2016-02 Aktive Seniorer

02

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

Aktive Seniorer

juni 2016

Seniorernes generalforsamling i Roskilde 04

Nyt besøg i Tanzania Marianne og Morten Øster har igen været i Tanzania.

Os imellem På besøg hos »lørdagspigerne« For de gamle, som faldt, er der ny overalt Et venskab, der holder endnu.

06

13

14

02

FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

Aktive Seniorer

juni 2016

Leder:

Seniorernes generalforsamling i Roskilde 04

Nyt besøg i Tanzania Marianne og Morten Øster har igen været i Tanzania.

Aktive Seniorer

Os imellem På besøg hos »lørdagspigerne« For de gamle, som faldt, er der ny overalt Et venskab, der holder endnu.

06

13

14

Nr. 2 – Juni 2016 6. årgang

AKTIVE SENIORER Udgives af Foreningen for Danske Adventistseniorer. Det sendes også i 2016 – uden beregning – til alle medlemmer i Adventistkirken, Danmark, der er fyldt 60 år.

Udgifterne til tryk og porto er dog stadig stigende, hvorfor gaver til bladet og foreningens arbejde modtages med tak.

Gavebeløb og medlemskontigent (kr 150,- årligt) kan indbetales på foreningens konto i Danske Bank – reg. nr.

1551 konto nr. 0006902154. Ønsker man fradragsret for gavebeløb, skal man dog i stedet indbetale direkte til Adventistkirken og huske at øremærke beløbet til »Seniorarbejdet«.

Aktiveseniorer i udlandet kan få tilsendt Aktive Seniorer som pdf-fil ved at kontakte redaktøren på walder@ hafnet.dk Redaktion: Walder Hartmann (ansvh.) – tlf. 2992 8876 – walder@hafnet.dk samt Joan Kristensen & Allan Møller Layout: Bohsen – grafik & medier Tryk: Øko-tryk Forside foto: Henrik Jørgensen styrede slagets gang til Aktive Seniorers generalforsamling den 17. april i Roskilde.

Foto: Harry Sættem Deadline for stof til næste blad: 1. juli Næste blad udkommer: August ISSN: 2244-9930 FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER Formand & redaktør: Walder Hartmann; Næstformand: Lehnart Falk; Kasserer: Doris Jørgensen; Sekretær: Inge Bunken Aalstrup; Øvrige bestyrelsesmedlemmer: Henrik Jørgensen, Joan Kristensen, Bent Marcussen, Allan Møller, Hanne Schantz FORENINGEN FOR DANSKE ADVENTISTSENIORER

Formandens farvel og tak Det er kun et år siden vi havde generalforsamling i Odense, men ved den anledning justerede vi vore vedtægter, så vi bedre kunne passe ind i Adventistkirkens struktur for Danmark. Dette er den egentlige anledning til, at vi afholder ordinær generalforsamling i år, hvilket så først ifl. de nye vedtægter vil finde sted igen om tre år.

Lad mig først fortælle lidt om året, der er gået. Vi har haft et godt år med tilgang af nye medlemmer, så vi nu er omkring 275 medlemmer, men der er stadig et stykke vej, før vi kan tælle flertallet af Adventistkirkens medlemmer i 60+ gruppen, som medlemmer af foreningen. I årets løb er flere af vore mangeårige medlemmer lagt til hvile. Men heldigvis er nye kommet til, så vi nu er en kernesund gruppe adventistseniorer og venner, der er glade for at komme sammen.

Vi havde et vældigt godt stævne på Skarrildhus i dagene 7-12 juli 2015, med fuldt hus, god forplejning og et godt program, hvor gæstetaleren Paul Birch talte om vort syn på og forståelse af spørgsmålet Guddommen/Treenigheden. Der var stor tilfredshed med hans udlægning, og efter stævnet har vi opnået tilladelse til at oversætte og udgive tre små hæfter om emnet: God in 3 persons: hvor Paul Birch skriver om Gud i NT, Daniel Bediako om Gud i GT, og Kwabena Donkor om Gud gennem kirkehistorien. De tre hæfter er ved at blive oversat og vil blive udgivet senere på året. Ved seniorstævnet var der også spændende udflugter til Århus og Vesterhavet.

De traditionelle julesammenkomster i Nærum (8. nov.) og i Ll. Nørlund (22. nov.) viste os at vore medlemmer sætter pris på at komme sammen. Alle nød den gode mad og satte pris på gode indlæg i form af taler, musik og sang. Et dejligt kor gæstede os i Ll.Nørlund, mens vi i Nærum nød godt af nogle bornholmske indslag. Økonomisk sørger vi for ved egenbetaling at få dækket udgifterne, og det lykkedes igen i året 2015. Tak til de mange frivillige, der hjælper os.

Jeg vil slutte denne rapport med at sige tak for mange gode år sammen med jer alle sammen. Det har været nogle gode og lærerige år for mig. Tak til bestyrelsen for godt samarbejde, tak for de mange gode idéer I har haft. Tak for alt det store arbejde I har lagt i denne forening. Tak til Gud for de mange store velsignelser vi har fået. Tak for en god tid sammen.

Bent Nielsen Afgående formand

Redaktionelt:

BEFRIET TIL AT LEVE Pater Joseph! Lån mig øre!

Som en angergiven synder Kommer jeg til Eders celle, Jeg vil skrifte, Luk mig op!

Sådan lyder indledningen til ét af de digte, der hørte til pensum, da jeg var elev på Roskilde Realskole i 1940’erne.

Digtet dukkede op igen i min hukommelse, da jeg mange år senere besøgte Peterskirken i Rom. Umiddelbart blev jeg fascineret af kirkens mange skriftestole, hvorfra lød en stadig summen af romerske bekendelser.

Tanken strejfede mig: Burde vi også have en sådan anordning i vore kirker, hvor en præst kunne sidde og modtage medlemmernes skriftemål?

Naturligvis går vi ikke ind for dette! Men måske har vi en gang imellem brug for at tænke lidt mere på, hvorfor statistikkerne fra mange undersøgelser peger på, at depressionsindlæggelser for kvindelige adventister og baptister er 57% højere end hos resten af befolkningen, mens tilfældene hos mændene er på niveau med resten af befolkningen.

Vi skal ikke analysere dette nærmere, men blot konstatere, at mange kristne går rundt med fornemmelsen af, at vi er ikke så gode, som vi burde være. Vi bakser med en eller anden form for skyld.

Hvordan håndterer vi skyld?

Da vi var børn, var det altid de andres skyld. Det var ham/ hende, der begyndte.

Som voksne er det nok ikke så meget bedre, for vel har vi alle vore fejl og mangler, men vi føler det som et angreb på vores menneskeværd at blive kaldt syndere, for så galt står det nu heller ikke til med os!

Og alligevel føler vi os engang imellem tynget af skyld, og skylden giver os dårlig samvittighed og nager os. Grunden kan være, at man bærer et regelsæt med sig fra sin barndom, en bestemt livsstil, og får dårlig samvittighed, hvis man skejer ud og måske får sit bagland imod sig. Eller man kan være i færd med at gøre op med nogle helt grundlæggende spilleregler for livet, som man meget vanskeligt kan komme fri af, fordi de hører med til et ægte menneskeliv.

En kristen har fået sine synders forladelse, men lever samtidig i et stadigt opgør med synden i sit liv. En kristen kan nemlig ikke slutte fred med synden og lade den få frit spil.

Syndernes forladelse betyder altså ikke, at en kristen dermed er fri for syndens magt og indflydelse i sit liv, men at han ikke kun er en synder, han er også tilgivet. Vi er på én gang syndere og retfærdige, – tilgivet. Tilgi-

velsen gør den kristne frisk og frejdig i kampen mod synden og ikke tung og ængstelig. »Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, frigøre os for enhver byrde og for synden, som så let omklamrer os, og holde ud i det løb, der ligger foran os, idet vi ser hen til Jesus, troens banebryder og fuldender, som for den glædes skyld, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse dets skam og nu sidder på højre side af Guds trone« (Heb 12,1-2).

Der hvor fortiden opleves som skyld, der opleves fremtiden som angst, men der hvor fortiden opleves som syndernes forladelse, der opleves fremtiden som håb, skal Søren Kierkegaard have udtrykt. Hvis vi oplever det, får vi mod til at udtrykke med Paulus:

»Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.«

Walder Hartmann Formand & redaktør

Nr. 2

Juni 2016

3

Seniorforeningens

GENERALFORSAMLINGEN 2016 Adventkirken, Sct. Clarasvej 1, Roskilde Søndag den 17. april kl. 08.30 begyndte seniorforeningens med­ lemmer fra Jylland turen til Roskilde med bussen fra Daugård.

Efter at have hilst på hinanden – og godt anbragt i bussen med Preben Jalving som chauffør – kunne vi byde dagen velkommen med sang og godt humør. Nogle få timer senere blev vi sat af ved døren til Roskilde Adventkirke, hvor vi mødte vore venner fra Sjælland. Generalforsamlingen kunne begynde.

Som indledning til generalforsamlingen holdt Henrik Jørgensen en kort andagt over 1 Kong 18, hvor vi møder Elias og det store mirakel ansigt til ansigt med Ba’als præster. I kapitel 19 hører vi om, at modet svigter Elias, og han tror, han er alene og forladt. Beretningen har en fantastisk slutning, hvor Herren åbenbarer sig – ikke i stormen, ikke i jordskælvet, ikke i ilden – men i den stille, sagte susen.

1. Generalforsamlingen blev åbnet af formanden, Bent Nielsen 2. Ca. 75 medl. var mødt op 3. Henrik Jørgensen blev valgt som ordstyrer 4. Formandens rapport blev fremlagt af Bent Nielsen og godkendt 5. K assererens rapport blev fremlagt af Doris Jørgensen og godkendt 6. Vedtaget at fastsætte kontingentet til 150 kr. pr. år pr. medlem 7. Justering af vedtægter 8. Valg af ny formand: Walder Hartmann

4

Nr. 2

Juni 2016

Valgkomiteens forslag til ny bestyrelse blev fremlagt og vedtaget af generalforsamlingen.

Bestyrelsen består herefter af: Formand: Walder Hartmann Bestyrelsesmedlemmer: •• Joan Kristensen •• Lehnart Falk •• Doris Jørgensen •• Henrik Jørgensen (DDU) •• Bent Markussen (DDU) •• Allan Møller •• Hanne Schantz •• Inge Bunken Aalstrup Suppleant: •• Niels Truelsen (Iflg. vedtægterne konstituerer bestyrelsen sig selv) Revisorer: •• John Pedersen •• Lissie Welling

Den nye formand rettede en varm tak til den afgående formand, Bent Nielsen, for hans trofaste arbejde gennem 10 år.

Bent Nielsens force har været hans evne til at uddelegere, hans omsorg og fokus på den enkelte og hans glæde ved at fremme seniorforeningens mission og virke. Der er stadig opgaver i seniorforeningen, som Bent tager sig af.

Hvem kender Café Clara?

Ikke alle! Den dag stiftede vi alle sammen bekendtskab med Café Clara. Flittige hænder havde forberedt en særdeles velsmagende middag til os. En stor tak for det og til menigheden i øvrigt, som stillede kirken til rådighed for seniorforeningens generalforsamling.

Og så var dagen i øvrigt ikke slut. Sidste punkt på programmet var et besøg på Vikingemuseet, som ikke behøver nogen introduktion. Museet er kendt af alle – i hvert fald af omtale.

Også her fandt gode venner sammen i hyggelige samtaler. Efter det var der kun turen hjem.

Mange af os mødes heldigvis igen på Sundvolden hotel den 12. juli. På gensyn.

Birthe Bayer

Betroet opgave

I KØLVANDET PÅ ET VIKINGETOGT

Efter foreningens generalforsamling i Roskilde, har den nye bestyrelse konstitueret sig, og formanden løfter her lidt af sløret for, hvad der venter forude.

Det meste af 800-årene var præget af vikingetogter i udlandet.

Undertegnede ved godt, at seniorforeningens arbejde ikke handler om vikingetogter; men generalforsamlingen i Roskilde den 17. april med det indbyggede besøg på Vikingeskibsmuseet i Roskilde, har alligevel motiveret mig til at drage visse paraleller til denne del af Danmarks historie.

Vikingerne var ikke kristne, men deres efterkommere tog imod kristendommen. Da Harald Blåtand blev konge, ændrer tingene sig imidlertid.

Harald tillader, at kristne bygger kirker og missionerer i Danmark. Men ikke nok med det.

Ifølge en legende, bliver han en dag fuldstændig overbevist om kristendommens styrke og sandhed: Legenden fortæller, at Harald ofte diskuterer religion med sine mænd. En dag har de

en heftig diskussion om, hvem af alle guderne, der er den stærkeste. Pludselig blander en kristen munk sig i diskussionen. Han hedder Poppo, og han siger, at Jesus Kristus er den stærkeste.

Desuden mener han, at vikingernes guder i virkeligheden bare er løgneguder og djævle.

Harald bliver rasende. I sit raseri udfordrer han Poppo til at bære jernbyrd. Det betyder, at Poppo skal bære glødende jern i sin hånd. Hvis Kristus virkelig er så stærk, så vil han beskytte Poppo mod gløderne, mener Harald.

Poppo tager udfordringen op, får glødende jern i hånden og kan bagefter fremvise en fuldstændig uskadt hånd. Det overbeviser Harald om, at Poppo har talt sandt, og Harald lader sig nu døbe. Han beslutter også, at alle danskere skal være kristne.

Seniorforeningen vil ikke tvinge nogen i en bestemt retning, men ønsker at være et led i Adventistkirkens bestræbelser på at bringe evangeliet om Jesus Kristus ud til så mange mennesker som muligt. Vi vil derfor have dette mål for øje, når vi tilrettelægger aktiviteter og deltager i projekter, der tilgodeser adventistseniorers interesser, erfaringer og ressourcer.

Efter generalforsamlingen i Roskilde har den nye bestyrelse været samlet og har konstitueret sig, som det fremgår af kolofonen på s. 2 i bladet.Aktive Seniorer vil fortsat blive udsendt til alle 60+ årige medlemmer af Adventistkirken i Danmark, men bestyrelsen vil snarest sætte en hvervekampagne i gang blandt disse for at øge foreningens medlemstal og derved forbedre økonomien.

I løbet af efteråret håber vi at kunne udgive et lille hæfte om Guddommens tre personer, og så håber vi i øvrigt at kunne fortælle mere om kommende aktiviteter i de næste numre af Aktive Seniorer. Indtil da takker vi imidlertid for opgaven, der er blevet os betroet og konstaterer at Seniorer er stadig et aktiv for Adventistkirken.

Tekst: Walder Hartmann Foto: Dreamstime og Walder Hartmann

Nr. 2

Juni 2016

5

Familien Øster

PÅ NYT BESØG I TANZANIA Den 1. april vendte Marianne og Morten Jørgen Øster hjem fra endnu et ophold ved Heri Hospitalet i Tanzania. Her deler de nogle af deres indtryk med Aktive Seniorer. Ægteparret er et godt eksempel på, at også seniorer kan være med til at gøre en forskel for mennesker, der er mindre heldigt stillet end de fleste danskere.

Børn på kostskole

Det er meget almindeligt i Tanzania, at man tidligt sender sine børn på kostskole for at hjælpe dem til en bedre uddannelse. Under vort ophold ved Heri Hospitalet i 2015 traf vi en 30-årig syge-plejerske, der var ramt af brystkræft. Hun var alene med to drenge, Baraka og Kriana, hvis fremtid var meget usikker på grund af hendes sygdom.

Moderen døde i juni 2015, men heldigvis var der en familie, som påtog sig at hjælpe drengene, der nu er elever på Alpha School, en kostskole, der ligger ca 65 km fra Heri Hospitalet.

6

Nr. 2

Juni 2016

Skolen er kun 3 år gammel, men har over 300 elever og regnes for at være en rigtig god skole.

På skolen går også en anden elev, Dorkas, som kun har ét ben. Hun fik sit ene ben amputeret på grund af en infektionssygdom, da hun var 7 måneder gammel. For flere år siden kom hun sammen med sine forældre og besøgte os på hospitalet. Det var en tur på 8 km hver vej og i bjergrigt terræn. Forældrene var fattige småbønder, så vi lovede den gang at støtte hendes skolegang.

De tre børn får ekstra undervisning på skolen, indtil de har nået samme niveau som

klassekammeraterne. Vi besøgte børnene et par gange under vort ophold, og vi kunne se, at de efterhånden er faldet godt til og var glade. Udgifterne til et barn på skolen er omkring 7.000 kr. årligt.

Heri Hospitalet og de fattige patienter

Heri Hospitalet er fattigt. Det er et privat hospital, og patienterne skal betale for deres behandlinger. Behandlingerne er ikke dyre, men den fattige befolkning har ikke mange penge at leve for.

Mange af dem ejer kun en lille jordlod, der kun lige kan forsyne familien med de mest nødvendige fødevarer.

Officielt giver regeringen og den nationale sygeforsikring tilskud til hospitalsdriften, men da vi ankom, havde man ikke modtaget nogen afregning i tre måneder. Det lille tilskud, som hospitalet får fra Adventistkirken i Tanzania, rækker ikke langt.

Mens vi opholdt os på Heri i år, fik de ansatte først udbetalt deres februar løn med en måneds forsinkelse.

Ingen patienter bliver afvist fra akut behandling, men det er vigtigt, at selv fattige patienter betaler et mindre beløb selv, hvis det overhovedet er muligt.

I år betalte danske støttemedlemmer bl.a. for behandling af en ældre kvinde, der havde bræk-

På besøg hos to forældreløse drenge, der nu går på kostskole.

»Behandlingerne er ikke dyre, men den fattige befolkning har ikke mange penge at leve for« ket et lårben. Hun havde været indlagt på et regeringshospital i to måneder og kun modtaget behandling i form af et bånd, der skulle holde sammen på bruddet. På Heri Hospitalet blev hun opereret og fik knoglen sat rigtigt sammen. Hun var indlagt længe, før hun kunne begynde at støtte på benet. Der er fortsat behov for hjælp til at støtte fattige patienter.

Sygeplejerskeuddannelsen på Heri Hospitalet

Den danske støtteforening donerede for et år siden midler til at opførelsen af en sygeplejerske­ skole på stedet. Der er stadig brug for flere undervisnings­ lokaler, men allerede nu har skolen studerende på både første og anden årgang.

Det er dejligt at se de glade og entusiastiske sygeplejestuderende. De er virkelig interesserede i at lære noget, og når de er i praktik på hospitalet, har det en positiv effekt på hele sygehuset. Fremadrettet håber man at kunne ansætte nogle af de studerende på hospitalet.

De studerende er meget hjælpsomme overfor de indlagte patienter. De taler med dem og trøster dem, og da containeren med udstyr fra Danmark ankom, skred de straks til handling og hjalp til med at bringe indholdet ned til hospitalet fra

landsbyen. Mange af dem arbejdede i mere end 12 timer.

For tiden støttes tre af de sygeplejestuderende fra Danmark, bl.a. en ung mand, som ingen hjælp kunne få hjemmefra, fordi han valgte en uddannelse frem for militærtjeneste.

Tandklinik og vandboring

Den fine tandklinik, som vi har fået indrettet på hospitalet, har stadig ingen fast bemanding.

Marianne havde en del akutte patienter, mens vi var derude.

Bl.a. kom flere amerikanske missionærer fra Kigoma for at få tandeftersyn og behandling.

For et år siden sendte vi en ung afrikaner til Filippinerne, hvor han skal uddanne sig til tandlæge. Han var egentlig leder af hospitalets laboratorium, men har både lyst og evner til at uddanne sig videre, og han har tegnet kontrakt med sygehuset om at arbejde der efter afsluttet uddannelse.

Dette er en dyr, men nødvendig løsning for støtteforeningen, der derved er med til at sikre tandklinikken en permanent løsning.

Det er også støtteforeningen, der har været med til at sikre en bedre vandforsyning til hospitalet. En 100 m dyb boring med pumpe, der drives af solceller, skal forsyne en 10,000 liter vandtank med tilstrækkelige

En ny vandboring skal hjælpe Heri Hospitalet til at sikre vandforsyningen året rundt.

vandmængder til at klare også tørketiden på Heri Hospitalet.

Men tingene udvikler sig ikke altid så hurtigt, som vi gerne ville. Vi håber dette projekt er gennemført, når vi tager til Tanzania igen næste år.

Det næste store projekt på Heri Hospitalet er opførelsen af et solcelleanlæg. Her har vi fået stor hjælp fra Lions klubber i flere lande.

Har du lyst til at betænke arbejdet på Heri Hospitalet med en gave, kan det ske gennem den danske støtteforening. Beløb kan indbetales på konto 77801409622. (Husk at opgive navn og CPR nummer, hvis du ønsker fradragsret for din gave).

Tekst og foto: Marianne & Morten Jørgen Øster Nr. 2

Juni 2016

7

Erik Arnesen

SKOLEMANDEN PAR EXCELLENCE 1868-1960

Erik Arnesen, tømrer Arne og Sigrid Eriksen Sveajordets førstefødte, kom til verden i 1868 på familiens lille gårdbrug i Øyer, Gudsbrandsdalen i Norge. Her voksede han op sammen med tre yngre søskende.

Som så mange andre blev også Erik som ung grebet af Amerika-feberen, og i foråret 1888 vinkede den unge mand farvel til sine forældre og søskende.

Efter ankomsten til Minnesota arbejdede han på en gård hos nogle slægtninge. Året efter fik han plads på en gård i nærheden hos en anden norsk familie, Iver Hilde. Iver Hilde og hans familie var adventister. På det tidspunkt var der en norsk prædikant ved navn Ole Norderhus, der holdt en række offentlige møder i en skolebygning i nærheden. En af tilhørerne var den unge Erik Arnesen. Forkyndelsen gjorde et dybt indtryk på ham, og ved et lejrmøde i 1891 blev han døbt og tilsluttede sig den lokale adventistmenighed. Den begivenhed kom til at ændre hans liv for altid.

Union College

I 1891 den 1. november skulle adventisternes skole, Union College i Nebraska, åbne dørene for en skandinavisk afdeling. Erik havde forpagtet Iver Hildes gård samme forår og havde ved høstens afslutning tjent så meget, at han kunne begynde sine studier på Union College. Undervisnin8

Nr. 2

Juni 2016

gen foregik på dansk, norsk og svensk. Blandt klassekammeraterne var bl.a. J. C Raft og A. G. Christiansen. For Erik Arnesens vedkommende blev det næste skoleår delvis finansieret ved hjælp af sommerens salg af J. G. Mattesons bog, »Jesu Profetier«.

Resten blev dækket gennem forfaldende arbejde i skolens

køkken fra kl. 4 om morgenen og også efter skoletid. Netop det skoleår kom J. G. Matteson til Union College for at forestå en del af undervisningen i den skandinaviske afdeling samtidig med, at han fortsat fungerede som redaktør og oversætter.

Hver uge skulle der afleveres to stile til Matteson, men det var en fornøjelse for den unge Erik,

som fra barns ben af havde elsket at skrive.

Sommeren 1893 var Erik Arnesen igennem beskæftiget med høstarbejde. En fredag fik han et brev, som vakte stor glæde.

Matteson havde gennem kolportørleder Zachcharias Scherrig efterlyst den unge mand, der arbejdede i køkkenet på Union College. Matteson havde nemlig brug for en sekretær. Kunne han komme til Bolder i Colorado?

Det havde været Erik Arnesens højeste ønske at blive sekretær for Matteson, men han havde aldrig sagt det til nogen. I to år havde han det privilegium at arbejde som Mattesons sekretær.

I skoleårett 1895/96 var Erik Arnesen tilbage på Union College, denne gang delvis som lærer. Matteson afgik ved døden i marts 1896.

Om Matteson skriver Erik Arnesen: »Mit senere samarbejde med Matteson, mine erfaringer og det, jeg lærte hos ham, betegner det egentlige udgangspunkt for det, som jeg ved Guds nåde har fået være med til fra den gang og til i dag. Det, som han således kom til at betyde for mig, det ligger ganske uden for menneskelige evner at beskrive… . Jeg højagter Mattesons kære minde og erkender med dyb taknemmelighed den store betydning, han har haft for mig personligt.«

Mødet med Carl Ottosen

Efter skoleåret afslutning i 1896 fik Erik Arnesen et kald fra adventistkirkens verdensleder, O. A. Olsen. Generalkonferensen havde dengang sit hovedkvarter i Battle Creek, og her skulle den unge Arnesen være en af deres fem stenografer. På det tidspunkt kom dr. Carl Ottosen fra Danmark på besøg. Denne havde vidtrækkende planer for sundhedssagen i Danmark, både med hensyn til oprettelse af en institution, men også hvad angår litterær virksomhed. Det varede ikke længe, før Ottosen og Arnesen kom i kontakt med hinanden. Der blev truffet en aftale mellem de involverede parter, og i september 1897 kom dr.

Ottosen, hans hustru Johanne Norderhus, Anna Jeppson og Erik Arnesen til Skodsborg. Det blev indledningen til elleve års arbejde som Ottosens sekretær og medhjælper.

Om Carl Ottosen udtaler Erik Arnesen i sine memoirer: »Der er næppe nogen enkelt person, der har haft en så direkte indflydelse på min gerning og min udvikling i visse retninger som dr. Ottosen. Hvad jeg i den henseende skylder ham som menneske, kan hverken vurderes eller betales. Havde jeg ikke truffet sammen med ham just på den tid, vi mødtes i Battle Creek, så ville jeg efter alt at dømme aldrig være rejst tilbage til Skandinavien… De år, jeg tilbragte i Skodsborg som overlæge Ottosens medarbejder, udgør en af de lyseste perioder i mit liv… I mit hjerte vil jeg altid nære denne dybeste agtelse og den største taknemmelighed over for min

gamle medarbejder og ven, overlæge Carl Ottosen.

Unionsskolen i Skodsborg og senere Nærum

Den skandinaviske unionskonferens, bestående af Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island og Færøerne blev organiseret i 1901. Efter at skolen på Frydenstrand var nedlagt, havde skolevirksomheden ført en lidt omtumlet tilværelse, delvis i Danmark og delvis i Sverige.

Ved et møde på Skodsborg i 1908 foreslog den midlertidige formand, L. R. Conradi, Skodsborg som hjemsted for en unionsskole. I juni 1908 vedtog man på unionsmødet i Ôrebro i Sverige at ansætte Erik Arnesen som forstander på den påtænkte unionsskole i Skodsborg sammen med L. Muderspach som bibellærer. Arnesen var samtidig redaktør af »Evangeliets Sendebud«, senere også »Missionsefterretninger«. Hertil kom en hel del oversættelsesarbejde. Allerede året efter fik han også lagt stillingen som bibellærer til. Første år fandt undervisningen sted i en lejet villa med i alt 30 elever. Den 30. september 1909 blev den nye skolebygning (Sanatoriets »Vestbygning«) med tilstødende kapel fuldført. Åbningshøjtideligheden

fandt sted den 1. november. Her fortsatte skolevirksomheden i 9 år. Skoleårets længde var i hele denne tid seks måneder, fra november til april.

Det blev efterhånden vanskeligere for Sanatoriet at undvære de mange gode værelser i skolebygningen, og man besluttede derfor at sælge bygningen til Sanatoriet og i stedet købe Nærum Sanatorium. Købet fandt sted i 1918, og samme år den 5. november kunne man slå dørene op til den nye skole. Skoleåret var blevet forlænget til otte måneder (1. okt. til 31. maj). Fra 1921 var skolen udelukkende dansk, idet Norge på det tidspunkt havde fået sin egen skole.

Om skoletiden i Nærum skrev Erik Arnesen senere: »Skoletiden i Nærum vil jeg altid se tilbage på som et lyst minde. Vi havde mange særdeles dygtige elever, og flere af dem er dygtige arbejdere i Herrens vingård. Ikke få af mine højt skattede elever både fra Skodsborg og Nærum virker nu i fremmede lande eller er med i virksomheden her hjemme.

De glemmer måske efterhånden noget af det arbejde, som blev udført i skoletiden; det er kun menneskeligt. Men Gud ved og kender alt, og i det himmelske regnskab er ingenting glemt. Jeg er lykkelig over den lille gerning, jeg fik lov til at udføre i skolen i de fjorten år dernede i Danmark.

Var de undertiden anstrengende, så bragte de også med sig rige velsignelser for mig personligt.

Sådan som jeg nu bagefter kan overskue det hele, ville jeg betragte det som et uberegneligt tab for mig, hvis jeg skulle have undværet skoletidens erfaringer.« Nr. 2

Juni 2016

9

Erik Arnesens tid som skoleforstander og ikke mindst som bibellærer har haft overordentlig stor betydning. En af hans tidligere elever (Emmanuel W. Pedersen) kalder ham »Skolemanden par excellence«. Han skriver videre: »Vi mange, der blev hans elever, priser os lykkelige over, at det blev os forundt at gå gennem vor missionsskole i hans tid som forstander. Han havde, hvad det tog, og han gav uforbeholdent, hvad han havde… Alt blev hans eget, før han gav det fra sig.

Dette gav hans undervisning den autoritet, der er al effektiv undervisnings hemmelighed. Herre var han i åndernes rige… Men Erik Arnesen var ikke blot selv den eminente skolemand. Han dannede skole. Hans indflydelse gennemsyrede Skandinavien og trængte ud over store dele af kloden for han mangfoldiggøres gennem de elever, der sad ved hans fødder og nød frugterne af kundskabens træ på ene godt i de år, det stod plantet ved Øresunds brev i Skodsborg og Nærum, vort samfunds daværende højeste læreanstalt i Norden.

Udviklingen gik sin sejrsgang.« Den litterære virksomhed

I forbindelse med stillingen som sekretær hos overlæge Ottosen, endvidere som redaktionssekretær for »Sundhedsbladet« og senere i kraft af tilknytningen til vore andre tidsskrifter, faldt det naturligt, at Erik Arnesen efterhånden kom til at skrive mere og mere på egen hånd. Det blev til utallige artikler og en del småskrifter og pjecer, bl.a. »Dekalogen og Hviledagen«, Søndagen, dens forhold til Bibelen og 10

Nr. 2

Juni 2016

historien«, Forsoningen i billeder og virkelighed«, »Reformation og splittelse«. Det blev også til flere bøger, som er velkendt af mange: »Et Blik på vor Tid«, »For Hjemmet og Ungdommen«, »Til Gavn og Glæde«, »Det evige Liv« samt »Du er Kristus«. Bogen »Et blik på vor Tid« udkom netop ved første verdenskrigs begyndelse og blev solgt i store oplag både i Danmark, Norge og Sverige. »Arbejdet med den dansknorske sangbog »Salmer og Lovsange«, som fra 1924 og mere end 30 år fremefter blev brugt i alle vore menigheder i Danmark og Norge, var et større arbejde, end de fleste kender til. Foruden selve redigeringen af sangbogen, som stort set blev udført i »fritiden«, skrev Erik Arnesen hen imod 200 sange til denne sangbog, oversatte ca. 40 og skrev et eller flere vers til udfyldning i mere end 30 salmer, hvor sider skulle fyldes ud.« (Jakob Rask Arnesen) Arbejdet med denne salmebog blev udført om aftenen, ved nattetide og i skoleferien. På mange måder var denne salmebog et livsværk. I vores nuværende salmebog finder vi 18 af Arnesens salmer.

Familiemennesket

I marts 1917 indgik Erik Arnesen ægteskab med Amanda Lovise Hansen fra Kristiania, niece til dr. N. P. Nelson, Skodsborg.

Amanda havde forinden opholdt sig på Frydenstrand i flere år og senere på Skodsborg Badesanatorium som bogholderske. Det var en lykkelig familie, der boede i villa »Bøgely« i Skodsborg. Her blev lille Borghild født, men al-

lerede halvandet år senere måtte far og datter sige farvel til hustru og mor, der døde af en alvorlig sygdom.

I oktober 1924 fik Erik Arnesen en ny livsledsager i Else Rask.

De fik et lykkeligt ægteskab, som varede i 18 år, til hun i 1952 døde af en hjertelidelse. De fik sammen børnene Ada (gift Bøhmer) og Jakob Rask Arnesen. I sine memoirer skriver Erik Arnesen ved hendes død: »Mine børn mistede en god og omhyggelig mor, og jeg måtte skilles fra en ædel og kær hustru. – Hun er borte, men hendes minde lever. Jeg kunne kun sige: »Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet!« Fra Erik Arnesens memoirer

Det vil være passende at lade Erik Arnesen få lov at afslutte beretningen om sin gerning med de sidste ord i sine memoirer: »Skylder jeg mennesker tak for alt det gode, jeg har fået af og gennem dem, så er den tak, jeg skylder Gud, uendelig meget større… Jeg ville ikke ønske at være blevet ledet anderledes, end jeg er blevet ført fra barndommen til denne dag. Arbejdet har mange gange været ikke så lidt anstrengende, og ikke få prøvende erfaringer har jeg mødt. Men hvad arbejdet angår, da har det altid været min lyst og stræben at gøre det så godt som på nogen måde muligt, og jeg har udført det med glæde, fordi Gud har skænket mig stor arbejdslyst.

Tekst: Birthe Bayer Fotos: HASDAs arkiv

Kærlighed ved første blik?

Når kærligheden I dig vokser, vokser også skønheden.

Kærlighed er nemlig sjælens skønhed.

Det er altid med spænding, jeg åbner en ny andagtsbog. Efterhånden har jeg mange af slagsen i mit bibliotek. Den første- Lys fra Guds Lampe - stammer fra 1960 og indeholder andagter af gamle adventistpræster som Thorvald Kristensen, Mogens Bakke, H. Muderspach, Johs. Jensen, m.fl. Denne andagtsbog var min mors trofaste følgesvend gennem mange år.

Siden har jeg anskaffet og læst flere andagtsbøger af Ellen G. W hite, William Johnson, George Knight og andre, der hver på sin måde har bidraget til at give mig en afbalanceret holdning til tilværelsen og fællesskabet med mine medmennesker.

Nu blev jeg så præsenteret for Line Nielsen’s: Elsket af Ham. Line var allerede, som elev på Vejlefjord, én, der skilte sig ud fra mængden. Hun havde holdninger – og så kunne hun ikke skjule sin kærlighed til Gud. Selv om Line Nielsen nu nærmer sig sølvbryllupsalderen er hendes første kærlighed ikke falmet.

Hun erklærer frimodigt: »Det begynder med ham.

Alt begynder med ham. Uden ham var der slet ingenting. Hvis Jesus ikke elskede mig, ville mit liv være tomt, koldt, intetsigende ondt og livløst«.

Den 10. november hedder det bl.a.: »Stilheden i samværet er ikke kun uden for mig, men den trænger ind i mig. Det er en stille, varm og stærk kærlighed, som fylder mit sind og min krop. Det er ham. Jesus fylder mig med sin tilstedeværelse. Jeg lytter til ham. Jeg mærker, at jeg er elsket. Jeg bliver klar over, at det ikke gør noget med alt det, som jeg ikke kan selv. For han er her. Jeg ved, at han altid vil elske mig, at

han altid vil bruge tid med mig, og at han vil lytte til mig«.

Der er ingen tvivl om, at vi her møder en ung kristen kvinde, som føler sig elsket af Gud. Der skal heller ikke herske tvivl om, at Guds kærlighed til mennesker overgår al menneskelig forstand; men der skal nok være en og anden, der synes at have oplevet noget andet.

Vandringen med Gud byder på både medgang og modgang, og det er ikke altid lige let at forstå.

Line Nielsen har med omhu valgt bibeltekster, der efterlader den samme overbevisning.

Ingen vil efter et års daglig dosis af denne medicin være i tvivl om, at være elsket af Ham. Personligt kunne jeg have tænkt mig lidt mere systematik i andagtsbogen, og jeg ville måske selv have undladt at »presse« nogle tekster helt så meget, ligesom jeg ville have valgt at moderere de mest poppede vendinger af hensyn til et modent publikum.

Elsket af Ham er imidlertid en yderst læseværdig andagtsbog, der på trods af den meget subjektive tilgang til emnet, vil glide ind i rækken af varige muligheder for den, der gerne læser mere end rene bibeltekster i sine andagtsstunder. Og så er det vel i øvrigt første gang, at en dansk adventist får udgivet en andagtsbog på et forlag, der ikke drives af Adventistkirken.

Bogen udkommer 14/6 på scandinavia.as, men kan allerede forudbestilles nu.

Læs den – den vil lade dig opleve kærlighed ved første blik!

Walder Hartmann

Nr. 2

Juni 2016

11

Til eftertanke

SALME 23 OG MIN BRODER – HYRDEN Når jeg ligger om aftenen uden at kunne falde i søvn, gentager jeg skriftsteder for mig selv. En af mine yndlingstekster er Salme 23. Jeg tænker på de enkelte dele i forbindelse med gamle dage, da min broder var hyrde.

Vi boede som børn på en stor gård med hønsehuse, lader og udhuse. Da vi flyttede dertil, anskaffede min bror seks får. Han skulle selv tage sig af dem, pleje og passe dem, vinde præmier på dyrskuer med dem og sælge deres afkom.

På den baggrund holder jeg af at tænke på min himmelske hyrde og hans omsorg for mig.

eller deres aflukke. Det sørgede min hyrdebror også for.

4.

Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig, din stok og din stav er min trøst. Hvert eneste år, når fårene skulle lemme, sov min bror hos dem for at give dem ekstra omsorg. Et år, hvor et af fårene efter store vanskeligheder havde født et skravl af et lam, som det ikke selv havde kræfter til at tage sig af, blev Priscilla, som vi kaldte lammet anbragt i det varme køkken, hvor vi gav det flaske, indtil det kunne klare sig selv. Lammets yndlingssted blev ved at være det varme køkken. Hun blev senere et 1. Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød. rigtigt præmiefår.

Min hyrde tager sig af mig, som min bror Når fårene skulle klippes efter den lange vinvogtede sine får! Det blev gjort med grundigter, var de aldrig bange. De stolede på min bror hed. Dag og nat. Han sov endda ude hos dem og adlød hans mindste anvisninger. i stalden. Især mens de skulle føde deres lam.

5.

Du dækker bord for mig for øjnene af mine Fårene manglede aldrig noget. De blev passet fjender. Du salver mit hoved med olie, mit bæmed omhu. ger er fyldt til overflod. Om fårene åd i laden, 2. Han lader mig ligge i grønne enge, han nød græsplænen eller var til dyrskue, så viste de leder mig til det stille vand. Foran vort hus aldrig frygt – så længe hyrden var hos dem. havde vi en stor plæne med rosenbuske langs Jeg kan stadig fornemme lugten fra den salve, indkørslen. Fårene blev brugt som plæneklipsom blev brugt til fårene, når en af dem havde per. Når folk kørte forbi, sagtnede de farten fået et sår. Det havde en helende effekt. for at betragte fårene, der klippede græs under Det fyldte bæger? Fårene tænkte nok ikke på nøje opsyn af en dreng og en hyrdehund. Det det. De fik jo opfyldt deres behov til overflod. var et smukt billede.

De manglede aldrig noget. Hvad mere kunne de Der var masser af vand på gården og min ønske sig? hyrdebror sørgede altid for, at der var rent vand 6. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg i fårenes drikketrug. Den eneste undtagelse lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine var den vinter, hvor det frøs så meget, at vi var dage. Her er den store forskel. Jeg regner ikke uden el og vand i mange dage. I en lille hytte, med, at fårene tænkte på fremtiden. Det gør jeg hvor min bedstemor boede, var der en brændederimod. Jeg stoler på min himmelske hyrde, ovn. Her smeltede han spandevis af sne, så ham, der skabte himlen og jorden. Han vogter fårene stadig kunne få vand at drikke. mig, som min bror vogtede sine får. Han har 3.

Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad altid taget sig af mig, og det stoler jeg på, han rette stier for sit navns skyld. Jeg er ikke helt vil blive ved med. Jeg ser frem til, at skulle være sikker på, hvordan fårene får ny kraft, men sammen med ham i evigheden. jeg tror, at når deres hyrde tager sig af dem og Jeg har intet at frygte, men meget at se frem til. plejer dem, føler de sig elsket og afholdt.

(Nancy Vyhmeister, professor emerita fra En gang imellem hændte det også, at fårene Andrews University, bor nu i Yucalpa, Californien.

Artiklen er oversat fra Adventist Review – Maj 2016). kom på afveje og måtte ledes tilbage til stalden

12

Nr. 2

Juni 2016

Nyt og noter:

Os i ellem

Hvis du har bidrag til Aktive Seniorer i form af udklip, spørgsmål, tanker eller lignende, som du har lyst til at dele med andre seniorer, er du velkommen til at indsende disse til redaktionen.

Denne gang har Harry Sættem bidraget med udklip fra et par nyhedsbreve, som han regelmæssigt modtager.

Sladder

En dag mødte den store filosof, Sokrates, en bekendt, der sagde til ham: Sokrates, ved du hvad, jeg lige har hørt om en af dine elever?

Vent, lige et øjeblik, svarede Sokrates, før du fortæller mig det, skal du gennemgå en lille test. Den hedder 3-testen.

Tre? Det er rigtigt, fortsatte Sokrates, før du fortæller mig om min elev, så lad os teste, hvad det er, du vil sige.

Den første test er Sandheden. Er du helt sikker på, at det du vil fortælle mig er sandt?

Ok nej, svarede manden, det er bare noget jeg har hørt!

Ok, svarede Sokrates, så ved du ikke om det er sandt eller ej? Så går vi til test nummer to, testen om Godhed. Er det du vil fortælle mig om min elev noget godt?

Nææh, tværtimod…..

Altså sagde Sokrates, du vil fortælle mig noget dårligt om eleven, og du ved ikke engang om det er sandt?

Manden nikkede lidt skamfuldt.

Sokrates fortsatte, det er muligt du stadig kan fortælle det, for der er en test mere – om Nytte. Vil det du vil fortælle mig være til nogen nytte for mig?

Tjaa, nææh, nok ikke rigtigt….

Altså, konkluderede Sokrates, hvis det du vil fortælle mig hverken er sandt, godt eller nyttigt, hvorfor så overhovedet fortælle det?

Manden erkendte, at der ikke var nogen ide i at fortælle det og skammede sig.

For de gamle, som faldt, er der ny overalt…

De fire, som blev indsat som præster ved generalforsamlingen på Himmerlandsgården.

Fra venstre: Michael Bidstrup Rebecca Pedersen Anne-May Müller Thomas Rasmussen

Bent Lexner (Tidligere overrabbiner) Det Jødiske Samfund – 13. maj 2016

Nr. 2

Juni 2016

13

Historie

På besøg hos »lørdagspigerne« og Hannibal

I midten af l950’erne rejste tre unge jyder til solskinsøen Bornholm for at uddanne sig til sygeplejersker. I 1958 fik de besøg af Advent-Ungdom – hvorfra vi har lånt reportagen. Vi kan tilføje, at de fornylig samledes i Danmark for at fejre tvillingernes 80-årsdag. Gensynsglæden var naturligvis stor.

Vi kører gennem de smalle, krogede gader i Åkirkeby. Mellem de talrige bindingsværksbygninger skyder der hist og her et moderne kompleks frem, som dog ikke ødelægger idyllen eller det typiske i denne lille bornholmske by.

Sneen dækker gaderne i disse dage. Det hele ligner et eventyrland. Solens milde stråler fortæller os, at det snart er forår – den tid, hvor man får lyst til at gå på opdagelse. Hvorfor ikke begynde med det samme?

Godt gemt for en ikke stedkendt »ovre fra« ligger sygehuset i det ene hjørne af byen. Heldigvis er denne ikke større, end at man næsten kan mærke hospitalslugten, så snart man kører ind 14

Nr. 2

Juni 2016

i byen fra det modsatte hjørne.

Vi finder således hurtigt fem til sygehuset og parkerer udenfor.

Sygehuset er ikke stort, men det ser hyggeligt ud med de små, lave huse, som omkranser det og giver rum for en del af personalet.

benævnelser. Eksamen står for døren. I løbet af kort tid har Adventistsamfundet tre uddannede sygeplejersker mere. De tre er Maja Hansen fra Daugård, Mary og Signe Pedersen fra Bjerringbro.

Spørger man efter dem under disse navne på sygehuset, vil man ikke straks få svar. Sandsynligvis vil den adspurgte tøve et øjeblik og så svare: »Nå, du mener Daugård, Virum og Bjerring«?

Pludselig går lyset ud, og vi får øje på et selvlysende menneske kranium, der hilser os velkommen ovre fra bogreolen.

Pigerne ler og tænder lyset igen. »Du er vel ikke bange for Hannibal?« Selv synes de at nyde hans selskab, og det er jo muligt, det stimulerer dem i deres studier, hvilket også kan være nødvendigt, da de til eksamen helst skal kunne indholdet i alle de røde bøger, der ligger omkring dem. De var dog alligevel glade for, at de alle tre fulgtes ad en aften, da de kom hjem og opdagede, at en af deres venner havde malet Hannibal med en grøn selvlysende farve.

Et sygehus med adventister i staben

Hvorfor Bornholm?

Ikke mindre end fire unge adventister er knyttet til dette hospital.

Vi standser foran en af dørene i »Villa Ro«, et af de små huse. Vi hører en sagte mumlen og vover os indenfor, og den hygge, som her slår os i møde, står i skærende kontrast til hospitalsatmosfæren i hovedbygningen. Her sidder tre unge piger og terper latinske

Har I ikke fortrudt, at I valgte et uddannelsessted, der ligger så fjernt fra jeres hjem?

Der bliver et øjebliks tavshed.

De tre unge piger bliver alvorlige ved tanken, men så kommer det svar, man kan vente fra unge, der virkelig går ind for at uddanne sig til at fylde en plads i Herrens værk.

»Naturligvis længes vi hjem, når vi ved, der skal foregå et eller andet; men det nytter jo ikke noget at lade sig rive med af følelser. Uddannelsen skal jo gøres færdig. Desuden føler vi os hjemme her. Kirkens medlemmer er som én stor familie, og vi blev modtaget som familiemedlemmer fra den første dag, vi viste os i menigheden her«.

Hvordan tilbringer I jeres fritid?

»Vi har fri hver sabbat og samles da gerne med andre unge her fra øen. De to af os synger med i ungdomsforeningens kvartet, og ellers er der altid nogle breve, der skal skrives, så fritiden løber kun alt for hurtigt« Møder i forståelse hos jeres overordnede og kammerater, når I skal have fri hver sabbat? »Når Gud er med os, hvem kan da være mod os? Hver gang, der har været planlagt undervisningstimer om sabbatten, har Gud grebet ind og har fået dem flyttet til andre dage. Egentlig var vi ikke klar over, hvordan kammeraterne var indstillet over for os, da vi tre jo altid holder sammen. For kort tid siden kom imidlertid en af dem, en tidligere kaptajn i Frelsens Hær, og bad om undskyldning, fordi, som hun udtrykte det: ’Jeg har så mange gange været efter jer!« Hvem er den fjerde adventist på sygehuset?

»Det er Leif Falkenstrøm, der er chef for fysioterapien. Han bor ikke så langt herfra, så vi tilbringer mange aftener i selskab med hans familie og vore lektiebøger«.

Daugård er netop blevet færdig med sin periode på operationsstuen, hvor hun har haft lejlighed til at betragte kirurgens behændighed med de blanke instrumenter på nært hold. Som enhver anden, der har sin daglige gerning på en operationsstue, er hun måske en lille smule ’hårdkogt’, når hun omtaler sine oplevelser der, men det menneskelige kommer dog frem, da hun fortæller om sin værste oplevelse derinde.

Det var, da hun for en tid siden skulle assistere ved fjernelsen af Virums blindtarm.

Nu er det Bjerrings og senere Virums tur til at gennemgå denne del af deres uddannelse. Vi er sikre på, at de nok skal klare det fint.

Når I ser tilbage på jeres elevtid, har I så fortrudt, at I valgte sygeplejen som jeres gerning?

»På ingen måde. Vore forventninger er langt blevet overgået.

Det er dejligt at have med mennesker at gøre, og ofte får vi lejlighed til at vidne om Kristus for vore patienter«.

Er I også tilfredse med uddannelsen her?

»Det har været en lærerig tid.

Selv om vi ikke har set de mest vanskelige sygdomstilfælde, er vi glade for, at vi valgte Åkirkeby.

Vi er bl.a. blevet uddannet på røntgenafdelingen, så vi selv kan klare det hele der«.

Bjerring har et ærinde over til hospitalsbygningen, og vi går med. Hun stikker hovedet ind å et par af stuerne, og overalt mødes vi af venlige smil, der viser

os, at vore sygeplejeelever her har forstået at vinde patienternes tillid.

På turen tilbage åbner Bjerring døren ind til et lille værelse.

Her ligger fem små nyfødte og sover trygt. Vi forstår godt, at pigerne er glade for deres gerning, hvor de har anledning til at følge mennesker i alle aldre fra vugge til grav.

De har haft spændende oplevelser i deres elevtid, og de er blevet kendt for deres tro, - ikke alene på sygehuset, men i hele byen. En aften, da de travede gennem byens gader på vej hjem, passerede de således en gruppe af byens borgere og hørte en af dem sige: ’Der har vi lørdagspigerne nede fra sygehuset!’

Hvad nu med fremtiden?

De fortæller lidt om det, men vi bliver enige om ikke at røbe noget. Vi er sikre på, at vi nok skal høre mere fra de tre i fremtiden.

På vejen hjem er det, som om scooteren snurrende tilføjer: »Havde jeg været et menneske, ville jeg ligge syg i Åkirkeby«.

PS

Daugård giftede sig til efternavnet Lindén og blev sygeplejerske på Hultafors sanatoriet i Sverige, Virum blev sygeplejelærer og giftede sig senere til efternavnet Jakobsen, mens Bjerring valgte undertegnede til ægtefælle og med efternavnet Hartmann har været til glæde for både unge og ældre, på flere steder i Danmark.

Walder Hartmann

Nr. 2

Juni 2016

15

Dansk Bogforlag, Concordiavej 16, DK-2850 Nærum

Seneste nyt om seniorernes sommerstævne 12.-17. juli 2016 Vi er flere, der glæder os til et gensyn med Sundvolden Hotel, nordvest for Oslo, hvor årets seniorstævne afholdes i juli måned. Deltagerlisten afslører, at har man én gang været til seniorstævne, gør man alt for at komme det igen. Stævnet er gået hen og blevet årets kirkelige højdepunkt, fordi man har mulighed for at opleve et gensyn med gamle venner, hyggeligt socialt fællesskab med trosfæller, inspirerende undervisning og spirituel opladning, samt sund mad i et komfortabelt miljø – alt sammen i fem intense dage.

Igen i år arrangeres der fælles bustur fra Danmark til stævnet.

Denne gang begynder busturen i Ringsted – tirsdag morgen kl.

7 – med opsamling i Nærum og ankomst på Sundvolden samme aften mellem kl. 18 og 19. Un-

dervejs holder vi de nødvendige pauser, så vi får anledning til både at spise og gøre små indkøb. Prisen for busturen bliver kr. 1.000,- pr. person.

Der er endnu god plads i bussen, men tilmelding bør ske snarest til Bent Nielsen – tlf.

6590 2570.

Stævneprogrammet

Årets hovedtalere bliver Christine og Reimar Vetne, der begge underviser ved Pacific Union College. Udflugterne i forbindelse med seniorstævnet byder i år på en tur til Hadeland Glasverk, hvor man både kan nyde den dejlige natur, blive kendt med lidt af Norges historie og studere norsk glaskunst.

Den anden tur går til bunden af Tyrifjorden med mulighed for at stifte bekendtskab med norsk tømmerflådning.

Det sker:

12.-17. juli S eniorstævne afholdes på Hotel Sundvolden, Norge Tilmelding Kontakt Walder Hartmann på tlf. 7589 5619 eller Bent Nielsen på tlf. 6590 2570.

Stævneafgiften på kr.

3.500 kan indbetales på konto i Danske Bank: 15510006902154.