2018-03 Bibelstudium (fra tyskland) by Adventistkirken

BIBELSTUDIER FOR 3. KVARTAL 2018

Apostlenes historie

BIBELSTUDIER FOR 3. KVARTAL 2018

Apostlenes historie

APOSTLENES HISTORIE, Bibelstudier for 3. kvartal 2018 er udarbejdet af arbejdsgruppen ”Arbeitskreis Bibelschule“ i Adventistkirkens tyske union – i overensstemmelse med de retningslinjer, der er givet af Generalkonferensen (den Intereuropæiske Division). Emnerne er de samme som i standardudgaven og præsenterer adventisternes kristne tro ud fra et bibelsk fundament på en tidssvarende måde. Materialet har et tydeligt europæisk (tysk) islæt. Det er bygget op omkring én tekst til hver dags afsnit. Teksten understøttes af en kort forklaring, der uddyber baggrunden for teksten, en tanke til fordybelse og et åbent spørgsmål til eftertanke. Der er i første omgang indgået en aftale med den tyske union om at oversætte 2 kvartalers bibelstudier – 2. og 3. kvartal 2018. Herefter vil menighedsmedlemmerne i Danmark blive bedt om at evaluere materialet. Materialet vil på nuværende tidspunkt ikke udkomme på print, men være tilgængeligt på kirkens hjemmeside sideløbende med de sædvanlige bibelstudier.

APOSTLENES HISTORIE Bibelstudier for 3. kvartal 2018 Forfatter af standardudgaven: Wilson Paroschi, nytestamentlig professor ved Brasiliens Adventistuniversitet i Engenheiro Coelho, São Paulo Redaktør for standardudgaven: Clifford Goldstein Bearbejdelse: ”Arbeitskreis Bibelschule“ Redaktion: Rolf Pöhler © 2018 Saatkorn-Verlag GmbH, Abt. Advent-Verlag Pulverweg 6, D-21337 Lüneburg, www.advent-verlag.de Den danske udgave: Syvende Dags Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen Oversættelse: Jette og Christian Christiansen Bibelcitater: Hvis ikke andet er angivet, er bibelcitater hentet fra Bibelen, Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (1992), fra Det Danske Bibelselskab Korrekturlæsning: Robert Svendsen Grafisk opsætning: Bente Skov Schledermann Spørgsmål og henvendelser til Henrik Jørgensen

INDHOLDSFORTEGNELSE

INTRODUKTION TIL 2. KVARTAL ..........................................

7. juli

Jesus i himlen – vi på jorden .......................................

14. juli

Pinse – en ny tid begynder ..........................................

21. juli

Den første kristne menighed .......................................

28. juli

Stefanus og den første forfølgelse ...............................

4. august

Paulus – et udvalgt redskab .........................................

11. august

Peter – vendepunktet i missionen ................................

18. august

Paulus’ første missionsrejse .........................................

25. august

Apostelmødet i Jerusalem ............................................

1. september

Paulus’ anden missionsrejse ........................................

8. september

10. Den tredje missionsrejse ..............................................

15. september

11. En tid fyldt med kriser .................................................

22. september

12. Fangenskabet i Cæsarea .............................................

29. september

13. Rejsen til Rom ............................................................. 103

Apostlenes historie Apostlenes historie har siden det 2. århundrede haft titlen ”(Apostlenes) Gerninger“. Sådan er det stadig i engelske og franske bibler (Acts, Actes des Apôtres). Vi ved ikke, om forfatteren selv ville have valgt denne titel. Det er dog en kendsgerning, at der er tale om en fortsættelse af Lukasevangeliet (ApG 1,1-2). Forfatteren skriver ordret i sit forord (Luk 1,1-4), at han ønsker ”at give en fremstilling af de begivenheder, som har fundet sted iblandt os“. Det gælder også for hans anden bog, at han ikke blot ønsker at beskrive enestående menneskers gerninger. Han vil derimod vise, at det er Guds vilje, der er blevet opfyldt i det, der er sket. ”Det drejer sig for ham ikke primært om enkelte personers gerninger i kristendommens første tid eller om deres biografier. Det drejer sig derimod om at fremstille Guds handlen, der fører til tilblivelsen af den kirke, der – bestående af jøder og hedninger – bliver til Guds folk i endens tid.“ (Jürgen Roloff, Die Apostel¬geschichte, NTD, Göttingen 1981, 2). Bogens forfatter er mere end en referent eller krønikeskriver, der beskriver den tidlige kirkehistorie. Han beretter om ting, der i hans øjne er af betydning, og han prioriterer subjektivt. Man bør derfor ikke udelukkende læse bogen som en beretning om faktiske forhold, men samtidig spørge sig selv, hvorfor forfatteren netop skildrer disse begivenheder eller rettere sagt, hvorfor han skildrer dem på netop den måde, som han gør (ifølge Michael-Mainka.de). Ifølge traditionen er det Lukas, der er forfatter til Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger. Forfatteren nævnes dog ikke nogetsteds ved navn. Den kirkelige tradition identificerer ham dog som ”den kære Lukas, lægen“ (Kol 4,14) og som Paulus’ medrejsende (2 Tim 4,11 og Filem 24). Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger udgør tilsammen en fjerdedel af Ny Testamente og er dermed det længste bidrag skrevet af en enkelt person. Paulus beskriver Lukas som en medarbejder, der ikke er jøde (nogle oversættelser siger ”omskåret“) (Kol 4,7-14). Han er således den eneste ikke-jødiske forfatter til et skrift i Ny Testamente. Allerede i det 2. årh. citeres der fra Apostlenes Gerninger. Omkring år 200 e.Kr. regnes bogen med til den kanon, der er ved at opstå.

INTRODUKTION TIL 3. KVARTAL

Apostlenes Gerninger omhandler de tre afgørende årtier i den tidligste kristenhed, fra Jesu opstandelse og til enden på Paulus’ første fangenskab hos romerne år 62 e.Kr. Bogen kan være skrevet kort tid derefter, for beretningen slutter med denne begivenhed, selv om der findes tegn på, at Paulus blev løsladt og fortsatte sin missionsvirksomhed, indtil han nogle år senere igen blev taget til fange for til sidst i år 67 e.Kr. at blive henrettet i Rom. Et af bogens hovedtemaer er tilbuddet om frelse til alle mennesker. Gud foretrækker ikke nogen frem for andre. For ham er alle lige: Syndere, der har brug for den frelse, der tilbydes dem i Jesus Kristus. Af andre temaer kan nævnes Guds suverænitet og hans guddommelige fremsynethed, Jesu ophøjelse til herre og frelser og især Helligåndens kraftfulde virke i den spæde menigheds liv. Apostlenes Gerninger beskæftiger sig med den periode, der satte sit præg på den tidlige kirke, hvor der skete betydelig vækst – også i teologisk henseende. Det, som den tidlige kirke opnåede i løbet af denne korte tidsperiode, er et imponerende vidnesbyrd om, hvad Gud kan gøre ved at benytte mennesker, der ved Helligåndens hjælp lader sig bruge til hans ære. Hvad kan vi lære af dem i dag?

1 ApG kap. 1

UGEN 1.-7. JULI 2018

Jesus i himlen – vi på jorden ”I skal være mine vidner“ (ApG 1,8).

Hovedtanke

Jesu efterfølgere har en opgave her på jorden

Introduktion

Ved juletid i 1942 forfattede Bonhoeffer et ”regnskab“ over kristnes liv under det nationalsocialistiske voldsherredømme. Heri siges der: ”Det at kunne planlægge sin fremtid, personligt og arbejdsmæssigt har indtil nu været en indiskutabel ret, som vi ikke gav køb på. Det er slut nu. For de fleste mennesker betyder dét, at de må give afkald på at kunne planlægge deres fremtid, at de forfalder til ansvarsløshed og en resignerende leven i nuet. Nogle få drømmer måske stadig længselsfuldt om en bedre fremtid og forsøger på den måde at glemme nuet. Begge holdninger er lige umulige for os. For os findes der kun den meget smalle vej, der næsten ikke er til at finde, nemlig at leve, som om hver dag var den sidste, samtidig med at vi i troen lever, som om der stadig findes en lys fremtid... Der findes mennesker, der mener, det er useriøst, og der findes kristne, der mener, det er mangel på fromhed at håbe på en bedre fremtid her på jorden og at forberede sig på den. De tror på, at kaos, uorden og katastrofe er meningen med de aktuelle begivenheder og fralægger sig ansvaret for det fremtidige liv, for genopbyggelsen og den kommende generation – enten på grund af resignation eller på grund af en from flugt fra verden. Det er da muligt, at dommedag kommer i morgen. Så vil vi gerne standse bestræbelserne for at skabe en bedre fremtid, men ikke inden da.“ (Dietrich Bonhoeffer, Widerstand und Ergebung, München 1985, 24-26). (På dansk: ”Modstand og Hengivelse“). Også Jesu disciple stod efter hans opstandelse og himmelfart tilbage med spørgsmålet om, hvorvidt de skulle vende blikket mod himlen, eller de skulle være aktive på jorden.

SØNDAG 1. JULI 2018

Forord ApG 1,1-3

Sammenlign forordet i Apostlenes Gerninger med forordet i Lukasevangeliet

Baggrund

Lukas gør opmærksom på, at hans første beretning ender med apostlenes kaldelse og Jesu himmelfart (se Luk 24,50-53). I den forbindelse fremhæver han apostlenes specielle betydning og deres opgave (sml. ApG 1,21; 10,41) og gør opmærksom på, at de personligt er udpeget af Jesus, og at de har fået deres opgave via Helligånden. Også vers 3 understreger forbindelsen mellem Jesus og apostlenes virke. De er de afgørende vidner til Jesu opstandelse (sml. 10,40-41). Derudover nævnes det, at den opstandne viste sig for dem i løbet af 40 dage og talte om de ting, der har med Guds rige at gøre. Denne information findes ikke andre steder, heller ikke i parallelteksten i Lukasevangeliet (Luk 24,50-53). Senere kristne udbrydergrupper har påstået, at Jesus var på jorden i længere tid, i op til 18 måneder efter sin opstandelse, og at han gav disciplene specielle åbenbaringer. Muligvis fandtes den slags ideer allerede, da Apostlenes Gerninger blev til. I så fald ville Lukas understrege, at der kun var tale om et kort tidsrum, og at det kun var apostlene, der fik særlige anvisninger. Indholdsmæssigt drejer det sig om ting, der har med Guds rige at gøre. Helt konkret menes der det budskab, der er nævnt i versene 4-8.

Til fordybelse

For Lukas ”er de tolv apostle vigtige, fordi de danner overgangen mellem Jesu aktivitet og virke og kirkens tidsalder. De er jo både repræsentanter for og vidner om traditionerne på Jesu tid (1,22) og samtidig modtagere og forvaltere af Jesu anvisninger for tiden efter himmelfarten“ (Jürgen Roloff, NTD, Die Apostelgeschichte, Göttingen 1981, 19).

MANDAG 2. JULI 2018

Afskedstaler og testamente ApG 1,4-8 Baggrund

Hvordan reagerer disciplene på løftet om Helligånden? Hvor Jesus ifølge beretningerne i Markus- og Matthæusevangeliet lader kvinderne give apostlene besked på at gå til Galilæa (Mark 16,7; Matt 28,10), lægger Apostlenes Gerninger og Lukasevangeliet vægt på den konstatering, at apostlene blev i Jerusalem (sml. 1,12; Luk 24,52-53). Årsagen til dette er måske, at det, Faderen havde lovet, er det samme som løftet om Helligånden, der omtales i Joels Bog, og som udtrykkeligt taler om Zions Bjerg og Jerusalem (Joel 3,1-5). At der er noget særligt ved dette løfte, viser sammenligningen med Johannes Døbers virke. Hvor Johannes døbte med vand, kommer nu dåben med Helligånden. Hvor Johannes’ dåb var begyndelsen til Jesu virke (Mark 1,1-8; Luk 3,1-18), står dåben med Helligånden som begyndelsen til den kristne kirke (sml. 11,15). Løftet om Helligånden er et løfte for endens tid. Disciplene forventer, at Israel genoprettes i endens tid, og derfor spørger de, om det er det, der sker nu. Jesus afviser deres spørgsmål. Det er hans far, der har bestemt tidspunktet for genkomsten og forløbet for de sidste begivenheder. Det er ikke deres sag at kende tider eller timer. Det, der er vigtigt for dem, er følgende: Når Helligånden kommer over dem, vil de få kraft og være hans vidner lige til jordens ende – langt ud over Israels grænser.

Til fordybelse

”Omend tidspunktet for oprettelsen af Guds rige fortsat er ukendt, hersker der dog ingen tvivl om tid og sted for forkyndelsen. Så opgaven her og nu udfylder den tidslomme, der opstår inden genkomsten (parusien).“ (Gottfried Schille, Die Apostelgeschichte des Lukas, Berlin 1983, 71f.). Jesu ord slår bro mellem det tidsrum, hvor han virkede på jorden og kirkens opgave.

TIRSDAG 3. JULI 2018

Jesu himmelfart ApG 1,9-11 Baggrund

Sammenlign versene 9-11 med Luk 24,50-53 Jesu himmelfart finder sted for øjnene af hans disciple. Disciplene er ikke blot vidner til hans opstandelse, men også til hans himmelfart (sml. 5,31-32). I beretningen om apostlenes historie dukker der pludseligt to mænd op i hvide klæder. De skal tyde begivenheden. Noget tilsvarende finder man også i beretningen om Jesu opstandelse (Luk 24,1-6). Hvor det ved opstandelsen drejede sig om, at kvinderne ikke skulle lede efter den levende blandt de døde, bliver disciplene nu opfordret til ikke passivt at stå og kigge op mod himlen. Ser man dette i sammenhæng med versene 7 og 8, kan det opfattes som en opfordring til ikke at regne med, at genkomsten vil finde sted snart, men opgaven er at være aktiv. Samtidig bekræfter englene dog, at Jesus vil komme tilbage – og det på en måde, der ligner hans himmelfart. Dermed menes, at han kommer i en sky (sml. Luk 21,27).

Til anvendelse

”Hvis man bliver stående og anspændt kigger op mod himlen, opnår man på langt sigt ikke andet end at få hold i nakken, uanset hvad ens intention er. Beretningen om Jesu himmelfart leder blikket væk fra himlen og hen mod jorden. Hvad ser man her, blandt os? Kun den, der ikke hele tiden kigger opad, sanser, hvad der sker omkring ham, ser de andre og opdager, at han ikke står alene. De første kristne var troværdige vidner om det budskab, som Jesus havde forkyndt“ (fra en prædiken af Kathrin Oxen, 16.07.2017, reformiert-info.de/11287-0-12-2).

ONSDAG 4. JULI 2018

Tilbage i Jerusalem ApG 1,12-14 Baggrund

Hvordan beskriver Lukas disciplenes fællesskab? Det er først her, der siges, at Jesu himmelfart skete fra et bjerg, og at det drejede sig om Oliebjerget. I Lukasevangeliet tales der kun om, at han tog sine disciple med hen i nærheden af Betania (Luk 24,50). Men Oliebjerget ligger lige i nærheden, kun en sabbatsvej fra Jerusalem (Luk 19,29). En sabbatsvej svarer til 2000 alen, cirka 880 meter. Oliebjerget nævnes også i profetier om endens tid (Zak 14,3-4). Efter at de er kommet tilbage, begiver disciplene sig igen op i salen ovenpå, hvor de har været forsamlet i de seneste uger. Det drejer sig om et rum, der befinder sig på et fladt tag på et større hus, og som man kommer op i ved hjælp af en udvendig trappe. Det er altså adskilt fra de rum, hvor dagligdagen udspiller sig, og det benyttes ofte til bøn, studier af de hellige skrifter og (diskussions-)arrangementer. Her remser Lukas apostlenes navne op. Lignende lister findes i evangelierne (Mark 3,16-19; Luk 6,14-16; Matt 10,2-4). At der er forskel på disse lister, er muligvis et udtryk for, at de enkelte apostles betydning vurderes forskelligt. Det er bønnen, der er central for deres sammenkomster. Apostlenes Gerninger taler gang på gang om menighedens enighed. Ordet ”enighed“ hører til det særlige ordforråd i Apostlenes Gerninger. Det findes derudover kun i Rom 15,6. Udover apostlene deltager også kvinder i disse sammenkomster. Sandsynligvis den kreds af kvinder, der er nævnt i Luk 8,1-3. Desuden nævnes nogle af Jesu familiemedlemmer – Maria, hans mor, og hans brødre (Mark 6,3; Matt 13,55; i Lukasevangeliet nævnes Jesu brødre ikke).

TORSDAG 5. JULI 2018

Nødvendigheden af et suppleringsvalg ApG 1,15-20 Baggrund

Hvad er Peters begrundelse for, at der skal vælges en ny? Efter at navnene på de resterende apostle er blevet nævnt i versene 12-14, og deres specielle fællesskab er blevet understreget, bliver en begivenhed nu udførligt beskrevet: At Matthias udnævnes til ny apostel. Netop dette ser ud til for Lukas at være den eneste bemærkelsesværdige begivenhed mellem himmelfarten og pinsen. Først gives der en begrundelse for valget. Peter har åbenbart en særlig position blandt apostlene (sml. listen over apostle i 1,13, hvor han nævnes som den første). Det er derfor ham, der tager ordet. Tilhørerne er ikke kun dem, der er nævnt i versene 13-14. Alt i alt er der 120 personer til stede. Ifølge jødisk tradition kan en by med mindst 120 indbyggere danne et synedrium – et råd, der blandt andet træffer juridiske afgørelser. Muligvis er dette antal også et tegn på, at det drejer sig om 12x10 mennesker. 12 skulle så stå for Israels tolv stammer og de tolv apostle, og 10 for det minimum af deltagere, der også nu til dags kræves til en jødisk gudstjeneste. Under alle omstændigheder er denne angivelse af antal deltagere en indikator for, at der er noget særligt på færde. Indledningsvis fastslår Peter, at omstændigheder omkring Judas’ forræderi er tegn på, at profetier i det Gamle Testamente er blevet opfyldt. Her henvises til citater fra Salmernes Bog, der er omtalt i vers 20 (Sl 69,26; 109,8). Peter henviser altså til, at Judas hørte til blandt disciplene, henholdsvis apostlene. Han havde fået sin lod i denne tjeneste. Denne formulering passer til det, der sker i vers 26, nemlig at der kastes lod. Dernæst minder Peter om Judas’ skæbne, idet han henviser til teksten i Salmerne. (Denne fremstilling adskiller sig fra den i Matt 27,3-10). Teksten i Sl 109,8 (og en anden skal overtage hans embede) er dog endnu ikke blevet opfyldt. For Peter er dette årsagen til det efterfølgende valg af en apostel.

FREDAG 6. JULI 2018

Matthias vælges ApG 1,21-26

Efter hvilke kriterier skal den ny vælges? Allerførst gør Peter det klart, hvilke ”kvalifikationer“ efterfølgeren bør være i besiddelse af: Han skal have været med fra begyndelsen – fra Johannes Døbers tid og til Jesu himmelfart. Desuden nævnes selve opgaven for en apostel: Han skal vidne om Jesu opstandelse. Så sker udvælgelsen. Der er to kandidater: Josef og Matthias. Forsamlingen beder Gud om at vise, hvem han har udvalgt til denne tjeneste at være apostel som erstatning for Judas, som er gået bort til det sted, hvor han hører til (det er uklart, hvilket sted der menes, ”Blodageren“ eller ”Dødsriget“). For at finde ud af, hvem Gud har udvalgt, kastes der lod. Dermed bliver der sat streg over enhver form for kirkelig personalepolitik…. Idet Gud viser, hvem han har valgt, er Guds prioritering synlig (Gottfried Schille, Die Apostelgeschichte des Lukas, Berlin 1983, 85).

Til anvendelse

Resumé

”Overleveringen, hvordan de tolv bliver udvalgt ved at kaste lod, henleder opmærksomheden på det karismatiske (= ledt af Helligånden) aspekt ved en kaldelse. Hvis en menighed er enig om, at flere kandidater vil være egnede, må den hellere lade loddet afgøre resultatet end at gribe til ‘kampvalg’, hvis resultat jo lige så vel kan være tilfældigt, og som ville få kandidaterne til at fremstå som rivaler til ‘embedet’.“ (Rudolf Pesch, EKK, Die Apostelgeschichte, Neukirchen-Vluyn 1986, 92). Den opstandne farer til himmels. Han giver sine disciple en opgave her på jorden og gør dem egnede til den.

DIALOG TIL SABBATTEN 6. JULI 2018

Spørgsmål til drøftelse ”Det er da en mulighed, at dommedag kommer i morgen. Så vil vi gerne standse bestræbelserne for at skabe en bedre fremtid, men ikke inden da.“ Hvad tænker I om denne udtalelse af Bonhoeffer? ApG 1,6-8

Spørgsmål til fordybelse

Sammenlign Bonhoeffers udtalelse med det svar, Jesus giver sine disciple. Jesus forklarer sine disciple, at tidspunktet for hans genkomst ikke vedkommer dem, men at de stadig har en opgave her på jorden. · Hvordan mon disciplene har opfattet dette svar? · Hvilke følelser vækker det, når spørgsmålet om tidspunktet for Jesu genkomst tilbagevises? · Hvilke risici og bivirkninger har det, når man i forbindelse med genkomsten gør begrebet ”snart“ til centrum for ens tro? · Hvilken prioritering har opgaven med at vidne for en kristen?

ApG 1,15-26

Hvad er ideen bag denne ”valgmetode“? Hvad taler for, at man prøver denne metode næste gang, der er valg i menigheden? – Hvad taler imod? Hvad er dine/jeres forventninger i forhold til dette kvartals studier af Apostlenes Gerninger?

UGEN 8.-14. JULI 2018

Pinse – en ny tid begynder

ApG 2,1-41

”... de blev alle fyldt af Helligånden ...“ (ApG 2,4).

Hovedtanke

Pinsen er begyndelsen på en ny tid.

Introduktion

Fulbert Steffensky sammenligner nutidens kirke med en gammel dame, der på sin fødselsdag – i pinsen – blader i sin fødselsattest (ApG 2) og tænker: ”Nå, det var sådan, jeg var tænkt … Det var begyndelsen og den store drøm: Alle skulle kunne forstå hinandens sprog. Alle skulle have syner og være tæt på sandheden, ikke kun de professionelle på toppen. Alle skulle dele bønnen, brødet og pengene med hinanden ... Hvad er den oprindelige skønhed blevet til? Er der virkelig ikke andet tilbage end ydre rammer, regler, teologiske teorier og kirkens øverste autoriteter?“ Steffensky giver selv svaret: ”Der findes mere end det. Til at begynde med findes dokumenterne, begyndelsens drømme og historierne om det, der lykkedes. Kirken er ikke så meget et hus, bygget af sten som af historier … Teksterne lærer os at ønske. Et menneskes skønhed kommer ikke blot af alt det, der lykkes. Skønheden kommer også af ønskerne. Tørsten efter hele livet og efter Ånden er også årsag til menneskets skønhed – efter Ånden i en åndløs tid. Også sorgen giver os skønhed, den sorg, der kommer, når vi jævnfører os med de drømme, Gud har for os. Der er mere skønhed i at være i konflikt med sig selv end i hårdhjertet glemsel at have lagt alle drømmene bag sig og ikke kende til mere end øjeblikkets fascination, som opfatter sig som helt unik. Vi har de dødes drømme, vi har Åndens drømme. Derfor er kirken en skøn kvinde. Og måske vil Ånden endnu engang kunne nå ind til hende.“ (Fulbert Steffensky, Gewagter Glaube, Stuttgart 2012, 140). I denne uge vil vi beskæftige os med menighedens fødselsattest og begyndelsens drømme – og på ny lade os inspirere af disse tanker.

SØNDAG 8. JULI 2018

Ild og luer, fyr og ﬂamme ApG 2,1-4

Hvordan oplevedes Helligåndens fylde?

Baggrund

Pinsefesten fejredes ved afslutningen af hvedehøsten og kaldes kornhøstfesten (2 Mos 23,16). Og fordi den fandt sted syv uger efter påskefesten, fik den navnet ”pinse“ efter det græske ord for halvtreds. På denne dag var de alle forsamlet. Formodentlig menes der de 120 personer, der er omtalt i kap 1,15, og samlingen kan muligvis igen have fundet sted i salen ovenpå (1,13). Pinseunderet begynder med en lyd fra himlen som af et kraftigt vindstød. Storm og vind ledsager begivenheder, når Gud åbenbarer sig (sml. Sl 50,3). Lyden fylder hele huset. Umiddelbart derefter viste sig: tunger som af ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Ild hører også til blandt fænomenerne ved guddommelig åbenbaring. Da hele huset blev fyldt af lyden, satte ildtungerne sig på hver enkelt af dem. Således blev de alle fyldt af Helligånden (sml. Luk 1,15.41.67; ApG 4,8.31; 9,17; 13.9) og begyndte at tale på andre tungemål. Begreberne betegner ikke ekstatisk tale, men ”en tale af festlig-begejstring.“ (Gottfried Schille, Die Apostelgeschichte des Lukas, Berlin 1983, 96). Indholdet af ”tungetalen“ handler om Guds storværker (v. 11), som han udfører til menneskers vel og frelse. Det er også indholdet i Peters prædiken (2,14-36).

Til anvendelse

I kirkens fødselsattest ”er der tale om det utæmmede: om Åndens kraftige vindstød, om begyndelsens ildtunger … Den [kirken] forskrækkes, hvis den da evner at lade sig forskrække. For i denne fødselsattest læser den om en gammel og længst forgangen skønhed. Magelig og langsommelig, som den er blevet, læser den, at den engang har været tænkt som en ung og heftig vin. Den læser, at den engang var fyldt med Ånd … Den er blevet ærbar. Men hun omgås jo også ærbare folk.“ (Fulbert Steffensky, Gewagter Glaube, Stuttgart 2012, 136).

MANDAG 9. JULI 2018

De ”gudfrygtige“ jøders reaktion ApG 2,5-13 Baggrund

Hvad undrer begivenhedens vidner sig over? I Jerusalem bor der fromme jøder [mænd] fra alle folkeslag. Det drejer sig enten om sympatisører af jødedommen eller om jøder, der hidtil havde levet i udlandet og så – måske efter, at de er blevet økonomisk uafhængige – af solidaritet med deres afstamning og/eller af religiøse grunde er flyttet til Jerusalem (sml. 2,10: jøder og proselytter). Derudover gjaldt pinsen i Israel som den mellemste af de tre store højtider for året og valfarterne. De kommer sammen på stedet for begivenheden og bliver forvirret, fordi enhver af dem hører dem, der taler, på deres eget modersmål [ordret: dialekt]. For at fremhæve betydningen af fænomenet opremses de områder, som de kommer fra. Andre håner og spotter og er overbevist om, at de, der taler sådan, er fulde (sml. 1 Kor 14,23).

Til fordybelse

Hvordan kan det forklares, at nogle forstår apostlenes tale, mens andre håner dem? Hvordan kan det ske, at mennesker diskuterer og derved taler forbi hinanden? Hvorfor ”ved“ vi nøjagtig, hvad den anden vil sige, inden han/hun har talt færdig? Er der tale om forkert eller overfladisk lytning? Er det egne meninger og holdninger, der lukker sig for den anden? Jesus beskriver sine egne oplevelser med ordene: ”De ser [andre overs.: mine gerninger]og dog ikke ser, og hører og dog ikke hører og heller intet fatter … For dette folks hjerte er dækket med fedt [andre overs.: er hårdt og ligeglad] (Matt 13,13.15) Paulus skriver: Et menneske, som ikke har Guds Ånd, afviser, hvad der kommer fra Guds Ånd; han anser det for vrøvl og er ikke i stand til at forstå, fordi han uden Guds Ånd mangler den nødvendige dømmekraft“ (1 Kor 2,14 NGÜ).

Til eftertanke

”Et menneske, der ikke kan lytte, bliver selv i sin fromhed gudløs.“ (Jürgen Moltmann).

TIRSDAG 10. JULI 2018

Pinseprædiken (I): Joels løfter er opfyldt ApG 2,14-21 Baggrund

Sammenlign versene 17-21 med Joel 3,1-5. Da pinseunderet fremkaldte irritation hhv. spot, vender Peter og de andre apostle sig mod folket (2,6). Atter engang optræder Peter som den ordførende (sml. 1,15) Han henvender sig til jøderne, men også til alle de andre, der bor i Jerusalem, som formentlig er de fromme omtalt i 2,5. Peter afviser beskyldningen, at de, der taler i fremmede modersmål, er fulde (2,13). Hans argument: Det er jo kun den tredje time på dagen (kl. 9 om morgenen), hvor ingen er fulde. I stedet for – siger Peter videre – opfyldes her en af profeten Joels forudsigelser. Hvad vil Peter fortælle sine tilhørere med dette? At de netop er blevet vidner til endetidens udgydelse af Ånden, som blev lovet dem af Joel, hvor aldersforskelle og forskelle i social status har mistet deres betydning. Set i lyset af de ”kosmiske hændelser“, som Joel nævner og som ligeledes er forbundet med endens tid, er det af afgørende betydning at påkalde Herren – det vil sige Jesus Kristus.

Til fordybelse

Pinse er ”en begivenhed i frelsesplanen, som udelukkende skete på grund af Guds treenighedshandling. Det får nogle betydningsfulde følger: 1. Udgydelsen af Helligånden kan ikke tilbagekaldes … 2. Udgydelsen af Helligånden … kan ikke gentages … 3. Frelseshistorisk lever vi ikke før pinsen, ej heller mellem himmelfart og pinsen, men i tiden derefter … 4. Helligånden er altid allesteds nærværende.“ (Johannes Mager, Auf den Spuren des Heiligen Geistes, Lüneburg 1999, 80f.).

ONSDAG 11. JULI 2018

Pinseprædikenen (II): Jesus er opstanden ApG 2,22-32 Baggrund

Læs Sl 16, 1-11. Hvordan tolker Peter versene 8-11? Nu drejer det sig om Jesus af Nazaret, som jo også er genstand for den sidste sætning i Joel-citatet. Peter peger på, at Gud selv har udpeget ham ved mægtige gerninger og undere og tegn, som skete gennem ham. Det er sket i al offentlighed. Tilhørerne ved besked – både om Jesu undergerninger og tillige, at de kommer fra Gud. Alligevel har de ved hjælp af romerne korsfæstet ham. I denne sammenhæng tilføjer Peter en sidebemærkning: Jesu død skete efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden. Dermed imødegår han en mulig beskyldning om, at Jesu korsdød taler imod en stadfæstelse af Gud, og han gør det tværtimod klart, at Guds vilje er opfyldt netop der. Afgørende er nu, at Gud har opvakt ham fra de døde. Alt andet – mener Peter – ville også være utænkeligt. Denne påstand begrunder han med citatet fra Sl 16,8-11 og forklarer, hvorfor disse vers er møntet på Jesus og ikke på David. Med al respekt for David må det dog være slået fast, at han er død og begravet. Hans grav er jo alment kendt. Men David var en profet. Han vidste, at Gud havde lovet ham en tronfølger og har bekræftet dette løfte med en ed. (2 Sam 7,12-13; Sl 132,11). Derfor kunne han tale (profetisk) forudseende om Jesu Kristi opstandelse. Alt dette er nu gået i opfyldelse. Gud har opvakt Jesus af Nazaret fra de døde, det bevidner apostlene.

TORSDAG 12. JULI 2018

Pinseprædikenen (III): Opstandelsen og åndsudgydelsen ApG 2,33-36 Baggrund

Hvilket udsagn ønsker Peter at komme frem til? Som afslutning på sin prædiken får Peter skabt en sammenhæng mellem opstandelsen og pinseunderet. Det er jo netop målet for hans tale. Som den opstandne sidder Jesus på højre side af Guds trone (Hebr 12,2). Der modtog han Helligåndens lovede gave af sin fader og har udgydt den – som tilhørerne kan se og høre. David selv er ikke faret til himmels, men har talt om Messias’ ophøjelse hhv. om, at Gud har opfordret ham til at tage plads ved sin højre side. Herren (her menes Gud) sagde til min herre (her menes Messias): ”Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder!“ (Sl 110,1). Jesus er opstået fra de døde og faret til himmels. Der sidder han ved Guds højre hånd – indtil Guds herredømme er slået igennem overalt. På grund af henvisningerne til den Hellige Skrifts tydelige udsagn må og skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I har korsfæstet, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.

Til fordybelse

Herre som begreb (græsk: kyrios) siges om en person, der har magt. I den græske oversættelse af Gamle Testamente bliver gudsnavnet Jahve næste altid gengivet med Herren (ældr. da. oversættelser: HERREN). Når nu Jesus ligeledes kaldes sådan, viser det, at han er lige med Gud (sml. Joh 20,28; Fil 2,9-11). Kristus er den græske oversættelse af ”Messias“ og betyder ”den Salvede“. Oprindeligt menes en konge, som indsættes i sit embede ved at blive salvet. Allerede på det Gamle Testamentes tid var der et udbredt håb om en speciel konge – på Messias, der vil føre sit folk til gammel og ny storhed (helt hen til et universelt fredsrige).

FREDAG 13. JULI 2018

Pinseprædikenens virkning ApG 2,37-41 Baggrund

Hvem har fået lovning på Helligåndens gave? ”Den sidste sætning i prædikenen rammer tilhørerne i hjertet. I Ny Testamente betegner begrebet ‘hjerte’ menneskets inderste, forstandens, følelsernes og viljens sæde, hvor livets beslutninger virkelig tages“ (Udo Schnelle, Neutestamentliche Anthropologie, Neukirchen-Vluyn 1991, 153). Derfor spørger de: ”Hvad skal vi gøre?“ (sml. Luk 3,10-14). I sit svar kalder Peter dem til omvendelse. Med ”omvendelse“ menes at vende sine ”tanker mod andre veje“ og at foretage ”en u-vending“ i sit liv. Her drejer det sig om at anerkende Jesus som Herre og Kristus. Denne omvendelse er forbundet med dåben. Den sker i Jesu Kristi navn. Alt, hvad Guds navn tales over, tilhører Gud (sml. 5 Mos 28,10; Es 43,7). Når altså nogen bliver døbt i Jesu Kristi navn, betyder det, at vedkommende lægges til hans ejendom. Dette ejerskifte har følger: Synderne forlades, hvorved der her først og fremmest tænkes på vantroens synd over for Jesus. Dertil kommer modtagelsen af Helligånden som gave. Løftet gælder alle – såvel jøder som alle dem i det fjerne. Den er til for alle, som Gud vil kalde på. Med hensyn til antallet af døbte skal man tage højde for, at der dengang næppe var flere en 30.000 indbyggere i Jerusalem. Selv når der kom mange gæster til byen i anledning af en højtid, var dette antal af døbte noget af en optakt – og et tegn på Åndens magt.

DIALOG TIL SABBATTEN 14. JULI 2018

Spørgsmål til drøftelse ApG 2,14; 37-41

Disse vers handler om menighedens fødselsdag. · Hvad er I fascineret af ved denne begivenhed? · Hvad er der tilbage af ”begyndelsens skønhed“? (sml. m. introduktionen) · Hvad er gået tabt – og hvorfor? · Hvad er værd at blive genopdaget? · Hvordan kan det ske?

Til fordybelse

Nogle venter og håber på en ”anden (ny) pinse“. Andre tror, at pinsen ikke kan gentages, og at vi nu kan leve i Helligåndens kraft. · Hvad tænker I om det? · Hvilke konsekvenser har disse to synspunkter? · Hvilke udsagn fra Apostlenes Gerninger kan hjælpe med at besvare disse spørgsmål?

Afslutning

Hvad tænker I om at holde en årlig pinsegudstjeneste?

3 ApG 2,42-5,42

UGEN 15.-21. JULI 2018

Den første kristne menighed ”... og de havde hele folkets yndest“ (ApG 2,47).

Hovedtanke

Urmenigheden ligner noget fra et eventyr. Selv hånlige angreb kan ikke standse den.

Introduktion

”Beretningen om den unge kirkes epoke er muligvis nedskrevet cirka 50 år efter begivenhederne i pinsen. Forfatteren skrev i en tid, hvor menighederne allerede levede i den grå hverdag, hvor der fandtes kiv og strid iblandt dem, hvor der fandtes rige og fattige, og de rige på ingen måde var til sinds at dele ud af deres rigdom ”til alle efter enhvers behov“. Forfatteren sukker ... efter en kirke, hvor der hersker kærlighed og retfærdighed, hvor man er enig om læresætninger, og hvor man ”har hele folkets yndest“ ... Vi lever heller ikke i den første, rene kirkes tid – hvad forfatteren til Apostlenes Gerninger heller ikke gjorde ... men vi har erindringer om fordums tid ... og dermed har vi en gammel drøm: Sådan skal det være iblandt os eller i det mindste blive engang. Den gamle drøm forstyrrer vores vanetænkning. Denne historie er lige som en uro i et ur. Den driver vores livshjul videre og viser os, at vi ikke er nået derhen, hvor tingene lykkes for os, og at vi endnu ikke er nået frem til det land, hvor man kan slå sig ned. Kirken er også af den grund et vidunderligt sted, da dens ”skeletter i skabet“ forhindrer den i at falde i søvn. Kirken har disse gamle fortællinger, som giver den en vis uro. Der findes ikke mange rum som kirkens, hvor trøst og uro bor så tæt op ad hinanden. Kirken er det rum, hvor Kristi trøst findes, og den er det rum, hvor man ikke fortrænger den smerte, det giver ikke at være dem, vi burde være, og endnu ikke at være der, hvor vi hører til.“ (Fulbert Steffensky, Der Schatz im Acker, Stuttgart 2010, 80f.).

SØNDAG 15. JULI 2018

Lære, fællesskab og bøn ApG 2,42-47 Baggrund

Hvordan så livet ud i urmenigheden i Jerusalem? Efter at der er berettet om pinsen, følger et resumé, der samler de vigtigste elementer i menighedslivet. Først og fremmest er der apostlenes lære. Den er ikke blot rettet mod menighedens medlemmer. Derfor forsøger Rådet at forbyde apostlenes undervisningsvirksomhed (4,18; 5,28). Dernæst nævnes fællesskabet. Det kan både betyde de første kristnes tætte indbyrdes forhold og det, at de delte alting (2,44-45; 4,32). Måske er fællesskab også overskriften på de to næste elementer: brødets brydelse og bønnen. Hvad menes der med brødets brydelse (sml. med 2,46)? Drejer det sig kun om at spise sammen, eller handler det om nadvermåltidet? Sandsynligvis begge dele, fordi nadveren altid hang sammen med et fælles måltid (sml. 1 Kor 11,17-34). Bønnen blev allerede omtalt efter Kristi himmelfart (1,14). Den finder (fortrinsvis?) sted i templet (2,46; 3,1). Urmenigheden var årsag til, at alle bliver grebet af frygt. ”Frygt“ i betydningen en ”hellig forskrækkelse“ da man stod ansigt til ansigt med Guds åbenbaring (sml. Luk 1,65; 5,26). Vedrører dette alle indbyggere i Jerusalem eller kun dem, der har omvendt sig og nu tror på Jesus Kristus? At der sker noget her, der går udover det hverdagsagtige og det, der er normalt, viser sig også ved de mange tegn og undere, der sker ved apostlene. Særligt bemærkelsesværdigt er deres ejendomsfællesskab (sml. 4,3237). ”Ejendomme“ (hermed menes sandsynligvis grundstykker, sml. 5,1) sælges og ligeledes andre ejendele for at hjælpe fattige menighedsmedlemmer. Så nævnes steder, hvor man samledes. Der bedes i templet (3,1), hvor der også undervises (5,21). Her sker også mirakler (3,1ff; 5,12). Måltiderne indtages i husene – jublende og oprigtige af hjertet. Det sidste nævner Lukas muligvis også, fordi den slags sammenkomster ofte blev mistænkt for at være ”konspiratoriske“ møder. 24

MANDAG 16. JULI 2018

Helbredelse og forkyndelse i templet ApG 3,1-26

Læg mærke til de forskellige udtryk, Peter benytter om Jesus (v.1226). Hvor mange drejer det sig om?

Baggrund

Peter og Johannes går til eftermiddagsbøn i templet (den 9. time = kl. 15). Man kommer med en mand, der har været lam fra fødslen, så han kan bede de tilstrømmende troende om en almisse. Han henvender sig også til de to apostle. Peter forklarer ham, at han ikke råder over sølv og guld, men at han er villig til at give ham alt, hvad han har. Han befaler manden at rejse sig og gå omkring. Øjeblikkeligt formår han at stå på egne ben og gå. Sammen med Peter og Johannes går han ind i templet, springer omkring og priser Gud. De øvrige tempelbesøgende er irriterede. Så tager Peter ordet. Først informerer han sine tilhørere om, hvem der har helbredt den lamme. Det er ikke apostlene, der ved egen kraft og fromhed har bevirket det. Det er Gud, der har herliggjort sin tjener, Jesus. Det er uklart, hvorvidt det her drejer sig om selve underet eller om Jesu opstandelse og himmelfart. Men det er helt klart, at Guds herliggørelse af Jesus står i modsætning til, at folket har fornægtet ham over for Pilatus og dermed dræbt ham. Men Gud har opvakt Jesus fra de døde. Det er hans navn, der har gjort den lamme rask, henholdsvis den tro, der er kommet til udtryk gennem ham. I anden del af sin prædiken opfordrer Peter sine tilhørere til at omvende sig. Han medgiver, at de har dræbt Jesus af uvidenhed. Desuden skete det, for at den hellige skrifts profetier om Jesu lidelse skulle gå i opfyldelse. Men nu er tiden kommet til at gøre bod, for at deres synder kan tilgives dem, og for at de tider skal komme, hvor de kan ånde frit, henholdsvis de tider, hvor alt skal genoprettes – ved Jesu genkomst. Her henviser Peter til Moses, der har omtalt en anden profet fra Israel, idet han siger, at alle, der ikke adlyder profeten, skal udryddes af folket. Jesu opstandelse og sendelse skete for jer som de første (for jøderne), for at de skulle omvende sig. Her antydes det, at Israels afvisning af Jesus i sidste ende fører til hedningemission (28,25-28).

TIRSDAG 17. JULI 2018

For Rådet (I) ApG 4,1-31 Baggrund

Hvordan forklarer Peter Rådet, hvem Jesus er? Mens Peter er i gang med at prædike, kommer der nogle præster og den leder, der er ansvarlig for ro og orden i templet. Der er også nogle saddukæere iblandt, tilhængere af et ”religionsparti“, som først og fremmest består af fornemme præstefamilier og borgere fra overklassen. De er forargede over, at Peter og Johannes underviser folket og ovenikøbet taler om opstandelsen fra de døde – hvilket er en forestilling, som de kategorisk tager afstand fra (Mark 12,18). Peter og Johannes bliver ført bort og spærret inde, indtil de skal for Rådet. Rådet bestod af ypperstepræsterne og øvrige ledende præster plus de ældste – vel ansete personer fra gamle, velhavende familier, oftest saddukæere. Skriftlærde kom først med, efterhånden som de skriftlærde farisæere fik mere og mere indflydelse. Forhøret kredser om spørgsmålet: Ved hvilken kraft eller i hvis navn har I gjort dette? Peter svarer fyldt af Helligånden og uden frygt. Han giver udtryk for sin undren over, at de bliver forhørt på grund af en god gerning og erklærer uden omsvøb, at helbredelsen skete i Jesu navn – Jesus, som de har korsfæstet, og som Gud har opvakt, og som er den eneste, der kan frelse. Rådet er overrasket over Peters optræden. Efter at de har holdt et internt møde, prøver de at dæmme op for apostlenes virke ved at udstede prædikeforbud og trusler. Men Peter konfronterer dem med spørgsmålet om, hvorvidt det er rigtigt at lytte mere til Rådet end til Gud. Man forsøger en sidste gang at true dem, men lader dem så gå – ikke mindst af frygt for folket. Da menighedsmedlemmerne hører om dette, beder de til Gud, og man tyder disse hændelser ud fra ord i Sl 2. De beder Gud om at give sine tjenere frimodighed og at lade forkyndelsen være ledsaget af tegn og undere. Umiddelbart efter bønnen oplever de et under, der ligner det, der skete i pinsen.

ONSDAG 18. JULI 2018

Ejendomsfællesskab ApG 4,32-5,11 Baggrund

Hvad har Ananias og Safira gjort sig skyldige i? Efter beretningen om den første konflikt mellem den unge kristne menighed og lederne af den jødiske religion (4,1-31) følger en sammenfattende fremstilling af livet i urmenigheden (2,42-47; 5,12-16). Det er ejendomsfællesskabet, der står i centrum. De første kristne betragter ikke deres ejendom (2,45) – udtrykket dækker ikke alene over besiddelser i form af bolig og jord, men betyder helt generelt al formue – som privat ejendom, man kan råde over selv. De er derimod fælles om alt. Hvis det er nødvendigt, sælger de deres huse og marker og giver udbyttet til apostlene, som så videregiver disse donationer til dem, der er i nød. Alt dette hører med til en virkningsfuld forkyndelse af evangeliet. Resuméet understreges af en henvisning til Barnabas’ positive eksempel, han, der senere blev en af Paulus’ medarbejdere. Derpå følger et afskrækkende eksempel. Hvori består Ananias’ forseelse? Han beholdt noget af overskuddet for sig selv. Og han løj over for Helligånden og over for Gud. Han havde ikke behøvet at sælge sin grund, og han kunne selv have disponeret over indtægten. Men han forsøgte at give det udseende af, at han var total uegennyttig. Derved blev andre vildledt og sat under pres.

Til fordybelse

Beretningen om Ananias og Safira chokerer. Man bliver dog først og fremmest forbavset over, at sådan noget står i Bibelen. ”Der er grænser for sorgløsheden, når det handler om økonomi, og der findes grænseværdier, man ikke ustraffet bør komme ned under ... Man kan undre sig over, hvorfor Kristi kærlighed øjensynligt altid skal holde for, når det drejer sig om rigdomme, man gerne vil beholde. Hvorfor byder Kristi kærlighed os ikke at tænke ud fra de fattigstes kår?“ (Gottfried Schille, Die Apostelgeschichte des Lukas, Berlin 1983, 155).

TORSDAG 19. JULI 2018

Apostlenes virke ApG 5,12-16 Baggrund

Hvordan bliver apostlenes virke modtaget hos folket? Endnu engang giver Lukas et sammenfattende overblik over den unge menigheds udvikling i Jerusalem (sml. 2,42-47; 4,32-35). Bønnen i kap. 4,29-30 er gået i opfyldelse: Apostlenes forkyndelse ledsages og bekræftes af mange tegn og undere. Desuden holdt de alle i enighed til i Salomos Søjlegang (sml. 3,11). Hvad menes med alle? Alle apostle? Eller alle kristne? Det spørgsmål stilles også i vers 13. Hvem er de andre, som ikke turde slutte sig til dem? Er det folket? Det er der noget, der taler imod, nemlig at folket værdsatte dem meget. Hvis det er de kristne fra menigheden i Jerusalem (uden apostle), der menes, ville det betyde, at apostlene arbejder i al offentlighed – uden hensyntagen til forbuddet (4,18-21) - og resten af menigheden holder sig tilbage. Men folket er begejstret for det, apostlene siger og gør. Under alle omstændigheder vokser menigheden. Gud leder mennesker til den. Her bliver også kvinderne nævnt (til forskel fra 4,4). Folket har stor tiltro til apostlene. De kommer med syge og med folk, der er plaget af urene ånder. Også fra nabobyerne. De lægger de syge på senge og bårer, idet de er overbevist om, at blot skyggen af Peter kan helbrede, når den falder på dem (sml. 19,12). I antikkens verden eksisterede der en udbredt opfattelse af, at skyggerne fra mennesker og dyr var enten positivt eller negativt ladede og havde en virkning.

Til anvendelse

Måske antydes der med den helbredende skygge ”en væsentlig kendsgerning: Det helbredende rum omkring menigheden er ikke en isoleret ø, men det er et rum med udadrettet virkning til land såvel som by“ (Rudolf Pesch, EKK, Die Apostelgeschichte, Neukirchen-Vlyun 1986, 208).

FREDAG 20. JULI 2018

For Rådet (II) ApG 5,17-42 Baggrund

Sammenlign vers 41 med Luk 6,22-23. Alle forsøg på at standse den unge kirke er slået fejl. Den oplever mere og mere vækst (5,12-16). Derfor foretager jødernes ledere endnu et forsøg og tager apostlene til fange. Men om natten kommer der en engel, der befrier dem og giver dem besked på at fortsætte med deres forkyndelse, hvilket de gør omgående. På samme tid samles Rådet. Da de vil lade apostlene hente, må de konstatere, at apostlene på trods af alle sikkerhedsforanstaltninger er på fri fod. Dernæst finder de ud af, at apostlene underviser folket i templet. Da apostlene så – uden magtanvendelse – stilles for Rådet og bliver konfronteret med prædikeforbuddet, svarer de: Man skal adlyde Gud mere end mennesker. Som begrundelse anfører Peter, at Gud har opvakt Jesus, som de har dræbt, fra de døde og ophøjet ham til fyrste og frelser for at føre Israel til omvendelse. Som følge heraf vil Rådet lade dem dræbe. Nu tager Gamaliel ordet (sml. 22,3). Han maner til forsigtighed. Som begrundelse henviser han til eksempler fra nyere tid, hvor forskellige personer har fremført messianske krav med fiasko til følge. Hans konklusion lyder: Hvis det er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem. Derfor bør de lade apostlene gå. Det bliver så også resultatet – dog ikke uden, at de bliver slået og truet. Hvilket dog ikke gør indtryk på apostlene.

Konklusion

En skræddersyet optakt: Et forbilledligt fællesskab, engageret forkyndelse, tegn og undere plus forfølgere, der kæmper forgæves.

DIALOG TIL SABBATTEN 21. JULI 2018

Spørgsmål til drøftelse ApG 2,42-47

De ”havde hele folkets yndest“. · Hvordan står det til med nutidens samfunds velvilje over for kirkerne? · Hvorfor er det sådan? · Hvorfor havde menigheden i Jerusalem folkets velvilje? Hvilke elementer i urkirkens menighedsliv var enestående, og hvilke var ”helt normale“? Hvad mener I var urmenighedens ”hemmelighed“?

ApG 5,12-16

Hvordan virker denne beretning på jer? Rudolf Pesch, teolog med speciale i Ny Testamente, aktualiserer beretningen om ”den helbredende skygge“ på følgende måde: ”Det helbredende rum omkring menigheden er ikke en isoleret ø, men det er et rum med udadrettet virkning til land såvel som by.“ (Rudolf Pesch, EKK, Die Apostelgeschichte, Neukirchen Vlyun 1986, 208). Hvad tænker I om det? Hvad kan beretningerne om urmenigheden inspirere jer til?

4 ApG 6 til 8

UGEN 22.-28. JULI 2018

Stefanus og den første forfølgelse ”Guds ord havde fremgang, og tallet på disciple i Jerusalem blev større og større; også en stor gruppe præster blev lydige mod troen“ (ApG 6,7).

Hovedtanke

På trods af store udfordringer inde- og udefra består Jesu menighed fortsat, og evangeliet udbredes.

Introduktion

Menighedens vækst, som der var tale om i de første kapitler, resulterede også i nogle udfordringer. En af årsagerne til det var det stadig voksende antal af græske jøder (6,1), også kaldt hellenister. Hvem var disse mennesker? Det drejer sig hverken om tidligere hedninge eller om medlemmer af en jødisk udbrydergruppe (som fx Qumran-essæerne), men om græsktalende diaspora-jøder (”som var kommet fra adspredelsen“), der oprindeligt havde boet uden for Palæstina i lande, hvor man talte græsk. Mange af dem var flyttet til Jerusalem. Ikke så få af hellenisterne blev berørt af evangeliet og sluttede sig til menigheden. Blandt Jesu disciple var der også mænd med græske navne: Andreas og Filip. Den på denne måde ændrede ”balance“ indenfor urmenigheden havde konsekvenser for måden at være sammen på, og det krævede en ændret ledelsesstruktur. Indtil dette tidspunkt havde apostlene ansvaret, men nu blev de græsktalende også inddraget.

SØNDAG 22. JULI 2018

”Diakoner“ indsættes ApG 6,1-7

Hvordan kan problemer forvandles til byggesten?

Baggrund

I jødedommen var forsørgelsen af de fattige reguleret således: hjemmehørende fattige modtog hver fredag af fattigforstanderne penge til 14 måltider, som var doneret til formålet af indbyggerne. Fremmede modtog dagligt fødevaredonationer, som var indsamlet blandt indbyggerne. Man må gå ud fra, at den kristne menighed havde indrettet et lignende system til at forsørge de trængende i deres rækker. Til de trængende hørte også enkerne efter de hellenistiske jødekristne. Det må formodes, at de var kommet til ”den hellige by“ fra diasporaen med deres ægtemænd for at tilbringe deres otium her. De kunne meget let glide ind i aldersarmod, hvis de var uden øvrige slægtninge, når deres mænd døde før dem. Problemet blev forværret af, at de som kristne faldt udenfor det jødiske samfunds fattigforsørgelse. Derfor var den unge menighed udfordret til at gribe ind. Åbenbart fungerede det ikke helt gnidningsløst, så ”hellenisternes“ enker blev overset. Den måde, som apostlene reagerede på misforholdet og kritikken, er bemærkelsesværdig. (1) De bliver ikke fornærmet, (2) de handler omgående, (3) de holder fokus på deres prioriteringer (sml. v.2), (4) de fastlægger udvælgelseskriterier og lader (5) hele menigheden indgå i beslutningsprocessen. På denne måde bliver problemet løst, så ingen ”taber ansigt“. Alle syv diakoner (medhjælpere) har græske navne og havde til opgave at sørge for deres egne landsmænds enker.

MANDAG 23. JULI 2018

Stefanus – hans virke og beskyldningerne mod ham ApG 6,8-9

Hvordan kan det forklares, at Stefanus på trods af et velsignet virke rammes af modstand?

Baggrund

Jerusalem var en smeltedigel af jøder fra hele den dakendte verden. Ofte hørte diasporajøderne til de strengt troende repræsentanter af den jødiske tro. De havde intet tilovers for afvigelser fra den traditionelle og sande lære. Lukas nævner nogle af disse grupper. De frigivne har navn efter de frigivne jødiske slaver – formodentlig efterkommere af romerske krigsfanger – der var kommet til Jerusalem efter deres tjeneste og som levede i et græsktalende synagogefællesskab. De andre betegnelser refererer til mennesker fra forskellige områder. Om det drejede sig om flere andre synagoger – der fandtes et stort antal i Jerusalem – eller om disse var medlemmer i én synagoge, lader teksten stå åben. Muligvis kan fjendskabet over for Stefanus bunde i, at han og andre græsktalende medlemmer af Jesusmenigheden havde hørt til denne synagoge før deres omvendelse til den kristne tro og nu blev anset for frafaldne.

Til fordybelse

Stefanus bliver med sit specielle ansvar for menighedsplejen også missionær – som det også senere bliver berettet om Filip. Muligvis har han, ved siden af sin diakoniske gerning, også gjort brug af sin ret til at læse og udlægge de hellige skrifter i synagogegudstjenesten. Men det skete blandt de græsktalende jøder, hvis sprog og kultur han var særdeles fortrolig med.

TIRSDAG 24. JULI 2018

Under anklage ApG 6,10-15

Baggrund

Hvilke reaktioner udløses hos Stefanus’ modstandere på grund af hans ”visdom“? Hellenisten Stefanus udæskes til en diskussion af andre hellenister. Mon modstanderne har taget anstød af de tegn og undere, som han gjorde? Sandsynligt er det, at Stefanus også missionerede blandt dem, og at de anså det for at være en fare for den ”rene lære“. Da de ikke kan komme igennem med deres argumenter, må de ty til andre midler for at bringe ham til tavshed: hemmelig tilskyndelse til forræderi, offentlig modpropaganda og endeligt en anklage foran Synedrium (Rådet – øverste jødiske domstol). Det, som de falske vidner påstår, går ud på beskyldninger om gudsbespottelse. Når Moses er nævnt her, menes Moseloven. Stefanus bliver beskyldt for at sætte sig op imod loven og begå gudsbespottelse. På denne måde lykkes det dem at ophidse folket, men først og fremmest Rådets beslutningstagere, mod Stefanus. Dermed er vejen fri til at anklage ham for denne forsamling.

Til anvendelse

At ligge under i en diskussion med modstandere kan være meget ubehagelig, i særdeleshed når det sker offentligt. Ingen ønsker at stå som taber. I disse situationer vækkes der ikke sjældent følelser som afvisning, had og raseri, der kan føre til aggressiv adfærd.

Til eftertanke

Hvad er nødvendigt i en diskussionskultur, hvor tingene nævnes klart og tydeligt, og hvor ingen angribes personligt og taber ansigt? Hvordan kan man bearbejde egen og andres vrede, så den ikke fører til ondskab og åben aggression?

ONSDAG 25. JULI 2018

Stefanus’ tale ApG 7,1-53

Baggrund

Hvordan viser Stefanus sin respekt? Hvordan ytrer han sin kritik? I Israels historie skete der af og til opbrud, hvor mennesker fulgte Guds kald, opgav sikkerheden og begav sig på vej – sommetider til et andet land, sommetider til deres eget folk for at advare dem om, at de gik på afveje og få dem på rette spor igen. Ofte blev Guds budbringere forfulgt og dræbt, fordi de var til gene. Disse trofastes mod og hengivenhed stiller Stefanus overfor sine modstanderes holdning uden at nævne det direkte. Deres største længsel er, at alt skal blive ved det gamle. For dem er Jesu tilhængere farlige med deres nymodens lære, som skal bekæmpes for enhver pris. Derfor knytter korsfæstelsen sig tæt til det, der var kendetegnende for Israels omgang med profeterne i fortiden (v. 52). Moses havde henvist til en kommende profet (v. 37). I stedet for at fæstne blikket på ham koncentrerede jøderne sig om det, der var opbygget ved menneskehånd (v. 48). I sin fiksering på tempelkulten stod denne på linje med afgudsdyrkelse. Men troens væsen er meget større, den relaterer sig til Gud selv. Som afslutning angriber Stefanus sine dommere direkte og bringer dem på anklagebænken, idet han beskylder dem for at overtræde loven (v. 51-53).

Til fordybelse

”Trods al skarphed er Stefanus’ ord ikke ment som en fornærmelse; de er en indtrængende appel til Israel om at åbne sig for Messias’ suverænitet og frelsestilbud … Hvordan Israel vil reagere, vil være afgørende for historiens videre forløb“ (SEB 1623).

Til eftertanke

Hvornår er det tilrådeligt at tale klart og tydeligt og om nødvendigt provokere – hvornår er diplomati at foretrække?

TORSDAG 26. JULI 2018

Stefanus blive martyr ApG 7,54 - 8,3 Baggrund

Hvilket udsagn fra Stefanus minder om Jesu død på korset? Lytternes hjerter gennemsaves (v. 54 ordret). De begynder at skære tænder – et ydre tegn på det indre raseri. Ifølge Sl 35,16 og 37,12 er tænderskæren typisk for gudløse, der farer frem mod retfærdige. Da Stefanus retter blikket opad, ser han ”himlene“ (ordret) åbne sig. Der var en forestilling om flere himle, hvor Gud sidder på tronen i den øverste himmel (sml. 2 Kor 12,2-4). Stefanus ser Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side (sml. 2,33-34; 5,31). Idet Stefanus fortæller om dette syn for tilhørerne, opstår der tumult. Lytterne begynder at skrige højrøstet, holder sig for ørene, kaster sig over ham, slæber ham uden for byen og stener ham.

Til anvendelse

Da Stefanus både i argumenter og retorisk set er sine modstandere overlegen, kan de ikke på lige fod sætte sig op imod ham (sml. 6,10). En sådan erfaring er frustrerende, ligesom oplevelsen af ens egne grænser. Underlegenhed i sproglig formåen eller manglende overbevisningskraft kan føre til, at de pågældende tyr til vold. Når man ikke er i stand til at udtrykke sig tilstrækkeligt i en verbal konfrontation og derfor føler sig underlegen, fornemmes en manglende jævnbyrdighed i ”våbnene“. Denne hjælpeløshed kan slå over i anvendelse af vold. Den, der ikke har sproget i sin magt, er fristet til at gribe til andre magtmidler, til hvilke også tæller en hævet stemmeføring. Det, der er brug for, er evnen til at kunne tænke nyt og ikke altid at skulle have ret.

FREDAG 27. JULI 2018

Evangeliet udbredes ApG 8,4-25

Hvordan kan det kendes på den forfulgte menighed, at den ikke faldt fra troen og lod sig afskrække? De forfulgte og trængte kristnes flugt fra Jerusalem bliver nu til en missionsrejse. Svarende til Jesu befaling bliver de kristne forkyndere til vidner ”i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende“ (1,8) – og netop i den rækkefølge. Filips forkyndelse i Samaria er ikke hedningemission i den forstand, da samaritanerne både i religiøs og national henseende var jødiske ”halvsøskende“. De havde kun de fem mosebøger som hellig skrift, og deres sted for tilbedelse var bjerget Garizim. Mellem jøder og samritanere eksisterede et udpræget fjendskab, som også evangelierne beretter om (Joh 4,9).

Til fordybelse

Resumé

”Martyrernes blod er kirkens sæd“. Disse ord, skrevet af kirkefaderen Tertullian (ca. 150 – 200), har på en hvis måde også været gældende i urmenigheden. Efter Stefanus’ stening kom det til en omfattende kristenforfølgelse. Dog var det netop den, der bidrog til udbredelsen af evangeliet om Kristus til andre områder. Modstandernes forfølgelse bevirkede det paradoks, at den unge kristne menighed voksede i stedet for at blive udslettet. Indre konflikter og udefrakommende fjendskab truer urmenigheden i Jerusalem. Men selv forfølgelse og flugt er med til at evangeliet gives videre.

DIALOG TIL SABBATTEN 28. JULI 2018

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt ApG 6,1-7

Hvordan oplever I udfordringer som chancer? Hvilket problem stod i forgrunden? Hvilken social konflikt stod der bagved?

Til fordybelse

I hvilken henseende kan måden, hvorpå problemet blev løst, være retningsvisende? Hvordan kan kulturelle og sociale konflikter løses i nutidens menighed?

ApG 6,8-15

Hvordan reagerer I på falske beskyldninger? Hvilket råd ville I have givet Stefanus med på vejen, da han skulle forsvare sig foran Det høje Råd? Har Stefanus spændt buen for hårdt og unødigt provokeret sine modstandere, eller har han forsvaret sin tro modigt og kompromisløst?

Til fordybelse

Hvorfor opleves forskellige synsvinkler angående troen ofte som truende? Hvordan er det muligt at tale med hinanden på en fair måde?

Afsluttende

Hvorfor kan det ligefrem være befriende ikke altid at fremstå som vinderen i en diskussion?

UGEN 29. JULI - 4. AUGUST 2018

Paulus – et udvalgt redskab

ApG 9,1-31; 26,4-23

”Derfor ... har jeg ikke været ulydig mod det himmelske syn. Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver“ (ApG 26,19-20).

Hovedtanke

Det personlige møde med Jesus forvandler en ivrig forfølger til en hengiven efterfølger.

Introduktion

En pensionist fra en afsidesliggende landsby vovede sig efter mange års pause ud i trafikken igen, men kunne ikke finde sig tilrette på vejene og landede ved et uheld på motorvejen. Hun ville vende om, men fortsatte i venstre vognbane – flere hundrede kilometer – i håb om snart at nå frem til et kryds, hvor hun kunne vende. Indtil bilen løb tør for brændstof... Det kan man trække på smilebåndet af, men vi gør vel lignende erfaringer indimellem. Sommetider er vi temmelig fastlåste i vores opfattelse eller livsanskuelse, i vores livsførelse eller planer. Det er slet ikke så let at distancere sig fra faste vaner og indstille sig på noget nyt. Selv om vi kan mærke, at vi er drejet ind på et forkert spor, fortsætter vi tit i samme retning – i håb om, at der snart kommer et vejkryds. For at kunne stille spørgsmål ved det vante og turde se sig om efter en mulighed for en u-vending, kræves der ærlighed, mod og viljestyrke. Også når det gælder trosspørgsmål, kan det være til stor hjælp at komme ud for en nøgleoplevelse, der kan få en til at se ud over egen næsetip og indlade sig på nye ting. Den erfaring, hvor et menneske møder Gud og hans nåde og retter blikket mod ham, kaldes i bibelsk terminologi for omvendelse (Luther kalder det ”bod“). I denne uge ser vi på, hvordan en ivrig kristenforfølger oplever en 180 graders omvendelse.

SØNDAG 29. JULI 2018

En rasende forfølger ApG 9,1-2

Hvordan beskrives Saulus’ indstilling?

Baggrund

Sidst i Apostlenes Gerninger kapitel 7 nævnes en ung mand (mellem 20 og 40 år gammel) – der har det jødiske navn Saulus – som medgerningsmand i forbindelse med Stefanus’ stening. Saulus var født i Tarsus i det, der nu er den sydlige del af Tyrkiet. Familien var hellenistiske jøder. Han studerede i Jerusalem hos datidens mest indflydelsesrige skriftlærde, og han blev en strengt troende farisæer, ja endda en fanatisk og forbitret modstander af den unge, kristne bevægelse. I kapitel 9 beskrives Saulus også som en særdeles beslutsom og aggressiv modstander af de Kristus-troende. Hans forfølgelser finder også sted uden for Jerusalem. Han beder ypperstepræsten om fuldmagt til også at kunne opspore kristne i Damaskus for at tage dem til fange. På den tid udøvede Synedriet i Jerusalem – den øverste religiøs-politiske jødiske forsamling – også en vis straffemyndighed over for jøder uden for Judæa. Det nød endda anerkendelse fra de romerske myndigheder. På trods af det var Saulus afhængig af den lokale synagogeforstanders velvilje. Den nødvendige fuldmagt fik han i form af ypperstepræstens anbefalingsskrivelse.

Til fordybelse

”Herrens disciple“ (vers 1) benævnes som ”dem, der hørte til Vejen“ (vers 2). Dette udtryk anvendtes af jøderne som en negativ beskrivelse af en kættersk sekt. For de kristne var udtrykket derimod en betegnelse for vejen til omvendelse og et nyt liv (sml. Matt 21,32).

Til eftertanke

Hvad er jeg villig til ihærdigt og aktivt at kæmpe for eller kæmpe imod?

MANDAG 30. JULI 2018

Et møde, der ændrer alt ApG 9,3-9 Baggrund

Hvordan præsenterer Jesus sig for Saulus? Lige inden Saulus har nået målet for sin rejse, oplever han pludselig en guddommelig indgriben, der kommer på tværs af alle hans planer. Gud viser sig for Saulus. De traditionelle måder, Gud viser sig på, er som lys fra himlen og en stemme. Netop i den måde at åbenbare sig på møder Saulus den opstandne Jesus. ”Overvældet af åbenbaringens voldsomhed styrter Saulus til jorden ... Saulus, kristenforfølgeren, mister i dette møde sin egen kraft. Fra nu af kan han kun agere som redskab for den Jesus, der har taget magten i hans liv“ (Josef Zmijewski, Die Apostelgeschichte, Regensburg 1994, 379f.). Jesus tiltaler flere gange Saulus ved navn og indleder en dialog med ham, ligesom det sker, når Gud viser sig i Gamle Testamente (sml. 1 Mos 22,1; 2 Mos 3,4). I første omgang ved Saulus ikke, hvem der taler til ham, så han spørger: ”Herre, hvem er du?“ Derpå svarer Jesus med det højtidelige åbenbaringsudtryk ”Jeg er“, som refererer til Guds navn JHWH. Dernæst præsenterer Jesus sig med navn og tydeliggør sit forhold til Saulus: ”Jeg er Jesus, som du forfølger“. ”Det er ingen anden end ‘dødsfjenden Jesus’, hvis tilhængere han (Paulus) bekæmper med alle midler, der her giver sig til kende for ham som den hos Gud i himlen ophøjede Kyrios (Herre)“ (samme). Efter præsentationen følger en opgave (sml. 1 Mos 31,13). Saulus skal gå til Damaskus – men nu ikke længere som den, der forfølger menigheden. Derimod vil han af menigheden få besked på, hvad han skal gøre. Slået af blindhed og fuldstændig hjælpeløs tager Saulus den opgave på sig, som den åbenbarede Kristus har pålagt ham. At han faster i tre dage, vidner om, at han er forvandlet og dybt grebet.

Til fordybelse

Selv om Saulus ikke bevidst forfølger Jesus, men menigheden, står Jesus som en levende, personlig magt bag sine disciple og identificerer sig med dem. Den, der forfølger menigheden, forfølger også dens Herre (Matt 25,40).

TIRSDAG 31. JULI 2018

Fyldt af Helligånden ApG 9,10-19a Baggrund

Hvad gik forud for Saulus’ dåb? I vers 10 præsenteres en anden mand med visioner: Ananias, en lovlydig palæstinensisk jødekristen (sml. 22,12), der har et godt ry også blandt jøderne i Damaskus. Jesus indleder en samtale med ham, ligesom han gjorde med Saulus. Men til forskel fra Saulus genkender Ananias med det samme den, der taler til ham, og giver straks udtryk for sin beredvillighed: Her er jeg, Herre. Ananias får en risikofyldt opgave. Han skal finde kristenforfølgeren Saulus, lægge hænderne på ham, så han igen kan se. Ananias kender til Saulus’ iver efter at leve op til det, der var pålagt ham af ypperstepræsten. Hans indsigelse øger spændingen og viser desto stærkere hen imod det, der skal ske, og tydeliggør det radikale i Paulus’ omvendelse. Jesus Kristus forvandler den forbitrede modstander Saulus til sit udvalgte redskab. ”Redskab kan også oversættes med ‘beholder’. Ordbilledet hentyder til Guds suveræne råderet.“ (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1392). Dette redskab skal ikke kun – ligesom enhver anden kristen – offentligt bekende Jesus, men også bringe hans navn frem for hedninger og konger og Israels børn. Han, der indtil da har ladet de kristne lide, vil fremover selv komme til at lide som kristen, når han vidner om sin Herre. Ananias udfører sin opgave. Han lægger hænderne på den kære broder Saul, der straks bliver seende igen. Hvilket ikke kun hentyder til hans fysiske tilstand, men nok også kan forstås åndeligt. Kristus har åbnet hans øjne for en ny virkelighed, og fra nu af vil han hjælpe andre til at erkende Kristus som deres frelser.

Til fordybelse

”Al omvendelse når sit egentlige mål, når man fyldes af Helligånden (sml. 2,38; 8,14-17; 19,1-7). Således kunne vers 17 tale om modtagelse af Helligånden, der var knyttet til selve dåben (vers 18) eller skete umiddelbart derefter. Muligvis var den i dette tilfælde også knyttet til håndspålæggelsen ... og helbredelsen og fandt dermed sted før dåben (ligesom i 10,44-47).“ (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1392). 42

ONSDAG 1. AUGUST 2018

I Damaskus ApG 9,19b-25 Baggrund

Hvad bør fremhæves ved Paulus’ virke i Damaskus? Nogle dage efter begivenheden udenfor Damaskus prædiker Saulus straks om sin nye tro. Selv om Kristus har kaldet ham til at være hedningemissionær (vers 15), begynder Saulus i første omgang som jødemissionær og forkynder Jesus i synagogerne i Damaskus. Indholdet i hans budskab er bekendelsen af Jesus som Kristus og Guds søn. Jøderne er ude af sig selv, da de oplever forvandlingen hos den mand, som de har håbet og forventet det modsatte af. Hans forkyndelse bliver stadig mere kraftfuld, især i lyset af hans fortid. Hans argumentation gør jøderne forvirrede. Dette sker ikke uden konsekvenser. Meget hurtigt planlægger jøderne et angreb på Saulus og forsøger at forhindre hans flugt. Således begynder både de forfølgelser, der er spået ham i vers 16, og samtidig også hans missions succes. Det lykkes Saulus at undslippe. Han får hjælp af sine disciple, som sandsynligvis er de kristne, der er blevet vundet gennem hans prædikener.

Til fordybelse

Den Gud, der har kaldet Saulus, har ikke fortiet for ham, hvilken modstand han vil møde under sit missionerende virke. Han ved fra begyndelsen, at han vil møde modvind, forfølgelse og lidelse af forskellig art i løbet af sin gerning. Men intet vil kunne ryste hans tro eller hans pligtfølelse – trods de vanskeligheder og fristelser, han må regne med at støde ind i som konsekvens af sit nye liv med Kristus (sml. 2 Kor 4,8-9).

Til eftertanke

Hvordan reagerer jeg, når jeg skuffes i de forhåbninger og store forventninger, jeg har haft til et medmenneske?

TORSDAG 2. AUGUST 2018

I Jerusalem ApG 9,26-31 Baggrund

Hvad var årsagen til, at der blev fred i menigheden? Paulus rejser fra Damaskus til Jerusalem cirka tre år senere (Gal 1,17), hvor han forsøger at slutte sig til disciplene. ”Men i discipelkredsen kender man endnu ikke til hans omvendelse. Alle er derimod bange for ham. De kan ikke tro, at Paulus er blevet en ‘discipel’ (= en kristen). Ligeså lidt som de kunne i synagogerne i Damaskus. Man tvivler i begge situationer. Man spørger sig selv, om Jesus-forkynderen ikke er forfølgeren (vers 20f.). Og man tror i første omgang ikke, at han, der ønsker at tilslutte sig menigheden, skulle være en discipel.“ (Gerhard Schneider, Die Apostelgeschichte, 2. Teil, Freiburg 1982, 38). Barnabas, der synes at være vel informeret om Saulus’ omvendelse, introducerer ham for menigheden og fører ham ind i apostlenes kreds. På den måde vinder Saulus de troendes tillid. Og han havde sin gang hos dem, dog uden at være ligestillet med de tolv. Ligesom i Damaskus optræder Saulus også i Jerusalem som frimodig prædikant. Hans ”målgruppe“ er de græsktalende jøder i diasporaen. Dermed træder Saulus i Stefanus’ fodspor (sml. 6,8-9) og sætter lige som ham sit liv på spil. Til sidst trues han også af den samme skæbne. Også i Jerusalem er det brødrene, der får ham ud af farezonen. ”Efter at den mest forbitrede forfølger er blevet et vidne for Kristus, bliver der fred. På trods af forfølgelsen (siden 8,1), ja faktisk på grund af den, er menigheden vokset, sådan at det kun er den tredje del af ‘programmet’ fra 1,8, der mangler at blive udført. (Og til det formål har Kristus selv i mellemtiden udvalgt den rigtige mand, Paulus).“ (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1393).

Til overvejelse

Hvordan kan jeg hjælpe medkristne, der bliver forfulgt eller er i vanskeligheder?

FREDAG 3. AUGUST 2018

Her står jeg, jeg kan ikke andet ApG 26,4-23

Hvorfor skal Paulus forsvare sig for en domstol? Paulus får mulighed for at bevise sin uskyld foran Kong Agrippa, der havde stor indsigt i jødiske skikke og stridigheder. Paulus begynder sin tale med at beskrive sit hidtidige liv. Alle jøder har kendt til hans fromhed og trosiver. Paulus fastholder uden vaklen håbet om det løfte, som Gud gav vore fædre. Før i tiden forfulgte Paulus af ærlig, men fejlagtig overbevisning Jesus og hans hellige, indtil Jesus personligt viste sig for ham. Jesus vil redde ham og udvælger ham til sit vidne blandt hedningefolkene. Hans opgave består i at åbne deres øjne og kalde dem til omvendelse. Som supplement til fremstillingen af Damaskus-oplevelsen i kapitel 9 tilføjes der i 26,14 et ordbillede, som Jesus benytter for at hentyde til en af datidens skikke, nemlig ”at drive trækdyr frem ved hjælp af stokke med en brod for enden. I denne sammenhæng vil det sige: Du er fuldstændig underlagt min magt; hvis du gør modstand, skader du dig selv“ (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1429). Paulus går med vældig iver og stort engagement i gang med at opfylde den himmelske opgave. Han kalder til omvendelse i Damaskus og Jerusalem. Og også her vidner han for kongen om intet andet end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske: Alt Israels håb opfyldes i Messias’ død og opstandelse.

Resumé

Paulus oplever en åndelig omvendelse på 180 grader, som giver hans tro et nyt fokus. Men han bibeholder sin oprindelige trosiver, sin autenticitet og ønsket om at være lydig mod Gud. På den måde bliver han til velsignelse for menigheden og for verden.

DIALOG TIL SABBATTEN 4. AUGUST 2018

Spørgsmål til drøftelse Af og til møder vi mennesker, der har en fastlåst mening og stædigt klamrer sig til den. Hvordan omgås I sådanne mennesker? I hvilke situationer er I klar til at holde fast i jeres måde at tænke på og forsvare den uanfægtet? Hvordan reagerer I, når et menneske med en fastlåst mening foretager en 180 graders vending? Hvornår er I begejstret gået ind for noget, som I senere har ændret holdning til? ApG 9,4-6

Hvad foregik der i Saulus, da han stod over for Jesus? Hvordan gjorde Gud for første gang opmærksom på sig selv i jeres liv? Hvordan havde I det med det? På hvilke områder i livet har I – efter dette møde – oplevet en forandring?

ApG 9,26-28

Hvordan ville I reagere, hvis en kendt modstander af kristendommen ønskede at tilslutte sig menigheden? Hvem overtager nu om stunder Barnabas’ rolle?

ApG 26,19-23

Paulus opfylder ivrigt sin opgave. Hvad kunne hjælpe os til ivrigt at tage vores opgave på os?

6 ApG 9,32-12,25

UGEN 5.-11. AUGUST 2018

Peter – vendepunktet i missionen ”Så tog Peter ordet og sagde: ‘Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed’“ (ApG 10,34-35).

Hovedtanke

Guds kærlighed og tilbud om frelse gælder uindskrænket for alle mennesker.

Introduktion

Efter skuffelsen i 1844 (da det viste sig, at Jesus ikke kom igen), indstillede de advent-troende, der overholdt sabbatten, ethvert missionstiltag. Årsagen til det var overbevisningen om, at nådetiden var udløbet, og at omvendelse dermed ikke længere var muligt. Man troede, at man levede i ”den lukkede dørs“ tid (Matt 25,10). Det ændrede sig fra 1850 og frem, fordi de gradvist kom i kontakt med interesserede, som sluttede sig til dem. Samtidig erkendte man, at året 1844 ikke betød nådetidens afslutning, men en uventet ny begyndelse – også netop for missionen. I første omgang begrænsede syvendedags adventisterne missionen udelukkende til Nordamerika, fordi man gik ud fra, at der i USA boede mennesker fra alle folkeslag i verden. Dermed anså man det ikke for en guddommelig anvisning at sende missionærer ud i alverden. Men fuldstændig uventet modtog Generalkonferensen breve fra troende i Svejts, som bad om hjælp i trosanliggender, hvorpå man i 1874 udsendte John Nevins Andrews som den første missionær – og få år efter endda Ellen White (1885-1887) – til Europa. De erfaringer, det gav, førte til en grundlæggende nytænkning og åbnede dørene for missionen på verdensplan. Den tidlige kristne menighed gennemlevede en lignende lære- og nytænkningsproces. Denne uges studier vil vise, hvilke vanskeligheder det udløser, men også hvilken velsignelse det er at have tillid til Guds anvisninger og at følge dem.

SØNDAG 5. AUGUST 2018

Peter i menighedens tjeneste ApG 9,32-43 Baggrund

Hvad oplever Peter ved sine menighedsbesøg? Byen Lydda ligger ca. 40 km nordvest for Jerusalem, og Joppe yderligere 20 km derfra i kystområdet ved Middelhavet. Med besøg til derværende menigheder begynder et nyt afsnit i Apostlenes Gerninger, hvor Peter er en central figur. Som apostel fra Jerusalem rejser han gennem hele Judæa for at tage vare på de allerede oprettede jødekristne menigheder der. Straks fra begyndelsen sker der spektakulære undergerninger – en helbredelse og en opvækkelse fra de døde. Peter opnår på baggrund af disse begivenheder rollen som missionær, fordi det i begge tilfælde fører til talrige omvendelser (v. 35.42). For Peter var der dog stadig klare grænser. Den helbredte bar rigtignok et græsk navn, Æneas, men var formodentlig blevet kristen efter først at være blevet omskåret som jøde. Lukas slutter sin beretning med en uanselig og dog betydningsfuld bemærkning (v. 43), der indleder og knytter den sammen med den efterfølgende begivenhed i Kornelius’ hus. I det videre forløb bliver det tydeligt, at Gud forbereder Peter på en afgørende erfaring, for han bliver endnu nogen tid i Joppe.

Til fordybelse

Peter besluttede sig af en eller anden grund til foreløbig ikke at besøge flere menigheder. Fornemmede han mon, at Gud ville sige noget til ham. Mon han overvejede, om det gik for stærkt for menigheden? I garveren Simons hus fandt han den nødvendige ro til eftertanke og bøn.

Til eftertanke

Hvordan kan jeg erkende, at Gud ønsker at lede mig til at ændre mine synspunkter og planer?

MANDAG 6. AUGUST 2018

Peter bliver hedningemissionær ApG 10 Baggrund

Hvor i forandringsprocessen kan Guds gerning ses? Beretningen om Kornelius er den længste enkeltfortælling i Apostlenes Gerninger. I beretningen nævnes den første dåb af hedninger, som ikke allerede var omskåret og blevet jøder. Udførligt beskrives den dramatiske forandring, der sker med Peter, og som senere kommer til at berøre hele menigheden. Gud selv førte den jødekristne menighedsplejer med sine jødiske ledsagere sammen med uomskårne hedninger, som indtil da havde været ganske utænkeligt. Beretningens hovedvægt er på beskrivelsen af Peters syn (v. 10-20), hvor Gud selv udløser den nødvendige forandringsproces i Peters tænkning. Den åbnede himmel og de fire hjørner i klædet, som efter Guds tale igen tages til himlen, vidner indtryksfuldt om synets himmelske oprindelse og universelle betydning. Peter påberåber sig dette i Kornelius’ hus, og det vil senere blive hans forsvar over for de andre apostle. Gud giver yderligere et virkningsfuldt tegn, idet Helligånden udgydes over hedningerne endnu inden deres dåb (v.44-48). Ved denne begivenhed falder da alle Peters forbehold endegyldigt til jorden, og han bekender sig i fuldt omfang til den nyåbnede dør for missionen. Skulle nogen på den baggrund stadig forhindre hedningers dåb og optagelse i menigheden, så ville man lægge hindringer i vejen for Gud selv.

Til eftertanke

Mange kristne ønsker sig ligeledes virkningsfulde undergerninger og syner, fordi de mener, at de kun ad denne vej kan tro på den rigtige måde og erkende Guds veje. Bibelen fortæller dog også om mennesker, der oplevede store undergerninger og alligevel ikke fik tillid til Gud. Hvad er grundlaget for min tro?

TISRDAG 7. AUGUST 2018

Peter skal forsvare sig ApG 11,1-18 Baggrund

Hvilken begrundelse giver Peter apostlene for sine handlinger? Da apostlene i Jerusalem hørte om hedningernes omvendelse, gik de i rette med Peter for hans uretmæssige bordfællesskab med hedningerne. De jødekristnes problem var angsten for en urenhed, som skulle infiltrere menigheden ved hhv. kontakt med de urene. Peter forsvarer sine handlinger ikke med teologiske argumenter, men fortæller i rækkefølge (v. 4), hvordan dette møde kom i stand. Hvordan begivenhederne, som Gud selv var årsag til, greb ind i hinanden. Selvfølgelig indeholder hans beretning også tolkende elementer. Således formulerer Peter, hvad han selv har lært af denne erfaring. Han afviser enhver form for egenmægtig handling, for Gud selv har givet anvisningerne og er i sidste ende den handlende. Peter konkluderer heraf, at Gud skænker samme Helligåndens gave og samme frelse til troende hedninger som til troende jøder. Forskellen, som kunne retfærdiggøre en adskillelse af jøde(kristne) og hedninger(kristne), er dermed faldet bort. Derfor kan hedninger ikke nægtes dåb, selvom de ikke tidligere var blevet omskåret.

Til fordybelse

På grund af ligheden med pinsebegivenheden kan man her tale om ”hedningernes pinse“. Det er den samme Helligånd, som udgydes over alle, der tror på Jesus Kristus. Muligheden for en fuldstændig ny missions-dimension, som har bidraget afgørende til udbredelsen af evangeliet, åbnes nu for urmenigheden. Med sin beretning giver Lukas menigheden til alle tider et løfte og en opmuntring med på vejen.

Til anvendelse

”Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand“ (Ef 2,19). Gud vil føre alle ind i sit hus, ikke på tålt ophold som gæster eller fremmede, men som retmæssige beboere.

ONSDAG 8. AUGUST 2018

Den første hedningekristne menighed i Antiokia ApG 11,19-26

Baggrund

Hvad er årsagen til, at den første hedningekristne menighed i Antiokia grundlægges? Lukas’ beretning om grundlæggelsen af den første hedningekristne menighed i Antiokia følger umiddelbart efter Kornelius’ dåb. Antiokia var hovedstaden i provinsen Syrien og ved siden af Rom og Alexandria den tredje mest betydningsfulde storby i datidens verden. Den havde en halv million indbyggere, heraf 50.000 jøder og talrige synagoger. Lukas påpeger fire vigtige punkter, der kendetegner menigheden: 1. Grundlæggelsen sker som en følge af adspredelsen efter Stefanus’ stening (v. 19-20). 2. Menigheden støttes særligt ved Barnabas (v. 22), en mand med et stort hjerte (4,36). 3. Barnabas formår at overbevise Paulus om at arbejde sammen med ham i Antiokia et år (v. 25-26). Gennem godt samarbejde konsolideres menigheden. 4. I Antiokia bliver disciplene for første gang kaldt kristne (v.26). Det viser, at de bliver anset for at være en selvstændig gruppe, forskellig fra jødedommen.

Til fordybelse

Gennem de kristnes spredning fra Jerusalem, den senere udsending af Barnabas til Antiokia og samarbejdet med Paulus, opstod en forbindelse imellem begge hovedcentre for den første kristne menighed i Jerusalem og Antiokia. Således blev den kristne menighed allerede i begyndelsesfasen en stærk bevægelse, gennem hvilken troen på Jesus Kristus kunne finde vej ud i hele verden.

TORSDAG 9. AUGUST 2018

Menigheden forfølges på ny ApG 12,1-4

Hvilke omstændigheder fører til, at menigheden i Jerusalem bliver forfulgt på ny?

Baggrund

Efter den positive beretning om udbredelsen af den kristne menighed føjer Lukas nu også en skyggeside til: truslen mod menigheden og dens forfølgelse. Agrippa den første var barnebarn af Herodes den Store og blev derfor almindeligvis også kaldt Herodes. Han blev opdraget i Rom af sin protektor, kejser Caligula. I år 37 e.Kr. blev han udnævnt til konge over den nordøstlige del af det herodianske rige, og år 41 e.Kr. udnævnes han af kejser Claudius også til konge over hele Judæa og Samaria. For at holde sig gode venner med de lovtro jøder, specielt farisæerne, forgreb han sig på medlemmerne af den kristne menighed i Jerusalem og mishandlede dem. Da han havde fuldmagt til at udstede dødsstraf – også kaldt sværdets ret – ville han lade menighedens ledere henrette. Som den første lod han Jakob, menighedens ældste, halshugge. Som den næste blev Peter arresteret, for ligeledes at blive henrettet efter en offentlig skueproces.

Til fordybelse

Forfølgelse af menigheden efter Stefanus’ stening førte til, at kristne blev spredt til utallige steder, også til Antiokia, hvor der opstod en stor menighed. Stefanus selv blev ikke skånet for at lide døden. Også Jakob blev dræbt ved Herodes’ dom. Derimod førte Peters arrestation til en overraskende bønhørelse af menigheden. Lukas kommer til den konklusion, at Herodes kom af dage, fordi han i stolthed stod Gud imod.

Til eftertanke

Hvordan omgås jeg skæbnesvangre hændelser, som heller ikke skåner kristne menigheder og familier?

FREDAG 10. AUGUST 2018

Peter oplever bønhørelse ApG 12,5-18

Hvordan reagerer Peter på englens befrielsesaktion? Hvordan reagerer menigheden på bønhørelsen? Lukas beskriver i en vanskelig tid dette befrielsesunder som en vigtig opmuntring for menigheden. Budskabet er, at Gud beskytter den mod dens forfølgere, selvom det ofte ser anderledes ud. Vi får samtidig i denne beretning et lille indblik i tidens politiske situation og i den kristne menigheds tilstand. På grund af påskehøjtiden var Jerusalem fyldt med pilgrimme. Derfor herskede der en højere offentlig sensibilitet. Herodes indtog en entydig projødisk holdning og demonstrerede det ved provokerende aktioner mod den kristne menighed. Han regnede med, at højtidens mange pilgrimme ville bifalde det. Det tyder på, at der i mellemtiden var foregået en voksende distancering fra den kristne til den jødiske menighed. Idet skildringen af undergerningen knyttes sammen med Herodes’ person, bliver den til en daterbar begivenhed i urmenigheden. Det er temmelig sandsynligt, at Herodes omgående efter sin tiltrædelse lader menighedens leder arrestere. Det sker i år 41 e.Kr.

Resumé

Peter og menigheden oplever gennem personlig ledelse, hvordan Gud fjerner deres indre modstand mod mennesker af anden etnisk herkomst og kultur. Det fører til en åbning for menighedens mission, der bliver et eksempel til efterfølgelse.

DIALOG TIL SABBATTEN 11. AUGUST 2018

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt

”Inklusion“ er stadig et aktuelt emne i Danmark. Hvordan kan vi som kirke og menighed sikre, at alle mennesker, på trods af forskelle, bliver behandlet ligeværdigt og med samme respekt?

ApG 10,34-35

Peter ledes gennem et syn til at rydde en hidtil uovervindelig modstand til side. Hvad kan vi lære af hans erfaring?

ApG 10,44-48

Helligånden måtte ile forud for erkendelsen og hjælpe de troende på gled. Under hvilke omstædigheder mener I, at det også er muligt hhv. nødvendigt i dag?

ApG 11,3

Til fordybelse

Hvor høres lignende beskyldninger i dag? Hvordan kan man afgøre, om de er berettigede eller ej? At holde fast i omskærelsen havde at gøre med angsten for at tabe sin religiøse identitet. Hvor findes denne angst også hos os?

7 ApG 13 og 14

UGEN 12.-18. AUGUST 2018

Paulus’ første missionsrejse ”Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham“ (ApG 13,38-39).

Hovedtanke

Hvor som helst apostlene end vidner om det glade budskab, at hedningerne tilslutter sig Guds folk ved troen på Jesus Kristus, har de succes på trods af al modstand.

Introduktion

Apostlenes budskab mødte gang på gang modstand og blev afvist af førende repræsentanter for de jødiske menigheder. Hvis man læser Apostlenes Gerninger uden at tage i betragtning, hvilke grunde der kunne være til denne afvisning, kan det muligvis føre til en uberettiget og uretfærdig modvilje mod det jødiske folk. ”Kristen teologi har gennem mange århundreder øget fjendskabet til jøderne i religiøs henseende, bekræftet fjendskabet på det kulturelle område og udbredt det sociologisk. Den har fået mange mennesker til at tage afstand fra alt, hvad der er jødisk, og ladet denne holdning gå i arv i kristendommen.“ (Wolfgang Kraus, ”Antijudaismus im Neuen Testament“, Materialdienst des EZW 11/2013, 404). I forbindelse med studiet af Apostlenes Gerninger er det derfor vigtigt at vide, hvorfor mange jøder afviste apostlenes budskab. Det er ligeledes vigtigt at forstå, at afvisningen altid udgik fra en lille gruppe modstandere, mens der samtidig var mange jøder, der kom til tro (14,1). Desuden bør man huske på, at kritiske udsagn i Ny Testamente, der udspringer af en tilspidset historisk situation, ikke er tidløse, generelle udsagn om jødernes væsen, og at Paulus selv blev ved med at opfatte sit folk som udvalgt og elsket af Gud (Rom 11,28-29).

SØNDAG 12. AUGUST 2018

Konkurrence religionerne imellem – Cypern ApG 13,1-12 Baggrund

Hvad var anledningen til Paulus’ første missionsrejse? Til forskel fra menigheden i Jerusalem, hvor ledelsen var lagt i hænderne på apostle og ældste (11,30), blev menigheden i Antiokia åbenbart ledet af en kreds af profeter og lærere. Under en gudstjeneste kommer der et profetisk budskab til menigheden om at udsende to mænd som forkyndere med mission for øje. Helligånden hjælper med at nedbryde intellektuelle og følelsesmæssige barrierer. Missionærerne skulle kontakte synagogerne på Cypern. De fandtes i de fleste byer på øen. Her mødte man ikke alene jøder, men også gudfrygtige hedninger, der var fortrolige med israelitternes tro. I samfundet kendte man dog også mennesker som den jødiske troldmand Barjesus, som blandede jødisk og hedensk tænkning. Som hofastrolog og religiøs rådgiver hørte han til statholderens stab. Det var vigtigt for Lukas, for at han kunne forsvare sin menighed mod bagvaskelse, at det var lykkedes Paulus i begyndelsen af sin missionsvirksomhed at overbevise en højtstående romersk embedsmand om sandheden i den kristne forkyndelse. Beretningen om opgøret mellem apostlen og den jødisk-hedenske blandingsreligion, personificeret ved troldmanden, giver desuden et indtryk af, hvilken konkurrence på missionsmarken den tidlige kristne mission var udsat for uden for Palæstina. Det var nødvendigt, at deres påstand om Jesu Kristi læres overlegenhed blev ledsaget af en demonstration, hvor Ånden skænker den sande Guds og hans Messias’ budbringere overlegen magt (nach Rudolph Pesch, Die Apostelgeschichte, Neukirchen 2014, Bd. 2, 26).

Til overvejelse

Hvad har jeg brug for, for at jeg kan udføre min opgave med (større) glæde og overbevisning?

MANDAG 13. AUGUST 2018

”Den nærværende sandhed“ i Antiokia ApG 13,13-43

Baggrund

Hvilket behov gav synagogeforstanderen udtryk for? Hvordan vidnede Paulus om Guds ”opmuntrende handlen“? Paulus bliver sat over fra Cypern til fastlandet og er som missionær beretningens midtpunkt. Vi ved ikke, hvorfor Johannes Markus vendte tilbage til Jerusalem. Var han ikke egnet til det udadvendte og anstrengende arbejde? Kunne han ikke stå inde for Paulus’ tolerante missionspraksis, idet han oprettede blandede menigheder? Antiokia i Pisidien var hovedkvarter for Sydgalatiens civile og militære forvaltning. I den ikke helt lille menighed på dette sted bliver Paulus inviteret til at tale et trøstens ord (NB! i den danske oversættelse: ”en formaningstale“). Det græske begreb betyder formaning, opmuntring (og trøst). Man længtes efter et tegn fra Gud, en lindrende kontakt, for endelig at få bekræftet det løfte, der var knyttet til David (1 Sam 13,14). Paulus bekræfter, at denne Guds omsorg er vist gennem Jesu lidelse, død og opstandelse. Opfyldelsen af dette løfte skal blive til evigt liv og frelse for alle, der underlægger sig Kristi herredømme. Både jøder og ikke-jøder hører fra nu af til Guds folk i endens tid. Med henvisning til Habakkuk 1,5 bekender Paulus, at det, der blev forudsagt som Guds utrolige gerning, er det faktum, at hedningerne nu er en del af Guds folk. Deres evige frelse og liv afhænger dog af, at de vil tage imod det.

Til eftertanke

”Guds nåde, der er blevet gjort tilgængelig gennem prædikenen, er lige som et helligt, nyt livsrum, som man er trådt ind i ved troen, som man forbliver i og ved hjælp af troen føler, man hører hjemme i.“ (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1636).

TIRSDAG 14. AUGUST 2018

En nøgleerfaring for apostlene ApG 13,44-52

Baggrund

Hvad var det, der fik stemningen i Antiokia til at vende? Hvilken ny vished opmuntrede apostlene? Apostlenes forkyndelse den første sabbat gør så stort indtryk, at de den næste sabbat oplever en voldsom tilstrømning – også af ”gudfrygtige“ (13,16.26). Men de førende jødiske kredse er skræmte. De føler sig truet. De frygter, at Israels renhed og beståen er i fare, nu hvor ikke-jøder strømmer til på grund af tilbuddet om ”blot“ at tro på Jesus Kristus. Desuden bør man tænke på, ”at kredsen af gudfrygtige hedninger oftest bestod af velstående protektorer, der understøttede synagogen, folk, der valgte ikke at gå over til jødedommen, fordi de ikke ville afskære sig fra deres hedenske familier og omgivelser. Den ‘lovfrie’ mission i Antiokia krævede det nu ikke længere af dem, og den forkyndte samtidig opfyldelsen af løfterne i Israels historie. Man bør i historisk perspektiv bedømme synagogens undertiden voldsomme reaktion retfærdigt. Man mente, at Moseloven blev angrebet, og man oplevede, at kredsen af sympatisører og velgørere blev mindre. Teologisk set må reaktionen dog kunne betegnes som forhærdelse.“ (Pesch, Bd. 2, 47f.). På trods af den bitre modstand har apostlenes glade budskab succes. Der opstår en stor, levende menighed af åndsfyldte jøder og ikkejøder. Således opfyldes det ord, som Paulus citerer fra Esajas: ”‘Jeg har gjort dig til lys for folkene, for at du skal være til frelse til jordens ende’“ (v. 47). (I den tyske oversættelse står der ”hedningerne“ i stedet for ”folkene“).

Til eftertanke

Hvordan reagerer jeg, når der sættes spørgsmålstegn ved fundamentet for min tro og mit syn på Skriften?

ONSDAG 15. AUGUST 2018

Modvind i Ikonion ApG 14,1-7

Hvad medførte apostlenes forkyndelse i Lykaonien? Hvordan støttede Gud denne forkyndelse

Baggrund

Ikonion – nu Konya – var et trafikknudepunkt på Via Sebaste anlagt af kejser Augustus samt et rigt handelscenter med en synagoge. På trods af de jødiske autoriteters bitre modstand blev apostlene i lang tid på stedet og vidnede om løfternes opfyldelse i tillid til deres Herre og bekræftet ved tegn og undere. Der opstod en stor, blandet menighed bestående af jøder såvel som ikke-jøder.

Til fordybelse

Det, der for Paulus med hans kaldserfaring, var et glædeligt budskab, nemlig at løfterne til fædrene var blevet opfyldt i den korsfæstede og opstandne Kristus, var ikke uden videre acceptabelt for den rabbinske jødedom. Ifølge profetierne skulle Messias fjerne vold og uret og bringe universel retfærdighed og fred (Es 9,6; 11,1-9; 46,13; 61; 65,17-25). I lyset af et sådant håb og i betragtning af, at deres folk var udsat for reel vold og nød, var det en formastelse at tro på løfternes opfyldelse og den skjulte Messias’ nærvær.

Til eftertanke

Det faktum, at jødiske menigheder øvede modstand, er i de derpå følgende århundreder tit blevet brugt til at retfærdiggøre antisemitisk polemik, repressalier og vold mod jøder. Som kristne må vi her blive eftertænksomme og minde os selv om, at Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig (Rom 11,2). Den pagt, Gud har sluttet med sit folk, er ikke ophævet ved Kristus, men derimod blevet udvidet til en menighed bestående af jøder såvel som ikke-jøder (Rom 11,16-18).

TORSDAG 16. AUGUST 2018

Budskabet misforstås – Lystra ApG 14,8-20

Baggrund

Hvordan reagerer folk i Lystra på, at en syg bliver helbredt ved Guds kraft? At guder besøgte jorden var en realistisk tanke i antikken. De kunne vise sig for mennesker i drømme, som syner om dagen eller som gæster i menneskeskikkelse. Fordi der ikke fandtes en skarp skillelinje mellem Gud og mennesker, er denne forestilling gang på gang et tema i Apostlenes Gerninger (3,12; 10,26; 12,22f.; 28,6). Denne gang prædiker Paulus på et offentligt sted. Idet den lamme bliver helbredt, får ordet i Es 35,6 en ny tydning. Mens det profetiske ord oprindeligt var møntet på en åndelig genrejsning og opstandelse, bliver det her virkeligt – som tydeligt tegn på Kristi herredømme, der bryder frem. At Zeus og Hermes blev tilbedt i området omkring Lystra, findes der rigelig af dokumentation for i inskriptioner og på relieffer. Som den, der fører ordet, bliver Paulus tiltalt som ”Hermes“, fordi han på grund af sine talefærdigheder var kendt som tolk for guderne. Barnabas, der sandsynligvis var mere imponerende i udseende, minder dem om ingen ringere end gudernes konge ”Zeus“. Da det går op for apostlene, hvad det er, der foregår ved dyreofringerne, ønsker de at melde klart ud. De sønderriver deres klæder og omtaler sig selv som mennesker lige som I. Det var i direkte modstrid med det, folk opfattede dem som. I deres øjne havde apostlene i deres adfærd og deres rollefordeling klart givet sig til kende som guderne Zeus og Hermes.

Til fordybelse

I Lystra stødte budskabet på en tankeverden, hvor apostlenes ageren blev grundigt misforstået. Det er ikke alle steder, det gode budskab om Jesus Kristus møder forståelse og kærlighed. Det kan endda ske, at det, der i begyndelsen vækker begejstring, senere slår over i det modsatte og udløser aggressioner.

Til eftertanke

”Gud har vidnet om sig selv gennem sine velgerninger.“ – Hvordan har jeg oplevet det?

FREDAG 17. AUGUST 2018

Trøst og opmuntring til den unge menighed ApG 14,21-28

På hvilken måde styrkede apostlene menighederne på deres hjemrejse? ”Byen Derbe ligger i det yderste sydøstlige hjørne af provinsen Galatien. Her er endemålet for den første missionsrejse nået. De nye grundlagte menigheder, som nu besøges igen på hjemrejsen, har allerede fra begyndelsen oplevet fjendtligt indstillede jøder og hedninger, og de udsættes stadig for dette fjendskab. Det er heller ikke helt ufarligt for missionærerne allerede at opsøge disse byer igen. Det ‘vi’, der nævnes i vers 22, indbefatter både missionærer og nyomvendte (sml. 1 Thess 3,4). Enhver, der bekender sig til Jesus som Messias, tages med på hans vej (sml. Luk 24,26)“ (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1638). Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige (vers 22) beskriver det, som menighederne oplever. De føler sig forstået, og det hjælper dem til at holde fast i troen. ”Fuldendelsen af Guds værk (sml. 13,2) er forkyndelsen for hedningerne, der har den konsekvens, at de optages i endetidens menighed ene og alene på grund af troen på Jesus Kristus og hans frelsergerning (vers 27) – uden først at skulle omskæres eller overtage Moseloven for at blive integreret i det gamle gudsfolk. Dette værk ….. skal også vise sig at blive til en styrkeprøve inden for den kristne menighed (kap. 15) (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1638).

Resumé

Paulus og Barnabas vidner over for jøder og gudfrygtige hedninger, at alle på lige fod har adgang til frelsen gennem troen på Jesus Kristus. Det er vigtigt, at den jødiske øvrigheds forbitrede modstand bliver vurderet reflekterende og selvkritisk.

DIALOG TIL SABBATTEN 18. AUGUST 2018

Spørgsmål til drøftelse Forestil jer, at der i vores menigheder dukkede folk op, som påstod, at det var underordnet, hvilken ugedag vi fejrer som hviledag, eller at Jesu genkomst udelukkende finder sted i menneskers hjerter. Hvordan ville I have det med det? Hvordan ville I tage imod dem? ApG 14,1-6

ApG 13,48

I hvor høj grad kan I sætte jer ind i bevæggrundene for den jødiske menigheds modstand? Paulus’ budskab talte ind i et af de gudfrygtige hedningers største behov. Hvad skal vi som kristne nu om stunder vidne om, for at de, der hører det, ”bliver glade og priser Herrens ord“?

ApG 14,1-4

Hvorved adskiller datidens situation sig fra den, vi har i Nordeuropa i dag? Hvori består til gengæld vores chance?

ApG 14,17

Hvordan viser Gud sig for verden i dag?

8 ApG 15

UGEN 19.-25. AUGUST 2018

Apostelmødet i Jerusalem ”Men vi tror jo, at vi alene bliver frelst ved Herren Jesu nåde. Det samme gælder også for ikke-jøderne“ (ApG 15,11 – HFA [Hoffnung für alle]).

Hovedtanke

Det, man kan lære af apostelmødet i Jerusalem, er at være rustet til konflikter i kirke og menighed.

Introduktion

Efter at der var gået over to år, kom Paulus og Barnabas tilbage fra deres missionsrejse til Antiokia (kap. 13-14). De fortalte til menigheden, at det ikke kun var jøder, men også hedninger, der havde taget imod evangeliet og var blevet kristus-troende (14,26-27). Hvad der i Antiokia udløste taknemmelighed og glæde, fik i Jerusalem, der lå femhundrede kilometer borte, smilene til at stivne i utilfredshed og manglende forståelse. Trængte nu hedenske forestillinger og skikke ind i menigheden? Kunne man ”bare sådan“ høre til jesusmenigheden, uden formelt og lovmæssigt at have tilsluttet sig Guds folk og lov? Dermed ville man åbne alle porte på vid gab for alt uhelligt, menighedens renhed ville være i fare! Derfor skal hedningerne omskæres, før de kan komme i betragtning til det fulde tros- og bordfællesskab med Jesus-tilhængerne… Fronterne er forhærdede, menigheden trues af splittelse. I forsøget på at finde en mindelig løsning indkaldes der til apostelmødet i Jerusalem omkring år 49 e.Kr. Det bliver et vendepunkt i den unge kirkes historie. Anledningen og kontroversen i forbindelse med apostelmødet skyldes den spirende hedningemission og er som sådan enestående i kirkehistorien. Vi kan også i dag lære meget af den måde, som den unge kirke behandlede dette problem på, som de taklede de stridende parter og løste hedningespørgsmålet på.

Til eftertanke

Hvordan omgås vi som kirke hhv. menighed modsatrettede opfattelser, som beror på faste overbevisninger og desuden referer til den Hellige Skrift? Hvad bør vi gøre, når bibeltekst står imod bibeltekst? Hvilken rolle spiller vores erfaringer med Gud? Spændende spørgsmål…

SØNDAG 19. AUGUST 2018

Anledningen ApG 15,1-2

Hvilke modsatrettede opfattelser førte til uenighed og strid i menigheden i Antiokia? Fra hvem forventede man et afklarende ord?

Baggrund

Nogle bekymrede brødre fra Judæa rejser den besværlige vej til Syrien for at danne sig deres eget billede af menigheden i Antiokia. Hvad de oplever der, bekræfter deres frygt. Mange menighedsmedlemmer har ikke ladet sig omskære, da de blev kristus-troende og lod sig døbe. Og ydermere lægger selv menighedslederne – deriblandt Paulus og Barnabas – ikke længere vægt på omskærelsen som tegnet på en evig pagt og tilhørsforholdet til Guds folk! Mens proselytter – ordret ”de, der er kommet til“ (Luther 1984: Judengenossen) – gennem omskærelsen retsgyldigt er trådt over til jødedommen og har forpligtet sig til at overholde hele loven, deltager de fromme godt nok i synagogegudstjenesten og holder sig også til enkelte bestemmelser i Toraen uden dog at lade sig omskære. Fra denne gruppe stammer også de første hedningekristne (10.2; 13,16.26.50 m.fl.).

Til fordybelse

At Kristus-disciple (11,26: kristne) kan høre til Guds folk, uden først ved omskæring at blive fuldgyldige medlemmer af det jødiske fællesskab, er for mange jødekristne utænkeligt. De betragter Toraens forskrifter som ”evige forordninger“(Sl 119,52) og deres overholdelse som forudsætning for frelsen (v. 1). Dette synspunkt udløser heftige diskussioner, som Paulus og Barnabas også deltager i. Det drejer sig jo til syvende og sidst om deres missions retmæssighed såvel som den respektfulde omgang med hinanden blandt jøde- og hedningekristne i menigheden. Begge konfliktpartier håber på, at deres synspunkter slår igennem (v. 2) ved at sende en delegation til Jerusalem for at lytte til apostlenes og de ældstes råd der.

Til eftertanke

Hvornår burde konflikter løses lokalt og hvornår på overregionalt plan?

MANDAG 20. AUGUST 2018

Stridsspørgsmålet ApG 15,3-7a

Hvilke forskellige reaktioner udløste delegationen fra Antiokia hos de troende? Hvilke opfattelser stod ved begyndelsen af mødet øjensynligt kompromisløst overfor hinanden?

Baggrund

Menighedens delegerede begiver sig på vej til Jerusalem. Undervejs fortæller de om deres succesrige hedningemission og vækker dermed stor glæde blandt alle søskende. – Hos alle? I hvert fald ikke i Jerusalem. For der opstår de samme ubehagelige tvister som i Antiokia. Især blandt farisæerne, der var kommet til tro, og som Paulus også hørte til engang (23,6; 26,59), rører der sig bitter modstand. ”Man bør omskære dem [ikke-jøderne] og pålægge dem at holde Moseloven“ (v. 5). Det er klar tale!

Til fordybelse

”De jødekristne var i almindelighed ikke tilbøjelige til at gå rask fremad, som Gud beredte vejen for dem. Når man så resultatet af apostlenes arbejde blandt hedningerne, var det indlysende, at de omvendte blandt disse snart langt ville overgå de jødiske omvendte i antal. Jøderne var bange for, at hvis deres lovs forbehold og formaliteter ikke blev gjort obligatoriske for hedningerne som betingelse for kirkefællesskab, ville jødernes nationale ejendommeligheder, der hidtil havde holdt dem adskilt fra andre folkeslag, til slut svinde bort blandt dem, der modtog evangeliet.“ (Ellen White, Mesterens Efterfølgere, Dansk Bogforlag, 1964 s. 188).

Til anvendelse

Udsigten til en løsning i mindelighed fortoner sig i det fjerne. Hverken Paulus eller hans modstandere var parate til at give sig. På (general-)konferencen kommer det til et showdown. En rådslagning blandt brødre går over i et heftigt ordskifte. Hvad burde der ske for at opnå mindelig enighed, og at Guds vilje sker? Hvordan kan det forhindres, at delegeretmøder bliver til kamparenaer med ”vindere“ og ”tabere“?

TISRDAG 21. AUGUST 2018

Erfaringen som bevis ApG 15,7-12

Baggrund

Hvilken begivenhed mindede Peter sine tilhørere om? Hvilken konklusion kom han til? Menighedsforstanderne i Jerusalem under ledelse af Jakob og Peter har tilladt en tidskrævende diskussion og forhaster sig ikke med at afbryde den. Alle skal høres, alle argumenter kommer på bordet, alle løsningsforslag skal tages alvorligt. (Den, der har oplevet den slags møder, kender til de muligheder, der er for dygtig ordstyring og smart manipulation. Det hindrer Guds Ånds frie adgang til at få indflydelse på hjerte og forstand). Men nu er det tid til et afklarende ord. Hvem skal komme med det, om ikke dem Jesus selv har udvalgt som apostle? Peter er den første til at tage ordet. Han minder tilhørerne om den erfaring, der åbnede hans øjne for, at også gudfrygtige hedninger (som Kornelius med sin familie og hans venner) er velkomne i Guds hus. ”Mon nogen kan hindre disse mennesker i at blive døbt med vand, når de har fået Helligånden ligesom vi?“ (10,47). Når hjertet er renset (omskåret), er det ikke længere nødvendigt med yderligere fysiske indgreb (10,34-25).

Til fordybelse

At kræve den nøjagtige overholdelse af alle Moselovens bud, men ikke selv at kunne bære åget, er utroværdigt. ”Det vil være at udfordre Gud, når man fremturer eller på ny fremsætter omskæringen og overtagelse af loven som betingelse.“ (Stuttgarter Erklärungsbibel, SEB, 1640). ”Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de“ (v. 11). Det er Peters sidste ord i Apostlenes Gerninger. Der er blevet stille, debattørerne er forstummede. Nu fortæller også Paulus og Barnabas ”om alle de tegn og undere, som Gud havde gjort blandt hedningerne gennem dem“ (v. 12).

Til eftertanke

Skriftord mod skriftord. Bibelfortolkning fører ikke til enighed. Viser de erfaringer, som menigheden har gjort med Åndens gave, vejen ud af blindgyden?

ONSDAG 22. AUGUST 2018

Skriften som bevis ApG 15,13-21 Amos 9,11-12

Med hvilket skriftsted støtter Jakob de andre apostles synsvinkel? Hvilket forslag fremlægger han for forsamlingen?

Baggrund

I den koncentrerede stilhed tager Jakob ordet. Han er talsmanden for det jødekristne parti. Hans ry er ikke skadet på grund af hedningemission. Hvis nogen kan overbevise Paulus’ modstandere, så er det ham. Hvilken position vil han indtage? Resultatet af mødet vil afhænge af det. Med sit kendskab til den Hellige Skrift citerer han et ord fra profeten Amos efter den græske oversættelse, som forkynder budskabet om davids-rigets genrejsning. Opfyldelsen af det løfte ser Jakob i Jesus Kristus og de troende jøders samling samt alle de øvrige mennesker, der søger Gud (v. 17) – hermed menes ikke-jøder. Disse bliver indlemmet i de sidste tiders Israel, hvorved Gud blot gør, hvad han for længst har fortalt og i fortiden har forkyndt. (Es 45,14-25, særlig v. 21).

Til fordybelse

Når selv de Hellige Skrifter åbner dørene på vid gab for hedninger og dermed bekræfter hedningemissionens erfaringer med omvendelse, så kan man ikke forlange mere af ikke-jøder, der er kommet til troen på Kristus end af de gudfrygtige (se søndag) hhv. de fremmede, der bor blandt Israels folk. Således bekræfter Jakob de andre apostles synspunkt, at frelsen ikke er knyttet til overholdelsen af Moseloven, men til troen på Jesu frelsergerning og bevidst afstandtagen fra hedenskaben.

Til anvendelse

At profetordet anvendes i urmenighedens diskussion er usædvanligt, idet omskæring overhovedet ikke er nævnt deri. Det beror på en kristuscentreret skriftforståelse, som det også blev lært og praktiseret af Jesus og apostlene. Mødet med den korsfæstede og opstandne er nøglen, der åbner for et nyt syn på loven, nåden og troen.

TORSDAG 23. AUGUST 2018

Apostelmødets beslutning ApG 15,19-29

Hvilken anmærkning og hvilken ros indeholder beslutningen? Hvad henvises der til i udtrykket ”dette nødvendige“, og hvad beror det på?

Baggrund

Jakob nævner fire krav, hvis overholdelse tillader jøder at pleje bordfællesskab med troende hedninger. • ”Give afkald på at spise kød, der stammer fra rituelle slagtninger, som er bestemt til afgudsdyrkelse, og give afkald på at deltage i hedenske kultiske måltider.“ • ”Give afkald på at indgå ægteskab i pågældende slægtskaber som efter Moseloven er forbudte“ (3 Mos 18,6-18). • ”Give afkald på at spise kød, der stammer fra dyr, der ikke er slagtet efter Moselovens forskrifter – så at blodet ikke kunne løbe fra“ (kvalte dyr, 3 Mos 17,13-14). • ”Give afkald på alle madretter, der var tilberedt med blod som ingrediens“ (3 Mos 17,10-12). ”Disse forskrifter, som alle står i 3 Mosebog kapitel 17-18, har altid skullet overholdes af alle ikke-jøder, som ville bo sammen med jøder i det jødiske land.“ De var kendt overalt, og det var ”intet utilbørligt forlangende over for hedningekristne“ (SEB 1640).

Til fordybelse

Handler denne liste af krav om forpligtende forbud eller tidsbegrænsede anordninger, det vil sige om at indgå et gensidigt acceptabelt kompromis? For Paulus var det at give afkald på afgudsofferkød, som blev solgt på markedet, et spørgsmål om hensyntagen, men ikke en forpligtende anordning. Derimod afviste han kategorisk al deltagelse i offermåltider (1 Kor 10; sml. Åb 2,14.20).

Til eftertanke

”Helligånden og vi har besluttet …“ – Hvornår er sådan en bemærkning på sin plads og hvornår ikke? Hvordan viser apostelmødets forløb, at Helligånden faktisk har styret mødet og påvirket resultatet?

FREDAG 24. AUGUST 2018

Virkningen ApG 15,30-36

Hvordan reagerer menigheden i Anitokia på brevet? Hvad betyder beslutningen for Paulus og Barnabas? Apostelmødets beslutning, som blev nedskrevet i brevform, blev sendt med to ansete brødre og profeter, Judas og Silas (Silvanus), og overbragt personligt – for på den måde at bekræfte ægtheden og indholdet – og det blev læst op for menigheden i Antiokoia. Det drejer sig om et af de tidligste kristne dokumenter overhovedet. Brevets indhold udløste stor glæde i Antiokia og styrkede motivationen for fortsat at gøre en indsats i missionen blandt hedningerne. Paulus og Barnabas kunne fortsætte med deres evangelisme i bevidstheden om, at de andre apostle samt den kristne menighed som et hele stod bag dem. Snart derefter besluttede de sig til en ny missionsrejse for at styrke og opmuntre de allerede oprettede menigheder.

Til fordybelse

Apostelmødets beslutning fandt alligevel ikke udelt begejstring. Nogle jødekristne havde fortsat indre forbehold mod bordfællesskabet med troende hedninger. Selv Peter og Barnabas lod sig påvirke af det og blev forledt til hykleri (Gal 2,11-14). Hvordan ville kristendommens historie mon have udviklet sig, hvis traditionens fortalere havde gennemført deres holdninger? Hvilke konsekvenser ville en splittelse af menigheden have haft?

Til anvendelse

Også i dag har nogle det svært med at have ægte fællesskab med troende af anden hudfarve, fra andre kulturer eller sociale lag. Hvordan kan den slags forbehold overvindes?

Resumé

Apostelmødet markerer et vendepunkt i den urkristne menigheds udvikling. Diskussionen vedrørende omskæring afgøres under påberåbelse af erfaringen og Skriften. Dermed bevares menighedens enhed.

DIALOG TIL SABBATTEN 25. AUGUST 2018

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt

ApG 15,1-7a

Hvilke erfaringer har I haft med møder, hvor en tvist diskuteres ud fra modsatrettede synspunkter, inden der skulle tages en beslutning? Hvilket synspunkt splitter den urkristne menighed. Hvilke to opfattelser står overfor hinanden?

ApG 15,7-12

Hvilken synsvinkel forsvarer Peter? Hvilke grunde angiver han? Hvilken rolle spiller erfaringer i trosspørgsmål?

ApG 15,13-18

Hvor finder Jakob dokumentation for sin opfattelse? Hvilken rolle spiller Skriften i diskussioner?

ApG 15,19-21; 28-29

Drejer det sig om forpligtende bud eller om tidsbegrænsede anordninger hhv. et kompromis? Hvad taler for den ene opfattelse, hvad for den anden?

Afslutning

Hvilke sammenlignelige tvister kunne komme på tale i dag, og hvordan bidrager apostelmødet i Jerusalem til, at man omgås med hinanden på den rigtige måde?

9 ApG 16,1-18,11

UGEN 26. AUGUST - 1. SEPTEMBER 2018

Paulus’ anden missionsrejse ”De tog så Paulus med sig og førte ham til Areopagos og sagde: ‘Kan vi få at vide, hvad det er for en ny lære, du taler om? Det, du påstår, lyder nemlig fremmedartet i vore ører. Derfor vil vi have at vide, hvad dette skal betyde.’ For athenerne og de fremmede tilflyttere brugte ikke deres tid til andet end at fortælle eller høre nyt“ (ApG 17,19-21).

Hovedtanke

Når mennesker møder evangeliet, står de over for den udfordring at skulle træffe valg. Det er ikke alle, der har mod til at acceptere de dermed forbundne forandringer.

Introduktion

Hvor kapitel 15 i Apostlenes Gerninger handlede om begivenhederne omkring apostelmødet, følger der nu beretninger fra den anden missionsrejse. Lukas fortæller om, hvordan Paulus og hans medarbejdere træffer to vidtrækkende beslutninger. For det første ændrer de nu ruten, så de går mere i vestlig retning, og til sidst opgiver de helt planen om at evangelisere i det nordøstlige Lilleasien. For det andet bliver det mere og mere tydeligt, at Paulus bruger sin energi på ikke-jøder. Det er især oplevelserne i Korinth, der får apostlen til at ændre sin fremgangsmåde. Man bliver udfordret af at se, hvordan Paulus trods minutiøs planlægning alligevel gang på gang lader Helligånden bryde ind. Det viser, hvor nødvendigt det er at bruge tid på at høre på Gud, selv om man ikke mangler eget initiativ.

SØNDAG 26. AUGUST 2018

Situationsbestemt adfærd – Lystra ApG 16,1-10

Hvorfor lader Paulus Timotheus omskære, selv om det efter apostelmødet ikke længere er nødvendigt? Hvordan ses det tydeligt, at apostlene stod i levende forbindelse med Jesus?

Baggrund

Vi forventer af Paulus, at han har en klar holdning til omskæring. Hvordan kan det da være, at han handler så forskelligt? Han vægrer sig ved at lade hedningen Titus omskære, men har ikke noget problem med omskæring af Timotheus, der er søn af en jødisk mor og en græsk far. Man må antage, at det ikke her drejer sig om ”at pålægge en hedningekristen at holde loven for at blive frelst. Det gjaldt nok snarere om – på umisforståelig vis – at understrege en jødekristens tilhørsforhold til Israels folk“ (Jürgen Roloff, NTD, Die Apostelgeschichte, Göttingen 1981, 240). Set således handler Paulus efter et princip, som han også nævner andetsteds: ”For jøderne er jeg blevet som en jøde, for grækerne som en græker“ (1 Kor 9,20). Efter at Paulus havde besøgt de steder, hvor han også havde været på sin første rejse, besluttede han sig for at tage videre mod sydvest. Men Helligånden afholdt ham fra det. Så vendte Paulus sig mod nord for at komme til Bitynien, men igen forhindrede Ånden ham i det (på en måde, der ikke er overleveret). Da han allerede var rejst igennem Mysien, var der nu kun den mulighed tilbage at tage mod vest til havnen i Troas. Dermed blev det mere og mere sandsynligt, at den videre rejse ikke skulle foretages over land.

Til anvendelse

Der er mange, der ønsker, at Gud griber håndgribeligt ind i deres liv. Men de er ikke altid lige så åbne og villige til at handle så konsekvent efter Guds vilje som Paulus. Hans eksempel viser, hvor beredvilligt vi bør opgive vores egne ideer og planer, så Guds tanker kan få konkrete følger.

MANDAG 27. AUGUST 2018

Forventning og virkelighed – Filippi ApG 16,11-40

Baggrund

Hvilke rammebetingelser havde missionærerne for deres arbejde i Europa? ”Missionærerne møder en uvant verden: Filippi er en romersk koloni; romerske krigsveteraner har slået sig ned dér sammen med deres familier på kejser Augustus’ opfordring. Der er kun et meget svagt jødisk islæt i byen. Der findes åbenbart ikke nogen synagoge, kun et bedehus ... muligvis under åben himmel, nede ved floden (Gangites) ... De følger deres sædvanlige praksis og søger kontakt til den jødiske menighed i gudstjenesten om sabbatten ... Men det lader ikke til, at det lykkes (efter jødiske regler skal der være mindst 10 mænd til stede). Så taler missionærerne med de kvinder, der dog er til stede.“ (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1642). At målet ikke helliger midlet, ses af mødet med en pige, der var i besiddelse af en spådomsånd. Selv om kvinden ikke havde sagt noget forkert, var Paulus ikke parat til at blåstemple hende og hendes kilder eller at lade dem bekræfte deres budskab. Selv om resultatet førte til ny modstand, tillod Paulus ikke, at det, der vedrørte Jesus, skulle få støtte af sataniske kræfter. Der, hvor Herrens ånd blæser, der folder friheden sig ud. Derfor måtte denne pige ikke forblive i spådomsåndens magt. I fængslet i Filippi ser det ud til, at missionsholdets rejse er slut. I Paulus’ og Silas’ lovprisning af Gud kan man se, hvad der kendetegnede apostlenes dagligdag: De fik kræfterne fra deres tro på, at den levende Gud var nærværende.

Til eftertanke

Hvad er der fare for, når man absolut vil se resultater for enhver pris?

TIRSDAG 28. AUGUST 2018

Holde fast i eller tænke nyt – Thessalonika og Berøa ApG 17,1-15

Baggrund

Hvad var det centrale i apostlenes forkyndelse? Hvad er årsagerne til, at tilhørerne i Thessalonika og Berøa får noget forskelligt ud af det, de hører? Som de plejer, går Paulus og Silas også i Thessalonika og Berøa allerførst til synagogen for at tale med jøderne og de gudfrygtige grækere dér. Mens der i Thessalonika bliver oprør, møder de to apostle derimod lydhørhed i Berøa. ”De modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan.“ Jøderne i Berøa er åbenbart villige til at undersøge apostlenes budskab ud fra Guds ord i stedet for automatisk at afvise det, fordi det strider imod det, de hidtil har troet på. I det græske anakrino høres den ”kritiske“ side af granskningen. Man undersøger, udforsker, efterprøver – det er begrebets grundbetydning. Positiv ”kritik“ ytrer sig ikke i en refleksagtig afvisning, men er derimod en indstilling, hvor man stiller undersøgende spørgsmål og først drager konklusioner, når man kan argumentere for sin endelige vurdering. I den ånd bør enhver prædiken vurderes, ikke mindst – og især – når den sætter spørgsmålstegn ved eksisterende opfattelser.

Til fordybelse

”At Kristus måtte lide“, var fuldstændig nyt for jødiske tilhørere. Efter deres forståelse ville Messias udfolde magt og pragt og oprette sit herredømme i Israel. Med baggrund i deres overleverede forståelse af Skriften var det umuligt for dem at være enig i Paulus’ prædiken. Hvis skriftlærde jøder skulle kunne acceptere Jesus som Messias, skulle de først lære at læse de hellige skrifter med nye øjne.

Til eftertanke

Hvor oplever jeg, at velkendte og fortrolige tankemønstre kan være en hindring for at følge den levendegørende ånd, der ønsker at vejlede os i hele sandheden?

ONSDAG 29. AUGUST 2018

Afvise eller tilslutte sig – Athen ApG 17,16-34

Baggrund

Hvordan reagerede Paulus, da han blev konfronteret med et væld af guddomme i Athen? Hvilken virkning havde hans tale på Areopagos? Når man kan læse i Lutherbibelen, at Paulus græmmedes (NB! Den autoriserede danske siger blev meget oprørt), da han gik igennem Athen, så er der ikke udelukkende tale om en negativ reaktion. Man kan også gengive det græske udtryk sådan, at ”man kommer i bevægelse“ eller ”bliver opildnet“. Det giver bedre udtryk for, hvor oprørt Paulus blev, og hvor motiveret han blev, da han så, hvor udbredt afgudsdyrkelse var i Athen. ”Denne by var arnested for græsk kunst, religion og filosofi. Endnu længe efter dens fysiske undergang var byens navn stadig symbolet på en stærk, åndelig tradition for enhver, der bare var nogenlunde dannet (Roloff, a.a.O., 254). Lukas viser vanskeligheden, der opstod alle de steder, hvor evangeliet stødte på den dannede elites religion, der var præget af filosofien“ (samme).

Til fordybelse

Til anvendelse

Til eftertanke

Selv om Paulus blev oprørt på grund af de forskelligartede religiøse tilbud, reagerede han hverken aggressivt eller kategorisk afvisende – tværtimod. I et forsøg på at vinde athenerne for sig og sit budskab knyttede han an ved deres forestillinger og argumenter. Han citerede endda verdslige forfattere for at underbygge sine kristne holdninger. Det gælder vel også for os, at vi først skal respektere anderledes tænkende og troende menneskers hidtidige holdninger, værdsætte dem og tage dem alvorligt, hvis vi skal have en chance for at vinde dem for evangeliet. Er jeg bevidst om, hvilke kilder de værdier og den overbevisning, som bestemmer mine handlinger, får deres næring fra?

TORSDAG 30. AUGUST 2018

At gå nye veje – Korinth ApG 18,4-7

Baggrund

Til uddybelse

Til anvendelse

Til eftertanke

Hvilken reaktion blandt sine tilhørere foranledigede Paulus til at ændre målgruppen for sin forkyndelse? Også i Korinth oplevede Paulus voldsom protest fra jøderne. Efter sin egen opfattelse havde han fuldt og helt levet op til ”de forpligtelser, der var blevet pålagt ham som evangeliets budbringer. Jøderne må derfor selv bære ansvaret for, hvordan de forholder sig til det ... Jøderne påkalder sig qua deres adfærd Guds dødsdom. Det ydre tegn på adskillelsen ses derved, at Paulus flytter sin prædiken fra synagogen til Titius Justus’ hus, der ligger lige ved siden af.“ (Roloff, 271). ”Næsten i alle byer opleves der modstand og spot blandt jøder, der ikke vil anerkende Jesus som Messias ... Paulus reagerer ved symbolsk at ryste støvet af – da han jo bliver i byen, ryster han det af sin kappe i stedet for af fødderne – og placerer ansvaret for den skæbne, der truer jøderne, hos dem selv.“ At han fra nu af går til hedningerne, ”udelukker ikke, at Paulus andre steder igen påbegynder missionsarbejde i synagoger.“ (Rudolf Pesch, Die Apostelgeschichte, EKK, 148). For det meste har adventister rettet deres missionsbestræbelser mod andre kristne og kirker, der ikke er så forskellige fra dem selv i trosmæssig henseende. De er dog ikke så tilbøjelige til at konvertere. Der findes derimod et stort og uopdyrket arbejdsområde, nemlig det såkaldt ”hedenske“, dvs. det verdslige samfund. Den store udfordring i det 21. århundrede er netop at nå ud til dette med evangeliet, og det kræver udover moderne metoder også, at man er indstillet på at ville være ”græker med grækerne“. Guds ord og befaling skal høres og forstås personligt og virkeliggøres i ens liv. Hvilke konkrete hindringer kan stå i vejen for, at jeg gør det?

FREDAG 31. AUGUST 2018

Opmuntring og fornyet motivation – Korinth ApG 18,1-3.8-11 Baggrund

Den støtte, den opstandne Kristus giver udtryk for i vers 9, er tæt forbundet med løfterne om frelse i Gamle Testamente (Es 41,10; 43,5; Jer 1,8). Med samme opfordring: ”Tal, og vær ikke tavs!“ blev også Moses og Josva bedt om at være tro mod deres opgave. ”Fordi den himmelske Herre selv har besluttet at samle sig et ”folk“ i Korinth, er opgaven nærmest lagt til rette for hans vidne og budbringer.“ (Samme 272).

Til fordybelse

For mange er det en stor udfordring at skulle træffe vanskelige beslutninger på egen hånd. Ofte er den sociale tilknytning til omgangskredsen vigtigere end bundetheden til Gud. Vi er mere influeret af det, vi oplever, end af det, vi foregiver at tro. Hvis man er en del af en gruppe, der holder fast i det vante og ikke tør begive sig ud i noget nyt, er det svært at begynde på et nyt livsafsnit, endsige at begynde et liv med Jesus.

Til eftertanke

Hvordan har jeg erfaret – også under vanskelige forhold – at påvirkning fra Gud har magt til at motivere mig (på ny)?

Resumé

Hvordan oplevede Paulus opmuntring og støtte?

Også i det for Paulus fremmede Europa forkynder han først det gode budskab i synagogerne. Dér må han tit forholde sig til sine landsmænds modstand. Også når hans modstandere bagtaler apostlen, opmuntrer Gud ham til at holde fast i sit kald.

DIALOG TIL SABBATTEN 1. SEPTEMBER 2018

Spørgsmål til drøftelse Hvordan kan det være, at nogle mennesker foretrækker trygheden i deres sociale netværk fremfor at følge deres indsigt og gå nye veje? ApG 16,6-8

Er modstand tegn på Guds ledelse eller en afledningsmanøvre fra Satan? Hvordan kan man kende forskel?

ApG 17,1-4

Det centrale i Paulus’ forkyndelse var Messias’/Jesu død og opstandelse. Hvilken betydning har dette budskab for os i dag? Er der nogen, der ”køber“ dette budskab nu om stunder i et sekulariseret samfund?

ApG 17,26-29

Paulus citerer græske forfattere for at henlede athenernes opmærksomhed på evangeliet. Hvad kan vi lære af hans fremgangsmåde?

ApG 18,4-7

Hvilken målgruppe bør vi først og fremmest rette vores opmærksomhed imod: Kristne i andre kirker eller sekulariserede medborgere? Hvilke konsekvenser har det svar, vi giver? Hvilken opdagelse (i troen) har indtil videre haft størst indflydelse på jeres åndelige liv?

UGEN 2.-8. SEPTEMBER 2018

Den tredje missionsrejse

ApG 18,23-21,14

”Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde“ (ApG 20,24).

Hovedtanke

Det er ikke den person, der forkynder, men den person der forkyndes om, Jesus Kristus, der står i centrum for evangeliet.

Introduktion

Efter Generalkonferencen i 1888 var det blevet svært for Alonzo Jones og Ellet Waggoner at vinde gehør for deres synspunkter i adventmenigheden. På konferencen havde det været muligt at tale offentligt om de omstridte emner, men en afstemning om dem var aldrig kommet i stand. Således blev det svært for Alonzo Jones, da han i december det samme år ønskede at tale i Battle Creek. Nogle af de delegerede, der var utilfredse med resultatet, havde udbredt det synspunkt, at Jones var et teologisk ”vrøvlehoved“. I stedet for at behandle tvistens spørgsmål emneorienteret, kom det til personcentrede vurderinger (iflg. George Knight, Wenn die Heiligen streiten, Lüneburg 2010, 101). Også i dag kan man sommetider få det indtryk, at der i kirke og samfund debatteres mindre ved hjælp af saglige argumenter og velbegrundede overbevisninger, og at blikket meget mere rettes på de personer, der tiltrækker sig opmærksomhed. Paulus ser sig selv udsat for denne problematik på sin sidste missionsrejse. Ser de andre i ham den store missionær og evangelist, som opnåede så meget? Eller forbliver de tro mod det frelsesbudskab om Jesus Kristus, som Paulus havde forkyndt? Lukas beskriver forskellige situationer, der illustrerer forholdet mellem forkynder og budskab.

SØNDAG 2. SEPTEMBER 2018

Apollos i Efesos ApG 18,24-28

Hvad var tilhørerne begejstret for ved Apollos’ virke? Hvordan reagerede de lokale kristne, Priskilla og Akvila, på den tilrejsende evangelist Apollos?

Baggrund

Apollos, en jødekristen og medrivende taler – han havde ordet i sin magt og var stærk i Skrifterne – træder frem i Efesos mellem Paulus’ første og andet besøg. Udtrykket med ildhu (1948-overs.: brændende i ånden) kan udlægges som en særlig åndsfyldt forkyndelse. Priskilla og Akvila hører Apollos prædike i synagogen, erkender, at de har synspunkter til fælles, optager ham i deres hjem, giver ham muligvis også noget arbejde og studerede Guds vej mere udførligt med ham. Det er nærliggende, at de også taler om diskussions- og erkendelsesforløbet vedrørende jøde- og hedningemissionen, som Paulus har sat sit præg på. Nu er det ikke længere kun jøderne, men alle mennesker, der er modtagere af evangeliet. Da Apollos efter nogen tid rejste videre til Korinth, der er hovedstaden i Akaja, giver man ham en skriftlig anbefaling med. Derpå bliver han optaget af de lokale troende og vinder gehør med sin forkyndelse om Jesus som den forudsagte Kristus.

Til fordybelse

Afsnittet begynder med at nævne Apollos, hans kvalifikationer samt måder og sted for sit virke. Pga. af mødet med Akvila og Priskilla lærer Apollos evangeliet bedre at kende – specielt med henblik på dåben. Også det næste sted, han kommer, står Jesus Kristus helt i centrum for forkyndelsen. Den karismatiske prædikant, som de forsamlede gerne lytter til, har ikke fokus på sig selv, men leder sine tilhørere hen mod den Hellige Skrift og den Messias, hvis frelsesbudskab de forkynder.

Til anvendelse

Trods al vores begejstring for at viderebringe evangeliet, hvor står vi så i fare for at forsømme vigtige bibelske aspekter af sandheden? Hvordan kan vi udjævne eventuel uvidenhed i mødet med andre troende?

MANDAG 3. SEPTEMBER 2018

Paulus i Efesos ApG 19,1-22

Baggrund

Hvad var forskellen på Jesus-dåben og Johannes’ dåb? Hvad udløste uddrivelsen af en ond ånd? Da Paulus ved sin ankomst i Efesos støder på Johannes-disciple, spørger han efter modtagelsen af Helligånden, som for ham er nært knyttet til den kristne dåb. Da det viser sig, at de er uvidende om det, opbygger Paulus en argumentationskæde fra Johannes til Jesus og overbeviser dem om den kristne tro. Følgelig lader de sig døbe i Jesu navn. Som man kan forvente, går Paulus i synagogen, som tidligere så venligt havde taget imod ham og havde bedt ham om blive der (18,1920). Så kan han der – som tidligere også Apollos – forkynde budskabet om Guds rige. Efter tre måneder er det nødvendigt at flytte forkyndelsen og undervisningen til et andet sted, fordi han møder voksende modstand. Gennem Paulus udvirker Gud nogle usædvanlige undergerninger, som viser, hvilke forventninger menneskene havde til ham. Troen har åbenbart helbredende kræfter (sml. 3,16). Da en jødisk ypperstepræsts sønner ville kopiere disse undere, bliver de ikke alene med ord, men også kropsligt klædt af til skindet af den onde ånd. Deres forsøg på at bruge navnet Jesus til deres formål mislykkes eftertrykkeligt. I stedet fik ordet fremgang og styrke.

Til fordybelse

For Lukas er den kristne tro ikke ”en sag for auditoriet“, men en ”frelse for selve det levende, syge dæmonbesatte menneske“ (Pesch, Apostelgeschichte, 174). På denne måde bliver Herren Jesu navn forherliget (højlovet). Det er ikke Paulus, der står i begivenhedernes centrum, men Herrens kraft.

Til eftertanke

Apostlens åndsfyldte tjeneste skaber varige forandringer hos de troende: De brænder offentligt deres trolddomsbøger. – Hvornår er jeg sidst blevet så berørt af en prædiken eller en erfaring, at det fik praktiske konsekvenser for mit liv?

TISRDAG 4. SEPTEMBER 2018

Sølvsmedenes opstand ApG 19,23-40

Baggrund

Hvad var årsagen til Demetrius’ angreb på Paulus? Hvordan forholdt apostlen sig i denne kritiske situation? Sølvsmeden Demetrius oplever den unge kristne menighed som en trussel mod sit erhverv, der med miniaturekopier af artemistempler skaffer ham indtægter. Den offentlige bogafbrænding ser han som en bekræftelse af sine bekymringer. Med retorisk snilde gør han alle sølvsmedes økonomiske interesser til et spørgsmål om hele byens og regionens samt den hedenske artemisdyrkelses anseelse. Dermed opnår han, at en menneskemængde stimler sammen, som præger stemningen med antijødiske følelser. Oprøret truer med at optrappes, og tilmed er der kun få af de tilstedeværende, der egentlig ved, hvad demonstrationen handler om. Med et lignende smart retorisk spørgsmål beroliger byskriveren folkemængden og minder dem om de retsstatslige procedurer for behandling af anklager. Derpå opløser han forsamlingen, og derved er Paulus’ rejsefæller – Gajus og Aristark – så vel som jøden Alexander frie igen.

Til fordybelse

Til anvendelse

Lukas skildrer for læseren en vigtig erfaring, som den unge kristne menighed gør sig. Den havde oplevet, at det romerske retsvæsen i en truende og følelsesladet situation havde beskyttet de kristne. ”Den afgørelse, som byskriveren og andre hæderlige embedsmænd i byen havde truffet, fremstillede Paulus som en, der var uskyldig i noget ulovligt. Dette var for kristendommen en ny sejr over vildfarelser og overtro. Gud havde benyttet en anset øvrighedsperson til at forsvare apostlen og holde den larmende pøbel i tømme“ (Ellen White, Mesterens Efterfølgere, Dansk Bogforlag 1964, s. 158). Hvornår har vi som menighed oplevet, at andre offentligt tog os i forsvar? Har vi været hhv. er vi parate til at gøre det samme for andre mennesker i en truende situation, som ikke deler vores tro?

ONSDAG 5. SEPTEMBER 2018

Paulus i Troas ApG 20,1-12 Baggrund

Hvordan reagerede Paulus på den tragiske hændelse? Den første dag i ugen afslutter Paulus sit ophold i Troas med samtaler og en lang tale. Efter bibelsk tidsregning må det dreje sig om aftenen efter sabbatten, der er den nye uges begyndelse for jøder. (If. 2 Mos 12,18 regnes ugedagene fra aften til aften). Derimod ville det efter romersk tidsregning være søndag aften. Paulus’ afrejse sker på den efterfølgende dag ved morgengry. Afskedstalen varer ca. til midnat. Eutykos, en ung tilhører, blev under talen overmandet af søvnen og falder ned fra anden sal. Han bliver erklæret for død, da man finder ham. Paulus, som lægger sig over ham og tager om ham, bemærker, at Eutykos lever (… der er liv i ham). Om Eutykos er opvakt fra de døde gennem Paulus, eller om han lever og igen kommer til bevidsthed, forbliver et åbent spørgsmål. Sikkert er det, at den tilstedeværende menighed gennem denne erfaring ikke blev så lidt trøstet. Og som om intet var hændt går Paulus op igen og fortsætter forsamlingsmødet med at ”bryde brødet“ – dvs. med et måltid hhv. nadver.

Til fordybelse

Til anvendelse

”Paulus, som hidtil kun er optrådt som missionær, ses nu i v. 7-12 i rollen som menighedsforstander – og som forbillede for dem, som det i fremtiden i den grad kommer an på (sml. v. 17-35). Han er et forbillede for dem med sin entusiasme som prædikant (v. 7) og sjælesørger (v. 11). Han er idealet af en menighedsforstander“, som sætter sig spor, der gør, ”at anfægtelser overvindes, og at troen i menigheden styrkes“ (SEB 1651f.). Efter den sidste nadver, som Jesus holder med sine disciple, er brødsbrydelsen et minde og en anskueliggørelse af Jesu død. I og med, at Paulus efter erfaringen med Eutykos fortsætter gudstjenesten, som om intet var hændt, leder han opmærksomheden bort fra sig selv og over på Jesus, som ikke blot har givet Eutykos nyt liv, men giver det til enhver, som tror på ham.

TORSDAG 6. SEPTEMBER 2018

Paulus i Milet ApG 20,13-38 Baggrund

Hvad ville Paulus give menighedens ældste med på vejen? I Milet holder Paulus en afskedstale til menighedens ældste fra Efesos. Han minder dem om tiden, hvor han færdedes der, og at han har arbejdet hos dem i al ydmyghed og under tårer og under de prøvelser, som har ramt mig (v. 19). Han håber på, at menighedens ledere vil have en lignende indstilling til deres opgave (v. 33-35). Paulus lægger vægt på, at det ikke kommer an på hans person, og at han ikke har holdt noget tilbage i sin forkyndelse. De ældste skulle som biskopper (epískopoi = opsynsmænd) værne menigheden mod angreb ude- og indefra og vise udholdenhed i dette arbejde. Ikke han, Paulus, men Helligånden har kaldt dem ind i dette ansvarsfulde hverv. Derfor overgiver han dem nu til Gud og hans nåde, som vil styrke dem i troen (v. 28-32). Paulus, der har givet afkald på, at andre skal bekymre sig om hans personlige og økonomiske behov, henviser i slutningen af sin tale til, at man ligeså uselvisk skal hjælpe samfundets svageste (v. 35). De ældste ledsager Paulus til skibet, selvom de ved, at han begiver sig ud i fare, og at de sandsynligvis aldrig vil se ham igen.

Til fordybelse

”Paulus’ tale er af Lukas vægtet således, at den også og i særdeleshed taler ind i kirkens situation på hans egen tid, og dermed skærper han menighedernes, særligt menighedsledernes samvittighed. Som hjordens hyrder er de selv delagtige i Jesu Kristi hyrdeembede. … I slutningen af sin tale understreger Paulus emnet om de ældstes underhold og minder dem udtrykkeligt om de retningslinjer, som han selv har sat i denne sag … Ikke mindst er det vigtigt, at de ældste ved deres livsstil ikke giver dagdriverne i menigheden anledning til at læne sig tilbage.“ (SEB 1652f.).

Til eftertanke

Hvad er vigtigt for mig at få frem, når jeg fortæller andre, hvad jeg måtte og må gøre for Gud – min rolle eller hans nåde?

FREDAG 7. SEPTEMBER 2018

Paulus i Cæsarea ApG 21,1-14

Hvordan kan det gå til, at kristne i Tyrus tilskyndet af Ånden (v. 4) advarer Paulus mod at rejse til Jerusalem, mens han, bundet af Ånden (20,22), rejser netop dertil? Jesus-disciplene i Tyrus advarer apostlen tilskyndet af Ånden mod at rejse videre – dog uden succes. Ankommet i Cæsarea møder Paulus profeten Agabos (sml. 11,27-39). Ligesom nogle profeter i Gamle Testamente benytter han sig af tegn for at gøre opmærksom på de farer, der lurer i Jersualem. Hans rejsefæller tolker dette som endnu en alvorlig advarsel. Derfor prøver de på at overbevise apostlen om, at han ikke bør gå til Jerusalem. Selvom Paulus er dybt berørt af deres reaktion, står hans beslutning fast – at føre missionen til ende, om det så skal koste ham hans liv. Evangeliets forkyndelse og menighedens enhed er vigtigere for ham end hans egen sikkerhed og egennyttige interesser.

Til fordybelse

”Når han overgives i hedningers hænder, vil det også ske for ham, hvad jøderne har gjort mod Jesus.“ (SEB 1654).

Til eftertanke

Misforstået, bagtalt, mishandlet, skældt ud – dog lader Paulus sig ikke bringe ud af fatning. Hvordan kan jeg lære at forholde mig på lignende måde under omstændigheder, der kunne gøre mig modløs?

Resumé

Den rette lære, total indsats for menighed og mission, personlig opofrelse til det sidste – alt dette tæller ikke hos Gud, hvis ikke Jesus Kristus er centrum og motivation for vores tænkning og gerning.

DIALOG TIL SABBATTEN 8. SEPTEMBER 2018

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt

”Du kender sandheden – jeg end ikke dig.“ (Rio Reiser, tysk sanger og musiker, 1950-96). Hvor væsentligt eller vigtigt er det for jer at kende den, der ønsker at vinde jer for sin overbevisning? Omvendt – hvor væsentligt eller vigtigt er det at kende de mennesker, som vi vil vinde for Kristus?

ApG 18,25-26

Priskilla og Akvila optog Apollos i deres hjem. Hvilken rolle spiller relationer, når man vidner om troen? Hvilke erfaringer har I gjort jer på det område? Hvilke opdagelser har I først erfaret lidt efter lidt? Hvem eller hvad har været en hjælp desangående?

ApG 19,11-12

Hvilken rolle spillede Paulus’ hænder, hans tørklæder hhv. de syges forventninger? Virker Gud også gennem verdslig tro på mirakler?

ApG 20,7-12 Afslutning

Hvad synes I, der var overraskende ved denne begivenhed? Hvordan kommer vi til at tale mere om, hvad Gud har gjort og gør, i stedet for alt det, vi gør for ham?

11 ApG 21,15-23,35

UGEN 9.-15. SEPTEMBER 2018

En tid fyldt med kriser ”Den følgende nat stod Herren foran Paulus og sagde: ‘Vær ved godt mod! For ligesom du har vidnet om mig i Jerusalem, skal du også vidne i Rom.’“ (ApG 23,11).

Hovedtanke

Evangeliets udbredelse i verden og vejen til Jesu kirke er nogle gange turbulent og eksistentielt truende – og alligevel når Gud sit mål.

Introduktion

En sten, der falder i vandet, om den er nok så lille, vil altid udløse ringe i vandet, der kan få stor udbredelse. Det samme gælder Guds kærlighed og således evangeliet om hans kærlighed. Men også ubetænksomme ord og handlinger kan – lige som en sten, der kastes i vandet – være begyndelsen til konflikter, der kan vokse sig store både politisk, religiøst og på det personlige plan. Paulus vender tilbage til Jerusalem efter sin succesfulde tredje missionsrejse blandt hedningerne. Efterhånden har tusindvis af jøder taget imod Jesus. På trods af afklaringen på apostelmødet (kap. 15) er det ikke alle spændinger og fjendskaber, der er udryddet. Den anbefaling, de ældste kom med som forsøg på at skabe ro (21,20-26), viser sig at være en fejlvurdering, og den udløser en kædereaktion, der omfatter flere og flere grupperinger inkl. den romerske besættelsesmagt. Gud meddeler Paulus, at disse uroligheder vil brede sig helt til Rom. De agerende personer er: Paulus som nøglefigur, hvis hjerte banker for jøder og hedninger. En anden aktiv gruppe består af Jakob og menigheden i Jerusalem. En gruppe, der også er en del af handlingen, er jøderne og Rådet. Og til sidst træder også romerne ind på scenen. Konflikten indebærer muligheden for at fjerne hedningeapostlen Paulus, at få splittet den unge kristne menighed og få sat en stopper for missionen.

SØNDAG 9. SEPTEMBER 2018

Den kristne menighed i Jerusalem ApG 21,15-26 Baggrund

Hvad motiverede de ældste til at give dette råd? ”Ja, men...“ – Sådan synes de ældstes reaktion at være på beretningen om Paulus’ virke blandt hedningerne. De lovpriser Gud, men deres lovprisning glider over i en bekymring over, at hans adfærd sammen med de verserende rygter vil kunne medføre ukontrollerede indre spændinger i menigheden. På apostelmødet havde man afklaret spørgsmålet om, hvorvidt hedningekristne var underlagt loven (kap. 15). Man havde ikke vedtaget noget med hensyn til de jødekristne. De kunne handle efter deres samvittighed (16,3; 1 Kor 7,18-20). Dermed havde Paulus friheden til at betale udgifterne til nasiræerløftet (4 Mos 6,1-8.13ff.) for fire personer og selv gennemføre et renselsesritual. ”Nationalisterne nærede på forhånd udbredt mistro til urmenigheden, fordi den havde forbindelse til hellenister (ikke-jøder), som kun kunne hævde sig ved bestandigt at bevise deres troskab over for loven. På grund af disse ydre lejre var der også sket forskydninger internt: Den strengt lovlydige fløj dominerede, og Herrens bror Jakob måtte se sig skubbet ud på venstrefløjen“ (Jürgen Roloff, NTD, Die Apostelgeschichte, Berlin 1981, 312).

Til fordybelse

Jødekristne i Jerusalem havde allerede gjort livet svært for den unge menighed i Antiokia og havde torpederet evangeliet om retfærdiggørelse ved tro (Gal 2,11-16). Her var Paulus skredet energisk ind. I anden anledning havde han ladet Timotheus omskære efter loven, for at der ikke skulle opstå nogen forbehold imod evangeliet. I begge tilfælde, hvor forskellige de end var, drejede det sig om evangeliet. Men denne gang skulle han vise, at han fortsat holdt fast i de gamle love, for at han kunne undgå fare for sig selv og menigheden.

Til eftertanke

Beslutninger i troen og i hverdagen kan være bestemt af enten frygt eller et frimodigt liv med Kristus.

MANDAG 10. SEPTEMBER 2018

Jøderne i Jerusalem ApG 21,27-35; 22,22-23 Baggrund

Hvilke faktorer førte til oprør?

De syv renselsesdage er næsten overstået og tiden for nasiræerløftets indfrielse var kommet. Paulus selv havde underkastet sig renselse, fordi han efter jødisk tradition var blevet uren ved sit ophold i udlandet. Ved afslutningen af dette ritual bliver han genkendt af diasporajøder fra provinsen Asien, muligvis fra Efesos (kap. 19), hvorefter han bliver lagt i lænker. Da det ikke er tilladt at gribe til selvtægt og fx stene folk på den inderste del af tempelområdet, bliver Paulus slæbt udenfor. Portene til den indre del bliver lukket, så det ikke er muligt at flygte ind på dette fredede område. Der bliver fremsat to anklagepunkter. For det første, at der udbredes en lære, der retter sig imod det udvalgte folk, loven og templet. Og for det andet, at helligdommen vanhelliges. I det mindste vil det andet punkt kunne medføre dødsstraf. Det informeres der om på både græsk og latin på de opsatte skilte ved indgangen til den indre gård. Da Paulus lidt senere taler til folket og nævner stikordet hedninger, føler tilhørerne sig bekræftet i deres opfattelse og anklage. Man ser deres blinde raseri og religiøse aggressioner, idet de skriger, river deres kapper af og hvirvler støv op i luften.

Til anvendelse

Til eftertanke

Det er typisk for den blinde fanatismes væsen, at anklagepunkter ikke bliver undersøgt seriøst. Forargelsen vinder over den saglige kontrovers. Og så viser endda netop den hellige skrift, hvordan man ved hjælp af fordomsfri samtaler kan undgå heftige skænderier, mudderkastning og fjendskab og kan imødegå rygter (fx Jos 22,934). ”Jeg vil gerne bygge bro, hvor andre ser dybe kløfter; jeg vil gerne kigge bag om stakitter og kravle hen over høje mure“ (ghs 498).

TIRSDAG 11. SEPTEMBER 2018

Romerne i Jerusalem ApG 21,37-40; 22,22-29 Baggrund

Hvad skal man mene om romernes måde at gribe ind på?

Da Paulus er kommet op for enden af trappen, lykkes det ham at tiltale kommandanten. Det gør han med udsøgt høflighed og på formfuldendt græsk. Især det sidste bliver den romerske officer overrasket over, fordi det modbeviser hans mistanke om, at Paulus er den ægyptiske jøde, der kort forinden havde stået i spidsen for et oprør, og som – efter at oprøret var slået ned – på mystisk vis var forsvundet. Vi kender til denne episode ud fra den jødiske historieskriver Josefus’ beretninger (NTD, Bd. 5, 321). Lukas betegner oprørerne som sikariere (snigmordere). Det var ”betegnelsen for jødiske terrorister, som enkeltvis trængte ind i hovedstaden ude fra det flade land for at skræmme befolkningen med deres terroranslag ... men øjensynligt er dette udtryk efterhånden blevet den almindelige betegnelse for alle typer af oprørere.“ (samme).

Til fordybelse

Det har sikkert ikke været let for kommandanten at holde de jødiske partisaner i skak, som ikke veg tilbage for politisk motiverede mord. Eftersom det ikke var muligt at få noget håndgribeligt at vide af de jøder, der havde taget Paulus til fange, begyndte han også at gisne. Men i modsætning til jøderne gik han med til et faktatjek af sagen og var indstillet på at opgive sine fordomme. På den måde beskyttede den romerske autoritet Paulus imod sine jødiske brødres had.

Til anvendelse

Formodninger bygger for det meste på et meget ringe eller ensidigt kendskab til de faktuelle forhold og erstatter de manglende informationer med erfaringer på andre felter eller med gisninger. Selv om de fremføres som sandhed, er de dog stadig blot rygter, hvis ægthed ikke interesserer ret mange. Hvor langt er vi villige til at gå med i sådan et spil?

Til eftertanke

Fordomme er af det onde – de mangler bedømmelsen.

ONSDAG 12. SEPTEMBER 2018

Paulus’ tale ApG 22,1-21

Hvad ville Paulus opnå hos tilhørerne med sin selvbiografiske tale?

Baggrund

Dette er den første af tre offentlige forsvarstaler, som Paulus holder (sml. ApG 24,10-21 og 26,2-23). Han ”står på den trappe, der forbinder tempelpladsen med borgen Antonia“ (Gerhard Schneider, Die Apostelgeschichte, HThKNT, V/2, Freiburg 1982, 318). Talen indeholder tre argumentationskæder. • Vers 3-5: Paulus viser, at han tidligere var præcis, som hans tilhørere også er nu: brændende af iver for Gud. ”Talen har til formål at få tilhørerne til at forstå, at de i deres iver bare ikke handler for Gud, men imod ham.“ (Samme s. 321). • Vers 6-14: Det er Gud selv, der har kaldet Paulus. I Ny Testamente findes der flere forskellige steder, der med forskellig vægt beretter om, hvordan Paulus bliver omvendt og kaldet (ApG 9,1-30; 26,9-20; Gal 1,13-17). Her vil Paulus overbevise jøderne på tempelpladsen om, at hans mission har guddommelig oprindelse. De skulle gerne drage den slutning: Når selv en så lærd og ivrig mand som Paulus foretager en 180 graders kovending med hensyn til sin indstilling over for kristendommen, så må der da være noget om den tro på Jesus Kristus (vers 19-20). • Vers 15-21: Paulus har til opgave at vidne for hedningerne om Jesus Kristus. Også selv om det kunne ligne en ny tro, så har den dog dybe rødder. Den nye vej er ikke anti-jødisk, men derimod opfyldelsen af Guds gamle løfter.

Til fordybelse

Det er traditionalismen, der står i vejen for Paulus’ succes. Jødernes tænkning om deres særstatus og indgroede fordomme hindrer tilhørerne i at indlade sig på Paulus’ budskab.

Til eftertanke

Hvad kan hjælpe mig til ikke at lade religiøs traditionalisme og overleverede fordomme blokere for sandheden?

TORSDAG 13. SEPTEMBER 2018

Rådet i Jerusalem ApG 22,30-23,11 Baggrund

Hvilken taktik anvendte Paulus i sit forsvar? Den romerske oberst Claudius Lysias mente, den bedste måde at tackle striden om Paulus på var at stille ham for Rådet. Hvis det skulle vise sig, at han var uskyldig, kunne han bare lade ham gå. Hvis der derimod var hold i beskyldningerne, ville sagen blive overdraget til den romerske statholder. I sit første forsøg på at forsvare sig henviser Paulus til sin gode samvittighed over for Gud. Lukas beskriver denne scene som parallel til Jesus, der afhøres af Annas (Joh 18,12-23). Både Jesus og Paulus tager til genmæle, da de bliver slået uden grund. Det viser tydeligt, at begge optræder ydmygt, men ikke er til sinds at opgive deres værdighed og heller ikke viger tilbage for at påtale uretten. I sit andet forsøg på at forsvare sig udnytter Paulus dygtigt den splittelse, der hersker mellem farisæerne og saddukæerne i Rådet. Han forsøger at vinde de tiltaltes velvilje. Det lykkes i hvert fald hos nogle af farisæerne, som bekræfter hans uskyld. Alligevel opstår der også i Rådet en vis uro, så Claudius Lysias for tredje gang ser sig foranlediget til at lade sine soldater beskytte fangen og få ham bragt til borgen Antonia igen.

Til fordybelse

”Dette var Paulus’ sidste optræden i Jerusalem, den jødiske verdens centrum“ (Stuttgarter Erklärungsbibel s. 1658). I den efterfølgende nat bliver Paulus opmuntret af Gud (32,11). Selv om han er fanget for sin tros skyld, selv om situationen synes kaotisk, holder Gud trådene i sine hænder. Det er en del af hans plan, at Paulus også kommer til Rom.

Til anvendelse

”Vær derfor snilde som slanger og enfoldige som duer“ (Matt 10,16). Er det acceptabelt at gå taktisk til værks, når vi bliver angrebet på grund af vores tro? Eller bør vi ganske enkelt bare aflægge et vidnesbyrd uden at bekymre os om følgerne?

FREDAG 14. SEPTEMBER 2018

Romerretten ApG 23,12-35

Baggrund

Hvordan kan anklagernes beslutsomhed forklares? Hvorfor anser de Paulus for at være så farlig? De jødiske mænds sammensværgelse viser, at de er villige til at løbe en høj risiko med eget liv som indsats blot for at dræbe Paulus (hvor lang tid har de mon holdt deres ”løfte“?). På den ene side udnytter den romerske oberst Claudius Lysias anledningen til at få bragt Paulus i sikkerhed. På den anden side kan han overlade denne komplicerede og uigennemskuelige sag til statholderen i Judæa. Brevet til hans foresatte Antonius Felix – som havde embedet i Palæstina siden år 52/53 e.Kr. – er det eneste profane brev i hele Ny Testamente. Antonius Felix har sit sæde i Cæsarea ved havet, cirka 110 km fra Jerusalem. Lysias meddeler Felix i sit brev – før forhøret – at han mener, Paulus er uskyldig.

Til fordybelse

Lukas’ beretning markerer ”Paulus’ endelige overgang fra jødernes magtområde og farezone til romerretten, hvilket også betyder det første skridt mod Rom“ (Gustav Stählin, NTD, Die Apostelgeschichte, Göttingen 1971, 290). Paulus ved ikke, at han skal være fange i endnu fire år. I denne lange periode må visheden om, at Gud er med ham, have været ham til trøst og opmuntring (23,11).

Resumé

Der går menneskelig tænkning i menigheden og i samfundet. ”Gode“ råd, der viser sig at være det modsatte – fordomme, bagvaskelse, had og falske anklager – alt det truer menighedens fremgang og mission. Og alligevel holder Gud fremtiden i sine hænder. Trods alle vanskeligheder når han sit mål: Det gode budskab om Jesus når helt til Rom.

DIALOG TIL SABBATTEN 15. SEPTEMBER 2018

Spørgsmål til drøftelse Nogle mennesker anskaffer sig et nøddepot, et reservelager af madvarer for at kunne klare de første uger i en krisetid. Hvad er jeres holdning til at forberede sig på krisetider? ApG 21,18-24

MENIGHEDEN Hvordan vurderer I de ældstes råd, der er tænkt som ”forebyggelsesforanstaltning“? Hvor meningsfyldt eller meningsløst er det at tilpasse sig de nidkæres adfærd? Hvad kendetegner en nidkær person?

ApG 21, 27-30

JØDERNE Hvad lyder anklagerne på? Hvad bunder de i? Hvor rimelige er de? Hvilke farer for de mellemmenneskelige relationer bliver tydelige her?

ApG 21,31-39

ROMERNE Hvad adskiller denne oberst fra jøderne, selv om han også har fordomme?

ApG 23,1-9

RÅDET Hvordan vil I beskrive Paulus’ adfærd over for sine anklagere?

ApG 23,10-11

Sæt jer i Paulus’ sted, og hold jer hans situation for øje. Hvilke følelser vækker det i jer? Hvad giver jer ro i forhold til fremtiden?

12 ApG 24 til 26

UGEN 16.-22. SEPTEMBER 2018

Fangenskabet i Cæsarea ”Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker“ (ApG 26,29).

Hovedtanke

En fri bekendelse – selv i trængsler.

Introduktion

Pearl Sydenstricker Buck, som modtog Nobels litteraturpris i 1932, voksede op i Kina som datter af en missionær. Hun iagttog sin far og hans kolleger meget nøje. Hendes indtryk var, at de gejstlige kun var kommet til Kina for at tilfredsstille deres eget religiøse behov. At ønske, at andre skulle være som jeg, kan fremme præstationstænkning, nære selvtilfredshed og være udtryk for en skjult stræben efter magt. Pearl Buck så farerne, men arbejdede senere selv i nogen tid i missionen. Man må stille sig selv det spørgsmål: Hvor meget ”Jeg“ kan forkyndelsen af evangeliet tåle? Den første del af et muligt svar findes her (den modsatte position følger i fredagsafsnittet): • Forkynderen er en synder, og synden består i menneskets Jeg-forfaldenhed – altså skal prædikanten ikke tale om sit eget Jeg. • Vidnet behøver ikke at sige ”Jeg“, fordi Guds åbenbaring i sin fuldkommenhed ikke har behov for, at mennesket garanterer for dens sandhedsudsagn. • Vidnet må heller ikke sige ”Jeg“, fordi det på denne måde leder tilhørernes opmærksomhed bort fra åbenbaringen og hen på sin egen person og bringer dermed frelsesvisheden i fare (iflg. M. Josuttis, Die Praxis des Evangeliums zwischen Politik und Religion, München, 1974, 70-94). ”Den, der vil tale om evangeliet, skal tie om sig selv.“ Er denne påstand korrekt? Hvad kunne formå Paulus til at komme med sine selvbevidste udsagn?

SØNDAG 16. SEPTEMBER 2018

Foran Felix ApG 24,1-21 Baggrund

Med hvilke ord går Paulus fra forsvar til ”angreb“? Den høje gejstlighed møder sammen med en lærd advokat frem foran statholderens dommersæde. Advokatens anklage begynder med tyk påført smiger for at gøde jorden for sine bagtalelser: ”1. Paulus forleder jøderne til oprør mod statsmagten på verdensplan … 2. En anfører af nazaræernes parti (som de dermed fremfører som ligeså farlig som deres grundlægger) 3. Han har gjort sig skyldig i forsøg på at krænke templet (… da romerne også anså sig selv for en beskyttelsesmagt, hørte denne forseelse også under romerretten)“ (SEB 1659). Paulus påviser, at alle disse påstande ikke har hold i virkeligheden. Kristne er ingen særlinge, der ønsker at få fordele af upassende frynsegoder. De er dybt rodfæstede i trosfædrenes jord. I bund og grund handler det om bekendelsen om de dødes opstandelse – for ”sande“ jøder ingen alarm og ifølge romerretten ingen grund til at anklage nogen.

Til fordybelse

Apostlens optræden er et godt eksempel på to måder: Han fortaber sig ikke i småting, men fremholder troens væsentlige elementer. Og han begynder sin tale ligesom dem, der anklager ham, med de sædvanlige høflighedsfraser uden dog at tale usandt (sml. v. 2-4 m. v. 10).

Til eftertanke

”Begynd enhver kritik med at rose ligesom tandlægen lægger en bedøvelse. Nok bliver der boret, men det gør ikke ondt længere“ (Dale Carnegie). Hvor går grænsen mellem høflighed og smiger?

MANDAG 17. SEPTEMBER 2018

Retssagens forhaling ApG 24,22-27

Baggrund

Den kristne lære – ”Vejen“ (sml. 9,2). Hvad udtrykker dette begreb? Rettidig omhu • Paulus udnytter den ikke til sin fordel. I en privataudiens kunne han have ”talt for sin syge moster“ hos dommeren, men han tænker slet ikke på at trække sig ud af affæren. • Han griber simpelthen lejligheden til at vise Felix og hustru den sande frelsesvej – og det helt usminket. Foredragene om retfærdighed, afholdenhed og den kommende dom går ikke statholderens hjerte forbi. Han genkender sig selv – og bliver forskrækket. • Men Felix drager ingen form for rettidig omhu. Han skubber kendelsen langt ud i fremtiden. Han vil trøste (Paulus? Sig selv?) med et når jeg får tid. Gentagne gange bliver der lejlighed til en samtale. Måske taler Felix nok om Gud, men tænker helt sikkert på penge.

Til fordybelse

”Sådan som Felix … er netop mennesket. Det beskæftiger sig gerne og ikke helt uden alvor med filosofiske ideer og religiøse spørgsmål. Mennesket fornemmer, at ’der’ ved budskabet om Gud ’er noget om det’. Men samtidig tryllebindes det af penge [eller andet af værdi], og det tillader aldrig, at die ’religiøse interesser’ bliver til en reel beslutning for Gud i deres liv.“ (WStB, Die Apostelgeschichte, Berlin 1966, 422). Felix er en mester i at udsætte afgørelser: I Paulus’ retssag og i sin beslutning for at overgive sig til Gud.

Til anvendelse

”De mennesker, der udsætter i dag til i morgen, er de samme, der allerede har udsat i går til i dag“ (Peter Ustinov)

Til eftertanke

Er du også angrebet af ”udsætteritis“? Hvad burde jeg skyndsomst hente frem fra glemslens tåger?

TISRDAG 18. SEPTEMBER 2018

Foran Festus ApG 25,1-12 Baggrund

Er Paulus’ vej til Rom ledt af Gud eller tilkæmpet i en retssag? ”Den ny statholder ville vel ikke omgående lægge sig ud med de jødiske ledere (sml. v.2.3a). Desuden træder jødedommens religiøse anliggender, som han i modsætning til sin forgænger ikke har forstand på (sml v.20 og 24,2), i baggrunden. Derfor tænker han på, at han i det mindste kunne bringe retssagen til en afslutning i Jerusalem – med bistand af de jødiske autoriteter“ (SEB 1661). Paulus nedlægger protest: Den jødiske elites beskyldninger mod ham er jo for længst afkræftet. Da retssagen ledes af kejserens statholder, står Paulus allerede foran kejserens domstol. Fordi Festus ikke er parat til at frikende og løslade ham, er Paulus nødt til at gribe til den sidste ankeinstans. Han forlanger at komme foran kejseren i Rom. På denne måde kan han undgå sine modstanderes mordkomplot.

Til anvendelse

At planlægge og udføre et mord af ”fromme“ motiver – hvor sygt er det ikke lige! Hvilke fordrejede opfattelser af Gud og mennesker er drivkraften for den slags? Hvor sejlivet denne indstilling er, viser sig ved, at den også nu til dags har kronede dage. ”Had lever dybt begravet i menneskehjertet, når det næres af religiøse og nationale lidenskaber“ (WStB, s.st., 422). ”Det onde gøres aldrig så fuldkomment og godt, som når det gøres med god samvittighed“ (Blaise Pascal).

Til eftertanke

Paulus udtømmer sine juridiske muligheder fuldt ud som romersk statsborger. Er tillid til Guds ledelse og strategisk planlægning modsætninger?

ONSDAG 19. SEPTEMBER 2018

Foran Agrippa ApG 25,13-27 Luk 23,6-12

Paulus foran kongen – Jesus foran kongen. Hvad er forskellen?

Baggrund

”Den Agrippa (II), der optræder her, var søn af Agrippa I (som omtales i kap. 12) … Han aflægger sit tiltrædelsesbesøg hos den ny statholder, hører om Paulus og interesserer sig for ham. Berenike er Agrippas søster, og hun lever nu – efter forskellige ægteskaber og forhold – sammen med ham som hans hustru. Fremstillingen af Paulus skulle åbenbart i første omgang være fornem underholdning for at byde gæsten en delikat afveksling. Statholderen gør sig trods alt umage for samtidig at tillægge det officiel vægt og at tage det seriøst. Han ved nemlig virkelig ikke, hvorfor en overførsel til den kejserlige domstol i Rom overhovedet skulle være nødvendig. Så skal der da atter engang – ved kong Agrippa – finde et forhør sted, for eventuelt dog at grave nyt emnerelateret materiale frem.“ (SEB 1661).

Til fordybelse

Jesus havde givet sine disciple løfte om, at de ikke kun skulle forkynde i afkrogene (Matt 10,18). Nu giver han Paulus en særlig anledning. Han, en magtesløs fange uden rettigheder, optræder retskaffent og magtfuldt foran den sidste jødiske konge, foran statholderen og byens autoriteter. Han får anledning til at vidne om den opstandne Herre. Her opfyldes, hvad Kristus har sagt om Paulus: ”For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn“ (ApG 9,15).

Til eftertanke

”Ingen er for stor, ingen for lille, ingen er for fattig eller rig. Ingen for simpel og ingen for fin: Hans kærlighed gælder for alle mennesker.“ (Manfred Siebald).

TORSDAG 20. SEPTEMBER 2018

Foran Agrippa og Festus (I) ApG 26,1-11

Hvordan sammenfatter Paulus den beskyldning, der er fremført mod ham?

Baggrund

Paulus indleder sin forsvarstale med en ”forventning af velvilje“. Denne såkaldte ”captatio benevolentiae“ var udtrykkelig krævet. Men også her som i kap. 24,10 er tiltalen rimelig. Apostlen står foran den jødiske konge, som i modsætning til statholderne kender jødernes skikke og stridigheder. Derfor kan Paulus gå direkte til troens hjerteanliggende: håbet om løftet. Løftet retter sig mod opstandelsen fra de døde. Pga. af dette håb står han foran domstolen.

Til fordybelse

Er Paulus ikke i gang med at udviske forskellene mellem det farisæiske og det kristne håb? Nej, ”Paulus peger med rette på, at den egentlige forskel ikke ligger i ’læren’ som sådan, men derimod i dens aktuelle realisering.“ (WStB, s.st., 435). De strengt troende farisæere troede i almindelighed nok på opstandelsen, men ikke på den konkrete opstandelse af Jesus. Paulus kunne godt selv leve med denne konflikt. Konsekvensen viste sig i hans grusomhed mod de kristne. Nu vidner han om den opstandne Herre, som så indtryksfuldt har åbenbaret sig for ham.

Til eftertanke

På vores breddegrader kommer vi sjældent for retten på grund af vores tro. Men af og til sker det, at vi må forsvare vores tro. Får vi held med en rimelig ”captatio benevolentiae“? Opdager vi det store tema, der forbinder parterne? Lykkes det for os at fremlægge og udleve vores ”særstof“ på ønskelig vis?

Til anvendelse

Måske kan George E. Vandemans bog være til hjælp: Andere Christen – was mir an ihnen gefällt, Hamburg 1991). Eng. What I like about – the Lutherans …. Pacific Press Publ. Association, 1986

100

FREDAG 21. SEPTEMBER 2018

Foran Agrippa og Festus (II) ApG 26,12-32

Hvilke erfaringer har givet Paulus’ forkyndelse og livsvej et varigt præg? Paulus’ liv står på hovedet. Efter Damaskusoplevelsen er der intet hos ham, som det var før. Jesus er blevet mål og indhold i hans liv. Da han nu vidner om den korsfæstede og opstandne Herre, bliver det for meget for statholderen: ”Du er vanvittig, Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid.“ Dog er det sandt, hvad Paulus siger. Det må kongen jo vide. Sagen om Jesus fandt jo trods alt ikke sted i en afkrog, men i al offentlighed. Og nu stiller Paulus et direkte spørgsmål til kongen, om han tror på profeterne og giver selv svaret med det samme: Jeg ved, at du tror. Hvordan reagerer kongen? Han griner ikke ad ham og taler ikke om vanvid, men svarer: ”Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen“. Er det ment ironisk? Fuldstændig ligegyldigt – Paulus bruger det som en forskrift for sin flammende slutreplik. Han viser, hvad hans hjerte banker for: Han kan kun ønske for alle, at de fik det som ham. Hvad ønsker han inderligt for sine tilhørere (og læserne)? I hvert fald ikke hans lænker.

Til anvendelse

Kristen forkyndelse er personlig forkyndelse. • Ganske vist kan ”Jeg“-udsagn være udtryk for menneskeligt hovmod, men lige så vel kan undladelse være et tegn på træghed. Den, der siger ”Jeg“, kan ikke gemme sig bag nogen autoritet. • Jesu vidner er mere end blot ”talerør“. De beretter om deres oplevelser og erfaringer. Det tvinger dem til en personlig forkyndelse (iflg. Josuttis, Die Praxis des Evangeliums, 70-94).

Til eftertanke Resumé

101

Paulus kunne ikke gøre andet. Hvordan med os? Et klart livsmål er grundlaget for stærk motivation.

DIALOG TIL SABBATTEN 22. SEPTEMBER 2018

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt

”Jeg ønsker, at alle fik det som jeg.“ Hvilken rolle spiller forbilleder i troen? Hvor meget ”Jeg“ kan evangeliets forkyndelse bære?

ApG 24,14-16

Hvordan svarer vi på beskyldningen, når ens eget trossamfund betegnes som ”en sekt“? Hvad må der gøres, så vores frikirke ikke får det dårlige ry at være en sekt?

ApG 24,25-27 ApG 25,1-3

ApG 26,22-29

Afslutning

Hvornår har I vist rettidig omhu? Vold i gudfrygtig forklædning – hvordan hindres religiøs ekstremisme? At tale klart og samtidig vise medfølelse – hvor har I haft held med det? ”Paulus’ tillid til Kristus overgår hans selvtillid“ (anonym). Hvordan har troen hjulpet jer til et godt selvværd?

102

13 ApG 27 og 28

UGEN 23.-29. SEPTEMBER 2018

Rejsen til Rom ”Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren“ (ApG 27,24).

Hovedtanke

Guds svar giver mod til at påtage sig ansvar.

Introduktion

Den berømte amerikanske jurist Oliver Wendell Holmes Jr. sad en dag i toget og kunne ikke finde sin billet. Konduktøren ventede et øjeblik og sagde så: ”Det er ok, Mr. Holmes, jeg stoler på, at De har købt billet.“ Holmes så indtrængende på konduktøren: ”Unge mand, det er slet ikke det, der er mit problem. Jeg leder efter min billet, fordi jeg ikke kan huske, hvor jeg skal hen.“ Den, der ikke har noget mål, er på Herrens mark. Initiativløshed vil lægge sig som meldug på tanker og følelser. Eller der opstår panik før lukketid. Er hyperaktivitet og håbløshed bare to sider af samme sag? ”Da de mistede målet af syne, fordoblede de deres anstrengelser.“ (Mark Twain). I 1937 skrev Louis Fürnberg – tjekke, jøde, kommunist – protestsangen: (”Du hast ja ein Ziel vor den Augen …“ (”Du har jo et mål for øje, for at du ikke farer vild, for at du ved, hvad du skal.“) Der findes sikkert mennesker, der stadig kan huske den sang. Den var ret ideologisk. Men der burde ringe en klokke hos os: Vi har brug for et mål, og det skal være tydeligt, værd at stræbe efter og opnåeligt. Paulus havde et stort mål for øje. Det hjalp ham til at sætte sig delmål og til ikke at handle hovedløst, men ansvarligt. ”Sæt dig et mål, der kan fylde dig helt og holde begejstringen vågen, kan samle alt det, der er splittet og delt og lyse dig frem gennem tågen.“ (Fra Mads Nielsens Sæt dig et mål, der har evigheds værd)

103

SØNDAG 23. SEPTEMBER 2018

Rejsen til Rom påbegyndes ApG 27,1-12

Baggrund

Hvad var omstændighederne omkring rejsen? Hvordan skal ”jeg kan se“ i vers 10 forstås? Fordi Paulus har henvist til kejseren, skal han nu til Rom. Besværlighederne på overfarten begynder med det samme: det bliver dårligt vejr. Sommetider skal der sejles i modvind, sommetider kommer de ikke frem på grund af manglende vind. Da den ansvarlige officer endelig finder et brugbart skib, er det blevet efterår. Paulus advarer imod overfarten. Er det, fordi han har en profetisk opgave, taler han af erfaring, eller er han bare bekymret? Man lytter i hvert fald ikke til ham. Hvorfor skulle en romersk officer også lade sig omforme af en straffefange og vandreprædikant? Skeptikere, sortseere og pessimister kan man opleve, hver gang der skal træffes en beslutning. Officeren stoler mere på ekspertudvalget bestående af skibsreder og styrmand.

Til anvendelse

Til eftertanke

Hvornår bør vi lukke munden op? Vi har nok ikke det samme overblik og den samme karisma som Paulus. Men det er ikke nogen undskyldning for ikke at involvere sig. Det vigtigste er ikke at få ret for enhver pris, men at engagere sig. ”Fald ikke i svime, fordi mester siger, han har gjort tingene på den måde i tyve år. Han kan jo have gjort det forkert i tyve år.“ ”Arken blev bygget af amatører, Titanic af fagfolk.“ Er det derfor et udtryk for stærk tro, når man lader hånt om fagfolks råd?

104

MANDAG 24. SEPTEMBER 2018

Storm og skibbrud ApG 27,13-42 Baggrund

Hvad var Paulus’ hensigt med advarslen? Skibet er undervejs med 276 passagerer og hvede til hovedstaden Rom. Det er en farlig årstid for et sådant forehavende. Og ganske rigtigt opstår der voldsomme efterårsstorme. Skibet bliver en kastebold for bølgerne. Redningsforsøgene er utilstrækkelige. Folkene er hunderædde. Så blander Paulus sig. I går kom han med en advarsel, i dag med en opmuntring. Han har fået løfte fra Gud om, at han kommer til Rom. Altså vil han blive reddet. Det gælder også alle dem, der er sammen med ham. Paulus viser på en meget enkel måde, at han har et håb: han spiser. Alle spiser og fatter nyt håb. Og Paulus holder sig lysvågen. Da sømændene vil forlade skibet, griber han ind.

105

Til fordybelse

Vi sidder alle i samme båd. Og alligevel er der nogle, der prøver at stå af. ”I betragtning af, at verden er ved at gå af lave, er der mange – både enkeltpersoner og grupper – der er fristet til at stå af. Det, man ønsker, er at trække sig tilbage til sin egen gruppe eller sin egen ideologi for at afgrænse og isolere sig fra de andre. Hvorfor er det så tiltrækkende? Fordi den slags grupper foregiver at kunne bringe sig i sikkerhed … Fordi de reklamerer med entydighed og lover enkle løsninger til en kompliceret verden. Men det fungerer jo kun tilsyneladende … i virkeligheden er vi på godt og ondt afhængige af hinanden. Nøden standser ikke ved nogen grænse: hverken en national, en ideologisk eller en religiøs … Man kan ikke standse verden og stå af. Vi har kun denne ene.“ (Uddrag af en prædiken holdt af Michael Götz, 19. marts 2011 i en menighed i Fürstenwalde).

Til eftertanke

”Når krisen har mørklagt alting, vil lysenes børn tænde stjernerne.“ (Phil Bosmans).

TIRSDAG 25. SEPTEMBER 2018

På Malta ApG 28,1-10

Hvordan kan man beskrive forholdet mellem Paulus og befolkningen?

Baggrund

Alle 276 passagerer bliver reddet i land. Øboerne opfører sig ikke som ”barbarer“. Indbyggerne på Malta er særdeles gæstfrie. Et bål kan hjælpe mod kulde og regn. Paulus samler ved til bålet. I den forbindelse bliver han bidt af en slange. Er han bare blevet reddet fra druknedøden for at blive bidt af en giftslange? Bliver han hjemsøgt af hævnens gudinde, fordi han er en morder? Men Paulus overlever. Derfor anser malteserne ham for at være en gud. Hvad han ikke er. Han er også kun et menneske. Men et menneske, der stoler på Gud. For ham er Guds løfter lige så virkelige som stormen på Middelhavet. Det lader til, at begge disse talemåder gælder for apostlen: ”En ulykke kommer sjældent alene“ og ”det, der ikke slår os ihjel, gør os stærkere“.

Til fordybelse

Det er rent faktisk bevist, at man vokser i kriser. Nogle mennesker er ganske vist bedre til at klare vanskeligheder end andre. Hvad kan årsagen være til det? De, der forsker i modstandskraft, nævner følgende faktorer, der gør mennesker modstandsdygtige: stabile relationer, et godt socialt og kulturelt netværk, tillid til egne kræfter og en optimistisk livsindstilling. I tillæg til disse supplerer forskerne med en væsentlig faktor: en tro, der kan bære.

Til anvendelse

Paulus, der lige med nød og næppe er undsluppet døden, er straks villig til at hjælpe. Han tager sig af de syge – måske sammen med lægen Lukas. ”Er man selv blevet reddet, har man et ønske om at redde andre“ (Gustav Klein).

106

ONSDAG 26. SEPTEMBER 2018

Fra Malta til Rom ApG 28,11-15 Baggrund

Hvad kendetegner et sandt fællesskab? De skibbrudne har overvintret på Malta i tre måneder. Nu fortsætter skibsrejsen mod Rom. Det er forståeligt, at et skib fra Ægypten fører en galionsfigur, der viser Zeussønnerne Castor og Pollux. For disse hovedfigurer i stjernetegnet Tvillingerne var jo skytshelgener for sejlere og uskyldige rejsende. Det er dog bemærkelsesværdigt, at dette nævnes her. For Paulus sejler under en anden ”stjerne“. Den opstandne Herre har mødt ham på tæt hold. Det er efter hans befaling, Paulus er undervejs. Nu får apostlen hjælp i form af en vis frihed, der bliver ham til del, fordi han er romersk fange. Han finder trossøskende og får lov til at blive hos dem en uge. Da han mødes af menighedsmedlemmer fra Rom, bliver Paulus optimistisk igen. Det viser, at selv sådan et overskudsmenneske som Paulus sommetider kunne være nedtrykt.

107

Til fordybelse

Folkeapostlen er ikke nogen enmandshær, der svælger i selvtilfredshed. Han har brug for - og søger - fællesskab med brødre og søstre. Det, han skriver til de kristne i Rom, er ikke tomme fraser: ”For jeg længes efter at se jer, … så at vi sammen kan opmuntres ved vor fælles tro“ (Rom 1,11-12) ”Det ord, der hjælper dig, kan du ikke sige til dig selv“ (afrikansk).

Til eftertanke

”Den Kristus, der er i ens eget hjerte, er svagere end den Kristus, der er i broderens ord … Kristent broderskab er ikke et ideal, som vi bør virkeliggøre. Det er derimod en virkelighed, der er skabt af Gud i Kristus, og som vi må få del i.“ (Dietrich Bonhoeffer, Gemeinsames Leben, Berlin 1962, 11, 17).

TORSDAG 27. SEPTEMBER 2018

I Rom ApG 28,16-31 Baggrund

I hvor høj grad bliver Jesu løfte til sine disciple opfyldt? (1,8) Det er en imponerende række af scener, som afslutter Lukas’ dobbeltværk, evangeliet og Apostlenes Gerninger. Den utrættelige forkynder Paulus er nået frem til Rom, godt nok som straffefange, men ikke nedbrudt som menneske. Med ham er budskabet om Kristus slået an i det romerske imperium… I den dynamiske udfoldelse af Apostlenes Gerninger kan man se en opbygning, der som spejlbillede korresponderer med Lukasevangeliet. For i den såkaldte rejseberetning i evangeliet (Luk 9,51ff.) fører Jesu vej klart mod Jerusalem, stedet for Jesu lidelse, død og himmelfart. Som spejlbillede af det bevæger kirkens budskab om Kristus sig i Apostlenes gerninger i modsat retning, nemlig væk fra Jerusalem. Det medfører, at ”Vejen“ langsomt gør sig fri af den jødiske synagoge. At man vender sig til hedningerne, ser Lukas som opfyldelsen af det, Esajas får til opgave som Herrens tjener, nemlig at være lys for folkene (Es 49,6; ApG 13,46-47). Med den begrundelse, efter Israels Guds vilje og befaling, udvikler kirken - bestående af jøder og hedninger – sig skridt for skridt til en verdenskirke. (Reinhold Bohlen, Paulus in Rom: Das Schlussbild der Apostelgeschichte, Trier 2010, 1-3) Apostlen Paulus’ endeligt bliver ikke beskrevet her. Lukas beskriver ham som den, der med frimodighed og uhindret forkynder Gudsriget.

108

FREDAG 28. SEPTEMBER 2018

Ekskurs – Rom er ikke afslutningen ApG 1,8

”Denne storartede finale … må efterlade os i stor undren. For dette afsluttende billede giver indtryk af, at forfatteren til Apostlenes Gerninger intet kender til Paulus’ videre skæbne. Han nævner hverken kejser Neros kristenforfølgelser i år 64 efter branden i Rom eller Paulus’ død… Lukas gør her brug af et velkendt kunstgreb … fortielsens retorik. Dermed menes en metode, der går ud på at udelade visse begivenheder for at holde en fortællings slutning åben. Apostlen kan med stor frimodighed og uhindret fremføre læren om Jesus Kristus. Når det er det billede, der står tilbage som afslutning på beretningen, er det, fordi Lukas ser det som et tegn for al fremtid: den paulinske evangelisering skal fortsætte. Og således er dette afsluttende portræt af apostlen Paulus målrettet alle de mænd og kvinder, der med engagement følger i hans missions fodspor. De har også del i den opstandne Herres opgave: at være hans vidner indtil verdens ende (1,8) … Ordet er endnu ikke slået an og blevet godt modtaget alle de steder, hvor det skal forkyndes, men planen er stadig den samme. Det afsluttende billede skitserer i personen Paulus det, som læserne af Apostlenes Gerninger gerne skulle føle sig opmuntret og tilskyndet til, når de lægger bogen fra sig: selv at udbrede læren om Herren Jesus Kristus med frimodighed og leve på den lære. ’Paulus i Rom’ er i den forstand en fremtrædende etapesejr, men kun hvis man visionært fæstner blikket på det videre forløb af kirkens mission: i hele verden skal der vidnes om det glade budskab … Det har man brug for folk som Paulus til, til alle tider“ (Bohlen, a.a.O., 4-6).

Resumé

109

”’Der skal blive lys’ er fast arbejde“ (Friedrich Löchner).

DIALOG TIL SABBATTEN 29. SEPTEMBER 2018

Spørgsmål til drøftelse ”Du har jo et mål for øje...“ Hvilken betydning har livsmål? ApG 27,10-11; 30-31

Det store mål åbner ens øjne for delmål. Hvor bør kristne i dag give deres besyv med?

ApG 27,21-26; 33-36

Hvordan er I blevet opmuntret af andre? Hvornår har I kunnet opmuntre andre?

ApG 28,2-6

ApG 28,30-31

Paulus – en skruppelløs morder eller en gud? Hvordan omgås I andres meninger om jer? Hvordan kan man værne sig mod fejlvurderinger? Hvad kan de sidste vers i Apostlenes Gerninger sige os? Hvad har haft betydning for jer i løbet af dette kvartal?

110