En uforglemmelig balaften, et broget uddannelsesforløb, og hvorfor en kendt professor blev afløst af en skøn professordatter

Foto: Henrik Saxgren

Af Ove Gibskov. Søn af Elna og Viktor Gibskov Sørensen, som indtil 1976 havde slagterforretningen på Bredgade 4 i Kolind.

I forrige nummer blev syvende del af mine barndomserindringer afsluttet med, hvordan jeg i ungdommelig selvbevidsthed betragtede mig som intellektuel i en sådan grad, at jeg mente, at kun ret få i Kolind var nået så langt på det område som mig. Det var da heller ikke ganske uden grund, at min søster Henny en overgang kaldte mig for Erasmus Montanus. Men det var dog langt fra kun læsning og højtflyvende snak, der optog mig i ferierne. Om sommeren tog vi tit til stranden, og sammen med min fætter Ole tilbragte jeg somme tider flere dage i hans morfars sommerhus i nærheden af Ebeltoft. Nogle få km. fra sommerhuset lå Skovpavillonen, hvor der var bal flere gange om ugen. Det ville jeg selvfølgelig gerne med til, og en lørdag aften satte Ole og jeg os på min tandem og kørte derud. Vi havde ikke lyttet til musikken ret mange minutter, før en pige, som Ole kendte, kom og hilste på ham. Han var to et halvt år ældre end mig og temmelig omsværmet. Han spurgte, hvad jeg sagde til, at han gik ud og dansede, og det var selvfølgelig i orden. Han lovede at få tjeneren til at komme over til vores bord, og med mine kun 15 år bestilte jeg lettere nervøs en gin og vermouth, som jeg aldrig havde smagt men hørt meget om. Jeg fik den uden problemer og skyndte mig at drikke den, så der ikke var mere i glasset, når Ole kom tilbage. Mine forældre havde nemlig tydeligt understreget overfor både ham og mig, at jeg ikke måtte få stærk spiritus og højest to øl. Mens Ole stadig var på dansegulvet, kom pludselig en af vores tidligere barnepiger, Grete og hendes mand hen til bordet og hilste hjerteligt på mig. Da Ole var færdig med dansen og igen sad ved bordet, gik der ikke længe, før der igen kom en pige, som ville danse med ham. Grete spurgte så, om jeg ikke ville over til deres bord, og derovre tog jeg mod til mig og bad hende købe endnu en gin og vermouth til mig. Hun syntes, det var bedre, at jeg delte en øl med hendes mand; men jeg blev ved med at plage og sagde, at jeg før havde drukket gin og vermouth og bare skulle have én og så ikke mere resten af aftenen. Hun blev overtalt, og mens jeg senere dansede med hende, var der nogle fra Kolind, som kontaktede mig. Efter dansen fik jeg hende til at føre mig over til dem, og der gentog forløbet med gin og vermouth sig endnu engang. Da Ole efter en hel del danse fik fundet mig, og vi skulle hjem, havde virkningen af den eftertragtede blandingsdrik medført, at jeg simpelthen ikke var i stand til at sidde på tandemen, så vi måtte tage en taxa hjem til sommerhuset. Senere fik jeg at vide, at chaufføren bestemt ikke havde været begejstret for at køre med den ret så fulde knægt. Men det lykkedes altså at få ham overtalt, og heldigvis brækkede jeg mig først, da vi var kommet ud af bilen. Det skete så til gengæld ned af mit konfirmationstøj, og det var en meget lille Ove, som med drønende tømmermænd vågnede næste morgen og nervøs ventede på min far, som skulle køre os hjem til Kolind. Det kom dog til at gå noget anderledes, end jeg havde frygtet. Da han så mit konfirmationstøj, og jeg ikke særlig stolt måtte gå til bekendelse, sagde han bare ganske roligt, at jeg skulle have haft endnu mere gin, så jeg knap nok kunne kravle frem langs græsstråene; for så ville jeg uden tvivl lære, hvad det vil sige at få for meget spiritus. Da vi nåede hjem, og min mor jo desværre også så mit overbrækkede konfirmationstøj og hørte om aftenens hændelser, sagde hun bare: ”Mon ikke du trænger til at få en bajer sammen med din far?” Hun var uden tvivl klar over, at jeg i hvert fald ikke skulle have øl, og den måde, de begge reagerede på har jeg selv forsøgt at have med i bagagen, da mine egne børn fik deres første oplevelser med alkohol uden for hjemmet, selv om jeg nok ikke kan sige, at det altid er lykkedes lige så godt. Som tidligere nævnt fik jeg meget ud af undervisningen på Blindeinstituttet i København. Den varede to år, hvorefter man kunne begynde på sit eget uddannelsesforløb. Helt tilbage til 1811, hvor undervisning af blinde her i landet begyndte, har uddannelser som børstenbinder, kurvemager, klaverstemmer og organist været blandt de mest udbredte blindeerhverv. Men allerede før min tid var mange dog også blevet telefonister, ligesom flere havde gennemført boglige uddannelser, og den mulighed blev virkelig til fordel for mig. Jeg har jo fortalt om mine meget begrænsede præstationer gennem fire års undervisning i sløjd og har da heller aldrig tænkt på mig selv som hverken børstenbinder eller kurvemager. Jeg kan 7-8 akkorder på en guitar, og skulle det muligvis med stort besvær være lykkedes mig at tage en meget lille organisteksamen, ville det næppe

have været en nydelse for kirkegængerne at lægge ører til mit salmespil. Så jeg var glad for at kunne begynde på et toårigt præliminærkursus, da skolegangen på instituttet var overstået. Det var dog fortsat der, jeg boede, mens undervisningen fandt sted i nærheden af Nørreport Station. Præliminæreksamen svarede omtrent til en realeksamen men med den væsentlige forskel, at man skulle op i ubegrænset pensum, og at kun eksamenskaraktererne og altså ikke årskaraktererne talte med ved afslutningen. Dette uretfærdige system blev faktisk en fordel for mig, fordi jeg altid har været målrettet og koncentreret, når der skulle læses op til eksamen, men i det daglige den gang derimod ikke gjorde så meget ud af lektierne. Det endte da også med et ganske godt resultat, som gav adgang til gymnasiet. I sommerferien inden 1.g prøvede jeg dog lige at snuse til det fag, jeg kom til at leve af i ca. 35 år – nemlig journalistik. Ud over dansk eller historie var det noget af det, jeg overvejede at gå i gang med efter studentereksamen; og jeg ville gerne opleve en journalistisk arbejdsplads. ”Redaktøren på Dagbladet Djursland i Grenaa sagde heldigvis ja til at lade mig være på avisen et par dage, og jeg var uhyre stolt, da min artikel om Kolind Skakklub, hvor jeg selv nogle dage i forvejen havde været med i en simultankamp, som alle deltog i, mod byens store skakspiller, Oluf Skyum, kom i avisen.” Egentlig ville jeg godt være flyttet hjem i nærheden af Kolind for at tage studentereksamen. Det kunne så ske på Rønde Studenterkursus. Men da det havde et indremissionsk grundlag, var min far overbevist om, at hans temmelig vilde søn efter ret kort tid enten ville blive smidt ud eller selv forlade kurset. Han havde sikkert ret, og i hvert fald blev jeg i København og begyndte som nysproglig i 1.g. Men i løbet af ret få måneder viste det sig, at flere af mine bedste klassekammerater ville have en gammelsproglig studentereksamen, hvor de sproglige hovedfag ud over dansk var græsk og latin. Den begyndte man på i 2.g, og der var flere grunde til, at jeg havde lyst til det samme. Dels ville jeg gerne gå videre sammen med nogle af dem, jeg fungerede bedst socialt med, ligesom jeg desuden interesserede mig for græsk og romersk mytologi og historie. Jeg må så indrømme, at det også betød en del, at man i stedet for engelske og tyske stile blot skulle aflevere en ret kort skriftlig oversættelse fra latin til dansk. Så i 2.g blev engelsk og tysk for mig erstattet med oldgræsk og meget mere latin. Jeg var nu flyttet fra Blindeinstituttet og havde et værelse på Nørrebro, mens mine klassekammerater alle boede hjemme hos deres forældre. Der gik da heller ikke længe, før mit værelse blev lidt af et fristed både for nogle af dem og andre, jeg kendte, hvor der ofte blev snakket, drukket øl og engang imellem såmænd også røget lidt hash til sent på aftenen og somme tider natten. Det medførte meget naturligt, at jeg lidt for tit kom for sent eller slet ikke deltog i første time om morgenen og heller ikke altid var lige godt forberedt. Det blev så slemt henimod slutningen af 2.g, at der en dag kom et brev fra skolen. Det var sendt til mine forældre men altså på min adresse, hvor man åbenbart troede, at de boede. Den somme tider ret storskrydende gymnasieelev var bestemt ikke særlig kry, og jeg ville i hvert fald selv kende indholdet af brevet, før det skulle læses i Kolind. Mine bange anelser blev desværre bekræftet. Der stod med skam at melde, at jeg efterhånden havde været så meget væk fra undervisningen i hovedfagene græsk og latin, som næsten dagligt lå i de første timer, at man sandsynligvis måtte lade mig gå 2.g om. Jeg må erkende, at det famøse brev først blev kendt i Kolind efter min studentereksamen; men for mig selv betød det en nærmest grundlæggende ændring af tilværelsen. Jeg skulle i hvert fald ikke dumpe i, og de sidste måneder inden eksamen blev det løsslupne liv afløst af koncentreret læsning, som resulterede i en ganske hæderlig eksamen. Det samme blev heldigvis også tilfældet året efter, uden at det var nødvendigt med endnu et trusselsbrev. I modsætning til i dag var der dengang ingen adgangsbegrænsning, når man bare havde bestået sin studentereksamen. Så jeg blev optaget som stud.mag. i dansk på Københavns Universitet og deltog naturligvis efter den obligatoriske hestevognstur i diverse fester hos mine klassekammerater og hjemme i Kolind, hvor den bestemt ikke fik for lidt. I hele sommerferien glædede jeg mig vildt til at komme i gang med studiet. Men en uge inden, jeg skulle begynde, skete der noget, som kom til at overskygge selv mine største forventninger. Jeg var taget tilbage til København og inviteret til fest hos en ven. Der mødte jeg Ulla, som nu i mere end 53 år har været min elskede, selv om det faktisk allerede kunne have været slut i begyndelsen af 1970’erne, hvor vi sammen med den ældste af vores tre børn boede i kollektiv. Det var en forfærdelig periode, som inspirerede hende til romanen ”Syvmiledrømmen”, der udkom i 2014. Et lidt sjovt paradoks i vores tilværelse er, at jeg som født blind lever sammen med en særdeles visuel kvinde, der ud over sit livslange arbejde som pædagog er billedkunstner og allerede var det, før vi blev kærester. Da vi mødte hinanden, gik Ulla på lærerseminarium og boede hjemme hos sine forældre. Det ville passe hende fint at besøge mig den kommende lørdag, og jeg sagde bestemt ikke nej, selv om der den dag var immatrikulation, dvs. at de nye studerende blev indskrevet på universitetet og i festsalen fik et håndtryk af rektor. Det var dengang medicinprofessoren Mogens Fog, der som kommunist under besættelsen havde været aktiv i modstandsbevægelsen og medlem af Danmarks Frihedsråd. Ham havde jeg set frem til at hilse på; men Ullas far var også professor, og som jeg i min forelskelse resonerede: Hellere være sammen med en professordatter end trykke en nok så kendt professor i hånden. Jeg var ualmindelig heldig og overtog et par måneder senere en lille toværelses lejlighed fra en af mine bekendte. Den flyttede vi begge ind i med den rationelle

arbejdsfordeling, at Ulla malede lejligheden, og jeg skrev nogle af hendes seminarieopgaver. Det havde været min klare hensigt at kaste mig 100% over danskstudiet, og det blev da også til en hel del læsning. Min interesse for romaner og noveller har altid været betydelig større end for lyrik, som der skulle læses rigtig meget af; og de forskellige digtere kunne absolut ikke klare sig i forhold til Ulla. Vi brugte meget tid på at være sammen og møde hinandens venner. Vi havde begge en socialistisk indstilling, og da SF lige før jul blev sprængt, engagerede vi os stærkt i at samle underskrifter til det ny parti Venstresocialisterne, som lige akkurat passerede spærregrænsen. Samtidig blev jeg stadig mere optaget af samfundsforhold og udskiftede i 1968 dansk med kultursociologi. Jeg skal ikke her gå i detaljer med de forskellige studieskift, som derefter fandt sted og de begrundelser, der var årsag til dem. Men efterhånden var der vist ikke andre end mig selv, som troede, at jeg nogensinde ville blive færdig med en uddannelse. Jeg fik snuset til både læreruddannelsen, idehistorie og kristendomskundskab. Sidstnævnte medførte faktisk, at jeg fik mulighed for at undervise kommende præster i en del af Det Gamle Testamente. Årsagen var, at der sandsynligvis i 1980 ville være 400 færre præster, end der var embeder i Folkekirken. Derfor blev det muligt at tage en såkaldt teologisk lægmandsuddannelse uden at have studentereksamen, hvis man var over 35 år. Der var tale om selvstudium, og jeg kendte tilfældigvis en, som gerne ville have den uddannelse. Han spurgte, om jeg kunne undervise ham og ni andre i 1. Mosebog. Det var så ualmindelig heldigt, at jeg på det tidspunkt selv fik undervisning i netop den, og jeg var hele tiden bare én forelæsning foran de kommende præster, jeg underviste. Den yngste var omkring ti år ældre end mig, og de tilhørte bl.a. så forskellige retninger som Indre Mission, grundtvigianismen og Tidehverv. De havde også vidt forskellige erhverv; en af dem blev f.eks. afsløret som en af tidens store boligspekulanter, og han udtrykte tit en sarkastisk holdning til de mange partier og grupper på venstrefløjen. Så den eneste gang, hvor jeg pga. en ganske våd aften dagen før undervisningen, ikke var helt så forberedt, som jeg burde være, kom jeg ligesom tilfældigt med en hentydning til en kritisk avisartikel om Indre Mission. Som forudset satte den virkelig brand i de forskellige teologiske holdninger, der ikke stod tilbage for mange af diskussionerne på venstrefløjen. Jeg ventede så længe med at kalde de gejstlige gemytter til orden, at jeg vidste, der ikke var mere tid tilbage, end vi lige kunne gennemgå det, jeg havde nået at forberede. Alle bestod efter min undervisning heldigvis deres eksamen, mens jeg derimod et års tid senere forlod kristendomsstudiet og blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus. Derefter har jeg aldrig haft noget ønske om at skifte fag men gennem mere end 30 års varieret journalistisk arbejde i Danmarks Radio kunnet bruge meget af den viden, jeg tilegnede mig i de forskellige uafsluttede studier. Desuden har jeg fået tilfredsstillet en stor del af min nysgerrighed og udvidet både mit eget og forhåbentlig også mange lytteres kendskab til vidt forskellige områder af tilværelsen. Som det gerne skulle være fremgået af de her otte erindringsafsnit, har jeg på trods af en hel del negative oplevelser som skoleelev under Blindeforsorgen, fået et virkelig godt fundament for det nuancerede og begivenhedsrige liv, som jeg altid har haft og ikke tøver med at kalde privilegeret, selv om jeg er født blind. Det skyldes jo altså i høj grad mine forældre, der altid har troet på både min søster og mig uden at sætte flere begrænsninger for os, end de fleste andre børn oplever. Det er jeg dem dybt taknemlig for.