3 minute read
Farvel til kulisserne: AAU-startup vil revolutionere den danske filmindustri
Spilteknologien er velkendt og udbredt inden for udviklingen af spil. Nu vil AAU-startuppen Amunet Studio sammensmelte teknologien og filmproduktion og derved vende op og ned på den danske filmbranche.
Af Hanne Gjesing Laursen og Thomas Møller Christensen
Advertisement
Ambitionerne er store hos produktions- og konsulenthuset Amunet Studio.
- Vi vil skabe en ny bølge af film. Vi vil sætte nye standarder for, hvordan man laver film med fremtidens teknologier, fortæller Camilla Mødekjær, der er en af de fire stiftere bag AAU-startuppen.
Amunet Studio specialiserer sig i tekniske løsninger for filmindustrien ved hjælp af spilteknologi. Visionen er at bringe spilteknologien og deres virksomhed i front inden for digital medieproduktion.
- Der er behov for ny teknologi i den danske filmindustri, for budgetterne er små. De er nødt til at gøre det billigere uden at gå på kompromis med kvaliteten, og det kan vi hjælpe med. De teknologier, vi bruger, er hurtigere, mere intuitive og billigere end de traditionelle, siger Camilla Mødekjær.
Fik idé i praktik
Bag Amunet Studio står fire AAU-alumner, der mødte hinanden på Medialogistudiet. Idéen til virksomheden opstod, da de var i praktik på Den Danske Filmskole.
- Vi fandt ud af, at der er få eller ingen virksomheder i Danmark, der udnytter spilteknologien i film. Vi havde jo god erfaring med det fra vores studie, men pludselig så vi en mulighed for at bruge det i en helt anden kontekst og optimere niveauet på danske filmproduktioner betragteligt, forklarer Camilla Mødekjær.
Idéen udviklede sig og tog for alvor fart under de studerendes afsluttende speciale. Og med stor hjælp fra deres specialevejleder besluttede de sig for at tage springet og starte en virksomhed, der kunne revolutionere den danske filmindustri.
Derfor blev de en del AAU’s Startup-program, hvor de fik en plads i AAU’s Inkubator i København. Her har de siden fået hjælp til at udvikle deres idé og virksomhed, og såvel store som små udfordringer er blevet vendt med forretningsudviklerne i Inkubatoren.
- I AAU Inkubatoren har vi fået vejledning og hjælp til at starte firmaet op. Her fik og får vi stadig en del feedback på vores idé, og det er et sted vi kan gå til for at få hjælp til alt, der har med firmaet at gøre; juridiske spørgsmål, kontrakter og meget andet, siger Camilla Mødekjær.
Vil skabe arbejdspladser for andre medialoger
Nu har Amunet Studio fundet nye lokaler ved Nørreport i København, og de flyver derfor endegyldigt fra AAU-reden. Men det stærke AAU-DNA er stadig tydeligt hos startuppen, der arbejder på en helt anden måde end de traditionelle produktionshuse i filmindustrien.
- Vi drager rigtig meget nytte af den problembaserede tilgang i vores arbejde. Når vi får en ny opgave, går vi til den på samme måde, som vi gjorde til en projektopgave under Medialogi-uddannelsen. Det er vigtigt for os, at vi kan klare problemerne på stedet, når de opstår og hurtigt kan finde en løsning, og det har vi helt klart lært på vores studie, siger Camilla Mødekjær.
Udover at bryde med de traditionelle arbejdsmetoder i filmindustrien, håber Amunet Studio også, at de kan være med til at skabe nye arbejdspladser inden for branchen.
- Medialogi-studerende bliver oplært i en teknologi, som er fremtiden, men som den danske filmindustri bare ikke bruger endnu. Vi håber, at vi kan vise teknologiens muligheder og derigennem skabe jobs for andre medialoger, fortæller Camilla Mødekjær.
Fakta om Amunet Studio
Amunet Studio er stiftet af Camilla Mødekjær, Mathias Ramso Thomsen, Aishah Hussain og Ademir Pašalić, der alle har last Medialogi på Aalborg Universitet. Produktions- og konsulenthuset fokuserer på udvikling af teknologiske løsninger inden for virtuel produktion. Det betyder, at filmskabere bedre kan planlægge og visualisere deres scener, og at der spares både tid og penge i filmproduktionen.
Kunne du lide denne artikel?
Læs mere om, hvordan Aalborg Universitet skaber viden for verden og værdi for samfundet i AAU Matchmaker-magasinet (www.match.aau.dk/matchmaker).