
2 minute read
Ida Jessen om bogen: ”Kaptajnen og Ann Barbara
Optimisten Midtdjurs Bugtrupvej 16 8560 Kolind
Jeg har læst en historisk roman af Ida Jessen. Bogen hedder ”Kaptajnen og Ann Barbara” Om bogen skrives der: En western fra den jyske hede om dengang landet endnu skulle erobres. Om en indædt og kompromisløs mand og om den kvinde, der bliver hans allierede. En intens og dramatisk historie om kampen mod rå naturkræfter. Om store drømme og endnu større ofre. Om hævn og disciplin, kærlighed, fortabelse og den reneste ondskab. Flere af romanens personer er autentiske. Blandt andet kaptajnen Ludwig von Kahlen og herremanden Schinkel til Hald Hovedgård. Romanen starter i 1754, hvor Kaptajnen kommer kørende over den uopdyrkede hede. Han vil bevise at ”ørkenen” kan opdyrkes. Ingen ved rigtigt, hvem der ejer heden. Godsejer Schinkel mener, det er hans det hele, hvad der ikke gør livet nemmere for Kaptajnen. Kaptajnen er egentligt sendt ud fra Rentekammeret for at opmåle heden. Han finder sig en dal, hvor han bestemmer at slå sig ned og bygge sig et hus. Året efter vender han tilbage med materialer, får hyret folk til byggeriet og på bakken overfor dalen, står der nu et solidt bygget hus, som alle ryster på hovedet af. Hvem bygger hus på en bakketop, hvor der ingen beskyttelse er for vejr og vind. Huset kalder han ”Kongenshus” Der skal også vinduer af glas i huset. Kaptajnen får hyret en ”specialist” til arbejdet. Med sig har manden en hund og en tatertøs. En aften dukker en flok tatere op i dalen. De fester og larmer. Næste morgen er flokken væk. Pigen, Anmai Mus, bliver hos Kaptajnen, sammen med hunden. Specialisten, som er pigens far, forsvinder. En dag kommer en ung pige gående over heden. Det eneste, hun har med sig, er det strikketøj, hun går med i hænderne. Hun standser ved kaptajnens hus. Kaptajnen spørger, om hun vil have vand. Han spørger videre, hvor hun skal hen. Da hun ikke rigtigt svarer, spørger han, om hun vil være hans husholderske. Hun griner ham op i ansigtet, men bliver hos kaptajnen. Kvinden hedder Ann Barbara og bliver en solid støtte og fantastisk hjælp for Kaptajnen. Dagene går ikke uden store kampe mod naturens kræfter. Herremanden Schinkel gør samtidigt alt, hvad han kan for at chikanere Kaptajnen og hans projekt med opmålingen af heden. Kaptajnen bliver inviteret til herremandens bryllup. Også der bliver han chikaneret og forlader festen. Kaptajnen bliver fortrolig med herremandens unge og underkuede hustru. Det kommer herremanden for øre. Hans ondskabsfuldhed og had til Kaptajnen vokser. Ann Barbara bliver offer for hans ondskab. Hun forsvarer sig. Det viser sig nu, hun tidligere har været ansat hos herremanden, som stadigt tror, han ejer hende. Ann Barbara straffes for sin ”ugerning” mod herremanden. Det bliver hårde tider for både Ann Barbara og Kaptajnen. Heldigvis har de trofaste venner, som hjælper dem mere, end Kaptajnen fatter i første omgang. Jeg vil ikke røbe mere om slutningen. Naturen beskrives flot i bogen, samtidigt med slid, fattigdom, sult, ydmygelser på træhesten. Gurli Andersen.