2016 24 Nyt Fokus

nytfokus

24

Sidste udkald ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…

nytfokus

24

Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter.

Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis.

Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.)

Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk Redaktion Sven Hagen Jensen Walder Hartmann Anne-May Müller Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk Udgives med støtte fra KEHAP Fonden ISSN: 2246-6053 Grafisk opsætning: Bente Skov Schledermann, Adventistkirkens Mediecenter Tryk: Øko-tryk Illustrationer i bladet: thinkstockphotos.com Adventistkirkens Mediecenter Forside foto: thinkstockphotos.com

2

Sidste udkald af Sven Hagen Jensen Når dette skrives, har vi gennem de sidste mange måneder været vidne til katastrofale forhold for den civile befolkning i de dele af Aleppo, Syrien, hvor regeringstropper og russiske fly har bombet hospitaler, børneinstitutioner og boligområder for at få ram på deres modstandere. Der har været forhandlet om våbenstilstand og sikre korridorer, så civilbefolkningen har kunnet slippe ud af krigszonen. Hvor det er lykkedes at forhandle sig frem til en pause i krigshandlingerne, har der været et sidste udkald for at slippe væk. Tusinder har benyttet sig af sådanne åbninger, men nogle har valgt at blive tilbage.

I denne udgave af Nyt Fokus vil vi fortsætte artiklerne fra sidste nummer om ’Kirken i krise’ og uddybe begrebet ’Babylon’ og faren ved at blive hængende i religiøse systemer og organisationer, som har sat menneskebud over Guds ord. Her vil vi bl.a. sætte fokus på et sidste udkald, som vil berøre alle kristne, der befinder sig i farezonen. Som du vil se, er det ikke bare en leg med ord, men et spørgsmål om vores evige skæbne. Læs endelig artiklen om ’Jesus som sandheden’, som i sidste ende er den sikre korridor ud af al religionsforvirring og frafald.

Spisebordet er samlingspunktet i mange familier – eller hvordan er det nu, det er? Anne-May Müller, der har mand og fire drenge, deler ud af sine erfaringer derhjemmefra og giver gode tips til, hvordan madvaner og måltidsoplevelser kan optimeres.

I rækken af reformationsartikler vil du finde det både oplysende og berigende at læse Richard Müllers artikel om reformationens videreførelse og tendenser i tiden, der synes at lade det glide af hænde, som der blev kæmpet så modigt og dyrt for af vores reformatoriske forfædre. Omtale i medierne af pavebesøget i Sverige og jubilæumsåret for Luthers reformation har aktualiseret og til tider forplumret historien om reformationens nødvendighed. Er der også her behov for et sidste udkald, til at få debatten tilbage på et troværdigt spor?

Fører

alle veje til Rom?

Kan vi blive frelst, uanset hvad vi tror?

Næppe mange kan være uenige med pave Frans, der under sit besøg i Sverige for nylig udtalte ønske om, at protestanter og katolikker fremover må kunne tale høfligt til hinanden. Samt at man i stedet for at bekrige hinanden bør samarbejde om det, man har til fælles, uden nødvendigvis at give køb på sine mærkesager.

NY UDVIKLING For halvtreds år siden nærede konservative protestanter stadig dyb modvilje mod katolicismen i almindelighed og paven i særdeleshed. Den holdning er forandret. Den traditionelle katolske holdning, at der hverken findes frelse eller syndsforladelse uden for denne kirke, blev på Det andet Vatikankoncil udskiftet med det nye synspunkt, at der er frelse både inden for og uden for Den katolske Kirke.

Kulden og mistroen mellem katolikker og protestanter er afløst af varme og venlighed.

Den nye katolske praksis går ud på at vise velvilje og tolerance over for protestanter i særdeleshed og ikke-katolikker i almindelighed.

Protestanter er f.eks. blevet rehabiliteret fra kættere til ”adskilte brødre“ og nu til brødre og søstre i Kristus. Tilhængere af de øvrige verdensreligioner behandles ligeledes med åbenhed og respekt.

Naturligvis findes der mange oprigtige mennesker inden for Den katolske Kirke, som tilfældet er for ethvert trossamfund. Når vi alligevel må afvise denne kirkes fordring på en særstilling, skyldes det romerkirkens sidestilling af Skriften og traditionen. Luthers og reformatorernes motto var: Sola Scriptura – Skriften alene. Luther måtte vælge mellem en

Aage Andersen Pastor og free lance journalist

af Aage Andersen kirke, der forkyndte falsk lære og en kirke, der nok kunne være delt i forskellige opfattelser, men dog var åben over for sandheden, som den findes i Guds ord alene.

Jesus har sagt, at det er forgæves, vi dyrker ham, når vi fører lærdomme, som kun er menneskebud. Her er ikke tale om enkeltpersoners større eller mindre menneskelige fejl, men om selve kirkens lære. Med al respekt for vores katolske venner kan vi med Guds ord i hånden pege på adskillige punkter, hvor Den katolske Kirkes lære afviger fra Bibelen. Eksempelvis pavens overhøjhed, Maria-dyrkelse, aflad og skærsild, nadversyn – for blot at nævne nogle.

BLIVER ENHVER SALIG I SIN TRO? Nogle mener fejlagtigt, at ovenstående skulle være et bibelcitat. Det stammer i virkeligheden fra Frederik den Store af Preussen, og baggrunden var et spørgsmål om, hvorvidt skoler for børn af romersk-katolske soldater skulle lukkes og børnene sendes til evangelisk-lutherske skoler i Preussen. Hertil bemærkede kongen, at ”religionerne må tolereres, og myndighederne må kun have opsyn med, at ingen lider overlast, for her må enhver kunne blive salig på sin måde.“ Religionsfriheden er et stort og uvurderligt gode, som vi kun kan glæde os over. Altså det at anerkende, at andre har ret til en opfattelse, som er stik imod ens egen. Men det gør ikke enhver tro lige værdifuld. Bibelens udsagn lyder: ”Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved“ (ApG 4,12). Jesus er vejen til frelse. Det alene har gyldighed.

3

Har du prøvet at knokle i køkkenet en hel time i den forfærdelige ulvetime, for bare at blive mødt med rynket næse, nedadvendte mundvige og et trodsigt ”Ad, det kan jeg ikke li’!“ fra en af de håbefulde poder?

Her kommer nogle af de ting, som vi har valgt at gøre i vores familie for at få gode madvaner og gode måltidsoplevelser for både børn og voksne. Måske er der ting, som du kan gøre brug af i jeres familie.

af Anne-May Müller STEMNINGEN Ca. 5-10 minutter før vi er klar til at spise, bliver hele familien gjort opmærksom på, at nu er det snart spisetid. Så har man tid til at afslutte den leg eller det spil, man er i gang med.

På den måde undgår vi nogle af de konflikter, der nemt opstår, når børnene bliver afbrudt i noget, de godt kan lide at lave.

Vi kan godt lide at dæmpe det kraftige lys over spisebordet og tænder gerne et par stearinlys, så snart det er muligt. Husk altid at holde køkkenrulle og lys godt adskilt, og at små børn ikke kan nå dem. Har det været en særlig hektisk dag, kan stille klassisk musik gøre underværker for stemningen. I vores alrum har vi problemer med megen lyd og lidt for god akustik. Det har en voksdug på bordet afhjulpet. Man kan også sætte filtstykker under stolesæderne og under spisebordet – det opsuger megen af den lyd, som kan være generende.

Vi har altid gjort det klart, at vi ikke vil høre negative kommentarer om maden, når vi spiser. Man må gerne sige ”nej-tak“, men man må ikke sige ”ad“. Vi gør heller ikke et nummer ud af det, hvis barnet ikke vil spise. Alt for meget opmærksomhed om barnets spisning (positiv og negativ) skaber en presset stemning.

FIND JERES FAVORITTER Jeg har ofte svært ved at finde på noget at lave, når jeg står der og allerede er sulten og træt, og der er halvtomt i køleskabet. Der kan en

4

madplan være en rigtig god idé. Få børnene til at hjælpe med at lave planen – så kan I nemlig variere mellem deres og jeres livretter og sørge for at få variation ind. På den måde undgår I også at ende med kun at have 3 retter, som børnene kan lide. Husk også, at selvom de bedst kan lide spaghetti med tomatsovs, så kan der jo ligge stor variation i, hvad man spiser af grøntsager og salat til.

Vi har nogle favoritter, som giver børnene stor selvbestemmelse f.eks. pitabrød. Hav alle de snittede grøntsager i små skåle på bordet, og så kan børnene selv bestemme hvilke ting, der skal ned sammen med en falafel i det lune brød.

Byg-selv-pizza ligeså: Gør alt fyldet klar, og lad barnet selv lave sin egen pizza med yndlingstingene på. En anden livret hjemme hos os er tortilla med bønnesovs. Der kan man også selv vælge hvilke grøntsager, der skal med ind i rullen.

ALLE MAND OM BORDET Vi har altid gjort alt, vi kunne, for at spise sammen hver dag. Det er svært, når der er mange fritidsaktiviteter, men prøv at prioriter efter det! Og er man hjemme, så sidder man ved bordet sammen – alle sammen. Der bliver ikke spist, før der er sagt ”værsgo“, og alle sidder til børnene er færdige og får lov at gå fra bordet.

På den måde skabes der ro, og der skabes mulighed for det fællesskab, der er så vigtigt for vores trivsel.

det kan jeg ikke li’!

SKÆRMFRI ZONE Når vi spiser, så er der ingen skærme tændt!

Fjernsyn og computere er slukket, iPads og telefoner får ikke lov at komme med til bordet.

Og det gælder også de voksne! Når vi spiser sammen, er det vores mulighed for samtale, samvær, nærvær. Det er der, vi hører, hvad der rører sig hos de andre i familien, hvordan det gik i børnehaven, og om man har fået svar på sidste matematikprøve. Det er der, der gives vigtige informationer om familiens logistik og planer. Vi har også nogle samtalekort, der kan bruges til at få en snak i gang om dagen. Det kan være en god ting, hvis man har børn, der kun svarer i enstavelsesord, når man prøver at få en samtale i gang. Man kan også lege ”det-bedstedet-værste“. Hvad var det bedste, du oplevede i dag, og hvad var det værste, du oplevede i dag?

MAN BEHØVER IKKE KUNNE LIDE ALT Nu har vi børn, der spiser rigtig mange forskellige ting. Men vi synes også, at det er i orden, der er nogle få ting, som man ikke bryder sig om. Jeg har en, der ikke kan lide rosiner, bananer og rå tomater. Det kan jeg sagtens leve med. Det er ikke ting, som gør det svært når man er ude, og han får rigeligt med andre frugter og grøntsager. Min mand bryder sig ikke om champignon, rosenkål og kommen. Det kan vi også sagtens navigere udenom. For mig er det okay, hvis der er 3-4 ting, man ikke kan lide. Problemet opstår, når der er mange ting (og især basisting), som man ikke spiser.

Anne-May Müller Præst og familiekonsulent.

Hun er gift med Thomas, og de har 4 sønner.

INGEN ROOM-SERVICE Vi har aldrig tilbudt room-service på vores ”hotel“. Man spiser, når vi andre spiser, og hvis man ikke kan lide maden, så er der ikke en anden menu at vælge fra. Til gengæld er der altid noget ”gnavegrønt“, man kan spise til måltidet, så man ikke går totalt i panik, hvis man ikke kan lide aftensmaden.

VÆR ET GODT EKSEMPEL Hvis vi voksne taler positivt om maden, skaber god stemning, undgår konflikter om maden, sidder roligt ned og ikke tjekker telefonen, så er vi med til at sætte et godt eksempel for vores børn. Vi har ansvaret for, at måltidet bliver en positiv oplevelse.

Rigtig god fornøjelse med måltidet – og velbekomme!

5

| 1 | DEREFTER SÅ JESUS OP MOD NATTEHIMLEN OG SAGD OPHØJE DIG. | 2 | DU HAR JO GIVET MIG DEN HØJESTE MYN GIVE EVIGT LIV TIL ALLE DEM, DU HAR GIVET MIG. | 3 | DET OG DEN FRELSER OG MESSIAS, SOM DU HAR SENDT. | 4 | JE OPGAVE, DU HAR GIVET MIG. | 5 | FAR,, ÆR DU NU MIG OG F POSITION, JEG HAVDE HOS DIG,, FØR VERDEN BLEV SKABT. SKER, SOM DU KALDTE UD AF VERDEN OG GAV TIL MIG. MIG DE D FAST VED DIT ORD. | 7 | NU FO FORSTÅR ORSTÅR RSTÅR DE, DE, AT AT ALT, ALT, HVAD HVAD JEG JEG H FÅET FRA DIG, HAR JEG GIVETT VIDERE VIDERE IDERE TIL TIL DEM, DEM OG OG DE DE HAR HAR DIG, OG AT DU HAR SENDT NDT MIG. MIG G. | 9 | JEG GÅR I FORBØN FO FOR DEM, SOM DU HAR R GIVETT M MIG, IG,, FOR DE TILHØRER DIG. HAR GJORT MIG ÆRE. | 11 | NU NU KKOMMER OMMER JEG TIL DIG, DIG FOR LEVE I DENNE VERDEN. HELLIGE LLIGE FAR, FAR HOLD DIN HÅND OVE MÆGTIGE KRAFT, SOM DU G GAV GA AV MIG, MIG, IG FOR AT DE MÅ BLIVE É BESKYTTEDE JEG DEM MED ED D DIN IN IN KRAFT. KRAFT JEG TOG HÅND HÅN OM Jesu bøn i Johannesevangeliets TAGEN HAM, DER MÅTTE TE GÅ FORTABT, FORTABT, TABT OG PÅ DEN MÅDE BL B 17. kapitel er velkendt i kristne OG JEG SIGER DET HER,, MENS JJEG EG ENDNU ER PÅ DENNE J kredse. Den bruges ofte som ud| JEG HARgangspunkt INDVIET DEM M ItanDIT BBUDSKAB, UDSKAB,, OG NU HADER VER for økumeniske DEN, LIGESOM JEGogIKKE Ei ER EN N DEL AF DEN. | 15 | JEG BED ker om fællesskab enhed den E kristne kirke.

HvadFRA manA somme AT BESKYTTE DEM DEN O ONDES NDES ANGREB. | 16 | MEN D tider overser er, at den bøn, der TIL I VERDEN. | 17 | RENS NS DEM M GENNEM DIT ORD, ORD, SOM ER her er tale om, ikke er en bøn om SENDER JEG NU DEM TIL IL VERD VERDEN. DEN. N | 19 | JEG INDVIER MIG S enhed uanset hvad, men en bøn SANDHEDEN MÅ HELT HELLT TIL DIG. HE DIG | 20 | JEG BEDER om enhed, der INDVI grunder sigSIG på SOM I FREMTIDEN KOMMER MMER TIL TIL TRO PÅ MIG GENNEM DER sandheden, som den åbenbares i ord.

BLIVE ÉT, Guds LIGESOM DU OG JEG G EER R ÉT, ÉT, SÅ VERDEN KAN TRO MIG, HAR JEG GIVET VIDERE DERE ERE TTIL IL IL DEM, DEM FOR AT DE KAN BLIV OG DU ER ÉT MED MIG,, SÅ ERR ENHEDEN ENHEDEN FULDKOMMEN! S ELSKER DEM, LIGESOM M DU EL EELSKER LSKER SKER MIG. MIG | 24 24 | FAR, FAR MIT MIT ØN ØN DET STED, HVOR JEG TAGER AGER HEN, HEN OG OG AT AT DE DE MÅ MÅ SE SE DEN DEN HER HER MIG, FRA FØR VERDEN BLEV TIL. | 25 | RETFÆRDIGE FAR! S OG MINE DISCIPLE HERR VED, VED AT DU HAR SENDT MIG. MIG | 26 | 6 SÆTTE MED, FOR AT DEN KÆRLIGHED, HVORMED DU HAR

DEN SIDSTE BØN

I min bibel kaldes denne bøn for Jesu sidste bøn. Den allersidste bøn må vel nok være Jesu bøn på korset, hvor han sagde: ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør“ (Luk 23,34).

Ikke desto mindre er det en vigtig bøn for Jesu efterfølgere – både dengang og nu. Det er en forbøn for Jesu disciple og alle andre, der bærer kristennavnet.

SANDHEDEN KAN IKKE GRADBØJES I sin bøn beder Jesus om, at hans efterfølgere må holde fast i troen på ham og de sandhedsord, han har givet dem. Kun da kan den kristne menighed bestå. ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord“ (Joh 17,6). ”Hellige dem ved sandheden; dit ord er sandhed… Jeg helliger mig selv for dem, for at de også kan være helliget i sandheden“ (v. 18.19). Guds ord er sandhed. Og Guds ord helliger, dvs. renser os og gør os skikkede til at være Guds folk. Det er gennem sandheden, ved Helligåndens kraft, mennesker helliggøres, forvandles til lighed med Kristus. Og for at denne forandring kan ske i os, må vi tage imod sandheden, helhjertet og uden forbehold, idet sindet overgiver sig helt og fuldt til dets forvandlende kraft.

Jesus understreger senere i den såkaldte missionsbefaling betydningen af, at sandheden, som kommer fra ham, gives videre i sin helhed til de mennesker, som måtte ønske at tilslutte sig den kristne menighed. ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer“ (Matt 28,19).

GDE: ”FAR, NU ER TIDEN INDE. OPHØJ DIN SØN, SÅ JEG KAN YNDIGHED OVER HELE MENNESKEHEDEN, FOR AT JEG KAN DET EVIGE LIV ER AT KENDE DIG, DEN ENESTE SANDE GUD, JEG HAR ÆRET DIG HER PÅ JORDEN VED AT FULDFØRE DEN G FØR MIG TILBAGE TIL DIN HERLIGHED—TILBAGE TIL DEN BT. | 6 | JEG HAR ÅBENBARET,, HVEM DU ER,, FOR DE MENN MENNEDE VAR DINE, DINE MEN DU GAV DEM TIL MIG, MIG OG DE HAR HOL HO HOLDT G HAR, HAR, DET DET HAR HAR JEG JEG FÅET FÅET FRA FRA DIG, DIafG,Sven | 8FOR 8FHagen OR DE DJensen E ORD, ORD, JEG H HAR AR AR TAGET TAGET IMOD IMOD DEM. DEM DE DE VED VED NU, NU AT AT JEG JEG EER R KO KKOMMET OMMET FFRA FOR DEM,, FAR. JEG GÅR IKKE I FORBØN FOR VE VERDEN, ERDEN,, M MEN G. | 10 | DU OG JEG HAR ALT TILFÆLLES,, OG MIN MINE NE DISCIP DISCIPLE R JEG SKAL IKKE VÆRE I VERDEN LÆNGERE, MEN SKAL LÆNGERE, ME EN DE SK VER ER DEM, DEM SOM DU HAR GIVET MIG. MIG BESKYT DE DEM MM MED ED E D DEN E ÉT, ÉT LIGESOM VI ER ÉT! | 12 | SÅ LÆNGE JEG VA VARR H HOS OS D DE DEM, OM DEM, DEM M, SÅ IKKE EN ENESTE AF DEM GIK FORTA FORT FORTABT—UNDABT—UN UN DIG, BLEV SKRIFTEN OPFYLDT. OPFYLDT | 13 | NU ER JEG PÅ VVEJ EEJJ TIL D E JORD,, FOR AT DE MÅ BLIVE FYLDT MED MIN G GLÆDE. LÆ ÆDE. | 14 VERDEN DEM,, FORDI DE IKKE LÆNGERE ER EN D DEL EL AF VVEREDER DIG IKKE OM AT TAGE DEM UD AF VERDE VERDEN, EN, MEN OM N DE HØRER IKKE TIL I VERDEN,, LIGESOM JEG IIKKE KKE HØR HØRER VERDEN, ER SANDHEDEN. SANDHEDEN | 18 | SOM DU SENDTE MIG TTIL IL VERD ERKENDELSEN SELV TIL DIG, DIG FOR AT OGSÅ DE GENNEM ERKEN NDELSE LSEN AF ER IKKE KUN FOR DEM DEM,, DER ER HER HER,, MEN OGSÅÅ FFOR OR DE DEM, DERES VIDNESBYRD. VIDNESBYRD | 21 | JEG BEDER OM, OM, AT D DEE ALLE MÅ RO, RO O, AT DU HAR SENDT MIG. MIG | 22 | DEN HERLIGHE HERLIGH HERLIGHED, ED, DU G GAV LIVE ÉT, ÉT LIGESOM VI ER ÉT. ÉT | 23 | NÅR JEG ER ÉT ÉT M MED ED DE D DEM, ! SÅ VIL VERDEN INDSE, INDSE AT DU HAR SENDT MI MIG MIG, G, O OG G AT DU ØNSKE ØNSKE ER, ER, AT AT DE, DE, SOM SOM DU DU HAR HAR GIVET GIVET MIG, MIG, MÅ MÅ KO KKOMME OMME TIL ERLIGHED, ERLIGHED, RLIGHED SOM SOM DU DU HAR HAR GIVET GIVET MIG, MIG FORDI FORDI DU DU HAR HAR ELSK EL ELSKET SELV OM VERDEN IKKE KENDER DIG,, SÅ KENDER JEG D DIG, 6 | JEG HAR VIST DEM, DEM HVEM DU ER, ER OG DET VIL JEG FORTFO 7 AR ELSKET MIG, MÅ VÆRE I DEM, OG JEG MÅ VÆRE I DEM.“ Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

KIRKENS ENHED Jesus beder ligeledes for, at hans efterfølgere vil stå sammen og være ét. ”Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, for at de kan være ét, ligesom vi“ (Joh 17,11). ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden kan tro, at du har udsendt mig“ (v. 20.21). Der er ingen tvivl om, at en splittet kirke sender et forkert signal til verden omkring os. Alle ved, at enhed gør stærk. På den anden side, hvis denne enhed er bygget på falske forudsætninger, dvs. ved at ignorere de sandheder, som kirkens grundlægger, Jesus Kristus, har lært os, så vil en sådan enhedskirke ikke kunne bestå og være et lys for verden.

En norsk luthersk teolog har skrevet følgende: ”Vi kan ikke skabe den sande kristne enhed. Det kan alene Guds Ånd. Og det gør han ved at føre mennesker til troen på Jesus, så han flytter dem over fra mørke til lys… Det, han [Jesus] beder om, er, at enheden ikke må blive ødelagt – ved falsk lære, ved forførelser, så hans venner føres vild. Han beder om, at de altid må være i Ham, ved sand tro. Guds børns enhed er en åndelig enhed. Den er en enhed mellem dem, som i sandhed hører Jesus til ved omvendelse og tro, og som har Helligånden i deres hjerter. Den enhed har ikke rum for nogen, som fornægter Guds ords sandhed.“ ER AL SPLITTELSE SYND? Det er en fremherskende økumenisk tankegang, at al splittelse er synd. Katolikken John Henry Newmann fik sagt det på denne måde: ”Vi må og skal protestere imod selve splittel-

sen og betegne bevidst fortsættelse i den som af det onde.“ Men det er en meget tvivlsom tankegang ifølge Dr. B.B. Beach. I sin bog ’En kirke for alle kristne?’ skriver han: ”Når det kommer til stykket er splittelse og opdeling for at beskytte evangeliets og kirkens renhed mere ønskelig end enhed i fejltagelse og forvrængning.“ Og splittelse og skisma har, som S.L. Greenslade påpeger det, ”opretholdt selve sandheden“. Idet Beach medgiver, at splid og åndeligt fjendskab i menigheden generelt er syndigt, så påpeger han, at organisatorisk enhed, som værner om kætteriske tendenser, frafald eller umoralsk livsførelse, allerede har medført en åndelig splittelse. ”Ikke at udskille sig fra en sådan splittende tendens og ufromhed kan meget vel være syndigt. Det er netop i denne situation, sande reformatorer altid befinder sig.“ De må enten holde fast ved Guds ord og bryde med den frafaldne kirkeinstitution – eller indordne sig en formalistisk ”enhed“ og godkende afvigelser fra den bibelske lære.

ENHED I KRISTUS Jesu bøn lægger vægt på den enhed og kærlighed, som eksisterer mellem ham og Faderen. ”At de må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig“ (v. 21). Enheden mellem Faderen og Sønnen er ubrydelig, netop fordi den er bygget på de sandhedsprincipper, som udspringer af Guds egen natur, og som er blevet åbenbaret for os gennem Jesus Kristus såvel som det skrevne Guds ord. Vi kan være en del af denne enhed, hvis vi tror, lever og bekender de samme principper.

Jesus som

SANDHEDEN af Leif Hansen I mange amerikanske advokatfilm ser man vidner, som lægger deres hånd på Bibelen, idet de foran dommeren lover at fortælle ”sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden!“ Sandheden er netop afgørende for, at der kan fældes en retfærdig dom. Og alligevel kan man altid stille spørgsmål ved sandheden, for sandheden er ikke altid matematiske formler eller fakta.

Spørgsmålet om hvad sandhed er, kan være forskellig fra menneske til menneske. Ja, man kan nok finde mange ideer om, hvad sandheden er. Nogle vil måske sige, at sandheden er subjektiv, andre at det er en kollektiv mening, andre igen vil måske helt benægte, at sandheden eksisterer. Nogle siger endda, at sandheden findes inde i en selv. For mange mennesker kan sandheden diskuteres.

ORDET BLEV MENNESKE I den bibelske forståelse er sandheden dog afgørende i fortællingen om Jesus. Og særlig i Johannesevangeliet formes fortællingen over Jesus som sandheden. Johannes giver en dybsindig og filosofisk indføring i ”Ordet“, der var Gud og blev menneske og tog bolig blandt os (Joh 1,1-5.14-18). ”Ordet“ står centralt hos Jo-

8

hannes som et synonym for Jesus, der i begyndelsen var hos Gud og var Gud. Han giver en stærk association af Jesus som Gud, der blev menneske. Det vi også kalder ”inkarnationen“.

Matthæusevangeliet fortæller det på en anden måde: ”‘Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel’ – det betyder Gud med os“ (Matt 1,23).

Den søn var Jesus Kristus, født af jomfruen Maria og ved Helligånden (Matt 1,18).

Og hvilken stor tanke at den Jesus, som blev født i Betlehem, voksede op i et typisk jødisk hjem, samlede sig venner, så til menneskers behov på flere fronter og til sidst blev henrettet af en undertrykkende regering. På samme tid var han skaberen af universet med alt, der er i det, og ét med Gud og sammen med ham helt fra den evige fortid. Så ”Ordet“ er ingen anden end Jesus, som tog bolig blandt os med en herlighed, som han har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

SANDHEDEN ÅBENBARES Om Jesus sagde Johannes Døber: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd“ (Joh 1,29.36). En udtalelse som udtrykker hele formålet med, at Jesus tog bolig iblandt os. For med ham bæres det sande evangelium frem.

Den gode nyhed om frelsen. Paulus sagde senere, at ”sandhedens ord“ er lig med ”evangeliet om jeres frelse“ (Ef 1,13). Med Jesus kom ikke kun sandheden om Gud, sandheden om ham selv som Gud, men også sandheden om den frelse, som Gud har planlagt for menneskeheden gennem Jesus. Jesus sagde det meget kort: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin

Med Jesus kom ikke kun sandheden om Gud, sandheden om ham selv som Gud, men også sandheden om den frelse, som Gud har planlagt for menneskeheden gennem Jesus.

enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv“ (Joh 3,16).

Flere ting åbenbares i Joh 3,16. For først finder vi, at Gud ikke er imod mennesker, men at han elsker dem og sendte Jesus for at redde menneskene fra denne syndige verden. En anden ting er netop, at hvis ikke Jesus blev sendt, ville alle gå fortabt eller udslette sig selv. Og det giver os den tredje ting, nemlig, at Jesus er på en redningsmission. Det betyder, at Jesus står i centrum imellem ødelæggelse og frelse.

Jesu redningsmission er det centrale i Bibelen, men i virkeligheden også det centrale i denne verdens historie. Ja, men han er ikke kun det centrale i Bibelen eller i verdenshistorien, han er selve bindeledet imellem Gud og menneskeheden.

LÆR SANDHEDEN AT KENDE, OG DEN SKAL GØR JER FRIE Jesus sagde senere i Johannesevangeliet: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie“ (Joh 8,32). Eller mere direkte: ”Jeg er vejen, sandheden og livet!“ (Joh 14,6).

Sandheden er på én gang en person, en begivenhed og en frihed. For med Jesus kom vejen til Gud, sandheden om Gud og livet sammen med Gud. Da Jesus senere stod anklaget overfor Pilatus kort før sin korsfæstelse, spurgte Pilatus Jesus: ”Så du er altså konge?“ Jesus svarede: ”Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden for at vidne om sandheden. Enhver som er af sandheden,

Leif Hansen Ejendomsfunktionær, freelance skribent og familiefar

hører min røst“ (Joh 18,37). Jesus bekræfter Pilatus’ konklusion og erklærer, at det er hans formål at bære vidnesbyrd om sandheden til verden. En erklæring som er samstemmende med indledningen af Johannesevangeliet.

Jesus rækker ud og inviterer Pilatus ind i den guddommelige sandhed. Han ønsker at nå ind til Pilatus’ hjerte og oplyse ham om sandheden. En sandhed om ham som kongen. Men Pilatus tager det ikke til sig. For ham kunne sandheden netop diskuteres, for han sagde: ”Hvad er sandhed?“ og forlod Jesus (Joh 18,38).

TROENS SANDHED Jesus er ”sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden!“ Han er Guds sandhed til verden. En sandhed som blev menneske og åbenbarede Guds redningsplan.

Men sandheden gør ingen forskel, hvis ikke den bliver en del af ens liv, og man lærer sandheden at kende. Nej, Jesus gør ingen forskel, hvis ikke han bliver en del af ens liv og man lærer ham at kende. Nogle vil netop kalde det for tro.

For gennem troen på Jesus Kristus bliver vi frie.

9

Et VIGTIGT kald af Sven Hagen Jensen Den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, tegner et dystert billede af den religiøse situation i verden lige før Jesu genkomst.

Under symbolet ’det store Babylon’ beskrives et frafald fra den almægtige Gud og Skaber uden sidestykke i historien. Et frafald som når langt ind i de kristne kirkers rækker. Midt i denne religionskrise lyder et vigtigt kald til Guds folk om at træde ud af de troløse religiøse institutioner og stå sammen med dem, der holder fast ved Guds ord.

10

Kaldet lyder således med en røst fra himlen: ”Drag ud fra hende, mit folk, for ikke at deltage i hendes synder og blive ramt af hendes plager.

For hendes synder har hobet sig op til himlen, og Gud har ikke glemt hendes uretfærdigheder“ (Åb 18,4.5).

GUDS FOLK I BABYLON Dette fortæller os for det første, at Gud har et folk, som han ønsker at frelse fra de ødelæggelser, der vil komme over jorden til sidst. Et folk som han kalder sit folk, fordi de har valgt at tage imod Lammet, Jesus Kristus, ved tro og følge de værdier, som himlens Gud står for.

Men det fortæller samtidig, at dele af Guds folk befinder sig i ”hende“ eller det, der i Johannes’ Åbenbaring går under benævnelsen ’Babylon’ (v. 2). Babylon har sin rod i det gamle Babelstårn og det Ny-babylonske Rige, og udtrykket har været anvendt gennem kirkens historie på de magter, der optræder som Guds fjender og modarbejder hans sag på jorden, især inden for kristendommen. (Se artiklerne om Babel i Nyt Fokus 23.)

For Martin Luther og reformatorerne var det romerkirken og pavedømmet, der var indbefattet i begrebet Babylon. Ifølge kapitlerne forud for Johannes’ Åbenbaring 18 vil denne antikristelige magt få ny styrke hen mod tidens afslutning og indtage en førende position som ”det store Babylon“, der leder ud i et afgørende oprør mod Gud og forfølgelse af hans trofaste folk.

DEN STORE SKØGE I det 17. kapitel i Johannes’ Åbenbaring fremhæves symbolikken i endnu mere udtryksfulde og frastødende billeder for at understrege både alvoren i det, der finder sted, og frafaldets omfang. Her males et billede af den store skøge, som driver utugt med jordens konger. Og denne skøge bærer navnet på sin pande: ”Det store Babylon, moder til skøger og jordens afskyeligheder.“ Det er altså blot et andet billede af det samme frafald, der finder sted i den religiøse verden. For at forstå symbolikken må vi have fat i udtrykket ”skøge“, som i et mere nutidigt sprog står for en prostitueret eller falden kvinde. Udtrykket ”kvinde“ eller ”Kristi brud“ bruges i Bibelen om Guds kirke (se Es 54,5.6; 2 Kor 11,2; Ef 5,25-32; Åb 19,7). En ren kvinde (eller en kvinde klædt i solen ifølge Åb 12,1) er et billede på Guds sande og trofaste menighed, der holder sig til Guds ord. En falden kvinde, en skøge, bliver da et billede på en falden kirke – eller en kirke eller trosretning, der har prostitueret sig ved at erstatte Guds sandhedsord med menneskeskabte idéer og overleveringer.

ET FRAFALD UDEN SIDESTYKKE Vi præsenteres altså gennem disse billeder for et tiltagende frafald i den kristne verden fra de bibelske sandheder og værdier, som kirken oprindeligt blev bygget på og næret af, og som gav den livskraft til at forkynde evangeliet til verdens ende. Og man behøver ikke lede længe i dag for at se, at disse dystre forudsigelser ikke blot er en afsporet persons vilde fantasier.

I Åb 18,2 har det omsiggribende frafald i den kristne verden nået et kritisk punkt, hvorfra der ikke synes at være nogen vej tilbage. ”Faldet, ja, faldet er det store Babylon, det er blevet bolig for dæmoner, skjul for alle urene ånder.“ – Her antydes igen i malende vendinger, at dæmoniske kræfter er involveret i det bedrag, der finder sted.

SIDSTE UDKALD OG EVIG FORLØSNING På denne baggrund kommer kaldet til sande og oprigtige kristne om at forlade de fællesskaber, der ikke længere følger de bibelske sandheder, og søge sammen med dem, der fortsat holder fast ved Guds bud og troen på Jesus (Åb 14,12). ”Drag ud“ kalder for konkret handling, så man ikke selv forbliver en del af frafaldet og i sidste ende rammes af Guds endelige straf over synden.

I Grundtvigs kendte salme fra 1837 ”Rejs op dit hoved, al kristenhed“ forekommer dette meget sigende vers: Ja, bed for Babel til grant du ser, at bøn og sukke ej både mer mod undergangens bølge!

Da råber Herren: Jeg kommer snart! og bruden svarer: Med lynets fart i sky jeg dig skal følge!

Ja, Babel er værd at bede for. Mon ikke Grundtvig først og fremmest tænkte på bøn for den oprigtigt troende, som stadigvæk befinder sig i Babel eller Babylon. Også på hans tid så han konturerne af det frafald, som nu så åbenlyst finder sted i den kristne verden, ikke mindst i vores eget land. I bønnen for Babel ligger også et vigtigt kald til selv at tage et afgørende valg for Bibelens Gud og hans evige værdier, fremfor at lade sig rive med af tidens populære strømninger. De sidste strofer i dette vers slutter på samme måde som i Bibelens sidste bog med det opløftende håb om Jesu snare genkomst og brudens, den trofaste menigheds, frelse fra evig død og ødelæggelse.

11

Reformationen,

der gik i stå af Richard Müller I reformationsåret – 500-året for offentliggørelsen af Martin Luthers 95 teser – er det naturligt at stille spørgsmålet, om reformationen har opnået det, de oprindelige refor-

rørte ved. Det vil sige, at reformationen på visse områder slet ikke kom i gang, hvis det f.eks. stod til disse tre ledende reformatorer i det 16. århundrede. Her skulle der andre, mindre kendte reformatorer til, for at søsætte reformationen på nogle vigtige områder af den kristne tro. Jeg taler her om ”reformationens glemte folk“, dvs. anabaptist bevægelsen eller gendøberne.

matorer havde ønsket sig, eller om den gik i stå i tidens løb. Har vi brug for en ny reformation? Eller skulle vi hellere overveje, om vi har brug for en fortløbende eller vedvarende reformation?

Hvis vi tænker på det personlige kristne liv, kan vi hurtigt blive enige om, at vores liv altid trænger til at blive fornyet, reformeret, så vi mere og mere afspejler ham, som vi bekender i vores tro, Jesus Kristus. Men, når det gælder de bibelske sandheder eller kirkens plads i samfundet, så går meningerne ofte i hver sin retning i nogle spørgsmål. I andre spørgsmål føler man, at den kristne lære ikke er så vigtig, og man er parat til at indgå kompromisser og underskrive fælleserklæringer. Glemt er ofte de åndelige kampe, som de store reformatorer kæmpede, da de var parat til at reformere middelalderens kirke styret af Rom. Men der findes også områder af den kristne tro, som Luther, Zwingli og Calvin slet ikke

12

TILTAG TIL REFORMATIONENS VIDEREFØRELSE Denne gruppe kristne voksede frem som resultat af Zwinglis og Luthers arbejde. De følte, at reformationen gik for langsomt og ikke vidt nok. Udgangspunktet for deres tanker var, at kirken kun skulle bestå af dem, der virkelig havde modtaget Kristus i deres hjerte og blevet omvendt fra deres gamle livstil, og som ville leve et nyt liv sammen med Gud. Som ydre tegn på deres indre omvendelse modtog de dåben som troende eller voksne mennesker. Derfor navnet ”anabaptister“ eller gendøbere. Selv anså de ikke deres dåb som en gendåb, men at de bare fulgte Bibelens undervisning om dåb. De kunne nemlig ikke finde nogen steder i Det Nye Testamente, hvor der står, at børn skulle døbes. De læste, at omvendelse og tro går forud for dåb.

Blandt disse anabaptister fandtes der også nogle, der ville reformere på andre områder.

Ud fra Luthers slagord ”sola scriptura“ (skriften alene) kunne de ikke se, at folk skulle fejre søndag, den første dag i ugen, men holdt i stedet fast ved lørdag eller ”sabbat“, den 7. dag, ifølge de 10 bud (se 2 Mos 20, 8-11). To af disse reformatorer, Oswald Glait og Andreas

Richard Müller, theol. dr., tidligere professor ved Middle East University i Beirut

Fischer, var tidligere præster i den katolske kirke. De skrev endda bøger om emnet. Men som det var almindeligt dengang, blev deres bøger brændt, hvis de afveg fra den almindelige opfattelse. Vi ved alligevel en del om deres tanker fra de bøger, der blev skrevet imod dem. Som mange andre gendøbere blev Glait og Fischer henrettet for deres tro. Men deres tanker og tro overlevede i de kirker, der kun døber troende, og hos de kristne, som holder fast ved sabbatsbuddets gyldighed og fejrer sabbat uge for uge til Guds ære. Man kan sige, at der, hvor de store reformatorer ikke kom i gang med reformationen, – kirkesynet – dåben – hviledagen – adskillelse af kirke og stat – læren om den udødelige sjæl/ helvede, mm., – er der stadigvæk meget at gøre for at reformere kirken.

EN VEDVARENDE REFORMATION EFTERLYSES Også på andre områder trænges der til en vedvarende reformation. Her tænker jeg f. eks. på det, som først udløste reformationen, nemlig læren om aflad. Tilsyneladende har man i dag glemt, hvordan reformationen begyndte, og Luther gjorde op med dele af den katolske forståelse af bodssakramentet. Han kom nemlig til den erkendelse, at frelsen er en gratis gave fra Gud, som han skænker til enhver, der vil modtage den i tro. Derfor brugte han begrebet ”sola gratia“ (”nåde alene“) og ”sola fide“ (”tro alene“). Et menneske bliver frelst af nåde alene ved tro – ikke ved gerninger, heller ikke ved tro og gerninger, som romerkirken lærer. Gerningsaspektet kommer nemlig tydligt til udtryk i bodssakramentet. Når man skrifter sine synder foran præsten, tilgiver han på Guds vegne og pålægger en straf, som kan bestå af fremsigelse af bønner, pilgrimsrejser, velgø-

renhedsgerninger eller andet. Men kirken kan også være nådig og eftergive straffen. Man får med andre ord aflad. Dette aflad er bygget på Kristi, Marias og helgeners overskydende gode gerninger, som kirken forvalter. Gennem aflad kan man foruden at hjælpe sig selv også hjælpe de afdøde, ved at afkorte deres lidelse i skærsilden. Netop på dette område blev handelen med afladsbreve på Luthers tid udnyttet af kirken, som han opponerede så kraftigt imod.

På dette område skal der stadigvæk reformeres. Tanken om kirkens aflad er ikke taget af bordet indenfor den katolske kirke. Både pave Johannes Paul II og pave Frans erklærede henholdsvis jubilæumsåret, år 2000, og året 2016 som aflads-år, hvis man opfyldte visse betingelser. Her blev der ikke direkte handlet med penge, men gerningsaspektet for at opnå frelsen er bibeholdt.

REFORMATIONENS NØGLESANDHED KOMPROMITTERET Det er derfor totalt uforståeligt, at det Lutherske Verdensforbund og den Katolske Kirke i 1999 kunne underskrive ”Fælleserklæringen om retfærdiggørelse“ – reformationens nøglesandhed – og acceptere, at bodssakramentet og dermed gerningsaspektet i frelsen, igen blev inkluderet i ”Fælleserklæringen“. Måske er det derfor, at lutheranerne ikke protesterede, da pave Frans udråbte 2016 som et ”helligt år“ eller et ”barmhjertighedens år“, ét år før lutheranernes fejring af 500 års reformationsjubilæet.

Efter Luthers forståelse og ifølge Bibelen er der kun én, der kan give ”aflad“, og det er Kristus på grund af hans død og opstandelse.

Det kan hverken pave, biskop eller præst. Og den enkelte kan henvende sig direkte til Gud, i Jesu navn, for at få tilgivelse. Han eller hun behøver hverken Maria eller helgener eller præsten som mellemmand. Adgangen til Guds nåde er fri.

13

PRÆSTEN

og drengene på Ølbyvej af Sven Hagen Jensen Vi boede i Struer i en af blokkene på Ølbyvej. I opgangen ved siden af boede nogle små drenge, som ikke altid var særlig rare mod andre.

Jeg husker ikke, hvad de hed, med lad os kalde dem Sebastian, Kasper og Orla. De rodede sig altid ind i problemer. Viceværten var tit på besøg hos deres forældre for at klage over dem.

Men lige meget hjalp det. Forældrene kunne ikke forstå, at deres ’englebørn’ kunne lave noget galt.

Det kan godt være, at det var, fordi de kedede sig og ikke kunne få tiden til at gå, at de måtte finde på noget og vække opmærksomhed.

De synes jo selv, at de havde det vældigt sjovt, især hvis de kunne få nogen til at løbe efter dem eller skælde dem ud. Og det var især ældre mennesker, som de kunne lide at drille. De skulle nok holde sig fra de større drenge, for dem kunne de ikke klare. Og viceværten havde de også en vis respekt for, for han var hurtig til at uddele lussinger. Men de elskede at trampe rundt i bedene omkring blokkene, især hvis der lige var blevet revet og gjort pænt. Og det kunne viceværten ikke lide. Så havde de ham straks på nakken, for han kendte efterhånden Sebastians, Kaspers og Orlas små fodspor.

Min far var en af dem, som de godt kunne li’ at drille. Han var ikke så ung mere, og de vidste, at de kunne løbe fra ham. Nu havde de hørt, at han var præst. Og når han kom ud af opgangen med sin mappe eller andet udstyr, han skulle have med i bilen til sine foredrag

14

eller besøg, så var de der med det samme med deres tilråb. Og det var ikke pæne ting, de råbte til min far. Det er kedeligt, som små drenge somme tider lærer fra de store at sige grimme ting. Men min far lod som ingenting, selvom de vimsede omkring ham og prøvede at få ham til at skælde ud. De holdt sig i en rimelig afstand, så han ikke kunne fange dem. Men drillerierne blev ved. Det blev efterhånden et fast ritual, at når pastor Jensen skulle ud til sin bil, så var Sebastian, Kasper og Orla der for at lave sjov. Men det var ikke sjovt for min far. Han talte med viceværten om det, men viceværten sagde, at det var svært at gøre noget ved det, for forældrene ville ikke

gribe ind. Min far vidste også, at hvis han gik til forældrene og klagede, så ville det måske blive endnu værre.

Så en dag havde de fundet på noget rigtigt grimt. De havde fået fat i nogle store grene, som de trak henover motorhjelmen på min fars bil, så der kom nogle ridser i lakken. Det var nu ikke sikkert, at det var meningen, at bilen skulle ridses, for drengene var ikke ondskabsfulde, men de vidste, at det ville irritere præsten. Og det synes de var sjovt.

Det var et ømt punkt, de dér havde ramt.

For min far havde lige fået en ny bil og han passede og plejede den og var meget forsigtig med, at der ikke skete skader på den. Det var en flot rød Folkevogn af den gamle slags.

Det var før, der var noget, der hed Passat, Golf og Polo. Blot en Folkevogn med motor bagi og bagage-

rum foran. Min far havde altid haft Folkevogn, og det kunne ingen lave om på. Men han var rigtig ked af det, der var sket. Måske forsikringen ville klare det, men så røg hans selvrisiko og præmien ville blive sat op. Skulle han gå til drengenes far og bede ham betale regningen?

Nej, det gjorde han ikke. Han måtte finde på noget, der kunne få Sebastian, Kasper og Orla til at forandre sig. Så fik han en lys idé. Han gik ned til købmanden og købte en stor pose blommer af den bedste slags. Derefter gik han ind i opgangen ved siden af, op til første sal og ringede på hos Sebastian, Kasper og Orla. Det var deres mor, der åbnede døren. ”Var drengene hjemme?“, spurgte min far. ”Hvad har de nu lavet?“ tænkte deres mor, men hun sagde ikke noget andet end, at ”de var ude at lege.“ ”Vil De ikke nok give dem denne pose blommer og hilse fra præsten i opgangen ved siden af?“ Deres mor så meget forbavset ud og fik fremstammet et, ”Tak, det skal jeg nok!“ Mærkeligt nok så min far ikke noget til de tre drenge de næste par dage. Men en dag, da han kom ud af opgangen, hvor vi boede, og slæbte på sin fyldte mappe og en tung båndoptager for at bære dem hen til bilen, mødte han Sebastian, som var den største af drengene. ”Goddag, skal jeg hjælpe Dem med at bære?“ De andre to stod lidt på afstand og kikkede på. ”Ja tak,“ sagde min far. Og fra den dag af var der ingen drillerier. Derimod var alle tre drenge meget hjælpsomme, når min far havde brug for det. – De blev faktisk rigtig gode venner.

15

JUBILÆUMSTILBUD is V jen til Kr

us

rist Vejen til K

tus

Vejen til Kristus

Ellen White

– 125 år og stadig aktuel • Kristen klassiker af forfatteren Ellen White, som m stadig inspirerer med sin enkle og ligefremme still • Oversat og udgivet på mere end 165 sprog • Trykt i millioner af eksemplarer • Stadig en bestseller i mange lande • Udgivet for 9. gang på dansk

Kr.

50,-

(inkl. forsendelse)

Vejen til Kristus fører læseren på en vandring ind i den kristne tros kernebegreber, og præsenterer kristendommens centrum, Jesus Kristus, på en vindende måde. Let forståeligt, men alligevel dybsindigt, forklarer bogen, hvordan man kan finde indhold og mening i livet med Jesus. En bog, der har givet tro, håb og glæde til mange mennesker.

Ellen White

U ESU JJES

White

LLIIV Ellen White

553 5 ISBN 978 87 7532

Andre bøger på dansk af Ellen White som kan anbefales: • Jesu liv • Mod en bedre fremtid

White

• Vejen til et bedre liv

Vejen til et bedre liv

ISBN 978 87 7532 327 3

e Ellen Whit

Bestil bøgerne på danskbogforlag.dk

Concordiavej 16 C · 2850 Nærum · Tlf. 4558 7758 · danskbogforlag.dk