2018_bs_3_kvartal_10

10 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 8. SEPTEMBER 2018

Paulus’ tredje missionsrejse ”Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde“ (ApG 20,24).

Lukas’ gengivelse af Paulus’ tredje missionsrejse starter temmelig brat. Teksten siger kun, at efter at have tilbragt nogen tid i Antiokia, som var centrum for Paulus’ missionsrejser, gav apostlen sig ud på endnu en rejse, hvor han ”rejste fra sted til sted gennem det galatiske land og Frygien og styrkede alle disciplene“ (ApG 18,23). De første 2400 km dækkes i en sætning.

Det skyldes, at hovedformålet med denne rejse var Efesos, hvor Paulus tilbragte mere tid end i nogen anden by på sine rejser. Fra et evangelistisk synspunkt gav hans arbejde i Efesos store resultater. Følgerne af hans forkyndelse nåede hele provinsen Asien (ApG 19,10.26). Det var sandsynligvis i denne periode, at menighederne i Kolossæ, Hierapolis og Laodikea blev grundlagt, måske af Epafras (Kol 4,12-13), som var en af Paulus’ medarbejdere (Kol 1,7; Filem 23).

Det bemærkelsesværdige ved denne rejse er, at det er den sidste af Paulus’ rejser omtalt i Apostlenes Gerninger, som Paulus foretog som en fri mand. Lukas gengiver endnu en rejse, denne gang til Rom; men da er Paulus fange.

Ugens tekster

98

· · · · ·

ApG 18,24-28 ApG 19 ApG 20,7-12.15-17 2 Kor 4,8-14 ApG 21,1-15

SØNDAG

2. SEPTEMBER 2018

Efesos – 1 ApG 18,24-28 fortæller, at mens Paulus var på vej til Efesos, kom en jødisk troende til byen. Han var en veltalende mand og godt kendt med Skrifterne. Ud fra den måde Lukas beskriver ham, er det tydeligt, at Apollos var en Jesu efterfølger: ”han var blevet oplært i Herrens vej, og med ildhu talte og underviste han udførligt om Jesus“ (ApG 18,25). Men alligevel kendte han kun til Johannes’ dåb.

Apollos var blevet døbt af Johannes Døber, og lærte Jesu arbejde at kende, mens han var på jorden; men han må være flyttet fra området, måske tilbage til Alexandria, før begivenhederne i påsken og pinsen fandt sted.

Det forklarer, hvorfor Akvila og Priskilla gav ham yderligere undervisning. Selv om han ud fra Skrifterne var i stand til at vise, at Jesus var Israels Messias (ApG 18,28), havde han brug for at blive opdateret med hensyn til kristendommens udvikling efter Jesu himmelfart. Men Akvila og Priskilla gjorde endnu mere for Apollos. Sammen med de andre troende i Efesos gav de ham et anbefalelsesbrev til menighederne i Akaja (ApG 18,27), som gjorde det muligt for ham at udføre et effektivt arbejde i Korinth (1 Kor 3,4-6; 4,6; 16,12).

ApG 19,1-7

Hvad oplevede Paulus, da han ankom til Efesos?

Historien om Apollos er knyttet til beretningen om de tolv mænd, som Paulus mødte, da han kom til Efesos – deres situation var meget ens. Deres omtale som ”disciple“ og Paulus’ spørgsmål til dem viser, at de allerede troede på Jesus. Samtidig viser deres svar til Paulus, at de – ligesom Apollos – var tidligere disciple af Johannes Døber, som var blevet Jesu efterfølgere uden at have oplevet Pinsedagen. De skulle få anledning til at opleve en dybere erfaring med Herren. ”Da Paulus kom til Efesos, fandt han tolv brødre, der ligesom Apollos havde været Johannes Døbers disciple, og ligesom ham havde de fået en vis kundskab om Kristi gerning. De havde ikke de samme evner som Apollos; men med den samme oprigtighed og tro ønskede de at dele den kundskab med andre, som de havde modtaget.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 282).

Vi må se deres nye dåb i lyses af denne særlige situation. De kom ikke fra et andet kristent kirkesamfund; de erfarede heller ikke en ny omvendelse. De blev kun integreret i kristenhedens hovedstrømning.

At de modtog Helligånden og talte i tunger betyder sandsynligvis, at de nu ligesom Apollos blev fuldt udrustet til at vidne om Jesus Kristus som kristne missionærer, hvor end de tog hen.

99

MANDAG

3. SEPTEMBER 2018

Efesos – 2 I Efesos fulgte Paulus sin vane med først at tale i synagogen. Da der opstod modstand, flyttede han og de nye troende til en forsamlingssal, der tilhørte Tyrannus, hvor Paulus dagligt underviste i to år (ApG 19,8-10). Lukas’ opsummering af Paulus’ arbejde i Efesos er, at hele provinsen Asien blev grundigt gennemarbejdet med evangeliet (ApG 19,10.26).

I ApG 19,11-20 tilføjer Lukas et par mirakelhistorier, der beskriver Guds krafts sejr i en by, hvor magi og overtroiske skikke var meget almindelige. Der er ingen tvivl om, at Gud kunne helbrede gennem Paulus; men at selv tørklæder eller bælter, som Paulus havde rørt ved, havde helbredende effekt (ApG 19,12), kan for mange synes mærkeligt. Men det ligner i nogen grad Jesu helbredelse af kvinden med blødninger (Luk 8,44). Efesernes overtro kan have fået Gud til at udføre ”usædvanlige undergerninger“, som Lukas siger (ApG 19,11). Måske er dette et eksempel på, at Gud møder menneskers behov på deres eget forståelsesniveau.

Tilfreds med resultatet af sit arbejde i Efesos besluttede Paulus at rejse til Jerusalem (ApG 19,21). Lukas giver ingen begrundelse for denne rejse; men vi ved fra Paulus’ egne skrifter, at han ønskede at aflevere de pengegaver, han havde indsamlet til de fattige i menigheden i Jerusalem (Rom 15,25-27; 1 Kor 16,1-3). En stor hungersnød under kejser Claudius havde medført fattigdom blandt brødrene i Jerusalem, og i deres appel om hjælp (Gal 2,10) så Paulus en anledning til både at styrke brødrenes tillid til hans stilling som apostel og enheden i en nu multikulturel kirke. Det gjorde han vel vidende om den risiko, han løb (ApG 20,22-23; Rom 15,31).

ApG 19,23-41

Hvad var den egentlige årsag til den modstand mod Paulus, der opstod i Efesos i den sidste tid, han opholdt sig der?

Modstanden drejede sig om hedningernes afgudsdyrkelse, som blev alvorligt truet på grund af Paulus’ arbejde. Demetrius’ motivation var helt klart økonomisk; men han var i stand til at vende det til en religiøs sag, fordi Artemis-templet, som blev betragtet som et af oldtidens syv vidundere, lå i Efesos.

Til at tænke over

100

Læs ApG 19,27. Bemærk, hvor listigt Demetrius var i stand til at bruge religiøs ”fromhed“ som et argument for at holde pengestrømmen gående. Hvad kan denne beretning lære os i dag?

TIRSDAG

4. SEPTEMBER 2018

Troas Efter oprøret (ApG 19,23-41) besluttede Paulus sig for at forlade Efesos. Men han tog en stor omvej gennem Makedonien og Akaja i stedet for at tage direkte til Jerusalem (ApG 20,1-3). Med ham på denne rejse var der repræsentanter for nogle af de hedningekristne menigheder (ApG 20,4).

ApG 20,7-12

Hvad er der forkert med det almindelige argument for, at disse vers er med til at bevise, at sabbatten var blevet forandret til søndag?

Paulus’ ophold i Troas endte med et menighedsmøde på ”den første dag i ugen“ (ApG 20,7). De var samlet ”for at bryde brødet,“ som sandsynligvis henviser til nadveren, med eller uden et fællesmåltid, som fra de tidligste dage i menigheden i Jerusalem ofte var blevet kombineret (ApG 2,42.46). At der ikke omtales noget bæger eller bøn udelukker ikke denne mulighed. Hændelsen bruges ofte som et bevis på, at i hvert fald hedningekristne menigheder på Paulus’ tid allerede havde erstattet sabbatten med søndag som tilbedelsesdag.

Men inden man kan godtage en sådan påstand, må man fastslå helt nøjagtigt, hvilken dag mødet fandt sted samt mødets art. Anvendelsen af lys sammen med det faktum, at Paulus blev ved med at tale til midnat og derefter til daggry – for ikke at glemme Eutykus’ dybe søvn, viser, at det var et aftenmøde.

Spørgsmålet er, om det var aftenen og natten før søndag eller natten efter søndag. Svaret afhænger af, hvilket system Lukas brugte til at angive tid, om det var det jødiske system fra solnedgang til solnedgang, eller det romerske system fra midnat til midnat. Hvis det er det første, var det altså lørdag aften; men hvis det var det sidstnævnte, var det søndag aften.

Uanset, viser sammenhængen i ApG 20,7-20, at selv om mødet fandt sted lørdag aften, var det ikke en almindelig menighedssamling, men en særlig begivenhed, fordi Paulus skulle rejse den følgende morgen. Det er svært at se, hvordan dette ene usædvanlige møde kan give støtte til søndagshelligholdelse. Kendsgerningen er, at det ikke gør det.

Til at tænke over

Tænk over alle begrundelserne for, at det er rigtigt at holde den syvende dag som sabbat. Hvordan er Bibelens støtte til sabbatten med til at bekræfte os i vores identitet som syvendedags adventistkristne og det kald, vi har fået til at forkynde de tre englebudskaber for verden?

101

ONSDAG

5. SEPTEMBER 2018

Milet På sin vej til Jerusalem gjorde Paulus endnu et stop, denne gang i Milet, hvor han holdt en afskedstale for menighedslederne fra Efesos.

ApG 20,15-27

Hvad lagde Paulus vægt på i begyndelsen af sin tale?

Siden Paulus allerede havde lagt planer om en ny rejse, som indbefattede Rom og Spanien (Rom 15,22-29), troede han, at han aldrig ville vende tilbage til provinsen Asien igen. Derfor begyndte han sin tale med en slags oversigtsrapport over de år, han havde tilbragt i Efesos. Men rapporten koncentrerede sig ikke kun om fortiden, men også om fremtiden; for han frygtede det, der kunne ske med ham i Jerusalem.

Paulus’ frygt var ikke ubegrundet. Menigheden i Jerusalem betragtede ham med en vis skepsis, ja næsten fjendskab på grund af hans fortid som forfølger og det omskærelsesfrie evangelium han forkyndte (ApG 21,20-26). For de jødiske myndigheder var han ikke andet end en forræder og frafalden fra deres religiøse traditioner (ApG 23,1-2). I midten af det første århundrede var Judæa grebet af revolutionære og nationalistiske idealer, ikke mindst på grund af romernes dårlige styre. Denne atmosfære fik indflydelse på alle dele af det jødiske samfund, muligvis også den kristne kirke. I en sådan sammenhæng må en tidligere farisæers aktiviteter blandt hedningerne have gjort ham til en berygtet person (ApG 21,27-36).

Paulus havde også andre bekymringer. I ApG 20,28-31 fokuserer han på, hvordan menighedens ældste i Efesos skulle håndtere problemet med falske lærere, som han sammenlignede med glubske ulve, som skulle forsøge at føre hjorden på afveje og ødelægge den.

Selv inden for kirken og selv på et så tidligt tidspunkt i dens historie var faren for falske lærere altså en virkelighed. Som Salomo i en anden sammenhæng og på et andet tidspunkt sagde: ”Der er intet nyt under solen“ (Præd 1,9). Den kristne kirkes historie viser den utrolig store skade, som falske lærere har bragt ind i kirken. Og problemet vil blive ved med at være der lige til enden (2 Tim 4,3).

Der er ingen tvivl om, at Paulus havde mange bekymringer. Alligevel vaklede hans trofasthed og ihærdighed aldrig.

Til at tænke over

102

Læs 2 Kor 4,8-14. Hvad siger Paulus i disse vers, som vi bør tage til os og bruge, især når vi udsættes for prøvelser? Hvad er Paulus’ grundlæggende håb?

TORSDAG

6. SEPTEMBER 2018

Tyrus og Cæsarea Efter Milet fortæller Lukas ret detaljeret om Paulus’ videre rejse. Han var stadig på vej til Jerusalem, men tilbragte en uge i Tyrus på den fønikiske kyst, hvor skibet skulle losse (ApG 21,1-6). Mens han var der, tryglede de troende ham om ikke at tage til Jerusalem. At de troendes opfordring til Paulus om ikke at rejse til Jerusalem var inspireret af Helligånden, er ikke nødvendigvis i modsætning til det, Ånden tidligere havde vejledt apostlen til at gøre. Det græske udtryk etheto en tō pneumati (”ledet af Ånden“) i ApG 19,21 viser snarere, at Paulus ikke på egen hånd havde taget beslutning om at rejse til Jerusalem. Ånden kan have vist de kristne i Tyrus de farer, der ville møde Paulus, og måske var det af medmenneskelig omsorg, at de anbefalede ham ikke at fortsætte. Paulus var ikke selv sikker på, hvad der ville ske med ham i Jerusalem (ApG 20,22-23). Guddommelig ledelse afslører ikke altid alt, selv ikke for en person som Paulus.

ApG 21,10-14

Hvilken speciel hændelse fandt sted i Cæsarea med hensyn til Paulus’ rejse til Jerusalem?

Agabus var en profet fra Jerusalem, som allerede var blevet omtalt I ApG 11,27-30 i forbindelse med hungernøden. Ligesom en del af de gammeltestamentlige profetier (fx Es 20,1-6; Jer 13,1-10) blev hans budskab udført som handling; det var en levende illustration for, hvad der kom til at ske med Paulus, når han ankom til Jerusalem, og hvordan hans fjender ville overgive ham til hedningerne (romerne).

De, som var sammen med Paulus, opfattede åbenbart Agabus’ budskab som en advarsel, ikke en forudsigelse, så de forsøgte på enhver måde at overbevise apostlen om, at han ikke skulle tage til Jerusalem. Men selv om Paulus var dybt rørt over deres reaktion, var han fast besluttet på at gennemføre sin opgave, selv om det skulle koste ham livet. For ham var evangeliets integritet og kirkens enhed vigtigere end hans egen sikkerhed og interesse. ”Aldrig før havde apostlen nærmet sig Jerusalem med så tungt et hjerte. Han vidste, at han ikke ville møde mange venner, men mange fjender. Han nærmede sig den by, som havde forkastet og dræbt Guds Søn, og som nu havde truslen om guddommelig vrede hængende over sig.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 397-398).

Til at tænke over

Misforstået, bagtalt, mishandlet og ofte hadet; alligevel fortsatte Paulus ufortrødent fremad i tro. Hvordan kan vi lære at gøre det samme i nedslående situationer?

103

FREDAG

7. SEPTEMBER 2018

Til videre studium ”Den succes, som forkyndelsen af evangeliet havde, vakte igen jødernes vrede. Alle vegne fra kom der rapporter om udbredelsen af den nye lære, hvor jøderne blev fritaget fra at overholde ceremonilovens ritualer, og hedninger blev givet samme privilegier som Abrahams børn, som jøderne havde … Paulus’ eftertrykkelige udsagn: ”Her kommer det ikke an på at være græker og jøde, omskåret og uomskåret“ (Kol 3,11) blev af hans fjender betragtet som dristig gudsbespottelse, og de besluttede, at hans stemme skulle gøres tavs ...

Og han kunne ikke engang regne med sympati og støtte fra sine egne brødre i troen. De uomvendte jøder, som hele tiden havde fulgt ham i hælene, havde ikke været sene til at sætte de mest negative rapporter i omløb i Jerusalem, både personligt og gennem breve om ham og hans arbejde. Og nogle, selv blandt apostlene og de ældste, havde accepteret disse rapporter som sande og aldrig gjort noget forsøg på at modsige dem eller vist noget ønske om at forenes med ham.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 390; 398) Spørgsmål til drøftelse

1. De tolv disciple, som Paulus mødte i Efesos, var tidligere disciple af Johannes Døber, som var blevet Jesu disciple (ApG 19,1-7).

Tror du, at det er rigtigt at bruge dette afsnit fra Bibelen som argument for at kræve gendåb af kristne, som ønsker at tilslutte sig advent-troen, og som allerede er døbt ved neddykning i andre kirkesamfund? Har det nogen betydning, at Apollos blev døbt igen?

2. Tænk over Paulus’ situation. Han blev afvist af sine egne landsmænd, som ikke troede på Jesus. Selv blandt de jøder, der troede på Jesus, betragtede mange Paulus med stor mistænksomhed og mistillid, fordi de mente, at han forvrængede ”milepælene“. Mange af hedningerne hadede det evangelium, han forkyndte. Hvorfor blev Paulus alligevel, på trods af al den modstand, ved med at fortsætte? Hvad kan vi, selv om vi ikke er Paulus, lære af hans livshistorie?

3. Tænk over nogle af de andre argumenter, som mennesker bruger for at bevise, at sabbatten blev forandret til søndag, eller at den ikke længere gælder for os. Hvordan svarer vi på disse argumenter på en måde, der viser, at lydighed mod sabbatten ikke er mere lovtrældom end lydighed mod noget andet af de andre ni bud? Samtidigt må vi understrege, at vi er lydige i tro og har en forståelse af, hvori vores eneste håb om frelse findes.

104

DIALOG

TIL SABBATTEN | 8. SEPTEMBER 2018

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Hvorfor og hvornår samledes man i Troas (ApG 20,7-12)?

- Hvad vil det sige at ”bryde brødet“ (jf. Luk 24,30; ApG 27,35)?

- Er det automatisk en henvisning til nadver/eukarist?

• Læs Paulus’ tale i Milet igen (ApG 20,20-35).

• Hvorved adskiller den sig fra andre taler i Apostlenes Gerninger mht. til tilhørere?

• Prøv at notere, hvordan de tre personer i Guddommen - Faderen, Sønnen og Helligånden, er omtalt af Paulus.

- Læg specielt mærke til den centrale sætning i talen, vers 28.

• Hvad vil I betegne som Paulus’ hovedtanke i denne tale?

- Hvad opfordrer han specielt lederne til at være/gøre?

Uddybende spørgsmål

• Hvordan vil du/I argumentere, hvis I møder en person, der hævder, at beretningen i ApG 20,7-12 viser, at de første kristne holdt søndagen hellig?

• I sin tale til lederne fra Efesos giver Paulus et dystert billede af menighedens umiddelbare fremtid, når han forudsiger et frafald, der ville komme indefra, fra kirkens egne rækker.

- Hvad vil være typisk for lederne af dette frafald?

- Hvordan blev dette opfyldt i kirkens historie?

• Drøft lederes rolle i den kristne kirke.

- Hvor længe skal en leder sidde i sit embede? Kan/skal han/hun skiftes ud? Hvor ofte?

- Hvilken forskel er der mellem lederne og resten af menigheden?

- Hvilke hverv kan fx forstandere og præster udføre, som ingen andre har ret til at udføre?

- Har de stadig denne myndighed, når de ikke længere er valgt til det, bare fordi de en gang blev indsat/ordineret?

105

DIALOG

Forstå det bedre

TIL SABBATTEN | 8. SEPTEMBER 2018

• I sin rejsebeskrivelse i disse kapitler har Lukas det som vane at tilføje en tidsangivelse.

- “I tre måneder“ (19,8), - “dagligt“ (19,9), “I to år“ (19,10), - “I tre måneder“ (20,3), - “fem dage senere“ (20,6), “I syv dage“ (20,6), - “den første dag i ugen“ (20,7), “næste dag“ (20,7), - “den næste dag“ (20,15), - “til pinsedag“ (20,16).

• Dr. Norm Young fra Avondale har påvist, hvorledes referencen til den første dag i ugen derfor ikke er meget mere end et sammentræf; Lukas har ikke til hensigt at henvise til denne dag som en særlig ugentlig helligdag. Havde Lukas ønsket at fremhæve, at søndagen havde erstattet sabbatten, havde han haft mange gode anledninger. Men det gør han aldrig.

• Som sagt af C.K. Barrett, ”Lukas’ henvisning til ugens første dag er en henkastet bemærkning, som en naturlig forklaring til, at de kristne spiste sammen.“ (A Critical and Exegetical Commentary on the Acts of the Apostles, ICC, 2 volumes (Edinburgh: T & T Clark, 1994-1998), 2:952).

Baggrund

106

• Det kan være usikkert, om henvisningen til aftenen på den første dag i ugen (ApG 20,7) er vores lørdag eller vores søndag aften!

Hvis tidsregningen var romersk, betød det, at man samledes søndag aften. Hvis Lukas fulgte jødisk tidsregning, hvilket er mest sandsynligt, samledes man lørdag aften efter solnedgang, og Paulus rejste videre næste morgen, altså om søndagen.

NOTER

TIL SABBATTEN | 8. SEPTEMBER 2018

107