4
TIL SABBATTEN | 28. JULI 2018
Den første menigheds ledere
Ugens vers
”Guds ord havde fremgang, og tallet på disciple i Jerusalem blev større og større; også en stor gruppe præster blev lydige mod troen“ (ApG 6,7).
Introduktion
Mange af de nyomvendte på Pinsedagen var hellenistiske jøder, det vil sige jøder fra den græsk-romerske verden, der nu levede i Jerusalem (ApG 2,5. 9-11). Selv om de var jøder, var de på mange måder anderledes end de jøder, der kom fra Judæa, ”hebræerne“, som omtales i ApG 6,1. Den mest oplagte forskel var, at de i al almindelighed ikke kendte til aramæisk, det sprog, der taltes i Judæa. Der var også andre forskelle, både kulturelle og religiøse. Da de var født i fremmede lande, havde de ingen rødder i de hebraiske jødiske traditioner, eller deres rødder gik ikke så dybt som de hebraiske jøders. Man formodede, at de ikke var helt så knyttet til tempelceremonierne og de sider ved Moseloven, der kun gjaldt i landet Israel. Da de havde tilbragt det meste af deres liv i græsk-romerske omgivelser og i nær kontakt med hedninger, var de naturligt mere villige til at forstå, at den kristne tro indbefattede alle. Gud brugte faktisk mange hellenistiske troende til at udføre befalingen om at være vidner for hele verden.
Ugens tekster
38
· · · · · ·
ApG 6 ApG 7,48 Hebr 5,11-14 Mika 6,1-16 ApG 7 ApG 8,4-25
SØNDAG
22. JULI 2018
Valget af de syv ApG 6,1
Hvad klagede de hellenistiske troende over? ”Begrundelsen for deres klage var en påstået tilsidesættelse af de græske enker i den daglige uddeling af hjælp. Enhver ulighed ville have været i modstrid med evangeliets ånd; men det var lykkedes for Satan at vække mistanke. Der måtte tages øjeblikkelige foranstaltninger for at fjerne enhver grund til utilfredshed, så fjenden ikke skulle lykkes i sine anstrengelser på at skabe splid blandt de troende.“ (Ellen White, The Acts og the Apostles, s. 88). Den løsning, som apostlene foreslog, var at vælge syv mænd blandt dem. Disse skulle ”varetage tjenesten [diakoneō] ved bordene“ (ApG 6,2), mens apostlene skulle bruge deres tid på bøn og ”tjenesten [diakonia] for ordet“ (ApG 6,4). Ordene diakoneō og diakonia tilhører den samme ordgruppe, det første er et udsagnsord med ”bordene“ som genstandsled (ApG 6,2), det andet et navneord forbundet med ”ordet“ (ApG 6,4). Sammen med ordet ”daglige“ i ApG 6,1) synes dette at beskrive de to hovedelementer i den første kirkes dagligliv: undervisning (”Ordet“) og fællesskab (”bordene“), hvor det sidste beskriver det fælles måltid, nadveren og bøn (ApG 2,42. 46; 5,42). Som dem, der var blevet betroet at varetage Jesu lære, skulle apostlene først og fremmest bruge deres tid på at undervise de troende i den kristne lære og om bøn, mens de syv skulle have ansvar for fællesskabsaktiviteterne i de mange husmenigheder. Men deres pligter var ikke begrænset til opgaver, som dagens brug af ordet diakon eller menighedstjener opfattes. De var i virkeligheden kirkens første menighedsledere.
ApG 6,2-6
Hvordan blev de syv valgt og indsat i tjeneste? Kandidaterne skulle kendetegnes på deres moralske, åndelige og praktiske egenskaber. De skulle være velanskrevne mænd, fyldt af ånd og visdom. Med hele forsamlingens godkendelse blev de syv udvalgt og dernæst indsat i tjenesten ved bøn og håndspålæggelse. Dette ritual synes at antyde en offentlig anerkendelse og tildeling af myndighed til at udføre deres arbejde.
Til at tænke over
Tænk over, hvor let man kan komme til at skabe splid. Hvad kan vi med Guds hjælp gøre for at skabe fred iblandt os og fokusere på mission? 39
MANDAG
23. JULI 2018
Stefanus’ tjeneste Efter at de syv var blevet valgt, gjorde de ikke alene tjeneste inden for menigheden, men udførte også effektiv vidnetjeneste. Resultatet var, at evangeliet blev ved med at udbredes, og antallet af troende blev ved med at vokse (ApG 6,7). Men denne vækst førte til modstand mod den tidlige kristne menighed. Fortællingen fokuserer på Stefanus, en mand af sjælden åndelig storhed. ApG 6,8-15
Hvad lærer disse vers om Stefanus og hans tro og karakter? Hvad var det Stefanus prædikede, som gjorde hans modstandere så vrede? Som en hellenistisk jøde forkyndte Stefanus evangeliet i de hellenistiske synagoger i Jerusalem. Der var syv sådanne synagoger i byen; ApG 6,9 henviser sandsynligvis til to af dem, en for de sydlige immigranter (jøder fra Kyrene og Aleksandria), og en for de nordlige immigranter (fra Kilikien og provinsen Asien). Der er næppe nogen tvivl om, at Jesus var det centrale punkt i drøftelserne; men de anklager, der blev rejst mod Stefanus, antyder en forståelse af hans del i evangeliet og dets konsekvenser, som måske gik videre end de hebraiske troendes. Stefanus blev anklaget for at tale spottende om Moses og Gud, det vil sige mod loven og templet. Selv om nogle af hans udtalelser blev misforstået, eller hans ord bevidst blev fordrejet, og der også blev fremstillet falske vidner, der talte imod ham, var alle anklagerne måske ikke helt forkerte, ligesom i retssagen mod Jesus selv (Mark 14,58; Joh 2,19). Stefanus’ tydelige fordømmelse for Rådet af den nærmest afgudsdyrkende ophøjelse af selve templet (ApG 7,48) viser, at han forstod de dybere konsekvenser af Jesu død, og hvad det ville føre til i hvert fald med hensyn til templet og dets ceremonier. Mens mange af de jødiske troende med hebraisk baggrund stadigvæk var stærkt knyttet til templet og dets ceremonier (ApG 3,1; 15,1. 5; 21,17-24) og fandt det svært at opgive dem (Gal 5,2-4; Hebr 5,11-14), forstod Stefanus og måske også andre af de hellenistiske troende, at Jesu død markerede afslutningen på hele tempeltjenesten.
Til at tænke over
40
Hvordan finder vi balancen mellem at holde fast ved vores personlige overbevisning og samtidig være åbne overfor nyt lys?
TIRSDAG
24. JULI 2018
For Rådet ApG 7,1-53
Hvad sagde Stefanus til sine anklagere? Anklagerne imod Stefanus førte til hans anholdelse og fremstilling for Rådet. Ifølge jødisk tradition var loven og tempeltjenesten to af de tre søjler, som ordet hviler på – den tredje var gode gerninger. Bare antydningen om, at Moselovens ceremonier var blevet forældede, blev virkelig opfattet som et angreb på det, som var allerhelligst i jødedommen. Deraf kommer anklagerne om gudsbespottelse (ApG 6,11). Stefanus’ svar er den længste tale i Apostlenes Gerninger. Selv om den ved første øjekast ikke lader til at være andet end en lang gennemgang af Israels historie, må vi forstå talen i sammenhæng med den gammeltestamentlige pagt og den måde, profeterne anvendte dens opbygning, når de stod frem som religiøse reformatorer for at kalde Israel tilbage til pagtens krav. Når det skete, benyttede de nogle gange det hebraiske ord rîḇ, som sandsynligvis bedst oversættes med ”pagtsanklage“, for at udtrykke den tanke, at Gud anlægger sag mod sit folk på grund af deres manglende overholdelse af pagten. I Mika 6,1-2 findes for eksempel rîḇ tre gange. Ved at benytte mønstret fra pagten på Sinaj (2 Mos 20-23) minder Mika dernæst folket om Guds mægtige gerninger for dem (Mika 6,3-5), pagtens betingelser og overtrædelser (Mika 6,6-12), og til sidst forbandelserne for overtrædelserne (Mika 6,13-16). Dette er sandsynligvis baggrunden for Stefanus’ tale. Da han blev bedt om at forklare sine handlinger, gjorde han intet forsøg på at tilbagevise anklagerne eller forsvare sin tro. I stedet løftede han sin stemme ligesom de gamle profeter, når de fremførte Guds rîḇ mod Israel. Hans lange gennemgang af Guds forhold til Israel i fortiden skulle illustrere deres utaknemlighed og ulydighed. Når vi når til ApG 7,51-53, er Stefanus ikke længere den anklagede, men er i stedet Guds profetiske anklager, der præsenterer Guds pagtsanklage mod disse ledere. Hvis deres fædre var skyldige i at slå profeterne ihjel, var de selv endnu mere skyldige. Ændringen fra ”vore fædre“ (ApG 7,11. 19. 38. 44-45) til ”jeres fædre“ (ApG 7,51) er vigtig. Stefanus brød med sin samhørighed med sit folk og stillede sig på Jesu side. Følgerne ville blive enorme; men hans ord viser ingen frygt eller fortrydelse.
Til at tænke over
Hvornår har du sidst haft brug for fast og kompromisløst at stille dig på Jesu side? Gjorde du det, eller vaklede du? 41
ONSDAG
25. JULI 2018
Jesus i den himmelske tronsal En profet (nāḇ î på hebraisk) er per definition en, der taler på Guds vegne, og Stefanus blev en profet i det øjeblik han fremstillede Guds rîḇ mod Israel. Men hans profetgerning blev meget kortvarig. ApG 7,55-56
Hvad betød Stefanus’ syn? ”Da Stefanus nåede dette punkt, blev der optøjer blandt folket. Da han forbandt Kristus med profetierne og talte om templet, som han gjorde, foregav præsten at være rædselsslagen og rev sin kappe i stykker. For Stefanus var dette et signal om, at hans røst snart for altid skulle gøres tavs. Han så den modstand, hans ord mødte og vidste, at han gav sit sidste vidnesbyrd. Og selv om han var midt i sin tale, afsluttede han den brat.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 100). Mens Stefanus stod foran de jødiske ledere og frembar Guds anklage imod dem, stod Jesus ved siden af Faderen i den himmelske tronsal, dvs. den himmelske helligdom. Det er et udtryk for, at dommen på jorden kun var et udtryk for den virkelige dom, som ville ske i himlen. Gud ville dømme Israels falske lærere og ledere. Dette forklarer, hvorfor kaldet til omvendelse, som er så almindeligt i de tidligere taler i Apostlenes Gerninger (ApG 2,38; 3,19; 5,31) mangler i denne tale. Israels teokrati havde nået sin afslutning. Det betød, at verdens frelse ikke længere skulle formidles gennem Israels folk, som Abraham var blevet lovet (1 Mos 12,3; 18,18; 22,18), men gennem Jesu efterfølgere, både jøder og hedninger, som nu skulle forlade Jerusalem og være vidner til hele verden (ApG 1,8).
ApG 7,57-8,2
Hvordan gengiver Lukas Stefanus’ død? Straffen for gudsbespottelse var stening (3 Mos 24,14); men det fremgår ikke tydeligt, om Stefanus blev dømt til døden eller lynchet af en flok fanatikere. Uanset omtales han som den første af dem, der troede på Jesus, som blev dræbt på grund af sin tro. At vidnerne lagde deres tøj ved Saulus’ fødder antyder, at han var lederen af Stefanus’ modstandere; så da Stefanus bad for dem, der henrettede ham, bad han også for Saulus. Kun en person med en meget ædel karakter og en urokkelig tro kunne gøre det, og det viser, hvor stor hans tro var, og at Kristus var det vigtigste i hans liv.
42
TORSDAG
26. JULI 2018
Evangeliets udbredelse Sejren over Stefanus antændte en massiv forfølgelse af de troende i Jerusalem og var uden tvivl ledet af den samme gruppe modstandere. Lederen af denne gruppe var Saulus, som forårsagede en ikke ringe ødelæggelse af kirken (ApG 8,3; 26,10). Men forfølgelsen resulterede i noget godt. De troende, som blev spredt over hele Judæa og Samaria, blev ved med at forkynde evangeliet. Befalingen om at vidne i de egne (ApG 1,8) blev på denne måde opfyldt. ApG 8,4-25
Hvilke lærdomme finder vi i denne beretning? Samaritanerne var halvt israelitter, også ud fra et religiøst synspunkt. De var monoteister, der accepterede de fem Mosebøger, praktiserede omskærelse og forventede Messias’ komme. Men i jødernes opfattelse var den samaritanske religion fordærvet, og det betød, at de slet ikke havde nogen del i Israels pagts-velsignelser. Den uventede omvendelse af samaritanere overraskede menigheden i Jerusalem, så apostlene udsendte Peter og Johannes for at vurdere situationen. At Gud ventede med at udgyde Helligånden indtil Peter og Johannes kom (ApG 8,14-17), skete sandsynligvis for at overbevise apostlene om, at samaritanerne skulle accepteres som fuldt gyldige medlemmer af de troendes samfund (se ApG 11,1-18). Men det endte ikke der. I ApG 8,26-39 finder vi beretningen om Filip og den etiopiske hofmand, som efter at have modtaget et bibelstudium bad om at blive døbt. ”De gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham“ (ApG 8,38). Først var der samaritanerne, dernæst etiopieren, en udlænding, som havde været i Jerusalem for at tilbede og nu var på vej hjem. Evangeliet krydsede Israels grænser og nåede ud til verden, som det var forudsagt. Men alt dette var kun begyndelsen, for disse tidlige jødiske troende ville snart rejse overalt i den dakendte verden og forkynde de gode nyheder om Jesu død, som betalte straffen for deres synder og tilbyder alle, allevegne, håbet om frelse.
Til at tænke over
Peter sagde til Simon, at han var ”fuld af gift og galde og lænket i uretfærdighed“ (ApG 8,23). Hvad var løsningen på hans problem og for enhver, som måtte være i en tilsvarende situation?
43
FREDAG
27. JULI 2018
Til videre studium ”Den forfølgelse, som ramte menigheden i Jerusalem, resulterede i, at evangeliets udbredelse fik et stort skub fremad. Ordets forkyndelse havde haft stor succes i Jerusalem, og der var fare for, at disciplene ville blive der for længe og ikke adlyde Frelserens befaling om at gå ud i al verden. Idet de glemte, at kraft til at modstå det onde bedst opnås gennem aggressiv tjeneste, begyndte de at tro, at de ikke havde nogen vigtigere opgave end at beskytte menigheden i Jerusalem mod fjendens angreb. I stedet for at oplære de nyomvendte i at bringe evangeliet til dem, der endnu ikke havde hørt det, stod de i fare for at vælge en kurs, der ville resultere i, at de alle var tilfredse med det, de havde opnået. For at sprede sine repræsentanter uden for Jerusalem tillod Gud, at de blev udsat for forfølgelse. ‘De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet.’“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 105). Spørgsmål til drøftelse
1. Læs Ellen White citatet oven over om den fare, den første kristne kirke mødte med hensyn til at være tilfredse med sig selv og det, der blev opnået gennem dem. For det første betød det, i modsætning til populære opfattelser, at mange jøder faktisk tog imod Jesus som Messias. Men endnu vigtigere er, hvad vi som et folk i dag kan lære af det. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke bliver så optaget af at beskytte det, vi allerede har, i modsætning til at gøre det, vi egentlig burde gøre – at nå ud til verden med evangeliet? 2. På apostlenes tid var forholdet mellem jøder og samaritanere præget af århundreder med stærk fjendtlighed. Hvad kan vi lære af det faktum, at Filip, som sandsynligvis var jøde, vidnede om Jesus i Samaria? Selv som syvendedags adventister er vi ikke immune over for kulturelle og etniske fordomme. Hvad bør korset lære os om, hvordan vi alle er lige over for Gud? Hvad bør Kristi døds universelle karakter også lære os om, hvor uendelig stor værdi hvert eneste menneske har? 3. Hvordan henvendte Filip sig til etiopieren (ApG 8,27-30)? Hvordan kan vi være mere åbne over for anledninger til at dele evangeliet med andre? 4. Hvad har vi lært fra ApG 6-8, som kan hjælpe os med at blive mere effektive til at opfylde menighedens missionsopgave?
44
DIALOG
TIL SABBATTEN | 28. JULI 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
• Ugens lektie indbefatter kapitel 6-8 i Apostlenes Gerninger. • Hvilke eksempler på bøn eller omtale af bøn kan du finde i disse kapitler? Lav en liste. • Tænk over Stefanus’ rettergang og tale. - Prøv at skrive ned, hvilke træk du finder i beretningen, som minder om Jesu rettergang og korsfæstelse. - Hvor i Stefanus’ tale henviser han til Guds helligdom? • Tænk over historien om den etiopiske hofmand og eunuk (han var rent faktisk eunuk, se nedenfor under Baggrund). - Hvordan tror du, at jøder, specielt præsterne og farisæerne, betragtede en eunuk, som arbejdede for en hedensk dronning? - Hvordan vil du karakterisere hans intellektuelle niveau fra beskrivelsen af hans læsning? - Hvordan tror du, at Lukas har hørt om denne hændelse?
Uddybende spørgsmål
• Reorganiseringen i ApG 6 hjælper apostlene til at koncentrere sig mere om forkyndelsen og undervisningen fra Skriften samt bønnen, sandsynligvis specielt forbøn for de mange, der kom til dem med ønsket om åndelig vejledning og hjælp. - Når du tænker over din menigheds aktiviteter og alt det, som vi planlægger og arrangerer, finder du, at vi giver nok plads til det mest centrale? - Forhindrer vi af og til de mennesker, som særligt har fået gaver til undervisning, forkyndelse og forbøn, i at udføre disse opgaver, fordi der er så meget andet, vi lægger på dem? • Hvordan forholder vi os i dag til mennesker, der har fysiske eller mentale ”skavanker“? Ser vi automatisk ned på dem eller regner vi dem for ringere end andre?
Baggrund
Den danske oversættelse undlader at fremhæve, at etiopieren rent faktisk var eunuk. Det fremgår på græsk af det faktum, at både ordet for eunuk og ordet for ”hofmand“ (hofembedsmand, dynastes) bruges til at beskrive ham. Som eunuk ville han i datiden, også hos jøderne, have været betragtet med dyb foragt, som udstødt og umoralsk. Han ville ikke 45
DIALOG
TIL SABBATTEN | 28. JULI 2018
have haft lov til at gå ind på tempelområdet, og det siger meget om hans tro, at han alligevel havde taget den lange rejse til Jerusalem for at tilbede. • I Lukas’ to bøger er der en serie af beretninger om mennesker, der i deres samtid ville være betragtet som urene, umoralske og mindre værd på grund af deres fysiske skavanker. Prøv selv at finde nogen af dem, som fx den krumbøjede kvinde i Luk 13,10-17. Ord, udtryk og oversættelse
Diakon/menighedstjener. Meget ofte i historien omtales de syv, der vælges i ApG 6, som diakoner. Dette ord fra det græske diakonos, som i NT bruges fx i 1 Tim 3,8 (oversat med ”menighedstjenere“), har fået en særlig betydning i kirkelig sammenhæng; men ordet bruges rent faktisk ikke om Stefanus, Philip og de øvrige fem. Man skal altid være varsom med ord, vi bruger til at definere funktioner i dag, og som også findes i oversættelse af Bibelen. Hvad det betyder i dag, er ikke nødvendigvis, hvad det betød dengang. Det gælder også for et ord som menighedstjener. Den danske oversættelse af ApG 6,6 kan give det fejlagtige indtryk, at det kun var apostlene der bad og lagde hænderne på de syv. På græsk fortsætter subjektet/grundleddet fra det første verbum/ udsagnsord, ”fremstillede“, til de næste ”bad og lagde hænderne på“. Repræsentanter for menigheden, som havde udpeget og valgt de syv (vers 5), var også med i selve indvielsesprocessen. Udtrykket simoni bruges i kirkehistorien om forsøget på at vinde anseelse eller position i kirken ved hjælp af penge – og det har været ganske udbredt! Det stammer fra beretningen om troldmanden Simon.
Forstå det bedre
• Stefanus’ og Jesu død har mange fællestræk, fx - Samme retsscene, det store jødiske råd - Samme anklager om at nedbryde templet (ApG 6,13-14, jf. Matt 26,59-61) - Falske vidner - Ligesom Jesus, ændrer Stefanus sin rolle fra at være anklaget til at blive anklager - Stefanus citerer Jesu ord fra hans forhør om menneskesønnen i himmelens helligdom (ApG 7,56, jf. Mark 14,62 and Luk 2269) - Stefanus beder som Jesus om tilgivelse for sine fjender (ApG 7,60, jf. Luke 23,24) - Både Jesu og Stefanus’ død får stor evangelisk effekt
46
DIALOG
TIL SABBATTEN | 28. JULI 2018
• Den himmelske helligdom spiller en væsentlig rolle i Stefanus’ tale. Han fremhæver netop fra Det Gamle Testamente de centrale tekster, hvoraf det fremgår, at den jordiske helligdom kun var en skygge eller et afbillede af den himmelske: - Tabernaklet – 7,44, jf. 2 Mos 25,40 - Templet – 7,47-48, jf. 1 Kong 8,27 og Es 66,1-2 • Ved disse citater bragte Stefanus også 3 vidner på banen som støtte for sin sag, nemlig loven (Toraen), Skrifterne (fra Kongebogen) og profeterne (fra Esajas). Stefanus havde altså mindst 2-3 vidner, som var nødvendige (jf. 5 Mos19,15 og 17,6), altså selve Skriften!
47