktivist" » 9

her står du

5 KFS'eren

13 Guds Ånd og Tidens Ånd

Medier

18

3

En dag på World Assembly

Minder fra Mission-Net

8

TEMA: Bevægelse

Gud bevæger sig

Kronologisk snobberi

16

Bestandig bevægelse

Kirken i bevægelse - mod nåden

Jesus-holdet fra Frederiksberg

24

27 30 31 Bøger

Generalens

Leder Til verdens ende Af Peter Rask, formand for KFS, vonrask@fibermail.dk I det missionshus, jeg voksede op i som barn, var der tit besøg af missionærer for at fortælle om deres arbejde og derigennem skabe medleven og forbøn for missionen.

En af de tanker, som fyldte meget dengang, var en undren over, hvorfor de ville rejse ud og bruge store dele af deres liv på at leve under ringere vilkår end det, som var muligt i Danmark.

I dag tænker jeg anderledes om det at være missionær. I dag er det anfægtende spørgsmål ikke, hvorfor de rejste, men hvorfor der er så mange af os, som bliver hjemme? En tanke, som jeg blev yderligere udfordret af denne sommer i Mexico, hvor jeg deltog i det internationale studenterarbejdes generalforsamling, World Assembly, hvor jeg mødte rigtig mange unge studerende, som havde hørt Jesu kald om at gå til verdens ende, og som gjorde det.

De var ikke kun internationaliserede i deres tankegang, men også i deres hverdag. De havde forstået, at nok flytter troen bjerge, men det er kærligheden, som forvandler et menneskes hjerte.

Derfor var de flyttet til et andet kontinent og havde lært sig nye – til tider vanskelige – sprog, for at kunne dele evangeliet med de studerende i en kontekst og på et sprog, som giver mening for dem.

Mødet med disse missionærer gav mig, udover en betydelig beundring for dem, en fornyet vision for, at vi i KFS skal styrke kaldet

blandt vores studerende til efter studierne at blive missionærer enten som fuldtidslønnede gennem en missionsbevægelse eller som teltmagere.

Erfaringer fra vores satsning på Grønland, hvor jeg har oplevet, at mange har fået kærlighed til landet og menneskene, som bor der, giver mig optimisme omkring en fornyet missionsbevidsthed hos vores studerende.

Min drøm er, at når der om fire år igen er generalforsamling i det internationale studenterarbejde, så er det med danske studentermissionærer tilstede.

Skal det lykkes starter det med bøn. At vi beder Gud om at give os nød for dem, som endnu ikke kender ham og villighed til at bringe fredens evangelium, selv hvis det fordrer, vi skal skifte tidszone og kulturkreds. Fordi vi ønsker at se studerende forvandlede af evangeliet over hele verden.

At være en bevægelse med stærkt fokus på international mission er ikke noget, som automatisk nedarves, men er noget, som altid må tilkæmpes. Og mit møde med dem, som allerede er engageret, har kun forøget min kampgejst, for at flere fremover må kunne sige, at det var i KFS, jeg hørte kaldet til at rejse ud og være missionær.

Udgiver

Redaktionen

Tryk

Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Konto: 9544-0004054954

Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Lærerstuderende Mikkel Haahr Andersen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i retorik Ida Esmarch Pedersen Sygeplejestuderende Rasmus Dysager Medicinstuderende Janus Rønn Lind Stud.theol. Louise Høgild Pedersen Stud.mag. i dansk og religion Mathias Anker Kure Stud.mag. i retorik Malene Iversen

Øko-Tryk

Abonnement

Det koster 100 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Medlemskab koster 100 kroner.

Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

ISSN 1395-9786 Hjemmeside www.tiltro.dk Design

Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Annoncer

Kontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk Layout

Henrik Elias Kristensen

4

TIL TRO · # 5 · 2015 · nyheder

Ann er nr. 3 fra venstre, Robert er nr. 2 fra højre

En dag på World Assembly Læs Ann Østermarks beretning om en dag på IFES’ World Assembly, det internationale KFS’ konference for studenterorganisationer fra hele verden, der afholdes hvert fjerde år.

Læs hele beretningen på kfs.dk Mødesalen på World Assembly (WA) er det sted, hvor mange af de kulturelle forskelle kommer til syne. Der er eksempelvis ikke særligt mange mennesker i mødesalen, når man tænker på, at mødet snart skal begynde og lovsangen allerede er gået i gang. Vi synger en lovsang, på engelsk, spansk og fransk, som er de tre officielle sprog på WA – og så bliver der også smidt lidt koreansk og russisk ind.

Dagens morgentaler er Munther Issac fra Palæstina. Han skal tale over Daniels bog kapitel 3. Han har nogle fantastiske pointer.

De løfter virkelig mit perspektiv på livet som kristen studerende i en kultur, jeg ikke er enig med. Men han har også – som mange af de andre talere på WA – en mærkbar autenticitet. Det mærkes tydeligt, at han står i de udfordringer, han taler over. Han er fuldt ud klar over, at i mødet mellem at brænde eller bukke, ville han brænde. Han har fuldt ud tillid til Jesus.

Efter talen er mange berørte, og da jeg kommer ud i min smågruppe, er det første, der bliver sagt: ”Jeg har bare lyst til at græde nu.” Alle er rørt af den stærke tale, og vi deler med hinanden. Jeg føler mig sindssygt privilegeret over at få lov til at lytte til en ansat fra Kenya og generalsekretæren fra Nigeria, hvor spørgsmålet om at bukke eller brænde til tider er virkelighed. Jeg føler mig enormt beriget af den visdom, som de og alle andre i gruppen deler. Tænk at sidde på en græsplæne på plastikstole i Mexico og dele liv og tro med mennesker fra hele verden! Det rører mig virkelig.

Så er der frokost i det store telt, og min eftermiddag bruger jeg på at læse og forberede et seminar, jeg skal holde senere på konferencen. Resortet summer af mennesker, som lærer af hinanden og vil hinanden.

Efter aftensmaden, som går med at møde nye mennesker, er det tid til aftenmødet.

Der er to talere, hvilket ikke er usædvanligt

på WA. Den første, Glenn Smith, holder nærmest et akademisk foredrag, hvilket egentlig er meget i IFES' ånd, men jeg er for træt til at følge med. Den næste taler, Ruth López Turley, gør til gengæld stort indtryk på mig. Igen er det det levede liv bag ordene og fortællingen, som går ind. Hun fortæller om, hvordan hun opdagede, at det ikke er hendes egne eller denne verdens ressourcer, hun skal regne med og læne sig op ad. Det er Guds.

I slutningen af aftenen har vi tid til refleksion. Det bliver ledt af generalsekretæren fra Malaysia, Kim Cheng Loh. Ud fra hendes navn skriver jeg ”mega nice dame”. Mine refleksioner er fyldt af de mennesker, som har delt deres liv og tanker med mig i dag.

Inklusiv min medrejsende Camilla, som efter morgenmødet summerede op for mig: ”Det er bedre at stå med Jesus i flammerne end at stå uden for uden Jesus”. Word.

2011 · # 6 nyheder · 2015 5 · TIL TRO

World Assembly fra generalens perspektiv Robert Bladt fortæller om nogle af de ting, han har taget med hjem fra IFES’ verdenskonference, World Assembly. Læs hele artiklen på kfs.dk Hvad betyder det for KFS at få inspiration fra fx afrikanske og asiatiske studenterbevægelser?

Mange kristne i andre lande forfølges for deres tro. De lærer mig, at jeg må være villig til at lide for evangeliet. Samtidig vokser kirken enormt i lande som Nigeria, Etiopien og Kina. Det perspektiv, som det giver over min dagligdag i et land, hvor kristentroen mister terræn, er uvurderligt.

Er der noget i KFS, du har ændret dit syn på, efter du har været på World Assembly?

Jeg har opdaget, at vi i KFS er rigt velsignet, fordi Gud har ladet os udvikle en sund organisation med en god økonomi og stærk strategi. Men jeg har også lært, at bønnen og Guds kraft er vigtigere faktorer i at drive mission blandt studerende i Danmark.

Hvad kan en studenterbevægelse fra et lille land som Danmark bidrage med på sådan en stor konference?

Vi har erfaring for, hvordan man bygger et demokrati uden korruption. Mange – også kristne – er desillusionerede omkring det i deres eget land, så her kan vi give dem ny frimodighed til at kæmpe for bedre vilkår.

Så har vi en stærk teologisk tradition og en mentalitet, som fremmer god organisation og ledelse, hvilket også kan være en hjælp for unge studenterbevægelser med mindre dybe rødder

Ny konference for videregående studerende Til oktober inviterer KFS for første gang videregående studerende til Studielivskonference på LTC. ”Alt for mange oplever at der opstår to separate rum i deres studietid” siger lejransvarlig Kristian Kappel. ”Det ene rummer fagligheden, karrieren og studielivet. Det andet rummer troen og det kristne fællesskab. Studielivskonference er først og fremmet sat i verden for at modarbejde den tendens”.

Programmet Udover muligheden for at møde studerende fra andre byer og studier byder programmet på fire forskellige undervisninger.

Fredag aften underviser Uffe Steen lektor på Aalborg Katedralskole under overskrif-

ten ”Overbevisning idag – om tidsånd og tro”. Lørdag formiddag følger Lars Mollerup fra Aeropagos op med oplægget ”Sprog for tro – hvor skal vi mødes”. Begge oplæg handler om studieliv og tro, og samspillet mellem dem. Hvad der ellers sker kan du se på www.kfs.dk/studieliv God mad og intens hygge Det hele omsluttes naturligvis af god mad fra et dedikeret køkkenteam. Udover undervisningen er studielivskonference nemlig tænkt som et pusterum i en ofte hektisk studiehverdag. Derfor er der også god tid til fællesskab og mulighed for at sove længe.

Lørdag aften er der ”ild og dans” på programmet. Hvad det indebærer må man tage med for at finde ud af.

Om konferencen Studielivskonference afholdes på KFS´

Ledertræningscenter (LTC), fra fredag den 16. oktober til aftensmad og slutter søndag den 18. efter frokost. Der er 40 pladser i alt, og prisen er beskedne 200 kroner inklusiv alt undtagen transport.

STUDIELIVSKONFERENCE2015 TROFORDYBELSEENGAGEMENT

studielivskonference-postkort.indd 1

Følg med på: www.facebook.com/ studielivskonference

17/08/15 11.39

55

6

TIL TRO · #5 # 5 · 2012 2015 · nyheder

Kaldet af Gud til liv Du kan nu gå ind og tilmelde dig KFS’ store efterårslejr for gymnasiale studerende Discipeltræf 2015. ”Du er kaldet af Gud til liv. Det kald skal stå stærkt i din tros hvilepunkter og i dit liv som kristen i en hverdag fyldt med skole, venner, forpligtelser mm.

Det er stort og befriende at være kaldet af Gud, så kom med på Discipeltræf og bliv sat fri og i gang til et frimodigt liv og tjeneste via Guds konkrete, levende og kaldende ord!”

Sådan introducerer komitéen for Discipeltræf 2015 temaet, der har overskriften ”Kaldet. Af Gud. Til liv.”

Discipeltræf er KFS’ store efterårslejr, hvor studerende på ungdomsuddannelser strømmer til fra hele landet.

Igen i år er der et spækket program med sjov, dybde og fællesskab.

Fra den store scene kommer du blandt andet til at lytte til Michael Agerbo Mørch, der læser teologi og er timelærer på Luthersk Missions Højskole. KFS’ egen højskole, LTC, bidrager også med to forkyndere og undervisere i form af forstander Jakob Højlund og lærer Frank Kristensen. Den sidste højskolelærer er Margunn Serigstad Dahle, som med det nordisk klingende navn afslører, at hun har sin gang på Mediehøgskolen Gimlekollen i Norge. Derudover kommer du også til at lytte til KFS’ generalsekretær Robert Bladt, der holder bibelundervisningen om formiddagen.

Og selvom det er et ret solidt line-up, stopper det ikke der. For der er også en række

seminarer og andre tilbud, som rammer lige ind i mange af de spørgsmål, som studielivet byder på.

Alt det kan du læse mere om på: discipeltraef.dk

Mere end blot tal KFS har sat sig nogle målbare pejlemærker for arbejdet, men der sker mange andre vigtige i KFS, som vi ikke kan tælle.

Det er nu første gang i dette skoleår, vi gør tallene op for arbejdet med vores målsætning. Som du kan se i grafikken, er der over sommeren forsvundet nogle grupper og kontaktpersoner, og antallet af aktive studerende er også faldet lidt. Det er naturligt, da afslutningen af et skoleår for nogle, betyder afslutningen på studiet. Det er blot et udtryk for den naturlige afgang, der er i KFS. Samtidigt er der en god flok af nye studerende på gymnasiale og videregående uddannelser, som vi er godt i gang med at hjælpe i gang med at starte grupper og andre ting. Blandt andet ved at sende LTC’ere rundt i landet på deres anden teamperiode,

som vi gør i skrivende stund.

Og på side 10 kan du læse om KFS’eren Anna, som engagerer sig i studenterpolitik.

Vi har stadig en masse apologetiske events til gode, men LTC’erne er også i Selvom hendes engagement ikke tæller med i nogen af de tal, vi måler på, er det gang med at holde oplæg i religionstimer.

Samtidigt holder Veritas Forum Denmark alligevel i kernen af, hvad vores målsætning går ud på. tre arrangementer i København, Aarhus og Vi ønsker nemlig at se studerende, som Aarhus i denne uge.

Et tværkulturelt fællesskab i København er engageret i Bibelen, og som derigennem er stoppet, men til gengæld er en ny startet engagerer sig i studieverdenen. op i Aarhus. Vi er derfor stadig på samme antal som sidste år.

2014 - 2015 - 2016 - 2017 Men målsætningen handler langt fra kun om tal. Som Så langt er vi nået i dette skoleår... du kan læse på disse sider, 90 af 93 studiestedsgrupper 96,8 procent sker der mange ting på det 130 af 142 kontaktpersoner 91,5 procent tværkulturelle område, hvor KFS er engageret. Blandt an1257 af 1311 aktive deltagere 95,9 procent det har KFS sendt en delega4 af 11 åbne bibelstudiegrupper 36,4 procent tion til Mexico for at deltage 20 af 275 apologetiske events 7,3 procent i IFES World Assembly, og en 4 af 9 tværkulturelle events 44,4 procent anden gruppe til Bulgarien for 5 af 5 tværkulturelle fællesskaber 100 procent at lære at kommunikere.

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2015 2012 56 · TIL TRO

Minder fra Mission-Net KFS inviterer sammen med Dansk Missionråd, DMR, til Mission-Net. Det er en konference i Tyskland for 16-25 årige europæiske kristne fra 28. december til 2. januar. De første 75 danskere der tilmelder sig inden 13. oktober, får automatisk en rabat på 100 Euro af DMR. Af Dinna Swartz Konferencen Mission-Net forløb som en anden veltilrettelagt KFS-lejr (det var tyskerne, der stod for de praktiske ting), og bibelstudiegrupper, møder med lovsang og dygtige talere så vel som lange madkøer skabte alt sammen en hel særlig stemning.

En stor oplevelse var den aften, hvor vi skulle spise i vores bedegruppe, og vi fik tildelt et brød. Skiverne skulle fordeles mellem os som verdens ressourcer er fordelt i verden. Der var derfor én, der sad med over halvdelen af brødet, mens der var flere, der måtte dele en halv brødskive. Det åbnede for alvor mine

øjne for verdens uretfærdighed, og hvor ondt det gør at være den rige, der blot ser på ”de sultne”.

Tag på Mission-Net, fordi det er sjovt at være sammen med unge fra hele verden, og fordi det er en kæmpe oplevelse at opleve det fællesskab, der opstår på tværs af forskelligheder, fordi vi alle er Guds børn. Tag på Mission-Net, fordi det er for fedt at danse og feste med tusinder andre, når klokken slår tolv, og fordi Gud er stor, og han for alvor viser os det, når vi giver af vores tid til ham.

Læs mere på mission-net.org

Læs om Dinna en tidligere deltagers oplevelser (læs hele beretningen på kfs.dk).

Sommerprojekt 2015

Learn to communicate I sommer var jeg og ni andre glade KFS’ere i Bulgarien i 11 dage for at deltage i dette års sommerprojekt, Learn to communicate. Artiklen er et uddrag, læs det hele på kfs.dk Af Esther Bay Jensen Formålet med projektet var, at vi kunne knytte bånd mellem landene, men også at knytte bånd mellem kristne og deres medstuderende. Der var ikke lagt bibeltimer ind i programmet, men for dem, som havde lyst, var der dagligt morgenandagt.

Vi blev undervist i kommunikation, og her lærte vi om kulturforskelle, personlighed, lytning, konflikthåndtering og meget mere.

Ud over at vi havde undervisning i kommunikation, var vi også på to dagsture. Vi havde

kulturaftner, arrangeret af de respektive lande, som bød velkommen til deres lands normer, stoltheder og traditioner. I de sidste dage kunne vi hjælpe i et socialt projekt, hvor vi blev kørt ned i byen til et socialcenter, hvor vi hjalp med til at passe børn, snakke med ældre og bygge bogkasser til et bibliotek.

Det, jeg synes, var det bedste ved projektet, var, at jeg fik lov at møde de andre kulturer og danne venskaber på tværs af disse. Her fik

jeg især et par rigtig gode venner i Holland, som jeg håber, jeg kommer til at besøge.

77

8

TIL TRO · #5 # 5 · 2012 2015 · nyheder

Festlig fejring af LTC Lørdag den 29. august kom 250 mennesker for at fejre 25-året for KFS’ Ledertræningscenter.

Da KFS’ Ledertræningscenter, LTC, havde inviteret til jubilæum den 29. august, var det med Brunmosehallen fuld af mennesker, som ønskede at fejre højskolens 25 års historie.

I et kvart århundrede har LTC sendt elever ud på studiesteder i hele landet for at møde mennesker med evangeliet med solid åndelig og menneskelig ballast i rygsækken fra centret i Ødsted nær Vejle. Og utallige af disse elever har efter opholdet taget erfaringerne og læringen med ud i frivillige eller lønnede lederopgaver.

250 deltog i festlighederne, og heriblandt var de tidligere LTC-ansatte, mange nuværende og tidligere ansatte i KFS, et hav af tidligere elever og mange andre.

Festen startede med gudstjeneste, som også fungerede som udsendelsesgudstjeneste for det nuværende hold af LTC’ere. De tre teams blev sendt af sted på teamperiode i den efterfølgende uge med bøn og håndspålæggelse.

På den måde var festens fokus ikke kun på det, der var engang, men fra begyndelsen var blikket rettet fremad mod den tjeneste LTC og eleverne stadig har.

Efter gudstjenesten fik nostalgien dog frit løb. Blandt andet med alle tre tidligere forstandere, der hver havde fået ti minutter til at reflektere over deres tid på højskolen.

De ti minutter strakte sig flere gange lidt længere, da de gode anekdoter pressede sig på.

Herudover havde flere organisationer sendt videohilsner, hvor de ønskede tillykke og fortalte om hvordan de oplevede LTC’s betydning gennem årene.

Mellem indslagene og turene til det fyldte bord med festbuffeten var der flere forskellige muligheder.

For det første var der god tid til at opfriske relationerne, som for manges vedkommende gik adskillige år tilbage.

En anden mulighed, som mange benyttede sig af, var at gå en tur over på ledertræningscentret og se de nyrenoverede faciliteter. Resultatet af jubilæumsrenoveringen er blandt andet et helt nyt køkken, nye baderum og toiletter, nye gulve flere steder og udskiftede vinduer. Under rundvisningerne kunne gæsterne kigge på billeder fra alle årene, som var hængt op rundt omkring på skolen.

25 års JUBILÆUM

Endeligt var der forskellige muligheder for at bidrage til renoveringen økonomisk.

Det var blandt andet muligt at købe sig en souvenir fra det gamle køkken, som indtil maj i år havde været prydet med meget karakteristiske brune vægfliser. Fliserne må have frembragt gode minder, da en del valgte at købe dem med hjem. De forskellige indsamlingstiltag gav LTC omkring 52.000 til renoveringen.

Jubilæumsfejringen var en god dag med god mad, god stemning, gode minder og en god fornemmelse for fremtidens LTC.

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2015 2012 56 · TIL TRO

Kaldet blev virkeliggjort Hvis du deltog i aftensamlingen tirsdag på årets påskelejr, husker du måske Solveig og Søren Eriksen. Ægteparret fortalte om deres kald til Grønland. De fortalte også om de mange omveje, de måtte omkring, før kaldet i foråret 2015 endelig så ud til at kunne blive virkeliggjort. Det gjorde indtryk. Påskelejrdeltagerne bad for deres rejse og om, at de måtte få en god begyndelse i landet. ”De første måneder har været rige på

oplevelser, og vi er faldet godt til, men er stadig i opstartsfasen,” siger Solveig og Søren. ”Sømandshjemmet er en god platform med mange muligheder for mission. Vi har en stor berøringsflade med vore cafeteriegæster og logerende. På Sømandshjemmet inviterer vi til andagter, bibeltimer og bibelstudie. Vi besøger skibe og fængslet og vil forsøge opstart af børnearbejde i et blo-

Update Søren og Solveig Eriksen er udsendt af Sømandsmissionen og har det sidste halve års tid boet i Grønland. Søren arbejder som evangelist og administrativ medarbejder på sømandshjemmet i Nuuk, og Solveig har fået arbejde i byen på et hjem for autister.

Vil du gerne følge med i arbejdet, kan du skrive dig op til Solveig og Sørens nyhedsmails på sorenogsolveig@gmail.com

kområde i Nuuk. Vi møder en langt større åbenhed omkring fx åndelige spørgsmål end blandt den almindelige dansker, og det åbner mange døre.

Noget af det, der har gjort os virkelig godt, er, at vi ikke er alene som kristne i byen. Der er andre, der har nød for, at mennesker skal lære Jesus at kende. Der er andre, der har et bagland, der beder for Grønland og grønlænderne og arbejder målrettet med at nå ud med evangeliet. Selvom vi er forskellige og har forskellig tilgang til arbejdet, oplever vi det alligevel som et legeme, hvor vi sammen forsøger at være lys og salt og formidle evangeliet til frelse for grønlænderne ud fra den platform, vi hver især har fået.”

Jubilæumsindsamling

Det går stødt fremad med indsamlingen til renoveringen af KFS' Ledertræningscenter, LTC der nu igennem 25 år har dannet rammerne for mere end 250 unge mennesker, der har fået ledertræning og prøvet kræfter med den viden, de har fået på gennem teamarbejde.

Vi oplever en stor interesse for LTC'ernes oplæg i religionsundervisning, og det er en stor velsignelse for KFS'ere at få besøg af et af de tre teams på deres studiested.

Renoveringen har været tiltrængt i efterhånden mange år, og det var på høje tid

at stedet fik en kærlig hånd. Der har været mange kærlige hænder fra blandt andet ansatte og frivillige, som har hjulpet, så udgifterne har været på et minimum.

Vi har fået meget for pengene, men vi mangler stadig små 600.000 for at nå den million, der har kostet.

Vi håber, du vil være med til at sikre, at LTC kan virke mange år frem.

Sådan kan du støtte:

800.000 kroner

600.000 kroner

400.000 kroner

Konto: 9544-0004054954 MobilePay: 61 27 14 97 www.kfs.dk (tryk på den blå knap i højre side) Hvis du vil have fradrag, skal vi bruge dit CPR-nummer.

1.000.000 kroner

STØT KFS

Vi er godt på vej, men vi mangler stadig næsten 600.000 kroner for at nå den million det koster at renovere KFS Ledertræningscenter, LTC.

200.000 kroner

408.637 kroner

99

10

TIL TRO · # 5 · 2015 · KFS’eren

KFS’eren ”Jeg sprang ud som aktivist” KFS’eren Anna Kiel Rughave er engageret i det studenterpolitiske arbejde Et Andet Universitet, som er kritiske over for blandt andet fremdriftsreformen. Det minder lidt om det kristne fællesskab.

Af Anna Kiel Rughave, idéhistorie- og historiestuderende En torsdag i unibaren, efter KFS, mødte jeg nogle studerende, som snakkede om universitetsreformerne og en aktion, som de var ved at stable på benene. Jeg lyttede, for jeg var selv frustreret over reformerne. Politik har altid interesseret mig, men jeg har aldrig været aktivist.

En dag dukkede jeg op til blokaden af rektoratet på Aarhus Universitet. Dér sad der en masse forskellige folk fra forskellige studier, med forskellig baggrund – politisk som religiøs. Vi havde dog noget til fælles: Vi ønskede, at fremdriftsreformen og dimensioneringsplanerne skulle trækkes tilbage, og at universiteterne skulle styres indefra, og ikke topstyres.

Vi troede på et rummeligt, fleksibelt og alsidigt universitet, hvor studerende ikke knækker under presset, og hvor man stræber efter den højest mulige viden, og ikke kun den viden, der klirrer i kassen. Jeg sprang ud som aktivist!

Siden oktober 2014 har jeg været aktiv i den studenterpolitiske bevægelse Et Andet Universitet, og jeg synes virkelig, der er noget at kæmpe for. Vi har blokeret, informeret, og demonstreret for at gøre opmærksom på problemerne med kvalitetsudvalgets rapport, universitetsloven fra 2003 – og selvfølgelig reformerne.

Mange af mine studiekammerater og venner fra KFS knokler med studierne, samtidig med at de er engageret i meget andet. Stress, depression og følelsen af ikke at slå til fylder mig selv og mange omkring mig. Fremdriftsreformen kommer til at lægge et endnu større

pres på de studerende. Kampen imod reformerne handler altså også om at passe på en masse hårdt slidende studerende, som kører på pumperne.

Desuden mener jeg, at der har været et overdrevet fokus den kemisk/biologiske side af mennesket de seneste år. Dimensioneringsplanerne rammer humaniora hårdest. Jeg er helt med på, at det er vigtigt, at vi har dygtige naturvidenskabsfolk, men mennesket er mere end kemi – det er også ånd. Vi har brug for at forstå mennesket som et socialt og kulturelt væsen, hvordan det tænker, hvad det tror på, det sprog det taler, hvad vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen.

Igennem bevægelsen har jeg mødt en masse fantastiske mennesker. På mange måder ligner det det kristne fællesskab. Vi kæmper for den samme sag, men er også vidt forskellige. Det har været spændende og lærerigt. I det ene øjeblik råber vi det samme kampråb, og i det næste sidder vi i ophedede diskussioner og gode snakke om kønskvoter, kapitalisme, kristendom, Kierkegaard eller kvantemekanik. Meninger brydes, men respekteres. Der er åbenhed i forståelsen. Måske er det fordi, vi har noget fælles at samles om og kæmpe for.

At studere er mere end at kunne pensum. Derfor kan jeg kun opfordre til at komme ud dér, hvor meninger brydes. Det er ikke kun bag skrivebordet eller i forelæsningsalen, vi lærer noget. Prøv det, du læser, af på andre, og bliv klogere på mennesker og din tro.

Tema: Bevægelse Nogle ting forandrer sig aldrig. Andre ting bliver aldrig de samme igen. Årstiderne skifter, men efter vinter kommer altid forår. Forandring og bestandighed er sammenvævet i tilværelsen på en parakdoksal måde.

I dette Til Tro kan du reflektere over, om Gud egentlig forandrer sig, om udvikling altid er til det bedre, og hvorfor Paulus blev ved med at bevæge sig videre til den næste by. Du kan læse om, hvorfor vi er afhængige af at være en del af en stor bevægelse og ikke kun kan have nok i os selv, hvordan du kan kombinere tro og fodbold, og du kan dykke ned i forholdet mellem tidsånden og den kristne tro. Med andre ord kan du dvæle ved bevægelsen og bevæge dig ind i det bestandige.

God fornøjelse!

12

TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Gud bevæger sig Det er en grundlæggende forudsætning, at ting i denne verden bevæger sig - i særdeleshed os mennesker. Vi kender til opture og nedture, til at bevæge os og blive bevæget. Gud bevæger sig også, men ikke ligesom os.

Af Flemming Baatz Kristensen, sognepræst, Sct. Pauls kirke i Aarhus C, fbk@km.dk Bevægelse hører livet til Kender du som kristen til at føle Guds nærvær? Det er en glæde at være kristen. Det indebærer en tryghed. Måske kender du også til at opleve det modsatte. Gud virker fraværende. Freden og glæden er væk, det er kedeligt og tomt at være kristen. Du svæver rundt og har vanskeligt ved at finde fodfæste.

vægelse. Til al udvikling hører bevægelse.

Stilstand kan være udtryk for manglende liv.

Det ville også være kedeligt, hvis livet hele tiden er det samme og det samme.

Udvikling har både noget positivt og noget negativt over sig. Den kan gå galt, og den kan være kompliceret. Tænk på overgangene i livet fx pubertetstiden, når man flytter hjemmefra, når man går fra studium

Skal vores trosliv udvikle sig og blive levende, forudsætter det en form for bevægelse Så er det, du måske griber dig selv i at tænke: ”Er det mig, der er mærkelig? Er der noget galt med min tro? Eller er det Gud, der ændrer sig og flytter sig, eller er Gud anderledes, end jeg troede? Jeg troede, han var sådan og sådan og det er han øjensynligt slet ikke. Hvem bevæger sig? Han eller mig?

Eller både han og mig? Hvad er op og ned?”

Den slags erfaringer gør alle kristne.

Nogle mere end andre. Det gælder ikke kun nye og erfarne kristne, også mere erfarne troende. Det er ganske normalt – dog delvis afhængig af hvilke typer vi er, og hvordan vort trosliv former sig. Der er ikke noget mærkeligt i det, men det kan opleves ganske frustrerende.

På den anden side gælder det for alle forhold i livet, at hvor der er liv, er der be-

til arbejde, eller når man går fra at leve som single til at leve i parforhold, eller hvis man er blevet alene efter skilsmisse eller dødsfald. Sådanne overgange er ofte skræmmende, men også udviklende. Det er vigtigt at komme sundt igennem den, ellers kan man stagnere og hæmmes i sin udvikling.

Det samme gælder det at være kristen og vandre med Gud. Skal vores trosliv udvikle sig og blive levende, forudsætter det en form for bevægelse.

Gud fatter vi ikke Det er vigtigt, at vi er varsomme her. For ingen af os kender Gud og kan derfor ikke kloge i, hvordan han er. ”Jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for

så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer” (Esajas’ Bog kapitel 55, vers 8-9).

Vi kan ikke tænke os frem til, hvordan Gud er. Han er altid større end vore billeder af ham.

I det er der egentlig et godt og stærkt budskab. Som det hedder i en bøn: ”Når jeg har tænkt mig træt til døde, sig så hvad du har tænkt, o Gud.” Når vore tanker er udtømt, og vores forståelse ikke strækker til, er Gud alligevel ikke færdig med historien. Gud er altid større.

Altid den samme…

Når det er sagt, er Bibelen og den kristne tro tydelig om, at Gud altid er den samme. ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” (Hebræerbrevet kapitel 13, vers 8).

Han ændrer sig ikke. Hans væsen, vilje og mål er det samme. Gud er urokkelig som klippen. Han er konsistent og ændrer ikke karakter. Han er trofastheden selv i sin levende kærlighed. Gud hænger altid sammen. Han ændrer sig ikke. …og så alligevel Guds bevæger sig til jorden, og der sker den ændring, et flyt i Gud, at han antager sig

artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

menneskenatur og bliver menneske samtidig med, at han fortsat er Gud. Gud flyttede sig, da han i sin søn gav sit liv for verden og gik gennem døden til opstandelsen, og nu er Guds menneskelighed en side af ham og med ved Guds højre hånd. Og Gud flyttede sig, da han sendte sin Ånd og slap ham løs på apostlene og de døbte pinsedag.

Der anvendes i Det Nye Testamente et ord, der bruges om Jesus, og som betyder at få medynk, egentlig betyder det, at ind-

For Gud er altid i færd med at bevæge sig efter os for at bevæge os voldene kommer i bevægelse. Og da de er i færd med at stene Stefanus til døde uden for Jerusalem, er der sket det, at Jesus, der normalt sidder ved Guds højre hånd, står op!

Jesus er hyrden, der går ud og leder efter os, lige til han finder os.

Og stadig er han den samme i sit væsen, sin sandhed og evige kærlighed, sin vilje, sit sind, sin ambition og længsel efter at finde sit menneske og forme det efter Kristi billede, modne os og føre os frem mod målet hos Gud. Vi kan opleve det som, at Gud vakler og ændrer sig på den forkerte måde, men sådan er det ikke. For Gud er altid i færd med

at bevæge sig efter os for at bevæge os. På en måde indretter han sig efter os. Han tillader, han lader os løbe linen ud, han venter, han følger os, han løber efter os, han favner os, han liner op til fest, han går ud for at hente os ind… (læs lignelsen om den fortabte søn under det perspektiv i Lukasevangeliet kapitel 15).

Eksempler Når vi erfarer, at Gud siger os noget, og vi får lyst til at foretage et opbrud og følge Jesus, så er det Gud, der bevæger os, rører ved os og kalder på os. Når vi oplever, at bønnen keder os, og vi finder ud af, at det onde sidder dybt i os, er Gud i færd med at vise os noget vigtigt: hvad der er galt med os.

Når vi bliver glade for Jesus på korset og den opstandne og tør betro os til ham og lade ham være basis under os på trods af, at ikke er, som vi skal være, så er Gud i færd med at lære os at tro på Kristus.

Når vi oplever, at vi ikke føler Guds nærvær og ikke mærker trygheden ved at være kristen, er Gud i færd med at tage vore støttepiller væk, så vi søger ham selv og ikke kun hans gaver. Vore billeder af ham skal ændres, så vi begynder at elske ham selv mere for det, han er, end det han giver.

Hvis vi er alt for optaget af os selv og lukker af for ham, kan han være nødt til at afvente situationen, vente på, at vi bliver stille og tørstige nok, så vi på ny søger ham.

Alle vore erfaringer og oplevelser er en anledning for ham til, at vi lærer ham bedre og

bedre at kende og til, at vores trosrelation fordybes og udvikles.

Og hvad gør man da?

Vi skal gennem alt det øves i at bygge mere på, hvad ordet siger om Gud, end hvad vi føler og erfarer. Guds tilsagn og løfter er det eneste stabile og holdbare. Nogle gange er det det eneste, vi har at holde os til, og det er også nok! Gud udfordrer os til at insistere på at forankre vor tro uden for os selv i Kristus og ikke inde i os selv.

Som det er blevet sagt af forskellige: ”Jeg så på troen og troen svandt. Jeg så på Jesus og troen vandt.” ”Herre, jeg beder om, at du vil hjælpe mig, men selv om du ikke hjælper mig, bliver jeg hos dig.” ”Jeg føler ikke altid, at Jesus er i nadveren, men jeg ved, at han er der.” ”Jeg tror nok, jeg tør sige, jeg elsker Jesus.”

Det kan de kun sige, fordi Gud har bevæget dem.

Læs mere: Charles Bunyan: Pilgrimsvandringen, 1977. En klassiker om den kristne vandring.

Bo Giertz: Stengrunden, 1992. En sjælesorgsroman som har hjulpet tusindvis af mennesker til at finde hvilen i Gud. Bogen skildrer Guds vej med mennesker.

Owe Wikström: Det blændende mørke, Anis, 2002, andet oplag.

Flemming Baatz Kristensen: På vej – et foredrag noter hvor Bibelens og den kristne troserfaring med nogle af de råd og den vejledning man har givet gennem tiden beskrives. Kan fås ved henvendelse til fbk@km.dk

13

14

TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Kronologisk snobberi Udvikling er i nogles ører uløseligt forbundet med fremgang og bevægelse mod noget bedre. Troen på, at noget fra gamle dage er bedre, er tilnærmelsesvis absurd. Det er det, man kalder kronologisk snobberi.

Af Bent Bjerring-Nielsen, præst i Amagerbro Frikirke og lektor på 3K-uddannelsen i København, bjerringn@gmail.com Hvis man tager et view over verdensøkonomien de sidste hundrede år, er det temmelig tydeligt, at perioder med vækst løbende er blevet afløst af perioder med økonomisk tilbagegang. Det er ikke overraskende. Det overraskende er den måde, vi taler om det på. Perioder med manglende vækst omtales konsekvent som ’kriser’, som ’vi skal ud af’. Økonomisk vækst opleves som det naturlige, rigtige og almindelige, så når væksten udebliver, må det dreje sig om en afvigelse fra det normale.

Videnskabsguden Omtalen af økonomisk tilbagegang som krise er imidlertid kun et enkelt udtryk for en langt mere omfattende tankegang i vores kultur: forestillingen om udvikling, fremskridt og vækst som det naturlige og rigtige.

Middleton og Walsh beskriver i deres bog Truth is Stranger Than It Used To Be det moderne som karakteriseret ved tre typiske forestillinger. For det første tanken om videnskaben som en absolut autoritet. Med det vil de naturligvis ikke afvise videnskabens resultater. De fleste af os vil hellere bru-

ge en computer end en fjerpen, når vi skal skrive en længere opgave, og vi er også glade for videnskabens resultater, når vi sætter os i tandlægestolen for at afvente en større behandling. Det, der imidlertid er sket i den moderne verden, den verden der langsomt er vokset fra 1500-tallet til i dag, er, at videnskaben ofte er blevet set som den eneste sikre kilde til viden og sandhed. Videnskaben har afløst Gud som absolut autoritet.

Grunden til, at videnskaben i lange perioder har fået en så omfattende autoritet, er den meget enkle, at den har virket. Det fører til den anden store autoritet i den moderne

forestillingen om udvikling og fremskridt som næsten en naturlov, der styrer den menneskelige historie i en konstant bevægelse mod det bedre.

Fremskridt Fremskridtstanken trængte for alvor igennem i løbet af 1800-tallet og på en række forskellige områder, som ellers ikke havde meget med hinanden at gøre.

I 1857 udgav den engelske filosof, Herbert Spencer: Progress: Its Law and Cause, hvor han giver udtryk for sin overbevisning om, at loven om fremskridt hersker både i

Lewis’ opgør med det kronologiske snobberi et element i hans åndelige rejse frem mod mødet med Gud verden, som Middleton og Walsh peger på, nemlig teknologi. Moderniteten er præget af en tiltro til, at der findes teknologiske løsninger på alle problemer, hvad der hænger sammen med den tredje centrale forestilling,

naturen og i samfundslivet. Det var Spencer, der først formulerede tanken om ”survival of the fittest.”

Den franske filosof Auguste Comte holdt i perioden 1830-42 en række forelæsninger,

artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

hvori han formulerede den filosofi og videnskabsteori, der er blevet kendt som positivismen.

Comte inddeler menneskehedens historie i tre perioder. I den første lange periode troede menneskene på guder og andre overnaturlige væsener. Derefter var der en mellemperiode, hvor mennesket troede på abstrakte kræfter, inden den endelig nåede ind i den tredje periode, den positive, hvor videnskaben havde taget over. Det er den periode, Comte mener, han repræsenterer, og pointen er, at der ikke venter en fjerde periode; menneskeheden havde nået målet, hvor videnskaben sætter dagsordenen. Her smelter videnskabstanken og fremskridttroen altså helt sammen.

Det viser et andet træk ved fremskridtstroen: at den ofte også er religionskritik.

Særligt fra midten af 1800-tallet og frem har der været en udbredt forestilling om, at menneskedens udvikling og fremskridt ville overflødiggøre religionen. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Fremskridtstanken trængte imidlertid også igennem på det religiøse område. Det bedste eksempel på det er den nyfortolkning af reinkarnationstanken, man har set i Vesteuropa inden for de sidste 150 år. I hinduismen og buddhismen er tanken om reinkarnation noget negativt. Det er det af den simple grund, at livet på denne jord ses som lidelsesfuldt, hvad der særligt understreges i buddhismen. Hvis livet på denne jord er en lidelse, er det en temmelig grum tanke, at man skal gentage dette lidelsesfulde liv igen og igen. Det er baggrunden for, at megen østlig religiøsitet netop er et forsøg på at undslippe kredsløbet af evig død og genfødsel. Da man i løbet af 1800-tallet begyndte at introducere reinkarnationstanken i Vesteuropa, skete det i en væsentlig

omfortolket udgave. Forestillingen om reinkarnation smeltede sammen med fremskridttanken, således at genfødslerne blev en udviklingsmulighed.

C.S. Lewis kritik af ”det kronologiske snobberi” Troen på, at menneskeheden af sig selv ville bevæge sig frem mod ”bedre”, er naturligvis blevet både diskuteret og kritiseret. En af de mest markante kritikere er den engelske forfatter C.S. Lewis. Han er mest kendt for fantasybøgerne om landet Narnia, men havde faktisk et meget omfattende forfatterskab: Science-fiktion, essays, litteraturhistoriske værker, bøger der præsenterede og forsvarede kristendommen etc.

Lewis brugte ofte begrebet ”kronologisk snobberi”, når han kritiserede fremskridttanken. I bogen Surprised by Joy, som er en slags åndelig selvbiografi, fortæller Lewis, at det var noget, han havde lært af vennen

England var en periode, hvor man blev klogere på visse felter på bekostning af andre, som man ikke kunne se så tydeligt længere.

Det gælder enhver periode, ville Lewis mene.

I Surprised by Joy er Lewis’ opgør med det kronologiske snobberi et element i hans åndelige rejse frem mod mødet med Gud. Lewis mener, at vi er skabt med en længsel efter Gud; det er det, han i bogen kalder ’Joy’.

Denne gudslængsel kan komme til udtryk på mange måder: i musik, kunst, myter og meget andet, og vi kan forsøge at undertrykke den. Det var det, Lewis forsøgte at gøre, indtil han til sidst ikke kunne modstå Gud. Lewis beskriver det, som om han nærmest blev slæbt ind i Guds Rige, selv om han prøvede at kæmpe imod.

I den moderne verden har gudslængslen imidlertid ofte haft trange kår, hvad der ikke mindst skyldes indflydelsen fra det kronologiske snobberi. Kristendommen er gammel, hvorfor den per definition ofte ses som ir-

Så skal vi ikke genoverveje den selvfølgelighed, hvormed vi praktiserer vores kronologiske snobberi og give plads til længslen efter Gud? Owen Barfield. Det kronologiske snobberi er forestillingen om, at alt, hvad der er gammelt, nødvendigvis er forkert, og at alt nyt nødvendigvis er bedre. Det er en temmelig meningsløs forestilling, ville Lewis mene.

Det kronologiske snobberi har en tendens til at skjule det forhold, at enhver tid og kultur har sine blinde punkter. Der vil være ting, man ser meget tydeligt på bekostning af ting, man ikke kan se. Indledningskapitlet til hans Oxford History of English Literature in the Sixteenth Century hedder således ”New Learning and New Ignorance”. 1600-tallet i

relevant og ligegyldig. Men er det ikke en tåbelig fordom? Moderniteten har gjort meget reelle fremskridt på det videnskabelige område, men har vi i den proces også mistet noget? Har vi gjort verden mindre ved systematisk at lukke af for tilværelsens åndelige dimensioner? Det ville Lewis mene, at vi havde gjort, hvad jeg vil give ham ret i. Så skal vi ikke genoverveje den selvfølgelighed, hvormed vi praktiserer vores kronologiske snobberi og give plads til længslen efter Gud?

15

16

TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Med Ånden som rejseleder

De første kristne missionærer bevægede sig med jævne mellemrum ud på nye rejser for at møde mennesker med evangeliet. Det var hårdt og ofte livsfarligt, men de var aldrig alene. De havde nemlig Gud med som rejseleder.

Af Per Ladekjær, bibelskolelærer på Børkop Højskole, per@imb.dk Hvordan mon Paulus tænkte, når han skulle beslutte sig for, hvor han skulle bevæge sig hen i sit missionsarbejde? Hvad bevægede ham?

Man kunne være fræk og svare: Paulus tænkte ikke noget, men det gjorde Helligånden! Når man læser i Apostlenes Gerninger om Paulus’ missionsrejser, så er det påfaldende, hvor stor rolle Helligånden spiller.

Prøv bare at følge lidt med her: Det er Helligånden, som udvælger og kalder Paulus og Barnabas. Helligånden hindrer dem i at tale

i provinsen Asien og Bitynien, og Helligånden kalder dem i stedet til Makedonien. Han forlader Efesos og drager til Jerusalem ”bundet af Ånden”. Han indsætter tilsynsmænd vejledt af Helligånden i menighederne, han forlader. Strategien for Paulus virker i høj grad til at være, at han lytter til Helligånden og vejledes skridt for skridt af Ånden. Ånden bevæger i dag Jeg vil forsøge at trække nogle linjer til, hvad det så kan lære os i dag om missionsarbej-

de. Det indlysende svar er, at vi må lytte til Helligåndens vejledning. Det lyder simpelt og alligevel er det lidt fremmed for mange danske kristne. Hvis man kigger nærmere efter i teksterne, så ser man ofte, at Helligåndens vejledning bliver givet under bøn (og af og til faste). Vi kan helt sikkert lære noget af Paulus og den tidligste kirke, når det handler om at lytte til Helligånden, nemlig at vi skal bruge tid på bøn – sikkert også meget mere, end den gennemsnitlige danske kristne. Missionen er nemlig ikke først

artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

og fremmest vores mission, hvor vi skal være snedige og strategiske nok, men missionen er Guds mission, som vi får lov til at deltage i. Det er Gud, der bevæger os, og ikke os, der skal bevæge Guds mission.

Jeg har været en del i Etiopien i de seneste år, hvor kirken vokser eksplosivt. Det kendetegner Mekane Yesus-kirken i Etiopien, at de bruger utrolig meget tid i bøn, og de er altid på vej til nye landsbyer og områder med evangeliet. Når man spørger dem til, hvordan de udvælger, hvor de skal hen, så får man ofte svaret, at det har Helligånden vejledt dem til under bøn. Åndens drivkraft bag missionsbevægelse er altså den samme i dag. Derfor er der brug for i dag, at der er studerende i Danmark, der bruger tid i bøn og lytter til, hvor Ånden vil bevæge os hen.

Bevæget af forsoningen Kære læser: Mens du sidder og læser, så er der kristne, der dør som martyrer rundt omkring i verden. Hvad får alle disse mennesker til at sætte deres liv til? Hvad har fået kristne igennem hele kirkens historie til at miste livet for troens skyld?

Det skyldes alene, at de er blevet dybt afhængige af at have fred med Gud. De er blevet afhængige af det, Jesus gjorde for dem på korset. Det kan være svært at forstå, at det kan blive så vigtigt, når man sidder og læser om bevægelse på et stykke papir.

Men vi forstår slet ikke apostlenes rejseaktivitet, hvis ikke vi ser, at de er dybt bevægede af korset! Paulus var en mand, der havde viet sit liv til at kvæle kristendommen, men

liv nu ikke længere drejede sig om ham selv, men han ønskede blot at ”fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde” (Apostlenes Gerninger kapitel 20, vers 24).

Bevæget af evangeliets kerne Han forstår evangeliet på den måde, at det ikke blot handler om, at vi er en masse individer, som kunne få lov til at få tilgivelse og frelse. Nej, Jesus kom for at forene alle mennesker med Gud. Det var gode nyheder som et universelt budskab for alle folkeslag.

Guds plan har altid været, som det blev sagt til Abraham, at bringe velsignelse gennem Israel til alle verdens folkeslag.

Men hvordan? Hedningerne var jo uden for Guds familie. Paulus beskriver Jesu gerning sådan her: ”Han satte loven med dens bud og bestemmelser ud af kraft for i sig at skabe ét nyt menneske af de to….For gennem ham har både vi og I i én ånd adgang til Faderen.” (Efeserbrevet kapitel 2, vers 15 til 18; min fremhævelse).

Det er vigtigt at se, at forsoningen mellem jøder og hedninger ikke er et biprodukt ved evangeliet, men noget helt centralt i selve evangeliet. Gud har kun én familie, ét nyt menneske, og Paulus er nødt til at praktisere, at evangeliet tilhører hele menneskeheden.

I Romerbrevet træder det tydeligt frem, at Paulus betragter sig selv som sendt til hedninger, men det skal også skabe tro hos jøderne. Og når han taler om at gå til hedningerne, så har han en meget radikal tilgang.

Han er klar over, at ”både grækere og barba-

En teltmager bruger sit håndværk og uddannelse til at rejse ud i verden – særligt i områder, hvor evangeliet ikke må forkyndes offentligt – med et meget klart missionalt sigte endte med ivrigt at udbrede den og dø for evangeliets skyld.

Den afgørende faktor for ham var tydeligvis, at han selv fik et møde med Jesus uden for Damaskus. For Paulus betød det, at hans

rer, både vise og uforstandige er jeg forpligtet over for” (Romerbrevet kapitel 1, vers 14).

I praksis sætter Paulus sig for at rejse rundt i hele den kendte civiliserede verden for at forkynde for de civiliserede grækere.

Men ud over det vil han altså også forkynde for barbarerne, det vil sige de uciviliserede.

I slutningen af Romerbrevet hører vi, at han har konkrete planer om at tage til Spanien, som ikke tilhørte den civiliserede del af verden (Romerbrevet kapitel 15, vers 24 til 28).

Evangeliets grænsebrydende kraft i dag Jeg hæfter mig særligt ved, at det i dag er så svært at få kristne til at forpligte sig i international mission. Dem, der arbejder med international mission, kan vise sort på hvidt, at gaveindtægterne til international mission er faldende, og de kan fortælle, at det bliver sværere at finde missionærer. Er det mon, fordi vi i dag kommer til at tage evangeliet som en selvfølge i vores eget liv og ikke helt kan se, hvilken radikal forskel Jesus kan gøre i menneskers liv?

Hvordan bringer Paulus evangeliet til resten af verden?

Paulus har altså gang i først at forkynde for den civiliserede verden. Han går til de steder, hvor evangeliet ikke er forkyndt endnu, og han påstår også at nå hele den civiliserede verden: ”Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus fra Jerusalem og vejen rundt helt til Illyrien. Blot har jeg sat en ære i kun at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn ikke tidligere har lydt” (Romerbrevet kapitel 15, vers 19 til 20).

Apostlene rejste i alle retninger på forskellige missioner. Først og fremmest var modermenigheden i Jerusalem centrum for kristendommens udbredelse. Deres forkyndelse kombineret med deres åndelige fællesskab og menneskelige og økonomiske indbyrdes omsorg førte til en enorm vækst.

Det er denne slags menighed, der bliver skabelon for alle Paulus’ menigheder. Mission er altså ikke blot forkyndelse, men hele det kristne budskab praktiseres i lydighed mod troen.

På et tidspunkt sættes der en indsamling i gang til de fattige i Jerusalem. Paulus udsætter ligefrem sin plan om en evangeliserende indsats for at prioritere at tage til Je-

17

18

TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

rusalem med gaven. Så central er omsorgen for missionsarbejdet.

Vælg de store byer – for at nå hele provinsen Paulus strategi var, at han ikke var nødt til at forkynde i alle områder selv, men ved at etablere et centrum i de vigtige byer ville evangeliet sprede sig til provinserne. Byerne han valgte var centrum for romersk administration, græsk kultur, jødisk indflydelse og vigtige handelsbyer. Et eksempel på dette er, at han bruger to år i Efesos, hvor han først talte i synagogen i tre måneder. Derefter gik han til hedningerne og førte daglige samtaler med deres filosofiske lærere. Konklusionen i Apostlenes Gerninger kapitel 19, vers 10 er: ” Det fortsatte i to år, så at alle i provinsen Asien fik Herrens ord at høre, både jøder og grækere.”

Læg mærke til, at vi ikke hører, at Paulus rejste rundt i hele provinsen Asien, men

rer lidt over, at de unge tager til storbyerne, men strategisk betragtet er det faktisk en gevinst. For nogle år siden hørte jeg en leder i det internationale kristne studenterarbejde udfordre os i Danmark på, at det er vigtigt, at vi har kristne universitetslærere, bibeltro præster og menigheder i storbyerne, højt uddannede kristne, der har høje stillinger i samfundslivet og så videre. Den udfordring er hermed givet videre til de studerende og færdiguddannede, der overvejer at vælge en karriere. Husk blot at have vidnesbyrdet om Kristus med i det, du gør.

For jøde først Paulus fulgte princippet ”for jøde først.” Han forkynder altid først for jøderne i synagogen.

Det var almindelig praksis at invitere en besøgende rabbiner til at give en udlægning eller formaning. Paulus var oplært hos rabbineren Gamaliel og bruger klassisk rabbinsk skriftudlægning. I synagogen var der tre

Men vi forstår slet ikke apostlenes rejseaktivitet, hvis ikke vi ser, at de er dybt bevægede af korset! fordi Efesos var så vigtig for provinsen, så fik hele provinsen Herrens ord at høre.

I praksis i dag så kunne det godt betyde, at kirken særligt skal koncentrere sig om storbyer, der har stor indflydelse på administration, kultur, religiøst liv og økonomi.

Det er faktisk af utrolig stor vigtighed, at der findes stærke grupper af kristne studerende i de store byer. Der er nogle, der af og til jam-

særlige grupper tilstede: Jøder, proselytter og hedninger, der var interesserede i at høre om Gud. Først når han blev udvist af synagogen gik han videre, og så brugte han ikke mere tid på dem. Han blev som regel afvist, men der var også altid nogle få, som fulgte med ham, og de blev grundlaget for en ny menighed.

Det kunne udfordre os på i dag til at kigge

efter dem, der særligt er søgende i forvejen.

Erfaringen fra Alpha og andre kristendomskurser viser, at der er mange, som i forvejen har en perifær tilknytning til kirken, der meget gerne vil lære Jesus bedre at kende.

Teltmageren Paulus Paulus bor i 18 måneder i Korinth, hvor han slår sig ned som teltmager sammen med to medarbejdere. Korinth var først og fremmest en central handelsby og havneby i det romerske rige. Hvis folk i Korinth skulle nås med evangeliet, så var det ikke ved hjælp af lange filosofiske og religiøse taler, men samtaler.

Denne praksis har vundet stor indpas i missionsarbejdet siden. En teltmager bruger sit håndværk og uddannelse til at rejse ud i verden – særligt i områder, hvor evangeliet ikke må forkyndes offentligt – med et meget klart missionalt sigte. Man kan altså bruge sin uddannelse til mission også i dag.

Det er meget vigtigt, at disse missionærer er lige så godt uddannet, udrustet og oplært til missionærlivet som alle andre missionærer, hvis missionen skal lykkes – fx ved at tage på missionsskole og have en sendende menighed bag sig.

Paulus demonstrer altså for os, at Gud er både kreativ og strategisk i sin måde at få evangeliet forkyndt i verden. Lyt til Ånden.

Hvad vil han med dig, der hvor du er? Kunne Gud have en mere strategisk smart måde at række ud?

artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

Bestandig bevægelse Af Kathrine Kofod-Frederiksen, cand. mag. i religion og gymnasielærer, kathrine.kofod@gmail.com Efteråret er landet. Dagene er blevet mærkbart kortere siden sommerens lyse latter. Jo flere gange jeg gennemlever det, jo mere fylder det mig. Årets rytme akkompagnerer livet. De gule blade får mørkere toner i skumringen. Den mørkeblå himmel bliver lilla i adventstiden, men i de mørkeste måneder lyser den hvide sne i julens røde farver.

Og langsomt, langsomt vågner livet igen.

Først forsigtigt i vintergækker og erantis, så efterhånden myldrende i krokus, påskeliljer og anemoner. Lysets intensitet og farvernes overdådighed giver tro og håb til livet og kærligheden. Højsommerens varme og lyse nætter styrker længslen og giver os glimt af den evige sommer, der gryr, når Jesus kommer.

Rytmerne og mønstrene har ligget i verden fra tidens begyndelse. Arbejde og hvile. Festtid og hverdagstid. Barndom, ungdom, voksendom og alderdom. Den velkendte vekselvirkning forandrer det faste fundament.

Jeg er måske midt i livet. I hvert fald i slutningen af 30’erne og rytmernes nødvendighed, livspotentiale og forgængelighed er i meget stærk grad vokset ind i mig. Det er på en særlig måde bygget ind i kvindens krop at leve i cyklus. Den afbrydes i lykkelige (og krævende) omstændigheder, hvor man får lov at trække vejret for to. Når barnet kom-

mer til verden centreres rytmen i den andens behov. De behov forandres hele tiden, men barnet lever godt i kendte rytmer. Nattens søvn og hvile er byggesten for dagens kreativitet og vækst, og selvom babyens proportioner hurtigt forandres, kender forældrene fortsat gløden i det større barns øjne.

De øjne lærer mig meget om rytmernes slidstyrke. Børneøjne suger verden til sig. På godt og ondt tager børn imod den verden, de ser og mærker, men deres tryghed vokser i takt med genkendelsen. De kan læse de samme historier igen og igen og bliver ikke trætte af at synge de samme sange. Jo flere gange de har været med til at forberede og fejre årets højtider, jo større bliver både forventningen og glæden ved gentagelsen.

Men tradition og forankring kan miste sin fortryllelse. Måske fordi man oplever, at indholdet forandres eller smuldrer, når øjnene ser mere af verden og stiller nye spørgsmål.

Det kan både være smerteligt og befriende, men skal hverken tvinges eller forceres frem i os. Når vi erfarer det tab, efterlades vi med den voksnes udfordring: Igen at finde eller lade sig finde af Uforanderligheden. Og det er ofte langt vanskeligere for voksne end for børn. Det betyder ikke, at det er umuligt, men at det er spørgsmål, der skal tages alvorligt.

Der er en tid til at græde, en tid til at le.

En tid til at holde klage, en tid til at danse Der er en tid til at udforske spørgsmålene og en tid til at øve sig i barnets tillidsfulde modtagen. Bevægelsen går ikke lineært fremad, men formes af vores livshistorier.

Bevægelsen, forandringen og fornyelsen kan altså også karakterisere menneskets mulige relation til Gud. Min erfaring af hans kærlighed og nåde kan godt variere. Måske lidt på samme måde som min erfaring af kærlighed i menneskelige relationer kan det, uanset det om det gælder familie, venner, kæreste eller ægtefælle.

Det siger bare ikke noget om Ham. Han er altid den samme. Hans kærlighed gælder i går, i dag og i morgen. Hans nåde er ny hver dag, uanset hvad jeg tror og erfarer, men jeg bliver inviteret til at tage imod kærligheden igen og igen. Det minder det ugentlige søndagsmåltid i kirken mig om. Og hans kærlighed kan vokse ind i mig på en måde, så det former min måde at se naturens rytmer og farver på. Hver gentaget årstid har sine glimt af Guds kærlighed til en verden i nød.

19

20

TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Kirken i bevægelse – mod nåden I en proces, hvor der dannes nye menigheder, eller hvor eksisterende menigheder er i opbrud, kommer der let – både hos dem, der tager initiativ til noget nyt og hos dem, der bliver ved det eksisterende – et fokus på sekundære kendetegn ved kirken. Det kan være form/liturgi, mødested, sangstil, antal deltagere og så videre. Er det et tegn på, at forståelsen af, hvad evangeliet og kirken er, ikke står klart for os?

Af Robert Bladt, generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk Tre tænkte eksempler I en provinsby i Danmark blev der etableret en ny menighed. Initiativtagerne gjorde grundigt rede for den nye menigheds berettigelse ved at kritisere de eksisterende kirker for manglende entusiasme, tvivlsom teologi og dårligt lederskab. De eksisterende kirker reagerede med afstandtagen, forurettelse og tavshed.

I en anden provinsby blev der valgt ny præst i en sognekirke. Præsten havde en klassisk kristen teologi, og en anden sognepræst i området med samme teologiske position ønskede sin nye kollega velkommen med invitation til samarbejde og fællesskab – for, som han sagde, ”det er rart, at vi i det mindste er to, som arbejder for evangeliet.”

I hovedstaden opstod en satellitkirke, en udplantning fra en frikirke med en karismatisk profil og fokus på åndserfaringer. I modermenigheden talte man meget om den nye satellit som verdens håb for lokalområdet, og man bad og fastede, for at områdets dæmoner måtte blive drevet på flugt ved hjælp af den nye satellitmenigheds virke. Man undersøgte dog ikke, om der var kristne eller menigheder i området i forvejen.

En misforståelse af evangeliet Disse tre eksempler er fiktive, men enhver lighed med virkeligheden er tilsigtet. Hver på deres måde afslører de en svaghed i vores forståelse af, hvad det vil sige at være sendt

med evangeliet til verden. En svaghed, som kan hænge sammen med en misforståelse af selve evangeliet og en misforståelse af, hvad det vil sige at være kirke.

For det første kan de tre eksempler være et udtryk for, at vi er kommet til at se evangeliet som en medicin, vi kan tage for at fjernekonsekvenserne af synden og verdens ondskab. I det første eksempel var fokus på manglerne ved de eksisterende kirker. I det andet eksempel mente man at være en eksklusiv klub, som arbejdede for evangeliet.

Det er evangeliet, der må bære kirken og de kristne Og i det tredje eksempel så man eksklusivt sig selv som Guds redskab til at række evangeliet til mennesker i et lokalområde. I alle tilfælde er det som om, evangeliet afhænger af, om det bæres frem af en kirke og nogle kristne, som er blevet helbredt for syndens konsekvenser og verdens ondskab.

Det forholder sig modsat. Det er evangeliet, der må bære kirken og de kristne. Og både kirker og kristne vil altid være ufuldkomne og præget af synd og ondskab. Evangeliet er et løfte om, at det ender godt – trods synden og ondskaben omkring mig og i mig – og at jeg ikke er alene, men Gud følger mig, ja,

bor i mig ved sin Ånd. Vi kalder det retfærdiggørelse. Det ord udtrykker, at jeg får en ny relation til Gud, så jeg ikke behøver frygte hans vrede og retfærdige straf, men kan have fred og god samvittighed i min relation til ham. Alt sammen på grund af det Kristus gjorde, da han døde og opstod, og som jeg trådte ind i gennem den kristne dåb og gennem troen.

Jeg tror på, at evangeliet rummer en kraft til at ændre min naturlige trang til at tilfredsstille mine egne behov på andres bekostning, og at det hjælper mig til at vokse i tro på Gud, i kærlighed til mine medmennesker og i ansvarlighed i forvaltningen af mine evner og ressourcer. Men det er ikke evangeliets forvandling af mig, som gør mig i stand til at række evangeliet videre. Den vigtigste forudsætning er, at jeg har erfaret mit behov for Jesus, og at jeg har erfaret hans livgivende nåde.

En misforståelse af kirken For det andet kan misforståelsen af evangeliet hænge sammen med en misforståelse af, hvad det vil sige at være kirke. Kirken er jo ikke andet end fællesskabet af kristne, fællesskabet af dem, der tilhører Herren. Ordet kirke kommer af det græske ord ’kyriakos’, som netop betyder, ’dem der hører Herren til’. En af de bedste definitioner på en kristen, som jeg har mødt, tilskrives Martin Luther. Den lyder: ”En kristen er en tigger, som

artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

kan vise andre tiggere, hvor der er brød.”

Den definition rummer både selvindsigt og indsigt i, hvad evangeliet er og giver. Samtidig siger den noget vigtigt om, hvad det er at være kirke.

Kirken er nemlig først og fremmest fællesskabet af mennesker, der har erkendt deres behov for det, Jesus kalder ”Livets brød” (se Johannesevangeliet kapitel 6, vers 47-51), som selv har smagt det, og som inviterer andre til at komme og spise sig mætte i det brød, som giver kraft til at leve og mod til at dø.

En generøs tiggerkirke Jeg vil gerne anerkende den smerte, som kirkeplantninger, præsteansættelser og kirkesplittelser kan føre med sig. Der ligger bag denne smerte ofte et godt ønske om at bygge sunde, kristne fællesskaber, som kan ære Gud og være livskraftige i mission og diakoni. Der ligger også ofte en god portion personlig sårethed, hovmod og ærgrelse hos ledere og præster, som menneskeligt set er fuldt forståelig.

Samtidig må vi åbne øjnene for, at mange nybrud og nye bevægelser flytter fokus fra evangeliet og kirken og deres indbyrdes relation til sekundære ting som form, bygninger, kultur, stil og så videre. Fokus flyttes fra evangeliet, og kirken kommer til at lide under vægten af at skulle retfærdiggøre sin eksistensberettigelse ud fra succes, omdømme og antallet af ’likes’ på de sociale medier.

Lad os i stedet bevæge os i en anden retning. Lad os bevæge os i retning af at definere kirken ud fra nåden. Hvilke konsekvenser får det, hvis vi ser os selv som tiggere, som kan vise andre tiggere, hvor der er brød?

Først og fremmest vil vi få en ydmyghed i forhold til de institutioner, vi bygger op omkring vores kristne fællesskaber. De er ikke mål i sig selv, men midler til at række invitationer fra tigger til tigger, og steder, hvor vi kan spise os mætte i Livets Brød. Må vi ikke grundlæggende glæde os over hvert eneste sted, hvor det sker? Må vi ikke være yderst forsigtige i vores bedømmelse af de svagheder, som kendetegner de andre ”måltidsfæl-

21

22

TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

lesskaber”, både når det gælder motivation, evner og former?

Fælles afsender Jeg tror, at når vi har evangeliet helt inde i hjertet og selvforståelsen, vil vi være meget overbærende og generøse i vores bedømmelse af kristne fællesskaber, både de nye og de gamle, både de eksisterende og de nyetablerede. Jeg tror, nåden gør generøs.

Paulus brugte det billede på kirken, at den er som et legeme, hvor Kristus er hovedet, der bevæger lemmerne. Tænk, hvis det billede ikke kun er en beskrivelse af et lokalt, kristent fællesskab i Korinth (se Første Korintherbrev kapitel 12, vers 12-13), men også beskrivelsen af Kristi kirke ud over Danmark og verden. Så betyder det, at vi må se os selv som en del af et stort fællesskab, der er fælles om at sende invitationer ud til nådens bord. Og som i øvrigt også er fælles om at nyde nådens retter.

To vidunderlige virkninger Hver gang nådens arm rækkes ud, udvirkes to vidunderlige ting: 1) En uværdig tigger bliver brugt af Gud, 2) og en anden uværdig tigger får hjælp. Det er i virkeligheden Gud, der udvirker disse to vidunderlige ting. Gud, som både er fuld af nåde over for den, der rækker, og den, der rækkes til.

Lærer vi at se på kirken og på dens budskab

på denne måde, vil det give os et andet blik på kristne fællesskaber. Det vil også hjælpe os med at forstå os selv som dele af en bevægelse, Gud gør mod verden gennem os.

Det betyder ikke, at alle kristne fællesskaber og lokale kirker bør forenes i én institution eller gøre flere ting sammen. Teologiske,

hedsfællesskaber. Men vi ser stadig os selv som en del af den nådens bevægelse, som Gud har sat i gang i verden. Vores rolle er at være den hånd, som på legemets vegne rækker ud i studieverdenen. Vi skal få nåden til at leve blandt de studerende, som endnu ikke kender Jesus. KFS kan være med til at

KFS er afhængige af kristne fællesskaber, menigheder og kirker, der vil se sig selv som en del af en fælles bevægelse kulturelle og menneskelige forskelle er for store. Måske er også det en del af Guds plan for at nå flere med Livets brød.

Tre levesteder Når Gud sætter nåden i bevægelse, kommer den til at leve tre steder. 1) I vores personligheder, hvor vi trøstes af, opmuntres ved og mættes af nåden i erkendelse af vores behov for nåde. 2) I relationen mellem kristne, hvor vi lærer at bære over med hinanden og tilgive hinanden, inden vi bedømmer og formaner hinanden. 3) I relationen til dem, der endnu ikke kender Jesus, hvor både ligheden i behovet for nåden og viden om nådens spisesteder spiller en afgørende rolle.

Kristeligt Forbund for Studerende er ikke en kirke, og vores fællesskaber er ikke menig-

rydde misforståelser af vejen og måske skabe en nysgerrighed for nådens spisesteder.

Men skal Gud nå sit mål med studerende, er der behov for kristne fællesskaber, menigheder og kirker, som er inviterende over for de åndeligt sultne studerende.

KFS er afhængige af kristne fællesskaber, menigheder og kirker, der vil se sig selv som en del af en fælles bevægelse. Vi er overbevist om, at vi kan noget i studieverdenen, som de færreste menigheder kan. Vi er samtidig bevidste om vores begrænsning. Da vi engagerer studerende fra mange forskellige menighedssammenhænge, er vi også afhængige af, at den fælles forståelse af at være en del af nådens bevægelse lever i de forskellige kristne fællesskaber, hvor de studerende kommer.

artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

Jesus-holdet fra Frederiksberg Bevægelse kan også have med idræt at gøre. Det har det hos fodboldholdet FA2000, hvor fodbold, venskab og troen på Jesus er fællesnævnere.

Uret viser 21.00, der blæser en kølig vind, og mørket har sænket sig over Frederiksberg.

For mange er dette tidspunktet, hvor fødder og skammel mødes, og roen melder sin ankomst. For FA2000’s 9. senior er træningen dog først lige gået i gang. 16-18 mand i alderen 20-32 år er mødt op, og efter velkomsten startes der på opvarmningen. Det ligner et helt normalt serie-hold i København, men sponsoren JesusNet, der pryder brystet af træningstøjet, afslører, at holdet her rummer andet end jagten på 3 point, survival of the fittest samt lummer stemning i omklædningsrummet.

Dette foretagende har jeg æren af at være med i – og jeg føler mig privilegeret! Privilegeret, fordi jeg både som spiller og træner får lov at opleve, at holdets primære vision kan lade sig gøre: at være et ambitiøst sportsligt fællesskab, som Jesus også får lov at være en aktiv del af. Det er han blandt andet til kampene, hvor der altid bliver holdt andagt og brugt tid på bøn, inden vi holder det taktiske oplæg. At kunne bede til Gud om, at han vil være med os, modstanderen og dommeren og så endda i fællesskab med alle sine holdkammerater – det er bare virkelig trygt og rart. Det giver et godt fundament for den sportslige præstation, som med tiden er blevet bedre og bedre, hvilket har resulteret i et par oprykninger siden starten

for 4½ år siden.

Holdet er derved blevet mere interessant for spillere med højere niveau. Kigger man tilbage, også før FA-tiden, hvor en del af spillerne spillede på et lignende kristent hold i Boldklubben Stefan, vil mange nok give mig ret i, at det er blevet et mere seriøst foretagende. Fx er der ikke længere bare plads til alle – man skal nu have et vist niveau for at være med til træning. Vi må altså erkende, at vi er blevet mere ambitiøse, hvilket godt kan crashe lidt med den kristne tankegang og bestemt er en svær balancegang.

Vi har dog også gjort os klart, at holdet ikke er det samme som en kristen ungdomsforening – det er et fodboldhold med et kristent twist. De fleste af spillerne får derfor

”Jesusholdet fra FA” skal altså være en god oplevelse at spille imod deres primære åndelige tilskud et andet sted – sommetider på bekostning af træning, hvilket vi dog ser som den helt rigtige prioritering. For Jesus skal være vigtigst for den enkelte af os, og han skal også være tydelig i holdets profil. Måden vi er på over for hinanden, taler til hinanden, ser på hinanden og ser på Jesus – selve rammen for det kristne

fællesskab – det har vi derfor meget fokus på, såvel til træning som til kamp. Vi går naturligvis 110 % til stålet og giver den fuld pedal, men Jesus skal også være med på banen, så deciderede svinestreger mod modstanderen og mundhuggeri med dommeren undgås. ”Jesusholdet fra FA” skal altså være en god oplevelse at spille imod – også selvom modstanderen måske må gå fra opgøret uden point.

Vigtigere er det dog, at det ikke kun er godt at spille mod os, men også fedt at spille med os – særlig også for ikketroende spillere, som vi har et par stykker af. En af dem udtalte forleden, at han ”er glad for at spille med "kristen-dreng'ne" og godt kan lide ”den gode blanding af venskaber, sjov og ambitioner – et fedt afbræk med mulighed for at støde på emner som tro, mangfoldighed og fællesskab”.

Fed melding at få, for vi vil meget gerne, at der også er plads til disse spillere i vores fællesskab. Herved får de muligheden for at opleve, at kristne slet ikke er så farlige, og at man godt kan være et godt fodboldhold, selvom man tror på mere end det, øjet kan se – for det kan lade sig gøre at kombinere tro med sport, såvel på Frederiksberg som alle andre steder i hele det danske sportsrige.

23

24

TIL TRO · # 5 · 2015 · Bevægelse · artikel

Guds Ånd og Tidens Ånd Man kan ikke nå verden med evangeliet, hvis ikke man elsker verden: elsker den med en flig af Guds kærlighed. Men det indebærer, at man til dels indoptager dens famlen og dens prøvelser. At man netop er et medmenneske. Ellers bliver man et modmenneske.

Af Leif Andersen, lektor på Menighedsfakultetet, la@teologi.dk Karikaturtegneren Stuart Carlson bragte fornylig en tegning under overskriften: ”Je suis having second thoughts”. Naturligvis en reference til kampråbet ”Je suis Charlie Hebdo”. Tegningen viser ham selv siddende ved sit tegnebord med tankeboblen: ”Is this cartoon really worth my life?” (find tegningen her: www.carlsontoons.com/uncategorized/ je-suis-having-second-thoughts/) I dag sidder kunstnere og redaktører helt seriøst og vejer en reel risiko for at blive dræbt op imod retten til at trykke en plat karikatur. Ganske som Luther afvejede risikoen i Worms: Nu gælder det evangeliet og mit eget liv.

En uvelkommen tanke melder sig: Med 50 statsledere i march i den største støttede-

De dræbte tegnere hyldes som frihedskæmpere for Vestens ædleste værdier – som om vi ikke har højere mål end grinet!

Men så enkelt er det ikke. Der er gode grunde til at forsvare grinet. Imod undertrykkende magtsprog er latteren et af de bedste våben. Jeg forsvarer ikke latterliggørelse af mennesker. Men latterliggørelsen af absolutistisk magtsprog er nødvendig, om så det truer os med bomber eller med undertrykkelse.

Verden har i dag glimrende grunde til at afsky forestillingen om absolut, universel sandhed. Det var den forestilling, der flåede verden i stykker i Anden Verdenskrig. Det var den forestilling, der holdt den kolde krig ved lige og holdt verden som gidsel under

Hvis man prøver at udfordre relativismens og tolerancens tidsånd, viser det sig, at den er vanskeligere at vælte end som så monstration i Frankrigs historie kunne man egentlig godt have ønsket sig en ædlere sag end retten til latterliggørelse. Hvor meget federe havde det været, hvis de havde vovet livet for ”sandheden” eller ”evangeliet” eller ”kærligheden”!

Det er lidt ærgerligt at brænde så meget mod, trods og solidaritet af på så plat en sag.

truslen om total udslettelse. Og det er den, der lurer bag religionskrigene.

Derfor står kampen i dag ikke mellem de forskellige bud på ”sandheden”, men mellem SANDHEDEN og grinet. SANDHEDEN er nemlig ikke længere noget, vi stræber efter eller søger; den er per definition et undertrykkende ”sandhedsregime”: Michel Fou-

cault omformulerede den gamle tese ”Viden er magt” til ”Viden er vold”, for man kan kun hævde sin egen fortolkning som universel sandhed ved at dømme andre som onde eller som idioter.

Ganske vist: Ugennemtænkt relativisme og bevidstløs tolerance er trættende fænomener. De er store i slaget og bæres af en tankeløs retorik, der alligevel ikke holder, når det virkelig brænder på. Ikke mindst er de irriterende for enhver, der prøver at formidle en universel sandhed. Deriblandt jo den kristne kirke.

artikel · Bevægelse · 2015 · # 5 · TIL TRO

Men hvis man prøver at udfordre relativismens og tolerancens tidsånd, viser det sig, at den er vanskeligere at vælte end som så.

Den har gode kort på hånden, både epistemologiske, hermeneutiske og – ikke mindst – historiske, med referencer til absolutismens ødelæggende magt.

Man kan blive så inderligt træt af tidens tolerancereligion! Den svigter grusomt, når de vigtigste værdier bliver truet. Men til tolerancereligionens fødelinjer hører trods alt et kristent syn på mennesket og på evangeliet. Som Grundtvig sagde det i digtet Tvang til Tro er Snak i Taaget: Kun til Helved kan Man tvinges, Mens til Himlen blot der ringes, Frihed følger Sandheds Aand! ”Man skal lide af det, man bekæmper”, påstod den gamle rebel Poul Henningsen (ham med PH-lamperne).

Man kan vanskeligt bekæmpe tidsånden uden selv at være ramt af den. Den er nødt til i et vist omfang at have såret og mærket en, for at man kan sætte et kærligt og uimodståeligt modangreb ind. Ellers ser man kun ”tidsånden” som en eksternaliseret, diabolsk åndsmagt. Man ser ikke, hvad der er bag den: medmenneskene og deres famlen, deres prøvelser og deres gudbilledlige værd.

Man kan ikke nå verden med evangeliet, hvis ikke man elsker verden: elsker den med en flig af Guds kærlighed. Men det indebærer, at man til dels indoptager dens famlen og dens prøvelser. At man netop er et medmenneske. Ellers bliver man et modmenneske.

Til den øvelse hører anfægtelsen: at jeg forlader mit tårn af absolut sikkerhed med de sort-hvide felter og går ud i tågen. Ud i gråzonen af usikkerheder. Men med frygt og ikke med lettelse! – for til anfægtelsen hører en ubodelig længsel efter vished og et inderligt had til løgnen.

Guds Ånds sandhed er absolut. Men jeg er ikke Gud. Al den sandhed, jeg tror på og

formidler, er en tilnærmet, en approksimativ sandhed. – Det betyder imidlertid ikke, at alt er underordnet og alt er til forhandling, sådan som tolerancereligionen hævder. Guds Ånds sandhed er åbenbaret os og er ikke til afstemning. Men det betyder, at jeg kommer til at skelne mellem det, der definerer kristendommen, og det, hvori uenigheder og fejltagelser godt kan tåles! Og jeg kommer til at skelne mellem det, der er universelt og uforanderligt, og det, der er kontekstafhængigt og foranderligt.

Her kommer så problemet: Vi véd, at en sådan skelnen er afgørende. Vi véd, at kristendommen ikke kan bære uenighed og fejltagelser omkring fx Kristi opstandelse eller Guds væsen og eksistens. Og vi véd, at den kan bære uenighed og fejltagelser omkring øl eller søndagsarbejde. Inde mellem disse to yderligheder ligger et helt spektrum af skadelige fejltagelser og dybe uenigheder,

vis uenighed, så at uenige kristne stadig kan betragte hinanden som brødre og søstre?

Man kan møde den formulering, at det må være som at ”skelne mellem skal og kerne”: Kernen i kristendommen er det uopgivelige, det universelle; og skallen er det foranderlige, det kontekstafhængige, der hverken gør fra eller til.

Det tror jeg ikke. For selv om vi skelner, så kan vi ikke skille det ad kirurgisk, sådan som man skiller en valnød ad. Det er snarere som at skelne mellem sjæl og krop: Vi véd, der er forskel; men vi vil aldrig kunne skille dem ad eller sige præcis, hvor grænsen går. Kroppen gør noget ved sjælen; og sjælen gør noget ved kroppen.

Men denne skelnen er noget, hver generation er nødt til at genopdage møjsommeligt, i en skræmmende dialog mellem traditionen og tidsånden. Det arbejde er aldrig færdiggjort, så det kan overdrages uforan-

Hvad definerer kristendommen, så at afvigelse derfra ødelægger den? Og hvad kan bære en vis uenighed, så at uenige kristne stadig kan betragte hinanden som brødre og søstre? der måske deler os i kirkesamfund, men som alligevel ikke er fortabelse.

Hvis man ikke vil leve med sådan en skelnen, bliver man enten absolutist og udnævner den rette mening om alle emner til at være betingelse for frelse; eller også bliver man relativist, overlegen og sorgløs over for alt. Begge ekstremer er absurde.

Men vi har aldrig fået en liste over, hvad der er hvad. Der er i kristendommen ingen lære om, hvordan man skelner imellem det universelle og det kontekstafhængige! Hvilket er dybt frustrerende og anfægtende: Hvad definerer kristendommen, så at afvigelse derfra ødelægger den? Og hvad kan bære en

dret til næste generation. Og i det arbejde kan man risikere, at kristendommen dør og forvrides til ukendelighed! Det er sket mere end en gang i kirkens historie.

– Gisp! Er det virkelig så skræmmende og anfægtende at være kristen og være kirke i verden?!

– Nej. Sådan er det simpelt hen at være menneske. Der er ingen, for hvem noget som helst overhovedet betyder noget som helst, som ikke må leve med den udfordring.

25

26

BØGER

Glem dig selv - frihed fra selvbedømmelse Timothy Keller 48 sider 49,95 kroner CREDO 2015

Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

Når Tim Keller udgiver noget, plejer det at sprede sig som en steppebrand. Han er en af vor tids mest toneangivende teologer, og dét med god grund. Denne gang er der ikke tale om et stort værk som 'Gud for skeptikere', men en lille sag på lidt over 30 siders brødtekst, som er opstået i forlængelse af en prædikenrække, han har holdt.

Tætpakket med substans Ikke desto mindre er det et fyldigt værk, når det kommer til substansen. Det drejer sig om intet mindre end det postmoderne menneskes ego, som må siges at være et fyldigt emne. Temaer som selvværd, selvopfattelse og selvforglemmelse er aktuelle og vedkommende. Sidstnævnte, altså selvforglemmelse, er bogens hovedtema, og jeg kunne sådan have ønsket, at forlaget havde været mere direkte i oversættelsen af originaltitlen: The Freedom of Self-Forgetfulness. For den indkredser bogens ærinde – problemet, Keller påpeger, og løsningen, han giver – helt enkelt. Der er en enorm frihed gemt i at glemme sig selv, og hvis ikke du tror mig, skal du læse denne bog.

Det konkrete indhold Bogens udgangspunkt er en passage fra Første Korintherbrev kapitel 3, vers 21 til kapitel 4, vers 7, hvor Paulus forklarer, at det er ham ligegyldigt, om han bliver bedømt af menigheden eller en menneskelig domstol – at han ikke engang bedømmer sig selv.

Keller udlægger disse vers på en måde, hvor jeg har kunnet se mig selv genkendt,

endda afsløret. Bogen leder ud i en pointe om, hvordan jeg kan blive befriet og forvandlet fra min forvrængede og egoistiske selvopfattelse. Det lyder jo næsten som en selvhjælpsbog, men nu kommer det fantastiske: Det handler om, hvad Jesus kan gøre i mit liv, og ikke hvad jeg selv kan gøre.

Styrker og svagheder Keller er en sublim menneskekender. Han forstår den vestlige kultur mere end de fleste og formår at tale på en måde, der stemmer overens med den virkelighed, jeg ser omkring mig og i mig. Bogen kan læses på en eftermiddag, og det kan være en stor styrke. Hvis det kniber med tiden og overskuddet til at få læst en kristen bog, er Glem dig selv en oplagt mulighed.

Små bøger er også oplagte til at blive læst i fællesskab med andre, og jeg er sikker på, denne bog vil kunne danne grundlag for nogle spændende snakke i en cellegruppe, bibelstudiegruppe, basisgruppe, eller hvad de hedder nu til dags. Netop størrelsen er i et vist omfang også bogens svaghed, for flere steder bærer den præg af simpelthen ikke at være ligeså gennemarbejdet, som en Keller-bog plejer at være. Bogens samlede budskab er der ikke noget i vejen med, men undervejs er der et par ufuldkomne tankerækker og tekstanalyser.

Keller til debat?

I skrivende stund har bevægelsen Nyt Liv skrevet om Timothy Keller i deres seneste udgivelse (august 2015). Når Nyt Liv skriver

en større artikel om noget, er det gerne for at advare mod det, og det er da også tilfældet denne gang. Jeg har ikke fået nærlæst deres kritik af Keller, men den går netop på, at han henvender sig personligt, direkte og med udgangspunkt i kulturen til det postmoderne menneske. I det, hævder Nyt Liv, omformer han evangeliet, og selvom jeg er flintrendes uenig, er debatten fin at tage.

Hvor ukritiske kan vi tillade os at være over for præster fra andre kristnes trosretninger? Jeg håber, vi kan få talt om alt dette på en ordentlig måde, og jeg ved godt, hvor jeg stiller mig, når det kommer til Keller.

Ved siden af ham, taknemmelig for de mange gange, han har forkyndt budskabet om friheden i Jesus Kristus for mig.

artikel · Bibelen bøger ·· 2015 2012 ·· ##5 5 · TIL TRO

Min elskede er min og jeg er hans Henrik Nymann Eriksen 120 sider 149,95 kroner CREDO 2015

Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

Jeg havde aldrig rigtig forstået den der med ”Læg dig som en seglring om mit hjerte” og da slet ikke ”Jeg er sort, men yndig”.

Begge citater stammer fra det lange kærlighedsdigt, vi i vores 1992-autoriserede bibeloversættelse kalder Højsangen. Henrik Nymann Eriksen har skrevet en lille bog, der primært består af små refleksioner over Højsangen.

Giver Højsangen mening?

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, som indimellem har siddet med min bibel og undret mig over, hvad det er, lige præcis Højsangen kunne have at sige til mig. Nymann Eriksen er ret ligefrem i sit udgangspunkt for at arbejde med Højsangen: "En af bøgerne i Guds udvalgte bogsamling til os er Højsangen. Derfor mangler der noget i vores kristendom, hvis vi begrænser den kun til at bygge på de 65 andre bøger" (side 5). En klar udmelding, som ret instinktivt gav mig mod på både at genlæse Højsangen og efterfølgende Min elskede er min og jeg er hans. Bogen er opbygget af små refleksioner over Højsangen, kapitel for kapitel og vers for vers. Bogen starter dog med at retfærdiggøre sit ærinde og ud fra et helbibelsk perspektiv argumentere for, at det giver mening at læse Højsangen. Den slutter med et lille efterskrift (som i øvrigt er det bedste i hele bogen), hvor Nymann Eriksen belyser Højsangen teologisk og giver en glimrende forståelse for, hvad den kan lære os.

Hvem er målgruppen?

Ovenstående overskrift er faktisk et helt reelt spørgsmål, for i min læsning af Min elskede er min og jeg er hans har jeg flere gange undret mig over, hvem bogen egentlig henvender sig til. Da jeg langt om længe nåede til at læse bogens omslag, så jeg, at ”både nye og erfarne ægtepar kan hente slidstærk inspiration til at vise deres kærlighed over for hinanden.” Mig bekendt er det ikke noget, Nymann selv siger, og derfor synes jeg ikke, det er en rimelig ting at skrive. Jeg vil netop sige, at en af bogens egne pointer er, at Højsangen giver mening for enhver kristen at læse. Men at det ikke fremstår helt klart, hvem bogen henvender sig til, var af flere omgange et frustrationsmoment for mig, da jeg læste bogen.

Hvad vil bogen?

Denne overskrift er imidlertid ikke i lige så høj grad et spørgsmål. Bogen ønsker at give læseren mod på at læse eller genlæse Højsangen og give en ny forståelse af det bibelske skrift. Den del virkede på mig, og nu forstår jeg for eksempel den med ”jeg er sort, men yndig.” At udnytte genren 'små refleksioner' fandt jeg til gengæld mere besværligt. Til at starte med forsøgte jeg at bruge Min elskede er min og jeg er hans som en andagtsbog, men det fungerede ikke. Dels hænger refleksionerne ret meget sammen, dels har den ikke et ligeså højt åndeligt indhold som en normal andagtsbog (NB: ikke at have det, er ikke et kritikpunkt i sig selv - den fungerede bare ikke

til den daglige andagt). Imidlertid virker det også forkert at læse 4 kapitler i streg, så hvordan man får mest muligt ud af bogen, ved jeg stadigvæk ikke.

Betyder udseende noget?

At udseende betyder noget er ikke en pointe fra bogen – og altså ikke noget, der skal gælde i mellemmenneskelige relationer. Det, jeg hentyder til, er bogens grafiske design. Generelt er det noget, jeg prøver ikke at kommentere på, men i dette tilfælde har det været svært at komme uden om. Omslaget og samtlige billeder i bogen er pladderromantiske og banale. Skrifttypernes størrelse er indbyrdes ulogiske og passer dårligt sammen. Det havde en direkte negativ påvirkning på min læseoplevelse, og det er en skam.

27

28

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel

REFLEKSIONER

Ikke mig

Af Louise Høgild Pedersen, stud.theol., hoegild2504@gmail.com

Der lyder en summen af mennesker alle vegne. Oppe foran er bandet ved at gøre klar, guitaren bliver stemt. Omkring mig vrimler det med travle mennesker, målrettede mennesker. Det er søndag, og der er gudstjeneste. Jeg kigger ud over forsamlingen. De fleste ligner hinanden, de er pæne, velfriserede og veluddannede. De ser ud til at have styr på sig selv – på livet. Jeg kan ikke leve op til dem, så simpelt er det.

Måske lige ham ovre i hjørnet.

Jeg er ikke stolt af det, men inden for 5 minutter, har jeg bedømt mig selv i forhold til resten af lokalet, vinder eller taber jeg.

Ofte tænker jeg for lavt om selv, nedgør mig selv. Andre gange tænker jeg for meget, vurderer mig selv for højt. Fælles er, at min tanke er urealistisk.

Selvbedømmelsens fælde Uanset dommen, så taber jeg!

Er mit selvbillede urealistisk højt, er min frygt, at jeg ikke møder mennesker med kærlig omsorg. Jeg frygter, at jeg mister evnen til at forholde mig til mennesker. De er ikke mig værd, derfor holder jeg mig væk.

Jeg frygter den dag, jeg ikke lever op til mit selvbillede, den dag jeg får øje på mit uperfekte spejlbillede.

Er mit selvbillede urealistisk højt, frygter jeg, at mit forhold til Gud tager skade.

Jeg ser ikke, at jeg har brug for Jesus. Jeg kan klare mig selv.

Er mit selvbillede urealistisk lavt, er min frygt, at jeg ikke møder mennesker med kærlig omsorg. Jeg frygter, at jeg mister evnen til at forholde mig til mennesker. Jeg er ikke dem værd, derfor holder jeg mig væk.

Jeg frygter den dag, jeg opdager mit uperfekte spejlbillede. Opdager, at det forbliver uperfekt.

Er mit selvbillede urealistisk lavt, frygter jeg, at mit forhold til Gud tager skade.

Jeg ser ikke, at jeg har brug for Jesus. Jeg lever i en evig kamp for at blive god nok, jeg må klare mig selv.

Lever jeg først den dag, jeg er sikker på mit spejlbillede, begynder mit liv aldrig.

Udfaldet af mit urealistiske selvbillede er det samme, jeg taber.

Ikke mig Jeg er fortrolig med tanken om, at lavt selvværd er usundt. Det er ødelæggende for mig, for andre. Men høje tanker om sig selv… Er det ikke en god ting? Mit individualistisk prægede sind hvisker til mig: “høje tanker om dig er målet.”

Pointen er ikke, hvad jeg skal tænke om mig selv. Derimod må jeg søge fortrolighed med tanken om, at jeg skal tænke mindre på mig selv.

Den befriende pointe er, at det ikke handler om mig. Jeg skal ikke søge en bestemt følelse eller tanke omkring mig for at lykkedes. Jeg er fri fra at bedømme mig selv. I troen, bliver det muligt for mig at se realistisk på mig selv, og samtidig bevare bevidstheden om mit værd. Mit værd, min identitet er ikke afhængig af mig. Den er afhængig af Gud, det handler om Gud. Hvem Gud er, hvad Gud har gjort.

Jeg har en dybtliggende trang til, at alt skal handle om mig. Men vover jeg, bare for en stund, at glemme mig selv, løftes en enorm vægt af mine skuldre. Pludselig kan jeg se op. Jeg ser de mennesker, som vrimler omkring mig. Jeg ser, at det heller ikke handler om dem, bedømmelsen af dem. Jeg kan endelig begynde mit liv, ikke vurdere mit spejlbillede og tage til gudstjeneste.

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO

MEDIER

Plads til forskellighed – også på Facebook Af Morten Birkmose, medievidenskabsstuderende, mortenbirkmose@gmail.com

Jeg bruger meget tid på overspringshandlinger. Rigtig, rigtig meget tid. En af mine faste overspringshandlinger er at løbe min news feed igennem på Facebook. Her dukker de mest fantastiske ting op. Videoer af katte og sjove børn, opdateringer fra komikere og andre sjove mennesker samt ikke mindst underlige artikler om mærkelige emner fra nyhedshjemmesider, der har ligeså meget reel journalistisk kvalitet som et Anders And blad.

Et af de elementer jeg altid stopper op for, er opdateringer fra og nyheder om politikere, jeg er uenige med. Jeg elsker at læse deres udtalelser, grine af deres dumhed eller blive forarget over deres umenneskelighed, imens jeg klapper mig selv på skulderen, for jeg har jo mit på det tørre.

Midt i denne proces har jeg en tendens til at glemme, at der bag hver udtalelse og opdatering befinder sig et menneske. Et unikt, fantastisk og intelligent menneske, der brænder for sin sag, og som er elsket af Gud, også selvom de ikke står for de samme holdninger som jeg. Det må jeg til stadighed minde mig selv om igen og igen.

Og igen.

Den samme tendens kan jeg desværre også tage med mig, når jeg støder på artikler og opdateringer fra kristne brødre og søstre, der har andre holdninger og kom-

munikerer anderledes, end jeg selv gør. Det er alt for let at smide dem ned i en kasse, skrive ”forstokket idiot” eller ”karismatiske nar” uden på den og smide den ud til storskrald, imens jeg glædes over, at jeg har mit på det tørre. Så kan jeg passende slutte af med at grine lidt af ham eller hende, eller måske græmmes lidt over det billede af kristne, som de giver videre til venner og bekendte. Men sammen med denne kasse af kloge og rare børn af Gud smider jeg også enhver chance væk for at få udfordret mine holdninger og mit liv med Gud. Det er dejligt nemt at sidde bag skærmen og tænke dårlige tanker om de kristne, som jeg er uenig med, og danne fjendebilleder af andre kristne organisationer.

Det er bare usandsynligt vigtigt at huske, at der bag hvert navn, facebookprofil og organisation gemmer sig mennesker, der er uendeligt meget værd, og som brænder for sine holdninger, sin tro og ikke mindst Jesus i mindst lige så høj grad, som jeg selv gør det. Det er let at glemme i en ophedet debat på Facebook, eller når jeg læser det nyeste indlæg eller opslag fra et menneske eller en organisation, jeg ikke altid er lige enig med.

Med dette i mente kan det en dag måske endda lykkes for mig at begynde at tage deres budskab seriøst, glædes over de-

res passion for Jesus og lade dem udfordre mine egne holdninger og mit eget liv. Det er mit håb. For jeg har uendelig meget brug for inputs og udfordringer fra andre kristne for at holde min tro i live – ikke mindst fra dem, jeg ikke altid er enige med. Engang imellem er det sundeste måske også at møde mennesker med andre holdninger i levende live. Det gør det trods alt sværere at smide dem ud i en skraldespand. For eksempel i KFS.

29

Frederiksborg Apotek Slotsgade 26, 3400 Hillerød Tlf: 48 26 56 00 Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Apoteket har døgnvagt

TT # 5 - 2015

len

5

Din annonce her? kfs@kfs.dk, 35 43 82 82

100

BibelTid

10

50

GRATIS app til bibellæsning

Vælg et tema du vil fordybe dig i Læs selv eller sammen med dine venner  ...og bliv fortrolig med Bibelen  

Ta´ på bibelskole Tid til Gud  Tid til andre  Tid til dig selv 

luthersk missions højskole DK-3400 Hillerød · Tlf. 48 26 07 66 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk TT # 5 - 2015

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

Generalens Martyrernes kirke I sommers deltog jeg i World Assembly, generalforsamling og konference for det internationale studenterarbejde, IFES. Vi var omkring 1.000 deltagere fra mere end 150 lande. En af de oplevelser, der gjorde stort indtryk på mig, var mødet med de kristne, som lever under forfølgelse.

Jeg mødte vicegeneralsekretæren fra Kenya. Her blev et universitet i Garissa i april angrebet af bevæbnede islamister, som skød og dræbte over 150 studerende. De kristne var særligt mål for angrebet. Derfor blev mange kristne studerende fristet til at begynde at studere koranen og ændre livsstil, så de lignede muslimer. Men mange kristne studerende har besluttet at fastholde deres offentlige bekendelse. De siger til hinanden, at de må være villige til at dø fremfor at leve hemmeligt med deres tro.

Vi hørte om fire studerende fra et land i Centralasien, som kun med nød og næppe bestod deres eksaminer, fordi de nægtede at betale bestikkelse til deres lærere. Som de eneste af 700 studerende.

Og så hørte vi om Schweitz, hvor en kristen organisation var blevet frataget offentligt tilskud til afholdelse af arrangementer for unge under 18 år.

kr. __________ Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________

Af Robert Bladt generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk Begrundelse: De stod for et klassisk, kristent syn på homoseksualitet, hvilket af myndighederne blev anset for at være indoktrinerende. Omfordelingen af de offentlige midler, som gives til ledertræningsaktiviteter i ungdomsarbejde, betyder, at en LGBT-gruppe i fremtiden vil modtage et langt større tilskud - selv om de strengt taget ikke bruger penge på ledertræning, men primært på lobbyarbejde.

Der er langt fra Garissa til Schweitz. Men der er også ligheder. Dietrich Bonhoeffer har sagt: ”Når Kristus kalder et menneske, byder han ham komme og dø.” Den, der følger efter Kristus, følger efter ham, som gav afkald på sit liv.

Kristne i Vesteuropa sætter ikke livet til i bogstavelig forstand. Men vi er kaldet til at give vores liv til Kristus. Vi kan fristes til at tilpasse os en sekulær livsstil eller nedtone vores budskab af frygt for vrede, diskrimination og uretfærdig behandling. Men så glemmer vi, hvem vi følger efter.

Og: Vi forsømmer at vedkende os fællesskabet med martyrernes kirke. Vi svigter kristne, som lever under forfølgelse. Det kan vi ikke!