13-04 UNGadventist

04#2013

TEMA:

LIGESTILLING?

KVINDER OG MÆND, SORTE OG HVIDE, INDFØDTE OG INDVANDRERE, HETEROSEKSUELLE OG HOMOSEKSUELLE... ALLE MENNESKER ER LIGE, MEN ER NOGLE MENNESKER BLEVET MERE “LIGE” END ANDRE? OG HVAD STILLER VI OP MED DET?

MAGASIN FOR UNGE ADVENTISTER I DANMARK

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKENS UNGDOMSAFDELING I DANMARK

ANBEFALINGER

HOMOSEKSUEL OG KRISTEN

KVINDELIGE PRÆSTER OG ORDINATION?

“JEG KAN IKKE LIDE SORTE... MEN DU ER OK”

En anonym beretning om at vokse op i en adventistfamilie, vel vidende at man er anderledes, og at der er særlige forventninger til hvem og hvad man bør være.

Ved sidste generalforsamling erklærede Michael, at selv om han er adventistpræst, så vil han ikke ordineres, som tingene er lige nu. Hvorfor mon det?

For 50 år siden holdt Martin Luther King Jr. en tale imod racisme i USA. Hvordan står det til i Danmark i 2013?

#04

#06

#10

ARTIKLER

INTERVIEWS

LEDER

PROFIL

REPORTAGER

# LEDER

AF: LARS DORLAND

UNG ADVENTIST | NR. 03-2013 ISSN: 0907-6271 Udgiver Syvende Dags Adventistskirkens ungdomsafdeling i Danmark. Signerede artikler står dog for forfatternes egen regning og udtrykker ikke nødvendigvis udgiverens holdninger. Artikler og andet materiale må kun gengives med skriftlig tilladelse fra redaktøren.

Formål · at fortælle om Guds eksistens og kærlighed · at informere om kirkens aktiviteter for unge · at være talerør for unge adventister Oplag: 1.000 stk Abonnement Pris 180 kr. årligt.

Bladet er gratis for unge mellem 13 og 30 år.

Henvendelser vedrørende abonnement rettes til bladets redaktør.

Materiale UNG ADVENTIST modtager gerne artikler eller andet materiale, der handler om unge og kristendom. Det vil lette vores arbejde meget, hvis stoffet indsendes elektronisk til ung@ adventist.dk. På vores hjemmeside finder du flere praktiske råd om indsending af materiale.

Landsungdomsleder Thomas Rasmussen Mobil: 5120 6990 E-mail: ung@adventist.dk Redaktionsråd Alice Sahinkuye Amalie Thaysen (billeder) Christian Rechter Emma Holtse Heidi Rasmussen Henrik Jørgensen Lars Dorland (Redaktør) Louise Grønbech Hansen Marlene Mogensen Morten Rechter Layout

Tryk Strandbygaard Grafisk A/S Ekspedition UNG ADVENTIST Concordiavej 16 2850 Nærum Internet ungadventist.dk

Forsidefoto: istockphoto.com

#02 UNG ADVENTIST 04/2013

”I have a dream“ Den 28. august 1963 – altså for 50 år siden – stillede en sort baptistprædikant fra sydstaterne sig op foran Lincolns mindesmærke i Washington D.C. og holdt en tale, som få har hørt i sin fulde længde, men som alle har hørt om på et eller andet tidspunkt. At han holdt den foran Lincolns mindesmærke var ikke tilfældigt. Abraham Lincoln var selv en fortaler for menneskers ligeværd på sin tid og med sin tale tilsluttede Martin Luther King Jr. sig en lang tradition.

At talen blev berømt, og at vi stadig snakker om den 50 år senere, skyldes ikke bare, at den er catchy og poetisk. Det skyldes i højere grad, at den adresserede en meget anspændt og krævende situation og formåede at inspirere og vise en ny retning i amerikansk historie. En af de ting, der måske vil overraske nogen, når de læser (eller hører) hans tale – den findes på youtube og er bare 17 minutter lang – er, at de berømte ord ”I have a dream“ først kommer langt inde i talen. Drømmen, han taler om, er naturligvis grundfæstet i det, han kalder den amerikanske drøm. Talen er bygget på den samme fundamentale sandhed, som det blev også oprindelig var blevet sagt, at Amerika skulle bygges på: ”Vi holder fast i denne sandhed, som vi regner for selvindlysende: At alle mennesker er skabt lige.“ EN TEOLOGISK IDE Martin Luther King Jr. kunne racisterne skyde, og det gjorde de også 5 år senere, men hans budskab kunne de ikke røre ved. Faktisk blev budskabet kun forstærket af hans død.

Budskabet handlede om ”Negroens“ rettigheder i USA (hvis vi skal bruge King Jr.’s eget ordvalg), men dette er bare ét eksempel på kampen for frihed og ligestilling, kampen

Lars Dorland (26 ) er tidligere advent istpræst og studer er nu retorik i Norge, hvor han desuden kom mer sammen med en smuk og klog, nor sk kvinde.

imod undertrykkelse og diskrimination. Martin Luther King Jr. byggede ikke bare sin tale på amerikansk filosofi, men på en teologisk indsigt: At alle mennesker er skabt af Gud i hans billede og derfor bør behandles med samme respekt, uanset om de er sorte eller hvide, mænd eller kvinder, heteroseksuelle eller homoseksuelle, kristne eller muslimer, osv..

Og hvis nogen har gået foran i kampen for ligestilling, så er det Jesus. Jesus tilhørte ikke selv nogen minoritet, men han mængede sig med dem alle. Han spiste med ”synderne“, opsøgte samaritanerne, stiftede bekendtskab med kvinderne, kaldte på fiskerne, inviterede sig hjem til skatteopkræverne og lagde hænderne på de spedalske.

Paulus forklarer, at når man er ”i Kristus“, så er der ikke længere forskel på folk. ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus.“ (Galaterbrevet 3,27-28) HVOR GÅR GRÆNSEN? Men hvor langt trækker vi den? Hvor går grænsen for hvad mennesker har krav på og så det, som bør anses for at være særlige privilegier? Har vi ligestilling i vores samfund?

Er der ligestilling i kirken? Eller er der tværtimod tale om diskrimination, marginalisering, forfølgelse og uretfærdighed? I dette blad har en række skribenter taget stilling til nogle af disse spørgsmål på forskellige områder og reflekteret over, hvad de forstår ved ligestilling. Som sædvanlig vil vi næppe stå tilbage med et færdigt svar på det hele, men forhåbentlig dette blad alligevel kan være med til at sætte snakken og tankerne i gang!

AF: KARI-LISE IVERSEN

n. 21-årig sen.

Kari-Lise Iverse norsk kvinde. På sit tredje ogistuderenår som psykologist nteresserer de i Aalborg. Intere nneenneedme sig for sine medm g fotografi. sker, motion og

VIDNESBYRD #

LIGE

STIL

LING

RELIGIONSFRIHED?

IFØLGE GE DEN STORE DANSKE EN E ENCY ENCYKLOP NC KLOP PÆDI ÆD ER ”RELIGIONSFRIHED“ LIGIONSFRIHED“ RETTEN TIL FRIT AT UD UDØVE SIN GUDSDYRKELSE. I DANMARK HAR BORGERNE IFØLGE GRUNDLOVENS §67 RET TIL AT SAMLE SIG I FÆLLESSKABER FOR AT DYRKE GUD PÅ DEN MÅDE, DER STEMMER OVERENS MED DERES OVERBEVISNING. MEN HVORDAN SPILLER NORMER, FORVENTNINGER OG SOCIALT PRES IND PÅ INDIVIDETS OPLEVELSE AF RELIGIØS FRIHED? Da jeg blev bedt om at skrive om mine personlige oplevelser med religionsfrihed blandt studiekammerater, ledtes mine tanker automatisk først i en selvmedlidende retning. Fordømmende blikke, overbærende tanker, fremmedfrygt, bagtalelse og falske rygter var mine første associationer. Nogle mennesker møder desværre sådanne holdninger. I denne artikel vil jeg dele nogle af mine erfaringer om emnet.

STUDERENDE OG KRISTEN Gymnasiet – i mit tilfælde Tyrifjord – bestod stort set af venner med adventistbaggrund, hvorfor jeg her stort set følte mig tryg og fri i udfoldelsen af min religiøse overbevisning.

Alligevel mødte jeg fordømmende unge, som ikke syntes at være i stand til at forstå og respektere mit, eller generelt adventisternes, livssyn. Jeg fik også kendskab til andres negative oplevelser i forbindelse med at ud-

try trykke ykk og dele tanker om deres tro. På skolen lærte vi om be begreberne ”stereotyper“, ”fordomme“ og ”fremmedfrygt“. Min oplevelse af religionsfrihed i social forstand var derfor noget blandet, da jeg bevægede mig ud i den voksne verden.

Da jeg først startede på Aalborg Universitet var der flere faktorer, der spillede ind i forhold til hvor åben jeg var omkring min adventistbaggrund. Det faktum at jeg var i et nyt land med nye mennesker, nyt sprog og delvis nye kulturelle vaner – sammen med mine ambivalente følelser fra gymnasietiden – gjorde at jeg var relativt forsigtig omkring nye mennesker, når det angik mit kristne ståsted. Jeg var bange for at blive dømt og afvist.

Da sidste semester startede, havde jeg både lært mennesker og sproget at kende, samtidig med at jeg havde udviklet, og var blevet mere stolt over, troen på vores kærlige og fantastiske Gud. Dette førte til at jeg allerede i gruppedannelsesprocessen valgte – og turde – at fortælle, at jeg ikke ville være tilgængelig til arbejdsrelaterede opgaver fra solnedgang fredag til solnedgang lørdag. På grund af mine tidligere oplevelser med religionsfrihed var jeg naturligvis spændt på responsen.

Jeg fik derefter forsigtige spørgsmål om hvorfor og forklarede årsagen. Jeg så op på smilende, nikkende ansigter og følte at mine skuldre blev lettere. Jeg dannede gruppe med dem, hvilket senere har ført til spændende, indholdsrige og åbne samtaler om religion og tro.

VÆR STOLT AF DIN TRO Som jeg nævnte var mine første associationer med religionsfrihed negative. Men da jeg blev bevidst om mit grundlag for at tænke, som jeg gjorde – et par negative oplevelser fra ungdomstiden – indså jeg, at virkelighed var mere farverig end som sådan. Sandheden er nemlig, at jeg stort set kun har mødt nysgerrige, åbne og respektfulde mennesker, som værdsætter at jeg står fast ved min tro, at jeg bærer en overbevisning om, at Gud er kærlighed, at Gud er god og at Gud elsker absolut alle.

Vær stolt af din tro og vær ikke bange for at snakke om den. Du bliver måske overrasket over hvem der interesserer sig. Jeg vil også påpege at for at opnå andres nysgerrighed, åbenhed og velvilje, er det vigtigt at vise dem det samme. Den psykosociale logik fortæller os, at en samtale hvor kun den ene part lytter og udviser interesse, er en samtale hvor den part let føler sig forsømt. Jeg tror også at Gud – selv om han ønsker at vi spreder hans budskab – ønsker, at vi udviser næstekærlighed, accept og anerkendelse overfor vore medmennesker, på trods af uenigheder om trospunkter og livsvalg.

#03 UNG ADVENTIST 04/2013

?

# VIDNESBYRD

AF: ANONYM, KENDT AF REDAKTØREN | FOTO: ISTOCKPHOTO.COM

Homoseksuel og kristen Jeg har altid vidst, jeg var anderledes. Da jeg voksede op i en præstefamilie var jeg også klar over, at der var klare forventninger, jeg måtte leve op til. Det var mig aldrig tilladt at gøre noget, som ikke passede med mainstream, konservativ adventisme. Desværre gjorde dette mit liv mere og mere vanskeligt, da jeg skulle komme overens med min seksualitet. Jeg kunne ikke fortælle mine forældre eller venner om det.

Siden jeg ikke havde mange venner uden for kirken, blev jeg mere og mere isoleret.

HVORDAN DET BEGYNDTE Mine forældre besluttede sig for at flytte til Asien som missionærer. Det meste af tiden var vi i Sydkorea, hvor min isolation tiltog. Jeg fik en depression. Det var på dette tidspunkt, jeg for første gang ”kom ud af skabet“ over for nogen. Min første rigtige ven, som var søn af nogle andre adventistmissionærer, havde tilsvarende problemer som mig. Vi indledte et slags ungdomsforhold, men da hans mor opdagede det, holdt hun os adskilt. Hun truede med at fortælle mine forældre hvor ulækker jeg var, hvis jeg ikke lod hendes søn være, så jeg talte aldrig med ham igen.

Indtil da havde folk indirekte ladet mig vide hvor uønskede homoseksuelle er i samfundet, og hvordan deres syndighed er deres eget værk. Da vi boede i Korea, opdagede jeg Internettet, og jeg begyndte at undersøge min seksualitet gennem litteratur og billeder. Min mor faldt ved et uheld over et af disse billeder. Mine forældre kom frem til at dette bare var ungdommelig nysgerrighed og tog en snak med os om, hvordan Bibelen siger, at Sodoma og Gomorra blev udslettet, fordi der boede homoseksuelle i byen. Hvordan homoseksualitet er en synd og hvordan man må søge Guds hjælp for at

#04 UNG ADVENTIST 04/2013

helbrede én selv. Jeg kastede mig ud i at bede og at læse i min Bibel, i håb om at Gud ville frelse mig.

FRA SKAM TIL ÅBENHED Senere, da mine forældre havde besluttet at vende hjem fra missionsarbejdet, begyndte jeg på en sekulær skole, eftersom den nærmeste adventistskole lå alt for langt væk. Der fik jeg mine første rigtige, permanente venner og mødte en accept, som jeg endnu ikke havde mødt inden for kirken. På dette tidspunkt var jeg splittet, mit liv var delt i to. Jeg havde et kirke-mig og et normalt mig, og mine forældre vidste intet om mit liv uden for kirken. På det tidspunkt var jeg også slemt deprimeret, og da jeg følte at jeg ikke fik svar fra Gud, følte jeg mig afvist og forladt. Helt alene, fyldt med had til mig selv, besluttede jeg mig for at tage mit eget liv. Mine forældre opdagede det, og jeg kom på hospitalet, og det blev aldrig nævnt igen. Nogle gange tror jeg, de fuldstændig har

MERE OM EMNET: Bøger: · ”Homosexuality, Marriage, and the Church: Biblical, Counseling, and Religious Liberty Issues“ af Roy Gane, Nicholas P. Miller, and H. Peter Swanson, Andrews University Press, 2012. · ”De vederstyggelige“ af Marianne Søndergaard, Unitas. · ”Mine homoseksuelle venner“ af Espen Ottosen (oversat fra norsk), Lohse.

Hjælp og støtte: · www.livslinien.dk (Selvmordstanker? Brug for at tale med nogen?) · sdakinship.org (Seventh-day Adventist Kinship) · sdakinship.org/en/europe/eurocountries.html (Seventh-day Adventist Kinship Europe)

LIGE

STIL

LING

På det tidspunkt var jeg chokeret og meget oprørt. Jeg forlod dem. Senere kom jeg tilbage, da jeg ikke havde andre steder at gå hen og i mit nederlag accepterede jeg ”hjælpen“.

glemt, at det fandt sted. Jeg forsøgte igen nogle gange over årene, men heldigvis lykkedes ingen af mine forsøg.

Første gang var dog et afgørende vendepunkt for mig. Jeg indså at hvis jeg skulle overleve, så måtte jeg søge støtte fra andre mennesker, og i min situation var det eneste sted jeg kunne finde dette den sekulære verden. Så det gjorde jeg.

Jeg levede et dobbeltliv i mange år. Efter jeg blev færdig med gymnasiet, fik jeg mulighed for at være på Newbold College et år, hvor jeg mødte mange unge adventister. For første gang følte jeg mig blandt mennesker, som jeg kunne relatere til og forstå. Det var på Newbold, at jeg første gang fortalte mine venner om min seksualitet. I lukkede samfund som Newbold er der en del sladder, og det varede ikke længe før alle vidste det. Jeg skammede mig ikke over min seksualitet længere. Jeg vidste hvem jeg var, og jeg havde for første gang i mit liv oplevet åndelig vækst og følte at jeg hørte til.

ACCEPT OG FORDØMMELSE Men nogle mennesker afviste mig, undgik mig og talte endda ned til mig på grund af min seksualitet. Jeg tog et fag i etik med Dr. Mike Pearson, og vi havde på et tidspunkt en lektion om homoseksualitet. Som den eneste i klassen, der åbent var homoseksuel, talte jeg frimodigt og uden omsvøb om mine oplevelser. De fleste omkring mig var kammeratlige og lod mig tale ud uden at dømme mig. En teologistuderende blev dog ved med at fortælle mig at jeg ville brænde i helvede, ikke bare fordi jeg var en vederstyggelighed, men fordi jeg fordrejede folks simple forståelse af Guds ord og fik dem til at sympatisere med min synd. Selv om han bare var én studerende i en klasse med 35, så er der folk som ham, der leder i menigheder og påtager sig roller som autoritetsfigurer, og dette fik mig til at tænke nøje over min situation som homoseksuel kristen. Selv om det at ”komme ud“ på universitetet var gået nogenlunde glat, så viste det sig, at mine forældre –ligesom min klassekammerat – ikke var særlig glade for at finde ud af, at jeg var homoseksuel. De tog de fleste af mine ejendele og gav mig en ”intervention“, eller rettere, et ultimatum: Få psykologhjælp for at få det bedre, eller gå din vej.

VREDE OG DEPRESSION Jeg havde virkelig ikke lyst til at få terapi. Jeg gik dog alligevel og mødte nogle meget søde mennesker med gode intentioner. I mit tilfælde gjorde terapien dog bare at jeg blev mere opmærksom på den afvisning, jeg havde fået af mine forældre, og det genetablerede mine depressive og suicidale tendenser. Jeg begyndte også at lide under min vrede, som jeg havde undertrykt det meste af mit liv. Mine forældre sværgede at ville holde det fortroligt i kirken, da de frygtede hvad mennesker ville sige eller tænke. Jeg husker, at et medlem – en meget intelligent og betænksom dame, som arbejdede med helse – gættede min seksualitet og sagde, hun ville bede for mig. Jeg accepterede hendes omtanke, og jeg husker følelserne af isolation og marginalisering, som krøb ind i kernen af min personlighed. Jeg måtte væk herfra.

Jeg havde fået gode karakterer i gymnasiet på trods af min depression, og det lykkedes mig at blive optaget på et universitet langt hjemmefra, hvor jeg stadig befinder mig.

JEG ER TAKNEMLIG FOR NU AT HAVE VENNER I ADVENTISTKIRKEN SOM ACCEPTERER MIG FOR DEN JEG ER, OG SOM IKKE FORSØGER AT TVINGE MIG TIL AT TILPASSE MIG DERES EGNE TOLKNINGER AF GUDS ORD. FREMTIDEN Jeg arbejder stadig med min vrede og min depression med Guds og venners hjælp. Jeg er taknemlig for nu at have venner i Adventistkirken som accepterer mig for den jeg er, og som ikke forsøger at tvinge mig til at tilpasse mig deres egne tolkninger af Guds ord. Jeg har været i et monogamt, lykkeligt forhold de sidste 2 år med en støttende, ikke-kristen mand, og jeg er aktiv i lokalsamfundet, hvor jeg hjælper mennesker som mig selv til at finde fred og accept. Det skal desuden tilføjes, at jeg ikke bebrejder nogen anden for min situation. Jeg forstår mine forældres position, og jeg har slået mig til tåls med det faktum, at vi nok ikke kan komme os over de forskelle, vi har. Jeg beder til Gud om, at han må finde en måde at bringe os tættere sammen på og gøre os til en familie igen. Jeg vil gerne takke de mennesker, som har hjulpet mig til at nå hertil i mit liv. Jeg håber, at denne artikel må røre ved hjertet hos bare én person, som læser den.

#05 UNG ADVENTIST 04/2013

?

# ARTIKEL

AF: MICHAEL BIDSTRUP

Kvindelige præster og ordination?

Her i løbet af sommeren har jeg brugt en del tid i forskellige venteværelser og kan – helt subjektivt og med et bredt statistisk grundmed Michael Bidstrup er 37 år og gift lag på 7 venteværelser fordelt Iben Bidstrup og far til Malthe og cykle på 1 tandlæge, 1 vagtlæge, 1 læEsben på 11 og 13. Han elsker at (103 og har lige cyklet Bornholm Rundt gepraksis og 4 skadestuer – konKm) på 3 timer og 2 minutter. Siden m kludere, at udvalget af tidsfordriv 2010 har han været præst i Næru Adventistkirke. i form af læsestof m.m. klart diskriminerer mænd. Kun hos tandlægen var der et reelt udvalg af mandeblade – altså ikke den slags med letpåklædte damer – men kategoriseret som sport, biler, både, gadgets m.m.. Ligeledes havde under halvdelen af venteværelserne (3 ud af 7) kønsneutrale nyheder i form af dagens avis eller nyhedskanal på TV og ofte i begrænset antal, både hvad angår aviser og siddepladser, hvor man kunne se TV uden efterfølgende at skulle behandles for hold i nakken.

Derimod var der i overflod af dameblade, både i mængde og udvalg i alle venteværelser, og intet venteværelse havde mindre end 3 forskellige dameblade og ofte adskillige af hver. Denne diskrimination af det maskuline køn resulterer i, at vi mænd er nødsaget til selv at medbringe læsestof at fordrive tiden med eller ligefrem købe dette, hvilket sjældent er muligt.

I Adventistkirken er der mange områder, hvor vi kan tale om ligestilling, men det er især emnet ”kvindelige præster“, der har skabt ivrig debat både på verdensplan og lokalt de seneste 50 år. Debatten er dog efter en del års dvale blomstret op igen, efter verdenskirken på generalforsamlingen i 2010 debatterede det bibelske grundlag for ordination af kvindelige forstandere. Denne debat resulterede i en større undersøgelse af Adventistkirkens forståelse af ordination, hvor alle divisioner i slutningen af

#06 UNG ADVENTIST 04/2013

2013 skal fremlægge rapporter som grundlag for en beslutning ved verdenskirkens generalforsamling i 2015. Det er altså i denne større debat, at vi skal se debatten ved vores generalforsamling i maj 2013, hvor unionsbestyrelsen fremsatte et forslag om ligestilling, som efter intens debat og med nogle få tilføjelser blev vedtaget med et stort flertal.

EN GAMMEL DEBAT Som sagt er debatten om ligestilling ikke én, der pludselig er opstået her de seneste år. Tværtimod. Lige siden adventbevægelsens begyndelse har både kirken og ledende adventister kæmpet for ligestilling på forskellige områder, såsom religionsfrihed, slaveri, racisme og kvindelige præster. Kampen imod slaveriet er tydelig i adventbevægelsens ungdom i tiden omkring den store skuffelse i 1844 og de efterfølgende årtier, hvor adskillige artikler i the Advent Review & Sabbath Herald på det kraftigste opfordrede til ophævelse af slaveriet.

Ligeledes var der i den unge adventbevægelse adskillige kvindelige præster, som arbejdede på lige fod med deres mandlige kolleger. Dette var ganske ualmindeligt i datidens Amerika, og Ellen White blev da også i 1880 konfronteret med fordomme imod kvinders ligestilling i præstegerningen under et af hendes møder i nærheden af Oakland i Californien. At Adventistkirken i sin ungdom kæmpede for kvinders ligestilling i kirkelige embeder kan underbygges af adskillige artikler af Joseph H. Waggoner, James White og J. N. Andrews – datidens kirkeledere og ledende teologer – trykt i 1870‘erne.

Den tidlige adventbevægelse gjorde altså ikke bare oprør imod kirkeskabte traditioner og doktriner, den kæmpede også for menneskerettigheder som frihed og ligestilling.

LIGE

”MERE LIGE END ANDRE“ Jeg vil her sætte Adventistkirkens historie lidt på spidsen og sammenligne den med George Orwells kendte roman, Animal Farm, fra 1945. I romanen bliver dyrene enige om at gøre oprør mod gårdejeren, Mr. Jones, som er en fordrukken og dårlig bonde. Udgangspunktet er, at alle dyrene er lige, og gårdens dyr bliver enige om 7 regler, hvor den sidste regel lyder: ”Alle dyr er lige.“ Som tiden går overtager grisene styringen, og de oprindelige idealer om lighed blandt dyrene forsvin- der.

Samtlige regler brydes og ændres og den 7. regel gel ender således med at lyde: ”Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end nd andre.“ Jeg tror, at vi i Adventistkirken på ligestillingssområdet, og især hvad angår kvindelige præster, er, har bevæget os væk fra nogle af vore oprindelige ge idealer. Det har medført, at vi ikke har fuldført rt ligestillingskampen og tilføjet en slutning på voores oprindelige ‘regel’, så den nu lyder: ”Vi er alle le præster for Herren, men nogle præster (mænd) d) kan ordineres.“ ALLE ER LIGE I KRISTUS Personligt ønsker jeg ikke, at denne debat om liigestilling og ordination af kvindelige præster skal al fjerne vort fokus fra Kristus og de gode nyhederr om ham, som vi skal fortælle verden omkring os,, men vi kan heller ikke forbigå debatten. I store e dele af verden diskrimineres og misbruges kvin-der af alverdens forskellige grunde, herunder ett menneskesyn, som vi Kristne er med til at opret-holde med vores nuværende forståelse og brug af ordination – en praksis, som er et sammensurium af organisatoriske, pragmatiske og åndelige elementer, og som ikke har noget særligt stærkt bibelsk fundament og ligger langt fra det bibelske ideal.

Den ligestillingserklæring, som den tidligere unionsbestyrelse foreslog vedtaget på generalforsamlingen i foråret bragte den store bibelske fortælling ind i debatten og baserede sin argumentation på store nytestamentlige og gammeltestamentlige temaer frem for en række enkeltstående vers. For Jesus er alle velkomne i hans rige, der er ingen forskel på hvor man kommer fra eller hvordan man ser ud. Ligeså har Gud lige siden skabelsen og indtil i dag brugt både kvinder og mænd som redskaber i sin frelsesplan, både på det individuelle plan, men også i ledende positioner.

STIL

LING

Personligt har både Thomas Rasmussen og jeg selv ikke ønsket at blive ordineret i den nuværende ordning af hensyn til vores kvindelige kolleger. Ligeledes har nogle af de yngre præster i Norge afleveret deres ordinationspapirer tilbage til ledelsen.

Det er mit håb at Helligånden må lede de omfattende bibelstudier rundt omkring i divisionerne til en større og mere bibelsk forståelse af ordination, samt at beslutningen på generalforsamlingen er med til at fremme denne proces.

ERKLÆRING VEDRØRENDE LIGESTILLING OG ORDINATION Ifølge Adventistkirkens tro på skab elsen, sådan som den er bevidnet i Bibelen, har Gud skabt mennesket – mand og kvinde – i sit billede og dermed ligeværdigt.

På grund af syndefaldet indstifte de Gud et specielt præsteskab, som kun var forbeholdt mænd. Dette spec ielle præsteskab med dens ofrin ger og funktioner fandt med Jesus Krist us sin opfyldelse. Nu findes der ikke længere et specielt præsteskab. Jesu s Kristus er vores eneste sande præst, den ophøjede ypperstepræst i det sande tempel i Himlen.

Nu har alle fri adgang til Gud (Heb ræerbrevet). Alle Kristi efterfølg ere – både mænd og kvinder – blev ophø jet til at være ”en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at forkynde hans guddomsmagt ...“ (1 Pet 2,9).

Dette kongelige præsteskab har

en fælles opgave, nemlig ”at fork

ynde“.

Denne forkyndergerning er base ret på de nådegaver, som Helligånd en uddeler ligeværdigt til mænd og kvinder (1 Kor 12). Paulus næv ner nogle specielle nådebaserede tjen ester i menigheden, der blandt andet omfatter apostle, profeter , evangelister, hyrder (dvs. pastorer), lærere (Ef 4,7-16).

På baggrund af denne bibelske forståelse vil Syvende Dags Adventistkirken i Danmar k derfor ikke skelne mellem kønnene, når der skal indsættes pastorer/ prædikanter, og vil se ligestillin g mellem kønnene i alle ansvarsområder. Som følge heraf vil SDA i DK suspendere nye ordinationer af alle præster indtil Generalkonferensen i 2015.

Vedtaget ved Adventistkirken Danm arks generalforsamling, 12. maj 2013

#07 UNG ADVENTIST 04/2013

?

# ARTIKEL

AF: JENS CHRISTIAN BJØRNSKOV | FOTO: ISTOCKPHOTO.COM

Jens Christian Bjørnskov, 27 år: udMedlem af Roskilde Menighed, lærer, dannet kristendomskundskabs Kommustuderer Kristendom, Kultur og bet. nikation og arbejder på Bibelselska

Bør kvinder klappe i?

Dengang Gud skabte Adam, blev Adam utrolig ensom. Når alle han-dyrene havde hun-dyr, hvorfor var der så ikke en hun-Adam?

Gud forstod Adam, noget måtte gøres, og mens Adam sov, trak Gud det feminine ud af Adam, et ribben, og Eva blev til, kronen på Guds skaberværk.

Sådan står der i Bibelen på de første sider: Gud skabte mennesket i sit billede – både mand og kvinde. Gud er altså ambitiøs for både mænd og kvinder. Begge køn er et udtryk for Guds storhed og kreativitet.

Men er det rigtigt, at Bibelen kræver, at kvinder tier stille, så mænd får fred til at tænke store tanker? Måske? I denne artikel vil jeg undersøge hvordan Gud gør mænd og kvinder frie, men også hvordan kultur påvirker den måde vi mennesker fortolker Bibelen.

BØR KVINDER TIE STILLE? I Det Gamle Testamente var kvinder tit mandens ejendom. Kvinder var handelsvarer. I Det Nye Testamente beordrer Paulus kvinder til at tie i forsamlinger og indordne sig under deres mænd. Ja, kvinder måtte på ingen måde være lærere i menigheden.

Set med nutidige briller, virker det som om Paulus slog kvinders status lysår tilbage. Det kan virke, som om Paulus fuldstændigt havde misforstået sin chef, Jesus. Jesus havde det med at behandle kvinder ordentligt og fair.

Med Jesus fulgte mange kvinder. Kan man kalde Jesus for feminist? Næppe – Jesus’ mission var større end udelukkende at være kvinderetsforkæmper – Jesus ophøjede

#08 UNG ADVENTIST 04/2013

alle, som mennesker ikke værdsatte. Vi mennesker har det med at inddele hinanden og os selv i hierarkier – i de største, de bedste og de nederste.

Hos Jesus blev de nederste ophøjet i enhver sammenhæng. Jesus favoriserede ikke kun en enkelt befolkningsgruppe frem for andre. Jesus’ mission var at fortælle om Guds rige og lære os om hvilket ideal Gud sætter højt. Over for Gud er alle mennesker lige. Gud er størst og over for Gud er vi alle små, men også utroligt værdsat.

Det er mennesker, der laver hierarkier og inddeler hinanden i rig og fattig, klog og dum og mænd, der står over kvinder. Skulle der engang komme et kvindeligt herredømme, hvor mændene bliver undertrykt, ville Jesus tale disse kvinder imod.

”GUD ER STØRST OG OVER FOR GUD ER VI ALLE SMÅ, MEN OGSÅ UTROLIGT VÆRDSAT.“ HVORDAN GAV KRISTENDOMMEN KVINDER RETTIGHEDER? Men misforstod Paulus Jesus i sine breve? I Paulus’ Første Brev til Timotheus, kapitel 2, vers 9-14 står der: ”Ligeledes vil jeg, at kvinder skal være ærbart og ikke prangende klædt, deres pynt skal ikke være kunstfærdige håropsætninger og guld eller perler eller dyrt tøj, men gode gerninger, som det sømmer sig for kvinder, der vedkender sig deres gudsfrygt. En kvinde skal lade sig belære i stilhed og underordne sig i alt; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, heller ikke at bestemme over sin mand; hun skal leve i stilhed. For Adam blev skabt først, derefter Eva, og det var ikke Adam, der blev forledt, men kvinden lod sig forlede og

LIGE

STIL

LING

K Kristendommen gav dem rettigheder ved bl.a. at res spektere ægteskabet og tage afstand fra incest og flerkoneri. Men også forbud mod drab på handikapp pede drenge og nyfødte piger blev kristne normer.

D var ellers alt sammen accepteret i antikkens Det ikke-kristne verden.

overtrådte budet.“ I Galaterbrevet, kapitel 3, vers 27-29 skriver Paulus: ”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus, og hører I Kristus til, er I også Abrahams afkom, arvinger i kraft af Guds løfte.“ Over for Gud er alle mennesker lige, skriver Paulus. Dette princip gør sig også gældende i 1 Tim 2, men med den forskel, at Paulus her tolker kristendommen ind i samtidens kultur. En fuldstændig kultur-fri kristendom findes ikke. Vi mennesker vil altid lade vores fortolkninger af Guds ord være påvirket af de mennesker, de tekster og de tanker, der præger tiden vi lever i – det samme på Paulus’ tid. Kristendommen havde endnu ikke slået så stærke rødder, som den har i dag. Kapitlet i 1 Tim 2, handler overordnet om bøn, sådan at de kristne måtte leve i fred med det omgivne samfund. Paulus’ egentlige mission i dette kapitel var at vejlede de kristne til at leve i fredelig sameksistens med andre mennesker. Det vil derfor ikke være rigtigt af os i dag at bruge 1 Tim 2 som et universelt argument imod kvindelige ledere og præster.

Kristendommen sætter mennesker fri, når den fortolkes rigtigt. I den tidlige kristendom tog mange kvinder imod troen på Jesus, da kristendommen tit værdsatte kvinderne højere end deres egen kulturelle baggrund.

KEJSEREN FRYGTEDE KRISTNE KVINDER: I slutningen af 300-tallet forbød den romerske kejser paven at missionere blandt kvinder, da rigtig mange kvinder var begejstret for kristendommen og tog troen til sig.

FORSKELLENE PÅ JESUS OG PAULUS: Paulus’ opgave var forskellig fra Jesus’. Når Jesus fortæller om hvordan vi mennesker bør være over for hinanden, ud fra hvordan der er hos Gud, så skulle Paulus desuden vejlede nye kristne, som kom fra alle mulige forskellige kulturer og religioner, og som måske havde forkerte opfattelser af Gud. Vi må altid huske, at Guds ord, Bibelen, ikke er dikteret ordret fra Guds mund. Guds ord er skrevet af mennesker, under vejledning fra Gud, men med menneskers egne ord og formuleringer. Dele af Bibelen er formuleret på en måde, man var nødt til, for at datidens mennesker kunne forstå budskaPaulus skulle fx være meget konkret i sin vejledning bet. P til menighederne. I modsætning til jøderne havde mange af de første kristne ikke en rigtig forståelse af det guddommelige.

Ligesom israelitterne måtte få udpenslet af Moses i detaljer, hvad der var rigtigt og forkert, var Paulus nødt til at gøre det samme for de første kristne.

JESUS ER CENTRAL: Når vi i dag skal forstå Guds vilje, så må vi lade Jesus’ liv, hans taler og mission være grundlæggende i vores kristendomsforståelse. Skulle du være i tvivl om, hvorvidt det nu er en god idé med en kvindelig leder eller præst, så husk fx at de første, der kunne overbringe nyheden om at Jesus var genopstået fra sin død, var en flok kvinder.

Sådan en vigtig opgave ville samtiden næppe have skænket kvinder, men det gjorde Jesus. Hos Gud bliver den mindste til den største – altid.

KILDER: 1. Bibelen, Bibelselskabets autoriserede udgave fra 1992.

2. Bogen om Bibelen af Pat og David Alexander (red.), Aschehoug Forlag, 2005 3. På sporet af adventismen af George Knight, Dansk Bogforlag, 2005 4. Gud bevare Danmark af Erik Bjerager, Gyldendal, 2006

#09 UNG ADVENTIST 04/2013

?

# ARTIKEL

AF: ROBERT FISHER | FOTO: ISTOCKPHOTO.COM

”Jeg kan ikke lide sorte... ”Jeg kan ikke lide sorte (mennesker)... men du er ok!“ Det sagde min klassekammerat til mig, da vi var små og gik i børneskole. Jeg hørte det jo mere end en gang, for der var andre af mine skolevenner, der udtrykte nogenlunde de samme ting på andre tidspunkter i min barndom – nogle gange med lavt hviskede stemme, andre gange som en rolig kendsgerning og en slags personlig erkendelse. Jeg er ikke børnepædagog, men jeg har tænkt, at disse udtalser også var en del af en proces, der foregik i vores barnlige hoveder.

Disse venner havde nogle ”issues“, der skulle bearbejdes (og udarbejdes), og det havde jeg også – hvad skulle jeg gøre med det, de sagde? På den ene side ville de udtrykke accept for mig personligt, som jo føltes godt, men samtidig ikke en accept for min etnicitet – hmmm.

Jeg har aldrig siden spurgt disse bardomsvenner, hvad der foregik i deres hoveder, da de sagde sådan nogle ting.

Det er heller ikke til at vide, hvor meget de dengang helt kunne redegøre for det, de sagde. Jeg har, som voksen, vurderet at det er bare der vi var som børn og det er der, vi er kommet fra som samfund, når man kigger på det store hele – i hvert fald i Storbritannien, hvor jeg er født og opvokset.

Jeg vil ikke lyve og sige at sådan nogle ting ikke bliver sagt længere, for jeg mener det er der, men alligevel er vi kommet langt. Jeg siger ikke, at vi har ordnet det hele, hvad racespørgsmålet angår, men set i lyset af mine personlige erfaringer indtil nu, så er der sket en del.

#010 UNG ADVENTIST 04/2013

Robert Fisher nyd er at være præst i Cafékirken og i Inte rnational Church Copenhage n. Han er meget betaget af storbyens cykelkultur, kører dog selv run dt i sin bil. Tror stadig at Gud vil gør e nogle underfulde ting i blandt os og omkring os her i Danmark.

SAMFUNDET SOM SPEJL Når jeg ser tilbage tænker jeg, at hvis ens venner gik og havde det svært med ens race generelt, hvad mon der foregik i ens ”fjenders“ hoveder og mange andres hoveder i det øvrige samfund? De racistiske ting, man ind i mellem blev kaldt på skolegården, på gaden, andre offentlige steder og ind i mellem i medierne var dengang mere ubredte og åbentlyse. Jeg husker selv en gang, hvor jeg hørte nogen råbe racistiske ting efter mig og nogle af mine søskende. Det kom fra politibetjente i en forbipasserende politivogn med bagdørene slået åben – på højlys dag. Det er, som om vi nogle gange alle sammen svømmede i en slags tåge af uvidenhed, både om hvorfor man tolererede racisme, og hvornår og hvordan vi skulle gøre helt op med den.

Vi, som etniske mindretal, kunne jo mærke på egen krop, hvor forkert racisme var og for det meste var vi indstillet på, at vi bare skulle navigere os frem med de ressourcer, vi nu havde til rådighed – håb, attitude og ord. Andre reagerede med at gøre oprør eller dyrke aktivistiske holdninger. Der voksede, på godt og på ondt, det, der blev kendt som ”black consciousness“ – en tendens til at fokusere på egen etnisitet for at styrke selvværd og selvtillid og for at stå for en mere troværdig etnisk ligstilling i samfund.

Det voksende ”black consciousness“ var trods alt en vigtig udvikling, for intil da, i mit barnlige hoved, virkede det af og til mere ønskværdigt at ligne og være én af de andre – hvide i stedet for mig selv – sort. Der syntes, i disse øjeblikke, ikke at være noget væsenligt ved at være ”os“ eller ”mig“. Alle de seje var ar jo hvide: Action Mandukken, vi så på børne-tv, dem vi så i reklamerne. Ja, selv Jesus var hvid – i hvertflad ifølge billederne i de forskellige børnebibler og i andre bøger. Det var denne status quo, der i min barnlige underbevidsthed formede tanken om, at det måske var bedre at være hvid.

Deres hårtype og hudfarve virkede mere fordelagtig, hvis ikke ønsk-

LIGE

men du er ok!“ værdig. Samfundet var for mig, i hvert fald i disse korte stunder, et spejl, som man så ind i, men man så aldrig et konsekvent positivt eller interessant spejlbillede af sig selv, etnisk set.

Men vi blev voksne, og det blev samfundet også. Alting kunne ikke forblive det samme. Det kan være svært at sige præcis, hvad som begyndte at ændre sig først.

Var det den nye politiske og sociale bevisthed blandt etniske minoriter? Eller var det det øvrige samfund, der var begyndte at vågne op til nye realiteter? Var det den førstnævnte, der fremprovokerede forandring i den anden? Jeg tror i hvert fald ikke, at forandring kommer af sig selv. Den kommer af mennesker, drevet af konkrete overbevisninger eller utilpashed. Som voksne i dag kan jeg, mine søskende og mange andre med min kulturelle og etniske afstamning, se tilbage på disse ting med en blanding af undren, morskab og eftertænksomhed.

STIL

LING

SÅ LÆNGE DER ER ET MØDE MELLEN RACER I EN UPERFEKT VERDEN, SÅ ER DER ALTID GODE CHANCER FOR, AT RACISME KOMMER TIL UDTRYK.

HVAD GRINER DU AF? En gang senere i mit liv så jeg et klip i fjernsynet med en afrikansk-amerikansk komiker og tv-vært, Arsenio Hall.

Han kom stilfuldt og muntert hen mod kameraet og med et blik mod seerne derhjemme, sagde han: ”Lad være med at pille ved jeres fjernsyn, jeg er altså sort!“ Hans bemærkning, for mig, var et udtryk for, at man havde lov til at være tryg i sin egen hud uanset dens farve, og at i et ligestillet samfund bør det være rimeligt. Den mindede mig også om, at humor kan være et godt overlevelsesredskab. For mens den stadig er brugt til at nedgøre og ydmyge andre og til at dyrke og fastholde racistiske indstillinger, så kan den også være med til at nedbryde fordomme og få os til at revurdere vores forskellige raceforestillinger og forudsætninger.

personligt, der kan få mig helt op på barrikaderne. Der har været nogle episoder, som har provokeret mig eller som var lidt ydmygende ved fx paskontrollen i lufthavnen, men som jeg til sidst kunne håndtere mentalt og sætte i et perspektiv.

Jeg har også nogle enkelte gange stået og hørt nogen fortælle racistiske vittigheder og bemærkninger, hvor jeg så har spekuleret over, hvordan man kan sige til vedkommende, at ”din vittighed er altså ikke særlig omsorgsfuld og er faktisk racistisk“ uden at gøre vedkommende flov eller ked af det. Man vælger nogle gange at undgå konfrontation, selv om forandringen nogle gange kommer via ubehag. Man vælger i stedet at smile udvendig, men sukke indvendigt og håber samtidig, at andre bærer over med mig i mine adskillige fordomme og udvidenhed.

I det hele taget har jeg en del sympati for indvandrere her i Danmark, for jeg er selv 2. generations invandrer i det land, jeg kommer fra. Jeg identificerer mig ofte med, hvad mange af dem måtte føle og mærke i deres liv som etniske mindretal, ligesom jeg forstår, at for mange er situationen ofte kompliceret, endnu mere på grund af religøse ting. Men når det er sagt, så er racisme et valg, som ikke bør være betinget på, om andre opfører sig på en bestemt måde.

FINDES RACISME I DANMARK? Danmark har jo sin egen unikke inter-etniske historie, som er med til at præge dagens Danmark. Er der racisme i Danmark? Så længe der er et møde mellem racer i en uperfekt verden, så er der altid gode chancer for, at racisme kommer til udtryk. Danmark er selfølgelig ingen undtagelse. und Jeg regner også med, at racisme dyrkes i Danmark bag lukkede luk døre og i privat selskab.

Der De må den godt blive så meget som so muligt, hvis den absolut skal sk være nogle steder. Jeg må indrømme, in at personligt har jeg haft ha det, jeg kalder ”en relativt blød bl landing“ i Danmark. I de snart sn 15 år jeg har været her, så har h jeg ikke rigtig oplevet noget

ER DRØMMEN OPFYLDT? I år 2013 fejres der rundt om i verden 50 års jubilæum for Martin Luther King Jr.’s store ”I have a dream“-tale i Washington D.C., USA. Det var i denne berømte tale, at han gentog: ”we hold these truths to be self-evident, that all men are created equal“ – et citat fra USA’s grundlov, der understreger, at lighed blandt mennesker bør være indlysende og en selvfølge. Det er netop i den samme tale, at han deler hans lige så berømte drøm om, at en dag vil et sort barn og et hvidt barn kunne gå hånd i hånd som en naturlig del af vores sameksistens. Er King Jr.’s drøm opfyldt? Det er den mange steder, men etnisk lighed er ikke kun noget, man opnår; den er også noget, man konsekvent skal forsvare og beskytte. King Jr.’s tale og hans store drøm om lighed var for øvrigt stærkt inspireret af Jesu eget liv – det liv, som også bør inspirere dit og mit syn på andre mennesker.

#011 UNG ADVENTIST 04/2013

?

# INTERVIEW

AF: LARS DORLAND

INTERVIEW MED

Daniel Villà Henriksen NY PRÆST I ADVENTISTKIRKEN

HVEM ER DU? Jeg er Daniel Villà Henriksen, 36 år gammel, har et kritisk syn på samfundet og hvis jeg ikke var troende så ville jeg sikkert være en aktiv anarkist. Jeg er et realistisk menneske, lidt stædig og med temperament, men er også kærlig, forstående over for andre, og ikke dømmende. Selv om jeg er realist, så prøver jeg altid at se på de skønne ting i livet, fordi den tro jeg har og som vi deler, giver os håb for en bedre fremtid med Jesus.

ER DU GIFT OG HAR FAMILIE? Ja, det er jeg, med Lanire på 8. år. Og vi har 2 søde og livlige drenge, Niklas på 6 og Ibai på 4 år. Vi elsker at rejse sammen, og at møde nye steder og mennesker.

Vi håber på at vi kan blive en del af den store danske adventistfamilie.

HVAD ER DINE YNDLINGSHOBBYER? HAR DU NOGLE SKØRE INTERESSER? Mmmm… jeg tror listen er for lang! Men lad os sige at jeg har både mange udendørs interesser, og andre mere ”stille“ in-

FAKTA:

teresser. I den første gruppe vil jeg sige at jeg elsker natur og sport, så en kombination af de to ting, gør at jeg har dyrket bjergbestigning og klatret i mange af bjergerne i Europa (specielt Sydeuropa) og Nordafrika. Af den samme grund kan jeg også lide MTB (mountainbike, red.) og løb (orienteringsløb, eller trailløb) i de danske skove, men gør det ikke så meget som jeg kunne tænke mig. På det lidt mere stille og rolige plan, kan jeg lide at lege ornitolog med min kikkert, men jeg skal blive bedre til de danske navne, dem har jeg ikke så meget styr på endnu. Og i sportslinjen, har jeg også dyrket holdsport som volleyball, basketball og andet.

I den ”stille“ gruppe, kan jeg godt lide at læse, specielt hvis det er fantasy eller biografier såvel som religiøse eller bibelske. Jeg har samlet på alt muligt, men har ikke så me-

Daniel Villà Henriksen, 36 år, er fra Barcelona. Han tog sin bachelor i Teologi på Facultad Adventista de Teologia i Sagunto, Spanien.

#012 UNG ADVENTIST 04/2013

get tid til det nu. Frimærker og ølflasker var måske de mest spændende. Og sammen med andre kan jeg lide brætspil, som Settlers, Carcassone, Diplomacy. Mmm… og jeg siger ikke nej til en god tv-serie.

ER DU EGENTLIG FRA DANMARK ELLER FRA SPANIEN? Både og…, jeg kan ikke sige enten den ene eller det andet sted. Født i Spanien, Barcelona, men med dansk mor så jeg kom næsten hver sommer til Danmark for at besøge min mormor og morfar. Så på en måde har jeg følt mig som en dan-

sker i udlandet, fordi jeg troede at jeg havde mere tilfælles med den danske kultur, og det har jeg også, men efter vi flyttede her til for 5 år siden har jeg opdaget at jeg ikke er rigtig dansker, så jeg kalder mig selv ”European or World citizen“.

HVORDAN ER DU ENDT OP SOM ADVENTISTPRÆST? Det ved jeg egentlig ikke… Gud har en sjov måde at styre os på. Min far har været præst i Spanien, og jeg havde aldrig troet at jeg ville gøre det samme.

Men, jeg var i gang med en Ingeniøruddannelse og var ikke helt glad for det, så jeg knælede ned i bøn i nogle uger, og ideen om at læse teologi kom frem i mit hoved. Jeg forsøgte at skubbe den væk, men den kom tilbage, så jeg besluttede at prøve og så endte jeg som ungdomspræst i Spanien, og nu i Danmark.

HVAD SKAL DU ARBEJDE MED OG HVOR KOMMER UNGE ADVENTISTER TIL AT STØDE PÅ DIG? I princippet vil vi se hinanden mest i Jylland, men også på de nationale

stævner. Jeg har fået det privilegium at skulle arbejde med unge i 18-30 års aldersgruppen i Århus, Aalborg og på Vejlefjord, hvor jeg vil prøve at være til stede mindst en gang om ugen. Jeg vil støtte det arbejde Henrik, Thomas og Lasse har været i gang med og vil samarbejde med dem.

kring os på den måde vi møder dem, uden fordomme, med kærlighed, med omsorg. Det er noget jeg har oplevet i Danmark, at man er meget hurtig til at dømme andre, selvom man ikke kender deres baggrund. Vores kirke har kun én vej frem, det er at være mere åben, imødekommende og mere socialt bevidst.

HVAD ER DIN DRØM FOR ADVENTISTKIRKEN? Min drøm er, at der ikke var en adventistkirke… fordi… min drøm er, at Jesus kommer tilbage så snart som muligt så vi ikke har brug for en kirke længere.

Men i mellemtiden kunne jeg tænke mig at kirken var mindre lukket om sig selv og mere samarbejdsvillig med andre kristne, fordi det er svært at være et lys for andre, når vi er indenfor vores fire vægge, at vi føler vi er mission og ikke er låst fast i traditioner.

HVAD VIL DU GERNE SIGE TIL UNGE ADVENTISTER I DANMARK? Vi har en kirke, som vi skal være stolte af, med de bedste værdier og en kærlig Gud med os. Vi har noget at sige til verdenen, vores pædagogik i vores skoler, vores sundhed i vores hospitaler, og ikke mindst vores måde at forstå Gud på, så lad os hjælpe denne verden der lider.

HVAD TROR DU VI SOM ADVENTISTER HAR BRUG FOR AT VÆRE MERE BEVIDSTE PÅ?

Jeg tror det gælder, ikke kun for adventisterne, om at vi som mennesker burde være mere bevidste om dem vi har om-

HVAD HÅBER DU PÅ AT UDRETTE I DIT NYE JOB SOM ADVENTISTPRÆST? Mine egne mål tror jeg ikke er vigtige, men dem Gud har for mig og kirken. Det eneste jeg vil, er at gøre det så godt som muligt, at kunne have tid til alle dem jeg møder og min familie, at være ”præst“ og hjælpe andre i at tage beslutningen om at tro på Gud og følge Jesus.

#013 UNG ADVENTIST 04/2013

# REPORTAGE

AF: LOUISE RIEDMANN HARLUND

IMPACT SOUTH AFRICA 2013 Harlund er 21 Louise Riedmann september en fra er ynd beg år, og som au pair. lien Ita i e els ær ny tilv ) ent (skrib

Så blev det endelig d. 29. juni 2013, dagen for afrejse og dagen for nye eventyr. To bedste veninder drager denne dag afsted til et to-ugers ophold i regnbuenationen for at repræsentere Danmark til årets WCYCS (World Conference on Youth & Community Service). Første del af programmet er projektugen, hvor de sammen med ti englændere og én lette, er frivillige på et dagplejecenter ved Johannesborg. Anden uge foregår i Pretoria, hvor de sammen med unge adventister fra hele verden, skal forenes i global lovprisning af Gud, og gennem workshops blive bedre til som unge kristne at dele Guds budskab.

FRA DRØM TIL VIRKELIGHED Det var engang i november 2012, Pearl og jeg havde siddet og formålsløst surfet på nettet, da overskriften ”Impact South AfriPearl N. Winther (t.h) er 22 år, og læser kommunik ca 2013“, pludselig fangede mit blik. Ønsket ation, kultur og kristendom på 5. semester på om at besøge Sydafrika havde længe været Aarhus Universit et. en fælles drøm, og vi blev hurtigt enige om, at vi måtte vide mere. Vi kontaktede med det samme Henrik Jørgensen, som opmuntrende satte os i forbindelse med den engelske afdeling, der havde mere information om netop dette event. Gennem lidt korrespondance nåede vi den konklusion, at vores drøm om at besøge det historiske Sydafrika skulle realiseres.

Efter længere tids forberedelser, bestilling af flybilletter, vacciner, forsikringer og diverse transportaftaler, var tiden endelig inde til at tage afsted. Flyrejsen føltes ikke så lang, til trods for dens varighed på knapt 14 timer. Ved ankomst i O.R. Tambo International lufthavn blev vi mødt af en stor velkomstkomité klædt i spejderuniformer. Det var en varm modtagelse vi fik med både kram, kindkys og nye lokale håndtryk – hvorefter vi blev interviewet af SID-media (The Southern Africa-Indian Ocean Division) angående vores deltagelse.

ET MØDE MED EN ANDEN VIRKELIGHED Den første uge blev vi indlogeret hos lokale adventistfamilier rundt i området kaldet Katlehong, ca. 40 min. fra Johannesburg, hvor Abalindi Dagplejecenter ligger. Jeg fik hurtigt øjnene op for, hvor mange ting jeg i min hverdag hjemme i Danmark tager for givet. Det at have varmt vand i hanen, god isolation, el og en

#014 UNG ADVENTIST 04/2013

stabil internetforbindelse er blot nogle af de fornødenheder, som ikke alle sydafrikanere har mulighed for at få råd til. Det var en meget overvældende oplevelse at se mennesker som havde så lidt, give så meget.

Udover at passe børn på Abalindi-projektet var vi også henne at besøge et lokalt børnehjem kaldet Fountain of Love, hvor vi legede med børnene, hjalp til med at male, pudse sko og vaske skoletasker. Den første sabbat tilbragte vi i en kirke, bygget i forlængelse af Abalindi Dagplejecenter. I samarbejde med adventistkirken i Katlehong var vi fra Europa med til at planlægge sabbattens dagslange program, der bl.a. bød på lovsang, sabbatskole, gudstjeneste, bedestund, vidnebesøg på det lokale hospital, koropvisninger, fællesspisning og sport og leg.

JESUS IN THE CITY Anden uge flyttede Pearl og jeg ind på et universitetsværelse i Pretoria, hvorfra vi i løbet af ugen var til møder på Saint George’s Hotel, stedet hvor ungdomskonferencen blev afholdt. Allerede første aften skulle vi op foran de mere end 3200 fremmødte unge adventister, for ved åbningsceremonien at repræsentere Danmark.

Ugens tema var ’Jesus in the City’, og havde fokus på hvordan man i en moderne verden, stadig kan have Gud med sig i sin hverdag. Gennem inspirerende talere, bl.a. David Asscherick, Ben Carson og Ted Wilson (formand for verdenskirken), fik vi en fantastisk uge med nye venskaber og en forstærket tro.

Vores sidste sabbat i Sydafrika blev afholdt i et kæmpe stadion, hvor op imod 5.000 adventister var mødt op for at lovprise Herren. Efter Ben Carson og Ted Wilsons prædikener blev vi delt ind i grupper, som med busser tog rundt i området for at vidne og dele 20.000 eksemplarer ud af Ellen Whites ’The Great Hope’.

Her mødte vi mange forskellige typer mennesker; bl.a. bad vi for en ældre kvinde som var meget syg, alkoholikere ved den lokale bar, og en børneflok hvoriblandt en lille pige ydmygt trådte frem, og ønskede at bede for os.

Vores nye afrikanske hverdag var utrolig lærerig og har givet meget stof til eftertanke. Det var en mere spirituel tilgang, end hvad jeg er vant til hjemme i Danmark. Det var forfriskende at opleve den afrikanske sabbatsstemning, glæden der flere gange blev udtrykt gennem spontane ’Amen’ og ’Praise the Lord’. Deres åbenlyse jubel, og ønsket om at udbrede Guds budskab, var utroligt smittende.

Ikke nok med at jeg er vokset åndeligt, så har jeg også fået trosvenner fra hele verden – et netværk som rækker langt ud over de geografiske grænser – og for det er jeg evigt taknemmelig.

NÆSTE GC IMPACT BLIVER I EUROPA I 2018

AF: MORTEN RECHTER

UNG HUMORIST

UNG HUMORIST #

”Jeg hedder Morte n og læser til ingeniør i Aalbo rg. Jeg arbejdede som ‘Et år for He rren’ i Ungdoms afdelingen forrige år og håber derfor at skatten er i him len. Ellers er jeg vist blevet snydt. “

OPGAVER SOM KVINDER ER EGNET TIL IFØLGE DEN UOFFICIELLE MENIGHEDSHÅNDBOG: • • • • •

Fællsesspisningskoordinator ”Hende der, som skifter blomsterne“ Pianist/Organist Lærer i børnesabbatsskolen Gåturs-arrangør

#015 UNG ADVENTIST 04/2013

Ungdomsafdelingen, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum

DET SKER LANDSUNGDOMSSTÆVNE DATO: STED: TALER: PRIS:

8.-10. NOVEMBER PEDERSBORG, SJÆLLAND TIM GILLESPIE 300,-

UNG.ADVENTIST.DK

NET-PARTY DATO: STED: PRIS: I SAMARBEJDE MED:

16. NOVEMBER KL. 16.30 VEJLEFJORDSKOLEN 100,- (150,- FOR WEEKENDEN) VEJLEFJORDSKOLEN

FODBOLDSTÆVNE – 6.-9. KL. DATO: STED: TALER: PRIS: I SAMARBEJDE MED:

24.-26. JANUAR, 2014 VEJLEFJORDSKOLEN ANDREAS MÜLLER GRATIS VEJLEFJORDSKOLEN

PARWEEKEND DATO: STED: TALERE: PRIS: ARRANGØR:

24.-26. JANUAR, 2014 HIMMERLANDSGÅRDEN ANNE-MAY & THOMAS MÜLLER 800,- (FÅ 25% STUDIERABAT) FAMILIEAFDELINGEN

Mere info om arrangementer på: ung.adventist.dk facebook.com/ungdomsafdelingen

UNGDOMSAFDELINGEN ANNO 2013 THOMAS RASMUSSEN Youth Director / Landsungdomsleder Fokus: CORe, TEEN ministries, Ungdomsarbejde, UNGAdventist, Vejlefjordskolen (13-30 år)

HENRIK JØRGENSEN HUSK JULETURENE DATO: DATO: ARRANGØR:

22.-24. NOVEMBER (ØST) 29. NOV-1. DEC (VEST) ADVENTISTSPEJDERNE

Associate Youth Director Fokus: 18+ besøgsarbejde, CORe, Student ministries (20-30 år)