12
TIL SABBATTEN | 22. SEPTEMBER 2018
I fængsel i Cæsarea
Ugens vers
”Paulus svarede: ‘Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker’“ (ApG 26,29).
Introduktion
Paulus’ overflytning til Cæsarea var begyndelsen på et toårigt fængselsophold (ApG 24,27), nærmere bestemt i Herodes’ borg (ApG 23,35), som var den romerske statholders officielle bolig. I løbet af de to år blev der afholdt adskillige retsmøder, hvor Paulus fik foretræde for to romerske statholdere (Felix og Festus) og en konge (Agrippa II). På den måde fuldførte han den opgave, som Gud gav ham (ApG 9,15). Ved alle disse retsmøder hævdede Paulus, at han var uskyldig, og fremholdt, at man ikke var i stand til at bringe noget bevis imod ham, hvad manglen på vidner med tydelighed viste. Det er hele beskrivelsens hensigt at vise, at Paulus ikke havde gjort noget, der retfærdiggjorde hans arrest, og at han kunne være blevet løsladt, hvis ikke han havde appelleret til kejseren (ApG 26,32). Men disse retsmøder gav ham anledning til at vidne om Jesus og det store håb, vi finder i løftet om opstandelsen. Men det var også år med stor bekymring og med en kedelig indespærring, hvor apostlen tilsyneladende ikke havde nogen form for støtte fra kirken i Jerusalem, hvis ledere ”stadigvæk hægede om en følelse af, at Paulus i stor grad selv burde holdes ansvarlig for de herskende fordomme.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 403.)
Ugens tekster
118
· · · ·
ApG 24 ApG 25 ApG 26 1 Kor 1,23
SØNDAG
16. SEPTEMBER 2018
Fremstillet for Felix Fem dage efter Paulus’ overførsel til Cæsarea kom en gruppe betydningsfulde jødiske ledere ned fra Jerusalem og præsenterede formelt deres sag mod apostlen for Felix (ApG 24,1-9). Dette er den eneste retssag i Apostlenes Gerninger, hvor anklagerne bruger en advokat. I sin tale forsøgte Tertullus en interessant strategi for at opnå statholderens gunst. Det var ganske enkelt ikke sandt, at jøderne under Felix havde oplevet en lang periode med fred. Faktisk havde ingen anden statholder været så undertrykkende, og hans hårdhed havde skabt stort fjendskab mod romersk herredømme blandt jøderne. Snedigt forsøgte Tertullus at overbevise statholderen om, at han kun kunne opnå politisk stabilitet ved fortsat at benytte sig af kraftig undertrykkelse, denne gang af Paulus. Dernæst fremstillede han tre specifikke anklager mod Paulus. 1) Paulus var en oprører, som hele tiden opildnede til uro blandt jøder i hele verden; 2) han var leder af nazaræernes parti (ApG 24,5), og han forudsætter her, at kristendommen som et hele var en slags ødelæggende bevægelse; og 3) at han havde forsøgt at vanhellige templet i Jerusalem (ApG 24,6). ApG 24,10-19
Hvordan besvarede Paulus hver af disse anklager? Paulus kom med yderligere to punkter, som var ødelæggende for anklagernes sag: 1) der var ingen vidner fra provinsen Asien (ApG 24,18-19), hvilket gjorde det muligt at erklære hele retssagen ugyldig, og 2) det faktum, at de tilstedeværende jøder kun kunne tale om Paulus’ forhør hos Rådet ugen før (ApG 24,20), hvor de ikke havde noget andet at anklage ham for end, at han troede på de dødes opstandelse (sml. ApG 23,6). Felix forstod med det samme betydningen af Paulus’ argumenter, også fordi han kendte en smule til kristendommen, sandsynligvis gennem sin jødiske hustru Drusilla. Faktum er, at han besluttede at udsætte sagen indtil videre (ApG 24,22). Felix’ svar (ApG 24,24-27) fortæller meget om hans karakter. Han holdt sig tilbage, han var til at bestikke, han var opportunistisk. Paulus havde meget dårlig chance for at få en retfærdig behandling af en sådan mand.
Til at tænke over
Læs ApG 24,16. Paulus sagde, at han altid stræbte ”efter altid at have en uplettet samvittighed over for Gud og mennesker.“ Hvad betyder det og kan du sige det samme? 119
MANDAG
17. SEPTEMBER 2018
Fremstillet for Festus Efter at have holdt Paulus fængslet i to år for at vinde jødernes velvilje, blev Felix udskiftet med Porkius Festus som statholder i Judæa (ApG 24,27). Festus regerede fra år 60 til 62 e.Kr. ApG 25,1-5
Hvordan viser dette, hvilket had forkyndelsen af sandheden kan skabe i dem, der ikke ønsker at tro den? Måske fordi det allerede en gang var mislykkedes de jødiske ledere at overbevise Felix om deres anklager mod Paulus, tog de ingen chancer. Ved Festus’ første besøg i Jerusalem bad de ham om at vise dem den gunst at udlevere Paulus til dem, så han kunne stilles for Rådet og dømmes i overensstemmelse med jødisk lov. Men deres anmodning var kun et dække for deres egentlige hensigt, nemlig at slå Paulus ihjel. Selv om Festus var villig til at genåbne sagen, svarede han, at det ville ske i Cæsarea, ikke i Jerusalem. Det betød, at Paulus ville blive dømt efter romersk lov. Lige så snart Festus var ankommet til Cæsarea, tog han sagen op, og Paulus’ anklagere begyndte at fremkomme med deres anklager imod ham (ApG 25,7). Denne gang gentager Lukas ikke anklagerne; men baseret på Paulus’ svar (ApG 25,8) kan vi se, at de lignede dem fra to år tidligere. Måske lagde de mere vægt på, at Paulus også var en urostifter, som derfor var en trussel for hele Romerriget.
ApG 25,9-12
Hvordan reagerede Paulus, da han fornemmede, at Festus ønskede at bruge ham i politisk sammenhæng? Festus viste sig ikke at være meget anderledes end Felix, da det kom til politisk strategi (ApG 24,27). Han var ikke villig til at miste jødernes støtte så tidligt i sin administrative karriere ved at dømme Paulus uskyldig, så han havde i sinde at efterkomme deres ønske om at lade Paulus stilles for retten i Jerusalem. Men det gik Paulus ikke med til. Han vidste, at han ikke ville få en retfærdig dom der, når han blev overladt til sine fjenders påfund. Ved at udnytte sine romerske rettigheder insisterede han på, at han havde ret til at blive stillet for en romersk domstol. Og da han i sin vanskelige situation ikke kunne se nogen anden udvej, besluttede han sig for at appellere til den højeste romerske retsinstans, som var kejseren selv.
120
TIRSDAG
18. SEPTEMBER 2018
For Agrippa Festus gik med til at efterkomme Paulus’ ønske om at blive sendt til Rom (ApG 25,12). I mellemtiden udnyttede statholderen et besøg af Herodes Agrippa II, og konsulterede ham om Paulus’ sag. Han var især interesseret i at få råd om, hvilken slags information han skulle sende til kejseren i sin officielle rapport. Festus var endnu ikke så godt inde i de jødiske forhold, og Agrippa var i stand til at hjælpe ham (ApG 26,2-3). ApG 25,13-22
Hvad fortalte Festus Agrippa om Paulus, og hvordan reagerede kongen? Agrippa II, den sidste af herodianerne, kom til Cæsarea sammen med sin søster Berenike for at hilse på den nye statholder. I sin beskrivelse af Paulus’ sag afslørede Festus sin overraskelse over, at anklagerne imod ham ikke havde noget at gøre med en forbrydelse, hverken politisk eller kriminel, der krævede dødsstraf. I stedet handlede det om religiøse stridigheder og især om en vis Jesus, ”som var død, men som Paulus påstod lever“ (ApG 25,19). Paulus havde allerede over for Rådet sagt, at han blev anklaget på grund af sin tro på Jesu opstandelse, og nu gjorde Festus det klart, at dette virkelig var sagens kerne.
ApG 25,23-27
Hvordan beskriver Lukas den ceremoni, hvori Paulus fremstilles for Agrippa? ”Nu stod Paulus, stadigvæk lænket, foran forsamlingen. Hvilken kontrast, de udgjorde! Agrippa og Berenike havde magt og høje stillinger, og derfor var de også velanset af verden. Men de manglede helt de karaktertræk, som Gud sætter højt. De overtrådte hans lov og var fordærvede i hjerte og livsførelse. Himlen afskyede deres handlinger.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 434).
Til at tænke over
Hvad bør denne beretning lære os om, hvordan det ydre, som i menneskers øjne kan synes smukt, ofte kan være bedragerisk og skjule en helt anden sandhed? Hvad med os selv? Hvor stor forskel er der på vores ydre fremtoning og virkeligheden?
121
ONSDAG
19. SEPTEMBER 2018
Paulus’ forsvar Med scenen sat og de kongelige gæster på plads ved siden af statholderen blev fangen bragt ind for at fremlægge sit forsvar, som i første omgang var rettet mod Agrippa, siden Festus allerede havde hørt det (ApG 25,8-11). ApG 26,1-23
Hvad gjorde Paulus i sin tale til Agrippa? Paulus’ tale var i virkeligheden en selvbiografi om hans liv både før og efter hans omvendelse. Indholdet genfortæller ApG 22,1-21, hvad Paulus talte til skaren i Jerusalem. Apostlen begyndte med et forsøg på at sikre sig Agrippas velvilje. Han udtrykte sin taknemlighed over muligheden for at fremlægge sin sag for en så højtstående person, ikke mindst fordi Agrippa var velkendt med de jødiske skikke og stridsspørgsmål. Agrippa kunne derfor være til stor hjælp for den romerske statholder, så han bedre kunne forstå, at anklagerne imod Paulus var indholdsløse og falske. Paulus’ tale kan deles i tre afsnit. I den første del (v. 4-11) beskriver Paulus sin tidligere farisæiske fromhed, som var kendt i Jerusalem. Som farisæer troede han på de dødes opstandelse, som var af stor betydning for opfyldelsen af Israels nedarvede håb. Jøderne var derfor ikke logiske i deres modstand mod hans lære; for der var intet i den, der ikke grundlæggende var jødisk. Men han forstod godt deres holdning; for han havde selv engang fundet det så utroligt, at Gud kunne have opvakt Jesus, at han havde forfulgt dem, der troede det. I den anden del af sin tale (ApG 26,12-18) fortalte Paulus, hvordan hans opfattelse var blevet ændret efter hans møde med Jesus på vejen til Damaskus og det kald, han fik til at bringe evangeliet til hedningerne. Til sidst siger Paulus, at følgerne af det, han havde set (ApG 26,19-23), var sådan, at han ikke havde noget andet valg end at adlyde og udføre sin missionsgerning, som var den eneste grund til, at han stod anklaget. Det egentlige spørgsmål bag hans arrest havde derfor intet at gøre med, at han havde overtrådt den jødiske lov eller vanhelliget templet. I stedet handlede det om hans budskab om Jesu død og opstandelse, som var i fuld overensstemmelse med Skrifterne og tillod omvendte hedninger at få samme adgang til frelse.
Til at tænke over 122
Læs ApG 26,18. Hvad sker ifølge dette vers for dem, der finder frelse i Jesus Kristus? Hvordan har du selv oplevet det i dit liv?
TORSDAG
20. SEPTEMBER 2018
Paulus for folkets ledere Selv om Paulus talte til Agrippa, var Festus den første til at reagere (ApG 26,24). Festus ville ikke have haft noget problem, hvis Paulus havde talt om sjælens udødelighed; men selv de gamle græsk-romerske mennesker var godt klar over, at begge opfattelser – udødelighed og opstandelse – ikke går godt sammen. Derfor holdt de fast ved den første og afviste den sidste. Derfor siger Paulus et andet sted, at for hedninger er evangeliet en dårskab (1 Kor 1,23). Med stor respekt forsvarede Paulus sine synspunkters fornuft og vendte sig dernæst til Agrippa, en jøde, som ikke alene kunne forstå ham, men som også kunne bekræfte, at det han sagde, stemte overens med de hebraiske profeter (ApG 26,25-26). ApG 26,27-28
Hvad var Agrippas svar på Paulus’ indtrængende spørgsmål? Paulus’ spørgsmål satte Agrippa i en vanskelig situation. Som jøde ville han aldrig benægte sin tro på Skrifterne. Men hvis han gav et bekræftende svar, ville der på den anden side ikke være nogen anden mulighed for ham end at acceptere Jesus som Messias. Hans svar var en smart måde at undgå den logiske fælle, han var i: ”Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen“ (ApG 26,28). Paulus’ svar afslører hans egen helhjertede overgivelse til evangeliet: ”Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker“ (ApG 26,29). I sine sidste ord under høringen bønfaldt apostlen ikke om at blive fri, sådan som hans tilhørere var det. I stedet ønskede han, at de kunne have det som ham, bortset fra lænkerne, der bandt ham. Paulus’ missionsiver overgik langt hans bekymring for sin egen sikkerhed.
ApG 26,30-32
Hvordan udtrykte Aprippa sin overbevisning om, at Paulus var uskyldig? Festus havde brug for Agrippas hjælp til at udfylde sin rapport (ApG 25,25-27). Paulus’ appel til kejseren var allerede formelt blevet accepteret (ApG 25,12). Fangen stod ikke længere under statholderens myndighed.
Til at tænke over
Læs ApG 26,24-28. Hvad appellerede Paulus til i afslutningen af sin tale, og hvad bør det fortælle os om, hvad vores afgørende autoritet altid bør være, når det handler om vores tro? 123
FREDAG
21. SEPTEMBER 2018
Til videre studium ”Vendte Agrippas tanker ved disse ord tilbage til hans families tidligere historie og deres nytteløse angreb på ham, som Paulus forkyndte? Tænkte han på sin oldefar Herodes, og hans massakrering af uskyldige børn i Betlehem? På sin grandonkel Antipas og hans mord på Johannes Døber? På sin egen far, Agrippa I, og apostlen Jakobs martyrdød? Så han de ulykker, som hurtigt ramte disse konger og udtrykte Guds mishag som en følge af deres ugerninger mod hans tjenere? Mindede den dags pomp og pragt Agrippa om dengang hans egen far, der var en langt mægtigere konge end ham selv, stod i den samme by, klædt i strålende kapper, mens folket råbte, at han var en gud? Havde han glemt, at en hurtig og frygtelig hævn havde ramt den forfængelige konge, selv inden de beundrende tilråb var døet bort? Noget af alt dette gik gennem Agrippas hukommelse. Men hans forfængelighed blev smigret, og stolthed og selvhøjtidelighed fik enhver ædel tanke til at forsvinde.“ (Ellen White kommentarer, The SDA Bible Commentary, 6. bind s. 1066-1067). Spørgsmål til drøftelse
1. Drøft i klassen Paulus beslutning om at appellere til kejseren. Var det en korrekt beslutning (sml. ApG 25,25; 26,31-32)? I hvor stor grad har vi ret til at foretage strategiske beslutninger for at beskytte os selv i stedet for at stole helt og fuldt på Guds omsorg? 2. Tænk over Paulus’ udtalelse til Agrippa: ”Derfor, kong Agrippa, har jeg ikke været ulydig mod det himmelske syn“ (ApG 26,19). Hvad fortæller det om Paulus? Hvor lydige er vi mod vores missionskald som kristne (1 Pet 2,9-10)? 3. Paulus var interesseret i mennesker – ikke i tal, men i mennesker. Under sit sidste forhør i Cæsarea sagde han til tilhørerne, at det var hans inderlige ønske, at de ville få det som ham, altså frelst af Guds nåde (ApG 26,29). Hans største ønske var ikke hans egen frihed eller en retfærdig dom, men at de andre ville opleve Guds frelse. Hvad kan vi lære af hans eksempel? Hvor meget er vi villige til at ofre for at se evangeliets udbredelse? 4. Agrippa fik mulighed for at høre evangeliet direkte fra Paulus’ mund. Alligevel afviste han det. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke overser store anledninger, når de viser sig lige foran os? Hvordan kan vi være åndeligt indstillet på den virkelighed, der omgiver os?
124
DIALOG
TIL SABBATTEN | 22. SEPTEMBER 2018
Aktiviteter og dialog Guds Ord
Uddybende spørgsmål
• Prøv at indsamle tekster og situationer fra Apostlenes Gerninger, som viser, hvorledes Gud overordnet leder begivenhedernes gang. Del dem med hinanden og drøft dem i klassen. • Paulus var meget ivrig for at nå mennesker med høj social status. Hvorfor tror I, at han var det? - Er vi det samme? Burde vi være det? Er det ikke snobberi; sådanne mennesker er vel ikke mere betydningsfulde for Gud end almindeligt godtfolk? • Hvem har du og jeg anledning til at vidne for? • Tænk over den måde, vores samfund i dag er indrettet på. Hvordan gives der anledning til at vidne for mennesker med stor magt og indflydelse? Kan du give nogle eksempler?
Personligt kristenliv
• Kan du se tegn på, at Gud overordnet har ledet dit liv? • Tænk over situationer, hvor du evt. har svigtet Gud og hans principper, eller bare generelt har foretaget tåbelige valg – eller hvor andre mennesker, som du er nært knyttet til, har truffet valg, der har gjort din livsvandring med Kristus vanskeligere. - Tror du, at Gud har haft en plan B eller C eller D og stadig har grebet ind i dit liv for at lede dig på rette spor?
Baggrund
• De tre højtstående jødiske personer, der dukker op i disse kapitler, Drusilla, Agrippa og Berenike, havde en interessant, men også tragisk skæbne. De stod alle i et meget nært og positivt forhold til det romerske kejserhus og hof. De tre var søskende. • Agrippa var Herodes den Stores sønnesøn og selv søn af den Herodes Agrippa, vi møder i Apostlenes Gerninger 12. Agrippa i kapitel 25-26 benævnes derfor oftest som Agrippa II. Han fik aldrig den samme magt som far og farfar; men det betød også, at han levede et lidt roligere og behageligere liv. Dog havde kejser Nero i 56 e.Kr. givet Agrippa rollen som hersker over nogle af kystbyerne, deriblandt Cæsarea Filippi, hvor den romerske administration af Judæa havde sit center. Han fik også titlen ”jødernes konge“, fordi han blev gjort ansvarlig for at udpege ypperstepræsten i Jerusalem. 125
DIALOG
TIL SABBATTEN | 22. SEPTEMBER 2018
• Jøder havde Agrippa mistænkt for at leve i incest med søsteren Berenike; men hun blev dog gift et par gange, inden hun rejste til Rom først i 70’erne og blev kejsersønnen Titus’ elskerinde. Da Vespasian døde, blev Titus kejser og ønskede at gifte sig med Berenike. Det forhindrede det romerske senat, fordi Berenike var jøde og på nogle områder praktiserende jøde. Hun er således kendt for at have opfyldt et religiøst løfte. • Søsteren Drusilla var kendt for sin utrolige skønhed. Som fjortenårig blev hun gift med kongen af Emesa; men så fik Felix øje på hende. Han var selv gift med en anden Drusilla, som var i familie med kejser Claudius, der selv havde arrangeret deres ægteskab. Det forhindrede ikke Felix i at skifte den ene Drusilla ud med den anden og stadig bevare sit gode omdømme ved kejserens hof. Den udvidede, såkaldt vestlige tekst til Apostlenes Gerninger, fortæller, at Drusilla var specielt ivrig efter at se og høre Paulus prædike ordet. Mange år senere døde hun med sin søn ved vulkanen Vesuvs udbrud i år 79. Sammen med admiralen Plinius den Ældre er hun den eneste omkomne fra Pompeji, hvis navn vi kender. • Det er tragisk at tænke på, om Drusilla midt i den katastrofe, som afsluttede hendes liv, så tilbage til sine timer med Paulus og det evangelium, hun afslog at tage imod.
126
NOTER
TIL SABBATTEN | 22. SEPTEMBER 2018
127