Når to bliver til én

Når to bliver af Anne Kirstine Langkjer til én

Jeg kan huske, da min far døde en lørdag aften og jeg kom i kirke næste morgen, da sagde min kirkesanger til mig: ”Nu har du mistet den sidste, der har elsket dig med ubetinget kærlighed.” Og sådan er det jo. Vi elsker vores forældre, vi elsker vores ægtefælle og vi elsker vores børn, og det er tre forskellige slags kærlighed. Derfor er det heller ikke det samme, når man bliver alene. Din ægtefælle er din ven, din fortrolige på en helt anden måde, end dine børn. Du bliver mere alene. Vi kom hjem og besøgte min far, da han var blevet alene, og spisebordet var overstrøet med billeder af min mor, i alle aldre og alle situationer: ”Kan I se, hun smiler jo stort set på dem alle sammen”- sagde han lidt stolt. Jeg tror, han har følt sig ansvarlig for min mors lykke. Det er jo faktisk også det, man siger ”ja” til når man bliver gift. ”Hver fryd i mit sind, hver tåre på kind, det haver du alene udi vold” sådan siger pigen til sin elskede i folkevisen. Og min far har uden tvivl haft brug for at få bekræftet, at han har levet op til sit ansvar, at han har formået at give mor et godt liv.” Og det er også noget af det, jeg har oplevet som præst, at den rene skære sorg, den hvor der ikke er alle mulige andre følelser i klemme, at den er til at leve med. Men dér hvor der er noget gammelt nag, der sidder og borer, ja, der giver den efterladte nærmest ikke sig selv lov til at slippe, men alting vender tilbage igen og igen. Men så er man alene – måske også mere end børnene og vennerne tror. Nogle har måske slet ikke prøvet at sove alene før. Det er jeg f.eks. et eksempel på, hvis det bliver mig først. Og jeg har altid været hundebange for det, men mest da jeg boede i den gamle præstegård. Der var så mange lyde. Og jeg er endda vokset op i en anden gammel præstegård - med spøgelseshistorier, kolde vinde og slæbende fodtrin. Nu bor jeg i et helt nyt hus, og det har hjulpet på det, men rart bliver det ikke, hvis det bliver mig, der får lov at leve længst. Det er nu slet ikke sikkert, for i min mands familie, bliver mange af dem over 100. Hans moster Cecilie blev 104 og i en alder af 103 tabte hun cerutten ned på maven, så hendes kaldeapparat brændte fast. Men hun kom på Rigshospitalets brændsårsafdeling og helede så fint op, så hun blev senere udstillet til de studerende. Da min far var død, fandt vi i hans papirer, en lille lap med ordene: ”Alene, det er da i orden, men det var nu skæggere med Lise.” Det var skæggere med den anden ved sin side, som samtalepartner, som selskab, som ven. Og så én ting, når man hænger med hovedet og synes, det hele nærmest ikke er noget værd – og det har jeg lært af en gammel sygeplejerske. Hun sagde:”Tænk på, hvad den døde ville have sagt, hvis vedkommende kunne. Mon det ikke blev noget i retning af:”Se så kom op med fjervingen- hvad hænger du for? Jeg vil, at du stadig skal finde glæde i livet.”

Nekrolog Kaj Friis Nielsen

En personlighed er gået bort. Kaj Friis Nielsen døde den 17. december 2020. Kaj var en forunderlig mand, han elskede livet, var altid i godt humør og kunne altid fortælle om livets forunderligheder. Vi var nabo til ham og Lis i ca. 30 år. Ikke fordi vi sad på skødet af hinanden, men vi var der, når der var behov. Både Lis og Kaj var tilknyttet Optimisten i mange år. Kaj som med-redaktør i ca. 15 år. Kaj elskede at skrive om de ting, som han i dagligdagen havde berøring med, og utallige er de artikler han har bidraget med igennem årene. I dette nummer af Optimisten vil man forrest i bladet kunne læse hans sidste bidrag til bladet. Kaj elskede Lis og påskønnede hende for det, så tit der var mulighed, samtidig med at han omtalte sine børn i rigt mål. Ingen nævnt - ingen glemt. Selvom Kaj havde besejlet verdenshavene, blev han meget lokal i Mesballe. Han involverede sig i de ting, der skete i området. Da der kom cykelsti til Ryomgård, glædede han sig meget over det, idet han elskede at cykle, og selv om han var højt op i firserne cyklede han ofte til Skovgårde, hvor han og Lis havde sommerhus. Hans kæphest var, at når der var lejlighed til det, så skulle der skrives en sang. Så det blev til en sang, da vi fik cykelsti over Ryom Å, da fjernvarmeværket skulle indvies og da forsamlingshuset fyldte 100 år. Så da næsten alle landsbyer på Djursland havde en sang om byen, undtagen Ebdrup, ja så fiksede Kaj også lige én til dem. I den tid hvor Kaj hørte normalt, var begge ofte besøgende i forsamlingshuset, hvor han elskede at synge og fortælle en god historie. Efter Lis blev syg har Kaj ikke haft den store livslyst, hørelsen var ikke god og Lis talte sagte, som det kneb Kaj med at høre. Det blev herfra mere ofte, at Kaj brugte udtrykket, at nu måtte han gerne dø. Men trods det fik han et års tid på plejehjemmet i Rønde og sidste gang vi afleverede Optimisten, var han i godt humør, men klagede sig meget over hørelsen. Ære være hans minde! Jørgen Sørensen