2019-03-bs-eu-samlet by Adventistkirken

BIBELSTUDIER · 3. KVARTAL 2019

”… det har I gjort imod mig“ Kristent socialt engagement

BIBELSTUDIER FOR 3. KVARTAL 2019

”… det har I gjort imod mig“ Kristent socialt engagement

”…DET HAR I GJORT IMOD MIG“. KRISTENT SOCIALT ENGAGEMENT Bibelstudier for 3. kvartal 2019 er udarbejdet af arbejdsgruppen ”Arbeitskreis Bibelschule“ i Adventistkirkens tyske union – i overensstemmelse med de retningslinjer, der er givet af Generalkonferensen (den Intereuropæiske Division). Emnerne er de samme som i standardudgaven og præsenterer adventisternes kristne tro ud fra et bibelsk fundament på en tidssvarende måde. Materialet har et tydeligt europæisk (tysk) islæt. Det er bygget op omkring én tekst til hver dags afsnit. Teksten understøttes af en kort forklaring, der uddyber baggrunden for teksten, en tanke til fordybelse og et åbent spørgsmål til eftertanke.

”… DET HAR I GJORT IMOD MIG“ KRISTENT SOCIALT ENGAGEMENT Bibelstudier for 3. kvartal 2019 Forfatter af standardudgaven: Jonathan Duffy Redaktør for standardudgaven: Clifford Goldstein Bearbejdelse: ”Arbeitskreis Bibelschule“ Redaktion: Rolf Pöhler © 2019 Saatkorn-Verlag GmbH, Abt. Advent-Verlag Pulverweg 6, D-21337 Lüneburg, www.advent-verlag.de Den danske udgave: Syvende Dags Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen Oversættelse: Jette og Christian Christiansen Bibelcitater: Hvis ikke andet er angivet, er bibelcitater hentet fra Bibelen, Den Hellige Skrifts Kanoniske Bøger (1992), fra Det Danske Bibelselskab Korrekturlæsning: Robert Svendsen Grafisk opsætning: Bente Skov Schledermann Spørgsmål og henvendelser til Henrik Jørgensen

INDHOLDSFORTEGNELSE

INTRODUKTION TIL 3. KVARTAL ........................................... 5 6. juli

1. Vores verden – et netværk af relationer ....................... 7

13. juli

2. Model for en ny samfundsorden .................................. 15

20. juli

3. Sabbattens sociale betydning ....................................... 23

27. juli

4. Om nåde og ret i salmer og ordsprog .......................... 31

3. august

5. Profetisk samfundskritik................................................ 39

10. august

6. Tilbedelse og social retfærdighed .................................. 47

17. august

7. Den (helt) anden Jesus ................................................. 55

24. august

8. ”Hvad I har gjort…“..................................................... 63

31. august

9. Solidaritet i den tidlige kristenhed ................................ 71

7. september

10. Evangeliet i praksis ....................................................... 79

14. september

11. Håb forandrer verden .................................................. 87

21. september

12. Som jeres himmelske fader ........................................... 95

28. september

13. Den tjenende menighed ............................................... 103

”... det har I gjort imod mig“ Kristent socialt engagement Så sent som i 1990’erne diskuterede man stadig, om socialt engagement var en del af Adventistkirkens opgave, eller om man burde begrænse sig til forkyndelsen af det evige evangelium i endetiden. Sociale opgaver kan jo sagtens løses af andre organisationer – og de er måske endda bedre til det end os. Siden da er der ikke alene gået et kvart århundrede, men vi har også fået et ændret syn på samfundet og vores forståelse af mission. Forkyndelsen af evangeliet har uden tvivl en central plads i den kristne menighed. Men det ”gode budskab“ er ikke blot et spørgsmål om smukke ord om Guds kærlighed. Det er også synligt i aktiv og kærlig gerning. Det har allerede tidligt været adventisternes forståelse. H.F. Schubert, leder af den europæiske division, skrev i ”Zionswächter“ 1897 om ”betydningen af det kristne hjælpearbejde“, fordi det netop ved Jesu genkomst bliver et spørgsmål om, hvorvidt vi har ”givet de sultne mad, de nøgne tøj på kroppen og har besøgt de syge“ (Matt 25). Samme måned blev ”Christlicher Hilfsverein“ grundlagt i Hamborg. Over hele Tyskland opstod der ”Dorkas-grupper“, hvor frivillige ønskede at gøre noget for at afhjælpe den udbredte nød og fattigdom. Selv efter at der var etableret officielle organisationer, var det stadig det frivillige arbejde, der var drivkraften i Adventistkirkens sociale indsats i Tyskland. Ifølge evangelierne hersker der ingen tvivl om, at forkyndelsen af Jesu kommende herredømme hænger uløseligt sammen med Jesu fokus på mennesker, der har brug for hjælp. Det græsk-romerske samfund og datidens kultur viste kun i begrænset omfang medfølelse med mennesker i nød. Alene synet af tiggere, syge og nødlidende virkede provokerende. Medlidenhed var et udtryk for svaghed. Det var ikke passende at yde fremmede mennesker hjælp uden noget til gengæld.

INTRODUKTION TIL 3. KVARTAL

Urmenigheden i Jerusalem levede solidarisk som i en stor familie og var fælles om alt. Man levede ikke i en parallelverden, men anså sig for at være en del af samfundet. Da der opstod sociale spændinger, opbyggedes der begyndende strukturer for kirkelig diakoni. Forkyndelse og fællesskab blev suppleret med tjeneste som menighedens tredje ben. Selv om der er sket ændringer i måden at vise omsorg på, er den kristne menighed forblevet et fællesskab, der tjener og påtager sig ansvar. Menighedens rolle og opgaver kan udtrykkes på følgende måde: • Diakoni og socialt arbejde hører – sammen med forkyndelse og fællesskab – til menighedens opgave, for tro uden næstekærlighed er død. • Hver kirke/menighed skal selv finde ud af, hvilken rolle den vil spille i samfundet, og hvad den kan gøre. Den må hele tiden tilpasse sin indsats til de ændrede vilkår og behov. • Det kristne budskab er kun troværdigt og effektivt, når det også henvender sig til nødlidende og møder menneskers behov. Netop i et sekulært samfund vinder budskabet kun gehør og opmærksomhed, når det ikke bare nøjes med at tale om det gode, men også gør det uselvisk, kompetent, effektivt og vedholdende. • Uselvisk tjeneste for medmennesket er en nøgle til egen livslykke. Det er meningsfyldt at hjælpe andre, og det medfører velsignelse og tilfredshed i ens eget liv (ifølge Lothar Scheel ”Der Kernauftrag der Kirche“, adventisten heute, april 2013, 18-19).

UGEN 30. JUNI - 6. JULI 2019

Vores verden – et netværk af relationer ”Den, der undertrykker den svage, håner hans skaber, den, der forbarmer sig over den fattige, ærer hans skaber“ (Ordsp 14,31).

Hovedtanke

Gud har skabt vores verden med et utal af nøje afstemte indbyrdes relationer, og derved har han åbenbaret sider af sit eget væsen.

Introduktion

De fleste mennesker nu om dage går ud fra, at livet på vores planet er opstået ved evolution og uden Guds skabende indgriben. Dette er også en accepteret forklaring for mange kristne, omend med et andet fortegn. Ifølge den teori har Gud været den igangsættende kraft, hvorefter han har overladt det til tilfældigheder og tidens gang, hvordan alting udvikler sig og bliver til et mangfoldigt mylder af liv. Der findes også den opfattelse, at Gud endnu ikke har afsluttet skaberhandlingen – at han ikke skabte en perfekt verden, men gav den igangsættende impuls og derefter lod evolutionen fortsætte skabelsen (creatio progressiva). Denne holdning kan formuleres således: At Gud har skabt verden, fortæller Bibelen os, men hvordan han har skabt den, fortæller evolutionen os. Forsøget på at kombinere den bibelske skabelsestro med den naturvidenskabelige evolutionsteori kan dog ikke skjule de grundlæggende modsætninger mellem de to måder at anskue verden på. Den naturalistiske evolutions mekanismer er uforenelige med Skaberens væsen, som det beskrives i Bibelen. I en evolutionistisk præget natur findes forgængeligheden og døden fra begyndelsen. Der ædes, og der bliver ædt. Det er den stærkestes ret, der gælder. Guds skabelse derimod har en helt anden grundidé. Det var først efter syndefaldet, at den oprindeligt paradisiske natur forvandledes til den, vi kender nu. Selv i vores faldne verden ønsker den omsorgsfulde Gud, at relationer lykkes, at vi oplever samhørighed, og at vi føler os som en del af et sammenhængende netværk. Det er selve grundlaget for det liv, som Gud ønsker for os og for fællesskabet. I den kommende uge vil vi se nærmere på, hvad det betyder.

SØNDAG 30. JUNI 2019

En perfekt start 1 Mos 1

Baggrund

Hvor i skabelsesberetningen finder vi vurderinger, og hvem giver udtryk for dem? Bibelen indeholder mange steder udsagn om verdens opståen og om Gud som skaber. Forfatterne til de bibelske skrifter har forskellige fokuspunkter for at understrege ting, de synes er væsentlige. Dem er det vigtigt at finde frem til. Bibelen indledes således med en skabelsesberetning, der har fokus på at beskrive en kærligt skabende Gud, der planlægger og frembringer mange detaljer. Det er væsentligt for forfatteren, at alt er nøje afstemt. Hver enkelt ting er god i sig selv, men det er først den perfekte harmoni, der gør alting såre godt. Atmosfæren er ikke blot en genial blanding af gasser, men den er nødvendig for åndedrættet, for klimaet og for fuglenes flugt. Himmellegemerne sørger ikke blot for, at alt holdes i balance, men har også betydning for diverse målemetoder og giver desuden et lille indblik i Guds storhed. Hver enkelt ting opfylder på optimal vis sin egen tildelte opgave og sættes samtidig ind i en storslået sammenhæng. Det er denne nøje afstemte detailstyring, der gør helheden fuldkommen og viser Guds væsen.

Til fordybelse

Hebræerbrevets forfatter udtrykker sin forståelse af skabermagten i en central sætning: ”I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt“ (Hebr 11,3). Gud har ladet alting blive synligt ved hjælp af sit skabende ord, så universets mangfoldighed og skønhed bliver et udtryk for hans eget væsen.

Til eftertanke

Gud skabte hvert enkelt element i verden, så det har en relation til det øvrige skaberværk. Hvilken betydning har det for mig og mit liv?

MANDAG 1. JULI 2019

Jorden i kompetente hænder 1 Mos 1,26-31; 2,15

Hvilket ansvar får menneskene pålagt? Hvilke forudsætninger har de fået for at leve op til det?

Baggrund

Som afsluttende gerning inden sabbatten skaber Gud mand og kvinde med et særkende. Indtil da var skabelsen udtryk for grænseløs kreativitet. Alle enkeltelementer var hver især en virkeliggørelse af en ny tanke hos Gud. Men det gælder ikke for mennesket. Gud udtænker ikke en ny ide, men former manden og kvinden efter sit eget billede. De er ikke en videreudviklet variation af dyrene, men adskiller sig fra de øvrige skabninger: de ligner Gud selv. Hvori består så gudsbilled-ligheden i mennesket? Gud giver dem den opgave at forvalte jorden. Han giver dem evnen til at skabe og gør dem egnede til at opbygge indbyrdes relationer og et personligt forhold til Gud. På den måde har han skabt en ”partner“ til sig selv. Idet mennesket får evnen til at kunne være bevidst om sig selv og sin opgave, kan Gud kommunikere med det og indgå i en relation med det. Mennesket tænker og føler lige som han. Guds udtrykte billede besidder alle forudsætninger for at kunne råde over jorden og drage omsorg for den.

Til fordybelse

At mennesket er noget specielt, understreges med en væsentlig detalje i anden del af skabelsesberetningen. Det siges udelukkende om mennesket, at Gud blæste ”livsånde i dets næsebor“, så mennesket blev et levende væsen (2,7). Beskrivelsen af denne guddommelige berøring er en tydelig understregning af den umiddelbare og kærlige forbindelse, der er mellem den evige skabergud og hans jordiske ”partner“.

Til eftertanke

Hvorfor kan det også nu om stunder være en god ide at tage Guds kaldelse og opgave til os alvorligt?

TIRSDAG 2. JULI 2019

Gud – skaber og opretholder ApG 17,28

Baggrund

Hvilken indflydelse har Gud – ifølge Paulus – den dag i dag på hvert enkelt menneskes liv? Paulus får en enestående anledning til at vise Athens borgere den Gud, der hidtil har været ukendt for dem. Han vælger at præsentere Gud som Skaberen: Han har skabt verden, himlen og jorden (v. 24). Han giver alle liv og ånde (v. 25), og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo (v. 26), og han er os ganske nær, for i ham lever og ånder vi (v. 28). Især det sidste udsagn har radikal og vidtrækkende betydning, fordi der ifølge denne påstand egentlig ikke findes nogen gudløshed – intet liv, der kan opstå og udvikle sig af sig selv. Ifølge Paulus lever alle mennesker udelukkende, fordi Gud holder dem i live – selv mennesker, der ikke kender Gud eller endda afviser ham. Gud har altså ikke blot engang i begyndelsen været årsag til livet, men han er også den, der til stadighed opretholder det. Uden hans nærvær ville livet øjeblikkeligt ophøre.

Til fordybelse

Cicero, Voltaire og andre filosoffer har tegnet billedet af urmagerguden: Han skabte på et tidspunkt livet lige som et ur og overlod dernæst ansvaret til uret selv. Derefter fungerer uret også uden urmager – og måske er han ikke engang klar over, hvor uret på et givet tidspunkt befinder sig.

Til anvendelse

Der findes en hel del kristne, der lever med den indstilling, at man kun henvender sig til Gud, når der er noget, der ikke fungerer. I nødsituationer og når problemerne er gået i hårdknude, kalder man på hjælp fra ham. Ellers ikke. Paulus så anderledes på det. Han ville ikke kunne leve et eneste øjeblik uden Gud.

Til eftertanke

Hvilken indflydelse har det på mine bønner, at jeg er afhængig af Gud hvert eneste øjeblik?

ONSDAG 3. JULI 2019

Forskellige livssituationer Ordsp 22,2; 14,31 Baggrund

Hvad er fælles for disse mennesker uanset deres forskellige livsvilkår og skæbner? Det, som Ordsprogenes korte og præcise sætninger, billeder og sammenligninger giver udtryk for, er livsvisdom og livserfaring, der stammer fra et gudfrygtigt liv, altså et liv i nær relation til Gud, der medfører et retskaffent liv og en passende adfærd (1,1-7; 9,10). Ifølge Ordsp 22,2 er menneskers forskellige livssituationer ikke et udtryk for, at de befinder sig mere eller mindre tæt på Gud. Ethvert menneske er en Guds skabning, uanset livsvilkår som for eksempel rigdom eller fattigdom. Og da alle mennesker lever på den samme jord, er de forbundet med hinanden og har ansvar for hinanden.

Til fordybelse

Til anvendelse

I Ordsp 14,31 forklares det, hvad dette ansvar går ud på: ”Den, der undertrykker den svage, håner hans skaber, den, der forbarmer sig over den fattige, ærer hans skaber.“ Således er hver enkelt kaldet til at være opmærksom på sin næste og betragte ham som en del af det skaberværk, som alle er en del af. ”Hvis mennesker ville gøre deres pligt som trofaste forvaltere af deres Herres goder, ville der ikke være noget råb om brød, ingen som lider under fattigdom, ingen nøgne og mangel på fornødenheder. Det skyldes menneskets mangel på troskab, der skaber den tilstand af lidelse, som menneskeheden er kastet ud i“ (Ellen White, Welfare Ministry, Washington, DC, 1952, 16).

TORSDAG 4. JULI 2019

Knas i relationerne 1 Mos 3,16-19

Hvad var årsagen til syndefaldet? Hvilke konsekvenser havde det for skaberværket?

Baggrund

Årsagen til syndefaldet var mistillid til relationerne og tvivl om sammenhængene i den fuldkomne skabelse. Gud havde gjort sig selv til en del af det utroligt fint afstemte underværk, nemlig som én, man kunne have en relation til. Han havde baseret skaberværket på et tillidsfuldt samvær. Det havde således haft mulighed for at udfolde sig harmonisk. Men tvivlen bringer alle relationerne ud af balance. Er skaberen virkelig kærlig, eller findes der også en mørk side hos ham? Mennesket beslutter sig for at afklare dette på egen hånd – uden om Gud – og trækker således tæppet væk under relationen. Da det ikke er mennesket, der er skaberen, kan mennesket heller ikke genoprette den ødelagte harmoni. Tværtimod, disharmonien breder sig, så der nu også opstår mistillid til medmennesket. Adam formoder endda, at der også hos kvinden ved hans side findes en mørk side (3,12). Og så fremdeles…

Til fordybelse

Til eftertanke

I beretningen om syndefaldet optræder der pludselig endnu en skabning, der kan tale, og som således bliver menneskets samtalepartner. Men han har en ganske anden position. Han taler distanceret om Gud som en, der ikke har nogen relation til ham. ”Synd skiller ikke bare mennesket fra Gud; den er også årsag til en adskillelse mennesker imellem. Der findes ikke en ‘syndens solidaritet’; synd medfører ensomhed, idet den skyldige placerer skylden hos den anden“ (WStB, Hansjörg Bräumer, Das erste Buch Mose, Wuppertal 1983, 93).

FREDAG 5. JULI 2019

Et afslørende spørgsmål 1 Mos 4,9

Hvilke forskellige holdninger til skaberværket kommer til udtryk i denne korte dialog?

Baggrund

Kain gemmer sig ikke som Adam og Eva, men forsøger at flygte. Men Gud er i nærheden lige som dengang, Adam og Eva syndede. Han afkræver Kain et svar. Denne gang spørger han dog ikke: ”Hvor er du?“ Han spørger: ”Hvor er din bror?“ Selvfølgelig ved Gud, hvad der er sket med Abel, for den myrdedes blod råber til ham (v. 10). Gud stiller altså et retorisk spørgsmål, men det er det afgørende spørgsmål vedrørende ansvar for næsten. Kains svar, som også er formuleret som et spørgsmål, giver udtryk for, at han fralægger sig dette ansvar: ”Det ved jeg ikke. Skal jeg vogte min bror?“ Ved at distancere sig fra Abel vender han sig mod Skaberen og mod det skaberværk, der er baseret på omsorgsfulde relationer. Men med ”den stærkestes ret“ kan skaberværket ikke opretholdes. Hvis man ikke har øje for næsten, ender det med døden.

Til fordybelse

Ethvert menneske, vi møder, er en Guds skabning, skabt i hans billede og en del af det netværk af indbyrdes forhold, som forbinder os i Guds skaberværk, uanset hvor anstrengt eller ødelagt disse relationer måtte være. ”Vi er alle knyttet sammen i fællesskabets netværk. Det onde, der rammer dele af den store menneskelige familie, bliver til fare for alle“ (SgA 279). På grund af denne sammenhæng er vi ansvarlige over for Gud og hinanden.

Resumé

Gud har skabt verden som et netværk af relationer, hvor hvert enkelt element kun kan eksistere i sammenhæng med andre. Vi mennesker blev skabt i Guds billede og fik til opgave at tage vare på jorden. Derfor er vi også ansvarlige over for hinanden.

DIALOG TIL SABBATTEN 6. JULI 2019

Spørgsmål til drøftelse Indledende spørgsmål

Hvordan lykkes det for jer at se verden som et udtryk for Guds væsen, selv om den tydeligvis er ødelagt af synden?

Supplerende spørgsmål

Hvad kan få jer til at undres over sammenhænge og indbyrdes afhængighed i skaberværket?

Ordsp 22,2 Ordsp 14,31

Hvordan passer de to tekster sammen? Hvad forbinder os med flygtninge fra lande med andre økonomiske og politiske forhold?

1 Mos 4,9

Hvor støder I på disse to spørgsmål - i samfundet? - i menigheden? Hvad er jeres egne svar på dem?

1 Mos 1,28 1 Mos 2,15 ApG 17,28

Hvad er kravet til os i dag?

På hvilken måde har dette udsagn betydning for jeres indstilling til livet og til Gud?

UGEN 7.-13. JULI 2019

Model for en ny samfundsorden Skriftsteder fra Toraen

Hovedtanke

”… du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!“ (3 Mos 19,18).

Introduktion

Gennem flere århundreder levede Jakobs efterkommere i Egypten. Det, der på grund af hungersnød begyndte som et midlertidigt projekt for familiesammenføring, udviklede sig til en uudholdelig misere efter Josefs død. Farao gjorde israelitterne til trælle og tvang dem til slavearbejde. For at det fremmede folk ikke skulle vokse i antal, veg Farao heller ikke tilbage for systematisk barnedrab. Folkets situation var håbløs, og der var ingen bedring i udsigt. Og Gud tav… I dag findes der ligeledes lande og regioner, hvor visse folkeslag eller sociale lag målrettet bliver forfordelt, undertrykt og forfulgt. Et eksempel er rohingyaerne i Myanmar. Men også her til lands er fremmedfjendtlighed, udbytning af arbejdskraften, ejendomsspekulation, åger med huslejer, turbokapitalisme og rendyrket egoisme ingen sjældenhed. At ”få har for meget og færre for lidt“ er snart en saga blot. Gud tier… Eller gør han? Er vi måske ikke lydhøre for, hvad han havde at sige til de daværende samfund eller til vores tids samfund? Med Israels udvandring af Egypten fik Gud mulighed for ikke blot at føre folket i frihed fra det egyptiske åg, men på samme tid give dem love, der gjorde et fredeligt og retfærdigt samliv muligt for det israelitiske samfund. Vi er tilbøjelige til at anse denne samfundsorden som tidsbegrænset og utidssvarende. Men derved overser vi, hvor moderne – ja ligefrem revolutionære – nogle af toraens love i virkeligheden er. Vi ville få et andet – og bedre – samfund, hvis vi tog disse forordninger alvorlige.

SØNDAG 7. JULI 2019

Befrielsen 2 Mos 3, 6-10.16-20

Hvilken betydning har det, at Gud ”ser“ og ”hører“? Hvorfor nævnes patriarkerne?

Baggrund

Gud ser ikke længere gennem fingre med, at hans folk udnyttes af dets undertrykkere, der mishandler det dagen lang. Det er tid til at handle. 400 år er mere end nok (1 Mos 15,13; ApG 7,6). Havde Gud ikke lovet Abraham at gøre ham til et stort folk og give ham Kanaans land i eje? Og havde han ikke fornyet denne pagt med såvel Isak som Jakob? Hans pagtsløfte og hans troværdighed stod på spil. Af gode grunde frygter Moses, at overhovederne for stammerne ikke vil tro på ham, når han forkynder Guds indgriben for dem (4,1) – men han bliver snart klogere (4,31). Åbenbart var Jahves pagtsløfte ikke gået i glemmebogen. Herren åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk som ”Jeg er den, jeg er!“ (3,14) eller ”Jeg Er“, der sender Moses til folket. Han vil tage folkets skæbne i sin hånd og meget snart føre det til den frihed, som de for længst troede var tabt.

Til fordybelse

Men ikke nok med det. Efter alle de år med undertrykkelse griber Gud lejligheden til at etablere en helt ny samfundsform med dette forhenværende slavefolk. De skal leve anderledes og bedre og danne et fremtidssikret og bæredygtigt fællesskab. Gud ville, at den nye samfundsorden skulle være et forbillede for de omkringliggende nationer, og at folket med de velsignelser, de modtog fra Gud, skulle blive til velsignelse for nabofolkene.

Til anvendelse

Kun et befriet (frit) samfund kan være et retfærdigt samfund, hvor alle mennesker bliver behandlet med værdighed og respekt. Derfor går kristne ind for en frihedselskende (demokratisk) samfundsorden.

Til eftertanke

Hvor vigtigt er det for mig, at Gud ser menneskenes lidelser og hører deres råb om hjælp? Hvad gør det ved mig?

MANDAG 8. JULI 2019

Grundloven 2 Mos 20,1-17 Matt 22,37-40

Handler De ti Bud om enkelte bestemmelser, om almene principper – eller om begge dele?

Baggrund

De ti Bud kan opfattes som en grundlov. Efter en kort præambel (indledning), som benævner samfundets frie fundament (v. 2), følger 10 udsagn, som kan forstås som principper, som nationen er grundlagt på. Disse handler godt nok om konkrete bud, men udtrykker også eksempler på alment forpligtende værdier, som folket skulle leve efter. Således inkluderer det sjette bud – ”Du må ikke begå drab“ (v. 13) ”alle ugerninger, der bidrager til at forkorte livet“ og den indstilling ”af egoistiske bevæggrunde ikke at bekymre sig om fattige og syge“ (WAB 286). På lignende måde fordømmer det ottende bud – ”Du må ikke stjæle“ (v. 15) – ”slavehandelen og forbyder erobringskrige“; det ”forlanger, at gælden tilbagebetales, at aflønninger skal være retfærdige“ og forbyder ”at drage fordel af andres uvidenhed, svaghed eller ulykke“ (samme).

Til fordybelse

Jesus sammenfattede hele loven og profeterne i to korte udtryk: ”Elsk Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv.“ Her bliver det tydeligt, hvilket grundprincip der danner baggrund for toraen og alle guddommelige bud: kærlighed, som viser sig i respekten over for Gud og næsten. ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne“ (Matt 7,12).

Til anvendelse

Selv i sekulariserede lande og lande med neutrale verdensanskuelser findes der eftervirkninger af dekalogen (De ti Bud) i deres lovgivning: eksempelvis skal der værnes om livet, ægteskabet og familien, ejendomsretten, ry og rygte samt arbejderbeskyttelsen.

Til eftertanke

Læser jeg De ti Bud overfladisk, eller fordyber jeg mig i de inkluderede princippers alsidige anvendelighed?

TIRSDAG 9. JULI 2019

(Rets-)beskyttelse af de svage 2 Mos 22,20 til 23,9 Baggrund

Hvilke grupper af mennesker er Gud særlig opmærksom på – og hvorfor? Fordi de havde været trælle, vidste israelitterne, hvad det betyder at være undertrykt og blive marginaliseret i samfundet. Påskefesten blev indstiftet, så det blev indprentet i folket, at ”Herren med stærk hånd førte os ud af Egypten, af trællehuset“ (2 Mos 13,14). I Toraen findes love om fair behandling af trælle, om ejendom, om domstole og meget mere (sml. 2 Mos 21-23). Enestående blandt disse love var omsorgen for samfundets outsidere, for dem som er mest sårbare. De måtte ikke udnyttes, men fik rettigheder, der gjorde det muligt for dem at bevare deres værdighed. En af disse var, at de måtte samle det korn, der lå tilbage på marken efter høsten. Denne rettighed finder genklang i en af vores danske høstsange: ”… rev i marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt“ (Mads Hansen 1868). Denne behandling af outsidere og fremmede var helt uhørt i verden dengang. Også i dag er der nogle, der har glemt disse principper i deres omgang med andre.

Til fordybelse

”Foruden anerkendelsen af Guds krav er de mosaiske love ydermere kendetegnet ved formaningen om en gavmild, medfølende og gæstfri holdning til de fattige. Ganske vist havde Gud lovet sit folk rige velsignelser, men det var ikke hans hensigt, at fattigdom forblev fuldstændig ukendt for dem … Der vil altid findes mennesker, der har brug for vores forståelse, medfølelse og velvilje (sml. 5 Mos 15,11). Dengang som nu kunne mennesker komme ud for ulykker, blive syge eller miste deres ejendom. Men så længe israelitterne fulgte de guddommelige anordninger, fandtes der ingen tiggere eller sultne iblandt dem“ (WAB 513).

Til eftertanke

Hvilke egne erfaringer gør, at jeg kan være medfølende over for andres lidelser og uret?

ONSDAG 10. JULI 2019

Ekskurs 3 Mos 19,33-34

”Du skal elske ham [den fremmede] …“ Indstillingen til fremmede i Det gamle Testamente kan sammenfattes i én sætning: ”Du skal elske [den fremmede] som dig selv.“ Dermed bliver buddet ”Du skal elske din næste som dig selv“ (v. 18) overført direkte på den fremmede, som nu anses for næste og bror (sml. Zak 7,9-10). Kærligheden til ens egne landsmænd finder ovenikøbet sit forbillede i kærligheden til de fremmede og tilflytterne (3 Mos 25,35). Det skal forstås som: ”Du skal elske din bror som den fremmede!“ Der kan anføres tre begrundelser herfor: For det første elsker Gud selv de fremmede og drager omsorg for dem og beskytter dem. For det andet er alle mennesker lige for Gud. Han gør ikke forskel på landsmænd og de fremmede, ”for Gud gør ikke forskel på nogen“ (Rom 2,11). For det tredje: ”I var jo selv fremmede i Egypten“ (2 Mos 22,20). Abrahams, Isaks og Jakobs konfliktfyldte oplevelser i det fremmede land, Josefs og Moses’ erfaringer i Egypten hhv. Midians land samt sidst, men ikke mindst folkets erindringer om trællearbejdet, undertrykkelsen og mishandlingen såvel som udfrielsen af rets-, værge- og håbløshed danner motivet for den imødekommende behandling af de fremmede. Israels solidaritet og empati over for de fremmede beror på egne erfaringer om at være fremmed. Den, der på egen krop eller i erindringen om tidligere slægter har oplevet marginalisering og antagelse, kender ”de fremmedes kår“ (2 Mos 23,9). Derfor gælder det: kun fremmede kan i virkeligheden forstå fremmede. I den kristne tro opfattes Gud som den fremmedes ven og forsvarer, for hvem alle mennesker har samme værdi – uafhængig af etnisk, national, kulturel eller social baggrund og tilhørsforhold. I Jesus har Gud selv delt skæbne med de fremmede. Han har på egen krop oplevet at være fremmed og blive fremmedgjort, oplevet flugt og fordrivelse samt solidariseret og identificeret sig med de fremmede som sine brødre. Derfor gælder det: ”Gud er ikke neutral. Han står altid med ildhu på de svages og nødlidendes side. Han tager parti for dem, der nægtes retskrav og andre rettigheder. Kravet om retfærdighed til og beskyttelse af de fremmede er en selvfølge for de fattiges Gud“ (Jean-Marc Ela, ”Ein Gott mit dem Antlitz des Fremden“, Zeitschrift für Theologie und Gemeinde 12, 2007, 33).

TORSDAG 11. JULI 2019

En eksemplarisk ”skatte“-lovgivning 4 Mos 18,20-24 5 Mos 14,22-29 5 Mos 26,12-15 Baggrund

Hvad var formålet med den årlige tiende? Hvem var den (anden) tiende i det tredje år tiltænkt?

Med loven om tienden skulle levitterne, der ikke havde fået tildelt nogen ”arvelod“ ved fordelingen af landet (Jos 13, 14.33), opnå en retfærdig udligning og give dem social sikkerhed. Men tiendeafgiften kom foruden Levi stamme også den fremmede, de faderløse og enkerne til gode. Levitterne havde dog sandsynligvis ingen økonomiske ulemper heraf. Derfor må det antages, at ”fattigtienden“ var en tillægsafgift for de nødlidende. ”Efter eksilet blev skriftstedet [14,28-29] forstået således, at der hvert tredje år skulle optages en yderligere tiende for de fattige. Det var et forsøg på en udligning i forhold til anordningen i 4. Mosebog 18,20-24, i følge hvilken tienden hvert år tilkom tempelpersonalet i centralhelligdommen“ (SEB 235).

Til fordybelse

”Disse bestemmelser skulle i lige så høj grad være til velsignelse for de rige som for de fattige. De ville forebygge begærlighed og tilbøjeligheden til selvophøjelse og kalde de ædle og gode karakteregenskaber frem, og efterhånden som forståelsen og tilliden mellem de forskellige befolkningsgrupper voksede, ville de sociale forhold blive forbedret, og landets styre ville blive styrket“ (Ellen White, Patriarker og Profeter, Dansk Bogforlag, 1962 s. 275)

Til anvendelse

Medlemmer i folkekirken klager over høje kirkeskatter, som også finansierer visse kirkelige aktiviteter på det sociale område. Medlemmer i frikirker giver ofte, foruden den fulde tiende, midler til kirkelige formål på velfærds- og socialområdet (hos adventisterne drejer det sig om ca. 5% af indkomsten). Det sidste svarer til ånden i den mosaiske ”skatte“-lovgivning.

Til eftertanke

”Vi er alle sammen vævet ind i menneskehedens store net. Hvad end vi gør for at gavne andre og give dem fremdrift i livet, vil det falde tilbage på os selv som velsignelse“ (samme)

FREDAG 12. JULI 2019

Genoprettelsen af oprindelige ejerskabsforhold 3 Mos 25,8-24 Baggrund

”Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig“ (v. 23). Med anerkendelsen af Guds ejendomsret er der sat en stopper for kravet om at kunne forøge sin ejendom. Efter 50 år falder den pantsatte ejendom tilbage til den oprindelige ejer. Kløften mellem fattig og rig lukker sig, ejendomsspekulation kan ikke betale sig, der er ikke plads til bobler på ejendomsmarkedet, voldsomme opstande for en mere retfærdig samfundsorden er overflødige.

Til fordybelse

”Hensigten med Guds love var at tilstræbe social lighed. I sabbatåret og jubelåret ville der for en stor del blive rådet bod på de fejltrin, der var begået på det sociale og politiske område i det mellemliggende tidsrum“ (Ellen White, Patriarker og Profeter, Dansk Bogforlag, 1962 s. 275).

Til anvendelse

Vi ved ikke om og i hvor stor udstrækning denne sociallovgivning fandt anvendelse i Israels historie. Profeternes kritik af de uacceptable sociale tilstande fortæller en helt anden historie. Hvor meget anderledes mon vores verden ville se ud, hvis Guds udkast til en retfærdig samfundsorden fik nøjere og mere konsekvent opmærksomhed?!

Til eftertanke

Resumé

Hvilken funktion opfyldte Jubelåret i samfundet?

Hvor gør jeg en personlig indsats for at sikre, at alle i området, hvor jeg bor, behandles retfærdigt og værdigt? Gud hører lidelsesråbet fra folket Israel i Egypten og griber ind for at befri det. Med folket vil han oprette et nyt samfund, som er til velsignelse for alle, også for dem, der ofte bliver glemt og marginaliseret.

DIALOG TIL SABBATTEN 13. JULI 2019

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt

Supplerende spørgsmål 2 Mos 3,6-10

Hvilken betydning har spørgsmålet om en retfærdig samfundsorden for jer og jeres tro? Hvor vigtigt er vores jordiske trivsel for Gud?

Moses er Guds forlængede arm, der skal udfri Israel fra trældommen og ind til friheden. Hvilket ansvar tager vi som kristne for et frit og retfærdigt samfund og en friere og mere retfærdig samfundsorden?

3 Mos 19,33-34 3 Mos 25,35

”Du skal elske den fremmede som dig selv.“ ”Du skal elske din bror som den fremmede.“ Hvad siger dette om Guds syn på den fremmede? Hvordan kan det omsættes i praksis i dag?

5 Mos 14,28-29 5 Mos 26,12-13

Tienden til de fremmede, faderløse og enkerne. Hvad menes der med det, og hvordan kan det reelt praktiseres?

Afslutning

Tillægsspørgsmål

Hvor gør jeg en personlig indsats for at sikre, at alle behandles retfærdigt og værdigt? Hvordan afgør vi, hvilke gammeltestamentlige love, der stadig er relevante og anvendelige?

UGEN 14.-20. JULI 2019

Sabbattens sociale betydning ”Og Jesus sagde til dem: ‘Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld’“ (Mark 2,27).

Hovedtanke

Sabbatten er en Guds velgerning til os mennesker. Det bør alle opleve.

Introduktion

I sin bog ”Alles hat seine Zeit, nur ich hab keine“ (”Alt har sin tid; jeg er den eneste, der ikke har“) beskriver Karl Heinz Geisler den udvikling, som vores opfattelse af tid har været igennem i løbet af de seneste århundreder. I begyndelsen så mennesker op mod himlen for at holde øje med tidens gang og tænke over det, der skete dér. Senere rettede man blikket mod uret, først mod kirketårnets, senere mod armbåndsuret. Nu om stunder stirrer man på de digitale tal, der står i et eller andet hjørne af et display. Opfindelsen af det mekaniske ur har ikke blot ændret menneskehedens opfattelse af og erfaring med tid. Det har også ændret vores adfærd. Oprindeligt hjalp opfindelsen til, at tiden kunne sættes i system, senere var den med til at sætte tempoet i vejret. Og i dag lever vi i en high-speed verden. Alt er tilgængeligt overalt og til hver en tid, og vores tilværelse bliver et spørgsmål om at kunne administrere et komplekst sammenfald af aktiviteter og input – i én uendelighed og uden pauser. Internettet tager ikke hensyn til en systematisk tidsinddeling, men præsenterer sig som et tidløst Nirvana – uden begyndelse og uden afslutning. De mennesker, der vælger at have hele ”kontoret“ i deres jakke- eller bukselomme, kender ikke til fyraften eller weekender. Som følge af, at grænserne til stadighed overskrides, er der ikke længere den forskel på arbejde og fritid, som har været en fast forankret, accepteret og praktiseret tradition i mange år (s. 204). Et kig i Bibelen fører til forbløffende opdagelser. Bogen er godt nok fra førmoderne tid, men den ved noget om, hvordan tiden er opstået og beskriver en livsrytme, som giver mennesket mulighed for et værdigt liv.

SØNDAG 14. JULI 2019

Dagen, der har et navn 1 Mos 2,1-3 2 Mos 20,8-10

Hvad siger Bibelen om, hvordan tiden er opstået? Hvad er det specielle ved den syvende ugedag?

Baggrund

”Sabbat – den syvende ugedag. Det er hos israelitterne, at syvdagesugen første gang dukker op. Den er kendetegnet ved den sidste dag, sabbatten, der efter seks dage regelmæssigt vender tilbage. Man har forsøgt at finde forbilleder for en tilsvarende syvdagesuge og for sabbatten uden for Israel, men forgæves“ (Biblisch-Historisches Handwörterbuch, Band 3, Göttingen 1966, 1633).

Til fordybelse

Bibelen kaster lys over de vigtigste spørgsmål i livet og giver troværdig vejledning. Som skabelsesberetningen fortæller, var det Gud, der skabte jorden og tiden. Gud strukturerer tiden og ordner tidsinddelingen. Tiden kommer fra Gud og er en gave til menneskene. Sabbatten – en tid i tiden – er også en ide, der stammer fra Gud. Skabelsens højdepunkt er sabbatten. Det er ikke mennesket, der er kronen på skaberværket (de bliver allerede skabt på den sjette dag), men derimod sabbatten. På den syvende dag ”hviler“ Gud og glæder sig over sit fuldendte skaberværk. Det er kun den syvende dag, der får et navn – sabbat (det betyder at holde op med, at hvile, at afbryde) – og den bliver dermed fremhævet. De øvrige ugedage bliver på hebraisk kun benævnt ved hjælp af ordenstal (den 1. dag, den 2. dag…), og det gælder stadig den dag i dag. Tidsangivelserne dag, måned og år har forbindelse til stjernehimlen og hænger sammen med himlen og dens kosmiske bevægelser. Det samme er ikke tilfældet for ugen. Ugens rytme hænger sammen med sabbatten.

Til eftertanke

Sabbatten giver livet en stabil rytme.

MANDAG 15. JULI 2019

Om at holde hus og være tilfreds med ”nok“ 2 Mos 16,16-30 Baggrund

Hvilket princip gør beretningen om mannaen opmærksom på? Man er dårligt nok undsluppet det ægyptiske slaveri, før folket spekulerer på, hvordan man kan (over)leve uden for det faraoniske slavesystem. Hvordan skal det kunne lade sig gøre? Beretningen om mannaen kommer ind på dette spørgsmål og taler på baggrund af erfaringerne i Ægypten ikke blot om en underfuld forsyning med mad. Beretningen tilbyder også et alternativ til det ægyptiske system, der – midt i en højkultur med rigdom og velstand – bygger på slaveri og undertrykkelse i et land, der ”flyder med mælk og honning“ (4 Mos 16,13).

Til fordybelse

Dette alternativ er kendetegnet ved tre ting: For det første får alle familier besked på kun at samle så meget, som der er behov for til det daglige forbrug. Det første princip er altså: alle får efter behov. Denne ret til føde gælder uden forbehold. Gud sørger for, at der er mad nok til alle. For det andet skal brødet ikke gemmes som i de ægyptiske forrådsbyer (2 Mos 1,11). Der bliver sat en stopper for menneskets grådighed og behov for begærligt at rane til sig. Livet skal leves og ikke bruges til ophobning af jordisk gods. Gud advarer imod at samle til huse og være grådig. Hvis man samler mere end nødvendigt til det daglige forbrug, bliver selv Guds gaver ”stinkende og fulde af maddiker“. For det tredje er der endnu en central tanke fra den bibelske kultur, der understreges i forbindelse med, at der skulle samles manna, nemlig sabbatten. På den sjette dag ville der være dobbelt så meget, for at der også var til sabbatten. Seks dage til indsamling af føde er altså nok for at kunne klare sig i syv dage. Ægyptens kødgryder er således en kontrast til mannaen, ligesom sabbatten er en kontrast til slaveriet (ifølge Franz Segbers, ”Der Sabbat und seine sozioökonomische Bedeutung“, Spes Christiana 18/19, 2007-2008, 23-37).

TIRSDAG 16. JULI 2019

To begrundelser for sabbatten 2 Mos 20,8-11 5 Mos 5,12-15 Baggrund

Hvordan supplerer disse to tekster hinanden i forhold til sabbatsbuddet? De to sabbatstekster har hver sin begrundelse. 2 Mos 20,8-11: ”Sabbatshvilen begrundes her med bekendelse til skaberguden, og fejringen af den er en anerkendelse af hans frelsende magt. Når mennesker holder denne dag hellig ved at hvile fra arbejdet, ærer de dermed Gud som deres skaber og herre“ (SEB 102). 5 Mos 5,12-15: ”Formuleringen af buddene er her næsten identisk med 2 Mos 20,1-17. Begrundelsen for sabbatsbuddet har dog et andet fokus. Hvor det i 2 Mos 20,11 drejede sig om at have del i Guds hvile, fremhæves her det sociale aspekt: At hvile fra arbejdet er en lise for både mennesker og dyr, og det bør komme alle til gavn. Hvilen bliver sat i direkte forbindelse med udfrielsen af slavetilværelsen i Ægypten“ (SEB 223). Selv om hovedvægten ligger forskellige steder, drejer det sig i begge tekster om at erindre Guds handlen som argument for sabbatshvilen: ”Husk!“ ”Giv agt på!“

Til fordybelse

At erindre har væsentlig betydning for den relation, som Gud ønsker at genoprette til os mennesker, et forhold, der bygger på den kendsgerning, at Gud er vores skaber og frelser. Det hebraiske ord ”sabbat“ betyder at hvile, at holde inde, at afbryde. Ved at afbryde hverdagens gøremål får vi lejlighed til at beundre det skabte. Det er ikke et spørgsmål om individuel meditation. Sabbatten skal tjene fællesskabet. Om sabbatten er der tid til fællesskab og fest.

Til eftertanke

”Om sabbatten lever mennesket retfærdiggørelse ved tro. Om sabbatten bekender mennesket: jeg lever ikke på grund af mine aktiviteter og gerninger, men jeg lever på grund af Guds velgerninger“ (Siegfried Zimmer, ”Die Bedeutung des Sabbat“, https://vimeo.com/190283668).

ONSDAG 17. JULI 2019

”Frihed, lighed …“ 5 Mos 5,12-15 2 Mos 23,12

Hvilke konsekvenser har det, at Gud er virksom på alle livets områder?

Til fordybelse

Opremsningen tager ikke hensyn til sociale skel og markerer tydeligt: Om sabbatten er der ikke forskel på folk. Der er ingen, der må give ordrer og ingen, der skal adlyde dem. Alle kan ånde lettet op, hvile ud og lade op. I oldtiden fandtes der ikke noget andet folk, ingen kultur, der nogensinde kunne finde på at give mennesker, dyr og jorden fri hver syvende dag.

Til anvendelse

Sabbatsbuddet kræver en fuldstændig ny fordeling af arbejde og fritid. Det udfordrer magthavernes og elitens økonomiske systemer og interesser. I antikken fandtes der et etableret system til fordeling af arbejde og fritid. Overklassen var mennesker med fritid og udfoldelsesmuligheder. De behøvede aldrig at arbejde og opfattede arbejde som noget nedværdigende. I modsætning til dem fandtes underklassen, der var nødt til at arbejde, til dels som slaver. De arbejdede uafbrudt. Sabbatsbuddet er udtryk for en helt ny forståelse. Det er Guds vilje, at alle mennesker (kun) skal arbejde i seks dage. Arbejdet er en del af skabelsen. At vi arbejder, hører til menneskets gudgivne værdighed. Sabbatsbuddet viser, at tro ikke er en ren privatsag. Gud, som står bag dette bud, blander sig også i både privat- og samfundsøkonomi. Der findes ikke noget område af livet, der ligger uden for Guds vilje. Sabbatten er ikke noget, mennesker eller magthavere kan skalte og valte med.

Til eftertanke

Sabbatten gælder for alt og alle – mennesker, dyr og jorden. Hele skaberværket inviteres ind i sabbatshvilen. Hvordan kan jeg formidle denne tanke til andre?

TORSDAG 18. JULI 2019

”… for menneskets skyld“ Matt 12,9-13 Mark 2,27

Hvordan forstod og praktiserede Jesus sabbatten? Hvad kan vi lære af Jesu eksempel?

Baggrund

Jesus gør det klart fra begyndelsen af sin gerning, at han har fokus på sabbattens principper (Luk 4,18-21). ”Jesus citerer i vers 11 et skoleeksempel på skriftlærdes diskussion om loven, hvor han ganske vist forudsætter de lærdes accept, hvilket på ingen måde var givet. Der anføres udtrykkeligt et eksempel på en fattig mand, der kun ejer ét får (sml. 2 Sam 12,3). Den syge mand – og alle mennesker i det hele taget – er lige så elsket, vigtig og unik for Gud, som dette får er for manden“ (SEB 1424).

Til fordybelse

Sabbatten var tænkt som en lise for mennesket. Det praktiserede Jesus på provokerende vis. Fordi sabbatten dengang mere var et dogmatisk tegn på, hvad der adskilte israelitterne fra andre folkeslag, og fordi den som identitetsskabende tegn fik stadig flere regler, søgte Jesus måder, hvorpå denne snævre opfattelse kunne nedbrydes. Han gjorde det for eksempel ved at helbrede mennesker om sabbatten. At man om sabbatten både måtte og burde hjælpe og redde liv i akutte nødsituationer var alle klar over. Det var ikke problemet. Det provokerende ved Jesus var, at han helbredte kronisk syge – mennesker, der ganske vist var syge, men som ikke var i livsfare. Disse mennesker kunne man lige så godt have hjulpet en anden dag. Jesus gjorde den slags gentagne gange om sabbatten for at markere: ”Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld“ (Mark 2,27).

Til eftertanke

På hvilken måde benytter jeg sabbatten til velsignelse for andre?

FREDAG 19. JULI 2019

Sabbatåret 2 Mos 23,10-11 3 Mos 25,1-7

Hvilke økologiske og sociale aspekter indeholder anordningen om sabbatåret?

Baggrund

Med den ugentlige sabbatshvile som forbillede er der også skabt en anden livsrytme, nemlig sabbatåret: Hvert syvende år bør jorden holde sabbat. Den bør hvile, og det, jorden frembringer, tilhører de fattige og de vilde dyr (2 Mos 23,10-11). Sabbattens princip om ikke at pine selv den sidste dråbe ud, gælder også i sabbatåret.

Til fordybelse

Det, at jorden ligger brak i sabbatåret, udvides senere til også at gælde eftergivelse af gæld hvert syvende år (5 Mos 15,1-3). Skyldneren løses fra den økonomiske, sociale og politiske afhængighed af sin kreditor. Det er et værn mod den tendens i samfundet, at magt og rigdom koncentreres hos nogle få. I Israels landbrugssamfund begyndte forarmelsens onde cirkel, når familierne var tvunget til at stifte gæld. Var høsten dårlig, var man nødt til at optage lån for at købe såsæd. Kunne man ikke afbetale gælden, måtte man afgive pant – først jorden, så børnene og til sidst husfaderen selv. I Ordsprogenes Bog siges der: ”Den rige er herre over de fattige, og låntageren er långiverens træl“ (Ordsp 22,7).

Til anvendelse

Resumé

Budskabet i sabbat- og eftergivelsesåret lyder: Gør jer fri af penges magt! Tillad ikke, at penge blokerer for menneskers fremtid! Pengenes lov må ikke styre mennesker! (Ifølge Franz Segbers ”Der Sabbat und seine sozioökonomische Bedeutung“, Spes Christiana 18/19, 2007-2008, 23-37). Ved at indføre sabbatten viser Gud sig som en nådig husfader, der tænker på alle. Sabbatten er ikke kun en pause fra arbejdet, den er snarere et rum, hvor livet kan blomstre.

DIALOG TIL SABBATTEN 20. JULI 2019

Spørgsmål til drøftelse Indledende spørgsmål

Klokken holder ingen pauser. Den kan ikke standse op og kender ikke til at vente, kan ikke geare ned, men heller ikke øge farten. Hvordan oplever I ”tid“?

1 Mos 2,1-3 2 Mos 20,8-10

Hvad siger disse skriftsteder om tid? Hvordan kan sabbatten hjælpe til at få en sund livsrytme?

2 Mos 16,16-30

Hvilke principper gør beretningen om mannaen opmærksom på? (se mandagssiden)

5 Mos 5,12-15

Sabbat betyder meget mere end at hvile ud – det er et nyt fordelingssystem mellem arbejde og fritid. Sabbatten går i rette med pengepolitikken og de erhvervsøkonomiske systemer og korrekser dem.

Matt 12,9-13

Hvilke konsekvenser har det for os? Sabbatten er en frihedens og lighedens dag. Hvordan kan Jesu eksempel uddybe vores forståelse af sabbatten og den måde, vi praktiserer den på?

UGEN 21.-27. JULI 2019

Om nåde og ret i salmer og ordsprog ”Skaf de svage og faderløse deres ret, frikend de hjælpeløse og arme, udfri de svage og fattige, red dem fra de ugudeliges magt!“ (Sl 82,3-4).

Hovedtanke

Guds herredømme er grundlagt på nåde og retfærdighed.

Introduktion

I sin bog Reflection on the Psalms beskriver C.S. Lewis, at han i begyndelsen blev overrasket over længslen efter Guds dom, som gentagne gange kommer til udtryk i Salmernes Bog. Dom er for mange moderne bibellæsere jo noget, man burde frygte. Lewis gik derfor i gang med at se det ud fra et bibelsk perspektiv. ”Hundreder og tusinder af mennesker, hvis hele ejendom blev konfiskeret og som har retten helt på deres side, bliver endelig hørt. Det er klart, at de ikke frygter dommen. De ved, at der fra modpartens side ikke findes nogen argumenter - hvis blot de kun kunne fremlægge deres sag. Når Gud sidder til doms, vil netop det ske“ (C.S. Lewis, Reflections on the Psalms, 1958). Dommen tjener til at håndhæve Guds lov i universet, til at genoprette ret og retfærdighed. Dette håb gennemsyrer Salmernes Bog: Ondskab og uretfærdighed ser ud til at triumfere i øjeblikket, men Gud tager forbrydere og uretfærdige til doms. De bliver straffet, mens de sårede og undertrykte bliver helede og genoprettede. I denne uge skal vi se på nogle udvalgte skriftsteder fra Salmernes Bog og Ordsprogenes Bog, som belyser emnet ”Nåde og ret“ fra forskellige sider. Samtidig bør spørgsmålet om dets betydning for kristen handling i dagens verden undersøges.

SØNDAG 21. JULI 2019

De fattige og hjælpeløses frelser Salmernes Bog 9 Baggrund

Hvordan beskrives Gud i denne salme? Salmernes Bog kap. 9 og 10 hører til de såkaldte ”akrostiske“ salmer. Første bogstav i verset retter sig efter rækkefølgen af bogstaver i det hebraiske alfabet. I Sl 9 præsenteres Gud som dommer, ”som tager sig af såvel de enkeltes behov som af verdensordenen – og som den retfærdige dommer ikke blot skærer igennem, men også griber ind med fast hånd“ (Erich Zenger und Egbert Ballhorn, ”Die Psalmen“ in: Christoph Dohmen, Hrsg., Stuttgarter Altes Testament, Bd. 2, Stuttgart 2017, 1245).

Til fordybelse

Salmedigteren kan lovprise Gud, fordi han muligvis har sine egne erfaringer med i bagagen. Han kom selv ud for trængsel eller blev forfulgt og søgte så ly hos Gud, der skulle skaffe ham ret. Og erfarede, at Gud faktisk griber ind og genopretter retfærdighed. Digteren håber, Gud vil handle ligesådan nu og i tiden fremover. I salmen er den hjælpeløse og fattige (v. 13 og 19) ”den forfulgte og retsløse … der søger tilflugt hos Jahve for sine voldelige fjender og overlader sin tabte sag til Gud, den retfærdige dommers afgørelse. Den ’fattige’ er altså den, der er anvist på Guds retshjælp“ (HansJoachim Kraus, Psalmen, Neukirchen-Vluyn 51978, 110).

Til anvendelse

Til eftertanke

I Sl 9 bliver man forvisset om, ”at Jahve på en særlig måde henvender sig til de ’underprivilegerede’, de retsløse og de dårligt stillede i kampen for overlevelse og tager sig af deres sag“ (samme, 223). Alle, der uden forbehold søger tilflugt hos Gud, kan regne med hans hjælp. Hvor har jeg oplevet Guds indgriben overfor uretfærdighed og undertrykkelse?

MANDAG 22. JULI 2019

Gud og ”guderne“ Salmernes Bog 82 Baggrund

Hvilken bebrejdelse kommer tydelig til udtryk i denne salme? Salmernes Bog 82 tillader os at kaste et blik ind i den himmelske verden. ”Jahve optræder som den øverste dommer i ’gudeforsamlingen’ og drager de himmelske magter til ansvar“ (Kraus, 737). I Det gamle Testamente bliver himmelske væsner, der hører til den usynlige, overnaturlige verden, betegnet som ”guder“ (hebr. Elohim). Udtrykket er ikke kun en betegnelse for Gud, men også for engle og dæmoner. Andre tolker de ”guder“, der omtales her, som jordiske herskere, ledere, stormægtige og dommere, der som Guds repræsentanter rent faktisk havde til opgave at udøve retfærdighed. Åbenbart har de tiltalte ikke efterkommet deres kald til at håndhæve ret og retfærdighed (v. 2-5). Derfor bliver de af Gud draget til regnskab for dette og dømt (v. 6-7). ”Ondskaben tilskrives her anti-guddommelige magters virksomhed, men Guds retfærdighed som sådan forbliver uantastet af den eksisterende uretfærdighed i verden“ (Artur Weiser, Die Psalmen, Göttingen 91979, 380).

Til fordybelse

Til anvendelse

Til eftertanke

Guds retfærdighed er grundlaget for hans herredømme. Universet er genstand for en retsorden, som Guds skabninger – mennesker såvel som engle – skal værne om og praktisere. Guds retfærdighed er forbillede og målestok for, hvordan jordisk retfærdighed skal omsættes i praksis. Under visse omstændigheder kan en person blive offer for uretfærdighed, men ved andre lejligheder kan han eller hun høre til dem, der får gavn af det eller endog selv handler uretfærdigt. I hvor høj grad gælder opfordringen: ”Skaf de svage og faderløse deres ret“ (v. 3) også for mig?

TIRSDAG 23. JULI 2019

”Om nåde og ret vil jeg synge“ (1948 overs.) Salmernes Bog 101 Baggrund

Hvad er salmistens ønske? Salmernes Bog kap. 101 er muligvis komponeret af David i hans tidlige fase som konge i Israel. Den kan være afledt af en ed, som David aflagde, da han blev konge. Hjertet (v. 2.4.5) står i gammeltestamentlig sprogbrug for det inderste i mennesket – hvor fornuften, forstanden og samvittigheden har sæde. ”På et rent hjerte preller alle nederdrægtigheder virkningsløst af, for det føler et naturligt had mod al synd“ (Weiser, 444). Fra v. 4 skifter synsvinklen fra kongens ansvar overfor Gud til, hvordan han omgås sine undersåtter. ”Den rette fyrste viser sig ved først at stille krav til sig selv (v. 1-3), før han udstikker retningslinjer for den andens adfærd (v. 4-8). At have det samme ansvar for en højere magt er det, der binder lederen og følgerne sammen“ (samme).

Til fordybelse

Selvom man kunne misforstå salmen i denne retning, udtrykker den dog på ingen måde selvretfærdighed eller gerningsretfærdighed. Kongens loyalitetsløfte er snarere grundlagt på Guds ”nåde og ret“ (v. 1, 1948 overs.). Begge dele er såvel gave som opgave.

Til anvendelse

I denne salme "omtales, hvad enhver, der ønsker at gå på Guds veje, ... kan og bør udtrykke … Sl 101 gør det tydeligt, at det rette fokus på Gud omfatter både den indre holdning og indstilling såvel som ens adfærd og måde at optræde på. Således handler det om den vertikale relation til Gud og de horisontale sociale relationer på samme tid“ (Beat Weber, Werkbuch Psalmen II, Stuttgart 2003, 167).

Til eftertanke

Hvilken rolle spiller de nævnte principper i denne salme, hvor jeg færdes (arbejdsplads, sociale netværk, familie, menighed)?

ONSDAG 24. JULI 2019

”Min sjæl lovpris Herren!“ Salmernes Bog 146 Baggrund

Hvordan relaterer Guds handlinger i vers 5-6 til dem i vers 7-9? De sidste fem salmer (Sl 146 til 150) indledes med råbet: ”Halleluja!“ Hovedårsagen ser ud til at være Guds omsorg for nødlidende og undertrykte. Salmedigteren beskriver Gud som denne verdens skaber (v. 6) såvel som hans fortsatte virke som dommer, forsørger, befrier, læge, hjælper og forsvarer for og af mennesker, der netop har behov for den slags hjælp (v. 7-9).

Til fordybelse

Til anvendelse

Til eftertanke

Kristne taler gerne om deres søgen efter Gud og deres ønske om at have et tættere forhold til ham. Versene som i Sl 146,7-9 og mange andre skriftsteder i Bibelen peger på muligheden af at finde Gud, idet man tilslutter sig hans gerninger: Når mennesker gør en indsats mod fattigdom, undertrykkelse og sygdom, arbejder de sammen med Gud og i hans ånd. ”Kristus kom til denne jord for at leve og virke blandt de fattige og lidende. De fik hans største opmærksomhed. Også i dag besøger han i skikkelse af sine børn de fattige og trængende, befrier for sorg og lindrer nød. Tag lidelse og trængsel bort, så havde vi ingen mulighed for at forstå Guds nåde og kærlighed, ingen mulighed for at lære den medlidende, medfølende himmelske fader at kende“ (Ellen White, Testimonies for the Church, Bd. 7, Mountain View, CA 1902, 226). Hvor har jeg oplevet Guds nærhed gennem tjeneste for andre?

TORSDAG 25. JULI 2019

Visdomsord for den enkelte Ordsp 14,31; 16,8; 22,2.22.23 Baggrund

Hvilken synsvinkel er fælles for disse ordsprog?

Samlingen af visdomsord i Ordsprogenes Bog behandler et utal af emner og livserfaringer, deriblandt også fattigdom og rigdom, retfærdighed og uret. Ordsp 14,31 forbinder det socialetiske med det teologiske aspekt og foregriber på en måde Matt 25,40: ”Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.“ Ordsp 16,8 udtrykker, at trofasthed overfor Gud til syvende og sidst er mere givende materiel overflod. Ordsp 22,2 gør det tydeligt: ”Som Guds skabninger har den rige såvel som den fattige samme menneskelige værdighed … Når de mødes … bør den rige ikke møde den fattige med hovmod eller udnytte ham ubarmhjertigt … men antage ham som sin ligemand … og omvendt bør den fattige ikke møde den rige med mistænksomhed og foragt, men hellere komme ham i møde med tillid som det af Gud skabte medmenneske, han er“ (Magne Sæbø, Sprüche, Göttingen 2012, 266). Ordsp 22,22: Udtrykket i porten står for stedet, hvor man i Israel traf domsafsigelser. For fattige og svage bestod der her fare for at blive forulempet og udnyttet. Ordet formaner til retfærdig handlen.

Til fordybelse

Med det teologiske argument, at Gud selv er de svages forsvarer, begrundes en solidaritet, hvor begrundelser ifølge ren menneskelig logik hurtigt vil nå deres grænse.

Til eftertanke

I hvor høj grad bestemmer min trofasthed overfor Gud min handlen overfor de svage i samfundet?

FREDAG 26. JULI 2019

Visdomsord for samfundet Ordsp 16,12; 17,15; 20,23

Hvilken opførsel ”vækker Herrens afsky“?

Baggrund

Ordsprogenes Bog beskæftiger sig ikke udelukkende med det enkelte menneske, men anviser også principper for, hvordan samfundet som helhed kan fungere til alles bedste: fx gennem integritet i lovgivningen, ved domsafsigelser og i forretningsverdenen.

Til anvendelse

”Dette er principper, som er nært knyttet til samfundets trivsel, både når de angår verdslige eller religiøse anliggender. Det er disse principper, der betrygger liv og ejendom. For alt, hvad der skaber tillid og samarbejde, står verden i gæld til Guds lov, sådan som den findes i hans ord, og sådan som den kan spores, omend ofte i dunkle og næsten udslettede træk, i menneskers hjerter“ (Ellen White, Uddannelse, Dansk Bogforlag, s. 137)

Resumé

Salmerne og Ordsprogene gør det tydeligt, at Guds retfærdighed er grundlaget for hans herredømme. Skaberværket bygger på en retsorden. Gud står op imod uretfærdigheden som de svages advokat. Kristi efterfølgere er kaldet til at videregive Guds nåde, retfærdighed og kærlighed til deres medmennesker.

DIALOG TIL SABBATTEN 27. JULI 2019

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt

Den kinesiske filosof Konfutse sagde: ”Gengæld ondt med retfærdighed – og godt med godt.“ Hvorfor kan vi som kristne være enig med ham i det?

Supplerende spørgsmål Sl 101 Sl 9,18-21

Ordsp 14,31; 22,22-23 Spørgsmål til fordybelse

Hvorfor er principperne for retfærd og nåde så vigtige for samfundet? Hvordan kan disse principper komme til deres ret i vores liv? I hvilket omfang kan salmen læses som en model til at håndtere uretfærdighed? Selvom Ordsprogenes Bog omhandler visdommen – hvad fortæller den os om, hvordan Gud er? Hvad tænker I om de sociale strukturer i vores samfund? Hvad kan konkret gøres for at hjælpe de fattige og nødlidende?

Afslutning

Hvilke af de skriftsteder, der blev behandlet i denne uge, har især talt til dig og hvorfor?

UGEN 28. JULI - 3. AUGUST 2019

Profetisk samfundskritik ”Fordi I tramper på den svage og kræver kornafgift af ham, skal I bygge kvaderstenshuse, men ikke selv bo i dem, plante herlige vingårde, men ikke selv drikke vinen“ (Amos 5,11).

Hovedtanke

En væsentlig årsag til de gammeltestamentlige profeters samfundskritik er det forhold, at der lades hånt om ret og retfærdighed i Israel.

Introduktion

Profeterne i Det Gamle Testamente blev fortrinsvis sendt til Israel og Juda for at minde det udvalgte folk om dets guddommelige kald. Deres utaknemmelige opgave bestod i at kalde til bod. ”Den iøjnefaldende undertrykkelse, den skamløse uretfærdighed, den usædvanlige luksus og det store overforbrug, det uhæmmede fråseri og drikkeri, datidens groft uanstændige adfærd og udskejelser blev fordømt af profeterne“ (MUO 191). Et af de væsentlige punkter i deres kritik var, at der ikke udøvedes ret og retfærdighed, hverken fra ledernes side eller israelitterne imellem. Folkets ledere – konger og dommere – havde egentlig til opgave at forvalte deres embede ud fra Guds anvisninger, nemlig Toraen. Derfor rettede profeternes budskab sig netop imod overtrædelser af Toraens retsorden og dens bestemmelser om at tage hensyn til de nødlidendes rettigheder. Det vil være en misforståelse at opfatte profeterne som samfundsomvæltende og revolutionære i marxistisk forstand. Det gjaldt for dem i første omgang ikke om at ændre samfundet, så også de fattige blev rige. Det drejede sig snarere om at virkeliggøre Guds hensigt med sit udvalgte folk. Hvordan det skal forstås, ser vi på i den kommende uge.

SØNDAG 28. JULI 2019

Sporskifte med skæbnesvangre følger 1 Sam 8

Hvilke konsekvenser advarer Samuel folket imod?

Baggrund

Dette kapitel markerer en milepæl i Guds folks historie. Indtil da havde Israels ledere været dommere og profeter, der var indsat af Gud. Ønsket om at få en konge, ligesom hos alle de andre folk (v. 5), var et skridt i retning af også at ville være ligesom de omkringboende folk på andre områder. ”Israelitterne forkaster dermed Herren som deres konge … det fører uundgåeligt til en religiøs krise, fordi tilliden – som udviklingen skrider frem – bliver større til menneskelig magt end til Guds hjælp“ (SEB 348).

Til fordybelse

Samuel skal ganske vist lytte til folket, men samtidig på hensynsfuld vis forklare, hvad indsættelse af en konge vil betyde for Israel (v. 1118). ”Som kendetegn på et kongedømme nævnes især den sociale udnyttelse … De ældstes henvisning til de andre folk (v. 5.20) tyder på en grundlæggende konflikt imellem identitet og afgrænsning, som aldrig har mistet sin aktualitet i Israels historie“ (Ilse Müllner, ”Das 1. Buch Samuel“, in: Christoph Dohmen (Hg.), Stuttgarter Altes Testament, Bd. 1, Stuttgart 2017, 560).

Til anvendelse

”De kristne søger ustandselig at efterligne de mennesker, der tjener denne verdens gud. Mange hævder, at de har større muligheder for at øve indflydelse over de ugudelige, hvis de slutter sig sammen med verdslige mennesker og følger deres skikke. Men alle de, der gør det, afskærer forbindelsen med ham, som er deres styrke“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 315, Dansk Bogforlag).

Til eftertanke

På hvilke områder kan det anbefales, at man tilpasser sig samfundets skikke? Hvornår er det på sin plads ikke at følge med strømmen?

MANDAG 29. JULI 2019

Amos: Mod uretfærdighed og undertrykkelse Amos 4,1-3; 5,10-12; 8,4-6 Baggrund

Hvilke uacceptable forhold er det, Amos fordømmer?

Profeten Amos virkede i Nordriget omkring år 760 f.Kr. Dér profeterede han om Guds kommende vrede for lederne i hovedstaden Samaria og i Betel. Amos kalder kvinderne i den herskende klasse for Bashankøer (4,1) De ”mæsker sig nemlig i luksus ved deres overdådige fester, idet de og deres ægtemænd piner alt ud af småbønderne“ (Erich Zenger/ Christoph Dohmen, ”Das Buch Amos“, in: Christoph Dohmen, Hg., Stuttgarter Altes Testament, Bd. 2, Stuttgart 2017, 2109). Porten, ”rummene i byportens gennemgang eller den åbne plads inden for bymuren var sæde for retsplejen“ (s.o. 2112). Her dominerede de, der havde magt. Man bestak vidner og skræmte sagsøgere (5,10-12). Købmændene oplevede kun de af Gud indsatte helligdage som irriterende afbrydelser i deres forretninger, som ovenikøbet var baseret på bondefangeri (8,4-6).

Til fordybelse

Amos var meget tydelig og ikke særlig diplomatisk i sin forkyndelse. Alligevel var der ikke tale om nogen samfundsomvæltende hensigt. Amos´ samfundskritik kræver tværtimod ”en ordning, der efter Guds vilje bygger på retskaffenhed, og hvor der handles solidarisk i det land, de har fået af Gud“ (Reinhold Bohlen, ”Zur Sozialkritik des Propheten Amos“, Trierer Theologische Zeitschrift 95 [1986], 298).

Til eftertanke

Findes der tidspunkter, hvor det er nødvendigt at tale hårdt for at rette op på noget, der er uacceptabelt? Hvordan kan man vide, hvornår det er på sin plads?

TIRSDAG 30. JULI 2019

Mika: Falsk sikkerhed Mika 3,9-12 Baggrund

Hvad var det for en sikkerhed, Israels ledere støttede sig til? Mika virkede som profet i Sydriget Juda i tidsrummet 740-700 f.Kr. Hans kritik rettede sig imod folkets despotiske ledere og deres tyranni. Overhovederne, præsterne og profeterne ”elsker penge mere end deres embede eller den retfærdighed, som de burde være repræsentanter for. Som konklusion forkyndes derfor i v. 12 enden på det hidtidige Israel, Jerusalems kongedømme og tempeltjenesten“ (Manfred Dreytza, Das Buch Micha, Witten 2009, 157). På trods af deres himmelråbende fordrejning af den guddommelige ordning regner disse selvsikre ledere stadig med Guds beskyttelse. ”Er Herren ikke hos os? Ulykken rammer ikke os!“ (v. 11)

Til fordybelse

”Lige som i mange andre profetord står tanken om retssikkerhed og sandfærdighed i forgrunden. Disse to ting udgør den nødvendige forudsætning for en velfungerende sameksistens og bør især holdes i hævd af folkets ledere, hvis fællesskabet skal kunne fungere“ (Artur Weiser, Das Buch der zwölf Kleinen Propheten I, Göttingen 71979, 260).

Til anvendelse

Mika gør opmærksom på et farligt selvbedrag: Sand tillid til Gud kan trænges i baggrunden af selvforherligende arrogance. Man kan dog ”ikke forestille sig Guds hjælp uden lydighed mod hans anordninger“ (Dreytza 180). Jesus siger selv: ”Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje“ (Matt 7,21).

Til eftertanke

Hvornår bliver frelsesvished til religiøst selvbedrag? Hvordan kan man undgå den fare?

ONSDAG 31. JULI 2019

Esajas: Dommen Es 1,23; 3,14-15; 5,8 Baggrund

Hvordan reagerer Gud på den her beskrevne adfærd?

Esajas virker på samme tid som Mika i anden halvdel af det 8. århundrede før Kristi fødsel. Han beskriver ligeledes, hvordan folkets ledere forsømmer troskab over for Gud og lydighed over for hans bud. Det har mærkbar indflydelse på adfærden over for deres medmennesker. ”De indflydelsesrige udnyttede den økonomiske nødsituation, når høsten slog fejl, så stadig flere frie bønder blev tvunget ind i afhængighed og armod“ (SEB 833). De rige var på grund af deres grådighed årsag til, at deres egne landsmænd blev gjort retsløse. ”Det er et slag mod Israels inderste værdier, når det land, som var en stor gave fra Gud, ender med kun at være på få mænds hænder“ (Hans Wildberger, Jesaja 1-12, Neukirchen-Vluyn 1972, 184). ”I alle samfundslag tog syndige skikke i den grad overhånd, så de få, der urokkeligt holdt sig til Gud, tit var fristet til at tabe modet og give efter for skuffelse og fortvivlelse. Det så ud til, at Guds hensigt med Israel led skibbrud“ (MUO 208).

Til fordybelse

Guds reaktion på den skrigende uretfærdighed i sit folk er varslet om dommen. ”Gud går i rette med dem, der i særlig grad havde fået betroet at sørge for folkets vel“ (Wildberger 132). Denne domshandling blev effektueret ved, at Juda og Jerusalem blev erobret af fremmede folkeslag, og befolkningen blev tvunget i eksil i Babylon (597-539 f.Kr.).

Til eftertanke

I hvor høj grad er varslet om Guds domshandling også et glædeligt budskab?

TORSDAG 1. AUGUST 2019

Ezekiel: Slette hyrder og den rette hyrde Ez 34,1-16

Hvordan adskiller Guds hyrdetjeneste (v. 12-16) sig fra Israels hyrders tjeneste?

Baggrund

Præsten Ezekiels profetiske virke foregår i det babyloniske eksil år 593-573 f.Kr. ”Hyrde (for et folk eller for folkeslag) var i Orienten en ærefuld titel for konger (SEB 1027). At ‘Israels hyrder’ nævnes i flertal, kunne tyde på, at titlen gjaldt alle personer, der havde med landets ledelse at gøre. Ikke nok med, at disse har nægtet nødlidende beskyttelse og tjenstvillig omsorg, de har endda brutalt slået de kraftige dyr ned, som ellers var hyrdens stolthed; det vil sige de har på grusom vis udnyttet dem og skånselsløst benyttet dem til egen fordel“ (Walther Eichrodt, Der Prophet Hesekiel, Göttingen 1978, 327). Rettergangen gjaldt ganske vist hele folket. Lederne stilles dog i højere grad til ansvar, fordi de ikke har ledt folket og draget omsorg for det, men tværtimod har udnyttet det groft. De vilde dyr er et billede på de fremmede folkeslag, der angreb Juda og Israel (SEB 1027). ”Ezekiel fuldfører dermed den kritik af Israels politiske ledere, som hans forgængere gang på gang har ytret“ (Eichrodt, 327). Fra vers 11 ændrer domsordet sig til en frelsesforkyndelse: Gud selv vil som hyrde lede sit folk og føre det ud af det babyloniske eksil og tilbage til dets hjemland.

Til fordybelse

”Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene“ (Joh 10,14-15). I Kristus har Ezekiels frelsesbudskab fundet sin opfyldelse (sml. fredagssiden).

Til eftertanke

I hvor høj grad afspejler min måde at omgås andre på Jesu hyrdegerning?

FREDAG 2. AUGUST 2019

Messias skaber retfærdighed Es 9,5-6; 11,3-5; 42,1-4

Hvilken forbindelse er der mellem disse tekster? Esajas supplerer sin samfundskritik med ”forventningen om, at en konge i endens tid er kendetegnet ved at være retfærdig og fælder retfærdige domme“ (Rolf Rendtorff, Theologie des Alten Testaments, Band 2, Neukirchen-Vluyn 2001, 259f.). Messias er en fredsfyrste, i hans rige hersker der varig fred, og der hersker ret og retfærdighed (9,5-6). ”Derved understreges især, at han som dommer er forsvarer for de mindre privilegerede, de ’svage og hjælpeløse’ (Es 11,4)“ (Rentdorff, 260). I Es 42,1-4 er genopretning af retfærdigheden ligeledes et væsentligt element i de forventede forandringer i endetiden. Det hører til Herrens tjeners opgaver, at han bringer ret til folkene og fører retten til sejr på jorden.

Til fordybelse

”Retfærdighed og fred var det, man håbede på fremover. Freden kan man kun få af Gud. Men Israel må selv bidrage til, at retfærdigheden kan genopstå og videreføres, for den skal efterleves og praktiseres. Det er Toraen, der er og forbliver grundlaget for dette“ (Rentdorff 262).

Resumé

Profeterne i Det Gamle Testamente konfronterede med ildhu folket med Guds vilje. Opfordringen til at vende tilbage til Gud indebar også, at der skulle gøres en ende på uretfærdigheder. Messias vil én gang for alle genoprette fred og retfærdighed.

DIALOG TIL SABBATTEN 3. AUGUST 2019

Spørgsmål til drøftelse Indledende spørgsmål

”Hvis man som 19-årig ikke er revolutionær, har man ikke noget hjerte. Hvis man som 40-årig stadig er revolutionær, har man ingen forstand“ (Theodor Fontane). Hvad mener I om dette udsagn?

Supplerende spørgsmål

Hvilket ansvar har vi som kristne over for det samfund, vi lever i?

1 Sam 8,4-6. 19-20

På hvilke områder er det en god idé at tilpasse sig samfundets skikke, og hvornår bør man ikke flyde med strømmen?

Amos 8,4-6

Hvornår opstår der spændinger mellem Guds anordninger og vores eget forbrug?

Mika 3,9-11

Hvornår kan frelsesvished blive til selvbedrag? Hvordan kan man undgå den fare?

Es 11,3-5

Hvordan beskriver Esajas retfærdig adfærd? Hvordan kan vi praktisere retfærdighed og trofasthed?

Afsluttende spørgsmål

I hvor høj grad har I fået udvidet jeres forståelse af begrebet ”profeti“ i løbet af denne uge?

UGEN 4.-10. AUGUST 2019

Tilbedelse og social retfærdighed ”Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg“ (Es 58,6).

Hovedtanke

Tilbedelse er utroværdig, når vi ikke tager os af medmennesket.

Introduktion

I anledning af 200-årsdagen for Karl Marx’ fødsel den 5. maj 2018 spurgte opinionsinstituttet Ipsos mennesker i 28 lande, hvilken værdi de tillagde socialistiske idealer i dag. ”Der er stærk kritik af den neoliberale markedsøkonomis vildskud. Mennesker længes efter mere social retfærdighed,“ forklarede Robert Grimm, der er direktør for politisk og social forskning hos Ipsos (https://bit.ly/2CcT8vv). Nogle tænker sikkert, at som Jesu efterfølgere kan og skal vi ikke løse denne verdens problemer. Efter Jesu genkomst vil social uretfærdighed ikke findes mere, og indtil da har vi vigtigere ting at tage os til. Først og fremmest at forkynde evangeliet. Denne og lignende opfattelser hører man af og til blandt kristne. Og dog lever vi som troende midt i denne verden. Vi er også ofre for uretfærdighed og – måske uden at ville det – også samtidig dens håndlangere. Alene med vores forbrugeradfærd bidrager vi til, at mennesker andre steder i verden bliver udnyttet (jf. Horst Sebastian, ”Soziale Gerechtigkeit für alle“, adventisten heute, Juli 2018, 12-14). Denne studievejledning vil vise, at dette emne vedrører vores forhold til Gud og hænger nøje sammen med tilbedelsen af ham.

SØNDAG 4. AUGUST 2019

Gudebilleders indflydelse Sl 115,3-8

Hvad er forskellen på at tilbede den sande Gud og at ære hedenske gudebilleder?

Baggrund

Et spottende spørgsmål – ”Hvor er deres Gud så?“ (v. 2) – danner baggrunden for denne salme. Han er i himlen, almægtig og unddraget al tilgængelighed fra menneskelig side. Dette er salmens svar. Og alligevel er han nær ved sit folk. Efterfølgende spotter salmedigteren egenskaberne af og begrænsningerne hos de hedenske guder (gudebilleder). Han kommer til den konklusion, at de er lig med de guder (gudebilleder), som de selv skabte, og dem stoler de på. Vers 8 tydeliggør en grundlæggende konsekvens: Tilbedelse har altid noget at gøre med ens eget væsens forandring og er ikke udelukkende udtryk for indre fromhed eller en bestemt fornemmelse i hjertet. Mennesker kommer til at ligne det, som de beundrer. Det kan også være noget uvæsentligt.

Til fordybelse

Vi kommer til at ligne det, vi tilbeder. Det vedrører ikke kun troende i andre religioner, men også de kristne. Selvom vi ikke tilbeder afgudsbilleder, har vi forestillinger om og billeder af Gud i hovedet, som vi har tilegnet os i løbet af livet, og som har stor indflydelse i vores eget liv og dermed på mennesker i vores omgangskreds. Således afhænger det fx af, om man hele tiden er bange for ikke at være god nok, eller om man lever i fast tillid til, at man er antaget af Gud. Begge indstillinger har indflydelse på, hvordan vi behandler vores medmennesker.

Til eftertanke

Hvilket ”billede“ af Gud bærer jeg i mit hjerte?

MANDAG 5. AUGUST 2019

Hvad der er vigtigt for Gud… 5. Mos 10,17-22 Baggrund

Hvordan argumenteres der for indsatsen for de svageste? Det, der er beskrevet i kapitlerne 5 til 9, sammenfattes i dette afsnit. Israels forhold til Jahve er radikalt forskelligt fra forholdet mellem andre folkeslag og deres guddomme. Relationen baseres på Jahves kærlighed til sit folk. Denne kærlighed kan ikke opnås gennem fromme gerninger, men den tilfaldt Israel helt uden fortjeneste. Derfor bliver der stadig mindet om, hvad Gud gennem udfrielsen har gjort – og stadig gør – for sit folk. Folket i sin helhed var kaldet til at erkende Guds væsens kendetegn, indoptage det og formidle det udadtil. Hvad der gælder for folket, gælder også for den enkelte. Fordi Gud i kærlighed henvendte sig til os – ubetinget og uden forhåndspræstationer fra vores side - burde vi også være medfølende over for andre, i særdeleshed over for dem, der er de svageste. De faderløse og enkerne (v. 18) havde ingen, der sørgede for dem. De var langt hen ad vejen retsløse og uden beskyttelse. De fremmede, altså mennesker fra andre folkeslag, stod i fare for at blive anset som ”andenrangs-mennesker“.

Til fordybelse

”I deres omsorg for de fattige og de dårligt stillede var Israels sociale love uden fortilfælde blandt folkeslagene i det antikke Østen … Hammurabis lov (en mesopotamisk lovsamling fra det 18. årh. f.Kr.) [var] en lovgivning, der inddelte menneskene i sociale klasser. I modsætning hertil var Israels borgere alle lige for loven“ (Adelbert Genzel, ”‘Recht ströme wie Wasser‘“, adventisten heute, Juli 2018, 9).

Til eftertanke

”Retfærdighed uden barmhjertighed er ukærlig. Barmhjertighed uden retfærdighed er vanærende“ (Friedrich von Bodelschwingh).

TIRSDAG 6. AUGUST 2019

… savner han hos sit folk Es 1,10-17

Hvori får højtidsgudstjenester deres betydning?

Baggrund

På grund af Israels egen historie burde folket have opfyldt Guds vilje og værdier. Men virkeligheden var en anden. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Gud gennem profeten Esajas reagerer på det. Sandsynligvis i anledning af en højtidsgudstjeneste brændemærker Esajas denne som værdiløs og ubrugelig og ødelægger dermed den andægtige stemning. De mest tungtvejende bebrejdelser rettes netop mod det, som Israel mener at gøre til Guds ære. Mængden af gudstjenestehandlinger og den måde, som de bliver angrebet på, er forbavsende. Det beskrives også udførligt, hvordan Gud reagerer på dem. ”Fra det retoriske spørgsmål (1,11) frem til forbuddet mod at bringe flere ofre (1,13) benyttes følgende udtryk som afvisning: ’mæt af, ’vil jeg ikke have’, ’bring ikke’, ’væmmes ved’, som på følelsesmæssig og empatisk vis beskriver, hvad Gud mener om denne gudstjeneste“ (Peter von Knorre, Vergeblicher Gottesdienst, Stuttgart 2010, 83). Også bønnen, som i gudstjenesten bedes med udstrakte hænder, går ikke ram forbi. En sådan kritik – at selv bønnen som udtryk for troen og symbol for fællesskabet mellem mennesker og Gud ikke finder gehør hos ham – findes ellers ikke i hele Det gamle Testamente. Årsagen til kritikken ligger ikke i, at gudstjenestens indhold og form skulle være utilstrækkelig, men i, at den står i kraftig modsætning til menneskenes adfærd i dagligdagen. I stedet for den slags offergudstjenester burde mennesker gøre en indsats for de svage. ”Mange blev undertrykt af deres medmennesker i Israel. Det var dem, der elskede Gud, der var forpligtet til at rette op på denne situation. Undertrykkerne skal standses i deres forehavende, og den nødvendige hjælp skal gives de undertrykte“ (ABC, Bd. 7, 142).

Til eftertanke

Hvad ville jeg mon føle, hvis en ”budbringer“ afbryder en festgudstjeneste med den slags bemærkninger?

ONSDAG 7. AUGUST 2019

Falsk tilbedelse Am 5,21-27 Baggrund

Hvad gør tilbedelse til et forgæves foretagende? Når nogen bragte et offerdyr til templet, blev det først undersøgt, om det kunne bruges. Hvis det ikke svarede til forskriften om at være fejlfrit, skulle det tilbagevises af præsten (3 Mos 1,3-4; 22,18-25). Men her handler det om en anden form for bedømmelse. Det er ikke den ansvarshavende præst, der træder frem for menigheden, men profeten Amos taler på Guds vegne. Han henvender sig ikke til enkeltpersoner, men til hele folket og kritiserer de kostbare offerfester og -gaver. Disse bliver af Gud afvist som falsk tilbedelse og bliver ovenikøbet sat i forbindelse med afgudsdyrkelsen under ørkenvandringen (v. 25). Den dybe modsætning mellem den asociale adfærd (5,11-13) og festgudstjenesterne er i Guds øjne rent hykleri. På den måde bliver kulten til falsk tilbedelse.

Til fordybelse

Amos gør det helt tydeligt, hvori den egentlige mangel består: ”Ret skal strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk“ (v. 24). I Orienten er vand et kostbart gode. Vandrige floder findes næsten kun i regntiden. Alle, der lever på stepperne, længes efter evigt rindende vand i deres vandløb. Vand er forfriskende og livsnødvendig. Amos beskriver derfor virkningen af ret og retfærdighed med billedet af rindende vand. Gud ville gerne have taget imod den form for gaver. Den, der gør en indsats for andres vel, holder den ”rette“ gudstjeneste.

TORSDAG 8. AUGUST 2019

Det, der virkelig tæller Mika 6,6-8 Baggrund

Hvordan sammenfatter Mika sit og også andre profeters budskab? Dette afsnit adskiller sig fra de andre skriftsteder, der øver kritik af tilbedelsen, og som vi har behandlet i denne uge. Det angriber ikke gudstjenesten direkte. Det lader deltagerne til gudstjenesten stille fire dobbeltspørgsmål, der bliver mere og mere ekstreme: Det foreslås, at antallet af ofre øges grænseløst, endog ofringer af førstefødte overvejes. I denne optælling ligger der et anseligt mål af ironi og sarkasme. Der nævnes tre forventninger, som Gud har til sit folk. De indeholder summen af profeternes budskaber. Grundteksten giver mulighed for at oversætte: Herren kræver af dig ”intet andet end… “ 1. at handle retfærdigt: Med dette udtryk menes først og fremmest at øve social retfærdighed med særligt henblik på enkerne, de faderløse, fattige og fremmede. Dekalogens fjerde til tiende bud er et værn mod udnyttelse. 2. at udøve trofast kærlighed: Det betyder, at man ikke blot skal efterkomme en pligt, men at have hjertet med i sin relation til Gud og sine medmennesker og derfor møde alle med venlighed. 3. at vandre ydmygt (1948) med Gud: Dette ord, som i ’93-udgaven er oversat med årvågent, findes kun et sted mere i Det gamle Testamente, nemlig Ordspr 11,2, hvor det er gengivet som navneord – de ydmyge. Når nogen opfører sig på den måde i forhold til Gud, har det også altid indflydelse på vedkommendes forhold til sine medmennesker.

Til anvendelse

”Nej, menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren forlanger af dig: Du skal gøre det rette med trofast kærlighed, og altid være villig til at vandre med Herren“ (Mika 6,8; Bibelen på hverdagsdansk).

FREDAG 9. AUGUST 2019

Tilbedelse i hverdagen Es 58 Baggrund

Hvornår bliver tjenesten over for menneskene til tilbedelse? Faste og selvskabt plage tjente ofte religiøs selvudfoldelse. Jahve derimod giver fasten en anden betydning: Give afkald på vold, undertrykkelse, udnyttelse og navlebeskuelse. Med den form for faste sætter den aktive og bevidste troende fokus på sit medmenneske. Den, der giver undertrykte frihed, sultne mad, hjemløse klæder og tag over hovedet, ærer på den måde også Gud.

Til fordybelse

”Religionens sande formål består i at befri mennesker fra deres åndelige byrder, fjerne intolerance og undertrykkelse samt understøtte ret, frihed og fred. Gud ville, at hans folk var frie, men Israels ledere gjorde folket til trælle og fattige … Sand religion er praktisk. Jovist, i menigheden findes også riter og ceremonier. Men det er livet, som man lever blandt sine medmennesker, der gør, at ægte religion synes nær- eller fraværende. Det handler ikke så meget om at afholde sig fra mad, men mere om at dele maden ud til de sultne. At omsætte sin tro i praksis er den eneste form for religion, som Gud vil acceptere i dommen. (Matt 25,34-46)“ (ABC, Bd. 4, 431).

Til anvendelse

Esajas 58 sætter social retfærdighed i en sammenhæng med sabbatten. På den måde bliver begge knyttet sammen. ”De, der holder Herrens sabbat, er ansvarlige for at nådens og omsorgens gerninger praktiseres“ (Ellen White, Welfare Ministry, Washington, DC, 1952, 121).

Resumé

Den måde, som vi i hverdagen omgås hinanden på, kan ”understrege eller slå en streg over“ vores tilbedelse. (Peter von Knorre, frikirkepræst og gæsteunderviser i GT)

DIALOG TIL SABBATTEN 10. AUGUST 2019

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt

I sit religionskritiske epos ”Tyskland – et vintereventyr“ formulerede Heinrich Heine følgende linjer: ”Jeg kender visen, jeg kender teksten, jeg kender de herrer forfattere; jeg ved, de drak vin i hemmelighed og prædikede vand i offentlighed.“ Hvorfor er troværdighed et vigtigt emne?

Supplerende spørgsmål Es 1,10-17

På hvilken måde kommer dette spørgsmål også os ved?

Hvorfor kritiserer profeten Israels tilbedelse som værende ”forgæves“? På hvilken måde sættes spørgsmålstegn ved eller udfordres vores forståelse af tro og tilbedelse gennem Esajas’ bodsprædiken?

Mika 6,6-8

Tillægsspørgsmål

Hvilke tre forventninger har Gud til os, og hvad handler det om: - ”handle retfærdigt“? - ”vise trofast kærlighed“? - ”vandre årvågent (ydmygt 1948) med Gud“? I hvilket forhold står vores ugentlige tilbedelse (gudstjenesten) til vores engagement for de svageste? Hvordan kan uselvisk socialt engagement hjælpe os til, at vores tro bliver livsnær, og at vores liv bliver troværdigt?

UGEN 11.-17. AUGUST 2019

Den (helt) anden Jesus ”Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren“ (Luk 4,18-19).

Hovedtanke

Mødet med Jesus fra Nazaret var for mange af hans samtidige en udfordring, men også opfyldelsen af deres inderste håb og længsler.

Introduktion

Da Jesus talte om, at det var ham, der ville være opfyldelsen af det, profeten Esajas havde forudsagt, vækkede han et stort håb og en dyb længsel hos mange mennesker. Peter opsummerede det i én sætning: ”Der er ikke frelse i nogen anden“ (ApG 4,12). Hvor vanskeligt det er at få forventninger og virkelighed til at nå sammen, viser de aktuelle flygtningestrømme og de vestlige samfunds reaktion på dem. For at undslippe deres uudholdelige levevilkår er mange mennesker parate til at betale enhver pris – om så det skal koste dem livet. Ingen fare er for stor og ingen modstand stærk nok til at afholde dem fra at begive sig på vej til det land, de drømmer om. I 2000 år er mennesker blevet berørt af evangeliet om Guds rige, personificeret ved Jesus af Nazaret (Mark 1,14-15). På den ene side sker der utrolige undere, på den anden side må mennesker affinde sig med, at deres situation ikke ændres til det bedre. ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?“ (Matt 11,3). Hvor meget vi end ved om Jesus, så er og bliver hans handlen dog ubegribelig for os. Vi kan ikke andet end at have tillid til ham og lære af ham.

SØNDAG 11. AUGUST 2019

Den med længsel ventede Luk 1,46-55 Baggrund

Hvilke forhåbninger har Maria og Lukas til Jesu fødsel? Hos Lukas finder vi fire omhyggeligt udformede bønner: Marias lovsang (det såkaldte Magnificat i Luk 1,46-55), Zakarias’ lovsang (Luk 1,68-79), englenes store lovprisning (Luk 2,14) og Simeons lovprisning (Luk 2,29-32). For Fritz Rienecker er Marias lovsang ”den ypperste af alle salmer i den gamle pagt og samtidig den herlige begyndelse på al lovsang i den nye pagt“ (WStB, Das Evangelium des Lukas, Berlin 1962, 27). Denne lovprisning anskuer tingene bagfra. Den vil ikke påstå, at alt, hvad Gud har lovet, allerede er gået i opfyldelse. Ikke desto mindre giver Maria udtryk for sin faste tro. Fordi hun har oplevet Guds nærvær i særdeles uventet grad, er hun overbevist om, at også de endnu uopfyldte løfter vil gå i opfyldelse.

Til fordybelse

I forbindelse med Jesu fødsel noterer Lukas: ”Men Maria gemte alle disse ord i sit hjerte og grundede over dem“ (2,19). I hendes lovprisning kommer det dog frem, hvad hun tænker. Det gør indtryk, hvordan denne unge kvinde beder, da hun oplever sin højst usædvanlige kaldelse. Det, hun giver udtryk for, giver os en begyndende forståelse for det barns betydning, som hun skal føde.

Til anvendelse

Når man lovpriser, gør man det fra Guds perspektiv. Vi udtrykker Guds virkelighed, selv om den ikke svarer til det, vi i øjeblikket oplever. Lovprisning overvinder modstand og smerte uden dog sværmerisk at negligere virkeligheden eller forfalde til resignation.

Til eftertanke

"Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed“ (Luk 1,52-54).

MANDAG 12. AUGUST 2019

Den provokerende Luk 4,16-21; 7,18-23

Hvori består udfordringen for folk i Nazaret? Hvad var det provokerende for Johannes Døberen og hans disciple?

Til fordybelse

I sin hjemby Nazaret viger Jesus ikke tilbage for at opfordre de mennesker, der kender ham, til at opgive det billede, de indtil da har haft af ham. De skal i stedet se ham, der er vokset op i deres landsby, i et helt nyt lys og anerkende hans guddommelige kald. Men tilhørerne nægter at efterkomme dette urimelige krav – det udløser en konfrontation. Johannes Døberen og hans disciple erfarer noget af det samme. Selv om Jesus og Johannes er i familie med hinanden, og man derfor kunne forvente, at Jesus vil reagere fuld af forståelse, svarer han blot den fængslede prædikant med et enkelt skriftsted. Denne reaktion er en dobbelt udfordring: For det første, fordi den, der har beredt vejen for ham, bliver ”spist af med“ et citat, og for det andet, fordi Jesus forventer af Johannes, at han ud fra de tegn, Jesus gør, kan erkende hans messianske kald.

Til anvendelse

Det er almindeligt at omtale et menneske som en person. I antikkens teater benyttede man ordet persona for at betegne skuespillerens maske eller hans rolle. Begge dele – rollen og masken – skjulte den virkelige person. Det er på en måde det samme med Jesus. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud“ (1 Kor 13,12).

Til eftertanke

”Og salig er den, der ikke forarges på mig“ (Luk 7,23). Hvordan reagerer jeg, når jeg konstaterer, at Jesus ikke indfrier mine forventninger?

TIRSDAG 13. AUGUST 2019

Den, der helbreder Matt 12,9-21

Hvad er det, der udløser planerne om mord hos den jødiske gejstlighed?

Til fordybelse

”Undere er ikke tilbehør … De har fra begyndelsen af hørt med til den kristne forkyndelse … forkyndelsen bliver troværdig gennem gerningen, også selv om gerningen altid kun kan udgøre en del af den … Jesu og apostlenes ord er ikke tomme, men derimod fyldt med magt og fuldmagt. Budskabet handler ikke kun om fremtiden; det har også konsekvenser her og nu som nådegaver eller undere affødt af nådegaver. I undere kommer det legemlige element i Jesu budskab til udtryk, der taler ind i den aktuelle situation uafhængigt af teoretisk tænkning“ (Klaus Berger, Der Wundertäter, Freiburg 2010, 70–71).

Til anvendelse

Da faderen til en dreng med en uren ånd usikkert beder Jesus om hjælp, hvis han formår, henviser Jesus til, at alt er muligt for den, der tror. Derpå svarer faderen: ”Jeg tror, hjælp min vantro!“ (Mark 9,24). At leve med Gud vil sige aldrig helt at begive sig uden for dette spændingsfelt. Det er ikke skamfuldt at tale om, at vores tillid kan svækkes. Det gælder om hele tiden på ny at ”udsætte sig for“ Guds muligheder og ikke blive træt af at vente på hans indgriben. Opgiver vi det, bliver det tydeligt, at vi ganske vist teoretisk bekræfter kristendommens lære, men i virkeligheden ikke rigtigt regner med en levende Gud.

Til eftertanke

Hvilke forbehold har jeg i forhold til helbredelse? Hvilken oplevelse har haft varig negativ betydning for min tillid til Gud? Hvad har jeg oplevet, der har gjort tilliden større?

ONSDAG 14. AUGUST 2019

Den nidkære Matt 21,12-16 Mark 11,15-18 Luk 19,45-48 Joh 2,13-17

Hvad fik Jesus til at kalde templet for en ”røverkule“? Hvilke nuancer indeholder de fire beretninger vedrørende tempelrensningen?

Baggrund

Templet bestod ikke blot af ét stort rum. Det bestod af et helt system af gårde og haller. På den måde var det muligt at tage hensyn til forskellige anliggender. Der fandtes steder til private og til officielle møder, og der fandtes steder til tilbedelse og offertjeneste.

Til fordybelse

De fire evangelister beretter samstemmende, at Jesus reagerede håndgribeligt på den måde, der lavedes forretninger på i templet. Den måde, kulten blev praktiseret på, var blevet til en indbringende event. Matthæus citerer Salmernes Bog 8 og viser, hvordan spædbørn og småbørn ved deres lovprisning gør dem til skamme, der ikke er villige til at lade Jesus få den anerkendelse, som han har krav på. Markus understreger, at de jødiske ledere var bange for Jesus. Lukas fremholder, at de åndelige ledere i første omgang manglede en idé til, hvordan de kunne bringe Jesus til tavshed. Johannes minder om den konklusion, som disciplene forbandt med Salmernes Bog 69, hvor der tales om, hvilke konsekvenser nidkærhed for Gud kan have.

Til eftertanke

”Hans disciple kom i tanker om, at der står skrevet: ‘Nidkærhed for dit hus skal fortære mig’“ (Joh 2,17). Hvad er forskellen på nidkærhed for Gud og fanatisme?

TORSDAG 15. AUGUST 2019

Den lidende Es 53,3-6 Luk 24,21.25-27

Hvorfor kan den lidende Guds tjener ikke adskilles fra den messianske konge? Hvorfor var det vanskeligt for Jesu samtidige at erkende denne sammenhæng?

Baggrund

Til fordybelse

Guds tjener lider på flere måder: han har et frastødende ydre, og han lider stedfortrædende for al selvforskyldt og uforskyldt lidelse. Det er ganske utænkeligt i jødisk tankegang, at Messias ender lige som en forbryder. Guds salvede var og er ventet som en strålende helt. Esajas 53 er en uhyre provokation. Forståelsen af, at Jesus også i lidelsen forbliver Gud, er utænkelig uden tankerne i Esajas 53. At henrette et uskyldigt menneske er en forbrydelse. Mordet på Guds søn er det i allerhøjeste grad. I Jesus oplever Gud, hvordan det føles at være et offer for det onde og for uretfærdigheden. Gud har identificeret sig med os i vores faldne tilstand, så vi kan være sikre på hans medfølelse. ”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd“ (Hebr 4,15). ”Når jeg står foran dit kors – og ser mig i dit billede – fyldes jeg af fornyet optimisme. Når fortiden ikke er glemt, og gammel skyld tynger mig – er det dit kors, der har det sidste ord“ (frit efter Johannes Jourdan, tysk evangelisk teolog og forfatter).

Til eftertanke

Paulus kender til korsets forargelse (græsk: skandalon). I sit første brev til korintherne beskriver han den kritik, der lyder i samtiden: ”For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger“ (1 Kor 1,22-23). Hvornår er Jesus en ”forargelse“ for mig?

FREDAG 16. AUGUST 2019

Han, der giver afkald Fil 2,5-11

Til fordybelse

Hvilke konsekvenser havde det for Jesus personligt, at han gav afkald? Frivilligt at kunne give afkald på noget er et tegn på en indre frihed og modenhed. Den, der kender sit værd, kan se stort på ydre kendetegn som anseelse, stilling eller magt. Der var en god grund til, at Paulus måtte opfordre til at tage Jesus som forbillede. Åndelig forfængelighed finder hele tiden nye veje for at undgå at indrømme, man er en synder. I Kol 2,18 skriver Paulus om falske lærere, der går ind for falsk ydmyghed. Den vil altid forsøge at nedtone den stolthed, der muligvis gemmer sig bag et afsavn eller behovet for at bevise ens egen ”værdighed“ ved at fremvise særlige gerninger. Jesus ”adler“ mennesketilværelsen ved at blive en af os. Han godtager ikke synd, men mennesket i sin syndige tilværelse godtages uforbeholdent, idet Gud blev menneske. Der er ingen grund til at holde fast i selvretfærdighed og forsøg på at bevise vores egnethed over for Gud. Den, der opgiver forsøget på at fremstå i det rette lys, vil erfare den befriende kraft, der ligger i det, Jesus har gjort for os og vil blive ”befriet fra ond samvittighed“ (Hebr 10,22). Gud lader nåde gå for ret – så snart man erkender sin begrænsning.

Resumé

Jesus er den, der er helt anderledes. Han sprænger alle forventninger, skuffer nogle og begejstrer andre. Han er den, man længes efter, den provokerende, den, der helbreder, den nidkære, den lidende og den, der giver afkald. ”Salig er den, der ikke forarges på mig“ (Luk 7,23).

DIALOG TIL SABBATTEN 17. AUGUST 2019

Spørgsmål til drøftelse Indledende spørgsmål

Hvilket billede har man i vores tid af det ideelle menneske?

Supplerende spørgsmål

I hvilken henseende kommer Jesus på tværs af vores egne forventninger til ham og hans adfærd?

Luk 1,46-55 Es 53,1-5

Hvordan passer Marias lovsang til det, som Esajas skriver om Guds tjener?

Matt 12,9-14

Hvordan kan det forklares, at nogle er ude på at slå den ihjel, der gør det gode?

Luk 4,16-21

Hvordan kan I holde til den spænding, der er mellem det, Jesus gør krav på, og det, der er hverdagens virkelighed?

Afsluttende spørgsmål

Hvordan omgås I det faktum, at Jesus til syvende og sidst forbliver et mysterium for os?

UGEN 18.-24. AUGUST 2019

”Hvad I har gjort…“ ”Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig“ (Matt 25,40).

Hovedtanke

For Jesus er det centrale i praktisk discipelskab indsatsen for at hjælpe de svageste i samfundet.

Introduktion

For mennesker, der følger Jesus, kan forskellige emner være vigtige: at spise sundt, korrekt bibelfortolkning, at være personlig beredt til Jesu genkomst, at værne sin tro mod farer, at undervise andre … I centrum for Jesu undervisning står omsorgen for dem, der på grund af samfundets ubarmhjertige ”spilleregler“, uretfærdighed og vold, sygdom eller selvforskyldte forhold lider nød og er blevet marginaliseret. Det er øverste prioritet for Jesus. Jesu bemærkninger til dette emne hører vi i dag i lyset af millioner af flygtende mennesker i hele verden, der lever i største nød, og nu leder efter et sted med fred, et personligt perspektiv og lykke. På den anden side bliver hjælpsomheden udnyttet af svindlere. Også i menigheden dukker der her og der mennesker op, der ved hjælp af opdigtede historier prøver på at finde medfølelse for at opnå pengegaver. Derudover foregår der en diskussion om aldersfattigdom, der forstærker bekymringen for ens egen fremtid. Dette kan bevirke, at mennesker lytter til Jesu prædiken med blandede følelser og holder sig tilbage, når det drejer sig om at involvere sig personligt i mennesker, der har brug for hjælp. På den anden side er Jesu krav utvetydigt. Han opfordrer til handling. Hvordan kan vi omsætte det, der var så vigtigt for Jesus? Hvad bør man tænke over, når man ønsker at hjælpe? Hvordan kan man engagere sig effektivt?

SØNDAG 18. AUGUST 2019

Guds kald til medmenneskelighed 3. Mos 19,18 Sl 72,4.12-13 Es 1,17 Baggrund

Hvor vigtig er omsorgen for de trængende i Det Gamle Testamente?

Buddet om næstekærlighed står i fokus i 3 Mos 19, som er en del af hellighedsloven (17,1 - 26,46), der handler om at leve et helligt liv over for Gud og sin næste. Det begynder med ”… for jeg, Herren jeres Gud, er hellig“ (19,2). Versene 11-18 danner grundlaget for samlivet: Man skal kunne stole på hinanden, og ingen må udnytte andre. Buddet om næstekærlighed har rod i den kærlighed, som Gud omfatter sit folk med. Et helligt liv uden omsorg for samfundets trængende findes ikke. Guds vilje er kun opfyldt der, hvor man anerkender den anden som sin næste, inklusive den fremmede (v. 34). Ifølge Sl 72 skulle kongen være formidleren af den guddommelige retfærdighed. Man forventede af ham, at han kom de fattige og retsløse til undsætning. Fordi dette hyppigt ikke var tilfældet, blev de kritiseret af profeterne, der krævede, at de efterkom deres opgave: at værne om de svage. Salmen, som vist nok blev læst ved tronbestigelsen og årsdagen herfor, blev på den måde en indirekte bøn til Gud om, at han skulle sende den messianske konge, som vil fylde landet med retfærdighed.

Til fordybelse

Når Jesus henvendte sig til samfundets marginaliserede mennesker, gjorde han blot, hvad loven krævede af alle mennesker. Han kom for at opfylde loven, og han gjorde det blandt andet ved, at de fattigste havde hans bevågenhed. I sidste ende kom han som den messianske konge, der er blev set frem til i Sl 72. Da Jesus levede som menneske blandt mennesker, rettede han også sine disciples blik på de mennesker, der har behov for hjælp.

Til eftertanke

”Lad os tage skridt, o Herre, i dit dyrebare navn med mod og fyldt med tro til næstens gavn som i dag således også i morgen.“

MANDAG 19. AUGUST 2019

Salige er de, der… Matt 5,1-16 Baggrund

Hvordan beskriver Jesus sand retfærdighed? Bjergprædikenen sammenfatter discipelskabets grundregler. Gennem Jesu ord skal mennesket forstå sig selv på ny og få evnen til at erkende Guds vilje og gøre den, idet man bliver opmærksom på sin næstes behov. På den måde lærer flere mennesker Guds kærlighed at kende. Retfærdigheden vokser – ikke den retfærdighed, som mennesker bliver enige om, men den retfærdighed, som Guds ønsker. Saligprisningerne gælder for mennesker, der går ind for en bestemt grundholdning og i deres menneskeliv virkeliggør Guds plan og væsen, dvs.: giver afkald på vold, har tillid til Gud, er oprigtige og går ind for fred. Himmeriget hører sådanne til – allerede nu. Lignelserne om saltet og lyset gør på den ene side disse gerningers nyttige virkning på det menneskelige samfund tydelig, og på den anden side påpeger de det ansvar, som Jesu efterfølgere bærer. Kristne lever ikke i det skjulte. Man lægger mærke til dem og ser, hvad de gør.

Til fordybelse

”Intet andet lys har nogensinde skinnet eller vil nogen sinde skinne på faldne mennesker end det, der udgår fra Kristus. Jesus, Frelseren, er det eneste lys, der oplyser en verden, som ligger i synd. Om Kristus er det skrevet: ‘I det var liv, og livet var menneskenes lys.’ (Joh 1,4). Det var ved at modtage hans liv, at disciplene kunne blive lysbærere. Kristi liv i sjælen, hans kærlighed åbenbaret i karakteren, ville gøre dem til verdens lys“. (Ellen White, Med Mesteren på Bjerget, Dansk Bogforlag, s. 45).

Til eftertanke

”Lad os tage skridt, o Herre, i dit dyrebare navn. Giv os mod og kærlighed i favn, at vi må leve din sandhed i dag.“

TIRSDAG 20. AUGUST 2019

… ændrer noget med det gode Matt 5,38-48 Rom 12,20-21

Hvor vidtrækkende er Jesu forestilling om næstekærlighed? Hvilket håb er forbundet med det?

Baggrund

Hævn gjaldt dengang for et legitimt svar på uret. Ondt blev gengældt med ondt. Jesus slår hul i hævntænkningen. Disciplen bør hellere frivilligt finde sig i den dobbelte mængde uret og yde det dobbelte af uretmæssige krav end at gengælde ondt med ondt. Fire eksempler, som alle sammen synes paradoksale, gør denne holdning tydelig. ”Med kravet om at elske sin fjende kræves af mennesket en holdningsændring, der strider mod den naturlige fornemmelse. I vers 45 finder vi begrundelsen: Guds hengivenhed til mennesket overskrider kategorier som gode og onde, retfærdige og syndere, troende og vantro. Derfor er kravet til disciplene, at blive som Gud er, at møde alle mennesker, som Gud møder dem, og at give alle en chance, dvs. at være fuldkommen. ’At være fuldkommen’ betyder altså at møde alle mennesker og respektere dem, som Gud møder og respekterer dem og at give alle en chance“ (Die Bibel, Einheitsübersetzung mit Kommentar, Stuttgart 2001, 1212).

Til fordybelse

Jesus lærer at reagere på uret med værdighed og at behandle undertrykkerne bedre, end de har fortjent. Sådan kan det lykkes at modsætte sig et truende tab af menneskelighed. Mens tyrannerne prøver på at udøve deres magt, har troende mennesker friheden til at afgøre, hvordan de reagerer. Ved at handle fredeligt og gavmildt afslører de undertrykkelsens ondskab og den uretfærdighed, der sker i denne verden.

Til eftertanke

”Lad os tage skridt, o Herre, i dit dyrebare navn. Giv os mod og troen i favn, at vi med dig må blive mennesker.“

ONSDAG 21. AUGUST 2019

… bistår hinanden Luk 10,25-37 Baggrund

Hvor ender næstekærligheden for Jesus? En lovkyndig spørger, hvilke gerninger han skal gøre for at få evigt liv. Hans andet spørgsmål, som går ud på ansvarsforflygtigelse, bliver af Jesus besvaret med et konkret eksempel fra dagligdagen, der viser, hvordan sand næstekærlighed ser ud. ”En næste for præsten og levitten, ja også for samaritaneren var det menneske, der var blevet mishandlet af røverne, og det på trods af det skel, som national og religiøs fanatisme havde rejst mellem jøder og samaritanere. Men Jesus påpeger med eftertryk at næstekærlighed forlanger at give den, der har behov for hjælp, effektiv hjælp uden først at spørge, hvem han eller hun er“ (Echterbibel, Kommentar zum AT/NT, Würzburg 1967, 70).

Til fordybelse

Jesus kritiserer dem, der foregiver at tjene Gud, men som ikke eller kun i ringe grad bekymrer sig om andres nød. Jesus gør det klart, at sand tro ikke består af ceremonier eller velformulerede trospunkter, men af engagement for de dårligt stillede og i praktisk hjælp.

Til anvendelse

Viljen til at hjælpe kan være nedsat på grund af negative historier og erfaringer såvel som bekymringen for selv at blive udnyttet af svindlere. Den, der vil give effektiv hjælp, kan gøre det via hjælpeorganisationer, som man har tillid til, og som giver hjælp til selvhjælp. Det er sjældent, at spontane pengegaver er en effektiv hjælp. Ukendte personer bør man forholde sig til med en god portion skepsis og ikke handle overilet. Om nødvendigt bør man indhente råd. Den, der beslutter sig for at hjælpe andre, bør være klar over, at det ikke altid bliver en succes. Indsatsen kan slå fejl.

TORSDAG 22. AUGUST 2019

… lever ansvarligt Luk 16,19-31; 12,13-21

Hvad er ligheden mellem den rige mand og den rige bonde? Hvad synes Jesus, at vi bør overveje?

Baggrund

I Egypten og Palæstina havde Jesu lignelser talrige paralleller. Der optræder to personer, hvis sociale status er yderst forskellig. Den ene lever et liv i luksus, den anden i bitterste nød. Efter døden er rollerne byttet om. Lazarus (”Gud hjælper“) ligger ved den riges port og længes efter at spise sig mæt i affaldet fra de riges bord. Kontrasten til den riges ubarmhjertighed kommer tydeligt til udtryk ved, at hundene ”medfølende“ slikker hans sår. Den videre handling, der foregår i underverdenen, anvender motiver fra den daværende folketro. Afgørende er: Den rige har forfejlet sit liv. Havde han taget Gud og evigheden i betragtning, havde han heller ikke overset Lazarus. Ikke glæden ved velstanden, men ligegyldigheden over for den svage kommer ham til skade.

Til fordybelse

Til eftertanke

Såvel bonden som den rige tænker kortsigtet. Først og fremmest tænker de på sig selv. At leve ansvarligt betyder også, at anledninger, der tjener andres vel, der kommer til efter mig, skal udnyttes. En bæredygtig investering til hjælp i livet er uddannelse og at understøtte projekter for børn, unge og studerende o. lign., så de kan komme til at få succes i livet og blive andre til velsignelse. ”Lever du de andre til livet, så lever du et dobbelt liv“ (Walter Wanner, Werkbuch Gleichnisse, Gießen 1977, 103).

FREDAG 23. AUGUST 2019

… handler medmenneskeligt Matt 25,31-46

Baggrund

Hvordan beskriver Jesus et discipelskab, der fortjener denne betegnelse? I Matt 25 illustreres ved hjælp af forskellige lignelser, at Jesu efterfølgeres liv helt skal præges af det kommende rige. Metaforen om adskillelsen af får og bukke kommer af det forhold, at de om dagen kom på græs sammen, men af hyrderne blev adskilt for natten hhv. at de unge bukke lejlighedsvis blev udsondret til slagtning, fordi de kun leverede kød. Får og bukke blev på den måde et billede for de gode eller retfærdige (Es 53,7; Joh 10,27) og de onde eller uretfærdige (3 Mos 16,10). Den højre side stod for nådens side (Sl 16,11), den venstre side stod for forbandelsens side. ”Opremsningen af de seks ’barmhjertighedsgerninger’ i v. 35-36 skal ikke opfattes som fyldestgørende, men blot illustrere … Ligesom Gud identificerer sig med mennesker i nød og ensomhed (Ordspr 14,31; 17,5; 19,17), sådan gør Menneskesønnen (v. 31) det samme her som ham, der fuldbyrder Guds dom, og som den, der selv har levet som menneske blandt mennesker og er blevet alles bror (v. 40). Det dobbelte kærlighedsbud (sml. 22,34-40) viser her på chokerende vis sin indre enhed, sin vedvarende aktualitet og hele sin dybde. Hvert menneske, der lider, har netop Menneskesønnens fulde bevågenhed. I Jesu øjne er det helt afgørende, om vi er åbne over for dem, også når de irriterer os og er usympatiske over for os. For ham drejer det sig ikke om en teoretisk verdensforbrødring uden handling bag“ (SEB 1450).

Resumé

For Jesus var det ikke muligt at adskille kærligheden til Gud fra kærligheden til de svageste.

DIALOG TIL SABBATTEN 24. AUGUST 2019

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt

Hvordan har I det, når I hører opfordringer til at hjælpe de svageste i verden eller i jeres eget land? Hvilken nød ligger jer særligt på sinde?

Matt 5,14

Luk 10,31-32

Hvor har I oplevet, at omsorg og hjælp, som blev givet i Jesu ånd, lettede livet for andre? Hvilke indre forhindringer tårner sig op for jer, når I ser verdens store nød?

Rom 12,20-21

Hvilke erfaringer har I gjort i jeres liv med disse vers?

Matt 25,37-40

Hvordan vil I definere ansvarligt og meningsfyldt personligt engagement?

Afslutning

Hvad giver jer mod til at hjælpe?

UGEN 25.-31. AUGUST 2019

Solidaritet i den tidlige kristenhed ”En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden“ (Jak 1,27).

Hovedtanke

Deres herres lidelse og opstandelse førte til, at de første kristne opbyggede et solidarisk fællesskab.

Introduktion

Janusz Korczak (1878-1942) var søn i en jødisk advokatfamilie. Udover at være læge var han også forfatter. I 1901 udkom hans bog ”Kinder der Strasse“ (”Gadebørn“), der – som noget helt nyt – i litterær form beskæftigede sig med gadebørns skæbne. I 1912 overtog han ledelsen af ”Dom Sierot“ i Warscawa, en institution for forældreløse jødiske børn, indrettet efter hans egne forestillinger. Her forsøgte han at praktisere grundlæggende børnerettigheder, blandt andet barnets ret til respekt og retten til at være den, man er. Indtægterne fra hans forfattervirksomhed kom fattige og omsorgssvigtede børn til gode. Hans væsentligste pædagogiske værk er: ”Wie man ein Kind lieben soll.“ (”Hvordan man bør elske et barn“). I august 1942 blev institutionens ca. 200 børn hentet af SS og transporteret til udryddelseslejren Treblinka. Korczak var klar over, det betød den visse død, men han ville ikke redde sig selv og lade børnene i stikken. Han og hans medarbejder Stefania Wilczynska insisterede på at følges med dem. For at være nær hos dem og lette angsten for overgangen fra liv til død fulgte han dem helt ind i gaskammeret. Den måde, Korczak identificerer sig med de svageste i samfundet på, er rørende. Det er et eksempel på den uselviske hengivenhed, hvormed Jesus ofrede sit liv for ”sine“. Jesu opofrende kærlighed til de fortabte har som intet andet gjort mennesker til sande Kristi efterfølgere. Det er ikke så underligt, at også den tidlige kristenhed var kendetegnet ved en bemærkelsesværdig solidaritet. Det at identificere sig med de svageste er ikke forbeholdt kristne og er aldrig en selvfølge. Da omsorg for nødlidende er et af Guds karaktertræk, er dette også en eviggyldig opgave for Jesu menighed, som den igen og igen bør tage på sig.

SØNDAG 25. AUGUST 2019

En ny form for fællesskab ApG 2,42-47; 4,32-37 Baggrund

Hvilken indflydelse havde den frelse, som Kristus havde skænket dem, på de første kristnes liv? Kernen i menigheden i Jerusalem stammede sammen med deres familier for størstedelens vedkommende fra landlige områder i Galilæa (sml. ApG 2,7; 13,31). De kunne ikke uden videre tjene til livets ophold inde i byen. Og i deres omgivelser var man dem ikke særligt venligt stemt. De var afhængige af hjælp til deres liv og deres missionsopgave. Desuden opfattede de kristne i Jerusalem sig selv som endetidens Israel, frelst af Guds nåde og fyldt af Helligånden. Her skulle der ifølge 5 Mos 15,4 ikke findes fattige længere. Taknemmeligheden og glæden over frelsen og forventningen til den kommende fuldendelse medførte en dyb fællesskabsfølelse, hvor man var forpligtet på det største bud, buddet om kærlighed til Gud, og også forsøgte at leve op til det lige så vigtige bud, kærlighed til næsten. Nogle hjalp menigheden og dens mindre bemidlede trossøskende ved at sælge deres ejendom. At Josef fra Cypern nævnes særskilt, kunne tyde på, at dette ikke var en generel ting, men at det skete i visse tilfælde.

Til fordybelse

Vers 33, der er placeret mellem versene 32 og 34, hentyder muligvis til, at der er en stærk sammenhæng mellem menighedens adfærd og Herrens opstandelse. Den, der på grund af opstandelsen er blevet overbevist om det sande liv, hænger ikke længere selvisk ved sine jordiske besiddelser (sml. Kol 3,1-4; Luk 12,34). Omvendt kan budskabet om Herrens opstandelse forkyndes med stor styrke af en menighed, der tror og lever på den måde (SEB 1617).

Til eftertanke

Gud, tag nu magten i vores indre, gør os til redskaber for din fred. Lad ingen magter i verden hindre os i at leve i kærlighed. Da lykkes livet i lyst og nød, da synger hjertet i liv og død! (Hans Anker Jørgensen, Salmebogen, nr. 96, v. 9)

MANDAG 26. AUGUST 2019

Tabithas tjeneste og vidnesbyrd ApG 9,36

Hvilken rolle spillede Tabitha i sin menighed?

Baggrund

Peter, der ledte missionen blandt jøderne, udnyttede en periode med fred til at besøge menigheder i hele landet. De mirakler, der skete, viste den opstandnes magt og kaldte mennesker til omvendelse og til troen på Kristus. Det er typisk for Lukas, at der umiddelbart efter en beretning om en mands helbredelse følger en beretning om en kvinde, der bliver helbredt (sml. Mark 5). Tabitha (gazelle) tog sig af de fattigste i menigheden og brugte sin formue til at købe tøj til dem. Således har hun sikkert været en særlig støtte for enkerne (sml. 6,1). Peter finder enkerne samlet i salen ovenpå. Det er påfaldende, at Tabitha betegnes som kvindelig discipel (v. 36). Dette begreb forekommer kun dette ene sted i NT og betegner, jf. Matt 28,19, det tilhørsforhold til Jesus som Messias, der fås ved tro og dåb.

Til fordybelse

Der er mange ubesvarede spørgsmål, hvad Tabitha angår. Var hun velhavende, måske endda ejer af en virksomhed, der fremstillede tøj? Eller var hun enlig, uafhængig eller måske selv enke? At hun bliver karakteriseret som kvindelig discipel, som udlever sin tro og sin fromhed gennem socialt engagement og velgørenhed, gør hende til et forbillede og en nærmest ideel efterfølger af Jesus. Beretningen understreger kraften i hverdagens solidaritet og praktiske tillid til Gud, der viser sig at være stærkere end døden. ”Tabita havde været en stor hjælp for menigheden, og Gud fandt det rigtigt at hente hende hjem fra fjendens land, for at hendes flid og dygtighed stadig kunne være til velsignelse for andre, og også for at han ved denne åbenbaring af sin magt kunne styrke Kristi sag“ (Ellen White, Mesterens Efterfølgere, Dansk Bogforlag, s. 74).

Til eftertanke

Hvilke muligheder har jeg for at støtte mennesker, der har brug for hjælp?

TIRSDAG 27. AUGUST 2019

Hjælp til nødlidende Gal 2,7-15 2 Kor 8,1-15 Baggrund

I hvilken sammenhæng får støtten fra de hedningekristne menigheder til de fattige i Jerusalems menighed særlig betydning? ”Menigheden i Jerusalem var i krise, også når man ser bort fra tider med forfølgelse. For det første var de fattige i overtal i den første kristenhed. De havde især haft øre for det glade budskab. For det andet udstedte synagogen snart en boykot over for alle, der tilbad den korsfæstede ‘forbandede’. Således blev fattigforsorgen en af de første opgaver for urmenigheden. Den opgave oversteg snart deres kræfter. Paulus opfyldte derfor uforbeholdent og med glæde det ønske, der kom fra menigheden i Jerusalem … for ham var pligten til næstekærlighed et naturligt udtryk for troen“ (WStB, Hans Brandenburg, Der Brief des Paulus an die Galater, Berlin 1964, 46). ”At der skulle samles ind blandt de paulinske missionsmenigheder til fordel for menigheden i Jerusalem, blev besluttet på apostelmødet i Jerusalem (Gal 2,10), og indsamlingen blev gennemført i løbet af Paulus’ såkaldte tredje missionsrejse (sml. 1 Kor 16,1-4; Rom 15,2526). Indsamlingen er både en hjælp til de menighedsmedlemmer, der er kommet i nød på grund af sult eller salg af deres ejendom (ApG 2,45), og en tak fra de hedningekristne menigheder for den velsignelse, de har erfaret fra Jerusalem. Den bliver således et tegn på enheden de kristne menigheder imellem (sml. 9.12-13). Paulus fremhæver over for korintherne menighederne i Makedonien (Filippi og Thessalonika) som eksempler. Han kalder hjælpeaktionen for en ‘nåde’, henholdsvis ‘en følge af nåden’ (det er den ordrette oversættelse af det anvendte ord: ‘Wohltat’ – Lutherbibel)“ (SEB 1724). NB! Dansk autoriseret oversættelse siger ”indsamling“. (”Wohltat“ = velgerning)

Til eftertanke

Har jeg råd til at bidrage til ”ligevægten“ i denne verden?

ONSDAG 28. AUGUST 2019

Praktiseret gudstjeneste Rom 12 Baggrund

Hvad bør kendetegne et liv, der skyldes Guds barmhjertighed? Efter at Paulus i sit brev udførligt har beskrevet frelsesplanen, kommer han ind på de praktiske følger for troende menneskers livsførelse. Det må være Guds erfarede barmhjertighed, der er drivkraften og årsagen til et kristent liv. Når man selv har fået så meget foræret, bør man som kristne også være der for hinanden med sine gaver. Det gælder også for organiseret hjælpearbejde og for sociale tjenester (det, Luther kalder ”embeder“), at man er gavmild og barmhjertig over for de svage. Formaningerne i versene 9 til 21 drejer sig om fællesskabet og adfærden over for udenforstående. Den røde tråd er kærlighedsbuddet. Fordi de tit må finde sig i uret, opfordrer Paulus dem til at være tålmodige i tider med vanskeligheder og forfølgelser og at tage sig af de nødlidende plus – hvor end det er muligt – at stifte fred og reagere med venlighed og forbøn for på den måde at overvinde det onde med det gode. Selve problemet med den uret, der er vederfaret dem, er dermed ikke løst, men kan overlades til Guds dom. Det letter og skaber frirum for at gøre det gode.

Til fordybelse

Formaningen om at vise en anden adfærd, end ikke-troende eventuelt gør, er ikke en opfordring til at distancere sig fra samfundet og fællesskabet med andre mennesker. Det ville være en misforstået opfattelse. Jesus søgte selv kontakt til mennesker og tjente dem. Men han praktiserede andre værdier: medfølende barmhjertighed og solidaritet – ud i yderste konsekvens. Den, der følger Jesus, bør være interesseret i almenvellet.

Til eftertanke

Når Gud tar magten, bliver fjender venner, hver kvinde søster, hver mand sin bror, og alle griber hinandens hænder og spiser sammen ved livets bord. Da danser lykken fra kyst til kyst, da synger alle af hjertens lyst. (Hans Anker Jørgensen, Salmebogen, nr. 96, v. 6)

TORSDAG 29. AUGUST 2019

Retfærdighed i Jakobs Brev Jak 2,1-9; 5,1-5 Baggrund

Hvorfor tager Jakob de fattiges parti? Jakob forholder sig i sit brev til en kristendom, der ikke længere viser sin tro i praksis. Han understreger: Sandhedens ord, hvorved kristne fødes (1,18), er en kraft, der medfører konkret handling. Et af emnerne, som Jakob tager fat på, er måden, man behandler de fattige og nødlidende på i såvel menigheden som i samfundet. Når Gud møder mennesker med vedvarende godhed, skal de også gøre det. Når Gud har velsignet og udvalgt de fattige, for at de kan arve Guds rige (Matt 5,3; Luk 6,20), så skal de kristne også respektere dem og ikke nedprioritere dem til fordel for de velhavende. I modsat fald gør de sig skyldige i ikke at følge næstekærlighedsbuddet, den kongelige lov, det højeste og vigtigste bud. Gør man sig skyldig i overtrædelse af dette bud, har man overtrådt hele loven. ”Vi bliver dømt efter denne lov, da Gud måler med barmhjertighedens målestok (sml. Matt 5,7; 18,21-35; 25,31-46; Luk 6,36)“ (SEB 1828). At der hos Gud ikke findes personsanseelse, og at han ikke tolererer, at rige og ansete mennesker i hans rige favoriseres, mens fattige og værgeløse forfordeles, er allerede en central tanke i GT (sml. 5 Mos 10,17-19).

Til fordybelse

”Jakobs Brev er henvendt til mennesker, der er splittede eller forvirrede på grund af konflikter eller er plagede af fristelser. Det skal hjælpe dem til at få en dybere, mere ærlig og handlekraftig indsigt i deres eget indre. Ved hjælp af den nådige Gud, der giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser (1,5), findes der veje ud af trængslen“ (Paul F. Barkman, Der heile Mensch, Kassel 1968, 41).

FREDAG 30. AUGUST 2019

Ekskurs Jak 1,27

At handle socialt – at hjælpe effektivt ”Tilflugtshytten“, der her er tale om, ligger ikke i bjergene, men i Schwedt i det nordøstlige Brandenburg. Den opsøges ugentligt af op til 500 mennesker. De, der har behov for det, kan få mad, misbrugere kan få rådgivning, og flygtninge kan få tyskundervisning. I ugens løb stiller cirka 50 mennesker deres arbejdskraft til rådighed: Organiserede frivillige, hjælpere og praktikanter. Nogle af de borgere, der modtager hjælp, er også selv hjælpere. Denne ”tilflugtshytte“, der blev etableret i 1995, har en bemærkelsesværdig forhistorie, der går 30 år tilbage. Når den daværende lokale adventistpræst kom hjem til sin lejlighed om aftenen, måtte han ofte først tage et skridt hen over en fuld mand for at komme ind. Han hjalp denne mand med at komme ud af sit misbrug og oprettede sammen med ham en gruppe for misbrugere, som senere udviklede sig til ”Tilflugtshytten“. Den er nu en realitet, fordi der var én, der i kristen næstekærlighed blev ramt af en andens nød. Den grundlæggende værdi, som den tyske velgørenhedsorganisation Advent-Wohlfahrtswerk bygger på, er næstekærlighed. AWW er en almennyttig, social organisation, der i samarbejde med lokale myndigheder tilbyder egnede rammer, så denne værdi kan praktiseres som en effektiv og vedvarende hjælp til selvhjælp. Som stiftende medlem af ”Paritätischer Wohlfahrtsverband“ (paraplyorganisation) er AWW sammen med andre velgørende aktører talerør for mindre privilegerede og yder dermed en uundværlig indsats for sammenhængskraften i samfundet (M. Götz, AWW-afdelingsleder, Berlin-Mitteldeutsche union).

Resumé

På samme måde som Jesus opfyldte den kongelige lov, næstekærlighedsbuddet, bør hans efterfølgere også efterleve dette princip. Urmenighedens erfaringer viser på forbilledlig vis, hvordan solidaritet ser ud i praksis.

DIALOG TIL SABBATTEN 31. AUGUST 2019

Spørgsmål til drøftelse Indledende spørgsmål

ApG 4,32-34

Når I tænker tilbage på den tid, I har haft et tilhørsforhold til menigheden, hvilke mennesker kommer I så i tanker om, der har berørt jer på grund af deres engagement for andre? Hvordan har I det, når I læser om de første kristnes indbyrdes solidaritet? Hvordan kan dette princip realiseres i dag?

2 Kor 8, 7-9. 13-15 Rom 12,1-20 Jak 2,8

Afsluttende spørgsmål

Hvad synes I om de argumenter, Paulus bruger for at opfordre korintherne til at samle ind til de fattige i Jerusalem? Hvor højt prioriterede Paulus fællesskabet i menigheden? Hvordan ville der nu om dage se ud i en menighed, hvor ”den kongelige lov“ stod i centrum for al omgang med hinanden? Hvad forstår I ved solidaritet?

UGEN 1.-7. SEPTEMBER 2019

Evangeliet i praksis ”Ved Guds nåde er I frelst i kraft af jeres tro på Kristus. Det er ikke jeres egen fortjeneste, men en gave fra Gud … Gud har gjort os til det, vi er. Vi er nye skabninger i Jesus Kristus, så vi kan gøre de gode gerninger, som Gud i forvejen har lagt til rette for os“ (Ef 2,8-10, Bibelen på hverdagsdansk).

Hovedtanke

Frelste mennesker er kaldet til at bære Guds kærligheds lys ind i andres liv.

Introduktion

”Hvis jeg kunne oplyse Dem om mit liv, ville det være for at vise, hvordan en kvinde med helt almindelige evner af Gud blev ledt på fremmede og uvante veje for i sin tjeneste at gøre det, hvad han har gjort i hende. Og hvis jeg kunne fortælle Dem alt dette, ville De se, hvordan Gud har gjort alt og jeg intet. Jeg har arbejdet hårdt, meget hårdt, det er alt; og jeg har aldrig nægtet Gud noget“ (Florence Nightingale). Florence Nightingale kom fra en velhavende familie. Hun nægtede at gifte sig standsmæssigt og rejste i stedet for til udlandet for at blive sygeplejerske. Hun så opfyldelsen af sit liv ikke i det højere samfunds fester og receptioner, men i tjenesten for næsten. I begyndelsen af Krimkrigen mellem Det Osmanniske Rige og dets allierede, Frankrig og England, på den ene side og Rusland på den anden side, rejste hun til Tyrkiet i 1854. Hendes ofte natlige besøg hos de sårede og døende indbragte hende navnet Lady with the lamp (kvinden med lampen). Florence Nightingale regnes for at have grundlagt den moderne (vestlige) sygepleje og for at være en indflydelsesrig reformator af sundhedsvæsnet. Hun havde betydelig indflydelse på grundlæggelsen af Røde Kors, som den schweiziske filantrop Henry Dunant stod for. Vores verden ligner et stort lazaret (søndag). Gud bekymrer sig netop om denne verden (mandag). Den, der har oplevet frelse og forsoning og fundet et håb, er kaldet til at praktisere Guds kærlighed og være en kvinde eller mand ”med lampen“ (tirsdag til fredag).

SØNDAG 1. SEPTEMBER 2019

Skabningens suk Rom 8,18-25 Baggrund

Til fordybelse

Hvad fokuserer Paulus på i lyset af lidelsen? Vi er Guds børn. Derfor er vi også arvinger og herliggøres med Kristus (Rom 8,17). Men herligheden er endnu ikke synlig. Vi lever derfor i håbet (v. 24). Mellem udsagnet om barnekår, grundet på retfærdiggørelse ved tro og erkendelsen af Guds nye verden, ligger alle tings forgængelighed, som hele skaberværket lider under. Det lyder som et paradoks, når Paulus indirekte taler om barnekår i trældom (barnekår/trældom; v. 17.21.23). Men netop lidelsen i verden – naturen indbefattet - beviser, at det er en realitet og forstærker samtidig længslen efter legemets forløsning og enden på al forgængelighed. Naturfilm viser skaberværkets skønhed. Enestående kameraføring lader os opleve et medrivende og fortryllende landskab og dyreliv. Men efter kort tid kan man se jagt og ængstelig flugt og det at æde og at blive ædt. Med sin brod lægger et insekt æg ind i larven af et andet insekt, som nu bliver ædt op indefra. Naturen er fascinerende – og grusom. Vi oplever årstidernes skiften og iagttager klimaforandringerne med bekymring. Vi hører og ser, at vi er omgivet af krige, forfølgelser, undertrykkelse, moderne slaveri, vold, udnyttelse og forbrydelse. Ulykker, katastrofer, skilsmisser, sygdom og dødsfald berører os dybt, når de rammer os personligt. Netop i disse øjeblikke griber Gud os med begge hænder og giver os håb om en ny verden og helbredelse i denne.

Til eftertanke

”Vandets sande smag værdsættes først i ørkenen“ (israelsk ordsprog).

MANDAG 2. SEPTEMBER 2019

Guds kærlighed til verden Joh 3,16-17 Baggrund

Hvilke udsagnsord beskriver Guds motiver og gerning? ”Gud elskede verden.“ Udtrykket verden (gr. kosmos) kan betyde universet, jorden, dens beboere eller verdslige forhold. Guds frelse er universel og omfatter himmel og jord, natur og menneske (Kol 1,16.20). Her er fokus dog på mennesket. ”Med Kristus har Gud sat et frelsens tegn, som gælder hele verden. Alle mennesker kan få øje på det, og det lover dem frelse fra fortabelse. På grund af deres fortabelse og Guds vilje til frelse blev det nødvendigt, at Menneskesønnen blev ophøjet på korset. Men kun de troende får del i frelsen … Gud har ikke haft til hensigt at dømme verden ved Kristus … Altså: Ikke fordømme, men skabe frelse var Guds mål med at sende sin søn til verden. Det har han opnået hos dem, der tror på Jesus Kristus“ (Johannes Schneider, ThHKzNT, Das Evangelium nach Johannes, Berlin 1976, 100). ”For således Gud elskede verden…“ ”Verden er virkelig ’verden’ – fremmedgjort for Gud, endog en gudsfjendtlig skabning (sml. 1,5; 1.10f.) Denne ’verden’ kan den levende, hellige Gud kun elske ’således’, at han gav den eneste søn og gjorde ham … til synd, endog til forbandelse (Gal 3,13). Med eftertryk tales der nu i stedet for ’Menneskesønnen’ om ’den enbårne søn’. Det er nødvendigt at ’give’ denne søn – at give ham helt hen til gudsforladtheden på korset. ’Således’ er Guds kærlighed“ (Werner de Boor, WStB, Das Evangelium des Johannes, Zürich/Wuppertal, 1989, 114).

Til fordybelse

Gud elsker denne verden, dermed også dem, vi elsker. Ligeså elsker han dem, som vi synes er ubehagelige og usympatiske og ovenikøbet fjendtligtsindede eller gør os utrygge. Gud ”lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige“ (Matt 5,45).

TIRSDAG 3. SEPTEMBER 2019

Dyb medfølelse Matt 9,35-36; 14,14 Luk 19,41-42 Joh 11,35 Baggrund

Hvad siger disse skriftsteder om Guds væsen?

”‘Jesus brast i gråd.’ Jesus knuges af nøden, overvældes af dyb medfølelse og griber hjælpende ind – sådan var det også ved hans ven, Lazarus’ død (Joh 11,35). Jesus fornemmer de pårørendes sorg, som var det hans egen“ (Ellen White, Der Sieger, Lüneburg 2008, 392). Begivenheden, hvor en stor menneskemængde følger Jesus, og han gribes af medfølelse, lader ane, at han bevæges af mere end blot menneskenes sygdomme. Han underviste i synagoger, forkyndte evangeliet om Riget og ydede næstehjælp ved at helbrede syge (Matt 9,35-36). Grunden til hans medfølelse beskriver Matthæus med disse ord: ”… for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde.“ Det tager afsæt i profeternes veråb om de falske hyrder i Israel (Ez 34; Zak 11). Jesus oplever lignende forhold, da menneskene kommer til ham (Joh 10). De åndelige hyrder hytter sig selv, mens folket åndeligt tørrer ud.

Til fordybelse

”Dette: ’Han brast i gråd’ er det sande bevis for hans kongeværdighed. Kongen hører til folket … Til sammenligning bliver det tydeligt, hvad de falske ledere har gjort med ’hans ejendom’. Der er slavepiskerne, som bestandigt jager og pisker det stakkels folk. Så er der de kloge og intellektuelle, der som Jobs venner holder fromme og omhyggelige dogmatiske taler – og alligevel blot ’er elendige til at trøste’ (Job 16,2). Der møder elendigheden alle dem, som den nogensinde vil kunne møde på denne jord, ‘præsterne og levitterne’ – men intetsteds rammes den af det, der finder sted i mødet med Gud, nemlig Guds store barmhjertighed“ (F. Rienecker, WStB, Das Evangelium des Matthäus, Wuppertal/Zürich, 1989, 128).

Til eftertanke

”Enhver, der praktiserer medfølelse og tilgivelse, gør Guds gerning på jorden synlig“ (Irina Rauthmann, digter og fotograf).

ONSDAG 4. SEPTEMBER 2019

Et hjerte for brødre og søstre 1 Joh 3,16-17

Hvilken ”erkendelse“ er brevets læsere kommet til? Hvad gælder det om at ”se“?

Baggrund

I sit brev uddyber Johannes tanken om Guds kærlighed, som er forbundet med Jesu hengivelse. Af dette centrale anliggende vokser der en forpligtelse: ”… så skylder også vi at sætte livet til for brødrene.“ Johannes taler om en skyld, som vi står i på grund af den kærlighed og hengivenhed, som Gud viste os. Om troende mennesker åbner eller lukker deres inderste over for næsten står dem ikke frit for. Guds kærlighed forpligter. Hvis gnisten af den kærlighed, vi har oplevet hos Gud, ikke fænger, ender noget galt. Johannes forklarer i vers 17, hvad han mener med formuleringen: så skylder også vi at sætte livet til for brødrene – i en dybere betydning: at gøre sin indflydelse gældende. Som Jesus delte og gjorde sin indflydelse gældende med sit eget liv for os, er det vores forpligtelse at dele livet – livsfornødenhederne, velstanden, livets goder – simpelthen det livsnødvendige med den trængende. Det gælder om at slippe sit eget, som Jesus gav afkald på sit eget. ”Når nogen … har og ser …“ Det var Jesu holdning. Hvis nogen lukker sit hjerte, ”… hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?“. Med hvilken ret? På hvilken måde? Når man lukker sit hjerte, så lukker man sig ude.

Til anvendelse

Velfærdsstatens og -organisationers hjælp imødekommer mange af de udfordringer, som Johannes taler om – men ikke dem alle. Nogle menigheder varetager deres ansvar i samfundet og stiller sig til rådighed for de socialt svage, flygtningene, hjemløse, enlige mødre med deres børn osv. Man kan også dele immaterielle goder som fællesskab med singler, tid med syge og ensomme, deltagelse i andres sorg og tab af pårørende og venner og praktisk hjælp.

Til eftertanke

Hvordan kan vi reagere bedre på den kærlighed, der blev vist os, end at vise andre kærlighed?

TORSDAG 5. SEPTEMBER 2019

Inkludere i stedet for marginalisere Mal 2,10 Gal 3,28 Baggrund

Hvad hviler respekten for den anden på?

Malakias bekæmper en række forfærdelige forhold i Juda. I troløshed over for Gud glemmer folket, at de i ham er knyttet til hinanden: Gud er deres fader, som både har skabt dem og oprettet pagten med dem. Enhver af dem har del i Guds skaberværk og pagt. Jesus opponerede imod det jødiske samfund, der marginaliserede de lavere sociale lag, de syge og syndere, med ordene: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder…“ (Matt 11,28). Selv den unge kristne menighed var på grund af den jødiske prægning ikke fri for at marginalisere andre (ApG 10,9-20; 15,1-6). Der blev ført heftige diskussioner om fællesskabet med hedninger og deres adgang til frelsen. Paulus går imod dem ved at sige, at alle – jøde eller græker, træl eller fri, mand og kvinde – er blevet frelst på samme vilkår af Kristus. Alle står derfor i samme kristusfællesskab.

Til fordybelse

Marginaliseringen blandt kristne er endnu ikke overvundet. Den ydre marginalisering bygger mure omkring ens eget konfessionelle tilhørsforhold. Den betragter andre kristne med mistro og tvivler på oprigtigheden i deres tro. Den indre marginalisering vender sig mod medlemmer i ens egen kirke. Der dannes grupper, som søger deres egen identitet, som de savner i kirken. Mistænksomhed, mistænkeliggørelse og bagtalelse breder sig.

Til anvendelse

Bekendende kristne må vise respekt over for hinanden, fordi de er frelst ved Kristus og tilhører ham. Det ophæver ikke forskelle i troen og prisgiver ikke egen identitet. Men de anerkender de andres positive tilgang til troen og kan lære af dem. Over alle læresætninger – så vigtige de end er – står glæden ved Kristus og den fælles frelse.

FREDAG 6. SEPTEMBER 2019

Tilbedelse i Guds ånd Åb 14,6-7

Hvormed begrundes de kald, som ligger i den første engels budskab? Hvad betyder de i praksis?

Til fordybelse

Åb 14,7 sammenfatter tre nøgleelementer, der kan forstås som handlingsgrundlag. Dom: Råbet om, at Gud skal dømme, er et skrig efter retfærdighed fra alle dem, der i tidens løb har været undertrykt (Åb 6,10; Sl 109). Gud er en Gud, der hører de nødlidendes råb. Frelste, der afspejler Guds væsen og gerning, er kaldet til at bistå de forfordelte og med de muligheder, de har til rådighed, være et værn mod udnyttelse og undertrykkelse. Dette er også gudstjeneste. Tilbedelse: Profeterne i Det Gamle Testamente knytter tilbedelse sammen med forholdet til medmennesket (Es 58,4-7). Stridbar og voldelig adfærd er uforenelig med dette. At hjælpe den nødlidende, at åbne sit hjerte for medmenneskers nød er tilbedelse, ”som jeg ønsker“. Skabelse: Mennesket er skabt i Guds billede (1 Mos 1,26-27). Det er elsket af Gud og har ufattelig værdi. På grund af synden og dens følger er meget af dette billede gået tabt. Evangeliets forkyndelse vil hele og være impulsen til at genoprette gudsbilledligheden.

Resumé

Vores verden lider massivt under syndens følger. Al medfølende, oprettende og hjælpsom gerning, der kommer fra hjertet, bringer lys til verden og ind i vores medmenneskers liv. Det er et vidnesbyrd om Guds kærlighed.

DIALOG TIL SABBATTEN 7. SEPTEMBER 2019

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt

”Vi skal selv blive lysere, hvis verden skal blive en smule lysere“ (Reinhold Schneider, forfatter, 1903-58, Tyske boghandleres Fredspris). Hvilke mennesker har påvirket jeres liv positivt? Hvilken indstilling havde de til jer?

Joh 3,16-17

Stikord: Kærlighed Hvad mener Jesus med ”verden“, som han elsker? Sand kærlighed kan ikke krænkes. Hvad mener I om dette udsagn? ”Kærlighed er mere end en følelse“ (David Trobisch, Th.D.) Hvad er det da?

Matt 9,35-36

Stikord: Medfølelse Hvad var årsagen til, at Jesus ”ynkedes“, da han så folket? Hvordan viser ægte medfølelse sig?

Gal 3,28

Stikord: Marginalisering Hvilket budskab vil Paulus formidle med sit udsagn? Hvor ser I (faren for) marginalisering? Kan man også respektere hinanden, når man har modsatrettede synspunkter og livsindstillinger?

Afslutning

”Frelste mennesker er kaldet til at bære Guds kærligheds lys ind i andres liv.“ Hvad tager I med jer fra denne samtale?

UGEN 8.-14. SEPTEMBER 2019

Håb forandrer verden ”Derfor, mine kære brødre, stå urokkeligt fast, og giv jer helt hen i arbejdet for Herren. I ved jo, at jeres slid ikke er spildt i Herren“ (1 Kor 15,58).

Hovedtanke

Begrundet håb betyder lys for enden af tunnelen og giver energi.

Introduktion

”Hvad ilt betyder for lungerne, det betyder håbet for den menneskelige eksistens. Fjern ilten, og kvælningsdøden indtræffer. Tag håbet fra et menneske, og det vil opleve åndenød i form af fortvivlelse“ (Emil Brunner). Findes der ikke også urealistisk håb? Heinz Kahlau, der var elev af Bertolt Brecht, skrev i sit digt ”Om unge kynikere“: ”Jeg skal fortælle jer, hvad disse lider af. De lider af det fortvivlede håb, at de i løbet af deres liv kan forandre verden til et paradis. I stedet for at lære dem at tænke klart har man sat dem foran et billede, som var alt for spraglet for de unge øjne. Nu har de i deres hoveder en smuk mangfoldighed af farver, som de går og leder efter i verden.“ Kan man bruge Albert Camus´ motto: ”Tænk klart og lad være med at håbe?“ Kan for store forhåbninger ende i afgrundsdyb skuffelse? Bør man somme tider holde lidt igen med at håbe? Den, der lader være med at håbe, bliver ikke skuffet. Men hvem kan holde til det? Og selv hvis man kunne, ville hele livet så ikke blive én stor skuffelse? Håb ændrer synsvinklen, hjertet, verden. ”Jeg næres af håbet; det gør halvdelen af verden jo, og jeg har hele mit liv haft håbet som nabo; hvad var der ellers blevet af mig?“ (Ludwig van Beethoven)

SØNDAG 8. SEPTEMBER 2019

At håbe og vente Rom 8,18-26 Baggrund

Hvad er Åndens ”uudsigelige sukke“ udtryk for? Paulus tegner billedet ”de nuværende lidelser og den kommende herlighed“ ved hjælp af tre streger: • Skabningens suk (v. 19-22) • Guds børns suk (v. 23-25) • Åndens suk (v. 26) Det er ikke kun Guds børn, der håber og venter på, at al lidelse og ødelæggelse skal få en ende. Hele skabningen længes efter, at forgængelighedens trældom skal forvandles til herlighed (ifølge SEB 1681f). Skabningens suk lyder i en af Bach bearbejdet tekst: Mildeste Jesus, ak tøv ej så længe, kom dog; for livet på jorden jeg ængstes, kom dog, borttag mig blot efter din vilje fra denne urolige, angstfyldte verden. BWV 484 Hvor mange af nutidens lidende kristne beder mon ikke den samme bøn? Det er yderst forståeligt. Men at man længes efter den nye verden, betyder ikke nødvendigvis, at man flygter fra den nuværende. Manfred Siebald fortæller i sin sang: ”Der da oben“ (”Ham deroppe“) om en kvindelig keramiker, Bita Mylendyck, der er plaget af smerter og længes efter, at Gud vil tage hende hjem. Alligevel finder hun kræfter og overskud til at holde ud (frit oversat): ”Ham deroppe ville nok ikke have mig endnu; jeg kender ham godt nok til at vide, at det er bedst for mig. Ham deroppe har nok stadig brug for mig hernede; han ved altid lige præcis, hvad han gør.“ (CD ”Von Wegen“, Hänssler Verlag)

Til eftertanke

”Vente og håbe gør mangen en tåbe“ (Ovid). Venten og håben holder himlen åben. At håbe hjælper til at holde ud. 88

MANDAG 9. SEPTEMBER 2019

Håb og gerning Matt 25,13-19

Hvad er forbundet med det at våge og at vente på Herren?

Baggrund

”Til forskel fra de foregående lignelser, hvor der især bliver manet til at være årvågen og beredt med fokus på endens tid, opfordres der her til at udnytte den tid, der er tilbage. Med baggrund i det bebudede Gudsrige, der allerede er ved at bryde frem, gælder det om her og nu at gøre det, som Gudsriget står for og giver mulighed for. Guds rige og Guds retfærdighed skal allerede bryde igennem i denne forgængelige verden“ (SEB).

Til anvendelse

”Kristne tager sig af nutiden, fordi deres fremtid er afklaret. De flygter ikke ind i evigheden og lægger hænderne i skødet, når de beder: Komme dit rige. Tværtimod! Friedrich von Bodelschwingh var overbevist om, at Jesus ville komme igen i hans levetid. Det afholdt ham dog ikke fra at oprette en af de største sociale organisationer, Bethel Stiftelsen. Hvor utopister drømmer, og resignerende mennesker opgiver, der arbejder den kristne, fordi han ved: Der er ikke noget slid, der er spildt i Herren (1 Kor 15,58)“ (Peter Hahne, No future – Wir haben Zukunft, Neuhausen-Stuttgart 1996, 56). ”Det er da muligt, at dommedag kommer i morgen. Så vil vi gerne standse bestræbelserne for at skabe en bedre fremtid, men ikke inden da“ (D. Bonhoeffer).

Til eftertanke

Adventhåbet er en katalysator for energifyldt engagement. Hvor kan jeg se bekræftende eksempler på det?

TIRSDAG XX 2019

Håbet og døden 1 Pet 1,3 1 Kor 15,12-20 Baggrund

Til fordybelse

Hvilke tanker og følelser vækker udtrykket ”levende håb“?

”Det var ikke kun Jesu opstandelse, men kødets opstandelse i al almindelighed, der blev fornægtet i Korinth. Vers 29 viser, at man alligevel regnede med en form for liv efter døden. Måske troede man, at den guddommelige ånd, der boede i mennesket, hentedes til himlen ved dåben (sml. 4,8 og gnostikernes parole i 2 Tim 2,18: ‘Opstandelsen har allerede fundet sted’). I vers 13-19 viser Paulus først den utvetydige sammenhæng mellem Jesu opstandelse og vores opstandelse. De hører sammen som Guds ene apokalyptiske indgriben i dødens verden, der påbegyndtes med Jesu opstandelse og finder sin afslutning i de dødes opstandelse“ (SEB 1713). Hvad eller hvem dør sidst? ”Håbet dør sidst“ (ordsprog). ”Som den sidste fjende tilintetgøres døden“ (1 Kor 15,26).

Til anvendelse

Fordi Jesus er opstået, står vores tro på en fast klippe. Derfor håber vi – med god grund – ud over døden. Dette håb er allerede tydeligt her og nu: ”Somme tider står vi op / Står vi op til opstandelsen / Midt på dagen ….“ (Marie Louise Kaschnitz).

Til eftertanke

”At rejse sig efter lang tids indkrogethed og kunne strække sig mod den velsignende himmel med hele sin væren for at lade dens lys fylde én: ’Det er opstandelse midt på dagen’“ (Christa Spilling-Nöker, Vom Geschmack des Lebens, Kevelaer 2018).

ONSDAG 11. SEPTEMBER 2019

Håb og dom Præd 12,14 Rom 12,19 Joh 3,16-21 Til fordybelse

Hvordan lyder evangeliet om dommen?

Guds dom er kerneelementet i hans virke for at få verden, der er kuldsejlet, på ret kurs igen. Det er uudholdeligt, hvad der rammer mennesker hver eneste dag. Det er ”nødvendigt“, at der skabes retfærdighed for ofrene. Traumatiserede mennesker har ikke blot brug for terapi, de ønsker også at vide, om de kan regne med retfærdighed. Men hvordan kan det ske, uden at der opstår nye katastrofer? Man kan ganske vist søge retfærdighed ved hjælp af hævn, men aldrig fred. Hævnen er faktisk ikke sød. Gud tager denne umenneskelige opgave på sig. ”Hævnen er min,“ siger han. Gengældelse har Gud monopol på. Hævn er noget, chefen tager sig af. Det insisterer Gud på. Ikke fordi han synes, det er sjovt, men fordi det kun er ham, der kan tage den opgave på sig: at skaffe og genoprette retfærdighed. Er der til syvende og sidst alligevel tale om hævn? Er verdensdommen et udtryk for et himmelsk vredesudbrud? Bliver kærlighedens Gud alligevel til sidst besejret og overmandet af hævnens Gud (Sl 94,1)? I 5 Mos 32,35 er der tale om hævnens Gud, der vil gengælde. Det hebraiske ord for gengælde er shilem, der har samme rod som shalom. Gengældelse og fred er ikke uforenelige modsætninger hos Gud. Når Gud gengælder, skaber han orden. Han genopretter, helbreder og bringer fred til alle de udstødte og mindre privilegerede, der håber på hans retslige indgriben.

Til anvendelse

Den, der håber på en retfærdig domsafgørelse, kan ikke bare læne sig tilbage i en verden fuld af uret og passivt se på, at der rundt om ham sker himmelråbende uretfærdigheder. ”Det at være kristen består i dag kun af to ting: af bøn og i at gøre det rette blandt mennesker“ (Dietrich Bonhoeffer).

TORSDAG 12. SEPTEMBER 2019

Håb og mål Åb 21,1-5

Hvilke af disse udsagn er særligt opmuntrende?

Baggrund

”Nyskabelse er det centrale tema i Bibelen, det egentlige indhold i det kristne liv og den mest rammende beskrivelse af det, som er Guds plan med mennesket og verden …. Hvis man er interesseret i et sammendrag af hele evangeliets forkyndelse, der er så objektivt som muligt, så finder man det i disse vers“ (Hanns Lilje, Das letzte Buch der Bibel, Witten 1961, 217f.). Gud forfølger ufortrødent sit mål. Enden på denne verdens tid er ikke enden på Guds skabelseshistorie. Til sidst sker der noget helt nyt. Johannes ser Guds nye verden i en vision: en verden uden lidelse, sygdom og død. Det, der på det tidspunkt er fremtid, bliver vist ham, som det kommer til at se ud. Håbet er baseret på Guds løfte. Gud når sit mål.

Til anvendelse

”Den, der ikke kender målet, kender ikke vejen; han bliver nødt til at gå i ring hele sit liv“ (Christian Morgenstern). Adventistkristne kender målet. Håbet om Guds retfærdigheds rige ligger allerede i navnet. ”Haus der Adventhoffnung“ (Adventhåbets Hus) står der på en del kirkebygninger. [I Danmark: Adventkirken]. Ser vi det egentlig? Lever vi egentlig efter det? Eller er det ren facade? ”Vi synger højt: ’Herre, kom dog snart’ og tænker inderst inde: ’Bare ikke lige nu’“ (Manfred Siebald). Passer dette udsagn? Hvad kan det i givet fald skyldes? Og hvad kan der gøres ved det?

FREDAG 13. SEPTEMBER 2019

Håb og Gud

Baggrund

”Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!“ (Rom 15,13) Paulus afslutter afsnittet om menighedens enhed med en bøn. Han udtrykker et ønske om noget, der må ske, som ikke helt er opnået endnu. Paulus er ikke beskeden i sin bøn, men beder om rigt håb. Det græske ord betyder: overstrømmende, at få i overflod. Når håb flyder over lige som en væske, kan der ikke opnås mere. Denne overstrømmende fylde er Helligånden årsag til. Han fylder de troende med stor glæde og dyb fred.

Til fordybelse

”Håb er ikke blot et ord“ – det er en person. Håb kan ændre verden, fordi håbets Gud ændrer verden. Gud giver i overflod. Når håb flyder over, flyder det over på andre. Således ændrer Gud verden.

Til eftertanke

”For at (over)leve har vi brug for håb. Ikke for utopier eller illusioner. Det er kun ægte håb, der giver mod på fremtiden. Lad os derfor indføre … en ny måde at indrette samfundet på, en ’ambh’, et ’aktieselskab med begrundet håb’“ (Peter Hahne, Schluss mit lustig, Lahr 2004, 142f.). ”At leve vil sige at begrave håbet“ (Theodor Fontane) ”At leve vil sige at begrunde håbet“ (anonym)

Resumé

Håb er forankret i Gud, der ikke lader verden og menneskene i stikken. Dette håb forandrer i positiv retning.

DIALOG TIL SABBATTEN 14. SEPTEMBER 2019

Spørgsmål til drøftelse Indledende spørgsmål

”Det drejer sig om at lære at håbe“ (E. Bloch). Hvor er der nu om stunder mest behov for håb? Hvor og hvordan kan man lære at håbe?

Rom 8,18-26

Efter at vi har oplevet en bølge af litteratur vedrørende ”den positive tænknings effekt“, hører man nu røster om ”den positive tænknings tyranni“. Hvad er mulighederne, og hvad er farerne ved ”positiv tænkning“? Hvordan kan disse vers hjælpe til en afbalanceret og modig holdning?

Åb 21,1-5

”Vi synger højt: ’Herre, kom dog snart!’ og tænker inderst inde: ‘Bare ikke lige nu’“ (Manfred Siebald). Hvad kan årsagen være til en sådan indstilling? Hvordan kan vi ændre indstilling?

Matt 25,13-19

”Guds rige og Guds retfærdighed bør allerede bryde igennem i denne forgængelige verden“. Hvordan kan man se håbet i menighedens hverdag?

Afsluttende spørgsmål

”Når en plante formår at bryde igennem asfalt, så kan du garanteret også finde en vej“ (anonym). Hvad har været med til at give jer håb i vanskelige situationer?

UGEN 15.-21. SEPTEMBER 2019

Som jeres himmelske fader ”I skal være uden forbehold i alt, hvad I gør, ligesom jeres far i himlen“ (Matt 5,48, Den nye Aftale, NT på nudansk).

Hovedtanke

Mennesker forandrer sig ved at følge Jesus og antager deres himmelske faders karaktertræk.

Introduktion

”En indisk munk sidder ved bredden af en flod og mediterer. Så får han øje på en skorpion, der er gledet i vandet og kæmper fortvivlet for sit liv. Fuld af medfølelse for skabningen tager munken skorpionen op af vandet og lægger den forsigtigt på bredden. Men skorpionen stikker munken i hånden. Efter et stykke tid opdager munken, at skorpionen igen plasker i vandet, og atter redder han det stakkels dyr. Og atter stikker skorpionen ham i hånden, så munken skriger af smerte. Da redningen og stikket gentager sig en tredje gang, råber en bonde, der har iagttaget det hele, over til munken: ’Hvorfor hjælper du dette elendige kræ igen og igen, når du i stedet for tak bare høster stik og smerter?’ ’Den og jeg,’ svarede munken, ’følger blot vores natur. Det ligger i skorpionens natur at stikke. Den kan ikke andet. Og min natur er det at øve barmhjertighed. Jeg kan heller ikke andet’“ (Aus Axel Kühner, Überlebensgeschichten für jeden Tag, Aussaat-Verlag 2004, 295). Og hvad er vores natur? Sommetider ser det ud som om, vi er skorpioner, og vi af naturen hele tiden stikker. Egoisme og hårdhed står ofte øverst på dagsordenen. Men berøringen med Guds godhed forvandler os til nye mennesker med en ny natur. Erfaringen med Guds kærlighed og barmhjertighed giver en ny prægning og gør os i stand til at være kærlige og medfølende. I denne uge vil vi se på nogle af den nye naturs kendetegn, som Jesus udstyrer sine disciple med.

SØNDAG 15. SEPTEMBER 2019

At prioritere Matt 6,25-33

Baggrund

Hvilke lovmæssigheder og sammenhænge i naturen gør Jesus opmærksom på? Hvilken betydning har de for vores prioriteringer i livet? Dette afsnit tolkes af nogle som Jesu ”naturprædiken“, hvor Jesus retter opmærksomheden bort fra menneskelige bekymringer og problemer og mod en vidunderlig gennemtænkt og skabt verden. Jesus viser, hvordan livet kan blive mere afslappet og ubekymret, når det bestemmes af de rette prioriteringer. Livet er mere end mad, drikke, klæder osv. Jesus ønsker, at vi skal være opmærksomme på, hvordan skaberværket ”tikker“, hvordan Gud sørger for planter og dyr. Der er en vigtig lærdom i følgende: Mennesket har kun begrænset indflydelse på sit eget liv, uanset hvor meget det anstrenger sig. Det leder til en indre ro at acceptere disse grænser. En manglende accept vil derimod fremme unødig angst og være årsag til frustrationer. Til sidst opfordrer Jesus til at sætte Gud først og i centrum for ens egen tilværelse. Budskabets kerne er at lægge sin egen vilje ind under Guds vilje. Lev for Gud, er Jesu appel. Gør hans rige (Guds herredømme) til jeres vigtigste anliggende og bestræb jer på igen og igen at erfare hans retfærdighed (viljen til at tilgive, Guds godhed og hans kærlighed til menneskene). Dette er nøglen til et lykkeligt liv.

Til anvendelse

Bekymringsløshed og indre fred er ikke så meget afhængig af, hvor godt vi har sørget for vores fremtid, men af vores opmærksomhed på Gud og hans værdier.

Til eftertanke

”Nej, I skal koncentrere jer om Guds rige og det, Gud vil have jer til, og så vil han sørge for alt det andet“ (Matt 6,33 Den nye Aftale, NT på nudansk). Hvordan forandrer Guds prioriteringer mine egne?

MANDAG 16. SEPTEMBER 2019

Bed og arbejd Ef 6,18 Jak 5,14-18 Til anvendelse

I hvilken grad er forbøn en praktisk ting, som en kristen kan gøre for sin næste? Når vi efter vores indre kompas styrer mod Gud, hans rige og hans retfærdighed, prioriteres der anderledes. Den kristnes nye liv præges ikke kun af nye værdier, men også af nye vaner (Gal 5,25). Dertil hører bønnen – samtalen med Gud. Paulus anbefaler at stå i vedvarende kontakt med Gud (1 Thess 5,17). Bøn er ikke blot en åndelig øvelse, men også en praktisk handling. Når det fx handler om at hjælpe nogen, at tænke på og at være noget for vedkommende, er det at bede noget af det første, som vi kan gøre for ham eller hende. Vi kan bede for mennesker, der i nød og har udfordringer, og tage tid til forbøn specielt for personer i ansvarsfulde stillinger (1 Tim 2,12). Samtidig kan vi ved eftertænksom bøn blive klar over, hvordan vi bedst kan yde praktisk hjælp (Jak 2,1-16). Mottoet: ”bed og arbejd“ genspejles i vekselvirkningen mellem indre og ydre engagement. Livet for Guds rige har to mål for øje: På den ene side retter det sig mod Gud, og på den anden side taber det aldrig verden af syne. Vi møder Gud ikke udelukkende i ”det stille kammer“, men også i praktisk og kærlig omsorg for vores medmennesker og i indsatsen for retfærdighed og fred – til syvende og sidst i alt, hvad vi gør ”af hjertet – for Herren“ (Kol,3,23).

Til eftertanke

”Herren husker os og velsigner“ (Sl 115,12). Vi følger hans eksempel og tænker på andre og velsigner dem. Så en tanke, høst en handling. Så en handling, høst en vane. Så en vane, høst en karakter. Så en karakter, høst en skæbne. (Konfutse)

TIRSDAG 17. SEPTEMBER 2019

Del gerne med andre 1 Tim 6,17-19 1 Joh 3,16-18

Hvad er årsagen til kristen gavmildhed? Hvordan elsker man ”i gerning og sandhed“?

Baggrund

1 Tim 6,17-19 er klar tale fra Paulus. Rigdom kan udgøre en dødelig fare for troen. Men så peger han på: Når de rige deler deres rigdom med andre, lægger de en solid grundvold for deres håb og det virkelige liv til forskel fra en falsk sikkerhed bygget på materiel ejendom. Paulus vil motivere sine læsere til gavmildhed. Han bør dog ikke misforstås. Frelsen får vi alene af Guds nåde og ikke på grund af menneskelige gerninger. Men gerninger af tro genspejler Guds kærlighed. 1 Joh 3,16-18 uddyber denne tanke. Den ægte kærligheds væsen anskueliggøres bedst ved Jesu Kristi liv. Den elskende er ovenikøbet parat til at ofre sit liv for de andre. Jesu gerning sætter på den måde en høj standard for de kristnes kærlighed til hinanden: Kærlighed ”ikke med ord … men i gerning og sandhed“. ”At stille sit liv til rådighed er og bliver et særtilfælde, men at dele jordisk gods med trængende brødre kommer ofte som et ufravigeligt krav til den kristne … Kærlighedens guddommelige væsen ytrer sig i mennesket som kærlighed til Gud og næsten. Ifølge dette har et hjerte, som undertrykker en medfølende kærlighed til næsten, ikke rum for Guds væsen. ’Den, der udøver kærlighed, ejer gudskærligheden immanent som en levende kraft og et handlingens princip.’“ Kærligheden er i sit væsen ”uselvisk tjeneste for broderen til det yderste (v. 16), opfyldelse ved gerningen, praktisk ved først og fremmest at dele ud af sin ejendom (v. 17)“ (R. Schnackenburg, Die Johannesbriefe, Freiburg 1984, 199-201).

Til eftertanke

”Jeg vil glæde mig over at kunne vise dem min godhed“ (Jer 32,41, Bibelen på hverdagsdansk). Hvor megen glæde og fornøjelse fås ved at gøre det gode?

ONSDAG 18. SEPTEMBER 2019

At stifte fred Es 9,5-6 Matt 5,9

Hvordan vil ”Freds Fyrste“ udøve sit herredømme? Hvorfor lover Jesus barnekår hos Gud til dem, der ”stifter fred“?

Baggrund

I en urolig tid uden fred for Israel bebuder profeten Esajas en konges fødsel. Han nævner forskellige ærestitler, som er forbundet med visse egenskaber og løfter. ”Navnet ’Freds Fyrste’ er i denne sammenhæng den vigtigste, fordi den i det følgende udfoldes i et ’regeringsprogram’. Fred (shalom) er betegnelsen for den omfattende frelse, den enkeltes ve og vel og autenticitet uden at blive forstyrret af ondt, krig osv. og inkluderer ret og retfærdighed“ (SEB 846). Da en engel næsten 700 år senere forkynder Frelserens fødsel for hyrderne, knytter han an til Esajas’ løfte: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!“ (Luk 2,14). Som Guds søn bringer Jesus den sande fred til menneskene, freden med Gud (Rom 5,1), som overgår al forstand (Fil 4,7). Opgaven at stifte fred hører til Guds søns væsen. Når sønnen, der er blevet menneske, bringer den sande, guddommelige fred, vil også de, der er Guds børn, bære den ind i verden.

Til anvendelse

Til eftertanke

Evangeliets midtpunkt er Guds nådefulde og storartede fredstiftende gerning, hvori syndige mennesker forsones med deres skaber (2 Kor 5,18-21). Forsoningen med Gud gør os til ”ambassadører“ for andres forsoning. Den, der er i samklang med Gud og sig selv, kan stifte fred omkring sig og på den måde være til velsignelse i en fredløs verden. Hvor kan jeg stifte fred?

TORSDAG 19. SEPTEMBER 2019

Hjælp dem, der lider nød Es 58,1-12

Hvori består den sande ”faste“, som Gud ønsker?

Baggrund

Profeten hæver stemmen med fuld kraft og anklager sit folk. Israelitterne gør sig umage med at føre et fromt liv, og de foretager sig ikke noget uden først at bede Gud om, at det må lykkes. De afholder de traditionelle fasteperioder og forventer, at Gud belønner dem for det. Men Herren viser tydeligt, at folkets religiøse anstrengelser er ham en gru, så længe der sker uret og undertrykkelse, og at de sultne og de, der lider nød, ikke hjælpes. Umisforståeligt giver Gud til kende, hvilken form for ”åndelige øvelser“ han ønsker sig. Selvpineriet bør afløses af den sande faste, som tilgodeser den trængende næste: ”… at I sætter de uretfærdigt anklagede fri, at I fjerner slavernes tunge byrder, at I løser de undertrykte fra deres lænker, at I deler jeres mad med de sultne, at I giver husly til de hjemløse, at I sørger for tøj til dem, som intet har og i det hele taget gør, hvad I kan for at afhjælpe de behov, der findes omkring jer“ (v. 6-7, Bibelen på hverdagsdansk). Følgerne af den slags fromhed lader ikke vente på sig: ”[Så] vil det lysne for jer, som når morgenrøden bryder igennem, og jeres redning vil komme i hast. Jeres godhed vil gå foran jer og min herlighed slutte op om jer bagfra“ (v. 8, Bibelen på hverdagsdansk).

Til eftertanke

Hvornår har jeg selv ”fastet“ sidst – og hvorfor? Hvordan kunne regelmæssige ”fastedage“ tage sig ud, hvor jeg deler mit brød med den sultne, gør noget positivt for hjemløse eller giver af min overflod til andre, hvis behov jeg ser?

100

FREDAG 20. SEPTEMBER 2019

Vær fuldkommen Matt 5,43-48 Luk 6,27-37 Baggrund

I hvilken sammenhæng står denne fordring hos Matthæus og Lukas? Fuldkommenhed var i nogle fromme kredse i Israel på Jesu tid kun tænkelig i streng tilknytning til Toraen som den radikale lydighed overfor loven. Jesus knytter fordringen ”vær fuldkommen“ særligt sammen med buddet om at elske sine fjender. Guds fuldkommenhed viser sig ved, at han lader sin sol stå op over onde og gode. Han er perfekt i sin udelte godhed, sin imødekommenhed overfor alle mennesker, sin ubrudte kærlighed, der ikke udelukker nogen. Gud reagerer på had med kærlighed og på oprør med nåde. I stedet for at dømme tilgiver han. Denne fuldkomne kærlighed fra Gud søger sin genklang i menneskene og kalder os til at være og handle som Gud. Den, der indlader sig på dette, lever som Guds barn og er i den henseende ”fuldkommen“ som faderen i himlen. I Jesu prædiken på sletten, som er en (kortere) parallel til Bjergprædikenen, erstatter Lukas udtrykket fuldkommenhed med barmhjertighed: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.“ Her bliver det tydeligt, at kaldet til fuldkommenhed ikke handler om et syndfrit liv i moralsk perfektionisme, men om hverdagens næstekærlighed i praksis.

Til fordybelse

Resumé

101

Guds barmhjertighed er en central egenskab og et af hans navne (”den Barmhjertige“). Den er ikke blot et følelsesudtryk, men kendetegner hans aktive imødekommenhed og omsorg. Guds forbillede og Jesu eksempel forandrer vores prioriteringer og motiverer os til en indsats for andre.

DIALOG TIL SABBATTEN 21. SEPTEMBER 2019

Spørgsmål til drøftelse Udgangspunkt Supplerende spørgsmål 1. Joh 3,16-18

Hvilken virkning har forbilleder? Hvad har præget jer mere: erkendelsen af bibelske sandheder eller at omgås troende mennesker? Hvilken standard sætter Johannes for søskendekærlighed blandt kristne? Hvilken betydning har det i vores forhold til hinanden?

Jak 2,15-16

”Bønnen erstatter ikke nogen gerning, men det er en gerning, der ikke kan erstattes af noget andet.“ I hvilket forhold står forbøn og praktisk hjælp til hinanden?

Matt 5,48 Luk 6,36 Matt 5,9

Hvad er forskellen på fuldkommenhed og barmhjertighed – eller er de et og det samme? Den, der tilbyder at stifte fred, kan let komme i klemme mellem parterne. I hvor høj grad hører indsatsen for ”fred på jorden“ til en kristens, en menigheds eller en verdenskirkes opgave?

102

UGEN 22.-28. SEPTEMBER 2019

Den tjenende menighed ”Lad os holde urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb, for han, som gav os løftet, er trofast; lad os give agt på hinanden, så vi tilskynder til kærlighed og gode gerninger“ (Hebr 10.23-24).

Hovedtanke

En tjenende menighed vidner om evangeliet i ord og gerning.

Introduktion

I de fleste landsbyer i Mellemeuropa – og ikke mindst i Danmark – kan man se en højtbeliggende kirke, der er synlig for alle. Her bor åbenbart kristne – i hvert fald har kirken engang haft en central plads i disse samfund. Den var et fast holdepunkt for indbyggerne og ledsagede dem fra vugge til grav. Er kirker nu om stunder bare mindesmærker fra en fjern fortid? Er de blot vidner om en tro, der nu er forsvundet? Eller kan kirken stadig sige eller endda give samfundet noget? Kirker og menigheder er langt mere end bygninger og grupperinger af mennesker, der kalder sig kristne. ”Kirken er kun kirke, når den er der for andre … Den må deltage i de verdslige opgaver i samfundets fællesskaber, ikke bestemmende, men derimod hjælpende og tjenende“ (Dietrich Bonhoeffer). Hvordan ser det ud i praksis? Et af mange eksempler på Syvende Dags Adventistkirkens bestræbelser er det initiativ, man kalder ”Global Youth Day“. Under mottoet ”Be the sermon!“ (”Vær prædikenen!“) går unge over hele verden ud på gader og stræder én bestemt sabbat om året og opsøger mennesker, der har brug for hjælp. De vil gerne hjælpe, hvor der er behov, lige som den barmhjertige samaritaner. De ønsker at være salt og lys og at forkynde evangeliet gennem det, de gør – uden mange ord. I denne uge vil vi overveje, hvad der kendetegner en tjenende menighed, der ikke blot kender sin opgave, men også er villig til at gå ind på omgivelsernes behov – ikke kun én gang om året, men kontinuerligt. Således afrundes dette kvartals studiehæfter under temaet: ”Den kristnes sociale engagement.“

103

SØNDAG 22. SEPTEMBER 2019

Menighedens betydning udadtil 2 Kor 2,14-16

Baggrund

Hvilken virkning havde Paulus’ og hans medarbejderes virke på menneskene på deres tid? Paulus sammenligner sit virke som apostel og missionær forskellige steder med et romersk (triumf)tog. Hans forkyndelse peger hen på Jesu sejr. Det, der sker gennem prædikenen, sammenligner Paulus med en duft, der opfattes forskelligt. Det var netop almindeligt at afbrænde røgelse i forbindelse med de romerske triumftog. Den intense duft ledsagede den sejrrige feltherre og dennes soldater, men også krigsfangerne, der førtes med i triumftogene. For dem, der stod og så på, var duftene en behagelig sanseoplevelse. De fejrede den sejr, der var opnået for deres rige. For krigsfangerne derimod var duften et forvarsel på den slavetilværelse, måske endda død, der ventede dem. Der, hvor evangeliet forkyndes og efterleves, kan Guds nærhed fornemmes. At tage imod evangeliet fører til liv. Den, der afviser Guds tilbud om nåde, kan ikke håbe på evigt liv (Joh 3,36; 1 Joh 5,11-13). Der, hvor menigheden er levende, og hvor evangeliet forkyndes, gør det indtryk på omgivelserne. Der bliver lagt mærke til den – men hvordan? Opfattes den som en gruppe, der helst vil holde sig for sig selv eller som åben og indbydende? Nu til dags er det stadig muligt at gøre en mærkbar forskel og at være en vellugt for Gud der, hvor Gud har sat os.

Til eftertanke

Hvilket indtryk efterlader jeg som kristen hos mine omgivelser? Hvordan opfattes jeg som menighedsmedlem af udenforstående?

104

MANDAG 23. SEPTEMBER 2019

Menighedens sammenhold 2 Mos 32, 1-14.31-32 Baggrund

Hvordan udfordres Moses af Gud i sit ansvar over for Israels folk?

Mens Gud underviser sin tjener Moses på Sinaj bjerg, begynder folket ved foden af bjerget at kede sig. De længes efter en synlig Gud, som de kan tilbede. På trods af at de flere gange har oplevet Guds magtfulde virke, dengang han udfriede dem fra Egypten, kræver de, at Aron skal rejse et afgudsbillede. Folkets afgudsdyrkelse vækker Guds vrede. Han nævner over for Moses, at han har til hensigt at bryde med folket én gang for alle. Han vil udrydde det og sætte Moses og hans efterkommere i dets sted. ”Da Moses gik i forbøn for Israel, besejredes hans frygtsomhed af hans dybe interesse for og kærlighed til dem, han havde været Guds redskab til at gøre så meget for. Herren lyttede til hans uegennyttige bøn og opfyldte den. Gud havde sat sin tjener på prøve. Han havde prøvet hans troskab og hans kærlighed til dette fejlende, utaknemmelige folk, og Moses havde bestået prøven med ære. Hans interesse for Israel skyldtes ikke egenkærlige motiver. Guds udvalgte folks vel betød mere for ham end personlig ære, ja, mere end at blive stamfader til et stort folk. Gud fandt behag i hans trofasthed, hans gode hjertelag og hans troskab, og fordi han var en tro hyrde, betroede Gud ham en stor opgave at lede Israel til det forjættede land“ (Ellen White, Patriarker og Profeter, Dansk Bogforlag, s. 160).

Til anvendelse

Til eftertanke

105

Ligesom Moses talte folkets sag over for Gud, talte Paulus Onesimus’ sag over for Filemon (Filem 17-18). Taler vi hinandens sag? Opleves vi som søskende, der er der for hinanden, eller som søskende, der ligger i strid med hinanden?

TIRSDAG 24. SEPTEMBER 2019

Menighedens omkringliggende samfund 1 Pet 2,11-12 Fil 2,15 Baggrund

Hvilken slags livsførelse opfordrer Peter til?

De unge kristne menigheder ser deres mål og deres hjem i Guds kommende rige. De har deres borgerskab i himlene (Fil 3,20). Derfor anser de sig for at være fremmede og pilgrimme i de hedenske omgivelser. Peter opfordrer dem til at leve et retskaffent liv trods fjendtlighed og bagtalelse. Deres gode gerninger skal tale for sig selv. Deres liv skal være et vidnesbyrd om den levende, barmhjertige Gud, der har omsorg for mennesker og ønsker, at de skal frelses. Deres gode gerninger skal være et tegn, som fører til, at folkeslagene lovpriser Gud. Denne lovprisning vil finde sted på hjemsøgelsens dag. Dermed menes dommens dag, hvor Jesus kommer igen, synligt for alle. Sætningen kan forstås på to måder: 1. Hedningerne erkender først på det tidspunkt de gode gerninger og priser så Gud, fordi de nu endelig anerkender ham. 2. De lovpriser Gud på denne dag, fordi de dengang på grund af de troendes gerninger blev tilskyndet til at gøre sig overvejelser og derved kom til tro.

Til fordybelse

„Men Frelseren færdedes blandt mennesker som en, der ønskede dem det godt. Han viste sin medfølelse med dem, hjalp dem med deres behov og vandt deres tillid. Først da bød han dem: ‘Følg mig.’ ... De fattige skal hjælpes, de syge skal plejes, de sørgerne og de trængte skal trøstes, de uvidende undervises og de uerfarne vejledes. Vi skal græde med de grædende og glæde os med de glade“ (Ellen White, Auf den Spuren des großen Arztes, Lüneburg 1999, 106).

Til eftertanke

”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene“ (Matt 5,16).

106

ONSDAG 25. SEPTEMBER 2019

Menighedens værdier Ef 2,19-22 Joh 13,34-35

Hvordan bliver menigheden til Guds bolig? Hvilke værdier er dette bofællesskab bygget på?

Baggrund

Apostles og profeters tjeneste blev brugt til at lægge grunden til Guds bolig, som udgøres af menigheden. Kristus er hovedhjørnestenen, det retningsvisende element, der holder sammen på alting og sørger for stabilitet. I de helliges forsamling er ingen blot gæst eller en fremmed, uanset om han kommer fra Israels folk eller andre nationer eller folkeslag. Kristus optager alle troende som ligeværdige i dette fællesskab (Gal 3,28). Som Guds bolig oplever de hans velgørende nærhed og tilstedeværelse.

Til fordybelse

107

Menigheden står i sin forkyndelse for særlige værdier. Topprioritet har den indbyrdes kærlighed og omgangen med hinanden som søstre og brødre (Joh 13,34-35; Matt 22,39). Dette er et tydeligt udtryk for dens forhold til Kristus. Man må aldrig nøjes med kun at formidle den teoretiske side af de kristne grundværdier.

Til anvendelse

En menighed, der er drevet af værdier, har en indre motivation til at vise næstekærlighed og en vilje til udadvendt tjeneste. Dette afspejler, hvad hjertet er fuldt af og vil praktiseres og være synligt på alle niveauer af den kirkelige organisation og struktur. Det er utroværdigt at ville forkynde evangeliet om Kristus, der jo sammensvejser alle troende til én verdensomspændende familie, hvis dette ikke efterleves inden for selve menigheden. Hvordan vil man føre andre til Jesus og invitere dem ind i menigheden, hvis der ligger hindringer i vejen i form af manglende gensidig respekt og accept?

Til eftertanke

Hvordan afspejles disse værdier i mit liv? Hvordan bidrager jeg til, at der i menigheden er en atmosfære præget af respekt?

TORSDAG 26. SEPTEMBER 2019

Menighedens ressourcer Hebr 10,23-25

Hvad var det, brevets modtagere måtte kæmpe med? Hvad opmuntrer hebræerbrevets forfatter til?

Baggrund

Læserne opfordres til tre ting • Urokkeligt at holde fast ved bekendelsen af vort håb Bekendelsen af vort håb er bekendelsen til Jesus Kristus, der levede, døde og opstod for os. Han har besejret døden og synden og står nu frem som talsmand og ypperstepræst for Gud i vores sted. Han kommer igen, for at vi også skal være, hvor han er. • At give agt på hinanden og opmuntre hinanden Som menighedsmedlemmer lever vi i ikke-kristne omgivelser. Vi oplever forskellige udfordringer og anfægtelser i hverdagen. Menighedsmedlemmers gode råd og synsvinkler kan hjælpe os på vejen. Vi bør opmuntre hinanden til kærlighed og gode gerninger og også selv leve efter det. • Ikke at svigte sin egen forsamling En kristen skal ikke være en enmandshær. Alle hører til Kristi legeme og er Guds bolig. Det er muligt at leve sin tro for sig selv. Men det er nemmere at være årvågen i sin tro, når man lever den i fællesskab, tager del i hinandens liv, opmuntrer hinanden og selv lader sig bære af sammenholdet i vanskelige tider.

Til fordybelse

”Vi er ikke alene på denne jord. Vi hører til et legeme, et fællesskab af troende. Den enkelte bør holde urokkeligt fast ved Kristus, men vi bør motivere, støtte og opmuntre hinanden. Ligesom tvivl og vantro spredes, når man deler det med andre, ligesådan er det også med troen. Når vi taler om vores tro og lader andre få del i den, når vi først selv har besluttet os for at have tillid, så hjælper vi andre mennesker til også at vælge tilliden“ (William G. Johnsson, Der Brief an die Hebräer, Lüneburg 2003, 200).

108

FREDAG 27. SEPTEMBER 2019

Menighedens opgave Joh 13,34-35

Baggrund

Til fordybelse

Hvordan ser et fællesskab ud, der tydeligvis består af Jesu efterfølgere? ”Dette kendte bud fra Det Gamle Testamente (3 Mos 19,18) er nyt, forstået på den måde, at disciplene nu skal leve efter det med udgangspunkt i Kristi kærlighed (sml. 13,14-15; 15,12-14; 1 Joh 3,16-18; 4,9-11). Det kan de, fordi …. de har erfaret Kristi kærlighed – en erfaring, der gør et nyt liv muligt og forpligter til det. Dette vidnesbyrd er verden afhængig af, for at den kan komme til tro“ (SEB 1591). Gud gav de landflygtige israelitter følgende opgave: ”Stræb efter lykke og fremgang for byen“ (Jer 29,7). Mens de var i landflygtighed, skærpedes deres sans for, hvad der var godt for det omgivende samfund. Som fremmede med borgerrettighed i Guds rige befinder kristne sig i en forgængelig verden, men evigheden er ”lagt i deres hjerter“ (Præd 3,11, 1948-oversættelsen) En tjenende menigheds opgave er først og sidst at forkynde evangeliet gennem ord og gerning. Her er det vigtigt at finde balancen mellem ord og handling. Det bør ikke udelukkende handle om information vedrørende kristne læresætninger. Menigheden og dens medlemmer bør have føling med det omgivende samfunds behov og sætte ind med hjælp i forhold til de evner og muligheder, de har. Det gode, de gør af ægte interesse for deres medmennesker, bliver et autentisk og relevant vidnesbyrd om deres tro.

Resumé

109

En tjenende menighed viser sin tro i ord og gerning. Medlemmerne støtter hinanden og ønsker det bedste for deres næste.

DIALOG TIL SABBATTEN 28. SEPTEMBER 2019

Spørgsmål til drøftelse Indledende spørgsmål

”Kirken er kun kirke, hvis den er til for andre“ (Dietrich Bonhoeffer). Hvad mener I om dette citat? Hvordan definerer vi ”de andre“? Hvad menes der med at ”være der for andre“?

2 Mos 32,31-32

Moses talte energisk folkets sag. Har I nogensinde oplevet, at nogen har talt jeres sag på den måde? Har I nogensinde talt andres sag? Hvad kan vi lære af Moses?

Hebr 10,23-25

2 Kor 2,14-16

Hvilket råd ville I tage imod? Hvilket råd ville I være betænkelige ved? Hvad vil det (ikke) sige ”at give agt på hinanden“? Evangeliet modtages forskelligt. Hvilke grunde nævner Paulus til det? Hvad tænker vores omgivelser om vores menighed?

Afsluttende spørgsmål

Syvende Dags Adventistkirken engagerer sig på forskellig vis i samfundet. Hvilke projekter kunne I tænke jer at støtte (aktivt/økonomisk)?

110