En uforglemmelig balaften, et broget uddannelsesforløb, og hvorfor en kendt professor blev afløst af en skøn professordatter
Foto: Henrik Saxgren
Af Ove Gibskov. Søn af Elna og Viktor Gibskov Sørensen, som indtil 1976 havde slagterforretningen på Bredgade 4 i Kolind. I forrige nummer blev syvende del af mine barndomserindringer afsluttet med, hvordan jeg i ungdommelig selvbevidsthed betragtede mig som intellektuel i en sådan grad, at jeg mente, at kun ret få i Kolind var nået så langt på det område som mig. Det var da heller ikke ganske uden grund, at min søster Henny en overgang kaldte mig for Erasmus Montanus. Men det var dog langt fra kun læsning og højtflyvende snak, der optog mig i ferierne. Om sommeren tog vi tit til stranden, og sammen med min fætter Ole tilbragte jeg somme tider flere dage i hans morfars sommerhus i nærheden af Ebeltoft. Nogle få km. fra sommerhuset lå Skovpavillonen, hvor der var bal flere gange om ugen. Det ville jeg selvfølgelig gerne med til, og en lørdag aften satte Ole og jeg os på min tandem og kørte derud. Vi havde ikke lyttet til musikken ret mange minutter, før en pige, som Ole kendte, kom og hilste på ham. Han var to et halvt år ældre end mig og temmelig omsværmet. Han spurgte, hvad jeg sagde til, at han gik ud og dansede, og det var selvfølgelig i orden. Han lovede at få tjeneren til at komme over til vores bord, og med mine kun 15 år bestilte jeg lettere nervøs en gin og vermouth, som jeg aldrig havde smagt men hørt meget om. Jeg fik den uden problemer og skyndte mig at drikke den, så der ikke var mere i glasset, når Ole kom tilbage. Mine forældre havde nemlig tydeligt understreget overfor både ham og mig, at jeg ikke måtte få stærk spiritus og højest to øl. Mens Ole stadig var på dansegulvet, kom pludselig en af vores tidligere barnepiger, Grete og hendes mand hen til bordet og hilste hjerteligt på mig. Da Ole var færdig med dansen og igen sad ved bordet, gik der ikke længe, før der igen kom en pige, som ville danse med ham. Grete spurgte så, om jeg ikke ville over til deres bord, og derovre tog jeg mod til mig og bad hende købe endnu en gin og vermouth til mig. Hun syntes, det var bedre, at jeg delte en øl med hendes mand; men jeg blev ved med at plage og sagde, at jeg før havde drukket gin og vermouth og bare skulle have én og så ikke mere resten af aftenen. Hun blev overtalt, og mens jeg senere dansede med hende, var der nogle fra Kolind, som kontaktede mig. Efter dansen fik jeg hende til at føre mig over til dem, og der gentog forløbet med gin og vermouth sig endnu engang.
OPTIMISTEN - Februar 2021
Da Ole efter en hel del danse fik fundet mig, og vi skulle hjem, havde virkningen af den eftertragtede blandingsdrik medført, at jeg simpelthen ikke var i stand til at sidde på tandemen, så vi måtte tage en taxa hjem til sommerhuset. Senere fik jeg at vide, at chaufføren bestemt ikke havde været begejstret for at køre med den ret så fulde knægt. Men det lykkedes altså at få ham overtalt, og heldigvis brækkede jeg mig først, da vi var kommet ud af bilen. Det skete så til gengæld ned af mit konfirmationstøj, og det var en meget lille Ove, som med drønende tømmermænd vågnede næste morgen og nervøs ventede på min far, som skulle køre os hjem til Kolind. Det kom dog til at gå noget anderledes, end jeg havde frygtet. Da han så mit konfirmationstøj, og jeg ikke særlig stolt måtte gå til bekendelse, sagde han bare ganske roligt, at jeg skulle have haft endnu mere gin, så jeg knap nok kunne kravle frem langs græsstråene; for så ville jeg uden tvivl lære, hvad det vil sige at få for meget spiritus. Da vi nåede hjem, og min mor jo desværre også så mit overbrækkede konfirmationstøj og hørte om aftenens hændelser, sagde hun bare: ”Mon ikke du trænger til at få en bajer sammen med din far?” Hun var uden tvivl klar over, at jeg i hvert fald ikke skulle have øl, og den måde, de begge reagerede på har jeg selv forsøgt at have med i bagagen, da mine egne børn fik deres første oplevelser med alkohol uden for hjemmet, selv om jeg nok ikke kan sige, at det altid er lykkedes lige så godt. Som tidligere nævnt fik jeg meget ud af undervisningen på Blindeinstituttet i København. Den varede to år, hvorefter man kunne begynde på sit eget uddannelsesforløb. Helt tilbage til 1811, hvor undervisning af blinde her i landet begyndte, har uddannelser som børstenbinder, kurvemager, klaverstemmer og organist været blandt de mest udbredte blindeerhverv. Men allerede før min tid var mange dog også blevet telefonister, ligesom flere havde gennemført boglige uddannelser, og den mulighed blev virkelig til fordel for mig. Jeg har jo fortalt om mine meget begrænsede præstationer gennem fire års undervisning i sløjd og har da heller aldrig tænkt på mig selv som hverken børstenbinder eller kurvemager. Jeg kan 7-8 akkorder på en guitar, og skulle det muligvis med stort besvær være lykkedes mig at tage en meget lille organisteksamen, ville det næppe
11
