2016 bedeugelæsning

Bedeugen 5.-12. november 2016

Bedeugelæsninger November 2016

Mission er for alle SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKENS MEDLEMSBLAD

2

Intro

Hverdagskristen – hvor jeg elsker det ...

Emnet for årets bedeuge er mission ud fra en vinkel, hvor vi alle sammen kan være med. Det handler nemlig om, at vores mission er at leve med Jesus med det vidnesbyrd, som naturligt kommer, når vi er sammen med andre. ”Naturligt?“ tænker du måske med et spørgsmålstegn. Og så vil jeg bare indbyde dig til at læse videre ...

LINE NIELSEN Redaktør for Adventnyt.

Hold i læsningerne fokus på ting, der kan matche dit liv og din hverdag. Bed Gud om at berige dit daglige livs-vidnesbyrd med den måde, som Jesus var på.

Udtrykket hverdagskristen bruges ikke i læsningerne, men det er det, jeg holder vældig meget af. Tænk, at vi alle har 24 timer 7 dage om ugen, og at mission bare handler om at leve et liv med Jesus og lade ham flyde over i os.

Tænk, hvor mange vi tilsammen kommer i berøring med hver eneste uge.

Lad os være optaget af vores hverdagskristendom og bede Gud om at styrke hverdagskristendommen igennem den

måde, vi viser empati og omsorg på for andres behov. Igennem en fasthed og et forvandlet væsen, der kommer af, at vi kender Jesus. Igennem målet om en evighed, som vi ønsker at dele med så mange som muligt.

Jeg ønsker dig og din menighed en velsignelse igennem fællesskabet og bønnen i denne bedeuge.

Bedeugen 2016 – ”Mission er for alle“ ”Missionsbefalingen“ er en af Bibelens mest kendte passager: ”Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: ‘Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende’“ (Matt 28,18-20).

TED N. C. WILSON Formand for Adventistkirken på verdensplan.

Bedeugelæsninger · 2016

Jesus sender sine efterfølgere ud som missionærer til hele verden. Men er det, han siger her, stadig relevant for os 2000 år senere? Hvad vil det sige at være missionær i den moderne verden?

I denne uge vil vi fokusere på mission.

Hver dag vil vi dykke ned i et nyt aspekt af dette vigtige emne. Vi vil se nærmere på, hvad det egentlig er for en opgave, Gud har bedt os udføre, og hvordan hver eneste af os kan bidrage.

Vi vil undersøge betydningen af et møde med Jesus og af, at han er med i alt, hvad vi sætter os for.

Kærlighed er grundlaget for mission: kærlighed til Gud og kærlighed til

andre. Vi vil tale om betydningen af selv at være overbevist om det, vi tror på, samt hvordan vi bærer os ad med at byde nye medlemmer velkommen i menighedsfællesskabet. Endelig vil vi se frem til den tid, hvor opgaven er fuldført! Tro mig, du ønsker ikke at gå glip af en eneste af disse inspirerende, opløftende og bibelbaserede artikler.

Lad os sammen sætte os ind i og bede om forståelse for dette vigtige emne.

Jeg håber, at uanset hvem du er, hvor du er, eller hvad du arbejder med, så vil du vie dit liv til Guds mission.

Må Gud velsigne os alle, idet vi i denne særlige uge mødes for at læse Guds ord og bede sammen.

Første sabbat

3

Første sabbat

GUDS mission Missionstanken udsprang i himlen. Inden synden kom ind i verden lagde treenigheden en plan: Hvis det skulle lykkes Satan at bringe mennesker til fald, ville Gud fader sende sin søn ud på en mission for at frelse de fortabte.

Missionen ville komme til at koste Gud dyrt. Gud med os – Immanuel – Kristus ”ville påtage sig den skyld og skam, som var forårsaget af synden, der er så afskyelig for en hellig Gud, at den måtte skille Faderen og hans Søn.

Kristus ville stige ned til sorgens dybeste afgrund for at frelse den faldne menneskehed.“1 Kristus, himlens dyrebare skat, gav afkald på himlens rene fryd og fred til fordel for vores mørke, syndige og elendige jord. Hans mission var enkel: at opsøge og frelse de fortabte.

Fra tidernes morgen har Guds mission altid været den samme, og han har løbende udsendt missionærer til at fuldføre sine planer.

KALD I 120 år bønfaldt Noa sin samtid om at vende sig til Gud og gøre sig klar til at møde vandmasserne (1 Mos 6,3; 1 Pet 3,20; 2 Pet 2,5). Og i 120 år klyngede

Noa sig til Guds løfter på trods af hån og latterliggørelse fra dem, som han forsøgte at redde.

Gud sendte Abraham på en mission.

Han skulle rejse til et land, som Gud ville vise ham og være en guddommelig indflydelse blandt kanaanæerne, så de kunne få chancen for at omvende sig, før det var for sent. Gud gav dem en lang prøveperiode, før den endelige dom (1 Mos 12,1-3; 15,15-16).

Som teenager befandt Josef sig pludselig i et fremmed land mod sin vilje. Ikke desto mindre valgte han at blive Guds missionær og være et lysende eksempel på integritet i en hedensk husstand. Til trods for de prøvelser, som han blev udsat for, lod han sit lys skinne – også ud gennem fængslets tremmer.

Siden valgte Gud at bruge denne trofaste missionær til at redde Egypten og dets nabolande fra en forfærdelig hungersnød (1 Mos 37,25-28; 39,8.9.21-23; 41,37-41).

GRUNDIG OPLÆRING Moses fik en særdeles grundig oplæring, først hos sin mor, som ”søgte at fylde hans sind med gudsfrygt og kærlighed til sandhed og ret, og hun bad alvorligt om, at han måtte blive beskyttet imod enhver fordærvende indflydelse.

Hun viste ham, hvor tåbelig og syndig afgudsdyrkelsen var, og lærte ham tidligt at bøje sig og tilbede den levende Gud, der alene kunne høre ham og hjælpe ham i enhver nødsituation.“2 Ved Faraos hof fik Moses den bedste civile og militære uddannelse, som landet kunne byde på – noget som han senere fik glæde af, da han skulle stå i spidsen for den store skare, der forlod Egypten og banede sig vej tværs gennem ørkenen (ApG 7,22) – og dog manglede han endnu den sidste fase i sin missionæruddannelse, nemlig den del, som Gud selv stod for i ørkenens ensomhed.

Ellen White siger det således: ”Han måtte først lære den samme lektie i tro, som Abraham og Jakob: ikke at stole

TED N. C. WILSON Formand for Adventistkirken på verdensplan.

Bedeugelæsninger · 2016

4

Første sabbat

på menneskelig styrke og visdom, men på Guds magt med hensyn til løfternes opfyldelse … I modgangens og selvfornægtelsens skole skulle han lære at være tålmodig og styre sine lidenskaber.

Inden han kunne blive en klog leder, måtte han lære at adlyde.“3 Først da var Moses klar til at blive en af Guds største missionærer.

AT OPSØGE OG FRELSE Rahab – en kvinde fra Jeriko – frelste hele sin familie, da hun fortalte dem om sit møde med israelitiske spejdere og sin tro på den Gud, som de tjente (Josva 2,12-14; 6,17).

Daniel og hans tre venner blev udsendt som missionærer til det mægtige babyloniske rige, og gennem mange år fuldførte de trofast Guds mission ved kongens hof. Det var takket være deres eksempel, at kong Nebukadnesar endelig overgav sig til den eneste sande Gud. Du kan læse kongens vidnesbyrd i Daniels Bog kap. 4 vers 34-37.

En ung pige fra Israel tjente trofast Gud hjemme hos den syrer, der havde taget hende til fange, indtil Na’aman, der havde kommandoen over kongens hær, erklærede: ”Nu ved jeg, at der ikke er nogen Gud på hele jorden undtagen i Israel“ (2 Kong 5,15).

Selv Jonas var – trods sin modvilje – med til at frelse sine fjender ved at tale Guds ord til folkene i Nineve (Jon 3,4-10).

GUDS MISSION I DET NYE TESTAMENTE Guds mission i Det Nye Testamente var nøjagtig den samme som i Det Gamle Testamente, nemlig at opsøge og frelse de fortabte.

Jesus var selvfølgelig den ultimative missionær. Han ”var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud … Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed“ (Joh 1,1-14). Det var ham, der åbenbarede Guds mission – hans kærlighed og nåde – i al sin fylde.

Disciplene fik praktisk oplæring i missionsarbejdet af Jesus selv. Som Ellen White udtrykker det: ”Når Jesus tog

Bedeugelæsninger · 2016

Første sabbat

sig af de store skarer, som samledes om ham, var disciplene klar til ivrigt at adlyde hans befalinger og lette hans arbejde.

De hjalp med at organisere de mange mennesker, bringe de syge til Frelseren og bidrage til, at alle befandt sig godt.

De holdt øje med interesserede tilhørere, forklarede dem Skrifterne og virkede på forskellige måder til gavn for deres åndelige bedste. De lærte andre, hvad de selv havde lært af Jesus og høstede hver eneste dag nye, rige erfaringer.“4 Da Jesus sendte apostlene ud parvis (og senere de 70, se Luk 10), fik de besked på at forkynde: ”Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud. I har fået det for intet, giv det for intet“ (Matt 10,7-8). Kraften ville de få fra oven; den skulle ikke komme fra dem selv.

EFTER OPSTANDELSEN De første ved graven efter opstandelsen, nemlig kvinderne, fik en helt særlig mission: ”Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det“ (Mark 16,7).

Samme dag mødte Cleopas og hans ven Jesus på vejen til Emmaus, og deres hjerter ”brændte i dem“, da Jesus forklarede dem skrifterne, så de, ude af stand til at skjule deres glæde, skyndte sig tilbage til disciplene med budskabet om, at Jesus virkelig var opstået (se Luk 24,13-35).

Lige før han steg til himmels, pålagde Jesus igen disciplene: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen … de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med“ (Mark 16,15-20).

Filip, der gav bibelstudie til – og døbte – den etiopiske hofmand (ApG 8,26-40) var også missionær, ligesom Stefanus, der så modigt vidnede for det jødiske råd, selvom det kostede ham livet. Af Stefanus’ martyrblod udsprang en af historiens største missionærer, nemlig Saulus – siden kendt som Paulus (ApG 7,58; 9,1-22). Og så må vi da heller ikke glemme Barnabas, Silas, Johannes Markus og Timotheus, som alle

havde en vigtig rolle at spille i videreførelsen af Guds mission.

ANDRE MISSIONÆRER Bogen Mod en bedre fremtid fortæller, at der altid har været nogen, der, selv med livet som indsats, har været villige til at lade sig bruge af Gud. I 1874 udsendte Adventistkirken sine første officielle missionærer, John. N. Andrews og hans teenagebørn Mary og Charles, til Basel i Schweiz. Andrews havde mistet sin kone Angeline to år tidligere, og i 1878 fik hans datter Mary tuberkulose og døde.

Fem år senere døde også J.N. Andrews af tuberkulose og blev begravet i Basel.

Siden er tusinder af adventister rejst ud som missionærer, og ligesom John og Mary Andrews har mange – unge som gamle – mistet livet, mens de trofast udførte Guds mission.

Men missionsarbejdet fortsætter, og i dag er der over 19 millioner mennesker i mere end 200 lande, der har taget imod sandheden om Jesus og har besluttet sig for at blive en del af denne bevægelse, som Gud selv har startet.

GUDS MISSION I DAG I en verden med over 7 milliarder mennesker er der stadig meget arbejde at gøre, før missionen er fuldført. Gud kalder os til hver især at spille en rolle.

Uanset alder, nationalitet eller køn, kalder Gud dig til at være med i fuldførelsen af hans mission. Måske kalder han dig til at være missionær, hvor du bor, i din skole eller på din arbejdsplads.

Uanset hvor du er, har Gud brug for dig til at opsøge og frelse de fortabte.

Den mest nærliggende form for mission er den, som naturligt sker, når du er sammen med andre. Bed Helligånden om at lede dig til de rigtige mennesker og vise dig, hvordan du bedst kan være til opmuntring og støtte for dem. Vores vidnesbyrd bør vokse naturligt frem af vores forhold til Gud. Han vil bane vejen for os.

Alle skal deltage i Guds mission! Det er livsvigtigt, at vi holder os nær til Gud gennem bibelstudie, studiet af Profetiens Ånd og uphørlig bøn.

5

ALLE ER MISSIONÆRER Inspireret af Helligånden skriver Ellen White: ”Hvis hvert eneste menighedsmedlem var et levende vidnesbyrd, ville evangeliet hurtigt nå ud til alle lande, folk, nationer og tungemål.“5 Jesus kommer snart! Løft banneret højt og vis i praksis, hvad det står for. Vis mennesker omkring dig hen til ham, som har frelst os, og som har lovet snart at føre os hjem. Lad os i fællesskab og ved Guds visdom og styrke fuldføre vores Gudgivne mission. Må vi alle tage imod kaldet og ved Guds nåde være med til at fremskynde Jesu snarlige genkomst!

1 Ellen White, Patriarker og Profeter, Dansk Bogforlag, s. 32 2 Ibid., s. 123 3 Ibid., s. 125 4 Ellen White, Jesu Liv, Dansk Bogforlag, 2013, s. 300 5 Ellen White, Testimonies for the Church (Mountain View, Calif.: Pacific Press Pub. Assn., 1948), bind 9, s. 32,33

Tænk over og tal sammen 1. Hvad gør din lokale menighed for at tjene lokalsamfundet?

Den store verden?

2. Ser du dig selv som missionær i dit nabolag og lokalsamfund, i dit job eller på din skole? På hvilke måder?

3. Synes du, at det er svært at tale med andre om Jesus?

Hvis ja, er der så noget, du kan gøre for at ændre på det?

Bedeugelæsninger · 2016

6

Søndag

Søndag

ENHVER troende i mission Se Gud i arbejde for verden og foren dig med ham i hans gerning.

For et par år siden var følgende historie nyhedsstof i medierne. Desværre er historien noget, vi alt for ofte hører om. Den begynder med en tur i kiosken efter cigaretter kl. 2 om natten. Altså hverken nogen særlig heldig vane eller noget særligt helligt ærinde, som endte med, at Ashley Smith blev overfaldet af Brian Nichols, en voldtægtsforbryder og drabsmand. Han tvang hende tilbage til hendes egen lejlighed, hvor han bandt hende og satte hende i badekaret med ordene: ”Jeg vil ikke gøre dig noget, hvis du bare gør, hvad jeg siger.“1 Hvad ville du gøre, hvis det var dig? Ville du tigge, skrige eller bede til Gud? I det øjebliks frygtindgydende øjeblik øjnede Ashley en mulighed for at vidne, en nådesvelsignelse vi alle har

CHERYL DOSS er leder af missionærtræningsprogrammet ved Generalkonferencen.

Bedeugelæsninger · 2016

til rådighed. Hun gav sig derfor i snak med Nichols, lavede morgenmad til ham, fortalte ham hendes historie og lyttede. Hun fortalte ærligt om Guds nåde. Hvordan Gud var i færd med at hele sårene i hendes liv, og da ændrede situationen sig radikalt.

Her var en kvinde, som knapt nok selv kunne holde sig oven vande. Hun kunne ikke passe sit eget barn, og hun gik på gaden kl. 2 om natten og ledte desperat efter cigaretter. Og der var en mand eftersøgt for voldtægt og mord.

Men i mødet skete et mirakel. Ashley Smith stillede sig til rådighed for Gud, og Brian Nichols mødte Gud. Det gik op for ham, at selvom hans liv var mættet med andre menneskers blod og smerte, kunne han skifte kurs, sætte Ashley på fri fod og tjene Gud fra en fængselscelle. Oplevelsen blev også et vendepunkt for Ashley. Hun fik styrke til at lægge alle stofferne på hylden, som indtil nu havde styret hendes liv. Efter at have talt med Nichols indså hun, at Gud havde forandret hende og givet hendes liv mening.2

EN LIVSFORVANDLENDE SAMTALE En helt anden dag og en helt anden kvinde, som var nedbrudt, ulykkelig og levede et liv i synd forlod sit hjem i et vigtigt ærinde. Ved middagstid gik hun til Jakobs brønd efter vand uden at ane, at inden dagen var slut, skulle hun missionere for hele byen. På sin vej fra Judæa til Galilæa standsede Jesus for at hvile sig ved Jakobs brønd, da ”en samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: ‘Giv mig noget at drikke’“ (Joh 4,7). Det var en simpel anmodning, som førte til en livsforvandlende samtale.

I den samtale vakte Jesus kvindens nysgerrighed, besvarede tålmodigt hendes spørgsmål og udfordrede på kærlig vis hendes livsvalg. Da hun var klar til det, afslørede Messias, hvem han var: ”Jesus sagde til hende: ‘Det er mig, den der taler til dig.’ … Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: ‘Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?’

Søndag

De gik ud af byen og gav sig på vej ud til ham“ (Joh 4,26-30).

Straks den samaritanske kvinde havde fundet Messias, glemte hun alt om sit ærinde og begyndte straks at fortælle andre om sin oplevelse. Folk kendte alt til hendes nedbrudte liv, og må have set den forandring, der skete med hende.

Hvordan hun i mødet med frelseren var blevet frigjort fra skam og frygt, og de flokkedes om Jesus pga. hendes vidnesbyrd (vers 39). Som Ellen White siger det: ”Denne kvinde er et billede på, hvordan troen på Kristus giver sig udslag i praksis. Enhver sand discipel fødes ind i Guds rige som missionær.“3 Jesus sagde, ”Ligesom du har udsendt mig til verden, har jeg også udsendt dem til verden“ (Joh 17,18). Gud kalder os til at dele hans gode nyheder med alle, vi møder. Paulus udtrykker det således: ”Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde“ (ApG 20,24). Vi er, ifølge Paulus, ambassadører – missionærer – udsendt for at videregive den nåde, som vi selv har fået del i ved forligelsen (2 Kor 5,19).

ET BUDSKAB OM FORSONING Helt fra begyndelsen, da Gud selv som den første missionær kom for at opsøge en såret menneskehed i Edens have, var det med et budskab om forsoning.

Gennem hele den bibelske fortælling bad Gud igen og igen sit folk om at nedbryde alle skel – kulturelle, religiøse og sociale – med budskabet om nåde.

Som sine vidner brugte han gerne dem, som ikke umiddelbart virkede egnede til opgaven: løgneren Abraham, tvivleren

Sara, drømmeren Josef, den frygtsomme Ester, morderen David, tordensønnerne Jakob og Johannes, tvivleren Thomas, fornægteren Peter, ulykkelige Maria og forfølgeren Paulus. Forvandlet af nåden, vendte de i Guds navn op og ned på verden, og deres liv er til inspiration for os den dag i dag.

Gud har kaldet alle, der er indlemmet i hans legeme, til at slutte op om hans mission til verden. Hvilket privilegium det er at samarbejde med Gud, at udrette noget, der har evighedsværdi, at bibringe forsoning, at gøre et folk rede for Jesus, der kommer snart. Et sådant arbejde kræver engagement og fokus midt i en forstyrret, travl og egocentreret hverdag. Alligevel har Gud brug for os alle til at abejde sammen i fællesskab, fordi vi på forskellig vis møder mennesker, vi er særligt kvalificerede til at nå.

Gud satte Brian Nichols i forbindelse med en, hvis vidnesbyrd ramte ham lige i hjertet. Gud ønsker at gøre det samme for os, hvis vi er villige til at lade os bruge af ham. Vi kan alle dele erfaringer, vi selv har erfaret fra vors liv med Jesus. Har du fejlet, været såret, fundet trøst og helbredelse hos Jesus? Hvordan har Gud arbejdet i dit liv? Det er det budskab, han ønsker, du skal videregive til andre. Hvad er dine interesser, det du brænder for, dit kald? Gud ønsker, at du bruger alt, hvad du rummer, til at vidne i verden for ham.

Gud har givet enhver af os et unikt vidnesbyrd, en unik livserfaring og et unikt kald. Selvom vi måske ikke føler, at vi har noget at byde ind med, vi har måske ingen uddannelse, stilling eller status, kan vi stadig fortælle andre, hvad Gud har gjort for os. Jeg elsker Ellen Whites kommentar til historien om de to besatte (Matt 8,28-34 og Mark 5,1-20): ”De to mænd, som havde været besat, var de første missionærer, som Kristus udsendte for at forkynde evangeliet i Dekapolis’ omegn. Disse mænd havde ikke hørt Jesus tale ret længe. De havde aldrig hørt ham holde en prædiken. De kunne ikke undervise folket ligesom disciplene, der havde været sammen med Jesus hver dag. Men de kunne fortælle det, de vidste. De kunne fortælle det, de havde set og hørt, og de

7

kunne fortælle, at de havde følt Frelserens magt. Det kan alle gøre, hvis deres hjerte er kommet i berøring med Guds nåde. Herren ønsker, at vi skal aflægge dette vidnesbyrd, og verden er ved at gå til grunde, fordi vi ikke gør det.“4 Gud vil sende de mennesker til os, som vi bedst kan tjene. På helt uventede steder møder vi mennesker, som Ashley Smith oplevede det. Men netop der giver Gud os en mulighed for at dele hans budskab om nåde og tilgivelse, som vi undlader med udsigt til fare for os selv. Den Store Missionsbefaling (Matt 28,19.20) hedder ikke Det Store Forslag.

Det er enhver kristens pligt og privilegie at tilslutte sig Guds værk i denne verden.

Og det bedste sted at begynde er at dele det, som Gud har gjort for os i vores eget liv, der hvor vi bor, uanset hvem vi møder. Gud gør sin gerning i verden. Vil du forene dig med ham i hans værk?

1 Time, 20. marts, 2005 2 Interview med Katie Couric, Yahoo News, 15. september, 2015 3 Ellen White, Jesu liv, Dansk Bogforlag, 2013, s. 158 4 Ellen White, Vejen til et bedre liv, Dansk Bogforlag 2013, s. 55

Tænk over og tal sammen 1. Hvorfor føler vi ofte, at vi ikke har noget at dele med mennesker omkring os?

2. Kan du komme i tanke om andre bibelske fortællinger, hvor Gud benyttede sig af de mest utænkelige budbringere?

3. Hvor møder vi mennesker, som har brug for at høre vores vidnesbyrd?

Bedeugelæsninger · 2016

8

Mandag

Mandag

Forvandlende mission

Når Jesus kalder os, kalder han os til mission. “Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskefiskere“ (Matt 4,19). Hans formål med at kalde disciplene var at lære dem at missionere. Men hvordan sker forvandlingen fra fiskere til guddommeligt bemyndigede udsendinge?

Lige så længe jeg kan huske, har jeg længtes efter at tjene Gud af hele mit hjerte. Men i hele vores tid sammen har Gud ført mig på en ofte uventet og udfordrende rejse, samtidig med at jeg mere og mere har indset mine egne svagheder og min egen store tilbøjelighed til synd. Hvorfor skulle Gud tage mit ønske om at blive forandret og at vidne og tillade mig at blive udsat for noget, der synes at være det stik modsatte? Årsagen er den, at når Jesus kalder os til at forene os med ham i hans mission, leder han os ud på en rejse, der skaber forvandling, som begynder med en erkendelse af vores dybe behov for ham.

GAVIN ANTHONY er præst i Dublin, Irland.

Bedeugelæsninger · 2016

TRE SKRIDT MOD FORVANDLING Jesu dåb illustrerer en proces, som er selve hjertet i al åndelig forvandling. I Jesu dåb har vi grundstenen for vores respons, ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple“ (Matt 29,19). Jesu dåb sendte ham ud på en mission, der vendte op og ned på hele verden. Lukas beskriver, hvordan ”himlen åbnedes“ mens Jesus bad efter sin dåb, ”og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due“ (Luk 3,21-22). Vi skal lægge mærke til, hvordan de fremadskridende begivenheder i verset, død, bøn og Helligåndens komme, resulterer i overnaturlig bemyndiget mission. Lad os se lidt nærmere på dem.

Den første, døden over selvisk synd, som illustreres ved Jesus, der ’begraves’ i vand. Død er altid forudsætningen for forvandling, da død efterlader det nødvendige rum, for at Gud kan åbenbare sig selv.

Her er det imidlertid vigtigt at lægge

mærke til, at ”Jesus modtog ikke dåben som en bekendelse af skyld for sit eget vedkommende. Han gjorde det som synderens stedfortræder, idet han fulgte den vej, som vi må følge, og gjorde den gerning, som vi skal gøre. Hans liv i lidelse og tålmodig udholdenhed efter dåben var også et eksempel for os.“1 Jesus beskrev døden som en forudsætning for discipelskab, da han erklærede: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig“ (Luk 9,23).

Jesu kald til at følge ham med et kors er ikke et kald til at bære en tung byrde, som gør livet uudholdeligt og glædesløst. Det er kaldet til at dø, som Paulus siger det: ”Jeg er korsfæstet med Kristus.

Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig“ (Gal 2,19-20). Og som Ellen White siger: ”Vi må overgive os helt til Kristus og hans styrke. Selvet må dø.“2 Vi kan ikke følge Jesus i livet, medmindre vi dagligt følger ham i døden. På den måde bliver vi et ”levende og helligt offer“ (se Rom 12,1). Men jeg gør det

Mandag

ikke naturligt og med iver. Derfor må Jesus føre mig uventede steder hen, og menneskeligt set – ad ubehagelige stier, som skaber en dybere forståelse af min svaghed og syndighed, samtidig med at han opmuntrer mig til at overgive alt, hvad jeg er og har, til ham.

Det andet skridt er bøn for at forberede sig: Når jeg bekender, at der ikke er noget i mig, der fra naturens side er godt, tvinges jeg på mine knæ i inderlig bøn til Gud om, at han vil åbenbare sig selv igennem mig. Jeg har brug for samme forberedelse, som Jesus bad om den dag ved Jordanfloden: ”Frelserens blik synes at trænge ind i Himmelen, mens han udøser sin sjæl i bøn. Han ved meget godt, hvordan synden har forhærdet menneskers hjerter, og hvor vanskeligt det vil blive for dem at forstå hans mission og modtage frelsens gave.

Han bønfalder Faderen om kraft til at overvinde deres vantro, til at bryde de lænker, hvormed Satan har bundet dem, og til for deres skyld at besejre ødelæggeren.“3 Alene himmelsk overnaturlig kraft kan gøre et nedbøjet menneske brugbart til Guds kosmiske formål. Kraften kommer som svar på inderlig bøn. ”Enhver arbejder burde dagligt trygle Gud om Åndens dåb.“4 Og dette er netop, hvad der illustreres næstefter, da Jesus modtager Helligånden.

Det tredje skridt i missionens tjeneste er Helligåndens komme eller Helligåndens ‘dåb’: Hvad var resultatet af Helligåndens komme for Jesus? Læg mærke til to ting, som Lukas viser os: Først skriver han at, ”Jesus vendte tilbage fra Jordan fyldt af Helligånden, og ført af Ånden var han ude i ørkenen i fyrre dage og blev fristet af Djævelen“ (Luk 4,1-2). Jesus overvandt Satan, fordi

han var ”fyldt af Helligånden“, og dernæst vendte Jesus ”i Åndens kraft tilbage til Galilæa … Han underviste i deres synagoger og blev berømmet af alle“ (vers 14-15).

I sin tale i synagogen forklarer Jesus selv, hvad hans dåb med Helligånden betyder: ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren“ (vers 18-19). Helligånden satte Jesus i stand til at overvinde Satan og til at forkynde evangeliet med guddommelig kraft.

Vi kan også blive døbt med Helligånden. Mattæus, Markus og Lukas citerer alle Johannes døbers ord om, at Jesus ”skal døbe jer med Helligånden“ (Luk 3,16; Matt 3,11; Mark 1,8). ”Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over,“ siger Johannes, ”der døber med Helligånden“ (Joh 1,33).

9

uden guddommelig kraft uden for os selv.

Men Gud sender os på en rejse for at vise os, at uden ham kan vi intet gøre (Joh 15,5), og han lærer os dagligt at dø bort fra vores egen agenda. Han fylder os med en længsel efter, at han skal udruste os til mission, og Jesus vil dagligt døbe os med sin Helligånd. Da vil vi være klar til at gå ud i vores nabolag med en kraft, der vil gøre Satan til skamme, og som vil resultere i adskillige forvandlede liv.

1 Ellen White, Jesu liv, Dansk Bogforlag, 2013, s. 83 2 Ellen White, Testimonies for the Church (Mountain View, Calif.: Pacific Press Pub. Assn., 1948), bind 5, s. 219 3 Ellen White, Jesu liv, Dansk Bogforlag, 2013, s. 84 4 Ellen White, Mesterens Efterfølgere, Dansk Bogforlag, 1964, s. 31

KUN VED GUDDOMMELIG KRAFT Som discipel, kaldet til at være missionær, er jeg fuldstændig afhængig af Helligåndens dåb. Det er en sandhed Gud har slået fast for mig igennem hele mit liv. I de sidste tyve år har mit hjerte bogstavelig talt været afhængig af en udefra kommende kraft – nemlig fra en pacemaker – fordi det ikke selv har nok kraft til at slå. Uheldigvis kan jeg, selv som præst, finde mig selv i den situation, at jeg en tid lang udfører mit arbejde for Gud i min egen kraft, inden det går op for mig, at noget er galt. Det, som er sandt for mig i mit fysiske liv, gælder faktisk os alle åndeligt set. Vi kan ikke blive forvandlede disciple, og dermed kan vi heller ikke heller fuldlødigt vidne om Guds karakter og hensigter

Tænk over og tal sammen 1. Hvad er forskellen på apostlenes kald og vores?

2. Hvad er en ”dåb med ild“?

3. Har Gud ført dig gennem de tre skridt nævnt i artiklen?

På hvilken måde?

Bedeugelæsninger · 2016

10

Tirsdag

Tirsdag

Mission med FORSTÅELSE og EMPATI At missionere med forståelse og empati betyder, at man fortæller mennesker det, som deres sjæl har behov for at høre i et sprog, de forstår.

“Unskyld hr. – er du frelst?“ Jeg standsede op fra mit kortdistanceløb til supermarkedet for at vende mig om mod en oprigtig ung mand først i tyverne.

“Undskyld mig!“ sagde jeg, ikke helt sikker på, om jeg nu også havde hørt rigtigt.

“Er du tvættet ren i Lammets blod?“ fortsatte han. Før jeg kunne nå at svare ja, havde den ivrige evangelist givet mig et 2-minutters resume af evangeliet fuld af teologisk fagsprog. Det lykkedes mig endeligt at overbevise den unge mand om, at jeg allerede var kristen.

Mens jeg købte ind, tænkte jeg over dette møde. Jeg beundrede mandens fri-

EAN NUGENT er softwareudvikler ved Generalkonferencen.

Bedeugelæsninger · 2016

modighed, som tilsyneladende hverken frygtede at blive afvist eller fordømt, og alligevel følte jeg mig foruoliget, endog en smule trist. Jeg spekulerede på, hvor mange mennesker, han mon ville støde væk. Hvem, bortset fra dedikerede kristne, ville i det hele taget vide, hvad det betød at være ”tvættet ren i Lammets blod“?

Den unge mand opnåede skammeligt nok ikke, det han havde haft til hensigt, da han var blottet for fornemmelsen for dem, han ville have i tale. Jeg frygtede for, at den måde at kommunikere på ville forvirre og støde de mest potentielle konvertitter bort, med undtagelse af nogle få, han måske ville kunne nå.

AT TALE SPROGET I vores iver efter at fuldføre missionen, at forkynde Guds sidste budskab om nåde til verden omkring os, ligger det mest naturligt for os at kommunikere budskabet med afsæt i, hvad vi selv kan lide og ikke kan lide, vores personlige erfaringer og vores personlige behov.

Hvis vi imidlertid ikke forstår og ikke kommunikerer med afsæt i dem vi søger at nå, vil vores budskab opleves som totalt irrelevant for dem. Vi må forsøge at forstå, hvad de personligt accepterer eller ikke bryder sig om, deres personlige erfaringer og deres personlige behov.

Med det som udgangspunkt må vi prøve at kommunikere på en måde, de kan relatere til.

Den måde at gribe det an på er sammenfattet i følgende ord fra Paulus: “For jøderne er jeg blevet som en jøde … For dem, der lever under loven, er jeg blevet som en, der står under loven … For dem, der er uden lov, er jeg blevet som en, der er uden lov … Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen“ (1 Kor 9,20-22).

Paulus forsøgte først og fremmest at forstå sit publikum: jøderne, dem under loven og dem uden lov og “alle mennesker“. Dernæst forsøgte han at formidle budskabet fra disse gruppers perspektiv.

Jesus selv går skridtet videre. Hvor Paulus i denne tekst deler folk op i grupper, brugte Jesus denne metode til at nå det enkelte menneske.

Gud ønsker, at hans budskab om nåde skal nå ind til hvert eneste menneske.

Det må i høj grad ske gennem personlig indsats. Det var den metode, Kristus brugte. Hans indsats skete mest gennem personlige samtaler. Han havde en trofast omsorg for det enkelte individ.

Uden at være omgivet af store skarer, satte Jesus tid af til at forstå den enkelte syrisk-fønikiske kvinde (Mark 7,24-30), den enkelte farisæer (Luk 11,37-44), den enkelte skatteopkræver (Luk 19,1-10),

Tirsdag

den enkelte lamme mand (Joh 5,1-15), den enkelte kvinde grebet i hor (Joh 8, 1-11) og mange flere. Efter at have forstået dem talte Jesus med den enkelte fra deres særlige situation.

Hvis vores mission skal lykkes, må vi følge samme metode. Først må vi arbejde på at forstå vores familie, naboer, kollegaer, venner, fjenden og ”alle mennesker“ individuelt.

Selvom vi aldrig helt vil kunne se tingene fuldt ud fra andres synsvinkel, kan vi alligevel gøre det bedre ved at stille følgende spørgsmål: Hvad brænder de mest for, og hvad tager de mest afstand fra? Hvilke oplevelser og erfaringer har været med til at forme dem? Hvad er deres største behov? Efter tålmodigt at finde svarene på disse spørgsmål, må vi tålmodigt bygge bro mellem svarene og budskabet. Efter de anstrengelser er vi bedre klædt på til at udføre vores mission med samme forståelse og empati som Jesus.

SUCCES EFTER JESU MODEL Bibelen giver mange eksempler på den måde at gribe det an. I 2 Sam 12 sender Gud Natan til David med et budskab.

Hvordan kunne han klargøre for denne store konge om det alvorlige i den synd, han havde begået. Natan benyttede sin viden om svaret på vores første spørgsmål. Natan vidste, at David, den tidligere hyrdedreng, elskede sine får. Han vidste også, at David, forfatter til Salmernes Bog kap. 12, tog stærkt afstand fra ‘undertrykkelse af de fattige’ (vers 6). Ved at bygge bro mellem det, han vidste om David, og budskabet, var Natan i stand til effektivt at formidle budskabet.

Endnu et eksempel på den måde at gribe det an på ser vi i Jesus, der møder den samaritanske kvinde i Johannes kapitel 4. Bagefter beskriver hun ham som “en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort“ (Joh 4,29). For hende var det beviset på, at han virkelig var Messias (se vers 39). Selvfølgelig fortalte Jesus hende ikke alt, hvad hun nogensinde havde gjort. I stedet udpegede han de oplevelser og erfaringer, der havde den største indflydelse i hendes liv, hendes tidligere fallerede ægteskaber og nuværende upassende forhold. Derpå

byggede han bro mellem disse erfaringer og budskabet om ham som Messias ved kærligt og respektfuldt at påvirke hende på trods af hans viden om, hvad hun havde med sig i bagagen.

Jesus overbeviste hende om, at han kendte hendes mørkeste hemmeligheder, og alligevel følte hun, at han var hendes ven, havde medynk med hende og elskede hende. Selv om hans renhed afslørede hendes synd, talte han ikke et eneste fordømmende ord, men han fortalte hende om den nåde, han kunne give, som kunne forny hendes sjæl.

Hun begyndte at blive overbevist om hans karakter, og spørgsmålet opstod i hendes sind, om ikke han var den længe ventede Messias?

Et sidste eksempel på brugen af dette princip ser vi i den samtale Jesus har med Nikodemus i Johannesevangeliet kapitel 3. Jesus forstod, at Nikodemus’ allerstørste behov ikke var et svar på alle de populære argumenter, der verserede mod Jesus som Messias (se Joh 7,5052). Han havde heller ikke behov for at høre en præsentation af evangeliet, der svarede til hans højtuddannede tankegang. Selv om Nikodemus kunne have ønsket sig det, var hans vigtigste behov det samme som de ulærte fiskere og irreligiøse prostituerede. Han havde brug for at kende sit behov for en gennemgribende forvandling af sindet, hensigter og motiver: hans behov for at blive født på ny (Joh 3,7).

DREVET AF KÆRLIGHED Dette bringer en uvurderlig lektie for dagen. At være optaget af mission med forståelse og empati betyder ikke, at vi opfylder deres længsel efter at høre det, de gerne vil høre. Men, som Jesus, søger vi at fortælle mennesker det, som deres sjæle behøver at høre det på en måde, de bedst forstår det.

Hvad brænder de for, og hvad tager de afstand fra? Hvilke tidligere og nuværende oplevelser har haft størst indflydelse i deres liv? Hvad er deres største behov? Ved at kommunikere i sammenhængen med disse spørgsmål opøves vi at kunne missionere med forståelse og empati. Men hvad er det, der motiverer os til at gøre det? Som Paulus

11

sagde det, “Kristi kærlighed tvinger os“ (2 Kor 5,14).

Jo mere vi grunder over den inderlige kærlighed, Jesus tålmodigt omgiver os med hver især, jo mere vil det være naturligt for os at elske andre.

Idet vi grunder over de mange måder, Jesus har søgt at kommunikere til os på, gennem det vi brænder for eller tager afstand fra, gennem vores vigtigste erfaringer, gennem vores største behov, vil vores ønske naturligt vokse til at kunne kommunikere til andre set fra deres personlige perspektiver. Når vi beder inderligt til Gud om det løfte, at han vil fylde vores hjerter med sin kærlighed gennem Helligånden (Rom 5,5), vil vi få mere og mere af den kærlighed, der motiverer os til at gå i den rigtige retning. Ved Guds nåde må vi kunne formidle den evige sandhed på måder, der er relevante for vores venner og naboer.

Tænk over og tal sammen 1. Hvad skræmmer dig mest ved tanken om at nå dem, som du har meget lidt tilfælles med?

2. Har du venner, som du er meget forskellig fra religiøst eller kulturelt? Fortæl kort om jeres venskab.

3. Hvornår ved man, hvornår det er passende at ‘tage næste skridt’ i forsøget på at dele Jesus med andre?

Bedeugelæsninger · 2016

12

Onsdag

Onsdag

Mission med

KÆRLIGHED

– Kristi fremgangsmåde Fem trin til succesfuld sjælevinding Jesus viser os, at sandheden må blive kød og og må kærligt deles med dem, der har brug for frelse.

I 1901 vedtog man i New York en lejelov, der skulle gøre byens usle udlejningsejendomme sikrere og sundere.

Børsen i New York oplevede sit første krak, og byen var nær ved at smelte væk under den værste hedebølge nogensinde. I en alder af 68 år flyttede senior adventistpioneren Stephen Haskell og hans kone Hetty til New York som missionærer. Ægteparret, der indtil nu kun havde kendt til livet på landet, slog sig ned i hjertet af storbyen i en udlejningsejendom ikke langt fra Central Park. Haskell

GARY KRAUSE er afdelingsleder for Adventist Mission ved Generalkonferencen.

Bedeugelæsninger · 2016

havde det næsten, som om han frygtede, at de skulle blive borte i menneskemængden. ”Lad ikke vores brødre glemme at bede for os,“ skrev han. ”Glem ikke adressen. Den er: 400 West 57th Street, New York City.“1 Haskell var overvældet af storbyjunglen, som han og og hans kone nu kaldte deres hjem. ”I vores bygning bor der 53 familier,“ skrev han. ”Bygningen er på 7 etager, og to elavatorer kører op og ned døgnet rundt.“2 Ægteparret havde temmelig sikkert følt sig mere hjemme på en hektar eller to i det landlige New England. I stedet fulgte de Ellen Whites råd om ikke bare at prædike for folk på afstand, men Kristi efterfølgere skulle følge hans personificerede eksempel – leve og tjene integreret i samfundet. ”Det er gennem sociale relationer, at kristendommen møder verden,“3 skrev hun. Og videre: ”Vores erfarne medarbejdere bør gøre, hvad de kan for at være der, hvor de vil kunne være i direkte berøring med dem, der har brug for hjælp.“4 Det var netop den fremgangsmåde, Jesus selv benyttede sig af for at nå ud til menneskeheden. Syvende Dags

Adventistkirkens strategiske plan, ‘Reach the World’ (nå ud til verden), har da også klart valgt Kristi fremgangsmåde og blåstemplet den som model for kirkens mission. I sin klassiske sammenfatning af fremgangsmåden beskriver Ellen White det at blande sig med andre mennesker som den første af fem væsentlige aspekter eller trin i måden, Jesus arbejdede på. Hun siger, at frelseren: 1. ”Blandede sig med mennesker, som én, der ønskede dem det bedste.

2. Viste omsorg for dem.

3. Mødte deres behov.

4. Vandt deres tillid.

5. Opfordrede mennesker til at følge ham.“5

FRELSEREN BLANDEDE SIG Jesus var ikke tilfreds med at forblive i himlen, distanceret fra menneskeden, og bare sende frelse på fjernbetjening.

Som Johannes siger det: ”Og Ordet (Logos) blev kød og tog bolig iblandt os“ (Joh 1,14). Ordet logos har en righoldig historie bag sig både i den græske og jødiske tradition. For grækerne var det

Onsdag

et filosofisk begreb, et samlende princip i universet, der holder alting i balance, i orden og symmetri. I den jødiske tankegang henfører logos (hebraisk: davar) til Guds udtryksmåder, hans handling og tale.

Johannes benytter sig altså af et righoldigt begreb med mange facetter til at beskrive Jesus. Den græske læserskare ville se et abstrakt kosmisk princip omskabt i en person. En jøde ville forestille sig Gud, som på en eller anden måde afslørede sig i menneskelig skikkelse.

Inkarnationen gav i bogstaveligste forstand sandheden om Gud kød og ben.

Da han kom til jorden, etablerede Jesus ikke hovedkvarterer på et prominent sted og forventede, at folk skulle komme til ham. Nej, han gik ud til folket. Johannes siger, at Jesus ”tog bolig iblandt os“. Det græske ord skeno betyder at ”slå lejr“ eller ”bo i telt“ (se Joh 1,14). Logos ‘slog altså sit telt op’ midt iblandt os. Han drak det samme vand, spiste den samme mad og græd menneskelige tårer.

Jesus talte i synagogerne rundt omkring, men han var i langt højere grad optaget af at møde syndige kvinder ved landsbyernes brønde, udpege skatteopkrævere, der sad i træerne, helbrede blindes øjne langs støvede landeveje.

Jesus kom nær til os i sin altomfattende tjeneste i undervisning, prædikevirksomhed og i sine helbredelser (Matt 9,35). I Mattæusevangeliet kapitel 8 og 9 ser vi, hvordan Jesus blander sig med jøder og hedninger, mænd og kvinder, gamle og unge. Vi ser, hvordan mennesker fysisk berører Jesus (Matt 9,20), og hvordan Jesus berører dem (Matt 8,3; 15; 9,25.29). Faktisk blandede han sig i den grad med ‘syndere’, at de religiøse ledere kritiserede ham for det (Matt 8,10-13).

Alt for ofte er kristendommen henvist til katedraler og teologiske fakulteter, trosbekendelser og læresætninger. Men egentlig hører den hjemme på gaden, på arbejdspladsen, i hjemmet og i vores liv. Kristi fremgangsmåde lærer os, at vores mission må handle om mere end bare et forsøg på at tiltrække folk ind i vores kirkebygninger, som var det en åndelig magnet. Selvfølgelig skal vores

kirker være indbydende, venlige og åbne med gribende forkyndelse og relevante tilbud. Men kirkens primære rolle er at inspirere og træne og få folk op af kirkebænken og ud i det omgivende samfund. Sandheden bliver levende, når den får ben at gå på, og blander sig i mænds og kvinders, drenges og pigers liv. Læresætninger er vigtige, men vi må vise, hvordan de kommer til udtryk i vores liv.

13

mennesker til et politisk parti. Han kom som den levende Logos for at vise os omsorg og kærlighed, for at møde sine børns behov og for at afsløre sandheden om Gud. Motivering for mission er vigtig. Som apostlen Paulus siger det, ”Kristi kærlighed tvinger os“ (2 Kor 5,14).

Hvad enten det er for at hjælpe folk til bedre sundhed, uddannelse, humanitært arbejde eller blot for at gøre følgeskab med de ensomme. Det er Kristi kærlighed, der må være vores drivkraft.

HAN UDVISTE OMSORG OG MØDTE DERES BEHOV

HAN VANDT TILLID

Når vi følger Jesu eksempel og blander os og møder folk, viser vi, at vi personligt er optaget af deres behov, interesser og familier. Som Ellen White siger det, vi ‘udviser omsorg.’ Det beskriver den holdning og det perspektiv Jesus tog udgangspunkt i i sin tjeneste: ”Da han så folkeskarerne, ynkedes han over dem“ (Matt 9,36). Hvis vores mission i dag skal kunne være effektiv, må den operere fra samme platform med kærlighed og medleven.

Jesus blandede sig ikke med folk som en sælger, der forsøger at sælge sine synspunkter eller som en der hverver

Når vi følger Jesu eksempel – blander os med andre, viser dem omsorg og møder deres behov – vil vi helt naturligt vinde deres tillid. Vores venskab, omsorg og interesse skaber tillid. Det er på grund af tillid, at mennesker åbner op og viser interesse for at være sammen med os også omkring åndelige ting. Det er ikke bare en slags kunstig konstruktion oveni alt det andet, men kommer som en naturlig følge af de øvrige af Kristi fremgangsmåder. Og dog åbner denne dør sig ikke bare helt af sig selv. Vi må bede om Helligåndens vejledning i det endelige og vitale skridt: at lede

Bedeugelæsninger · 2016

14

Onsdag

mennesker til Jesus. Vi må søge efter og være åbne for døre, der kan åbne op for dette skridt.

Syvende Dags Adventistkirken er ikke kaldet til at være endnu en velfærdsorganisation, uanset hvor vigtigt det er. Den åndelige ramme og motivation i vores tjeneste må understrege og forklare alt det vi gør: hver skål suppe, vi uddeler, hvert anti-stress-kursus, vi giver, ethver vegetarisk restaurant-måltid, vi serverer. Det vil naturligvis være forkert, hvis vi stiller som betingelse, at folk skal acceptere vores budskab før vi vil give vores fysiske hjælp. Vores indsats for samfundet bør aldrig få smagen af at lokke folk ind med vores omsorg. Men det betyder ikke, at vi skulle adskille humanitært hjælpearbejde fra kristen vidnetjeneste.

HAN OPFORDREDE MENNESKER TIL AT FØLGE HAM I årenes løb har syvendedags adventister lagt stor vægt på det sidste trin, at opfordre mennesker til at følge Jesus. Vi har afholdt millioner af seminarer og offentlige evangeliske møder og udgivet milliarder af sider ’sandhedsfyldt litteratur’.

Men hvor meget tid bruger vi egentlig på de andre trin? Hvis vi udelader nogle af de andre trin i Kristi fremgangsmåde, er det det samme som at kortslutte hans helhedssyn på tjeneste. Og når der sker en kortslutning, forsvinder kraften.

I begyndelsen af 1900-tallet roste Ellen White den nyopstartede menighed i San Francisco for at følge Jesu fremgangsmåde i arbejdet. Hun kaldte menigheden en ‘bikube’. Menighedsmedlemmer besøgte ”de syge og nødlidende,“ fandt hjem til de forældreløse og arbejde til de arbejdsløse. De gik fra hjem til hjem, afholdt kurser i sund livsstil og uddelte litteratur. De oprettede en skole for børnene i den indre by, Laguna Street, opretholdt en klinik med tilbud om lægehjælp og et ‘hjem for mænd fra arbejderklassen’.

Lige ved siden af rådhuset, på Market Street, havde de en lille lægeklinik og en helsekostbutik. Og i hjertet af byen en vegetarisk café, der serverede sund mad seks dage om ugen. Ved San Franciscos havneområde arbejdede

Bedeugelæsninger · 2016

de for søfolkene, og som om de ikke allerede havde nok at bestille, holdt de offentlige møder rundt omkring i byen.6 I dag, mere end 100 år senere, står deres arbejde som et lysende eksempel for os på en menighed, drevet af kærlighed, som fulgte Jesu fremgangsmåde i deres tjeneste.

AT OMSÆTTE KRISTI FREMGANGSMÅDE TIL PRAKSIS Det er ikke altid lige let at følge Jesu eksempel. Nu om dage trykker man med et enkelt klik på fjernbetjeningen og bilen er forsvundet ind bag en af forstadens garageporte. Bymennesker låser sig inde i deres lejligheder og ser knap deres naboer. Lange arbejdsdage levner ikke megen tid til socialt samvær.

Men Kristi fremgangsmåde er ikke en begivenhed, vi skal finde tid til. Det er derimod måden, der bør sætte sit præg på hele vores tilværelse.

Det betyder, at vi tager det, vi allerede beskæftiger os med og tilretter det efter en bestemt hensigt.

Det vigtigste er at bruge tid sammen med mennesker, der ikke er adventister.

Går du en spadseretur om aftenen? Fint.

Invitér så en ikke-kristen til at gå sammen med dig eller endnu bedre, meld dig ind i en lokal vandreforening. Der er mange foreninger, vi kan melde os ind i: haveforeninger, en frimærkeklub, en læsegruppe osv. Vi kan også deltage i frivilligt arbejde i lokalsamfundet.

Spiser du hver dag? Godt. Så forsøg at finde anledninger til at spise sammen med venner og bekendte, som ikke er adventister. I de kulturer, hvor det er acceptabelt, er det bedste sted at spise sammen med andre i vores hjem. Men et pizzaria eller restaurant er fint. Det vigtige er, at de bedste sociale bånd knyttes, når man spiser sammen.

Vi kan ikke møde menneskers behov, hvis ikke vi ved, hvem og hvad de er.

Derfor må vi lære vores naboer og lokalsamfund at kende. Det betyder, at vi blander os med dem, lytter til dem, er opmærksomme og lærevillige.

Ellen White fortæller os, at Kristi fremgangsmåde er den eneste metode, som vil kunne give ”sand succes“. ”Hvis der blev brugt mindre tid til at prædike og mere tid til at hjælpe mennesker, ville vi opnå større resultater … Dette arbejde kan ikke andet end bære frugt, når vi samtidig søger at overbevise mennesker, beder for dem og fortæller dem, at Gud elsker dem.“7 Stephen og Hetty Haskell forstod det og omsatte det i praksis. ‘Bikuben’ i San Francisco forstod det og omsatte det i praksis.

Vil vi forstå det og omsætte det i praksis?

1 Stephen Haskell, Advent Review and Sabbath Herald, 9. juli, 1901, s. 14 2 Stephen Haskell, The Bible Training School in New York City, Advent Review and Sabbath Herald, 12. nov.

1901, s. 11 3 Ellen White, Gospel Workers (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1915), p. 480.

4 Ellen White, Testimonies for the Church (Mountain View, Calif.: Pacific Press Pub. Assn., 1948), bind 8, s. 76 5 Ellen White, Vejen til et bedre liv, Dansk Bogforlag, s. 114 6 Ellen White, Notes of Travel, No. 3: The Judgments of God on Our Cities, Advent Review and Sabbath Herald, 5. juli, 1906, s. 8 7 Ellen White, The Ministry of Healing, s. 143-144 (Vejen til et bedre liv, Dansk Bogforlag, s. 84-85)

Tænk over og tal sammen 1. Hvorfor er der nogen, som i en alder af 68 år beslutter sig for at blive missionær?

2. Hvordan kan generte mennesker vinde andres tillid?

3. Hvilke af de fem ovenstående trin, tænker du, er de vigtigste?

Annonce

15

Prøv Jesus

Jesu personlige id-kort • Sådan underviste Jesus Jesus – visdommens lærer • Jesus – også din frelser 10 kursusbreve om den største missionær nogensinde.

GRATIS kursus on-line eller pr. brev.

Meld dig til på kskolen.dk eller tlf. 4558 7770

Bedeugelæsninger · 2016

16

Torsdag

Torsdag

Mission med OVERBEVISNING De første kristne var effektive i at nå ud til andre, fordi de var dybt overbeviste om evangeliets sandhed og relevans.

I sin klassiske bog om personlig evangelisme, How to Give Away Your Faith (Hvordan man videregiver sin tro) definerer Paul Little det at vidne som ”den dybtliggende overbevisning, at det bedste, jeg kan gøre for andre, er at introducere dem for Jesus Kristus.“1 Den definition havde de første kristne nok nikket genkendende til og besvaret med et stort rungende amen. Overalt hvor de kom, delte kristne deres tro med en sådan dynamik og dristighed, at det enten virkede tiltrækkende eller frastødende på dem, de kom i berøring med. Det efterlod ingen neutrale. Det er intet under, at inden for kort tid spredte

ALAIN CORALIE er sekretær i Den Østafrikanske Division.

Bedeugelæsninger · 2016

deres tro sig som en løbeild, og der blev vundet tusinder på en dag.

Hvad var det, der gjorde de første kristne så effektive til at nå andre? Hvad kan vi lære af dem? En nøgle til at forklare deres indflydelse er, at de var dybt overbeviste om evangeliets sandhed og relevans. Hvor kom den overbevisning fra? Hvorfor? Fordi evangeliet radikalt havde forvandlet deres egne liv!

Ingen beskriver denne pointe bedre end apostlen Paulus, hvis fantastiske omvendelseserfaring og efterfølgende tjeneste vidner om den forvandlende kraft, der findes i Kristus. Efter historien om Paulus’ omvendelseserfaring, fortæller Bibelen, at ”… han prædikede straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn. Alle, der hørte det, blev forbavset og sagde: ‘Er det ikke ham, der i Jerusalem ville udrydde dem, der påkalder dette navn?

Og er han ikke kommet hertil netop for at fængsle dem og bringe dem til ypperstepræsterne?’ Men Saulus blev stadig stærkere og satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus“ (ApG 9,20-22).

OVERBEVISNING FRA OVEN En af de ting, der skiller sig særligt ud i fortællingen om Paulus’ omvendelse, er, at hans oplevelse på vejen til Damaskus overbeviste ham om, at Jesus var Guds

søn, den lovede Messias. Det var det, der formede hans nye identitet som en kristen og støttede ham i hans arbejde som missionær. Som sagt med hans egne ord, ”grebet af Kristus Jesus“ (Fil 3,12) til at være et udvalgt redskab, til at bringe Herrens navn til nationerne (ApG 9,15; 26,15-19; Gal 1,15-16).

Tidligere havde Paulus troet fast på, at kristne var vildledte, blasfemiske fanatikere, der fortjente intet andet end den strengeste straf. Så han indgik det løfte, at han ville fjerne deres indflydelse ved at forfølge dem (ApG 8,3). Men på trods af Paulus’ forfejlede hensigt og forfølgelser viste Jesus sig for ham (1 Kor 15,8). Som et resultat af den begivenhed begyndte han øjeblikkeligt på modig vis at fortælle om Jesus, som havde slået bro mellem himlen og jorden gennem sit liv, sin død og opstandelse.

OVERBEVISNING FUNDERET I KRISTUS Paulus’ erfaring lærer os, at ægte tro og vidnesbyrd alene udspringer af mødet med den opstandne Jesus. Derfor er det også bydende nødvendigt, at vi alle har vores egen personlige ‘Damaskus-erfaring’. Måske ikke på samme dramatiske måde som Paulus’, men et frelsende møde med Kristus er den mest betydningsfulde forudsætning og vigtigste

Torsdag

kvalifikation vi må have for at kunne dele evangeliet med andre.

Man kan jo ikke dele noget med andre, som man ikke selv har erfaret.

Uden en sådan erfaring vil vores kristne tro mangle kraft og vores vidnesbyrd vil have ringe gennemslagskraft.

Vi er ikke kaldet til bare at dele en række trospunkter med mennesker, som endnu ikke har taget vores tro til sig.

Vi er derimod kaldet til at dele Kristus.

Ellen White gjorde det helt klart, da hun skrev: ”Blandt alle bekendende kristne skulle syvendedags adventister i højere grad løfte Kristus op for verden … vores vigtigste omdrejningspunkt, Jesus Kristus, må vi aldrig forbigå.“2 Det er, hvad Paulus gjorde. Straks efter sin omvendelse prædikede han ”straks i synagogerne, at Jesus er Guds søn“ og han ”satte jøderne i Damaskus til vægs, når han påviste, at Jesus er Kristus“ (ApG 9,20-22). Senere ser vi, hvordan Paulus i Athen forkynder ”evangeliet om Jesus og om opstandelsen“ (ApG 17,18).

Det er interessant, hvordan vi i Apostlenes Gerninger kapitel 9 og kapitel 17 finder et mønster i den måde Paulus forkyndte evangeliet. Disse to kapitler kan lære os mindst tre ting om at vidne med overbevisning: 1. Paulus greb enhver anledning til at fortælle om Jesus. For Paulus bestod evangelisme ikke i et planlagt kirkeligt program. Evangelisme var hans største lidenskab! Han søgte efter den mindste anledning til at dele sin tro. På samme måde er det heller ikke for adventister bare en valgmulighed. Det er derimod et påbud! Når vi først har mødt den opstandne Kristus, kan vi simpelthen ikke tie stille om det. Det er således vores kristne pligt at være involveret i en eller anden form for evangelisme, hvad enten den består i at vidne for vores naboer og kolleger, uddele litteratur, hjælpe dem

der i nød eller give bibelstudier. Mulighederne er uendelige for at vidne om Jesus, så hvorfor ikke vælge de måde, som passer bedst til dig og dine evner?

2. Når Paulus havde fundet en forsamling, tilpassede han sit budskab efter sine tilhørere. Hvad enten han talte til nidkære jøder i en synagoge, forbipasserende på en markedsplads eller hedenske filosoffer på Areopagos, mødte Paulus dem på deres hjemmebane. Hvad betyder det for os i dag? Vi kan ikke nå verden med Kristus, medmindre vi engagerer os i vores lokalsamfund.

Det indebærer, at vi blander os med alle og møder dem, hvor de er, og gør vores bedste for at forstå dem, så vi kan nå effektivt ind til dem.

Ellen White siger det på denne måde: ”Jeres succes vil aldrig afhænge så meget af viden og kompetencer, som af jeres evne til at nå hjertet.“3 Det var Paulus’ strategi. Uanset hvor han kom, gjorde han sit yderste for at forstå folk, deres religion og deres kultur så meget, at han endog kunne citere deres digtere (ApG 17,28). Hvad der var rigtigt for Paulus, kan også være det rigtige for os, hvis vi forholder os seriøst til mission.

3. Paulus argumenterede med mennesker med henblik på at bevise evangeliets gyldighed og betydning.

Det princip har en særlig relevans for os i dag. For det første skal vi ikke sætte vores tankevirksomhed ud af spil, når vi deler vores tro. Tværtimod! Den kristne tro er fornuftsbaseret. Den er altid åben for de mest dybtgående spørgsmål. For det andet er det bydende nødvendigt, at vi forstår det, vi tror på, for at kunne videregive det bedst muligt. Det har den konsekvens, at det er nødvendigt for os at gennemtænke vores trosopfattelser.

Vi må kende grundprincipperne i vores tro, før vi kan fremstille dem og forsvare dem. Men at dele sin tro kan aldrig bare være en intellektuel øvelse. I stedet må vores ultimative mål være at vinde mennesker for Kristus.

Derfor formaner Bibelen os: ”… I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for

17

enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed …“ (1 Pet 3,15-16).

Som en engang har sagt det: ”Mennesker respekterer dig ikke for din viden, før de ser, hvor meget det betyder for dig.“ At missionere kræver både klare beviser og oprigtig medleven.

STÅ FAST Takket være en urokkelig tro på Kristus var Paulus villig til at blive hånet, slået, fængslet, lide skibbrud og til sidst martyrdøden. 1500 år senere mødte den tyske reformator Martin Luther den samme Kristus. Han var så overbevist om, at Kristus var Herre, at da han stod konfronteret med sine bødler ved rigsdagen i Worms, kunne han uden omsvøb erklære: ”Her står jeg, jeg kan ikke andet, Gud hjælpe mig.“ Som Paulus var Luther ikke alene villig til at udleve sin tro, han var villig til at dø for den om nødvendigt.

Mission med overbevisning kræver et sådant standpunkt af overgivelse!

1 Paul Little, How to Give Away Your Faith (Downers Grove, Ill.: InterVarsity Press, 2008), s. 41 2 Ellen White, Gospel Workers (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1915), s. 156 3 Ellen White, ibid., s. 193

Tænk over og tal sammen 1. Hvis du skulle beskrive den største forskel, Kristus har gjort i dit liv, hvad ville den være? Hvordan vil du dele det med andre?

2. Hvor ville du gå hen i dit lokalområde, hvis du skulle udveksle tanker med andre om religion og filosofi?

3. Er du enig i den udtalelse: ”At dele sin tro kan aldrig bare være en intellektuel øvelse?“ Hvorfor eller hvorfor ikke?

Bedeugelæsninger · 2016

18

Fredag

Fredag

LIVSFORVANDLENDE mission Guds menighed er et fællesskab, som giver de troende fornemmelsen af at høre til og et sted, hvor de kan vokse.

I Apostlenes Gerninger 2,42-47 har vi et enestående eksempel på fællesskab i mission. De fulgte disciplenes undervisning, delte mad og ejendom og fællesskab og priste Gud dagligt. Hver dag voksede skaren af nye efterfølgere.

Det er et enestående billede, der tegnes. Pinsefestens dag var kommet og gået, men ånden fra pinsefestens dag fortsatte. Det standsede ikke ved de 3.000 nye troende. Gud var ved at skabe noget nyt. Den kristne kirke var født.

For første gang i historien skulle verden se, hvad der sker, når Gud tager folk fra forskellige baggrunde og kulturer og skaber sin menighed - Kristi legeme.

Det er, hvad Gud gjorde i Jerusalem,

BEN OG MARY MAXSON tilhører adventistmenigheden Paradise i Californien, hvor Ben fungerer som præst.

Bedeugelæsninger · 2016

for alene han kunne gøre det. Guds menighed består ikke blot af en samling individer, der mødes. Den er mere end en forening eller en klub. Den fortæller om noget, der langt overgår den dynamik, der ses i almindelige menneskeskabte organisationer. Den er en levende organisme med Jesus Kristus som dens kærlige overhoved. Den er et fællsskab, som er resultatet af et levende forhold med Jesus Kristus. Denne forbindelse skaber et fællesskab, som har sin identitet i ham. Nye troende føjes til fællesskabet, og de finder en helt ny mening med livet. Det er stedet, hvor troende har fornemmelsen af at høre til og stedet, hvor de kan vokse.

ET SAMTIDIGT VIDNESBYRD Serviceorienteret hjælpetjeneste tiltrækker. Penny Strattons1 oplevelse med syvendedags adventistmenigheden i Paradise i Californien er en illustration på, hvad der sker, når en menighed er engageret i mission.

Penny lærte Paradise-menigheden at kende ved at blive tilbudt at hente vand fra kirkens brønd. Efter i fire år at have benyttet sig af vores vandforsyning, blev hun nysgerrig og gik på nettet for at finde flere oplysninger om kirken. Hun talte med sine kolleger om kirken i Paradise-kvarteret. Hun begyndte at komme

til gudstjenesterne og tog sin søn, Elijah, med til børnenes bibelklub. Hun tilbød at hjælpe til og kom med snacks.

Det personlige vidnesbyrd virker overbevisende. Dottie Chinnock, børnebibelklublederen, blev ven med Penny. Hun inviterede hende på middag sammen med andre fra menigheden.

De viste Penny og Elijah, at de holdt af dem, og på ægte vis omsatte de deres kærlighed i handling. Penny spurgte dem hver især, hvorfor de var adventister, og de delte deres personlige erfaringer og vidnesbyrd om, hvordan Jesus gjorde en forskel i deres liv. Hun så Åndens frugt komme til syne i deres beretninger.

En kvinde, som i en lang periode ikke var kommet i kirken, og som arbejdede i det lokale supermarked, fortalte om menigheden og den glæde, hun havde, efter hun var begyndt at komme igen. Penny havde lagt mærke til denne kvinde og de vanskeligheder, hun havde inde på livet, i mere end ti år. Hun begyndte at observere en forandring hos hende, efter hun igen var begyndt at komme i kirken.

Hun lagde mærke til kvindens positive indstilling, og hvordan Gud gjorde en forskel i hendes liv. Så begyndte kvinden at fortælle om børnebibelklubben, og hvor udviklende den var for selv små

Fredag

børn. Det var en opmuntring for Penny, som overvejede at komme fast.

BIBELSTUDIER FORVANDLER Det gjorde indtryk på Penny, hver gang de bibelske sandheder blev fremstillet ved gudstjenesterne. Dottie inviterede Penny til kvindernes bibelstudiegruppe, der foregik kl 7.00, og der kom hun til at lære andre af kvinderne at kende. Hun så mennesker, der levede Guds ord, og som altid tog udgangspunkt i Guds ord.

Efterhånden som venskabet med Dottie fortsatte, spurgte Dottie Penny, om hun ikke havde lyst til at være med i kirkens ‘Food With Friends’ (mad med venner) gruppe. Penny var nu aktiv i menighedsarbejde i lokalområdet.

Penny var påvirkelig overfor Gud, som overbeviste hendes hjerte. Hun er nu en del af det team, der byder velkommen ved gudstjenesterne. Penny studerer Bibelen sammen med en præst og fortsætter sin vandring med Gud. Hun beskriver selv det forhold, hun har til Gud: ”Gud har vist mig, at han er nærværende, og han sørger for, at jeg vokser i troen, og at jeg fortsætter med det. Han har forandret min måde at tænke på, så jeg ser alting i nådens perspektiv.“ Hun fortalte, at denne menighed har en stor del af skylden for, at folk knytter sig til menigheden, og de ser Gud gennem mennesker i menigheden. Det er sådan Kristi legeme skal se ud.

Penny oplever fortsat, hvordan Gud til hver en tid arbejder i og igennem hende. Helligånden fortsætter sit arbejde med at forandre hende. Hun havde aldrig tænkt tanken, at en dråbe vand ville give hende muligheder for at kunne dele sin historie med andre på hendes vandring med Gud. Eller at mennesker ville blive påvirket og opmuntret af hendes vidnesbyrd. Dette er Kristi legeme: alle som omgiver hende med kærlighed og viser, hvem Gud er i deres handlinger.

KONKLUSION: EN OPSKRIFT PÅ LIVSFORVANDLENDE MISSION Hvordan kan den lokale menighedsfamilie blive det trygge, nærende fællesskab, hvor nye troende kan vokse og opdage, hvordan de selv kan tjene? Det begynder med målrettet fokus på Jesus.

”Der er et mere ophøjet liv for kristne at leve, end mange lever det. Det er det nye liv i Kristus. Kun de, der uphørligt betragter ham - han, som er fuld af nåde og sandhed - kan leve det liv. Ved at se hen til ham, forvandles de efter det samme billede fra herlighed til herlighed.“2 Kun Gud kan forme menigheden, som han ønsker den. Og han har en vision, om det han ønsker for sin menighed: en menighed, der vokser, og som arbejder sammen. En menighed, der ”opbygges i kærlighed“ (Ef 4,16).

Hvordan kan vi få det til at lykkes?

Hvordan kan vi blive Guds menighed, hvor nye medlemmer vokser og bliver aktive medarbejdere i menighedens liv, tjeneste og mission? Vi har fem forslag, alle bygget på bibelske principper: • Styrk nye medlemmer i deres forhold til Kristus. Hjælp dem fra en intellektuel forståelse af sandheden og ind i et voksende fællesskab med Kristus. De har brug for nogen, der kan vejlede dem i, hvordan de skal bede, og hvordan de skal læse i Bibelen, som vil hjælpe dem til at vokse sammen med Jesus (1 Thess 2,7).

• Gør menighedsfamilien til et omsorgsskabende fællesskab, hvor nye medlemmer føler sig trygge: tryghed i at vokse, tryghed i at kæmpe, og tryghed, også når de fejler. De sårede og de som kæmper kan blive hjulpet af andre dele af Kristi legeme på vores fælles rejse, og vi kan på den måde hjælpe med at holde hinanden oppe (1 Thess 5,11).

• Hjælp de nye i troen (og de gamle i troen) med at forstå sammenhængen mellem trospunkter og Jesus. Trospunkter er mest relevante, når de bruges til at udvide vores kundskab og vækst sammen Jesus (Joh 14,6).

• Opmuntre nye medlemmer til at fortælle deres historie – historien om, hvad Jesus gør i deres liv. Vores mission er at hjælpe andre til at møde og vandre med Jesus. Det gør vi bedst, når vi fortæller historien om, hvad Jesus har gjort for os (Luk 8,39).

19

• Invitér nye og gamle medlemmer til at lade sig involvere i menighedsarbejde.

Lad dem udforske deres interesseområder og det, de brænder for, områder der bekymrer dem eller særlige byrder. Hjælp dem så med opdage de mulige åndelige gaver de har for at kunne tjene. Sæt dem sammen med andre menighedsmedlemmer, som allerede er aktive i tjenesten.

Hjælp dem med at udvikle og bruge deres gaver i tjenesten. Træd derpå et skridt tilbage og se, hvad Gud vil gøre (Ef 4,11).

Gud har en drøm for sin menighed. Du og jeg indgår i den drøm. Gud ønsker at bruge os til at hjælpe andre, så de også kan blive inddraget i hans drøm.

Må vores kirke udleve kaldet til Guds menighed på jord.

1 Navnene i denne artikel er bragt med tilladelse fra de navngivne personer.

2 Ellen White, The Signs of the Times, 11. marts 1903

Tænk over og tal sammen 1. Hvordan kan en lokal menighedsfamilie blive et trygt, støttende fællesskab, hvor nye troende kan vokse og opdage, hvordan de kan tjene?

2. Hvad skal der til for at oplære andre til at bede?

Nævn de skridt der skal til.

3. Hvem var det redskab, der hjalp dig til at finde Jesus og blive knyttet til menigheden?

Beskriv dem i en eller flere sætninger.

Bedeugelæsninger · 2016

20

Anden sabbat

Anden sabbat

Den

SEJRENDE menighed

FREMSKYND DEN HERLIGE DAG Kristus har givet menigheden en hellig befaling. Enhvert

for at Kristi disciple i enhver tidsalder kunne anspores til at arbejde med større ildhu og nidkærhed for Frelserens sag.

medlem skulle være det redskab, som Gud kan bruge til at meddele verden hans nådes skatte, Kristi uudgrundelige rigdomme. Århundredene er gået siden apostlene blev lagt til hvile efter deres gerning, men fortællingen om deres besværligheder og ofre for Kristi sags skyld hører stadig til menighedens mest dyrebare skatte. Denne historie, skrevet under Helligåndens vejledning, blev berettet,

FØRSTE GENERATIONS VIDNER Disciplene udførte den befaling, Kristus havde givet dem. Når disse korsets sendebud drog ud for at forkynde evangeliet, var det en sådan åbenbarelse af Guds herlighed, som ingen dødelig før havde været vidne til. Ved Guds Ånds medvirken udrettede apostlene et arbejde, som rystede verden. I et enkelt slægtleds tid blev evangeliet bragt til alle folkeslag.

Det var vidunderligt, hvad der lykkedes ved Kristi udvalgte apostles tjeneste. Ved begyndelsen af deres forkyndergerning var nogle af dem ulærde mænd, men deres indvielse til

ELLEN WHITE Denne artikel består af uddrag fra Mesterens Efterfølgere (Dansk Bogforlag), kap. 58, s. 311-315. Adventistkirken anerkender Ellen White (1827-1915) som profet og forkynder af Guds ord igennem mere end 70 år.

Bedeugelæsninger · 2016

Mesterens gerning var uden forbehold og ved hans vejledning blev de forberedt til den store opgave, der var dem betroet … Deres liv var skjult med Kristus i Gud og deres eget jeg forsvandt, nedsænket i den evige kærligheds dyb.

Disciplene var mennesker, der forstod at tale og bede oprigtigt, mennesker, der kunne holde fast ved ham, som er Israels Styrke. De stod Gud meget nær og knyttede deres personlige ære til hans trone. Jehova var deres Gud. Hans ære var deres ære. Hans sandhed var deres sandhed. Hvert angreb, der blev gjort på evangeliet, skar dybe sår i deres sjæle og med al den kraft, de ejede, kæmpede de for Kristi sag. De kunne forkynde livets ord, fordi de havde modtaget den himmelske indvielse.

De ventede meget og derfor vovede de meget. Kristus havde åbenbaret sig for dem og til ham så de hen for at få vejledning. Deres forståelse af sandheden og deres kraft til at tåle modstand stod i forhold til deres indordning under Guds vilje. Jesus Kristus, Guds visdom og kraft, var den, hvorom al deres tale drejede sig. Hans navn - det eneste navn under himmelen, ved hvilket men-

Anden sabbat

21

”Der er intet verden behøver mere end Frelserens kærlighed manifesteret gennem mennesker. “

nesker kan frelses - blev lovprist af dem.

Når de forkyndte Kristi, den opstandne Frelsers, fuldkommenhed, blev hjerterne bevægede ved deres ord, og både mænd og kvinder blev vundet for evangeliet …

Ikke ved egen kraft udrettede apostlene deres opgave, men ved den levende Guds kraft. Deres gerning var ikke let. Den kristne menigheds første virksomhed var præget af trængsel og stor smerte. Under deres arbejde mødte disciplene både nød, bagtalelse og forfølgelse; men de regnede ikke deres liv som dyrebart for sig selv og glædede sig over at være kaldede til at lide for Kristi skyld …

EN FAST GRUNDVOLD På den grundvold, som Kristus selv havde lagt, byggede apostlene Guds menighed. I skriften benyttes rejsningen af et tempel ofte som billede på menighedens opbygning … Da Peter skrev om opbygningen af dette tempel, siger han: ”Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud“ (1 Pet 2,4-5).

Apostlene abejdede i den jødiske og den hedenske verdens stenbrud og skaffede sten til at lægge oven på grundvolden. I brevet til de troende i Efesus sagde Paulus: ”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge, men I er de helliges medborgere og Guds husfæller, opbyggede på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten. I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren; i ham bliver også I sammen med os opbygget til en Guds bolig i Ånden“ (Ef 2,19-20) …

Apostlene byggede på en sikker grundvold, selve den evige klippe. Til denne grundvold bragte de de sten, som de huggede ud af verdens stenbrud. Byg-

mestrene arbejdede ikke uden at møde forhindringer. Deres arbejde blev i høj grad vanskeligglort ved Kristi fjenders modstand …

VOLDSOMME FORFØLGELSER Én efter én faldt de dygtigste af bygningsmændene for fjendens hånd. Stefanus blev stenet, Jakob blev henrettet med sværdet, Paulus blev halshugget, Peter blev korsfæstet, Johannes blev forvist. Men alligevel voksede menigheden.

Nye arbejdere tog pladsen efter dem, der faldt, og sten efter sten føjedes til bygningen. Således rejste Guds menigheds tempel sig lidt efter lidt.

Hundreder af år med voldsom forfølgelse fulgte efter oprettelsen af den kristne menighed, men der var aldrig mangel på mennesker, for hvem opbygningen af Guds tempel havde større værd end deres eget liv …

Retfærdighedens fjende lod intet være ugjort i sine bestræbelser for at standse den gerning, der var overgivet til Herrens bygmestre. Men Gud ”lod sig ikke uden vidnesbyrd“ (ApG 14,17). Der fremstod arbejdere, der med dygtighed forsvarede den tro, som én gang var blevet overgivet de hellige. Historien beretter om disse menneskers styrke og heltemod. Mange af dem faldt på deres post ligesom apostlene, men det skred stadig fremad med opbygningen af templet. Arbejderne blev dræbt, men arbejdet fortsatte. Valdeserne, John Wiclif, Huss og Hieronymus, Martin Luther og Zwingli, Cramer, Latimer og Knox, huguenotterne, John og Charles Wesley og en mængde andre bragte materiale til grundvolden, som vil bestå i al evighed.

Og senere i tiden har de, som så tappert har forsøgt at fremme udbredelsen af Guds ord og de, som ved deres tjeneste

Bedeugelæsninger · 2016

22

Anden sabbat

i hedningelandene har beredt vejen for forkyndelsen af det sidste store budskab, også hjulpet med til at opføre bygningsværket …

Paulus og de andre apostle og alle retfærdige, som har levet siden dengang, har taget del i templets opbygning …

Til dem, der således bygger for Gud, taler Paulus opmuntrende og formanende ord: ”Hvis det arbejde, som én har bygget derpå, består, da skal han få løn; hvis éns arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild“ (1 Kor 3,14-15). En kristen, som med troskab forkynder livets ord og som leder mænd og kvinder ind på hellighedens og fredens vej, han tilfører grundvolden materiale, som kan holde, og i Guds rige vil han blive æret som en klog bygmester …

Ligesom Kristus udsendte sine disciple, således udsender han i dag sin menigheds medlemmer.

Der tilkommer dem den samme kraft, som apostlene havde. Hvis de vil gøre Gud til deres styrke, så vil han virke sammen med dem, og de skal ikke arbejde forgæves. De må forstå, at det arbejde, som de er beskæftigede med, er et, hvorpå Herren har sat sit segl …

Kristus har givet menigheden en hellig befaling. Enhver, som hører til den, burde være redskabet til, at Gud kan gøre verden delagtig i sin nådes skatte, i Kristi uudgrundelige rigdomme. Frelseren har intet højere ønske end mennesker, der overfor verden vil fremstille hans

Bedeugelæsninger · 2016

Ånd og hans væsen. Der er intet, verden trænger så hårdt til, som at mennesker åbenbarer Frelserens kærlighed. Hele Himmelen venter på mænd og kvinder, gennem hvem Gud kan åbenbare kristendommens magt.

GUDS REDSKAB Menigheden er Guds redskab til forkyndelse af sandheden og har af ham fået magt til at udrette en særlig gerning, og hvis den er tro mod ham og lydig mod alle hans bud, vil den guddommelige nåde i al sin herlighed tage bolig i den.

Hvis den ikke svigter sit kald, hvis den ærer Herren, Israels Gud, vil ingen magt kunne holde stand imod den.

Nidkærhed for Gud fik disciplene til at vidne om evangeliet med vældig kraft. Burde ikke en lignende iver brænde i vore hjerter med den beslutning at fortælle om den frelsende kærlighed, om Kristus, og det som korsfæstet?

Enhver kristen har den forrettighed ikke blot at længes efter, men at fremskynde Frelserens komme.

Hvis menigheden vil iføre sig Kristi retfærdighed og holde sig borte fra ethvert forbund med verden, kan den vente en strålende og herlig dags morgenrøde. Guds løfter til menigheden gælder evigt … Sandheden … vil vinde sejr. Skønt den undertiden tilsyneladende har været holdt tilbage, har dens fremtrængen aldrig været standset. Når Guds budskab møder modstand, giver han det endnu mere kraft, for at det kan virke stærkere. Når det er beriget med guddommelig kraft, vil det hugge sig vej gennem de stærkeste skranker og vinde sejr over alle hindringer.

Hvad var det, som holdt Guds Søn oppe, skønt hans liv var så fuldt af møje og opofrelse? Han så frugten af sit livs møje, og det var ham nok. Når han så ind i evigheden, så han, hvor lykkelige de ville blive, som ved hans ydmygelse havde fået tilgivelse og evigt liv. Hans øre opfangede de frelstes jubelråb. Han hørte de genløste synge Moses’ og Lammets sang.

Vi kan danne os et begreb om fremtiden, om Himmelens salighed. I Bibelen åbenbares der syner af fremtidens herlighed, begivenheder, der er

skildret på Guds bud, og de er dyrebare for hans menighed. Ved troen kan vi stå på tærskelen til den evige stad og høre de milde velkomstord til dem, der i dette liv samarbejdede med Kristus og betragtede det som en ære at lide for hans skyld. Da disse ord lød: ”Kom hid, min Faders velsignede,“ kastede de deres kroner ved Frelserens fødder og udbrød: ”Værdig er Lammet, det slagtede, til at få kraft og rigdom og visdom og styrke og pris og ære og lov!“ … ”Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder!“ (Matt 25,34; Åb 5,12-13).

Dér hilser de genløste dem, der førte dem til Frelseren og alle forener sig i lovprisning af ham, som døde, for at mennesker kunne få det liv, der er ligestillet med Guds. Striden er endt.

Trængsler og kamp er forbi. Sejrsjubel fylder hele Himmelen, da de genløste gentager fryderåbet: ”Værdig, værdig er Lammet, der var slagtet og atter lever som den sejrende helt!“

Tænk over og tal sammen 1. Kæmper du, ‘med al den kraft, du ejer’ for Kristi sag, som apostlene gjorde det?

Hvis ikke, så hvorfor ikke?

2. Kristi apostle ‘ventede meget, og derfor vovede de meget.’

Hvilke to eller tre ting kan du gøre for at udfolde dine visioner for Kristi sag?

3. Forestiller du dig nogensinde himlen? Hvad ser du?

BØRNENES BEDEUGE

LINDA MEI LIN KOH

er leder af børneafdelingen på Adventistkirkens verdenskontor.

24

Første sabbat

BØRNENES BEDEUGE

FØRSTE SABBAT

XX GUDS LILLE MISSIONÆR BIBELTEKST ”Gå derfor ud og gør mennesker fra alle folkeslag til mine disciple. Døb dem til at tilhøre Faderen og Sønnen og Helligånden“ (Matt 28,19).

8-årige Mateo kunne ikke vente med at fortælle sin far og mor om sin idé! Så snart han kom hjem fra skole, løb han ind til sin far. ”Papa, Papa, jeg ved, hvad jeg kan gøre for Jesus,“ råbte han ”jeg kan samle en gruppe af mine venner og vores naboer her og fortælle dem om Jesus!“ ”God idé!“ sagde far. ”Jeg kan hjælpe dig.“ ”Ok, Papa, du kan vise mig, hvordan jeg kan give bibelstudier, og så kan jeg lære dem sange og fortælle børnene bibelhistorier,“ sagde Mateo glad.

Mateo bankede på alle naboernes døre og inviterede dem med. Han inviterede også sine klassekammerater.

Da gruppen mødtes første gang, var der alligevel kun 8 børn og voksne ialt. Mateo lærte dem en masse sange om Jesus og fortalte bibelhistorier. De var allesammen meget interesserede i det, som han fortalte, og de fik hver en bibel, som de kunne bruge, når de var sammen. Det varede ikke længe, før der dukkede endnu flere op, og Mateos lille gruppe voksede til 15 børn og voksne. Mateos første bibelstudie handlede om Johannes 3,16, for han elsker historien om, at Gud elskede verden så højt, at han gav sin eneste søn for at frelse alle. ”Jeg tror, jeg vil være præst, når jeg bliver stor, Papa,“ sagde Mateo. ”Jeg vil være missionær og fortælle mennesker overalt på jorden, at Jesus elsker dem og vil have dem med i himlen!“ ”Fantastisk, min søn,“ sagde hans far med et stort smil, ”Det bliver Jesus meget glad for.“

Bedeugelæsninger · 2016

PRØV SELV Lav selv nogle fine kort, som du pynter, sådan som du har lyst til. Skriv en indbydelse til bibelklubben (eller spaghettigudstjeneste eller familiegudstjeneste) på kortene og giv dem til dine venner i skolen eller i børnehaven.

Søndag

25

ET LYS FOR JESUS BIBELTEKST ”Gå du hjem til dine landsmænd og fortæl, hvad Israels Gud i sin barmhjertighed har gjort for dig“ (Mark 5,19).

FIND DET I BIBELEN Kan du komme i tanke om tre personer i Bibelen, som var missionærer?

Hvordan fortalte de andre de gode nyheder om frelsen?

”Historierne om Albert Schweitzer og David Livingstone er bare så gode, mor!“ udbrød Gabriella. ”Ja, det er de. De to mænd gjorde en kæmpe indsats for at hjælpe de syge og fattige i Afrika,“ sagde mor. ”De risikerede jo selv at blive syge og dø.“ ”Jeg tror, at jeg vil være missionær, når jeg bliver stor. Skal jeg så døbes først?“ spurgte Gabriella alvorligt. ”Du behøver ikke at vente, til du bliver døbt, med at arbejde for Jesus. Faktisk er alle, der elsker Jesus allerede missonærer for ham!“ svarede hendes far. ”Husker du den dæmonbesatte mand fra Gerasenernes land? Da Jesus havde gjort ham rask, ville manden gerne følge med Jesus, men hvad var det, Jesus sagde til ham?“ spurgte mor. ”Han sagde til manden, at han skulle tage hjem til sin familie og fortælle dem, at Jesus havde gjort ham rask,“ svarede Gabriella. ”Nemlig!“ udbrød mor. ”Jesus vil have, at vi først fortæller de gode nyheder om ham til vores familie, venner og naboer. De, der kender os bedst, kan se, at Jesus forandrer os!“ ”Du kan jo begynde med det samme,“ foreslog far, ”se dig omkring og find på gode ting, som du kan gøre for andre, så de mærker Guds kærlighed.“ ”Jeg tror, jeg ved, hvem jeg kan gøre noget for,“ svarede Gabriella, da hun havde tænkt sig lidt om. ”Hvor dejligt!“ sagde mor, ”Husker du den sang, der handler om, at du kan være et lys for Jesus og skinne klart? Når man lyser, så er man en missionær for Jesus.“ ”En dag bliver jeg måske missionær i Rusland,“ sagde Gabriella, ”men lige nu vil jeg være missionær lige her!“

Bedeugelæsninger · 2016

BØRNENES BEDEUGE

SØNDAG

26

Mandag

BØRNENES BEDEUGE

MANDAG

EN UFORGLEMMELIG SOMMER BIBELTEKST ”Du skal fortælle hele verden alt, hvad du har set og hørt“ (ApG 22,15).

Sommerferien nærmede sig, og alle i Christophers klasse talte om alle de eventyrlige steder, som de skulle rejse til med deres familier. Men i år var Christophers planer lidt anerledes. Han skulle ud på sit helt eget særlige eventyr! Ugen før havde de haft besøg af en missionær fra Centralamerika, og Christopher og han bedste ven, Allen, havde besluttet sig for at tage på en missionsrejse, som deres skole arrangerede. ”Må jeg tage med på missionsrejse til Guatamala i sommerferien?“ havde Christopher spurgt sine forældre. ”Jeg vil så gerne gøre noget for at hjælpe andre.“ ”Sikken en god idé!“ havde far sagt lige med det samme. ”Hvis du selv sparer op til halvdelen af billetten, så betaler jeg resten.“ Den 20. juni skulle de rejse. Christopher, Allen og 10 andre vinkede farvel til deres familier og drog afsted til Guatamala. Efter 7 timer med fly ankom de til Guatamala City, men derfra skulle de så køre i minibus i 3 timer mere, før de endelig nåede frem til missionsstationen. De var meget glade, da de endelig nåede frem!

Christopher og Allen blev bedt om at lede sangene til børnenes andagt næste morgen. De var glade for at fortælle om Jesus til børn, der aldrig før havde hørt om ham. Om eftermiddagen hjalp de de voksne med at bygge en lille junglekirke. Det var meget hårdt arbejde! ”At være missionær er ikke så let, som jeg troede,“ sukkede Christopher, da dagen var omme. ”Nej, det har du ret i!“ svarede Allen bekymret. ”Jeg håber sandelig, at vi overlever de næste 13 dage.“ Men efter et par dage mere, var Christopher begyndt at vænne sig til arbejdet. Han elskede at undervise børnene, men det allerbedste var, da kirken stod færdig efter 10 dages hårdt arbejde. De holdt en kæmpe fest, hvor de takkede Gud, og bygningen blev indviet til at tilbede ham.

Bedeugelæsninger · 2016

Inden længe var missionsrejsen slut, og de trætte elever vendte hjemad igen.

Christopher følte en glæde og tilfredshed, som han aldrig før havde følt. Missionsrejsen havde været med til at forandre ham, og det varede ikke længe før han begyndte at samle penge ind, så fattige børn i Guatamala kunne få råd til at købe de ting, de skulle bruge i skolen. Han kunne simpelthen ikke lade være med at fortælle alle - både i skolen og i kirken - om alt det, som han havde oplevet på sin missionsrejse! ”Vi har så meget at takke Gud for, og vi skal dele det, vi har, med dem, der ingenting har,“ sagde Christopher.

Kan du huske historierne om Paulus, der også tog på mange missionsrejser for at dele ud af Guds velsignelser?

FIND DET I BIBELEN Læs de to bibeltekster nedenfor og se, om du kan finde ud af, hvordan man bliver et nyt og forvandlet menneske.

Johannesevangeliet 15,4-8 Johannesevangeliet 4,1-42

PRØV SELV Find på noget, som du og din familie eller dine venner kan gøre for at hjælpe nogen, der hvor I bor.

Tirsdag

27

AT GØRE NOGET FOR ANDRE BIBELTEKST ”Menneskesønnen er jo netop kommet for at opsøge og frelse de fortabte“ (Luk 19,10).

Regnen silede ned, da pastor Chong steg ind i sin bil for at besøge et ægtepar, hvis to måneder gamle baby var blevet syg. Nogle af vejene var helt oversvømmede, men pastor Chong nåede frem til sidst. ”Jeg kom så hurtigt, jeg kunne,“ sagde pastor Chong, da han trådte ind i lejligheden. ”Hvordan har babyen det?“ spurgte han, mens han aede den lille på kinden. ”Han er jo brændende varm,“ udbrød han. ”Vi må straks få ham på skadestuen!“ Han løb hen til bilen med barnet i armene, og forældrene fulgte efter med tæpper og andre fornødenheder, som de greb i farten.

Pastor Chong bad inderligt om, at Gud ville redde babyen. Han blev på hospitalet sammen med forældrene hele natten. Heldigvis fik barnet det bedre, og feberen forsvandt. Sikken en nat! Før han gik, gav pastor Chong forældrene nogle penge.

Efter en kort lur havde pastor Chong et møde med to unge, der forsøgte at holde op med at ryge. Deres forældre kom i pastor Chongs kirke, og de havde bedt ham om at hjælpe de to unge, som alle andre gik i en stor bue udenom, fordi de ikke rigtigt var til at stole på.

Pastor Chong havde kendt Elmo og Jeffrey, siden de blev født. Han havde set dem vokse op og begynde i gymnasiet, men de droppede begge to ud af skolen inden eksamen. Han ville gerne hjælpe dem, men han spekulerede også over, om noget af problemet måske var, at deres forældre havde alt for travlt til at tage sig af dem. ”I gør jo fremskridt!“ sagde han med et smil. ”Jeg er så stolt af jer! Har I holdt jer til vores aftale?“ Kampen var ikke slut endnu, men han ville altid være der for dem: han ville opmuntre dem, skubbe dem fremad og bede med dem. Der var nogle medlemmer i kirken, der mente, at pastor Chong spildte

alt for meget tid på drengene. De sørgede for, at deres børn ikke kom i nærheden af de to ballademagere.

Men pastor Chong troede på, at Jesus kunne forandre enhver, hvis de bare ville give ham lov. Han mente, at det var menighedens opgave at elske drengene, at forstå dem og acceptere dem.

Da pastor Chong gik i seng den aften, var han taknemmelig til Gud, for alt det, som han havde gjort for Elmo og Jeffrey, og så lyste hans ansigt op i et smil, da han fik en idé: I morgen, når han besøgte de syge, ville han tage de to unge med sig, for måske kunne det hjælpe andre at være med til at forandre drengene!

FIND DET I BIBELEN Hvilke 3 af Bibelens personer handler følgende 3 tekster om? Hvad gjorde Jesus for hver af dem? a. Lukasevangeliet 7,1-10 b. Johannesevangeliet 8,1-11 c. Lukasevangeliet 19,1-10

PRØV SELV Skriv to ting, som du kan gøre for nogen, der ikke har så meget.

Skriv et digt om at gøre noget for andre.

Bedeugelæsninger · 2016

BØRNENES BEDEUGE

TIRSDAG

28

Onsdag

BØRNENES BEDEUGE

ONSDAG

BØRNENES PARADIS BIBELTEKST ”Vær gæstfri mod hinanden uden at beklage jer“ (1 Pet 4,9). ”Se de stakkels børn derude,“ sagde Donna trist. ”De leder efter mad i skraldespanden.“ ”Vi må hjælpe dem,“ svarede hendes mand, Dan. ”Jeg får en idé!“ Inden længe var parret i fuld gang med at servere mad for de hjemløse gadebørn. Først kom der ca. 10 børn, og de tømte alt, hvad der var på deres tallerkener. For første gang i deres liv kunne de sove på en fuld mave. Inden længe dukkede flere børn op og stillede sig i kø udenfor familien Vargas’ garage hver mandag, onsdag og fredag.

Deres venner begyndte også at hjælpe til, og de tænkte stort! De gik igang med at bygge et hus på en grund, som en fra menigheden donerede. Der ville de ikke bare give de hjemløse børn mad, de ville også give dem undervisning og lære dem praktiske færdigheder, så de de bedre kunne klare sig selv. ”Vi kunne kalde vores center for Børnenes paradis,“ sagde Donna. ”Jeg elsker de børns dejlige smil! De gør mig så glad!“ ”Donna, du er en ægte discipel af Jesus,“ sagde hendes mand med et glimt i øjnene. ”Du har sådan en omsorg for de børn. Det er helt utroligt, hvad du gør for dem.“ ”Jeg gør bare det, som Gud har bedt os om,“ mindede Donna ham om. ”I Esajas kapitel 58 siger han, at det han ønsker, vi skal gøre for at tjene ham, er at dele vores mad med de sultne og give husly til de hjemløse.“ ”Jeg elsker bibelhistorierne om, hvordan Jesus hjalp de fattige,“ fortsatte hun. ”De giver mig lyst til også at hjælpe andre.“ Donna, Dan og de andre hjælpere fortsatte med at give mad til de hjemløse børn og vise dem Guds kærlighed, mens de lærte dem en masse gode ting, så de bedre kunne klare sig og tjene deres egne penge. For hundredevis af gadebørn blev ‘Børnenes Paradis’ som en lille bid af himlen på jorden.

Bedeugelæsninger · 2016

FIND DET I BIBELEN Læs Mattæusevangeliet kapitel 8 og 9 og se, hvordan Gud viser sin kærlighed: Skriv en liste med 5 personer, som Jesus helbredte og gjorde noget godt for.

Hvilke slags mennesker hjalp Jesus?

Hvordan var han forskellig fra farisæerne, saddukæerne og de andre religiøse ledere?

Torsdag

29

OLIES HISTORIE BIBELTEKST ”Vær parate til at gøre rede for jeres forventning om det evige liv, når nogen spørger om jeres tro“ (1 Pet 3,15).

FIND DET I BIBELEN Læs Apostlenes Gerninger kapitel 9 vers 20-22.

Hvad gjorde Paulus, og hvor fik han sin styrke fra?

Olie satte sig godt tilrette og spændte sikkerhedsselen.

Han skulle på missionsrejse til Kalimantan i Indonesien. Han havde glædet sig hele den sidste måned, og nu skulle det endelig ske! Han så sig omkring. Flere af hans venner var også med og sad på sædet bagved.

Lige da Olie skulle til at lukke øjnene, vendte manden, som sad på sædet ved siden af, sig mod ham. ”Hvor skal du så hen unge mand? Du ser ud, som om du glæder dig!“ sagde den fremmede, mens han nikkede med hovedet. ”Jeg skal på missionsrejse for at hjælpe med at grave brønde og bygge toiletter til en landsby i Kalimantan,“ svarede Olie med et stort smil. ”Hvordan kan det være?“ spurgte manden. ”Ville det ikke være sjovere at rejse på ferie?“ ”Bibelen siger, at vi skal hjælpe andre, og det har jeg tænkt mig,“ svarede Olie. ”Hold da op. Du står da ved dine principper!“ sagde manden imponeret. ”Det er ikke så ofte, at man møder unge mennesker med så stærk en tro. Fortæl mig noget mere.“ I 30 minutter talte Olie om, hvordan han havde lært Jesus at kende. Olie havde faktisk været buddhist, da han begyndte på adventisternes skole, men mens han var der, blev han kristen. Han fortalte, hvor vrede de havde været i hans familie, da han besluttede sig for at følge Jesus. ”Undskyld!“ sagde Olie pludseligt, ”Jeg har vist snakket alt for længe. Her. Værs’go’. Jeg har en bog, som du gerne må få.“ ”Tak unge mand,“ klukkede den fremmede. ”Jeg skal nok læse den. Din tro har gjort et stort indtryk på mig. Jeg ønsker dig alt det bedste. Må Gud være med dig!“

Bedeugelæsninger · 2016

BØRNENES BEDEUGE

TORSDAG

30

Fredag

BØRNENES BEDEUGE

FREDAG

OHNMAS SÆRLIGE GAVER BIBELTEKST ”Kristus gav os apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere“ (Ef 4,11).

Ohnma var lige blevet døbt i forbindelse med nogle offentlige møder, fordi hun elskede Jesus. Første gang hun kom i kirke, stod præstens kone, fru Lywin, i døren, klar til at byde hende velkommen. ”Ohnma, kunne du tænke dig at være patruljefører for en gruppe små spejdere?“ spurgte fru Lywin med et glimt i øjet. ”Øh, det er jeg ikke sikker på, at jeg har evner til,“ svarede Ohnma tøvende. ”Du skal ikke undervurdere dine evner. Jeg kan da se, at Gud allerede har givet dig to gaver!“ udbrød fru Lywin. ”Altså, jeg kan godt lide at tale og fortælle,“ sagde Ohnma. ”Men det er jo lige det, vi har brug for! Gud har givet hver af os forskellige åndelige gaver og evner. Det kan du læse mere om i Romerbrevet kapitel 12 og i 1.

Korintherbrev kapitel 12. Måske opdager du, at du vil egne dig godt som lærer,“ smilede fru Lywin. ”Alle, der elsker Jesus, er missionærer,“ fortsatte fru Lywin, ”så brug dine gaver til at undervise, hjælpe og fortælle om andre om Jesu kærlighed. Du behøver ikke at rejse helt til Afrika for at være missionær!“ Inden længe blev Ohnma patruljefører, og hun kom også med på det hold, der stod for årets børnelejr.

Ohnma elskede at fortælle børnene om Jesus, og hun elskede at være med til spejder.

Bedeugelæsninger · 2016

FIND DET I BIBELEN Læs Johannesevangeliet kapitel 4 vers 4-30 om den samaritanske kvinde.

Hvordan blev hun missionær, efter hun havde mødt Jesus?

PRØV SELV Tegn en cirkel på 7,5 cm i diameter på farvet karton. Skriv ordene ”SPØRG MIG“ i cirklen med tusch. Klip den ud og sæt den fast på din trøje med en sikkerhedsnål.

Gå med skiltet på i forhallen i kirken efter gudstjenesten, hils på nogen og peg på skiltet. Når de siger, ”spørg dig om hvad?“ kan du jo fortælle dem om Jesus.

Anden sabbat

31

MIT ENDELIGE HJEM! BIBELTEKST ”Han vil tørre hver en tåre af deres kind, og der skal ikke længere være død eller sorg, skrig eller smerte“ (Åb 21,4).

Alle glædede sig, og Kelly var gået igang med nedtællingen. Hele familien skulle mødes hjemme hos bedstefar, som de plejede hvert år. Det plejede altid at være sjovt. Børnene kunne dårligt vente! De skulle lege med deres fætre og kusiner, spise en masse mad og gå på opdagelse i det store hus.

Da de nærmede sig bedstefars hus, var Kelly så spændt, at hun ikke kunne vente et eneste øjeblik længere! ”Hvor langt er der endnu, far? Du kører så langsomt i dag,“ sagde Kelly utålmodigt. ”Det er vigtigt, at vi kører ordentligt og sikkert,“ svarede far. ”Jeg kan ikke vente med at se, hvad bedstefar har fundet på i år!“ udbrød Kelly, ”Jeg håber, jeg vinder!“ ”Du vinder, hvis du gør alt på bedstefars liste,“ svarede far.

Ja, det blev virkelig en fantastisk genforening! De lo og spiste, legede og hjalp hinanden med pligterne. De måtte alle hjælpe til med at riste majs, for der skulle nemlig ristes mere end 100 majskolber i alt!

Om aftenen, da de kørte hjem, var Kelly nær faldet i søvn på bagsædet, men så vågnede hun pludseligt op og prikkede far på skulderen. ”Far, bliver der lige så sjovt i himlen, som hjemme hos bedstefar?“ spurgte hun, ”for så vil jeg være der for evigt!“ ”Himlen bliver endnu bedre, for der vil Jesus også være sammen med os for evigt!“ svarede far.

FIND DET I BIBELEN Læs Åbenbaringens Bog kapitel 21 og skriv ned, hvorfor der bliver så godt i himlen!

Bedeugelæsninger · 2016

BØRNENES BEDEUGE

ANDEN SABBAT

Udgiver: Redaktør: Grafisk opsætning: Oversættelse: Redigering og korrektur: Tryk:

Syvende Dags Adventitstkirken, Concordiavej 16, 2850 Nærum Line Nielsen Bente Skov-Hansen Iben Bidstrup Line Nielsen, Robert Svendsen og Andreas Müller Strandbygaard Grafisk A/S

PDF-udgave kan findes på www.adventist.dk. Ekstra bestillinger rettes til adventnyt@adventist.dk Hvis ikke andet er angivet, er bibelcitater hentet fra Bibelen, Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (1992), fra Det Danske Bibelselskab.

I børnenes bedeugelæsninger er bibelteksterne taget fra Bibelen på hverdagsdansk.