SANKT JAKOBS magasin
FREMTID
SEPTEMBER / OKTOBER / NOVEMBER
2020
INDHOLD
4
8
TRINE BOESEN
12 16
LIVET FORSTÅS FORLÆNS Kaspar Colling Nielsen
DU MÅ IKKE FØLGE MÆNGDEN... Mads Brügger
VI ER SELV HÅBET... Maria Reumert Gjerding
20 29
PRÆSTERNE - om fremtid
KALENDER
UDGIVET AF SANKT JAKOBS KIRKES MENIGHEDSRÅD
REDAKTION: Lars Ottosen, Mia Rahr Jacobsen,
Rasmus Nøjgaard, Torben Hamann Hansen, LAYOUT: Torben Hamann Hansen FORSIDE: Trine Boesen, The Sign 1, akryl på lærred, 2020 Foto: Léa Nielsen Tryk: Laser Tryk Oplag 7.200
SANKT JAKOBS KIRKE ØSTERBROGADE 59 2100 KØBENHAVN Ø
Foto: Rie Neuchs
FORORD
HÅB I EN DYSTOPISK FREMTID
D
a vi for et lille år siden valgte temaet for dette års magasin, havde vi ingen anelser om, hvad der ventede, slet ikke Covid19. Vi ønskede at sætte fokus på, at en del af det tyvende århundredes tidsånd har været en mere eller mindre ubevidst oplevelse af fremtidstab. Vi ville gerne undersøge, hvordan det stod til med håbet i en dystopisk fremtid.
En stadig strøm af undergangsfilm, romaner og kunstneriske værker i det hele taget tegner en fremtid uden håb. Den rå maskinelle kraft symboliseret i damplokomotivets ustoppelige fremdrift indvarsler en ny tid, hvor en bærende forestilling om en stadig bedre fremtid afløses af krig, totalitære systemer og økonomisk fallit. Titanics forlis bliver indbegrebet af, at fremskridtstro er kortsynet og destruktiv. Økonomisk krise og international uro har ført ødelæggelse og massedød med sig, ikke kun under de to verdenskrige, men også i Vietnamkrigen, terrorangrebet i New York 9/11-2001, Afghanistan, Irak og Syrien. Omkring os oplever vi hungersnød og flygtningestrømme af hidtil usete dimensioner, og nye konfrontationer mellem jøder, kristne og muslimer blusser hele tiden op rundt om i verden, herhjemme paradoksalt nok i kulturhuset med det rammende navn Krudttønden. Hertil frygter vi, at hele kloden er ved at bukke under for klimakrisen med overophedning, havstigning og ekstremt vejr.
På dansk står dystopierne også i kø, tag bare og læs Jonas Eika Efter solen, 2019, Olga Ravn, De ansatte 2018, Kaspar Colling Nielsen, Det europæsike forår 2017 eller betragt Asbjørn Skous postindustrielle ruiner og Michael Kviums forvredne og mærkeligt fascinerende kroppe i forfald. Sankt Jakobs Kirkes Magasin 2020 har sat sig for at undersøge dystopierne nærmere, og har derfor inviteret en række forfattere og samfundsdebattører, en kunstmaler og kirkens tre præster til at give et bud på, hvad dystopierne betyder for os i dag. Hvordan stiller kristendommen sig til denne egentlig ukristelige forestilling. Hvor blev håbet af? Det er ikke uden stolthed at vi kan præsentere Trine Boesens maleri der er skabt til magasinets forside sammen med artikler af dystopiens danske mester Kaspar Colling Nielsen, den skarpe og hårdhudede debattør Mads Brügger, tidligere folketingspolitiker, miljø- og klimaordfører Maria Reumert Gjerding, der i dag er præsident for Danmarks Naturfredningsforening med hovedsæde her i sognet, og ikke mindst kirkens egne præster. Vi ønsker jer god læselyst, og på gensyn til gudstjeneste, foredrag, koncerter og alle vore arrangementer for børn, unge og voksne. Rasmus Nøjgaard 3
TRINE BOESEN
KUNSTVÆRKET ER DER FØRST NÅR DET EKSISTERER Jeg mødtes med Trine Boesen, der har lavet forsiden til dette års magasin. Det blev til en snak om tiden og fremtidens tilstedeværelse i billedet når tyngdekraften ophæves. AF LARS OTTOSEN, SOGNEPRÆST I SANKT JAKOBS KIRKE
P
å vej ud til Trine Boesens atelier i Valby slår det mig, at det er lang tid siden at jeg har skulle mødes med et fremmed menneske uden for hjemmets eller kirkens mange vægge. Covid-19 har sat sit præg på livet, og det bliver da også til de sædvanlige hilsener, der ikke rigtig har fundet en ny form efter håndtrykket midlertidigt er blevet afskaffet. Men det er dejligt at få lov til at komme på besøg, og se billedet der pryder forsiden, og møde den kunster, der har lavet det. Billedet til magasinet har Trine Boesen kaldt for The Sign 1, og det hænger smukt og pryder væggen, da jeg træder ind i det værksted, hvor hun arbejder med sin kunst. Billedet bærer præg af den vægtløse
SANKT JAKOBS KIRKE / 2020
fornemmelse, der kendetegner mange af Boesens billeder. Klare, men også lidt fordrejede detaljer, der gør at man ikke rigtig ved, om man er nede under vandet eller svæver rundt ude i universet. Det er som om tyngdekraften er sat ud af funktion, og både elementerne og beskueren derfor befinder sig i en vægtløs tilstand. Billedet indeholder ting vi kender, men bæres også oppe af en alternativ virkelighed, hvor rummet og tiden ikke er som de plejer at være. Nu er jeg jo et sprogmenneske, så jeg kan ikke lade være med at spørge dig, om der en klar mening med hvad der står på skiltene? ”Som regel tænker jeg meget over hvad der skal stå, men samtidig må det også gerne være åbent som et digt. Men her har jeg også prøvet at lege med den tid, 5
vi er i lige nu. Jeg har dog ikke lyst til at sætte et label på med mine overvejelser, for så lukker det billedet ned.” Det er som om man træder ind i et vægtløs rum i dine billeder og installationer, så der bliver en form for uendelighed til stede, der også peger ud af eller fremad? ”Ja, og forhåbentlig både frem og tilbage! Jeg prøver i mine billeder at vise tingene som de ser ud, når de ikke lever i den tyngdekraft vi ellers bevæger os rundt i, og de bliver derfor trukket ind i et andet forløb. Jeg vil rigtigt gerne have at man er flere steder på én gang.” Det er som om at Boesens billeder prikker hul i den forestilling vi ellers har om tid og rum. Vi forstår ofte tiden som noget der bare tikker og flyder derudaf. Fortiden ligger bag os, og fremtiden ligger foran os. Alt har sin placering på tidens lige linje. Men megen moderne kunst og videnskab, og religion vil gerne gøre op med denne forestilling om den lineære tid. Også Boesens billeder.
TRINE BOESEN Trine Boesen er født i 1972 og bor og arbejder i København. Hun dimitterede fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København 2002. Trine Boesen har bl.a. udstillet i New York, Basel, Napoli, Beijing, Shanghai, Berlin, Køln, Newcastle, Stavanger og på museer i Danmark, som Arken, Trapholt, Kunsten, AROS, Brandts, Den Frie Udstillingsbygning, Nikolaj Kunsthal, Viborg Kunsthal og Rønnebæksholm. Trine Boesen er repræsenteret i adskillige udenlandske og danske samlinger, bl.a. AROS, KUNSTEN, Trapholt, Vejle Kunstmuseum, Kastrupgårdsamlingen, Statens Kunstfond, Ny Carlsbergfondet, Lundbeckfonden, Rockwool Fonden, Nykredit, Frederick R. Weisman Art Foundation, Michael Nachman collection og Melva Bucksbaum and Raymond Learsy collection.
Kommende udstillinger: 2021 Soloudstilling hos Galerie MøllerWitt, Bredgade 67, København (Ultimo januar)
”Måske er jeg rundet af tanker som jeg henter fra både science fiction og nogle af de uendelighedsfilosoffer som jo også arbejder med tid. Hvad er tid? Der er den store tid som uret fortæller os, men der er jo også vores egen tid, som hvert individ går gennem livet med. Det spænd mellem det store rum og det lille rum, mellem at være ude og inde på samme tid, det vil jeg gerne prøve at ramme.” Og det giver kun god mening, at Boesen tidligere har lavet en stor installation, som hun kaldte Urværket. Installationen var så stor, at man kunne bevæge sig rundt i den som om man bevægede sig rundt i en alternativ virkelighed. Science fiction og tidstemaet løber som en rød tråd gennem Boesens værker selv om de selvfølgelig også har udviklet sig meget hen over årene. Men der er en tydelig signatur i hendes værker, der giver et kig ind gennem en sprække til en anden verden. Der en kraftig energi, acceleration og rodet kaos i mange af Boesens billeder, men de får også én til at stoppe op og bruge tid på dem, fordi de er så fængslende. ”Der er meget i mine billeder der lægger an til, at det går hurtigt, men på grund af alle detaljerne og bearbejdningsgraden af værket, så er der også en anden form for tidslighed i det som trækker i en anden retning. Som et frosset, langsomt øjeblik hvor tingene er på vej længere ud.” 6
Dynamikken mellem det hurtige og det langsomme, det bearbejdede og aflejringerne fra det levede liv eksisterer side om side i Boesens billeder, og bliver ved Boesens hånd til noget andet og mere. Der sker hele tiden noget overraskende i billederne og humoren er tydeligt fremtrædende i mange af billederne, og samtidig føles det hele tiden som om, at de rum billederne skaber læner sig op mod noget nærmest uendeligt og fremmed. Man støder ofte på ordet dystopisk fremtid i beskrivelsen af dine billeder, hvilket lyder mørkt og dystert, men det ved jeg egentlig ikke om jeg forbinder dine billeder så meget med? ”Tidligere legede jeg nok mere med tanken om, at der lurede en fare rundt om næste hjørne, og det hele kan blive vendt på hovedet på et øjeblik. Monsteret var
ligesom med. Og den dystopiske tanke er der også stadig lidt, men det er måske blevet lidt mere festlige dystopier i dag. Musikkerne blev jo også ved med at spille da Titanic gik ned. Det lidt humoristiske motiv har jeg i dag med i mange af mine ting.” Kunsten er verden sådan som den ser ud når den er filtreret gennem kunstnerens sind. Boesens beskriver sig selv om en svamp, der suger alt muligt til sig. Derfor er den tingslige verden også meget til stede i Boesens værker. De aflagte ting, de menneskeskabte ting, det vi omgiver os med til dagligt er fremtrædende i billedernes rumklang. Mennesker er der til gengæld ikke så mange af, men det er helt tydeligt vores historier der fortælles.
som man kan genkende, men man skal selv finde meningen. Eller måske dvæle ved noget, der kan sætte gang i nogle nye tankerækker. Kunstværket er der først når det eksisterer – og hvad er det så?” Da jeg ankom var jeg der i god tid, og jeg gik derfor en kort tur i kvarteret, og selvfølgelig begyndte det at regne med dråber, der befandt sig midt imellem iskold regn og hårde hagl, hvilket begyndte den sædvanlige indre monolog i mit hoved om det dårlige danske vejr. Da jeg forlod Boesens værksted og gik over mod bilen begyndte den samme form for nedbør igen. Denne gang syntes jeg egentlig bare det var meget rart, og jeg kiggede op og tænkte på den gang jeg var dreng og løb med min far i hånden for at nå i tørvejr i vores blå 2CV.
”Jeg håber blandt andet, at man kan få det ud af mine billeder, at man kan få serveret en masse objekter, SANKT JAKOBS KIRKE / 2020
7
LIVET FORSTÅS FORLÆNS… AF KASPAR COLLING NIELSEN, FORFATTER FOTOS PETRA KLEIS
DYSTOPIER ER FREMTIDSSCENARIER DER KASTER LYS OVER SAMTIDEN
D
er er dystopier alle vegne: I litteraturen, film og TV, endda i teatrene. Genren er ikke længere en lille underkategori af sci-fi forbeholdt sortseende nørder, men er blevet en mainstream genre der storsælger. Man kan pege på tidens dystopiske tegn som forklaring: klimakrisen, Trump, fascismens genkomst i Europa, flygtningekriser osv., men jeg tror der er noget mere grundlæggende på spil. AFKOBLING AF BEFOLKNINGEN OG DEMOKRATIET Den nulevende tyske filosof Peter Sloterdijk har formuleret en beskrivelse af vores tid, der giver en forklaring på dystopiens succes, som jeg i hvert fald har fundet interessant. Sloterdijk mener at der er sket en afkobling af befolkningen i forhold til samfundsudviklingen. Det kan virke som en underlig pointe, i en tid, hvor folk, som ikke før havde en stemme, nu ytrer sig om alt mellem himmel og jord på de sociale medier, men alligevel har han en pointe. Ifølge Sloterdijk var befolkningerne den væsentligste progressive kræft, der drev udviklingen af samfundet i det tyvende århundrede. Det gjorde vi gennem politiske kampe på arbejdsmarkedet, i medierne og i parlamenterne, om det drejede sig om indførelse af mindsteløn, bedre arbejdsforhold, rettigheder til kvinder, lige løn, et mere socialt retfærdigt eller mere frit samfund etc. Dette folkelige engagement var forankret i moralske holdninger og ideer og rodfæstet i politiske ideologier. Ifølge Sloterdijk er det i det 21. århundrede teknologiudviklingen og kapitalforvaltningen der er de progressive kræfter, mens vi, som befolkninger, men også politikerne, der repræsenterer os, er henvist til en observerende og adapterende rolle. Lad mig komme med to illustrative eksempler ud af mange mulige. Google, altså bare ét enkelt firma, har i løbet af en periode på blot ti år vundet alle reklamemidlerne i hele verden fra de traditionelle nyhedsmedier og dermed udhulet deres økonomiske fundamenter og svækket disse helt afgørende demokratiske institutioner med de implikationer det nu vil få for vores demokratier og den demokratiske debat. Det er blot et eksempel ud af mange andre på hvordan teknologi forandrer vores samfund. SANKT JAKOBS KIRKE / 2020
NYE PENGE Et eksempel på kapitalforvaltningens væsentlige rolle i udviklingen af samfundet er boligpriserne. Alle indbyggere i de store byer er i dag gældsatte til op over begge ører. Bogligpriserne bunder i en stigende efterspørgsel, men også i at private banker i dag har lov til at producere penge, når folk optager boliglån. Det er ikke en konspirationsteori, men et helt faktuelt forhold. Hvis du ikke tror mig, så læs artiklen, der ligger gratis på nettet: ”Money Creation in the 21-Century” af Bank of England, hvor fænomenet beskrives indgående. Kun omkring 4% af pengene i vores moderne samfund er skabt af Nationalbanken, resten laves af private banker, når nogen optager et lån, fordi banken har lov til at spejle lånet med en kredit, der ikke fandtes før – altså nye penge. Penge opstår af lån. En del af pengene, som bankerne skaber, skal de holde som sikkerhed, men en del af dem, må de investere i aktier i firmaer over hele verden. Det bryder med den traditionelle rolle banker havde, hvor de agerede mellemmand mellem folk med penge og folk der ville låne penge. Banken bestemte, hvem der måtte låne penge ud fra en risikovurdering, og renten var prisen for pengene. I dag, låner vi ikke penge af andre kunder, når vi låner penge. Banken skaber pengene, når vi låner dem. Den del af kapitalen, der er tilovers, når banken har holdt en del som sikkerhed, investerer de som sagt i aktier og dermed giver de dem tilbage til samfundet, problemet er blot at kun ca. 15% af investeringerne går til virksomheden, mens 85% går til aktionærerne. Der foregår således i dag en overførsel af kapital fra almindelige mennesker via boliglån, til en stadig mindre og rigere global elite, på et niveau som ikke kan være overgået i verdenshistorien. Så hvis du undrer dig over, hvor alle de fantasilionerne i verden kommer fra, så kommer de altså primært fra vores boliglån. Ingen politikere har ønsket det skulle være sådan. Det er ikke et politisk designet system, men et system der er opstået af dereguleringer og kapitalens frie bevægelighed over alverdens grænser. Problemet er erkendt også af vores politikere, men det er næsten umuligt at gøre noget ved det. Hele verden hænger finansielt sammen, og hvis man regulerer de danske banker hårdt, og indskrænker deres mulighed for at skabe nye penge via boliglån, så vil de i løbet af få uger blive opkøbt af udenlandske banker, som ikke 9
KASPAR COLLING NIELSEN Kaspar Colling Nielsen, født 1974, debuterede som forfatter med Mount København i 2011. I 2013 udkom opfølgeren, fremtidsfortællingen Den danske borgerkrig 2018-24. Begge værker befinder sig i grænselandet mellem roman og novellesamling, hvori det groteske, tragikomiske og samfundssatiriske sammenflettes i unik fortællekunst. I 2017 udkom Det europæiske forår, og i oktober 2019 udkom Kaspar Colling Nielsen med fortællingerne Dengang dinosaurerne var små. Kaspar Colling Nielsen har læst filosofi på SDU og er cand.merc.fil. fra Copenhagen Business School. I 2019 blev han taleskriver i Klima- og Energiministeriet.
er ligeså hårdt regulerede og dermed rigere. Omvendt ville det også været komplet umuligt at indføre globale bankregler, som kan gælde i alle lande uden undtagelse. De bevægelser kapitalsystemet og techvirksomhederne skaber i vores samfund har større effekter end selv de største politiske reformer. KONTROLTAB OG IDEOLOGISK INDIFFERENS Når vi, som befolkninger ikke længere driver samfundsudviklingen, er det i første omgang udtryk for et demokratisk problem og et oplevet kontroltab – en fornemmelse af magtesløshed. Men det betyder også at udviklingen ikke er funderet i befolkningernes behov og politiske ønsker om en bedre fremtid. Faktisk er udviklingen per definition ikke-normativ - indifferent. Der følger hverken et menneskesyn eller en politisk ideologi med en smartphone, sociale medier, droner endsige de finansielle markeders måder at operere på. De nye teknologier vil intet andet end at findes og udbrede sig og ingen, selv ikke Google og facebook, aner hvilke implikationer deres nye dimser vil have. Konsekvensen af denne afkobling kan blive, at folk i sidste instans kan miste troen på demokratiet. De mest markante demokratiske diskussioner handler da heller ikke om samfundets grundlæggende indretning, men er mere eller mindre sekteriske debatter af identitetspolitisk karakter. Den demokratiske debat er blevet henvist til en lille identitetspolitisk sandkasse i udkanten af samfundet, hvor vi kan lege, at vi diskuterer 10
noget vigtigt, men hvor intet har særlig stor betydning. Det er ikke fordi jeg anser de identitetspolitiske diskussioner for uvæsentlige, men de burde ikke være de mest markante, og at de er det, er udtryk for en demokratisk krise. Måske var det fx produktivt i højere grad at diskutere de sociale og økonomiske forhold, sorte amerikanere lever under, end deres hudfarve. DEMOKRATISK KRISE Vores vestlige demokratier gennemlever også en anden slags krise i øjeblikket. Efter 1989 troede de fleste, at vores samfundssystem og vores værdier ville brede sig ud over verden som et rationelt lys, fordi vores samfundssystem var dominerende og det mest succesfulde. På samme måde havde vi en forestilling om, at flygtninge og indvandrere, der kom til Danmark automatisk ville blive sekulariserede og totalt assimilerede i løbet af en halv til en hel generation. Så sikre var vi, at vi slet ikke havde integrationsprogrammer i Danmark i 90’erne, men introduktionsprogrammer til det danske arbejdsmarked. I løbet af de seneste tyve år har vi lært, at vores kultur ikke trumfer alle andre kulturer, men at folk der kommer til Europa tværtimod holder fast i deres hjemlands kultur og kun langsomt knytter an til vores. Der er andre grunde til de vestlige demokratiers krise. Engang forbandt man vækst og fremgang med demokratiet som styreform. Hvis et tredjeverdensland
FREMTID
ønskede at blive rigere, skulle de blive et demokrati først. Demokratiseringen ville med historisk nødvendighed føre til vækst. Jeg læste endda en videnskabelig artikel på et tidspunkt i 90’erne, der mente at kunne dokumentere, at de områder i verden med den højeste frekvens af bøssebarer, var de steder med den højeste vækst. Selv vores seksuelle normer var produktive. Koblingen mellem de liberale demokratier og vækst er ikke en selvfølge længere. I dag er der diktaturer, teknokratier eller demokratiske samfund, hvor borgerne nyder få rettigheder, som har større vækstrater og mere fremgang end os, og på mange måder har vores vestlige, rettighedstunge samfund problemer med at klare sig i den globale konkurrence. Dystopiens opblomstring er en reaktion på disse kriser vesten oplever i øjeblikket, tror jeg. SAMFUNDSKRITISK NUTIDS-FREMTID Uanset, hvilken fremtid der fremmanes i en dystopi, så er den udtryk for en nutids-fremtid, både i meget praktisk forstand, fordi ingen kan forudsige begivenhedernes gang, men også fordi temaerne knytter sig til oplevede ting i nutiden, tendenser, som man vurderer er vigtige, fx den øgede overvågning, og hvordan den vil kunne udfolde sig over årene. Målestokken i dystopien, er altid det menneskelige: Hvad det betyder for os? Hvordan det vil påvirke os og vores liv som børn, som forældre, som borgere? Hvordan det vil forandre os og vores syn på verden, vores moralSANKT JAKOBS KIRKE / 2020
begreber, kærlighedsrelationer osv.? I dystopien er det menneskelige altid en faktor, som det undertrykte eller korrumperede. Dermed er dystopien altid en kritik. Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor det overhoved har betydning at udpege visse udviklingstendenser, hvis præmissen er, at ingen kan ændre grundlæggende på dem alligevel? Det er bestemt et paradoks, der knytter sig til visse typer af dystopier, især hvis man oplever dem som advarsler, men det er så samtidig også grunden til, at det tit ikke er produktivt at læse dystopier på denne måde. Dystopier bør snarere opleves som måder at begribe verden på, samfundet, vores liv. Det er fremtidsplateauer, som begynder og ender i nutiden. Man kan ikke forstå overvågningen i samfundet lige nu, uden at forestille sig, hvordan den potentielt kan udvikle sig i fremtiden. Det er umuligt at forstå teknologikonkurrencen mellem stormagterne, hvis man ikke forstår, at fremtidens krige sandsynligvis vil blive udkæmpet med droneteknologi og helt uden mennesker. Dystopier er en måde at forstå verden på og forsøge at begribe, hvad der sker i samfundet lige nu, hvor alting udvikler sig hurtigere end nogensinde og intet synes stabilt.
11
DU MÅ IKKE FØLGE MÆNGDEN I AT ØVE ONDT AF MADS BRÜGGER, JOURNALIST OG FORFATTER FOTOS GABRIEL HILL
FREMTID
N
oget af det bedste der står i Biblen finder man i Anden Mosebog, vers 23:2, nemlig buddet: "Du må ikke følge mængden i at øve ondt." Det var sandt på Moses tid, og det er stadig en god rettesnor. Når folk handler i flok, er det på tide at skrue op for sin kritiske sans, og det gælder især hvis folk vil gøre godt, for ønsket om at ville gøre godt er som bekendt ofte en genvej til det onde. I foråret og hen over sommeren har vi alle levet i en dystopisk science fiction roman, der udspillede sig i realtid. Når mennesker er under pres søger de instinktivt mod et fællesskab der kan beskytte dem og tilbyde dem sikkerhed. Derfor har gruppetænkningen kronede dage. Sætter man spørgsmålstegn ved gruppens holdninger vækker man flokkens vrede, og derfor skal man mere end nogensinde kende sin besøgelsestid som kritisk tænkende menneske. Jeg ved det af egen erfaring: Hver gang jeg på sociale medier lufter den mindste smule kritik af regeringen, Mette Frederiksen, Kåre Mølbak eller Søren Brostrøm, bliver der omgående regnet af ved kasse et: "Luk røven, Mads," skriver én. "Hvor er det et trist skulderklap du giver dem som også passer på dig," bemærker en anden. "Jeg sparker tænderne ud på dig, og tæver dig foran dine børn," skriver en tredje. Som en debattør der ikke er sart, og som både har fremkaldt og gennemlevet en masse shitstorme i tidens løb, mindes jeg ikke at stemningen på de sociale medier nogensinde har været så aggressiv og polariseret som den er nu. Man skal virkelig træde varsomt, og det er med angst og bæven at jeg skriver disse linjer. Det er ikke kun meninger som vækker folks vrede. Det er også handlinger. I Berlingske læste jeg en artikel med overskriften "Danskernes Facebook-politi udskammer naboen: 'Hvis du gør sådan her, så kommer vi efter dig'”.
SANKT JAKOBS KIRKE / 2020
Her skriver journalist Laura Kongsmark Schuldt om hvordan de sociale medier er blevet en folkedomstol under Corona-krisen. Folk deler billeder og oplysninger med hinanden af dem som ikke følger reglerne, som for eksempel naboen der holder fest eller en flok unge mennesker som er lidt for tumultariske ovre i parken. Men det stopper ikke med udskamningen og fordømmelsen på Facebook, for som der står i artiklen: "Hos politiet får man i øjeblikket henvendelser fra borgere, der vil gøre opmærksom på personer, de har bemærket i deres lokalsamfund. Blandt andet ringer borgere for at anmelde mennesker, de mener bryder den såkaldte forsamlingslov om ikke at samles mere end ti personer i det offentlige rum." Denne omsiggribende sociale kontrol og den tilhørende fjendtlighed overfor helt normal magtkritik fik mig til at tænke på et enormt interessant indlæg jeg faldt over i den britiske avis The Guardian. Under overskriften "Hvad historien kan lære os om at bygge et smukkere samfund efter Corona-krisen", skriver forfatteren og filminstruktøren Richard Power Sayeed om hvordan Den Spanske Syge påvirkede Spanien tilbage i starten af det forrige århundrede. "Da influenzaen nåede den iberiske halvø reagerede landets magthavere med et svar som reflekterede deres reaktionære mål. I sin bog om udbruddet i Spanien, viser historikeren Ryan Davis hvordan politikere, doktorer og journalister forsøgte at kontrollere de uhygiejniske masser med et sanitært diktatur. I Galicien gik politiet på husbesøg sammen med læger, og i Murcia blev der etableret ungdoms-juntaer som havde til formål at slå ned på brud på sundhedsreglementet," skriver Richard Power Sayeed. I dagene efter nedlukningen af Danmark, forsøgte regeringen at få indført ved lov, at sundhedsmyndighederne kunne få adgang til folks hjem uden en dommerkendelse. Her satte Folketinget trods alt hælene 13
i, og lovforslaget blev droppet, men regeringen har aldrig begrundet hvad rationalet bag denne skræmmende ide var. Og desuden kan man undre sig over at regeringen overhovedet kan få den tanke, at ville trænge ind i folks hjem uden en dommerkendelse.
bøger eller ej. "Hun vil ikke vide hvordan noget bliver gjort, men hvorfor det bliver gjort. Det kan være meget pinligt. Hvis man spørger hvorfor tilstrækkeligt mange gange, ender man med at blive meget ulykkelig," siger Montags chef om Clarisse.
Så derfor spørger jeg, helt åbent og ærligt: Er danskerne lige nu statister i en generalprøve til hvordan Danmark vil se ud i et diktatur? Tag for eksempel sagen med de hvide telte som i foråret pludselig dukkede op i Fælledparken i København og andre byer. I flere dage måtte hverken Folketinget eller offentligheden få at vide hvad formålet med disse telte var, og det virkede nærmest som at selve hemmelighedskræmmeriet var pointen med hele øvelsen. I stedet for et frit og åbent samfund er vi pludselig i skred mod et lukket og mørklagt ét. Hvis den amerikanske præsident Thomas Jefferson har ret i at "information er demokratiets valuta", er der ved at være lavvande i kassen.
Hun har med andre ord bevaret sin kritiske sans i en verden hvor kun fladpandede klovnerier er tilladt. En verden hvor der er skruet sindssygt op for tempoet, så meget at reklameskiltene langs motorvejen er 200 meter lange, fordi folk kører så hurtigt, at de ikke ville kunne nå at læse dem, hvis de var normal størrelse. Det tempo er Clarisse McClellan ikke med på. Hun insisterer på at tage det så langsomt som muligt, og det som gør så dybt indtryk på Guy Montag er, at hun netop ikke er ulykkelig. Hun er derimod et menneske som gør menneskelige ting og bruger sine sanser. Hun spørger ham om han nogensinde har bemærket at gamle blade, faldet ned fra træerne, lugter af kanel. Hun går ture i skoven, og samler på sommerfugle. Hun giver sig tid til at tænke over tingene, og når det regner, går hun ud i regnen, og læner hovedet tilbage og åbner munden, og smager på regnen. Hun siger at regn smager ligesom vin, og mens jeg skriver disse linjer går det op for mig at det er år og dage siden at jeg selv har smagt hvordan regn smager, sådan virkelig smagt på det, og jeg er slet ikke sikker på om gammelt løvfald virkelig lugter af kanel, for jeg kan slet ikke huske hvordan det lugter. Men jeg ved, at så længe bare nogle af os giver sig tid til at være lidt mere som Clarisse McClellan vil der være kritisk tænkende mennesker, og alene ét kritisk tænkende menneske kan gøre en stor forskel.
Samtidigt arbejdes der både i og uden for Danmark hastigt på at få folk til at installere applikationer på deres mobiltelefoner så man kan følge deres gøren og laden, og hermed monitorere om de kommer i forbindelse med smittede. Eller som i andre og mere topstyrede lande, simpelthen at tiltvinge sig adgang til folks elektroniske fodaftryk. Der er mange gode argumenter for hvorfor elektronisk overvågning af befolkningen på et hidtil uset niveau er nødvendigt hvis vi skal pandemien til livs, og selvom jeg kan tage fejl, tror jeg ikke vores nuværende regering vil misbruge de enorme datasæt om borgerne, som de før eller siden vil få fingre i. Men potentialet for misbrug vil være enormt, og hvem kan vide om en fremtidig regering ikke vil falde for fristelsen til at forbinde nogle af disse datapunkter, og hermed skaffe sig adgang til en viden som kan få katastrofale konsekvenser for demokratiet? Så hvad gør det kritisk tænkende menneske så? Personligt finder jeg fred og inspiration i at tænke på en af mine helte, nemlig teenagepigen Clarisse McClellan. Hun optræder i Ray Bradburys science fictionroman Fahrenheit 451, som omhandler en verden hvor bøger er blevet forbudt ved lov. Hovedpersonen er en brandmand ved navn Guy Montag der har som sit arbejde at brænde bøger, og jeg behøver vel næppe at gøre opmærksom på, at der er borgere som ringer til brandvæsenet og angiver dem der læser bøger. Clarisse spiller en lille, men afgørende rolle i fortællingen, i det hun giver Guy Montag et afgørende puf i retning af at tænke dybere over, om det er forkert at brænde 14
MADS BRÜGGER Journalist, forfatter og dokumentarist. Brügger har i en årrække været ansat som journalist på Danmarks Radio. Han har modtaget en række priser for sit arbejde bl.a. Kryger-prisen i 2002 for radiodokumentaren Skjoldhøjarkivet. Brügger er især kendt for flere satiriske dokumentarfilmserier bl.a. Danes for Bush i 2004, der beskriver højrefløjen i USA, og Det Røde Kapel, hvor han under dække af at være en kommunistisk teaterinstruktør gav et usædvanligt indblik i det SANKT JAKOBS KIRKE / 2020
ellers lukkede Nordkorea. Det Røde Kapel vandt bl.a. dokumentarfilmprisen ved Sundance filmfestivalen i 2010. I 2011 blev Mads Brügger sammen med kollegaen Mikael Bertelsen programchef for Radio 24/7.
15
16
"
Verden, som vi har skabt den, er et produkt af vores tankeprocesser. Den kan ikke ĂŚndres uden at ĂŚndre vores tĂŚnkning. - Albert Einstein
FREMTID
VI ER SELV HÅBET OG SELV LØSNINGEN AF MARIA REUMERT GJERDING, PRÆSIDENT I DANMARKS NATURFREDNINGSFORENING
Jeg vil insistere på at starte med håbet. For der er altid håb, og uden håbet falder vi hen i en dødsensfarlig apati. Det må vi ikke, det skal vi ikke, og det gør jeg ikke.
Foto: @danmarksnaturfredningsforening
Men vi kommer ikke uden om, at det unægteligt ser dystert ud. Det ufatteligt rige liv på vores helt enestående blå planet er i fare. Selvom vi mennesker er en højtudviklet art, så opfører vi os ikke bare handlingslammet, nej - vi foretager os bare endnu flere af de handlinger, der har bragt os og resten af klodens mylder af arter i denne situation. Vi foretager de samme handlinger igen og igen, og vi skubber ubønhørligt verden dybere og dybere ud i flere store, men altså selvskabte kriser. Et alarmerende tab af arter, en helt vanvittig undergravning af de økologiske systemer og en buldrende klimakrise, der uløst vil være med til at skubbe til tabet af arter og i sidste ende skubbe livet på jorden, som vi kender det, ud over kanten. På den måde er klimakrisen nok den største krise, menneskeheden nogensinde har stået overfor, og uløst vil den i alarmerende grad ændre livet, som vi kender det her på kloden. Jeg ser det, som en uheldig kombination af grådighed og ulyst til at erkende konsekvenserne af vore handlinger. Vi er på den fuldstændigt uforstandige SANKT JAKOBS KIRKE / 2020
måde i fuld gang med at underminere vores eget livsgrundlag og forarme planeten i en grad, der historisk er uset for os selv og for alle de skabninger, vi deler kloden med. Det er ikke en udefra kommende meteor, men os selv, der er skyld i, at mange af klodens arter har udsigt til at blive udryddet. Det er blevet så evident, at langt de fleste mennesker kan se det, mens det er vanskeligere at handle. Det udløser, vil jeg sige, en omfattende stemning af dystopi. For vi ved jo godt, at vi alene bærer ansvaret og dermed også løsningen. Det kolliderer voldsomt med vores ringe evne til at handle på den viden, vi har. Vi forestiller os, at handling vil tage noget fra os, og vi ønsker ikke at være noget foruden. Vi mennesker har en iboende drift til at reproducere os selv, vi ønsker at sikre slægtens og artens overlevelse og at sikre gode livsbetingelser for vores afkom. Vi har forfinet den drift i sådan en grad, at vi i dag er klodens mest højtudviklede art. Vi dominerer Jorden. Vi har i århundreder - ja årtusinder hyldet frugtbarhed og ærefrygt over fødslen af et nyt væsen. Fødslen har siden tidernes morgen stået for håb, kontinuitet og fremtid. Den fødselsret rokkes der ved i dag, og vi ser med en lidt skamfuld skræk på den enorme befolkningstilvækst. Vi ved, at hvis alle kræver lige så me17
Vi, dvs. forældre, bedsteforældre, naboer, kommunen og staten, har sat konkrete målbare succeskriterier op for vores art. Vi stræber efter et samfund, der skal kunne levere bedre livsbetingelser for vores efterkommere, end det vi selv overtog fra vores forældre. Det er kriterier, vi spejler os selv i, og som vi måler vores politikere på. Vi kræver, at de folkevalgte giver os muligheden for at indfri vores forventninger, mens vi samtidig stræber efter, at verden skal blive et bedre sted at leve for de næste generationer. Det er naturligvis et paradoks, fordi det bliver stadigt mere åbenlyst, at verden vil blive et langt værre sted for vores efterkommere, hvis klimaforandringerne ikke bliver bremset og tabet af biodiversitet vendt. For den fremskridtstro, der har været drivkraften i vores samfund i årtier og århundreder, nemlig stræben efter vækst og øget velstand, er præcis den udvikling, der også skaber klimaforandringerne og de enorme tab af biologisk rigdom. Dette faktum kan virke så overvældende for det enkelte menneske at vi kan rammes af fuldkommen handlingslammelse. Af apati. For nok antager det herhjemme ikke apokalyptiske dimensioner, når vandet i Storåen går over sine bredder, eller når træerne i skoven knækker som pinde i de stadigt hyppigere storme. Men det vækker en indre uro - en følelse af at større kræfter end os selv er på spil. Og hvad kan jeg, lille mig dog også gøre, når det kommer til stykket? Svaret er: Alt. For det fantastiske er, at vi bærer løsningen i os selv. Hver især har vi kraften og dermed magten til at ændre udviklingen. Den kolossale indflydelse har ingen anden art nogensinde haft. For det første, så er det de såkaldte ilande, altså sådan nogle som os, der har bragt os ud i moradset - ikke klodens fattigste og mest folkerige. Men vi har brug for et nyt tankesæt. For vejen til handling og til den kolossale omstilling, der er nødvendig, går gennem, at vi genfinder vores forbundethed med naturen og med naturgrundlaget, og tænker ud over vores egen arts snævre behov. Vi skal genfinde vores naturkærlighed i en grad og på en måde, der rækker ud over en romantisk følelse, idet 18
vi anerkender andre arters egenværdi og eksistensberettigelse i politisk bindende forstand, der er langt stærkere og mere forpligtende, end alle hidtidige aftaler og mål for natur, biodiversitet og klima. For det er svært at fortsætte rovdriften på noget, hvis egenværdi vi anerkender, og som vi dybest set er forbundet med. Vi vil aldrig acceptere ødelæggelsen af noget, vi virkelig føler for, anerkender og forstår skønheden i, men hvis vi skal have hånd i hanke med stærke økonomiske og politiske kræfter, der desværre har det med at underkende naturens egenværdi og skønhed, kræver det også meget stærke politiske forpligtelser. Men dette er kun den ene grund til, at vejen ud af klimakrisen skal findes gennem vores kærlighed til naturen og de forpligtelser, som vokser ud af denne kærlighed, og som vi bør gøre til altafgørende omdrejningspunkter for fremtidens politiske aftaler. Den anden grund er, at vi skal ændre vores værdisæt for vores kultur. Vi skal vende os væk fra vækst, konstant voksende velstand og materialisme og mod noget dybere. Samvær, nærhed, fællesskab, tid til hinanden, omsorg, langsomhed, fordybelse. Det er de værdier en bæredygtig verden er bygget på. De bør erstatte forbrug, vækst og rigdom som samfundets grundlæggende værdier. Lykkes vi med det, er der håb. Håb for at vi mennesker kan lære at leve i samhørighed med naturen i stedet for i en misforstået tro på, at naturen er noget, vi skal undertvinge os. Det kræver en kolossal mobilisering. For alle os der ønsker denne forandring, er i lighed med naturen oppe imod meget stærke politiske og økonomiske kræfter. Det er en forandring, som kræver, at de natur- og klimabevægelser, vi allerede kender og har set manifestere sig verden over, bliver endnu skarpere til at sætte dagsordenen. Og det kræver dig. Det kræver, at du og din stemme bliver en endnu stærkere stemme for alle de arter, der ikke selv har en stemme. På den måde er vi selv håbet og løsningen. Foto: @danmarksnaturfredningsforening
get, som vi selv gør i den vestlige verden, så kan det gå helt galt globalt. Flere kvadratmeter villaer, flere industrielle svinefarme, der skal opføres, mere natur til at mætte kødindustriens millioner - ja milliarder af opstaldede dyr.
FREMTID MARIA REUMERT GJERDING Født 1978. Gjerding er uddannet cand.scient. i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier fra RUC. Hun har bl.a. arbejdet som konsulent i det private erhvervsliv. Og som miljøpolitisk rådgiver for Enhedslistens folketingsgruppe. Hun blev i 2015 valgt til Folketinget for Enhedslisten, og var bl.a. miljøordfører, klimaordfører, ordfører for grøn omstilling, mm. Maria Reumert Gjerding blev 2018 valgt som ny præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
SANKT JAKOBS KIRKE / 2020
19
Foto: Rie Neuchs
Foto: Rie Neuchs
FREMTID
SOLEN STÅR OP BØRN FØDES AF RASMUS NØJGAARD, SOGNEPRÆST I SANKT JAKOBS KIRKE
U
ndergangsstemning er ikke et nyt fænomen. Mennesket har ganske givet frygtet sin egen undergang lige så længe, som det har haft fantasi til at gøre sig forestillinger om fremtiden. Men det 20. århundredes desillusionerende krige, terror og klimaforandringer har givet grobund for et pessimistisk fremtidssyn, der også er inspireret af en sekulær, ikke-religiøs tænkning. Dystopierne er vor tids sekulære undergangsforestillinger. Den optimistiske forestilling om, at verden nok skal komme på fode igen, og at fremtiden om ikke andet er sikret i kraft af Guds evighed og almagt led skibsbrud i 1800-tallets moderne gennembrud og religionskritik. I stedet har teologien igen vendt sig mod et bibelsk fortolkningsunivers, hvor fortællingen bruges som en strategi til at forstå verden og forholde sig til den. En af de vigtigste strategier kaldes apokalyptik og tager udgangspunkt i at verden er kaotisk og tæt på sin egen undergang. Apokalyptikken er båret frem af håbet om en ny tid, hvor alt vil forvandles, og håbet skal indgyde mennesker mod til at være i verden på trods af fx lidelse, forfølgelse og fattigdom. Forvandlingen sker med andre ord allerede nu i det enkelte troende menneske. Heroverfor ligner dystopien en projektør, hvis nøgne lysstråle forsvinder ud i et tomt mørke og overbeviser os om, hvor ensomme og udsatte vi er, og lader os tilbage med en eksistentiel ensomhed og livsangst.
SANKT JAKOBS KIRKE / 2020
APOKALYPTIKKEN Kristendommen er båret af en håbefuld fortælling om forvandling. Midt i erfaringerne af undergang og fortvivlelse får vi livsmod og handlekraft. Denne måde at tænke på genkendes i kristendom og jødedom som apokalyptik. Det er dramatiske fortællinger om Guds åbenbaringer af en verden, der er i krise, men som efter svære fødselsveer og destruktive kampe vil genopstå fornyet, bedre, skønnere, og mere retfærdig. Det bedst kendte apokalyptiske skrift er Johannes Åbenbaring, der mildest talt lukker det Det Nye Testamente med et brag, og sender chokbølger tilbage gennem hele Bibelen. Johannes Åbenbaring, eller apokalypsen som det også kaldes, har en billedmæthed, der til alle tider har sat kunstnere i gang indenfor alle kunstarter, men særligt billedkunsten, litteraturen og filmen. Johannes Åbenbaring må i dag være det mest gendigtede skrift i hele Bibelen. Denne særlige litterære genre opstod ca. 200 år før Kristus under en række jødiske nederlag og forfølgelser, der kulminerede med at templet i Jerusalem jævnedes med jorden i år 70 e.Kr. Forfølgelserne blev også rettet mod de kristne, hvor de tog til i styrke og omfang, indtil kejser Konstantin kristnede hele Romerriget ca. 312 e.Kr. Apokalyptikken transformerer de fysiske og mentale erfaringer af krise, forfølgelse, hungersnød, ødelæggelse og død ved at forstå erfaringerne som negative spejlinger af det gode, som i sidste ende vil sejre. Det er verdens fødselsveer 21
inden sin genfødsel. Ødelæggelse vil blive til skabelse, død til opstandelse. Jesu død og opstandelse er det paradigmatiske forbillede. Forestillingen er altid delt mellem nutid og fremtid, sådan at krisen er den erfaring vi oplever, mens skabelsen og det nye liv er den fremtid, som er på vej. Man kan sige at apokalyptikkens mentale landskab er krisen. Men samtidig er det vigtigt at forstå, at nok tager skrifterne udgangspunkt i virkelige erfaringer, men de kan ligeså vel være af psykologisk karakter. Den apokalyptiske erfaring kræver en bevidsthed, der fortolker verden religiøst. Hvor en sådan tro og sådan et verdenssyn ikke er tilstede, skifter genren fortegn og bliver dystopisk. Her er fremtidsscenariet det skræmmebillede, der skal anspore til et sporskifte, og der er ofte ikke noget realistisk håb for fremtiden. Sat på spidsen kan man sige, at det moderne sekulære verdensbillede uden tro, er selve årsagen til dystopiens ubetingede succes i det 20. og 21. århundrede. FORVANDLINGEN Den apokalyptiske tankegang gennemsyrer også de første kristne skrifter, særligt Paulus’ breve, der har haft en afgørende betydning for al kristen tænkning. Paulus interesserer sig ikke for Jesu liv, sådan som evangelierne gør, men alt forstås gennem Jesu død og opstandelse. Det er undergangsmotivet, der er afgørende. Til menigheden i Korinth (1 Kor 11, 26) skriver han ligefrem, at nadveren er en forkyndelse af Jesu død. I nadverens måltids-ritual vendes alt på hovedet, for guden ofrer sig for at mennesker skal leve. Mennesket dør og opstår med Kristus, og i det øjeblik ophæves alle hierarkier, så rig og fattig, kvinde og mand, slave og fri, voksne og børn, alle er lige. Det er netop et ritual, som vi alle uden forskel kan deltage i, også i dag. Forvandlingen sker for den der tror det, og giver den troende trøst og styrke til at se på vores omverden med et nyt forhåbningsfuldt blik. Nadveren er med andre ord et forvandlingsmåltid, et apokalytisk måltid, og ikke kun et fællesmåltid. Her forkyndes døden og opstandelsen ind i det enkelte menneskes liv, så man hver især kan forstå sig selv som genrejst. Det enkelte menneske kan i sin transformerede nyskabelse vende sig mod verden og
22
kaste samme lys ud i verden, som det selv tog imod. Det lys der kaldes kærlighedens gerninger. Guds søn er selve billedet på denne selvopofrende kærlighed. Det er derfor, at vi ikke kan afkræve andres kærlighedsgerning, men dog alligevel selv er forpligtet på at udøve kærlighedens gerninger. ET NYT BLIK – EN NY OPGAVE Denne religiøse tankegang ændrer selvfølgelig ikke virkeligheden, men det forandrer den måde, vi forholder os til virkeligheden på. Fra at være et offer for krisens ydre omstændigheder, har den kristne fået en opgave. Verden er ikke længere et meningsløst kaos, men er en krig der skal afsluttes, en fred der skal sluttes, en brand der skal slukkes, en ødelagt mark der skal genopdyrkes, et oversvømmet land der skal drænes, en forurenet natur der skal renses op, et forældet produktionsapparat der skal udskiftes med nye mindre forurenende teknologier, ubetænksomme levevaner, der skal byttes ud med bæredygtige, en støjende adfærd der skal byttes ud med lydhørhed, en egoisme der skal forandres til næstekærlighed og ydmyghed. Under Covid19 var kirkerne hermetisk lukkede gennem 2½ måned. Det er aldrig før sket i kirkens 2000år lange historie, ikke engang under den sorte pest eller den spanske syge. For lukkede døre holdt vi dog stadig gudstjeneste, ikke kun for os selv, men for alle der sad derhjemme. Sankt Jakobs gudstjenester blev besøgt af tusindvis danskere, heraf en del i udlandet, én gudstjeneste blev besøgt af næsten 400.000. Inden krisen ville jeg have forsvoret, at mere end en håndfuld nogensinde ville finde interesse i at besøge en netgudstjeneste fra Sankt Jakobs. Men jeg tog fejl, for det ville rigtig mange, menigheden voksede med stadig flere klik på hjemmesiden. Hvorfor var det så attraktivt? Jeg tror svaret er, at vi har brug for håb, og fordi den kristne forestilling om altings mulige fornyelse ikke kun virker attraktiv, men også svarer til vores helt elementære erfaringer i livet: Solen står op, og børn fødes. Det fylder os med glæde og forhåbninger om, at det nytter at vi hver især bidrager til at skabe en forandring. I stedet for at falde hen i selvmedlidenhedens dystopiske mørke, får vi mod til at være tilstede selv midt i en umiddelbar kaotisk tid.
ANNE LISE MARSTRAND-JØRGENSEN FORTÆLLER OM SIN KOMMENDE ROMAN OM DRONNING MARGRETHE I
TORSDAG DEN 17. SEPTEMBER KL. 19.30 I SOGNEGÅRDEN FRI ENTRÉ
SANKT JAKOBS KIRKE / 2018
23
Foto: Rie Neuchs
FREMTID
ALTING HAR SIN
FREMTID AF LARS OTTOSEN, SOGNEPRÆST I SANKT JAKOBS KIRKE
É
n af de film jeg tror jeg har set flest gange i mit liv må være 80’er klassikeren Back to the Future eller på dansk Tilbage til Fremtiden. Den var én af de få videofilm, der stod på reolen på ungdomsværelset inden streaming af film overhovedet var et begreb. Lige som den også er blevet en klassiker i familien som vi hen over årene har set utallige gange. Og måske er den så herlig at se, fordi den har et meget håbefuldt forhold til fremtiden. Hovedpersonen er blevet kastet tilbage i tiden til da hans forældre var unge, og han skal nu, på trods af alle odds, føre sine forældre sammen, så han ikke selv bliver skrevet ud af historien. Han er blevet hvirvlet ud af sin livsbane, og fordi han holder af at være den han er og det liv han har, så må han gøre alt hvad der står i hans magt for at sikre at fremtiden også har en plads til ham. Ikke som en anden, men som sig selv. Hele hans indre liv er filmen igennem spændt ud mellem frygten for at fremtiden skal blive uden ham og så håbet om at det hele nok skal gå, så han igen kan få sit gamle liv tilbage. Og selv om det er en film, og det hele selvfølgelig ender godt – dog ikke bedre end der måtte to efterfølgende film til for at rede alle trådene ud – så illustrerer filmen det spændingsfelt som alle mennesker til alle tider har levet i. Nemlig den evige pendulering mellem håbet og frygten for fremtiden. Et indre udsving i følelseslivet der eksisterer på daglig basis og som vel slet ikke kan skilles ad. Og alt dette er blevet utrolig aktuelt i disse Covid-19 tider, hvor håbet og frygten lever som to uadskillelige følgesvende rundt omkring i hele verden.
Det kristne evangelium holder håbet højt, fordi fremtiden altid tilhører Gud. Og hvor Gud er, dér er der godt at være. Ultimativt illustreret ved det opstandelseshåb, som udspringer af Jesu liv og død og opstandelse, der for troen aldrig kan slukkes selv om der ingen vished kan gives, og som er blevet båret op gennem historien fra generation til generation gennem årtusinder. Håbet lever, men det gør frygten også, hvilket kan få pessimismen til at tage over, men frygten kan også være med til at danne grundlaget for forandringer til det bedre i verden. For frygten og vreden SANKT JAKOBS KIRKE / 2020
går ofte hånd i hånd. Vreden kan være en drivkraft til at ændre på de strukturer, der forekommer helt urimelige. George Floyd blev dræbt under en anholdelse, hvilket antændte den berettigede vrede, der igennem alt for mange år er blevet bygget op i de sorte fællesskaber i Amerika. Og vreden bredte sig til resten af verden, og vi kan håbe på, at det grundlæggende kommer til at ændre på de samfundsmæssige strukturer, der også er med til definere livet for det enkelte menneske. Livet og tilværelsen stopper aldrig med at bevæge sig fremad. Fremtiden stiller os både filosofiske og eksistentielle spørgsmål, men den er også drivkraft for demokratiet for hvad er det for et samfund vi vil have ude i fremtiden? Vi tænker altid fremad både som enkeltindivider og som samfund, og derfor er det så skræmmende når Covid-19 kommer og sætter en kæp i hjulet på alle vores planer. Men som vi har set det med George Floyds død kan en uretfærdighed også være med til at vise os, at store forandringer kan være nødvendige hvis samfundet skal drives fremad mod forhåbentligt bedre tider. Fremtiden eksisterer altid som en virkelighed i vores bevidsthed, og derfor må vi altid bevare håbet. Men vi skal ikke bare læne os tilbage og håbe. Vi skal også engagere os i livet og samfundet. Der er, som der altid har været, meget at bekymre sig for, men vi må ikke miste modet og blive modløse. Kompleksiteten er enorm i den moderne verden, og der er meget fokus på det der skiller os ad, men som der står i Prædikerens Bog kap. 3: Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. Som sagt ender Tilbage til Fremtiden selvfølgelig godt – det er jo en Hollywood film – men den ender kun godt fordi hovedpersonen filmene igennem kæmper det bedste han har lært. At alting har sin tid får ham til at fokusere på det øjeblik ude i fremtiden, hvor han igen kan træde ind i sit eget liv som sig selv. Og det tidspunkt findes som et håb for os alle sammen. 25
FREMTID
Foto: Rie Neuchs
EFTER SYNDFLODEN AF MIA RAHR JACOBSEN, SOGNEPRÆST I SANKT JAKOBS KIRKE
D
a jeg var barn, sad vi i rundkreds i børnehaven og sang ”Vi voksne kan også være bange”. I skolen viste de en sort-hvid dokumentar om forsøg med atomsprængninger, hvor man så, hvordan alting blev brændt og blæst omkuld. Og jeg husker tydeligt, hvordan alvoren i Tjernobylulykken pludselig blev meget nærværende, da der en aften blev talt om vindretninger og køkkenhaver i TV-avisen. Med andre ord: Jeg er vokset op under den kolde krig og med truslen fra atomvåben og atomkraft. Måske er det en af grundene til, at jeg altid har haft en særlig forkærlighed for den dystopiske litteratur. Her beskrives en verden, hvor folk lever i frygt for et totalitært styre, der dehumaniserer sin befolkning. Ofte en verden, der er blevet ramt af en syndflod af ødelæggelser i fx en pandemi eller en miljøkatastrofe. Og som det ligger i den gammeltestamentlige betydning af syndfloden, er det menneskenes egen skyld, fordi de har truffet dårlige og onde beslutninger.
De seneste år er dystopierne begyndt at vinde frem igen, ikke mindst i den feministiske litteratur og film. Min engelsklærer i gymnasiet præsenterede mig for Margaret Atwood, og hendes bøger har fulgt mig lige siden - og det glædede mig at opleve, hvordan Tjenerindens fortælling fik et helt nyt og ung publikum, da den i 2017 blev genfilmatiseret og kunne ses som serie på HBO Nordic. I 2016 udSANKT JAKOBS KIRKE / 2020
kom Naomi Aldermans Kraften, og henover de sidste år er Bestarium-serien udkommet med en håndfuld små bøger med nogle af Ursula le Guins tankevækkende fortællinger som fx Akaciefrøenes forfatter. Nogle kalder disse dystopier for Science-Fiction, Margaret Atwood kalder selv, det hun skriver, for ”spekulativ fiktion”. Hun skriver kun om fænomener, der rent faktisk finder sted allerede - hun iagttager nutiden og spekulerer sig frem til, hvor vi vil ende, hvis vi ikke vælger at gøre noget andet. Det er til tider barsk læsning, men det står aldrig uden muligheden for, at vi kan træffe andre og bedre valg. Og det er fortællinger, der, også efter at syndfloden har ramt, rummer håb for verden og for mennesker. TOBIATHA OVERLEVER SYNDFLODEN En af hovedpersonerne i Margaret Atwoods roman Syndflodens år fra MaddAddam-trilogien er kvinden Toby (Tobiatha), der forsøger at holde fast i livet efter, at verden omkring hende er lagt øde af en pandemi. Toby var en del af den religiøse gruppe ”Guds Gartnere”. I første omgang gik hun ind i sekten for at slippe væk fra en desperat situation, og hun var i starten meget kritisk over for de sektagtige elementer. Hun kunne ikke se meningen med at skulle klæde sig på en bestemt måde, at spise vegetarisk og at følge hele den lange række af ting, der bare skal gøres på en bestemt måde. Men nok fordi der var en stor frihed i gruppen i forhold til den enkeltes indre liv og tro, blev der plads inde i hende til, at troen lige så stille kunne vokse frem, og med tiden overtog hun den fremtræ27
dende plads som en af gruppens lærere og ledere efter den kvinde, der oplærte hende. Da pandemien rammer, overlever Toby ved efter en hurtig beslutning at låse sig inde. Da der er blevet stille, vover hun sig ud igen og går i gang med at bygge sit liv op, og de evner, hun tilegnede sig i sit liv som en af Guds Gartnere, viser sig at være helt afgørende. Hun ved alt om planter til at spise og lave medicin af. Og gennem helgenkalenderen, hvor hver eneste dag har sin helgen og sit fokus, har hun en struktur for dagene. Men jeg tror, at det allervigtigste for hendes overlevelse er, at hun ikke bare har opgaver, der skal passes, men også en omsorg for verden, og at hun på den måde bliver ved at kunne finde et håb og en mening med sit liv. Også de dage, hvor det er svært at håbe. HÅB, NÅR ALT ER BRUDT SAMMEN Jeg tror, at vi har brug for de dystopiske fortællinger i en tid, hvor vores fremtid – både den nærmeste og på længere sigt – kan være svær at være optimistisk omkring. Jeg tror, at vi har brug for at høre om, at det er muligt at rejse sig og leve videre trods alt, når frygten for fremtiden vokser. Og jeg ved, at det ikke kun er i litteraturens verden, at vi finder de fortællinger. I evangelierne møder vi mennesker, der som Toby har fået vendt op og ned på alting. Men hvor Toby nok står alene tilbage i en verden, der bogstaveligt talt er lagt øde, men stadig bærer Guds Gartnere med sig i alt, hvad hun gør, er disse mennesker sat uden for det liv, de kendte, mens det fortsætter uforstyrret for alle andre, og det gør dem næsten endnu mere ensomme i deres ulykke. En del af
dem kender vi ikke navnet på, men udelukkende i kraft af den ene situation, hvor de træder frem i rampelyset. Det er mennesker, der hverken har magt eller status. De lever på overfladen ubetydelige liv. Mange af dem er kvinder. Og de opsøger Jesus for at få hjælp til det, de ikke kan bære alene. Han tager imod dem med en kærlighed og tilgivelse, der ikke ændrer det, der er sket og ikke fjerner vores ansvar for verden og mennesker omkring os, men siger, at det ikke alene er det lette liv, der er det elskede liv. At det svære liv også er velsignet og sat i verden for at leve med kærlighed til Gud og mennesker. Indimellem savner jeg at have en konkret ramme som Tobys at hænge mit håb op på, når tingene bryder sammen, men jeg har fundet en form for ramme i disse evangeliefortællinger. De taler direkte ind i vores frygt og sammenbrud, og de fortæller, at der altid er en kærlighed, der er klar til at rejse os og sende os videre, fordi der er noget, vi skal. Også når alt er brudt sammen. Jeg har fået bevilget tre måneders studieorlov fra den 1. september til den 30. november i år til at fordybe mig i nogle af disse kvinder uden navn og deres fortælling. Hvilke livssituationer er de med til at belyse? Og hvilke sider af vores liv og tro, kan de give sprog til at tale om? Jeg glæder mig til at undersøge, hvordan det kan give stof til samtaler og prædikener.
Fotos. Forlaget Gyldendal: Petra Kleis (Kaspar Colling Nielsen), Isak Hoffmeyer (Anne Lise Marstrand-Jørgensen). Gabriel Hill (Mads Brügger). Léa Nielsen (Trine Boesen: The Sign 1). Jonas Lodahl Andersen (Trine Boesen). Torben Eskerod: side 29. Per Dreyer: Pål Eide side 31. Nikolaj Lund (Lauri Rantamojanen) Dmitri Golovanov (Aleksander Kølbel). Rie Neuchs: Side 3, 20, 24, 26, 30, 34. Bagside: Luwvig Erhardt Haus, Berlin (Creative, Commons CC0 1.0 Universal (CC0 1.0)). Lenemarie Løwe Olsen. Torben Hamann Hansen, m.fl.
K
Foto: Torben Eskerod
K
KALENDER
>>>
MUSIKGUDSTJENESTER, KLASSISK SØNDAG DEN 20. SEPTEMBER OG 11. OKTOBER kl. 14.00 OG ALLE HELGEN, 1. NOVEMBER KL. 16.00
Temaet i september er "Klassiske klaverstykker til ro og eftertanke. I oktober er temaet "Aftensang". Kirkens Kantori medvirker under ledelse af organsit og kantor Martin Petersen. Se i øvrigt kirkens hjemmeside.
MUSIKGUDSTJENESTER, RYTMISK SØNDAG DEN 27. SEPTEMBER, 25. OKTOBER OG 15. NOVEMBER KL. 14.00
Mød kirkens velsyngende, unge vokalgruppe og faste band under ledelse af Lise Dynnesen og Flemming Ostermann. I september er temaet "Vand", i oktober "Løvfald" og i november "Meditation".
THE NORDIC PIANO TRIO
TIRSDAG DEN 27. OKTOBER KL. 19.30
The Nordic Piano Trio er et nyt ensemble som består af den norske pianist Pål Eide (th), den danske violinist Aleksander Kølbel (tv) og den finske cellist Lauri Rantamojanen (nedenfor). De spiller blandt andet et af de smukkeste værker der findes, Schuberts store trio op. 100, som også er kendt fra tv-serier og film. FRI ENTRÉ
MAKIKO HIRABAYASHI TRIO TORSDAG DEN 8. OKTOBER KL. 20.00
Makikiko Hirabayashi Trio spiller dynamisk musik med en åben klangrigdom, som henter inspiration fra den klassiske verden, det fjerne Østen, jazz, og et nordiske klangunivers. Trioen har udgivet 4 anmelderroste CD’er og har givet koncerter over det meste af verden. Makiko Hirabayashi, piano. Klavs Hovman, bas. Marilyn Mazur, perc. FRI ENTRÉ
USMIFKA ONSDAG DEN 18. NOVEMBER KL. 20.00
Københavns bulgarsk-syngende kvindekor, USMIFKA, har specialiseret sig i den særegne bulgarske kor-tradition. Repertoiret spænder fra enkle, traditionelle folkesange til moderne værker af nulevende komponister. Koret har uropført værker af bl.a. Peter Bastian og Krassimir Kjurkchiiski. USMIFKA dirigeres af Anne Louise Munch. FRI ENTRÉ
WE AT SEA - KULTURNATTEN FREDAG DEN 9. OKTOBER KL. 20.00 OG 21.00
We At Sea er melankolsk og ørehængende indie-pop og er den dansk-færøske sanger/sangskriver Rebekka Søndergaard Mortensens projekt. Med en smuk EP - We At Sea - bag sig, er We At Sea nu igen klar med en stærk single - Waiting og endnu en rørende EP. Adgang med Kulturnatsbadge
RUDERSDAL KORET OG KUSO OPFØRER HÄNDELS "ISRAEL I EGYPTEN" SØNDAG DEN 4. OKTOBER KL. 16.00
Om jødernes slaveri i Egypten, om Guds straf i form af de 10 plager over Egypten og endelig jødernes flugt gennem det Røde Hav. David Danholt, tenor Thomas Storm, bas Billetter 180 kr / 90 kr. for studerende og unge under 18 år
ØJEBLIKKE AF LYKKE ONSDAG DEN 30. SEPTEMBER KL. 19.30
Musik og Poesi med Christina Bjørkøe og Niels Hav Ved koncerten spiller Christina Bjørkøe Beethovens sonate "Stormen" og uddrag fra “Animal Universe”, et spritnyt klaverværk skrevet af 12 danske komponister, bl. a. Anders Koppel. Niels Hav læser op fra sin nye digtsamling, "Øjeblikke af lykke". FRI ENTRÉ
KIRKEBIO KØBENHAVN
KirkeBio indleder også denne sæson med en film af den franske instruktør Francois Truffauts, nemlig Den falske brud fra 1969. I alt er der mulighed for at se otte film i løbet af efteråret og foråret, og programmet byder bl.a. på Stanley Kubricks Dr. Strangelove, Fanny og Alexander af Ingmar Bergman, og Terry Gilliams kultklassiker Brazil fra 1985. Filmene får en kort introduktion med på vejen, og efter filmen er der diskussion og spisning. KirkeBio er en filmklub. Man skal være medlem for at se filmene, medlemskab for hele året koster 300 kr. Hent sæsonens program i kirken eller se det på kirkens hjemmeside.
HØSTGUDSTJENESTE SØNDAG DEN 13. SEPTEMBER KL. 10.30
Vi beder alle tage med af efterårets blomster og frugt. Efter gudstjenesten holder kirkens vikarierende præst, Peter Otken, foredrag i sognegården.
ALLEHELGENSGUDSTJENESTE SØNDAG DEN 1. NOVEMBER KL. 16.00
Vi mindes vore døde med navneoplæsning over dem, der er gået bort i årets løb. Der vil være musikindslag og lystænding.
BØRNEKIRKE FOR DIG MANDAG DEN 5. OKTOBER KL. 16.30 "MUMITROLDENE, JAKOBSTIGEN OG DEN STORE HØJDESKRÆK " Børnegudstjeneste med RIGTIGE MUMITROLDE og aftensmad til alle fra Mumimors køkken. MANDAG DEN 2. NOVEMBER KL.16.30 "BJØRNEBROR - OM AT FÅ EN LILLEBROR" B(J)ørnegudstjeneste med børneteater og fællespisning. SØNDAG DEN 29. NOVEMBER KL. 14.30 “OM AT VENTE OG VENTE OG VENTE ... “ Advents-, børne- og familiegudstjeneste med æbleskiver og julerier.
BJØRNERYTMIK, med honning til…
MANDAG DEN 21. SEPTEMBER KL. 16.15 BJØRNERYTMIK MANDAG DEN 19. OKTOBER KL. 16.15 BJØRNERYTMIK MANDAG DEN 26. OKTOBER KL. 16.15 BJØRNERYTMIK MANDAG DEN 23. NOVEMBER KL. 16.15 BJØRNERYTMIK Musikalsk legende læring for de 2 - 5 årige, og deres familier ved musiker Rebekka Søndergaard Mortensen. Vi synger fagtesange, vi lærer rytmer og vi lærer vores stemme at kende. Sognegården åbner hver gang kl 15.45, hvor vi byder på økologiske boller med præstegårdens egen lokale østerbrohonning til! Ingen tilmelding, bare duk op, det er gratis at være med.
BAZAR LØRDAG DEN 7. NOVEMBER KL. 10-17 SØNDAG DEN 8. NOVEMBER KL. 11-17
Sankt Jakobs byder velkommen til årets bazar med loppemarked, tombolaer, salgsboder mm. Pga. coronapandemien får Bazaren et lidt anderledes udseende i år og bliver mindre end vi kender det.
MØDESTEDET
Mødestedet begynder den nye sæson fredag den 23. oktober i sognegården. Prisen er fortsat 30 kr. for et måltid varm mad med vand, kaffe/the. Åbent hver fredag fra kl. 17-18.30. ARRANGERET AF MENIGHEDSPLEJEN
MENIGHEDSPLEJENS JULEHJÆLP
Ansøgningsskema kan afhentes på kirkens kontor, hos præsterne eller på kirkens hjemmeside fra begyndelsen af november. Frist for aflevering er 27. november kl. 18 på kirkekontoret.
SENIORKREDS KULTUREFTERMIDDAG ARRANGERET AF MENIGHEDSPLEJEN
Hver anden onsdag er der kultureftermiddag i sognegården med kaffehygge og fællesskab. Vi byder både på de store kendte kulturhistorier, og mere ukendte livsfortællinger. Hver gang med nye overraskende vinkler, filmklip og billeder. Det koster 20 kr. for kaffe og kage. Alle er velkomne. ONSDAG DEN 2. SEPTEMBER KL. 9-17 Menighedsplejens skovtur til Blixenmuseet Rungstedlund.
PETER OTKEN - VIKAR I SANKT JAKOBS Fra 1. september - 30. november 2020 vikarierer Peter Otken som præst i Sankt Jakobs Kirke. Mia Rahr Jakobsen holder studieorlov i perioden, og Peter Otken overtager Mias hverv i de tre måneder. Peter Otken er 55 år. Efter en længere karriere i Forsvaret begyndte han relativt sent at læse teologi. Han har været præst et års tid og kommer fra et vikariat i Slagslunde/Ganløse kirker. Peter Otken vil også bidrage til at udfolde temaet for dette års Magasin. Det sker ved et foredrag efter årets Høstgudstjeneste søndag den 13. september. Under overskriften Håb i en dystopisk fremtid - Dengang vi troede, at krig kunne løse (nogle af) verdens problemer, søger han svar på spørgsmålet om hvorfor skiftende danske regeringer siden 1990’erne har sendt danske soldater i krig på Balkan, i Irak og Afghanistan samt i Libyen. Peter Otken vil trække udviklingen fra 1990’erne op til i dag op og forsøge at give en forklaring, der ikke er begrænset til skiftende regeringers ønske om at stå sig godt med USA. I oplægget vil han trække på sine erfaringer fra sit arbejde i forsvaret og fra sine udsendelser til Balkan og Afghanistan.
BØRNEKOR OG JUNIORKOR BØRNEKOR TIRSDAG KL. 15-16 Vil du lære at bruge din stemme? Så kan du gå til børnekor hver tirsdag i Sankt Jakobs Kirke. Vi synger rytmiske sange, vi synger flerstemmigt, vi leger med rytmer og lærer at optræde. Vi optræder til koncerter, fx til børnecancerdagen, og til gudstjenester. Vi leger, vi spiser eftermiddagsmad sammen og vi har det sjovt. Børnekor er fra 2. til 4. klasse JUNIORKOR TIRSDAG KL. 16.15-17.15 I juniorkoret kan du være med fra 5. klasse. Vi synger rytmiske sange, vi synger flerstemmigt og synger bl.a. en del sange med
engelske tekster. Vi optræder til koncerter og gudstjenester både i kirken og andre steder - og tager på korstævner. Vi hygger og får lidt at spise og drikke i pausen. Børne- og juniorkor starter tirsdag den 1. september. Det er gratis at gå til kor. Vil du være med så send en sms eller ring til korleder Lise Dynnesen på 9243 9810.
ONSDAG DEN 16. SEPTEMBER KL. 14-16 KNUD RASMUSSEN - Den rastløse polarhelt. Hvem var den store danske slædefarer, der sikrede at Grønland blev samlet som et land? Foredrag med filmklip og grønlandske smagsprøver. Dramatiker og kirke- kulturmedarbejder Lenemarie Løwe Olsen ONSDAG 30. SEPTEMBER KL. 14-16 BLIXEN - Skæbnehistorier ved skuespiller Annethia Lilballe ONSDAG 14. OKTOBER KL. 14-16 STORFYRSTINDE I BALLERUP Om storfyrstinde Olga, der flygtede fra den russiske revolution og blev landmandskone i Ballerup, hvor man kunne møde hende med gummistøvler og Romanov-broche på markvejene. Dramatiker og kirke-kulturmedarbejder Lenemarie Løwe Olsen. ONSDAG 28. OKTOBER KL. 14-16 Karsten Møller-Hansen, skipper på det gode skib "Marianne" fortæller om sommertogtet 2019 over Skt. Petersborg, gennem Hvidehavet og nord om den Skandinaviske Halvø. ONSDAG 11. NOVEMBER KL. 14-16 CHAPLIN - Stumfilmsbiograf med baggrundsforedrag. Vi ser uforglemmelige passager fra Chaplins filmværk med liveakkompagnement. Pianist Raivis Zandovskis. Dramatiker og kirke-kulturmedarbejder Lenemarie Løwe Olsen. ONSDAG 25. NOVEMBER KL. 14-16 EMMA GAD. Skandaler og gode manerer. En eftermiddag om en stærk kvindeskæbne og om de store forskelle på “god opførsel” før og nu. Ved Lenemarie Løwe Olsen. 33
PRÆSTER MIA RAHR JACOBSEN Sognepræst Studieorlov 1/9 - 30/11 2020 Østerbrogade 132, 3. th. 2100 København Ø Træffes alle dage (undtagen mandag). Telefon: 29 62 90 41 E-mail: MRJ@km.dk
RASMUS NØJGAARD Kirkebogsførende sognepræst
LARS OTTOSEN Sognepræst
Østerbrogade 59 2100 København Ø Træffes alle dage (undtagen mandag).
Sankt Jakobs Gade 9, 4.tv. 2100 København Ø Træffes alle dage (undtagen mandag).
Telefon: 26 17 05 83 E-mail: RN@km.dk
Telefon: 31 95 67 64 E-mail: LOT@km.dk
KONTAKT SANKT JAKOBS KIRKE ØSTERBROGADE 59 DK-2100 KØBENHAVN K KIRKEKONTORET
PRÆSTEVIKAR
PETER OTKEN Tlf. 24 26 01 86 Mail: OTK@KM.DK
TORBEN HAMANN HANSEN
ORGANISTER
Tlf. 24 26 03 66 Mail: sanktjakobs.sogn@km.dk
MARTIN PETERSEN Tlf. 28 60 40 59 Mail: MPT@KM.DK
Kontoret er åbent: mandag - fredag kl. 10.00 -13.00 samt tirsdag kl. 16.00 - 18.00
LISE DYNNESEN Tlf. 92 43 98 10 Mail: LKD@KM.DK
KIRKE- OG KULTURMEDARBEJDER LENEMARIE LØWE OLSEN Tlf. 29 90 90 14 Mail: LMLO@KM.DK
KIRKETJENERE
JAKOB GRØNNEGAARD Tlf. 41 10 20 32 ELSE WANG JENSEN Tlf. 41 10 20 31 MIKKEL FIND Tlf. 41 10 20 33 ANETTE KAJSER BØHL Tlf. 29 10 20 41
MENIGHEDSRÅD
TINE SELMER BERTELSEN, formand Tlf. 26 15 60 51
MENIGHEDSPLEJEN
JUTTA ZASTROW, formand Tlf. 40 86 05 31
T
SEPTEMBER
OKTOBER
NOVEMBER
Onsdag den 2. september kl. 9.00 Seniorkredsens skovtur
4. oktober - 17. s. e. trin. kl. 10.30 Rasmus Nøjgaard kl. 16.00 Koncert. Rudersdalkoret & KUSO: Händels Israel i Ægypten
1. november - Alle Helgen kl. 16.00 Alle Helgens gudstjeneste v/ alle kirkens præster
Lørdag/søndag den 5./ 6. september kl. 10.00 Østerbroweekend i Fælledparken 6. september – 13. s. e. trin. kl. 10.30 Lars Ottosen
Mandag den 5. oktober kl. 16.30 Børnegudstjeneste og fællesspisning. Mumitroldene.
Mandag den 7. september kl. 16.00 KirkeBio. Francois Truffaut: Den falske brud
Tirsdag den 6. oktober kl. 19.30 Talk. Samtale med billedkunstner Trine Boesen
Onsdag den 9. september kl. 17.00 Onsdagsgudstjeneste v/ Rasmus Nøjgaard
Onsdag den 7. oktober kl. 19.30 Menighedsrådsmøde
13. september - 14. s. e. trin. kl. 10.30 Høstgudstjeneste v/ Peter Otken kl. 12.00 Høstarrangement i sognegården. Foredrag v/ Peter Otken. Tirsdag den 15. september kl. 18.00 Valgforsamling. Valg til menighedsråd 2020
Torsdag den 8. oktober kl. 20.00 Koncert. Makiko Hirabayashi Trio Fredag den 9. oktober kl. 20.00 Kulturnatskoncert. We at Sea. og 21.00 11. oktober - 18. s. e. trin. kl. 10.30 Peter Otken kl. 14.00 Musikgudstjeneste, klassisk
Onsdag den 16. september kl. 14.00 Seniorkreds kl. 17.00 Onsdagsgudstjeneste v/ Peter Otken Torsdag den 17. september kl. 19.30 Forfatterforedrag v/ Anne Lise Marstrand-Jørgensen 20. september - 15. s. e. trin. kl. 10.30 Rasmus Nøjgaard kl. 14.00 Musikgudstjeneste, klassisk Mandag den 21. september kl. 16.15 Bjørne-rytmik med honning Tirsdag den 22. september kl. 19.30 Foredrag v/Mads Brügger 27. september - 16. s. e. trin. kl. 10.30 Lars Ottosen kl. 14.00 Musikgudstjeneste, rytmisk Mandag den 28. september kl. 16.00 KirkeBio. Marjane Satrapi: Persepolis
Mandag den 2. november kl. 16.30 Børnegudstjeneste og fællesspisning. Bjørnebror. Lørdag den 7. november kl. 10.00 Bazar 8. november - 22. s. e. trin. kl. 10.30 Peter Otken kl. 11.00 Bazar Onsdag den 11. november kl. 14.00 Seniorkreds 15. november - 23. s. e. trin. kl. 10.30 Lars Ottosen kl. 14.00 Musikgudstjeneste, rytmisk Mandag den 16. november kl. 16.00 KirkeBio. Stanley Kubrick: Dr. Strangelove Tirsdag den 17. november kl. 19.30 Menighedsrådsmøde
Onsdag den 14. oktober kl. 14.00 Seniorkreds
Onsdag den 18. november kl. 20.00 Koncert: USMIFKA
18. oktober - 19. s. e. trin. kl. 10.30 Peter Otken
Torsdag den 19. november kl. 19.30 Foredrag: Kaspar Colling Nielsen
Mandag den 19. oktober kl. 16.15 Bjørne-rytmik med honning 25. oktober - 20. s. e. trin. kl. 10.30 Lars Ottosen kl. 14.00 Musikgudstjeneste, rytmisk
22. november - Sidste s. i Kirkeåret kl. 10.30 Rasmus Nøjgaard Mandag den 23. november kl. 16.15 Bjørne-rytmik med honning
Mandag den 26. oktober kl. 16.15 Bjørne-rytmik med honning
Onsdag den 25. november kl. 14.00 Seniorkreds
Tirsdag den 27. oktober kl. 19.30 Koncert. The Nordic Piano Trio
29. november – 1. s. i Advent kl. 10.30 Peter Otken kl. 14.30 Advents-, børne- og familiegudstjeneste
Onsdag den 28. oktober kl. 14.00 Seniorkreds
Onsdag den 30. september kl. 14.00 Seniorkreds kl. 19.30 Koncert. Christina Bjørkøe og Niels Hav Mødestedet, fredag kl. 17-18.30, første gang den 23. oktober
35
FREMTID - TALKS I tilknytning til temaet for årets magasin inviterer vi henover efteråret og vinteren til en række talks med skribenterne bag magasinets artikler, samt et par bonusforedrag og samtaler. Vi lægger ud den 13. september, hvor kirkens vikarierende præst, Peter Otken, med baggrund i sin egen militære baggrund ser på krigen som den ultimative dystopi. Senere i september lægger journalist Mads Brügger - en at hovedkræfterne bag det nu nedlagte Radio 24/7 - vejen forbi Sankt Jakobs. I oktober måned kan man møde kunstneren bag dette års forsidebillede, Trine Boesen i en samtale med sognepræst Lars Ottosen, og i november afslutter forfatter Kaspar Colling Nielsen temaforedragene for i år. Efter nytår tager vi en ny runde, når kirkens faste præster i januar trækker linjerne op omkring deres egne bidrag til årets magasin. NINA GROES Endelig bliver det til februar muligt at høre KVINFOS tidligere direktør Nina Groes når hun kigger ind i fremtidens familiestrukturer. Nina Groes markerer sig som én af de centrale skikkelser i den danske ligestillingsdebat. I over et årti har hun arbejdet med at udvikle diversitetsstrategier i det danske samfund og internationalt.
6 FOREDRAG SØNDAG DEN 13. SEPTEMBER 2020 KL. 13.00 Peter Otken - høstforedrag TIRSDAG DEN 22. SEPTEMBER 2020 KL. 19.30 Mads Brügger TIRSDAG DEN 6. OKTOBER KL. 19.30 Trine Boesen TORSDAG DEN 19. NOVEMBER KL. 19.30 Kaspar Colling Nielsen TORSDAG DEN 21. JANUAR 2021 KL. 19.30 Lars Ottosen, Mia Rahr Jacobsen, Rasmus Nøjgaard TIRSDAG DEN 2. FEBRUAR 2021 KL. 19.30 Nina Groes
WWW.SANKTJAKOBSKIRKE.DK
