2018_bs_3_kvartal_08

8

TIL SABBATTEN | 25. AUGUST 2018

Apostelmødet i Jerusalem

Ugens vers

”Men vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de“ (ApG 15,11).

Introduktion

Efter mere end to år vendte Paulus og Barnabas tilbage til Antiokia i Syrien. Siden hele menigheden der havde været med til at sende dem ud som missionærer, var det naturligt, at de skulle aflægge en rapport for menigheden. Men i rapporten blev der ikke lagt vægt på, hvad de havde udrettet, men på, hvad Gud selv havde gjort gennem dem.

Rapportens fokus var selvfølgelig den store succes, deres mission blandt hedningerne havde været, selv om mange jøder også var kommet til troen. Men efter hændelsen med Cornelius var uomskårne hedningers omvendelse blevet et stridspunkt (ApG 11,1-18), og nu, hvor et stort antal af dem blev optaget i menigheden som medlemmer, blev dette punkt særlig vanskeligt. Mange af de troende i Jerusalem var ikke glade. De mente, at hedninger først skulle omskæres, altså blive jødiske proselytter, før de kunne blive en del af Guds folk og have samfund med dem.

ApG 15 handler om, at hedningeproblemet når et kritisk punkt og om, hvordan menigheden arbejdede sammen for at finde en løsning.

Apostelmødet i Jerusalem var et vendepunkt i apostelkirkens historie, når det gjaldt dens verdensomfattende mission.

Ugens tekster

78

· · · · · ·

ApG 15 Gal 2,11-13 2 Mos 12,43-49 Rom 3,30 3 Mos 18,30 Åb 2,14.20

SØNDAG

19. AUGUST 2018

Sagens kerne Lige fra begyndelsen bestod menigheden i Antiokia af både (hellenistiske) jøder og uomskårne hedninger (ApG 11,19-21; Gal 2,11-13), som tilsyneladende levede fredeligt sammen. Men dette fredelige fællesskab blev ødelagt, da en gruppe troende fra Jerusalem ankom.

ApG 15,1-5

Hvad var det for et problem, menigheden stod over for?

Traditionelt omtalt som judaister var disse individer fra Judæa muligvis de samme som dem, der i vers 5 omtales som troende farisæere.

Det bør ikke overraske os, at der var nogle fra farisæernes parti i menigheden; for Paulus selv havde været en farisæer inden sin omvendelse (Fil 3,5). Det lader til, at denne gruppe var rejst til Antiokia på eget initiativ (ApG 15,24); men en anden hændelse, der også fandt sted nogen tid senere i Antiokia viser, at de fleste af jøderne, apostlene indbefattet, ikke var særligt begejstret over at have uomskårne hedninger i menigheden (Gal 2,11-13).

I sit brev til Galaterne taler Paulus ikke positivt om judaisterne og omtaler dem som nogle, der forvirrer (Gal 1,7; 5,10) og ”falske brødre“ (Gal 2,4), hvis egentlige motiv var at underminere den åndelige frihed, evangeliet giver, og føre de hedninge-kristne ind under lovtrældom.

Deres pointe var ganske enkel. Medmindre hedningerne blev omskåret og overholdt alle de jødiske ceremonilove, kunne de ikke blive frelst. Frelse, mente de, kunne kun findes inden for Guds pagtsfolk, og ifølge Det Gamle Testamente var der ingen anden måde at blive en del af Guds udvalgte folk på end ved at blive omskåret (1 Mos 17,9-14; 2 Mos 12,48). Kort sagt kunne hedninger kun blive frelst, hvis de først blev jødiske proselytter.

Paulus og Barnabas var selvfølgelig ikke enig i sådanne krav, som gik direkte imod hele evangeliets natur. Men den aggressive holdning hos gæsterne fra Jerusalem skabte en ophedet debat; ordet stasis i ApG 15,2 indebærer en form for konflikt eller splid. Sagen var imidlertid for alvorlig til kun at afgøres lokalt. Hele kirkens enhed stod på spil. Brødrene i Antiokia besluttede derfor at sende et antal delegerede til Jerusalem, deriblandt Paulus og Barnabas, for at komme frem til en løsning.

Til at tænke over

Prøv at sætte dig i judaisternes sted. Hvilke argumenter ville du bruge til at forsvare dit synspunkt?

79

MANDAG

20. AUGUST 2018

Omskærelse Jødernes tradition for omskærelse var en anordning, som var blevet indstiftet af Gud selv som et tegn på hans pagt med Abrahams efterkommere som et udvalgt folk (se Matt 15,2.9 og 1 Mos 17,9-14).

2 Mos 12,43-49

Hvem udover mænd, der var født som israelitter, skulle omskæres?

Pagtens velsignelser var ikke forbeholdt dem, der var født som israelitter, men indbefattede enhver slave eller tilrejsende fremmed, der ønskede at få del i dem; men betingelsen var, at de skulle omskæres. Efter omskærelsen fik den fremmede samme status hos Gud som den indfødte israelit: ”han skal være som en af landets egne“ (2 Mos 12,48).

Omskærelse var derfor nødvendig (for en mand) for at blive fuldgyldigt medlem af Guds pagtssamfund. Og fordi Jesus var Israels Messias, virkede det indlysende, at judaisterne insisterede på, at hedninger ikke kunne nyde godt af frelsen i Jesus uden først at blive jøde.

Rom 3,30 1 Kor 7,18 Gal 3,28; 5,6

Hvordan var Paulus’ opfattelse af omskærelsen?

Ved at sige, at ingen hedning kunne blive frelst uden først at blive jøde, blandede disse mænd to forskellige ting: pagt og frelse. At være medlem af Guds pagtsfolk garanterede ikke frelse (Jer 4,4; 9,25). Desuden blev Abraham selv frelst (retfærdiggjort) af tro, som jo netop skete før, ikke fordi han blev omskåret (Rom 4,9-13). Frelse har altid været ved tro, mens pagten var en foranstaltning, hvorved Gud i sin nåde ønskede at gøre sig selv og sin plan kendt for hele verden. Israel blev udvalgt med netop den hensigt (1 Mos 12,1-3).

Men problemet var, at ved at knytte tanken om pagt og frelse alt for tæt sammen, kom disse troende til at betragte omskærelse som noget, der gjorde dem fortjent til frelse. Men Guds frelsende nåde fungerer ikke i samme sfære som menneskers gerninger. At påtvinge de hedninge-kristne omskærelse som et middel til frelse var derfor at forvrænge evangeliets sandhed (Gal 1,7; 2,3-5), ophæve Guds nåde (Gal 2,21), og Kristus ville ikke gavne dem noget (Gal 5,2). Desuden var det at fornægte, at evangeliet var for hele verden (Kol 3,11; Tit 2,11). Paulus kunne aldrig være enig i en sådan måde at tænke på.

Til at tænke over 80

Hvilken fare ligger der i at tro, at man bliver frelst, bare man er medlem af den rette kirke?

TIRSDAG

21. AUGUST 2018

Debatten ApG 15,7-11

Hvad bestod Peters bidrag til debatten i Jerusalem af?

Lukas rapporterer selvfølgelig ikke alt det, der foregik under mødet.

Det kunne fx være interessant at vide, hvilke argumenter judaisterne bragte for deres synspunkt (ApG 15,5) og også Paulus’ og Barnabas’ svar (ApG 15,12). Det faktum, at vi kun har Peters og Jakobs taler gengivet, viser hvilken betydning disse mænd havde blandt apostlene.

I sin tale henvendte Peter sig til apostlene og de ældste og mindede dem om sin egen oplevelse med Cornelius flere år tidligere.

Hans argument var i bund og grund det samme, som han tidligere havde brugt over for brødrene i Jerusalem (ApG 11,4-17). Gud havde selv vist, at han anerkendte Cornelius’ omvendelse (selv om han var en uomskåret jøde) ved at give ham og hans hus den samme Åndens gave, som han havde givet apostlene på Pinsedagen.

I sit guddommelige forsyn havde Gud brugt ikke mindre end personen Peter for at overbevise de jødiske troende om, at han ikke gør forskel på jøde og hedning, når det gælder frelse. Selv om de manglede de rensende fordele fra den gamle pagts love og regler, kunne de troende hedninger ikke længere betragtes som urene, for Gud selv havde renset deres hjerter. Peters afsluttende udtalelse lød meget som noget, man kunne forvente fra Paulus: ”Vi tror, at vi bliver frelst ved Herren Jesu nåde på samme måde som de“ (ApG 15,11).

ApG 15,13-21

Hvilken løsning på hedningeproblemet foreslog Jakob?

Jakobs tale antyder, at han havde en myndighedsstilling (sml. ApG 12,17; 21,18; Gal 2,9. 12). Uanset, hvad han må have ment med genopbygningen af Davids faldne hytte, som i Amos’ profeti henviser til genoprettelsen af Davids kongeslægt (Amos 9,11-12), var det Jakobs hovedformål at vise, at Gud allerede havde gjort det muligt for hedningerne at tilslutte sig et genoprettet ”Guds folk“ og dermed blive en del af Israel.

På denne bagrund var det hans forslag, at der ikke skulle lægges yderligere restriktioner på omvendte hedninger end dem, man normalt ville kræve af udlændinge, der ønskede at bo i Israel.

81

ONSDAG

22. AUGUST 2018

Den apostolske udtalelse ApG 15,28-29

Hvilke fire forbud besluttede man at pålægge de hedninge-kristne?

Hovedproblemet på apostelmødet blev løst på en tilfredsstillende måde. Frelse fås ved tro, og de troende hedninger skal derfor fritages fra omskærelse, når de tilslutter sig kirken. Men der var fire ting, de skulle afholde sig fra: 1) kød, ofret til afguder i hedenske ritualer og derefter serveret ved tempelfester eller solgt på markedet; 2) blod; 3) kød fra kvalte dyr, dvs. kød, hvor blodet ikke fik lov til at løbe ud af det slagtede dyr samt 4) utugt i forskellige former.

I dag betragter de fleste kristne spiseforskrifterne (forbud 1-3) som midlertidige anbefalinger. De argumenterer med, at siden disse ting i særlig grad var afskyelige for jøder, var forbuddet kun ment som en overgangsfase til at udligne forskellen mellem jødiske og hedenske troende. Det påstås også ofte, at alle andre gammeltestamentlige love, deriblandt også de levitiske spiselove (3 Mos 11) og sabbatsbuddet (2 Mos 20,8-11), som ikke er med på listen, ikke længere gælder for de kristne.

Men det såkaldte apostolske brev var hverken midlertidigt eller et nyt kristent moralkodeks, som udelod det, der havde med Det Gamle Testamente at gøre. Under Helligåndens vejledning havde apostlene og menighedens ældste faktisk kopieret reglerne fra 3 Mos 17-18, som havde med Israels udenlandske beboere at gøre.

I 3 Mosebogs sammenhæng handlede disse forbud om at afsværge hedenskab. Udlændinge, som ønskede at bo i Israel, skulle afstå fra de hedenske skikke, som de var vant til (3 Mos 18,30). På samme måde skulle enhver hedning, der kom til troen og ønskede at tilslutte sig menigheden, tage tydelig afstand fra hedenskab.

Men det var kun det første skridt. Efterfølgende var det naturligvis forventet, at den nye kristne skulle gøre Guds vilje ved at adlyde de bud, som gælder for alle, som er fra før Moseloven og ikke i sig selv ceremonielle, ligesom sabbatten (1 Mos 2,1-3) og forskellen mellem ren og uren føde (1 Mos 7,2).

At påbuddet ikke var midlertidigt er fx tydeligt i Åb 2,14.20, hvor det første og det sidste forbud gentages, og de andre to er underforstået. Historiske beviser fortæller os, at disse befalinger blev betragtet som gældende langt efter nytestamentlig tid.

Til at tænke over 82

Hvordan kan vi, når der opstår uenighed, lære at sidde sammen og lytte til hinanden og med en respektfuld og ydmyg holdning drøfte problemerne for at finde en løsning?

TORSDAG

23. AUGUST 2018

Brevet fra Jerusalem ApG 15,22-29

Hvilke yderligere foranstaltninger blev der taget af menigheden i Jerusalem med hensyn til de beslutninger, der blev truffet under apostelmødet?

Det første, man besluttede, var at skrive et brev til de hedningetroende for at informere dem om, hvad der var blevet besluttet. Brevet, som var skrevet i apostlenes og de ældste i Jerusalems navn, var et officielt dokument, som udtrykte menigheden i Jerusalems ledelsesposition i forhold til de andre kristne grupper. Dette skyldtes helt sikkert apostlenes lederskab. Skrevet i år 49 e.Kr., som er det mest sandsynlige årstal for apostelmødet, er dette brev et af de allertidligste kristne dokumenter, vi har.

Menigheden i Jerusalem besluttede også at udpege to af de delegerede, Judas Barsabas og Silas, til at rejse med Paulus og Barnabas til Antiokia. Deres opgave var at medbringe brevet og bekræfte dets ægthed.

ApG 15,30-33

Hvordan reagerede menigheden i Antiokia på brevet?

Da brevet var blevet læst, blev menigheden fyldt med stor glæde over det opmuntrende budskab, at der ikke var krav om, at de omvendte hedninger skulle omskæres. De havde heller ingen indvendinger mod brevets krav (de fire forbud fra apostlene). Den første alvorlige splid i den første kirke var dermed løst, i hvert fald i teorien.

Ved apostelmødets afslutning var Paulus’ evangelium blevet anerkendt af kirkens ledere i Jerusalem, som gav ham og Barnabas håndslag på det som et tegn på anerkendelse og tillid (Gal 2,9). Men for de jødekristne, som blev ved med at leve efter de jødiske love og regler, var det stadigvæk et stort problem at sidde til bords sammen med hedningerne, som i deres opfattelse stadigvæk var rituelt urene.

Det fremgår fx i den hændelse, som involverer Peter i Gal 2,11-14. ”Selv disciplene,“ siger Ellen White, ”var ikke alle forberedt på villigt at godtage apostelmødets beslutning.“ (The Acts of the Apostles, s.

197).

Til at tænke over

Hvor svært er det for dig at være sammen med troende af en anden race, kultur eller social klasse, hvis du skal være helt ærlig?

Hvordan kan du rense dig fra denne helt klare anti-evangeliske holdning?

83

FREDAG

24. AUGUST 2018

Til videre studium ”De jødiske troende havde i reglen en tendens til ikke at bevæge sig fremad så hurtigt som Guds forsyn banede vej. Det var tydeligt fra resultatet af apostlenes arbejde blandt hedningerne, at de troende fra denne folkegruppe ville blive langt flere end antallet af jøde-kristne. Jøderne frygtede, at hvis deres loves restriktioner og ceremonier ikke blev gjort obligatoriske for hedningerne som en betingelse for medlemskab i kirken, ville jødernes nationale særtræk, som indtil nu havde holdt dem adskilt fra alle andre folk, til sidst forsvinde blandt dem, der modtog evangeliets budskab …

De jøde-kristne, der levede inden for templets synsvidde, tillod naturligt deres sind at vende tilbage til de særlige privilegier, som jøderne havde som nation. Når de så, at den kristne kirke forlod jødedommens ceremonier og traditioner, og forstod, at den særlige hellighed, som de jødiske skikke indeholdt, snart ville forsvinde i lyset af den nye tro, blev mange vrede på Paulus som den, der i høj grad var årsag til denne forandring. Ikke engang alle disciplene var rede til villigt at godtage apostelmødets beslutning. Nogle gik med iver op i ceremoniloven, og de betragtede Paulus med uvilje, fordi de mente, at hans principper i forhold til jødernes lovs forpligtelser var for slappe.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 189; 197).

Spørgsmål til drøftelse

1. Hvordan opfatter vi udsagnet: at tilhøre den ”rette“ kirke garanterer ikke frelse? For eksempel var Israel virkelig den ”rette kirke“; men det betød ikke, at alle, der tilhørte Israel, blev frelst.

Hvis det ikke garanterer frelse at tilhøre den rette kirke, hvad er så fordelen ved at være en del af den?

2. Et af de første store stridsspørgsmål i den tidlige kristne kirke var, om man skulle acceptere uomskårne hedninger i trosfællesskabet. Har vi lignende problemstillinger i vores kirke i dag, og hvad kan vi lære af eksemplet i ApG 15?

3. Drøft i klassen, hvilke argumenter de jødekristne kan have brugt til forsvar for deres synspunkt om, at hedningerne først måtte blive jøder, før de kunne tilslutte sig den kristne kirke, som de med rette så som en forlængelse af det pagtsløfte, der var givet til Israel. Hvilke modargumenter er der? Hvordan kan en gennemgang af begge siders argumenter vise os, hvorfor problemstillinger, som i dag synes så indlysende, på et andet tidspunkt i historien synes meget vanskeligere, end de gør for os nu?

84

DIALOG

TIL SABBATTEN | 25. AUGUST 2018

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Kan du finde andre beretninger eller bibelske tekster, som omhandler konflikt mellem mennesker?

• Temaet om frelse for alle, uanset baggrund, er centralt i Apostlenes Gerninger.

- Prøv at samle nogle af de tekster, der understreger det.

• I ApG 15, 28 siges det, at ”Helligånden og vi har besluttet …“ - På hvilke måder havde Helligånden allerede før apostelmødet givet sin mening til kende?

Uddybende spørgsmål

• Oplever du/I af og til vanskelige eller tilsyneladende uløselige konflikter med andre mennesker, også mennesker, du holder af og måske er bundet til at have fællesskab med?

- Hvad kan du/I gøre for at begrænse virkningerne af en konflikt?

- Hvordan afgør du, om en sag er en konflikt værd?

Mødet med dagligdagen

• I nordiske lande har vi som i andre lande ofte konflikter i det politiske eller i det faglige liv, og vi har udarbejdet generelt accepterede procedurer i fx fagkonflikter.

- Hvad synes du om den model? Hvad er gode og evt. dårlige sider ved den? Kan kirken lære af den?

Personligt kristenliv

• Hvis du står i en konflikt, prøver du da at: - Se sagen fra den anden side?

- Bede for modparten? (Jf. Matt 5,44) - Søge råd hos tredjepart?

Forstå det bedre

• Den beslutning, apostelmødet ender med at tage, er bemærkelsesværdig, fordi den hverken vedrører doktriner eller moral, men simpelthen fastsætter en praktisk rettesnor for fredens og enhedens skyld.

- Dekretet er ikke doktrinært, det vil sige, det afviser, at omskærelse og overholdelse af Moseloven er et spørgsmål om frelse.

Hedninger behøver ikke at gøre det; hvis jøde-kristne vil, står dem derimod frit for.

- Dekretet er heller ikke moralsk. Der fastsættes ikke etiske normer. Det vil være en misforståelse at tro, at punktet om 85

DIALOG

TIL SABBATTEN | 25. AUGUST 2018

”utugt“ her skal fortælle, at almindelig seksualmoral skulle opfattes som en ekstra ”byrde“ (ApG 15,28). Naturligvis forventedes alle kristne at leve et rent liv på dette område, og punktet drejer sig snarere om at gifte sig inden for socialt accepterede rammer, fx ikke med fætter og kusine. · Derfor handler dekretet overhovedet ikke om moralloven i skikkelse af De Ti Bud. Hvordan ville dette ikke at stjæle og slå ihjel have været en ekstra ”byrde“? Disse bud var naturligvis allerede taget for givet.

- Dekretet følger simpelthen de traditionelle råd, baseret på 5 Mosebog 17, til mennesker, der ønsker at leve i et jødisk samfund – som kirken jo i høj grad var på dette tidspunkt.

86

Baggrund

I kirkens historie blev der siden gjort meget ud af vendingen ”Helligånden og vi“, ikke mindst af ledere, som gerne i praksis vendte det til ”Vi og Helligånden“ og lod medlemmer forstå, at når ”vi“ ledere havde talt, så var det per automatik Helligånden, så I må hellere følge trop!

Til eftertanke

Peters og Jakobs indlæg på apostelmødet fremhævede to aspekter af Helligåndens virke: Åndens ledelse i den praktiske mission (Cornelius m.m.) og Åndens tale gennem Skriften. Når de to går hånd i hånd, gør vi klogt i at følge Åndens beslutning.

NOTER

TIL SABBATTEN | 25. AUGUST 2018

87