nytfokus
16
Menneskeværd og rettigheder
ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…
nytfokus
16
Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter. Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis. Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.) Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk Redaktion Sven Hagen Jensen Walder Hartmann Anne-May Müller Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk Udgives med støtte fra KEHAP Fonden ISSN: 2246-6053 Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen, Adventistkirkens Mediecenter Tryk: Øko-tryk Illustrationer i bladet: thinkstockphotos.com Privat Adventistkirkens Mediecenter Forside foto: thinkstockphotos.com
Menneskerettigheder
under pres af Sven Hagen Jensen Ned gennem historien har nogle mennesker domineret og forgrebet sig på andre mennesker med barbariske handlinger som slaveri, tortur, seksuel udnyttelse, undertrykkelse og frihedsberøvelse til følge. For store befolkningsgrupper har livet kun kunnet tilbyde elendighed, nød og frygt med ringe håb om noget bedre. Heldigvis har der også været retsindige mænd og kvinder i alle tidsperioder, der har rejst sig og forsøgt at dæmme op mod uretfærdighedens og ondskabens kræfter. I erkendelse af det enkelte menneskes værd og ret til retfærdighed og frihed stemte 48 lande ja den 10. december 1948, da Verdenserklæringen om Menneskerettigheder blev vedtaget på FNs tredje generalforsamling. Ingen stemte imod. 8 afstod fra at stemme. I dag har hovedparten af FNs 192 medlemslande underskrevet. To år efter blev Den Europæiske Menneskerettighedskonvention vedtaget i Europarådet for at beskytte menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder. En ting er lovgivning og hensigtserklæringer. Noget andet er efterlevelse og implementering. Når menneskets natur og stolthed, pengegriskhed og magtbegær, og til tider religiøs eller ideologisk fanatisme får frit spil, sættes grundlæggende kristne værdier og menneskerettigheder fortsat under pres, både inden for familiens fire vægge, i nabolag og miljøer, såvel som på nationalt og mellemfolkeligt plan. Heldigvis er der også i dag organisationer som Amnesti International, de frie medier og andre, der gør en indsats for at afsløre og bekæmpe de værste uretfærdigheder. Som mennesker med en kristen livsanskuelse kan vi ikke blot stå og se til, skælde ud på politikerne eller systemet og jamre over den forfærdelige verden, vi lever i. Vi må, på det plan hvor vi lever, og i de miljøer hvor vi færdes og har indflydelse, være med til at fremme lighed, frihed, retfærdighed og omsorg for medmennesket. I dette nummer af Nyt Fokus vil vi dreje vort fokus mod nogle af de rettigheder, som berører os alle, og kan gøre en forskel for en bedre og mere retfærdig verden.
2
Rettigheder, privilegier og
Sven Hagen Jensen Præst og redaktør
ansvar af Sven Hagen Jensen Rettigheder og privilegier hænger unægteligt sammen med ansvar, selvom nogle uden tvivl vil bestride det. Ansvarsforflygtigelse er da heller ikke et ukendt begreb. Men som professor i etik Svend Andersen ifølge Kristeligt Dagblad har udtalt: ”At tage ansvar er uløseligt knyttet til det at være menneske.“ I Verdenserklæringen om Menneskerettighederne står der da også i den allerførste artikel: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.“ – Fornuften og samvittigheden er unikke menneskelige egenskaber og indgår i samspil med rettigheder, pligter og ansvar. Det forventes, at vi ikke blot kræver og kæmper for vores ret, men at vi også påtager os det ansvar, der følger med. Med et kørekort har man ret til at føre et køretøj. Det forventes dog, at man kører ansvarligt, holder sig til færdselsreglerne, lader være at indtage alkohol og har øjnene rettet på trafikken. Hvis man ved et uheld rammer en cyklist eller fodgænger, forventes det igen, at man påtager sig sit ansvar og ikke stikker af fra ulykkesstedet. – Sætter man børn i verden eller adopterer et barn, forventes det selvfølgelig, at man tager sit ansvar som far eller mor alvorligt og gør, hvad der står i ens magt for at forsørge, vise omsorg, være eksempel og hjælpe disse børn i deres udvikling. Alt andet ville være et svigt. – Bruger man sin ytringsfrihed, forventes det
også, at man tager ansvar for de meninger, man måtte have udtrykt, og ikke skubber ansvaret over på andre. Men forventningerne står ikke altid mål med virkeligheden. Her er vi tilbage til mennesket, fornuften og samvittigheden. Nogle mennesker kobler desværre både fornuft og samvittighed fra og lader andre tage konsekvenserne af deres handlinger. Vi har et sådant tilfælde på en af Bibelens første sider. Kain er misundelig på sin bror Abel. Det udvikler sig til vrede. Vreden sætter den sunde fornuft ud af spil. Beretningen fortæller, at en dag så overfalder Kain sin bror og slår ham ihjel. Skaberen selv, som har set, hvad der er sket, stiller Kain spørgsmålet: ”Hvor er din bror Abel?“ Og da kommer det samvittighedsløse svar: ”Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?“ – Her ser vi ansvarsforflygtigelse i højeste potens. Han tog livet fra en anden person. Hvad blev der af broderskabets bånd og ånd? – Desværre satte Kain et kedeligt mønster til efterfølgelse. Vi har et modsat eksempel i Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. En mand er blevet overfaldet af røvere og ligger forslået og hjælpeløs ved vejsiden. To personer ser manden og skynder sig forbi; men en tredje følger sin samvittighed og er sit ansvar bevidst. Han har en forpligtelse overfor den sårede og standser op for at hjælpe. Han er et menneske i ordets bedste forstand og handler i broderskabets ånd. Og Jesus ord følger prompte: ”Gå hen og gør ligeså!“
3
Rettigheder og retfærdighed
– også for børn! af Anne-May Müller De fleste børn har en meget veludviklet retfærdighedssans – i hvert fald, hvis det er dem, der føler sig forfordelt!
BØRN HAR RETTIGHEDER Børn har rettigheder, og endda helt oppe på FN-niveau. Alle stater i verden (med undtagelse af USA, Sydsudan og Somalia) har tilsluttet sig de rettigheder. Børnekonventionen blev vedtaget på FNs generalforsamling den 20. november 1989, altså for mere end 26 år siden. I korte træk, så består børnekonventionen af følgende: Børnekonventionen gælder for alle under 18 år i Danmark, uanset hvor i verden de kommer fra. Konventionen tager udgangspunkt i barnets bedste for at sikre: • Børns grundlæggende rettigheder, fx mad, sundhed og et sted at bo. ”Det er uretfærdigt!“ får man som forældre slynget i hovedet, mens barnet i frustration og indigneret vrede udtrykker sig og reagerer på ganske utiltalende måder. For det kan være virkelig grænseoverskridende for et barn at føle, at dets ret bliver set stort på, eller der er uretfærdighed i den måde, som kagen bliver fordelt på. Og hvor mange fodboldkampe er ikke sluttet med beskyldninger om, at holdene var uretfærdigt delt, eller at det frispark var forkert dømt? Børn vil gerne, at tingene skal gøres rigtigt og retfærdigt. Men har børn overhovedet nogen rettigheder?
4
• Børns ret til udvikling, fx skolegang, fritid, leg og information. • Børns ret til beskyttelse, fx mod krige, vold, misbrug og udnyttelse. • Børns ret til medbestemmelse, som fx indflydelse, deltagelse og ytringsfrihed. Men kender du og dine børn til børns rettigheder? Desværre har halvdelen af unge i 14-15års alderen kun et lavt kendskab til børns rettigheder. Derudover oplever unge fra brudte familier sjældnere at blive hørt og inddraget i
Anne-May Müller, familiekonsulent, ægtefælle og mor til fire drenge.
familiens beslutninger end børn i kernefamilier. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse blandt 1.500 elever fra 8. klasse.1 INDFLYDELSE PÅ EGET LIV Det er et problem, mener Børnerådets formand, Per Larsen: ”Børn og unge vil gerne have indflydelse på deres liv. Og vores undersøgelse viser tydeligt, at inddragelse virker. Det er en af de rettigheder, alle børn og unge skal kende, så de kan gøre opmærksom på, at de skal høres og inddrages, Derfor skal der være klarere krav til skolerne om at undervise eleverne i Børnekonventionen og i rettigheder i almindelighed,“ siger Per Larsen.2 Børnekonventionen giver blandt andet børn og unge ret til at blive inddraget i beslutninger, der vedrører dem. Denne undersøgelse viser, at det betaler sig at inddrage de unge: 79 pct. af unge, der har haft medbestemmelse ift., hvor de skal bo, er tilfredse med deleordningen. Det samme gælder for 51 pct. af de unge, der ikke er blevet spurgt om deres deleordning. FORSTÅELSE FOR ANDRE Men det er jo ikke kun for at dit barn skal have det godt, at det er vigtigt at kende til børns rettigheder – det er også vigtigt, at vi er opmærksomme på andre børn. Og dér er børnene selv vigtige medspillere, for de kan ofte hjælpe deres kammerater, hvis de ser, at de ikke bliver behandlet rigtigt. Og en udvidet forståelse af retfærdighed over for andre mennesker, kan virkelig gøre en forskel i denne verden, både her og nu, men også på lang sigt, når de børn bliver voksne, og det er dem, der sidder med beslutningsmagten. Unicefs børne- og ungechef Anne Mette Friis udtaler: ”Samtidig ved vi, at børn, der lærer deres egne rettigheder at kende, tilegner sig en grundlæggende forståelse af rettig-
hedsperspektivet, som betyder, at de forstår, at rettigheder selvfølgelig ikke kun gælder dem, men også alle andre. Det gør dem til mere hensynsfulde og forstående individer og har stor betydning for eksempel for bekæmpelse af mobning.“3 Som kristen har jeg i høj grad et ansvar for at lære mine børn om rettigheder – både deres egne og andres – fordi vi er kaldet til at leve i den her verden, men også til at vise Guds kærlighed og karakter til en til tider meget ond verden. Og retfærdighed er noget, som ligger Gud på hjerte, og som er en del af hans karakter. Det skal jeg lære mine børn, og det skal vi være med til at kæmpe mere for i denne verden. Gud har bedt os om at elske ham af hele vores hjerte, men et ligeså vigtigt bud er at elske vores medmenneske. Det gør vi bl.a. ved at sikre, at børns rettigheder overholdes, og ved at bekæmpe ulighed, diskrimination, udnyttelse af de svageste i samfundet, og det er ofte børnene. ”Herren afskyr den uretfærdiges færd, men han elsker den, der stræber efter retfærdighed“ (Ordsp. 15,9).
1 www.boerneraadet.dk/nyheder/nyheder-2016/ hver-anden-ung-kender-ikke-sine-rettigheder 2 Samme 3 www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/boern-harringe-kendskab-til-egne-rettigheder
5
Frihed
for Loke såvel som Thor af Walder Hartmann Demokrati handler helt grundlæggende om at give rettigheder til alle – også mindretal. Martin Niemöller (1892-1984) var tysk præst og ubådskaptajn under 1. Verdenskrig. I 1937 blev han anbragt i koncentrationslejren Sachsenhausen for sine protester mod nazismens behandling af den tyske kirke. I et digt om nazitiden skriver han: Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de kom for at arrestere fagforeningsmændene, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke fagforeningsmand. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere. Hvis vi i Danmark går tilbage til Grundtvigs tid, hvor Danmarks riges Grundlov blev formuleret, så var holdningen den, at der skulle være ”frihed for Loke såvel som for Thor“. Loke, der var den af de nordiske guder, der konstant satte verdensfreden og guders og menneskers liv på spil, skulle altså have samme frihedsret-
6
tigheder som Thor, den mægtige gud, der var verdens beskytter. Når Grundtvig fortsat er væsentlig at inddrage i diskussionen om åndsfrihed, så har det noget at gøre med den kamp for religionsfrihed, som han udkæmpede for at få den stadfæstet i Grundloven. Grundtvig kæmpede på samme tid for både tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed, det vi i dag kalder for åndsfrihed. Åndsfriheden er forudsætningen for al anden frihed, og den er vi nødt til med vores kristne baggrund fortsat at kæmpe for. SÅDAN HAVDE DET IKKE ALTID VÆRET Mogens Mogensen, der underviser i missiologi, skrev i januar 2009 bl.a.: ”Da den kristne tro blev indført i Danmark for 1000 år siden, overtog vi en konstantinsk udgave af kristendommen. I det danske kristenhedssamfund var der sammenfald mellem det at være borger i det danske samfund og det at være kristen. Menighed og samfund var to sider af samme sag. Kristen moral var samfundets officielle moral. Stat og kirke blev knyttet så tæt sammen, at vi fik en statskirke… Alt i alt har kristendommen igennem de 1000 år haft en så stærk indflydelse, at det i dag er umuligt at forstå det danske samfund og dansk kultur uden henvisning til kristendommen.“ I samme artikel peger han på, at vi stadig befinder os midt i en meget lang overgangsperiode mellem den nævnte samfundsmodel og et sekulært samfund, der dog bygger meget på de gamle kristne værdier. ”Derfor oplever vi de spændinger og konflikter, som bl.a. debatten om fadervor i folkeskolen er et udtryk for.“
Walder Hartmann Seniormedarbejder v. Adventistkirken Danmark
Spændingerne bliver ikke mindre af, at statens værdisæt – økonomismen – synes at veje tungere end nogensinde før, hvilket gør, at mange i Danmark har mistet bevidstheden om åndsfrihedens værdi og dens forvandlende kraft. ”Et folk bliver ver sløvt og apatisk, hvis ikke det forventes, at det tager ager et medansvar for sig selv og for samfundet,“ sagde gde minister for miljø og fødevarer, Esben Lunde Larsen, da han for rsen, d et par år siden deltog i en åndsfrihedskonference på Christiansborg. ”Gad vide, om det er, hvad der er ved at ske for danskerne – at de er blevet velfærdssløve af konkurrencestatens manglende værdibevidsthed? Det er såvel en folkelig som en politisk opgave at sætte grænser for statens intervention – særligt i det åndsfrihedsrum, som hver enkelt dansker – troende eller ikke-troende – må have i sit indre.“ Og så slog han i øvrigt fast, at ”åndsfrihed indebærer tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed, samt retten til selvbestemmelse med respekt for den gensidige frihed.“ FORSKELSBEHANDLING AF MENNESKER ER UFORENELIG MED KRISTENDOM De kristnes store forbillede, Jesus Kristus, gjorde ikke forskel på folk, hvilket fremgår af Matt 22,16. ”De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: ‘Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk.’“ Og forskelsbehandling er uforenelig med
hensigten med budet om næstekærlighed, h sådan som Jakob skriver i kap. 2,8: ”Ja, hvis I efterlever den kongelige lov i Skriften: ‘Du skal elske din næste som dig selv,’ så handler I ret. Men hvis I gør forskel på folk, begår I synd og afsløres af loven som overtrædere.“ Allerede på Det gamle Testamentes tid modtog Guds børn vigtige teologiske og etiske udsagn, som jeg tror bør efterfølges i dag. Dette gælder f.eks. 5 Mos 10,17-19: ”For Herren jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre, den store, den vældige og den frygtindgydende Gud, som ikke er partisk og ikke lader sig bestikke, men som skaffer den faderløse og enken ret, og som elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten.“ Rent umiddelbart opfattes den fremmede nok som noget skræmmende og truende. I primitive samfund blev en fremmed derfor automatisk opfattet som en fjende, der skulle bekæmpes. Men man fandt nok snart ud af, at den fremmede også kunne overvindes på en anden måde, nemlig ved gæstfrihed. Gæster bliver ikke betragtet som skræmmende og truende, men som venner. Når fremmedheden kombineres med afstand, bliver den til fjendskab. Men når fremmedheden kombineres med nærhed, bliver den til gæstfrihed. Der er derfor mange gode grunde til, at menigheder og frivillige kristne organisationer er med til at overveje og planlægge de ydre rammer omkring de gamle og de nye danskeres fælles fremtid i et Danmark, hvor der er frihed for Loke såvel som for Thor.
7
Om menneskerettigheder, menings- og ytringsfrihed
Ytringsslaveri af Thomas Müller Menneskerettigheder klinger af tryghed og respekt for det enkelte menneske og signalerer, at der er nogle grundlæggende forventninger til hinanden, som ethvert menneske har krav på.
En af disse er retten til at ytre sig og formulere sine meninger uden censur. I ordlyden fra FNs erklæring om menneskerettigheder artikel 19 hedder det: Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser. For kristne er det en grundlæggende værdi, at mennesket har frihed til at udfolde sig, frihed til at ytre sig og frihed til at tro på det, de vil. De første kristnes teolog, Paulus, siger det meget tydeligt: ”Hvor Herrens ånd er, dér er der frihed” (2 Kor 3,17). At lægge bånd på andre, at operere med censur og begrænsninger klinger ikke af kristendom. Gud har skabt os som frie væsener med kapaciteten til at ska-
8
be og forme med hænder og med tanker. Det er helt fundamentalt imod Gud selv, at andre skal dominere mine tanker eller vælge for mig. Kristendommen er lig med frihed! I modsætning til andre religioner viser den kristnes Gud, hvad ultimativ kærlighed er: friheden til selv at vælge. Gud har skabt mennesket og gav os nogle retningslinjer for et godt og lykkeligt liv set fra hans optik, men gav mennesker retten til selv at tage stilling, om det var et liv, de (og vi) ønsker. Netop ved at slippe kontrollen ser jeg en guddommelig kærlighed udtrykt, der for mit vedkommende betyder, at jeg har kastet min lid til ham af respekt og anerkendelse af ham. Det er et styre og en magtform, jeg trives under og har lyst til at udfolde mit liv i.
Thomas Müller Formand for Adventistkirken i Danmark.
KAN FRIHED RUMME BEGRÆNSNINGER? Så langt så godt … selvom jeg har friheden til at ytre mig, kan ligningen ikke blot vendes om til at sige, at så SKAL jeg også ytre mig om alt og i alle situationer. Der er begrænsninger – og begrænsninger har vi svært ved at forholde os til under begrebet ’frihed’, som mange opfatter som grænseløs. Når jeg kører på motorvejen, holder jeg mig inden for striberne. Jeg har frihed til at køre, hvor jeg vil, men jeg vælger at begrænse min frihed til at opholde mig inden for striberne, for her er jeg tryg. Benytter jeg min frihed til at bevæge mig uden for normen (begrænsningerne jeg selv har valgt at indordne mig under), må jeg tage konsekvensen, som kunne være en ulykke, en skadet bil eller en bøde. Retten til frit at udtrykke sin mening i skrift og tale uden andres forudgående godkendelse, eller det vi kalder ytringsfriheden, er en naturlig følge af oplysningstidens krav om tolerance og respekt, og man kan sige, at ytringsfriheden er grundpillen i ethvert demokrati. Ytringsfriheden inviterer til meningsudveksling, og derigennem formes og udvikles vi og vores samfund. De senere år er forsvaret af ytringsfriheden i min optik visse steder blevet et ytringsslaveri. Bare fordi jeg kan udtale mig, behøver jeg vel ikke altid at aflevere mine tanker til nogen,
som ikke er interesserede i dem. Jeg indrømmer, at det er et komplekst emne og vil ikke på nogen måde begynde at udtale mig om tegningskrisen i 2005 eller Charlie Hebdo attentatet i nyere tid. Jeg oplever ikke, at min frihed til at udtrykke mig bliver hæmmet ved, at jeg vælger at begrænse mig.
Med friheden til at vælge er der nemlig også respekten for et andet menneskes frihed til at udtrykke sig på en anden måde. Jeg behøver ikke at håne eller krænke en andens meninger – det bliver mit standpunkt ikke stærkere af. Jesus påstår faktisk det modsatte: den, der er ydmyg nok til at fremstå som den lille eller svage, kan vise sig i sidste ende at være den stærke.
9
Lighed for loven af Sven Hagen Jensen En af de grundlæggende kristne værdier, som findes i FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder (10. december 1948), er lighed for loven, hvor der i Artikel 7 står: ”Alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse.“ Uden en sådan beskyttelse ville mange minoriteter eller folk med lavere social status og begrænsede resurser ikke kunne leve i tryghed og fred.
Vi tager en sådan rettighed for givet, når vi lever i en demokratisk retsstat, men er sikkert ikke uvidende om, at ulighed og forskelsbehandling er vidt udbredt i verden omkring os. Nedskydningen af en sort ung mand af en hvid politibetjent den 9. august 2014 i Ferguson, Missiouri, USA, og den efterfølgende retshandling skabte voldsom uro over hele Amerika, og præsident Obama måtte offentlig træde frem og sige: ”Når nogen her i landet ikke bliver behandlet lige for loven, er det et problem, og som præsident er det mit job at sørge for at løse det.“ – Folk fornemmer med det samme, om der sker uretfærdigheder. Andre steder hører korruption, bestikkelse af dommere, brug af vennetjenester, magt og anden indflydelse til dagens orden for at få retten på sin side og undgå strafforfølgelse, betaling af skat og afgifter eller afsløring af lyssky virksomheder. Selv i vores eget land påstås det, at der kan være tilfælde, hvor det er dem, der har råd til de bedste og dyreste advokater, der
10
i sidste ende vinder en sag ved retten. Taberne bliver da ofte de ringest stillede, dem der ikke har nogle fortalere, minoritetsgrupper, fremmede og folk fra belastede sociale lag. LIGHEDSPRINCIPPET Tanken om lighed kom ikke med den franske revolution med slagord om ”lighed, frihed og broderskab“. Lighedsprincippet stammer helt tilbage fra menneskets oprindelse. Ved menneskets skabelse blev det stadfæstet, at både mand og kvinde blev skabt i Guds billede (1 Mos 1,26.27). De var ligeværdige og havde krav på den samme respekt, behandling og beskyttelse fra begyndelsen. Fra dette første menneskepar stammer alle senere folkeslag og etniske grupper. Da Gud selv står som den ”der ikke gør forskel på mennesker“ (Gal 2,6; Ef 6,9) og som den, ”der dømmer retfærdigt“ (Sl 9,9), må det ligge i sagens natur, at der altid skulle være lighed for loven. Men med synden og ondskabens indtrængen i verden, skete der et radikalt skred, som har været med os lige siden. Hele tanken om menneskets fremkomst ved en naturlig udvælgelse og evolution over lange tidsperioder går stik imod princippet om lighed mellem mennesker og kaster bolden over til den stærkeste, klogeste og rigeste, og lader de svageste i stikken. Og vi ser resultatet af denne filosofi overalt omkring os i dag. NØDVENDIG LOVGIVNING Med syndens indtrængen og tiltagende overgreb på de svageste samfundsborgere, blev det også nødvendigt med lovgivning og domsmyndighed for at kunne leve i tryghed. Princippet
Sven Hagen Jensen Præst og redaktør
om lighed for loven måtte da også være en del af en sådan lov. Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 udtrykker det med disse ord: ”Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.“ Det samme princip om lighed for loven blev da også indskrevet meget tidligere i den første lovsamling, som vi med sikkerhed kender til, og som på mange måder danner grundlaget for senere lovgivning, nemlig Moseloven. Også dengang, såvel som på Det nye Testamentes tid, skete der overgreb på de svageste i samfundet, ofte beskrevet som ”den fremmede, den fattige, den faderløse og enken iblandt jer“. Her står f.eks., ”Men I ringeagter de fattige. Er det ikke de rige, der undertrykker og slæber jer for domstolene… Hvis I gør forskel på folk, begår I synd og afsløres af loven som overtrædere“ (Jak 2,6.9). I De Ti Bud står der klart og tydeligt i det niende bud: ”Du må ikke vidne falsk imod din næste.“ Der var åbenbart behov for at få dette understreget på lige fod med ”Du må ikke begå drab“, og ”Du må ikke stjæle.“ I Moseloven i øvrigt er der flere udsagn, som skal underbygge dette niende bud. ”Du må ikke sprede løgnagtige rygter. Gør ikke fælles sag med den skyldige ved at optræde som falsk vidne“ (2 Mos 23,1). ”Du må ikke bøje ret-
ten, du må ikke begunstige nogen, og du må ikke lade dig bestikke, for bestikkelse blinder øjnene på de vise og forvansker de uskyldiges sag“ (5 Mos 16,18.19). IKKE LUKSUS, MEN MENNESKERET Retfærdighed og beskyttelse burde ikke være luksusbegreber. At kunne leve under beskyttelse af retfærdig lovgivning og ikke være bange for at blive forskelsbehandlet, udnyttet eller undertrykt, burde være enhvers privilegium og ret, uanset hvem man er, og hvor man kommer fra. – Et sådant retssamfund kan vi håbe på, og bør vi arbejde for, ikke mindst i vores egne personlige valg og omgang med mennesker og ved at støtte alle positive kræfter i den retning. Der gøres uden tvivl store anstrengelser på dette område, selv med de tilbageslag og skuffelser, vi også oplever. Vi kan dog først være sikre på, at et sådant mønstersamfund vil nå sin fulde opfyldelse med det løfte, som apostlen Peter skriver om i 2 Pet 3,13: ”Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.“
11
Oplevelser med
ADRA af Bjørn Krøll
Mit arbejdsliv begyndte ved madgryderne, men ad forskellige omveje er jeg endt som PR-koordinator i ADRA Danmark. ADRA er Adventistkirkens internationale udviklings- og nødhjælpsorganisation med landekontorer i 132 lande. Jeg har glædet mig til at komme på arbejde hver dag i de 15 år, jeg har været ansat. Jeg vil dele nogle få af mine oplevelser hos ADRA her.
Med de mange fordomme, jeg havde med i bagagen fra starten, var det en stor øjenåbner for mig at se ADRAs projekter i virkeligheden og opleve det vidtrækkende og positive arbejde, der bliver udført. Mange dygtige og engagerede medarbejdere ofrer store dele af deres tid for at hjælpe andre. Det er meget almindeligt, at en medarbejder er ude i et projektområde mellem en og tre måneder, og så tilbringer en til to uger derhjemme. De arbejdsvilkår ville en almindelig dansker nok kvie sig ved. Der er mange, som har høje uddannelser, og jeg er blevet meget ydmyg over for de mange dygtige mennesker, jeg har mødt. Et makkerpar, jeg fik stor respekt for under et besøg i Tanzania, var Eyembe og Magimbe. De arbejdede med et vand- og sundhedsprojekt i Hanang distriktet. De var dygtige til at sætte folk i gang med opgaverne, de havde omsorg for alle og var meget vellidte blandt befolkningen. Når vi kom på besøg i landsbyerne, flokkedes folk omkring dem. De gav gode råd, og folk respekterede dem meget. Projektet gav vand til 16 landsbyer fra kilder oppe på bjerget. Der blev lagt vandledninger ud og bygget vandtanke, så folk fik frisk, klart vand tæt på. Nogle elever på en skole, som fik en vandhane installeret i skolegården, undrede sig over, at vandet ikke havde en farve – det var da helt forkert! Foruden vandprojektet blev adskillige af
12
de lokale traditionelle fødselshjælpere uddannet til jordemødre, og igennem de seks år, projektet kørte, faldt dødeligheden i forbindelse med fødsler markant. Og det er bare en enkelt historie af mange hundreder. ADRA arbejder også med nødhjælp. En af de mest barske oplevelser, jeg har haft, var et besøg i Banda Ache efter den voldsomme tsunami i december 2004. Jeg ankom en uges tid efter tsunamien sammen med Doris Jørgensen, der var med til at lede ADRAs indsats. Det syn og den lugt, der mødte os, glemmer jeg aldrig. Over hundredetusinde mennesker var omkommet i denne by, og der lå døde mennesker spredt mellem vragrester af huse, biler, træer og jord, der var blevet revet med af vandmasserne. ADRA havde sendt nødhjælpsarbejdere fra flere dele af verden, og folk blev behandlet for deres kvæstelser på et mindre hospital, hvor vi havde fået lov at være. Tsunamien var forårsaget af et kraftigt jordskælv, og der kom flere efterskælv. Et meget kraftigt kom klokken 5.30 en morgen, hvor vi lå og sov. Jeg lå på en lille briks på hospitalet. Det føltes som om alt var lavet af gummi, der væltede rundt, da jeg prøvede at stå ud på gulvet. Det rumlede voldsomt, og jeg spænede ud, så hurtigt jeg kunne. Det holdt heldigvis hurtigt op igen, men vi var alle i bogstaveligste forstand dybt rystede.
Bjørn Krøll PR-koordinator for ADRA Danmark.
Der er ingen tvivl om, at de fleste mennesker helst vil bo i de omgivelser, de er vokset op i, og mange flygtninge ønsker at vende tilbage, når der bliver fred i deres land igen.
Det var også barskt at interviewe nogle af de overlevende. En far stod med sit spædbarn og en søn på tre år. Han havde mistet sin kone og to andre børn. Eller den lille dreng på seks år, der lå med sår over hele kroppen. Han havde overlevet ved at klynge sig til et palmetræ. Da bølgerne lagde sig, sad han ti meter oppe i toppen af træet. Han havde leget med sine skolekammerater, hvoraf mange ikke fandtes mere. ADRAs indsats var først og fremmest anskaffelse af telte til familier og større telte, som blev brugt til skole, så børnene hurtigst muligt kunne begynde på en slags hverdag. Det er godt at kunne hjælpe, men oplevelsen sidder stadig i kroppen på mig, og minderne får mig til at længes inderligt efter en ende på denne verdens lidelser.
Engang besøgte jeg den nordlige del af Sydsudan, hvor landskabet er meget tørt med få buske og lidt spredte træer. Jeg spurgte en ældre lærer på en af skolerne, som ADRA har støttet, hvordan han trivedes. ”Jeg bor i det smukkeste land i verden, og der findes ikke noget smukkere end naturen her,“ påstod han. Jeg prøvede at fortælle ham om de grønne skove og marker i Danmark, men han lo bare og rystede på hovedet. ”Det er ikke så smukt som her!“ Jeg længes til et endnu bedre sted, hvor der ikke er sorg, uretfærdighed og død længere, men hvor kærligheden er grundlaget for alt liv og samvær.
I dag oplever vi danskere på en helt ny og meget nærværende måde den lidelse og uretfærdighed, der hersker i verden. Der er mere end 60 millioner flygtninge i verden. Aldrig har der været så mange, og nu er en lille del af dem kommet til vores land. De fleste er flygtet fra en håbløs situation for at undgå at dø af sult og sygdom, og vi må hjælpe dem, så godt vi kan, mens de er her. ”Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten,“ står der i 3. Mosebog 19,33–34.
13
Han havde et mærkeligt navn! Det var hverken Lukas, Frederik eller William, men Squanto. Tænk at nogen ville give en dreng et sådant navn! Men på den anden side, ser du, han var indianer.
Drengen som hjalp
nybyggerne
Som dreng voksede Squanto op i et smukt land med skove og vandløb, som senere blev kendt som New England og lå i Nordamerika. Alle hans venner var indianere. Fra tid til anden havde han set hvide mænd, men han kunne ikke lide dem. I virkeligheden var han bange for dem. De var onde. De kom i store sejlskibe og gik i land for at skyde, plyndre og kidnappe folk, som de tog med sig som slaver. Når Squanto så et af den hvide mands skibe kaste anker ved kysten, gemte han sig i skoven. Men en dag blev han også fanget sammen med andre indianere og taget med til et land, som de hvide mænd kaldte England. Det var i året 1605, og i ni år så Squanto ikke sit hjem og sit folk. Det var triste år for Squanto. Han længtes
14
hjem og tænkte hele tiden på, hvordan han kunne komme tilbage. Så i 1615 fandt han et skib, som skulle til Amerika og fik aftalt med kaptajnen, at han blev sat af tæt på, hvor han plejede at bo. Han var lykkelig for at være hjemme igen, at se sine venner og stedet, han elskede. Men efter et par måneder blev han taget til fange og igen solgt som slave – denne gang til Malaga i Spanien. Han var dog fast besluttet på at flygte igen og undslap på et skib til England. Efter mange strabadser nåede han hjem til Amerika igen. Men kort efter i 1618 blev han kidnappet for tredje gang og ført til England. Hans længsel efter sit hjemland var så stor, at han stak af endnu engang, og den følgende sommer var
han tilbage i New England i USA. Men der var ingen til at modtage ham. Hele hans familie og alle hans venner, hele stammen, var døde af en pestsygdom. Han var den eneste overlevende. Hvis nogen havde gode grunde til at hade de hvide mennesker, så måtte det være Squanto. Og alligevel var det ham, der viste dem den største venlighed, da de var i nød. En dag – den 26. december, 1620 – kom der endnu et skib og kastede anker tæt ved hans hjem. Indianerne kikkede nervøst fra deres skjulested bag træerne. Måske Squanto også kikkede. Igen var det hvide mænd, der kom. Men de havde kvinder og børn med sig – og en baby! Var de måske kommet for at blive? Ja, det var de. Squanto, som talte godt engelsk, fordi han var blevet kidnappet og havde rejst gennem Europa, opdagede snart at skibet hed Mayflower, og at de folk, som var gået i land, selv var flygtet fra andre hvide mennesker, som var uvenlige mod dem. De var kommet for at kunne tilbede Gud på den måde, de ønskede, uden at blive kastet i fængsel. Squanto iagttog dem, da de begyndte at bygge huse for at beskytte sig mod vinteren. Han så, hvor kolde og sultne de var. Han så dem blive syge og dø. Han vidste, hvor mange der var gået i land fra skibet – 101 i alt plus en baby. Han lagde mærke til, at de blev færre og færre. Seks døde før afslutningen af december. Otte døde i januar, sytten i februar og tretten i marts. Før foråret kom, lå fireogfyrre af de 101 i deres grave, knapt tre måneder efter at Mayflower var ankommet. Squanto så den lille procession til kirkegården og sorgen og tårerne hos nybyggerne. Efter alt det han havde lidt fra den hvide mands hånd, kunne han have hadet dem og gjort dem stor skade. I stedet for, som en historieskriver har skrevet, ”Hjalp han dem med et venskab, som næsten ikke var til at forstå.“ Der var fare for, at andre indianere ville an-
gribe nybyggerne, men Squanto hjalp med at forhandle en overenskomst med den store høvding Massasoit. Da han både kendte til engelsk og indianernes sprog, var han lige den tolk, nybyggerne havde brug for. I sin dagbog skrev guvernør Bradford om Squanto, at han viste dem, hvordan de skulle så majs, hvor de kunne fiske og finde andre ting, de behøvede. Det var Squanto, som hjalp nybyggerne med at så deres korn det første forår i den Nye Verden. Han var der også om efteråret, da de skulle høste og bringe deres første høst i hus, og guvernør Bradford sørgede for, at der blev holdt en tre-dages takkefest. Hvis det ikke havde været for Squanto, er det ikke godt at vide, hvad der ville være sket med disse første nybyggere. De ville måske alle sammen være omkommet, hvis der ikke havde været en venlig indianer, som gengældte ondt med godt. Historien er hentet fra børnebogsserien Onkel Arthurs Skumringsfortællinger.
15
Den glemte tid En lille bog om hviledagens store betydning 200 sider. Pris kr. 100,+ forsendelse kr. 35,-
En unik bog med stor aktualitet for alle mennesker i en travl hverdag. Forfatteren Richard W. Müller tager os med på en rejse gennem Bibelen og historien fra tidernes morgen til vores egen tid og undersøger hviledagens betydning for mennesket både på det åndelige og fysiske plan. Han fremdrager Jesu eksempel og undervisning i hans samtid såvel som de udfordringer, hviledagen har mødt fra kirkens første tid, under de romerske magthavere og gennem den mørke middelalder. Forholdet mellem sabbat og søndag belyses med Müllers sædvanlige grundighed. Et interessant kapitel om, hvorledes Bibelens hviledag står som et værn mod menneskets udplyndring af jordens resurser og for bevarelsen af vores natur, hjælper os at se den glemte tid i et større perspektiv.
Bogen bestilles hos forfatteren: Tlf. 7589 5893 SMS 2326 7908 richard@luxlucet.dk
Om forfatteren Richard Wilhelm Müller voksede op i det tidligere Østtyskland. Han tog sin teologiske embedseksamen i Tyskland og USA og afsluttede med en doktorgrad fra Lunds universitet i Sverige. Hans aktive tjeneste spænder fra det pastorale arbejde i Danmark og undervisning af præster på Newbold College (England) og Middle East College (Libanon) til forelæsningsopgaver i en række europæiske og afrikanske lande. I en årrække var han forstander for Adventistkirkens Korrespondanceskole og medvirkende til udgivelsen af flere nye bibelkurser.