2017 28 nytfokus by Adventistkirken

nytfokus

Betroede værdier ET MAGASIN MED ET NYT FOKUS PÅ LIVETS TEMAER…

nytfokus

Et blad om kristne værdier og håb med fokus på familien, fællesskabet og det enkelte menneskes kvaliteter.

Skatte

uden lige

Udkommer månedsvis med aktuelle temaer og uddeles gratis. Redaktør: Sven Hagen Jensen (ansvh.) Tlf. 5130 3633 nytfokus@adventist.dk Redaktion Sven Hagen Jensen Walder Hartmann Anne-May Müller Udgiver: Syvende Dags Adventistkirken i Danmark Concordiavej 16 2850 Nærum adventist.dk Udgives med støtte fra KEHAP Fonden ISSN: 2246-6053 Graﬁsk opsætning: Bente Skov Schledermann, Adventistkirkens Mediecenter Tryk: Øko-tryk Illustrationer i bladet: thinkstockphotos.com Adventistkirkens Mediecenter Forside foto: thinkstockphotos.com

af Sven Hagen Jensen Den 26. september 2011 kunne man læse en overskrift i Politiken: ”Historiens største sølvskat er fundet på forlist skib“. Det amerikanske bjærgningsfirma Odyssey Marine havde fundet ’SS Gairsoppa’, som under Anden Verdenskrig var blevet torpederet af en tysk ubåd i Atlanterhavet næsten 500 km fra Irlands kyst. Der var 200 tons sølv ombord til en værdi af 1,3 milliarder kr. Blot fire år senere fandt man verdens største sunkne guldskat på det legendariske vrag af den spanske galeon ’San Jose’ på 200 meter vand ca. 25 km ud for Columbias kyst. Værdien af guld og smaragder, som var ombord, anslås til mellem 7 og 10 milliarder kr. Det siges, at kun en brøkdel af de ca. 1.000 forliste galeoner og andre handelsskibe, som menes sænket eller forlist i det Caribiske Hav gennem kolonitidens og piraternes guldalder, er blevet fundet. I dag hører vi om lottovindere med gevinster i millionklassen, pokerspil og folk, der går rundt med metalsøgere for at finde gamle mønter og smykker og andet af arkæologisk værdi. Jagten på skatte er i sandhed gået ind. Men med disse materielle værdier overses ofte rigdomme af langt større værdi. Rigdomme, vi alle har fået betroet. Vi vil i dette nummer af Nyt Fokus se på nogle af disse værdier. Det gælder de naturrigdomme, vi har fået overdraget ned gennem tiden, det gælder tiden selv, vores evner og indflydelse, vores familier og venskaber, etiske værdier, mm. De værdier, der gør livet rigt og meningsfyldt. I Matthæusevangeliet 13,44 peger Jesus i en lignelse på en skat, der overgår alle andre i værdi. ”Himmeriget ligner en skat, der lå skjult i en mark; en mand fandt den, men holdt den skjult, og i sin glæde går han hen og sælger alt, hvad han ejer, og køber den mark.“ Himmeriget eller Guds rige er værd at ofre alt for. Og dette rige tilbydes ved tro på Jesus, vores frelser. Har vi sans for de største værdier?

Som ringe i vandet af Ellen White Vi er blevet udrustet med en indflydelse, der gør det umuligt at leve for sig selv. Enhver er omgivet af sin egen atmosfære. Det kan være en atmosfære, der er mættet med troens, modets og håbets livgivende kraft og kærlighedens søde duft, eller den kan være fyldt med utilfredshedens og egenkærlighedens kolde og klamme mørke eller med skjulte synders dødelige gift. Enhver, der kommer i berøring med os, vil bevidst eller ubevidst blive påvirket af den atmosfære, der omgiver os. Hermed følger et ansvar, som vi ikke kan løbe fra. Vores tale, vores handlinger, vores tøj, vores opførsel, ja selv vores ansigtsudtryk øver en indflydelse. Af det indtryk, som vi øver på andre, er der konsekvenser på godt og ondt, som intet menneske formår at beregne. Enhver tilskyndelse til godt eller ondt er som frø, der vil fremme sin høst. Det er et led i en lang kæde af begivenheder, hvis ende vi ikke kan se. Ved vores eksempel kan vi hjælpe andre til at udvikle gode principper, vi kan styrke dem i at gøre godt, og de kan igen udøve den samme indflydelse over andre og disse over endnu andre. Således kan vi ubevidst øve en indflydelse på tusinder, som vil blive velsignet derved. Kast en sten ud i søen, og der dannes en bølge, efter den en anden og atter en anden, og efter som der bliver flere og flere, bliver kredsen større, indtil den når bredden. Det går på samme måde med vores indflydelse. Uden vores vidende og uden at vi kan gøre noget for at

hindre det, vil den gøre sig gældende hos andre til velsignelse eller forbandelse. Karakter er kraft. Et ædelt, uegennyttigt, gudfrygtigt liv udøver en næsten uimodståelig indflydelse. Og jo videre vores indflydelse rækker, des mere godt kan vi udrette. Når de, der bekender sig til at tjene Gud, følger Jesu eksempel, idet de praktiserer lovens principper i deres daglige liv, når alt, hvad de gør, vidner om, at de elsker Gud over alt og deres næste som sig selv, da vil kirken have kraft til at bevæge verden. Det er alene ved Guds nåde, at vi kan gøre den rette brug af indflydelsens gave. Der er intet i os selv, som vi kan benytte til at øve indflydelse over andre til det gode. Dersom vi forstår vores hjælpeløshed og vores behov for guddommelig kraft, vil vi ikke sætte vores lid til os selv. Vi ved ikke, hvad der kan ske i løbet af en dag, en time, et øjeblik, og vi burde aldrig begynde dagen uden at overlade vores veje til vores himmelske Fader. Hans engle er blevet udvalgt til at våge over os. Når vi uden at vide det står i fare for at øve en dårlig indflydelse, vil englene være ved vores side og tilskynde os til at vælge en anden fremgangsmåde. På den måde kan vores indflydelse virke stille og ubevidst og være en mægtig kraft, der drager andre til Jesus og Guds rige. Fra Kristi Lignelser, s. 354-358.

Vores

smukke planet af Arthur Hansen En søndag for nogle år siden, hvor jeg gik en tur i skoven, så jeg en blåmejseunge, der netop var sprunget af reden. Den havde åbenbart ikke lært om de farer, der lurede i den verden, den netop havde begivet sig ud i, for mens forældrene kaldte insisterende på den fra et granbælte omkring 40 meter væk, hvor dens søskende havde opmærksomheden fra forældrene, så insisterede den på at hoppe rundt på skovvejen – et nemt bytte for et rovdyr eller de biler, der kom forbi.

En bil kom netop da kørende i rimelig fart med en familie, der var ude for at nyde naturen. De havde ingen chance for at se fuglen, så jeg rakte armen ud og fortalte dem, at der sad en af naturens smukkeste skabninger og spærrede vejen for dem, som endnu ikke havde lært skovens færdselsregler helt endnu. De holdt stille og sammen med mig nød de at iagttage ungen, mens den som en ulden, blågul fjerbold ﬂøj i 5-10 meter småhop fra sted til sted hen ad vejen mod krattet, hvor forældrene under ivrig pippen nervøst ventede dens ankomst, og genforeningen blev behørigt fejret. En blåmejseunge er næppe en af naturens sjældneste fænomener – men den er uden tvivl en af de smukkeste og sødeste. Og det er et veltjent pædagogisk princip, at det, man involverer sig med og lærer at beskytte, fører til, at andre af naturens små mirakler også fanger éns interesse. Jeg ﬁk – håber jeg – lejlighed til at give de to børn på bagsædet en anskuelsesundervisning i, hvor værdifuldt det er at passe på de mindste af de skabninger, der bevæger sig rundt derude i naturen. Edward O. Wilson, professor ved Harvard University, hævder, at ”de forskellige livsformer på Jorden i det store og hele er ukendte for videnskaben. De arter, man har opdaget og studeret grundigt nok til at have en viden om dem – for det meste hvirveldyrene og blom-

Arthur Hansen Skolelærer

sterne – forsvinder i større og større antal, først og fremmest som et resultat af menneskelig aktivitet.“ Naturbeskyttelsesorganisationerne kan – deres prisværdige arbejde til trods – i bedste fald kun halse efter ødelæggelserne og prøve at redde stumperne, så godt som det er muligt. For at tilfredsstille menneskets usigelige forfængelighed nedlægges elefanter og næsehorn f.eks. trods en brav indsats fra lokale rangers i så forfærdende stort et antal, at det er et spørgsmål, om de vil være her om nogle få år. Problemet er, at det ikke er nok at beskytte nogle små isolerede økologiske lommer, hvor en art eller to beﬁnder sig, for at redde dem. Økosystemer hænger sammen og dyrene spredes og breder sig via korridorer til andre områder, hvor andre arter også er afhængige af deres gøren og laden – ligesom de hurtigt kan udslettes, når de lever i en isoleret lomme. Et af de sjældneste – hvis ikke det sjældneste landpattedyr – javanæsehornet – blev offer for den skæbne i et område for 6 år siden. På det tidspunkt levede der 10 næsehorn skjult i et skovdistrikt i Nordvietnam. Kort tid efter det var blevet publiceret, at de var der, blev de alle nedlagt af krybskytter. I dag er der nogle få stykker tilbage i beskyttede nationalparker på Java – en dags arbejde for nogle få krybskytter og de er væk. Nogle har affundet sig med den skade, mennesket forårsager på naturen. Stewart Brand, der har stor tillid til menneskets uendelige muligheder, hævder: ”Vi er guder og skal blive gode til det. Jorden er vores planet, og denne vision fortsætter i zig-zag logik, og vores endelige mål er at tage kontrol over den. Til trods for nogle få bump i vejen som økonomiske kollaps, klimaændringer og religionskrige, så bliver vi bedre og bedre til det hele tiden.“

Men er vi guder? Var det Vorherres ønske fra begyndelsen? Historien og dens mange økologiske katastrofer burde overbevise os om det modsatte. Som forvaltere af vores egen såvel som de andre arters fælles klode synes det, som om vi har skabt et fallitbo. Vi er blevet mere og mere desperate i vores forsøg på at rette op på, hvad der kun kan betegnes som en økologisk skandale af verdensomspændende dimensioner. I Paulus' første brev til korintherne kapitel 2 vers 9 står der: ”Hvad intet øje har set og intet øre har hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.“ Vi må se indad og overveje, hvad det er, der garanterer vores eksistens i første omgang – ikke hvad vi endnu ikke har af materielle goder. For vi er blevet afhængige af en livsstil, der kræver nyt hele tiden på bekostning af naturen og den luft, vi indånder. Som anonyme alkoholikere må vi erkende, at vi ikke har kontrol over alting – at vi ikke er guder – og overgive det til Vorherre – og at nogle af de mest vidunderlige oplevelser er gratis – som den dag jeg mødte blåmejsefamilien. Gør vi det, vil der også være arter nok til at give os mange ﬂere af den slags højdepunkter. Derfor glædede det mig også, da jeg for nogen tid siden blev kontaktet af en kollega på skolen, hvor jeg underviser, og hvor vi har meget natur, om jeg kunne tænke mig sammen med eleverne at være med til at lave en natursti bestående af fuglekasser. Her var der både basis for børnenes oplevelser og fuglenes gavn og glæde.

Danmark har

talent

For tiden ruller 3. sæson af TV2’s talentkonkurrence Danmark har Talent over tv-skærmene i danske hjem. Konkurrencen går ud på at ﬁnde skjulte talenter blandt ganske almindelige danskere. Om det er deltagernes talenter, der trækker tusindvis af seere til, eller dommernes opmuntrende/ (afværgende) kommentarer, skal ikke siges; men et dybt, menneskeligt problem afsløres i hver eneste udsendelse: Tendensen til at forherlige nogle på bekostning af andre – og vores personlige konklusion: De har fået meget, og dem kan vi ikke måle os med.

af Walder Hartmann 6

Walder Hartmann Seniormedarbejder v. Adventistkirken Danmark

Livet er en gave, som alle mennesker burde være taknemmelige for; men det er samtidig en opgave, som i alt fald enhver kristen bør tage alvorligt. Dette fremgår klart af den Bjergprædiken, hvor Jesus Kristus fremsatte sin programerklæring og de principper, der skulle herske inden for rammerne af hans rige. Siden forsøgte hans efterfølgere gang på gang at stille spørgsmål, der skulle klargøre, hvordan de kunne blive de nye og frigjorte mennesker, som han forklarede, at de skulle opleve at blive. Jævnligt måtte han så gribe til en lignelse (en historie) for at hjælpe dem på vej. En af disse historier ﬁndes i Lukasevangeliet 19,11-26 og kunne godt bære overskriften: Mennesker har talent! Det er en forbløffende historie – ikke mindst på grund af slutningen: Enhver, som har, til ham skal der gives, men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har. DRIV HANDEL MED JERES PUND Det havde Jesus sagt. Han sætter altså sine disciple i arbejde. Han giver os klare opgaver at arbejde med, mens han er borte. Hvorfor? Jo – hvis vi arbejder for én og i ansvarlighed er med til at løfte hans gerning, så tænker vi også på ham. Det sker helt af sig selv. Så bliver vi altså i denne lignelse stævnet for vores Herres åsyn for at modtage vores opgaver og vores del af arbejdet. Hver får den samme driftskapital, som hører til hans kristenliv, og hver får den samme opgave, nemlig at drive handel med den. Vi har ikke alle fået lige meget, men vi har alle fået noget. Nogle har fået helt spektakulære evner betroet, mens andre måske bare har fået den evne at være sig selv. Helmut Thielicke forklarer i sin Guds Billedbog, hvad dette betyder: ”Den, som én gang har erfaret, at han har et ædelt navn og er meget værd i Guds øjne, han er også klar over, at hans næste, hans kollega, hans vaskekone og ﬂygt-

ningen fra Østeuropa også bærer dette navn. Han, som råbte: ’Det er fuldbragt’, havde også alle dem i tankerne, som kæmper ensomt i mørket. Også de bærer et kongeligt navn.“ INGEN MENNESKER ER BARE TILSKUERE Hvis man synes, at ens medkristne er blevet forsynet med ﬂere talenter end en selv, er det let at gribe den tanke: Jeg kan ikke udrette ret meget i tilværelsen, jeg må hellere nøjes med at passe på mig selv. Dette er imidlertid den forkerte konklusion at drage, for kun den, som tager Jesus Kristus alvorligt, kan nå til erkendelse af ham. Livet er givet os for at skulle bruges – livets talenter ligeså. SÆT AFTRYK, HVOR DU END ENDER En blyantproducent lagde pennen til side, lige før den skulle lægges i æsken. ’Der er fem ting, du har brug for at vide, før jeg sender dig ud i verden’, sagde han. 1. Du vil kunne gøre storslåede ting, hvis du bare lader en anden holde dig i hånden. 2. Sommetider vil det gøre ondt, når du skal formes, men det er nødvendigt for at kunne blive en bedre blyant. 3. Du vil begå fejltagelser, men de vil kunne rettes til, hvis du er villig til at vende om. 4. Det vigtigste vil altid være det, du har inden i dig. Du kommer til at møde blyanter i forskellige formater og farver, men de, ligesom du selv, har deres værdi indeni. 5. Hold aldrig op med at skrive. Hvor du end ender, og hvilken overﬂade du end møder – fortsæt med at sætte aftryk. Det er din opgave.

ÆRLIGE penge af Sven Hagen Jensen Det er blevet sagt, at ”penge er et nødven-

Det modsatte af ærlighed og troskab er snyderi og bedrag – og i grove tilfælde åbent tyveri. Verden er fuld af svig og bedrag, hvor nogle få ofte tilegner sig umådelige rigdomme på andres bekostning. Derfor er ærlighed og troskab nogle af de største etiske værdier, der ﬁndes mennesker imellem, lande imellem, myndigheder og befolkning imellem, Gud og mennesker imellem. Det er afgørende, at man kan stole på hinanden og regne med indgåede aftaler. Bibelen fremhæver disse kristne værdier med ordene: ”En forvalter skal være trofast og pålidelig“ (Første Korintherbrev 4,4, Bibelen på hverdagsdansk).

delte midler. Det gælder om at yde sit bedste og aﬂægge en ærlig rapport, hvor der ikke er pyntet på tallene eller stukket noget til side til sig selv. Til gengæld forventes det af ejeren eller arbejdsgiveren, at vedkommende betaler den aftalte løn og tager vare på lønmodtagerens sikkerhed og sundhed. Arbejdspladser fungerer bedst, når der er gensidig respekt og påskønnelse af den anden. Penge eller værdier skifter hænder, når mennesker handler med hinanden. Også her spiller troskab og pålidelighed en vigtig rolle. Vi kender alle historier om folk, der er blevet taget ved næsen ved en brugtvognshandel, et huskøb eller ved handel på nettet. Nogle brancher har ry for lyssky virksomhed. Dygtige og ærlige handlende værner om deres navn og image. Her er nogle visdomsord: ”Hellere et godt navn end ﬁn salve“ (Prædikernes Bog 7,1). ”Falsk vægt vækker Herrens afsky, nøjagtige lodder har hans velbehag“ (Ordsprogenes Bog 11,1). I sidste ende drejer det sig om, hvilken værdi man sætter på et andet menneske. Det gælder også, når man låner penge. ”Den uretfærdige låner, men betaler ikke tilbage, den retfærdige er barmhjertig og gavmild“ (Salmernes Bog 37,21).

PÅ ARBEJDSPLADSEN OG I TRANSAKTIONER En forvalter er en, der har fået betroet en anden persons ejendom eller økonomiske midler. Han/hun forventes at prøve at få det bedst mulige ud af den betroede opgave eller de til-

SOM BORGER I LANDET OG I VERDEN Der udkæmpes politiske kampe om skatten og fordeling af velfærdsgoderne. De ﬂeste af os har det svært med mennesker, der skjuler deres formuer i skattely eller på anden måde snyder med skat og told, så andre må betale mere til

digt onde“ – nødvendigt, fordi vi har gjort os afhængige af dem – et onde, fordi, som der står i Bibelen, ”kærlighed til penge er roden til alt ondt“ (1 Timotheusbrev 6,10). Her i denne artikel vil vi fokusere på ærlighed og troskab i forbindelse med økonomiske værdier og pengetransaktioner.

Sven Hagen Jensen Præst og redaktør

landets og kommunernes drift og vores fælles velfærd. Det samme gælder socialt bedrageri, hvor man er uærlig med sine oplysninger om bopæl, samboforhold, indkomst m.m., og andre så må samle regningen op. Det er nok de færreste af os, der ønsker at betale mere til fællesskabet end nødvendigt. På den anden side vil de ﬂeste være forstående over for rimelige skatter og afgifter, der kommer alle til gode. Det var Jesus også. Han udtalte de kendte ord i Matthæusevangeliet 22,21, ”Så giv kejseren, hvad kejserens er.“ At være borger i en nation og nyde godt af øvrighedens og det offentliges beskyttelse og tjenester forpligter selvfølgelig også økonomisk. For den kristne rækker ansvaret udover den nationale grænse. Som vi alle ved, er goderne i denne verden ulige fordelt. Nogle af os lever i forholdsvis velstand, mens andre sulter og lever under kummerlige forhold. Mennesker lider nød på grund af korruption, krige, naturkatastrofer og menneskeskabte kriser. Og det er ikke altid selvforskyldt. Uskyldige lider. Vi kan ikke bare lukke øjnene for verdens nød og lade den passere forbi. Vor Frelser identiﬁcerede sig med verdens nødlidende, da han sagde, ”Jeg var sulten og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig“ (Matthæusevangeliet 25,35-36).

I FORHOLD TIL GUD Når vi betaler vores skat, forventer vi at få noget tilbage. Når vi betaler for en vare, forventer vi at få glæde af den. Når vi gør et godt stykke arbejde og lægger vores sjæl og energi i det, forventer vi at få løn. I forholdet til Gud er det anderledes. Vi har allerede fået det. Så rigeligt. For ”alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven“, fra vores himmelske Far (Jakobsbrevet 1,17). Han skabte en fantastisk jord med alt, hvad der hører med til livets opretholdelse og glæder – og gav os medansvar. Vi er hans forvaltere. Og til os siger han med Jesu ord, ”og giv Gud, hvad Guds er“ (Matthæusevangeliet 22,21). Jeg har givet jer det hele, men vis jeres taknemmelighed ved at give mig de første 10% af jeres udbytte eller indkomst. Som det også udtrykkes i Malakias’ Bog 3,10, ”Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være mad i mit hus.“ – Så der kan være penge nok til at forkynde evangeliet til hele verdens befolkning. Penge kan således også være et velsignet gode, når de bruges i det godes tjeneste. Om det er til Guds sag, kejserens arbejde eller medmenneskets gavn, kan penge gøre meget godt, når de forvaltes med ærlighed og troskab.

Interesser og evner i familien af Anne-May Müller Mine forældre har brugt mange penge på musikundervisning til mig. Jeg har gået til klaver hele min barndom og haft forskellige lærere, der alle har gjort en ihærdig indsats for at motivere og under-

ter. For hvor meget er talent, og hvor meget er ihærdighed og benhård øvelse? Og hvordan får vi en god balance ind i børnenes liv, så de både udfordres til noget stort, men også bibeholder glæden ved deres interesse og udvikler sig på en sund måde med en afbalanceret tilgang til deres talent?

vise mig. Jeg har da også øvet, og jeg har spillet både Beethoven, Mozart og Bach til musikskolens forårskoncerter. Men den store koncertpianist blev jeg aldrig. Og på et tidspunkt måtte jeg sande, at min tid er bedre brugt på andre ting, som jeg synes er sjovere og er en bedre udnyttelse af mit potentiale og ikke mindst min tid. For i virkeligheden handler rigtig meget om prioriteringer – både af talent og tid. Jeg var ikke villig til at knokle så hårdt, for at mit lille talent skulle blive til noget stort, og valgte at kaste mig over andre ting i livet, hvor jeg bedre kan udnytte mine evner.

Men hvad så med mine børn – hvordan får jeg dem motiveret til at kaste sig over ting, som kan udvikle deres talent? Og hvor meget skal jeg gå op i det? Det er en diskussion, som der er utrolig mange meninger om, både hos menige forældre, men også hos de såkaldte eksper-

Læg mærke til, hvad barnet taler om og fokuserer på. Hvad er det for ting, som barnet fortæller begejstret om? Hvilke bøger kan det lide at låne på biblioteket? Hvilken type musik reagerer det på? Hvilken sport er dit barn tiltrukket af? Hvornår spidser det ører, når I ser nyhederne? Har dit barn fokus på problemløsning, innovation, kunst, kroppen, teknologi? Lad barnet selv vælge – og accepter deres valg. Hvis det skal blive en succes, må du acceptere, at dit barn hellere vil på forfatterkursus end spille fodbold. Det får I absolut mest ud af. Vi meldte vores børn til at gå til svømning, fordi det var vigtigt for os, at de af sikkerhedsmæssige årsager kunne de mest basale svømmetag. Men da de havde bestået det af os påkrævede niveau, måtte de selv vælge, selvom jeg tilbragte al min fritid som 11-14-årig i et svømmebassin med at crawle frem og tilbage og frem og tilbage. Men den glæde ﬁk mine børn ikke, for de valgte at bruge deres talenter andre steder, og det er helt okay. Præsenter barnet for ﬂere forskellige ting. Hverken min mand eller jeg er kreative typer,

Anne-May Müller Præst og familiekonsulent. Hun er gift med Thomas, og de har 4 sønner

der sidder og tegner og klippe-klistrer med børnene. Men vi har truffet en bevidst beslutning om, at det skal børnene også præsenteres for, så vi har altid haft farver og papir og sakse stående fremme. Og det viser sig, at vi har et barn, der er utrolig kreativ med den slags, og som kan lave de skønneste papirklip og origamiting, og som kan koncentrere sig om det i lange perioder. Hvis han ikke var blevet præsenteret for det, fordi det ligger uden for min interessesfære, så havde vi ikke fundet denne evne og interesse hos ham. Nogle har også børn, der hopper fra den ene interesse og fritidsaktivitet til den anden. Vi har også oplevet, at interessen for ting, man har meldt sig til, er dalet efter et stykke tid, men vi har altid fastholdt, at man fortsætter sæsonen eller halvåret ud – og så er man meget velkommen til at skifte. Det har givet dem tid nok til at finde ud af, hvad de synes om sliddet, der skal lægges i en interesse, men også givet dem chancen for at prøve mange forskellige ting. Støt op. Når dit barn finder interesseområder, som det har talent for, så støt op om barnet. Hjælp det med at udvikle sig og find måder, hvorpå barnet kan opleve, at det mestrer det og kan blive endnu bedre. Hvis du har et matematik-talent i familien, så sørg for, at det har mulighed for at tage på kurser eller stævner for børn med de interesser. Opsøg andre forældre og se, hvordan I kan støtte hinanden eller hjælpe med at arrangere ting for børnene. At støtte op om sit barns talent er også at hjælpe med at fastholde barnets interesse, når det hårde slid bliver kedeligt.

Lev ikke din egne ambitioner ud gennem dine børn. Det er trist, når forældrenes ambitioner skal påtvinges børnene. Det er hyggeligt, når man kan deles om en interesse, men det må altid være på barnets præmisser. At mor aldrig kom ind på balletskolen skal ikke være motivation for, at hendes barn skal paces i den retning. Kig dig selv godt efter i sømmene, og vær ærlig omkring din motivation for at køre dit barn i en bestemt retning. Ros for indsatsen. At kunne rose sit barn for den indsats, det lægger i noget, er værdifuldt for barnets selvforståelse. Det er ikke kun resultatet, der tæller, men også hvordan barnet har udviklet sig, hvordan det har arbejdet med projektet, og hvordan det håndterer de fejl, det gør. Det er der, der læres. Brug nederlag, tabte kampe og mislykkede forsøg til at se på, hvad der kan gøres bedre. Og sæt så realistiske mål for, hvordan barnet kan nå derhen næste gang. Vi ønsker jo alle, at det skal gå vores børn godt, og at de skal være de klogeste, dygtigste, hurtigste og så videre. Men nogle gange må vi stoppe op og sige: Hvor udnytter mit barn bedst sine talenter, og hvordan kan jeg bedst støtte mit barn i at gøre de ting, som det ﬁnder interessant? Når vi ﬁnder svarene på de spørgsmål, så tror jeg, at barnet får det sjovest og lærer at blive en god forvalter af både sin tid og sine talenter.

TIDEN

er også en værdi

af Jan Arne Nielsen

Det er så let hele tiden at tage fat i noget, der ”skal gøres“. Der er nok af det, og tiden kan synes så knap. Selvom den kommer i jævn strøm, 24 timers portioner á 60 minutter per stk. Tiden til at slappe af kan vi komme til at glemme midt i alt det, som ”skal gøres“.

Vi har en stille dag der-

TID TIL HVILE Jeg fascineres af, at Gud også har en mening om, at tiden til hvile har stor værdi. Da mennesket blev skabt, var deres første hele døgn et døgn til hvile. Sabbatten. Det er som om, han siger til os, at vi nødvendigvis må bruge tid til hvile, hvis vi skal kunne producere. At der faktisk slet ikke bliver nogen produktion, hvis vi ikke sørger for også at bruge tid til hvile og rekreation. Sabbatten holdt Gud også fast i som en fast ugentlig størrelse. Et tidsvindue hvor vi kan lægge alt det dagligdags til side og stoppe op. Være sammen med ham og med andre. I menighedsfællesskab, familiefællesskab, sammen med venner. Have mere tid til natur og musik, en god bog, åndelig reﬂeksion. Hvilken skøn gave! Et tidsvindue helt uden dårlig samvittighed over alt det, der kunne gøres...

hjemme. Det er søndag. Og så alligevel ikke helt stille. Min kone, Line, er i gang med ”skal gøres“ ting. Indrømmet, jeg er også selv i gang med at se på nogle arbejdsopgaver. Nu er Line i køkkenet – jeg kalder, ”kom lige“. Hun kommer. ”Slår du dig ikke ned med mig et øjeblik?“ spørger jeg. For at minde både hende og mig selv om det, fortsætter jeg, ”Skat, husk også at slappe af i dag ... vi når nok det alt sammen...“

TIDENS INDHOLD Og den indstilling tror jeg, at vi kan tage med ind i alle hverdage også: At vi har det positivt med det, som vi fylder ind i tiden - i stedet for at have dårlig samvittighed over det, vi ikke ﬁk gjort. Det handler om valg. Valg af, hvad vi bruger tiden på. Men også valget om at være tilfreds med vores valg. Og sammen med det en forstå-

Jan Nielsen Økonomichef i Adventistkirken

else af, at det jo ikke er alt det, vi når, der giver os værdi! Vi har en enorm værdi, fordi Gud har skabt os og elsker os – og han vil lære os, at brugen af vores tid ikke handler om at ”bevise“ os selv – men om at bruge os selv. TIPS TIL TIDEN Vi bruger os selv i løbet af den tid, vi har til rådighed hver eneste dag. Og jeg vil gerne dele nogle tips til brug af tiden, som har værdi for mig. 1. Gør det ordentligt Og jeg kunne tilføje: Første gang. Det kan godt være, at det nogle gange kræver en større startinvestering. Men det betaler sig virkelig på den lange bane. Når vi først skal udi at gøre tingene om, så løber der pludselig mange minutter på tidskontoen. Plus at nogle ting kan være vanskelige at ”reparere“. 2. Gør det med det samme Bunker er virkelig gentagelsernes holdeplads. Altså at vi rører ved det samme stykke papir mange gange, før vi endelig gør noget ved det. Og det samme gælder for tøj og tasker, nøgler og alt muligt andet, som vi ikke placerer på deres plads med det samme. Så denne øvelse frigiver hele tiden minutter til andre ting. 3. Gør det færdigt Det koster tid i hovedet at lægge en opgave fra sig for senere at tage den op igen. Og det tager ekstra tid i klargøring og oprydning. Nogle gange kan det selvfølgelig være en svær prioritering, om man nu skal gøre en opgave fær-

dig – eller om man er nødt til at skifte til noget andet, som man havde planlagt, eller som også skal nås. Men min erfaring er, at gør man det færdigt, så vinder man en del tid – som senere kan kastes i de andre projekter, hvis de altså kan vente. 4. Gør noget for andre Tid brugt på andre er godt givet ud. Det er som om, at det gælder alle ressourcer, vi har fået: At det, der deles, får mere værdi. At give hjælp til den, der ikke kan selv, bliver til en velsignelse for giveren – som ikke altid kan forklares. Men Gud siger: ”Det er saligere at give end at få“ (ApG 20,35). 5. Planlæg pauserne Jeg tænker også på de større pauser. Tænk på, at der skal være weekender uden aftaler i kalenderen. Læg evt. en tur væk en weekend. Planlæg en ferie. Eller tag bare ud en aften. Tag ansvar for tiden og vælg også at stoppe op fra hverdagens aktiviteter. NYD TIDEN Og til sidst: Nyd tiden! Uanset hvad du bruger den på. Ja, det kan også nogle gange være et valg, fordi alt ikke falder os lige naturligt eller appellerer lige meget til os. Men tiden er altså ikke noget, der skal ”overstås“. Når vi vælger at ”få det bedste ud af det“ eller bare at gå ind i noget, der skal løses med engagement – så vil vi ofte opleve den overraskelse – at selv det såkaldt sure blev lidt sødere. Så gør hvad du kan for at nyde tiden!

Historien om

lille Tip af Else Müller Lille Tip var ikke nogen særlig ﬁn hund. Den havde slet ingen stamtavle. Den var et gadekryds, som en lille dreng en dag havde fundet sulten og snavset ude på gaden. Han tog den med hjem for at vise den til sin mor.

”Må jeg godt beholde den, mor?“ tiggede Leif. Mor havde ikke rigtig lyst til at havde den snavsede lille hund til at rende rundt i huset, men Leifs øjne var så ivrige, så mor sagde: ”Leif, vi skal lige ﬁnde ud af, om der er nogen, der savner den lille hund. Vi må sætte en annonce i avisen, og vi kan lave en seddel og sætte den på købmandens opslagstavle. Men først må vi lige se, om hunden har en chip i øret, for den har jo ikke et halsbånd på.“ Men der var ingen chip i øret, og der var ingen, der reagerede på avisannoncen og sedlen hos købmanden. Således gik det altså til, at lille Tip blev Leifs hund. Og hvor var den lille hund lykkelig for det! Den elskede sin herre, og Leif elskede lille Tip. Det var også en nydelig lille hund, da den blev vasket. Leif og lille Tip havde det dejligt sammen. Hver dag legede de, og lille Tip sov ved siden af Leifs seng. Med fars hjælp lærte lille Tip mange kunststykker. Det var en meget dygtig og lærenem lille hund. Men en dag gik det galt. Far og mor besluttede, at nu måtte de skille sig af med hunden.

Men lille Tip havde egentlig ikke været slem. Den havde sammen med Leif gravet efter ”vilde dyr“. Det havde været vældig sjovt, men der var bare det kedelige, at Leif og lille Tip havde gjort det i mors blomsterhave og de havde ødelagt alle blomsterne. Mor havde grædt, da hun så den ødelagte have, og selv Leif havde sagt: ”Slemme, slemme hund!“ Han havde vist helt glemt, at han også havde været på jagt efter vilde dyr i mors blomsterbed. Lille Tip skammede sig og var ulykkelig. Far havde sagt til Leif, at han ville give ham en flyvemaskine, som han kunne køre rundt i på gangstierne i haven, hvis han bare ville gå med til, at lille Tip ikke skulle bo hos dem mere. Leif havde ikke helt forstået, at lille Tip skulle væk for altid, så han sagde: ”Ja, far! Jeg vil gerne have en flyvemaskine.“ Så bandt far lille Tip på verandaen. Det var slet ikke sjovt at blive bundet. Tip prøvede at gnave rebet i stykker, men det var alt for sejt til dens skarpe tænder, så den kunne ikke andet end at lægge sig ned med hovedet på forpoterne. Den bedrøvede lille hund lukkede øjnene og faldt i søvn. Det varede dog ikke længe, før den blev vækket af Leif, der kom og skubbede til den. ”Jeg er ligeglad med den gamle flyvemaskine,“ hulkede han. ”Jeg kan bedst lide dig, lille Tip.“ Den lille hund blev så glad, at den sprang op og logrede med halen og begyndte at slik-

Else Müller Pensioneret børnehaveklasseleder og erfaren historiefortæller

ke Leif i ansigtet med sin bløde tunge. Men det var jo bestemt, at lille Tip skulle sendes bort. Der ville komme en mand efter den samme eftermiddag. Leif satte en kasse over den. ”Bliv der, Tip! Så kan manden ikke finde dig!“ sagde den lille dreng. ”Jeg vil også gemme mig!“ Tip var ikke så glad for at ligge under den sorte kasse, men den lå stille i lang tid, for det havde dens herre jo sagt, den skulle. Men så væltede Tip kassen med snuden og rykkede i rebet. Det var ikke spor sjovt at stå bundet. ”Leif,“ kaldte mor. Drengen svarede ikke, og lille Tip lo på hundemaner. ”Leif,“ kaldte mor igen med ængstelse i stemmen. Der kom ingen svar. Lille Tip gabede højt og begyndte at bjæffe. Mor begyndte at lede efter Leif, men hun kunne ikke finde ham. Naboerne kom og hjalp til med at lede efter Leif, men ingen kunne finde ham. Lille Tip stod og bjæffede og rykkede i sit reb. Åh, hvis bare en af dem vil løse ham! Mor græd og alle for ud og ind. Hvorfor slap de dog ikke hunden løs? Så kom der en politibetjent ind i haven. Lille Tip følte, at den havde fundet en ven. ”Jeg kommer for at finde den lille dreng, der er blevet væk,“ sagde den store politibetjent venligt. Så begyndte de alle sammen at snakke i munden på hinanden om Leif. ”Han er blevet bortført,“ sagde mor og be-

gyndte at græde. Lille Tip gøede, og betjenten så på den. Lille Tip logrede voldsomt med halen. ”Er det den lille drengs hund?“ spurgte politibetjenten. ”Ja!“ råbte flere, "det er Leifs hund.“ Betjenten bøjede sig ned og løste rebet. Lille Tip for afsted. Under hængekøjen lå der et tæppe. Lille Tip tog fat i det og trak det til side, og der lå Leif og sov sødeligt. ”Næe,“ udbrød naboerne. ”Hvorfor tænkte vi ikke på at løse lille Tip?“ ”En hund vil altid kunne finde et barn,“ sagde betjenten. ”Lille Tip skal blive her altid,“ sagde mor, og omfavnede sin lille dreng. ”Og må jeg også få den der flyvemaskine?“ spurgte Leif søvnigt. Vi har også en ven, der altid kan finde os. Han ved altid, hvor vi er, og han vil altid hjælpe os. Ved du, hvem det er? Det er Jesus.

Talentfulde hænder T d Ben Carson og Cecil Murphey

f lde fu ntttfu len Tale er der h nd hæ n on sson Carrso Ca C Been Carso Ben om B Historien o

Kr.

E inspirerende historie om Præsident Trumps boEn ligminister Ben Carson – hans liv fra en lille ubetydelig bydreng til som 33-årig at blive verdensberømt hjernekirurg.

199,-

Bogen vil bringe dig helt ind i denne mands liv – helt ind i operationsstuen for at være vidne til den mest succesfulde operation i 1987, der skabte overog nyheder verden over. Du vil også se lidt dybere skrifter i aviser avi ind i Ben Carsons liv, drømme, gudsfrygt og store passion for at hjælpe andre.

Hvem skal jeg frygte? H

Kr.

155,-

En gribende historie om Maya og hendes familie i d det krigshærgede Serbien. Samvittighedskonflikter og tro, der står sin prøve. En utrolig spændende beretning om Guds indgriben under vanskelige forhold. Bogen der vil styrke din tro og forny din tillid til Guds omsorg og ledelse.

Forfatteren Ann Vitorovich er selv gift ind i familien, som bogen handler om. Hun har arbejdet som juridisk og administrativ sekretær og skrevet adskillige artikler i blade og magasiner.

Se flere titler og bestil på danskbogforlag.dk

Concordiavej 16 C · 2850 Nærum · Tlf. 4558 7758 · danskbogforlag.dk