2014-04 Adventnyt by Adventistkirken

I dette nummer ... Happy Hand

Årsregnskab

ADRA bekæmper korruption

Et glimt fra Happy Hand i Aalborg, nu ca. 1 år efter åbningen. Dagligdagen i butikken byder på rigtig mange oplevelser, og der er aldrig to dage, der er ens. Hvad sker der, og hvordan er oplevelsen i butikken?

Unionsbestyrelsen har godkendt årsregnskabet fra 2013. Det er en glæde, at Adventistkirken i Danmark har opnået en positiv drift under de strenge forudsÊtninger, vi har i disse år. Læs mere om resultatet, og hvordan det er nået.

Korrupte lagerforvaltere solgte paller med gødning til private mellemmænd. Mellemmændene tjente kassen. Nu gør ADRA og regeringen op med korruptionen.

Adventnyt No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission Side 16-30

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKENS MEDLEMSBLAD

Kontaktinformation

Xxxxxxa

Concordiavej 16 · 2850 Nærum Tlf.: 4558 7777 · Fax 4558 7778 Bank: Handelsbanken 0890 0001069302 www.adventist.dk · info@adventist.dk Åbningstider: Man-tors kl. 10-16

Næstformand Henrik Jørgensen Tlf.: 4558 7772 (Religionsfrihed, Skole, Ungdom 18+)

Afdelinger Andreas Müller (Børn)

Tlf.: 4558 7773

Af: Robert Sand

Tlf.: 2577 4880

Thomas Rasmussen (Teen og Ungdom, Sabbatsskole)

Tlf.: 5120 6990

Mads Kivikoski (Spejderchef)

Tlf.: 5136 0405

Anne-May Müller (Familie)

Tlf.: 4558 7754

Jill Rasmussen (Women’s ministries)

Tlf.: 7589 5446

eg er glad for min fartpilot i bilen, fordi den automatisk fastholder en given hastighed. Og den blev da også brugt på denne tur. 80 km/t på landevejen, intet mere og ikke ret meget mindre. Det gik fint derudaf, og jeg talte i telefon med min far over den håndfri installation i bilen. Alt gik, som det skulle, lige indtil jeg kom ind i en byzone, hvor jeg selvfølgelig satte farten ned og fulgte trafikken. Lagde du mærke til, at jeg glemte at sætte fartpiloten til 50? Jeg tror, jeg glemte det, fordi jeg snakkede i telefon samtidig, for ved de tidligere byzoner gjorde jeg det, men altså ikke denne gang. Bilen foran svinger til venstre, og vejen går ned ad bakke, og pludselig triller jeg forbi en mørkeblå varevogn, der holder parkeret ved siden af vejen, og varevognen sender et frygtindgydende blitzagtigt lysglimt i min retning. Øjnene flyver ned på speedometeret: 67 km/t viser den. Koldsveden løber pludselig ned ad ryggen, ærgrelsen vælder frem. Hvor hurtigt kørte jeg mon, da den blitzede? Hvor er det grænsen går for et klip i kortet? Hvorfor fik jeg ikke sat fartpiloten på i denne by? Hvor høje er bødetaksterne i dag? Surt show. Så var resten af den biltur ligesom ødelagt. Turen var lige blevet 1.500 kr. dyrere, fandt jeg ud af et par uger senere, heldigvis uden noget klip i kortet, men det var vist kun et par km/t derfra. Det er yderst vigtigt at have Gud med i vores hverdag. Alt for ofte kører vi bare derudaf og følger strømmen, ligesom jeg gjorde. Men glemmer vi at sætte livet på Guds autopilot, hvor vi giver ham lov til at lede os, så kommer vi nemt til at tage nogle tankeløse valg, vi egentlig ikke havde ønsket. Har vi ikke Gud med, risikerer vi ikke bare en bøde på 1500 kr., men meget mere end det – hele livet.

Bent Nielsen (Seniorkoordinator) Tlf.: 6590 2570 Harry Sættem (AHA)

Tlf.: 5638 1461

Adra Danmark Concordiavej 16 · Postboks 15 · 2850 Nærum Tlf.: 4558 7700 · Fax 4558 7701 · www.adra.dk Generalsekretær: Lehnart Falk Tlf.: 4558 7702 Dansk Bogforlag Concordiavej 16 · Postboks 15 · 2850 Nærum Ekspedition: Tlf.: 4558 7758 · Fax 4558 7778 www.danskbogforlag.dk Korrespondanceskolen Concordiavej 16 · Postboks 15 · 2850 Nærum Tlf.: 4558 7770 · Fax 4558 7778 Giro: 902 5669 www.korrespondanceskolen.dk Leder: Robert Sand Vejlefjordskolen 8721 Daugård Tlf.: 7589 5202 · Fax 7589 5204 www.vejlefjordskolen.dk Rektor: Holger Daugaard Hasda Vejlefjordskolen · 8721 Daugård www.hasda.dk Arkivleder: Preben Jalving Himmerlandsgården Als Oddevej 71 · Helberskov 9560 Hadsund www.himmerlandsgaarden.dk

Fartpilot Jeg var på vej til Himmerlandsgården. Normalt overholder jeg færdselslovens hastighedsgrænser, fordi det alligevel ikke gør den store forskel tidsmæssigt, om man kører lidt hurtigere, end man må. Hvis der skal være en reel vinding i tid, skal man som regel køre virkelig stærkt, og det er både dyrere i brændstof, farligt for mig selv og omgivelserne og potentielt også for kørekortet.

Formand Thomas Müller Tlf.: 4558 7771 (Medie & Kommunikation, Dansk Bogforlag)

Økonomichef Bjørgvin Ibsen (Kristen forvaltning)

Leder

I dette nummer kan vi læse mere om livet i mission, – hvordan det former vores hverdag, hvordan missionen måske farver de valg, vi står overfor, – og giver os inspiration til, hvordan vi kan tænke mission længere ind i vores hverdag. Et liv i mission er et aktivt valg om ikke bare at følge trafikken. God læsning.

Tlf.: 7641 3132 Tlf.: 2386 6514

Hvis du oplever problemer med modtagelsen af Adventnyt, så skriv eller ring til Martin og beskriv, at det drejer sig om Adventnyt, hvem du er og hvad der er galt. Hvis bladet er udeblevet, eller smidt udenfor postkassen. Vi beklager evt. problemer, og Martin vil gøre sit for at forbedre din modtagelse af bladet.

Tlf.: 9858 1121

Plejecenter Solbakken Frederiksborg Allé 23 · 8920 Randers NV Tlf.: 8911 1300 · Fax 8911 1301 www.solbakken.randers.dk Leder: Kristine Voncina

MG 3334

Plejecenter Søndervang Rådhusvej 1 · 4640 Faxe Tlf.: 5676 1600 · Fax 5676 1610 Leder: Lennart Christiansen Adventnyt · No. 4 juni 2014

Kontakt Martin på: ma@portopartner.dk / tlf: 4240 0172

Redaktør: Robert Sand Concordiavej 16 2850 Nærum +45 45587753 robert.sand@adventist.dk

Indhold

No. 4 juni 2014 04 Rundt omkring 08 En lille hilsen fra medarbejderne i genbrugsbutikken ”Happy Hand” i Aalborg 10 Nyt fra Familieafdelingen 12 Årsregnskabet 2013 14 ADRA bekæmper korruption

16 Mission og discipelskab 18 Jeg siger ’Ja’

Interview med Paul Birch Petersen

20 At holde et løfte...

Interview med Janos Kovacs-Biro

22 Mit liv i missionens tjeneste Interview med Kaj Pedersen

24 Mission i skolen Interview med Nina Klokkervoll 25 Missionærer i Chad

Interview med Gry og James Appel 27 Mission er, når man gør noget for andre Interview med Lars Zenas

29 Missionær ude og hjemme

16-30 Tema: Et liv i mission…

Interview med Doris Jørgensen

31 Inspirationsugen København 32 Vi siger tillykke

Hvad betyder det? Hvordan kan jeg måske få missionen længere ind i livet? Læs her om hvordan andre lever deres liv i mission.

34 Vi mindes 36 En anderledes dag 38 Alting forandres … 39 Kollekt 40 Vinterpakkerne kom frem til Syrien

No. 4 juni 2014 Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken, Danmark

Redaktion: Robert Sand Birthe Svendsen Robert Svendsen Peter Larsen Andreas Müller Alexander Myrvold Jensen Alice Sahinkuye

Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S Oplag: 2.100 stk. Ekspedition: Syvende Dags Adventistkirken Concordiavej 16 2850 Nærum +45 4558 7784 an-ekspedition@adventist.dk

Webudgave: www.adventist.dk Lydudgave: +45 4558 7753 adventnyt@adventist.dk Abonnementspriser: Norge + Island: 240,- (momsfrit) EU-lande: 300,- (inkl. moms) Øvrige udland: 300,- (momsfrit)

Deadline for næste nummer: 07.07.2014 Udkommer: 15.08.2014 Tema: Forvaltning

I dette nummer ... Happy Hand

Årsregnskab

ADRA bekæmper korruption

Korrupte lagerforvaltere solgte paller med gødning til private mellemmænd. Mellemmændene tjente kassen. Nu gør ADRA og regeringen op med korruptionen.

Adventnyt No. 4 juni 2014

Redaktør: Robert Sand +45 4558 7753 robert.sand@adventist.dk

Layout: Mediegruppen

Materiale sendes til: adventnyt@adventist.dk

Forside: Foto: I gang med at arbejde i en plantage i Bolivia Fotograf: Lars Zenas

Tema: Et liv i mission Side 16-30

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKENS MEDLEMSBLAD SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKENS MEDLEMSBLAD

Side 16-30

Et liv i mission Tema:

4102 inuj 4 .oN

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Adventnyt

Landet rundt

Kort nyt

Festlig afslutning på mødeserie i Thisted Efter Henry Stobers flotte film om skabelsen blev vist på Thisted Gymnasium i september, har Sven Hagen Jensen haft en evangelisk mødeserie i Adventkirken hver tirsdag aften med et gennemsnitligt fremmøde på 4-5 gæster foruden menigheden. Tirsdag aften den 22. april blev der sluttet af med en festservering. ”Hvornår begynder vi på møderne igen?” spurgte en ivrig deltager. Vi glæder os nu over at se nogle komme trofast i kirken om sabbatten.

Påskefamiliegudstjeneste I FaceOut holdt vi en påskefamiliegudstjeneste (Messy Church) med temaet ”Nyt liv og håb”. Vi havde et dejligt fællesskab med børnene, hvor vi sang nogle dejlige sange og gennemgik historien om påsken ved at lave Josef af Arimathæas have. Vi fik også allesammen lov til at pynte vores egne påskeæg, finde nogle gemte æg og spise dejlige pandekager bagefter!

Fra dør til dør i Holstebro Litteraturarbejdet har altid haft en vigtig plads i menighedslivet i Holstebro. En lille gruppe besøger trofast folk ved at gå fra dør til dør med bøger de sabbatseftermiddage, hvor der ikke er andre arrangementer i kirken. Der rapporteres om flinke mennesker og gode besøg. Til september er det planen at arbejde med det nye missionsblad i unionens pilotprojekt for små menigheder.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Leder af Adventistkirken i Nepal besøger Danmark Tekst og billeder fra Viborg og Pandrup: Sven Hagen Jensen

astor Umesh Pokharel, som for nylig er blevet valgt til leder af Syvende Dags Adventistkirken i Nepal, har besøgt Danmark i første halvdel af maj måned. Besøget var et led i et missionsprojekt fra Viborg og Thisted menigheder blandt bhutanesere, som er kommet til Danmark fra flygtningelejre i Nepal. Det er tredje gang Umesh Pokharel aflægger besøg i Danmark for at mødes med nydanske bhutanesere i samarbejde med Ingelis og Sven Hagen Jensen. Denne gang har han sin familie med på en kombineret ferie- og forkyndelsestur. De har tilbragt godt 14 dage i maj måned i det midt- og nordvestjyske med programmer i Viborg, Thisted og Pandrup, hvor der er en pæn koncentration af bhutanesere. Pastor Pokharel, som er nepaleser, har siden sin omvendelse fra hinduismen til kristendommen haft et virksomt liv i sin kirke med oversættelse af bøger og eget radioprogram foruden sin præste- og ledergerning. I et land, hvor over 80% af befolkningen bekender sig til hinduismen og ca. 1.4 % er kristne, og hvor lovgivningen på mange måder favoriserer flertalsreligionen, er det en stor udfordring at lede en kristen mission og betjene over 100 lokale kirker og grupper spredt ud over landet. Sammen med den åndelige og administrative ledelse af Adventistkirken i Nepal har han også hovedansvaret for ADRA Nepal (Adventist Relief and Development Agency), som fokuserer på at afhjælpe fattigdom og nød i Nepal. Dette har bragt ham og hans medarbejdere ind i nogle af flygtningelejrene for de mennesker, som er blevet drevet ud af deres hjemland Bhutan. Og herved er der skabt en naturlig kontakt til dem, som senere er blevet modtaget i Danmark og har bosat sig her. Ved et møde i Viborg sabbatten den 3. maj fik Pastor Pokharel overrakt tre strikkede kludetæpper til fattige i Nepal fra menighedens lokale strikkeklub, som består af danske, såvel som bhutanesiske og congolesiske deltagere. Lignende gaver har tidligere skabt glæde, hvor de blev givet. I baptistkirken i Pandrup talte Pokharel søndag den 4. maj til en stor gruppe bhutanesere om at tilpasse sig forholdene i deres nye hjemland, yde deres bedste og holde fast ved de kristne værdier i en hverdag, hvor materialismen og nydelsessygen står i kø for at få opmærksomhed. Sabbatten den 10. maj talte han i Adventistkirken i Thisted og viste billeder fra arbejdet i Nepal for medlemmer og 35 fremmødte bhutanesere med venner. I løbet af de ca. 14 dage i Danmark har der også været anledning til at besøge adskillige af de 34 bhutanesiske familier, som Ingelis og Sven har kontakt med. Nogle få af dem studerer Ingelis regelmæssigt Bibelen med. Ved besøgene er der blevet foræret små radioer bort med en chip med 200 prædikener på nepalesisk, som især har vakt glæde hos dem, der er kommet til Danmark uden at kunne læse og skrive. Pastor Umesh Pokharel er jævnligt i kontakt med flere af familierne på Facebook og sender dem opmuntrende budskaber. Af interesse for Adventnyts læsere skal der mindes om, at et af projekterne for 13. sabbatsofferet i dette kvartal er en mødesal for kirkens medlemmer i Bhutan i Himalayabjergene.

Landet rundt

Tekst: Lennart Christiansen

redag d. 9. marts havde Søndervang rejsegilde med nye gæsteværelser. Siden vi i 2009 mistede vores gæsteværelser, har vi drømt om igen at kunne tilbyde denne service til beboernes familier og venner, ikke mindst fordi mange kommer fra hele landet såvel som fra udlandet. Nu er denne drøm ved at blive gjort til virkelighed. Søndervangs Boligfond har bevilliget penge til to lyse gæsteværelser, hver med plads til 2-3 personer og eget bad. Et lille the-køkken giver mulighed for at varme lidt mad, mens TV og internet formidler forbindelse til omverdenen. Vi forventer at værelserne står færdige i juli måned i år og håber, at mange vil gøre brug af denne nye mulighed. Vi ser frem til at kunne åbne dørene for Søndervangs nye gæsteværelser.

Die Arche Tekst: Joachim Broegaard og Julian Gudmundsson

amilien Hanke driver et kursted i byen Zislow, ca. en times kørsel nord for Berlin. Efter Berlinmurens fald i 1989 fandt de en egnet bygning i Østtyskland til helsemission, og siden da er rigtig mange ressourcer blevet lagt i at få stedet gjort klar og aktiviteterne sat i gang. Første besøg var i maj 2012 efter vi havde været med til at producere deres katalog. Det var en herlig weekend, der gjorde indtryk. Det må være den tyske mentalitet, der slår igennem; hvis noget er værd at gøre, er det også værd at gøre godt. De har en fin restaurant, hvor der serveres mad lavet af egne økologiske råvarer. Gartneriet ligger lige ved siden af hovedbygningen. Der er en opvarmet svømmehal, med alt hvad moderne wellnesscentre tilbyder, og værelserne er i hotelstandard. Området omkring kurstedet indbyder til gåture i skovene og ved søerne. Siden har vi i flere omgange været afsted fra Danmark i grupper på op til 30 menighedsmedlemmer og venner for at lære, hvordan sundhed kan bruges i mission. Vi glæder os over at kunne se synlige frugter af det udadrettede arbejde på nuværende tidspunkt. Vi planlægger igen at tage afsted som en større gruppe her til sommer. Programmet afholdes af danskere eller bliver oversat til dansk. En sådan tur er en anden måde at møde Gud på. Der kan ikke være tvivl om, at Gud også i dag helbreder både psykisk og fysisk, og det er meget interessant at se, hvordan det sker. Gud skaber glæde, fred, harmoni og overskud ved hjælp af Die Arche. Når mennesker i tro finder og bruger enkle naturlige lægemidler, giver det resultater. Hvis du, eller nogen du kender, mangler et løft, fysisk, mentalt eller åndeligt, så vær hjerteligt velkommen til at tage med. Se annoncen andetsteds i bladet for de praktiske oplysninger.

Børnegudstjeneste i Viborg Tekst: Sven Hagen Jensen / Foto: Ingelis Jensen

iborg menighed fik den 26. april besøg af Andreas Müller, leder af børneafdelingen, som under en spændende og levende gudstjeneste førte forsamlingen på 30-40 personer i alle aldre til det lovede land med mange gode ting at spise, og hvor de var med til at bygge det første alter af sten fra Jordanfloden.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Landet rundt

Rejsegilde for Søndervangs nye gæsteværelser

Landet rundt

Danmarks Radio besøger Vejle Adventkirke Tekst og foto: Helmuth Kipper

S Hesteweekend i Vendsyssel Tekst: Egon Svingel / Foto: Julian Gudmundsson

weekenden den 2. til 4. maj var Vendsyssel rammen om et nyt tiltag. Idéen startede, da Julian Gudmundsen og Egon Svingel, en sabbatseftermiddag havde været ude at ride. Tanken var, at der måtte være mission i at vise storheden i Guds skaberværk, ved at sætte fokus på dyr, og især heste. For at afprøve ideen i det små inviterede vi kun nogle få, og mødtes hos familien Rytman vest for Østervrå. Da vi ankom ved ca. 18.30 tiden, spiste vi aftensmad. Efter maden øvede vi at læsse en hest i en hestetrailer. Sabbatsmorgen holdt vi om formiddagen sabbatsskole, hvorefter vi tog til Østervrå, hvor der var skolegudstjeneste. Efter middagen tog seks personer på ridetur. For mig var det helt nyt, at man kunne styre en hest med et hovedtøj uden bidsel. Turen gik over til et stutteri, videre ind i skoven, lidt ud på landet, for igen at ende på stutteriet. Aftensmaden blev grillet over bål, og dagen blev afsluttet med sang, korte dyrefilm og en andagt. Søndag formiddag tog vi igen hen til stutteriet, hvor vi så på avlsarbejde med travheste. De fleste går til Finland og Sverige, hoppen er der bare for at fremavle nogle nye heste til træning og kørsel. Sådan nogle små føl er ikke til at stå for. Der var en rytter, der havde pisk med, og jeg så den aldrig i brug. Jeg er faktisk stolt af, at nye ukendte heste og mange nye ryttere magtede at få det hele til at fungere på sådan en god måde. Der er planer om at lave en ny tur i sensommeren, og så vil vi prøve at få udvidet stævnet noget, så endnu flere kan få lov til at opleve hestene på en positiv måde.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

imon K. Larsen, radiojournalist på P1, besøgte Vejle Adventkirke sabbatten den 5.april. Nu tænker du måske ”radiogudstjeneste”, det har vi jo prøvet før. Men denne udsendelse er af en helt anden karakter. Danmarks Radio er kendt for at have produceret mange radiomontager i tidens løb, og denne radioudsendelse føjer sig til rækken. Journalisten tegner et billede af Andreas Müllers arbejde som ny præst ved at tale med ham selv, men også ved spørge menighedsmedlemmer om deres opfattelse af en præsts funktion og opgaver. Med til historien hører, at Simon K. Larsen, udover at være journalistuddannet, også har gennemført et teologistudie. Flere steder i udsendelsen lægger man mærke til, at han har en dybere viden, end man umiddelbart forventer af en journalist. Han formår derfor at skabe en lytteværdig udsendelse, som både tegner et billede af Andreas’ arbejde og samtidig giver et indblik i Adventistkirkens historie og trospunkter. Andreas valgte i forbindelse med radioudsendelsen at strukturere formiddagen som en temagudstjeneste med følgende spørgsmål: ”Hvad er vores budskab til verden i dag?" Han havde forberedt spørgsmål til drøftelse i grupper med efterfølgende opsummering i plenum i flere omgange. Så i princippet fik vi dobbelt tid til sabbatskole, hvor vi belyste emnet fra flere vinkler. Det viste sig at være en givende proces, og menigmedlemmernes diskussionslyst i grupperne blev ikke påvirket af den lyttende mikrofon. Journalisten, som er vant til at komme i mange forskellige kirkesamfund, var imponeret over vores sabbatskolestil, hvor vi debatterer og studerer Bibelen. Man kan også høre på udsendelsen, at han har lagt specielt mærke til, at menighedslivet og aktiviteterne i høj grad bæres og præges af engagerede menighedsmedlemmer, og præsten dermed får en anden rolle end fx i folkekirken. En sådan udsendelse kan hjælpe til at huske på, at vi som samfund har værdifulde traditioner, som adskiller os fra andre trossamfund, og som folk lægger mærke til, når de besøger vores kirker. Udsendelsen er en af flere i rækken ”De nye forkyndere” og blev sendt skærtorsdag. Hvis du ikke har hørt den endnu, vil jeg opfordre dig til at lytte til udsendelsen på internettet: http://dr.dk/p1/de-nye-forkyndere

Landet rundt

Tekst: Alexander Jensen

i lever i en tid, hvor vi kan sige med Jesus, “Tiden er opfyldt” (Mark 1,15). Jesus forstod, at han måtte lede mennesker til at forstå, hvilken tid de levede i. Han ønskede, de skulle forstå, at det, de oplevede omkring dem, var opfyldelser af bibelske profetier. Når mennesker forstod dette, kaldte Jesus dem til at tage imod sit rige: “Tiden er opfyldt, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro evangeliet.” (Mark 1,15). Den 31. oktober 1999 underskrev Det lutherske Verdensforbund og et katolsk råd, som arbejder for kristen enhed, et dokument*, som erklærer en fælles enighed omkring retfærdiggørelse ved tro. Striden omkring retfærdiggørelse ved tro opfatter de fleste protestanter i dag som roden til Luthers protest mod Romerkirken, det som dannede grundlaget for protestantismen. Den 18. juli 2006 blev dette dokument enstemmigt vedtaget af metodisternes verdensråd. Indtil i dag er der dog ingen evangeliske kirker, som har villet godtage dette dokument, som indirekte erklærer den protestantiske æra for afsluttet. I februar 2014 kom biskoppen Tony Palmer til USA, hvor han gav et kort budskab og overbragte et videoklip fra pave Frans til en stor karismatisk-evangelisk konference for karismatiske ledere. Tony Palmer opfordrer i sin korte tale til, at protesten mod Rom skal ophøre, og at verden først vil tro, når alle kirker kommer til enhed. Efterfølgende vises et videoklip, som Tony

har optaget, da han kort forinden har besøgt pave Frans i Rom. På videoklippet indbyder pave Frans den evangeliske kirke til at komme sammen med Rom i et kristeligt broderskab. Lederen af konferencen, Kenneth Copeland, besvarer denne video med tungetale og ved efterfølgende at optage en video som svar på pave Frans’ invitation. Videoen taler for sig selv**. Læg mærke til, hvad vi gennem Profetiens Ånd er blevet fortalt: “Katolicismen betragtes med langt større velvilje af protestanterne nu end tidligere. I de lande, hvor romerkirken ikke har fremgang, og hvor katolikkerne for at vinde indflydelse indtager en forsonlig holdning, møder man en tiltagende ligegyldighed med hensyn til de læresætninger, der adskiller de reformerte kirker fra pavekirken. Den opfattelse vinder mere og mere frem, at vi, når alt kommer til alt, ikke ser så forskelligt på livsvigtige spørgsmål, som man engang mente, og at lidt indrømmelse fra vores ville føre til en bedre forståelse med Rom” (Mod en Bedre Fremtid kap. 35, s. 454). Følgende citat taler også for sig selv: “Protestanterne i De forende Stater vil være de første til at række hånden over afgrunden mod spiritismen; de vil række ud over det dybe svælg for at trykke den romerske magt i hånden, og dette land (USA) vil følge i Roms fodspor under påvirkning af det tredobbelte forbund og træde samvittighedens rettighed under fode” (Mod en Bedre Fremtid kap. 36 s. 475). Sidstnævnte beslutning om at “træde samvittighedens rettighed under fode”

hentyder til de skridt, der ultimativt leder til lovgivningen af en søndagslov, først i USA og derefter globalt. Kapitlerne 35 og 36 i “Mod en bedre fremtid” indeholder forudsigelser og giver indblik i netop de begivenheder, vi nu er vidner til. Lad os gøre som Jesus har sagt: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” (Luk 21,28) I lyset af det, Ellen White skriver, kan vi se, at Tony Palmers og pave Frans’ appeller og forsøg på at forene de store kristne trossamfund er endnu et eksempel på, hvordan profetierne i Guds ord går i opfyldelse for vores øjne, og at vi er tættere på enden, end vi måske tænker. *Dokumentet hedder “the Joint Declaration on the Doctrine of Justification.” http://www.vatican.va/ roman_curia/pontifical_councils/chrstuni/documents/ rc_pc_chrstuni_doc_31101999_cath-luth-joint-declaration_en.html **Link: https://www.youtube.com/watch?v=b5TwrG8B3ME&noredirect=1

Festdag for børn og voksne! Affaldsindsamling for Danmarks Naturfrednings Forening søndag den 27. april arrangeret Som en tradition i flere år mødtes nogle børn og voksne til indsamlingen, den yngste 6 år, den ældste 75 år, i 3-4 timer i går. Alt affald blev samlet ind rundt om den sø, der befinder sig 15 m fra vores kirke, nemlig Skt. Jørgens Sø. Humøret var højt, den hjemmelavede pizza, de vegetariske pølsehorn og kagen blev fortæret både før og efter indsatsen. Flere børn og voksne har meldt, at de vil være med næste år, de kunne ikke i år. Samtidig nød vi solen og fuglesang, så ællinger og militærhelikopter, der landede og lettede på Rigshospitalets tag. Det var en fornøjelse at cykle turen rundt om søen i dag, hvor jeg lige skulle den vej. Hanne Schantz og Elin Hesselbjerg

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Landet rundt

Profetier opfyldes i den religiøse verden

Happy Hand

En lille hilsen fra medarbejderne i genbrugsbutikken ”Happy Hand” i Aalborg Tekst: Lillian Pavlovic / Foto: Arkiv

i er ca. 20 frivillige medarbejdere i butikken ud over butiksleder Lotte Rechter. Efter åbningen i december befandt vi os i en opstartsfase i nogle måneder, men nu er vi kommet ind i en fast ugerytme, og de daglige rutiner er kommet på plads. Der er min. 2 medarbejdere i butikken hver dag. Medarbejderne kommer fra flere forskellige områder, og for nogle af os, som kommer længst væk fra, begynder dagen i butikken allerede på vejen derind. Vi deler tanker og ideer med hinanden, om hvad vi evt. kan gøre bedre med de praktiske ting, eller hvordan vi bedre kan hjælpe de kunder, som betror sig til os med deres problemer eller ønsker vores hjælp. I butikken er der faste rutiner, der skal klares inden åbning, og der går sjældent mange minutter, før de første kunder kommer. Vi har en del stamkunder, men der kommer også hele tiden nye kunder til. Butikkens indretning bliver ofte kom-

Adventnyt · No. 4 juni 2014

menteret. ”Hold da op, er det virkelig en genbrugsbutik, her er jo både stuklofter of prismelysekroner.” Dagligdagen i butikken byder på rigtig mange oplevelser, og der er aldrig to dage, der er ens. Vi har tydeligt kunne mærke Guds rige velsignelse af projektet helt fra den spæde begyndelse. Økonomien er meget fin, og der kommer mange kunder, som vi har fået en rigtig god kontakt med. Vi skilter med, at vi er en del af Adventistkirken, og at butikken er en non-profit butik. Kristne kunder fra andre kirker i Aalborg har takket os for at skilte med vores kristne tilknytning og med de skriftsteder og tekster, vi har forskellige steder i butikken. På butiksdøren står der, at man er velkommen til at komme ind og sidde lidt og hvile sig, amme sit barn, låne toilettet o. l. Vi havde en kunde, som sagde: ”Hvor er det dog dejligt at læse et skilt, hvor der står en hel masse ting, man GERNE må!”

Vi ønsker, at butikken skal være et sted, hvor kirken rækker en hånd ud mod andre mennesker og kommer dem i møde. Vi oplever, at det sker i praksis. Noget af det, som betyder allermest for medarbejdergruppen, er netop kontakten med kunderne i butikken. Vi bliver mødt med en utrolig åbenhed og tillid fra vores kunder på forskellig måde. Vi har en lille ”bedekrog” med et chatol og en stol, hvor man kan sidde og skrive et forbønsønske og lægge det i en lille æske. Disse ønsker beder vi så for ved vores personalemøder og i vores personlige bønner. Vi får mange forbønsønsker hver uge. Det er utrolig tunge ting, som mange mennesker tumler med i deres liv, så som ensomhed, angst, uro, sygdom, tunge dilemmaer, skilsmisser etc. Et andet sted i butikken har vi en lille hyggekrog, hvor man kan få lidt servering og sidde og hvile sig eller læse lidt i de bøger og blade, vi har liggende der. Mange kunder ønsker også at snakke med os, når

Happy Hand

de sidder i hyggekrogen. Folk giver udtryk for, at de kan mærke en fred i butikken. En kunde sagde: ”Jeg skal ikke købe noget i dag, men jeg trænger sådan til lige at sidde lidt her hos jer, inden jeg skal hjem”, og en anden sagde: ”Jeg kommer sådan ned i gear herinde hos jer, og det trænger jeg meget til.” Det er jo bare så dejligt at høre. Der er også mulighed for at bede om en samtale med præsten, hvis man ønsker det. Vi har en fast dag, hvor præsten er til stede i butikken. På disken har vi den lille bog ”Historien om Jesus” liggende. En ældre dame kommer fast hver uge og henter nogle af disse bøger, som hun deler ud til andre. Når man som medarbejder går rundt og ordner forskellige ting i butikken, bliver man ofte kontaktet af kunder, der ønsker at have en fortrolig samtale. Nogle ønsker en forvisning om, at vi virkelig vil bede for dem, andre ønsker bare at have en lille snak med et medmenneske, andre igen vil

gerne vide noget om vores kirke. I butikken har vi en plakat fra Aalborg Adventistkirke, hvor man kan se, hvordan der ser ud i kirken, og hvordan gudstjenesteformen er. Plakaten har givet anledning til mange gode snakke om kirken. Derudover har vi ADRA plakater hængende, som bl.a. kan fortælle noget om de projekter, overskuddet fra butikken bliver doneret til. En del kunder donerer også penge til butikken i et glas, vi har stående på disken. Derudover er vi nu også begyndt at modtage tøj og ting fra kunderne, hvilket vi sætter stor pris på. Det er en stor velsignelse at være medarbejder i butikken. Vores butikschef, Lotte, møder os med opmuntring og tillid og giver os en stor grad af frihed, hvilket får os til at føle ansvar for butikken. Der er meget arbejde at udføre i det daglige, men det er meget meningsfyldt, både at være med til at skaffe midler til støtteprojekterne, men også at møde kunderne i dagligdagen i

KEHAP-FONDEN: NY BEVILLINGSRUNDE Nu kan du igen søge støtte fra KEHAP-fonden til evangeliske projekter i Danmark. Både grupper og menigheder kan søge. KEHAP-fonden har allerede støttet en række forskellige projekter, men der er stadig mange penge til uddeling. Hvis du har en god idé til et godt projekt, hvor adventistbudskabet kan nå ud til mennesker i Danmark, så vil vi meget gerne høre fra dig.

butikken. Det er meget intenst at få lov til at være en del af andre menneskers liv, at få lov til at dele vores tro med dem og måske bringe lidt trøst ind i deres liv. Når dagen er slut, er vi alle meget fyldt op med dagens oplevelser og har fået nye mennesker at bede for. At arbejde i ”Happy Hand” kan varmt anbefales!

Hjælpeaktion

Kom over til Færøerne og hjælp os Har du lyst til en god og givende oplevelse, så tag med til Færøerne i august. Fra søndag den 17. august til søndag den 31. august besøger vi det meste af Færøerne for at give dem muligheden for at støtte vores hjælpearbejde.

På www.kehapfonden.dk finder du ansøgningsskema og vejledning. Ansøgningsfristen er 9. juni.

• Du får en fantastisk tur ud i det færøske landskab. • Du møder venlige mennesker. • Du får god tid til at tænke. • Du kan stresse af, og samtidigt kan du gavne andre.

Venlig hilsen KEHAP-fonden

Jeg har i skrivende stund tre billetter plus kost og logi til uddeling efter først til mølle princippet.

For mere information kontakt Lehnart Falk på 28 29 304.

Henvendelse til Allan Falk allan.falk@adventist.dk

Vi holder ferielukket i uge 28-30

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Familie

Nyt fra Familieafdelingen ”Skilsmisseforebyggelse bliver en folkesag” kunne man læse på forsiden af Kristeligt Dagblad den 24. april i år. Og med den overskrift var der lagt op til to artikler med udspring i en ny undersøgelse, som SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) har udarbejdet. Man har kigget på hvilke tiltag, der kan gøres for at forebygge samlivsbrud, og hvilke tiltag, der virker. Tekst: Anne-May Müller / Foto: Thomas Müller, Kristian Pavlovic, Jens Morten Øster, Per Arild Struksnes

taten begynder også at få øjnene op for, at det ikke kun er den enkelte families problem og ansvar, men at vi er mange, der kan hjælpe familierne til bedre at kunne magte opgaven at blive sammen og få familien til at fungere. Undersøgelsen fremhæver de gode resultater, som netop forebyggende parkurser har på danske par, og PREP kurset, som Familieafdelingen har afholdt en del af, er et af de kurser, som får særlig positiv omtale i undersøgelsen.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Parweekend I slutningen af januar afholdtes der parweekend på Hvidekilde, hvor vi var så mange, så nogen par tilmed valgte at sove på gulvet i grupperum eller fandt andre overnatningsmuligheder i området. 27 par brugte tid på at finde ind til hinanden på en endnu bedre måde. Vi talte om, hvordan det, der begyndte så godt, sagtens kan vare ved og blive endnu bedre. Vi snakkede en masse med vores partner, og vi lærte om god kommunikation, konfliktløsning,

Familie

tilgivelse, sex, intimitet, ligeværd, Guds plan for os og meget mere. Der blev tid til at sætte nye mål i parforholdet og overveje, hvad vi selv er villige til at investere i det. På de anonyme evalueringer svarede 100% ja på spørgsmålet, om de vil anbefale andre par at komme på parweekend. Så hvis du møder nogen af dine venner, der inviterer dig med næste gang, det finder sted, så sig endelig ja tak og gør det! De fik noget brugbart ud af det, og det er en god investering at gøre noget godt for sit parforhold. Familieweekend I marts måned var der så fokus på familier med børn – igen på Hvidekilde. Karen og Bernie Holford fra Skotland kom og underviste på deres kompetente og kreative måde. Vi lærte om, hvordan vi sætter sunde grænser, og hvilke værdier der er vigtige for os som familie. Vi blev udfordret til at være ”hyrdeforældre”, som beskrevet i Salme 23, og vi blev mindet om, hvor vigtigt det er opfylde vores børns følelsesmæssige behov. Vi var til spændende familieandagter og -gudstjeneste, hvor vi fik bygget guldhuse, fundet får, fanget kaniner, var til den bedste fest hos kongen og meget, meget mere, som fangede både børn og voksnes opmærksomhed. En sådan weekend giver mange børnefamilier et tiltrængt boost i form af socialt samvær med andre familier på lige vilkår, nye input til børneopdragelsen og åndeligt fællesskab og tilbedelse på en familievenlig måde. Det var også rigtig dejligt at se nye familier med helt små børn, som fandt det vigtigt at bruge tid på at lære om, hvad det vil sige at være kristen forælder i dag. Næste familieweekend er den 27.- 29. september på Himmerlandsgården, så sæt gerne kryds i kalenderen og planlæg at være sammen med os der.

PREP kursus Familieafdelingen har også her i foråret holdt endnu et PREP kursus, denne gang i et samarbejde mellem Nærum Menighed og Nærum Privatskole. Dejligt, at vi kan få lov til at give nogle af alle de gode værdier og redskaber videre både til forældre, menighedsmedlemmer og mennesker fra lokalområdet. Det giver så meget god me-

ning at kunne hjælpe med at forebygge at flere familier splittes op og hjælpe til med at skabe mere glæde, nærhed, tryghed og forpligtelse til familier. For det er nu igen påvist, at vi kan gøre meget for at få bedre familier. Og når hele familien trives, så bliver der overskud til også at være det lys i verden, som Gud har kaldet os til.

Husk næste familieweekend den 27. - 29. september 2014 på Himmerlandsgården med Irma og Leslie Ackie

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Årsregnskab

Årsregnskabet 2013 Unionsbestyrelsen var samlet den 27. april på Vejlefjordskolen, hvor Adventistkirkens revisor også deltog. Regnskabet for kirken, samt associerede virksomheder, for 2013 blev godkendt. Tekst: Björgvin Ibsen Helgason

å følgende side kan du se tallene. Linjen „Indtægter fra medlemmer“ dækker bl.a. over tiendeindtægter, som er steget med 2,78% fra 2012. Vi takker for medlemmers opbakning ved returnering af tiende. Unionsbestyrelsen var samlet den 27. april på Vejlefjordskolen, hvor Adventistkirkens revisor også deltog. Regnskabet for Kirken, samt associerede virksomheder, for 2013 blev godkendt. På følgende side kan du se tallene. Linjen „Indtægter fra medlemmer“ dækker bl.a. over tiendeindtægter, som er steget med 2,78% fra 2012. Vi takker for medlemmernes opbakning ved returnering af tiende. Arveindtægter er markant højere end det gennemsnitlige. Vores medfølelse går til

familie og venner, men tak skal følge dem, der er sovet ind og har tænkt på Herrens arbejde i deres testamente. Resultat af ordinær drift er 1,2 mio. kr. højere end budgetteret, selvom vi har måttet tage hånd om nogle uforudsete renoverings opgaver. Efter resultatet af ejendomssalg for -698.000 og hensættelser til senere formål udover anvendelser på -518.000, er årets resultat netto på 906.000 kr. Årets resultat i budgettet var estimeret til 799.000 kr. og sammenlignet dermed altså 107.000 kr. højere end budgetteret. Hvis vi på balance-siden under passiver sammensætter prioritetsgæld, driftskredit og kreditorer er de samlet gået i positiv retning med 7 mio. sammenlignet med forrige år.

Det samlede årsregnskab med noter ligger på adventist.dk/adventister/okonomi/arsregnskaber og kan rekvireres ved henvendelse til unionskontoret. Det er en glæde, at Adventistkirken i Danmark har opnået en positiv drift under de strenge forudsætninger, vi har i disse år. Vi oplever en stor opbakning fra medlemmer, der trofast støtter Adventistkirken med økonomiske midler. Vi er taknemmelige for denne støtte og ønsker at takke alle, der har bidraget til Herrens arbejde i 2013. Vi beder for velsignelser i jeres Gudsforhold.

Syvende Dags Adventistkirken, Danmark RESULTATOPGØRELSE Note

2013 i kr.

2012 i kr.

Indtægter fra medlemmer Andre indtægter Bruttoresultat

1 2

24.661.623 8.348.525 33.010.148

22.457.063 8.297.808 30.754.871

Personaleomkostninger Administration Evang.arbejde, afd.arbejde og bevill. Ejendommes driftsudgifter Afskrivninger Driftsresultat

-14.871.307 -1.173.548 -7.105.099 -3.243.187 -1.977.943 4.639.064

-14.163.134 -1.280.430 -6.781.474 -3.164.111 -2.088.257 3.277.465

457.872 -2.220.013 -754.263 2.122.659

530.954 -4.310.421 -516.097 -1.018.099

Resultat af ejendomssalg Resultat før øremærkede

-698.459 1.424.200

754 -1.017.345

Hensat til gæld vedr. øremærkede gaver Tilbageført hens., anvendt øremærkede gaver Årets resultat netto

-2.472.889 1.954.695 906.006

-2.661.587 1.828.168 -1.850.764

Finansielle indtægter Finansielle omkostninger Associerede virksomheders resultat Resultat af ordinær drift

Adventnyt · No. 4 juni 2014

4 5

Årsregnskab

Syvende Dags Adventistkirken, Danmark BALANCE PR. 31. DECEMBER Aktiver

2013 i kr.

2012 i kr.

7 8

142.261.019 754.285 143.015.304

148.239.133 899.895 149.139.029

216.981 180.672 3.415.387 3.813.040

185.965 153.935 3.771.057 4.110.957

146.828.344

153.249.985

156.108 3.040.185 98.538 1.205.502 602.825 5.103.159

315.921 2.489.757 87.079 1.140.787 405.507 4.439.049

151.931.503

157.689.035

1.190.454 86.010.930 87.201.384

-2.249.183 88.553.161 86.303.978

3.985.949 770.000 28.866.769 395.825 34.018.543

3.307.755 710.000 38.303.174 377.070 42.697.999

Pensionsforpligtelser, kortfristet Driftskredit Handelsbanken Kreditorer Betroede midler Anden gæld Periodeafgrænsningsposter Kortfristede gældsforpligtelser i alt

275.351 14.098.779 15.007.424 1.266.249 44.127 19.646 30.711.576

275.351 17.218.657 9.535.248 1.552.864 40.000 64.938 28.687.058

Gældsforpligtelser i alt

64.730.119

71.385.057

151.931.503

157.689.035

Materielle anlægsaktiver Grunde og bygninger Inventar og udstyr Materielle anlægsaktiver i alt Finansielle anlægsaktiver Egenkapital associerede virksomheder Depositum i lejemål Langfristede udlån Finansielle anlægsaktiver i alt

Note

Anlægsaktiver i alt Omsætningsaktiver Kortfristede udlån (personale) Debitorer Periodeafgrænsningsposter Varebeholdning (Dansk Bogforlag) Likvide midler Omsætningsaktiver i alt Aktiver i alt Passiver Egenkapital Fri Egenkapital (incl.assoc. virksomheder) Reserve for opskrivning af ejendomme Egenkapital i alt Gældsforpligtelser Hensættelser af øremærkede gaver Langfristede hensættelser Prioritetsgæld Deposita Langfristede gældsforpligtelser i alt

10 10

Passiver i alt Sikkerhedsstillelser Eventualforpligtelser

12 13

Adventnyt · No. 4 juni 2014

ADRA

ADRA bekæmper korruption Tekst: Bjørn Krøll / Foto: ADRA

or at kunne høste store og sunde afgrøder i Malawi er det nødvendigt for landmænd at bruge den bedste slags gødning. Da gødning kan være dyrt, har regeringen i Malawi udviklet et kuponsystem for at sikre landmænd i Malawi tilskud til gødningsudgifterne. Tilskuddet gør, at landmænd kan købe en pose gødning for kun ca. 5 kr. mod forevisning af kuponer. Men i 2013 solgte korrupte lagerforvaltere i Namphungo paller med gødning til private mellemmænd. Mellemmændene solgte efterfølgende gødningen videre til priser på op til ca. 40 kr. pr pose,

Adventnyt · No. 4 juni 2014

hvilket meget få landmænd havde råd til at betale. Landmænd finder selv en løsning Landmændene, der deltager i et af ADRA Malawis uddannelsesprogrammer, hvor de undervises i basiskundskaber, bedre dyrkning af jorden og almindelige rettigheder, bragte problemstillingen op på et møde med henblik på at finde en løsning. De besluttede at rette henvendelse til deres landsbyledere og en landbrugsorganisation, så disse kunne blive talsmænd i landmændenes kamp mod korruptionen.

ADRA

Et møde i sagen blev efterfølgende afholdt i retsbygningen i Namphungo med deltagelse af politiske repræsentanter, interessegrupper, regeringsansatte og politiet. Nye regler vedtages Landmændenes komité, dannet ved hjælp af ADRA Malawis uddannelsesprogram, gik videre i sine bestræbelser for at komme korruptionen til livs. Man sørgede for, at leveringen af gødning nu er ændret, så det er vanskeligere for mellemmænd at købe store mængder gødning. På mødet i Namphungo blev det også vedtaget, at hver køber maksimalt kan bruge op til 2 kuponer ad gangen ved køb af gødning, samt at hver landsby kun kan sælge gødning én dag om ugen. Dette for at undgå misbrug af kupon-systemet. De lokale myndigheder har desuden vedtaget nye love, der betyder, at fremtidige lovovertrædere kan straffes.

ADRA har lært os at handle Før disse tiltag blev en realitet, mente mange landsbyer, at deltagelsen på ADRA Malawis uddannelsesprogram var tidsspilde, at det ikke var muligt for landsbyerne selv at forbedre deres situation, og at tingene altid ville forblive, som de var. Ved hjælp af ADRAs uddannelsesprogram har folk i landsbyerne ændret deres holdninger og fundet ud af, at man selv kan

løse sine problemer og selv kan sørge for forandringer i landsbyerne og derigennem forbedre egne levevilkår. Det nytter ikke bare at vente på, at tingene ændrer sig af sig selv, eller at andre sørger for forandringer i landsbyerne, men at man selv må tage ansvaret og derigennem selv være med til at skabe forbedringer for sig selv og sin landsby. Det er langsigtet og bæredygtig udvikling.

Køb et ægte litografi af Carsten Frank og støt ADRAs arbejde ADRA Danmark tilbyder nu Adventnyts læsere et ægte litografi af højeste kvalitet, specielt fremstillet til ADRA. Om Carsten Frank Født 1954 i Silkeborg, læst kunstforståelse ved Silkeborg Seminarium og kunsthistorie ved Århus Universitet. Etablerede sig i 1990 som fuldtidskunstner i Spanien. Har optrådt i dagblade, magasiner, radio og TV og opnået stor anerkendelse for sin kunstneriske indsats. Carsten Frank har siden 1990 haft ca. 50 separate udstillinger på gallerier i Danmark og udlandet. Har løst større udsmykningsopgaver for Bang & Olufsen, Nykredit, KPMG, Danske Bank, Jyske Bank, Grundfoss, Den Kongelige Danske Ambassade i Washington og mange flere. Der er udgivet flere publikationer om Carsten Frank og hans værker. Den mest monumentale er Steffen Langes bog ”Carsten Frank—Kosmopolit fra den centrale periferi”, 2005, Forlaget Hovedland. Motiverne til sine billeder henter han fortrinsvis i Spanien og norden. Denne gang henter han inspiration fra Afrika. Giv dig selv eller en af dine nærmeste et smukt litografi, og støt samtidig ADRAs arbejde. Pris for litografi er 775 kr. pr. stk. Efterfølgende indramning hvis ønsket: 350 kr. Mål på billedet indrammet: 90 x 70 cm

Carsten Frank har besluttet at al overskud ved salget skal gå til genhusning af flygtninge i Burundi i samarbejde med ADRA Danmark.

Køb af litografi: Henvendelse til: Bjørn Krøll, pr koordinator, ADRA Danmark. Tlf: 45 58 77 04, bjokro@adra.dk Eller ved brev til: ADRA Danmark, Concordiavej 16, 2850 Nærum Husk at oplyse fulde navn, adresse, tlf. og ønskede antal, samt hvorvidt billedet/ billederne ønskes indrammet.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission

Mission og discipelskab ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.” (Matt 28,19.20). Tekst: John M. Fowler (Oversat fra engelsk, Ministry Magazine 1993, nr. 3) / Foto: Colourbox

et kristne kald til mission har ikke sin oprindelse i noget menneske, heller ikke i kirken, men i Guds egen natur. Bibelens Gud er en Gud, der sender ud. Han sendte Noa med et budskab om frelse til en verden, der var underlagt syndflodens dom. Han sendte Abraham ud i det ukendte, så han kunne erfare troens kraft. Han førte Josef i fangenskab og til Egyptens kongelige hof for at bevare en rest for sit navns skyld. Han sendte Moses til Faraos undertrykkende regime, så frihedens klokker kunne ringe i historiens korridorer. ”Fra den dag” har han ”igen og igen” sendt profeterne til sit folk i Det Gamle Testamente (Jer 7,25). Da tidens fylde var inde, sendte han sin Søn, Jesus. Og Sønnen sendte sine disciple. Den kristne mission er således en forlængelse af Guds egen natur, som er levende og omsorgsfuld nok til at opsøge og frelse det enkelte menneske, hvor det end befinder sig. Det er den levende Gud, den omsorgsfulde Gud, der sender ud. Den levende Gud så Sodoma, og i sin omsorg sendte han engle ud for at advare om den forestående dom og tilvejebragte et middel til frelse for de få, der ville lytte til advarslen. Den levende Gud havde omsorg nok til at sende Jonas. Den levende Guds omsorg for verden gjorde, at han sendte sin søn. Hvis fundamentet for den kristne mission er Guds søgende natur, ligger behovet for dens mission i menneskets fortabelse. Gud søger efter dem, der er borte fra ham. Mission er at give de fortabte budskabet om en Gud, hvis kærlighed og omsorg er så

Adventnyt · No. 4 juni 2014

stor, at han uophørligt venter på, at de skal besvare hans kald. Derfor har mission kun ét centralt budskab. Vend om og kom hjem. Mission: Kom hjem At kunne ’samles hjemme’ er den kristne missions vigtigste formål, uanset hvilket sted man måtte komme fra. Det kunne være et fjernt land, hvor de aldrig har hørt Jesu navn, eller et hjem lige overfor den kirke, du kommer i. Eller manden, der sidder ved siden af dig i flyet, eller den, der sidder på en bænk i en park og spekulerer på, hvor det næste måltid skal komme fra. De ’hjemløse’ findes overalt i dit nærmiljø, fjendtlig indstillet overfor din tro, din kultur, gnider skuldre med dig eller sidder ved dit bord. Mission er guddommelig kærlighed og ressourcer, der konfronterer menneskeligt oprør og behov. Mission hjælper mennesket til at opdage, at den almægtige Gud har et hjem for hjemløse, et håb for dem uden håb, et liv for de døende. Men spørgsmålet er, hvordan den kristne mission formidler disse løfter og opnår en respons? Mission: Budskabet For det første må al mission altid være tro imod budskabet. Da jeg besøgte et ’Global Mission’ projekt i Indien, havde jeg en interessant samtale med et medlem, der lige var blevet døbt. Han havde tidligere tilhørt metodistkirken, men var blevet syvendedagsadventist, og jeg ønskede at vide hvorfor. Den grund, han gav mig, overraskede

mig ikke. Han var imponeret over strukturen i Adventistkirkens organisation og den tryghed, det gav hans familie og hans børn. Vores organisation, vores veletablerede skoler, vores hospitaler og de synlige beviser på Adventistkirkens velfungerende, overordnede struktur havde helt sikkert haft indflydelse. Der er måske heller ikke noget forkert i, at sådanne ’tryghedsting’ får medindflydelse på en beslutning, men samtalen fik mig til at gå i tænkeboks. Er det muligt for det kosmetiske at erstatte missionens primære indhold? Er det tænkeligt, at hensigten med at bringe evangeliet til et uomvendt hjerte bliver kørt ud på et sidespor på grund af behovet for at opnå et målbart resultat til den fastsatte tid? Det, der står på spil, er: Hvad er hovedbudskabet i vores mission? Troskab til en struktur eller anerkendelse af Guds suverænitet. At gå fra et trossamfund over til et andet eller at tage imod den korsfæstede Jesus og vente på hans genkomst? At søge sikkerhed i kirkens eksterne ting eller fuldkommen overgivelse til Ham, der beder os om at komme og dø til selvet? Missionsbefalingens vigtigste opgave er ikke at undervise om alt det, Jesus lærte, det er ikke at døbe, det er ikke at få flere medlemmer – som om alle disse ting er vigtige, når det kommer til kirkens liv og vækst. Hovedprincippet er at gøre mennesker til Jesu disciple. Mission: At gøre til disciple Det fører os til et andet vigtigt punkt:

Tema: Et liv i mission

Disciple og discipelskab. Det siger sig selv, at hvis jeg ikke selv er en discipel, så kan jeg heller ikke begynde at forstå betydningen af discipelskab, og hvordan man gør andre til disciple. Meget af den kristne mission bliver meningsløs, fordi de, der er involveret i mission, snarere ligner lejesoldater end missionærer. Forskellen mellem de to er loyalitet og motivation. Lejesoldaten tænker først og fremmest på sig selv, og loyaliteten er relativ, omskiftende og midlertidig. Når det kommer til missionæren, er selvet korsfæstet. Der er fuldkommen kompromisløs og ubestridelig loyalitet til ham, der udsender, og motivationen er den enestående kærlighed til Guds døende børn, der bor i ham. Herren siger: ”Hvis nogen kommer til mig, og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel” (Luk 14, 26.27). David Watson kommer med denne stærke kommentar til skriftstedet: ”Disciple må give fuldstændig afkald på den begærlige og dominerende ånd, der er så karakteristisk

for store dele af samfundet i dag. Intet er hans; han har ingen rettigheder over det, han ejer. Det kan være nyttigt – og måske endda nødvendigt – at tænke grundigt over alt det, vi er i besiddelse af: Penge i banken, værdipapirer, møbler, værdigenstande, hobbyer, antikviteter, tøj, familie og venner, planer og ambitioner, job og profession, brugen af vores tid og energi, gaver og evner – og derefter mentalt og i bøn give alt sammen til Jesus og anerkende ham, som ejer af vores liv. Det er betingelserne for kristent discipelskab. Og hvis vi tror, at det er at gå til yderligheder, eller at være fanatisk, så har vi brug for at blive mindet om, at det var den ånd, der satte urkirken i brand for Kristus, og det er også den ånd, der gør nutidens mest revolutionære grupper så meget mere effektive end det tyvende århundredes kristne kirke.” Den største udfordring, den kristne mission står overfor i dag, er altså mere end politik, mere end økonomi og mere end strategier. Det er at være en discipel. At være en prædiken i sko. Det er ikke mærkeligt, at Nietzsches udtalelse, at kristne skulle

se mere frelste ud, hvis han skulle tro på deres frelser, finder dets ekko på tusindvis af forskellige måder i vores materialistiske, irreligiøse, humanistiske og generelt ligeglade samfund. Hvis formålet med discipelskab er at gøre andre til disciple, så medfører det, at discipelskab går længere end til omvendelse. Omvendelse er en forandring – et valg. Et fravalg af gamle værdier og overbevisninger og et tilvalg af nye. Discipelskab er mere end omvendelse. Discipelskab kræver forandringer. Det kræver, at der tages nogle valg. Men frem for alt beder det os om personligt at forpligte os til Jesus. At han bliver alt for os. Discipelskab er at gå til korset, at sige til manden på korset, at jeg intet er, og at jeg er parat til at give alt. At jeg ønsker hans nåde og barmhjertighed hver dag i mit liv, og at jeg med hans hjælp ønsker at tage det kors op, han har givet mig – og derefter at gå og finde en anden og fortælle vedkommende: ”Der er en mand på korset, som kan gøre det samme for dig, som han gjorde for mig.”

FÆLLES MIDTJYSK

Kurstedet

DIE ARCHE

S MMER GUDSTJENESTE

Zislow

SABBATTEN DEN 30. AUGUST 2014

Specielt tilbud til gæster fra Danmark:

GUNNAR PEDERSEN "Herren kommer!"

29. juni til 6. juli 2014

Få inspiration til livsstilsforandringer sammen med andre helseinteresserede. Nyd en herlig uge med dejlig mad, spa, ture og behandling efter New Start principperne. Komplet blodprøve, massage med varmebehandling og konsultation er inkluderet i prisen. 7 overnatninger. Pris pr. person. Enkeltværelse Dobbeltværelse Dobbeltværelse extra

09.30 10.45 12.30 14.00 14.30 16.00

Herren kommer Herren venter Middag Sangprogram Herren overrasker Servering og tak for i dag

OBS! TILMELDING TIL MIDDAGEN SENEST 20. AUGUST Bente Rasmussen, 9714 7037 Maj-Britt Markussen, 9714 0397 britter@mvb.net

dkk 5400,dkk 4650,dkk 4950,-

Dansk kontakt og koordinering af fællesrejse: +45 51 72 73 89 eller +45 20 47 85 76 julian@gpsdk.com

VELKOMMEN

Adventistkirken · Lille Nørlund · Brandevej 26 · 7430 Ikast

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission

Interview med Paul Birch Petersen

Jeg siger ’Ja’ Det er ikke helt enkelt at få et interview med Paul Birch. For det første er han en meget travl person, og for det andet befinder han sig på den anden side af Atlanterhavet. Men da Paul – foruden at være en hyggelig og humoristisk person med et glimt i øjet – også er hjælpsomheden selv, sagde han ja til at besvare nogle spørgsmål via e-mail. Tekst: Birthe Kendel

De fleste af os kender den voksne Paul, men jeg er nysgerrig med hensyn til, hvordan du er blevet den person, du er i dag? Fortæl lidt om din baggrund: Min mor voksede op i et adventisthjem uden at blive døbt. Hun traf min far, som ingen religiøs baggrund havde. De blev gift og levede som gode danskere. Jeg er det tredje af fire børn og blev døbt i folkekirken. Min far blev imidlertid interesseret i sine svigerforældres religion, og gennem Thorvald Kristensen og Henning Jacobsens arbejde blev mine forældre døbt og tilsluttede sig menigheden i Århus. Som stor dreng begyndte min personlige søgen. Jeg skrev og læste meget. Dostojevskijs værker havde jeg læst som 13-årig, og jeg læste til og med Mormons Bog. Men Bibelen blev mit et og alt, og derigennem fandt jeg Jesus, troen og læren og blev døbt i Roskilde. Mit liv derefter blev menigheden og dens mission. Jeg prædikede og studerede på skift, og i min tid som ungdomspræst på Skodsborg var jeg så heldig at træffe Marit. Vi har været gift i 37 år, og uden hendes og familiens forståelse af Guds kald og menighedens behov var jeg ikke blevet til meget.

Når du siger, at dit liv blev menigheden og dens mission, så fortæl lidt om, hvordan du forstår og tolker begrebet ’mission’ Jeg tænker altid først over begrebet i betydningen af at være sendt. Vi er sendt af en anden, nemlig Jesus. Det betyder, at vi alle som kristne er sendt, hvor vi er. Vi er derfor også sendt med et bestemt indhold. Som apostel eller missionær (ordene kommer fra henholdsvis græsk og latin og betyder det samme) bestemmer jeg ikke indholdet – selve budskabet. Det er givet af Jesus. Det drejer sig ikke om mig og mit. Vi kan vælge formen, men det gør vi i lyset af, hvad de andre – modtagerne – bedst forstår. Praktisk set har jeg altid sagt ’ja’, når menigheden bad mig om at gøre noget, hvis det var fysisk muligt for mig, med nogle få hæderlige undtagelser. Lige fra høstindsamling og missionslæsning til prædiken i små og store menigheder. Derved har jeg lært en masse om mine egne begrænsninger. Som nyomvendt adventist tilbragte jeg en sommer som ’kolportør’ på Holbæk egnen. Af en eller anden grund lykkedes det ikke for en 17-årig knægt, der knapt kunne koge et æg uden at lave ravage i køkkenet, at sælge nogen udgave af den vegetariske kogebog

Sund Mad til landbokonerne omkring Holbæk. Ved at prøve den opgave og mange andre har jeg lært at sætte pris på de talenter andre har og bidrager med til menighedens mission. Og menigheden har bedre lært, hvad den ikke skulle bede mig om at gøre, fordi en masse andre medlemmer egner sig langt bedre. Vi er et fællesskab. Den lille tilføjelse i parentesen – der giver lidt ekstra info – viser, at du er en person, der kan lide at lære fra dig. I hvor stor grad kan man som underviser gøre faget mission til noget ’praktisk’, så det bliver en personlig erfaring, de unge tager med sig ud i livet?” Både på det lokale menighedsplan og i den formelle uddannelse, hvor jeg for tiden arbejder (Andrews University), er det vigtigt, at vi tager andre med i vores oplevelser i mission. Vi taler i dag om discipelskab. Tag en ung eller mere uerfaren person med på besøg i hjemmene eller i det offentlige rum og tal om, hvorfor vi gør, som vi gør, og om, hvad der kan gøres anderledes. I undervisningssammenhæng har jeg bestræbt mig på at involvere eleverne så meget som muligt. Vi forsøger at tage dem med og lade dem deltage, når vi besøger menighe-

Praktisk set har jeg altid sagt ’ja’, når menigheden bad mig om at gøre noget, hvis det var fysisk muligt for mig, med nogle få hæderlige undtagelser. Lige fra høstindsamling og missionslæsning til prædiken i små og store menigheder.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission

der til gudstjenester og seminarer. Sidste år havde jeg en flok studerende med til Cuba, hvor både eleverne og jeg selv holdt offentlige, evangeliske møder og besøgte private hjem og husmenigheder. Det var eksotisk og en oplevelse for livet, men vi gjorde noget tilsvarende i en mindre by med meget små og helt almindelige menigheder året inden. Er det svært at motivere missionstanken blandt de unge i den sekulære vestlige verden? Missionstanken motiveres af evangeliet om Jesus. Hvordan kan jeg andet end ønske at dele, hvad jeg har oplevet med ham? Hvor Jesus som korsfæstet ikke prædikes klart, ender vores kristelige samvær let med at være en kredsen om, hvor dejligt vi har det – eller ikke har det. Men enhver kristen er kaldet til at være missionær. Jeg husker endnu Thorvald Kristensen give missionshilsen fra Afrika ved et årsmøde: ”Gud havde kun én søn. Og han blev missionær. ” Vi lever i en tid med tolerance. Det er godt, men kan overdrives. Vi er sendt af Jesus og bør gå med den selvsikkerhed, der følger af at have modtaget et guddommeligt kald. Vi har fået et budskab, som er væsentligt og værdifuldt. Der er al grund til at være begejstret over det. Rent praktisk tror jeg dernæst, det er vigtigt, at vi åbner døren, så unge kan afprøve deres ideer. Lad os være positive og opmuntre til nye missionsforsøg. Det er derved, vi lærer – og hvem siger, at vi gamle kender alle de rette måder at gøre tingene på? Et par af mine elever har taget et friskt initiativ i vinter. De begyndte i Chicago, hvor de stillede sig op på torvet og i parker med et skilt, hvor der stod: ”Uforpligtende, intelligent samtale!” Uden at bombardere andre med deres egne tanker, har de åbnet for samtale med en række mennesker om, hvad disse mennesker selv først har på hjerte. Denne sommer rejser de til ni forskellige storbyer i USA for at gøre noget tilsvarende. Vil det vælte verden? Næppe! Er det alt, vi skal gøre? Slet ikke. Men bør vi støtte? Naturligvis!

Det lyder som en spændende udvidelse af den gademission, mange menigheder i Danmark allerede er engageret i. Har du et råd til de unge, der er bange for at give slip på det kendte og gå ind i missionens tjeneste? Først er det værd at huske, at fremtiden jo under alle omstændigheder er ukendt. Dernæst bør vi understrege, at en tømrer også er kaldet til at være missionær. Hvis man føler sig kaldet til at arbejde på fuld tid for menigheden, er det vigtigt at have en ydmyg og professionel holdning. De to egenskaber hænger sammen. Sund, kristen professionalisme betyder, at jeg indser nødvendigheden af at dygtiggøre mig, lytte, lære og gøre det bedste, jeg kan – og at jeg forstår, at dette er et vedvarende behov. Et bibelsk ord for det er ’gudsfrygt’, visdoms begyndelse. Og lad mig da understrege, at til syvende og sidst er mission et udtryk for, at jeg elsker Jesus og ønsker, at andre skal lære ham og hans budskab at kende. Har missionen givet dig nogle udfordringer eller kaldt dig til opgaver, som du egentlig ikke selv havde lyst til – eller følt dig kaldet til? Alle jobs i livet indeholder pligter, som vi udfører, simpelthen fordi de skal gøres. Det er selvisk og også uprofessionelt at forvente, at jeg kun skal bidrage til fællesskabet, hvor den personlige lyst er overvældende. Et par eksempler. For nogle år siden blev jeg bedt om at forsøge at mægle mellem en såkaldt uafhængig gruppe, som på Fiji havde et mægtigt opgør med vores organiserede ledelse og menighed. Gruppen fik stor økonomisk støtte fra kilder i USA og arrangerede alternative og konkurrerende programmer. Det var ikke en behagelig opgave. Desværre var gruppens ledere i al deres påtagede hellighed mere interesserede i de penge, som de personligt kunne modtage, end i at arbejde med og for menigheden. Jeg var involveret i en tilsvarende opgave i

Australien, hvor en række af vores ivrige og meget konservative medlemmer efter års kritik og negativitet ønskede et forbedret forhold til menigheden. Her skabte deres historie problemer, fordi en del personer i menigheden havde svært ved at glemme fortiden. Heldigvis gik den opgave godt, og adskillige af vores i dag meget betydende prædikanter i Australien, der kom fra disse yderfløje, er i dag positive støtter også for de dele af menigheden, som de tidligere bekæmpede. Men disse opgaver var ikke opgaver, jeg først gik til med stor lyst – men de skulle gøres, og jeg blev bedt om at udføre dem. Et sidste spørgsmål: Hvordan har du oplevet Gud som arbejdsgiver? Han er meget bedre, end jeg har været! Han er spændende og har en lagtidsstrategi, som ingen af os kan forudse. Han er utrolig tålmodig. Når jeg ser tilbage, ved jeg, at jeg ingen anelse havde om, hvilke fantastiske oplevelser, der ventede mig. Simpelthen at gå, hvor man bliver kaldet, kan føre til de mest fascinerende erfaringer. Hvem kunne ønske sig et bedre liv!

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission

Interview med Janos Kovacs-Biro

At holde et løfte... Janos Kovacs-Biro blev født ind i en ungarsk familie i Transsylvanien – den vestlige del af Rumænien. Han var familiens tredje barn, og selv om han er femte generation af adventister, er han indtil nu den eneste, der er blevet præst. Tekst: Birthe Kendel / Foto: Colourbox

om barn voksede han op i et landsbymiljø, hvor han fik kendskab til landbrug og bygningsarbejde, og hvor han som ung lærte at betjene strikkemaskiner, der producerede sweaters. Han var flittig i skolen og pointerer, at han som regel var den bedste i klassen. Lektierne blev læst, mens han gik de ca. 5 km hjem fra skole, og når han havde spist, hjalp han sin far eller spillede fodbold, til det blev mørkt. Efter at have spillet som målmand på et professionelt fodboldhold, fik han tilbud om at spille på et første divisionshold. Selv om det var fristende, valgte han at sige nej pga. helligholdelsen af sabbatten. Den beslutning fik senere stor betydning for ham, når det kom til det, at stå fast på det, han troede på. Da han var 16, valgte han at blive døbt, og som 17-årig holdt han sin første prædiken – og han har prædiket lige siden. Janos, som du selv fortæller, var du bare en stor dreng, da du begyndte at prædike. Men at prædike er jo mere end blot at tale fra en talerstol. Hvad er din forståelse af ordet ’mission’? Fordi jeg gik i en almindelig folkeskole, hvor jeg ofte var den eneste adventist, lærte

Adventnyt · No. 4 juni 2014

jeg, at uanset, hvor vi er, repræsenterer vi Gud og Bibelens principper. Så uden helt at være klar over det var jeg missionær i min skole, og to af mine klassekammerater er senere blevet adventister. Jeg var også missionær, mens jeg aftjente min værnepligt, hvor en af mine kollegaer også blev adventist. Det var da, det begyndte at gå op for mig, at Gud brugte mig – at han nåede ud til andre igennem mig. Jeg var stadig i hæren under revolutionen i Rumæniens hovedstad, Bukarest, da Ceausescus regering faldt. Snigskytter beskød alle soldater i uniform, og på bare fem minutter døde fem af mine kammerater. Jeg var 20 år og bad, som jeg aldrig før har bedt: ”Gud, hvis du redder mit liv, vil jeg altid tilhøre dig.” I det samme hørte jeg et skud. Jeg så en lille sort plet komme lige imod mig, men før den ramte mit hoved, forandrede den kurs og ramte træet, der stod lige bag mig. Jeg ved, at det var Guds hånd, der reddede mit liv. Jeg begyndte at studere på seminaret i Budapest og fik, før jeg var færdig, et kald fra kirken til at arbejde som intern. Min første opgave var at arbejde med unge mennesker og fangerne i et fængsel. At føre mennesker til en omvendelseserfaring blev – og er stadig – det, der har før-

ste prioritet i mit liv. Min bøn hver morgen er: ”Herre, jeg er parat. Brug mig igen til din ære og til menneskers frelse.” Det er en livsstil – noget fantastisk og spændende, men også en ydmyg erfaring at arbejde sammen med vores almægtige Gud. Ellen White har ret, og jeg kan bevise sandheden i denne udtalelse: ”Enhver sand discipel er født ind i Guds rige som missionær. ” En missionær vil altid stå over for mange udfordringer. Hvad har været de største udfordringer, du har haft – eller har – som evangelist? Der har været mange store udfordringer. Vi har alle en missionsmark rundt omkring os, mennesker vi kan påvirke, og som Gud har betroet os. Vi er dem, der bedst kan række ud til dem, der er i vores omgangskreds. Jesus kalder os til at være sine disciple, ikke kun medlemmer af en menighed. Bibelen bruger ikke ordet ’medlemmer’. Vi er enten en af Jesu disciple – eller en missionsmark. At finde måder at gøre evangeliet relevant på er en anden stor udfordring. At være det relevante budskab er sværere end at prædike det. Jeg tror, det er vigtigt, at vi som adventister genopliver ’sandheden for vor tid’, som for mig er, at ”Gud arbejder i ethvert

Tema: Et liv i mission

menneskes hjerte, og han ønsker, at jeg skal arbejde sammen med ham der, hvor han allerede arbejder.” Gud har en mission her på jorden, som vi kan være en del af. På den måde kan vi altid være relevante. En tredje udfordring er at vidne på en naturlig måde. Det er mit indtryk, at nogle har tabt den naturlige side af adventismen. De er så ivrige efter at fortælle mennesker sandheden, at det bliver meget unaturligt. Der må være balance mellem det, vi siger, og det vi gør. Vi er i stand til at hjælpe der, hvor der er behov for det, men måske er vi ikke altid villige til at gøre det. At være jordens salt og verdens lys er de to naturlige metaforer, Jesus brugte, da han opmuntrede sine disciple til at leve det liv, deres mester levede. Jeg ved, du har rejst i mange lande – noget der byder på mange og ofte store kulturelle forskelle. Hvilke udfordringer står vi overfor i dag som et verdensomspændende kirkesamfund? Lad mig føje lidt til det, jeg allerede har nævnt: Graden af det personlige engagement i kirkens mission er en stor udfordring. Det er ofte de få, der må bære den tungeste ende af arbejdsbyrden. Det er også dem, kritikken er rettet mod. Til sidst ’brænder de ud’ og opgiver. Magelighed er en af Satans største fristelser. Måske har vi brug for at forandre måden, vi forbereder mennesker til dåb og discipelskab. Mit forslag vil være, at der er en praktisk forberedelse til det at være et vidne og en discipel, hvor vi går sammen med mennesker, mens de vokser i deres kristne erfaring. Når det kommer til de opgaver, der falder inden for menighedens rammer, vil jeg foreslå en kort

(2-4 ugers) periode, hvor man giver personer forskellige opgaver, alt efter deres åndelige gaver og interesser. Når perioden er slut, værdsættes det arbejde, der er udført. Strukturering af lederskab er en anden stor udfordring indenfor kirken. Ledere er ofte så overbebyrdede, at det er umuligt for dem at forholde sig til alle de udfordringer, der er i deres distrikt/menighed. På den måde bliver de en flaskehals, når det kommer til mange initiativer. Hvad de involverer sig i, bliver gjort. Hvad de ikke har tid og kræfter til, bliver ikke gjort. Deres sind og tanker koncentrerer sig hele tiden om problemløsninger. De får ikke den åndelige og fysiske opbakning, som de har brug for og kører træt. På den måde bliver det sværere og sværere at finde folk, der vil sige ja til lederskab. Vi har brug for at finde en måde, hvorpå vi kan støtte kirkens ledere, præster og menighedsforstandere, så de føler sig værdsat og respekteret, opmuntret og bedt for. Vi er én generation fra at dø ud som kirke i Europa. Jeg tror, at bedsteforældre kan gøre mere end bare at bede for deres familiemedlemmer. Der er historier, der skal fortælles til børnebørnene – historier fra Bibelen og historier om Gud. Det samme ansvar har forældrene naturligvis også. Vi har brug for at opdrage en ny generation, der kan føre Guds mission videre. Ved at satse på at nå unge familier med små børn kan vi nå tre generationer: Unge voksne, børn og bedsteforældre. Der er et stort behov for, at adventismen bliver en positiv bestemmende faktor i det europæiske samfund. Vi har så meget at tilbyde, når det kommer til relationer, livsstil, sundhed og social retfærdighed. Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at genoplive det kald,

Gud har givet os om at være en profetisk bevægelse, der forbereder mennesker for hans genkomst. Et sidste spørgsmål, før vi slutter. Før Jesus tog tilbage til himlen, gav han sine disciple – og os – dette løfte: ”Jeg vil være med jer alle dage, indtil verdens ende.” Har Gud holdt sit løfte til dig? Jeg er glad for, at du stiller mig det spørgsmål. Ja, Jesus – vores almægtige frelser og herre – kan ikke lyve. Han holder det, han lover. Jeg kunne fortælle mange personlige erfaringer, men vil nøjes med denne ene. Vi var i Khartoum for at holde et to ugers seminar for præster og missionærer. Vi havde slået et stort telt op, hvor vi om aftenen havde evangeliske møder. Første aften kom der 177 besøgende. En aften blev vi overrasket af en kraftig sandstorm. Det gjorde intet indtryk på tilhørerne, men jeg havde sand mellem tænderne, i næsen, ørerne og næsten overalt på kroppen. Da jeg kom tilbage til mit værelse, havde jeg tandpine. Jeg havde ikke mod til at opsøge en tandlæge i Khartoum, hvor der er meget AIDS. Jeg tog min bibel og satte mig til at læse. Jeg var kommet til Mathæusevangeliet kap. 18. Når jeg rejser til Sudan, tager jeg gerne forskellige ting med, som jeg evt. kan få brug for. Jeg fik slået på min tand, indtil den brækkede i to stykker, og derefter tog jeg min lille tang og trak tanden ud. Næste dag fortsatte vi med de offentlige møder, og da mødeserien var ved at være forbi, havde vi 456 tilhørere i teltet, og 88 tog imod Jesus som deres personlige frelser. Gud er god! Han er altid nær ved os, når vi har brug for ham. Og vi har hele tiden brug for ham.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi som adventister genopliver ’sandheden for vor tid’, som for mig er, at ”Gud arbejder i ethvert menneskes hjerte, og han ønsker, at jeg skal arbejde sammen med ham der, hvor han allerede arbejder.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission

Interview med Kaj Pedersen

Mit liv i missionens tjeneste ”Kristus kalder menigheden til tjeneste”, er overskriften på en af pastor Kaj Pedersens mangfoldige prædikener igennem et langt liv som præst og forkynder. I denne prædiken får menigheden uden omsvøb klar besked om opgaver og forpligtelser. Interview: Robert Svendsen / Foto: Doris Svendsen

en et liv i 100 % tjeneste for Gud er kun en berigelse, er prædikenens klare budskab: ”Kristus kalder enhver syvende dags adventist til at stå på sin post i denne afsluttende tid af jordens historie. Gud ønsker et folk, der kompromisløst vil forkynde Guds ord uden vaklen og med en brændende kærlighed til en døende verden … Intet er mere berigende og værdifuldt i denne verden end at investere vores liv og tjeneste for mennesker … Det at være en kristen vil sige at leve i tjeneste for Jesus 24 timer i døgnet, 365/366 dage om året.” Tanker og ord er lette at sætte på skrift. Noget andet er at sætte tanker og ord i spil i aktiv tjeneste. I et interview med Kaj Pedersen om hans liv som præst, bliver det hurtigt klart for mig, at for ham er det ikke bare ord, men der er handling bag ordene.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Mission i aktiv tjeneste for Gud og mennesker har altid har været en døgnbeskæftigelse for ham, 365 dage om året, og det har det været helt fra barnsben. På mit første spørgsmål, hvornår behovet for at dele evangeliet med andre opstod, fortæller Kaj: ”Jeg var 11 år, og bistået af min bror Hans begyndte vi evangelisk mødevirksomhed i et træskur på samme grund som adventistkirken havde til huse i Esbjerg. Målgruppen var de andre børn i kvarteret. Det var Guds gerning, og det foregik helt seriøst med undervisning i Bibelen, fx om skabelsesberetningen. De, der kunne opremse hele skabelsesugen, fik en præmie. Præmien var oftest et bundt sedler med et påtrykt skriftsted, "Tro på Jesus", som de præmierede delte ud i postkasserne. Vi førte også protokol over de omkring 20 børn, der kom til møderne.

Der var endda indlagt et årsmøde i årsprogrammet. Nogle af børnene fik vi ledt videre til kirkens børnesabbatsskole.” Ud over denne aktivitet gik 11-årige Kaj fra hjem til hjem og i de nærliggende forretninger og solgte småtraktater. I en alder af 14 år kommer Kaj til Vejlefjord Højskole for at videreuddanne sig. Sommerens aktivitet blev tidligt på skoleåret planlagt sammen med vennen Josef Hansen. De tog også på et kolportørkursus. De var således velforberedt og brændte nu efter at komme til Esbjerg og Fanø i kolportagen for at sælge og sprede den gode adventistlitteratur. Skuffelsen var derfor næsten ubærlig, fortæller Kaj, da ”højere magter” på skolen lagde andre planer for dem. De skulle arbejde i skolens gartneri den sommer. Pengene var ofte knappe. Det betød, at

Tema: Et liv i mission

Kaj måtte afbryde studierne og søge arbejde. Han havnede nu i Dronninglund og fik arbejde hos en gartner, som var adventist, og som i en periode havde arbejdet som prædikant. Hen over planter og stiklinge blev der talt om Bibelen, Jesus og profetierne. Kajs bibelunivers blev i denne periode udvidet i en sådan grad, at Kaj omtaler denne periode som ”Togo-universitetet.” Togo Gommesen var hans læremester, der øste ud af sin store viden og erfaring. 2 år blev det til i Dronninglund, så måtte Kaj videre i sit karriereforløb på et større gartneri i Esbjerg. Efter et år genoptog Kaj prædikantstudierne på Vejlefjordskolen, men da skoleåret nåede til april måned, var skolepengene atter engang sluppet op. ”For anden gang”, fortæller Kaj, ”fik jeg ansættelse i Gommesens gartneri i Dronninglund. Fritiden benyttede jeg så i missionens tjeneste med salg og uddeling af traktater. En af traktaterne om sabbatshelligholdelse havde ført med sig, at enkelte var begyndt at helligholde sabbatten. Præsten i den apostolske kirke besluttede sig for at tale imod sabbatten ved et lukket møde.” Kaj, som i mellemtiden havde lært Ellen at kende, som senere bliver hans trofaste hustru, og som kom i den apostolske menighed, fik nys om dette møde. Uden tøven banker Kaj på præstens dør 15 minutter før mødets start og spurgte, om han kunne få lov at overvære mødet. Det blev bevilget under strengeste pålæg om at forholde sig tavs. Kaj Pedersens Curriculum Vitae eller Blå Bog er omfangsrig og indbefatter opgaver som bibelarbejder, menighedspræst, forfatter til bøger og adskillige artikler, redaktør, foredragsholder, evangelist, bibellærer, højskoleforstander på Vejlefjordskolen, forstander for Korrespondanceskolen. Også afholdssagen har haft hans store bevågenhed. Endelig havde Kaj i en række år ansvaret for Divisionens litteraturarbejde og boede derfor i England. Kaj bor nu på en adresse i Daugård, hvor han og Ellen har haft deres bolig i mange år. Helbred og kræfter er ikke helt det, det var engang, men mission i Herrens tjeneste er uforandret en døgnopgave, 365 dage om året. Adskilligt kunne berettes fra tiden som fuldtidsansat præst i kirken. Men pladsen tillader kun få glimt.

”Jeg begyndte i Silkeborg som bibelarbejder under Børge Olsen og Thorvald Kristensens stærke lederskab”, beretter Kaj. "Selv om Thorvald Kristensen, daværende formand i Vestdansk Konferens, havde mange administrative opgaver, tog han selv aktivt del ude i felten med offentlige møder i samarbejde med os. Han kendte derfor os som ansatte og vidste, hvor vi kunne sættes ind i arbejdet." "Horsens blev mit næste kaldsområde. Vi havde her en søndagsskole med 100 børn fordelt på 10 klasser. Fornøjeligt var det at opleve, da Horsens menighed fornyligt fejrede sit 60 års kirkejubilæum, at 3 tidligere søndagsskolebørn mødte op til jubilæumsgudstjenesten." "I Frederikshavn besluttede jeg mig for straks at afholde offentlige møder. Et af mine emner var: Kan Bibelen klare sig? En af dem, der overværede møderne, var Jens Andersen. Da jeg besøgte ham lå han på sofaen og hvilede sig efter dagens dont. Han fortalte, at han havde set mødeplakaten i en forretning og havde tænkt, at det måtte han hen og høre, om den virkelig kunne. Efter disse møder gik jeg fra hjem til hjem og nåede at besøge 2/3 af alle Frederikshavns husstande med daværende tidsskrift, ’Tidernes Tegn’." Her standser jeg min notetagning og spørger Kaj: "Hvordan kunne du nå at forberede dig til møder med så fuldt et dagsskema? Der skulle jo også forberedes til sabbatsskole og gudstjeneste." Uden betænkningstid svarer Kaj: "Det skete også, at jeg måtte tage natten til hjælp." "Fra min tid i Aalborg husker jeg en søndag morgen, jeg brugte tid på at læse i Stiftstidende. Mine øjne faldt på en artikel forfattet af en af byens præster, som var et indlæg imod sabbatten. Jeg kontaktede naturligvis straks avisen, men de ville ikke have mit modsvar i avisen. Det satte mine tanker i gang om at leje en sal til et offentligt møde, hvor emnet skulle omhandle sabbatten. Jeg rykkede en annonce ind i samme Stiftstidende med invitation til et møde, der gik på et gensvar til sognepræsten Emil Larsens artikel, der havde talt imod sabbatten. Efter mødet sendte jeg en lille omtale til avisen, som satte den i – ”Guds veje er uransagelige.” I præsternes internationale tidsskrift, Ministry, faldt jeg over en artikel, som greb

mig. Den fortalte om offentlige mødeserier, hvor man holdt på hver aften over 3 uger. Den inspirerede mig. Jeg lejede mig ind på et afholdshotel i Hjallerup. Det blev til 9 møder over 14 dage. Samme efterår lejede jeg mig ind på kroen. Da jeg talte om sabbatten og opfordrede forsamlingen til at følge Jesus, var der en lille dame i forsamlingen, der sagde, at der jo ikke var nogle kirker, der var åbne om sabbatten. Jeg fortalte, hvordan man andre steder samledes i hjemmene. Så var der en anden dame i forsamlingen, som spørgende sagde: ’Vil det sige, at hvis vi åbner vores eget hjem her i Hjallerup og fejrer sabbat, så kan vi gøre det?’ – Det førte til, at 3 personer senere blev døbt i Aalborg kirken." Et af Kaj Pedersens mottoer er ”Af Guds nåde til Guds ære.” – ”Gud har brugt mig mange steder, også som evangelist. I København var jeg inviteret som gæstetaler tilbage i efteråret 1968. Vi holdt møder en søndag kl. 14 og 16 og 18 og 20. Der kom ca. 1000 ikke-adventister til hvert møde. Måske var en af fejlene, at jeg ikke blev der en tid og fulgte op på møderne." At tale til en forsamling på over 1000 personer er inspirerende, men det er lige så værdifuldt at møde det enkelte menneske. På rejser med offentlige transportmidler vil det snarere være en undtagelse, om ikke Kaj i et eller andet omfang har været i dialog med en medpassager om evangeliet. ”Gud har givet mig mennesker her og der, jeg kunne missionere for”, lyder Kajs kommentar. ”Det, der nok har gjort størst indtryk på mig, har været lægmedlemmers støtte og forbøn for mig i mit arbejde. I min tid i Horsens skulle jeg besøge 2 søstre i menigheden. Da jeg kom til døren, kunne jeg høre, at de bad sammen, og at mit navn blev nævnt. Jeg listede derfor stille af, men vendte tilbage en halv time senere for blot at høre, at de stadig holdt på med bøn for mig og mit arbejde”, fortæller Kaj og skjuler ikke de tårer, der triller ned ad kinden, mens han fortæller denne erfaring. Da jeg er færdig med mit interview, prøver jeg at huske alle de gode råd, som Kaj også fik nævnt. – ”Vær ikke bange for at tænke nye veje, men glem heller ikke de gamle metoder. Husk at være dig selv i arbejde og forkyndergerning. Husk, at Gud er din arbejdsgiver!”

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission

Interview med Nina Klokkervoll

Mission i skolen Jeg besøgte Nina Klokkervoll på Nærum Privatskole for at høre lidt om, hvordan mission gør sig gældende på en af vores egne privatskoler. Jeg mødte Nina en fredag formiddag, lige op til middag, hvor hun havde et hul i skemaet. Hun havde dog ikke så meget hul som først antaget, da idrætslæreren var blevet skadet tidligere på morgen og måtte tage hjem. Nina skulle derfor snart ud og vikariere i en gymnastiktime. Tekst og foto: Robert Sand

ina er egentlig uddannet fysioterapeut og virkede som fysioterapeut i 16 år, indtil hun tog beslutningen om at søge stillingen som skoleleder. Det er den bedste beslutning, hun nogensinde har taget i sit arbejdsliv, fortæller hun. Hun kunne selvfølgelig også godt lide arbejdet som fysioterapeut, men hun føler en større glæde som skoleleder og underviser. Der er selvfølgelig også udfordringer, som når man skal afskedige en lærer eller skaffe de ekstra elever, der skal til for at få det hele til at løbe rundt. Men alt i alt er det et privilegie at arbejde med børn og være med til at udruste dem til deres fremtidige valg i livet. Da jeg spørger ind til, hvilken mission man har som adventistskole, fortæller Nina: ”Før i tiden hed det sig jo, at vi var en menighedsskole, men den betegnelse bruger vi ikke rigtig længere. Menigheden plejede også at sende deres børn på menighedsskolen, men i dag er det kun ca. 10% af eleverne, der er fra adventisthjem. Andre vælger os ikke rigtig, fordi vi er kristne, men på grund af skolens faglighed og vores lave klassekvotienter. Faktisk er der en del, der er lidt skeptiske over det, at vi er kristne, måske lidt bange for, at vi tvinger vores tro ned over deres børn. Men til den første samtale fortæller vi lidt om hverdagen på skolen: Morgenandagter i klasserne, bordbøn før vi spiser, fællessange samt den gode tone, vi bruger om hinanden. Og det synes de fleste forældre, selvom de måske ikke kommer i kirke andet end til de sædvanlige højtider, at deres børn nok ikke tager

Adventnyt · No. 4 juni 2014

skade af. Som skole og lærere har vi selvfølgelig et håb om, at vores elever vil udvikle en personlig tro på Gud, men vi forventer ikke, at alle vælger Jesus i deres liv. Men i det mindste har vi et håb om, at vi har bidraget til deres livssyn og tro, som forhåbentlig vil komme dem til gode senere i livet.” Nina fortæller endvidere, at man forsøger at involvere præster så meget som muligt på skolen, sådan at de indgår som en naturlig del af skolens liv. Kristendomsundervisningen har i perioder været varetaget af den lokale præst, og fornylig var der et par år, hvor det var præstens kone, som havde kristendomstimerne i de ældste klasser. Vi har kristendom som et obligatorisk fag for alle klasser, men skolen har valgt ikke at lade børnene gå op til eksamen i kristendom, da det medfører, at undervisningen er underlagt undervisningsministeriets bestemmelser. I stedet kan eleverne selv bestemme, sammen med præsten, hvilke emner og temaer man vælger at tage frem i disse timer, hvilket giver mulighed for at målrette vores kristne budskab langt bedre til eleverne, end hvis faget var et eksamensfag. Hver klasse har 2 timers kristendom hver uge. De små klasser fokuserer specielt på bibelhistorierne, hvor undervisningen for de lidt ældre elever tilpasses tiden og deres behov. Jeg spørger ind til, hvad der gør Nærum privatskole anderledes end en alm. folkeskole. ”Der er selvfølgelig mange forskelle, men bl.a. er der en anden ’ånd’ på skolen. Børnene mærker i større grad, at der drages omsorg for dem, og børnene lærer at tage hensyn til hinanden. Så stemningen er anderledes, og det hører vi også fra forældre, der har flyttet deres børn til skolen. Når man er en lille skole, kan man hurtigere gå ind i den enkelte elevs trivsel og opførsel,” fremhæver Nina. ”En anden vigtig detalje er, at vi som privatskole gerne må præsentere de kristne alternativer til videnskaben i undervisningen i de naturvidenskabelige fag. På folkeskolen ville det være et stort problem, men her er vi ikke begrænset til kun at undervise i pensum. Ud over morgenandagterne, bordbønnen og morgensangen, som Nina allerede har nævnt, holder skolen også en skolegudstjeneste én gang om året. Det er eleverne, der laver programmet i kirken. Hvert andet år er det en julegudstjeneste, og ellers er det valgfrit. I år var det ’Daniel i løvekulen’, der var temaet. Nina beskriver, hvor overrasket hun var over de store elevers indlevelse i emnet. Nogle gange kan de større elever godt mangle lidt

Tema: Et liv i mission

Interview med Gry og James Appel entusiasme, men i år var der ingen problemer overhovedet. De store lavede en film-trailer til en mulig film om Daniel, andre lavede en nyhedsreportage omkring temaets begivenheder, så man sad tilbage med en idé om, hvordan man kunne have opfattet historien, hvis man var babyloner på den tid. Det bedste ved skolegudstjenesten er også, at kirken er propfuld af forældre. Forældre fortæller åbent, at de ikke normalt går i kirke, men at ”her er hyggeligt” at komme i kirke. Så skolegudstjenesterne er også der, vi har mulighed for at være gode vidnesbyrd for forældrene. Nogle forældre fortæller tillige, at de er begyndt at bede bordbøn derhjemme, fordi deres barn ønskede at gøre ligesom i skolen. Forældrene vidste ikke helt, hvad bordbøn var, men de har fået en positiv oplevelse ud af det. Jeg spørger Nina, hvordan dagligdagen i praksis lader sig gøre, da jeg går ud fra, at ikke alle lærere er adventister eller troende? Nina fortæller, ”at halvdelen af lærerne ikke er adventister, samt at en af de resterende er troende. Vi ville gerne have flere adventistlærere, men det er ikke altid muligt. Alle lærere, troende såvel som ikke-troende, holder hver morgen en lille andagt og bøn i klassen. Dette er en tradition, og den holder vi fast i. Nogle får hjælp gennem f.eks. en andagtsbog og beder måske fadervor. Alle er loyale over for skolens værdigrundlag og støtter op om det. Men når det er sagt, så havde skolen faktisk tidligere en lærer, der ikke betegnede sig selv som troende, men som alligevel hen mod sin afslutning på skolen fortalte, at det gjorde noget ved én at arbejde sådan et sted. Der er i hvert fald mere mellem himmel og jord, konkluderede læreren.” Nina er heller ikke bleg for at bruge tid med lærere, der har brug for forbøn på grund af forskellige begivenheder i deres liv. ”Når vi én gang om året skal rapportere til divisionen om, hvor mange døbte vi har, så har vi som regel ingen døbte, men vi sender børn til Vejlefjordskolen, også børn fra ikke-kristen baggrund. Og elever tager også af og til med på teenstævner og andre arrangementer. Vores mission er at vise et alternativ til den normale livsførelse. Et alternativ der gør en positiv forskel i livet. En elev fortalte for nylig, at hvis hun nogensinde skulle være kristen, ville hun i hvert fald være adventist. Gud virker på mange måder, og her på Nærum Privatskole kan man i hvert fald erfare det.” Til afslutning bemærker Nina, at hun troede hun ville savne jobbet som fysioterapeut, hvor hun havde gode muligheder for at snakke med sine klienter om både kristendom og tro, men den mulighed er der stadigvæk. Nu er publikummet bare større, og nu deler hun sin tro på flere områder end tidligere. Nina kigger hurtigt på klokken, og vi er også blevet færdige, så hun må skynde sig at få lidt middagsmad, inden hun skal videre til den ekstra idrætstime.

Missionærer i Chad Tekst: Birthe Kendel / Foto: Elisabeth Dunham, Sophie Anne Cotton

ry og James Appel arbejder som missionærer i Chad, Afrika. Jeg fanger dem i USA, hvor de opholder sig i øjeblikket for at arbejde og tjene penge, før de rejser tilbage til Chad. Da jeg spørger James, om han vil fortælle lidt om sig selv, siger han: ”Jeg blev født i Ohio, USA. Min far var adventistpræst, og vi flyttede lidt rundt – fra Ohio til Washington, til Florida og Californien. Min oldefar var en af de første adventistmissionærer i Kina, og både min farfar og min far blev født i Kina. Da min far var 2 år, overtog kommunisterne regeringen i Kina og udviste alle missionærer. Derfor rejste min farfar til Indien, hvor min far voksede op. Som dreng hørte jeg derfor mange missionshistorier, og selv om jeg ikke selv er barn af en missionær, blev jeg tidligt inspireret til at blive missionær. For mig er mission ganske enkelt meningen med livet, uanset hvad man gør. Når du rejser et sted hen, har turen et formål. Formålet giver det, du foretager dig, mening. Det er mission. Din motivering for mission kan være uselvisk eller selvisk. Jeg vil tro, at de fleste ser på det arbejde, missionærer udfører, som en uselvisk mission. Mange har den opfattelse, at en kristen missionærs mission er at ’føre mennesker til Kristus’ eller at døbe – eller omvende mennesker til deres religion. Jeg ser min mission i Afrika på en lidt anden måde. Jeg føler, at Gud allerede arbejder på at blive genforenet med sine fortabte børn, der går deres egne veje, og der er ikke meget, jeg kan bidrage med, medmindre Gud selv vælger at lade mig deltage. Jeg føler også, at jeg har meget at lære. Min mission i Afrika er at dele det, jeg har lært, især når det drejer sig om at lindre menneskers fysiske, psykologiske og åndelige lidelser. Men min mission er også at lære. At lære af afrikanerne, hvad de ved om Gud og at adoptere det, som er godt, i deres kultur. At blive opmærksom på det, der er forkert i min egen kultur og forbedre mit eget liv. Min hensigt med at tale med fx en muslim vil være, at han blev en bedre muslim, fordi han havde mødt mig, og at jeg ville blive en bedre adventist på grund af det. Min mission i Afrika er, at mine relationer skal være til gensidig opbyggelse og til gavn for både mig selv og den person, jeg er i kontakt med.” Da jeg spørger ind til nogle af de store udfordringer, James og Gry har, svarer han: ”Den kulturelle forskel, der er i sygdomsforståelse og i den manglende tillid til vestens medicin gør, at mange kommer, som den sidste udvej,

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission

når sygdommen allerede er langt fremskredet. Det gør behandlingen vanskeligere og giver mere arbejde og mindre tid til de sociale/psykologiske/åndelige aspekter af deres sundhed. En anden ting er, at manglen på uddannet sundhedspersonale (læger, sygeplejersker, tandlæger, fysioterapeuter etc.) gør, at jeg ofte står overfor så mange patienter, der er dårligt behandlet eller slet ikke behandlet, at det er uoverkommeligt for én person. En af vores største udfordringer er derfor manglen på folk, der er villige til at følge Jesu og de første kristnes eksempel og ofre alt for missionen. De tog opgaven på sig uden at vide, om det var ’trygt.’ De var ikke kun parate til at ofre deres liv i missionens tjeneste, de forventede det. Det er noget, der næsten er fraværende fra mission i dag. Den eneste måde, vi kan møde missionens udfordringer på i dag, er at undervise mere om Jesu lære – især Bjergprædikenen, så Gandhi, hvis han levede i dag, ikke ville være i stand til at sige: ”Jeg kan lide jeres Jesus, jeg kan ikke lide jer kristne. I er så anderledes end jeres Jesus.” Det betyder, at siden Konstantins tid er de kristne for det meste ophørt med at være villige til at dø for deres tro, men har foretrukket at kolonisere, forfølge og at slå ihjel for deres tro. Heldigvis har adventistkirken i årenes løb udsendt mange missionærer, der har haft den missionsånd, du efterlyser, og mange er blevet lagt til hvile der, hvor de arbejdede. Hvad fik dig, James, til at blive missionær i netop Chad? Som jeg nævnte, voksede jeg op med mange missionshistorier. Da jeg læste til studentereksamen, var jeg med på tre korte missionsture, og mens jeg gik på universitetet, tog jeg et år fri og rejste ud som studentermissionær. Hensigten med at læse til læge har altid været, at jeg ville være missionær, og jeg regnede med, at jeg ville ende op i Latinamerika, da jeg kendte sprogene og kulturen. Afrika var aldrig inde på min radar, før jeg begyndte at læse til læge på Loma Linda University og meldte mig til et program for fremtidige missionærer. De fortalte mig, at der ikke var nogen ledige stillinger for en lægemissionær i Latinamerika og foreslog Østafrika. Jeg færdiggjorde min specialuddannelse uden at høre mere, før jeg mod slutningen af min uddannelse

Adventnyt · No. 4 juni 2014

fik kontakt med en læge, der havde startet et familielægecenter i Nigeria. Derefter blev jeg ringet op af Dr. Richard Hart, der er formand for ”Adventist Health International.” Jeg mødtes med ham og Monita Burtch, der er ansvarlig for sundhedsafdelingen i den Centralafrikanske Union. Vi talte om Nigeria, og da Monita sagde: ” .. og så er der dette hospital i Chad…” følte jeg som om, jeg var blevet ramt lige i brystet. Jeg følte, at det var det, jeg skulle, og de må have kunnet se det på mit ansigt, for Dr. Hart sagde: ” … du behøver ikke at tage nogen bestemmelse nu…” Nogle måneder senere rejste jeg til Nigeria og Chad. Umiddelbart virkede Nigeria, som det mest logiske valg, da jeg var en ung, uerfaren og ugift læge, og fordi de der havde et godt team og også flere andre missionærer. I Chad ville jeg blive den eneste læge og eneste oversøiske missionær. Men da jeg første gang trådte ud af flyet i Chad og mærkede hovedstadens kølige ørkenvind, så araberne gå forbi i deres flagrende gevandter i den støvede natteluft, føltes det rigtigt. På grund af mange forsinkelser kunne jeg kun nå at være på hospitalet i fem timer, før jeg måtte køre tilbage til hovedstaden for at nå mit fly næste dag. Da vi var halvejs, blev minibussen dirigeret ind til siden, og alle 22 af os, der var stuvet sammen i bussen, stod nu i den chadiske nat. Vi fik at vide, at der var røvere på vejen forude, og at vi ikke kunne køre videre. Mine indfødte ledsagere fra missionskontoret fik købt et par stråmåtter, og vi lagde os ned og prøvede at sove. Lidt efter lidt kom de andre passagerer også over og lagde sig ved siden af os på vores måtter. Da jeg lå side og side med mine afrikanske brødre og så op på nattehimlens millioner

af stjerner, føltes det igen rigtigt, og jeg vidste, hvor jeg skulle være.” På spørgsmålet om han har et råd til andre unge, der overvejer at arbejde som missionærer, svarer James: ”Lad ikke frygten lamme dig. Lad være med at analyse for meget. Følg dit hjerte og Helligåndens vejledning. Sæt Gud på prøve, og du vil få et utroligt tilfredsstillende liv. Det vil være fyldt med oplevelser, men også med sorg, tab, smerte og død. De 10 år, jeg har været i Chad, har bekræftet dette. Jeg har givet afkald på mange ting. Jeg har begravet to børn i Chad, har arbejdet nat og dag, ofte været syg af malaria, men jeg kan ærligt sige, at jeg har fået meget mere, end jeg har givet afkald på. Jeg er modnet professionelt, åndeligt, socialt, sprogligt, kulturelt, psykisk og selv i fysisk forstand, hvis du ikke medregner, at jeg er blevet 10 år ældre. Gry tilføjer: I må gerne give vores e-mail adresse til evt. interesserede (jamesappel@uuplus.net). Vi har begge arbejdet som frivillige, før vi blev uddannet som læge og sygeplejerske, og det var noget af det, der hjalp os til at få øjnene op for behov og muligheder og som opmuntrede os til at fortsætte i den retning. Det er aldrig kedeligt. Vil ville havde svært ved at finde et mere meningsfyldt og spændende arbejde. Vi tager gerne imod frivillige, så længe de er klar til en primitiv livsstil. Når vi kommer tilbage til Chad, skal vi til et nyt område i det østlige Chad, 150 km fra grænsen til Sudan, for at åbne et adventisthospital. Nu er der snart 3 adventisthospitaler i Chad, men der er plads til mange flere, hvis der var nok, der ville komme og hjælpe til.

Tema: Et liv i mission

Interview med Lars Zenas

Mission er, når man gør noget for andre Jeg har sat Lars i stævne en sen aften på en gård i Vendsyssel. Vi skal høre om, hvordan det er at være missionær i dag. Lars har været ude ad to omgange, senest på et projekt i Bolivia og tidligere i Ecuador. Da han var yngre, ville han være zoolog og rejse til Amazonas og finde dyr derude. Det virker til, at der er et andet kald i ham, som vi skal høre om her: Tekst: Andreas Müller / Foto: Lars Zenas

Hvad forstår du ved mission? Mission er, når man gør noget for andre. Og mission er, når man har et mål med det, man gør. Det kan så være pga. ens religiøse overbevisning eller af andre årsager. Det store valg om at rejse ud har jeg taget for at opleve, hvordan man driver mission derude og komme lidt væk. Du har været på en missionsskole. Hvad lærte du der? Jeg var på Mattesonskolen, der ligger i Norge og tilbyder et- eller toårskurser for unge. Først og fremmest lærer man, hvordan man lever et aktivt kristent liv. Man får noget teori om tro osv. og får lov til at prøve at blive udfordret på det i hverdagen. Og så er der indbygget en tremåneders tur ud i felten. Er man kun missionær, når man er på tur? Man er ikke kun missionær, når man er på tur. Man er missionær, når man har mål – og når man peger sit liv i en bestemt retning: Når ens første mål i livet fx er at vinde mennesker til Kristus. Og nogle gange kan det have den ene type konsekvenser, andre gange en anden. Man skal måske ofre nogle ting som missionær for at udfylde missionen – fx et almindeligt arbejde. Men det er jo forskelligt, hvordan man får det passet ind. Hvad oplevede du ude på missionsmarken? Jeg oplevede en anden vinkel på kristendommen og missionsarbejde. Det var en anden måde at tænke på – også om hvordan man vinder mennesker til Jesus. Og det har helt sikkert styrket, hvordan jeg forstår Danmark.

Når man vokser op et sted, så er man vant til, at tingene er, som de altid har været. Kultur er noget, som vi alle er påvirket af. Man er dansker på en anden måde, når man er i udlandet. Når man skal forklare nogen noget, hører de ikke, hvad jeg siger – og man må forklare tingene på en anden måde. Og det er også missionærens opgave. Vi tror mange gange, at vi forstår folk – men det ved vi jo ikke, om vi gør. Nogle af de metoder om at forklare ting kan jeg godt bruge herhjemme. Hvilke opgaver har man derude? Jeg arbejdede på en bibelskole derude. Man bliver en del af en dagligdag og har ugentlige forpligtelser. Jeg underviste lidt i engelsk og deltog i skolens projekter. Sådan et sted gør man bare, hvad der er brug for. Skolen voksede så hurtigt, at det mest var plads, der var brug for – så det arbejdede jeg meget med derude. Og det man ikke kan, lærer man bare, hvordan skal gøres. I Danmark er der en masse love, regler og sammenhænge, man skal arbejde med.

kun Gud kan udfylde. Der må man komme ind til dem eller nå dem på en anden måde for at kunne snakke om Gud. At vække en interesse, selvom det kan virke grænseoverskridende. Er det kun prædikanter eller fuldtidsansatte, der er missionærer? Desværre virker det nogle gange sådan. Det burde jo være fuldstændig omvendt. Det burde være sådan, at vi alle er missionærer, men at vi har nogle, der er specialuddannede til ekstra svære problemstillinger inden for kristendommen. Nogle gange kan det også være en ulempe at være fuldtidsansat, fordi man binder sig til regler og tidspunkter og alt muligt andet inden for kirken, og det kan hæmme muligheden for at drive mission. Der er mange ting, der er forventet af en. Man behøver ikke være i et andet land, for at være missionær. Jeg tror, man er bedst til det i det land, man er født i. Men som

Hvordan driver de mission i Bolivia? I Bolivia kan man gå til et menneske og sige: ”Hej, jeg er missionær fra Danmark, og jeg kommer for at fortælle dig sandheden om Jesus.” Og så bliver man budt ind. Det er jo fordi, deres kultur er kristen – på den måde, at alle tror på Gud – men man lærer ikke så meget om Gud i samfundet. Når man så endelig får muligheden for at høre mere, så er man åben for det. Den åbenhed ser man ikke i Danmark? Jeg tror, der er en plads i alles hjerter, som

Sukkerrør, og de er tunge at slæbe hjem.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission

missionær kan det tage tid at få den frimodighed frem, som man har brug for. Og den frimodighed lærer man måske først, når man bliver kastet ud i en svær situation i udlandet. I Danmark kan man også finde nogle projekter, man kan blive en del af – fx er vi i gang med at renovere en pavillon til børnehave i Østervrå, og sådan noget kan alle melde sig til. Hvis man beslutter sig for at være missionær, forandrer det så en? Jeg tror, at man ved at ofre lidt velstand eller tid osv. fokuserer energien på at gøre noget for andre – og får forandret sit syn på livet og forandret synet på, hvad der faktisk er noget værd her i livet. Og jeg tror også, at man ved at rejse ud lærer noget frimodighed på nogle områder, som man ikke ville have lært her. Så det præger en selv. Lars er nu ved at uddanne sig til mekaniker, da det er en rigtig god evne at have ude i marken. Men kaldet lyder til at være til noget større, man får en fornemmelse af, at det ikke er biler, det drejer sig om. Herfra ønsker vi Lars Guds rige velsignelse i arbejdet videre frem. Vi bringer også en artikel med hans mormor, som skuer tilbage på et liv i mission. Det kan du læse på næste side. Der bliver lavet mad på missionsskolen.

FÆLLES BØRNELEJR PÅ HIMMERLANDSGÅRDEN

29. juni - 6. juli

Indianer R LEJ

Kvindeweekend den 16.-18. januar 2015 på Hvidekilde Så er det tid at sætte kryds i kalenderen til vores næste kvindeweekend! Her vil der være tid for kvinder i alle aldre til at synge, bede, lytte, lære, hygge og udfolde sig fysisk. Anne-May Müller, leder af familieafdelingen, bliver vores hovedtaler i denne weekend. Priser fra 300 – 700 kr. afhængig af, hvordan du vil bo. Tilmelding, program, osv. kan ses på www.adventist.dk fra midt i september. På gensyn! Jill Rasmussen, 75895446 (bedst om aftenen)

Adventnyt · No. 4 juni 2014

KUN FOR BØRN!

[7-12 år] Er du klar til årets sjoveste uge?

Vi skal have fjer på hovedet, bage snobrod og lave ægte indianerpopcorn. Heldigvis skal vi ikke sove i tipier, men indendørs – i patruljer med 5-8 børn og to voks … høvdinge!

Der er træsnitning, sport og leg, tur til vandet med vandrutchebane, skattejagt, sende røgsignaler og synge indianersange. EN HEL UGE!

SE INFO PÅ: BØRNELEJR.NU

Tema: Et liv i mission

Interview med Doris Jørgensen

Missionær ude og hjemme ”Man er lige så meget missionær, når man er hjemme, som når man er ude – det er ikke et spørgsmål om stedet.” Tekst: Andreas Müller / Foto: Doris Jørgensen

eg møder Doris en regnfyldt fredag i hendes lejlighed i Randers. Da jeg ringede, måtte jeg spørge, om hun nu var i landet – for fra tid til anden er hun lige ude og hjælpe med økonomien på et ADRA-projekt. Tidligere har hun været kasserer forskellige steder i Østafrika, Vestafrika, Rusland, i alt 11 år udsendt sammen med sin nu afdøde mand, senere på en del ADRA-projekter i Afrika, Asien, Indonesien og Haiti. Desuden i Østdanmark, men det tæller vel ikke helt som udsendt … Hvad fik jer til at tage ud? Siden vi var unge, havde vi et ønske om at tage ud. Som barn ville jeg gerne være lægemissionær – men jeg havde ikke muligheden for uddannelsen. Vi blev begge to revisorer – og regnskabsfolk, der var stort behov for på det tidspunkt. Da børnene ikke længere var hjemme, sagde vi, ”Nu gør vi det!” Vi blev enige om, at vi faktisk meget hellere ville tage ud end at køre vores forretning herhjemme. Det blev så til et fantastisk rigt liv – og masser af gode venner over hele kloden. Hvad arbejdede du med derude? Jeg har ikke været ude at prædike som missionær. Det var en anden type job med

det administrative. Jeg har også arbejdet for ADRA, og det synes jeg jo tæller som mission. Som administrator faciliterer man mulighederne for både evangelisme og projekter. Er udsendte missionærer anderledes end ansatte fra landet? Missionærer er jo lige så forskellige, som mennesker. Nogle er virkelig missionærer, andre er der bare for at have et spændende job. Virkelig missionær er man, når man brænder for at få budskabet om Jesus ud, og at nå så mange mennesker som muligt – både med fysisk og åndelig hjælp. Det administrative ser jeg også som en stor opgave, når man er i det fremmede. Der har man en anden opfattelse af prioritering af økonomi, som man måske i Danmark ville se som lidt uetisk. Det har været lidt krævende, når man er alene og fremmed, og samtidig skal gøre sig upopulær, fordi man ikke har lyst til at acceptere alt det, der bliver foreslået. Doris fortæller flere historier, som knap kan gengives på skrift – rigtige røverhistorier, om hvordan hun ikke mente, at nogle af de høje herrer kunne behandle kirkens midler. ”Så føler man, at man er ude i det fremmede,” siger hun efter en af historierne.

Hvordan var det at komme hjem efter at have været ude? Det var en kølig omgang. Mest rent menighedsmæssigt. Der er ikke så meget liv i menigheden her, som der var, de steder, vi har været. Man er også præget af det, når man kommer hjem igen. Man bliver muligvis mere liberal i sin opfattelse af det at være adventist og en del af Verdenskirken, fordi man har set den fra så mange forskellige sider, og stadigvæk er det vores kirke. Gudstjenesteformen kan være ens de fleste steder – men livsopfattelsen er forskellig. I den sydlige verden er man meget mere umiddelbar og lever med sin kristendom i det daglige. Det er en del af en, hvor man snakker om det, og man er ikke flov over at være en kristen på nogen måde. Det er bare ens livsopfattelse, der kommer til udtryk, både horisontalt og vertikalt. Der har de Gud med i alt – i planterne, i huset, i familien, i alt. Herhjemme snakker vi ikke om det, her er det en privatsag. Så hvis folk ikke spørger, går man jo ikke ud og fortæller dem, at jeg er adventist, og jeg har fundet en god måde at leve på. Jeg kan huske den første gang min mand og jeg kom hjem efter at have været ude i to år. Vi gik i supermarkedet i Nærum,

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tema: Et liv i mission

Den sabbat, der blev døbt 2300 efter møder på et stopfyldt stadion i Moskva Allerede året efter var der kun 90, der blev døbt efter de offentlige møder.

og vi kom ud derfra med en tom vogn. Vi kunne ikke forstå, at folk virkelig skulle bruge alt det, de læsser ned i deres vogne. Materialismen i Danmark er meget, meget større, end man overhovedet lægger mærke til, når man bor i det. Et æble kostede dengang 30 kr. i Rwanda – så der købte vi et æble til jul og delte med vores hushjælp. Er det så lettere at være missionær i den sydlige verden? Ja, det er meget lettere. Man er meget mere umiddelbar og det forventes, at man er en kristen. I Danmark filosoferer vi mere over, hvad gudsforholdet betyder – og det kan også være positivt. President Musevenis kone, førstedamen i Uganda, sagde til mig, at man tydeligt kunne se, at vi var kristne. Vi sad og snakkede hjemme hos dem om ADRA. Deres store projekt ligger i Karamoja, et underudviklet område med kvægtyve og dårlige kår. ”Jer kan vi altid regne med. Når I får en masse penge, så bruger I dem på det, I får dem til. Det er nok også fordi, I er adventister. Jeres kristendom er en del af jeres liv.” Er det ikke også muligt at vise sin kristendom her i Danmark? Hvis man viser eller taler om sin tro her, ville de fleste nok sige, du er lidt mærkelig. Anderledes – lidt fanatisk. Den tanke havde jeg også til ADRA-møder med regeringsfolk, ministre og borgmestre. Der vidste jeg ikke altid, hvordan jeg skulle bære mig ad – for det ville være forkert at begynde uden en andagt. Men den tanke var der også, at jeg jo ikke ville pådutte dem noget. Så jeg læste et kort vers fra Bibelen og

Adventnyt · No. 4 juni 2014

holdt en bøn bagefter. Jeg kendte ikke de mennesker, men bagefter kom den ene efter den anden hen til mig og sagde, at de var så glade for det, og at de nu kunne kende os fra ADRA igen, og at de selv til deres møder kunne begynde med en andagt. Kristen er ikke noget, man er i det skjulte. Er det fremtiden, at der kommer indvandrere fra andre lande, der kan fortælle os om Gud mere umiddelbart? Jeg ved ikke, om deres livsopfattelse kan indføres i vores humanistiske tankegang. Det er næsten som om, vi stiller lighedstegn mellem humanisme og kristendom herhjemme. Var det den samme tilgang til livet og kristendommen i Rusland? Vi snakker ofte om den tredje verden – og Rusland oplevede jeg som den anden verden. Det er veluddannede mennesker som herhjemme, men meget reserverede. Det var nok pga. det kommunistiske system. Man vidste aldrig, om man blev udspioneret. Jeg kom derover efter landet lige var blevet åbnet – og kirken havde været under jorden i mange år. De første få år efter kommunismen var de åbne for det kristne budskab. Men så tror jeg, man fik andre interesser, lige som man gør her i vesten – man fulgte med udviklingen meget hurtigt. Jeg er bange for, det vil gå ligesådan i Asien og resten af Afrika – så snart levestandarden går op, så er behovet for Gud ikke så stort længere. Så behovet for Gud forsvinder med bedre livsvilkår? Danskere har jo også behov for Gud – men

de ved det bare ikke. Man kan enten selv klare sine problemer – og ellers kan eksperter, som man køber sig til. Men hvordan skal man skabe et behov, som ikke er naturligt følt? Jeg tror, det er Helligånden, der kan påvirke, det er ikke os. Og han skal også få mennesker i tale. En ting, der gjorde kæmpestort indtryk, var i Kigali i Rwanda. Vi sad på trappetrin under et halvtag i en menighed med 5000 medlemmer. Der blev altid rettet en appel ved slutningen af en gudstjeneste, hvor folk blev inviteret til at give deres liv til Gud eller til at lære mere. Herhjemme ville man nok krumme tæer og sige, at de ikke skal lægge pres på os – man føler det nedværdigende. Til de møder fik vi tit en sparsom oversættelse – og jeg tænkte, ”hvad i alverden har præsten sagt, der har fået alle de her mennesker til at gå frem?” Jeg kom til den konklusion, at det ikke har været præsten, der har sagt noget, men Helligånden. Men jeg beundrer nu den umiddelbarhed – hvis det siger dem noget, så følger de det bare – og man er ikke så bekymret, om hvad andre tænker. Hvad ville du sige til en, der drømmer om at tage ud som missionær? Gør det endelig! Men tag ud med et åbent sind. Du tager måske ud for at undervise andre, men du lærer mere selv, hvis du er åben for det. Jeg ser nok livet i Danmark med andre øjne, end hvis jeg bare havde været en del af det hele tiden. Jeg føler det som et kæmpe privilegium at have fået lov til at rejse ud. Jeg ville aldrig have lært så meget uden at have levet blandt andre kulturer og fået deres påvirkning og fået lov at forstå mere af deres livsstil. Men hvordan kan man beskrive livserfaring? Den opfordring lader vi gå videre. Efter at have hørt både Doris og hendes barnebarn fortælle, virker det til, at et liv i mission både herhjemme og i udlandet handler om andet end et arbejde eller lige hvilket sted eller projekt, man er i gang med. Det er en livsindstilling, som præger hvem man er – og hvad man gør.

Inspiration

INSPIRATION

Inspirationsugen sugen København 2014 - mission til byerne-projekt Vi ser frem til Inspirationsugen denne sommer, den 13. – 20. juli, og ønsker at inspirere så mange som muligt til at komme og hjælpe os med at inspirere vores næste i København. Her følger lidt information om vores talere og en beskrivelse af en dags forløb.

Kunne du tænke dig at gøre en forskel og …

• at være sammen med en masse andre unge i en hel uge og gøre en forskel for mennesker i København? Talere af Pernille Rasmussen. Til morgenmødet er rundt for at fortælle om evangeliet. Vi har Tekst: Per Arild Struksnes

det i starten af ugen Dan Millares, der vil også haft glæden af ham flere gange i Dan• at lære en masse om, hvad Bibelen siger og derefter prøve det af inspirere os, og i slutningen er det Daniel mark, blandt andet til den store mødeserie Pel. Det glæder vi os til. ”After 2012”, som blev afholdt i Parken i i virkeligheden?

Vores to talere er Dan Millares og Daniel Pel. Begge to er fantastisk inspirerende og har en evne til at gøre Bibelens budskab levende og relevant.

Nu bliver det tid til workshops! Før vi går København. ud om eftermiddagen til det praktiske, har Daniel er her fra torsdag til søndag, og Dan Millares: vi workshops for at blive rustet til at møde han vil de sidste tre aftener holde offentlige Dan kommer fra Sverige, hvor han igennem mennesker og gøre forskellige ting. møder, hvor vi inviterer folk fra gaden til flere år har arbejdet som bibelarbejder i for Efter frokost går vi ud og er med i forskelat være med. Desuden tager han hånd om Tidmenigheder og sted:og på LifeStyleTV. Han morgenmøderne og workshop torsdagEn fyldt med: Vi deler os op, så skellige missionsaktiviteter. og ugelige har masser af praktisk erfaring i at møde vi ikke er alt for mange hvert sted. Det sker fredag. 13.-20. juli på Suomisvej 5, Frederiksberg C • Bibelstudium mennesker, og han elsker at dele ud af sine om eftermiddagen indtil aftensmad cirka. Glæd dig! Det bliver en stor åndelig fif (Adventistkirken til os andre. Til aftenmødet vil vi starte med tid til København) oplevelse, hvor du bagefter har fået nogle • LivsstilsExpo Han vil være til stede fra søndag til onsredskaber til at styrke dit forhold til Jesus og vidnesbyrd og sang. Her kan vi dele, hvad vi • Tøj-og-mad til de hjemløse dag og vil lede os igennem morgenhar oplevet, hvem vi har talt med og fortælat dele det med andre! og aftenmøderne med fokus på vores le, hvordan vi har set Gud arbejde i os eller • Hygge Pris:liv. Desuden vil han undervise i åndelige andre mennesker i dag. Efter denne stund En dag workshoppen ”Hvordan studerer jeg min vil Dan eller Daniel holde et inspirerende Vi starter dagen med at samles i nogle•småVenner 800 kr. (der er mulighed for at søge tilskud) Bibel.” studiegrupper, hvor vi læser lidt sammen og møde, og der vil derefter være tid til hygge musik ogog sociale samvær før sengetid. beder. Derefter er vi klar til en lækker• mor-Sang Daniel Pel: genmad serveret på skolen, hvor vi sover. • Genbrugsbutik Tilmelding: Tilmeld dig på http://adventist.dk/da/ Daniel har igennem de sidste 10 år haft sin Før morgenmødet er der mulighed for det-sker/inspirationsugen/tilmelding egen ”ministry”, hvor han har rejst jorden at mødes til morgenbøn og lidt sang • ledt Inspiration

…så kom til Inspirationsugen 2014 i København!

Tilmeld dig inden den 23. juni 2014 på adventist.dk/inspirationsugen

• Nye mennesker

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Vi siger tillykke

Dåb

Det var to glade teenagere, der sabbatten den 3. maj gav deres JA til Jesus og gennem dåben blev medlemmer af Svendborg menighed. Det var et stærk vidnesbyrd at se dem på bænken ved siden af klassekammerater, som den efterfølgende dag skulle konfirmeres. Stort tillykke med beslutningen både til Frank Nsangiynenabo og Charlotte Munyembabazi! Thomas Rasmussen

Søskendeparret Lilia og Silvia Lupan, oprindeligt fra Moldava, blev døbt sabbatten den 29. marts i International Church København. Alle glæder sig over deres dåb og deres tilknytning til fælleskabet. Lilia og Silvia, I inspirerer os med jeres ro, engagement og omsorg i menigheden. Må Gud velsigne jer. Robert Fisher

Påskesabbatten den 19. April 2014 blev sidste skud på stammen af Svingel familien, Miriam Stentoft svingel, døbt og optaget i Thisted menighed. Det var opmuntrende at se kirken fyldt med Miriams klassekammerater fra Thisted friskole, en stor familie, naboer og venner foruden menighedens egne medlemmer. Påskens budskab om Jesu død, begravelse og opstandelse dannede udgangspunktet i budskabet om dåbens betydning for Miriam og alle andre, som tager imod Jesus Kristus som frelser og Herre. Vi ønsker Miriam hjertelig tillykke og velkommen i menigheden. Sven Hagen Jensen

Nyfødte Clere Ingabire Mwenza blev født den 3. marts 2014 og velsignet i kirken den 17. maj. Forældre Alphonse og Clementine fra Herning menighed.

Det var en højtidssabbat i påsken, da Leah Uwera gav sit ja til Jesus og blev en del af Odense menighed. Venner og famile var mødt frem for at fejre begivenheden. På billedet står Leah efter dåben med fire af hendes klassekammerater. Et stærkt vidnesbyrd! Tillykke med din beslutning og velkommen i din udvidede familie. Thomas Rasmussen

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Det var en fyldt kirke, der bød Tobias Grønbech Bahn Hansen og Kieran Morten Taylor velkommen, da der var dåb i Vejle sabbatten d. 10. maj! Det var fantastisk at være vidne til deres ønske om at træde frem offentligt og bekende, at Jesus er Herre i deres liv. På billedes ses Michael Taylor, der er farfar til Kieran (døbte Kieran). Kieran Taylor, Tobias Hansen, Peter Larsen (menighedsleder) og Thomas Rasmussen.

Vi siger tillykke

Juni 2014

Juli 2014

95 år

Gerd Elisabet Glitfeldt Mellemengen 17, 1.th. 2980 Kokkedal

95 år

90 år

Hans Jørgen Schantz Guldagervej 149 4640 Faxe

Henning Eskild Sørensen Gammel Ålborgvej 16 7741 Frøstrup

90 år

Magdaline Laibjørn Høngårdsvej 15 9750 Østervrå

Marcus Jensen Havrevej 10, 1. th. 0541 7700 Thisted

Gudrun Lydia Christiansen Skálavegur 180 FO-480 Skáli

Karen Marie Pedersen Præstemarken 134 4652 Hårlev

Kay Børge Støtt Søbakken 2, Svogerslev 4000 Roskilde

Else Mortensen Sionsgade, 6,1. 2100 København Ø

85 år

70 år

August 2014 90 år

85 år

Hans Jørgen Frederiksen Degneløkken 133 5540 Ullerslev

Inge Haugaard Nielsen Egeparken 19 5800 Nyborg

Svend Overlade Harevej 5 5985 Søby Ærø

Hans Jacob Fuglø Stangavegur 40 FO-700 Klaksvik

Rosa Deleuran Skodsborgvej 294 2850 Nærum

Inga Marie Jacobsen Kirkevej 50 Hassinghave Plejeboliger 9310 Vodskov

80 år 20

Arne Carlsen Søndre Jernbanevej 14, 2.tv. 3400 Hillerød 75 år

Arne Jarl Sandbeck Sletten 14 4100 Ringsted

Jens Peter Lauge Giversen Nørager 1 B, st.th. 6400 Sønderborg 70 år

80 år 4

Ani Kirsten Sættem Ørslev Stationsvej 27, Ørslev 4100 Ringsted

Ulla Bjerrum Søparken 60, 1. 0003 8722 Hedensted 75 år

80 år 8

Verner Pedersen Trængstrupvej 37, Sønderup 9541 Suldrup 75 år

Jonna Judith Pedersen Ejboparken 25, 1.mf. 4000 Roskilde

Morten Jørgen Øster Rylen 32 6270 Tønder

Gynda Kamp Fjordbakken 6, st. 0005 4800 Nykøbing F

Mogens Nybo Jacobsen Tvis Møllevej 11a 7500 Holstebro

John Ravnkilde Mariehøjvej 1, st.th. 2850 Nærum

Erik Iversen Henriksen Vibygårdsvej 54 4130 Viby Sj

70 år

Hans Joachim Stumpf Kongensgade 17, 3.th. 8700 Horsens

Preben Eriksen

Ralph Burrell Nøddebogade 9, 1.tv. 2200 København N

Leif Jørgen Louny Haugvik Duevej 50, 3.th. 2000 Frederiksberg

Kirsten Hjerrild Uldager J.P. Jakobsens Vej 15 7430 Ikast

Inge Edson Pedersen Nærum Vænge 66 2850 Nærum

Elsie Årseth Christoffersen Tolvkarlevej 12 3400 Hillerød

Jette Kofoed Dorfvej 56 9330 Dronninglund

Kaj Aagesen

Ingrid Jensen Sortbærvej 8 C 6920 Videbæk

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Tillykke med ...

Fødselsdage

Vi mindes

Æret være... Erling Panduro-Olesen

Ib Bjørnskov-Christensen

Jorma Häkkinen

Onsdag eftermiddag den 8. januar 2014 sov vores far, Erling Panduro-Olesen, stille ind i sit hjem i Ålsgårde. Erling døde omgivet af sine tre piger, Laila, Grethe og Mari-Ann, i fuld forvisning om, at Jesu retfærdigheds kappe er det Vor Fader ser og dømmer efter, når vi engang står foran nådens trone. På den måde bliver det ikke et farvel, men på gensyn. Erling blev født den 10. maj 1929 i Jylland, men havde sin opvækst i Nærum-Skodsborg og hørte til Skodsborg menighed. Det var også her, han blev uddannet til murer. Den 5. november 1950 blev far gift med Ann-Mari Halvorsen fra Oslo, som havde fuldendt en uddannelse som fysioterapeut fra Skodsborg Badesanatorium. De boede nogle år i Nærum og Trørød, men i 1954 flyttede han med familien til USA. Far elskede den måde adventister tilbeder i USA, højtideligheden, fællesskabet, musikken, ærligheden og åbenheden. Også det stærke sammenhold der var mellem skandinaverne. Han elskede naturen, klimaet og de muligheder, det bød på. Far var en dygtig handværker og var med til at bygge mange af de institutioner og hospitaler, vi som kirke har i Syd-Californien. Han arbejdede hårdt og samvittighedsfuldt og satte en ære i at holde sit ord. Nu hviler han efter et langt liv. Begravelsen fandt sted i stillhed den 16. januar fra Vedbæk kirkes kapel efter fars eget ønske. Kun den nærmeste familie og nogle gode venner fulgte far til hans sidste hvilested.

Ib Bjørnskov-Christensen fra Roskilde menighed døde på Rigshospitalet den 27. marts 2014. Ib blev født den 31. december 1945 og blev således blot 68 år gammel. Ib Bjørnskov var født og opvokset i Esbjerg. Som ung blev han i forbindelse med et hospitalsophold interesseret i vegetarisme, og interessen for sundhed og livsstil voksede yderligere, da han senere mødte adventister, som knyttede tro og livsstil sammen som en naturlig del af kristenlivet. Ib blev siden døbt i adventistmenigheden i Esbjerg, og ikke længe efter mødte han Birgit Larsen fra Adventkirken i Nærum. De blev gift og slog sig ned i Vipperød ved Holbæk. Ib var uddannet socialpædagog fra Løgumkloster, og han arbejdede i sit fag i mere end 40 år. Et par år før sin pension fik Ib Dronningens Fortjenstmedalje som tak for lang og tro tjeneste. Omkring tidspunktet for pensionen meldte sygdommen sig, og det sidste år var for Ib og familien præget af et intenst behandlingsforløb, som ikke formåede at standse den sygdom, som gradvist tappede livet for kræfterne til at leve. Et stort følge af familie, venner og menighed tog afsked med Ib i Adventkirken i Roskilde. Det gjorde indtryk på os alle at møde de mange kollegaer og beboere fra Ibs arbejdsplads ”Vinklen”, der var mødt op for at sige farvel. Det var ”Vinklen”, som blev landskendt i forbindelse med TV-programmerne: ”Undskyld vi er her også.” Nu går vores tanker til Ibs kone, Birgit og børnene Tina Maria og Jens Christian. Æret være Ib Bjørnskov-Christensens minde.

Jorma Häkkinen fra Roskilde menighed døde på Roskilde sygehus den 27. april 2014 efter et kort sygdomsforløb. Jorma Häkkinen var født i Finland den 3. december 1929. Han voksede op i et kristent adventisthjem og var som ung elev på Toivonlinna skolen. Herefter fulgte en periode, hvor Jorma skippede sin kristne tro og tilbragte nogle år i et hårdt og barskt arbejdsliv i de finske skove. Derfra fik han en rygskade, som forfulgte ham resten af livet, men det var også her, han genfandt en personlig tro, der ligeledes fulgte ham til hans dødsdag. Jormas interesse for Bibelen og det kristne budskab optog ham dagligt gennem bønnen og studiet, og i menigheden kendte vi Jorma som en meget vidende bibelstudent, der altid var optaget af at lære nyt og følge med. Og hans tørst for viden bredte sig langt udenfor Bibelen. Han havde lyst til at vide mere om alle ting. Jorma havde stor opmærksomhed mod sin familie og sine medmennesker. Det lærte vi, ikke fordi vi hørte ham tale om mennesker, men han bad for dem. Hans daglige bøn for dem, han kendte, ”huskede” rigtig mange. De var i hans bøn og tanke hver dag. Gennem en søster, som læste fysioterapi på Skodsborg Badesanatorium, mødte Jorma søsterens studiekammerat, Ruth Rasmussen fra Fyn. De blev kærester og ægtefolk og slog sig ned i Roskilde. I mindet om Jorma vil vi huske hans kone, Ruth, og datter og barnebarn, Anneli og Yasmin.

Æret være Erlings minde med ordene fra Åb 14,13 og Sl 36,6.7.8.10. Laila og Eric Gudmundsson

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Ære være Jorma Häkkinens minde. Carl-David Andreasen

Carl-David Andreasen

Vi mindes

Nekrologer

Ellen Margrethe Schmidt Johannesen En gruppe venner og familiemedlemmer samledes i Ndr. Kirkegårds Kapel i Aarhus for at tage afsked med Ellen Margrethe Schmidt Johannesen. Hun blev født den 16. december 1923 som datter af snedker Marius Peder Hansen og Karen Maria Hansen. Hun voksede op i Århus sammen med 2 brødre, hvor forældrene drev et ismejeri og levede i yderste nøjsomhed. Familien var knyttet til Indre missions menighed i Århus. I sine aktive år arbejdede hun i Århus Kommunehospitals administrationsafdeling. Hun var kendt for at udføre sit arbejde med flid og nøjagtighed. Ellen Schmidt Johannesen blev døbt i Århus Adventkirke af pastor L.M. Jensen den 26. juli 1986 efter længere tid som ivrig elev i Bibelbrevskolen, hvor adventbudskabets profetiske aktualitet greb hendes hjerte. Hun giftede sig i sommeren 2002 med Jens Johannesen og havde den glæde at kunne fejre det med hendes sidste overlevende broder og svigerinde samt en niece og menighedsmedlemmer fra Århus. Men livet skænkede dem kun kortvarig lykke. Jens Johannesen døde efter få års ægteskab. Tal ikke om mig, men tal om Jesus, om hans kors, opstandelse, og genkomst, var hendes ønske. Beskriv den nye himmel og den nye jord uden krig, ondskab, sygdom og død. Jesus var hendes ven og retningspilen for livet. Som beskrivende for hendes omtanke og orden havde hun i sit testamente valgt salmerne, der skulle synges ved bisættelsen, hvem der skulle tale, og hvor selskabet skulle samles bagefter, og hvad serveringen skulle bestå i.

Edel Dochedahl

Aage Bech

Edel Dochedahl fra Roskilde menighed døde i sit hjem på Kristiansminde i Roskilde den 7. maj. Edel var født den 17. juni 1916 og blev dermed næsten 98 år gammel. I 1935 blev hun gift med Hans Dochedahl. Tidligt i deres ægteskab slog de sig ned i Lillerød, hvor Hans fik arbejde på stationen. I de tidlige krigsår lærte Edel og Hans adventisterne at kende gennem Vedelsø Nielsens arbejde, og i 1943 blev de døbt i Ebenezer i København, og de tilsluttede sig Hillerød menighed. Det var i en tid, hvor krigen gjorde arbejdet på og ved stationen til en utryg affære, og meget konkret oplevede de krigens barske vilkår, da en sabotagebombe i passagertoget mod Hillerød den 27. juli 1944 sprang lige udenfor deres hjem. På nærmest mirakuløs vis slap familien uskadt fra denne ulykke, der dog altid lå i hukommelsen sammen med en tak, fordi ingen i familien blev dræbt eller såret. I 1965 flyttede Edel og Hans til Roskilde, hvor Edel fik arbejde på Rasmussens klinik for fysioterapi og Hans arbejdede på Roskilde station. De var begge aktive i menighedens liv og fandt stor glæde i fællesskabet i menigheden. Edel blev enke i 2002, og i mange år var kræfterne ikke længere til turen i kirken, men Edel glædede sig over det fællesskab, der blev holdt ved lige gennem besøg i hjemmet. Sammen med børnene, Birthe, Jørgen og Karin og deres familier, tog vi afsked med Edel den 13. maj.

Den 6. marts 2014 lagde Aage Bech sig til hvile ved sit hjem i Harridslev. Begravelsen foregik 14. marts for de nærmeste i Østre kirkegårds kapel i Randers. Han blev født 6. november 1940 i Holstebro og voksede op i Viborg, hvor hans mor blev adventist. Aage blev døbt 19. maj 1956 af pastor Jens Madsen og i 1961 gift med Mary Katrine Jensen. De boede på Vejlefjord, hvor Mary arbejdede og Aage tog realeksamen – her fik de datteren Pia. Han var uddannet fotograf og arbejdede i nogle år som befalingsmand i CF. De flyttede til Egtved, hvor de drev et vaskeri, og siden til Vejle, hvor de fik datteren Tina og sønnen Lasse. Han blev handelsrejsende primært i røntgen- og fotobranchen, og familien flyttede til den lille by Tørring i 1972, hvor han markerede sig stærkt i lokalsamfundet i henved 16 år. Hans store virke som spejderleder har betydet meget for generationer af børn, der er vokset op i adventistkirken. Han har desuden som lægprædikant været til velsignelse for menighederne i Jylland og på Fyn. I 1988 tog Aage imod kaldet til at blive leder for adventisternes plejehjem Solbakken i Randers, hvor han med sit sædvanlige engagement satte præg og kulør på stedet. I 1994 flyttede Aage til Harridslev og blev buschauffør og i 1997 selvstændig vognmand. Mange har han glædet med sine ture. Mary blev alvorligt syg og døde i 1998. Det var en svær og ensom periode for ham. Men da han i 2001 mødte Lissie, lyste han op igen. Hun blev Aages højt elskede livsledsager og en dejlig bedste- og oldemor for hans 6 børnebørn og 1 oldebarn.

Æret være Edel Dochedals minde Carl-David Andreasen

Vi lyser fred over Ellen Margrethe Schmidt Johannesens minde.

Æret være Aages minde. Tue Westing

Lasse Bech

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Børnesiden

R O F

R N BØ En anderledes dag

eter var otte år. Alligevel opførte han sig nogle gange som om, han slet ikke var fyldt 8 år. Især når hans mor bad ham om at tage ud af bordet. Så sank han helt sammen i stolen, trak mundvigende nedad, og lidt efter trillede der store tårer ned ad kinderne. Bad mor ham om at vaske op, blev det endnu værre. Så græd han højlydt, for det var det værste, han vidste. I lang tid sagde mor og far ikke meget til Peters klynken, men en dag blev det for meget for mor: ”Hør nu her, Peter,” sagde hun. ”Kan du ikke prøve at være lidt mere glad, selv om du må hjælpe lidt til?” ”Nej!” hylede Peter, ”for jeg kan ikke lide at tage ud af bordet og vaske op.” En mandag morgen, da hele familien var færdig med at spise morgenmad, sagde mor: ”Peter, kan du lige vaske tallerkenerne af og sætte dem på plads.” Peter skulle lige til at græde, da mor sagde: ”Nej, for resten. Det gør ikke noget. Lad os tage en dag, hvor vi bare gør, hvad vi har lyst til.” ”Behøver jeg så ikke at gå i skole?” spurgte Peter. ”Næ, ikke hvis du ikke selv har lyst,” svarede mor. ”Skal jeg heller ikke vaske op?” Peter så forbavset på mor. Mor rystede på hovedet: ”Kun hvis du har lyst.” ”Må jeg få et stykke af den lagkage, du har bagt?” spurgte Peter. ”Selvfølgelig,” svarede mor. ”I dag gør vi kun, hvad vi har lyst til.” ”Jub….bi..!” råbte Peter og forsvandt som et lyn. Sikken en super dag det ville blive.

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Så den morgen vaskede Peter ikke op. Han gik heller ikke i skole. I stedet legede han inde på sit værelse. Da han fik lyst til et stykke kage, gik han ud i køkkenet og skar et stort stykke lagkage, som han tog med udenfor. Men det var ikke sjovt at være ude, for der var ingen at lege med. Alle kammeraterne var i skole. Ved 12-tiden begyndte hans mave at rumle. ”Mor, skal vi ikke snart spise.” råbte han. ”Nej, det tror jeg ikke,” svarede mor. ”Jeg har ikke lyst til at finde brød og pålæg frem, og jeg har heller ikke lyst til at dække bord. For min skyld kan vi godt springe frokosten over. Lad os gøre, hvad vi har lyst til. Tag et stykke kage til, hvis du er sulten.” Peter drak et glas mælk og gik udenfor igen. Han var hundesulten. Han spiste 3 stykker lagkage, men i stedet for at føle sig dejlig mæt, begyndte han at føle sig syg. ”Mor, jeg er så dårlig,” klagede han. ”Kommer du og læser for mig?” ”Jeg har lidt travlt lige i øjeblikket,” svarede mor. ”Læg dig lidt på sengen, så går det nok over.” Da det blev aften, havde Peters mave det bedre, men der var ingen tegn til aftensmad. ”Skal vi ikke have aftensmad?” spurgte han. ”Nej, ikke i aften,” svarede mor. ”Hvis du er sulten, så tag et stykke lagkage. Der er et program i fjernsynet, som jeg har lyst til at se.” Stakkels Peter. Lagkage var det sidste, han havde lyst til, og han var ikke spor glad, da han gik i seng den aften.

Børnesiden

Hvad tror du, Peter sagde, da hans mor om aftenen bad ham om at vaske op? Jeg ved, hvad han svarede. Hvis du løser opgaven, der står her, så finder du også ud af det.

Alt tømrer- & snedkerarbejde udføres

Følg pilene og skriv bogstaverne, du kommer til, på linjerne. v/ David Melkersen tlf. +45 2182 3883 david@melkersens.dk www.melkersens.dk

Nek Totalbyg aps. v. Niels Erik Kristensen

Tilbyder renovering/tilbygning, nyt køkken eller badeværelse. Murer, tømrer & malerarbejde. Alt udføres med stor omhu til små priser! Kontakt Tlf. 2628 7581 nektotalbyg@yahoo.dk

Vegefood.dk Bestil vegetariske produkter (frost, køl og tørvarer) på hjemmesiden: www.vegefood.dk Kontakt Du kan også ringe til Kenneth Lund på 7568 1254 / 4224 2893 eller skrive til info@vegefood.dk

Tjek adventnyt.dk/annoncer for mere

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Betalingsannoncer

Næste morgen havde mor vasket op, og morgenmaden stod på bordet, da Peter kom ned. Da de havde spist, sagde mor: ”Skal vi gøre, som vi selv har lyst til i dag?” Peter tænkte på dagen i går. Selv om han havde været hjemme fra skole, havde det været en skidt dag. Det havde heller ikke været sjovt at spise sig mæt i lagkage. Han var faktisk blevet rigtig dårlig. Mor havde heller ikke været, som hun plejede. Hun havde haft travlt med alt andet end at være sammen med ham. ”Nej,” svarede Peter. ”Det er bedre, hvis vi hjælper hinanden.”

Formandens klumme

Vi er kaldet til at gøre mennesker til efterfølgere af Jesus. Det må betyde, at vi skal have folk ind i et fællesskab for at påvirke, udfordre, opmuntre og vise dem kærlighed og ikke isolere eller stigmatisere.

Alting forandres … Af: Thomas Müller / Foto: Colourbox

ogle sange brænder sig fast. Kombinationen af stemningen skabt i melodien og teksten i ”Bliv hos mig Herre” gør, at den salme har en særlig plads hos mig. Andet vers slutter: ”alting forandres, men du skifter ej, du er den samme, Herre, bliv hos mig!” Moden skifter, politisk er SF ikke så trendy som tidligere, og at være ikke-ryger er nu den nye norm. Alting forandres, men der er visse ting, vi holder fast ved. Som udgangspunkt ser jeg forandring som et sundhedstegn. Det betyder, at vi er i bevægelse og bliver dermed nødt til at forholde os til hverdagen. Der er visse holdninger og synspunkter, der for mig ikke er til diskussion, mens jeg er villig til at forhandle om andre. Men hvad ligger i den ene kategori, og hvad ligger i den anden? Salme 119 er en fantastisk salme, der hjælper mig, når jeg er i tvivl: ”Dit ord, Herre, står ved magt til evig tid, det er fastforankret i Himlen (vers 89, BPH). I vers 96 skriver han: ”De fleste ting har deres begrænsning, men dine befalinger har uanede dybder.” Her åbner David op for forståelsen af, at Guds befalinger er en dynamisk proces, hvor vi udforsker rigdommen og dybden og forhåbentlig bliver klogere med tiden. Denne tanke passer godt ind i Adventistkirkens dna, der konstant søger efter den nærværende sandhed, og vi må indse, at med visse emner er det en proces at nå nogle niveauer længere ned i dybden. Generalkonferencen afsluttede i marts måned en konference i Cape Town ”In God’s Image”, hvor fagpersoner forsøgte at sætte ord på Bibelens og kirkens syn på alternativ seksuel orientering. I en verden, der hastigt og radikalt ændrer syn på homoseksualitet, ønskede kirken at ”grave dybere ned i dine befalinger” og at søge visdom om emnet. For min egen del er dette et af de spørgsmål, der ikke er til diskussion. Jeg finder klare udtalelser i Bibelen om, at homoseksualitet ikke er Guds plan, men det bliver straks sværere,

Adventnyt · No. 4 juni 2014

når jeg skal forholde mig til mennesker, der er homoseksuelle. Det er så let for mig at falde i den synd at se på alle stereotyperne på bøsser og lesbiske, og alt for ofte glemmer jeg, at det handler om mennesker skabt i Guds billede, jeg står overfor, som er syndere på lige fod med mig. Synd kan ikke gradbøjes, selvom konsekvenserne kan være meget forskellige. Når jeg ser på den måde Jesus underviste og forholdt sig til Guds lov, finder jeg altid, at relationen til mennesket kommer før reglen. Jesus havde en forsonende tilgang til mennesker, lige meget hvor de befandt sig på syndeskalaen. Den samme tilgang ønsker jeg at have. Det er, når vi står ansigt til ansigt med mennesker, der har det svært, men ønsker at gøre det rigtige, at vi indser, at livet ikke er let at navigere igennem. En forsonende tilgang er ikke det samme som at gå på kompromis med sine holdninger, men at give plads til, at vi i fællesskab graver efter dybden i Guds retningslinjer i ønsket om at følge hans vejledning, fordi vi tror på og har indset, at det er det bedste for os. Vi er kaldet til at gøre mennesker til efterfølgere af Jesus. Det må betyde, at vi skal have folk ind i et fællesskab for at påvirke, udfordre, opmuntre og vise dem kærlighed og ikke isolere eller stigmatisere. I et respektfuldt fællesskab tror jeg, vi har de bedste muligheder for at påvirke andre. Når ”alting forandres” omkring os, er det godt at ”du skifter ej, du er den samme, Herre, bliv hos mig!”

Thomas Müller

Formand for Syvende Dags Adventistkirken, Danmark, og leder af Dansk Bogforlag samt Medie & Kommunikation. thomas.muller@adventist.dk

Kollekt

Kollekt 5. juli Kollekt 7. juni

Børneafdelingen

Korrespondanceskolen

ens kollekten d. 5. juli bliver samlet ind, sidder vi på Himmerlandsgården, der er propfyldt med glade børn. Og på de andre sabbatter i løbet af året er der lige så meget aktivitet rundt omkring i menighederne, selvom det nogle gange foregår i et lokale ovenpå. Det er børn, der lever, griner, undres, synger, lærer og hygger sig. Samtidig vil vi også gerne, at de lærer Jesus at kende. Derfor kan du med din gave være med til at gøre en forskel for vores børn. Børnesabbatsskolen lever af det frivillige arbejde, som lærere, forældre og andre gør uge efter uge. Tak for den indsats. Vi drømmer om at lave mere, indbydende materiale, som kan nå helt ud til vores børn og kontakter, og at flere, særligt ubemidlede, børn får lov til at opleve et kristent fællesskab på vores stævner. Børnearbejdet har brug for voksne, der ser værdien af at få en glad opvækst med gode muligheder for at lære at følge Jesus og kende hans kærlighed. Derfor håber jeg i dag på glade kollektgivere, der vil være med til at synge: ”Klinge, klinge, klinge, klinge, hvilken liflig lyd! Hver en lille skilling, giver vi med fryd!”

Tekst: Robert Sand

ennem Korrespondanceskolen når vi som kirke ud til mennesker, vi ellers ikke ville have nået ud til. Vi mennesker er forskellige, har forskellige behov og tænker forskelligt. Derfor er Korrespondanceskolen fortsat et vigtigt redskab i Adventistkirkens mission. Gennem brevkurser når vi mennesker, vi ikke ville nå på andre måder. Ud over kollekten til dette fortsat vigtige arbejde, vil jeg også bede om en bøn for vores kontakter. For mange af vores kursister er et brevkursus deres første kontakt med vores kirke, og det er vores bøn, at den kontakt med os må fortsætte over i kirken. Samtidig vil jeg også takke alle jer rundt om i landet, der troligt går ud og deler vores indbydelser ud.

Kollekt 2. august

JUNI 5. 7. 29. - 6.

Spejdershoppetur (Tyskland) Kollekt: Korrespondanceskolen Børnelejr (Himmerlandsgården)

Kollekt: Børneafdelingen

6. - 13.

Teencamp

14. - 20. 22. - 27. 29-5

(Himmerlandsgården) Mission to the Cities (København) UPLIFT (Norge) TED Camporee (Holland)

Kollekt: Vejlefjordskolens elevfond

JULI

Aktivitetskalender

Det sker ...

Vejlefjordskolens elevfond Tekst: Holger Daugaard, rektor

vad er Vejlefjordskolens elevfond? Det er en fond, der anvendes til at give tilskud til elevers skolepenge. For de familier, der har en trængt økonomi, kan det være en kærkommen mulighed at kunne få tilskud til deres børns skoleår på Vejlefjordskolen. Vi ser i disse år et stigende behov for, at familier må have hjælp til at få råd til at sende deres børn på Vejlefjord, og vi har måttet trække mere på fondens midler end tidligere. Derfor opfordrer vi dig som tidligere elev eller ven af skolen til at give en god gave til fonden ved den landsdækkende kollekt, der optages i august måned i SDA. Du kan også bare indbetale et jævnligt beløb til skolens konto 9521-411-0002934, mrk. ”Elevfond”. På forhånd tak.

AUGUST 11. - 16. World Pathfinder

Camporee (USA)

Adventnyt · No. 4 juni 2014

Vinterpakkerne kom frem til Syrien Omkring 25.000 mennesker har fået vintertøj og tæpper takket være ADRAs indsats – TAK til alle der har bidraget med at hjælpe. Tekst: Bjørn Krøll / Foto: ADRA

en fortsatte borgerkrig i Syrien har skabt mere end 6 millioner flygtninge, som har måttet forlade deres hjem for at redde livet. Ofte har de ikke kunnet tage noget med og må nu tilbringe livet i trange flygtningelejre eller små lejligheder, hvor de er helt afhængige af hjælp udefra. De fleste steder uden varme og rindende vand og med temperaturer i den nu overståede vinter helt ned til minus fem grader. ADRAs hjælp har været uvurderlig for de mange, der har modtaget tæpper og varmt tøj.

En af dem er gamle bedstemor Rita. Hun fortæller: ”Min eneste søn, som jeg var afhængig af, blev dræbt. Jeg blev selv såret og måtte flygte sammen med mine børnebørn, som var den del af familien, der var tilbage. Det gik meget hurtigt, og vi kunne ikke nå at få nogle af vores ejendele med.” Rita og hendes børnebørn endte i Damaskus, hvor de blev interneret på en skole i et klasseværelse sammen med flere andre familier. Rita fortæller videre: ”Der er ingen døre og vinduer i bygningen, og det kolde vejr fik os til at fryse hver nat. Vi havde kun et tæppe, og vi lå helt tæt om natten for at prøve at holde varmen – og vi græd. Vi havde ingenting fået med os, mange af vores familiemedlemmer og gode venner var blevet dræbt. Vores hus lå i ruiner, og her lå vi og frøs.”

Du kan støtte ADRA Danmarks arbejde på Danske Bank 9570 0008688222 Eller ved at sende en sms med teksten ”adra 100” til 1414 – så støtter du med 100 kroner + sms-takst.

Mange flygtninge kan berette om de samme frygtelige oplevelser og en uvis fremtid. Hvad vil den bringe? Hvor skal vi bo? Hvad skal vi leve af? Hvad skal der blive af os og vores børn? Det er spørgsmål, som fylder rigtig meget hos hver eneste flygtning. ADRA er med til at bringe håb og trøst til mange, ikke mindst med de gaver vi modtager af trofaste og gavmilde givere. De gaver var med til at gøre det muligt at give Rita og hendes børnebørn tæpper og varmt vintertøj, så de nu kunne holde varmen både nat og dag. En stor tak for de mange gode gaver vi modtager, så vi kan hjælpe mennesker som Rita og hendes børnebørn.