2017 Adventistkirkens bedeugelæsninger by Adventistkirken

Bedeugen 4.-11. november 2017

Bedeugelæsninger November 2017

Kun af

nåde

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKENS MEDLEMSBLAD

Forord

INDHOLD 2

Forord

4 FØRSTE SABBAT: Guds ord – fundamentet for vores tro 8 SØNDAG: At kende evangeliet 10 MANDAG: Frelsens grund 12 TIRSDAG: Retfærdighed i praksis 14 ONSDAG: Guds bud ”kærlighedens sko“ 16 TORSDAG: Retfærdiggørelse ved tro i dag 18 FREDAG: En sommer uden ende 20 ANDEN SABBAT: Frelsesvished

KRISTUS

vor retfærdighed

I år fejrer vi 500-året for den protestantiske reformation, hvor budskabet om frelse ved Kristus alene blev forkyndt for mange, som aldrig tidligere havde hørt det. Men det var ikke kun de store reformatorer, der var med til at sprede lyset, for i og med at Bibelen blev gjort tilgængelig for folk på deres modersmål, kunne man nu selv studere de bibelske sandheder. Det er passende, at vores bedeugelæsninger i 2017 fokuserer på ”Kristus vor retfærdighed“, for ”der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved“ (ApG 4,12). Ellen White formulerede denne tanke så smukt, da hun ved en generalforsamling sagde: ”Mennesker vil kun kunne stå fast i striden, hvis de er rodfæstede og grundfæstede i Kristus …

Det er forkyndelsen af Kristus korsfæstet – Kristus vor retfærdighed – der stiller sjælens sult. Når mennesker fatter denne store vigtige sandhed, fyldes de af tro, håb og mod.“*

22 BØRNENES BEDEUGE Jeg opfordrer dig til ikke kun at grunde over disse særlige læsninger, men også til at sætte tid af til studiet af Guds ord og til bøn, så vi sammen kan nå til en dybere forståelse af ”Kristus vor retfærdighed“. Hvis du har børn i hjemmet, så husk også at inddrage dem ved hjælp af børnelæsningerne om samme emne. Må Herren velsigne os, idet vi som verdensmenighed, i denne betydningsfulde periode af jordens historie, samles til bøn og i bibelstudium.

* Fra General Conference Daily Bulletin, Jan. 28, 1893 (se også Last Day Events [Nampa, Idaho: Pacific Press Pub. Assn., 1992], s. 151).

Bedeugelæsninger · 2017

TED N. C. WILSON Formand for Adventistkirken på verdensplan.

Forord

”Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad der er væsentligt“ Fil 1,9-10.

REFORMATIONEN Nogle gange kan vi høre nogen sige med et skævt smil på arbejdspladsen: ”Nå, han har vist været på kursus“, underforstået: sikke en masse nyt og anderledes han lige siger og gør – det går snart over! For sådan er det tit med det, man lærer på et kursus: Det går over!

Guds ord har kunnet forandre verden med noget, der ikke går over. Tværtimod så vokser det hos dem, der virkelig tager det ind. Det bliver altså ikke mindre og mindre for så at forsvinde som sand mellem fingrene… Det

bliver mere og mere. Den troende bliver gladere for det. Deler det mere. Glæder sig mere til at møde Jesus. Eller sagt på en anden måde, hvis troen skal blive ved med at vokse og være levende i os – så skal der måske være et element af reformation? Reformere betyder ”at forme på ny“.

Hvis Gud former os på ny hver dag, så vokser vi. Vi har brug for en stadig reformation i vores liv!

Så jeg ønsker for dig og din menighed, at I må blive velsignede som enkeltpersoner og sammen ved at kigge nærmere på reformationen. Bed Gud om og overgiv jer til, at Gud må inspirere til fortsat reformation i jeres liv! Så vil I leve og vokse! Hav en dejlig bedeuge!

LINE NIELSEN Redaktør for Adventnyt.

Om forfatteren HANS (Johann) HEINZ, Th.D., har studeret teologi ved Séminaire Adventiste du Salève i Collonges, Frankrig. I 1953 begyndte han sin prædikantgerning i sin hjemby, Wien, men allerede fire år senere, fik han et kald til at undervise ved Seminar Schloss Bogenhofen i Østrig. Her har han undervist

i 21 år, og han har desuden fungeret som skoleleder i 7 år. Efter at have taget sin doktorgrad ved Andrews University, var han fra 1982 til 1995 ansat som dekan ved Seminar Marienhöhe i Darmstadt, Tyskland. Han har udgivet adskillige bøger og skrevet mange teologiske og kirkehistoriske artikler. Hans doktorafhandling, Justification and Merit (Retfærdiggørelse og fortjeneste) om-

handler den konflikt, der eksisterer mellem den romersk katolske lære om fortjeneste og den bibelske lære om retfærdiggørelse ved tro. Heinz og hans hustru Louisette nyder deres aktive otium nær Bogenhofen i Østrig. Deres søn Daniel er ansat som leder ved det historiske arkiv for Syvendedags Adventistkirken i Europa ved Theologische Hochschule Friedensau i Tyskland.

Bedeugelæsninger · 2017

Første sabbat

Guds ord fundamentet for vores tro Det så ud som et helt almindeligt ligtog: præster, tilskuere og mænd med spader i procession mod kirkegården. Der manglede bare en enkelt lille detalje: kisten.

TED N. C. WILSON Formand for Adventistkirken på verdensplan.

Bedeugelæsninger · 2017

EN BESYNDERLIG OG AGGRESSIV BEGRAVELSE Luften var tyk af forventning og hævnlyst, da processionen nærmede sig kirkegården ved St. Mary kirke i Lutterworth, England. Endelig, hele 43 år efter at ærkekætteren John Wycliffe var blevet stedt til hvile, skulle han få løn som forskyldt. Fulde af ildhu gravede mændene, indtil de dybt nede stødte på kistelåget, og vanhellige hænder kunne fatte om Wycliffes knogler og kaste dem på bålet. Det var ikke lykkedes pavedømmet at henrette Wycliffe, mens han levede, så nu var man fast besluttet på at få sin vilje med ham i døden. I håb om helt at gøre det af med manden og alt, hvad han stod for, blev Wycliffes jordiske rester – nu forvandlet til aske – af stolte prælater skovlet op og smidt i den nærliggende flod. Men hvorfor dette indædte had? Hvorfor så megen galde? Jo, Wycliffe havde vovet at trodse paven, han havde vovet at løfte sin røst imod munkenes udnyttelse af folket, han havde vovet at oversætte Bibelen fra latin til engelsk og dermed gjort Guds ord frit tilgængeligt for det jævne folk på deres modersmål. Præsterne, biskopperne og paven selv vidste udmærket, at lyset fra Guds ord havde magt til at fordrive det mørke, som deres korrupte systemer hvilede på.

”Men afbrændingen af en sådan mands knogler kunne ikke sætte en stopper for hans indflydelse,“ skrev teologen og historikeren George Townsend flere århundreder senere. I sin bog om martyrerne har John Fox formuleret det således:

”De gravede hans legeme op, brændte hans knogler og druknede hans aske, men Guds ord og den sandhed, som han forkyndte, kunne de ikke afbrænde; den forbliver og bærer frugt den dag i dag.“ 1 Wycliffe slap for flammerne, mens han levede, men mange efter ham endte som martyrer. De blev brændt på bålet, halshugget og druknet for deres troskab mod Gud og hans bud.

BIBELEN TIL FOLKET Men kampen for at gøre Bibelen tilgængelig for folk på deres modersmål fortsatte ufortrødent. 200 år efter Wycliffes fødsel udgav Martin Luther, en af de mest kendte af reformatorerne, i 1522 sin egen tyske oversættelse af

Første sabbat

Det Nye Testamente. Hans oversættelse af hele Bibelen til tysk udkom først i 1534 og blev varmt modtaget af den jævne tysktalende befolkning. Men det huede ikke magthaverne: ”Forgæves påkaldte man både gejstlige og borgerlige myndigheder for at knuse kætteriet. Forgæves tog man sin tilflugt til fængsel, pinsler, ild og sværd. Tusinder beseglede deres tro med deres liv, men reformationen gik videre. Forfølgelse tjente kun til sandhedens udbredelse.“2 Mens Martin Luther formidlede Guds ord til den almene tyske befolkning, fulgte William Tyndale i Wycliffes fodspor og påbegyndte en ny engelsk oversættelse af Bibelen. Wycliffes bibel var oversat fra latin, men Tyndale tog afsæt i den oprindelige græske og hebraiske tekst. Han mødte dog stærk modstand i England og måtte flygte til Tyskland, hvor han i 1525 kunne udgive sit Nye Testamente, der for første gang var oversat direkte fra græsk. Tyndales Nye Testamente blev straks smuglet til England, hvor det blev vel modtaget af det engelske folk, om end ikke af myndighederne. Tyndale nåede aldrig selv at færdiggøre sin oversættelse af Det Gamle Testamente. I 1535 blev han forrådt og fængslet i 500 dage, hvorefter han led martyrdøden ved kvælning og offentlig afbrænding. Men betroede venner videreførte opgaven, og Tyndales oversættelse af Bibelen i sin helhed blev udgivet adskillige år efter hans død.3

REFORMATORERNES ILD Hvordan kunne disse mennesker udholde forfølgelse og tortur og endda være villige til at dø, for at andre kunne få adgang til Guds ord? Jo, de brændte for, at folk skulle kende Guds sandhed. Når det jævne folk fik øjnene op for sandheden i Bibelen, ville de forstå, at Bibelens lære står i skarp kontrast til det, som præsterne ville have dem til at tro. Sandheden ville sætte dem fri af det frygtens jerngreb, som den organiserede kirke på den tid holdt dem fanget i. Ligesom reformatorerne brændte Ellen White for alles lige adgang til Bibelens skrifter. ”Bibelen blev ikke bare skænket præster og lærde mænd,“ skrev hun.

”Hver mand, kvinde og barn bør selv læse Bibelen. Det er ikke præsten, der skal læse den for dig. Bibelen er Guds ord til dig personligt. Behovet er lige stort hos fattig som rig, lærd som ulærd. Kristus taler så tydeligt igennem sit ord, at ingen behøver at snuble.“ 4

Takket være de protestantiske principper, om at læse teksten i dens litterære betydning og lade Bibelen fortolke sig selv, var flere af vores fundamentale sandheder – sabbatten, de dødes tilstand, helligdommen og den undersøgende dom – allerede veletablerede, da Syvende Dags Adventistkirken blev stiftet i 1863. I en kommentar til denne grundlæggende måde at studere Bibelen på skrev Ellen White: ”Hiram Edson og andre, der delte hans iver, ædelmodighed og ærlighed, var blandt dem, der i kølvandet af 1844 søgte efter sandheden som efter en skjult skat.

Jeg mødtes med dem, og sammen studerede og bad vi inderligt. Ofte var vi sammen indtil langt ud på aftenen – sommetider hele natten igennem – idet vi under bøn om Guds lys studerede ordet. Igen og igen mødtes de for at studere Bibelen, for de ønskede at forstå den og forkynde dens budskab med kraft.“5

ET KRITISK BLIK Flere afviser i dag tanken om den

litterære tilgang til teksten. Hvis vi skal kunne forstå hvilke dele af Guds ord, der endnu er relevante for os i det 21. århundrede, hedder det sig, må vi benytte os af en bibelkritisk tilgang til teksten. Fremfor at bruge Bibelen selv som fortolkningsgrundlag, foretrækker man således at lade menneskelig visdom afgøre, hvad der er relevant, og hvad der ikke er relevant. Som syvendedags adventister står vi lige nu midt i denne kamp vedrørende Bibelens autoritet. Vi må huske, at Bibelen er vores eneste sikre ståsted. Vi må følge og understøtte den historisk-bibelske fortolkningsmetode, der lader Bibelen fortolke sig selv. Bemærk følgende råd om at læse Bibelen i sin litterære betydning: ”Gud kræver mere af sine efterfølgere, end mange er klar over. Hvis vi vil undgå at bygge vores himmelske håb på gyngende grund, må vi godtage Guds ord, som det står skrevet, og tro, at Herren mener, hvad han siger.“6

BIBELSTUDIE METODER Syvende Dags Adventistkirken har et officielt dokument, hvori vores tilgang til studiet af Bibelen uddybes. Generalkonferencens Executive Committee stemte på Annual Council i Rio de Janeiro, Brasilien for dette dokument, der er adresseret til ”alle medlemmer

Bedeugelæsninger · 2017

Onsdag

af Syvende Dags Adventistkirken med det formål at udstikke retningslinjer for, hvordan Bibelen bør studeres.“ I dokumentet beskrives to forskellige indfaldsvinkler til Bibelen:

Verden er ved at drukne i eksistentialisme. Påstanden er, at alt er relativt, men det er det ikke! Der findes absolutter, og de findes i Guds ord og i trofast at følge hans ord.

Den historisk-kritiske metode minimerer behovet for troen på Gud og lydigheden mod hans bud. Og fordi en sådan metode underkender betydningen af det guddommelige element i Bibelen som en inspireret bog (og den deraf følgende kontinuitet) og desuden afskriver eller mistolker apokalyptisk profeti og de eskatologiske dele af Bibelen, opfordrer vi adventist-bibelstuderende til ikke at sætte deres lid til de grundantagelser og deraf følgende konklusioner, som er forbundet med den historisk-kritiske metode.

TAG TID TIL ORDET

I modsætning til den historisk-kritiske metode og dens grundantagelser mener vi, at det vil være gavnligt at opsætte principper for studiet af Bibelen, der er i overensstemmelse med Bibelens egne principper, som vægter kontinuiteten og tager udgangspunkt i, at Bibelen er Guds ord. En sådan tilgang vil føre til et tilfredsstillende og givende møde med Gud.7

Gud har givet os mandat til at forsvare hans ord. Det har vist sig at være pålideligt, og det har kraft til at ændre menneskers liv.

1 George Townsend, The Acts and Monuments of John Foxe: With a Life of the Martyrologist, and Vindication of the Work, vol. 3, p. 96. 2 Ellen White, Mod en bedre fremtid (Dansk Bogforlag, 2012), s. 158. 3 http://greatsite.com/timeline-english-bible-history/ william-tyndale.html 4 Ellen White manuscript 12, Feb. 7, 1901. 5 Ellen White, Selected Messages (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1958, 1980), book 1, p. 206. 6 Ellen White, Testimonies for the Church (Mountain View, Calif.: Pacific Press Pub. Assn., 1948), vol. 5, p. 171. 7 Methods of Bible Study, https://www.adventist.org/ en/information/official-statements/documents/article/go/-/methods-of-bible-study/ 8 Ellen White, Mod en bedre fremtid (Dansk Bogforlag, 2012), s. 505.

Bedeugelæsninger · 2017

Vi lever lige nu i en tid, hvor kristendommen bærer præg af overfladiskhed. Djævelen gør sit yderste for at aflede os fra Bibelen og fra sandheden. Alle midler tages i brug: fritidsinteresser, medier, fornøjelser, arbejde, musik, uenighed og interne stridigheder, falsk lære, familiestridigheder, økonomiske vanskeligheder – hvad som helst, der kan aflede os fra Guds ord. Det er nu, vi skal studere Bibelen hver eneste dag. Guds ord er livsvigtigt, for det bringer os ansigt til ansigt med Jesus Kristus. Det lærer os, at vi kun frelses ved at stole helt og fuldt på ham. Det fortæller os om hans liv og død, om hans opstandelse og om hans tjeneste for os i det Allerhelligste i den himmelske helligdom.

Det minder os om, at sabbatten er tegnet på pagten mellem Gud og dem, der holder hans bud. Det bekræfter troen og håbet på vores forløsers snarlige og virkelige genkomst. Det hjælper os med at forstå, at vi tjener en Gud, som aldrig svigter, og hvis menighed vil modstå djævelens angreb.

Det er nu, vi skal vokse i tro og i tillid til Guds ord. Vi ved, at der kommer en tid, hvor vi ikke vil kunne stole på vores sanser, hvor vi vil blive præsenteret for et ”næsten uimodståeligt bedrag,“8 iscenesat for ”om muligt at føre selv de udvalgte vild“ (Matt 24,24).

DET ER NU Det trækker op til storm. Det er nu, der skal bygges på Guds ords sikre fundament. Som Jesus selv siger det: ”Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen“ (Matt 7,24-25).

Troen må forankres i Guds evige ord. Bibelen, som trofast er blevet bevaret og beseglet med martyrernes blod, er ikke underlagt tid og kultur. Den er Guds levende ord, og ved Helligåndens vejledning kan vi i den ﬁnde svar på netop de spørgsmål, som lige nu trænger sig på.

Tænk over – og tal om 1. Hvilken historisk betydning tillægger du afbrændingen af Wycliffes knogler? 2. Hvordan kan du få større udbytte af dit studie af Bibelen? 3. Hvad menes der med, at ”det trækker op til storm“? Hvordan sikrer vi os mod uvejret?

Annonce

Romerbrevet

Hvordan ﬁnder jeg en nådig Gud? Luther fandt svaret i Romerbrevet. Kurset forudsætter et generelt kendskab til Bibelen og den kristne tro. 13 gratis kursusbreve on-line eller pr. brev. Meld dig til på kskolen.dk eller tlf. 4558 7770

Bedeugelæsninger · 2017

Søndag

At kende evangeliet “Han har lært mig evangeliet.” Philipp Melanchthon

Philipp Melanchthon, Martin Luthers fredselskende og diplomatiske medreformator, blev af venner spurgt, hvorfor han var Luther så hengiven i betragtning af hans genstridige, dominerende og uforskammede væremåde. Melanchthon, der jo selv var en af reformationens lærde mænd, svarede enkelt og kortfattet: “Han har lært mig evangeliet.“ Takket være Luther og reformationen blev ”evangeliet“ igen omdrejningspunkt for den kristne tro.

Ifølge Paulus er evangeliet netop det budskab, hvorved “Guds kraft“ bliver “til frelse for enhver, som tror” (Rom 1,16). Paulus benytter her fem væsentlige begreber: Evangelium, Guds kraft, Frelse, Til alle og Ved tro på Kristus.

EVANGELIUM Ordet ”evangelium“ betyder ”gode nyheder“, ”glædeligt budskab“ eller ”sejrsbudskab“. Det er Guds evangelium (Rom 1,1), for det udspringer hos Gud og omhandler Gud. Men det er også Kristi evangelium (Rom 15,19): bud-

Bedeugelæsninger · 2017

skabet om, hvordan Jesus af Nazaret, den guddommelige Messias, forsonede verden med sig selv på korset, hvordan han besejrede døden og nu på vegne af sit folk, der endnu lever og lider i denne verden, formidler forbindelsen til Gud. Det er budskabet om, at han i fremtiden vil vende tilbage og fuldføre arbejdet. Evangeliet trøster os med løftet om, at vi ikke for evigt skal leve som frelste i en fortabt verden, for en dag vil han vende tilbage og forvandle hele verden. Evangeliet er løsningen af vores grundlæggende problem: ”Evangeliet er det eneste lægemiddel mod jordens synd og elendighed.“1

GUDS KRAFT Fordi evangeliet er Guds ord, har det kraft til at skabe. Menneskelige ord skaber ikke andet end lyd, men når Gud italesætter evangeliet, formidles frelsen til enhver, som tror.

FRELSE Frelsen er ikke frugten af filosofiske spekulationer, læresætninger eller boglig visdom. Vi kan ikke ved hjælp af argumenter løfte byrden af skyld eller forlænge vores flygtige liv. Det kan kun Gud ved guddommelig indgriben og frifindelse. Luther kaldte det ”admirabile commercium“2 – ”vidunderlige bytte“.

Søndag

Ved korset byttede “Gud … i Kristus“ (2 Kor 5,19) plads med verden. Han påtog sig den dom, som var tiltænkt synderen: ”Dommeren blev dømt i vores sted.“3 Han tog vores straf og gav os sin retfærdighed (2 Kor 5,21). Han blev magtesløs, så vi kunne få hans styrke (2 Kor 12,9). Han blev fattig, så vi kunne være rige (2 Kor 8,9). Han byttede herlighed ud med elendighed og glæde ud med lidelse. Han ”gav afkald“ (Fil 2,7), så vi kunne få ”alt“, selvom vi ”intet har“ (2 Kor 6,10).4

TIL ALLE Evangeliets under er ikke tiltænkt særligt udvalgte nationer, specifikke samfundslag eller et bestemt køn. Evangeliet er til alle. Gennem sin Damaskus erfaring blev Paulus, der hidtil havde brystet sig af sin jødiske herkomst og farisæiske selvretfærdighed (Fil 3,4-6), ét med sine medkristne, hvoraf mange var af ikke-jødisk herkomst. De blev hans “glæde og … sejrskrans“ (Fil 4,1). Ved Kristi lidelse og død for alle (1 Tim 2,6) udviskedes alle nationale, sociale og kønsspecifikke klassificeringer for Paulus (Gal 3,26-28).

Evangeliet nedbryder alle grænser og skaber et overstatsligt fællesskab. Uanset oprindelse, uddannelse og livserfaring er vi alle en del af Guds familie: ”familia Dei“. ”Kristus nedbryder skel, hindrende nationale fordomme og lærer os at elske alle mennesker.“5 Og vigtigst af alt: alle mennesker bliver Guds børn. Forbindelsen genoprettes altså ikke kun ”på det horisontale plan“, men også ”på det vertikale plan“, for ved sin død genopretter Jesus forbindelsen til Gud. Hvordan?

VED TRO PÅ KRISTUS Ifølge Paulus er tro hverken gætværk eller formodninger og handler ikke om at tilslutte sig bestemte synspunkter. I Det Gamle Testamente betyder tro, at ”holde godt fast ved, gribe fat om, være trofast.“6 I Det Nye Testamente betyder tro ”tillid“ og ”troskab“.

Frelsen – tilgivelse, Guds accept samt et helt nyt liv nu og i evigheden – er vores, når vi i tillid til Kristus holder fast ved hans løfte om frelse og forbliver trofaste lige til det sidste. Det, der frelser ”den ugudelige“, synderen, er ikke religiøse bedrifter (”gerninger“), men tillid til den Gud, som erklærer os retfærdig i Kristus (Rom 4,5). Retfærdiggørelse, at blive erklæret retfærdig ved Guds domstol, sker ved tro alene uafhængigt af lovgerninger (Gal 2,16). Kirken mente, at den gennem århundrederne havde værnet om evangeliet og været dets trofaste fortolker. Men mange, som hævdede at forstå Paulus, overså selve kernen i hans budskab. En tilsyneladende ”harmløs retfærdiggørelse ved gerninger“7 havde overtaget kristendommen og erstattet den nåde ved tro, som apostlene forkyndte, med en raffineret gerningsreligion. Ideer udefra: synagogens lovlære, de græske dyder og romersk retsopfattelse havde erstattet synderens frifindelse ved nåde med et ufravigeligt ”slid“8 uden sikkerhed for, hvornår han derved havde gjort sig fortjent til frelsen. Nogle få opponerede, men enten var de ikke selv helt afklarede omkring emnet, eller også blev de slet og ret ignoreret.

Endelig, i det 16. århundrede, genopdagede reformatorerne apostlenes budskab. Der kom igen fokus på Paulus’ ord: ”Den retfærdige skal leve af tro“ (Rom 1,17), og det stod igen klart for kristenheden, at ”det eneste kristne kan prale af er Jesus Kristus alene.“ 9

1 Ellen White, Vejen til et bedre liv (Dansk Bogforlag, 2013), s. 82. 2 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 7, p. 25. 3 Karl Barth, Church Dogmatics (Edinburgh: T&T Clark, 2009), Vol. IV.1, p. 211. 4 Horst Pöhlmann, Abriss der Dogmatik (Gütersloh: Gütersloher Verlag, 1975), p. 185. 5 Ellen White, Jesu liv (Dansk Bogforlag, 2013), s. 722. 6 Rolf Luther, Neutestamentliches Wörterbuch (Hamburg: Furche Verlag, 1963), p. 95. 7 Barth, p. 523. 8 Tertullian, De poenitentia 6. 9 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2004), vol. 13, p. 570.

Tænk over – og tal om 1. Hvordan har evangeliet forvandlet dit liv? Hvad betyder evangeliet for dig? 2. Hvordan synliggør vi over for vores sekulære venner og bekendte, at evangeliet også er relevant for dem? 3. Hvad gør ”retfærdiggørelse ved tro alene“ for vores sjælefred? 4. Hvad er det ved evangeliet, der kan overbevise unge såvel som gamle om, at det kristne budskab er væsentligt?

Bedeugelæsninger · 2017

Mandag

Frelsens grund Læren om retfærdiggørelse ved tro alene er ”reformationens tilflugtssted“.1

Da det gik op for Martin Luther, at synderen retfærdiggøres gennem tro på den korsfæstede, var det for ham, som om han allerede var trådt ind i paradis. SJÆLEKVAL Luther havde som munk og teologiprofessor i årevis forgæves forsøgt at forstå, hvad Paulus mener, når han siger: ”I (evangeliet) åbenbares Guds retfærdighed“ (Rom 1,17). Nat og dag kredsede hans tanker om netop den udtalelse. Som han selv udtrykker det, hadede han udtrykket ”Guds retfærdighed“. Af kirkefædrene havde han nemlig lært, at udtrykket henviser til den retfærdighed, som Gud forlanger, men som synderen umuligt kan frembringe, hvorfor han står under Guds dom.

“HELLIGÅNDEN ÅBNEDE SKRIFTERNE FOR MIG I DETTE TÅRN“ I 1545, et år før sin død, kastede den tidligere augustinermunk og reformator igen et blik tilbage på det, der blev vendepunktet i hans liv og hans tro.

Bedeugelæsninger · 2017

Alt forandredes, da det gik op for ham, at ”Guds retfærdighed“ ikke er et krav, men en gave: en retfærdighed, som Gud tilskriver enhver, der tror på Kristus. Ifølge Luther selv befandt han sig i et tårnværelse i det Sorte Kloster i Wittenberg, da han fattede det for første gang: “Helligånden åbnede skrifterne for mig i dette tårn.“2

BIBELSK RETFÆRDIGHED ”Udfri mig i din retfærdighed“ (Sl 31,1). Guds retfærdighed beskrives allerede i Det Gamle Testamente som den retfærdighed, der frelser synderen. Da Abraham fik løftet om efterkommere (1 Mos 15,5), var han ikke noget ”overmenneske“. Han var en synder ligesom alle andre. Men han stolede på Guds løfte, og det regnede Gud ham til retfærdighed (vers 6). Det betyder, at Gud regnede Abraham for ”retfærdig“ på grund af hans tillidsfulde tro. Ligesom betegnelsen ”den ugudelige“ i Bibelen ikke sigter til det, som vi i dag kalder ”ateisme“, men henviser til ”synderen“ (Sl 1,1; Ord 11,31), sådan er ”den retfærdige“ heller ikke i bibelsk forstand den

”syndfri“, men den som ”tror“ (Hab 2,4). Apostlen Paulus konstaterer derfor, at heller ikke under den gamle pagt blev man retfærdiggjort ved gerninger, men ved tro (Rom 4,6-8). Kun Gud ”retfærdiggør“, ”erklærer retfærdig“ eller ”tilregner nogen retfærdighed“: ”Herren er vor Retfærdighed“ (Jer 23,6). Retfærdighed i Bibelen er altså et religiøst og ikke et moralsk eller politisk begreb. De, der adlyder landets love, og som holder sig inden for lovens rammer, er ikke noget særsyn i denne verden. Men den, der påstår at være retfærdig for Guds ansigt tager grueligt fejl, for som salmisten udtrykker det: “intet menneske er retfærdigt“ (Sl 143,2). Hvis et menneske altså skal stå i ”ret“ forhold til Gud, behøver han Guds retfærdighed. Derfor siger salmisten: “udfri mig i din retfærdighed“ (Sl 31,2 og 71,2). Denne retfærdighed er først og fremmest forløsende og frelsende – ikke straffende. I lyset af Det Nye Testamente betyder det, at Gud selv – i den dom, der på korset tager livet af hans retfærdige og syndfrie søn – påtager sig skylden og dommen over denne onde jord (Joh 1,29). Takket være det offer kan han tage imod og tilgive uretfærdige. Han kan forvandle deres måde at tænke på, give dem et nyt liv og håbet om en ny,

Mandag

“Med ét følte jeg, at jeg var blevet født på ny og trådte ind i paradis gennem åbne porte.“ Martin Luther

retfærdig verden (2 Pet 3,13). Kun de, der afviser denne gave, vil blive dømt ud fra deres egne overtrædelser (Heb 10,29.30).

DE KENDTE IKKE GUDS RETFÆRDIGHED “De kender jo ikke Guds retfærdighed“ (Rom 10,3). Det Gamle Testamentes profeter lærte klart, at menneskelig dyd ikke kan frelse menneskeheden. (Es 64,5). Frelsen afhænger af Guds retfærdighed: hans tilgivelse og nådige accept. Men denne sandhed fik ringe kår i de århundreder, der fulgte Det Gamle Testamentes afslutning. Efterhånden begyndte man at sætte mundtlige overleveringer og forsøg på at tolke skrifterne på lige fod med Guds åbenbaring. Troens fundament blev således ikke kun de Hellige Skrifter, men også den mundtlige overlevering. Man supplerede loven, Toraen, med utallige instrukser om, hvordan den skulle overholdes, og sommetider trådte rabbinernes tillæg endog i stedet for den oprindelige tekst (Matt 15,1-6) og erstattede den (Rom 9,31-32). Det, der var tænkt som en ”vejledning til livet“, blev ”vejen til frelse“. Denne misforståelse førte til den religiøse formalisme (Matt 23,23) og arrogance (Luk 18,9-14), der kendetegnede farisæerne på Jesu tid. At behovet for Guds nåde heller ikke på den tid var noget fuldstændigt ukendt begreb antydes i Det Gamle Testamentes apokryfe skrifter,3 men der blev i stigende grad lagt vægt på værdien af egne gerninger, som man mente kunne sone synd4 og vinde anerkendelse hos Gud.5 Livet blev et ”trældommens åg“, og farisæerne bestræbte sig på at ”udstille deres fromhed“ og ”hævde sig selv“ i troen på, at deres retfærdighed kunne tjene som ”adgangskort til himlen.“6

FORTABTE MENNESKER – KÆRLIG GUD Jesus møder denne lære med et rungende ”nej!“. Det billede af Gud og hans forhold til mennesker, som han formidlede og holdt i hævd, var et ganske andet, og hans indsigt i den menneskelige natur stak langt dybere end hans samtids. Det menneske, fra hvis hjerte ”onde tanker“ udgår (Matt 15,19), er ude af stand til at gøre noget som helst godt i Guds øjne. Der må ske en gennemgribende forvandling med os, og vi må sætte vores lid til evangeliet (Mark 1,15). Men selv da er vi helt og fuldt afhængige af Gud, for vi vil altid komme til kort i åndelig forstand (Matt 5,3). Det gode vi gør, når vi følger Kristus, er ikke vores egen fortjeneste, men er blot en naturlig følge af, at han virker i os (Luk 17,10). Gud – vores barmhjertige far – nærer en grænseløs kærlighed til sine børn. Han tilgiver de bodfærdige og tager dem beredvilligt til nåde (Luk 15,2024). Han kalder os, hans efterfølgere, til arbejdet, men han giver os ikke løn efter fortjeneste. I sin gavmildhed giver han os altid så meget mere, end vi fortjener (Matt 20,15). Han skylder os ikke noget, men alt, hvad vi modtager af hans hånd, skyldes hans godhed.

Martin Luther havde det fortrin frem for sine modstandere, at hans viden ikke kun var teori, men byggede på erfaring. Gennem sin egen indre kamp og i kampen med den tids teologi og dens forsvarere ﬁk han en forståelse for, hvad der bør være den grundlæggende erfaring for enhver kristen: ”Retfærdighed er at vedkende sig Kristus.“ 7

1 Wilhelm Dantine, Die Gerechtmachung des Gottlosen (Munich: Christian Kaiser Verlag, 1959), p. 248. 2 Martin Luther, Tischreden, 3, 3232c. 3 Baruks Bog 2,19. 27 4 Tobits Bog 12,9 5 H.L. Strack and P. Billerbeck, Kommentar zum Neuen Testament aus Talmud und Midrasch (Munich: Beck, 1961), Vol. IV/1, p. 491. 6 Ellen White, Jesu liv (Dansk Bogforlag, 2013), s. 166, 535, 357, 262. 7 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2005), vol. 31/II, p. 439.

Tænk over – og tal om 1. Hvad er forskellen mellem den almindelige betydning af ”retfærdighed“, og det som Bibelen kalder ”Guds retfærdighed“? 2. Hvordan er Guds retfærdighed langt vigtigere end verdens retfærdighed? Hvordan kan vi forklare det for mennesker omkring os – unge såvel som gamle? 3. Hvordan adskiller den måde Jesus forstod Gud og mennesker på fra den gængse forståelse i hans samtid og i vores tid?

Bedeugelæsninger · 2017

Tirsdag

Retfærdighed

i praksis

Hvad kommer efter retfærdiggørelse?

TRO ALENE RETFÆRDIGGØR, MEN DEN FORBLIVER IKKE ALENE Efter Luther den 18. april 1521 frimodigt havde afgivet sit vidnesbyrd for kejseren, fyrsterne og teologerne og nægtet at tilbagekalde sine standpunkter, råbte kejserens spanske følge: ”I ilden med ham!“ Luther slog ud med armene og råbte: ”Jeg har været igennem den, jeg har været igennem den.“

RETFÆRDIGGØRELSE VED TRO I PRAKSIS “Se, noget nyt er blevet til!“ (2 Kor 5,17).

Det kristne liv er et liv i ”tro, sejr og glæde i Gud.“ Ellen White

Bedeugelæsninger · 2017

Denne dramatiske scene fra reformationshistorien illustrerer levende, hvad retfærdiggørelse ved tro indebærer. Luther stod fast vel vidende, at han derved afskrev sig muligheden for frifindelse, men ved Guds domstol kan vi takket være Kristus stå fast i visheden om frifindelse. Ved tro er der ingen fordømmelse. Vi går ”fra døden til livet“ (Joh 5,24). Men der er stor forskel på menneskers dom og Guds dom. En menneskelig dommer kan kun frifinde, men en guddommelig dommer kan skabe på ny. Når Gud frifinder, genskaber han os som åndelige individer. Den troende bliver det, som han allerede er!

Retfærdiggjorte lever vi retfærdigt. Det var, hvad ”retfærdiggørelse i sin fulde betydning“1 betød for Luther. I dag taler vi om ”retfærdiggørelse“ (syndernes forladelse) og ”helliggørelse“ (sejr over synden). Ellen White siger, at det kristne liv er et liv i “tro, sejr og glæde i Gud.“2 På mirakuløs vis begynder et helt nyt liv.3

Ved tro holder vi fast ved Jesus og tager borgerskab i Guds rige. Kristus og Helligånden vækker os til en sprudlende og dynamisk åndelig tilværelse. Dette liv er frugten af – og et vidnesbyrd om – frelsens gave. Vi lever til Guds ære og andres gavn, for som reformatoren siger det: Tro er ”et guddommeligt værk i os, der forvandler os og genføder os på ny af Gud“ (Joh 1,13). Troen ”dræber ved Helligånden den gamle Adam og forvandler hjerte, mod, intellekt og kraft. Der er noget levende, virksomt, aktivt og kraftfyldt ved troen, der gør det umuligt ikke hele tiden at gøre godt. Ej heller stiller troen spørgs-

Tirsdag

målstegn ved, om gode gerninger hører med. Allerede inden spørgsmålet er stillet, er troen i fuld gang og fortsætter ufortrødent.“4

ET LIV TIL GUDS ÆRE “Også vi … skal leve et nyt liv“ (Rom 6,4). Nok er det nye liv en naturlig følge af frelse modtaget i tro, men det er også en nødvendighed, hvis det kristne liv overhovedet skal være troværdigt. Gud sigter i frelsen ikke kun på tilgivelse, men også på forvandling. I samme øjeblik, som vi tror på Jesus, står vi retfærdige over for Gud, men at leve retfærdigt er en proces, som fortsætter livet ud. Denne proces begynder, når Kristus får herredømmet i den troendes liv. Den markerer, som Luther udtrykker det, ”begyndelsen på et nyt skaberværk.“5 Når de troende er blevet kendt retfærdige, påbegynder Kristus ved Helligånden et gudfrygtigt liv i dem, dag for dag og time for time. Gud er som ”den gode samaritaner“, der reddede manden, der var faldet blandt røvere og lå såret på vejen til Jeriko.

Ligesom samaritaneren ikke tøvede et øjeblik med at hjælpe en jøde, sådan tøver Gud heller ikke et øjeblik med at elske dem, som beﬁnder sig langt borte fra ham (Rom 5,8). Guds hensigt er at frelse dem (vers 10). Og ligesom samaritaneren gjorde alt for den sårede og betalte for plejen, sådan har ”Gud i Kristus“ ”gjort og betalt“ alt, så vi kan blive forligt med ham og fornyet i ham (se 2 Kor 5,17.19.21). Men ligesom sår er længe om at hele, sådan er det også med syndere, der kommer til Gud. De må vokse (2 Pet 3,18). Selv med syndsforladelse og et nyt liv, er synden der til stadighed - i og omkring synderen. (1 Joh 5,19; Rom 7,17).

Takket være Helligånden er synd ikke længere herre i den kristnes liv. Synden er blevet tøjlet (Gal 5,16). Ikke desto mindre slipper den troende ikke for at kæmpe med synden (vers 13). Vi er kaldet til at sejre og kan trøste os ved, at Guds tilgivelse ikke bare er en engangsforestilling, men hele tiden tilbydes den, der angrer (1 Joh 2,1 og Hebr 7,25). Luther beskrev levende spændingsfeltet mellem det at stå retfærdig for Gud og samtidigt kæmpe med synd i verden. I helliggørelsesprocessen er væksten progressiv, men fuldendes først, når den ”elskede dommedag“ bryder frem. "Dette liv handler ikke om at være from, men om at blive from, ikke om at være rask, men om at blive rask, ikke om at være, men om at blive, ikke om hvile, men om bevægelse. Det er ikke målet, men rejsen, der er vigtig.“6 Det er Guds vilje, at vi "helliggøres dag for dag.“7 Lignende tanker findes hos Ellen White: Helliggørelse er ”frugten af livsvarig lydighed“. Kampen med synd er et ”dagligt arbejde“, men troen ”sejrer“, selvom kampen fortsætter, så længe vi lever her på jorden.8

KÆRLIGHED I HANDLING ”Tro, virksom i kærlighed“ (Gal 5,6). Retfærdighed og det nye liv er kun vores ved tro på Kristus. Ifølge Paulus er troen kendetegnet ved kærlighed og kærlighed kendetegnet ved handling.

Man kan illustrere retfærdiggørelsens og helliggørelsens gave til den som tror på følgende måde: En far giver sin søn en 1000 kr. seddel, men det er ikke meningen, at sønnen skal beholde pengene selv. Han skal veksle sedlen til mindre sedler, så også andre kan få glæde af gaven. Sådan er helliggørelse. Eller som Luther udtrykker det: ”I taknemmelighed til en far, der overøser mig med sine uvurderlige rigdomme, skulle jeg så ikke frivilligt med glæde og af hele mit hjerte være ivrig efter at gøre alt, hvad jeg véd behager ham, og som er godt i hans øjne? Ligesom Kristus har givet sig selv til mig, giver jeg da mig selv som en slags Kristus til min næste. Og jeg vil intet gøre her i livet uden det, som er nødvendigt, fordelagtigt og til gavn for min nabo, da jeg jo ved, at troen er velsignet med en overflod af alt godt i Kristus.“9

1 Paul Althaus, Die Theologie Martin Luthers (Gütersloh: Gütersloher Verlag, 1975), p. 205. 2 Ellen White, Mod en bedre fremtid (Dansk Bogforlag, 2012), s. 384. 3 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2006), vol. 39/I, p. 98. 4 Citat fra Heinrich Bornkamm, Luthers Vorreden zur Bibel (Frankfurt am Main: Insel Verlag, 1983), p. 182. 5 Luther, p. 83. 6 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 7, p. 337. 7 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2006), vol. 40/II, p. 355. 8 Ellen White, Mesterens efterfølgere (Dansk Bogforlag, 1964) s. 295; Ellen White, Budskaber til de unge (Dansk Bogforlag, 1940), s. 60; Ellen White, Mod en bedre fremtid, (Dansk Bogforlag, 2012), s. 379. 9 First Principles of the Reformation or The 95 Theses and the Three Primary Works of Dr. Martin Luther, ed. Henry Wace and C. A. Buchheim (London: John Murray, 1883), p. 127.

Tænk over – og tal om 1. Hvilken gave får vi af Gud ved hhv. retfærdiggørelse og helliggørelse? 2. Hvordan hænger helliggørelse og syndfrihed sammen? 3. Hvordan viser helliggørelse sig i den kristnes liv? 4. Tal om følgende udsagn: Helliggørelse frelser ikke, men er et nødvendigt vidnesbyrd om frelsen.

Bedeugelæsninger · 2017

Onsdag

Guds bud ”kærlighedens sko“ Vores handlinger afspejler, hvem vi er

Kristne lever ”under loven, men uden loven.“ Martin Luther

Bedeugelæsninger · 2017

FORMALISME OG RITUALER På tærsklen til reformationen var den kristne verden kendetegnet ved en blomstrende og livskraftig religiøsitet. Langt de fleste var aktive kirkegængere og bestræbte sig på at leve et fromt liv. Men deres opfattelse af, hvad fromhed indebærer, var ganske mangelfuld. Den katolske kirkes egne historikere medgiver, at den tids ”bøn, liv og lære var langt fra Bibelens og apostlenes ideal.“1 Det religiøse liv var præget af formalisme og ritualer. I Köln holdt man eksempelvis i hundredevis af messer hver eneste dag, men alle på latin. Hverken andagt eller undervisning foregik på et sprog, som folk kunne forstå. For at sikre sig finansielt og åndeligt valgte mange klosterlivet. Af Tysklands dengang 20 millioner indbyggere tilhørte omtrent 1,5 millioner præste- eller munkestanden. Man frarådede de troende selv at læse Bibelen, og opmuntrede dem til i stedet at begive sig ud på vanskelige pilgrimsrejser. F.eks. kunne man besøge ”Kristi hellige klædning“ i Trier, Tyskland eller en af de utallige relikviesamlinger. Kejser Frederik den Vise af Sachsen, der regerede i den egn, hvor Luther boede, kunne prale af en samling på over 19.000 relikvier,2 bl.a. ”hø fra Jesu krybbe“, ”en kvist fra den brænden-

de busk“ og ”mælkedråber fra moder Maria“. Der blev på intet tidspunkt stillet spørgsmålstegn ved ægtheden af de udstillede genstande.

KAMPEN OM AFLADSBREVENE Jesu krav om ”gode gerninger“ (Matt 5,16) blev fremstillet på en måde, som slet ikke var i tråd med evangeliet. Når Jesus tilgav synder (Mark 2,5 og Joh 8,11), bebyrdede han ikke folk med yderligere straf, men sendte dem bort med fred. Med udgangspunkt i Jesu barmhjertighed skabte middelalderens teologer imidlertid et komplekst juridisk gerningsorienteret system. I skriftemålet kunne man af præsten modtage

Onsdag

syndernes forladelse, men for helt at sone synden måtte man efterfølgende vise sin bodfærdighed i form af bestemte handlinger. På den måde udvikledes læren om aflad fra timelige synder, og man kunne således købe afladsbreve på vegne af de døde, som (angiveligt) befandt sig i skærsilden. Efter reformationen ophørte handelen med aflad, men den romersk katolske lære om aflad eksisterer den dag i dag.3 Det var uenighed om bodsøvelser og salg af aflad, der gav anledning til reformationen. Paverne, der havde brug for midler til opførelsen af Peterkirken i Rom, opfordrede til handel med aflad, og ifølge den katolske historiker Joseph Lortz tiltog den ”skandaløse pengeforretning“.4 En af de mest fremtrædende fortalere for handelen med aflad, dominikaner præsten Johann Tetzel, lovede sågar de troende, at ”når pengene i kisten klinger, straks sjælen af skærsilden springer.“5 Dette bragte sindet i kog hos den unge teologiprofessor Martin Luther i Wittenberg. I et brev til ærkebiskop Albrecht af Mainz protesterede han imod denne vranglære:

”Kristus opfordrede på intet tidspunkt til forkyndelsen af aﬂad, men lagde al vægt på forkyndelsen af evangeliet.“ 6 Inspireret af sin ven Philipp Melanchthon skrev Luther de ord den 31. oktober 1517 og sømmede 95 teser vedrørende aflad og bodsøvelser på døren til slotskirken i Wittenberg, Tyskland. Den første tese var sprængfarlig. Gerninger soner ikke synd, påstod han. Hele det kristne liv leves i anger og omvendelse: ”Da vor Herre og mester Jesus Kristus sagde: ’Gør bod’ osv., ville han, at hele de troendes liv skulle være en bod.“7

“HOLD BUDENE!“ I sin afhandling: “Om de gode gerninger“ (skrevet i maj 1520) forklarede reformatoren, hvilke gerninger, der bør præge kristenlivet. Gode gerninger defineres af Gud og ikke af mennesker, og vil man vide, hvori de består, må man

bide mærke i Jesu ord til den rige unge mand: ”... vil du gå ind til livet, så hold budene!“ (Matt 19,17). Her henviser Jesus til de ti bud og ikke til gejstlige forskrifter eller traditioner.

Den kraft, der skal til for at overholde budene, kommer kun fra Gud selv, og uden Kristus er gerningerne døde.9 Uden gerninger, der udspringer af troen, er troen blot en tom skal: ”Det kristne liv i sin helhed består både af tro og af gode gerninger.“ Gode gerninger er dokumentationen for troens ægthed.10 Tro manifesterer sig i kærlighed og kærlighed i efterfølgelse af budene.11 Kristne lever ”under loven, men uden loven.“12 ”Uden loven“ fordi den, som tror på Kristus ikke fordømmes ved loven, og ”under loven“, fordi loven stadig er gældende – også for genfødte kristne. Ved loven erkender vi synden (Rom 3,20), så vi – vejledt og drevet af Helligånden – kan indrette vores liv efter Guds vilje (Rom 8,4; Hebr 8,10). Ellen White skriver ligeledes, at ganske rigtigt frelses vi ikke ved loven, men når Gud skriver sin lov i vores hjerter, både kan og skal vi efterleve den.13 I et internt opgør med de såkaldte ”antinomister“ – ”modstandere af loven“ – beklagede Luther, at mange af hans tilhængere foretrak ”det søde evangelium“, hvor retfærdiggørelse af synden er vigtigere end retfærdiggørelse af synderen. Han frygtede, at der ville komme en tid, hvor mennesker ville gøre som det passede dem og helt fornægte Guds eksistens.14 Adventfolket er kaldet af Gud til at advare om denne fare og opfordre til troskab mod Guds bud. Han har givet os et ”særligt budskab“ – et reformationsbudskab – om at genetablere, bevare og følge ”Guds lov“. Ellen White kaldte det ”den sidste advarsel til verden“.15

1 Joseph Lortz and Erwin Iserloh, Kleine Reformationsgeschichte (Freiburg im Breisgau: Herder, 1969), p. 25. 2 Roland Bainton, Martin Luther, 4th ed. (Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 1962), pp. 54, 55. 3 Katechismus der katholischen Kirche (Munich: 1993), § 1494-1498. 4 Lortz and Iserloh, p. 41. 5 Martin Luther, 27th thesis, quoted from Ingetraut Ludolphy, Die 95 Thesen Martin Luthers (Berlin: Evangelische Verlagsanstalt, 1976), p. 23. 6 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition, Briefe (Stuttgart: Metzler, 2002), vol. 1, p. 111. 7 Ludolphy, p. 20. Den danske oversættelse af tesen er hentet her (hvor man iøvrigt også kan læse alle 95 teser samt andre af Luthers skrifter oversat til dansk): http://www.lutherdansk.dk 8 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 6, pp. 204, 205. Desværre tilsluttede Luther sig igen den kirkelige tradition, da han mente nogle af budene indeholdt detaljer, der kun var gældende for den tid, i hvilken de var givet. F.eks. afskrev han sabbatsbuddet som jødisk, selvom det har sit udspring i skabelsen (1 Mos 2,2-3). Samtidigt måtte han dog indrømme, at helligholdelse af søndagen udspringer af den kirkelige tradition (Der große Katechismus [Munich: Siebenstern, 1964], pp. 37, 38). 9 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 12, p. 289. 10 Ibid., vol. 10/III, pp. 225,226. 11 Heinrich Bornkamm, Luthers Vorreden zur Bibel (Frankfurt/Main: Insel Verlag, 1983), p. 179. 12 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2006), vol. 39/I, p. 433. 13 Ellen White, Patriarker og profeter (Dansk Bogforlag, 1965), s. 187. 14 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition, Deutsche Bibel (Stuttgart: Metzler, 2003), vol. 11/II, p 117. 15 Ellen White, Evangelism (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1946), p. 225.

Tænk over og tal om 1. Hvorfor har vi også som kristne brug for retningslinjer? 2. Hvilken betydning har Guds bud for os? Hvordan oplever vi ”frihed for loven“ og ”frihed i loven“? 3. Hvad frygtede Luther allerede dengang? Er hans bange anelser blevet til virkelighed? Hvad er adventfolket kaldet til?

Bedeugelæsninger · 2017

Torsdag

Retfærdiggørelse ved tro

i dag Når teologien møder dagligdagen RETFÆRDIGGØRELSE VED TRO ALENE

Hver gang kristne vender tilbage til den bibelske lære om ’retfærdiggørelse ved tro alene’, sker der vækkelse, fornyelse og reformation. Og det var netop tilfældet, da Martin Luther i det 16. århundrede ignorerede mere end 1.000 års kirketradition og gik direkte til Paulus (”Paulus, min Paulus“), og med denne ”enestående tese“1 skød reformationen i gang. I Aldersgate Street, London, hørte John Wesley den 24. maj 1738 en oplæsning af Luthers: ”Fortale til Romerbrevet“, og det blev startskuddet til en vækkelse, der af historikere beskrives som ”en fremtrædende epoke i engelsk historie“.2 Også ved generalkonferencen i Minneapolis i 1888 begyndte et nyt Kristus-centreret kapitel i Adventistkirkens historie med betragtninger

Bedeugelæsninger · 2017

vedrørende Kristi retfærdighed. En del af Ellen Whites Kristus-centrerede bøger: Vejen til Kristus, Med mesteren på bjerget, Kristi lignelser og Den store mester, blev netop skrevet i kølvandet på denne nye drejning. Kristnes fokus på egen fortjeneste og egne præstationer har derimod altid varslet tilbagegang. Allerede i det andet århundrede efter Kristus var Paulus’ lære om ’retfærdiggørelse ved tro alene’ gledet i baggrunden, og holdt man fast ved den, måtte man efterhånden se sig besejret af det store flertal, der mente, at ”hvis mennesket gør, hvad han kan, så vil Gud lægge sin nåde til.“ Netop denne påstand rystede Luther og førte til, at han i sin fortale til Romerbrevet udbrød: ”I tåber!“3

RETFÆRDIGGØRELSE AF SYNDERE ELLER RETFÆRDIGGØRELSE AF GUD? Men har alt dette – i lyset af den nuværende religiøse situation – nogen som helst betydning for os i dag? I nyere teologiske strømninger spiller læren om retfærdiggørelse kun en

underordnet rolle. Den betragtes som et levn fra aposteltiden, hvor der var et særligt behov for at gøre op med jødisk legalisme. At den kun nævnes to steder i Paulus’ breve indikerer, at den må være af ”sekundær betydning“ for den kristne forståelse af frelsen, og da den historiske kontekst i hvilken den blev formuleret ikke længere er aktuel, betragter man den som en læresætning på vej ud. En enkelt undtagelse for denne manglende interesse findes dog indenfor økumenisk kirkepolitik. I 1999 enedes Det Pavelige Råd til Fremme af Kristen Enhed og Det Lutherske Verdensforbund om en ”fælleserklæring“, hvori en ”principiel konsensus“ vedrørende læren om retfærdiggørelse – ifølge Pave Benedict XVI – udgjorde en ”milepæl på vejen til kristen enhed“.4 Efterfølgende har man dog ikke beskæftiget sig synderligt med dette dokument, da det efter manges mening egentlig bare er et forsøg på i fælles vendinger at formulere noget, som man stadig er grundlæggende uenige om. I det 21. århundrede søger de fleste ikke, som Luther, efter en ”nådig Gud“.

Torsdag

De fleste – som oftest sekulære – mennesker i dag stiller spørgsmålstegn ved selve Guds eksistens og undrer sig over, hvordan en eventuel gud – i lyset af verdens nød og elendighed – overhovedet kan retfærdiggøre sig selv! Langt fra alle sekulære mennesker er indædte ateister. De fleste befinder sig nok i en slags ”praktisk ateisme“, der ikke så meget er kendetegnet ved modstand imod Gud som ved ligegyldighed over for en gud, de trods alt klarer sig fint foruden.

UDFORDRINGEN Hvordan kan vi som kristne nærme os de mennesker og præsentere evangeliet for dem? De fleste har intet forhold til begrebet synd og kan slet ikke forholde sig til den side af sagen, der handler om synd mod Gud (Sl 51,7-13). De kender ikke noget til syndernes forladelse (1 Joh 2,2) eller til den fred (Rom 5,1) og det håb (Tit 2,11-14), som kun Gud kan give. Men skyld på det mellemmenneskelige plan: personlige konflikter, social- og politisk uretfærdighed, krig og den nedbrydning af naturen, der truer hele vores eksistensgrundlag, det kan selv de, der ikke synes at have plads til Gud i deres liv, nikke genkendende til. Og netop der har vi som kristne og som adventister noget yderst relevant at byde ind med. Vi erkender nemlig, at den personlige og miljømæssige fremmedgørelse skyldes et brud med skaberen – kilden til alt liv. Apostlen Paulus gør det klart, at ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud. De er alle kommet på afveje“ (Rom 3,11-12). Vores personlige erfaring bekræfter Bibelens ord: ”Hvis nubieren kunne skifte sin hud og panteren sine pletter, kunne I også handle godt, I ondskabens lærlinge!“ (Jer 13,23).

Problemet er ikke vilkårene. Problemet er os. Som mennesker er vi ude af stand til at øve selvjustits og ved egen eller fælles indsats løse denne verdens problemer.

Som Jesus og Paulus siger det: ”fra hjertet udgår onde tanker“ (Matt 15,19), og vi er “solgt til at være under synden“ (Rom 7,14). Synd (i ental, forstået som en tilstand) er at vende sig fra Gud og sætte sin lid til det skabte. Vi tror på os selv og på, at vi kan være herrer i vores egne liv. Fra denne indstilling udspringer synder (i flertal, forstået som handlinger).

HVAD SKAL VI SÅ GØRE? Den eneste løsning på problemet er Jesus af Nazaret, det fuldkomne menneske, hvis liv, død og opstandelse garanterer frelse nu og i fremtiden. Han levede iblandt os ”i verden“, men var ikke ”af verden“. Han er vejen tilbage til Gud. Han er Guds søn og har vist os, hvem Gud er (se Joh 14, 6.9). Hvis vi skal være ærlige, kan vi godt se, at vores menneskelige forsøg på at skabe den ”fagre nye verden“ er og bliver utopi. Trods store teknologiske fremskridt – atomkraft, rumforskning, den digitale verdens bits og bytes – er drømmen om ”den perfekte verden“ stadig lige uopnåelig. Syndere kan ikke skabe et syndfrit paradis! En ”ny jord, hvor retfærdighed bor“ (2 Pet 3,13) kan kun Gud skabe, og vi, der følger Kristus, håber og tror på, at det vil han gøre. I frelsen tilbydes mennesker, som erkender deres magtesløshed og har mistet al tro på fremtiden, en tidløs og yderst påkrævet løsning.

Adventfolket er kaldet til at formidle budskabet: Kun ”i Kristus“ kan vi få fred med Gud og med hinanden, kun i hans kærlighed giver livet mening, og kun igennem ham kan vi håbe på en jord, hvor retfærdighed råder! Som Ellen White skrev: ”Af alle, der kalder sig selv kristne, burde syvendedags adventister være de førende med hensyn til at opløfte Kristus.“5

”Den eneste løsning på problemet er Jesus af Nazaret, det fuldkomne menneske, hvis liv, død og opstandelse garanterer frelse nu og i fremtiden.“

1 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2004), vol. 21, p. 219. 2 William Lecky, quoted in Julius Roessle, Johannes Wesley, 2nd ed. (Giessen: Brunnen, 1954), p. 24. 3 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2007), vol. 56, p. 274. 4 ideaSpektrum 46 (November 2005): 12. 5 Ellen White, Evangelism (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1946), p. 188.

Tænk over og tal om 1. Hvorfor forstår de ﬂeste ikke, at læren om synderes retfærdiggørelse også er relevant for dem? 2. Hvad skal der til, hvis der skal ske en vækkelse i Syvendedags Adventistkirken? Hvad er vores opgave netop nu? 3. Hvad giver dig tro og håb i en verden, der tror, at den kan frelse sig selv og dog beﬁnder sig på afgrundens rand?

Bedeugelæsninger · 2017

Fredag

En sommer

uden ende

Forventningen om Jesu genkomst REFORMATIONEN – GUDDOMMELIG INDGRIBEN Reformationen i det 16. århundrede er en af verdenshistoriens storslåede begivenheder. For historikerne markerer reformationen overgangen til den moderne tidsalder, mens protestanter (herunder adventister) ser den som et tegn på guddommelig indgriben.

I reformationen forkastede kristenheden menneskeskabte traditioner og rettede praksis ind efter Bibelens ord. Det er i bund og grund det, der kendetegner den formidable religiøse omvæltning, som gjorde en ende på den mørke middelalder. Som Ellen White udtrykker det: ”(Protestantismen) hævder det princip, at al menneskelig lære må underordne sig Guds ords visdom.“1

Bedeugelæsninger · 2017

“KOM KÆRE DOMMEDAG“2 Med dette princip blev Martin Luther ikke blot reformator i spørgsmålet om menneskets retfærdiggørelse over for Gud. Også synet på dommedag ændredes, så det faldt mere i tråd med de første kristnes opfattelse af denne begivenhed.3 I middelalderen troede man ganske vist på Jesu genkomst, men løftet var forbundet med skræk og rædsel. Uden nogen vished om frelse kunne man blot se frem til ”en hævnens og rædselens dag“, som den middelalderlige franciskanermunk Thomas af Celano udtrykte det, hvor ”dommeren kommer for strengt at udmåle retfærdighed“. I sine studier af Bibelen genfandt Luther den glade forventning, der prægede de tidlige kristnes syn på jordens endeligt. Han forstod, at det kristne håb er et ”bedre håb“ (Hebr 7,19), et ”levende håb“ (1 Pet 1,3) og derfor ”vort salige håb“ (Tit 2,13). Man kan sagtens sætte sig ind i den lidenskabelige længsel efter frihed i Kristus, som prægede reformatorens trosliv. Jo ældre han blev, jo mere fyldte forventningen hos ham.

Løftet om Kristi genkomst var for ham ”en sød og opmuntrende prædiken“ ... ... og det er derfor forståeligt, at han gennem livets kampe og sorger kun ønskede sig én ting af Gud: ”Du har lovet, at der vil komme en dag, hvor vi skal forløses fra alt ondt. Lad den dag blive lige nu, om du vil, og gør en ende på al vor elendighed.“4

”ALLEREDE“ OG ”ENDNU IKKE“ Den kristne lever, forklarede Luther, i et spændingsfelt. Den troende både ”har“ og ”har endnu ikke“, han både ”er“ og ”er dog ikke endnu“. Kristne har allerede retfærdiggørelse ved tro, men har det endnu ikke ved selvsyn. De står allerede retfærdiggjorte over for Gud, men lever endnu i en fragmenteret verden, som er fremmedgjort over for Gud. Dette bibelske ”allerede“ og ”endnu ikke“ forklarer den brændende længsel, hvormed Luther så frem til Kristi genkomst. For vi, der i tillid til Gud er sikre på frelsens gave, vil – så længe vi forbliver i Gud

Fredag

Den kristne lever, forklarede Luther, i et spændingsfelt.

– med glødende iver og inderlig glæde længes efter den dag, hvor personlig forløsning bliver forløsning for hele skaberværket. Som Luther udtrykte det: ”Kære Gud, lad din hellige fremtids velsignede dag snart oprinde.“5

TIDERNES TEGN —“EN SØD OG OPMUNTRENDE PRÆDIKEN“ Håbet om Jesu genkomst voksede i takt med, at reformatoren måtte erkende sin egen magtesløshed i forholdet til andre mennesker og verden omkring ham. Hverken prinser eller paver, måtte han erkende, kunne løse menneskehedens problemer: ”Verden er djævelens barn … den vil hverken hjælpes eller vejledes“. ”Hverken prædikener, formaninger, opråb, trusler eller bønfaldelse“ gør længere nogen forskel. Den er ”djævelens bolig“, og de ”omvendte ti bud“ er dens mærke. Derfor er og bliver den en ”røverkule“. I verden er de kristne ”omringet af en djævleskare“, og kun Kristi genkomst kan gøre en forskel. Paver og kejsere, der satte deres lid til politik, blev af folket betragtet som ”frelsere“, men Luther påpegede, at de skulle vente på den ”sande frelser“, som har lovet at komme igen. For at bevare håbet i menigheden, pegede Jesus på ”tidernes tegn“ – herunder krig og naturkatastrofer. Luther betragtede troens tilbagegang blandt de

1 Ellen White, Mod en bedre fremtid (Dansk Bogforlag, 2012), s. 165. 2 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition, Briefe (Stuttgart: Metzler, 2002), vol. 9, p. 175. 3 Paul Althaus, Die Theologie Martin Luthers, 4th ed. (Gütersloh: Gütersloher Verlagshaus, 1975), p. 351. 4 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition (Stuttgart: Metzler, 2005), vol. 34/II, p. 466. 5 Martin Luther, Luthers Schriften: Weimar Edition, Tischreden (Stuttgart: Metzler, 2000), vol. 5, no. 5777. 6 Ibid., vol. 3, no. 3711. 7 Luther, Luthers Schriften, vol. 34/II, p. 481.

kristne og konflikten mellem islam og kristendom – kriser, der er i lige aktuelle den dag i dag – som tydelige tegn på, at tiden nærmede sig. Med stor bekymring så Luther, hvordan pavekirken fjernede sig mere og mere fra evangeliet, og hvordan den islamiske bølge, der allerede havde opslugt sydøst Europa, i 1529 også truede Wien. Men også den skødesløshed, hvormed reformationens tilhængere forvaltede lyset, så han som et tegn på den kommende dom: ”Jeg vil profetere over Tyskland. Ikke ved stjernerne, men ved teologien, nedkalder jeg Guds dom over landet … lad os kun bede og ikke lade hånt om Gud og hans ord!“6 Ifølge Luther skulle tegnene tjene til opmuntring for de troende og til dom for dem, som ikke tror. De sidstnævnte nyder den ”nåde“ ikke at tænke videre over tegnene, mens de førstnævnte, der formodentlig i tegnene ser et udtryk for ”Guds vrede“, nyder godt af hans beskyttelse. Reformatoren undgik diskussionen om hvor mange af tegnene, der allerede

var opfyldt, men han var overbevist om, at ”de fleste (af tegnene) allerede var sket“, og at de kristne derfor har meget at glæde sig over trods katastrofer og elendighed. Denne glæde karakteriserer dem, der forstår Bibelen ret, for ”stjernetydere og sandsigere“ – her tænker Luther formodentlig på astrologer og mystikere – varsler kun undergang. Det ”opmuntrende søde ord, ’jeres forløsning’ (Luk 21,28)“ har kun betydning for de kristne, og derfor skal Jesu genkomst ses i lyset af det kristne håb. Luther mente, at kristne først må tømme det ”bitre bæger“, men så vil de også smage ”sødmen“. Derfor er Kristi familie kaldet til at rejse sig og juble. Den ”lille flok“ vil tage imod evangeliet, selvom flertallet afviser det, og med Kristi genkomst for øje vil de fortsætte med at arbejde og bede.

”Vinteren,“ sagde Luther, ”har varet længe nok, nu venter en skøn sommer – en sommer uden ende.“ 7

Tænk over – og tal om 1. Hvad mente Luther om menneskers forsøg på at frelse sig selv? Hvordan er hans betragtninger relevante for mere nutidige syn på frelsen? 2. Hvad betød håbet om Kristi genkomst for Luther? 3. Hvordan afveg Luthers forventninger til dommedag fra middelalderens? 4. Hvad betyder håbet om Kristi genkomst for dig?

Bedeugelæsninger · 2017

Anden sabbat

Frelsesvished Lad nåden forvandle både vilje og handling Det må siges klart og tydeligt, at vi ved egen fortjeneste hverken kan ændre ved vores status over for Gud eller ved Guds gave til os. Hvis tro og gerninger kunne købe os frelsens gave, stod skaberen i gæld til skabningen.

da til dels af en gæld, som kan arbejdes af. Men hvis et menneske ikke ved gode gerninger kan fortjene sig til frelsen, så er det helt af nåde, fordi han tager imod Jesus og tror på ham, at synderen modtager den. Gaven er ganske gratis. Retfærdiggørelse ved tro er slet ikke oppe til debat, og sagen kan hurtigt afgøres ved at fastslå, at det faldne menneskes fortjenester i form af gode gerninger aldrig kan skaffe ham evigt liv.

HELT AF NÅDE Her er der fare for, at sandheden bliver fordrejet. Hvis et menneske gennem sine handlinger kan fortjene sig til frelsen, må han ligesom katolikken også gøre bod for sine synder. Frelsen består

Takket være det lys, som Gud har givet mig, er der ingen tvivl i mit sind vedrørende dette vigtige emne. Retfærdiggørelse skyldes udelukkende nåde og ikke nogen gerninger, som det faldne

ELLEN WHITE Denne artikel består af uddrag fra Faith and Works (Nashville: Southern Pub. Assn., 1979), s. 19-28. Syvendedags adventister anerkender Ellen White (1827-1915) som profet og forkynder af Guds ord.

Bedeugelæsninger · 2017

menneske kan gøre. Det er blevet vist mig klart og utvetydigt, at ikke så snart har den rige ofret penge og ejendom til Herren, før handlingen ødelægges af fejlagtige ideer om, at han nu har fortjent Guds gunst, at Gud nu er skyldig at betragte ham med særlig velvilje på grund af gaven. Dette emne bliver for sjældent fremstillet klart og tydeligt. Herren har betroet mennesket sin ejendom – midler som han forventer at få tilbage, når hans forsyn indikerer, at der er brug for dem til hans værks fremme. Gud har skænket os intellekt, helbred og evnen til at udnytte jordens ressourcer. Han skabte jorden med alt, hvad den indeholder. Det er hans guddommelige kræfter, der genererer alle dens rigdomme. De er frugterne af hans arbejde. Han har sørget for sol, skyer og regn, så planterne kan trives. Som Guds ansatte har I høstet frugterne, dækket jeres egne økonomiske behov og forvaltet resten efter Guds kald. I kan samstemme med David, når han siger: ”Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd“ (1 Krøn 29,14).

Anden sabbat

“Mange kommer til kort i deres tjeneste for Gud, fordi de handler, som om Gud er afhængig af dem og ikke omvendt, som om det er deres opgave at fortælle Gud, hvordan han skal bruge dem.“

Derfor opnår I heller ikke noget ved at give Gud det, som allerede er hans, det, som altid har tilhørt ham, og som skal bruges der, hvor hans forsyn leder jer til at bruge det. TAB AF GUDS GUNST Ved oprør og frafald tabte mennesket Guds gunst og ikke sin ret, for i sig selv har mennesket kun den værdi, som den er givet den enkelte gennem Guds kære søn. Dette må siges klart og tydeligt. Mennesket gav afkald på de privilegier, som Gud i sin barmhjertighed helt uden beregning havde skænket ham: den skat, som han skulle have forvaltet til Guds ære og til gavn for de væsener, Gud havde skabt. I det øjeblik, hvor Guds eget håndværk nægtede at adlyde Guds riges lov, i det øjeblik, hvor hans loyalitet over for Guds regering svigtede, gjorde han sig også fuldstændig uværdig til alle de velsignelser, som Gud allerede havde tildelt ham. Sådan var menneskets situation fra det øjeblik, hvor han ved sin overtrædelse afbrød forbindelsen til Gud. Det var ikke længere hans ret at trække vejret, at

nyde solens stråler eller spise den mindste bid mad. Det eneste der reddede ham fra fuldstændig udslettelse var, at Gud i sin store kærlighed lod sin egen søn lide straffen for hans overtrædelse. Kristus tilbød selv at kautionere for ham. Kristus trådte i menneskets sted, så han ved Guds uforlignelige nåde, kunne få endnu en chance – en ny begyndelse – med Adam og Evas erfaring som en levende påmindelse om aldrig mere at overtræde Guds lov.

Idet mennesket nu nyder Guds velsignelser i form af sol og næring, er han også skyldig at bøje sig for Gud i taknemmelig anerkendelse af, at Gud er altings ophav. Alt, hvad Gud får tilbage, tilhører i forvejen ham. Mennesket overtrådte Guds lov, men gennem forløseren blev nye friske løfter givet på et nyt grundlag. Alle velsignelser formidles nu via en mellemmand. Hvert eneste medlem af den menneskelige familie er helt og fuldt overladt i Kristi varetægt, og det vi ejer – hvad enten det er penge, huse, jord, talegaver, fysisk

styrke eller intellekt – i dette liv såvel som i det kommende er givet os af Gud med ét formål: at forvalte det til bedste for menneskeheden.

Hver eneste gave er påstemplet et kors og bærer Jesu billede og påskrift. Alt kommer fra Gud. Alt, lige fra de mindste goder til de største velsignelser, kanaliseres på samme måde via overmenneskelig mellemkomst og stænket med blodet fra Gud selv, der jo igennem sin søn gav sit liv for os. Ingen sjæl kan tilbyde Gud noget, som ikke allerede tilhører ham. Husk: ”Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd“ (1 Krøn 29,14). Hvor vi end befinder os, må vi altid huske på, at vi intet ejer, at vi intet har at byde på af nogen som helst værdi – hverken i gerning eller i tro – som vi ikke først har modtaget af Gud, og som han ikke til enhver tid kan beslaglægge med påmindelsen: Det er alt sammen mit. Gaver, velsignelser og talenter har jeg betroet dig, ikke så du kan berige dig selv, men for at du kan være til gavn i verden.

Bedeugelæsninger · 2017

Anden sabbat

ALT ER FRA GUD Skaberværket er helt afhængigt af Gud. Hvis Gud trak sig tilbage, ville menneskets vejrtrækning standse, og han ville ophøre med at eksistere. Han er Guds. Hele jorden er Guds. Bolig, personlige ejendele og værdier er gaver fra Gud. De kommer fra Gud og må returneres til Gud, hvis sindet skal modnes. Når pragtfulde gaver lægges på Guds alter, lovpriser og fremhæver vi giveren for hans gavmildhed. Men hvorfor dog det? ”Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd“ (1 Krøn 29,14). Mennesket kan ikke gøre sig fortjent til Guds tilgivende kærlighed, men når Guds kærlighed gennemstrømmer sjælen, vil han med glæde gøre det, han bør gøre, og som Gud forventer af ham. Og selv da har han egentlig kun gjort det, som pligten kræver af ham. Englene i himlen gør Guds vilje uophørligt. Utrætteligt udfører de barmhjertighedsgerninger iblandt os. De skærmer, vejleder og vogter Guds skabninger – både retfærdige og uretfærdige. Og i alt dette kan de ærligt sige: ”Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd.“ Gid vi med det blotte øje kunne opfange bare nogle få glimt af den tjeneste, som englene udfører! Gid vi med vores intellekt kunne begribe og dvæle ved englenes omfattende arbejde: Hvordan de involverer sig i menneskelige konflikter, hvordan de aktivt beskytter, helbreder, vinder og vejleder os, hvordan de adva-

rer os mod Satans snarer. Hvor anderledes ville vores adfærd da ikke være – og vores opfattelse af Gud! . . .

OVERNATURLIG KRAFT TIL UDFØRELSEN AF ET OVERNATURLIGT VÆRK Mange kommer til kort i deres tjeneste for Gud, fordi de handler, som om Gud er afhængig af dem og ikke omvendt, som om det er deres opgave at fortælle Gud, hvordan han skal bruge dem. De tilsidesætter hans overnaturlige kraft og svigter derfor i udførelsen af et overnaturligt værk. De sætter udelukkende deres lid til menneskelig formåen – det være sig deres egen eller deres trosfællers. De er snæversynede og træffer beslutninger ud fra deres egen begrænsede forståelse. De har behov for forvandling, for de modtager ingen kraft fra det høje.

Gud har skænket os krop, intellekt, tid og anledninger, og vi forventes at lægge alle kræfter i arbejdet. Sammen kan Gud og mennesker udføre et arbejde, der rækker langt ind i evigheden. Når mennesker vurderer, at Gud i netop deres tilfælde tager fejl og selv vælger deres egne opgaver, ender det galt. “For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er

Tænk over – og tal om 1. Hvordan hænger tro og gerninger sammen med guddommelig nåde og frelse? 2. Hvordan kan vi opleve frelsesvished? 3. Hvad har vi at komme med, når vi tager imod Guds nådegave? Og når vi har overgivet os til Guds nåde, hvad kan vi så gøre for ham?

Bedeugelæsninger · 2017

Guds“ (Ef 2,8). Her er den sandhed, som – medmindre du fornægter den – er nøglen til at forstå dette emne. Det evige liv er en uendelig stor gave og kan som sådan ikke fortjenes. Fordi gaven er af evighedsværdi, kan vi kun modtage den i tro og i taknemmelighed til Gud. Urokkelig tro vil hverken føre til fanatisme eller ligegyldighed. Det er Satan, der lokker mennesker til at stole på sig selv fremfor på Jesus. Hvis Herrens herlighed skal være vores løn, må Guds retfærdighed være vores banner. Når vi gør Guds vilje, kan vi modtage hans rige velsignelser, men det er ikke vores egen fortjeneste, for det, vi gør, har ingen værdi i sig selv.

Gør Kristi gerning. Så vil I ære Gud og mere end sejre gennem ham, som har elsket os og givet sit liv for os, for at vi kunne få liv og frelse i Jesus Kristus.

BØRNENES BEDEUGE GARY WAGNER, D. Min. – Lever i håbet om Guds rige, bibelgransker, familiefar og gift med DEENA BARTEL-WAGNER – historiesamler, urtelærling og trosforsvarer, samt formidler af det talte og skrevne ord. Gary er for tiden prædikant i New York Conference. Deena udnytter sine kommunikationsgaver som redaktør for Adventist Chaplaincy Ministries ved Generalkonferencen for Syvende Dags Adventistkirken. Sammen venter de ivrigt på, at frelseren snart kommer igen.

Første sabbat

BØRNENES BEDEUGE · første sabbat

SANDHEDEN OM GUD XX “Så er der andagt,“ kaldte far. “Tag jeres bibler med.“ Frederik, Sara og William greb biblerne, og da de havde bedt sammen, spurgte far: “Vidste I, at engang var der ikke nogen, der havde deres helt egen bibel derhjemme?“ “Havde de ikke råd til at købe en?“ spurgte William. “Nej, bibler og andre bøger var meget dyre, for de skulle skrives i hånden,“ forklarede mor. “Og så var biblerne i øvrigt skrevet på latin, så de fleste kunne slet ikke læse dem.“ “Hvordan lærte de så om Jesus?“ spurgte Sara. “I kirken fortalte præsten historier fra Bibelen,“ sagde far. “Problemet var bare, at der var nogen, der sagde, at Gud var hård og gerne ville gøre mennesker ondt. Læser du lige Salmernes Bog 11,7 for os Frederik?“

”Gud ville gerne være sammen med sine venner på jorden,“ sagde far. “Men efterhånden som befolkningen på jorden voksede, begyndte folk at fortælle hinanden historien om, at Gud er hård og ukærlig.“ “Martin Luther, en dreng fra Tyskland, hørte løgnehistorierne om Gud, og han var sikker på, at Gud var vred på ham. Derfor prøvede han at være helt perfekt og aldrig gøre nogen fejl,“ sagde mor. ”Han lærte at læse latin og studerede jura. En dag, hvor han var fanget i et frygteligt uvejr, bad han til Gud og lovede ham, at han ville arbejde for ham. Han blev præst og læste endnu mere i sin bibel. Men han blev ikke lykkeligere af det. Han troede stadig, at han skulle være perfekt og aldrig måtte komme til at gøre noget forkert, men jo mere han prøvede, jo mere ulykkelig blev han.“ “Hvis Martin elskede Jesus, hvorfor var han så ulykkelig?“ spurgte Sara. “Det kan jeg fortælle mere om i morgen,“ sagde far.

Frederik læste: “For Herren er retfærdig, han elsker ret.“ “Her ser vi, at Gud altid gør det rigtige. Aldrig nogensinde siger, tænker eller handler han ondt,“ sagde far. “I Edens Have løg slangen for Eva,“ sagde William. “Hun troede på slangen og stolede ikke på, hvad Gud havde sagt.“

BIBELTEKST “Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed“ (Andet Timotheusbrev 3,16).

AKTIVITET Hvordan tror du, Gud ser ud? Tegn et billede af Gud og vis det til de andre i din familie.

TÆNK OVER Hvis ikke du havde en bibel, hvordan kunne du så huske det, som Gud gerne vil have, du skal vide om ham?

Bedeugelæsninger · 2017

Søndag

Frederik glædede sig til andagten. Han ville gerne høre mere om Martin Luther. Da Sara havde bedt, mindede far dem om, at synd opstår, når man er ulydig mod Gud, og synd skiller os fra Gud. Han mindede også familien om, at Satan gerne vil have folk til at tro, at Gud er hård og ukærlig. Martin Luther troede på det, og derfor prøvede han hele tiden på at leve et perfekt liv uden fejl. “Men en dag læste Martin noget i Romerbrevet, der forandrede hans liv,“ sagde far. “Lad os læse Romerbrevet 1,16-17: “For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro’.“ Frederik spurgte: “Er evangeliet ikke historien om Jesus og hans liv?“ “Nemlig,“ nikkede far. “Så det, Paulus siger, er, at hvis man tror på historien, og på at Jesus døde, så kan Gud frelse en,“ sagde Fre-

derik. “Men jeg er ikke rigtig sikker på, hvad ’retfærdig’ betyder.“ “Det betyder, at Gud ser på en, som om man aldrig har gjort noget forkert,“ sagde far. “I Romerbrevet 3,10 står der, at ingen mennesker er uden synd. Kun Gud gør altid det rigtige. Det gik op for Martin Luther, at Romerbrevet 1 fortæller os, at Gud har lagt en plan om, hvordan mennesker kan frelses fra synd. Da Jesus døde på korset, var det en del af planen. Vi må tro på, at han vil frelse os.“ “Martin begyndte at fortælle alle om det, han havde læst,“ sagde mor, “og han skrev en lang liste med 95 punkter om Gud og sømmede den fast på kirkedøren til sin kirke i Wittenberg i Tyskland. På den måde lærte andre om Guds plan og om at stole på ham.“ “På samme tid var der en mand, der hed Johannes Gutenberg, der opfandt en maskine, der kunne trykke bøger og bibler,“ sagde far. “Man begyndte at oversætte Bibelen til tysk og engelsk og også til dansk, og inden længe kunne mange flere læse og eje deres egen bibel.“ Jeg vil læse i min bibel hver dag, tænkte Frederik.

BIBELTEKST AKTIVITET Find Tyskland og byen Wittenberg på et kort.

“Du er retfærdig, Herre, og dine bud er retskafne“ (Salmernes Bog 119,137).

Lav en liste med ting, som du gerne vil fortælle andre om Gud.

TÆNK OVER Tror du, at det krævede mod af Martin Luther at sømme sine tanker om Gud fast på kirkedøren?

Bedeugelæsninger · 2017

BØRNENES BEDEUGE · søndag

GUDS REDNINGSPLAN

Mandag

BØRNENES BEDEUGE · mandag

RÆK JESUS HÅNDEN Sammen fandt familien haveredskaberne frem. Om natten havde en kraftig storm nemlig raseret en del af deres have. Sara og William samlede pinde, og mor bad Frederik om at hjælpe til med at hente den store stige, så far kunne klatre op og fjerne de store grene, som vinden havde blæst op på taget. Far klatrede op ad stigen og helt op på taget. “Du er godt nok højt oppe,“ sagde Frederik.

“Når vi tager imod Jesus, rækker vi hænderne op mod ham, og han rækker armene ned mod os, men han slipper aldrig forbindelsen til Gud,“ sagde far. “Han forbinder os med Gud.“

Hurtigt skubbede far grenene ned af taget, og så gik han tilbage til stigen og så ned på Frederik. “Stigen minder mig om vores andagter,“ sagde far. “Hvad har stigen med synd og retfærdighed at gøre?“ spurgte Frederik. “Hent lige mor og Sara og William,“ sagde far. Så snart de var der alle sammen, sagde far: “Vi har talt om, at synden skiller os fra Gud. Denne stige fik mig til at tænke på Jesus og på det, som hans død betyder for os. Lige meget, hvor langt op I rækker armene, kan I aldrig nå mig. Da Adam og Eva syndede, skabte de afstand mellem sig selv og Gud.“ “Men Gud sendte Jesus, så han kunne dø for vores synder,“ sagde Sara. “Så var der vel ikke afstand mere?“ “Nej, det var der ikke,“ sagde far. “For Jesus fungerer som en slags bro mellem os og Gud.“ “Hvis nu du klatrer halvvejs op ad stigen, mor,“ foreslog far. “Jesus levede et liv uden synd. Han døde og genopstod, og så slog han bro mellem os og Gud. Hvis jeg rækker armen ned til mor, og hun rækker armen op mod mig, så kan vi nå hinanden, og hvis du, Frederik, stiller dig op på stigens nederste trin, så kan du nå mor.“ Forsigtigt trådte Frederik op på stigen og rakte ud efter mors hånd.

BIBELTEKST “For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus“ (Første Timotheusbrev 2,5).

AKTIVITET Frederik og hans familie rakte armene ud for at vise, hvordan Jesus er forbindelsen mellem Gud og mennesker. Prøv det selv sammen med din familie.

TÆNK OVER Hvad ville der ske, hvis ikke Jesus rakte hænderne ud mod os og mod Gud?

Bedeugelæsninger · 2017

Tirsdag

Frederik, Sa Sara, og William gik og lugede grøntsager, da mor kaldte på dem. “Jeg vil lige vise jer noget,“ sagde hun. Sara, og William skyndte sig at vaske snavset Frederik, Sa hænderne og løb indenfor. Mor stod ved køkaf hændern kenbordet. Foran sig havde hun to vaser med hvide blomster. til at tænke på vores andagter, da jeg stod “Jeg kom ti arrangerede blomster,“ sagde mor. “Vi har talt om, og arranger Jesus ved sin død retfærdiggør os over for hvordan Je Blomsterne minder mig om det, der sker, når vi Gud. Blom frelst. Jeg drypper lidt farve i vandet i den ene er blevet fre hvordan vandet skifter farve!“ vase. Se, hv

“Man siger med et andet ord, at da Jesus døde og gav sit blod, sonede han vores synd,“ forklarede mor. ”Det betyder, at Jesu blod vasker vores synd væk og gør os rene. Indtil vi tager imod Jesus og hans død, er vi snavsede, ligesom jeres hænder var, før I vaskede dem.“ “Se, blomsterbladene er ved at blive røde!“, sagde Frederik glad. “Den røde farve i vandet bliver suget op i blomsten,“ sagde mor. ”Sådan er det også med vores liv, når vi tager imod Jesus og følger ham. Vi begynder at forandre os, vi opfører os anderledes og behandler andre mennesker anderledes end før. Når vi beder ham om at hjælpee os med at sige og gøre det rigtige, kan vi vinde sejrr over det onde.“

“Det blev rrødt!“ sagde William. “Nemlig,“ sagde mor. “Det røde vand symboliserer og den hvide blomst er vores liv. Hold godt Jesu blod, o blomsten og se, hvad der sker. Vi ved, at da øje med bl Jesus døde, gav han sit blod for os.“

“Ligesom m vandet farver blomsten rød,““ tilføjede mor, ”flyder Jesu esu livigennem vores liv.““ “Jeg elsker er Jesus, og jeg vil gerne blive ve forvandlet,“ sagde Frederik. derik. “Også mig,“ g,“ sagde Sara.

BIBELTEKST BIBELT “Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev for at vi kunne få fred, ved hans sår blev straffet, fo vi helbredt.“ (Esajas’ Bog 53,5).

AKTIVITET Jesu blod vasker synden væk og giver os helt nye og rene liv. Syng: ”Ser du regnbuen på himlen“ med din familie (nr. 632 i salmebogen).

TÆNK OVER Hvordan kan du være ligesom blomsterne i historien og lukke Jesus ind i dit liv?

Bedeugelæsninger · 2017

BØRNENES BEDEUGE · tirsdag

AT VASKE V SKIDTET AF

Onsdag

BØRNENES BEDEUGE · onsdag

HVEM PRIKKER DIG PÅ SKULDEREN? Efter skoletid ville Frederiks nye ven Simon gerne spille computerspil. Frederik havde ikke lyst til at spørge om lov til at gå med Simon hjem, for han vidste allerede, hvad mor og far ville sige.

venner. Jeg vil gerne hjælpe ham. Men han siger og gør ting, som jeg ikke har det godt med,“ sagde Frederik. “Når du har det skidt med noget, som du fornemmer er forkert, så er det Helligånden, der prikker til dig,“ sagde mor. “Kan du huske, da vi talte om at bede Jesus om at leve sit liv i os?“ “Ja, og jeg beder ham om det hver morgen,“ sagde Frederik. “Jesus har svaret på din bøn. Han har sendt dig Helligånden,“ sagde mor. “Helligånden hjælper os med at tænke over det, som vi gør og finde ud af, om det er rigtigt eller forkert.“

“Hej mor. Må jeg tage hjem og lege med ge m ed Simon?“ Si spurgte Frederik så hurtigt han kunne, mens me han smed sin taske lige indenfor døren. Når Simon spurgte ham, om han ville med hjem og spille computerspil, var Frederik flov over at fortælle ham, at det måtte han ikke for sine forældre. “Er hans forældre hjemme?“, spurgte mor. “Og hvad skal I lave?“

“Du har bedt Jesus om at komme ind i dit liv,“ fortsatte mor. “Helligånden vil gerne hjælpe dig med at træffe de rigtige valg. Når du lader ham arbejde med dig, kan andre begynde at se en forskel.“ Mor holdt en pause, og så spurgte hun Frederik: “Hvad har du bestemt dig for?“ “Jeg tror, jeg ringer til Simon og spørger, om han kan komme herover,“ sagde Frederik. “Jeg har brug for hjælp med at bygge min fæstning i baghaven!“

Det var de to spørgsmål, som Frederik havde frygtet mest. “Jeg ved ikke, om hans forældre er hjemme,“ indrømmede Frederik. “Simon vil gerne spille computerspil med mig.“ For seks uger siden, da Simon lige var begyndt i klassen, havde Frederik inviteret ham til at sidde ved siden af sig i spisefrikvarteret. Simon virkede sød, men noget af det, som han sagde, gjorde Frederik nervøs.

BIBELTEKST “For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn“ (Romerbrevet 8,14).

AKTIVITET

“Det er godt, at du hjælper Simon med at føle sig godt tilpas i klassen,“ sagde mor. “Det er vigtigt, at vi er venlige mod andre. Men du ved godt, at du ikke må spille computerspil, medmindre vi har sagt god for dem først.“

Tag et tæppe omkring dig og lad som om tæppet er Helligånden, der omslutter dig. Hvordan føles det?

Der blev helt stille, mens mor ventede på, at Frederik skulle svare. “Simon er ny, og han har ikke så mange

Hvordan ved vi, at Helligånden er med os, når vi ikke kan se ham?

Bedeugelæsninger · 2017

TÆNK OVER

Torsdag

Frederik så på taskerne ved døren. Han var så spændt, for han vidste, at om nogle få timer, skulle han være sammen med sine bedsteforældre. Mens de kørte, tænkte Frederik på bedsteforældrene. Bedstefar fortalte de bedste historier, og bedstemor lavede den lækreste mad. Frederik blev varm over hele kroppen bare ved tanken, og inden længe faldt han i søvn. “Hej, sovetryne.“ Frederik gned sig i øjnene. “Har du tænkt dig at sove hele tiden?“ spurgte stemmen igen. “Bedstefar!“ råbte Frederik glad. “Jeg må være faldet i søvn på vejen.“ Frederik greb sin taske med den ene hånd og sin bedstefar med den anden. Sammen gik de ind i huset, hvor duften af friskbagt brød kildede ham i næsen. Mens de spiste, gik snakken lystigt. Men snart var de færdige med at spise, og det var tid til andagt. Først bad bedstefar en bøn. “I aften synes jeg, at vi alle sammen skal fortælle om noget, som vi er taknemmelige for,“ sagde bedstefar. “William, vi kan jo begynde med dig.“ Endelig blev det Frederiks tur. “Jeg er taknemmelig, fordi jeg har sådan en lykkelig familie,“ sagde Frederik. “Hjemme hos nogle af mine venner, skændes de hele tiden. Det er jeg glad for, at vi ikke gør.“

Frederik så op på bedstefar og lagde mærke til, at han havde tårer i øjnene. “Det, som du lige sagde, betyder rigtig meget for mig,“ sagde bedstefar. “For engang, var jeg helt igennem ond.“ Frederik blev helt chokeret. Bedstefar kunne da ikke være ond. Han var da det rareste menneske, som Frederik nogensinde havde kendt. Men bedstemor nikkede: “For længe siden havde bedstefar et frygteligt hidsigt temperament.“ Bedstefar så fjernt frem for sig og tænkte på, hvordan det var dengang. “Bedstemor har ret. Jeg kunne hverken styre mit temperament eller min indstilling,“ sagde bedstefar. “Men det var inden jeg lukkede Jesus ind i mit hjerte. Jeg bekendte mine synder for ham og bad ham om at forandre mig og fjerne min hidsighed.“ “Hver dag bad jeg Jesus om at hjælpe mig med at styre min vrede,“ sagde bedstefar. “Nogle dage lykkedes det, og så takkede jeg Gud, fordi han havde hjulpet mig. Andre dage blev jeg frygtelig vred, og så måtte jeg bede om Guds tilgivelse. Med Guds hjælp fik jeg efterhånden styr på mit temperament.“ “Wow!“, sagde Frederik. “Vi har lært om åndens frugter: fred, venlighed, glæde og selvbeherskelse. Jeg tror, du har åndens frugter, bedstefar!“

AKTIVITET Bland 4 spsk eddike med 1 tsk salt tilsat jod. Læg mønter i blandingen og lad dem ligge i nogle minutter. Tag mønterne op og tør dem af. Hvad er der sket med mønterne?

TÆNK OVER Er der noget i dit liv, som Jesus skal forandre?

Bedstefar lo. “Du har ret, Frederik. Når vi tager imod Jesus og bekender vores synder, forandrer han vores liv.“

BIBELTEKST “Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød“ (Ezekiels Bog 36,26).

Bedeugelæsninger · 2017

BØRNENES BEDEUGE · torsdag

MIT HJERTE FLYDER OVER AF GLÆDE

Fredag

BØRNENES BEDEUGE · fredag

HVAD KAN JEG SIGE? Det regnede, så menighedens skovtur måtte rykke indenfor. Hr. Larsen kom og stillede sig ved siden af Frederik. “Det er ærgreligt, at vi ikke kan komme over i parken,“ sagde Hr. Larsen. “Parken er perfekt til en god frokost, og der er altid masser af mennesker at vidne for.“ “Vidner du for folk i parken? Hvordan det?“ spurgte Frederik. “Ja, jeg ser mig f.eks. omkring for at se, om der er nogen, der er kede af det,“ sagde Hr. Larsen. “Så smiler jeg til dem og ønsker dem en god dag. Nogle af dem fortæller mig om det, som de er kede af, og så lytter jeg til dem og spørger, om jeg må bede for dem.“ “Du kunne jo gøre det samme henne i skolen. Der er helt sikkert nogen, som har det svært,“ tilføjede Hr. Larsen. “Jeg har lagt mærke til nogen, men jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige,“ indrømmede Frederik. “Jeg ville gerne fortælle mine venner i skolen om Jesus, men ordene kommer helt forkert ud. Det er ret pinligt.“ “Jeg ved lige, hvad du har brug for, og du kan lave den selv,“ sagde Hr. Larsen, og så trak han en lille bog op af lommen og gav den til Frederik. Bogen havde grønt omslag. Indeni var der tomme sider: Der var sorte, røde, hvide og gule. ”Hvordan kan en bog uden ord hjælpe mig?“ spurgte Frederik. “Farverne hjælper dig,“ sagde Hr. Larsen. “Sort minder os om, at vi er syndere, som gør forkerte ting. Sådan ser vores liv ud.“ Hr. Larsen bladrede om til den røde side. “Rød minder os om, at Jesus døde og gav sit blod for os på korset.“ Den næste side var hvid. “Hvid minder os om, at vores synder er vasket væk!“ udbrød Frederik glad. “Og så kommer det bedste – gul er et løfte om, at vi kan leve med Jesus for evigt! Men hvad tror du, at det grønne omslag betyder?“ spurgte Hr. Larsen. “Grøn er næsten altid noget, der vokser,“ sagde Frederik.

Bedeugelæsninger · 2017

“Nemlig,“ sagde Hr. Larsen. “Når vi tager imod Jesus, skal vi vokse i det nye liv. Det gør vi ved at læse i Bibelen, fortælle andre om Jesus og være sammen med andre troende.“ “Jeg har tilfældigvis taget noget farvet papir med i dag. Kunne du tænke dig at lave sådan en bog med mig efter frokost?“ “Ja,“ sagde Frederik med et smil. “Jeg kan næsten ikke vente med at vise den til mine venner i skolen!“

BIBELTEKST “Han sagde til dem: ‘Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menneskeﬁskere’“ (Matthæusevangeliet 4,19).

AKTIVITET Lav din egen bog til at fortælle om Jesus. Du kan bruge farvet papir, stof eller filt. Du skal bruge (størrelsen er kun et forslag. Husk bare, at det grønne skal være dobbelt størrelse, så det kan fungere som omslag): sort, rød, hvid, gul (6 x 8 cm) grøn (12 x 8 cm) 1. Læg firkanterne ovenpå hinanden i rækkefølgen: sort, rød, hvid og gul. 2. Læg det grønne omslag om firkanterne, så det dækker både for og bagside af bogen. 3. Bruger du papir eller karton, kan du bruge en hæfteklammemaskine til at hæfte bogen sammen i ryggen. Hvis du bruger stof eller filt, kan du sy et sting eller to gennem alle siderne i ryggen, således at sømmen binder bogen sammen.

TÆNK OVER Hvordan kan du få mod til at dele din bog med andre?

Anden sabbat

“Jeg glæder mig så meget. Jeg kan slet et ikke vente vente,““ udbrød Sara, mens hun fejede gulvet. “Onkel Thomas og tante Camilla er her snart. Jeg glæder mig sådan til at se Louise igen!“ Frederik var også spændt. “Markus og Kasper kan spille bold med mig,“ sagde han. ”Det bliver så sjovt.“ Minutterne tikkede forbi, mens de ventede på deres fætre og kusiner. Det føltes næsten som om tiden stod stille. Men endelig dyttede bilen i indkørslen. Døren fløj op, allerede inden onkel Thomas nåede at banke på. “Vi troede aldrig, at I kom,“ sagde Sara. Da alle var kommet indenfor, serverede mor iskoldt vand med citron. Mor spurgte, om nogen ville have et glas mere. “Det vil jeg gerne. Det var en lang køretur og et koldt glas vand er lige, hvad jeg trænger til,“ sagde onkel Thomas. “Sådan en familiefest er hele den lange tur værd.“ “Gid I kunne bo her hos os altid,“ sagde Frederik. “Ja, det ville være dejligt,“ sagde tante Camilla.

Frederik tænkte sig om et øjeblik og sagde så: “En dag skal vi holde en familiefest, der varer evigt.“ “Det er rigtigt,“ sagde far. “Jeg kan næsten ikke vente!“ Alle nikkede. “I skulle have set Frederik og Sara, inden I kom,“ sagde mor. “Hvert tiende sekund løb de hen til vinduet for at se, om I snart var på vej. Det får mig til at tænke på, at vi skal være lige så ivrige efter at holde øje med, hvornår Jesus kommer.“ “Ja, og vi begyndte jo ikke bare at gøre os klar her til morgen. Mor har bagt og lavet mad hele ugen. Hun sagde, at hun gerne ville have det hele klar, til I kom,“ sagde Sara. “Det minder mig om et vers fra Bibelen, som jeg læste i denne uge,“ sagde onkel Thomas. “Det står i 1 Kor 16,13: ‘Vær vågne, stå fast i troen, vær mandige og stærke!’“ I de næste par dage legede børnene sammen. De gik på opdagelse i baghaven og bad og læste i Bibelen sammen. Familierne samledes også ved klaveret og sang sammen, og en dag tog de på udflugt og svømmede i søen. Før de vidste af det, var tiden gået. Da de skulle til at køre, kunne Sara ikke holde tårerne tilbage. “Vi har haft det så sjovt sammen,“ sagde hun. “Jeg ville ønske, at I kunne blive.“

AKTIVITET Tegn et billede af alle de mennesker, som du gerne vil have med til familiefesten i himlen. Tror du, at de alle sammen ved, hvem Jesus er, og at han snart kommer igen? Hvis de ikke ved det, må du sørge for, at de får en indbydelse til festen.

TÆNK OVER Føles det sommetider, som om Jesus aldrig kommer tilbage og tager os hjem til himlen? Hvad kan du gøre, som kan få dig til at glæde dig endnu mere, til han kommer?

Onkel Thomas gav hende et stort knus. “Det er trist, men vi ses nok snart igen,“ sagde onkel Thomas. “Og hvis ikke vi gør, må vi huske at stå fast i troen. Vi vil alle sammen gerne være klar, når Jesus kommer igen, for så skal vi holde familiefest med ham og med hinanden for evigt.“

BIBELTEKST “Når hyrden over alle hyrder åbenbares, skal I få herlighedens uvisnelige sejrskrans“ (Første Petersbrev 5,4).

Bedeugelæsninger · 2017

BØRNENES BEDEUGE · anden sabbat

FAMILIEFEST

Udgiver: Redaktør: Grafisk opsætning: Oversættelse: Redigering og korrektur: Tryk:

Syvende Dags Adventitstkirken, Concordiavej 16, 2850 Nærum Line Nielsen Bente Skov Schledermann Iben Bidstrup Line Nielsen, Robert Svendsen Strandbygaard Grafisk A/S

PDF-udgave kan findes på www.adventist.dk. Ekstra bestillinger rettes til margit.waern@adventist.dk / tlf. 4558 7759 Hvis ikke andet er angivet, er bibelcitater hentet fra Bibelen, Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (1992), fra Det Danske Bibelselskab. I børnenes bedeugelæsninger er bibelteksterne taget fra Bibelen på hverdagsdansk.