TORSDAG

Den tredje engels budskab

En kærlig advarsel fra Gud

HHERREN UDTRYKTE SIN dybe bekymring for det syndige menneske i forkyndelsen af det evige evangelium, gennem en appel til dem om at vende tilbage til ham (den første engels budskab), og ved at advare dem om Babylons falske evangelium (den anden engels budskab). Nu åbner Gud sit hjerte igen og advarer menneskeheden om den skæbne, der venter dem, som identifi cerer sig med dragen. Han håber, at de vil lytt e og vælger at være trofaste mod Lammet. Dett e budskab bringer os til den afslutt ende dom og løsningen på den kosmiske konfl ikt gennem Lammet.

Vi bliver nødt til at vælge

Det sprogbrug og billedsprog, som bliver brugt i den tredje engels budskab (Åb 14,9-11), virker måske for nogen uforeneligt med det kristne evangelium. Kun ved at læse budskabet, set i lyset af Lammets kærlighedsoff er, kan vi få åbenbaret budskabets hensigt.

Loyaliteter

Den tredje engels budskab fokuserer på et af de vigtigste spørgsmål, som mennesket står overfor: Hvem skylder vi vores ultimative loyalitet? Dett e anty der, at der er en konfl ikt, og at uanset, hvor vi selv står, må vi vælge side. At tøve med at vælge er et valg på den forkerte side! Der er kun to muligheder: Lammet eller den faldne kerub. I denne konfl ikt fi ndes der ikke mulighed for at være loyal overfor en selv.

Loyalitetskonceptet her er markant, da vores karakter afslører identiteten af, hvem der har vores loyalitet. Dett e er, hvad sprogbrugen om at bære navnet og dyrets mærke indikerer (Åb 14,9.11). Loyalitet over for den faldne kerub efterlader et ty deligt aftryk i vores liv. At have dyrets navn bety der, at vi identifi cerer os med den faldne kerubs agenda og ambitioner – vi tilhører ham. Ideen om et tilhørsforhold kommer ty deligt til udtryk ved dyrets mærke. Et tegn på din loyalitet på hånden og på panden er synlig for alle og får andre til at tænke, at denne person tilhører den faldne kerub (2 Mos 13,9). Mærket er et symbol på den autoritet, som vi er loyale overfor.

Hvis vi ser på den frafaldne kirkes historie og leder efter et autoritetssymbol, der afslører ens loyalitet under konfl ikten, så er det klart søndagen. Påstanden om at have autoritet til at ændre Guds lov er uovertruff en. Guds autoritet, som indstiftede den syvende

dag som sabbatt en til hvile- og helligdag, blev fortiet af den menneskelige stemme, som forandrede sabbatt en til søndag. Guds lov vil spille en markant rolle i den afgørende konfl ikt.

Læg mærke til sammenhængen mellem tilbedelse og dyrets mærke i Johannes’ Åbenbaring 14,9: ”Hvis nogen tilbeder dyret … og sætt er dets mærke på sin pande eller hånd…“1 Disse to elementer er uadskillelige. Da søndag er en dag for tilbedelse, og man underordner sig den, er det på samme tid en tilbedelseshandling. To bud bliver overtrådt – det første og det fj erde. Søndag bliver en forfalsket udgave af sabbatt en, som er et tegn på Guds ukrænkelige autoritet.

Vin og ild

De ondes endelige skæbne er at opleve Guds vrede. Her står vi overfor det, som nogle ville kalde det vanskelige emne om en vred Gud. Johannes prøver at forklare, hvad det er, ved at bruge metaforer som vin, ild og svovl. Disse billeder er brugt i Det Gamle Testamente til at beskrive Guds dom over sine fj ender (Jer 25,15-28; Sl 11,6; 1 Mos 19,24). Sproget er symbolsk, da Guds vrede jo ikke bogstavelig talt er at drikke af et bæger. Det, der i dett e tilfælde bety der noget, er, hvilken ty pe vin de onde vil drikke, da det udtrykker pointen i sammenligningen. Denne vin var ikke blandet sammen med vand – hvilket var almindeligt – men dens berusende kraft blev forøget gennem brugen af krydderier (Åb 14,10).

De onde vil opleve Guds vrede ublandet af nåde. Der vil ikke være plads til anger (Åb 22,11).

Den anden metafor er ild og svovl. De onde vil blive pint med ild og svovl eller med ”brændende svovl“. Denne metafor sammenligner oplevelsen af Guds vrede med den smerte, som man føler, når brændende svovl rører ved vores krop. Guds vrede er en smertefuld oplevelse. Metaforen bygger også på det faktum, at det som bliver ødelagt af ilden, ikke kan blive gendannet – det er ødelagt for evigt. Tanken er, at Guds vrede vil resultere i den endelige udryddelse af det onde, hvilket bliver kaldt den anden død (Åb 20,6.14). Ilden er evig, fordi det, den brænder, bliver for evigt ødelagt. Det brænder, indtil der ikke er noget tilbage (Es 34,9, 10; Jud 1,7). Der er ingen hvile for de onde, som oplever den anden død.

Kristi lidelse

Den smertefulde og endelige død for de onde er noget, som vi slet ikke kan forestille os, da ingen endnu har oplevet det. Den eneste undtagelse er Jesus Kristus, og han gennemgik den, så vi kunne undslippe den. Ingen skulle gennemgå den anden død under den afslutt ende dom. Der er i hvert fald ingen gyldig grund for det. Et Kristus-centreret syn på den afslutt ende dom må nødvendigvis forbinde det med Kristi dom på korset. Der tog han dommen over verden på sig selv (Joh 12,31) og bar verdens synder som et off er (Joh 1,29). Han drak af Guds doms bæger over den syndige menneskehed (Joh 18,11), for at de, der tror på ham som Frelser, ikke skal fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16). På korset oplevede han sin dåb gennem ild, og han sagde: ”Jeg tørster“ (Joh 19,28). På korset led guddommen sammen. ”Gud led med sin Søn, som kun Gud kan lide, for at verden kunne blive forligt med ham.“2 Den ulidelige smerte, som han følte, var ikke så meget den fy siske smerte, men en indre smerte, da han erkendte, at han var adskilt fra Faderen (Matt 27,46). Noget lignende vil overgå de onde under den afsluttende dom, når de indser, at de vil blive adskilt fra Gud for evigt.

Konklusion

Denne konfl ikt handler bestemt om loyalitet. Guds advarsel lyder truende, pga. den alvorlige situation, som mennesket kommer til at befi nde sig i. Hans åbenhed afslører et hjerte i smerte, for Gud ønsker ikke, at hans skabninger skal dø. Sprogbrugen er et sprog, som bruges som et tegn, der advarer folk om, at de skal standse, da der er en dødelig trussel forude. Gud kender til dett e, da både Han og hans Søn oplevede dett e på korset. I mellemtiden er vi Guds ambassadører, som inviterer folk til at vælge Lammet, som forsonede os med Gud.

1 Medmindre andet er angivet, så er bibelteksterne taget fra den autoriserede version. 2 Ellen White, God’s Amazing Grace (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn.; 1973), s. 161.

TIL EFTERTANKE

1. Hvorfor fokuserer Bibelen så levende på ødelæggelsen af det onde?

2. Hvordan afslører vores billede af Gud vores forståelse af dommen?

Hvordan kan vi give folk et komplet billede af Guds karakter, når de har det svært med billedet af en vred Gud?

3. Hvordan kan vi bedst kommunikere om ”Guds vrede“ i sammenhæng med frelsesplanen?