1
TIL SABBATTEN | 7. JULI 2018
I skal være mine vidner
Ugens vers
”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende“ (ApG 1,8).
Introduktion
Jesu opgave her på jorden var afsluttet. Gud ville snart sende Helligånden, som ved at bekræfte deres indsats med mange tegn og undere ville give disciplene kraft og lede dem på en mission, der ville nå lige til jordens ende. Jesus kunne ikke blive hos dem for evigt i menneskelig skikkelse. Hans inkarnation medførte ikke alene en fysisk begrænsning i forhold til en verdensomspændende mission; men hans himmelfart og ophøjelse i himlen var nødvendige, for at Helligånden kunne komme. Men det forstod disciplene ikke før Jesu opstandelse. Da de forlod alt for at følge ham, troede de, at han var en politisk frihedskæmper, som en dag ville uddrive romerne af landet, genoprette Davids kongehus og give Israel dets tidligere herlighed tilbage. Det var ikke let for dem at tænke anderledes. Og dette er hovedtanken i Jesu sidste instrukser til disciplene i ApG 1. Løftet om Helligånden kommer i den sammenhæng. Kapitlet beskriver også Jesu tilbagevenden til himlen, og hvordan den første kirke forberedte sig på Pinsedagen.
Ugens tekster
8
· · · · · ·
ApG 1,6-8 Luk 24,25 Luk 24,44-48 5 Mos 19,15 ApG 1,9-26 Ordsp 16,33
SØNDAG
1. JULI 2018
Israels genoprettelse Der findes to typer messiasprofetier i Det Gamle Testamente, en, der forventer en kongelig Messias, der ville herske evigt (Sl 89,4-5.3638; Es 9,6-7; Ez 37,25; Dan 2,44; 7,13-14), og en, der forudsiger, at Messias skulle dø for folkets synd (Es 52,13-53,12; Dan 9,26). Sådanne profetier modsiger ikke hinanden. De peger kun på to fortløbende faser af Messias’ opgave. Først skulle han lide, dernæst blive konge (Luk 17,24-25; 24,25-26). Problemet med jødernes messiasforventninger i det første århundrede var, at de var meget ensidige. Håbet om en kongelig Messias, som skulle bringe politisk befrielse, overskyggede opfattelsen af en Messias, der skulle lide og dø. Til at begynde med delte disciplene dette håb om en kongelig Messias. De troede, at Jesus var Messias (Matt 16,16.20), og fra tid til anden blev de grebet i at skændes om, hvem der skulle sidde ved siden af ham, når han blev kronet som konge (Mark 10,35-37; Luk 9,46). På trods af Jesu advarsler om den skæbne, der ventede ham, forstod de slet ikke, hvad han mente. Så da han døde, blev de forvirrede og modløse. Sagt med deres egne ord: ”Vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel“ (Luk 24,21). ApG 1,6
Hvad siger dette spørgsmål om, hvad de endnu ikke forstod? Hvordan svarede Jesus dem i ApG 1,7? Hvis Jesu død havde betydet et afgørende slag for disciplenes håb, genopfriskede opstandelsen dette håb og løftede deres politiske forventninger til et måske uhørt niveau. Det syntes naturligt at opfatte opstandelsen som et stærkt tegn på, at Messias’ rige endelig skulle oprettes. Men i sit svar på deres spørgsmål gav Jesus dem ikke noget direkte svar. Han afviste ikke baggrunden for disciplenes spørgsmål om et umiddelbart nært forestående rige; men han accepterede det heller ikke. Han lod spørgsmålet stå ubesvaret samtidigt med, at han mindede dem om, at tidspunkter for Guds handlinger helt og alene er op til Gud selv, og derfor ikke tilgængelige for os mennesker.
Til at tænke over
Læs Luk 24,25. Hvad var disciplenes egentlige problem? Hvorfor er det så let at tro det, vi ønsker at tro i modsætning til det, Bibelen egentlig lærer? Hvordan kan vi undgå denne fælde?
9
MANDAG
2. JULI 2018
Disciplenes missionsopgave ApG 1,8
I stedet for at give sig af med profetiske spekulationer, hvad forventede man så, at disciplene skulle gøre? Der er fire vigtige elementer i dette afsnit mht. disciplenes mission: 1. Helligåndens gave. Ånden havde altid spillet en aktiv rolle blandt Guds folk. Men ifølge profeterne skulle der i fremtiden komme en særlig udgydelse af Ånden (Es 44,3; Joel 2,28-29). Jesus selv blev salvet med Ånden, så Helligånden havde allerede arbejdet, mens Jesus var her på jorden (Luk 4,18-21). Men officielt blev Åndens gerning ikke indviet før Kristi indsættelse i himlen (Joh 7,39; ApG 2,33). 2. Rollen som vidner. Et vidne er i stand til at give en førstehåndsbeskrivelse. Disciplene var fuldt ud i stand til at give et sådant vidnesbyrd (ApG 1,21-22; 4,20; sml. med 1 Joh 1,1-3) og blev nu befalet at fortælle verden om deres helt enestående erfaring med Jesus. 3. Opgavens plan. Disciplene skulle først vidne i Jerusalem, så i Judæa og Samaria og til sidst til jordens ende. Det var en progressiv plan. Jerusalem var centrum for jødernes religiøse liv og stedet, hvor Jesus var blevet dømt og korsfæstet. Judæa og Samaria var naboområder, hvor Jesus også havde arbejdet. Men disciplene skulle ikke begrænse sig til disse områder. Missionens rækkevidde var verdensomspændende. 4. Opgavens strategi. På Det gamle Testamentes tid skulle nationerne blive tiltrukket af Gud (se Es 2,1-5); det var ikke Israel, der skulle fortælle om Gud til folkene. Vi finder nogle få undtagelser (fx Jonas) til denne generelle regel. Men nu var der en anden strategi. Jerusalem var stadig centrum, men i stedet for at blive der og fæste rod, blev det forventet af disciplene, at de bevægede sig ud til jordens ende.
Luk 24,44-48 Til at tænke over
10
Hvad var hovedbudskabet i det, disciplene skulle forkynde? I de fyrre dage, Jesus tilbragte sammen med disciplene efter sin opstandelse (ApG 1,3) må han have forklaret dem meget om sandheden om Guds rige, selv om der stadigvæk var meget, de ikke forstod. Det fremgår af deres spørgsmål i ApG 1,6. De kendte godt profetierne, men kunne nu se dem i et nyt lys, et lys, der skinnede fra korset og den tomme grav (se ApG 3,17-19).
TIRSDAG
3. JULI 2018
Han skal komme igen ApG 1,9-11 5 Mos 19,15
Hvordan beskriver Lukas Jesu himmelfart? Hvilken betydning har det, at der var to engle, der talte til dem? Lukas’ beskrivelse af himmelfarten er ret kort. Jesus var sammen med sine disciple på Oliebjerget, og mens han stadigvæk velsignede dem (Luk 24,51) blev han løftet op til himlen. Sproget, der benyttes, er selvfølgelig fænomenologisk, det vil sige, scenen beskrives sådan, som den så ud for det menneskelige øje, ikke som den egentlig var. Jesus forlod jorden, og det kan kun ses synligt ved, at han løftes op. Jesu himmelfart var en overnaturlig handling fra Guds side, en af mange i Bibelen. Det fremgår af den måde, Lukas beskriver det på med det passive epē rtē (han blev løftet op, ApG 1,9). Denne form af udsagnsordet bruges kun denne ene gang i Det Nye Testamente; men den findes mange gange i den græske oversættelse af Det Gamle Testamente (Septuaginta), og alle beskriver en handling fra Guds side. Dette kan antyde, at det var Gud selv, der løftede Jesus op til himlen, ligesom det var ham, der oprejste ham fra de døde (ApG 2,24.32; Rom 6,4; 10,9). Efter at Jesus var blevet skjult af en sky, gengiver Lukas – kun i Apostlenes Gerninger – episoden med de to skikkelser i hvide klæder, der stod hos disciplene. Beskrivelsen stemmer overens med beskrivelsen af engle i deres lysende klæder (ApG 10,30; Joh 20,12). De kom for at forsikre disciplene om, at Jesus skulle komme igen på samme måde, som han var faret op til himlen, og det er også kun Apostlenes Gerninger, der fortæller os, at Jesus blev løftet op, ”mens de så på det“ (ApG 1,9). Den synlige himmelfart blev dermed en garanti for en synlig genkomst, som også vil ske i en sky, men ”med magt og megen herlighed“ (Luk 21,27), ikke som en privat begivenhed, for ”hvert øje skal se ham“ (Åb 1,7) og han vil ikke være alene (Luk 9,26; 2 Thess 1,7). Herligheden ved hans genkomst vil langt overgå den, der var ved hans himmelfart.
Til at tænke over
Hvordan kan vi lære altid at have løftet om Jesu genkomst og dets virkelighed for øje? Hvordan bør denne store sandhed indvirke på alle områder af vores tilværelse, så som økonomi, moralske valg og hvad vi prioriterer?
11
ONSDAG
4. JULI 2018
Forberedelse til pinsedagen I sit svar i ApG 1,7-8 specificerede Jesus ikke noget bestemt tidspunkt. Men den naturlige konsekvens af hans udtalelse var, at lige efter Helligåndens komme og disciplenes fuldførelse af deres opgave, ville Jesus komme igen (se også Matt 24,14). Englenes bemærkning (ApG 1,11) besvarede heller ikke spørgsmålet om, hvornår Guds rige skulle komme; men den kunne opfattes, som om der ikke ville gå lang tid. Dette er måske forklaringen på, hvorfor disciplene ”fyldt med glæde vendte … tilbage til Jerusalem“ (Luk 24,52). Løftet om Jesu genkomst på et ikke-specificeret tidspunkt, som skulle give dem ekstra opmuntring til at udføre deres opgave, blev opfattet, som om enden var meget nær. Yderligere udvikling i Apostlenes Gerninger vil underbygge denne tanke. ApG 1,12-14
Hvem ellers var med i salen ovenpå, og hvad gjorde de for at forberede sig på Helligåndens komme? Efter at være vendt tilbage fra Oliebjerget samledes disciplene i et gæsteværelse ovenpå i et privat toetagers hus i Jerusalem. Nogle af Jesu kvindelige efterfølgere (Luk 8,1-3; 23,49; 24,1-12) samt Jesu mor og brødre var der også sammen med disciplene. Jesu brødre (Mark 6,3) var enten yngre sønner af Josef og Maria (Matt 1,25; Luk 2,7) eller mere sandsynligt Josef sønner fra hans første ægteskab. I så fald var Josef enkemand, da han tog Maria til sig som sin hustru. Deres tilstedeværelse blandt disciplene er en overraskelse, siden de altid var ret skeptiske over for Jesus (Mark 3,21; Joh 7,5). Men opstandelsen og det faktum, at Jesus havde vist sig specielt for Jakob (1 Kor 15,7), synes at have forårsaget en stor forandring. Senere kom Jakob til og med til at erstatte Peter som leder af den kristne kirke (ApG 12,17; 15,13; 21,18; Gal 2,9.12). Vedholdende i bøn (ApG 1,14) og under tilbedelsen i templet, hvor de priste Gud (Luk 24,53), var de alle uden tvivl involveret i en tid med bekendelse, anger og omvendelse fra deres synd. Selv om Helligåndens komme i deres opfattelse med det samme ville føre til Jesu genkomst, var deres åndelige holdning helt i overensstemmelse med det, der skulle ske, når Helligånden kommer som svar på deres bøn.
Til at tænke over 12
Hvordan kan vi med de valg, vi foretager hver dag, forberede os på Helligåndens arbejde i vores liv?
TORSDAG
5. JULI 2018
Den tolvte apostel Den første administrative opgave for det tidlige kristne samfund, som bestod af ca. 120 troende (ApG 1,15), var at vælge en erstatning for Judas. ApG 1,21-22
Hvilke egenskaber forventede man hos den person, der skulle erstatte Judas? Hvorfor var disse egenskaber vigtige? Det var nødvendigt at finde en, der havde været vidne til Jesu opstandelse (sml. ApG 4,33). Dette var afgørende, fordi igen og igen blev opstandelsen set som et mægtigt bevis på, at Jesus var Messias og på hele den kristne tros sandhed. Valget skulle træffes blandt dem, der havde fulgt Jesus og apostlene hele tiden under Jesu arbejde. Paulus insisterer senere på, at selv om han ikke havde været sammen med Jesus her på jorden, havde han alligevel ret til at kalde sig apostel, fordi han i sit møde med Jesus på vejen til Damaskus blev kvalificeret til at vidne om den opstandne frelser (1 Kor 9,1). Selv om Paulus erkendte, at han var ”et misfoster“ (1 Kor 15,8), nægtede han at regne sig som mindre kvalificeret end de andre apostle (1 Kor 9,2; Gal 2,6-9). Kun de tolv og Paulus var altså ”apostle“ i teknisk og myndighedsmæssig forstand (ApG 1,2526); men på en grundlæggende og generel måde som ambassadører eller budbringere, kunne udtrykket også bruges om andre, der arbejdede med at forkynde evangeliet (ApG 14,4.14; Gal 1,19).
ApG 1,23-26
Hvordan blev Matthias valgt? Det kan synes mærkeligt, at man valgte at kaste lod om, hvem man skulle vælge. Men dette var en gammel veletableret måde at træffe en beslutning på (fx 3 Mos 16,5-10; 4 Mos 26,55). I tillæg stod valget mellem to kandidater, der allerede var udvalgt på baggrund af ens kvalifikationer og altså ikke et skridt ud i det ukendte. De troende bad også til Gud og troede, at resultatet ville være et udtryk for hans vilje (sml. Ordsp 16,33). Der er intet, der tyder på, at nogen gjorde indvendinger imod afgørelsen. Efter Pinsedagen var det ikke længere nødvendigt at kaste lod på grund af Helligåndens direkte ledelse (ApG 5,3; 11,15-18; 13,2; 16,6-9).
Til at tænke over
Hvad ville du svare og hvorfor, hvis nogen kom til dig og spurgte: ”Hvordan kan jeg vide, hvad der er Guds vilje for mit liv?“ 13
FREDAG
6. JULI 2018
Til videre studium ”Hele den mellemliggende periode mellem Pinsedagen og Parousien [Jesu genkomst], uanset hvor lang eller kort den måtte være, skal fyldes med kirkens verdensomspændende mission gennem Helligåndens kraft. Kristi efterfølgere skulle både forkynde, hvad han havde opnået ved sit første komme, og kalde mennesker til omvendelse og tro som en forberedelse på hans andet komme. De skulle være hans vidner ”lige til jordens ende“ (ApG 1,8) og ”indtil verdens ende“ … Vi kan ikke tage os den frihed at standse, før begge disse mål er nået.“ (John R. W. Stott, The Message of Acts: The Spirit, the Church & the World (Downers Grove: InterVarsity, 1990), s. 44). ”Det hverv, Frelseren pålagde disciplene, omfattede alle de troende. Det omfatter alle, der tror på Kristus, til tidernes ende. Det er en skæbnesvanger misforståelse, at arbejdet med at frelse mennesker alene afhænger af den ordinerede prædikant. Enhver, der tager imod livet i Kristus, er indviet til at arbejde for sine medmenneskers frelse. Til dette arbejde blev menigheden etableret, og alle, der påtager sig dens hellige løfter, er dermed forpligtet til at arbejde sammen med Kristus.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 597). Spørgsmål til drøftelse
1. ApG 1,7 er en gentagelse af Mark 13,32: ”Men den dag eller time er der ingen, der kender, hverken englene i himlen eller Sønnen, men kun Faderen.“ Ellen White siger: ”Der vil aldrig igen blive et budskab til Guds folk, som er baseret på tid. Vi kan ikke vide den nøjagtige tid hverken for Helligåndens udgydelse eller for Kristi komme.“ (Selected Messages, 1. bind, s. 188). Og hun tilføjer: ”Enhver, der begynder at forkynde et budskab, der bekendtgør timen, dagen eller året for Jesu genkomst, har påtaget sig et åg og forkynder et budskab, som Herren aldrig har givet ham.“ (Advent Review and Sabbath Herald, 12. sept. 1893). Hvilken betydning har en sådan udtalelse for os i dag? 2. Nogen har engang sagt: ”Gud har mere brug for vidner end for advokater.“ Hvad mener du om denne udtalelse? 3. Hvilken rolle spillede bøn i den første menighed? Er det en tilfældighed, at vi på næsten ethvert afgørende tidspunkt i menighedens liv finder en omtale af bøn (ApG 1,24; 8,14-17; 9,11-12; 10,4.9.30; 13,2-3)? Hvilken rolle spiller bøn i vores liv?
14
DIALOG
TIL SABBATTEN | 7. JULI 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter
• Dette er som den første sabbat i kvartalet en god anledning til at planlægge studiet ved fx - At begynde at indsamle specifikke spørgsmål til ord og udtryk i teksten, som klassen kan søge at finde svar på, ved egne undersøgelser og/eller indkaldelse af ekspertise · Hvad, hvem, hvor, hvornår? • Prøv at sammenligne Luk 24,50-53 med beskrivelsen af Jesu himmelfart og disciplene i ApG 1 - Hvilke fællestræk finder du? • Lav en liste over de henvisninger, ApG 1 har til Helligånden - Drøft betydningen - Arbejdede Helligånden før Pinsedagen? · Hvis han gjorde, på hvilke måder? · Hvilken betydning har dette for, hvordan Ånden arbejder i dit og mit liv?
Uddybende spørgsmål
• De første kristne trak lod for at finde en ny apostel - Gjorde menigheden det sidenhen i ApG? · Hvorfor/hvorfor ikke? · Hvorfor gør vi det ikke i dag? - Skal vi ikke altid gøre ting på samme måde som apostlene? · Er alt, hvad der sker i ApG givet som et eksempel for os til efterfølgelse? • Tænk over, hvad det ifølge ApG 1,21-22 betød at være vidne - Hvorfor var dette vigtigt for den første menighed? - Hvad vidner du og jeg om i dag?
Ord og udtryk
Personligt kristenliv
ApG 1,14 bruger på dansk udtrykket ”i enighed“. Det græske ord er et af Lukas’ yndlingsord. Det er et sammensat ord, homothymiadon, og betyder ”af fælles/et sind“ eller til og med ”med samme lidenskab“. De er brugt om de første kristne også i ApG 2,46; 4,24: ”alle som én“; 5,12; 15,25). Hvad kan du gøre for at fremme en tilsvarende enhed i din menighed? Indeholder ApG selv træk, som kan hjælpe os?
15
DIALOG
TIL SABBATTEN | 7. JULI 2018
Baggrund
• Adskillige temaer og udtryk fra Daniels Bog dukker i ApG 1: - Guds rige (ApG 1,3.6) er et begreb, som i Det Nye Testamente i særlig grad bygger på Daniels beskrivelse af himlens rige (jf. Dan 2,44; 3,33; 4,31; 7,14.18.22.27) - Fastsættelsen af tider og timer (ApG 1,7) for de forskellige riger hører under Guds autoritet (2,21) - Jesu komme med himlens skyer (ApG 1,11) minder om Daniels beskrivelse i 7,13. • En ikke-adventist forsker har gjort samme observation: ”Ja, henvisninger til ”tider og timer (perioder)“ i ApG 1,8 ledes læseren til at huske den samme vending fra Daniel 2, hvor der lægges vægt på den guddommelige kontrol over konger og riger i verdenshistorien.“ (Michael A. Salmaier, Restoring the Kingdom: The Role of God as “Ordainer of Times and Seasons“ in the Acts of the Apostles (Eugene, OR: Pickwick, 2011), 25).
16
NOTER
TIL SABBATTEN | 7. JULI 2018
17