2016 Nyt Fokus 23

nytfokus

23

Kirken i krise ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…

nytfokus

23

Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter.

Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis.

Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.)

Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk Redaktion Sven Hagen Jensen Walder Hartmann Anne-May Müller Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk Udgives med støtte fra KEHAP Fonden ISSN: 2246-6053 Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen, Adventistkirkens Mediecenter Tryk: Øko-tryk Illustrationer i bladet: thinkstockphotos.com wikipedia.org commons.wikipedia.org Thomas Müller Adventistkirkens Mediecenter Forside foto: thinkstockphotos.com

2

Krisen kradser af Sven Hagen Jensen Der er ingen tvivl om, at krisen kradser i kirken i Danmark. Her tænkes ikke på økonomi eller manglende engagement, men på befolkningens mangel på interesse for kirkens liv og budskab. Krisen berører hele paletten af folkekirke og frikirker. Mange krumspring bruges for at tiltrække ikke mindst de unge, men kirken er ikke vokset eller blevet stærkere og mere levende ved, at man har sænket barren og i visse tilfælde trukket verden ind i kirkerummet. Tværtimod er det måske netop derfor, kirken sygner hen mange steder. Undtagelsen er det friske pust af kristne nydanskere, som bringer ny vitalitet, begejstring og missionsånd til kirkelivet. Nu kan alt ikke gøres op i tal og statistikker. Det væsentlige må være, om Gud har et folk, der tør stå fast på Bibelens ord og kæmpe for de kristne værdier, også når meningsdannere trækker i modsat retning, og statistikkerne taler deres dystre sprog.

Samtidig med, at vi fortsætter serien om Reformationen, vil vi i dette nummer af Nyt Fokus se på begrebet ’Babylon’, som trækker lange tråde tilbage i historien, men som også bruges symbolsk i Bibelen til at påpege nogle af de tendenser, vi ser i den kristne verden i dag. Nemlig forvirringen omkring de bibelske sandheder, de kristne kerneværdier og en krisetilstand, der åbner op for åndelige bedrag uden fortilfælde. Konflikten, som følger, vil ikke mindst berøre dem, der i reformatorernes ånd ikke vil bøje sig for Antikrists forførelse af den kristne verden. Johannes’ Åbenbaring især er rammen om dette endetidsfænomen, som leder frem mod Jesu genkomst.

Læs, hvorledes Walder Hartmann i sin artikel sætter os på valg mellem Babylon og Jerusalem som rejsemål.

Glem heller ikke at læse den aktuelle familieartikel om at holde gnisten vedlige i ægteskabet – og børnehistorien for de mindste. På bagsiden finder du en annonce fra Korrespondanceskolen med to meget relevante bibelkurser, som supplerer nogle af de artikler, du finder i dette blad.

En tur til

Babylon

Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

af Sven Hagen Jensen Det var i efteråret 1971 jeg første gang besøgte Babylon i Irak. Førstegangs besøg er altid de mest betagende. Man kommer jo let med sine forudfattede forestillinger, og pludselig er det en hel anden verden, man møder. Jeg var ikke helt forberedt på det, jeg så. Det var større og mere imponerende og overbevisende, end jeg havde forestillet mig, men i ringere stand end man kunne have håbet.

Ruinerne af det gamle Babylon ligger på østsiden af Eufratfloden ca. 90 km syd for Baghdad. De dækker et areal på omkring 30 km2. Babylon har været hovedstad for ti mesopotamiske dynastier fra kong Hammurabis tid (1792-1750 f.Kr.) og fremefter. Højdepunktet nåede det under kong Nebukadnesar II (605562 f.Kr.) som hovedbyen i det Neo Babylonske Rige, der strakte sig fra Medien i nordøst til Egypten i sydvest. Kong Nebukadnezar var, foruden at være en ivrig krigsherre og erobrer, også en mægtig bygherre. Så meget at han ifølge den bibelske beretning pralede med sine evner. ”Dette er det store Babylon, som jeg med magt og styrke har bygget som kongelig residens for at kaste glans over min herlighed“ (Dan 4,27). Blandt hans imponerende bygningsværker var et af verden syv vidundere, nemlig de hængende haver, som han byggede for sin dronning Amytas. Også hans sommerog vinterpaladser står som imponerende monumenter over hans regeringstid.

Det, der først slår en, er de høje, tykke mure, som omgiver byen, og de mange templer og paladser lavet af solbrændte sten. Den vigtigste gade i byen var Processionsgaden, som førte gennem Ishtarporten og endte i Trappetårnet.

Enkelte steder i Ishtarporten ser man stadigvæk de gamle dekorationer med løver, som symboliserer frugtbarhedsgudinden Ishtar, tyre, der forestiller stormguden Adad, og drager, der afbilder hovedguden Marduk. Da jeg

besøgte Babylon, havde man lavet en kopi af den oprindelige port med de flotte glaserede teglsten, som tyske arkæologer havde ført til Berlin før 1. Verdenskrig, og som i dag kan ses på Pergamon Museet. En stor udskåret løve i basalt, kaldet Babylons Løve, minder om Daniels profeti om verdensrigerne i Daniels Bogs 7.

kapitel, hvor netop løven står for stormagten Babylon (Dan 7,4). Især med interesse i den bibelske fortælling er Babylon et besøg værd.

Man kan let forestille sig fingeren, der skrev på væggen i kong Belshazzars palads den sidste nat i Babylons historie (Dan 5), og varslede rigets undergang, og se for sig den skrækslagne regent og hans gæster. ”Du er vejet på vægskålen og fundet for let, dit kongerige er blevet delt og givet til mederne og perserne.“ De gamle bibelske beretninger kommer til live samtidig med, at man bliver bekræftet i deres historiske troværdighed. Ligeledes forstår man også bedre, at Babylon i det Nye Testamente kan bruges som et billede på en religiøs-politisk magtkonstellation, der optræder som modstander af Guds folk og i sidste ende står for fald.

3

Da sprogene blev

forvirret Engang for længe siden prøvede menneskene at bygge et tårn, der skulle nå til himlen.

Det projekt blev brat afbrudt ved Guds indgriben. Beretningen om Babelstårnet er Bibelens forklaring på, hvorfor der er så mange sprog i verden. Kunne det tænkes, at vi med vor tids globalisering er i færd med at skabe et nyt Babel? ”En babylonsk forvirring“ er et af de bibelske udtryk, der er gået over i moderne sprogbrug som betegnelse for et uforståeligt volapyk, når en mængde mennesker snakker i munden på hinanden uden at høre, hvad hinanden siger.

Babelstårnet omtales i 1 Mos 11,1-9: ”Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de slog sig ned. De sagde til hinanden: ’Kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!’ De brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de: ’Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.’

Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: ’Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.’ Så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden,

4

af Aage Andersen

og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden.“ LAD OS SKABE OS ET NAVN! Den ånd er ikke ukendt her i verden. Beretningen handler om, at mennesket vender sig mod Gud og mod den guddommelige styrelse og skabelse. Mennesket vender sig mod, at der findes en magt større end det selv. Det overtager magten og fortrænger tanken om, at man kun er menneske. Magtbegæret kan manifestere sig forskelligt. I den bibelske beretning bygger de en by, et billede på det materielle, ønsket om større og større velfærd, men også symbol på menneskets intellekt – at mennesket vil selv.

Det vil endog nå Gud, for tårnet skal nå til himlen, med egen vilje og magt.

Dette sidste er vel ikke ukendt i vor kultur i dag. Der er ingen grænser for vor tillid til menneskets evner, men den gamle beretning viser, hvordan det går, når vi kommer alt for godt i gang. Som i eventyret om konen i muddergrøften, der ville være Vorherre, men endte i muddergrøften igen! Mennesket mister kontrollen, og vi mister det, vi allermest ønsker.

HERREN STEG NED Herren ved godt, hvad menneskene er i færd med. Vi hører ligesom en overvejelse hos den treenige Gud: Lad os forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden! Myte og legende! vil moderne skeptikere sige. Men så mangler vi blot en bedre forklaring på den sprogenes mangfoldighed, som er vor virkelighed i dag.

For den bibeltroende er her tale om en begivenhed, som virkelig fandt sted.

Herren så, at en advarsel ville være forgæ-

Aage Andersen Pastor og free lance journalist

ves. Derfor greb han til dette virkelig effektive tiltag. Enhver kan forestille sig forløbet, hvis en arbejdsleder forlangte flere mursten og fik bragt en spand mørtel. Når en arbejder fik besked på at komme med en murske og i stedet kom med en hammer osv. osv.

Inden længe råbte alle og sloges med hinanden, indtil der var forvirring alle vegne.

Ingen kunne forstå, hvad der var sket, og ingen vidste, hvad man kunne gøre ved det. Snart besluttede den ene, så den anden at rejse væk, og til sidst var der ingen tilbage til at bygge tårnet færdigt.

Her er Bibelens forklaring på, hvorfor der er så mange sprog i verden.

DE SIDSTE TIDERS BABYLON Den ydre sprogforvirring er tillige udtryk for den indre splid mellem menneskene, som fulgte med syndens indtrængen i verden. Stedet blev kaldet ”Babel“, hvilket betyder ”forvirring“. Sprogforvirringen er en dom, der aldrig vil glemmes, så længe denne verden står. De fleste kender vel frustrationen ved at stå over for et menneske, hvis sprog man ikke kender.

Ganske vist kan det ved ihærdig indsats lykkes at tilegne os forskellige fremmedsprog, men sprogforskellene kan dog kun delvis ophæves her på jorden.

Første Mosebog 10,9-10 nævner Babylon som udgangspunkt for Nimrods rige. Nimrod var en vældig jæger, ifølge Bibelen. Den jødisk-romerske historiker Flavius Josefus skrev, det var Nimrod, der beordrede tårnet bygget, og beskrev samme Nimrod som en tyran, der prøvede at vende folket bort fra Gud. Udtrykket ”et tårn, som når til himlen“ taler om et virkelig ambitiøst projekt, selv om det sammenlignet med vor tids bygningsværker nok

må have været begrænset. Og det blev aldrig bygget færdigt.

Foruden dette Babylon fortæller Bibelen om et Babylon, hvortil jøderne blev deporteret

under Nebukadnesar. For jøder og kristne er Babylon siden blevet indbegrebet af en ugudelig, verdensbeherskende magt og bruges i Johannes’ Åbenbaring 14 som dæknavn for Rom, Antikrists by. Én eneste gang i historien er det sket, at Babels sprogforvirring blev ophævet. Det var på pinsedagen i Jerusalem, den kristne menigheds fødselsdag, hvor Helligånden oversatte apostlenes galilæiske sprog, så alle de forsamlede kunne forstå ordene på deres eget sprog.

Lad dette være et forbillede på, hvordan det engang vil blive på den nye jord blandt alle de frelste!

5

Har du valgt

fremtidens

rejsemål? Åbenbaringens bog giver os valget mellem Babylon, der præges af rigdom og vold – eller Jerusalem med retfærdighed og fred.

af Walder Hartmann To rejser har været med til at give min tilværelse både indhold og inspiration. Den ene bragte mig til Jerusalem og fik mig til at interessere mig for jødefolkets skæbne, som den har udfoldet sig gennem historien; mens den anden inkluderede et besøg på Pergamon museet i Berlin, hvor bl.a. Ishtar porten fra Babylon er med til at minde om al glansen i et af fortidens verdensriger.

Begge disse byer spiller en vigtig rolle i Bibelens skildring af menneskers reaktion på Guds uselviske forsøg på at give både nationer og enkeltpersoner en fremtid og et håb. Profeten Jeremias får lov til at pege på Guds aktive indsats i den henseende ved at pege på pottemageren, der ved drejeskiven former leret, som han helst vil have det (Jer 18). Leret kan jo imidlertid være så genstridigt, at selv den bedste pottemager må kassere det, og det er på den baggrund, at jeg vender tilbage til byerne Babylon og Jerusalem. Det er nemlig gået op for mig, at kun én af dem er det ønskværdige rejsemål for fremtiden.

BABYLON ELLER JERUSALEM Babylon var hovedstad i det ny-babyloniske rige, beliggende i det centrale Mesopotamien, tæt ved Eufratfloden og havde sin storhedstid under kong Nebukadnesar II (605-562 f.Kr.).

Den store by, der nu er udgravet, var omgivet af en dobbelt mur, inden for hvilken man fandt talrige templer og paladser.

Første gang, Bibelen omtaler Babel, er i 1 Mos 11,1-9, hvor indbyggerne for ”at skabe sig et navn“ begyndte at bygge et tårn uden at have

6

Walder Hartmann Seniormedarbejder v. Adventistkirken Danmark

taget Gud med i deres betragtninger. Gud greb imidlertid ind og skabte sprogforvirring blandt dem, hvorefter de spredtes ud over hele jorden.

For de første kristne blev Babylon indbegrebet af enhver gudløs stormagt, og begrebet antikrist lurede allerede fra begyndelsen af 300-tallet, da kejser Konstantin forsøgte at komme hedninger i Romerriget i møde ved at dekretere solens dag – søndag – for en obligatorisk, officiel hviledag. Konstantin lagde dermed grunden til det moderne, åndelige Babylon, som udviklede sig gennem den forvirring, der opstod ved at blande sandhed med falskhed.

I 500 året for reformationen bør det nævnes, at Martin Luther kom til at betragte Rom som den tids eksponent for Babylons religiøse fejltagelser. I 1520 udgav han sit skrift, Kirkens babyloniske fangenskab, hvori han bl.a. skriver: ”Gid jeg kunne få alle mine bøger om afladen tilbage fra boghandlerne og få alle mine læsere til at brænde dem og i stedet for alt, hvad jeg har skrevet om den, lære denne sætning: Afladen er de romerske smigreres skurkestreg“.

Dette hjælper mig til at forstå, hvorfor Åbenbaringens bog i Bibelen opfordrer mig til at vælge mellem Babylons styre med vold og velstand og et ny Jerusalem præget af retfærdighed og fred.

Hebræerbrevet omtaler Abraham og konstaterer: ”Han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud“ (11,10). Byen er det nye Jerusalem, centrum i Kristi fremtids rige og beskrevet i Åb 21. Åbenbaringsbogen når altså sit klimaks ved at afsløre to rivaliserende byer, med vidt forskellige holdninger og særpræg, som trofaste kristne så må vælge imellem.

VALGET SYNES INDLYSENDE Ingen vil vel vælge et mål, der byder på kaos og forvirring og ender med fordømmelse. Fra Åb 18,11-18 ser det alligevel ud til, at ikke alle har gennemskuet Babylons tomme løfter. Alle dem, der har profiteret fra livet med Babylon, vil begræde dets fald, fordi det også blev deres fald. ”Den store by Babylon skal styrtes hovedkulds ned og ikke findes mere“ (v. 21).

Alt det, som modarbejder Kristus, vil blive tilintetgjort. Det gælder både politiske systemer, religiøse organisationer og bevægelser, der betvivler Guds autoritet og tilsidesætter hans vejledning til mennesker. ”Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager“ (Åb 18,4), lyder opfordringen INGEN KAN UNDDRAGE SIG VALGET Danmark er et kristent land, siger danske politikere. Dannebrog – det altoverskyggende nationale symbol – bevidner det med sit hvide kors på den røde bund. Ved Jesu kors på Golgata stiller han sig solidarisk med os – og derfor har han ret til at tvinge os ind i afgørelsen: Vil du være alene i din afmagt og skyld. Eller vil du være med mig?

Ved korset møder vi Guds klare nej til alt menneskeligt som frelsesvej; vores kloge tanker, ideelle stræben, vores selvgjorte religiøsitet dømmes af Gud. Men vi møder først og fremmest Guds klare ja til det fortabte.

Babylon eller et nyt Jerusalem?

Salig er den, der ikke dømmer sig selv ved det, han vælger.

7

Når

udholdenhed kræves af Sven Hagen Jensen Midt i en dyb krise i den kristne kirke ved endens tid kommer denne vigtige opfordring til Guds trofaste folk: ”Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus“ (Åb 14,12). Denne opfordring er med til at tydeliggøre, hvad det sidste store religiøse drama her på jorden kommer til at dreje sig om.

Glem alt om Islamisk Stat, Al-Shabaab, Nordkorea og andre terroriserende magter. Den virkelige fare for den kristne kirke kommer indefra i form af frafald, vildfarelse og forfølgelse.

Det er de fundamentale kristne værdier, der står for skud. Og der er stærke kræfter i gang for at rulle tiden tilbage til den mørke middelalder, hvor religionsfriheden havde meget trange kår i Europa, og de bibeltroende måtte flygte til Nordamerika for at kunne dyrke deres Gud i fred. ”De hellige“ her i bibelteksten er betegnelsen for dem, som loyalt tjener Gud i modsætning til dem, der kun bærer kristennavnet af kulturelle eller pragmatiske grunde. Det fremgår klart af sammenhængen, at netop disse hellige vil blive målet for en antikristlig magts

8

undertrykkelse og forfølgelse, som er beskrevet i de omliggende kapitler i Johannes’ Åbenbaring og andre steder i Det nye Testamente.

Kært barn har som bekendt mange navne, og det gælder også denne vildledende og undertrykkende magt, omtalt som: Dyret (Åb 13), Den store Skøge (Åb 17), Det store Babylon (Åb 17 og 18), Antikrist (1 Joh 2,18-22), Lovløshedens menneske: ”Først skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så at han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud“ (2 Thess 2,3-4).

Dette er altså en magt, som udgiver sig selv for at være Gud – eller påberåber sig titlen at være ”Guds søns stedfortræder“ på jorden. Der står endog, at denne forførende magt vil føre krig mod de hellige (Åb 12,17; 13,7) og forsøge at dræbe dem, der ikke vil tilbede den (Åb 13,15).

KENDETEGNET PÅ DE HELLIGE Anledningen til modstanden fra denne antikristlige magt må være det, som kendetegner de hellige. Nemlig, at de holder fast ved Guds bud og troen på Jesus. At de holder fast betyder jo netop, at de bliver udfordret på disse områder, og at det må være stridens æble. Når Guds bud og troen på Jesus udfordres og undergraves, vil der ifølge dette udsagn være en gruppe, der ikke vil deltage i frafaldet, men står fast på de grundlæggende værdier i Bibelens lære og den kristne tro. Vi kan undres over, at krisen i den kristne kirke går så vidt, at man inden for kristendommen kæmper med alle midler mod dem, der står fast på Guds ords kernesandhe-

Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

der. Men man skal måske ikke undre sig. Det er historien, der gentager sig. Vi skal blot tilbage til inkvisitionen og kætterbålene i Europa for at opleve noget lignende, om end i mindre målestok.

GUDS BUD Hvordan kan Guds Bud give anledning til modstand? Buddene er givet til at bevare og beskytte vores relationer til Gud og vores næste. Allerede i dag undergraves troen på Gud som skaber og livgiver med ”kristne“ regeringers og kirkers velsignelse. Helligdagsbuddet, som begrundes i Guds skabelsesgerning (2 Mos 20,8-11), bliver udlagt i vage vendinger af ordets forkyndere. Udviklingsteorien er blevet ophøjet i børnehaver, skoler, højere læreanstalter og medier til stjernestatus, mens skabelsestroen henvises til kategorien af eventyr og legender. Ægteskabet, respekt og omsorg for forældre, livets hellighed og almindelig anstændighed, som Guds bud og hans øvrige ord værner om, hører efterhånden til de truede arter ikke mindst i den kristne verden. Og der bliver let løftet en advarende pegefinger om ”lovtrældom“ og ”mangel på tolerance“, hvis man skulle driste sig til at gøre indvendinger. Jo, man kan nemt forestille sig irritationen over dem, der holder fast ved Guds bud.

TROEN PÅ JESUS T D e indbefatter hele Bibelens Dett ååbenbaring om Jesus Kristus – hans status som en af person nerne i den treenige guddom, jo jomfrufødslen, hans syndfrie liv, h hans forsonende og stedfortræd dende død på korset, opstandelse sen og himmelfarten, hans tjeneste ved Gud Faders højre hånd og hans virkelige og bogstavelige genkomst, hvor han vil tage imod de frelste. Det er troen på denne Jesus, som vil kræve udholdenhed af de hellige i de sidste dage. Det er troen på, at denne Jesus kan frelse os fra synd og fortabelse og give os del i evigt liv – ikke ved et traditionsbundet ritual i kirken, men ved en personlig, levende og tillidsfuld tro på netop ham og hans frelsergerning. En sådan tro udfordres allerede i dag i en kirke, som er i dyb krise og har mistet forankringen i Bibelens ord.

HER KRÆVES UDHOLDENHED Det er altid svært at gå imod strømmen. Det er meget lettere at følge alle de andre i den generelle nedsmeltning af kristentroen i den vestlige verden, hvor alt for mange præster, biskopper og menighedsråd for længst har kapituleret til tidens populære strømninger og derfor let lader sig forføre af en Antikrist. Her er så lyspunktet i den kristne kirkes historie. Der vil også til sidst være en gruppe, der ligesom Martin Luther tør tale Rom midt imod og stå fast på Bibelens grund. Og her kræves der udholdenhed. For som Jesus så opmuntrende og fremsynende sagde: ”Den, der holder ud indtil enden, skal frelses“ (Matt 24,13).

9

Tænd gnisten igen … af Anne-May Müller Vi har lige haft en uges ferie sammen – hele familien – mor, far og 4 børn, og på hjemturen valgte vi at bruge en dag i Salzburg. Salzburg har – som så mange andre byer efterhånden også har – en bro over floden, som var overhængt med hængelåse på rækværket. Der var i tusindvis af hængelåse, som var sat fast af håbefulde, forelskede par, der synliggjorde deres forhold og deres commitment på denne måde.

Vi gik og nød det spøjse syn, og læste på flere af dem. Nogle var de elskendes navne skrevet med sprittusch og en håndskrift, der godt kunne bruge et par år mere i folkeskolen – andre var fine og med indgraverede navne, dato og måske også et hjerte eller andet symbol.

Mens jeg gik der, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at rigtig mange par finder det svært at holde kærligheden ved lige i det lange løb. For en ting er at købe en hængelås og sætte op, mens man er på romantisk storbyferie, men hvordan ser romantikken, kærligheden, forelskelsen, respekten og intimiteten ud, når man er hjemme i hverdagen, og tiden lægger et støvet slør over det, der var engang?

10

Det er som regel ikke svært at få folk til at fortælle om, hvordan de først mødtes, og hvad der fik dem til at få øjnene op for hinanden, men det er sjældent samtalen kommer ind på, hvad de gjorde for at holde gnisten ved lige, når der er gået nogen tid. Hvad skal der til, for at vi holder ud på den lange bane?

For det første er forpligtelsen vigtig. Ingen orker at investere i noget, som man selv er i tvivl om holder. Derfor er det vigtigt, at I begge er forpligtede på forholdet, hvis det skal have en chance for at overleve hverdagen. Forpligtelsen kommer til udtryk ved, at I jævnligt taler om det langsigtede perspektiv i forholdet, at I sammen lægger planer for fremtiden og tør dele drømme om, hvordan I forestiller jer, at jeres fælles liv ser ud fremover. En af de største fjender for forpligtelsen er usikkerheden, om den anden (eller du selv) virkelig ønsker forholdet, og trusler eller antydninger om, at man vil ophæve forholdet, er virkelig dræbende. Så tal om fremtiden sammen og vær ærlige i forhold til, hvordan I vælger at forpligte jer.

Anne-May Müller Præst og familiekonsulent.

Hun er gift med Thomas, og de har 4 sønner.

For det andet må I finde passionen frem. Måske synes du, det er mærkeligt, at man skal arbejde for passionen – ligger det ikke netop i passionens natur, at den er spontan, fri, tilfældig og … passioneret? Jo, men man kan godt hjælpe den på vej på mange måder. Man kan sørge for, at den får gode vækstbetingelser. Og så skal man huske at holde nogle pauser og slappe af, så den får mulighed for at titte frem. Og dukker den ikke op af sig selv, så kan man hjælpe den lidt på vej ved at følge det tredje råd.

Forslag til ting I kan lave sammen, der hjælper med at give passionen plads og viser, at I prioriterer jeres forhold: • Cykel en tur i skoven • Tag på picnic

Som et tredje godt råd så skal I prioritere forholdet. At opprioritere noget betyder ofte, at noget andet må nedprioriteres. Det kan være svært, fordi afkastet af et godt forhold, der bevarer gnisten livet igennem ikke er særlig håndgribeligt her og nu. Men at prioritere sit forhold kræver ofte tid. Så sæt tid af til hinanden. Lav aftaler om, at tirsdag aften sidder I ikke med arbejde, tv, telefon eller andet, men der bruger I en time på at snakke sammen om alt mellem himmel og jord, om hvordan I har det, om hvordan familien trives, om drømme og planer og om ganske almindelige praktiske hverdagsting, som hvem der bestiller tid til service på bilen, og hvad der skal ordnes i haven på søndag. Men prioriter forholdet nok til, at I sætter tid af til at få talt sammen.

Sæt også tid af til engang imellem at gøre noget, I synes er hyggeligt, når den anden tager initiativet. Og koster det lidt penge, så er det noget, I med fordel kan sætte i budgettet. Lad jeres måde at bruge penge på afspejle, at I prioriterer jeres forhold.

• Se en kunstudstilling,

Så held og lykke med at holde gnisten ved lige.

Det er så absolut værd at arbejde for at få et forhold, der giver gensidig tryghed, glæde, ro, livstilfredshed, lykke. Men det kommer ikke af sig selv, så husk at prioritere forholdet allerede nu, så I kan få glæde af hinanden på den lange bane.

• Få den anden til at grine

• Tag til en koncert • Gå en tur i skoven – hånd i hånd • Giv hinanden massage • Server morgenmad på sengen • Spil et spil • Spis på restaurant • Kør ud og se solnedgangen/solopgangen • Se en film sammen, som I begge har lyst til at se • Tag en overnatning ude • Find en ny hobby eller sport, I vil dyrke sammen • Tilmeld jer et aftenskolekursus sammen • Læs en bog højt for hinanden • Send et håndskrevet kærestebrev • Sid tæt sammen i sofaen og lav ingenting et øjeblik • Find selv på flere …

11

Danmark i tiden frem mod

reformationen af Preben Jalving På rigsdagen i København i oktober 1536 var der forsamlet omtrent 1.200 mænd, heriblandt 19 rigsråder, 403 adelsmænd, repræsentanter for 81 købstæder samt repræsentanter for bondestanden i alle rigets herreder. Her fremsatte kongen det forslag ”at gøre og oprette en kristelig ordinants og reformation, dermed først Guds ord og ære og en ret bestandig tro må oprettet, plantet og begyndet vorde“, og dette kunne vedtages af den store forsamling tilsyneladende enstemmigt. Kongen – Christian III – var dermed bemyndiget til at foretage en reformation i den danske kirke og kunne straks gøre skridt til at få udarbejdet det fornødne lovforslag, så at 2. september 1537 kunne en ny ordning lovfæstes.

Det var kulminationen på en n næsten 100 år lang proces, hvor d havde været rejst krav om der e reformation både på hoved og en le lemmer.

Hovedet var paveinstitut tionen, og lemmerne var den øvrig gejstlighed, klostervæsenet og ge s selve menighederne. Op gennem m middelalderen blev der ført en m magtkamp mellem kejser, pave, fyrstemagt og kirkemagt, hvor b bonde og borger led.

Satirisk elfenbensfigur af en ræv i munkedragt og rosenkrans i poterne fra tiden omkring Reformationen.

Figuren er 6 cm høj og findes på Nationalmuseet i København.

12

Griskheden fra kirkens side havde ingen hæmninger, og det skabte en vrede og utilfredshed i takt med, at pengene og gaverne strømmede ind. Ikke mindst bispernes og klostrenes ejendomme og landbesiddelser øgedes, sådan at de på dette tidspunkt ejede borge og godser samt lidt over en tredjedel af al jord i Danmark.

Den katolske kirkes greb på samfundet var totalt. Paven skulle spørges til råds, inden kongen kunne iværksætte de beslutninger, som han og rigsrådet ønskede at gennemføre. Således skulle kongen fx. have pavens tilladelse til at oprette Københavns Universitet i 1479.

FATTIGDOM, OVERTRO OG SOCIALE SPÆNDINGER Vi befinder os på et tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor fødselstal, ægteskab og dødelighed havde dårlige vilkår. Gennemsnitslevealderen var omkring 25 år.

Kirkegangen bestod i, at man stående hørte latinske bibeltekster, hørte munke synge latinske salmer og fik en undervisning, som skabte usikkerhed om Guds nåde, tilgivelse og det evige liv. Tiden var fyldt med overtro, hvis forråd var uudtømmeligt i retning af drastiske forestillinger om djævelen og hans oldemor, besættelser af det onde og forhekselser af mand og fæ.

I praksis var fattigdomsforsorgen et kirkeligt anliggende, og kirken formidlede gaver og almisser videre til de fattige. Sygdom og fattigdom blev anset for at være prøvelser fra Gud. Perioden var præget af sociale og økono-

Preben Jalving Arkivleder og menighedsforstander

miske spændinger mellem godsejer og fæstebonde og mellem konge og selvejerbonde, og det førte til bondeoprør og uroligheder. Således havde den sidste borgerkrig i Danmark – Grevens fejde – elementer af denne utilfredshed.

I takt med ønsket hos borger og bonde om bedre levevilkår, kom der også impulser fra det øvrige Europa, hvor fornyelser og forandringer var gennemført. Både England, Preussen og Spanien havde frigjort sig fra den katolske kirkes indblanding. Fyrster og konger var blevet det naturlige centrum for magten i flere lande, og adgangen til de hellige skrifter på eget modersmål var muliggjort.

KONGERNES ROLLE Der var tre danske konger, som spillede en væsentlig rolle. Det var Christian II, Frederik I og Christian III, som hver for sig bidrog til den udvikling, som førte frem mod reformationen i Danmark.

Christian II var gift med Elisabeth – en søster til den tysk-romerske kejser. Christian medvirkede til forandringer i Danmark gennem forskellige reformer til fordel for bonde og borger, men på bekostning af adelen og kirken. Han var imod, at kirken erhvervede jord, og at den sendte store pengesummer ud af landet. Han beskyttede de reformationsvenlige kræfter, og han lod nogle af Martin Luthers skrifter trykke på dansk.

Frederik I blev indsat som konge, da Christian II måtte flygte til Holland. Også han viste sin beskyttelse over for de evangeliske præster.

Han og rigsrådet besluttede i 1526, at bispevalg ikke længere skulle bekræftes af paven.

Christian III var – som hertug af Holstein-Gottorp – til stede i Worms, da Martin Luther blev stillet for kejseren i 1521 og tog parti for de nye tanker fra Wittenberg. I 1525 indførte Christian reformationen i Tønning og Haderslev Len. Rigsrådet, som var præget af de katolske biskopper, ønskede ikke Christian som konge; men de protestantiske kræfter i Danmark ville noget andet, og det var en del

af konflikten, som førte til Grevens fejde, Danmarks sidste borgerkrig LUTHERS TANKER UDBREDES Allerede i 1520 blev to munke fra Flensburg Kloster sendt til Wittenberg, og året efter begyndte den ene munk at prædike Luthers reformationstanker i Rinkenæs Kirke. Den anden munk, Johan Wenth, begyndte i 1525 en præsteskole i Haderslev. I 1524 oversatte Malmø-borgmester Hans Mikkelsen og Lunde-kannik Christiern Pedersen Det nye Testamente til dansk, og i 1528 udgav præsten Claus Mortensen Tøndebinder den første danske salmebog ”Malmø-sangbogen“.

På flere niveauer i samfundet og i kirker blev reformationens tanker udbredt i takt med de impulser, som kom forskellige steder fra. En af de personligheder, som markerede sig i dette arbejde, var Poul Helgesen, som var professor i den hellige skrift ved Københavns Universitet og et langt stykke af vejen enig med Martin Luther i hans udlægning af Bibelens tekster.

Hans Tavsen havde fulgt Poul Helgesens forelæsninger og opholdt sig siden hen to år i Wittenberg (1523-1525), og da han vendte hjem, begyndte han udbredelsen af den nye lære i Viborg under kongens beskyttelse. I den firårige periode, han var i byen, udsendte han de første af mange skrifter.

Endelig skal det nævnes, at Christian III havde bedt Martin Luther om at komme til Danmark og hjælpe med implementeringen af den luthersk-evangeliske kirke gennem kirkeordinansen; men i stedet kom Johannes Bugenhagen, som opholdt sig i Danmark i to år, hvor han bl.a. kronede Christian III den 12. august 1537, og den samme Bugenhagen indsatte i september måned samme år de nye luthersk-evangeliske biskopper i deres embeder.

Netop fordi han ikke havde været katolsk biskop før reformationen, brød den danske kirke dermed endegyldigt med den katolske kirke.

Reformationen i Danmark var gennemført.

13

Kærlighed

ikke krig

Der var en frygtelig larm i baghaven. Per og Ole legede indianere rundt om det lille lysthus for enden af græsplænen. Ole var klædt ud som en høvding med fjer, han havde fundet i hønsehuset, og Per skulle være den hvide mand, som prøvede at holde ham borte fra lysthuset.

Så var de kommet op at skændes. Ole sagde, at Per var død, fordi han havde skudt ham med sin bue og pil, men Per ville ikke være død, lige meget hvad Ole sagde. ”Du snyder,“ råbte Ole, ”du er død!“ ”Jeg snyder ikke, og jeg er ikke død!“ råbte Per. ”Jo, du er.“ ”Det passer ikke.“ ”Jo, det gør.“ ”Nej.“ ”Jeg gider ikke lege med dig mere.“ ”Så lad være, jeg kan lege med mig selv.“ De blev mere og mere ophidsede, og Ole stak Per en på næsen. Så begyndte de at slås. Midt i det hele lød der en stemme fra spisestuevinduet. ”Kom ind begge to,“ kaldte mor. ”Jeg vil ikke have den larm i haven. Hvad mon naboerne tænker?“ Tvære og mutte gik drengene op til huset. ”Det er hans skyld,“ begyndte Per. ”Nej, det er hans,“ sagde Ole. ”Det var dig, der begyndte.“ ”Nej, det var dig.“ ”Lige meget. Kom og sæt jer på hver sin stol.

I det næste kvarter vil jeg ikke høre en lyd fra jer.“

14

Ole og Per sad i hver sit hjørne af stuen og så tavst på hinanden. Når mor havde sagt, at de ikke måtte tale, så mente hun det.

Minutterne sneglede sig afsted. Drengene kunne ikke huske, at de havde siddet stille så længe før.

Lige inden der var gået et kvarter, kom mor ind i stuen. ”Jeg skal fortælle jer en historie,“ sagde hun.

Deres ansigter lyste op. ”For mange år siden,“ begyndte mor, ”da indianerne strejfede om på de store sletter og i skovene i Nordamerika, var der ofte frygtelige kampe mellem dem og de hvide nybyggere. Indianerne følte naturligvis, at landet var deres, og at de hvide mennesker ikke havde nogen ret til det. Så de kæmpede for at beholde det. Mange af de hvide folk behandlede dem også grusomt, hvad der gjorde det hele meget værre.

Så en dag kom der en mand til Amerika, som havde besluttet at bruge en anden metode over for indianerne. Han hed William Penn.

Han ville prøve at gøre sig til venner med indianerne i stedet for at slås med dem. Da han fortalte sine folk derhjemme, at han ville behandle dem retfærdigt og vise dem respekt og venlighed, lo de af ham og sagde, at han ville blive ramt af en tomahawk og skalperet, inden han vidste af det. Men han var fast besluttet på at gøre det på sin måde.“ ”Tog han ikke et skydevåben med?“ spurgte Per. ”Din stilletid er ikke forbi,“ sagde mor.

”Ø “ gryntede ”Øv, d P Per og tav. ”Nej, han tog ikke noget skydevåben med,“ fortsatte mor. ”I stedet kaldte han alle indianerne sammen og sagde, at han gerne ville tale med dem. Der kom rigtig mange med deres krigsmaling på og med våben. De tænkte, at det kunne være en fælde. Penn mødte dem sammen med nogle få venner, og de kom alle uden våben. Så talte han til dem på en måde, som ingen hvid mand havde talt til dem før. ”Vi skal ikke bruge våben mod hinanden.“ sagde han. ”Tillid og velvilje mod andre skal være vores forsvar. Vi tror på, at I vil behandle os venligt og retfærdigt, og vi vil gøre det samme mod jer. Vi skal have tillid til hinanden og ikke udnytte hinanden. Vi skal være åbne overfor hinanden og være gode mod hinanden, for vi er alle skabt af den samme Gud.“ Da han havde talt, trak Penn et stykke papir op af lommen, hvor han havde skrevet en aftale, som indianerne og han selv skulle skrive under på. Han læste aftalen højt for dem, mens de forbavset hørte på. Aftalen lød sådan: ”Vi vil være brødre, mit folk og jeres folk, som børn af én fader. Alle stier skal være åbne for de kristne såvel som for indianerne. De kristnes døre skal være åbne for indianerne, og indianernes wigwams skal være åbne for de kristne.“ De fleste hvide, der hørte om aftalen, sagde,

at Penn var tosset. Men indianerhøvdingene var enige i aftalen og gav deres løfte til Penn i god tro og gik glade hjem.

Tiden gik, og mens der var konstante kampe i andre dele af Amerika, var der fred i Pennsylvania, som blev opkaldt efter Penn. Når Penn ønskede land fra indianerne, så købte han det. Han insisterede på, at hvis en hvid man forulempede en indianer, så skulle han straffes på samme måde, som hvis han havde forulempet en hvid mand, og at de hvide folk ikke måtte sælge dårlige varer til indianerne.

Alle skulle være fair mod hinanden.“ ”Blev han aldrig skalperet?“ spurgte Ole med det ene øje på klokken. ”Nej da,“ sagde mor. ”Indianerne elskede ham for meget til det. Og i fyrre år blev ingen mand, som var uden våben, slået ihjel i Pennsylvania. Så du ser, ved at behandle indianerne venligt, vandt han deres venskab og bevarede freden. Det var bare så trist, at kun få af de andre hvide fulgte hans eksempel.“ Ole og Per var efterhånden kølet af. ”Jeg tror hellere, jeg må slutte fred med ham indianeren derovre,“ sagde Per. ”Det vil være en god ide,“ sagde mor. ”Tiden er gået,“ råbte Ole, mens han så på klokken igen. Og med et stort smil hoppede de begge ned fra deres stole og løb ud i haven.

15

KORRESPONDANCE

SKOLEN

UDBYG DIN VIDEN...

Bog Danie7.ls V STUDIEBRE

DANIELS BOG Daniels Bog indeholder dybsindige beretninger for børn og voksne samt utrolige forudsigelser om fremtiden.

Daniels Bog har gennem tiderne haft stor betydning. Gennem kurset får du både historisk baggrund, tekstforklaring og udlægning af bogens fascinerende profetier. n lov Tilbedelsens

7 KAPITEL 6

Kurset er for dig, der har mod på et ret indgående studium. 16 studiebreve

JOHANNES’ ÅBENBARING Kurset er en indførelse i århundreders kamp mellem lys og mørke, sandhed og vildfarelse. Johannes’ Åbenbarings profetiske budskab virker umiddelbart vanskeligt tilgængeligt. Studiehæfterne fører dig ind i denne bogs symbolik og historie med en nøgtern, bibelsk og historisk gennemgang.

Vi lever i en tid med store brydninger, der vil kulminere i en gigantisk styrkeprøve forud for Jesu genkomst. Johannes’ Åbenbaring forudsiger hvilke kræfter, der vil komme til at styre det politiske, sociale og religiøse liv og præge hele samfundsudviklingen. 16 studiebreve