2015 nr 12 Nyt Fokus

nytfokus

12

Loven ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…

nytfokus

12

Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter.

Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis.

Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.)

Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk Redaktion Sven Hagen Jensen Walder Hartmann Anne-May Müller Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk Udgives med støtte fra KEHAP Fonden ISSN: 2246-6053 Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen, Adventistkirkens Mediecenter Tryk: Øko-tryk Illustrationer i bladet: Naturbørnehaven Bakkelyst Scanpix thinkstockphotos.com wikipedia.org Adventistkirkens Mediecenter Forside foto:

2

I

broder skabets ånd af Sven Hagen Jensen Jeg sad og kikkede i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, som blev vedtaget af FNs generalforsamling den 10. december 1948. Og her i Artikel 1 stødte jeg på følgende udtalelse: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.“

Smukke ord, men ikke altid så let at leve op til. Selvom vi skulle være udstyret med fornuft og samvittighed, er det ikke altid, at vi tager hensyn til andres værdighed og rettigheder. Dette nummer af Nyt Fokus handler om loven. Landets love er til for at værne om vores værdier og rettigheder. De er givet for at beskytte og vejlede os. Det samme gælder Guds lov. Men somme tider kommer vi på tværs af loven – eller loven kommer på tværs af os.

Og så stiller vi spørgsmålet: er det loven, der er noget galt med – eller er det os, der har et problem? – Med andre ord, skal vi ændre på loven, eller skal vi prøve at ændre på vores egen adfærd? Vi kan nok blive enige om, at der er visse grundlæggende love, uden hvilke et samfund hurtigt ville bryde sammen, eller hvor det ville være utåleligt at leve.

Dette nummer handler også om, hvordan vi hjælper vores børn med at handle mod andre i en broderskabets ånd, ikke mindst mod de underprivilegerede eller socialt udsatte. Hvordan kan vi rent praktisk involvere vores børn i at hjælpe andre? Ligeledes kommer vi i en artikel ind på flygtningefamilier og de udfordringer, de står over for, når de skal integreres i det danske samfund. Ligeværdighed og rettigheder rækker langt ud over vores eget netværk og interessegruppe. FN har set et behov for at uddybe disse rettigheder og friheder i 30 artikler for den globale verden. I artiklerne understreges også, at med rettigheder og friheder følger der pligter over for det samfund, man lever i. Alle velfungerende samfund bygger i sidste ende på en fælles erkendelse af, at man bør omgås hverandre i en broderskabets ånd.

Sig

TAK til politiet

Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

af Sven Hagen Jensen En ny undersøgelse fra EU-Kommissionens analyseinstitut, Eurobarometer, viser, at 98% af danskerne føler sig trygge ved at bo i deres by eller landsby. Det giver en delt førsteplads i EU sammen med Finland. Eksperter peger på udbredt tillid og et velfungerende politi- og retssystem som hovedårsagerne.

Overskrifterne er ofte fyldt med overfald, gadeuorden og vold. Og når politiet bliver sat på en vanskelig opgave, rettes mediernes fokus tit mere på politiets håndtering af situationen end på ulovlighedernes omfang og skader. Et lille fejltrin kan overskygge en ellers rosværdig indsats for at skabe ro og tryghed i samfundet. Men de fleste danskere sætter stor pris på at bo i et retssamfund, hvor politiet behandler folk lige og ordentligt.

Viggo Vagnbys berømte plakat om Wonderful Copenhagen viser en politimand, der holder trafikken tilbage og hjælper en andefamilie over gaden. Her på billedet bliver scenariet gentaget, da politiet reddede en andemorr og hendes 11 ællinger fra at bli-ve trafikdræbt på Nørrebrogade i København (Foto: Mogens Flindtt © Scanpix).

Lovens forlængede arm er på mange måder også lovens beskyttende arm. Politiet er sat her for at håndhæve loven og sørge for vores sikkerhed, hvad enten der køres for stærkt, der

begås en forbrydelse, der er husspektakler, eller vi på anden måde har brug for deres hjælp.

Det forebyggende arbejde er også en vigtig del af deres arbejde for tryghed. Vi har meget at sige politiet tak for.

3

Med

LOV skal land bygges af John Pedersen

Guds ti bud er grundlag for de vestlige landes love og kultur.

I 1241 blev Jyske lov givet af kong Valdemar Sejr – og i lovens første ord står der: ”og danerne vedtog“, hvilket vil sige, at den blev vedtaget på Viborg Ting.

Den egentlige fortale begynder med ordene: ”Med lov skal land bygges“, og videre i indledningsordene står der bl.a ”Men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov ... var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv ... Loven skal være ærlig og retfærdig, tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven sige.“ I denne lov står der også, at den er rigets grundvold.

4

BIBELENS GRUNDLOV Bibelen har de ti bud, som en grundlov, der blev givet til israelitterne ved Sinaj. Den står skrevet i Det Gamle Testamente – og dertil kommer ligesom i dag en række langt mere specifikke love og regler, hvoraf nogle var af almen gyldighed og andre kulturbestemte vedtægter med det formål, at få israelitterne til i praksis at indrette sig socialt og ceremonielt.

Medierne fremhæver dagligt de ti buds værdi – i det mindste indirekte, da de hele tiden brydes. Vi kan ikke åbne en avis eller se tvnyhedsudsendelser, uden at der fortælles om løgn og bedrag, tyveri, umoral og vold. Ingen af os vil benægte, at et samfund, en nation, hvor alle stræbte efter at følge de ti buds forskrifter i forholdet til andre mennesker, ville være noget af et idealsamfund. I indledningsordene til Jyske lov stod der jo, at ”ville enhver nøjes med sit eget … da behøvede man ikke nogen lov“. Nej, uden falskneri, tyveri og/eller mord, med respekt og omsorg for ældre, uden egoistisk begær

John Pedersen er præst og tidl. missionær på Grønland.

som drivkraft for vore handlinger – ja da ville verden være et Utopia – et der dog ikke fandtes, men hvor vi gerne ville leve.

I Danmark har vi en grundlov. Vi tænker altid på den af 1849, men tidligere love som Jyske lov og Kongeloven var også en art grundlov.

Desuden der er jo også et utal af love og bekendtgørelser, som ændres med jævne mellemrum.

VÆSENTLIGT ELLER UVÆSENTLIGT I Matthæusevangeliet finder vi en af de mest berømte debatter mellem Jesus og farisæerne, datidens jødiske tænkere. Her var det et spørgsmål om at kunne skelne mellem, hvad der var væsentligt, og hvad der var uvæsentligt, så man satte en fælde for Jesus. I Matt 22,34-40 fortælles der, at en lovkyndig kom med et spørgsmål om, hvilket bud i loven, der var det største – det var for at sætte Jesus på prøve.

Prøven eller fælden skyldtes de religiøse lovlærdes grundsyn, nemlig at alle bud i loven, dvs. dem vi har i Det Gamle Testamente (specielt dem i Mosebøgerne, Toraen), var af samme værdi. Derfor gjorde de det, at de føjede regel til regel for hver ny situation, man stod over for, og religionen kom til at beskæftige sig med småtingsafdelingen.

Jesus stod over for et svært valg, for fremhævede han ét bud frem for et andet, ja så kunne han beskyldes for at nedvurdere dele af Guds lov – en alvorlig ting på den tid.

Jesu svar var både dybsindigt og genialt, for han citerede to kærlighedsbud. Deres placering i loven er fremhævet som noget særlig betydningsfuldt. Budet om kærlighed til Gud findes i 5 Mos 6,5 og 5 Mos 10,12-13, og her siges det klart, at overholdelsen af andre lovbud skal

have kærligheden til Gud som grundmotiv.

Det andet: budet om næstekærlighed gentages i flere situationer og fremstår som mere væsentligt end andre bud (3 Mos 18,18 og 34).

FUNDAMENTET FOR AL LOVGIVNING Jesus gjorde det i denne dialog klart, at ikke alle love har samme vægt. Derfor fremhævede han, at ”kærlighed til Gud og til medmennesket er fundamentet for de ti bud, for alle andre love og vedtægter og for samfundet“.

Dette dobbelte kærlighedsbud kommer naturligt til udtryk i de ti bud, som kan deles i to hovedafsnit. De første fire bud omhandler forholdet til Gud, og de sidste seks bud har med forholdet til vore medmennesker at gøre.

Vi kan stræbe efter at efterleve disse sidste bud, for om muligt at skabe et ideelt samfund – men forholdet til vore medmennesker fungerer ikke, hvis vort forhold til Gud ikke fungerer.

Med lov skal land bygges. Om det er i almindelighed eller også i det religiøse liv, så er der regler for at hjælpe os til at leve ret vi mennesker imellem, for der er et fremmedelement, synd, som hele tiden afsporer vore gode intentioner (se Rom 3,9.19). Derfor gav Gud loven – de ti bud – til alle mennesker, for at give dem et spejl til at se deres afhængighed af Ham, et gærde for at hjælpe og beskytte dem mod ondskaben: ”For dette er kærlighed til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge“ (1 Joh 5,3).

Med lov skal land bygges, når blot loven er funderet og gennemsyret af de ti bud, som viser os Gudsrigets principper.

5

Gælder

de ti bud

også i dag? af Sven Hagen Jensen

Man hører fra tid til anden, at Guds ti bud er blevet afskaffet ved korset, og at kristne ikke længere behøver at følge disse bud, fordi de lever under Guds nåde. Kan det virkelig passe? Eller er der noget, man har misforstået?

Lad os allerførst slå fast, at mennesker ikke bliver frelst ved at holde Guds ti bud, men af nåde ved tro. ”For af den nåde er I frelst ved tro.

Og det skyldes ikke jer selv. Gaven er Guds“ (Ef 2,8). – Det er almindelig bibelsk og protestantisk forståelse. Også Noa, Abraham (de troendes far), Moses og en lang række andre fra Det Gamle Testamente bliver fremhævet på grund af deres tro (Hebr 11) og ikke deres lovgerninger med henblik på at få del i løftet om evigt liv (Hebr 11,39.40). I Det Gamle Testamente bragte man sine ofre på altret eller ved templet i tro på den Messias, der skulle komme. Den kristne ser i tro tilbage på Kristi fuldbragte offer på Golgatas kors. I begge tilfælde bliver mennesket frelst af Guds nåde ved tro.

GUDS BUD HAR EN VIGTIG FUNKTION Men Guds bud har en hel anden funktion end at frelse os. De skal fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert. De skal beskytte os. Og mon ikke vi stadigvæk har brug for det? ”Det, der kommer ved loven er jo syndserkendelse“ (Rom 3,20), ”men synden kom jeg først til at kende gennem loven“, skriver apostlen Paulus (Rom 7,7). Guds lov kan sammenlignes med et spejl, hvor vi ser vores ufuldkommenheder (Jak 1,23.24), men spejlet kan ikke rette på disse ufuldkommenheder eller vaske os rene. Loven viser i stedet vo-

6

res behov for en frelser, Jesus Kristus. Loven er desuden et værn om vores liv og vores samfund.

Hvad ville et land være uden love? Hvordan ville en familie trives uden regler? Og hvad ville et menneske være uden retningslinjer for sit liv?

Det er stadigvæk forkert at stjæle, lyve, begå drab og ødelægge en anden persons ægteskab og familie. Vi har ligeså meget brug for Guds ti bud i dag, som på Moses’ tid. Det var også forkert af Kain at slå sin broder Abel ihjel (1 Mos 4,8.9) eller Jakob at bedrage sin gamle far (1 Mos 27,24.35) eller Potifars hustru at lægge an på Josef (1 Mos 39,7-10). Og de vidste det – de kendte allerede Guds bud længe før lovgivningen på Sinaj Bjerg. Budene var blevet overleveret mundtligt fra slægt til slægt. ”Abraham adlød mig og holdt mine befalinger, mine lovbud og mine love“ (1 Mos 26,5), siger Herren.

På Moses’ tid blev disse 10 grundlæggende retsprincipper nedskrevet på stentavler med Guds egen finger ifølge Bibelen (2 Mos 31,18).

JESUS OG DE TI BUD Det afgørende er, at Jesus Kristus aldrig har afskaffet de ti bud. Tværtimod, han vidste, at vi stadigvæk har brug for dem. Derfor kunne han sige: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde…

Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget“ (Matt 5,17-19).

Og for at vi ikke skal være i tvivl om, at det var de ti bud, han talte om, så fortsatte han med at citere fire af dem og uddybe, hvad de betyder. Han understregede deres evige betydning: ”Men himmel og jord skal snarere forgå end en eneste tøddel af loven falde væk“ (Luk 16,17).

Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

Paulus fortsætter, hvor Jesus slap. For ham Pau nerer Guds lov, hvad synd er. Vi har brug define for at kende forskel på ret og forfor loven lo At fornægte Guds ti bud ville give lige så kert. A lidt mening m som at sige til en person, at han ikke må overtræde hastighedsbegrænsningen ssamtidigt med, at man fortæller ham, at hastighedsskiltene ikke længere gælder. Det hasti hænger bare ikke sammen. Paulus kan derfor hæng skriv skrive: ”Så er loven da hellig og budet helligt og re retfærdigt og godt“ (Rom 7,12). Desuden lægger han vægt på, at der ikke er et modsætlægg ningsforhold ning mellem kærligheden og Guds ti bu bud, men at loven opfyldes gennem kærligheden. ligh ”Vær ikke noget andet skyldig end at elske e hinanden; for den der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: ’Du må ikke bryde eet ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke begære’ og et hvilket som helst andet bud bud, sammenfattes jo i dette bud: ’Du skal elsk elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er alts altså lovens fylde“ (Rom 13,8-10).

HV HVAD DER SKETE VED KORSET Men hvad var det så, der blev afskaffet ved Me korset? ”Han slettede vort gældsbevis med ko alle all dets bestemmelser imod os; han fjernede ne det ved at nagle det til korset“ (Kol 2,14).

2, Gud slettede skylden, som fremkom ved ve at overtræde loven. For ved Kristus ha vi ”syndernes forladelse“ (Kol 1,14). har H Han betalte ’fartbøden’, om du vil. Han fjernede ikke fartskiltene (Guds ti bud), fo dem har vi stadigvæk brug for også for e efter korset.

7

Hvordan

involverer jeg mine børn? af Anne-May Müller

”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig …

Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig“ (Matt 25,35-36.40).

hed, fyldte asylcentre og kriminalitet lige uden for vores gadedør.

Hvad gør det ved os? Får det os til at bygge højere mure rundt om vores lille matrikel og vores børn, eller får det os til at kigge på vores privilegerede liv og få lyst til at hjælpe andre, der ikke har det så godt som os? Enten lige på vores dørtrin, eller ude i verden?

Dine børn hører også om alt det, der sker i verden, og de kigger på dig og spørger: ”hvad gør vi ved det?“ ”Hvordan forholder jeg mig til det?“ Og så må du gøre op med dig selv, hvad du vil lære dit barn om hjælpsomhed, gavmildhed og næstekærlighed. Dit barn lærer sine grundlæggende værdier af dig – og det lærer bedst de værdier, som praktiseres i dit liv.

Du kan ikke færdes på nogen nyhedsmedier d at bl f d nøden d rundt d uden blive k konfronteret med omkring os, om det er krig i Mellemøsten, naturkatastrofer i Asien, flygtninge i Europa, humanitære kriser i Afrika. Selv helt tæt på i vores lokalsamfund møder vi mennesker, der kæmper med dagligdagens basale behov. Vi har overbelagte krisecentre, stigende hjemløs-

8

Her er nogle forslag til, hvad I kan gøre sammen for at hjælpe andre: Aflagt tøj. Tag barnet med, når der skal ryddes ud i skabet. Er der andre børn, der kan få glæde af det? Tag barnet med hen, når I afleverer det til en genbrugsbutik, et asylcenter, et krisecen-

Anne-May Müller, familiekonsulent, ægtefælle og mor til fire drenge.

ter, eller en familie I kender, som vil blive glad for det. Gør det samme med legetøjet. I kan også sælge brugt tøj eller legetøj på loppemarked, og så donere pengene til et velgørende formål.

Tag dit barn med, når du samler ind. Om du går ud og samler ind til Kræftens Bekæmpelse, Dansk Flygtningehjælp, Hjælpeaktion el.l. så tag børnene med. Jeg er selv blevet slæbt med fra hus til hus i min barndom, og det gav en grundindstilling til, at jeg, som har muligheden for at hjælpe, også har en forpligtelse til at gøre det. Jeg har også haft mine børn med ude at samle ind, og de nyder at kunne gøre en forskel (og folk taler også pænere og er mere gavmilde, når man har et barn i hånden).

Giv blod. Tag dit barn med (når det har en passende alder), så det kan se, hvordan det foregår, og så det også forstår vigtigheden af det, du gør. Når dit barn fylder 17 år, så opfordr det til selv at blive donor.

Varme strømper og vanter. Når vi går i kirke juleaften, så har vi altid nogle nye varme vanter og tykke strømper med. Der bliver nemlig samlet ind til hjemløse den aften. Tag dit barn med i supermarkedet og køb nogle par – de koster ikke særlig meget! Barnet kan endda selv bruge nogle af alle sine lommepenge på det.

Hav altid et par vanter/strømper liggende i bilen, som du kan give til en hjemløs, I møder på jeres vej. Et par vanter og et par strømper bliver hurtigt slidt op, når man kun har et eller to par og færdes udendørs 24/7! Lad dit barn aflevere gaven. Og der bliver glæde i øjnene hos både modtager og giver.

Meld jer som frivillige. Vi har flere gange – børn og voksne – deltaget i maduddeling og

tøjuddeling til hjemløse. Tag kontakt til de hjælpeorganisationer, der er aktive, hvor I bor.

De mangler altid friske hjælpere. Det har været en kæmpe øjenåbner for vores børn at møde hjemløse og se, hvor stor forskel deres smil og omsorg kan gøre.

Kontakt et asylcenter. Vores børn har været med til at samle legetøj sammen til et asylcenter. De tilbragte også en søndag med at lege med børnene på asylcentret. Det var til glæde for alle børnene, og er med til at skabe forståelse og taknemmelighed hos både danske børn og flygtningebørnene. Find ud af, hvad asylcentret har mest brug for, og se om I ikke kunne hjælpe med det.

Få et fadderbarn. Bliv donor for et barn så det kan sikres skolegang, mad og tøj. Gør det fremmede barn til en del af samtalen i familien. Hav billeder af barnet, og tal med dit barn om, hvordan I kan hjælpe jeres bror/søster i et uland.

Krisecenter. Måske kunne I, næste gang I skal i Tivoli, Sommerland eller Zoologisk have tænke på, om der ikke var et barn på et krisecenter, der kunne have brug for også at komme med sin mor/far på tur? Ofte har de familier, der bor der, ikke råd eller overskud til at gøre den slags ting. Kunne I ikke give penge til en indgangsbillet for et ekstra barn, hver gang I selv tager afsted? Eller hver gang I går i biografen?

Der er mange måder at hjælpe på, og jeres børn vil gerne gøre en forskel i denne verden. Hvis vores børn lærer at se og afhjælpe nød, når de møder den, så kan denne verden kun blive et bedre sted at være, når de overtager den!

9

Mit arbejde med

flygtningefamilier af Ingelis R. Jensen Flygtninge og migranter kommer til Danmark i større antal og fra fjernere kulturer, end vi længe har været vant til. Det giver nogle udfordringer for både de nysankomne og for os, som skal prøve at forstå deres situation. Ikke mindst flygtningefamilier med børn går gennem en vanskelig integrationsproces.

Jeg har de sidste syv år arbejdet med at hjælpe flygtningefamilier fra Bhutan og Congo, som kommer fra flygtningelejre i henholdsvis Nepal og Rwanda.

Den største udfordring ved at blive ”plantet om“ er sproget. Kommunen giver tre år på sprogskole og ser derefter helst, at de unge fortsætter i en eller anden form for uddannelse. De ”ældre“, hvoraf flere aldrig har gået i skole før, behøver selvsagt længere tid, og denne bliver tit kombineret med en praktikplads, så de har tre dage med skole og to med praktik eller omvendt. Mange prøver virkelig hårdt på at lære og tale det svære danske sprog. Børnene, hvis de kommer så tidligt, at de kan begynde i børnehave, har ingen problemer sprogmæssigt. De fanger det let og taler hurtigt som en indfødt dansker.

En anden udfordring er den helt nye livsstil.

Det er overvældende og frustrerende pludselig at få så mange penge i hånden og så skulle betale det meste til husleje, varme, el, transport, medicin, tandlæge. Og hvis der er børn i familien, kræver de ligestilling med deres danske venner, så som modetøj, make up, iPhone/

10

iPad (som mange gange bliver ødelagt eller forsvinder, før de får lært at passe på dem), sportsaktiviteter (sportstøj og fodtøj), computer og helst et meget stort fjernsyn på væggen.

Det er ikke altid forældrene kan klare alle disse udgifter. De første år får familierne stor økonomisk hjælp fra kommunen, som på den måde hjælper børn og unge med at blive integreret hurtigt. Men samtidig får de også tillært nogle vaner, som det kan blive dyrt at overtage for familien, når den kommunale hjælpepakke hører op.

Mange af de flygtninge, som jeg har kontakt med, har traumer med i rygsækken, som vi slet ikke kan sætte os ind i. De er flygtet fra krigens rædsler, er syge pga. underernæring, dårlige sanitære og boligforhold, forskellige former for stress og angst for fremtiden. Når de så kommer her til landet, får de heldigvis en del hjælp af sagsbehandlere, kontaktfamilier og frivillige. Det er der også meget brug for, da der pludselig er en masse breve, skemaer og formularer (alt sammen på dansk), som de ikke forstår et ord af, og som de skal forholde sig til. Heldigvis kan nogle af dem engelsk eller fransk, som så kan bruges i kommunikationen.

Ingelis R. Jensen Aktiv i sin kirke og frivillig medarbejder for flygtningefamilier

Det varer ikke længe før børnene kan ”tolke“ for forældrene, hvis man bruger et ”let“ dansk.

Det bringer os til endnu en udfordring, som flere familier møder. Det er respekten for forældrene. Børnene skal pludselig overtage ansvarsrollen mht. kommunikationen i familien. I hjemlandet fik de en gang tæsk, hvis de ikke ville makke ret, og det havde de stor respekt for og var derfor lydige og gjorde, hvad der blev sagt. Nu må forældrene ikke straffe deres børn på den måde i Danmark, og derfor står de mange gange hjælpeløse overfor børnene, som udnytter situationen og gør, hvad de selv vil. Desværre kan det udvikle sig til kriser i hjemmet, før kommunen sætter ind med hjælp, der med tiden forhåbentlig kan rette op på den problematiske tilstand.

Det er så her, vi frivillige kan være til stor hjælp. Det er både fantastisk at blive en del af en sådan nydansk familie, og se hvordan den langsomt udvikler sig til at blive integreret i det danske samfund, men det kan også være frustrerende, når tingene ikke fungerer, og der opstår alvorlige kriser i hjemmene mellem forældrene og børnene, især teenagerne.

Som kristen er det en enorm styrke at kunne bede om hjælp til at træffe de rigtige beslutninger, sige og gøre de rigtige ting. Jeg bruger rigtigt meget at bede sammen med familierne.

Det mærkes med det samme, når Gud får lov til at arbejde sammen med en. Det lægger en dæmper på gemytterne.

Nogle af de ting, som ”vore“ nydanskere har bedt om hjælp til er: lektielæsning, forklaring af breve fra kommunen, skolen, forsikringsselskabet og hospitalet, at være bisidder ved samtaler de forskellige steder, søge efter og se på ny bolig, udfylde ansøgninger, se på brugte biler, hjælp til telefonsamtaler med offentlige instanser, bibellæsning, danskundervisning, klaverundervisning, børnepasning, transport til hospital/læge/psykolog, flytning til ny bolig og hjælp til at tackle børnene, når forældrene selv har givet op. De har simpelthen ikke overskud til både at gå i skole eller på arbejde, handle ind, lave mad, læse lektier, både de voksne selv og med børnene, som ofte er på et plan, hvor de voksne ikke kan følge med.

Det er dejligt at se og mærke deres taknemmelighed, når de ting, vi arbejder med, lykkes.

Dejligt at se børnene udvikle sig til positive, flittige unge mennesker, der gerne vil være en del af vort danske samfund. Dejligt at se forældrene tage mere ansvar og blive integreret i Danmark.

Bed for dem – tag interesse i dem – luk dem ind!

11

Festglans omkring det hverdagsgrå af Walder Hartmann Da Jesus vandrede her på jorden, blev han konfronteret med spørgsmålet: ”Hvilket bud i loven er det største?“ Jesus svarede først, som enhver jøde ville svare: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit styrke.“ Men så føjede han næstekærlighedsbuddet til, det er lige så stort, en anden side af samme sag. Desuden sagde han: ”På disse to bud hviler hele loven og profeterne.“ Dette havde han selv efterlevet og forventer derfor det samme af sine efterfølgere. Vi kan ganske enkelt kalde det for: Anvendt kristendom.

Da jeg for mange år siden var praktikant hos én af Adventistkirkens præster, lærte jeg, at der skulle være balance mellem min optræden på prædikestolen om sabbatten og min ageren i de mange hverdagssituationer, som jeg ville komme ud for. Jeg hørte endda en anekdote om en gammel prædikant, der på helligdagen prædikede så inspirerende, at menigheden hver uge udbrød: ”Gid han aldrig ville forlade prædikestolen!“ Til gengæld havde han temmelig mange problemer med sit personlige liv fra søndag til fredag, at menigheden ønskede: ”Gid han aldrig ville gå på prædikestolen igen!“ Ikke alene præster har problemer med hverdagens kristendom, det er et alment menneskeligt problem, som de fleste af os kæmper med. På den baggrund er det forståeligt, at Jesus, da han blev bedt om at udpege det største bud i loven, svarede ved at henvise til 5 Mos 6,5: ”Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke.“

12

Og så tilføjede han: ”Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.“ (Matt 22, 38.39) VAR JESUS UDE PÅ AT NEGLIGERE DE TI BUD? Da Gud skrev de ti bud på stentavler og overgav dem i Moses’ varetægt, var det ikke et nyt sæt regler, som israelitterne skulle overholde.

Vi kalder dem bud; men har i virkeligheden derved givet dem en lidt forvansket karakteristik. Budene var nok oprindelig tænkt som undervisning – en hjælp til at forstå de mo-

Walder Hartmann Seniormedarbejder v. Adventistkirken Danmark

ralske principper, som Gud allerede fra menneskets skabelse havde nedlagt i dem, og som gennem deres samvittighed var en hjælp til at realisere menneskers liv med Gud og med hinanden.

Børnene i Israel lærte dem udenad og skulle kunne dem på fingrene og huske dem. Jesus har uden tvivl også lært dem udenad, mens han var barn i Nazaret, og han praktiserede dem uden tvivl til fuldkommenhed; men på given opfordring sammenfattede han dem til et par ”gyldne regler“, som definerede, hvordan Gud ønsker at beskytte forholdet mellem generationerne, beskyttelsen af livet, ægteskabet og ejendomsretten.

Jesus negligerede ikke de ti bud, men han ønskede at vise, at livet er truet eller tilmed bliver umenneskeligt, når principperne i de ti bud går i glemmebogen eller foragtes. Det er nemt for os at tage gode beslutninger, når vi sidder på kirkebænken, men vi fortrænger ofte de gode beslutninger, når hverdagen møder os med sine krav og udfordringer.

DER ER FLERE HVERDAGE END FESTDAGE Den blinde digter, Mathias Orheim, der levede i Norge fra 1884 til 1958, skrev bl.a. en salme om hverdagskristendom, hvori det hedder: Hverdagskristen, døbt til virke, født til kærlighed, skabt af Gud. Vi er hjem og hal til kirke, køkkenkrog og handelsbod.

Mønt og varer får Guds stempel, falsk og fusk på døren må.

Alterlyset i Guds tempel gi’r festglans i det hverdagsgrå.

Sådan bliver det, når der er samklang mellem liv og lære, når Guds børn kaster lys og varme over deres omgivelser; men der er flere hverdage end festdage. Nytter alle vore anstrengelser så noget? ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke…,“ siger Paulus. Han kendte også ”den gyldne regel“ og besværet med at leve op til den. Heldigvis deler han også løsningen på problemet med os:

”For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren“ (Rom 14,7-8).

Hvad Kristus er for os, skal vi også være for hinanden: Vi må gensidigt acceptere (Rom 15,7), oplive, værdsætte, opmuntre og trøste hinanden.

13

Den tabte pung børnehistorie af Florence M. Weslake

”Erik, vil du gå ned til købmanden og hente nogle ting til mig?“ sagde hans mor, da han kom hjem fra skole.

”Ja, Mor, det skal jeg nok. Hvad skal du have?“ svarede Erik. ”Her er listen, og her er pungen med penge.

Pas nu godt på den. Og kik lige ind til Tante på vejen og giv hende avisen – det jeg har lovet hende.“ Erik lagde sine bøger væk og begav sig på vej til købmandsforretningen. Efter at han havde krydset vejen, gik han under jernbanebroen og videre forbi en mark, hvor nogle af hans venner spillede fodbold. ”Erik, kom og spil med os!“ råbte de. ”Vi mangler en ekstra spiller.“ ”Ikke lige nu,“ råbte han tilbage, ”Jeg skal hente nogle købmandsvarer til min mor.

Men jeg skynder mig, så kan jeg spille, når jeg er færdig.“ Han fortsatte og vinkede til

14

nogle mænd, som var ved at reparere et hul i vejen. Snart var han ved sin tantes hus og afleverede avisen fra sin mor som aftalt. Så fortsatte han hen til købmanden.

Han kikkede omhyggeligt på listen og samlede varerne sammen. Da han var klar til at betale, følte Erik i lommen efter pungen, men den var var der ikke. Han ledte febrilsk, vendte alle sine lommer, men den var ingen steder at finde. Måske havde han tabt den i sin tantes hus.

Han undskyldte sig hos købmanden og skyndte sig tilbage ad den vej, han var kommet.

Eriks tante blev også ilde til mode, da hun hørte, at pungen manglede. De gik begge i gang med en undersøgelse, først i huset, så på gårdspladsen foran huset og derefter på vejen – men det var nyttesløst. ”Standsede du andre steder undervejs?“ spurgte Tante. ”Nej, jeg skyndte mig,“ svarede Erik. ”Mine venner ville have mig til at spille fodbold, men jeg gjorde det ikke.“ ”Tog du noget ud af din lomme?“ ”Nej, det tror jeg ikke.“ Tante smilede beroligende. ”Du skal ikke være bekymret. Vi beder Gud om, at du må finde pengene igen, så er jeg er sikker på, at han vil hjælpe.“

Erik og hans tante knælede ned og bad Gud om at hjælpe dem løse problemet. Da de var færdige med at bede, gav Tante Erik nogle penge. ”Her, tag dem, og køb de ting, som din mor skal have.

Hun kan betale mig tilbage senere. Jeg er sikker på, at dine tabte penge vil blive fundet igen.“ På trods af Tantes tillidsfuldhed, var Erik slet ikke glad. Med et tungt hjerte købte han varerne og skyndte sig hjem for at fortælle Mor, hvad der var sket. ”Tante tror, at Gud vil sende pengene tilbage. Det håber jeg, han gør. Tror du, han vil, mor?“ Eriks mor sukkede bare. Hun havde ikke råd til at miste de penge, men siden der ikke var noget at gøre ved det, begyndte hun på aftensmaden.

Solen var netop begyndt at gå ned, da Eriks mor gik udenfor for at kalde børnene ind til aftensmad. Hendes ansigt havde stadigvæk et bekymret udtryk, da hun råbte, ”Kom, børn.

Vask jeres hænder, så skal vi spise.“ Hun så, at porten stod åben, så hun bad Erik om at lukke den. Men inden Erik kunne

nå hen til porten, smuttede en sort hund indenfor. Den logrede med halen, løb hen til Erik og lod noget falde ned ved hans fødder.

Erik bøjede sig hurtigt og samlede det op.

Han stirrede på genstanden i sin hånd et øjeblik, næppe i stand til at tro hvad han så. Det var den tabte pung! Han åbnede den – næsten ærbødigt. Der lå pengene, præcis det beløb, som Mor havde givet ham. ”Mor, her er pungen,“ råbte Erik, idet han stormede ind i køkkenet. ”Hunden kom med den. Gud har sendt pengene tilbage til os.“ Familien samlede sig om hunden. ”Han bor ikke på vores gade,“ bemærkede Mor. ”Hvordan kunne han vide, at pungen var vores?“ ”Det vidste hunden måske heller ikke, men Gud gjorde,“ svarede Erik. ”Tante var sikker på, at Gud ville hjælpe os.“ ”Lad os takke ham lige nu,“ foreslog mor. Og sammen bøjede de deres hoveder og takkede Gud, fordi han havde besvaret deres bøn.

15

Fra en bøn af Karl Barth Nu tænker vi på alt det mørke og al lidelse i vor tid, på de vildfarelser og misforståelser, som vi mennesker plager os med, på alt det hårde, som så mange må bære trøstesløst, på de store farer, som verden er truet af uden at vide råd om, hvorledes den skal møde dem.

Vi tænker på de syge og evnesvage, på de fattige, de forrevne, undertrykte, på dem, der lider uretfærdigt, på børnene, der ingen eller ingen rette forældre har.

Vi tænker på alle, der er kaldet til at hjælpe så langt, som mennesker kan hjælpe: På statsmændene i alle lande, på dommerne og embedsmændene, på lærerne og pædagogerne, på de mennesker, der skriver bøger og i aviser, på lægerne og sygeplejerskerne, på dit ords forkyndere i de forskellige kirker og menigheder nær og fjern.

Lad dit lys skinne klart for dem og os – langt klarere end hidtil – så vi kan blive hjulpet.

Alt dette i Frelserens navn, hvori du allerede har hørt os og atter og atter vil høre os.