3 Ugens vers
Introduktion
TIL SABBATTEN | 21. JULI 2018
Livet i den første menighed ”De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.“ (ApG 2,46-47). Den første menigheds opfattelse af hast kunne ikke have været større. Den måde, hvorpå Jesus havde besvaret spørgsmålet om oprettelsen af det messianske rige ved at lade tidspørgsmålet være ubesvaret (ApG 1,6-8), kunne opfattes sådan, at det hele var afhængig af Åndens komme og fuldførelsen af den apostolske missionsopgave. Så da Pinsedagen kom, troede de første kristne, at alt var opfyldt. De havde modtaget Ånden og delt evangeliet med hele verden. Ikke at apostlene havde forladt Jerusalem og var gået ud i hele verden, men hele verden var kommet til dem (ApG 2,5-11). Det næste der skete var, at menigheden frigjorde sig fra alt jordisk gods. I deres forventning om, at tiden var kort, solgte de alt, hvad de havde, og helligede sig til at lære og styrke fællesskabet, mens de blev ved med at vidne om Jesus, dog kun i Jerusalem. I forbindelse med den fælles tilværelse de udviklede, og som var meget effektiv i hjælpen til de fattige, opstod der snart et problem, og Gud var nødt til at gribe ind for at holde menigheden samlet. Det var også på det tidspunkt, de begyndte at møde modstand. Men midt i alt dette, forblev deres tro urokkelig.
Ugens tekster
28
· · · · · ·
ApG 2,42-46 ApG 4,34-35 ApG 3,1-26 ApG 4,1-18 ApG 5,1-11 ApG 5,34-39
SØNDAG
15. JULI 2018
Undervisning og fællesskab Efter Pinsedagen ændres Lukas’ fortælling til en mere generel beskrivelse af menigheden i Jerusalem og dens indbyrdes liv. ”De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne“ (ApG 2,42). De fire elementer, der nævnes, ser grundlæggende ud til at handle om undervisning og fællesskab. Ifølge vers 46 foregik undervisningen i templet, mens fællesskabet blev opbygget i hjemmene. Tempelpladsen var omgivet af overdækkede verandaer, der ofte blev benyttet til rabbinernes undervisning. Det, at de troende holdt fast ved apostlenes lære, viser, at Åndens gave ikke førte dem til en indadvendt religion, men til en intens oplæringsproces under apostlene, hvis autoritet blev bekræftet af tegn og undere (ApG 2,43). Åndeligt fællesskab var et andet tydeligt tegn på de første kristnes gudfrygtighed. De troende var hele tiden sammen, ikke alene i templet, men også i deres hjem, hvor de delte måltider, fejrede Herrens nadver og bad sammen (ApG 2,42. 46). Gennem disse daglige fejringer udtrykte de første kristne deres håb om, at Jesus snart skulle komme igen, og at hans fællesskab med dem skulle genoprettes i det messianske rige (Matt 26,29). Privathjem spillede en vigtig rolle i den første kirkes liv. De troende deltog stadigvæk i de daglige ceremonier i templet (ApG 3,1), og om sabbatten kom de formodentlig i synagoger sammen med andre jøder (Jak 2,2); men de særlige elementer i den kristne tilbedelse foregik i hjemmene. ApG 2,44-45 4,34-35
Hvad var en vigtig del af de første kristnes fællesskab? I deres tro på, at enden var nær, besluttede de, at deres materielle ejendele (deres ejendom) ikke længere var så betydningsfulde. En fælles anvendelse af deres materielle resurser syntes derfor at være passende. Der var ingen grund til at bekymre sig om morgendagen; for Messias selv ville sørge for deres behov i det messianske rige (Luk 22,29-30). Dette fællesskab gjorde det muligt for dem at opleve en dybere følelse af samhørighed ud over, at det også blev et enestående eksempel på kristen gavmildhed.
Til at tænke over
Hvor gavmild er du med det, Gud har givet dig?
29
MANDAG
16. JULI 2018
Helbredelsen af en lam mand I ApG 3,1 går Peter og Johannes til templet for at deltage i bønnen klokken 15. Dette understreger de hovedsageligt jødiske træk i den kristne kirke på dette tidlige tidspunkt. Apostlene gik ikke kun op til templet for at undervise eller hverve nye medlemmer, men fordi Peter og Johannes stadigvæk var jøder, holdt de fremdeles fast i jødiske religiøse traditioner (ApG 20,16; 21,17-26), i hvert fald frem til dette tidspunkt. Og her udrettede de et utroligt mirakel (ApG 3,1-10), som gav Peter anledning til at holde endnu en prædiken. ApG 3,12-26
Hvilke ting lægger Peter vægt på i denne tale? Tidlig kristen forkyndelse var kendetegnet af fem hovedpunkter: Jesus var den lidende Messias (ApG 3,18); Gud opvakte ham fra de døde (ApG 3,13); han kommer igen (ApG 3,20); og omvendelse er nødvendig for at få syndstilgivelse (ApG 3,19). På mange måder er det det samme budskab, som vi forkynder for verden, selv om sammenhængen er forandret. Apostlene befandt sig stadigvæk inden for en jødisk ramme, hvor folk i stedet for at skifte religion grundlæggende kun skulle ”flytte“ fra den gamle pagt til den nye. Som en del af Guds folk var de nødt til at tage imod Messias og erfare den nye fødsel, som er en følge af i sandhed at modtage Jesus. I dag er situationen en anden; men budskabet er i bund og grund det samme: Kristus døde for vores synder, blev opvakt fra de døde og kommer igen. Det betyder derfor, at vi kan finde frelse i ham. Selv i forbindelse med de tre englebudskaber i Åb 14, må Jesus Kristus korsfæstet, Jesus Kristus opstanden fra de døde, og Jesus Kristus, der kommer igen, være det centrale i, hvordan vi forkynder de budskaber. ”Blandt alle bekendende kristne bør syvendedags adventister være de førende i at opløfte Kristus for verden. Forkyndelsen af den tredje engels budskab kræver, at vi præsenterer sandheden om sabbatten. Denne sandhed, sammen med andre, der er indbefattet i budskabet, skal forkyndes; men hovedattraktionen, Jesus Kristus, må ikke udelades. Det er ved Kristi kors, at nåde og sandhed mødes, og retfærdighed og fred kysser hinanden. Synderen må ledes til at se hen til Golgata; med et lille barns enkle tro må han have tillid til Frelserens fortjenester, tage imod hans retfærdighed og tro på hans nåde.“ (Ellen White, Gospel Workers, s. 156-157).
30
TIRSDAG
17. JULI 2018
Modstand opstår Der gik ikke lang tid, før kirkens fremgang vakte modstand hos nogle af Jerusalems ledere. Templet i Jerusalem var styret af ypperstepræsten og hans medarbejdere, hvoraf de fleste var saddukæere. Ypperstepræsten var også formand for Rådet, som på den tid for det meste bestod af saddukæere og farisæere. Saddukæerne troede ikke på en opstandelse, og de var derfor meget oprørte over, at Peter og Johannes lærte, at Jesus var blevet opvakt fra de døde. Apostlene blev anholdt af tempelvagterne og sat i arrest til næste dag, hvor de blev fremstillet for Rådet (ApG 4,1-7). ApG 4,1-18
Hvad svarede Peter, da de blev spurgt om, med hvilken magt de handlede? Hvilket underliggende budskab lå der i Peters svar, som de jødiske ledere fandt truende? De jødiske lederes spørgsmål med hensyn til magt eller autoritet antyder en vis nervøsitet, når det gjaldt magt. Men Peter erklærede ikke alene, at miraklet var blevet udført i Jesu navn, men også at frelse kun findes ved ham. Apostlene stod foran den højeste jødiske myndighed; men de stod i en langt højere myndigheds tjeneste. Dette var enkle og ulærde galilæiske fiskere, og de tilstedeværende blev slået med forundring over deres mod og veltalenhed. Selv om lederne ikke var klar over det, var kendsgerningen den, at apostlene var fyldt med Helligånden, nøjagtigt som Jesus havde forudsagt (Matt 10,16-20). Uden at kunne benægte miraklet – den helbredte mand var også til stede, så alle kunne se ham – befalede Rådet apostlene til at ophøre med deres forkyndelse. De frygtede ligeså meget budskabet som den kristne gruppes voksende popularitet. Fordi de undlod at vurdere beviserne grundigt, tillod de fordomme og ønsket om at beskytte sig selv at diktere deres handlinger. Peters afsluttende ord er blandt de mest skattede perler i Apostlenes Gerninger: ”Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt“ (ApG 4,19-20).
Til at tænke over
Tænk over menneskers ønske om magt og hvordan det kan påvirke ens handlemåde – uanset niveau eller sammenhæng. Vi er som kristne kaldet til at være tjenere. Hvordan står det i modsætning til at have magt? 31
ONSDAG
18. JULI 2018
Ananias og Safira Den første kirkes ejendomsfællesskab var ikke obligatorisk. Det betyder, at det ikke var en formel betingelse for medlemskab. Men der var mange eksempler på frivillig gavmildhed, der var til inspiration for hele kirken. Et sådant eksempel var Barnabas (ApG 4,36-37), som kommer til at spille en vigtig rolle senere i bogen. Men der var også negative eksempler, som truede kirkens sammenhold indefra netop på det tidspunkt, hvor angreb udefra var begyndt. ApG 5,1-11
Hvilke lærdomme indeholder denne beretning? Selv om Lukas ikke giver os alle detaljerne, er der ingen tvivl om, at Ananias’ og Safiras grundlæggende problem ikke var deres forsøg på at beholde pengene for sig selv, men at de var enige om at bedrage resten af fællesskabet. Deres synd var ikke en følge af en impulsiv handling, men en nøje planlagt handling, et bevidst forsøg på at ”udæske Herrens ånd“ (ApG 5,9). De var ikke forpligtet til at sælge deres ejendom og give pengene til kirken. Da de bandt sig til at gøre det, var det måske kun i egen interesse, måske endda i et forsøg på at få indflydelse blandt brødrene med noget, der så ud til at være en rosværdig handling. Denne forklaring kan være med til at forklare, hvorfor Gud straffede dem så hårdt. Selv om kirkens fællesskab var et resultat af deres overbevisning om, at Jesus snart ville komme igen, kunne en handling som Ananias’ og Safiras på et så tidligt tidspunkt nedgøre betydningen af lydighed mod Gud og have en dårlig indflydelse på de andre troende. Den kendsgerning, at der ikke omtales, at Ananias i modsætning til Safira (ApG 5,8) fik muligheden for at angre, kan måske skyldes den korte beskrivelse af forløbet. Pointen er, at de i hele forløbet syndede, og i Guds øjne er synd alvorlig (Ez 18,20; Rom 6,23), selv om han ikke altid straffer med det samme. Det faktum, at straffen ofte udsættes, bør hele tiden minde os om, hvor nådig Gud er (2 Pet 3,9).
Til at tænke over
32
Hvorfor må vi altid være varsomme med at strække nådens grænser, som disse to medlemmer af den første menighed gjorde det?
TORSDAG
19. JULI 2018
Den anden anholdelse Hvis apostlene kunne bruges af Gud til at bringe dom over synd, som det skete for Ananias og Safira, kunne de også bruges til at bringe Guds nåde til syndere. Deres mægtige helbredelser (ApG 5,12-16) var et tydeligt bevis på, at Guds Ånd arbejdede gennem dem. Det er ret slående, at man mente, at selv Peters skygge kunne bringe helbredelse. Den nærmeste parallel i evangelierne er det mirakel, hvor en kvinde blev helbredt ved at røre ved Jesu kappe (Luk 8,43-44). Men Lukas siger faktisk ikke, at Peters skygge havde helbredende kraft, men at mennesker troede det var tilfældet. Men selv om populær overtro var involveret, kunne Gud stadigvæk uddele sin nåde. Men jo mere apostlene var fyldt med Helligånden, og antallet af tegn og undere voksede, jo mere blev de religiøse ledere fyldt med misundelse. Det fik dem til for anden gang at anholde apostlene (ApG 5,17-18). Det var kun efter, at de mirakuløst undslap (ApG 5,19-24) og endnu en modig tale fra Peters side, hvor han understregede, at ”man bør adlyde Gud mere end mennesker“ (ApG 5,29), at nogle af de ledende mænd begyndte at overveje muligheden for, at overnaturlige kræfter stod bag apostlenes virke. ApG 5,34-39
På hvilken måde forsøgte Gamaliel at overtale Rådet til ikke at slå apostlene ihjel? Rådet blev styret af saddukæerne, og farisæerne udgjorde en indflydelsesrig minoritet. Gamaliel var farisæer og en højtstående lovkyndig. Han var så højt anset blandt jøderne, at han blev kendt som ”Rabban“ (”vores lærer“) i stedet for kun ”Rabbi“ (”min lærer“). Paulus var en af hans disciple (ApG 22,3). Gamaliel minder Rådets medlemmer om to andre oprørsbevægelser i Israels nyere historie, som også havde fået tilhængere og skabt oprør. Lederne var blevet dræbt og deres tilhængere var blevet fuldstændigt spredt. Den lærdom, han drog fra dette var, at hvis den kristne bevægelse havde en menneskelig oprindelse, ville den også snart forsvinde. Men hvis den på den anden side var en guddommelig bevægelse, som apostlene påstod, hvordan kunne de da gøre sig noget håb om at modstå den? Gamaliels råd vandt. Apostlene blev pisket og igen forbudt at tale i Jesu navn.
Til at tænke over
Hvordan kan vi blive mere åbne overfor at lytte til råd fra andre, også når de indeholder ting, vi måske ikke bryder os om at høre? 33
FREDAG
20. JULI 2018
Til videre studium ”Vi er forvaltere, der af vores fraværende Herre er blevet betroet at tage vare på hans husholdning og interesser, som han kom til verden for at tjene. Han er vendt tilbage til himlen og har overdraget ansvaret til os, og han forventer, at vi er trofaste i vores opgave, så han ikke pludseligt kommer og finder os sovende.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 8. bind, s. 37). ”Det er nødvendigt, Guds folk bliver gjort opmærksom på, hvor hellige de løfter og aftaler er, som de afgiver for Guds sags skyld. Sådanne løfter opfattes generelt ikke så bindende som en skriftlig aftale mellem mennesker. Men er et løfte mindre helligt og bindende, fordi det er afgivet til Gud? Vil den kristne tilsidesætte den forpligtelse, vedkommende har lovet, bare fordi den mangler nogle tekniske udtryk og ikke kan gennemtvinges med lov? Intet juridisk dokument eller aftale er mere bindende end et løfte givet til Guds sag.“ (Ellen White, The SDA Bible Commetary, 6. bind, s. 1056). Spørgsmål til drøftelse
1. Blandt det, Jesus efterlod sine disciple, var der to umiddelbare ting: forventningen om hans snare genkomst og en verdensomspændende missionsopgave. Hvilken indflydelse bør det have på vores opfattelse af mission og kaldet til at forkynde evangeliet? 2. Nogen har engang sagt: ”Vi må være rede, som om Jesus kom igen i dag, men arbejde som om der ville gå hundrede år, inden han kommer.“ Hvilken visdom finder vi i den holdning, og kan vi bruge den i vores kald? 3. Hvorfor må Jesu liv, død, opstandelse og genkomst være det centrale i alt det, vi forkynder? Sagt på en anden måde: Hvad gavner alt det, vi prædiker, hvis disse begivenheder mangler? 4. Hvad bør beretningen om Ananias og Safira lære os om, hvor vanskeligt det er for os at kende andre menneskers hjerte, både på godt og ondt? 5. Kender du nogle moderne udgaver af Gamaliel? Eller er du måske i stand til at udfylde den rolle over for andre? Tal sammen i klassen og del med hinanden eksempler på, hvordan det har været gavnligt at give eller modtage vise råd. Hvad kan vi lære af disse eksempler?
34
DIALOG
TIL SABBATTEN | 21. JULI 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter
• Læs Peters bekendelse i ApG 4,12 - Hvad er betydningen af Jesu ”navn“ (sml. 2,21 og 38)? · Virker det magisk, blot ved at udtale navnet? · Henviser det til autoritet elle bemyndigelse? • Læs menighedens bøn i ApG 4,24-30 sammen. - Hvad er det helt præcist, de beder om? · Hvorfor beder de ikke om at blive befriet for forfølgelse og problemer?
Uddybende spørgsmål
• Prøv at lave en kort oversigt over kendetegnene for den første kristne kirkes liv. Sammenlign med din egen menighed. Hvilke træk er fælles, hvor er der mangler, og hvordan kan du/I komme til at ligne apostelmenigheden mere? - Havde de første kristne et kommunistisk fællesskab? - Hvis ikke, hvad er forskellen?
Personligt kristenliv
Tænk over, hvad du beder om, når du som kristen møder udfordringer! Beder du om at undgå udfordringerne, eller beder du om visdom til at møde dem og muligheder til at vidne om Jesus med frimodighed?
Forstå det bedre
Den dramatiske historie om Ananias og Safira er fortalt på en måde, der mindede de første læsere om historien om Akan fra Det Gamle Testamente (Jos 7). Bedrag stopper midlertidigt Guds folks fremgang; når det i ApG 5,3 siges, at Ananias havde ”stukket“ nogle af pengene ”til side“, bruges et græsk ord, der også dukker op i den græske oversættelse af Jos 7,1.
Baggrund
• ApG 3,1 (jf. 10,3) antyder, at de første kristne samledes til bøn ved de faste bedetider, det vil sige det tidspunkt, hvor det daglige offer blev bragt i templet. Den kristne menigheds tilbedelse og fællesskab byggede på Jesu offer, bragt én gang for alle på Golgata, og den afspejlede Jesu tjeneste i den himmelske helligdom, i særlig grad i den Hellige afdeling: - Røgelsesalteret – Jesu forbøn for de troende i himlen – de troendes forbøn for andre på jorden - Skuebrødsbordet – Guds omsorg for de troende – de troende på jorden deler deres brød med andre i deres husfællesskaber 35
DIALOG
TIL SABBATTEN | 21. JULI 2018
- Lysestagen – de troende har modtaget Helligånden – og ved Helligåndens hjælp deler de Guds Ord med andre • Det stærke eftertryk på Jesu enestående navn er knyttet til hans guddommelige autoritet. På Jesu tid udtalte jøder af respekt ikke navnet Jahve. Når de omtalte Gud, ville det ofte ske ved simpelthen at sige ”navnet“, altså det ord, der betød ”navnet“ – på hebraisk Ha-Shem. Ord og udtryk
Er det nadver at ”bryde brødet“? På grund af udviklingen i den katolske kirke mener mange forskere, at det faktum, at de kristne dagligt hjemme ”brød brødet“ (ApG 2,46) betyder, at de fejrede nadver – eller eukarist, som dette almindeligt bliver betegnet i kristenheden. To ting bør huskes. Selve udtrykket ”at bryde brødet“ var simpelthen en betegnelse brugt, når man spiste sammen. I ApG 27,35 bryder Paulus brødet, da han opfordrer sine skibsfæller til at tage føde til sig; tydeligvis har dette intet med nadver at gøre. Dernæst skal man vogte sig for at læse senere kirkelige traditioner tilbage i den bibelske beskrivelse. Først langt senere opfattes nadveren som et offer, bragt og kontrolleret af den ordinerede præst. I Apostlenes Gerninger henvises der her til fællesskabsmåltider, hvor man deler sit brød med de fattige. Der siges intet om ugentlige gudstjenester med et nadverritual.
36
NOTER
TIL SABBATTEN | 21. JULI 2018
37