2018_bs_3_kvartal_07

7

TIL SABBATTEN | 18. AUGUST 2018

Paulus’ første missionsrejse

Ugens vers

”Det skal I altså vide, brødre, at det er ved ham, der forkyndes jer syndsforladelse; og i alt det, hvori I ikke kunne gøres retfærdige ved Moseloven, bliver enhver, der tror, gjort retfærdig ved ham“ (ApG 13,38-39).

Introduktion

Det var helt sikkert, at evangeliet skulle forkyndes både for hedninger og jøder. Det var en kendsgerning, som langsomt, men sikkert begyndte at gå op for de første jødekristne.

Den første direkte rapport om hedninger, der slutter sig til troen i større målestok, kommer fra Antiokia. Det var altså i Antiokia, at den første hedningekristne menighed blev oprettet, selv om den også havde et stort antal jøde-kristne (Gal 2,11-13). Takket være grundlæggernes missionsiver og den nye drivkraft, der kom med Paulus’ og Barnabas’ ankomst, voksede menigheden hurtigt, og den blev det første kristne center af betydning uden for Judæa. På nogle områder overgik den faktisk til og med menigheden i Jerusalem.

Siden apostlene stadigvæk opholdt sig i Jerusalem, blev Antiokia den kristne missions vugge. Det var derfra, fra begyndelsen med støtte fra de lokale troende, at Paulus tog af sted på sine tre missionsrejser.

Det var på grund af deres helhjertede støtte, at kristendommen blev det, Jesus havde haft til hensigt, nemlig en verdensreligion, hvor evangeliet skulle udbredes til ”alle folkeslag og stammer, tungemål og folk“ (Åb 14,6).

Ugens tekster

68

· · · · · ·

ApG 13 2 Kor 4,7-10 Rom 10,1-4 Rom 3,19 ApG 14,1-26 Rom 9-11

SØNDAG

12. AUGUST 2018

Salamis og Pafos I kapitel 13 i Apostlenes Gerninger skifter Lukas scenen tilbage til Antiokia for at introducere Paulus’ første missionsrejse, som beskrives i de næste to kapitler (ApG 13 og 14). Dette er det første missionsfremstød i Apostlenes Gerninger, som er bevidst og nøje planlagt af en enkelt menighed. Men Lukas fremhæver, at det var Gud, der stod bag dette fremstød, ikke de troendes eget initiativ. Pointen er, at Gud kun kan virke, når vi villigt stiller os til rådighed, så han kan bruge os.

ApG 13,1-12

Hvilken afgørende pointe ønsker Lukas at understrege med hensyn til Paulus’ og Barnabas’ aktiviteter på Cypern?

Forud for missionærernes afrejse var der gået en tid med forbøn og faste. I denne sammenhæng var håndspålæggelsen grundlæggende en indvielseshandling eller en overgivelse til Guds nåde (ApG 14,26) før den nært forestående opgave. Øen Cypern ligger i det nordøstlige hjørne af Middelhavet, ikke ret langt fra Antiokia. Det var et oplagt sted at begynde. Ikke alene kom Barnabas fra Cypern; men evangeliet havde allerede nået øen.

Men der var stadigvæk meget, der skulle gøres.

Da de var ankommet på Cypern, begyndte Paulus og Barnabas – og Johannes Markus, Barnabas’ fætter (ApG 15,39; Kol 4,10), som også var med på rejsen – at prædike i synagogen i Salamis. Dette var Paulus’ normale fremgangsmåde. Han prædikede først i synagogen, før han vendte sig til hedningerne. Da Jesus var jødernes Messias, var det helt naturligt at dele evangeliet med jøderne først.

Efter Salamis flyttede de sig vestover, og vi må formode, at de prædikede hele vejen, indtil de kom til hovedstaden, Pafos. Beretningen fokuserer der på to personer, Barjesus, en jødisk troldmand, som også var kendt som Elymas, og Sergius Paulus, den lokale romerske statholder. Beretningen giver os et godt eksempel på, hvordan evangeliet blev mødt med modstridende reaktioner. Der var åbenlys modstand og positiv modtagelse og omvendelse selv blandt højtstående hedninger. Sprogbrugen i ApG 13,12 indikerer tydeligt omvendelse.

Til at tænke over

Tænk over, hvordan det i dette tilfælde var en jøde, der modsatte sig sandheden, medens en hedning tog imod den. Hvordan kan det hjælpe os til at forstå, hvorfor det mange gange er vanskeligere at nå kristne fra andre kirkesamfund med ”den nærværende sandhed“ end dem, der slet ikke har nogen tro i forvejen?

69

MANDAG

13. AUGUST 2018

Antiokia i Pisidien – 1 Fra Cypern sejlede Paulus og hans medarbejdere til Perge i Pamfylien på sydkysten i vore dages Tyrkiet. Inden de tog til Antiokia i Pisidien, gengiver Lukas to betydningsfulde bevidste forandringer: Paulus bliver den førende person (indtil dette punkt er Barnabas altid nævnt først), og Lukas ophører med at bruge Paulus’ jødiske navn Saulus, og begynder kun at omtale ham som Paulus (ApG 13,9). Måske skyldes det, at Paulus fra nu af mest befinder sig i græsk-romerske omgivelser.

ApG 13,13 fortæller, at Johannes Markus rejser tilbage til Jerusalem, men ikke hvorfor. Ellen White skrev, at på grund af frygt og modløshed over for de vanskeligheder, der ventede dem, ”blev Markus skræmt og mistede alt mod. Han nægtede at rejse videre og vendte tilbage til Jerusalem.“ (The Acts of the Apostles, s. 170). Gud har aldrig lovet, at det ville blive let. Tværtimod; Paulus vidste lige fra begyndelsen, at hans tjeneste for Jesus ville indbefatte mange lidelser (ApG 9,16); men han lærte helt og fuldt at stole på Guds kraft, og deri lå hemmeligheden til hans styrke (2 Kor 4,7-10).

ApG 13,38-39

Hvad var hovedindholdet i Paulus’ budskab i synagogen i Antiokia?

ApG 13,16-41 indeholder den første af Paulus’ taler, der gengives i Det Nye Testamente. Det var selvfølgelig ikke den første prædiken, Paulus holdt, og der er ingen tvivl om, at den kun giver et kort resume af, hvad han sagde.

Talen er opdelt i tre hovedafsnit. Den begynder med Guds udvælgelse af Israel og Davids kongedømme (ApG 13,17-23). Denne del skulle skabe et fællesskab med hans jødiske tilhørere. Dernæst præsenterer han Jesus som opfyldelsen af Guds løfter om en efterkommer af David, som skulle bringe frelse til Israel (ApG 13,24-37).

Hans konklusion er en advarsel imod at afvise den frelse, der tilbydes gennem Jesus (ApG 13,38-41).

Klimaks finder vi i vers 38-39, som indeholder kernen i Paulus’ budskab om retfærdiggørelse. Tilgivelse og retfærdiggørelse findes kun ved Jesus. Dette afsnit siger intet om afskaffelse af loven, men fremhæver at Moseloven ikke er i stand til at retfærdiggøre nogen (Rom 10,1-4) – det privilegium tilhører Jesus Kristus alene (Gal 2,16).

Til at tænke over

70

Hvad vil det sige, at frelse kun findes ved tro på Jesus Kristus? Hvordan kan vi forene nødvendigheden af at holde Guds morallov med den kendsgerning, at loven ikke er i stand til at retfærdiggøre os?

TIRSDAG

14. AUGUST 2018

Antiokia i Pisidien – 2 ApG 13,38-39 præsenterer den vigtige lærdom, at loven ikke er i stand til at gøre os retfærdige. På trods af dens moralske buds bindende karakter, er loven ikke i stand til at bringe retfærdiggørelse, for den kan ikke skabe fuldkommen lydighed i dem, der holder den (ApG 15,10; Rom 8,3). Og selv om loven kunne skabe fuldkommen lydighed i os, kan den fuldkomne lydighed ikke sone for vores tidligere synder (Rom 3,19; Gal 3,10-11). Det er grunden til, at retfærdiggørelse ikke kan fortjenes, ikke engang delvist. Vi kan kun få det ved tro på Jesu forsonende offer (Rom 3,28; Gal 2,16), en gave, som vi ikke fortjener. På trods af, hvilken central rolle lydighed spiller i det kristne liv, kan den ikke gøre os fortjent til frelse.

ApG 13,42-49

Hvordan blev Paulus’ budskab modtaget i synagogen?

På trods af den barske måde, Paulus afsluttede sit budskab, var reaktionen hos de fleste i synagogen positiv. Men den følgende sabbat var situationen en helt anden. Det er ret sandsynligt, at ”jøderne“, som forkastede evangeliets budskab, var synagogens ledere, dem, der repræsenterede den officielle jødedom. Lukas begrunder deres ubarmhjertige holdning over for Paulus med misundelse.

I oldtiden var der adskillige sider ved jødedommen, som fx monoteisme, livsstil og til og med sabbatten, som havde stor tiltrækning blandt ikke-jøder, og mange af dem tilsluttede sig den jødiske tro som proselytter. Men omskærelse var en alvorlig forhindring, da det blev opfattet som barbarisk og afskyeligt. Derfor var der mange hedninger, der kom i synagogen for at tilbede Gud, men som ikke formelt havde konverteret til jødedommen. Disse var kendt som ”gudfrygtige“, og det kan have været de gudfrygtige sammen med proselytterne i synagogen i Antiokia (ApG 13,16. 43), der var med til at sprede nyheden om Paulus’ budskab blandt den generelle befolkning, og de kom i stort antal. Muligheden for at opnå frelse uden først at skulle blive jøder, var uden tvivl særlig attraktiv for mange.

Det kan være med til at forklare de jødiske lederes misundelse.

Men ved at forkaste evangeliet udelukkede de ikke alene sig selv fra Guds frelse; men de frigjorde også Paulus og Barnabas til at rette hele deres opmærksomhed mod hedningerne, som med glæde priste Gud for at have indbefattet dem i sin frelsesplan.

71

ONSDAG

15. AUGUST 2018

Ikonion På foranledning af de jødiske ledere i Antiokia fik de lokale myndigheder sat en forfølgelse i gang, og Paulus og Barnabas blev smidt ud af byen (ApG 13,50).

ApG 14,1-7

Hvad var resultatet af Paulus og Barnabas’ aktiviteter i Ikonion?

I Ikonion fortsatte Paulus og Barnabas deres skik med først at henvende sig til jøderne, før de vendte sig til hedningerne. Paulus’ tale i Antiokia (ApG 13,16-41) giver mange begrundelser for, at de prioriterede jøderne i deres arbejde: Israels udvælgelse med alt det, det indbefattede (Rom 3,2; 9,4-5), og Guds opfyldelse af sit løfte om en frelser af Davids slægt. Til trods for at mange jøder forkastede evangeliet, mistede Paulus aldrig håbet om, at en stor del af jøderne ville omvende sig.

I Rom 9-11 gør Paulus det klart, at ”det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel“ (Rom 9,6), og at det kun er på grund af Guds barmhjertighed, at nogle af jøderne i det hele taget kommer til at tro. Gud har ikke forkastet sit folk, men ”der [er] også i vor tid blevet en rest tilbage, som er udvalgt af nåde“ (Rom 11,5). Paulus blev ved med at forkynde evangeliet for hedningerne, men han troede, at en dag ville flere jøder komme til at tro på Jesus. ”Paulus’ argument i Rom 9-11 giver en yderligere forklaring på den missionsstrategi, han følger i Apostlenes Gerningers fortælling, og konfronterer hver eneste generation af kristne med den teologiske vigtighed af at vidne for ikke-troende jøder.“ (David G. Peterson, The Acts of the Apostles (Grand Rapids: Eerdmans, 2009), s. 401).

Situationen var ikke meget anderledes end i Antiokia. Den første reaktion på Paulus’ evangelium var meget positiv hos både jøder og hedninger; men igen fik de ikke-troende jøder, muligvis lederne i det lokale jødiske samfund, oppisket en negativ reaktion hos hedningerne og forgiftede deres sind mod missionærerne. Det førte til splittelse i befolkningen. Mens modstanderne lagde planer om at angribe og stene Paulus og Barnabas, besluttede de to missionærer at forlade byen og tage hen til den næste.

Til at tænke over

72

Jøder har brug for mere end kun at høre evangeliet. De har også brug for at se det omsat i handling i livet hos Jesus’ bekendende efterfølgere. Hvilken slags vidnesbyrd giver du til dine jødiske bekendte, hvis du har nogen?

TORSDAG

16. AUGUST 2018

Lystra og Derbe Det næste sted, Paulus besøgte, var Lystra, en ubetydelig landsby ca. 30 km sydvest for Ikonion. Selv om de tilbragte en del tid der (ApG 14,6-7. 15), fortæller Lukas kun en enkelt beretning derfra: helbredelsen af en lam mand, sandsynligvis en tigger, som havde været lam lige fra fødslen.

ApG 14,5-19

Hvordan viser deres reaktion på Paulus, hvor dybt de var forankret i uvidenhed?

Folkeskaren var så imponeret af det mirakel, de så, at de troede Paulus og Barnabas var guder. De mente, at Barnabas var Zeus, den øverste græske gud, og Paulus Hermes, som var Zeus medhjælper og talsmand. Folket ønskede at ofre til dem.

Den latinske poet Ovid (43 f.Kr. - 17/18 e.Kr.) havde tidligere nedskrevet en legende om disse to guder, der forklædt som mennesker havde besøgt en by i den samme egn (”Frygiens høje“) for at finde et sted at hvile sig. Ifølge legenden havde et fattigt ældre par vist dem venlighed og gæstfrihed, mens resten af befolkningen var ligeglade. På grund af deres venlighed og gæstfrihed mod de ukendte gæster blev det ældre pars hus forvandlet til et tempel og de selv til præster, mens resten af byen blev totalt ødelagt (Metamorfose 611-724).

Med en sådan historie i omløb i deres egn var befolkningens reaktion over for Paulus og Barnabas ikke overraskende. Historien er også med til at forklare, hvorfor folkemængden troede, at missionærerne var netop disse to guder og ikke for eksempel Æsclepius, helbredelsernes gud. Paulus og Barnabas var i stand til at standse den falske tilbedelse af dem selv. Men til sidst skabte nogle modstandere fra Antiokia og Ikonion en fuldstændig forandring af situationen, og Paulus blev stenet og efterladt formodet død.

ApG 14,20-26

Til at tænke over

Hvor endte Paulus og Barnabas deres rejse? Og hvad foretog de sig på deres vej tilbage?

Paulus sagde: ”Igennem mange trængsler skal vi gå ind i Guds rige“ (ApG 14,22). Hvad betyder det? Har du erfaret, at det er tilfældet? Hvordan kan vi lære at vokse i vores tro på grund af de ”trængsler“, vi måtte møde?

73

FREDAG

17. AUGUST 2018

Til videre studium ”I løbet af sit liv på jorden havde Kristus forsøgt at lede jøderne ud af deres eksklusivitet. Helbredelsen af den romerske officer og den kana’anæiske kvinde var eksempler på hans direkte arbejde uden for det anerkendte Israels folk. Tiden var nu kommet til et aktivt og vedblivende arbejde blandt hedningerne. Blandt dem var der hele byer, der med glæde modtog evangeliet og priste Gud for lyset fra en intelligent tro. Jødernes vantro og ondskab tilsidesatte ikke Guds hensigt; et nyt Israel blev indpodet på det gamle oliventræ. Synagogerne blev lukket for apostlene; men privathjem blev åbnet, så de kunne benytte dem, og hedningernes offentlige bygninger blev også brugt, hvorfra man kunne forkynde Guds ord.“ (Ellen White, Sketches From the Life of Paul, s. 51). ”I alle deres missionsaktiviteter forsøgte Paulus og Barnabas at følge Kristi eksempel i villig opofrelse og trofast, ivrigt arbejde for mennesker. De var på vagt, ivrige og utrættelige, og de tænkte ikke på deres egne ønsker eller personlig komfort. Men under bøn og ængstelse samt utrættelig aktivitet såede de sandhedens sæd. Når apostlene såede sæden, lagde de stor vægt på at give praktiske råd af uendelig stor værdi til alle dem, der tog imod evangeliet. Denne ånd af alvor og gudsfrygt gjorde et varigt indtryk på de nye disciple med hensyn til vigtigheden af evangeliets budskab.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 186).

Spørgsmål til drøftelse

1. Studér historien om Johannes Markus, hvordan han rejste hjem, da det blev svært. Senere havde Paulus og Barnabas et skænderi, da Barnabas ønskede at bruge Johannes Markus igen, men Paulus ikke ønskede det (se ApG 15,37). Men mange år senere skrev Paulus: ”Tag Markus med, han er mig til god hjælp i tjenesten“ (2 Tim 4,11). Hvad kan vi lære af forløbet med Johannes Markus – om at svigte og om at vende tilbage?

2. Læs ApG 14,21-23. Hvad kan vi, baseret på Paulus’ og Barnabas’ eksempel, hver især og som menighed gøre for at hjælpe og styrke deres tro, som er nye i menigheden?

3. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke lader menneskeskabte traditioner eller til og med trospunkter, som vi har holdt fast ved i lang tid, stå i vejen for at vokse i sandhed, ligesom det blev gjort af de religiøse ledere, der satte sig op imod Paulus?

74

DIALOG

TIL SABBATTEN | 18. AUGUST 2018

Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter

• Prøv sammen ved hjælp af et godt kort at følge den samme rute, som Paulus fulgte under sin første missionsrejse.

- Skriv evt. spørgsmål ned, som I har til geografien og rejseruten, og bed en fra klassen eller en gæst om at besøge jer med evt. præcis historisk-geografisk information • Læs ApG 13,1-3 igen og tænk over variationen blandt Antiokiakirkens ledere - Hvad betyder det mon, at Simeon blev kaldt ”Niger“, der betyder sort?

• Beretningen fra Cypern fortæller, hvordan Paulus mødte to andre personer. Alle tre havde mere end ét navn. Dobbeltnavnene er en væsentlig del af historien.

- Hvad er Paulus kaldt, før han kom til Cypern?

- Hvorfor tror du, at det er her, vi får at vide, at han hed Paulus?

• Prøv sammen at lave en oversigt over talerne i Apostlenes Gerninger – der har allerede været flere meget indholdsrige prædikener.

- Hvilke to prædikener finder du i kapitlerne 13 og 14? Hvem henvender de sig til? Hvad er forskellen på de to mht. tilhørere, anledning, længde og argumentationsform?

Uddybende spørgsmål

• Hvordan tror du, at Helligånden rent faktisk talte i 13,2?

- Bliver Barnabas og Paulus ordineret til at være præster/pastorer i denne tekst?

- Modtager de nogen særlig kraft eller nådegave ved denne ”ordination“?

Ord og udtryk

• Udtrykket ”plejebror“ (græsk syntropos tetrarchou), som i ApG 13,1 er brugt om Manaen, er ofte oversat med ”fosterbror“ eller ”livslang ven“. Det var tænkeligt en titel, men henviser under alle omstændigheder til en person fra det øverste samfundslag. De første kristne tiltrak en hel del mennesker fra datidens overklasse.

• ”Gøre retfærdig“ eller ”retfærdiggøre“ (ApG 13,38) indebærer i Paulus’ prædiken syndsforladelse. Ordet er juridisk og drejer sig om, hvem der kan bestå på dommens dag. Her er lovoverholdelse ikke tilstrækkelig, og hvis man mener, at det er, bedrager man sig selv – og måske andre. Mennesker retfærdiggøres af tro alene, og 75

DIALOG

TIL SABBATTEN | 18. AUGUST 2018

teksten er en af de tekster, der tydeligt viser en overensstemmelse mellem den Paulus, Lukas beskriver, og Paulus, som vi kender ham fra hans breve.

Forstå det bedre

• Talen i Lystra er som mange taler i Apostlenes Gerninger en lejlighedsprædiken. Den er den første tale direkte til et ikke-jødisk, altså et hedensk publikum. Den følges senere op af Paulus’ tale på Areopagos (17,22-31).

- Paulus henviser ikke direkte til Det Gamle Testamente i disse taler. De mennesker, han talte til, kendte det ikke, og de anså det ikke for en autoritet, så det ville ikke for disse mennesker virke overbevisende blot at henvise til Skriften.

- Men det betyder ikke, at Paulus ikke brugte Skriften. Rent faktisk indleder han talen med at citere et for jøder velkendt vers fra 2 Mos 20,11, nemlig fra det fjerde bud, sabbatsbuddet. Det er interessant, at den første menighed i deres bøn i ApG 4,24 også citerede dette bud.

• På Cypern møder vi første gang Paulus i et romersk miljø, og det er her, han kaldes Paulus første gang, ikke Saulus. Denne ændring i omtalen skyldes altså ikke, at forfølgeren Saulus er blevet til den kristne Paulus; han har været kristen i 10-12 år. Men det skyldes, at han møder en højtstående romer af samme navn, og der opstod helt klart stor sympati imellem de to. Guvernøren (Lukius) Sergius Paullus, som den romerske/latinske stavemåde ville have været, er en kendt historisk skikkelse. Han blev senere en fremtrædende administrator i Rom, til og med senator og i år 70 konsul. Hans familie ejede store landområder vest for Antiokia i Pisidien, hvortil Paulus satte kursen efter Cypern (ApG 13,13-52).

Til eftertanke

76

”Deres ordination var en offentlig anerkendelse af Guds udvælgelse af dem til at bringe evangeliets glade budskab til hedningerne.

Både Paulus og Barnabas var allerede kommissioneret af Gud selv, og selve ceremonien med håndspålæggelse tilføjede ingen ny nåde eller egenskab … Langt senere blev ordinationsritualet ved håndspålæggelse skammeligt misbrugt; unødvendig betydning blev tillagt denne handling, som om den kvalificerede mennesker til alle kirkelige tjenester. Men ved tilsidesættelsen af disse to apostle siges der intet om, at nogen særlig egenskab blev givet dem bare ved at lægge hænderne på dem. Der tales på en enkelt måde om deres ordination og om den betydning, handlingen havde for deres fremtidige virke.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 151-152).

NOTER

TIL SABBATTEN | 18. AUGUST 2018

77