Til Tro #4 2014 - Historie

20 14

Kristeligt Forbund for Studerende

Tema: Historie Ny målsætningsperiode skudt i gang » 5 Discipeltræf og NOSA » 7 Ekstraordinær generalforsamling » 8 Ny bedeliste: Bed med os » 9

Løssalg : 25 ,-

5

her står du

Leder

Robert bliver praktikant på LTC

7

KFS'eren

13

TEMA: Historie

15 Har lige skrevet en artikel #TilTro #kfsdk

23

Fortidens byrde og fremtidens mulighed Hvordan flammesværdet forsvandt - del 2

Bøger

30 31

4 Bed for verden Hvordan flammesværdet forsvandt - del 1

Stilhed ved søerne

20 Refleksioner

Generalens

Leder

Flere events – mere Jesus

Af Jakob Skovgård Højlund, forstander på LTC, jakob@kfs.dk

Vi har, som bekendtgjort, skiftet målsætning i KFS. Vi går ikke længere efter 200 KFS-iværksættere, men efter en masse gode events: Apologetiske og tværkulturelle events, at samle kristne og ikkekristne om bibellæsning og kalde endnu flere kristne studerende til at mødes på studiestederne i bøn for medstuderende. Vi ønsker også at se en øgning i antallet af disse events, ikke fordi der er noget magisk i et højere event-tal, men fordi vi er helt vilde med indholdssiden ved alle vores events. Enhver event i KFS er nemlig i en eller anden facon formidling af Jesus som verdens frelser.

Jeg har lige arbejdet med Matthæusevangeliet kapitel 20, vers 20-28, hvor Zebedæussønnerne gennem deres moder beder Jesus om pladserne ved Guds højre og venstre hånd. Sikke da nogle egoister! Men resten af discipelflokken er ikke bedre: De bliver gale på Zebedæussønnerne – de vil jo også have mulighed for de bedste pladser. Tak skal du have! Efter at have vandret cirka 3 år med Jesus, står det stadig sløjt til med offerviljen og ydmygheden blandt disciplene. Men er det bedre med os? Tjaeh... nok egentlig ikke. Vi har alle

brug for at høre Jesu sidste ord til sine disciple i den situation, nemlig at Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange. Kristne og ikkekristne, LM’ere, IM’ere, oasefolk, pinsevenner, ja hele vejen rundt. Vi har så uendelig meget brug for, at Jesus tjener os og giver sit liv som løsesum – selv efter at have vandret med ham i mange år! Og derfor vil vi afholde events i KFS. Ja, vi vil bestræbe os på at afholde endnu flere end p.t., for at budskabet om frelseren, som tjener os og giver sig selv som løsesummen, der køber os fri fra evig fortabelse, må blive proklameret ud i alle kroge og afkroge af det danske studieliv!

Og vi vil gerne have dig med, studerende eller ej. Du kan bidrage med tid, kræfter, penge og ikke mindst forbøn. Læg det over i Guds hænder, at han må bruge vores events til at herliggøre Jesus, så troen skabes og fastholdes. Bed for KFS’erne, som arrangerer de forskellige events, at de må få, hvad de har brug for i tjenesten og selv blive fyldt på – for vi vil kende Jesus og gøre Jesus kendt!

Udgiver

Redaktionen

Tryk

Kristeligt Forbund For Studerende Ribevej 71, Ødsted 7100 Vejle Tlf: 35 43 82 82 Fax: 35 43 48 04 E-mail: kfs@kfs.dk TIL TRO: tiltro@kfs.dk Giro: 405-4954

Studentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør) Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør) Stud.theol Mikkel Haahr Andersen Lærerstuderende Daniel Sundgaard Stud.theol Nicolai Woller Jensen Stud.theol Filip Friis Jakobsen Stud.scient.soc. Mathilde Mølgaard Stud.mag. i retorik Ida Esmarch Pedersen Stud.psych Anna Staal Sygeplejestuderende Rasmus Dysager

Øko-Tryk

Abonnement

Det koster 100 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

ISSN 1395-9786 Hjemmeside www.tiltro.dk Design

Martin Luckmann & Klaus Juul Jensen Annoncer

Kontakt KFS på tlf. 35438282 eller kfs@kfs.dk Layout

Pernille Leth Petersen

4

TIL TRO · # 4 · 2014 · nyheder

”Fantastisk tilgang til debatten” Sofie Møller Østergaard deltog i et grill-en-kristen-arrangement på sin skole. Her skriver hun om sin oplevelse af debatten.

Arrangementet Grill-en-kristen på vores gymnasium (Nykøbing Katedralskole) må uden tvivl kaldes en succes i mine øjne – og dette skyldes flere ting, men først og fremmest en dedikeret KFS-gruppe på skolen.

En af de ting, som gruppen havde gjort, for at reklamere for arrangementet, var at de havde lagt spørgsmål ud på bordene i kantinen. Disse spørgsmål lagde klart op til diskussion, da de kunne have mange svar – og det var da også dette, som gjorde dem så gode.

Det er nemlig min opfattelse, at mange mistænker kristne for at være lidt snæversynede og ude af stand til at diskutere forskellige synspunkter, da de er så fastlagt i deres egen tro – men disse spørgsmål vidnede om det modsatte.

Derudover må jeg bare rose de kristne, som stillede op. De mødte op med deres baggrundsstof i orden og en fantastisk tilgang til debatten. Det skal forstås på den måde, at ingen af dem var fjendtlige, men tværtimod imødekommende og forstående når vi kom med vores spørgsmål – og det ser jeg som en klar styrke, fordi man på den måde skaber en rolig og interessant debat, hvor man respekterer hinandens synspunkter og prøver at forstå hinanden.

Og kan man nå så langt, så er det, at man har muligheden for at dræbe fordomme og komme hinanden nærmere – uden nødvendigvis at dele synspunkt eller tro. Og dette klarede de ”grillede” med manér – selvom enkelte blandt tilhørerne til tider stillede spørgsmål på en lettere aggressiv måde.

Opmærksomhed på opstart Af Anna-Kathrine Thunbo Pedersen, fundraiser i KFS, anna-kathrine@kfs.dk Når man skal i gang med noget nyt gør det godt at få lidt ekstra opmærksomhed. Det giver glæde og motivation. KFS’ ansatte har her på tærsklen til et nyt studieår en helt særlig opgave: at få den nye målsætningsperiode sat godt i søen. De har brug for din opmærksomhed.

KFS tager med det nye studieårs begyndelse hul på en ny treårig målsætningsperiode. Med den nye version af KFSiværksætter-målsætningen omsætter vi de sidste to års erfaringer med den gamle målsætning til nye mål for ønsket om at se studerende, der er grebet af Bibelen, og som derigen-

nem engagerer sig i studieverdenen. Den nye målsætningsperiode løber fra nu og indtil 2017. Visionen er den samme, men måden, vi måler udviklingen på, er ændret.

Vi lægger generelt op til flere aktiviteter.

Studiestarten 2014 vil i KFS altså også betyde relancering af målsætningen. Rundt omkring i landet vil KFS’ sekretærer og volontører sætte fokus på målsætningen ved opstartsmøder og i samtaler med de studerende. Målet er, at KFS’ere landet over i løbet af august og september bliver præsenteret for den nye målsætning og få klarhed over, hvordan de kan være med til

at opfylde den.

Vi vil gerne bede KFS’ venner og bagland om lidt ekstra opmærksomhed i den forbindelse. Bed konkret for opstartsmøderne på gymnasier og studiesteder, hvor de ansatte skal introducere målsætningen og invitere til de studerendes engagement. Giv en ekstra gave til KFS, så er du med til at give de ansatte ekstra glæde og motivation.

Følg med i opstarten på www.kfs.dk. Her kan du også give din gave. Benyt den blå knap ’Støt KFS’ i højre side.

nyheder ·· 2014 2011 · # 6 nyheder 4 · TIL TRO

Ny målsætningsperiode skudt i gang Med begyndelsen af skoleåret skyder KFS nu en ny målsætningsperiode i gang, hvor vi ønsker at se studerende være grebet af Bibelen og engageret i studieverdenen.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Nu begynder en ny treårig periode i KFS, hvor vi løber mod et særligt mål. Det overordnede mål er som det altid har været at kende Jesus og at gøre ham kendt. Men i de næste tre år vil vi særligt fokusere på arbejdet for, at Bibelen sætter studerende i gang med at engagere sig i sit studiested.

Konkret er målet, at vi hvert af de tre

år se stadig flere: 1) KFS-grupper, kontaktpersoner og studiesteds-KFS’ere, 2) åbne bibelstudiegrupper, 3) apologetiske events og 4) tværkulturelle events og fællesskaber Første år – det vil sige fra nu og indtil næste sommer – er målet, at alle disse tal er højere.

KFS studiestedsgrupper KFS kontaktpersoner Aktive studiesteds-KFS’ere Åbne bibelstudiefællesskaber Apologetiske events Tværkulturelle events Tværkulturelle fællesskaber

96 160 1199 13 175 6 5

Intenst og givende STiK2014 Læs Katrine og Mathias’ indtryk fra KFS sommerudrustningslejr for gymnasiale studerende, STiK. Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Katrine Børgesen, Holbæk Gymnasium ”Jeg synes, det er forvirrende. Jeg kom hertil med en masse spørgsmål – og det er ikke fordi jeg går frustreret herfra, men jeg tror jeg går nysgerrig herfra. Jeg ved ikke om jeg har fået svar på alle mine spørgsmål, men jeg er blevet mere nysgerrig efter selv at gøre indsats for at få svar på dem.” ”Jeg var rigtig glad for seminartet om tro og tvivl, som Tobias holdt. Han gav mig bare en masse ting som jeg havde brug for at høre.

Fordi det er virkelig sådan noget som kan komme tæt på en i hverdagen – især når man går på gymnasiet, synes jeg, fordi alt skal være så teoretisk på gymnasium. Og også fordi jeg er den eneste kristne i min klasse, og jeg har ikke en kristen familie, så jeg synes meget hurtigt tvivl kommer virkelig tæt på mig. Så det seminar det rørte mig bare.”

Mathias Lysholm, Herning Gymnasium ”Jeg synes, det er utroligt givende. En af de ting, der har fået stor betydning for mig har været uden for undervisningen, den samtale der altid har været kørende. Det er lige meget, hvor du går hen næsten, så er der en samtale kørende om det ene eller det andet inden for tro. Det er en hel dag, hvor der bare er påfyldning, og det er det, der gør det så omfattende. Jeg synes også undervisningen har været vanvittig fed.” ”Hvis jeg må særligt fremhæve et seminar, så vil jeg virkelig fremhæve og anbefale det mandeseminar, vi har haft, fordi det var nogle helt nye og anderledes ting, som jeg hørte der. Vi snakkede rigtig meget om, hvordan det er at være mand i samfundet og mand i menigheden, som jeg aldrig rigtig har snakket med nogle om og taget stilling til før. Så det har været rigtig spændende.

Og så synes jeg generelt, der har været en meget stor frimodighed og ærlighed på den her lejr."

55

6

TIL TRO · #5 # 4 · 2012 2014 · nyheder

Gå ikke glip af ressourcer Meld dig til KFSpresso, og vær sikker på at få alle ressourcerne med.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Som du kan læse i dette magasin har KFS opdateret sin målsætning. Her bliver udviklingen og udbredelsen af virkelig gode og brugbare ressourcer en helt central opgave.

Et af de steder, hvor vi i forvejen har en ressourcestrøm, man kan koble sig på, er KFSpresso, som kommer en gang om måneden.

Der er allerede cirka 650 abonnenter.

Omkring dobbelt så mange åbner vores mails end en gennemsnitlig nyhedsmail inden for branchen religion. Det forstår

vi godt, for vi leverer et godt og relevant indhold til nogle gode mennesker.

Tilmeld dig KFSpresso eller risikér at gå glip af de ressourcer, vi skyder en masse energi i for at gøre dem bedst mulige for studerende.

Når vi har lavet noget godt, får du det i KFSpresso. Hver gang følger en andagt af en KFS-medarbejder samt forslag til bibeltekster, du kan nå at få noget ud af med din KFS-gruppe i et frikvarter.

Meld dig til via forsiden på www.kfs.dk

Robert bliver praktikant på LTC LTC får på det kommende basis-forløb glæde af Robert Svendsen, som skal være praktikant i et halvt år.

Stud.theol., Robert Svendsen, har henvendt sig til LTC og spurgt, om han må være praktikant et halvt år. Efter en grundig snak med Robert fandt de ud af, at det var en rigtig god idé!

Robert er lige nu i gang med kandidatdelen af teologistudiet på Aarhus Universitet efter 4 år på MF. Han kommer primært til at undervise i bibelfag på LTC, men vil

også være med i evangelisations- og apologetikundervisningen + lidt mere. Derudover vil han også følge et af de tre teams og i det hele taget bare leve med i LTC-hverdagen.

Robert glæder sig rigtig meget til at komme i gang på LTC. Nu skal al læringen fra de seneste års studier anvendes i praksis! Og lærerstaben glæder sig til at få en særdeles kompetent medspiller på holdet!

Årsvikar for webmedarbejder Berit Leier Bitsch er årsvikar for webmedarbejdere.

Martin Vase holder orlov fra stillingen som webmedarbejder, da han skal gå på KFS’ Ledertræningscenter LTC.

Vi har derfor ansat Berit Leier Bitsch i et vikariat. Jobbet i KFS som webmedarbejder indebærer teknisk vedligeholdelse af KFS’

hjemmesider. Berit studerer multimediedesign i Odense, og stillingen er derfor et oplagt studiejob for hende.

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2014 2012 46 · TIL TRO

DISCIPELTRÆF 2014

Guds rige - nuet, håbet, opgaven, målet I efterårsferien i uge 42, nærmere bestemt 11.-15. oktober, er du inviteret med på Discipeltræf under temaet ”Guds rige – nuet, håbet, opgaven, målet”.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Nu er der snart Discipeltræf.

I uge 42 åbner dørene på Skanderborg Gymnasium nemlig igen op for den landsdækkende lejr for alle dem, der går på en ungdomsuddannelse.

Hvis du selv er blandt de 500-600 der i år tager til Skanderborg for at være med, kan du godt begynde at glæde dig, for der venter en masse spændende ting.

Discipeltræf 2014 har temaet ”Guds rige - nuet, håbet, opgaven, målet”. Guds rige er lige nu og her, fordi Jesus er her med hele sin frelse og fylde. Gennem Jesus får vi håbet om en evighed i Guds rige. Som borgere

i Guds rige får vi en plads og en opgave, mens vi ser frem mod målet. Slå følge med Kongen på Discipeltræf 2014. En lejr, hvor vi vil nyde fællesskabet i forkyndelse, lovsang, sjov og leg.

Talerlisten tæller blandt andre Per Damgaard Pedersen, der til dagligt er præst i Kristkirken i Kolding. Sygeplejerske Jean Gilvang er anden af talerne, og en tredje er frimenighedspræst Peter Rask – som i øvrigt også er formand for KFS’ bestyrelse.

I bibeltimerne vil lærer på Børkop Højskole Per Ladekjær føre os gennem bibelske tekster om Guds Rige.

Robert Bladt åbner og lukker ballet lørdag og onsdag eftermiddag.

Udover de store fællesmøder vil der være en lang række seminarer, seks forskellige responsmuligheder efter bibeltimerne og andre tilbud. Så der er masser at glæde sig til.

Læs mere på discipeltraef.dk og få de seneste opdateringer på Facebook: facebook. com/discipeltraef

NOSA på Island

Meld dig til den studenterkonference sammen med nordiske medstuderende i starten af oktober.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Den fællesnordiske studenterkonference NOSA, som sidste år var i København har i år temaet Creation. Og hvilket sted er mere oplagt at være sammen om Guds skaberværk end på det smukke Island.

Konferencen afholdes den 2.-5-oktober i hovedstaden Reykjavik.

Karl Sigurbjörnsson er hovedtaler og er forhenværende biskop på Island. Udover bibeltimer ved Karl byder konferencen på forskellige spor, blandt andet et der kommer til at indeholde kreativitet og fotografi.

NOSA er en forkortelse for NOrdic Student Alliance, og er et samarbejde mellem

KFS og de skandinaviske søsterorganisationer. NOSA holder hvert år en konference, hvor studerende fra Norden kan møde hinanden og opmuntre i arbejdet med at gøre Jesus kendt i studieverdenen.

Det er muligt at tilmelde sig en udflugt i den islandske natur i forlængelse af konferencen.

Prisen for KFS-medlemmer er 700 kroner + rejse, og 750 kroner + rejse for ikkemedlemmer. Hvis du vil med på udflugten, skal du selv sørge for en ekstra overnatning.

Der er i udgangspunktet kun 10 pladser – med mindre de andre lande ikke benyt-

ter alle deres – så skynd dig at melde dig til ved at sende en mail til KFS-sekretær Daniel Hougaard, daniel@kfs.dk, hvor du oplyser navn, alder, studie, adresse og telefonnummer.

Læs mere om konferencen på http://nosa.ksf.is/

77

8

TIL TRO · #5 # 4 · 2012 2014 · nyheder

Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling Kom til den ekstraordinære generalforsamling om søndagen på Discipeltræf.

Bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende indkalder hermed til ekstraordinær generalforsamling i forbindelse med årets Discipeltræf. Den ekstraordinære generalforsamling finder sted

Søndag den 12. oktober 2014, kl.

16.30 på Skanderborg Gymnasium.

Den ekstraordinære generalforsamling er et led i den demokratiseringsproces, som KFS har indledt for at give medlemmerne mere medbestemmelse, og for fortsat at kunne modtage tilskud fra tips- og lottomidlerne.

Et af de vigtige punkter på dagsordenen bliver valg til KFS’ Landsbestyrelse. Det nye i forhold til tidligere er, at alle bestyrelsesposter nu skal besættes ved valg blandt medlemmerne. Tidligere var det kun stu-

denterrepræsentanterne, der skulle vælges blandt medlemmerne. Med ophævelsen af aldersgrænsen på 30 år er det muligt for alle at være medlemmer af KFS og dermed stille op til valg og stemme ved valget.

På den ekstraordinære generalforsamling i oktober skal der derfor opstilles kandidater til 15 poster i Landsbestyrelsen og op til 2 suppleanter.

Vi ser frem til den ekstraordinære generalforsamling og håber, at mange har lyst at kigge forbi Discipeltræf og være med til at gøre deres indflydelse gældende. Alle tilstedeværende medlemmer, der har betalt kontingent for 2014, har stemmeret. Det er også muligt at stemme ved fuldmagt.

Information om stemmeret, opstilling af kandidater og forslag til dagsordenen vil blive sendt ud til alle medlemmer i midten af august måned. Dagsorden bliver

fremsendt to uger før den ekstraordinære generalforsamling.

Både studerende og færdiguddannede kan blive medlem af KFS. Dog skal mindst 50 % af medlemmerne være under 30 år for at KFS stadig kan kaldes en ungdomsorganisation.

Medlemmer modtager Til Tro gratis, ligesom vi giver rabat på KFS’ lejre. Kontingentet varierer lidt efter lokalgruppe, men et medlemskab af landsKFS koster kr. 100 kroner om året.

Er du endnu ikke medlem kan du også blive det via hjemmesiden. Vælg den blå knap ’Bliv medlem’ yderst til højre i skærmbilledet.

Bed for verden IFES Ireland sender et team til Thailand fra 15.-29. august for at arbejde med Ann og Johnny McClean, TSCF Thailand missionspartnere. De vil tage del i en lokal kirkes arbejde. Bed for gode relationer mellem de thailandske og irske kristne og om, at Gud må bruge besøget til sin ære.

Studerende fra MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika) samles til den regionale studenterkonference i Egypten fra 25. august til 2. september. Bed om, at disse ofte isolerede troende må opleve velsignel-

se i det kristne fællesskab på konferencen og blive udrustet til at stå fast i troen, når de vender tilbage.

Der sker en masse i oktober måned. Bed om, at alle de nedenstående IFES Europe events må udruste mennesker til tjenenste:

August/september er begyndelsen af det akademiske år på mange universiteter på den nordlige halvkugle. Dette bringer lige dele af udfordringer og muligheder, når studerende afslutter studierne og nye kommer til. Bed især for fremstød for nye studerende og for ledergrupper for kristne studenterfællesskaber, der skal tage imod mange nye mennesker.

29. september – 6. oktober – Alle regionale teams fra hele verden samles i Thailand til opmuntring og fællesskab.

3.-5. oktober – træning i personlig evangelisation i Polen 13.-16. oktober – orienteringsmøde i Irland for nye generalsekretærer 27.-29. oktober – Netværksmøde for internationalt studenterarbejde

2011 ·· ###5 nyheder nyheder ·· 2014 2012 46 · TIL TRO

Masser af hjælp i Hillerød på Assist KFS’ sommerarbejdslejr for videregående studerende bød igen i år på fysisk arbejde og spændende foredrag på tværs af kulturelle skel.

Bed med os

I dette nummer af Til Tro har vi hæftet KFS’ bedeliste ind. Riv den ud og bed sammen med os i en månedlig rytme. Find bedelisten ved at klikke på www.kfs.dk Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk Også i år sender vi i begyndelsen af skoleåret en bedeliste ud, som er en oversigt over de forskellige aktiviteter og ansatte, så du kan nå hele vejen rundt i løbet af en måned.

Vi håber igen i det kommende år at være omsluttet af trofaste støtters forbøn. Bøn er nemlig vigtig for KFS’ arbejde.

I løbet af en måned, når vi sammen – hvis du vil være med – omkring nogle væsentlige mennesker og arbejdsområder i KFS, hvor de på en særlig måde bliver bedt for. Det er trygt at vide, at studerende, færdiguddannede, forældre til studerende

og andre fra det store bagland bag KFS støtter med forbøn.

Bedelisten er en måde, hvorpå vi forsøger at gå sammen jer i forbønnen for KFS. Vi er nemlig dybt afhængige af Guds hjælp, hvis målet om at kende Jesus og at gøre ham kendt skal lykkes.

Riv derfor listen ud ved perforeringen og læg den, hvor du holder din daglige bedestund. Det gør en reel forskel!

99

10

TIL TRO · # 4 · 2014 · KFS’eren

KFS’eren Positive oplevelser på kollegier I Odense KFS har de nærmest kun haft gode oplevelser med at gå ud på kollegier og tale med folk om Gud og tro. Mayken er en af dem, der har været med flere gange.

Den fælles KFS-gruppe for studerende i Odense har de på det seneste været flere gange ude og ringe på dørene kollegier i deres by. De har oplevet, at de mennesker de mødte har haft en positiv indstilling over for dem og ofte har lukket dem ind i deres hjem til en snak om Gud og tro.

En af dem, der har været med nogle gange, er Mayken Bruun Mossin Christiansen, der spiller violin på musikkonservatoriet i Odense.

Hun forklarer, at KFS-gruppen i byen ønskede at lave flere events, hvor de kom ud og mødte folk i stedet for at lukke sig om sig selv. ”Jeg synes ikke, vi har haft nogle negative oplevelser endnu. Det eneste, der kan ske, som kan forhindre vores plan, er, at folk ikke åbner døren. Men det er jo ikke en negativ ting, det er jo meget neutralt. Vi har ikke oplevet at nogen har råbt efter os,” fortæller den unge musiker.

Sætter gang i snakken Ofte bor flere studerende sammen de steder, hvor de ringer på. Her oplever de, at deres besøg sætter gang i samtale om tro mellem bofællerne.

Et sted hvor flere boede sammen, spurgte de, om nogen af dem havde læst i Bibelen. En af dem fortalte, at han havde læst i en bibel, der lå på deres toilet. Det viste sig, at de alle havde læst i den, men ingen af dem havde snakket med hinanden om det. ”Vi ved, at vi italesætter nogle ting. Vi får folk til at overveje nogle ting. Vi gør det normalt at snakke om. Mange unge tænker på det, men der ikke nogen, der snakker om det,” forklarer hun.

Forbøn er halvdelen af arbejdet Hun sig dog også, at det kan være kræve noget at komme af sted. ”I starten har jeg haft det sådan, at nu skulle jeg være den der

perfekte kristne pige. Men jeg kan ikke alle skriftsteder. Jeg tænkte nok, at jeg skulle gå ud at være Guds forsvarer.”

Hun har dog opdaget, at hun bare skulle tage ud og snakke med folk om Gud og tro. Hun behøver ikke at have alle svarene. Og så er det en stor hjælp at vide, at der altid sidder en gruppe tilbage og beder for dem, der ringer på kollegiedørene. ”Det er rigtig rart at vide, at der sidder nogle folk og beder for en. Og vi har kontakt til dem hele tiden, så hvis vi har noget at bede for, kan vi spørge dem om at gøre det. Forbederne gør halvdelen af arbejdet.”

Tema: Historie Fortællingen, biografien og det narrative har en tæt sammenhæng med vores identitet og kommunikation. Historie er derfor et vigtigt tema på tværs af fag og fagområder.

Vi fortæller selv vores historie på sociale medier, og det giver mulighed for at pynte på præsentationen. Vores fortid kaster lys over, hvem vi er – på godt og ondt – men vi må stå ved den, hvis vi vil bevæge os videre.

Gud har gennem tiden bevæget mennesker videre, og det er en historie, der endnu ikke er skrevet færdig.

Læs og undersøg, hvordan du passer ind i historien.

God fornøjelse!

12

TIL TRO · # 4 · 2014 · Historie · artikel

Hvordan flammesværdet forsvandt Del 1 Fra første til sidste side er Bibelen én lang historie om Gud, der skaber, taler og handler ind i vores verden. Ikke fordi vi har fortjent det, men fordi Gud er god og længes efter fællesskab med mennesket.

Af Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, general@israel.dk Bibelen er fortællingen om Gud. Den fortæller, hvordan Gud skabte verden og alt det, vi kan kende, iagttage og undersøge. Den er fortællingen om hvordan, men også om hvorfor han gjorde det. Selv var han. I begyndelsen før alt det, som hører den skabte verden til, var Gud. Det begyndte som et billede, der først fik lys, derefter farve og liv, der bevægede sig, tog former og fik udtryk. Højdepunktet kom, da Gud skabte mennesket – som mand og kvinde – og gav dem herredømme over det alt sammen, så de kunne drage omsorg for det og selv blive mange.

Alt var godt, og mennesket, manden og kvinden, var anderledes end alt det andet.

For om dem sagde Gud: ”Lad os skabe mennesker i vores billede.” Og så formede han leret med sin hånd og efterlod sit aftryk på os, så der hos alle mennesker er et sted, hvor kun Guds hånd passer.

Der var grænser mellem dag og nat, mellem havet og det tørre land, mellem himmel og jord. Men intet skilte Gud og mennesker. ”De skal ligne os,” sagde Gud, ”så de kan herske og forvalte.” For Gud talte med mennesker.

Sådan var det, lige indtil der kom en grænse. For i denne verden, hvor tiden og ikke evigheden hersker, er der altid et før og et efter. Ting holder op og nyt bliver til – indtil.

Denne gang begyndte det ikke med Gud, men med slangen. Også slangen talte; ikke

for at skabe, men for at ødelægge. Og inden dagen var forbi, var det hele gået i stykker.

Da Gud kom for at tale med Adam og Eva, havde Adam gemt sig, så Gud måtte spørge: ”Adam, hvor er du?” Siden da har mange mennesker spurgt: ”Gud, hvor er du,” for de ved ikke, at det er dem selv og ikke Gud, der har gemt sig.

Gud opsøgte Adam, og det gør han stadig. Adam sendte Guds spørgsmål videre til Eva, som sendte det videre til den skabning,

herskede ikke kun mørke og kulde, synd og dom. Nåden var der også. Det ved vi, for Noa fandt nåde for Guds øjne. Gud talte til Noa, og Noa byggede en ark. Gud tog kampen op mod alt det, som var ved at ødelægge hans skabning. Han gjorde det uden at ødelægge sin skabning. Ellers kunne flammesværdet lige så godt have gjort det.

Sådan blev der en ny begyndelse med et alter og et mødested, hvor Gud og Noa kunne mødes, og fællesskabet genoprettes.

Faraos gunst kan ophøre, men det kan Guds barmhjertighed ikke og heller ikke hans længsel efter dem, han har skabt. som hun og Adam havde fået ansvar for. Inden dagen var forbi, var billedet som det hele begyndte med smadret. Gud havde sat Adam og Eva uden for haven. Ud i mørket og kulden. Men han satte dem på den anden side af det ødelæggende flammesværd, og han undlod at lade sværdet ramme dem. I stedet gav Gud dem skindtøj som et værn mod kulden. Han lod dem leve med håb – et håb om, at det, som nu spærrede for fællesskabet, engang skulle blive magtesløst og forsvinde.

Men det blev svært at holde fast i håbet. Snart var der ikke bare grænser mellem Gud og mennesker. Der kom også skel mellem brødre. Mellem mennesker og naturen.

Men selv på denne side af flammesværdet

Mennesker blev igen frugtbare og talrige.

Men igen kom der grænser og skel, forskelle folkene imellem, indtil de ikke længere forstod hinanden. De blev spredt ud over hele jorden med hver deres sprog.

Abraham og hans slægt Men Gud nægtede at lade sin samtale med mennesker gå i stå. Der gik lang tid, men så talte Gud igen. Denne gang til to irakere, og de var endda gamle. Gud indledte en samtale med Abraham og gjorde kendt for ham, at Han ville velsigne ham og hans familie, og gennem dem skulle Guds velsignelse nå ud til hele verdenen. Den velsignelse udtrykte Gud med ordene: ”Og jeg vil være med dig.”

artikel · Historie · 2014 · # 4 · TIL TRO

Grunden til at skabe og nyskabe finder Gud altid i sit eget hjerte.

Det begyndte godt. Gud kaldte, og Abraham hørte. Han adlød, brød op og gik ud – fra sit hus, sin familie og sit land – til det sted, Gud ville vise ham. Siden hen kaldte man stedet for ”det forjættede land.” Uanset hvad Abraham havde forestillet sig, da han brød op og forlod alt det, han kendte, så erfarede han hurtigt, at det også var et land med tørke. Endda så stor tørke, at det blev til hungersnød. Og snart befandt Abraham sig ikke i det forjættede land, men langt derfra i Egypten. Han gav plads til usikkerhed, til angst og tvivl, og så sker det let, at man også giver plads til løgn, had og bedrag. Men Gud holdt fast. Han nægtede igen at give op. Gud fik Abraham vendt om, så han kunne vende tilbage til det forjættede land, lidt klogere på hvad det betyder, når Gud siger: ”Og jeg vil være med dig.”

Abrahams familie blev stor. Først kom Ismael og efter ham løftesønnen Isak og siden Isaks to sønner, tvillingerne. De blev til et folk, men ikke i det land, Gud havde givet dem. De var igen kommet til Egypten. Det begyndte godt med Josef ved egypterkongens hof. Han havde Faraos gunst, og hans familie fik særbehandling. Men der kom nye faraoer og med dem andre tider. I stedet for at være de udvalgte, blev Abrahams efterkommere til de udnyttede – til slavearbejdere. Indtil Gud hørte deres skrig, og deres råb nåede op til Gud, og Gud greb ind. For Faraos gunst kan ophøre, men det kan Guds barmhjertighed ikke og heller ikke hans længsel

efter dem, Han har skabt til fællesskab og til samtale med sig selv. Derfor fortsætter historien. Den fortsætter med, at Gud igen forbarmer sig og griber ind. Gud laver endnu et redningsforsøg. Denne gang bruger han ikke en gammel mand, men et nyfødt barn. Hvis to gamle irakere var et spinkelt grundlag at bygge på, hvad så med et nyfødt barn; i en sivkurv, der blev sat ud på Nilens vand med det spinkle håb fra en mor om, at det som ellers var fortabt skulle blive fundet? Men barnet blev fundet – endda af prinsessen. En tid så Guds redningsforsøg ud til at lykkes. Barnet blev en mand og fik en kongesøns magt.

Men det blev til afmagt. Historien fortæller, at fra at være en kongesøn, som alle kendte, blev Moses en fårehyrde og næsten glemt. Indtil hans folks skrig blev hørt af Gud. En dag stod Moses ved en tornebusk, der brændte uden at brænde op, og Gud viste sig for ham. For Gud hverken glemmer eller gemmer sig. ”Jeg er den, jeg er,” sagde Gud, da Moses afkrævede ham et svar. Uanset hvad det betyder, hvem har så ikke siden hen sagt som Moses: ”Gud, sig mig hvem du er”? Mennesker har spurgt for at få svar på, hvem de selv er, og hvorfor de er.

Moses fik svar på sit spørgsmål, for den efterfølgende lange historie er et, langt svar på, hvad det vil sige, at Gud er den, Han er.

Han er den, som hører. Han er den, som vender gråd til glæde, som gør mørke til lys og ud af en flok slaver skaber sig et ejendoms-

13

14

TIL TRO · # 4 · 2014 · Historie · artikel

folk ved at fri dem ud fra trællekår og lade døden gå deres dør forbi. Det gjorde han den påskenat, da Farao bøjede sig og lod Guds folk gå fri og gå ud. Det var Gud, der førte dem ud, og han gjorde det med vældig styrke. Sådan har Israel siden hen fortalt om det til deres børn og deres børn i slægt efter slægt. De har fortalt, hvordan Gud med Moses som sit redskab frelste sit folk.

Han gjorde det ikke, fordi israelitterne havde fortjent det. Han gjorde det, fordi han huskede på sine løfter til fædrene. Han gjorde det i sin nåde og sin barmhjertighed, og han gjorde det for sit navns skyld. Grunden til at skabe og nyskabe finder Gud altid i sit eget hjerte.

Men ørkenen var hård og barsk, og tvivlen blev større end tilliden, og angsten blev til vrede og oprør – mod Gud, som var den, der havde friet dem. En overgang så det ud til, at det hele skulle ende i ørkenen på den forkerte side af det forjættede land. At folket skulle omkomme og velsignelsen til Abraham og hans efterkommere udeblive.

Men sådan er Gud ikke. Selv om en mor kan glemme sit barn, så kan Gud ikke glemme sine børn og heller ikke sine løfter til dem.

Det forbyder hans eget hjerte ham.

Efter 40 år i ørkenen gik Josva og hans folk, Abrahams efterkommere, ud af ørkenen, over Jordan og ind i landet. De var kommet ud af mørket og slaveriet. De var kommet gennem ørkenen, hvor ingenting er en selvfølge, og livet aldrig kan tages for givet.

Kun en ting var sikker: At Gud er den, der er. Nu stod Josva, hvis navn betyder ”Gud frelser”, midt i Jordans flod. Derfra førte han Guds folk frem til kamp mod Jerikos mure.

David og hans slægt Nu var alt godt, men kun en kort tid. Hver gang det hele så ud til at mislykkes igen, sendte Gud en leder, der kunne vejlede og retlede Israels folk. Der var en Otniel, en Gideon og en Jefta. Til sidst var der Samuel. Han blev den sidste dommer, og Saul den første konge. Saul var større end alle

andre, men storheden sad kun i hovedet og ikke i hjertet. Derfor kom David til magten.

Han var lille, den mindste af dem alle, men en mand efter Guds hjerte. Det var til ham, Gud gav endnu et løfte. Gud lovede David, at hans slægt skulle blive stor og altid være konger i Israel – lige indtil fredsfyrsten ville komme, og folket igen kunne stå for Guds ansigt, uden at flammesværdet spærrede for dem.

Når David havde lagt sig til hvile, skulle en af hans efterkommere sidde på tronen.

fremmede. Gud havde taget landet fra dem, og han havde taget templet fra dem. Det var nemlig ikke rigtigt, at bare man sagde ”Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel,” ville alt gå godt. Sådan var det ikke, og sådan er det ikke. Man må høre Guds ord, men også gøre det.

Gud havde taget landet og templet fra dem. Men han havde ikke taget sit ord fra dem. Han blev ved med at tale det ord, der handler om trøst og nåde. Han nægtede at lade samtalen gå i stå. Profeter talte Guds

Selv om en mor kan glemme sit barn, så kan Gud ikke glemme sine børn og heller ikke sine løfter til dem.

Gud selv ville grundfæste hans kongedømme til evig tid. Gud ville være hans far, og ”han skal være min søn,” sagde Gud om Davidssønnen.

David var en god konge uden at være fejlfri. Riget voksede.

I det forjættede land var det Gud, der gav regn og væde, gav vækst og høst. Men Israels folk forstod ikke at tage imod livet af Guds hånd. Frem for at være udvalgte, ville de være som andre folk. De skaffede sig afguder, statuer og amuletter. De skabte med deres egne hænder. Folkets ledere talte med guder, men ikke med Gud. Alligevel blev Gud ved med at tale til dem. Han gjorde det gennem sine profeter, som talte til folket om Guds hellighed og almagt og om deres egen synd og afmagt.

Men uanset hvor mange profeter, Gud sendte for at advare, lyttede folket ikke. De gemte sig som Adam gjorde det dengang.

Folkets synd fyldte Guds vredesbæger og en dag flød det over. Det var slut med at bo i det forjættede land. Dommen blev ført ud i livet, og Guds folk blev ført i fangenskab. Til Babylon. De sad ved floderne i Babylon.

Synge kunne de ikke, for deres sang hørte til et andet sted. De var blevet flygtninge og

ord og mindede folket om den gang, Gud med vældig styrke og stærk arm førte israelitterne ud af trældom, mørke og død. De talte om Gud, som både ser og hører, og om det, som engang skulle ske. Således holdt profeterne modet oppe hos dem i Guds folk, som lagde øre til deres tale. Det gav nyt håb.

Ikke til alle. Ikke engang til de fleste, men der var en rest.

En dag, da der var gået 70 år, og trængselstiden var omme kom en ny konge til magten. Vejen hjem til Jerusalem blev igen en mulighed. En mulighed som dem, der hørte til resten, gjorde brug af.

Sådan slutter Det gamle Testamente.

Men sådan slutter historien ikke. For nok var folket hjemme igen, men alt var anderledes.

Det var svært for profeterne at tale, så deres budskab blev hørt. Til sidst var det næsten som om, profeterne ikke at have noget budskab.

Men nogle hørte dog budskabet fra den sidste profet, Malakias: ”For dem, der frygter Herrens navn skal retfærdighedens sol stråle frem; under dens vingers er der helbredelse.”

Læs fortsættelsen længere fremme i bladet…

artikel · Historie · 2014 · # 4 · TIL TRO

Da paradiset sænkede sig over Lund Når unge, kristne mødes på lejre til undervisning, sang og samtaler er udbyttet ofte stort. Og så hænder det jo, at sådanne lejre tilmed giver udbytte i en lidt anden og mere romantisk betydning.

Børge Haahr Andersen, Rektor på Dansk Bibel-Institut, tidl. generalsekretær i KFS Det var lige i overkanten for en genert murerarbejdsmand fra Jylland at kikke en pige for meget i øjnene, men jeg stjal mig lidt til det, hvis der var en anledning. Og det var der.

Jeg var sammen med en række andre danskere på vej til Nordisk Skoleungdomsmøde i Lund i 1978. Jeg var blevet udnævnt til bibelgruppeleder og var blevet introduce-

gange delte vi sangbog. Det var før de nymodens tider med storskærme til at spolere en så intim oplevelse. Men først og fremmest snakkede vi. Hun stillede tænksomme spørgsmål til bibeltimer og så ud til at kunne holde ud, at en teolog i svøb udbredte sig temmelig længe om emnet. Hun lo af mine vittigheder, selv de halvdårlige. Jeg forsøgte at stille hende gode spørgsmål, bare for at

Vi sad ved siden af hinanden i mødesalen.

Nogle gange delte vi sangbog. Det var før de nymodens tider med storskærme til at spolere en så intim oplevelse. ret for noget, man kaldte evangeliserende Bibelstudiegrupper, og som på dette tidspunkt var noget nyt og ukendt i Skandinavien. Dette skulle blive det næstvigtigste, jeg tog med hjem fra Lund.

Det var højsommer og solskin. Den danske gruppe blev blandet med studenter fra alle dele af Norden. Vi lyttede til den store personlighed i det svenske KFS-arbejde, Torsten Josefsson. Jeg var i den livsfase, hvor jeg ikke kunne få nok af kristne lejre med undervisning, bøn, sang og samtale på kryds og tværs, og jeg stortrivedes.

Blandt de mange gymnasieelever, hvor både drenge og piger var ret langhårede, kunne jeg altid spotte hende. Pludselig var hun i madkøen foran eller bag mig. Vi sad ved siden af hinanden i mødesalen. Nogle

holde hendes opmærksomhed fangen og høre hende fortælle. Hendes stemme havde fundet sin klang, ville Blackman sige. Det rørte mig dybt at høre, hvad hun rummede af tanker om Gud og verden og KFS og andre vigtige emner.

Jeg forsøgte at finde en tidslomme i håb om, at dagene aldrig ville få ende. Den sidste aften, da fællessangen brusede fra unge skandinaviske struber, og vi delte sangbog, var paradiset et øjeblik i Lund. Alt var såre godt. Det gjorde næsten fysisk ondt, da det hele var ovre, og jeg måtte hjem og fortsætte mit sommerferiearbejde som murerarbejdsmand.

Når mine venner efterfølgende spurgte til skoleungdomsmødet i Lund, hvordan det havde været, fremhævede jeg bibelun-

dervisningen og det med at læse i Bibelen sammen med søgende i en åben bibelstudiegruppe. Jeg gik i gang med en sådan gruppe kort efter og har aldrig kunnet stoppe siden.

Jeg havde en indre båndoptager, som jeg kunne aktivere, og som kunne spole gennem vores samtaler, gentage mine vittigheder, lytte til hendes latter. Hvis jeg var heldig, ville jeg møde hende igen, når semesteret startede. Mon Gud ville vise mig en sådan godhed?

For at gøre en lang historie kort. Seks uger efter inviterede jeg hende hjem og spurgte, om hun ville gifte sig med mig. Det ville hun, og det gjorde vi 13 måneder senere en oktoberdag. Den samtale, vi begyndte på i Lund, har vi ikke fået afsluttet endnu, selv om vi efterhånden har delt avis sammen i 35 år. Vi er endnu ikke blevet færdige med at tale om Gud og verden og KFS og andre vigtige emner.

Indrømmet – hun ler knap så meget af mine vittigheder som dengang. Ikke alle teologiske udredninger imponerer hende på samme måde som dengang. Men mindre kan også gøre det. Jeg udforsker stadig hendes sjæl og synes, at hendes stemme har en særlig klang. Jeg troede egentlig, det var mig, der udså mig hende og valgte hende.

Senere betroede hun mig, at hun lang tid forud for mødet i Lund havde udvalgt mig.

Hendes kloge teologiske spørgsmål og hendes ægte latter over dårlige vittigheder var alt sammen kvindelist, der skulle overbevise mig om, at der var vigtigere personer til skoleungdomsmøde end Torsten Josefsson.

15

16

TIL TRO · # 4 · 2014 · Historie · interview

Stilhed ved søerne Enhver, der tror på Gud, har også en historie med ham. Her giver Nanna et indblik i sin. Det er kke en historie, der altid er lyserød, men en historie der vidner om, at Gud er trofast og værd at stole på, også gennem svære perioder.

Af Noa Szilas, musikstuderende, nszilas@gmail.com Det er tirsdag den 29. april. Nanna har sat mig stævne ved Søpavillonen i København, et sted hvor hun af og til mødes med Gud. Det er en flot forårsdag, og København summer mere af liv end normalt. Vi er mødtes for at tale om Nannas historie med Gud; om hvordan hun har oplevet ham i sit liv, om de ting, der kan være svære, men også om hvor livsnødvendigt det er at have en relation og historie med sin himmelske far.

Hvordan lærte du Gud at kende? ”Siden jeg var helt lille, har jeg kommet i kristne sammenhænge med mine forældre.

Udover at komme fast i en folkekirke har jeg også været aktiv i børne-, junior- og teenklubberne der, hvor vi har boet. De mennesker, der har fortalt mig om Jesus, da jeg var barn, tror jeg, at Gud har brugt som redskaber til at føre mig til Jesus. Derfor har jeg altid haft en bevidsthed om Guds eksistens, og at jeg kan tale til ham i bøn. Gud er der, og det giver mening.

På Næstved Gymnasium var der næsten ingen kristne. Alligevel oplevede jeg, at Gud på finurlige måder sendte mennesker, så vi kunne oprette en lille KFS-gruppe. Jeg opleve-

de det som ret vigtigt og givende at komme til KFS. Der blev jeg mindet om, at det er Gud, der holder og ham, der er den stærke, trods den menneskefrygt, der lå i at fortælle mine klassekammerater, hvad jeg skulle i frikvarte-

Men da begyndte jeg at stille spørgsmål til Gud. Kan jeg stole på den kærlighed, han taler om? Er han til stede, og ser han, hvad der sker? Disse og mange andre spørgsmål til troslivet begyndte at fylde mig. Hver gang

Min vandring med Gud har været en opdragelse af mig som menneske. Han har taget fat der, hvor det gjorde ondt, men samtidig helet nogle ting i mig. ret. Også gym-aftener (KFS-forening for gymnasiale studerende, red.) og KFS-lejre har haft en stor betydning for, at jeg er blevet holdt fast ved Guds Ord. Efter gymnasiet tog jeg et år på KFS' Ledertræningscenter, LTC, da KFS' arbejde for mig var en stor velsignelse, og at det var Gud, jeg gerne ville. På LTC blev Guds kærlighed stor for mig. Gud vil ikke bare mennesker generelt, men han vil også mig! Han er vedkommende og ønsker at være en del af mit liv. Det var blandt andet den erfaring, der drev mig til at blive KFS-volontør, og så ville jeg gerne hjælpe mennesker til at leve et liv sammen med Gud.

jeg hørte en prædiken, prøvede jeg aktivt at finde de steder, der ikke gav mening. Det var hårdt at være i den periode, da det føltes som om, at Gud ikke ville møde mig i spørgsmålene.

Jeg har få gange i mit liv tvivlet på Guds eksistens. Der har altid været en grundlæggende bevidsthed om, at han findes. Min kamp sprang nærmere ud af spørgsmålet: er Gud virkelig den, han siger, han er?”

Hvordan reagerede dine venner på de spørgsmål, du havde? ”Jeg kunne ofte blive provokeret, hvis nogen fyrede alle de ’rigtige’ svar af; sådan noget

interview · Historie · 2014 · # 4 · TIL TRO

som: ”Gud er Gud så man kan jo ikke forstå ham.” Det virkede som om, at jeg ikke måtte tænke over tingene, men bare skulle affinde mig med min situation. Dog var der en, der sagde; at hvis jeg ville lære Gud at kende, så måtte jeg se på Jesus. Det, syntes jeg, var

virkelig skal tage sig selv seriøst i de spørgsmål, man har til Gud, og turde komme frem for ham med dem, også selvom de spørgsmål ikke er populære at stille. Og nej, jeg kommer heller ikke til at kunne forstå alting, men de erfaringer jeg har nu, kunne jeg kun få gen-

Hvis det med fortabelsen og Helvede, men også frelsen og det evige liv, er sandt, så er det bare dybt seriøst! klogt, og prøvede derfor at tage det til mig.

Bibelen fortæller, at Jesus er Guds væsens udtrykte billede. Det kom ikke helt til at give mening for mig på det tidspunkt, men jeg forsøgte at lande i det. Først efter cirka halvandet år, begyndte jeg at få en erfaring af, at Gud er der, og at han møder mig i min livssituation.”

Hvordan vil du her på den anden side af din kamp beskrive den periode med Gud? ”Jeg ser det meget som en ørkenvandring, fordi jeg ingen erfaring havde af, at Gud var der. Jeg følte mig alene med mine frustrationer og min trods. Selvom jeg ikke vandrede i 40 år, som israelitterne gjorde, så synes jeg alligevel, at det var lang tid. Men min konklusion blev, og det er den stadig, at Gud havde styr på, hvad der skete. Han ruskede i mig og fik mig til at tænke over mange ting, som jeg kan drage nytte af i dag.

I de kristne sammenhænge, hvor jeg er kommet, har jeg aldrig hørt om ørkenvandring og kamp med Gud italesat på andre måder end, at man enten kan tvivle lidt, eller også hviler man bare i, at Jesus er død for en. Men jeg tænker, at man som menneske

nem min ørkenvandring. Min vandring med Gud har været en opdragelse af mig som menneske. Han har taget fat der, hvor det gjorde ondt, men samtidig helet nogle ting i mig. Den erfaring kan jeg kun få, hvis jeg lever et liv med Gud, og det kræver, at jeg har lyst til at gå sammen med ham.

Nogle ville måske tale om kristenlivets op- og nedture, men for mig at se møder Gud mig i de svære situationer, og derfor er opog nedture i relation til Gud uadskillelige, da de er afhængige af hinanden.”

Hvorfor er det vigtigt, at mennesker skal have en historie med Gud? ”Jeg tror, at Gud er god og har en plan med vores liv. I det ligger der også en opdragelse af os mennesker. Vi får hele tiden skabt forkerte billeder af, hvem Gud er, og så sidder vi fast i, at Gud er ond, passiv, ligeglad eller at han ikke vil have noget med mig at gøre. Men det er jo ikke sandt, for det er ikke sådan, Bibelen fremstiller Gud. Derfor giver det mening at lede mennesker til Jesus, så de kan få revideret deres billede af Gud, så det stemmer overens med Bibelens billede af ham. Jo mere af vores liv, vi giver til Gud, jo mere afspejler

vi, hvem Gud er. Hvis det med fortabelsen og Helvede, men også frelsen og det evige liv, er sandt, så er det bare dybt seriøst!”

Hvad betyder stilheden for dit forhold til Gud? ”Jeg har nogle gange, når jeg har cyklet forbi stedet her, sat mig og kigget ud på byen og samtidigt været stille. Dog er jeg et menneske med mange ord og mange tanker, og derfor har jeg også brug for over for Gud at sætte ord på det, som er inde i mig. Det kan komme til udtryk i bøn. Men jeg er ikke særlig god til at være stille, fordi alle mine tanker kører rundt i hovedet på mig. Så har jeg brug for at sige det højt eller skrive det ned.

Jeg har sådan en notesbog, hvor jeg skriver bønner og tanker ned. På den måde formulerer jeg bøn til Gud, og det betyder rigtig meget. Ofte oplever jeg det som om, at der er en anden fred inde i mig, og jeg tror, at det er Gud, der møder mig i det.”

Er der et sted i bibelen, du i din historie med Gud har et særligt forhold til? ”Ja, i forhold til min kamp med Gud og hans opdragelse af mig, så tror jeg, at min egen erfaring passer godt sammen med det Paulus får at vide i Andet Korintherbrev kapitel 12, vers 9: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” Det er måske overskriften for mit liv med Gud. Og lige en sidste ting: Jeg kunne ønske, at dette interview bliver til opmuntring for dem, der læser det. Jeg har ikke så meget lyst til, hvis mennesker skal spejle sig i de ting, jeg oplever, så det bliver en sammenligning, for vi har alle sammen forskellige historier med Gud.”

17

18

TIL TRO · # 4 · 2014 · Historie · artikel

Har lige skrevet en artikel #TilTro #kfsdk Synes godt om ∙ Tilføj kommentar ∙ Promover ∙ Del Robert Bladt synes godt om dette.

Skriv en kommentar ...

Facebook. Twitter. Instagram. Vi føler os hjemme på sociale medier, og her kan vi nøjes med at fortælle den positive historie om os selv. Det er meget menneskeligt, men de ærlige relationer er stadig vigtige.

Af Camilla Swartz, rådgiver hos Seismonaut, swartzcamilla@gmail.com Tillad mig at introducere mig selv. Jeg hedder Camilla, og til daglig arbejder jeg på Seismonaut, som er et digitalt konsulenthus, hvor vi blandt andet rådgiver virksomheder i, hvordan de kan bruge sociale medier til at udvikle deres forretning. Derfor ved jeg en del om Facebook. Og så er jeg kristen. Eller måske skulle jeg sige det i omvendt rækkefølge. For jeg betragter egentlig mig selv først fremmest som et barn af Gud og derefter som konsulent og alt det andet. Jeg får det bare ofte sagt den anden vej rundt. Netop det er formålet med denne artikel – at diskutere hvordan vi fortæller historien om os selv på sociale medier, og hvordan det påvirker vores relation til Gud. Vores identitet er konstrueret Jeg vil gerne begynde med at angribe emnet an anelse akademisk. Det virker oplagt at begynde med, hvordan man tænker om identitetsdannelse. Vi kender alle sammen til det med, at man engang så identitet som noget fast og kernen hos mennesket. Så kom sociologen Anthony Giddens og fortalte os

en anden historie, nemlig at identitet er et refleksivt projekt og et narrativ, vi selv konstruerer. Som kristne kan vi stille os kritiske over for det konstruktivistiske paradigme, fordi vi ved, at minimum en ting står fast; vi er børn af Gud. Men for artiklen og diskussionens skyld parkerer jeg det et øjeblik.

Ifølge lektor i medievidenskab ved Københavns Universitet, Kjetil Sandvik, er vores profilbillede, profiltekst, links, statusopdateringer, kommentarer, likes og så videre en lang iscenesættelse og identitetsskabelse. Vi bruger mediernes teknologi og redskaber til at skabe vores plads i verden.

Vores identitetsskabelse er noget, der sker ad hoc og samtidigt – både i den online og offline verden. Identitet bliver altså skabt i takt med, at vi udfolder historien om os selv.

Og det sker i høj grad på sociale medier, om vi vil det eller ej.

Vi er like-huntere For at det ikke skal blive for højtflyvende, vil jeg gerne komme med et eksempel fra mit eget liv. Jeg bruger dagligt Facebook,

Instagram og Twitter. Jeg bruger dem alle tre, fordi de kan noget forskelligt. Derudover bruger jeg selvfølgelig også min Gmail og min iPhone til at sms’e og ringe. Det er mine primære platforme. Instagram er en visuel og æstetisk platform, hvor man deler smukke og sjove billeder med sine følgere.

Jeg følger primært folk fra mit netværk, men også fremmede, som jeg synes deler inspirerende billeder. Jeg lægger meget sjældent et grimt billede ud på Instagram, fordi det ikke giver likes. Yes, I said it. Jeg kan godt lide at få likes. Og det er helt normalt for os mennesker. Andres anerkendelse præger, hvad vi vælger at fremhæve ved os selv.

Mit liv er kedeligt - i forhold til de andres Det vil være meget nemt for andre at påstå, at jeg fremstiller mig selv på Instagram udelukkende i et godt lys. Jeg deler ofte billeder fra de steder, hvor jeg er, nye ting jeg har købt, spændende mennesker jeg er sammen med og så videre. Derfor er det også nemt for mine følgere at få en fornemmelse af, at

artikel · Historie · 2014 · # 4 · TIL TRO

jeg lever et interessant liv rigt på mange oplevelser. Du vil sagtens kunne argumentere for, at jeg bevidst udelukker de dårlige ting, som mit liv naturligvis også indeholder. Og jeg vil være tilbøjelig til at give dig ret. Det kan nemt give en følelse af utilstrækkelighed og at leve et kedeligt liv, når man sammenligner sig med andre på sociale medier.

Det kan forstærke ens dårlige selvværd. Så hvorfor er vi overhovedet tilstede på de sociale medier, hvis det kun bidrager negativt til vores liv?

Sociale medier imiterer virkeligheden Vi er tilstede på sociale medier som Facebook og Instagram, fordi det imiterer vores virkelighed. Det forlænger og forstørrer den sociale virkelighed, vi lever i. Det giver ikke længere mening at skelne mellem den virtuelle og offline verden, fordi det der sker online er lige så reelt og “sket”, som det der foregår i den offline verden. På en platform som Facebook oplever vi et fællesskab af en gruppe mennesker, der deler de samme stabile mønstre af social betydning som os selv.

Det vil sige, at vi har samme fælles udgangspunkt, interesser og normer.

Man taler om, at der er sket en ontologisk udvikling siden 1990’ernes anonyme chatrooms og computerspillet Second Life, hvor man legede rollespil med en avatar.

Man kunne eksperimentere med rekonstruktioner af sig selv og være sin egen forfatter.

Kort sagt, man stod ikke til regnskab for sine handlinger, fordi det foregik anonymt. Sådan ser det virtuelle landskab ikke længere ud.

I dag er de fleste online communities eller

ringer ala “Sikke en dag! Har været i haven, mens solen skinnede, bagt boller til hele Annes klasse, og nu skal jeg i biografen med min skønne mand. Er livet ikke bare dejligt?”

Tak, men ellers tak. Det er så absurd kedeligt og ligegyldigt at høre på. Det er der

Ligesom man ikke braser ud med sine problemer og sit dårlige selvværd, når man møder bekendte nede i Brugsen, så hænger man heller ikke sig selv ud på de sociale medier.

Det er ikke det rigtige forum til det. fællesskaber, om man vil, lige så ægte, differentierede og mangfoldige som i den fysiske verden. Man kalder sig sit rigtige navn på Facebook, og man er CPR valideret på hjemmesider som dba.dk og Trendsales.dk. Det er virkelighed, fordi det involverer rigtige menneskers ægte interaktioner med hinanden.

Den trælse statusopdatering, ingen gider læse Og her vil jeg gerne vende tilbage til påstanden om, at Facebook og andre sociale medier er selviscenesættende medier, hvor man kun viser den positive side af sig selv. Mine forældres generation er ret gode til lige præcis dét. Det er dem, der laver statusopdate-

ingen af de såkaldte digitale indfødte, som jeg kender, der kunne finde på at skrive i en statusopdatering. Det kaldes situationsfornemmelse.

Livet er alsidigt - også på sociale medier Livet rummer både op- og nedture. Det ved vi alle sammen godt. Ligesom man ikke braser ud med sine problemer og sit dårlige selvværd, når man møder bekendte nede i Brugsen, så hænger man heller ikke sig selv ud på de sociale medier. Det er ikke det rigtige forum til det. Men sociale medier er stadig en forlængelse af vores sociale, fysiske verden. Derfor kan man godt smide et

19

20

TIL TRO · # 4 · 2014 · Historie · artikel

billede på af sit morgenhår med en ironisk distanceret kommentar til ala “One of those days.” Mine følgere og venner kender følelsen og vil tilkendegive det over for mig ved at like mit billede. Vi ved godt, at livet rummer de dårlige dage også. Facebook er bare ikke det oplagte medie til at vise de helt skrøbelige og intime sider af sig selv. Selvom det heller ikke er passende kun at tale om, hvor godt det går for en. Because nobody likes a show off.

Vi vil tale med hinanden en-til-en En-til-en platforme som Snapchat og WhatsApp vinder mere og mere frem lige nu. Der kan vi nemlig specifikt udvælge, hvem vi vil henvende os til, og det er her-og-nu uredigeret indhold. Fordi vi kan selektere modta-

geren, og indholdet selvdestrueres efter 10 sekunder, er det en platform, hvor vi har lyst til og mulighed for at dele de mere ærlige og grimme øjeblikke fra vores liv. Igen imiterer det virkeligheden – de intime snakke og den bundærlige side af os selv gemmer vi til vores nærmeste. Og til Gud for dem af os, som tror på ham.

Jeg blev bedt om at diskutere, hvordan vores selvfremstillelse på sociale medier påvirker vores relation til Gud. Det er ikke noget, jeg har forsket i, derfor kan jeg kun gå ud fra mit eget medieforbrug og min relation til Gud. Gør det på din egen måde Jeg er kristen og synes ikke, at jeg forsøger at skjule det. I mine ’Grundlæggende oplysninger’, som det hedder på Facebook, står der, at min religiøse overbevisning er kristen. Det er en af de identitetsmarkerende

handlinger, jeg har lavet på Facebook for at synliggøre, hvem jeg er. Ind imellem tager jeg emner som abort, pornografi og menneskehandel op på min tidslinje ved at linke til relevante artikler. På den måde tilkendegiver jeg, hvem jeg er, og hvad jeg står inde for.

Det kan godt skabe debat, ligesom det kan det i min omgangskreds, når vi mødes fysisk.

Det er bare meget nemmere at udrede misforståelser og imødekomme fordomme, når man sidder ansigt til ansigt, end i en kom-

Påvirker min selvfremstillelse min relation til Gud negativt?

Kan jeg så finde ud af at være ærlig over for Gud og ikke tro, at han kun vil høre om, hvor godt jeg klarer mig i livet, fordi det til dels er vores adfærd på sociale medier? Ja, det vil jeg mene. Jeg har en stærk erkendelse af, at Gud ved alt om mig, og der er intet, jeg kan skjule over for ham – og heldigvis for det. Det er godt at være kendt fuldt ud af ham, for det tager et forventningspres af mine skuldre.

Er jeg god til at bede til ham og blive mere som Jesus for hver dag, der går? Nej, må jeg være ærlig at sige. Der har jeg me-

Sociale medier er vel en af de stærkeste afgudsdyrkelser, man kan tale om i dag, og det er vi da nødt til at gøre os selv bevidste om. mentartråd på Facebook. Derfor er jeg også påpasselig med, hvad jeg skriver. Jeg kender personer, som på en smuk måde deler bibelvers og opmuntrende kristne ord dagligt på Facebook. Det respekterer jeg og nyder faktisk at kunne få det input, når jeg scroller ned gennem mit news feed. Men det er ikke mig at gøre det på den måde. Det ville føles hyklerisk, for sådan er jeg heller ikke offline. Så kodeordet må være at gøre det på sin egen måde.

Tidsslugeren over alle tidsslugere Indrømmet. Sociale medier er en tidssluger uden lige. Jeg bruger meget tid på at tjekke Facebook, Instagram og Twitter. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det ville gøre mig godt at bruge mere tid på at lære Gud at kende ved at læse i Biblen og skrue lidt ned for min tid på sociale medier. Det vil helt sikkert være sundt for mig. Sociale medier er vel en af de stærkeste afgudsdyrkelser, man kan tale om i dag, og det er vi da nødt til at gøre os selv bevidste om. Det er jo klart, at tid taget fra Gud påvirker vores relation til ham. Men hvordan vi håndterer det bedst muligt, har jeg ikke svaret på.

get at lære endnu, og jeg kigger tit på mine bedsteforældre, som er så vedholdende og stærke i deres tro. Er vi en tabt generation, som ikke kan koncentrere os om at bede til Gud i mere end 1,5 minut, fordi det er længden på en YouTube video? Jeg tror det ikke.

Men jeg kan ikke se ud i fremtiden. Til gengæld tror jeg, at den kristne historie på over 2000 år kan fortælle os, at nutidens særlige karakteristika ikke kan vælte Gud af pinden, som konge i vores liv. Han vil til alle tider være den, som ransager og kender

mig, som er klar over min tanke, som er fortrolig med alle mine veje, som ved, hvad jeg vil sige, før ordet er blevet til på min tunge, og som indeslutter mig bagfra og forfra. Den Gud vil han være uanset, om jeg deler alt fra mit liv på Facebook eller ej.

artikel · Historie · 2014 · # 4 · TIL TRO

Fortidens byrde og fremtidens mulighed ? ?

?

?

?

Indre Mission ?

?

Indre Mission har blandt mange et blakket ry. Et ry som bygger på både løgn og sandhed. Det gælder om at se fortiden i øjnene, stå ved den og kigge fremad – for Gud handler og virker gennem uperfekte mennesker.

Af Thomas Bjerg Mikkelsen, generalsekretær i Indre Mission, tbm@imh.dk En rig historie Indre Mission har en lang og rig historie.

Vi har haft afgørende betydning for dansk kirkeliv, og mange kirkelige og diakonale organisationer, herunder KFS, havde sandsynligvis ikke set dagens lys, hvis ikke Indre Mission havde eksisteret. Og Indre missions bestræbelser på at holde fast i klassisk og livsnær bibelforståelse har haft afgørende betydning for folkekirkens liv og lære gennem årene.

Endelig har et utal af mennesker i Indre Mission mødt et fællesskab, som havde overskud til at tale om de største spørgsmål i livet og række en hjælpende hånd.

En historisk byrde Men Indre Missions historie har også sine mørke pletter, som vi ikke kan lyve os fra.

Selv om meget af det, der er sagt og skrevet om Indre Mission, er fordomme uden hold i virkeligheden, så er der tilfælde, hvor der rent faktisk er noget om snakken.

Jeg tænker på den til tider strenge moral. Ofte handlede det mere om at leve op

til fællesskabets normer end om at udleve sund bibelsk teologi. Jeg tænker også på de mennesker, som bærer rundt på en smertelig erfaring, som kunne være undgået, hvis de havde mødt større forståelse og kærlighed fra mennesker i Indre Mission. Vi må også

kelse ikke sandt. De mange negative konnotationer, som op gennem historien er blevet knyttet til Indre Missions navn, er mere et udtryk for fordomme end noget andet.

Ikke mindst Hans Kirks roman Fiskerne (1928) og tv-serien Matador (1978) har bidra-

Vi får gjort op med historien på en mere relevant måde ved at tale åbent om historien og erkende det, som gik galt. nævne kulturforskrækkelsen og berøringsangsten over for det verdslige, den usunde autoritetstro og persondyrkelse. Og de usunde og omklamrende fællesskaber, hvor der ikke herskede en ægte åndsfrihed. Kunne man spole tiden tilbage og ændre historien, var der nok af steder at begynde.

Kulturelitens stereotype billede Alligevel taler billedet af Indre Mission med helvedesprædikanter, fordømmelser af vantro, skinhellighed, seksual- og livsforskræk-

get til, at klichéerne stadig hænger ved. Forfattere, som ikke konkret har kendt til Indre Mission, har ukritisk anvendt de tendentiøse fremstillinger af Indre Mission som en slags dokumentar. Desuden har mange gymnasielærere helt frem til i dag inkluderet Fiskerne som en del af pensum, selv om romanen åbenlyst ikke har litterære kvaliteter til at kunne betragtes som en klassiker.

Også fra kirkelig side har der været et urimeligt forsøg på at nedgøre Indre Mission.

Det har været helt legitimt i både grundtvig-

21

22

TIL TRO · # 4 · 2014 · Historie · artikel

"Perfektion ske, tidehvervske og kulturradikale sammenhænge at håne Indre Mission uden konsekvenser. Det bidrog dengang til udviklingen af fordomme og skabte vrede og indignation i befolkningen.

I dag fylder Indre Mission langt mindre i de fleste menneskers bevidsthed, og vi oplever en anden form for nysgerrighed fra mange sider. Alligevel er der af og til men-

trofasthed – også i forhold til den menighed, der set udefra kunne ligne en fiasko. Den uperfekte menighed er nemlig Guds.

Et stærkt eksempel er menigheden i Korinth. Paulus indleder sit første brev til menigheden med at slå fast, at han skriver til ”Guds menighed”. Når man læser videre i brevet, opdager man imidlertid hurtigt, hvor galt det står til i denne ”Guds menighed”.

Frem for at spejle os i det perfekte skulle vi hellere spejle os i det uperfekte fællesskab, som giver os en dybere og mere realistisk måde at anskue vores liv på. nesker med kærlighed til bevægelsen, der foreslår et navneskifte. For er Indre Missions navn, som engang var et stærkt brand, trods alt ikke gået hen og blevet en byrde? Kan det ikke tænkes, at mennesker fravælger Indre Mission alene på grund af navnet?

Kristen identitet Hvis vi vil bevare vores integritet som kristne, må vi stå ved, hvem vi er – også når det ikke fører popularitet med sig. Samtidig må vi stå ved den smertefulde del af historien, som kan opleves som en byrde.

Som kristne har Gud sat os til at leve i verden, men ikke af verden. Det betyder, at vi på den ene side aldrig kan tilfredsstille den verden, vi lever i, hvis vi vil fastholde en kristen etik, et kristent livssyn og en dagligdag, hvor vi er forpligtet på vores kristne overbevisning. På den anden side må vi ikke vende verden ryggen, og vi må være villige til at fjerne anstødssten, som kan virke fremmedgørende på moderne mennesker.

At leve i denne spænding er ikke et spørgsmål om at have det rette image, men et spørgsmål om kristen integritet. Det handler om, at vi lader os drive af bibelske motiver og ikke af vores egne.

Bibelen taler stærkt om at tage ansvar for hinanden og for menigheden. Det indebærer

Der er tale om et splittet fællesskab, hvor medlemmerne fører retssager mod hinanden. Nogle af medlemmerne lever endda i incestuøse forhold.

Alligevel fastholder Paulus, at menigheden er Guds – og i stedet for at vende den ryggen forsøger Paulus at lede den ind på Guds vej.

Det uperfekte fællesskab Historien er ofte en byrde. Det gælder også i Indre Mission, hvor mange gennem tiderne har oplevet svigt fra fællesskabet side.

Vi kan imidlertid ikke gøre op med smertepunkterne i vores historie ved at udskifte facaden. Der er punkter i vores historie, som vi må tage et opgør med. Det kan føre til brud, og jeg har stor respekt for de mennesker, der har måttet forlade Indre Mission eller et andet kristent fællesskab, fordi de er har oplevet et svigt eller ikke kan føle sig hjemme i kulturen. Men grundlæggende tror jeg, at vi får gjort op med historien på en mere relevant måde ved at tale åbent om historien og erkende det, som gik galt.

Spoler vi tiden tilbage, fremgår det også tydeligt, at fordommene mod Indre Mission sjældent opstod som følge af principielle udtalelser fra Indre Missions formand eller Hovedbestyrelse. Når mennesker havde og

stadig kan have dårlige oplevelser med Indre Mission, skyldes det i næsten alle tilfælde, at de møder mennesker, som ikke formår at omsætte evangeliet til oprigtig omsorg og kærlighed. Menneskers synd og utilstrækkelighed vil altid skabe et misforhold mellem, hvad kristendom er, og hvad kristne siger og gør. Det er i dette misforhold, alle fordomme opstår og trives. Det gælder i Indre Mission, men det gælder også i alle andre menighedssammenhænge.

Det uperfekte fællesskab Som mennesker henter vi en god bid af vores sociale identitet i det fællesskab, som vi har valgt at være en del af. Vi definerer os i forhold til omgivelserne, og det er i denne spejling og i samværet med andre, vores identitet dannes.

Min drøm er derfor, at vi både i Indre Mission, KFS og andre kristne fællesskaber vil holde op med at fokusere så meget på den ydre facade, men anvende kræfterne på at skabe varme og rummelige fællesskaber for uperfekte mennesker. Frem for at spejle os i det perfekte skulle vi hellere spejle os i det uperfekte fællesskab, som giver os en dybere og mere realistisk måde at anskue vores liv på. Mange mennesker længes jo netop efter fællesskaber, der levner plads til virkelige, uperfekte mennesker.

Der er mennesker, som forlader Indre Mission, fordi de ikke kan identificere sig med det meget værdiladede navn. Der er også mennesker, der aldrig bliver en del af fællesskabet, fordi de tror på den traditionelle kulturelites fordomsfulde og stereotype billeder af Indre Mission.

Men frem for at gøre op med navnet vil jeg hellere gøre op med den fristelse, der ligger i tiden til, at vi bestandigt skal forsøge at udskifte de uperfekte billeder med de perfekte. Ingen af os har jo en perfekt historie, og vi kommer aldrig til at udgøre en positiv modkultur til det sekulære samfund, hvis vi ikke vil stå ved de mørke pletter i min egen historie – og dermed også i Indre Missions historie.

artikel · Historie · 2014 · # 4 · TIL TRO

Guds fortælling Bibelen kan være vanskelig at forholde sig til.

Den narrative teologi sætter fokus på Bibelen som den store fortælling – en fortælling vi selv er en del af, og som derfor er relevant.

Af Kristian Nakskov Kappel, studentersekretær i København, kristian@kfs.dk Millenniumgenerationen (18-29 år) læser mindre i Bibelen og har langt sværere ved at forholde sig til den end deres forældre. For at imødegå det er der brug for en grundlæggende narrativ teologi. Det vil jeg fortælle en historie om.

Intro Jeg sidder på tagterrassen på Fuller Theological Seminary i Californien. Det er en varm sommeraften i oktober 2010. Jeg læser teologi og holder meget af mit studie, men jeg er også frustreret. Jeg har svært ved at finde svar på mine spørgsmål om Bibelen. Eksempelvis ”Hvilket syn på Bibelen bør jeg have?” og ”Hvorfor er den relevant idag?” Den forståelse jeg har af Bibelen opleves fragmenteret. Lidt som en bog med formularer og svar, som kan trumfe alle spørgsmål – hvis man altså tror på den.

Krigen For 50 år siden handler den store kamp om Bibelens troværdighed. Nogle har en liberal bibelforståelse og ser ingen problemer i at udøve en hård bibelkritik, hvor tekster og fortællinger pilles fra hinanden og behandles historisk kritisk i jagten på den sande kristendom. Andre har et mere konservativt eller ortodokst syn på Bibelen. De ser Bibelen som Guds ord, der skal behandles med respekt og ses som grundlæggende troværdig.

De er rygende uenige, men egentlig leder de efter det samme – nemlig den ”sande kristendom”, som giver det helt korrekte

billede af Gud, så verden kan se, hvem han er. Det billede har de forfinet og beskrevet grundigere og grundigere i et helt århundrede, og efterhånden har de skrevet så mange bøger med så grundige analyser, at mange har mistet overblikket. Deres redskab er fornuften og videnskabeligheden.

Stormen Så en dag begynder en kraftig orkan at blæse, som får navnet ’relativismen’. Den vælter en masse forestillinger og ødelægger meget af det fundament, som mennesker i vesten før stod på. Pludselig bliver det svært for bibelforskerne at finde et tilstrækkeligt sikkert fodfæste til at fortsætte deres forskning. Det bliver også svært for alle andre at finde fodfæste, og inden længe er de fleste mennesker i vesten i gang med at bygge hver deres lille fundament, for trods alt ikke at synke helt i.

Eneboer!

Flere og flere oplever, hvor koldt det kan være at stå alene på hver sin lille ø. Der er ingen at stå i læ af, og ingen at dele udsigten med. Den nye generation af eneboere begynder derfor en søgen efter større øer med plads til fællesskab.

23

24

TIL TRO · # 4 · 2014 · Historie · artikel

En gruppe af unge kristne kæmper for sammen af finde land, så de har et sted, hvor de kan videreføre det Guds rige, som Jesus ta-

sig selv, og mister alt i det øjeblik. 3. akt er Israel. Et genstridigt folk som vælges af Gud til at drive historien videre. 4. akt er klimaks

Efterhånden oplever de, at der i fortællingen er svar på mange af de spørgsmål, som de ikke var i stand til at finde inden i dem selv eller hver for sig. ler om i Markusevangeliet kapitel 1, vers 17: ”Guds Rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!”

Fortællingen I deres søgen læser de, som alle kristne før dem, i deres bibel. De opdager, at den fortælling, de møder, ikke er verdensfjern, men at den handler om verden. Jo mere de læser, jo mere forstår de af verden omkring dem, ikke som noget individualistisk, men som en slags grundfortælling. Et narrativ om Gud, mennesker og verden. Efterhånden oplever de, at der i fortællingen er svar på mange af de spørgsmål, som de ikke var i stand til at finde inden i dem selv eller hver for sig.

Spørgsmål som: ”Hvad er et menneske?”, ”Hvor kommer vi fra?”, ”Hvad er meningen med livet?”, ”Hvad er kærlighed?” og ”Hvad sker der den dag, vi dør?” Alle finder de på en forunderlig måde deres svar i den kristne grundfortælling, som Bibelen rummer. Svar som til deres store overraskelse er relevante for livet og hverdagen i nutiden og ikke blot gammel mellemøstlig visdom.

Men fortællingen er mere end relevant.

Den er involverende. De unge kristne forstår det lidt efter lidt. At de i virkeligheden selv er en del af fortællingen, fordi den stadig er i gang. De er selv aktører i dramaets 5. akt, som netop nu er under afvikling.

Dramaet 1. akt i dramaet hedder skabelse. Ud af ingenting skabes alting. Mennesket skabes i Guds billede, og alt er godt. 2. akt er tragedien, faldet, mennesket som satser alt på

og nøglen til forståelsen af hele stykket. Den handler om én mand ved navn Jesus, som er Guds søn. Den er en intens akt, som ender i én helt afgørende scene hvor alt står eller falder. Tre dage holder alt det skabte vejret, inden afgørelsen kommer – verden består, og dermed kan 5. akt sættes i gang. Det særlige ved denne akt er, at den stadig er i gang.

5. akt handler igen om Guds folk, men denne gang hedder det ikke Israel, men ’Kirken’. Under stadig guddommelig instruktion skrider denne akt frem, som en ekstrem udgave af et totalteater, hvor alle inviteres til at deltage.

Rødder Denne helt gamle – helt nye - opdagelse af selv at være en del af historien kalder det kristne fællesskab i retning af en ny radikalitet – altså i ordets oprindelige betydning: ”at være rodfæstet”. En længsel efter dybere og kraftigere rødder ned i deres nye land og deres genopdagede fundament. Men de oplever også, at radikalitet øger fornemmelsen

forskellige fortællinger om verden, som hver især rummer forskellige svar på de samme spørgsmål? De har en grundlæggende skepsis over for fornuftens og videnskabens evne til at afdække sandhed. I det hele taget er meget af talen om sandhed svær for dem at forholde sig til. Det virker på en måde naivt og lidt gammeldags. Det betyder ikke, at det er ligegyldigt for dem at finde ud af, hvad der holder, og hvad der ikke gør. De er ikke relativister, men nærmere kritiske realister. De søger med et reelt håb om at finde svar, men deres spørgsmål lyder anderledes.

De spørger stadig om fortællingen og fundamentet er troværdigt – om det er værd at tro? Men også om det er autentisk – er der mennesker, som tør bygge deres liv på det?

Om det er relevant? Kan det vise mig en vej væk fra min egen ø og ind i fællesskabet? De spørger om fortællingens autoritet? Kan den give mig en ramme og en retning for mit liv, som ligger uden for mig selv, så jeg bliver fri til ikke altid at være den stærke?

Men er de da slet ikke interesserede i sandheden, spørges der? Det er de selvfølgelig. Men de spørger anderledes og søger andre steder. Og de er mere kritiske, mere forsigtige – måske endda mere ydmyge i jagten.

Outro Jeg sidder i min lejlighed i København. Det er 4 år siden, jeg sad i Californien og var frustreret på tagterrassen. Min bibel ligger på bordet ved siden af mig, og har samme indhold

Jeg glæder mig over selv at være en del af Guds historie i verden. af at være anderledes. Fornemmelsen af at der er flere fundamenter, som alle sammen har en fortælling om verden, som alle giver svar på grundlæggende spørgsmål.

Sandheden Hvordan, spørger de derfor sig selv, kan vi så vide, hvad der er sandt, hvis der findes flere

som for fire år siden, men jeg forstår og læser den anderledes. Den er igen blevet autentisk, troværdig og relevant i mit hverdagsliv. Og jeg glæder mig over selv at være en del af Guds historie i verden i denne 5. og sidste akt, før tæppet går ned – eller måske nærmere går op til den første akt på en ny jord.

artikel · Historie · 2014 · # 4 · TIL TRO

Hvordan flammesværdet forsvandt Del 2 Kulminationen på Guds historie fandt sted, da Gud åbenbarede sig en gang for alle og selv blev et menneske. Det giver håb om, at historien fortsætter, selv når livet her på jorden får sin ende.

Af Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, general@israel.dk Dette er en fortsættelse af artiklen tidligere i dette blad…

Gud besluttede at tale en sidste gang. Han havde gjort det før gennem to gamle irakere, gennem et spædbarn i en sivkurv og gennem så mange andre. Nu gjorde han det ved at lade sit eget ord blive til kød og blod og selv flytte ind i verden med et budskab om, at det folk, der sidder i mørke, skal se et stort lys stråle frem. En solopgang fra det høje skal lyse for dem, der sidder i mørkets og dødens skygger.

Davids søn og Abrahams søn Ét spørgsmål var på alles læber: Hvornår og hvordan vil Gud igen gribe ind? Men kun dem, der lyttede godt efter, hørte svaret. Det lød ikke af meget, da Gud talte igen, og det var kun dem, der kendte historien godt, der kunne høre det nye, som skete. Blandt dem var Simeon og Anna, to gamle ved templet i Jerusalem. Da Gud trådte ind i verden som et lille barn lige så spæd som Moses, da han blev lagt i en sivkurv, fik de øje på det. Alligevel turde hans mor, Maria, sige, at nu bliver der vendt op og ned på alt; fattige løftes op, og stormænd styrtes ned. Måske kom hun også i tvivl, for snart var hun og Josef som en anden Abraham og Sarah på vej til Egypten, ikke på flugt fra tørke og hungersnød, men fra en ond Herodes, som ville den nye kongesøn, den nye David, til livs.

Gud ville det dog anderledes, og han, som før havde vendt ondt til godt, gjorde

det igen. En dag stod Jesus, Marias barn, som Josva i Jordanfloden. Nu gik Jesus gennem Jordans og dåbens vand ind i den opgave, som Gud havde sendt ham til. Han gik op ad vandet og ind i ørkenen for at kæmpe mod fristeren selv. Han kæmpede og mod-

mørkets og dødens skygger – for at proklamere, at nu var tiden kommet, som de have ventet på.

Guds rige var nær. Han viste sit folk, hvad det betød. Sultne blev mættet, blinde fik deres syn. Lamme kunne gå, og døde fik

Det lød ikke af meget, da Gud talte igen, og det var kun dem, der kendte historien godt, der kunne høre det nye, som skete. stod fristelsen til at gøre noget for at blive nogen. For han var allerede nogen, Guds søn. Han skulle vise, at Guds rige var nær og slippe gudsrigets magter løs, så mørket måtte vige, så blinde kunne se, lamme gå og døde stå op.

Derfor vendte Jesus tilbage til Galilæa – til landet langs havet, til dem der sidder i

livet tilbage – og mange flokkedes om ham.

Nogle gjorde det af nysgerrighed, andre i forargelse, nogle for at få deres behov dækket og deres problemer løst. Andre var overbeviste om, at her var sandheden. Her var det lys, som kunne fordrive mørket, gøre en ende på tavsheden og en gang for alle fjerne flammesværdet og Guds hellige vrede.

25

26

TIL TRO · # 4 · 2015 · Historie · artikel

Det store spørgsmål til ham var: ”Er du Messias, den der kommer, eller skal vi vente en anden?” En dag vendte Jesus tilbage til Jerusalem. På æselryg red han ind i byen sammen med dem, der stadig fulgte ham og sammen med alle de andre pilgrimme, som var kommet for at fejre påsken.

På vej ind i byen begyndte nogle at ane, at historien tog en drejning, de ikke havde ventet. Det var, da Jesus drejede

eller Eva ud af sin have, men lod Maria møde den opstandne i haven. Derefter sendte han hende – og alle de andre, som har haft det samme møde med den opstandne – ud i sin verden. Han gjorde det med ordene: ”Gå og fortæl!” Fortæl om det budskab, som siden har skabt liv af døde og vist, at Gud er en Gud, som gør de døde levende, og som længes efter at lukke sine udstrakte arme omkring hver og en af os.

Jesus havde tømt Guds vredesbæger, så han i stedet, hver gang hans folk samles i hans navn, kan række dem et frelsens bæger. mod venstre ind på tempelpladsen i stedet for at fortsætte lige ud mod Pilatus’ borg og bane vejen for den nye frihed. Ikke en frihed fra Farao eller fra romerne, men fra syndens og dødens magt ved at tilbyde dem sit eget liv og gøre sig til ét med deres død. Så mørket og tavsheden sænkede sig over dem alle, da de dagen efter blev vidner til deres egen svigt, til dødens sejr over livet. Alt blev igen øde og tomt. Ja, selv Gud blev tavs, da Jesus hang på korset. Det var aldrig sket før! Nu var det ikke Gud, der kaldte på Adam i haven, og Adam der gemte sig. Nu var det Adam, den anden Adam, der råbte, og Gud der var tavs.

Det var i sandhed frygteligt.

Så mange gange havde Gud brudt tavsheden. Ved at kalde på Abraham, på Moses, på Samuel, på David, på profeterne.

Og hver gang var synden og dommen blevet afløst og overtrumfet af nåden. Nu var der ikke flere at sende. Gud havde sendt sin egen søn, men de havde ikke sparet ham.

Eller Gud havde ikke sparet ham. Gud selv havde givet ham hen. Og det var Gud selv, der opvakte ham fra de døde på den tredje dag. Påskemorgen kaldte Gud igen på mennesket i haven, denne gang på Maria. Og denne gang sendte han ikke Adam

Lukke dem ind i sit fællesskab. Det kan han gøre, for da Jesus stod op påskemorgen mistede døden sin brod; flammesværdet forsvandt.

Jesus havde tømt Guds vredesbæger, så han i stedet, hver gang hans folk samles i hans navn, kan række dem et frelsens bæger.

Til sidst fortæller historien, hvordan Gud en sidste gang forbarmer sig. Han lader disciplen Johannes se ind i sin himmel.

Det, Johannes så, ledte tanken hen på den have, hvor det hele begyndte. Men Johannes fik lov til at se bag om tiden, ind i tiden før tiden og til tiden, hvor Gud er alt og igen vil være alt i alle.

Her på Jorden kommer Guds folk det ikke nærmere, end når vi sætter os omkring det bord eller det mødested, som Jesus selv har gjort muligt: Nadveren. Her inviteres vi til at gå med i hans Exodus og gøre den til vores egen; til at spise, det vi er: hans legeme og blod, og så derfra gå ud og blive det, vi netop har spist: Hans legeme her på jord – indtil han kommer og skaber ny himmel og en ny jord.

De to artikler er en oversættelse og forkortelse af ”Review of the bible”, en mundtlig fortælling holdt af Bodil Skjøtt på den nordiske studenterkonference NOSA2013 i København.

Den er tilgængelig på KFS’ podcast ”KFS forkyndelse og undervisning”

artikel · Bibelen bøger ·· 2014 2012 ·· ##5 4 · TIL TRO

BØGER

Trosforsvar for Teenagere af Henrik Gren Hansen 189 sider 99,95 kr.

Lohse/LotgosMedia 2014

Af Mikkel Haahr Andersen, stud.theol., mikkelhaahr@gmail.com

Henrik Gren Hansen har skrevet anden bog i rækken af noget, der nu med rette kan kaldes en serie. etteren hed Troslære for Teenagere og denne gang er et nyt emne, der lægger sig i naturlig forlængelse af troslæren, taget op, nemlig trosforsvaret. Det er en serie med det veldefinerede ærinde at henvende sig til kristne teenagere og være en hjælp til at forme og udvikle deres tro.

Et vigtigt ærinde Med fare for at få en teenager eller to til at føle sig truffet, vil jeg påstå at: 1) tvivlen fylder meget i teenageårene 2) det er første gang, den opleves så intenst 3) den er svær at tale åbent om.

Derfor må jeg give en stor ros til Henrik Gren Hansen for at sætte lige netop tvivl på dagsordnen. Trosforsvar for Teenagere tør at tale direkte og ærligt om tvivl og er skrevet i en personlig og konfronterede stil, der åbner op for dette vigtige emne. Læseren udfordres til at se tvivlen i øjnene og reflektere over sin tro: ”Det er godt at arbejde med tvivlen, lige meget hvor intenst du føler den lige i øjeblikket. Det er godt at udfordre tvivlen og tale med andre om den. For det arbejde, du gør med at forsvare din tro mod tvivlen,

forsvinder ikke igen. Det kommer tilbage som en hjælp og et rygstød i de øjeblikke, hvor din tro er rystet” (side 20-21).

det som. Princippet ”angreb er det bedste trosforsvar” (kapitel 9, side 115 ff.) er modigt og også brugbart, men i sidste ende synes jeg, det blev for polemisk.

3 hovedemner Bogen tager emnerne Bibelens troværdig, tro og videnskab samt lidelsens problem op. Alle behandles i en let tone, der er både humoristisk og forståelig. I hvert afsnit stilles der indimellem helt konkrete spørgsmål, som kan bruges til videre refleksion. Jeg var personligt mest glad for afsnittet om lidelsens problem. Dette svære emne blev gennemgået nænsomt og nuanceret med føling for de store følelser, det ofte er forbundet med. Der blev givet gode redskaber til at arbejde med sorg og smerte i livet, og hvordan Gud helt konkret kan inviteres ind i anfægtelsen.

Afsnittet om tro og videnskab oplevede jeg mere mangelfyldt. Ofte blev fysikere, biologer, gymnasielærere og ateister beskrevet som én samlet flok, der bare var modstandere af kristendommen. Deres kritik af den kristne tro blev fremstillet en kende for kategorisk, så jeg sad med en følelse af, at det var ’os’ mod ’dem’. Personligt mener jeg, at der er et mindre modsætningsforhold mellem tro og videnskab, end hvad ”Trosforsvar for Teenagere” fremstiller

Hvad bogen kan bruges til Med fare for at få en KFS’er eller to til at føle sig truffet, vil jeg påstå at: 1) Du kan have glæde af at eje denne bog At læse Til Tro og samtidigt blive tituleret som teenager, er ikke noget, jeg har kunnet affinde mig med den sidste håndfuld år. Jeg er for længst konfirmeret, færdig med efterskole og begynder også at have gymnasietiden på betragtelig afstand. Men at være kristen for mig, er også at være en del af et trosfællesskab med segmentet, der er bogens hovedgruppe: Konfirmander, efterskole- og gymnasieelever. Bogen kan fx bruges af dig, som har et familiemedlem i konfirmationsalderen eller er leder i en teenklub. Den giver et indblik i, hvordan du kan snakke med teenagere om tro, og kunne bruges som et middel til at få mange vigtige snakke med nogle af de kristne, du er – eller bør være – forbillede for.

27

28

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel

REFLEKSIONER

Hovedet og mødet Af Mikael Kongensholm, stud.teol, mikaelkongensholm@gmail.com

Indimellem kigger jeg på velkendte mennesker og opdager, hvordan de ser ud. Familie og venner, som jeg har kendt i årevis. Pludselig ser jeg deres sande ansigt. Nå, du har runde kinder. Nå, din næse ligner din fars.

Nå, dine øjne er halvblå. Jeg har jo set det før, jeg har kigget på dem mange gange.

Men det er som om, jeg alligevel ikke har set dem, når jeg har set dem. Der har lidt været et filter eller et slør for mine øjne. Og så alligevel ikke. Problemet er ikke noget foran mine øjne, men noget bag mine øjne.

Noget i hovedet.

Billeder Når man møder et nyt menneske, danner der sig ret hurtigt et billede inde i vores hoved af, hvordan den person ser ud.

Måske fra første gang vi så ham eller fra en situation, hvor der har været stærke følelser involveret. Når vi senere tænker på vedkommende, dukker billedet op for vores indre blik. Måske sammen med nogle følelser fra den situation, som billedet stammer fra. Eller sammen med det seneste rygte vi har hørt om personen, eller noget han sagde sidste gang, vi så ham.

Eller vi ser måske hendes Facebook-profilbillede for vores indre, når vi tænker på hende. I kraft af at vi i stigende grad møder

hinanden online, eller i hvert fald møder hinandens statusopdateringer, likes og billeder, påvirkes vores billeder af andre også i stigende grad af deres Facebook-aktiviteter.

Måske vi også på den måde knytter følelser til de billeder, vi har af andre i hovedet.

Derfor kan vi nogle gange gå rundt og kigge på vores venner og familie, men i virkeligheden se på noget helt andet. En ældre version af dem. Et gammelt billede som måske ikke længere passer med virkeligheden.

Nogle gange er forskellen ikke så stor, og så er det vel ikke altid, at det gør nogen skade.

Men andre gange er forskellen større, og så kan det have en negativ indvirkning på vores relationer. Vi ser ikke personen foran os og lader os påvirke af gamle følelser for personen. Vi relaterer ikke til en virkelig person, men til et vrangbillede af en person vi har i hovedet.

I mødet Så må billederne dø. Så må vi forsøge at finde nysgerrigheden frem og opleve den anden på ny. Se på ansigtet, på personen.

Opleve ham på ny og overvældes af farver, former og finurligheder. Og måske det samme med følelserne. Lade de gamle dø, så nye kan komme til. Måske endda genstarte relationen helt. Det virkelige møde

sker ikke inde i vores hoved, men derude.

Foran os. Mellem os. Ethvert møde mellem to mennesker er på en måde helt nyt. Vi sanser og føler masser af ting hver gang, også selvom vi har kendt personen i lang tid. I mødet lærer vi den anden at kende. I mødet kan nye sande billeder opstå.

I sidste ende er det også på samme måde med vores billede af os selv. Også her kan vi blive utroligt fastlåste i usunde billeder. Vi ser noget andet end det, vi virkeligt er. Vi ser noget, vi var engang. Eller ser falske og forvrængede billeder af os selv.

De må rettes, de må sprænges, og sande billeder og forestillinger må komme til. Vi må møde os selv, stå åbne og blottede over for os selv og se, hvad der bor i os.

Hvis ikke vi gør det, vil vores falske selvbilleder også påvirke vores billede af Gud og blive lagt til rækken af de falske gudsbilleder, vi måske allerede har. Vores gudsbilleder skal også indimellem, ved Åndens og Bibelens vejledning, have et servicetjek. De falske gudsbilleder må dø og sandere opstå.

Også Gud må vi møde igen og igen. For at lære ham bedre at kende og for at lade det lys og den kærlighed, som udgår fra ham, oplyse og forme os.

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO

MEDIER

My Stuff

Af Maria Jin Hee Windberg, stud.cand.mag. i Visuel Kultur, mariajhwinberg@gmail.com

Et yderst radikalt eksperiment, hvor der kun er én regel: en ung mand opmagasinerer alt han ejer og må kun hente én ting om dagen – i et år. Men i dagens samfund, er det så overhovedet muligt at fastholde kontakt med sine venner UDEN at have en mobiltelefon?

I dokumentaren My Stuff følger vi den 24-årige Petris beslutning om at udleve et radikalt tankeeksperiment. Han føler sig ikke lykkelig trods en lejlighed fuld af materielle værdier. I stedet føler han sig tynget af, at tingene hober sig op omkring ham. Han tager derfor en beslutning om at pakke alt ned og opmagasinere det. Og ja, det er vitterligt alt, han pakker ned – ikke engang et stykke tøj eller en seng lader han blive tilbage. Eksperimentet skal vare i et år, og hvor hovedreglen i eksperimentet er: Han må kun hente én ting per dag, og han må ikke købe noget nyt.

I løbet af dokumentaren når hovedpersonen til den erkendelse, at han – efter at have fået dækket de basale behov – faktisk kan undvære størstedelen af sine ting uden at miste livskvalitet. Hans kloge mormor slår hele dokumentarens pointe fast, da hun udtaler: ”Dit liv består ikke af ting.

Tingene er blot rekvisitter.” En udtalelse som denne udfordrer mig. I min hverdag

tænker jeg ikke over, hvor meget mine ting betyder for mig, men som et produkt af en ekspansiv forbrugerisme, har jeg ved nærmere eftertanke svært ved at forestille mig et liv uden mit tøj, min cykel (+ hjelm), min computer, min telefon, min… Jeg må nemlig indrømme, at jeg føler mig knyttet til mine ting.

My Stuff er derfor en rigtig god reminder om ikke at finde min rigdom i alt, hvad jeg ejer. Netop fordi jeg lever i en hverdag, hvor jeg har i overflod, er det let for mig at tage alt for givet og ende i grøften, hvor jeg i stedet for at se det som velsignelser, finder min identitet i, hvad jeg ejer. Jesus taler i flere lignelser om, at alt, hvad vi ejer, ikke er vores, men er gaver fra Gud. Dokumentaren har derfor fået mig til at stoppe op og tænke over, hvor bundet jeg er til disse rekvisitter, og hvor meget de fylder i mit liv.

My Stuff er blevet en personlig opfordring til at revurdere, hvor meget jeg egentlig er bundet til mine ting. Lignelsen om den rige unge mand, der havde svært ved at give afkald på alt, hvad han ejede for at følge Jesus, har flere gange poppet op i mine tanker. Hvad er det egentlig, jeg fylder mit liv med? Hvor vigtige er alle mine ting, og hvad vil jeg gøre, hvis jeg blev bedt om at opgive alt, hvad jeg ejer?

Personligt har jeg fundet inspiration på hjemmesiden www.godownsize.com.

En interessant side hvor der er masser af input til at leve med færre ting. Jeg må dog være ærlig og indrømme, at jeg ikke er nået dertil, hvor jeg kan forestille mig et liv med eksempelvis kun 100 ting. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg nogensinde når til det punkt. Til gengæld er jeg overbevist om, at alt hvad jeg ejer er velsignelser fra Gud. Derfor ønsker jeg at være bevidst om, at min rigdom er gaver fra ham, som jeg må være dybt taknemmelig for og samtidig har et ansvar for at forvalte, så det er ham til ære og andre til gavn.

Læs mere om My Stuff på mystuffmovie.com

29

Med Bibelen som rejseguide Østtyrkiet i GT’s lys

10.9. - 20.9.

Israel med Samaria

14.9. - 24.9.

Rom og Assisi

18.9. - 26.9.

Tyrkiet i Paulus’ fodspor

22.9. - 1.10.

Grækenland

25.9. - 4.10.

Israel og Jordan

27.9. - 8.10.

Israel m/løvhyttefesten 10.10. - 19.10.

Israel, klassisk rundrejse 27.10. - 5.11.

Israel – cykeltur

TT # 4 - 2014

2.11. - 11.11.

Bestil katalog eller læs mere på:

”

Inspiration til mission - vælg discipellinjen

www.imb.d

k

Kursusstart K t 4. januar 2015

Studietur til Etiopien

STØT KFS

Giv en gave via vores online donationsmodul og vær med til at sikre samtale om tro på danske studiesteder.

Ta´ på bibelskole Tid til Gud Tid til andre  Tid til dig selv  

luthersk missions højskole DK-3400 Hillerød · Tlf. 48 26 07 66 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk

TT # 4 - 2014

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

Generalens Bibelen tilbage til folket!

Det Danske Bibelselskab fylder 200 år i år. Et så stort jubilæum kunne friste en organisation til at holde en selvforherligende fest. Bibelselskabet har valgt at sætte fokus på Bibelen i stedet for på selskabet. Det er virkelig glædeligt.

Der er ellers mange spændende fortællinger fra Bibelselskabets 200 år. 50-års jubilæet blev aflyst på grund af den anden slesvigske krig. Under de danske soldaters tilbagetog fra krigszonen ved Dybbøl og Als solgte bogmissionærer 10.000 Ny Testamenter til de danske soldater. 100-års jubilæet blev afholdt, men det faldt sammen med udbruddet af 1. verdenskrig. Da Bibelselskabet fyldte 130 år, var det midt under 2. verdenskrig, hvor trykning og salg af bibler var besværligt på grund af manglen på papir. Alligevel kæmpede man for at sende bibler til fanger i koncentrationslejrene, og man uddelte bibler til tyske krigsfanger kort efter 2. verdenskrig.

I dag er Bibelen på dansk tilgængelig som aldrig før: trykt, elektronisk og som lyd. Bibelselskabet lever på den måde op til sin egen målsætning om at give Bibelen tilbage til folket.

Af Robert Bladt generalsekretær i KFS, robert@kfs.dk

Men hvad gør folket?

Bibelselskabets generalsekretær, Morten Thomsen Højsgaard, har uden tvivl ret, når han påstår, at ”de fleste moderne mennesker tror kun på det, der står i Bibelen, hvis de kan bruge det til noget.” I den forstand er mange kristne også moderne. Og vi lider sammen med resten af folket under, at den generelle tillid til Bibelen bliver udhulet. Mange kender Dan Browns version af Jesu liv bedre end den historiske version, vi finder i Bibelen. Kunstneren Jens Galschiøt citerer løsrevne bibelvers i en hetz mod alle religiøst funderede værdier. Nogle politikere anser bibelskoler for at være en fundamentalistisk trussel mod demokratiet.

Vi kan konstatere, at Bibelen er mere tilgængelig for det danske folk end nogensinde før. Men vi står midt i en kamp for troen på Bibelens relevans. Uden tro på Bibelens relevans forbliver Bibelen en lukket bog. Får vi den derimod lukket op, er jeg sikker på, vi vil møde Jesus gennem den og kunne skrive under på, at ”mellem alle verdens røster, din er ene den, som trøster.”

Girokort

kr. __________ Til Tro abonnement kr. __________ Gavebrev kr. __________ Fastgiver kr. __________ Almindelig gave Oplys cpr.nr. ______________________________