2
TIL SABBATTEN | 14. JULI 2018
Pinsedagen
Ugens vers
”Denne Jesus har Gud ladet opstå. Det er vi alle vidner på. Han er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har han nu udgydt. Det er det, I både ser og hører“ (ApG 2,32-33).
Introduktion
Ordet pinse kommer af det græske pentē kostē, som er navnet for den jødiske fest Ugefesten (2 Mos 34,22). Den blev også kaldt Førstegrødefesten (4 Mos 28,26). Ordet betyder halvtreds og kommer af, at denne fest blev fejret på den halvtredsindstyvende dag efter den første afgrøde af byghøsten den første dag efter påske. Det var en glædens dag fyldt med taksigelse, hvor israelitterne bragte ”den første afgrøde af hvedehøsten“ frem for Herren (2 Mos 34,22). Denne fest blev et meget passende symbol på den første åndelige afgrøde i den kristne kirke, da Helligånden blev udgydt i større mål end nogensinde før, og tre tusind mennesker blev døbt på en enkelt dag (ApG 2,41). Efter Jesu himmelfart og ophøjelse i himlen var denne åndsudgydelse en pludselig og overnaturlig begivenhed, der forvandlede apostlene fra enkle og ukendte galilæere til mænd med en overbevisning og et mod, der kunne forandre verden. Pinsedagen kaldes ofte den kristne kirkes fødselsdag, det tidspunkt, hvor Kristi efterfølgere, jøder og senere hedninger blev legitimeret som Guds nye forsamling på jorden.
Ugens tekster
18
· · · · · ·
ApG 2,1-4 Joh 14,16 ApG 2,5-13 Joel 3,1-5 ApG 2,22-39 Sl 110,1-3
SØNDAG
8. JULI 2018
Åndens komme I overensstemmelse med Jesu befaling ventede de troende i Jerusalem på løftet om Helligånden. Ventetiden blev brugt til inderlig bøn, alvorlig omvendelse og lovprisning. Da dagen kom, ”var de alle forsamlet“ (ApG 2,1), sandsynligvis i det samme værelse ovenpå som i ApG 1. Men inden længe ville de flytte sig til et meget mere offentligt sted (ApG 2,6-13. ApG 2,1-3
Hvilke overnaturlige ting fandt sted samtidig med udgydelsen af Ånden? Scenen var ret intens. Først fyldtes hele stedet af en pludselig lyd fra himlen, der lød som en kraftig storm. Derefter satte noget, der lignede ildtunger, sig på hver enkelt af dem. I Bibelen er vind og ild ofte forbundet med ”teofani“ eller en guddommelig manifestation (fx 2 Mos 3,2; 19,18; 5 Mos 4,15). I tillæg bruges ild og vind også til at repræsentere Guds Ånd (Joh 3,8; Matt 3,11). Uanset hvad den nøjagtige betydning af disse fænomener var, så var de tegn, der introducerede et enestående øjeblik i frelsens historie, den lovede udgydelse af Helligånden. Helligånden havde altid været virksom. Dens indflydelse på Guds folk i Det Gamle Testamente kom ofte til syne på meget tydelig måde, men aldrig i sin hele fylde. ”I patriarkernes tid var Helligåndens indflydelse ofte blevet åbenbaret på en tydelig måde, men aldrig i hele sin fylde. Men nu, i lydighed mod Frelserens ord, frembar disciplene deres bønner om denne gave, og i himlen tilføjede Kristus sin forbøn. Han gjorde krav på Åndens gave, så han kunne udgyde den over sit folk.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 37). Johannes Døberen havde forudsagt Helligåndsdåb, når Messias kom (Luk 3,16; ApG 11,16), og Jesus selv henviste adskillige gange til det (Luk 24,49; ApG 1,8). Denne udgydelse ville blive hans første forbønstjeneste over for Gud (Joh 14,16. 26; 15,26). Løftet gik i opfyldelse på Pinsedagen. Selv om Åndens dåb på Pinsedagen var en særlig og enestående begivenhed forbundet med Jesu sejr på korset og ophøjelse i himlen, er det at blive fyldt af Ånden en erfaring, som hele tiden skal gentages i de troendes liv (ApG 4,8. 31; 11,24; 13,9.52; Ef 5,18).
Til at tænke over
Hvilke tegn er der på, at Helligånden arbejder i dit liv?
19
MANDAG
9. JULI 2018
Tungetalens gave I ApG 2,4 viste Helligåndens gave sig ved, at mennesker talte på andre tungemål. Men denne gave var kun en af mange forskellige måder, Helligånden viste sig på (ApG 10,45-46; 19,6). Disse indbefattede også at forudsige fremtiden (ApG 11,28), syner (ApG 7,55), inspireret tale (ApG 2,8; 28,25), helbredelse (ApG 3,6. 12; 5,12. 16) og udrustning til tjeneste (ApG 6,3. 5). Tungetalens gave på Pinsedagen skete ikke, fordi det er det typiske eller vigtigste bevis på Helligåndens kraft. Den blev givet for at iværksætte kirkens verdensmission. Det vil sige, at det kald, der gives i ApG 1,8, krævede tungetalens gave. Hvis apostlene skulle krydse kulturelle forhindringer og nå til jordens ende med evangeliet, havde de brug for at kunne tale de sprog, som deres tilhørere havde brug for at høre. ApG 2,5-12
Hvad er beviset for, at apostlene på Pinsedagen talte forskellige eksisterende fremmedsprog? Det antages, at der i det første århundrede fandtes mellem otte og ti millioner jøder i verden, og at op imod 60 % af dem boede uden for Judæa. Men mange af dem, der var i Jerusalem for at fejre festen, kom fra fremmede lande og kunne ikke tale aramæisk, som var det sprog, jøderne i Judæa talte på den tid. Der er ingen tvivl om, at de fleste af dem, der blev omvendt på Pinsedagen, var jøder fra forskellige lande, der nu kunne høre evangeliet på deres eget modersmål. At apostlene talte eksisterende fremmedsprog frem for ukendte ekstatiske sprog, fremgår tydeligt af udtrykket dialektos (ApG 2,6. 8), som betyder et lands eller områdes sprog (sml. ApG 21,40; 22,2; 26,14). Det er altså indlysende, at de talte disse forskellige sprog. Miraklet var, at disse enkle galilæere nu kunne tale et sprog, som de nogle få timer tidligere ikke kendte. For de lokale jøder, som var vidner til denne scene, og som ikke kendte disse sprog, var den eneste mulige forklaring, at apostlene var berusede og talte mærkelige ord, der for dem ikke gav nogen mening. ”Men andre spottede og sagde; ‘De har drukket sig fulde i sød vin’“ (ApG 2,13).
Til at tænke over
20
På en mægtig måde giver Gud sig til kende for øjnene af disse mennesker. Alligevel tror de, at det kun handler om fuldskab! Hvordan kan vi undgå selv at blive så åndeligt blinde?
TIRSDAG
10. JULI 2018
Peters prædiken Anklagen om fuldskab gav Peter muligheden for at forklare, hvad der skete. I sin tale henviste apostlen først til Skriften (ApG 2,16-21), idet han beskrev Helligåndens udgydelse som en opfyldelse af profetier. ApG 2,17 Joel 3,1
Sammenlign de to tekster. Hvordan opfattede Peter tidspunktet for opfyldelsen af Joels profeti? Joels profeti handlede om en fremtidig frelsens tid (Joel 3,5), som ville blive kendetegnet ved forskellige tegn i naturens verden og en omfattende udgydelse af Ånden (Joel 3,1-5). Ved at fortolke det, der skete på Pinsedagen i lyset af en sådan profeti, var det Peters hensigt at understrege den historiske betydning af det bestemte tidspunkt. Men der er en vigtig forskel i den måde, hvorpå han citerer Joel. I stedet for Joels indledende ”derefter“ (Joel 3,1), som ganske enkelt pegede på fremtiden, sagde Peter: ”Det skal ske i de sidste dage“ (ApG 2,17). Dermed indikerede han, at den sidste akt i frelsens store drama netop var begyndt. Dette er selvfølgelig ikke en fuldstændig beskrivelse af begivenheder i de sidste tider, men et bevis på den store opfattelse af hast, som kendetegnede den tidlige kirke. De vidste ikke, hvornår enden ville komme; men de var overbeviste om, at der ikke ville gå lang tid.
ApG 2,22-32
Hvad var Peters hovedpointe i fremstillingen af evangeliet? Efter at have fremhævet den profetiske betydning af Pinsedagen, gik Peter over til at tale om Jesu liv, død og opstandelse. Det er opstandelsen, der understreges mest; for den var den afgørende begivenhed i evangeliets historie. For Peter var opstandelsen den ultimative bekræftelse på, hvem Jesus var (ApG 2,22.27), og han citerede fra Skriften for at understrege betydningen af opstandelsen. Fordi Jesus var Messias, kunne døden ikke holde på ham. For Peter og for alle de nytestamentlige forfattere blev Jesu opstandelse det mægtige bevis på ikke alene, at Jesus er Messias, men på hele det kristne budskab om frelse.
Til at tænke over
Omgivet som vi er af død, der til enhver tid truer os eller vores kære, hvorfor er Jesu opstandelse en så vigtig sandhed?
21
ONSDAG
11. JULI 2018
Jesu ophøjelse ”Han er ophøjet til Guds højre hånd og har fra Faderen fået Helligånden som lovet, og den har han nu udgydt. Det er det, I både ser og hører“ (ApG 2,33). I den tredje del af Peters tale gik han tilbage til spørgsmålet om tungemål, som var det, der i første omgang havde vakt folkets interesse. I stedet for at være fulde, hvilket ville have været meget mærkeligt klokken ni om morgenen (ApG 2,15), talte de troende i tunger, fordi Helligånden netop var blevet udgydt fra himlen. ApG 2,33-36
Hvad er forbindelsen mellem Jesu ophøjelse til Guds højre hånd og Åndens udgydelse? Guds højre hånd er en myndighedsstilling (Sl 110,1-3). Peters argument, som bygger på Skriften, er, at det var fordi Jesus var blevet ophøjet til en sådan stilling i himlen, at han udgød Ånden til sine efterfølgere. Ophøjelsen gav ikke Jesus en stilling, han ikke i forvejen havde (Joh 1,1-3; 17,5). Men den repræsenterede Faderens overordnede anerkendelse af hans forret som Herre og Frelser (ApG 2,36). Denne begivenhed fører os til et af de vigtigste temaer i Bibelen, den kosmiske strid mellem godt og ondt. Pointen er, at Ånden ikke til fulde kunne komme, hvis Jesus ikke blev ophøjet (Joh 7,39), og Jesus kunne ikke blive ophøjet, hvis han ikke havde vundet sejr på korset (Joh 17,4-5). Jesu ophøjelse var med andre ord betingelsen for Åndens komme, fordi det var et udtryk for Guds anerkendelse af det, Jesus opnåede på korset, deriblandt også det nederlag, som han, der havde tilranet sig herredømmet over denne verden, led (Joh 12,31). Da synden kom ind i verden, blev der kastet en skygge over Gud. Jesu død var nødvendig, ikke kun for at frelse mennesker, men også for at retfærdiggøre Gud og afsløre Satan som en bedrager. I Jesu tjeneste på jorden var frelsens tidsalder allerede i gang (Luk 4,18-21). Når han fordrev onde ånder eller tilgav synd, satte han mennesker fri fra Satans fangenskab. Men det var korset, der gav ham fuld autoritet til at gøre det. Så da Kristi selvopofrelse blev godkendt i himlen, led Satan et alvorligt nederlag, og Ånden blev udgydt for at forberede et folk til Kristi komme.
22
TORSDAG
12. JULI 2018
Førstegrøden Da folket lyttede til Peters tale, stak det dem i hjertet. Nogle af tilhørerne havde måske været i skaren, der forlangte Jesus korsfæstet nogle få uger tidligere (Luk 23,13-25). Men nu blev de overbevist om, at Jesus fra Nazaret virkelig var Guds udvalgte Messias, og med sorg spurgte de: ”Hvad skal vi gøre?“ (ApG 2,37) ApG 2,38
Hvad er de to grundlæggende betingelser for tilgivelse? Omvendelse betyder en radikal forandring af retningen i ens tilværelse, at vende sig bort fra synd (ApG 3,19; 26,20) og ikke kun have en følelse af sorg eller samvittighedsnag. Sammen med tro, er sand omvendelse en gave fra Gud, men som alle gaver kan den afvises (ApG 5,31-33; 26,19-21; Rom 2,4). Lige fra Johannes Døberens tid var omvendelse forbundet med dåb (Mark 1,4). Det vil sige, at dåb blev et udtryk for omvendelse, et ritual, der symboliserede renselsen fra synd og en moralsk fornyelse forårsaget af Helligånden (ApG 2,38; 22,16; sml. Tit 3,5-7).
ApG 2,38-39
Hvilket særligt løfte gives til dem, der omvender sig og bliver døbt? På Pinsedagen blev menneskene ikke alene tilbudt tilgivelse for deres synd, men også Åndens fylde til personlig vækst, tjeneste i menigheden og især i mission. Dette var måske den allerstørste velsignelse; for den vigtigste grund til menighedens eksistens er, at den skal dele evangeliets gode nyhed (1 Pet 2,9). Fra dette tidspunkt ville de have forvisning om frelse og Helligåndens kraft, som ville udruste dem til den mission, kirken var kaldet til.
Til at tænke over
Hvorfor er det af så stor betydning for alle, som ønsker at forkynde evangeliet, at vi indser, at vi har ”syndernes forladelse“? Hvilket håb kan vi tilbyde andre i Jesus, hvis vi ikke selv har det?
23
FREDAG
13. JULI 2018
Til videre studium Helligåndens udgydelse på Pinsedagen åbenbarede en vigtig sandhed om, hvad der skete i himlen, og hvordan Gud Faderen accepterede Kristi offer for verdens synd. Udgydelsen af Ånden viste også, at Kristi gerning for os i himlen, baseret på hans offer her på jorden, nu var sat i gang. Disse forbløffende begivenheder er yderligere beviser på den fantastiske sandhed, at himmel og jord er forbundet på måder, vi slet ikke kan fatte. ”Kristi himmelfart var signalet om, at hans efterfølgere skulle modtage den lovede velsignelse … Da Kristus gik ind gennem himlens porte, blev han indsat på tronen, mens englene tilbad ham. Liges så snart denne ceremoni var overstået, kom Helligånden ned til disciplene i rige strømme, og Kristus blev i sandhed forherliget også med den herlighed han havde med Faderen i al evighed. Pinsedagens udgydelse var himlens måde at tilkendegive, at Forløserens indvielse var fuldendt. I overensstemmelse med sit løfte havde han sendt Helligånden fra himlen til sine efterfølgere som et tegn på, at han som præst og konge havde modtaget al magt i himlen og på jorden og var den Salvede over sit folk.“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 38-39). Spørgsmål til drøftelse
1. Hvad kan kirken forvente at erfare af Pinsedagen i dens liv i dag? Hvad kan gentages, og hvad kan ikke? 2. Jesu opstandelse var en væsentlig del af Peters budskab på Pinsedagen. Uanset hvilke jødiske messiasforventninger der måtte have været på den tid, forventede ingen en messias, der vile opstå fra de døde. Tænk over, hvor vigtigt det er at vide, hvad Bibelen faktisk lærer – i modsætning til at lytte til tidens populære teologiske teorier. 3. ApG 2,38 taler om nødvendigheden af at blive døbt. Betyder det, at alle, som har troet på Jesus, men døde uden at blive døbt, vil gå fortabt? Begrund dit svar.
24
DIALOG
TIL SABBATTEN | 14. JULI 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Jesus som alles Herre - Læs ApG 2,21 og 38. Peters prædiken på Pinsedagen indledes og afsluttes med en henvisning til Herrens ”navn“. · Drøft, hvad Jesu navn her indebærer mht. til hans natur og autoritet! - Sammenlign ApG 2,17 og 33. Hvem ”udgyder“ Ånden? Er det Faderen eller Sønnen? - Sammenlign ApG 2,36 med 10,37 · Hvor i beretningen i ApG 2 kan du finde vidnesbyrd om, at Jesu gerning ikke bare er for jøderne, men for alle? • Helligånden til alle - Læg mærke til de grupper, som Helligånden ifølge Joel skulle udgydes over: - Vers 17: mennesker · Med hensyn til køn: · Med hensyn til alder: · Med hensyn til social status:
Uddybende spørgsmål
• Hvilken betydning har det for den kristne kirke, at Jesus er alles Herre? - Bør der i kirken være roller og autoritet, der favoriserer fx de rige, de hvide eller mænd frem for fattige, farvede eller kvinder? • Syvende Dags Adventistkirken har udtrykt sin tro på alle kristnes ligestilling i kirken i punkt 14 i sine officielle trospunkter, kaldt ”Enhed i Kristi Legeme“: - ”Menigheden er ét legeme med mange lemmer, kaldet fra alle folkeslag, stammer, tungemål og folk. I Kristus er vi en ny skabning. Særpræg i race, kultur, uddannelse og nationalitet eller forskel på høj og lav, rig og fattig, mand og kvinde må ikke skabe splittelse blandt os. Vi er alle lige i Kristus, der med én Ånd har bundet os sammen i et fællesskab med ham og med hinanden. Vi skal alle tjene og lade os tjene uden partiskhed eller forbehold. Gennem åbenbaringen af Jesus Kristus i Skriften er vi fælles om samme tro og håb, og vi aflægger det samme vidnesbyrd over for alle. Dette fællesskab har sin oprindelse i den treenige Gud, der har antaget os som sine børn.“ - Læs og drøft indholdet i klassen. 25
DIALOG
TIL SABBATTEN | 14. JULI 2018
Mødet med dagligdagen
Find eksempler på diskrimination omtalt i ugens medier, hvor grupper diskrimineres simpelthen på grund af køn, alder eller social status.
Personligt kristenliv
Når du og jeg af og til befinder os i situationer, hvor vi skal vurdere andre mennesker, fx til jobinterviews eller menighedspositioner, hvordan kan jeg da sikre mig, at jeg ikke påvirkes af fordomme mod bestemte grupper?
Ord og udtryk
• ”Teofani“ er et teknisk udtryk fra græsk, sammensat af ordene Theos (Gud) og phaino (vise sig). Det bruges om situationer og beskrivelser af situationer, hvor Gud viser sig for mennesker. I Bibelen beskrives sådanne tilsynekomster ofte med de samme vendinger. • ”Indgav at sige“. Det udsagnsord, som i ApG 2,4 oversættes med ”indgav at sige“, anvendes også af Lukas I ApG 26,25, hvor det til dansk oversættes med at ”sige noget forstandigt“: Paulus’ ord er sande og ”forstandige“ og ikke som mere end antydet af Festus meningsløse eller vanvittige. • Udtrykket ”de sidste dage“ bruges af Joel og fortolkes af Peter som en betegnelse for de ”afgørende tider“. Der tænkes ikke først og fremmest på en periode, der afslutter verdenshistorien, men på den tidsalder, der er afgørende for historien: Gud er blevet menneske, forsoningen er vundet, døden er besejret, Ånden er udgydt, og alle Guds løfter sikret. - På hvilken måde er det, der foregik i Judæa for nu to tusind år siden afgørende for dit og mit liv – og for verdenshistorien?
26
NOTER
TIL SABBATTEN | 14. JULI 2018
27